Danskere i krig. Kristeligt Dagblad. Tema: Tiden læger ikke alle sår side 2. Wa-if arie il kanôn side 12. I krig og kærlighed gælder økonomien side 8

Transkript

1 TRO. ETIK. EKSISTENS. KRIG - www,kristendom.dk - Kristeligt Dagblad IKKE VED MAGT OG IKKE VED STYRKE, MEN VED ÅND SIGER HERSKERENS HERRE Fredag 16. fenruar 2007 særtillæg Tema: Danskere i krig Tiden læger ikke alle sår side 2 I krig og kærlighed gælder økonomien side 8 Wa-if arie il kanôn side 12

2 2 KRIG I BØRNEHØJDE Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Tiden læger ikke alle sår I Danmark er der børn, der bliver mærket af krige, som de aldrig har været i nærheden af. Børn, som bliver traumatiserede på grund af begivenheder, der har udspillet sig tusinder af kilometer væk, lang tid før de er blevet født. De er børn af flygtninge, som har oplevet så ubehagelige ting, at deres traumer går i arv til den næste generation. Af Kim Rosenkilde Nielsen Krig og forfølgelse kan give et menneske dybe ar på sjælen. Det er en kendsgerning, som en stor del af de cirka flygtninge, der bor i Danmark, må leve med hver dag. Tal fra Dansk Flygtningehjælp viser, at mellem 20 og 30 procent af alle flygtninge i Danmark er traumatiserede som en følge af de ubehagelige oplevelser, de har haft, før de kom hertil. Men de psykiske eftervirkninger af de konflikter og kriser, som har fået de mange mennesker til at flygte til Danmark, stopper ikke her. De fortsætter med at sprede sig som ringe i vandet, lang tid efter, at flygtningene er kommet på plads i deres nye hjemland. For hvad tallene ikke viser, er, at en stor del af flygtningenes traumer går i arv til deres børn. Derfor findes der i Danmark en stor gruppe børn, der har psykiske mèn af krige, som de aldrig selv har oplevet. Det fortæller en række af de organisationer, der arbejder med at behandle de traumatiserede flygtninge her i landet. Når traumer smitter Det er et velkendt psykologisk problem, at børn af traumatiserede forældre har stor risiko for selv at blive traumatiserede. Fænomenet kaldes populært sekundær traumatisering og er resultatet af et komplekst sammenspil mellem en række psykologiske og sociale mekanismer. Ulrik Jørgensen er psykolog og direktør for klinikken Oasis Rehab, der har mange års erfaring med behandling af traumatiserede flygtninge. Han ser ofte familier, hvor man kan tale om en psykologisk smitte, hvor forældre overfører deres traumer til børnene.»traumatiserede mennesker lider ofte af angst, søvnløshed, irritation, aggressivitet og paranoide forestillinger om, hvordan verden hænger sammen. Og det er klart, at det kan have en socialiserende effekt i forhold til, hvordan deres børn kommer til opfatte verden. Den kan let komme til at virke truende, ligesom andre mennesker kan blive opfattet som farlige.«det er også et mønster som psykolog Keld Kærgaard fra Center for Traume- og Torturofre (CETT) har observeret i sit arbejde med børn af traumatiserede flygtninge.»i den alvorlige ende har vi forældre, der er paranoide og tror, at nogen vil dem ondt. De føler sig krænket enten af systemet, eller fordi de for eksempel tror, at det irakiske efterretningsvæsen er efter dem her i Danmark. Især de yngre børn kan blive følelsesmæssigt påvirket af det, fordi deres forældre fortæller dem ting, der kan gøre dem utrygge.«udover at børn i høj grad overtager deres forældres forestilling om, hvordan virkeligheden er skruet sammen, så har det også stor betydning, at de traumatiserede voksne får svært ved at håndtere de praktiske og følelsesmæssige udfordringer, som et familieliv stiller dem over for.»når forældre har det dårligt, får det indflydelse på deres forældrerevne. Udover problemer med helt praktiske ting, kan det gøre tilknytningen til deres børn svær at håndtere, og det kan ende med at give børnene følelsesmæssige problemer,«siger forskningschef og psykolog Edith Montgomery fra Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre. Problemer som Keld Kærgaard fra CETT nikker genkendende til. Han har ofte set, hvordan forældrenes angst smitter, fordi de ikke kan give deres børn tryghed. Tværtimod kommer deres egen frygt til at Hvad er posttraumatisk stress Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) er en psykisk lidelse, som optræder, efter at man har oplevet eller været vidne til en traumatisk begivenhed eller situation. Det kan være krigshandlinger, tortur, voldtægt, overfald, bilulykker eller et pludseligt og uventet tab, af en man er nært knyttet til. PTSD kendetegnes både ved biologiske ændringer og af psykiske symptomer og kompliceres ofte af depression, angst, misbrug, hukommelsesproblemer og andre fysiske og psykiske lidelser. Ifølge IDC-10, den internationale sygdomsklassifikation fra World Health Organization skal man have været udsat for en hændelse af en så truende eller katastrofal karakter, at den kan forårsage stress hos de fleste mennesker. I forbindelse med den traumatiske oplevelse opstår der ofte delvist hukommelsessvigt og vedvarende symptomer på overfølsomhed og anspændthed, såsom søvnproblemer, irritation eller vredesudbrud. De fleste har vanskeligt ved at koncentrere sig og er anspændte. Vanskelighederne kan komme direkte efter traumet eller først optræde måneder senere. Kilde: Videnscenter for Transkulturel Psykiatri bekræfte børnenes frygt, så de bliver endnu mere bange. Og sådan kan børnene mentalt og følelsesmæssigt ende med at overtage deres forældres traumer. Alt sammen mekanismer som ifølge Keld Kærgaard bliver yderligt forstærket af, at traumatiserede mennesker ofte har problemer med at have empati med andre, og derfor let kan komme til at reagere overdrevent og voldsomt på selv meget små hændelser.»nogle har en nedsat tolerancetærskel, der kan få dem til at reagere uhensigtsmæssigt over for børnene. Nogle gange i form af fysiske overgreb, andre gange med en vrede eller frygt, der slet ikke står i proportioner med, hvad der er sket,«fortæller Keld Kærgaard fra CETT. Tidlige omsorgssvigt Små børn er fuldstændigt afhængige af deres forældre. Det gælder lige så meget, når det kommer til at sikre den fysiske som den mentale overlevelse. Og hvis forældrene ikke evner at give barnet den fornødne tryghed, så er det ikke den store hjælp, at barnet er født i et land med nok så rolige omgivelser. Og jo mindre et barn er, jo dybere en del af dets personlighed kan forældrenes følelsesmæssige problemer berøre.»børns personlighed er ikke så funderet. Derfor kan et traume i barndomsårene blive en mere integreret del af barnets personlighed, når det vokser op. Og på lang sigt kan aggressivitet og udad-reagerende adfærd blive konsekvensen af et traume,«siger Keld Kærgaard fra CETT. Det er specielt barnets evne til at indgå i sunde relationer med andre mennesker, der risikerer at blive beskadiget ved denne form for traumatisering. Ifølge psykolog og direktør for Oasis Rehab, Ulrik Jørgensen, kan det på lang sigt føre til store problemer med at begå sig i samfundet, fordi børnene kan få svært ved at tage hensyn til andre mennesker og ude af stand til at regulere deres egne følelser.»påvirkning i en tidlig alder kan blive styrende for barnets opfattelse af, hvordan verden hænger sammen. Og fordi deres forældre har problemer, så påvirker det dem allerede på deres primære relationer. De første og mest fundamentale relationer de skal bygge op, er på den måde allerede beskadigede fra starten,«siger han. På den måde kan de ulykkelige og frygtelige oplevelser, som flygtninge i Danmark er så heldige at have undsluppet, leve videre i deres børn. Også selv om de aldrig har oplevet andet end den relativt fredelige danske virkelighed. Redaktion: Redaktionschef: Chefredaktør Kenneth Kjæp Larsen. Redaktionssekretær: Katja Damkier Hansen. Layouter: Mads Pedersen.

3 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Krigens danske børn De fleste af børnene i Børnehaven Spiren er født og opvokset i Danmark, - alligevel er mange af dem mærket af krig. En stor del af børnene kommer nemlig fra flygtningefamilier, hvor en eller begge forældre er traumatiseret af den krig og vold, som de er flygtet fra. Af Kim Rosenkilde Nielsen KRIG I BØRNEHØJDE 3»Når jeg bliver stor, så vil jeg købe en kniv. Så vil jeg skære i mig selv, så det bløder til jeg dør.«ifølge psykologerne kan børn i børnehavealderen ikke være selvmordstruet, men Susanne Hamborg bliver alligevel bange for, hvad der kan ske på lidt længere sigt, når hun hører den femårige pige sige sådan nogle ting. Susanne Hamborg er leder i Børnehaven Spiren, og selv om den lille kurdiske pige er et af de stærkeste eksempler på, hvor hårdt nogle af deres børn har det, så har Susanne oplevet masser af lignende episoder. Spiren ligger i Gellerup Parken i Århus - en af de største ghettoer i Danmark. Over 90 procent af beboerne i området er flygtninge og indvandrere, og en stor del af dem kommer fra krigshærgede lande i Mellemøsten og det nordlige Afrika. Ud af Spirens 48 børn er der to med danske forældre. Resten har enten arabiske, kurdiske eller somaliske rødder, og til trods for den forskellighed det giver, så er der én ting, som de fleste af dem har tilfælles. De er børn af forældre, der er flygtet fra deres hjemland på grund af krig eller forfølgelse. Forældre, som i mange tilfælde har været udsatte for ting, der har givet dem så dybe ar på sjælen, at de stadig er traumatiserede mange år efter. Når forældre har det dårligt, så påvirker det deres børn. Det er noget Susanne Hamborg ofte er vidne til. Hun mener, at når forældre har det så dårligt, som det er tilfældet for en stor del af forældrene til børnene i Spiren, så er påvirkningen ofte så meget desto større. En sammenhæng, som Susanne Hamborg er sikker på, er den afgørende årsag til, at antallet af børn med følelsesmæssige problemer i Spiren og områdets andre børneinstitutioner ligger langt over landsgennemsnittet. Problemer som kommer til udtryk på en lang række forskellige måder.»lige nu har vi en dreng, der er helt kaotisk i hovedet. Da vi skulle snakke med hans far om problemerne, opdagede vi, at han havde symptomer på traumatisk stress. Han kunne ikke koncentrere sig, fordi det hele kørte rundt i hovedet på ham. Sønnen havde overtaget farens tanke-mønster,«fortæller Susanne Hamborg. I et andet tilfælde har hun også kunnet observere, hvordan en somalisk dreng nærmest var et spejlbillede af, hvordan hans maniodepressive mor havde det. Når hun var manisk, var drengen hyperaktiv og ikke til at kontrollere, og når hun ramte en depressiv periode, lukkede han sig fuldstændigt om sig selv. Krigens arv er hårdt arbejde På trods af at Susanne i løbet af årene har mødt mange børn, der har været dybt traumatiserede på grund af deres forældres problemer, så understreger hun, at de helt tunge eksempler ikke hører til hverdagen. Her handler det mere om at holde øje med, om nogle af børnene har et handlings-mønster, der kunne tyde på, at noget er galt.»vi observerer, om der er et sammenfald af flere bekymrende træk ved barnets opførelse. Kan de finde ud af at lege med de andre, eller holder de sig mest for sig selv. Standser de op og prøver at gøre noget, hvis et andet barn græder, eller går de bare lige forbi som om ingenting er sket. Alle sådan nogle ting lægger vi mærke til. Så prøver vi at adskille det, der blot er tegn på en dårlig dag fra det, der kan siges at danne et mønster,«siger Susanne Hamborg. Når et barn viser sig at have et afvigende mønster, indkaldes forældrene til samtale. Og det er sjældent, at Susanne bliver overrasket, når hun møder dem. I langt de fleste tilfælde viser det sig, at børnenes følelsesmæssige forstyrrelser kan relateres direkte til deres forældres problemer. Samtalerne med forældrene kan derfor ofte være en svær omgang. Nogle gange vil forældrene ikke acceptere, at der måske er noget i den måde de reagerer over for barnet, der giver problemer. Andre gange er det hårdt, fordi forældrene indvier Katja Thygesen, Kim Rosenkilde Nielsen, Kirsten Sterling, Pernille Rudbæk og Sie Katrine Christensen. pædagogerne i, hvad det er for nogle oplevelser, der er årsagen til, at de har det dårligt. Susanne Hamborg oplevede engang en far, der ville rive op i sin bluse for at vise hende alle hans skudsår, så hun kunne forstå, at han lige så godt kunne være død. En anden havde oplevet at være spærret inde i et fængsel og blev til et rystende nervevrag, da Susanne ville lukke døren bag dem, så de kunne tale i fred. Andre gange har der været mødre, der er brudt sammen og har fortalt om, hvordan de får bank derhjemme. Alt sammen ting der er med til at tære på kræfterne hos de ansatte. Og selv om alle børnehavens ansatte bliver undervist i, hvad posttraumatisk stress er, og hvordan de skal forholde sig til det, er det ikke alle, der kan holde til det.»det fylder meget i vores hoveder, at vi skal forholde os til så tunge problemer. Og hvis man tager problemerne med hjem, så sker det nogle gange, at apatien og opgivelsen rammer,«siger Susanne Hamborg. Hun har dog stadig selv kræfter og modet til at fortsætte, også selv om hun i fremtiden er sikker på igen og igen at støde på børn, der har krigens arv med i kufferten.

4 4 Af Katja T. Thygesen Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Svært at formidle krigen til børnene Danske børn har efterhånden opdaget, at Danmark er i krig. Og det er bestemt ikke altid lige let at besvare alle deres spørgsmål. Især fordi der ikke findes klare retningslinier for, hvordan pædagogerne skal håndtere børnenes videbegærlighed. KRIG I BØRNEHØJDE Der er ingen tvivl om, at krigene i Irak og Afghanistan er meget synlige i medierne. Så synlige at børnene ikke kan undgå at se det. Vi har talt om i Børnerådet, at forsiderne på aviserne er voldsommere end tidligere. Og vi synes, det er et problem, at man ser krig, død og vold slået så stort op, for det påvirker børnene, fastslår Annette Juul Lund, som er sekretariatschef i Børnerådet. I Børnerådet har man udfærdiget et sæt gode råd for børn og voksne i forbindelse med håndtering af eksempelvis krig. Oprindeligt blev de gode råd lavet for et år siden, da Muhammedkrisen rasede. Men den positive respons på rådene var så massiv, at Børnerådet valgte at få nogle børnekyndige til at rette dem lidt til, så de også kunne bruges i forbindelse med krig. Annette Juul Lund forklarer: Det er Børnerådets opgave at lytte til børnene og komme med gode råd til at afhjælpe problemstillinger. Det er godt, at man snakker i institutionerne, men måske kan en organisation som BUPL hjælpe på vej, så vi ikke alle sammen skal opfinde den dybe tallerken hver gang. BUPL (pædagogernes fagforening) er dog ikke helt enig i, at de skal hjælpe pædagogerne i denne sag. De gode råd fra Børnerådet er blevet gengivet i BUPL s fagblad, Børn&Unge, og det mener Mette Andersen fra BUPL s pædagogiksektion er nok. Vi gengav Børnerådets seks gode råd til voksne i Børn&Unge. Det er det, vi ved, pædagogerne læser, og derfor den nemmeste måde at komme i kontakt med dem på, siger Mette Andersen. Men hun finder det ikke nødvendigt, at gøre mere ved sagen. Hun tror faktisk ikke, at pædagogerne har svært ved at tackle alle spørgsmålene. Og opskriften er tilsyneladende simpel: Man må som pædagog gøre sig nogle tanker og følge med i medierne. Se hvad der sker, og så tage den derfra. Vi har fuld tillid til pædagogerne. De er dygtige, og de ved, hvad de gør, vurderer Mette Andersen. Så til spørgsmålet, om hvorvidt BUPL har i sinde at gøre mere for at hjælpe pædagogerne, er svaret et klart Nej. Hjælp at hente På Tøjhusmuseet i København har man en årelang erfaring i at skulle forklare krig for børn. Og derfor ved museumsinspektør Vibeke Enevoldsen bedre end de fleste, hvor svært det kan være. Vi får cirka 60 klasser ind om året, så her er virkelig mange børn og unge herinde. Generelt bliver børn præsenteret for mange billeder af krig i hverdagen, og børn kan ikke bearbejde det selv. De er nødt til at have voksne til det, forklarer hun. Allerede i 1999 erkendte de på Tøjhusmuseet, at det var et problem at skulle forklare krig for børn. Derfor indkaldte de til en dialogkonference om problematikken. De inviterede alle mulige mennesker, som i det daglige skal formidle krig for børn, heriblandt børneforskere, tv og Forsvaret. Målet var at finde nogle fælles retningslinier for emnet. Debatten var god, og der blev udfærdiget en rapport efterfølgende. Desværre er der ikke sket mere på området siden. Rapporten kan dog stadig købes på Tøjhusmuseet. Ingen patentløsninger Efter konferencen skrev Vibeke Enevoldsen en kronik, som blev bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten. Heri skrev hun blandt andet: Der blev udarbejdet en rapport om konferencens forløb. Der blev ikke fundet nogle patentløsninger, men alle var enige om, at krig bør formidles til børn - og voksne har en central rolle og et stort ansvar i den formidling. Endvidere konkluderede Vibeke Enevoldsen, at Vi er den første generation af voksne, der ikke tør være voksne. Vi står med det problem, at vi, også når det gælder krig, har vanskeligt ved at forstå, hvad der sker - men det fritager os ikke fra ansvaret for at tale med børnene om det, vi selv er i tvivl om. Ifølge hende er det netop krigens kompleksitet, som gør det så utroligt svært at give børnene den information, som hun mener, de har ret til at få. Og det er vel ikke urimeligt at mene, at når noget er så komplekst, så bør man hjælpe de personer, som skal formidle det. Annette Juul Lund fra Børnerådet ønsker i hvert fald hjælp til pædagogerne. Vi kunne godt tænke os, at der blev udarbejdet nogle retningslinier for det. Det er normalt, at fagforeninger udfærdiger materiale til forskellige situationer, så det ville være en fordel, hvis BUPL også gjorde det her, slutter Annette Juul Lund.

5 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 feb- Gode råd til voksne Børnerådet har taget konsekvensen af den danske deltagelse i krig, og har udfærdiget seks gode råd til voksne om, hvordan de imødekommer børnenes ønske om viden om Danmark i krig. Børn har ret til information - og omsorg Børn har både behov for og ret til information om, hvad der sker i verden. Men børn har samtidig krav på beskyttelse og omsorg. Det er de voksne, der er omsorgspersoner for børnene. Og det er dem, der skal vurdere, hvad det enkelte barn eller en gruppe af børn har brug for med hensyn til snak og forklaringer. Børn fra 6 års alderen og et godt stykke ind i skolealderen er typisk dem, der har mest brug for at snakke med voksne om, hvad det er, der foregår. Myter er værre end fakta Børn bruger en stor del af deres tid sammen med andre børn og fantasien løber lettere løbsk, hvis børnene ikke har en voksen sparringspartner. Myter kan let give anledning til større frygt end fakta. Lyv ikke - men spar på detaljerne Man kan og skal ikke skjule for børn, at der er krig i Irak. Det er i stedet vigtigt at hjælpe børn med at fordøje og bearbejde de indtryk, de får. Det gør man ved at lytte til dem og forklare, hvad der sker og hvorfor det sker. Meldingerne skal være enkle og konkrete og uden for mange detaljer. Tal sammen om krigen - hvis børnene selv spørger Nogle børn vil spørge meget til krigen og været interesserede og bekymrede. Vær åben overfor børnenes spørgsmål, svar ærligt på en måde, der er tilpasset barnets alder. Andre børn interesserer sig ikke for krigen. Hav antennerne ude og vurder behovet for en snak. Pres ikke krigens problemstillinger ned over hovedet på børn. Børn har lov til at være børn. Fortæl at krigen ikke foregår her Børn skal beroliges med viden om, at de ikke er i fare. Forklar børnene hvor krigen foregår og at der ikke er udsigt til fare i Danmark. Se tv-nyheder sammen med børnene Små børn har ingen glæde af at se Tv-avisen og Nyhederne. Det skræmmer dem i stedet for. Se nyhederne sammen med de større børn, der selv viser interesse. Sæt god tid af, så I også kan tale om, hvad I ser. Helt små børn, der ikke umiddelbart forstår indholdet, skal ikke se nyheder i tv. Lyde, billeder og voksnes egne reaktioner kan virke voldsomt på dem - så lad aldrig tv et køre. KRIG I BØRNEHØJDE Gode råd til børn Aviser, tv og radio laves ikke for børn, og dem, der laver udsendelserne, tænker ikke på, at det kan være meget overvældende og skræmmende at se og høre på. Derfor har Børnerådet udfærdiget disse gode råd til børnene. Du skal ikke være bange for at spørge - går du og tænker på noget, så tag det op med dine forældre eller andre voksne, du stoler på. Det er helt normalt at være bange og bekymret, når der er krig i verden. Og alle kan have brug for at tale om det. Du skal ikke holde det for dig selv, hvis du er ængstelig eller vred over det, der sker. Det er i orden at være nysgerrig - det kan være meget vigtigt at følge med i udviklingen. Så går man heller ikke og bekymrer sig over noget, der måske slet ikke sker. Men det er også o.k. at synes, at krigen er de voksnes problem. Det kan være en god idé at se tv og læse aviser sammen med voksne, og så tale sammen om det undervejs. Det kan berolige at tale om det, og på den måde er risikoen for, at du misforstår noget, også mindre. Kører tv et hele tiden, måske endda med de samme billeder, og synes du, at nu må det være nok, så tal med de voksne om at slukke lidt. 5 leder: Med mennesker i krig»at kræve øje for øje gør blot hele menneskeheden blind. Hvis vold er den sidste udvej, så lad os i fællesskab ofre den næstsidste lidt mere opmærksomhed.«(gandhi) Danmark er i krig. Danmark ER i krig. Vi har ikke fulgt Gandhis vise ord, men er i stedet trådt et skridt baglæns i historien. Tilbage til den tid, hvor alle magthandlinger kunne retfærdiggøres ud fra hensynet til et større hele. Tilbage til den tid, hvor korstogsbannere og troen på en højere sandhed drev en flok af fanatiske idealister mod fremmed himmelstrøg og ukendte verdenshave. Med andre ord befinder vi os i en moderne middelalder. Historien har ikke lært os noget. Vi som danskere har et ansvar for, hvordan eller hvor godt Dannebrog fremstår i udlandet. Det bekymrer os dog ikke synderligt. Mange danskere ved ikke en gang, at vi faktisk er i krig, og at det har konsekvenser for, hvordan verdens ser os. Den oversøiske krig har ikke rørt vores uigennemtrængelige glaspanser af en osteklokke. Vi ser, hvad der sker, men kan ikke høre noget. Derfor har Kristeligt Dagblad lavet det særnummer om krig og mennesker, som du sidder med nu. Der er behov for at oplyse til og om Familien Danmark endnu en gang. Hvad man ikke ved, kan man let få ondt af at vide, men derfor skal man ikke stikke hovedet i busken og lade som ingenting. Vi er i krig, og selvom den er uden for landets grænser og ikke umiddelbart ser ud til at skabe krusninger på vores overfladesamfund, er krigen tættere på, end man tror. I dette nummer får du sandheden om krigen og danskerne. Vi går tæt på menneskerne, der kæmper på hjemmefronten såvel som på udefronten. Vi hører om krigens tragiske omkostninger og kulturelle barrierer. Og sidst i avisen forsøger vi med store briller at kaste et andet blik på krigsskuepladsen, end du normalt får serveret i dagens spalter. God fornøjelse. Kenneth Kjæp Larsen Chefredaktør

6 6 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Skal krig ned i børnehøjde? Lever nutidens børn i en osteklokke? En kuvøse af tryghed og uvidenhed? Og skal de rustes bedre til at håndtere det faktum, at Danmark er i krig? Svaret er bestemt ikke entydigt. Af Sie Katrine Christensen Siden Saddam Husseins hængning har der været heftig debat om, hvorvidt de danske børn har godt af at vide, hvad verden har at byde på af skrækkeligheder. Nogle forældre har præsenteret deres børn for billedet af Pædagogen Rune Strøm, pædagog ved Munkebjergskolens Fritidsordning i Odense. Snakker I med børnene om krig? Nej, det gør vi ikke, medmindre, der er en grund til det. Det er tit sådan med børn, at deres angst breder sig og sætter tanker i gang hos andre børn, så vi taler ikke om det, medmindre det er nødvendigt. Jeg tror, at krigs- og terrorbegrebet ligger latent i børn, så hvis man prikker til det, kan man udløse en stor angst blandt børnene. Spørger børnene selv til begrebet? Nej, de spørger ikke særlig meget. Det er faktisk overraskende, hvor lidt de tilsyneladende går og tænker over det. Men det ligger selvfølgelig i deres underbevidsthed, så ind i mellem spørger de da. For eksempel var der for et par uger siden to F16 fly, der fløj igennem lydmuren i nærheden, og da børnene hørte det, troede de, at larmen skyldtes bomber. Vi forklarede dem, at det»bare«var to fly, der fløj igennem lydmuren, men det blev så hurtigt til, at to fly var fløjet ind Psykologen Poul Nissen, autoriseret psykolog og dr. phil. ved Institut for Pædagogisk Psykologi. KRIG I BØRNEHØJDE Saddam under hans allersidste minutter, andre hævder, at deres børn slet ikke bør se tv. Børns hængningslege har vist sig som et skrækscenarium i debatten, og det har styrket argumenterne om, at børn ikke har godt af at følge med i krigen på tv. Samtidig lever vi i en tid, hvor man via i en mur! Det siger lidt om, hvor svært det er for børnene at forholde sig til vores forklaringer. Hvordan forholder I jer så, når børnene spørger? Vi forsøger at svare på tingene, som de er. Vores svar sætter jo mange tanker i gang, så det skal selvfølgelig tackles ordentligt. Vi prøver at tage udgangspunkt i virkeligheden, mens vi samtidig forsøger at mane deres frygt til jorden. Det er jo et skrækkeligt emne, men det skal helst ikke så tæt på, at de selv blive bange. Er der i personalegruppen blevet talt om, hvordan I forholder jer til krig i forhold til børnene? Nej, ikke rigtig. Det er jo diffust emne, som kan være næsten lige så svært for os voksne at forstå. Der blev udsendt et skrift i tiden omkring Muhammedkrisen med forslag til, hvordan man kunne forholde sig. Men Muhammedkrisen var jo heller ikke en krig, men nærmere et spørgsmål om kultur og ideologi og alt muligt. Konklusionen må næsten være, at man må tage stilling fra barn til barn, og fra situation til situation. Hvorfor er et begreb som krig så svært for børn at håndtere? Det er et angstprovokerende begreb, og de ved, at det er noget, man kan risikere at dø af. Eksempelvis i forbindelse med Irakkrigen har små børn desuden meget svært ved at skelne mellem det, der foregår langt væk, og det der er tæt på for deres vedkommende kunne krigen lige så godt foregå på Fyn. Har børn brug for at vide noget om krig? Ja. Børn lever jo ikke i en osteklokke. De ser tv og hører radio og bruger nettet, så man kan ikke undgå, at de får noget at vide. Derfor skal vi også tale med dem om det, de ser og hører. Skal man selv tage initiativ til at tale med børn om krig, eller skal man vente til de kommer til en? Det er jo uundgåeligt, at børnene opdager, at der foregår et og andet, især når de voksne ser tv. Men man skal helt klart vente, til børnene selv tager initiativ. Det er i mange tilfælde detaljer, som de spørger ind til, og det er noget helt andet, som vi voksne går og tænker over. Vi skal huske på, at voksne tænker voksent, og børnene tænker helt anderledes. mobiltelefoner kan downloade hængningen fra internettet på under et minut, og efterfølgende vise den frem for alle kammeraterne i skolegården. I middelalderen tog man sine børn med på torvet, når byens lovovertrædere skulle hænges, og det var en integreret del af hverdagen. Nutidens børn er forskånet for den slags, men der findes tilsyneladende ikke en entydig forklaring på, om børn har brug for oplysninger om krig. Vi har derfor spurgt fire eksperter på området, en psykolog, en pædagog og to forældre: modstanderen af krig i børnehøjde, og en som er helt uenig. Hvordan skal man så tale med børnene? Man skal svare faktuelt på deres spørgsmål og forsøge at dæmpe deres angst. Og man skal være opmærksom på ikke at pådutte børn de voksnes verden og dermed de voksnes angst. De er jo trods alt»kun«børn. Hvornår er børn klar til at tale seriøst om krig? Der er stor forskel på børnenes modenhed, og den følger ikke den kronologiske alder. Men jeg vil mene, at de fleste børn i års alderen er klar til at diskutere krig nogenlunde på linje med den voksne. Men det skal vurderes fra barn til barn. Kunne begrebet krig tages op i skolen eller daginstitutionerne? Ja, men igen kun hvis børnene tager initiativ. Der er stor forskel på, hvilke børn der er klar til at modtage informationer om verdens problemer, og diskussionen skal ikke nødvendigvis tages op i fællesskab, så man bare ruller noget hen over hovedet på dem. Det er jo en individuel sag, om man som barn har det behov, og om man kan rumme den debat.

7 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Mener du, at man som forælder har en pligt til at oplyse sine børn om krig? Nej, jeg mener ikke, at man har pligt til at oplyse sit barn om krig. Og heller ikke om tortur, koncentrationslejre, slaveri, mord, voldtægt, børnemishandling eller pædofili. Eller om den globale opvarmning, miljøødelæggelser, hungersnød, aids eller fugleinfluenza og alt det som ligner. Man bør Anni Løndal de Lichtenberg, selvstændig og mor til 7-årige Sebastian. Mener du, at man som forælder har en pligt til at oplyse sit barn om krig? Ja, det mener jeg. For som forældre har vi pligt til at introducere barnet til den verden, som barnet lever i. Jeg mener, at man som forælder skal bruge sin energi på at gøre børnene robuste i stedet for at beskytte dem. Det er en vigtig forældreopgave. Hvordan man gør det afhænger helt af barnet og forældrene. Men introduceres, dét skal de, for ellers vil de meget hurtigt komme bagud i forhold til deres kammerater. Det er ikke rart altid at være ham, som intet ved. I øvrigt vil forældrene miste barnets respekt, jo flere gange barnet føler, at forælderen fortier ting, som ens jævnaldrene allerede ved en hel masse om. Gælder denne pligt også, selvom barnet ikke selv spørger? Ja, og her er jeg altså ikke enig med hverken pædagoger eller andre børnesagkyndige, som mener, at man skal vente til børnene viser interesse. Børnene vil ofte få tingene galt i halsen, når de hører om noget fra kammeraterne, som de skulle have hørt fra deres forældre. Børn er langt dygtigere til at læse andre mennesker end voksne, og når vi KRIG I BØRNEHØJDE Forælderen - Modstanderen Erik Willumsgaard, cand.scient.pol og rådgivende konsulent, far til 9-årige Flora Veronica og 7-årige Sophus Valentin. ikke trække problemer, som børn ikke selv har oplevet, ned over deres hoveder. De har nok at kæmpe med:»elsker mine forældre mig lige så meget, som de elsker mine søskende?«,»er min bedste ven loyal?«,»hvad, hvis min far og mor dør?«og så videre. Oplysninger om krig kan endvidere blive meget forvanskede af at komme igennem børns fantasi, for eksempel kan de komme til at opfatte krig som en daglig fare. Hvad hvis børnene ikke selv spørger? Når barnet ikke selv spørger, er der ingen grund til at give disse unødige oplysninger. Det er vel uundgåeligt, at børnene opsnapper en del oplysninger, som siden vokser i deres hoveder? Ja, det er måske uundgåeligt, men det er altså noget, man som forælder i høj grad kan være herre over risikoen for. Man skal ikke lade børnene se nyhedsudsendelser, eller lade dem spille voldelige spil på computeren. Man skal ikke sidde og tale om krig ved aftensbordet, men derimod alle de andre ting vedrørende børnehave, skole, kammeraterne og familielivet, som trænger til at blive vendt. Man skal tale med forældrene til ens børns Forælderen Fortaleren voksne taler lavt eller slukker for fjernsynet, så stopper vi ikke børnenes fantasi. Vi sætter derimod ild til den, og deres fantasi kan være meget mere grufuld end den virkelige verden. Hvordan håndterer du dit barns forskellige spørgsmål? Dén er svær at svare på, for jeg har altså ikke en fast procedure for det. Udover at når jeg fortæller alvorlige ting, så sørger jeg for at være til rådighed resten af dagen og de næste par dage. I øvrigt har vi en aftenseance hver aften, hvor vi taler om dagen der er gået. Jeg er heldig at have en søn, som gerne fortæller, så det er ikke særligt krævende for mig at få at vide, hvad han går med i hoved og i hjerte. Ofte siger jeg til min søn:»sebastian, dét spørgsmål må jeg altså lige tænke over. Du får svar i morgen, for jeg kan simpelthen ikke svare, før jeg har tænkt mig om.«og det accepterer min søn 100 procent. Han bruger selv den samme teknik efterhånden:»mor, det ved jeg ærlig talt ikke. Jeg vil tænke over det. Så fortæller jeg dig det i morgen.«du har for eksempel vist din søn optagelsen 7 lege- og skolekammerater om politikker for at se fjernsyn og brug af computere, og hvis det forekommer, at andre børn i skolen viser videoer med voldeligt indhold, skal man tage det op med lærerne og straks få sat en stopper for det. Hvordan håndterer du dine børns forskellige spørgsmål? Jeg prøver på ikke at gå i panik og begynde at benægte eksistensen af noget, som de vitterligt har hørt om. Jeg prøver at fortælle stille og roligt og kun svare på de stillede spørgsmål. Og så venter jeg med uddybninger til de spørger igen og bedre kan håndtere de oplysninger, de får. Mener du at børn bør forskånes for viden om krig? Jeg mener i det hele taget ikke at nogen hverken voksne eller børn har grund til se eller høre udpenslede beretninger om død og ulykke. Jeg har for eksempel ikke selv åbnet eller set nogen af de videoer om Husseins henrettelse, som har været så omtalte. Og mine børn har ikke engang hørt om dem. af Saddam Husseins hængning. Møder du modstand mod din måde at håndtere det på? Ja, modstanderne af min måde at opdrage på indvender ofte:»jamen du stjæler jo hans barndom fra ham?«og så spørger jeg altid:»hvad er den bedste barndom?«for det nytter jo ikke noget, at give børnene en barndom, som forhindrer dem i at få et godt ungdomsog voksenliv.

8 8 KRIG HJEMME Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 I krig og kærlighed gælder økonomien Drømmen om det store romantiske kirkebryllup kan blive nødt til at vente, hvis krigen kalder. I stedet kan et hurtigt bryllup på rådhuset sikre, at den tilbageværende er sikret økonomisk, hvis den udsendte skulle dø i krigen. Det blev situationen for Rikke, der sagde ja til sin mand 18 timer før, han sad i flyet på vej til Irak Af Pernille Rudbæk Risene flyver gennem luften foran Hvidovre Rådhus, da Rikke træder ud sammen med Henrik i den kolde og klare februarluft. Hun har taget sin bronzefarvede nederdel på, og han har købt sin skjorte til lejligheden. For få minutter siden sagde de ja til hinanden, skrev under og satte ringene på hinandens fingre. Damen fra rådhuset holdt endda tale om ægteskab i medgang og modgang. Efter receptionen med venner og familie nyder Rikke og Henrik deres første aften som mand og kone og deler en kurv med champagne og chokolade, som de har fået i bryllupsgave. 18 timer efter vielsen kysser Rikke Henrik farvel i Kastrup Lufthavn. Hun ser på ham tage rulletrapperne op mod sikkerhedskontrollen sammen med tre andre mænd i ens uniformer. Han har lovet at ringe, lige så snart han kommer frem. Klokken er fire om natten. Rikke og Henriks liv sammen - til døden dem skille er først lige begyndt. Men hun er allerede alene. Ude foran terminal tre holder bilen, og snart er hun på vej hjem til den tomme lejlighed i Hvidovre. Klokken otte skal hun på arbejde. Gift inden krig Rikke Kragh Jakobsen blev gift på grund af pengene, det indrømmer hun uden at tøve. Hendes mand Henrik Søndergaard foreslog det selv to måneder inden, han skulle af sted som soldat til Irak. På det tidspunkt havde Rikke og Henrik været kærester i to år. Men de havde kun boet sammen i ti måneder, hvilket betød, at Rikke ikke var dækket af forsvarets forsikringsordning, som kræver, at man har boet sammen i mindst to år eller er gift. Hvis det værst tænkelige skulle ske, og Henrik omkom i krigen i Irak, ville Rikke være alene uden ret til nogen økonomisk kompensation eller arv.»hvis han døde, ville jeg stå uden et sted at bo«, fortæller Rikke,»han friede til mig i tilfælde af, at der nu skulle ske ham noget.«for Rikke betød frieriet et opgør med hendes egentlige forestilling om, hvorfor og hvordan hun drømte om at gifte sig.»man har det jo sådan, at et bryllup skal være romantisk og af kærlighed, men pludselig bliver det også praktisk.«hos forsvarets socialsektion har man fuld forståelse for, at soldater vælger at gifte sig af praktiske og økonomiske årsager, inden de sendes i krig. Der findes ingen tal på, hvor mange der gør det, men Jytte Nolsøe fra forsvarets socialsekretariat fortæller, at man på orienteringsmøder inden udsendelsen opfordrer soldaterne til at overveje, hvad der er bedst for dem og deres nærmeste.»vi synes, at det er vigtigt, at folk tager det op og tænker over det. Og vi siger, at de skal overveje det, specielt hvis de ikke har boet sammen i mere end to år.«ægte økonomisk kærlighed Hvis ikke krigen i Irak havde tvunget Rikke til at tage stilling, havde hun ikke giftet sig så tidligt i sit liv. Hun var kun 22 og drømte stadig om det store romantiske kirkebryllup. Det tog derfor Rikke et stykke tid at vænne sig til tanken om, at hendes bryllup var en økonomisk nødvendighed og ikke udelukkende en kulmination på kærligheden mellem to mennesker. For Rikke blev det imidlertid afgørende at finde ud af, at deres ægteskab ikke udelukkende baserede sig på praktiske overvejelser.»selvfølgelig var det praktisk, men jeg så det også som kærlighed, at han tænkte på mig på den måde,«fortæller Rikke. Et bryllup ville sikre dem begge i det halve år, Henrik var i Irak. Hun var sikret hans arv, og han var sikret en kone, der ventede på ham i et halvt år, indtil han kom hjem igen. Og netop ønsket om at sikre hinanden udsprang af ægte kærlighed. Derfor lovede de også hinanden, at de skulle have et rigtigt og romantisk kirkebryllup, når Henrik vendte hjem fra krigen. Men et beskedent og praktisk rådhusbryllup udspringer ifølge feltpræst Hans Hedegaard Graversen ikke nødvendigvis af mindre kærlighed end det store drømmebryllup:»det er kærlighed, at man ved, at man skal tage sig af hinanden økonomisk.«hans Hedegaard Graversen har været feltpræst i både Afghanistan og Irak, og selv om han arbejder i kirkens og Kristus s ånd, ved han af erfaring, hvor vigtigt det er, at soldaten har taget stilling til den private situation inden afrejse, så han er afklaret, når han pludselig befinder sig verdener fra dem derhjemme.»jeg har oplevet, at nogen gerne vil hjem for at redde forholdet, fordi de ikke har fået talt tingene igennem inden,«fortæller Hans Hedegaard Graversen. Han ser det som en fornuftig foranstaltning at gifte sig på rådhuset inden afrejsen, også selvom det bryder med de romantiske forestillinger om det store hvide kirkebryllup. For ham at se handler et kroners kirkebryllup mere om romantiske drømme end om ægte kærlighed. Det praktiske bryllup et blottet for romantiske drømme og forestillinger, men centrerer sig udelukkende om bekymringen for at sikre den, man holder af.»det er kærligheden, der rigtig træder i karakter her,«mener feltpræsten. Romantikken venter stadig Henrik kom hjem fra Irak tre måneder tidligere end planlagt på grund af problemer med hans søn. For Rikke var det en følelsesmæssig overvindelse at skulle genoptage det ægteskab, de sammen havde påbegyndt måneder siden, men som de også kun havde delt få timer af sammen.»jeg havde ligesom stået stand by i tre måneder, så følelsesmæssigt var det svært, jeg havde ikke prøvet det før.«efterhånden fik Rikke og Henrik snakket tingene igennem, og hverdagen i ægteskabet tog efterhånden form og gik videre. Det er nu ni måneder siden. Der er ingen fortrydelse at spore hos Rikke i dag. Men hun har siden gjort sig en masse overvejelser, og hun drømmer stadig om det bryllup, de lovede hinanden, inden Henrik tog af sted, men som endnu ikke er planlagt.»det er faren ved at gifte sig på rådhuset, så kommer man nemt til at udskyde det romantiske bryllup. Nu har man holdt et halv-bryllup, så vil man også have et rigtigt bryllup.«rikke ved ikke, hvornår hun får opfyldt sin drøm om det romantiske bryllup om det bliver om et halvt år, helt år eller flere år. Det bliver højst sandsynligt først, når økonomien tillader det.

9 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Af Katja Damkier Hansen Klokken er 17:16. Det er mandag, og børnene er lige blevet hentet i børnehave og SFO. Udenfor pisker det ned. Efteråret har gjort sit tydelige vindblæste indtog i Danmark, og regnen har fået den sorte mascara til at lægge sig et godt stykke under de arbejdstrætte øjne. Tanken om, hvad menuen til aften skal stå på, er nærmest uoverskuelig, ligesom det farvestrålende bjerg af vasketøj og porcelænsslottet af opvask på køkkenbordet også er det.»jeg vil have spaghetti med kødsovs,«lyder det pludselig, og koncentrationen vender et kort øjeblik tilbage, mens det søgende blik ud over Nettos dybfrostvarer og den halvtomme KRIG HJEMME Hård hverdag knækker pårørende Pårørende til udsendte soldater i krig kæmper med hverdagen hjemme. Mange daglige gøremål og tvivlen om, hvad der kan ske for soldaten i krigszonen, kan knække selv den stærkeste person. Men Familienetværkets tilbud om samtaler og fælles aktiviteter mellem pårørende kan hjælpe med at klare hverdagen. Et netværk af lyttere Familienetværket i hæren har siden starten i 2001 haft stor succes med samtaler med pårørende, hvad enten det er ægtefælle, forældre, søskende eller børn, der henvender sig. Ofte bliver der også arrangeret fælles aktiviteter, hvor man kan lære noget om bilen, tage en tur til Bonbon-land med børnene eller bage julekager. Familienetværket fungerer som det praktiske bindeled, som formidler aftalerne. På den måde får de pårørende lov til at være sammen med ligesindede, og de behøver ikke forklare sig og sætte de andre deltagere ind i, hvilken situation de er i, fortæller Kirsten Leuenhagen, som er kontaktperson for Varde Kaserne i Familienetværket.»Det vigtigste for de 9»Tvivlen er deres værste fjende«ifølge Carsten Timmerby har Familienetværket været en stor gevinst for forsvaret. Han fornemmer, at mange pårørende benytter sig af de tilbud, netværket tilbyder. Og han peger på, at behovet for at lade følelserne få frit løb er enormt. De pårørende, som bliver efterladt hjemme, mens soldaten drager i krig, bærer et stort ansvar for de daglige gøremål. De har med ét mange flere ting at se til, og de bliver sat i en situation, hvor de dagligt bliver mentalt påvirket af mediernes historier om blodige episoder fra krigsområderne. Tvivlen er deres værste fjende, forklarer Carsten Timmerby.»Bekymringerne fylder meget i hverdagen, og vi er derfor også nødt til at opfordre soldaterne til at være gode til at Fortsættes på næste side kølemontre igen får alt til at se ligegyldigt og trist ud. Det trækker i hagepartiet, og øjnene bliver mere og mere fugtige. Endelig overmander frustrationerne resterne af modstandskræfterne, der ellers skulle have holdt gråden tilbage. Men det er for sent nu. Tårerne triller hastigt ned ad kinderne. Børnene forstår ingenting, og de andre travle kunder i Netto kigger målløse på uden at vide, hvad de skal stille op med kvinden i slutningen af 30 erne, der uden videre begynder at græde midt i Nettos fyraftensvirvar af spotvarer. Kvinden er pårørende til en udsendt soldat. Hun passer hverdagen og de daglige gøremål hjemme, mens den bedre halvdel er udstationeret i en krigszone. Men hun er ikke alene. Mange pårørende kender følelsen af at skulle klare alt hjemme og ind imellem at være på nippet til at opgive det hele. Men hjælpen er kun et telefonopkald væk. I den anden ende af røret findes folk, der kan hjælpe tankerne til at fokusere på de positive ting, og som er villige til at lægge øre til problemerne og frustrationerne. De har en vigtig rolle i dagens Danmark. De kalder sig Familienetværket. pårørende er at få luft og få at vide, at de ikke er kugleskøre. Vi fortæller dem, at måden, de reagerer på, er helt normal i forhold til den unormale situation, de står i,«forklarer Kirsten Leuenhagen, der ligesom alle de andre kontaktpersoner i netværket selv har prøvet at være pårørende. Hendes søn har været udsendt til Irak, og hun kender derfor til de følelser, som de pårørende ringer ind med.»vi er ikke psykologer, men vi er selv pårørende. Og vi er gode til at være i de sko og bruge de erfaringer, vi selv har gjort os,«siger hun. Man kan måske spørge sig selv, hvorfor de pårørende ikke bare henvender sig til deres egne familier, venner og bekendte og giver tankerne frit løb? Socialrådgiver ved Varde Kaserne, Carsten Timmerby, mener, at de pårørende ofte føler, at de belemrer deres familiemedlemmer med alle deres problemer, eller at familien og vennerne simpelthen bliver fyldt op og får nok af at høre på dem.»vi tilbyder derfor at være de udenforstående, som altid har tid til at lytte,«siger han. Fakta om familienetværk - Familienetværket tilbyder møder til pårørende før og under soldatens udsendelse samt lige inden hjemsendelse - Familienetværket tilbyder at: o Støtte hinanden, når problemerne hober sig op o Yde hjælp til selvhjælp o Udveksle erfaringer o Genopbygge sit selvværd, der har været tæt på at smuldre, fordi man har følt sig hjælpeløs - Familietnetværket kan henvise til psykologer og socialrådgivere Vil du vide mere, kan du kontakte Familienetværket på tlf: eller se mere på deres hjemmeside under Hærens konstabel- og korporalforening:

10 10 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Hård hverdag kmækker... Fortsat fra forrige side lave aftaler med deres pårørende i Danmark,«siger Carsten Timmerby og henviser til det møde, der altid foregår med både soldat og pårørende, inden soldaten tager af sted. Britta Lange, kontaktperson i Familienetværket for Slagelse Kaserne, kender også til det problem:»de pårørende føler sig magtesløse, når de ikke bare kan tage telefonen og ringe ud til deres mand, søn eller bror,«forklarer hun, men påpeger også, at problemet trods alt er blevet bedre med årene:»sms og computere har gjort meget og delvist løst problemet,«forklarer hun. Men ifølge Carsten Timmerby, kan der stadig være situationer, hvor soldaten er uden for rækkevidde i flere dage, og her er det vigtigt, at soldaten ringer og informerer om det til de pårørende hjemme. KRIG HJEMME Kvinde, kend din bil! Når mand, søn eller bror er i krigszonen, mangler der en derhjemme, som kan skifte olie og dæk på bilen. Slagelse Kaserne satte derfor de kvindelige pårørende stævne på det lokale autoværksted. Hjemme igen - og nye problemer Både Britta Lange, Kirsten Leuenhagen og Carsten Timmerby oplever, at Familienetværket er et nødvendigt initiativ til de pårørende, som nu får opfyldt et stort behov, der har eksisteret længe. I de seks år Carsten Timmerby har været med i netværket, er hjælpen til de pårørende blevet forbedret år for år, siger han, men understreger samtidig, at»alt godt kan blive endnu bedre«. Carsten Timmerby peger især på, at orienteringen før, under og efter soldatens udsendelse kan forbedres markant. Han mener, at medarbejderne internt i netværket stadig kan blive bedre til at kommunikere og håndtere forskellige typer af samtaler, så de klart forstår at videreformidle de vigtige budskaber. Udadtil vil det være en fordel at afdramatisere nogle af de episoder, som soldaterne oplever, da mange ting i medierne bliver gjort værre, end de i virkeligheden er, forklarer han. Desuden gør han opmærksom på, at det hele ikke er slut, når soldaten vender hjem igen. Ofte opstår der i denne tid nye kriser.»soldaten har oplevet nogle ting, som kan være svære at sætte ord på over for de pårørende hjemme. Og omvendt har den pårørende også indarbejdet nogle nye rutiner med at klare det hele selv. Det kan føre til konflikter. Ofte er det derfor vigtigt at have nogle samtaler med familien for at få det hele til at fungere igen,«siger han og understreger samtidig, hvor stor betydning det har, at der bliver taget hånd om de pårørende:»det er vigtigt, at der gøres meget for de pårørende. Vi tager jo deres mænd i seks måneder. Det er dem, der lider et afsavn derhjemme.«af Katja Damkier Hansena»Først åbner man motorhjelmen, så finder man oliepinden frem og stikker den ned i oliebeholderen for at måle, om der er nok olie på bilen.«den meget pædagogiske fremgangsmåde spillede uden tvivl en vigtig rolle på lynkurset i bil-mekanik, da Slagelse Kaserne havde sat en gruppe kvinder stævne på det lokale autoværksted i byen. Kvinderne var pårørende til udsendte soldater i krig, og initiativet kom fra en af de pårørende selv. Mekanikeren havde til lejligheden taget en ekstra pose tålmodighed med, hvilket vist var nødvendigt for at kunne svare på de mange spørgsmål. Initiativ fra pårørende Hvor er det lige oliepinden sidder henne, og hvorfor skal jeg overhovedet vide noget om bilens oliemængde? De fleste kvinder lignede nok mest af alt store spørgsmålstegn, da mekanikeren trin for trin gennemgik diverse vitale dele under motorhjelmen. Men de fleste fik sig helt sikkert også en del aha-oplevelser, som de kunne tage med sig hjem til senere brug. Den fælles aktivitet om at lære bilen at kende blev bragt på bane, da en gruppe pårørende mødtes en eftermiddag til snak og hygge.»vi sad og fik noget kaffe og kage, og pludselig var der én, der nævnte noget om startkabler,«forklarer Britta Lange, som er kontaktperson i Familienetværket på Slagelse Kaserne. Familienetværket er en af gruppe tidligere pårørende, som tilbyder samtaler og aktiviteter mellem pårørende til nuværende udsendte soldater. Og som kontaktperson i netværket er Britta Lange den, der tager sig af de praktiske ting, når der skal laves nogle fællesarrangementer.»så jeg tog telefonen og kontaktede det nærmeste autoværksted og spurgte, om de havde tid og lejlighed til at fortælle lidt om bilen. Og det havde de,«fortæller hun. Samvær med ligesindede Efter at være blevet klogere på, hvordan motor, olie og risikoen for sammenbrud hænger sammen, kunne de pårørende sætte sig sammen med deres medbragte børn, drikke kaffe og tale om, hvilke nyttige bil-tekniske informationer de havde lært i løbet af dagen. Britta Lange kalder dagen for en succes, selvom der ikke var mere end kvinder med på kurset. Ifølge hende skal succes ikke måles i antallet af fremmødte, men i stedet i villigheden til overhovedet at mødes. I virkeligheden handler det jo ikke så meget om at lære bilen at kende, forklarer hun og fortsætter:»det handler jo om at være sammen med ligesindede, hvor man kan slappe af og tænke på noget andet end de bekymringer, der til daglig optager meget tid,«siger hun og fortæller, at det selvfølgelig kun er et stort plus, at man så samtidig har det sjovt. Hun må dog medgive, at lige præcis den dag på autoværkstedet var der flere spørgsmål end normalt.»men heldigvis var mekanikeren den sødeste og mest tålmodige, jeg nogensinde har mødt,«understreger hun med et grin.

11 KRIG UDE Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Forsvaret tages ikke seriøst 11 Det danske Forsvar har svært ved at tiltrække danskere med anden etnisk baggrund. Süleyman Dikmen er nydansker og giver her sit bud på, hvorfor de etniske minoriteter fravælger en karriere i Forsvaret. Af Kenneth Kjæp Larsen»Det danske Forsvar tager de ikke seriøst. De har jo set den tyrkiske hær, hvor man dengang aftjente sin værnepligt på 24 måneder. Hvis man ikke makkede ret, var der hård disciplin med øretæver. Her kan en værnepligtig sige sin overordnede imod, uden der sker noget.«süleyman Dikmen er en af de få nydanskere, som har valgt at gøre karriere i Forsvaret. Han er 34 år og fandt sit kald i militæruniformen efter at have aftjent sin værnepligt i Hurtigt efter skrev han kontrakt med Forsvaret og er i dag ved militærpolitiet i Søværnet. Han brænder for sit job, hvilket hans tyrkiske familie, venner og bekendte har svært ved at forstå. Det ærgrer ham:»familien har fra starten sagt, at der ingen fremtid og løn er i Forsvaret. Jeg svarede, at dér kan man gøre ledelseskarriere,«forklarer Süleyman, der på trods af den manglende opbakning i baglandet bestemt ikke føler sig alene i Forsvaret:»Der er et godt kammeratskab og en god disciplin i Forsvaret. Der er ikke noget med raceforskel eller racebehandling, og det oplever man meget i den civile verden, hvor der er meget mobning med racistiske undertoner,«siger han. I tredje kvartal sidste år havde 0,8 procent lig med 185 af alle ansatte i Det danske Forsvar en anden etnisk baggrund end dansk. Det oplyser Klaus Rosendahl, som er konsulent i Forsvarets Personaletjeneste. Tallet har ligget stabilt lige under en procent siden 2001, men nu skal en ny hvervekampagne vende skuden. Målet er, at andelen af indvandrere i Forsvaret skal nå op på 3,8 procent i Klaus Rosendahl forklarer:»vi har prøvet meget, men på bundlinien er det begrænset, hvor mange med anden etnisk baggrund, der tilmelder sig frivilligt. Mangfoldigheden er en naturlig del af samfundet, og vi har lavet vejledning i forvaltningen begrundet i religiøse forhold som for eksempel omhandler helligdage, kost, sygdom og andre specielle ønsker og behov.«krig og dårlig løn Süleyman Dikmen ved godt, hvor svært det kan være at få de etniske minoriteter i uniformen og han ved også godt hvorfor:»det danske Forsvar giver ikke budskabet godt nok ud til de unge med en anden etnisk baggrund. Der skal flere informationer ud. Forsvaret er ikke med i krigen (i Irak og Afghanistan, red.) for at dræbe og slå ihjel. De er der for at hjælpe og genopbygge. Mange tror, at det handler om ødelæggelse og om at dræbe,«siger Süleyman. Mange unge indvandrere vælger altså at gå i en jævn bue uden om Forsvaret, når de skal gøre karriere. Süleyman understreger, at den lave løn også er afgørende for de unges valg eller fravalg, men som nævnt er det især krigen i Afghanistan og Irak, de skyder skylden på. En krig, som Süleyman til trods for sin muslimske baggrund ikke nødvendigvis ser som noget dårligt:»jeg ville ikke have noget imod at blive udsendt. Jeg har lidt kendskab til de islamiske trosamfund. Ved at deltage i krigen støtter jeg både mine kolleger og mine medmennesker med muslimsk baggrund. Jeg ville være stolt over at hjælpe de svage til at blive stærkere,«lyder det fra Süleyman Dikmen, én af de få danske muslimer i Forsvaret. forsvaret.dk

12 12 KRIG UDE Wa-if arie il kanôn Stop eller jeg skyder, var det eneste, Jim lærte, før han blev sendt til Afghanistan som soldat. Forsvaret mener, at det er nok. Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Stop, eller jeg skyder! Af Mads Pedersen»Vi lærte at sige, stop, eller jeg skyder - waif arie il kanôn, og så blev vi sendt af sted til Afghanistan,«siger oversergent Jim Vester Laursen, der i et halvt år var en del af de fredsbevarende styrker i Kabul. Han mener, at man hverken kan vinde afghanernes tillid eller løse problemerne i Afghanistan ved at være så dårligt forberedt. Det er Forsvarsakademiet, der står for uddannelsen af de danske soldater, der bliver sendt til Afghanistan.»Alle soldater får et fire timers kulturforedrag om Afghanistan. Derudover får de soldater, der skal på specialmissioner fire timer oveni, hvor de lærer noget mere sprog og nogle høflighedsfraser. Enkelte får så et sprogkursus, hvor man lærer de mest brugte sætninger. Ellers bruger vi tolke,«siger major Jørn Haubro fra Forsvarsakademiet. Han erkender, at de danske soldater kun har et begrænset kendskab til den afghanske kultur. Alligevel mener han ikke, at de danske soldater har brug for mere uddannelse end de foredrag, der allerede holdes på Forsvarsakademiet.»Jeg mener, at det er nok uddannelse. Selvfølgelig kunne vi sagtens bruge tre måneder på at fokusere på kultur og sprog, men det er en afvejning, vi må gøre,«siger major Jørn Haubro. Jim Vester Laursen er godt klar over, at man må prioritere i uddannelsen på Forsvarsakademiet. Men han mener alligevel, at der er brug for mere sprog og kultur på skemaet.»jeg kunne godt have brugt meget mere viden om Afghanistan inden jeg tog af sted. Jeg tror det ville have lettet mit arbejde i Afghanistan. Jeg har i hvert fald fået et langt mere nuanceret syn på afghanerne, efter jeg har været dernede,«siger Jim Vester Lausen. Major Jørn Haubro erkender da også, at et fire timer langt foredrag ikke helt kan forberede soldaterne på mødet med den afghanske kultur.»de soldater, vi sender af sted, ved ikke alt om Afghanistan det er der ikke nogen der gør. Jeg har beskæftiget mig med Afghanistan i adskillige år, og jeg har ikke engang viden nok. Afghanistan er et utroligt differentieret land,«siger major Jørn Haubro. Naturlig modstand Jim Vester Laursen mener, at soldater i Afghanistan er en nødvendighed. Men samtidig er de væbnede styrker også en stor del af problemet, fordi de har svært ved at skabe dialog med afghanerne, der ofte ser de danske og allierede styrker som en besættelsesmagt.»jeg tog af sted fordi jeg var på en kontrakt. Men jeg troede også på, at det var noget der gavnede. Ellers var jeg ikke taget af sted. I dag tror jeg ikke på, at våben kan løse konflikterne i Afghanistan. Kunne vi gå ind i civilbeklædning og skabe dialog, ville det være endnu bedre,«siger Jim Vester Laursen, der hurtigt lærte, at et venligt»goddag«var langt bedre end»stop, eller jeg skyder!«.»våbnene gjorde os ikke trygge. For afghanerne var selvfølgelig bange for manden bag geværet«, siger, Jim Vester Laursen. Efter oplevelserne i Afghanistan har han fået en bedre forståelse for afghanernes modstand. I hans øjne er det kun naturligt, at man bliver mødt med en vis skepsis, når man møder op bevæbnet til tænderne, i store pansrede køretøjer og militæruniformer. Især i et land, der i mere end hundrede år har mærket skiftende stormagters undertrykkelse, militære besættelser og borgerkrig. Amalienborg lagt i ruiner Jim Vester Laursen viser et billede af det afghanske kongepalads. I dag er det en stor ruin, fyldt med skudhuller og store granathuller i væggen. Kobbertaget er blevet stjålet, og kun dele af tagkonstruktionen står tilbage.»prøv at forestille dig, hvis Amalienborg så sådan ud,«siger Jim Vester Laursen og fortsætter.»hvad ville det ikke gøre ved vores selvforståelse og folkesjæl? Vi er jo ikke vokset op med frygten om, at der skal sprænge en

13 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 granat i skolegården.«den forståelse og indsigt i den afghanske folkesjæl ville Jim gerne have haft mere af, inden han blev sendt til Afghanistan. For ham er soldaternes manglende forståelse for den afghanske kultur en afgørende faktor i de konflikter, der hver dag opstår i Afghanistan. Her kæmper de danske og allierede styrke en næsten umulig kamp for vinde den skeptiske befolknings tillid. Den almindelige afghaner har svært ved at forstå baggrunden for soldaternes tilstedeværelse. Efter 25 års borgerkrig og mere end hundrede års udnyttelse af stormagter som Sovjetunionen og England, så er det svært for afghanerne, at have tillid til de fremmede magter, der denne gang har invaderet deres land. Det understreger en herboende afghaner.»vi afghanere er bange for militær magt, fordi vi altid har fået tæv af de magter, der har invaderet vores land,«siger Muhammed Asif. Han har boet i Afghanistan indtil 2000, hvor han som 25-årig kom til Danmark og fik asyl. I dag er han ved at uddanne sig til fængselsbetjent.»her i Danmark er det jo normalt at tage en uddannelse. Det var helt umuligt under Taleban i Afghanistan. Der var der kun religiøse skoler,«siger Muhammed Asif. Han er utrolig glad for sit nye liv i Danmark, men oplevelserne fra Afghanistan, er ikke noget han glemmer.»vi vågnede op hver morgen til lyden af kampvogne og fly, der kastede bomber ned over byen. Som 7-årig skulle jeg ikke lære at stave og regne som andre 7-årige i Danmark. Jeg skulle lære at bruge en kalashnikov,«siger Muhammed Asif. Han husker klart og tydeligt den afghanske hverdag, der er plaget af krig og utryghed. En hverdag som skaber den mistillid og foragt blandt afghanerne, der er et af de største problemer for de danske og allierede styrker i Afghanistan i dag. Derfor er Asif Muhammed enig med Jim Vester Laursen om, at de dankse soldater har brug for mere viden og forståelse for den Afghanske kultur. Usynlige danske våben I dag arbejder både militær hjælpeorganisationer side Afghanistan. Men det er to kampe de udkæmper.»jeg er taknemmelig for de og humanitære om side i vidt forskellige hjælpeorganisa- KRIG UDE tioner, der arbejder i Afghanistan. Det er virkelig den vej rundt, Afghanistan skal hjælpes. Det er jo en næsten umulig opgave at vende landet med militær magt,«siger Muhammed Asif. De humanitære hjælpeorganisationer kan dog kun arbejde i Afghanistan under beskyttelse af de væbnede styrker. Så det er endnu ikke muligt at trække militæret ud, selvom våbnene skaber problemer for Afghanistans udvikling.»man skulle først ind og fjerne den siddende magt, som undertrykte demokratiet. Det første vi gjorde derefter, var at gå i gang med at træne politi og militær til at opretholde demokratiet,«siger Jim Vester Laursen. Men man skal huske, at den synlige og væbnede tilstedeværelse i Afghanistan også skaber en række problemer.»ideelt set, så tror jeg ikke på, at våben er den rigtige vej frem. Men hvis vi fjernede styrkerne, hvor lang tid ville den valgte præsident, så blive siddende? 10 minutter,«spår Jim Vester Laursen. 13 Han mener, at de væbnede styrker stadig er nødvendige, men at deres tilstedeværelse skal være så usynlig som muligt, da våbnene også er en stor del af problemet i Afghanistan. Krigen er slut Ved at gemme våbnene lidt væk og hilse venligt, så sikrede Jim Vester Laursen sig igennem opholdet i Afghanistan med livet i behold.»englænderne blev beskudt flere gange, fordi de absolut skulle køre rundt og råbe hele tiden. Tyskerne blev også beskudt et par gange, fordi de kørte rundt i nogle kæmpe store og larmende pansrede køretøjer, der virkede meget skræmmende. Vi kørte altid med nedrullede vinduer og gjorde meget ud af altid at hilse venligt. Vi kørte også rundt i mere almindelige køretøjer uden panser, og derfor blev vi aldrig beskudt. Det var altid tyskerne og englænderne,«siger Jim Vester Laursen.»Vi prøvede altid at skjule vores geværer, og vi prøvede altid, så vidt muligt, at holde dem ned langs siden. Vi prøvede at virke så lidt skræmmende, som man nu kan, når man går rundt med et skarpladt gevær i hånden. Først under udstationeringen får de danske soldater I Afghanistan et kendskab til den afghanske kultur. Det er også nødvendigt, for krigen i Afghanistan er langt fra slut. De danske soldater har stadig en lang række opgaver, der skal løses, og en masse afghansk tillid, der skal vindes. Men for Jim er krigen i Afghanistan allerede slut. Efter hjemkomsten i 2004 har han sagt farvel til militæret og begyndt en ny uddannelse langt væk fra militæret og den sønderskudte afghanske folkesjæl.

14 14 KRIG UDE Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Blogkrig eksempel har man på lavet en aftale med en presseofficer, som skal læse alle bloggens indlæg igennem, før de bliver lagt ud til offentligheden. Dette for at undgå»lækage af følsomme sikkerhedsoplysninger«. Derudover har Forsvaret udarbejdet særlige retningslinier og anbefalinger for, hvordan soldater, der bruger weblogs, bør forholde sig. Blandt andet står der i et af de punkter, som soldaterne får udleveret: Det er blevet moderne at blogge og læse blogs. Bloggen som et alternativt nyhedsmedie kan give læserne et andet og mere kritisk billede af, hvad der foregår i offentligheden også når det handler om Krigen i Afghanistan og Irak. Af Kenneth Kjæp Larsen Det kunne jo være, at politikerne derhjemme skulle tænke over, at når nu de er så heldige, at der er så mange professionelle og gode danske soldater, som vælger at bruge en del af deres liv på at støtte det danske forsvar i en eller flere internationale mission(er) hvor meget mener de så, at én dansk soldats liv er værd? ( ) ANALYSE: Christian er 27 år og udstationeret sergent i Afghanistan. Han har lavet en aftale med DR København, som han blogger til jævnligt for at skrive om sine oplevelser som soldat og måske mere interessant som menneske. Hans blog bliver læst af cirka 100 mennesker dagligt og indeholder alt fra kærlige tanker til familie og venner, nærgående beskrivelser af kamphandlinger i ilden frem til synspunkter og kritiske kommentarer som citatet i indledningen om arbejdet i felten. Christians blog er én ud af en række»krigsblogs«, som de toneangivende danske medier har oprettet efter amerikansk forbillede. På webadressen: har man siden Bush s War on Terror dagligt kunnet læse hverdagsskildringer og indtryk fra amerikanske soldater ved fronten. Fra den unge rekrut til den erfarne officer. Betragtninger, der hver for sig modsvarer en broget skare af mennesker og deres oplevelser i forbindelse med krigen. Bloggen som et ikke-journalistisk medie er efterhånden også blevet integreret i de danske medier, hvor den i krigs-øjemed er med til at give gennemsnitsdanskeren et andet og mere nuanceret billede af forholdene i Irak og Afghanistan end det, som afspejler sig i de traditionelle medier. Lektor ved Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet Karsten Fledelius uddyber:»man kan forhåbentlig blive klogere på krigen ved hjælp af disse weblogs. Det er et skridt yderligere for mere demokratisering, og webloggen gør det lettere for os at kommunikere med hinanden. Den er ikke i sig selv en skelsættende nyhed, men den bringer hjemme- og udefront tættere på hinanden.«uden filter Christians blog er som nævnt ikke den eneste af sin slags. Både og har også fået udstationerede soldater til at skrive hjem om deres oplevelser. Og ud fra de mange kommentarer tyder det på, at bloggen som en slags interaktiv dagbog er populær hos de danske læsere. Det er der flere grunde til. Christian Høy-Nielsen, som er webredaktør på DR København og står for kontakten til Christian i Afghanistan, forklarer:»vi vil gerne formidle krigen på en anden måde, og det nye ved bloggen er, at man kan skrive ufiltreret. Det giver et indblik i det psykologiske ved krigen, når soldaten skriver som sig selv. Man kan få ting at vide på bloggen, som man ellers aldrig ville få at vide.«blogredaktør på Kim Elmose, mener også, at bloggen er et værdifuldt alternativ i den hjemlige dækning af krigen i Irak og Afghanistan:»På bloggen kan man se soldaterne selv fortælle uden noget journalistisk filter og med den umiddelbarhed, som det giver,«siger han. Bloggen er altså med til at give et personligt perspektiv på, hvordan soldaterne som førstehåndskilder ser og oplever krigen, hvilket gør det muligt for læserne at følge krigen, mens den står på og ikke mindst at drage egne konklusioner. En flittig læser, Klaus fra Grønland, kommenterer her på Dennis blog: :40:22: Det er stort Jeg har med stor interesse læst om dine reportager fra Afghanistan. Du reflekterer, som du skriver, over oplevelserne dernede. Det er utrolig sjældent, at man hører så åbenhjertige og ligefremme udtalelser i medierne fra de involverede parter i en krig - ingen spin, ingen politisk dagsorden, men bare en soldats intellektuelle overvejelser over sine oplevelser og den mission han deltager i. Ordet er frit - næsten Nu kunne man så fristes til at tro, at blogmiljøets brugerstyring og meningsudveksling er særlig demokratisk og styrker borgernes ret til at ytre sig. Sådan er det også generelt, men»krigsbloggen«adskiller sig en smule. For Du er ambassadør for Forsvaret. Selv om din weblog er personlig, vil du stadig blive opfattet som Forsvarets mand af dine læsere. Når du udtaler dig om mere kontroversielle emner, vil din mening måske blive opfattet som Forsvarets holdning. Tænk derfor på, hvad du fortæller og hvilke konsekvenser, det kan have for forsvarets omdømme og din egen integritet som soldat. I hvor vid udstrækning retningslinierne skal tolkes fremgår ikke klart, når man læser de forskellige påbud. For eksempel står der også, at man lægger vægt på troværdighed og derfor ikke vil gribe ind, når soldatens uformelle tone i bloggen bliver lidt kritisk over for Forsvaret. Det skal der også være plads til. Presseofficer i Hærens Operative Kommando Kim Grünberger understreger:»soldaterne får retningslinierne udleveret og bestemmer så selv, hvad de vil skrive, men hvis noget er forkert, undersøger vi sagen og kigger på dét, som soldaten er utilfreds med.«alle de webansvarlige på de medier, som Kristeligt Dagblad har opsøgt, fortæller, at der ikke har været nogen form for redaktionel censur af de udlagte krigsblogs bortset fra enkelte sproglige rettelser. Egentlig ville man gerne have haft de penneførende soldater til selv at lægge deres skriblerier ud på netaviserne, men af tekniske årsager bliver de først sendt til webredaktionerne i Danmark, som derefter lægger dem ud på Internettet. Der er altså ingen intern kontrol med det, som soldaterne skriver, før det offentliggøres lige bortset fra i Politikens tilfælde, hvor man som nævnt selv har valgt at samarbejde med en af Forsvarets presseofficerer. Christina Blaagaard, webredaktør ved bekræfter, at hverken Forsvaret eller andre mellemled bestemmer, hvordan bloggene skal se ud:»bloggen er ikke udtryk for avisens holdning, men et forum hvor ordet er frit i det omfang, der ikke kan tales om injurier og andre brud på Straffeloven (se 266b

15 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 KRIG UDE 15»Racismeparagraffen«, red.).«i tilfælde, hvor indlæggene virker kontroversielle i forhold til Forsvaret, bliver det altså først muligt at fjerne dem efter, at de har været offentliggjort. Med mindre webredaktionen på den pågældende avis selv tager affære, men det er vist næppe i et nyhedsmediets interesse. Tværtimod fortæller Christina Blaagaard:»Der har været en oplevelse, hvor Dennis på bloggen er gået tæt på en oplevelse, som var kontroversiel. Indlægget satte gang i en debat, som vi fulgte op på i avisen. På den måde kan man sige, at bloggen bestøver nyhederne.«forsvaret som skydeskive Netop Dennis eller»premierløjtnant Dennis«, som bloggen på hedder, er som Christian i indledningen ikke bange for at tage bladet fra munden eller fingrene fra tasterne, om man vil: :27:22 Erfaringer, eftertanke og hjemve Der er ingen tvivl om, at forsvaret er i krise i disse dage. Dusinvis af offi cerer fi nder andre græsgange af mange grunde. (...) Den solide rekrutlærdom er skiftet ud med hærens basisuddannelse, hvor den vordende soldat bliver lige dårlig til førstehjælp og redning som til de livsnødvendige soldaterfærdigheder. Der bliver købt udrustning af de forkerte årsager, og vi står derfor med et halvt hundrede kampvogne, som ikke har sin berettigelse indenfor en overskuelig fremtid. (...) I øvrigt er lønnen ganske enkelt ussel sammenlignet med andre danskere i international tjeneste, eksempelvis politifolk. Med andre ord har jeg ganske stor forståelse for, at så mange af mine kolleger forlader systemet. Og Dennis er ikke ene om at bruge bloggen som et slags offentligt talerør til at skyde med skarpt mod Forsvaret sin egen arbejdsgiver. Christian, der også er udstationeret og skriver på DR Københavns hjemmeside, fyrer også en svada af, som pudsigt nok minder en del om det, Dennis skriver: De kan ikke blive ved med at presse folk ud gang på gang. Folk har familier, og hvis de skal vælge mellem et job med livet som risiko og deres familie, så er der ingen tvivl om, at de med den løn, som gives nu, (der er jo også regninger, der skal betales) til hver en tid hellere vil vælge familien. Det sker jo allerede nu. Selvom Dennis og Christian som vist er eksempler på, hvad webloggen som et personligt medie kan afføde af skyts mod myndighederne og insiderviden til borgerne, har der til dato hverken været sanktioner eller censur rettet imod dem. Tværtimod har flere sympatiske læsere forsvaret og rost dem for deres skildring af livet bag fjendens linier. Her er det»tom«: :18:50: Respekt! Hej Dennis. Det er rart at se, at du også formår at holde fokus på det positive og udbytterige i jeres indsats. Det styrker blot din troværdighed, og er for mig et vidnesbyrd om din nuancerede indstilling til situationen. Jeg håber virkelig ikke, at du er blevet mål for visse myndigheders, foresattes eller kollegers fortørnelse på grund af, at du ytrer dine kritiske holdninger i det offentlige rum. Keep up the good work - både med pennen og sværdet. Læs mere på: (Premierløjtnant Dennis i Afghanistan) (Christian i Afghanistan) (Ronni, Maria, Kristian og Christian i Irak) Fakta: En weblog eller i daglig tale en blog er en personlig hjemmeside, som opdateres jævnligt. De fleste bruger den som en slags elektronisk dagbog, hvor andre læsere kan kommentere på indholdet. Brugerne kaldes også for bloggere.

16 16 KRIG UDE Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Ideen om den retfærdige krig er en myte Den kristne ide om retfærdig krig er farligt kasteskyts i den offentlige debat. Ifølge feltpræst og ph.d. Thomas Frank er ideen om den retfærdige krig en utopi, der bør afskaffes. Af Kirsten Sterling Thomas Frank har ikke selv taget et andet menneskes liv, men som udsendt FN-soldat til Irak i 1991 kunne han ikke undgå at tage stilling til spørgsmålet. Senere har han været præst for mange unge soldater i både Afghanistan, Sudan og Kosovo og spørgsmålet om, hvornår man må bruge militær magt, har ikke sluppet sit tag i Thomas Frank. Nu er han i gang med at skrive en ph.d. om emnet for, som han siger:»der er ikke noget menneske på jorden, der kan leve uberørt af krigens vilkår. Alle stiller sig selv dette spørgsmål på et eller andet tidspunkt hvornår må jeg slå et andet menneske ihjel?«for at finde svar holder Thomas Frank i øjeblikket pause fra sit præsteembede for at skrive en ph.d. om begrebet retfærdig krig. Mennesket har en absolut værdi»især danske soldater er hjemmefra opdraget til, at alle mennesker i udgangspunktet er lige. Mennesket har en absolut værdi, uafhængig af kultur, religion og status. Det er nogen grundlæggende normer og værdier, der er indbygget i den danske kultur og som skaber en teologisk konflikt, når soldaterne møder krigens virkelighed. Her er de nødt til at slå disse ligemænd ihjel for selv at overleve, og da leder de selvfølgelig efter svaret på den retfærdige magtanvendelse,«siger Thomas Frank. Ideen om den retfærdige krig tilhører et kristent tankesæt, der beskriver de situationer, hvor en stat kan tillade sig at gå i krig med god samvittighed. Thomas Frank er nået frem til, at der er god overensstemmelse mellem de kristne normer for retfærdig krig og FN s charter, der beskriver international lov. Men i virkelighedens verden eksisterer den retfærdige krig ikke. Derfor mener Thomas Frank at opbyggelsen af et moralsk ståsted at føre krigen fra, kan være direkte skadelig for den måde, man tænker krigen på. Her mener han, at Bush s retorik om ondskabens akse er et godt eksempel på en opdeling af verden i de gode og de onde. Den retfærdige fred»selve begrebet retfærdig krig er i teologisk forstand problematisk. Når man kigger på kriterierne forudsætter de en sort-hvid verden, hvor de gode og de onde har klart definerede roller, og den verden findes simpelthen ikke. Kriterierne udspringer fra et ønske om, at man gerne vil have rene hænder og ren samvittighed, men det er der ingen krig, der kan tilbyde.«siger Thomas Frank, der foreslår, at ideen simpelthen afskaffes.»man kan sagtens afskaffe begrebet retfærdig krig efter min mening. Især når det siver ud i den offentlige debat, bliver det helt uhåndterligt. Så er det ikke til at styre mere, for hvad mener vi med det? Under alle omstændigheder skaber det et fjendskab mellem os og de andre, dem der er gode, og dem der skal sættes på plads.«spørgsmålet om det gode og det onde i forhold til en krigs retfærdighed er så tilmudret i den politiske virkelighed, at det bliver vanskeligt at skelne tingene fra hinanden. Hvem er gode og hvem er onde? Men militærmagt kan godt retfærdiggøres teologisk, hvis den militære magt er med til at indstifte en retfærdig fred. For soldater i krig er det ofte et spørgsmål om at skyde først eller at blive skudt.

17 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007»Krig er et menneskeligt grundvilkår. Mennesket er af natur drevet af sin egen selvopholdelsesdrift, så når mennesket bliver presset, så kommer krigen helt af sig selv,«siger Thomas Frank. Krigen er derfor en moralsk undtagelsestilstand, som ikke kan retfærdiggøres rent teologisk, men det kan freden, og derfor er den retfærdige fred et begreb Thomas Frank gerne vil operere med. Den er de danske soldater med til at sikre i Afghanistan og i Kosovo, og senere i Irak, da danske soldater fik et FN-mandat. Men normerne og værdierne forlader ikke soldaten, fordi han benytter sin militære overmagt til at sikrer freden. Thomas Frank er dog ikke i tvivl om, hvor soldaten skal gøre af sin samvittighed, når han står overfor valget om at trække våben mod sin næste.»de normer og værdier man har med hjemmefra, dem må man gå på kompromis med, og det er noget, der bliver hængende hos den enkelte soldat, noget som han må betragte som en del af sin livserfaring. Jeg har aldrig oplevet soldater, der kun var på mission for pengenes skyld. De har altid en hensigt om at hjælpe og være med til at sikre den retfærdige fred, og jeg opfordrer dem derfor til at have deres samvittighed med i det de gør, så de ikke blindt adlyder ordrer, og at de ved med sig selv, hvorfor de er taget af sted hjemmefra.«thomas Frank er 37 år, gift og far til fire. Han er sergent og sognepræst af uddannelse og har været udsendt som FN-soldat til Irak i 1991, som civil til en flygtningelejr i Kroatien og på Vestbredden og som feltpræst for danske soldater i Afghanistan, Sudan og Kosovo. KRIG UDE 17 Fakta: Kriterier for den retfærdige krig: En retfærdig grund: Enten skal staten være under angreb udefra, eller krigen skal have til formål at beskytte uskyldige eller forhindre grove overtrædelser af menneskerettighederne. En legitim autoritet: Det skal være staten eller en legitim regering, der erklærer og fører krigen. Den rette intension: Krigen skal genoprette freden og ikke være et middel til at samle land eller rigdom. Den sidste udvej: Krigen må være den allersidste udvej. Succes: Der skal være rimelige betingelser for at formålet med krigen vil lykkes. Kilde: The Cambridge Cictionary of Philosopgy

18 18 KRIG I PERSPEKTIV Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Om tyskeren, nazisten, muslimen og terroristen Ikke alle tyskere var nazister under 2. verdenskrig. Alligevel blandes de to begreber sammen i historiebøgerne. Vil fremtidens historiebøger ligeledes udråbe terrorister og muslimer til fjenden i krigen mod terror?»ja«siger én sprogekspert,»overdrevet«siger en anden. Af Pernille Rudbæk Dette forsøg på udryddelse af et helt folk benævnte nazisterne»den endelige løsning på jødespørgsmålet«. I dag ved vi, at millioner af jøder led en grusom død i de tyske koncentrationslejre, men de tyske forfølgelser gjaldt ikke kun jøder. (Eddy Bauer:»Anden verdenskrig Krigens pris«) Sådan lyder en af de første sider i en historiebog fra 1993 om 2. verdenskrig. Udryddelsen af jøder tages op som en vigtig del af krigen, og i den forbindelse præsenterer bogen os for fjenden i 2. verdenskrig tyskerne og nazisterne i én sammenblanding. Vores fortælling og sprog om 2. verdenskrig sætter i dag lighedstegn mellem tyskerne og nazisterne. Alle nazister var tyskere - og omvendt.»hvis man tit nævner to ting i sammenhæng, så begynder folk også at opfatte, at der er en sammenhæng. Hvis man tænker på det ene ord, dukker det andet straks op.«lita Lundquist er ekspert i kommunikation ved Københavns Handelshøjskole og mener, at sproget har afgørende betydning for den måde, vi opfatter verden på. Og det gælder både fortid og fremtid. I år 2060 er krigen mod terror formentlig en forældet historisk beretning, som ligeledes har fået sit eget sprog med faste definitioner af fjender og vindere. Men hvordan vil fortællingen om krigen mod terror mon komme til at lyde? Ligesom de gamle historiebøger sætte lighedstegn mellem nazister og tysker, vil fremtidens historiebøger så heller ikke være i stand til at skelne mellem terrorister og muslimer? Begreberne smelter sammen»det tror jeg nok ville være lidt voldsomt at sige.«rasmus Jønson er ekspert i politisk kommunikation på RUC. Han mener ikke, at danskerne hverken i dag eller i fremtiden vil få problemer med at differentiere mellem begreberne»terrorist«og»muslim«. Til gengæld er han ikke i tvivl om, at medierne og politikerne har stor magt med de ord, de bruger i debatten i dag, magt til at præge en hel befolknings holdningsdannelse til krigen mod terror:»i denne medieverden er det vigtigt med klare sprogbilleder og budskaber. Og der er ingen tvivl om, at sproget omkring krigen bliver negativt ladet.«det er Lita Lundquist, ekspert i kommunikation fra Københavns Handelshøjskole, enig i. Hun mener endda, at påvirkningen når endnu bredere, og at man godt kan tale om en gradvis sammenblanding mellem begreberne»muslim«og»terrorist«i den offentlige debat.»det tror jeg sagtens, man kunne forestille sig, det er allerede godt i gang.«lita Lundquist ser en sammenblanding udvikle sig via associationer, der kan bruges som retorisk virkemiddel, når for eksempel politikere udtaler sig om krigen. Og det er klart Lita Lundquists opfattelse, at dette associationsmønster er ved at opstå mellem begreberne»muslim«og»terrorist.«hun sammenligner udviklingen med den associationstendens, vi i de seneste år har oplevet mellem begreberne»indvandrere«og»kriminalitet.«og ordene har rigtig stor magt, forklarer Lita Lundquist. Selvom man gennem forskning og faktuelle tal kan modbevise en logisk sammenhæng mellem to begreber, er tankens og dermed tankemønsterets kraft større.»der skal rigtig meget til at gøre op med det, der er lagret i vores hukommelse.«på den baggrund mener Lita Lundquist, at retorikken omkring krigen mod terror kan få væsentlige konsekvenser for både vores nutidige og fremtidige opfattelse af krigen mod terror. Bevidsthed om sproget Lige meget hvordan fremtidens historiefortælling om krigen mod terror kommer til at lyde, er én ting er sikker: Der skal ryddes op i sproget, og bevidstheden om vores ordvalg skal styrkes, hvis ikke offentligheden skal udvikle en unuanceret forståelse af krigen mod terror. Det er begge eksperter enige i. Og det er særligt blandt medievante folk, at ansvaret ligger tungt placeret.»jeg tror, at man må kræve mere præcision fra journalisternes side til politikernes sprogbrug. Der er tit for mange gratis omgange til politikerne.«med det mener Rasmus Jønson, at medieverdenen for let lader politikernes sproglige spin optræde ubearbejdet og uden overvejelser om, hvilke signaler de som medier er med til at sende videre ud i offentligheden. Og det bakker Lita Lundquist op om:»mediefolk har et enormt ansvar, og jeg går helt ind for, at journalister skal være mere opmærksomme på deres sprog. Sproget er helt undervurderet.«

19 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 KRIG I PERSPEKTIV Kan frihedskampens helte spejle sig i Irak-krigen? Det skabte heftig debat, da statsminister Anders Fogh Rasmussen op til krigen i Irak sammenlignede modstandskampen med danske soldaters indsats i Irak og Afghanistan. Kristeligt Dagblad har spurgt fremtrædende modstandsfolk om deres holdning til den sag. 19 Af Kirsten Sterling Den danske modstandskamp under besættelsen er blevet kaldt alt fra banal gadeuorden til en vital kamp mod nazismen. Under alle omstændigheder fik modstandskampen de allierede til at genkende Danmark som ven og ikke fjende efter krigen. Hvad end modstandskampen betød for det militære udfald af krigen, så har de fået heltestatus, de unge mænd og kvinder, der med livet som indsats valgte at sparke grus i den store tyske krigsmaskine. Modstandskampen som begivenhed afgiver nærmest et helligt lys, og fristelsen til at overføre skæret til Danmarks nuværende engagement i Irak må være stor for en politiker. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har ved flere lejligheder sammenlignet modstandskampen for 60 år siden med Danmarks indsats i Irak og Afghanistan. Men hvad mener modstandsfolkene selv om denne sammenligning? Kristeligt Dagblad har fundet tre fremtrædende modstandsfolk, der stikker af i hver deres retning. Jeg er positiv Jørgen Barfod var ikke tvivl om han skulle deltage i modstandskampen.»der stod tyskere i landet. Vi var interesserede i at få dem væk,«siger Jørgen Barfod, der i dag er formand for foreningen Frihedskampens Veteraner. Han mener godt man kan sammenligne principperne for modstandslampen med de danske soldaters rolle i Irak.»I begge tilfælde kæmper man for demokrati. Jeg mener det er vores opgave efter 2. verdenskrig, at sikre demokratiet rundt omkring i verden,«siger han. Nu da faren er drevet over i Europa må Danmark bruge de militære ressourcer andre steder.»vi har jo ikke længere nogen fjender i Europa, og derfor må vi støtte demokratiet imod ethvert form for diktatur, siger Jørgen Barfod. Hvordan kan man sige nej til at vælte Saddam Jørgen Kieler, der var leder af gruppen Holger Danske, er ikke tryg ved at sammenligne de to forskellige perioder, men han mener stadig der er sammenhæng i principperne.»vi skal støtte oprettelsen af frie valg, lokal regering og demokrati, men i takt med at sender soldater derned, må vil også sende nødhjælp.«jørgen Kieler kom igennem alt hvad en tysk krigsfange kan opleve, og mener det er svært at sige nej til at vælte Saddam. Faktaboks Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale på befrielsesdagen den 4. maj. 2004:»Lad os ære vores landsmænds indsats i modstandsbevægelsen og forsvaret for frihed og demokrati. Vi kan ikke og vil ikke se stiltiende til, mens mennesker bliver undertrykt i det tidligere Jugoslavien, Afghanistan eller Irak. Vores frihed forpligter os til at gøre, hvad vi kan for at udbrede den frihed, fred og sikkerhed, som vi selv nyder godt af, til andre områder af verden.«uddrag af Anders Fogh Rasmussens introduktion til undervisningsmateriale på fra februar 2005.»Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet overfor valget mellem at gøre det rigtige, at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed. Det er spørgsmål, som er lige så aktuelle i dag, som de var under besættelsen.«uddrag fra undervisningsfilm fra februar 2005 fra statsministeriet til samtlige danske folkeskoler:»...og det er også grunden til, at regeringen besluttede at yde et aktivt bidrag til krigen mod Saddam Hussein og befrielsen af det irakiske folk. Det er det, vi kan lære her i 60 året for den vigtige beslutning den 29. august at mener vi noget med frihed og fred, så må vi også selv yde et bidrag og ikke bare overlade det til andre at slås for frihed og fred«.»saddam Hussein var jo en værre slyngel og det er jo svært at argumentere imod at bekæmpe ham, men det undrer mig da, at befrielsen ikke var mere velkommen,«siger Jørgen Kieler, der efter krigen blev kræftlæge og forsker. Han understreger vigtigheden af at genopbygge det civil samfund efter krigen.»vi er med til at stille vores soldater til rådighed for genopbygning, og det at de sætter livet på spil, det bør aftvinge en dyb respekt fra befolkningen, og derfor bør Danmark gå mere aktivt ind for at torturen afskaffes,«siger Jørgen Kieler, der selv har oplevet de nazistiske torturkamre. Irak-krigen er et erobringstogt»jeg mener den sammenligning er helt skæv«, siger Frede Klitgård, der er formand for foreningen Aktive Modstandsfolk.»Modstandskampen var en kamp for frihed, og krigen i Irak er et imperialistisk forsøg på at underlægge sig et andet land, så de ting kan slet ikke sammenlignes,«slår Frede Kitgård fast. Ligesom Jørgen Kieler kom han udmarvet og syg kom hjem fra koncentrationslejr 1945.»Amerikanerne mener de vil indføre demokrati, men det mener jeg er noget vrøvl. Demokrati defineres forskelligt af forskellige mennesker og forskellige grupper, og det skal ikke udbredes ved at dræbe folk,«siger Frede Klitgård, der stadig er aktiv i kampen mod racisme og nynazisme.

20 KRIG I PERSPEKTIV 20 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007 Krig og komik siger, så ville det være et brud på Grundloven i forhold til ytringsfriheden. Så også herfra er der frie tøjler til at udøve humor i forbindelse med krig. Sebastian Dorset er enig med Thomas Hartmann i, at der ikke kan sættes en grænse for, hvornår det er tilladt at gøre grin med noget. Man skal jo altid tænke over, om man krænker de mennesker, som eksempelvis har været udsat for et tab. Hvis man tager forbehold over for dem, så kan man sige, hvad man vil. Så er der ingen grænser at tage højde for. Umiddelbart er der ikke meget humor i krigen i Afghanistan, terrorangreb eller ved at være udstationeret i Irak. Men for standupkomikerne betyder det ingenting. De mener, at man kan gøre grin med krigen når som helst og hvor som helst - så længe man bruger sin sunde fornuft. Af Katja Thygesen Det er da den største underdrivelse, siden Hitler vågnede op og sagde: Ups! Jeg skylder da vist en kvajebajer! Der er efterhånden rigtig mange eksempler på stand-upkomikere, som bruger krig og terror som en del af deres materiale. Men hvor megen overvejelse ligger der egentlig bag det, de siger på scenen, og er der en grænse for, hvor lang tid der skal gå, før man må gøre grin med tingene? Sebastian Dorset, journalist og standupkomiker, har en klar holdning til det at gøre grin med krigen. Man kan have holdninger til og skrive om det latterlige i enhver situation. Jeg synes, det er komisk, at vi har krig i Irak for at få demokrati, hvis man så ikke må ytre sig om det. Man må jo forsvare ytringsfriheden, hvis det er det, vi kæmper for dernede. Thomas Hartmann, som også er standupkomiker, har to gange været i Irak for at underholde de danske soldater. Den ene gang var han ledsaget af komiker-kollegaen Anders Fjelsted samt et tv-hold fra TV2 Zulu. Det blev til programmet Komikere i krig. Thomas Hartmann ser humor som en forsvarsmekanisme, som man kan bruge over for de hårde fakta omkring krig og terror. Det var soldaternes ønske, at han kom til Irak. Når nu regeringen mener, at vi skal sende soldater til Irak, så vil jeg gerne optræde for dem og give dem et boost i en ofte kedelig og triviel hverdag. Det manglede da bare, siger Thomas Hartmann. Han mener, at vi har behov for humoren for at kunne fordøje krigen. Det er med til at give folk et andet input, som gør, at de ser krigen fra en anden vinkel, og som måske letter stemningen omkring det, forklarer Thomas Hartmann. Derfor mener han heller ikke, der kan sættes en tidshorisont på, hvornår det er okay at gøre grin med tingene. Han lavede eksempelvis selv en joke om terrorangrebet 11. september, 2001 dagen derpå, altså den 12. september, Han uddyber det med, at det gør ondt på dem, det er gået udover, uanset om der er gået en dag eller et år. Derfor må man bestemme sig enten gør man grin med det fra starten, og det er i orden, eller også gør man slet ikke grin med det Ingen censur Det var TV2 Zulu, som sendte programmet Komikere i krig. Kanalchefen for TV2 Zulu, Palle Strøm mener også, at humoren er en nødvendighed, når krigen skal bearbejdes. Jeg tror, at det, humoren kan, er at være en ventil i forhold til autoriteter. Man kan sige, at komikere kan punktere højtidelighed og selvhøjtidelighed, og det er sådan set meget positivt, siger Palle Strøm. Han vil meget nødig udøve censur over det, komikerne laver. For som han Etikken sætter grænsen Til gengæld er Sebastian Dorset af den overbevisning, at der er forskel på jokens indhold. Så man kan altså ikke gøre grin med hvad som helst alligevel. Hvis der er en skyldig i forbindelse med en handling, så kan du altid snakke om det. Det er noget andet at begynde at snakke om naturkatastrofer. Jeg siger jo ikke, at det så enormt sjovt ud, da et eller andet hus faldt sammen under et jordskælv. Det er der jo ikke noget sjovt i. Men det er komisk, at krigen er blevet til et tv-program på linie med Hit med sangen. Kan frihedskampens Hemmelighed om Guldbrandsens nye krigsfilm»vi udtaler os ikke om den sag,«siger telefondamen fra Alphaville Pictures, der skal producere filmen»den gode krig«. Christoffer Guldbrandsen og Christoffer Boe er manuskriptforfattere til filmen, der indtil videre har modtaget kroner i støtte fra Det Danske Filminstitut, men indtil videre har de to herrer lukket af for informationerne om den nye danske krigsfilm. Christoffer Guldbrandsen seneste dokumentarfilm»den hemmelige krig«, skabte stor politisk debat om Danmarks engagement i Afghanistan, udleveringen af fanger til tortur og regeringens tilbageholdelse af oplysninger for folketinget. Det eneste Alphaville Pictures vil afsløre, er at optagelserne endnu ikke er begyndt, så om Danmark får endnu en kontroversiel film om krigene i mellemøsten er endnu uvist. MP