Kronik: Døm ikke spillet på omslaget

Transkript

1 Kronik: Døm ikke spillet på omslaget Grand Theft Auto V er udviklet af Rockstar North og udgivet af Rockstar Games i Spillets handling foregår i den pulserende solfyldte metropol ved navn Los Santos. Her møder man guruer, fine damer og falmende berømtheder. Den vestlige verden gisper efter vejret for at holde sin stolthed i live i en tilværelse med økonomisk usikkerhed og intetsigende reality-tv. Under denne uro ser de tre meget forskellige kriminelle hovedpersonener deres chancer for overlevelse og succes. Hovedpersonerne Franklin, Michael og Trevor spilles side og side og har en sammenflettet historie. Franklin, som er tidligere gangster, leder efter muligheder for at tjene kassen. Michael, som er tidligere straffefange, er utilfreds med pensionisttilværelsen, da den ikke er helt så sukkersød som han havde regnet med. Den voldelige psykopat Trevor er dyrisk drevet af chancen for sex og succes. Deres dristige vej til succes er selvfølgelig ikke helt efter loven, da den indebærer risikable kup som kan have døden til følge, men samtidig sikre dem økonomisk resten af livet. Døm ikke bogen på omslaget er et kendt ordsprog, hvorfor skulle det ikke gælde spil? Hvordan skulle mange af de kritikkere, som aldrig har rørt en kontroller, være i stand til at vurdere et spil? De har nok som mange andre været en tur i Fona og er blevet mødt af Grand Theft Auto der på sit omslag har hurtige biler, store våben og halvnøgne damer, og har på baggrund af dette skabt en forestilling om hvad spillet indeholder. Grand Theft Auto-serien er ofte mødt af kritik på grund af dens voldelige indhold. Men nu da film som The Hunger Games, hvori børn dræber hinanden for underholdningens skyld, og serier som Breaking Bad har gjort sex og grov vold en mere almindelig del af hverdagen, føler Rockstar sig selvfølgelig bedre tilpas med at udtrykke sig til fulde. De danske mediers kritik af Grand Theft Auto V opfattes som mangel på respekt i Politikens debatindlæg: Computerspil er mere end voldsporno og døde ludere skrevet af Julie Horup den 29. september Hun påstår at Grand Theft Auto er mere end blot voldsporno og døde ludere. Hun mener at kritikken er fyldt af håbløst forældede fordomme, der forsøger at udstille brugerne af spillet

2 som værende unge mænd uden samvittighedskvaler, og at spillet blot er en apatisk voldssimulator, der kun er til for at tjene penge. Hendes påstand er begrundet i at spillet indeholder mere end blot vold. Spillet forholder sig samfundskritisk og belyser tabuer som alkoholisme og homoseksualitet. Det martrer hende derfor at såkaldte kulturradikale grupper fremstiller spillet som intetsigende underholdning. Hun starter med at anføre, at Nak en luder -spillet solgte for 4,4 milliarder kroner på udgivelsesdagen... Her gør hun brug af mængdeargumentation, da salgstal reflekterer mængden af brugere, og ved at benytte en udtalelsen: Nak en luder og stjæl hendes penge: Nyt hypet voldspil fra sin modstander latterliggør hun ham også. Med andre ord, det kan godt være at modstanderen synes at spillet er tåbeligt, men det er det hurtigst indtjenende underholdningsprodukt nogensinde, og det kan han ikke benægte. Det må altså være af stor betydning at mange folk køber spillet. Det er tydeligt at hun her benytter et ad-hominem-argument: De prøver at stable et elitært angreb på benene mod et medie, som de tilsyneladende føler udgør en trussel mod deres egen rigtige kultur bestående af den hellige kvartet: bøger, musik, kunst og film. Hun mener ikke at angrebet skyldes indholdet af Grand Theft Auto, men den trussel som det præsenterer. Hun udtaler indledningsvist, at Grand Theft Auto er det hurtigst indtjenende underholdningsprodukt nogensinde. Det kan være svært for mange folk at anerkende dette nye medie, og denne bås sætter hun sin modstander i. På den måde bliver hans autoritet undermineret, idet han i virkeligheden ikke har noget imod Grand Theft Auto, men derimod forandring. Hun sammenligner samtidig sin modstander med en hovedløs høne: Det er yderst deprimerende at se Danmarks journalistiske kulturelite rende rundt som hovedløse høns.. Andet billedsprog findes også i former af moralsk kompas, fået bægeret til at flyde over og hellige kvartet, som alle er med til at nemme forståelsen af budskabet. Hun er bekendt med indholdet af vold i Grand Theft Auto, og gør det tydeligt ved brug af gendrivelse og styrkemarkøren; ingen tvivl: Der er ingen tvivl om, at computerspil ofte er af en voldelig natur. I denne argumentation ligger også en generalisering. Hun anerkender derved det voldelige indhold i spillet, men mediernes fremstilling af spillet som voldsforherligende og samfundskorrumperende er dog for meget. Hun fremhæver, at spillet blot afspejler samfundet på godt og ondt, og det retfærdiggør volden i spillet. Det er i et svagt argument, men det viser at hun er i stand til at se begge

3 sider af sagen. Det er tydeligt, at Julie Horup er positivt indstillet over for spillet og overfor GTAserien i det hele taget, da hun selv spiller det, hvorimod det omvendte er tilfældet med hendes modstander. Ned Luke, som lægger stemme til Michael i Grand Theft Auto har udtalt følgende: Anyone who has any misconception at all about GTA games and hasn t played them should go play the games before they open their mouths. Han finder det således urimeligt at kritisere et spil som man ikke selv har prøvet at spille. Han udtaler efterfølgende, at det er meget forkert opfattelse at Grand Theft Auto forherliger vold: The biggest misconception is that it glamorizes violence. Ned Luke mener altså det er essentielt i forståelsen af spillet, at man ikke blot kigger på omslaget, men åbner spillet op og derefter vurderer det. Kritikeren her, Kjeld Hybel, har tilsyneladende ikke prøvet spillet, men opfatter det ukritisk som værende voldsforherligende. Julie Horup inddrager følelser i sin argumentation og gør derved brug af patos. Hun formidler for eksempel kritikken af Kjeld Hybel som et angreb og beskriver sin begejstring for spil som en hjertebanken: Angrebet er fejlslagent og ude af trit med tidsånden, især for os læsere, hvis hjerter banker for spil. Der tydeligt at se at hun tager lang afstand fra kritikkere og samtidig inviterer tilhængere af spil ind i varmen med gentagende brug af ord som os og vi. Det er værdiladet og virker medrivende, idet det inddrager modtageren i argumentationen. Det fungerer utrolig godt på velvillige modtagere, men modsat dårligt på modvillige modtagere. Julie Horup anfører, at computerspillere er i stand til at skelne mellem hvad der er rigtig og forkert: Det betyder dog ikke, at vi automatisk blåstempler spillets mængde vold. Hun giver her næsten udtryk for at være enig i sin modstanders påstand om spillets høje indhold af vold, og kan derfor bevæge sig videre i sin argumentation i forhold til at der er dybere mening i spillet. Hun fremhæver, at computerspillere er de første til at være kritiske i forhold til spil som benytter ekstrem vold uden nogen form for retfærdiggørelse. Jeg har personligt meget svært ved at retfærdiggøre den nok mest foruroligende mission i Grand Theft Auto, som ikke drager inspiration fra fiktion, men tværtimod virkelighed.

4 Den amerikanske regerings brug af udvidede forhørsteknikker er grundlaget for missionen By the Book, hvor Trevor, en af Grand Theft Autos tre spilbare karakterer, torturerer en mand som er mistænkt af Grand Theft Autos offentlige myndigheder for at gemme på hemmeligheder om terrorister. Her skal man vælge mellem forskellige torturinstrumenter og trykke på knapper og rotere styrepindene når man bliver bedt om det, for at torturere den mistænkte. Hvis den mistænktes hjerter stopper, kan det genstartes, så afhøringen kan forsætte. I mellemtiden kører Michael, en af spillets to andre spilbare karakterer, rundt i Los Santos og følger ethvert spor som opstår under afhøringen. Lidt ligesom Modern Warfare 2 s berygtede mission No Russian, hvor man skyder uskyldige mennesker i en lufthavn, hjælper manglen på kontekst ikke rigtig. Grand Theft Auto serien er bedst kendt for dem som ikke spiller det, som det spil hvor du har sex med en prostitueret, og derefter myrder hende for at få dine penge tilbage, så nyheden om at du kan waterboarde mennesker og hive tænder ud med en tang vil formentlig ikke efterlade et positivt indtryk. Det faktum at du er nødt til at bruge hele spektret af tortur teknikker for at opnå en højere score bidrager vel næppe til at forbedre ens humør. Selv for folk som kender spillet, vil det forhåbentlig vække en enkelt følelse. Grand Theft Auto er et spil fyldt med vold, men det er for det meste slapstick, upersonlig tegneserievold geléagtige fodgængere som flyver over motorhjelmen, biler der vælter gennem vejkryds eller tanks og helikoptere der eksploderer. Man observerer altid sine handlinger fra en distance, samtidig med at alt nulstilles efter et par minutter. Det er meget usædvanligt at påføre en enkel karakter i spillet skade i isolation over en længere periode, hvilket gør denne mission til en anderledes og ubehagelig oplevelse. Det er ikke et videoklip, det er en interaktiv oplevelse. Du kan ikke springe den over, du bliver nødt til at gennemføre torturen for at kunne fortsætte historien. Det kan være tilfældet, at Rockstar ønsker at være selvkritiske. Spil har sjældent formået at rykke deres publikum så kraftig som Grand Theft Auto har, og denne torturscene er måske et sjældent

5 tilfælde af selvkritik som faktisk fungerer. På det tidspunkt hvor man oplever scenen har man allerede røvet, myrdet og bombet. Der er ingen måde hvorpå man kan opleve denne scene, medmindre man allerede har bevist at man er i stand til at begå større grusomheder end dem vist i denne scene. Man bliver her bedt om at begå de samme handlinger som før, men denne gang sikrer spillet sig at man ikke nyder det. Denne gang skal man fokusere på resultaterne af ens handlinger. Denne gang skal man hade det. Eller også er noget så banalt, som et forsøg på at få opmærksomhed i medierne. Ifølge Julie Horup er det vigtig at computerspil ikke blot bliver bedømt på deres omslag, da de har udviklet sig til et kulturelt medie, som har lært at have noget på hjertet. Under det voldlige omslag af Grand Theft Auto gemmer der sig samfundssatire og samfundskritik, som kan måle sig med den dybde, man kender fra film og tv. At vurdere et spil ud fra dets omslag er ikke kun begrænsende, men forkert. Spil spillet og fortjen muligheden for at tale om det.