Muligheder. Relationer, personligheder og handlinger. Projekt;

Transkript

1 Muligheder Relationer, personligheder og handlinger. Projekt; ADVARSEL: Dette er ikke en videnskabelig opgave, der kan måles og vejes på vanlig vis. Af samme grund kan der være formuleringer og udsagn, der støder den/din faglige pietisme. Erfaringerne i denne skrivelse er mine og fortalt med mit hjerte, i mit sprog og med min baggrund. Torben Johansen 2012

2 Indholdsfortegnelse Takker 3 Erfaringer 4 Målgruppen 4 Min baggrund 5 Viggo på 5 6 Hjælpeløs og gnister 6 Titanic og logik 7 Det fælles kort og verden i sort/ hvid 8 Pædagogiske afsæt 9 Til arbejdet 10 Nyheder og handicaps 13 Livet 13 Økonomi 14 Venner og rejser 16 Seksualitet 18 Kærlighed 19 Traumatiske momenter 21 Familie og sygdom 22 Privat og den store radar 24 Pædagogens arbejdsmetode 24 Konklusion 25 Rammerne og de pædagogiske vildskud 26 2

3 Tak. Først vil jeg gerne sige en stor tak til de chefer, der troede på ideerne og var med til at gøre det muligt: Områdechef Kurt Faber, Virksomhedsleder Hanne Steen, stedfortræder Karina Milton, Faglig sekretær Henrik Kjederkvist og psykolog Tove Geert Larsen. Der skal også lyde en særlig tak til pædagogerne, Karin Jensen, Roza Korpus, Jan Jørn Petersen og de mange pædagoger, der tålmodigt har været i støttecentrets bagland. Psykiatrisk sygeplejerske Lene Dagø har også været en uvurderlig støtte som sparringspartner. Antropolog Kamilla Nørtoft, som er min datter, har med tålmod trawlet skriftet igennem, bekæmpet diverse raptusser og sørget for sammenhæng i det færdige arbejde. Alle valg, layout og illustration er mit eget værk. Torben Johansen februar

4 Erfaringer fra et projekt i Støttecenter Hovedstaden. Ideen med denne projektrapport er at lave en erfaringsopsamling af de ca. 3½ år, jeg har arbejdet med døve flerhandicappede personer. Alt, der er nedfældet her, er skrevet med begejstringens positive lys i øjnene og min glæde ved arbejdsformen. Nogle vil sikkert finde det hele lidt for rosenrødt eller unuanceret. Nogle vil måske savne de negative sider af projektet. I konklusionen vil jeg prøve at beskrive det, jeg har oplevet som fordele og ulemper. Af hensyn til de involverede brugere, vil der ikke være enkeltanalyser eller karakteristikker af deres personligheder. Selvom flere eksempler kunne forlede en til at tro, at de vedrører en bestemt person, er det mere sandsynligt, at de er sammensat for at belyse et emne. De eksempler, der bliver brugt, er alle fra det virkelige liv og tænkt som en slags illustration af handlinger eller tankemåder/indfaldsvinkler i den pædagogiske forståelse/tænkemåde. Både min - og brugernes. Jeg har også valgt at beskrive nogle temaer, som jeg synes har fyldt mest i det daglige arbejde. Først er der en kort beskrivelse af målgruppen og dernæst en forklaring på, hvad der har været med til at forme mine pædagogiske holdninger til i dag, efterfulgt af små mærkepæle der har præget mit arbejdsliv blandt menneskene. Målgruppen Brugernes fællestræk er: Mænd, alder fra 38 til 56 år, bor alene, førtidspensionister, normalt begavede, døve, menneskesky (lidt paranoide tror at alle andre bagtaler dem), socialt afvigende, personligt og økonomisk myndige. 3 personer har det, der kaldes, en psykisk overbygning = en psykiatrisk diagnose. 1 er fysisk handicappet. Alle er socialt handicappede. Der er blindhed, manglende selvforståelse, skizofreni, mangel på empati, mangel på forståelse af egen sygdom, angst, noget der minder svært om storhedsvanvid, seksuelt underskud, kontaktvanskeligheder, spasticitet, fysiske skavanker, misbrug af hash og alkohol, meget begrænset viden om verden udenfor, elendige danskkundskaber, lidt eller ingen computererfaring, generelle kommunikationsvanskeligheder, dårlige kostvaner, 4

5 udpræget mangel på motion, ringe økonomisk forståelse og usammenhængende opfattelse af deres placering i den store verdensorden. Min baggrund og tilgang Tømrer 1969, svømmelærer og fritidspædagog 1978 og socialpædagogisk årskursus Voksenpædagogisk kursus, 2000 og Neuropædagogisk kursus en del kurser af blandet art. Erfaringer er opsamlet som tømrer, tømrerformand. I den pædagogiske andedam har jeg svømmet rundt som medhjælper, værkstedsassistent, pædagogisk assistent, døvblindekonsulent, stedfortræder og leder. Arbejdsområderne dækker håndværksfirmaer, børnehave, fritidshjem, skolehjem, SFO (skolefritidsordning) byggelegeplads, aktivitetscenter for udviklingshæmmede, støttecenter for flerhandicappede døve. Offergruppen (de mennesker som jeg har forsøgt at påvirke i mit arbejdsliv) har været i alderen fra 3 til 98 år. Mine professionelle erfaringsår strækker sig fra 1965 til Pædagogisk tankegang?: Når en kat opdrager sine killinger, gør den det pr. instinkt. Der er, så vidt vi ved, ikke tale om tankemæssigt bevidste handlinger. Når en pædagog opdrager et barn i børnehaven, skal der (helst) ligge, en bevidst tankegang bag. Hvad er målet, hvad er midlet, og hvordan tilvejebringer jeg muligheden for at skabe det rigtige handlerum? Hamrende banalt og dog så svært. Vi laver hurtigt automatiske handlemåder og/eller standarder. Derved mister vi reelt muligheden for at handle differentieret på trods af vores gode intentioner om at lave et godt stykke pædagogisk arbejde. Skulle vi selv slippe helskindet igennem vores egne overvejelser, er der altid bureaukratiet og/eller politik til at stikke en kæp i de smukke pædagogiske hjul. På trods af de svære vilkår sker der små mirakler hver dag: Eks. Viggo er 5 år, møg irriterende og ressourcekrævende! PSYKOLOG, STØTTETIMER lyder pædagogråbene!!!!. Kik på Viggo i 3 uger og nedskriv alt det positive, du ser med ham og omkring ham. 5

6 Måske lyder standart råbene, PSYKOLOG, STØTTE osv. ikke så højt, efter den nye observation. Viggo har da noget vi kunne bare ikke se det for sur slam i øjnene. En lille detalje som at tvinge sig til at se på Viggo med positive øjne, ændrer den pædagogiske vurdering og dermed også de handlinger vi vil sætte i gang. At skaffe fælles forståelsesramme er et sisyfosarbejde. Det hører aldrig op. Vi må acceptere, at vi har forskellige indfaldsvinkler til livet og dets tildragelser. Skal vi arbejde sammen, må vi finde fælles omdrejningspunkter for samværet. Eks.: Da jeg havde arbejdet med udviklingshæmmede i 7½ år, var min indstilling til mennesker ændret totalt. Der, hvor der før var udsigt til håbløshed, var der lys i mørket. En grøntsag (multihandicappet og forsvarsløs) kunne glædes helt vildt ved at se og lugte en vinkelsliber, der blev pløjet ned i en jernplade. To meter lange gnister og lugten af svovl og brændt jern tændte en glød (undskyld) i øjnene trods en hverdag i fosterstilling på en briks! Det er livsbekræftende. Igen er der en ændring med små midler. En hjælpeløs bliver pludseligt et levende individ, som kan glædes ved et arbejde. Normalt vil vi sige: Hvad skal han på et værksted? Han kan intet! Gnisterne og lugten, skaber nu et liv (godt nok ikke det en vinkelsliber er konstrueret til) og kvalitativt nærvær. Det ændrede også mit syn på samværet med andre mennesker, uanset om det er indsatte eller ansatte. Senere blev jeg leder på en byggelegeplads, hvor der var en del udadrettede (pisse irriterende unger, der altid kom i konflikt med nogen eller noget), hvor jeg skulle forholde mig til, hvordan opgaverne med krævende børn skulle løses. Råbene om støtte og psykologer, behandling osv. var mange og højlydte. Kommunen var ikke leveringsdygtig i meget. Hvad kan vi lave med de unger? Hvorfor er de besværlige? Vi ændrede synet og begyndte at se efter, hvor der kunne blive plads til deres evner og tankegang. Nogle gav vi dyrepasserarbejde, andre blev håndværkere / arkitekter, og andre igen blev motioneret til sport lidt oftere. Alle fik det lidt bedre. Der var ikke succes hver dag, men tydeligvis positive ændringer. Et eks. med krøllet/anderledes tankegang hos nogle børn: 3 drenge krydsede Byggeren samtidig med, at de kastede en sav (fukssvans) gennem luften flere gange. Jeg gik ned til dem og spurgte om, hvad der gjorde det nødvendigt, at smide saven på den måde. 6

7 Det havde de aldrig gjort! Vi fik efter lidt palaver justeret historien, så vi alle kunne leve med den. Pludseligt siger den ene: A: Det er også fordi, de voksne laver noget lort, der ikke kan holde! Jeg: Saven kan godt holde til det, den er bygget til! A: Det der skib! Jeg: Nåh tænker du på Titanic? JA for helvede! Jeg: Nogle voksne har bygget et skib, det rammer et isbjerg, skibet synker, fordi skibet ikke var bygget rigtigt? Du mener, at når de voksne også har lavet saven, skal den bare ødelægges A: Ja det er sgu da klart! Jeg: OK den her sav er til at skære i træ og ikke isbjerge og jordarbejde! Hvis du kan bruge den til træarbejde, er det ok. Men du skal ikke kaste med den, så tænderne bliver sløve, for så er det DIG, der laver noget lort, der ikke kan bruges. OK? Har vi en aftale? Slut med at ødelægge værktøj med vilje?, A: JA lort! Eksemplet viser at børn, der reagerer anderledes, ofte har en anden tilgang til handlingerne, end vi lige forestiller os. Kan vi finde ind til de overvejelser/tankeprocesser/konklusioner, som de handler på, kan vi komme langt, når det gælder om at finde en samværsform, som alle har udbytte af. Krøllet tankegang, men understreger betydningen af, at finde ud af, hvad vi faktisk taler om, og hvad det er for en referenceramme, vi benytter. Af nogen kaldt: At lave et fælles landkort over verden. Eks. Vi kan kun forstå hinanden, hvis vi har samme referenceramme til de fælles samværsområder. Skov hvad er det? En gambianer og en danskers forskellige opfattelser af skov. 7

8 D: Skal vi tage i skoven, den er smuk på denne årstid (forår). G: Nej det er tørke, alt er brunt og vissent! G: Urskoven har høje træer, store buske med torne, lianer, kødædende planter og myriader af kryb plus larmende fugle og aber! D: Urskoven er med høje bøgestammer, lysegrønt løv, små lette buske, en enkelt gammel eg, nogle væltede træstammer, som renovationsdyrene fjerner over nogle år. Dejligt fuglekvidder kan vi også høre, endda se et egern eller en hjort! Ok jeg har et forslag! En skov er en bunke træer der står i nærheden af hinanden! Skal vi tale om en dansk bunke træer i dag? Vil du med ud i den danske bøgeskov og gå en tur og indsnuse duftende og den friske luft? Når jeg kommer til Gambia, går vi en tur i din skov. Eks. Min søn (dengang 5 år) kom ind fra haven og spurgte: Hvordan var verden i gamle dage? Jeg: Øh gamle dage? Da jeg var barn eller? Da du var barn! "Det var på mange måder ok. Vi legede hjemme i baggården, klatrede på cykelskurene, gik i skole og spillede en masse fodbold. Nå! 5 min. Senere. Hvordan var det, dengang verden ikke var i farver? Jeg: Ikke i farver? Nåh.., du tænker på de gamle film, vi har set i fjernsynet? Ja! Jeg: Dengang var verden også i farver, man kunne bare ikke lave film, der viste farver. OK. Som professionel har jeg det største ansvar for at få tingene til at fungere. Det er mig, der skal ind og agere i et andet menneskes liv på godt og ondt. Jeg er jo ikke nødvendigvis 8

9 blevet inviteret, men udsendt af samfundet til at sørge for at vi alle kan være trygge. Derfor må der være styr på vores afvigere, de ikke normale. I min egenskab af at være ansat som pædagog i Støttecenter Hovedstaden, skal jeg intervenere hos nogle borgere for at støtte dem, så de kan leve et liv tæt på deres egne behov, ønsker og evner. Jeg har tidligere givet udtryk for have en lidt krøllet tankegang og fik derfor støtte til at arbejde med nogle af de borgere, tilknyttet støttecenteret, som har vist sig at være lidt mere utilgængelige end det vanlige. Årsagerne til de positioner er mangfoldige og forskellige. Min indgang til arbejdet er, at det gælder om at finde det fælles, som vi kan starte kontakten på, og så arbejde videre derfra. For mig er det et grundlæggende pædagogisk udgangspunkt inspireret fra de to herrer, Celestine Freinet og Paolo Freire. Tiderne har ændret sig, men udgangsbønnen er den samme. De tog begge udgangspunkt i de respektive målgrupper. Henholdsvis fransk ungdom efter 1. verdenskrig og brasilianske indianere. Eks. Ved førstegangsbesøg hos en bruger var jeg lidt nervøs da jeg havde hørt om et iltert og eksplosivt temperament. Det var kommet mig for øre at vedkommende tegnede meget. Jeg medbragte min egen tegneblok i tasken. Vi satte os i rummet og jeg sagde hvem jeg var og kikkede rundt på de mange interessante malerier/tegninger der var i lokalet. Spurgte til motiver og teknik. Der blev fortalt og forklaret. Senere kunne jeg hive min egen blok frem. Nu var der fuld kontakt og fælles interesse. Derfra kunne alt brede sig ud. Vi fik talt om tegneserier og seriefigurer og kom senere på bladjagt i København. Udgangspunktet var brugerens egen interesse, som vi gjorde til fælles omdrejningspunkt. Sæt brugeren i CENTRUM! Lad ringene brede sig og del de næste trin i udviklingsrelationen, som skal støtte brugeren i livet fremover. Hvad er målet for mit arbejde? At gøre borgeren mest mulig selvhjulpen gennem interesse, støtte og vejledning, med udgangspunkt i borgerens egne ressourcer. 9

10 Til arbejdet Sammen med ledelsen blev det vurderet, at 4 særlige personer måske kunne profitere af mine ideer til arbejdet. Kontakten fik jeg etableret. Et sted gennem tegning, et andet sted via PC, et tredje sted ved at lytte til historier og det sidste sted ved mit kendskab til natur. Allerede efter få måneder kunne vi se, at den ene person ikke var interesseret og derfor blev vedkommende taget ud af projektet. Generelt prøvede jeg at finde ud af, hvad der var den enkeltes behov, og hvor jeg kunne støtte med mine ressourcer. Mange timer gik med snak og gentagelser af historier, af og til afløst af konkrete handlinger. Indkøb, oprydning, økonomieftersyn, rengøring, madplanlægning, posthus osv. Undervejs kom der også kæmpeopgaver med flytninger, beboermøder, ombygninger og reparationer. I al virakken prøvede jeg at få indlagt forskellige ture ud af huset, så det ikke blev en rundgang i den almindelige trummerum. Min vinkel er, at man skal variere sine oplevelser for at få ny inspiration. Det er uden al tvivl mange aktiviteter, jeg har foreslået, fordi jeg er af den opfattelse, at man kan udrette meget sammen ved at lave noget sammen. Min egen glæde ved oplevelserne smitter også af på brugerne, og sammen kan vi bruge det positive til at komme videre med ting, der er svære. Turforslag har flere formål: Psykisk aflastning gennem afledning, nysgerrighed, oplevelse (for oplevelsens skyld) horisontudvidelse,(vidensinput) hyggeligt samvær, se noget andet end hjemmets skidne vægge og pædagogisk manipulation. For mig som menneske kan den pædagogiske hverdag også blive for sort eller for kedelig, når man har hørt den samme historie 300 gange. Hvis det er en god dag sammen med en bruger, er det en gensidig berigelse, som bør udnyttes, når det er muligt. Det kan alle få energi ud af. Det kaldes vist synergieffekten. Praktiske opgaver i hjemmet og/eller konkrete handlinger er også en god vej til synergi, idet man har glæden ved at gøre noget, og at brugeren har stor nytte af det. Den 10

11 pædagogiske selvforståelse skulle nødigt vokse hovedet så stort, at man ikke kan bære det på sin spinkle hals. Følgende er et eksempel på misforstået pædagogisk selvhøjtidelighed: En person skal følges fra sit hjem til voksenundervisning på en skole i en anden del af byen. Pædagogen mener ikke at kunne følge brugeren, da det ikke er pædagogisk arbejde at sidde sammen i en bus. Men hvis den pædagogiske praksis ikke kan foregå i en bus, hvor kan den så foregå? Min holdning er, at det pædagogiske arbejde foregår der, hvor man befinder sig sammen med brugeren! Turene var til naturen, byture, museer, festival og mere målrettede ting. Nogle gange bare en køretur ud på landet (næsten uden mål og med jeg har altid holdt et lille mål i baghovedet). Det sidste kunne være en Daliudstilling, tur til Sverige for at se rovfugletræk, sporvogne, vikinger, malerkunst, håndværk, musik, Dyrehaven, Hareskoven, Furesø, Utterslev Mose, Stevns Klint, Nyhavn og Øresund. Et brud på, det daglige adfærdsmønster, naturen og andre mål, kan være beroligende for en stresset eller angstfyldt personlighed. Noget af det bedste, motion, har vist sig at være det sværeste at sætte i gang. Hjernen har behov for oplevelser til at tackle en besværlig hverdag. Biblioteket er blevet brugt jævnligt, til lån af bøger eller til internetadgang. Hærvejsmarch, skakturneringer og højskoleophold sammen med andre døve på Castberggård, som er samlingssted for døve på højskole, kurser og konferencer. Nogle gange er det nødvendigt at bryde vaner/mønstre for at få gode tanker/følelser sat ind som værende dominerende i dagligdagen. Det anser jeg ud fra en filosofi om, at man har det bedst med et positivt livssyn, og det er min opgave, at påvirke i positiv retning. Når jeg møder den negative indstilling, vil jeg forsøge at ændre den. Selv når man slås med de indre dæmoner, går det nemmest med et smil! Selvironi kan holde en i live længe smil til verden og den sparker dig i røven! Eks. Familien er uretfærdig og jeg er gal på dem (det sidste bliver ikke nødvendigvis udtalt direkte). Måske kan jeg mærke, at det kommer til at fylde hele dagen. Da bliver det svært at flytte fokus fra negativ til positiv opfattelse. Jeg foreslår en tur for at få andre indtryk. Indvendingen kan være jeg skal til! Pyt vi aflyser i dag! Verden går nok ikke under af det!?. Vi drager i skoven, ser på træerne, nyder duftene og luften. Langsomt kan vi begynde at snakke om det væsentlige ved vreden og måske endda gøre en skidt dag til en god dag. 11

12 En pædagogisk manipulation/teknik/adfærd, jeg har brugt ofte, er at lytte og opspore problematikken, aflede med et turforslag, droppe noget formelt planlagt (frigøre fra en hverdagsopgave), skabe en positiv stemning og langsomt strejfe det triste/svære emne og få en konstruktiv snak. Strammer situationen til, hopper jeg bare væk igen og fanger det nærmeste i omgivelserne og flytter opmærksomheden til noget positivt. Andre gange kan dårlige vibrationer vendes til god praktisk afledning. Eks: Hjemmet ligner et bombet lokum og er voldsomt uæstetisk at opholde sig i. Brugeren kværner frem med gammelt problemstof, og vi sidder i den gentagne psykiske muddervandring med slam til over knæene. Når der bliver et lille hul har jeg afbrudt/afledt opmærksomheden med noget, jeg så i fjernsynet i går. F.eks. om bakterier! Det, minder mig om, at vi snakkede om hygiejne og bakterier forleden. De kan simpelthen leve alle steder." Jeg fortæller om mikroskoper, nærbilleder i x forstørrelse osv. Indfaldsvinklen er naturfænomensbegejstring og imponerende udsendelse. Der hvor de bør have mindst plads er i køkken og på toilet/ badeværelse! Hvad siger du til at vi cleaner køkkenet? Ja god ide, men næste gang! Fint det er en aftale. Ofte kommer aftalen i hus, fordi budskabet er forstået. Havde jeg startet med at sige, at det hele var ulækkert, og at der trænger til at blive gjort rent, var der ikke sket noget. Er der noget, de gutter kender til, er det at gøre noget forkert! De har fået ørerne tudet fulde af den slags. Har det hjulpet? Sjældent! En gang imellem kan der være en gensidig opfattelse af, at det her besøg er lidt stereotypt. Skal vi gøre noget? Ikke i dag. Men næste gang! Hvad? Ok jeg foreslår! Skal vi i natur, på museum, opleve eller? Som regel er det mig, der skal foreslå et sted eller et emne/oplevelse. Det synes jeg er naturligt, da det er mig, der har faret rundt alle mulige steder og har hørt om alle mulige mere eller mindre relevante ting. Brugerne er som oftest buret inde i en lukket verden af psykiske problemer og meget små omgangskredse. Derfor er det store udsyn tit vældigt snævert og uforståeligt. 12

13 De gode ting er, hvis brugerne følger med på nyhederne enten via TV eller internet. Det kan dog være meget sporadisk eller svært pga. døvheden. Det er de færreste nyheder, der har været tegnsprogstolket. Da dansk ikke er døves hovedsprog, er der nem mulighed for at opbygge misforståelser af dette og hint. Nogle ser overskrifterne og misforstår måske budskabet eller indholdet. Overskriften er kun fabrikeret til at være blikfang og er jævnligt totalt misvisende, hvis man ikke læser artiklen bagefter, Eks, Jeg husker en overskrift i BT om en mand, der var omkommet ved en bilulykke i Danmark. Overskriften var noget i stil med: Mand dræbt i bil. Den ældre døve dame, der læste overskriften, sagde: Frygteligt, at nogen har myrdet en mand i hans bil. Jeg rettede budskabet ind, så det var i overensstemmelse med indholdet. Livet For mange af vores brugere er livet så fyldt med forhindringer, at man kun kan beundre den overlevelsesevne, de er i besiddelse af. Wulff Feldman (skrivende socialpædagog fra fordums tid) sagde: Har du et handicap har du altid to! Eks. Bliver du født døv, vil din psyke altid være præget af, at du har kommunikationsvanskeligheder. Eks. Mister du et ben som 5 årig, vil du resten af livet skulle kompensere for det manglende ben, og det vil påvirke din psyke. Eks. Fødes du uden syn eller bliver du senere blind, vil du psykisk altid være præget af det manglende syn. Eks. Har du en psykisk lidelse, vil dine handlinger være præget af sygdommen. Brugerne i denne sammenhæng er døve! Brugerne i denne sammenhæng har psykiske problemer! Brugerne i denne sammenhæng har fysiske skavanker! Brugerne i denne sammenhæng har sociale problemer! Til alt det ovenstående kan man også tilføje livsreglen: Alle bliver påvirket af deres omgivelser og især af de menneskelige relationer. 13

14 Er det ikke rigeligt til at have et svært liv? Jo!! Alligevel evner brugerne at søge glæde og finde lys, leve dage, de synes er gode, vågne op hver morgen og møde besværlighederne, drømme om det umulige = et liv som de normale. Når en skizofren kæmper sig igennem og tager kørekort og senere leaser egen bil, er det en sejr, der ikke kan måles. En så stor måleenhed, er vist ikke opfundet endnu. Målet er nået gennem et kæmpe slid med teori (på dansk sprog), lidt tolkebistand, psykisk support fra pædagoger og en egen ukuelig vilje til at gå op igen og igen til teori for til sidst at komme som kamelen gennem nåleøjet (citat fra en gammel bog) og stå med et bestået bevis i hånden. Den praktiske prøve er blot en formalitet. Utallige er de gange, jeg har defineret begreber fra dansk for at præcisere indholdet af nogle regler eller andet trafikrelevant stof. Eks. Hvad er en kolonne? Hvad betyder placering? Økonomi Hvem har ansvaret for brugerens økonomi? BRUGEREN! Hvad gør jeg, når der er arvesager? Hvad gør jeg, hvis der er pekuniære uoverensstemmelser i familien? Hvad gør jeg, når der er ugler i den finansielle mose? Hvad gør jeg, når brugeren ikke forstår de kontante konsekvenser af økonomiske dispositioner? Spørgsmålene er mange, og jeg er ikke økonom, bankrådgiver, skatteekspert, advokat eller Joakim von And. Først prøver jeg at danne mig et overblik over den aktuelle problematik. Eks. Jeg gennemlæser alt, hvad jeg kan finde/får udleveret af relevant materiale. Måske laver jeg et regneark til at skabe overblik. Kan det lade sig gøre, kan jeg også tage et dybt blik i netbanken. Kan jeg overskue problemstillingen, fortæller jeg, hvad jeg selv ville gøre. Brugeren kan så vælge at gøre det samme eller noget helt andet. Har jeg den mindste smule tvivl i mig om situationen, foreslår jeg advokat, revisor, bank, eller hvem der nu ved lidt mere om den slags. Ud fra svaret støtter jeg de handlinger, der nu skal foretages. Det er også sandsynligt, at der medfølger en større forklaringsopgave i forbindelse med udredningen af de økonomiske komplikationer. Var der ingen komplikationer, var der ingen grund til, at jeg 14

15 var indblandet. Der er så mange forskellige begreber og tankegange inden for økonomi, at selv folk, der er uddannet i penge, ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert. Se bare finansielle estimater = økonomisk spåning i kaffegrums? En del gange har jeg deltaget i advokatmøder omkring arv. Der indgår altid penge, da materielle værdier også pengevurderes og indgår som tal i afgift - og skatteberegning. Dertil skal man lægge selve fordelingen af arv og gæld. Så ser man de grimmeste sider af menneskeheden. Her følger eksempler på forskellige, varierede, økonomiske problemstillinger, jeg har været involveret i. Eks.: 2 personer deler arven lige over, men for den ene betyder hans valg, at arven får økonomiske konsekvenser langt ud i fremtiden. Eller den ene af parterne angriber den andens halvdel bare for at tilgodese sig selv. Og pædagogen står midt imellem. Som pædagogen er du ikke part i sagen, du kan vejlede og rådgive, skabe forbindelser og håbe at advokaten er dygtig. Grundlæggende kan man sige, at vi pædagoger skal være meget varsomme i vores arbejde, når det handler om økonomien. Det kan have frygtelige konsekvenser, hvis vi disponerer uheldigt. Rådet er: Føler du bare en lille usikkerhed, SØG HJÆLP! Du er ikke formynder. Jeg har 2 gange oplevet at få lukket for det økonomiske indsyn, fordi brugeren ikke ønskede, at jeg skulle se nogle dispositioner, vedkommende selv har foretaget. Psykosociale mekanismer har spillet ind. Eks. Et lån på mange tusinde kroner af en person, der er dybt upålidelig (og ikke selv kan låne). Den der låner ud, får ikke pengene tilbage. Eks. Har brugt penge på dating, mange tusinde. Da brugerne er myndige, må jeg respektfuldt holde mig væk fra emnet, hvis de ikke ønsker min deltagelse. Samtidigt ærgrer jeg mig over at se, at brugerne snyder sig selv eller bliver snydt/dårligt vejledt. Nogle vil ikke betale for transport eller entreer til pædagogerne. Selv om det er småpenge, forstår de ikke/vil ikke acceptere, at pædagogerne aldrig selv betaler. Eks. Vi skal til Jylland i min bil det koster bro - og benzinpenge. Skulle vi med toget, ville det også koste penge. 15

16 Kører vi i min bil skal pædagogen betale til mig Nej, jeg har ikke nogen grund til at køre til Jylland, jeg bliver hjemme! Det er dig, der vil til Jylland og have mig med du betaler. Kører vi i min bil, er det fordi, du gerne vil til Jylland og have mig med du betaler! Så bliver vi hjemme! Det er dit behov, der vil have os til Jylland! Den indstilling er bremsende for en del gode handlinger og desværre ikke nem at snige sig udenom. Shopaholic (købeliderlighed). Nogle brugere køber også ting bare for at købe. Ja, men jeg synes den er flot! OK. Det er et dejligt ur og billigt. Stemmen er søgende (hopper pædagogen på den?). Det er ikke min rolle at bestemme, hvad der er rigtigt eller forkert, når der ikke er udsigt til økonomisk ruin. Sandsynligvis kommer mit svar alligevel fra hjertet. Du kan da bare købe det og lægge det i skuffen sammen med de 35 andre skodure en anden mulighed er at lægge pengene i skuffen og så rejse til Langbortistan på et tidspunkt. Der koster uret sikkert kun en brøkdel! Nå - jeg venter lidt! På den måde kan man stavre rundt som et gammelt ægtepar og handle. Pjat? Nej det er en del af det naturlige samvær, når det meste skal forhandles for at stimulere den pædagogiske proces i hverdagen. Indkøbsmanier kræver styring, og det er ikke altid lige til at lave fornuftige indkøb, når hele vores tilgang til den ydre verden er præget af merkantile interesser. Vi bliver tudet ørerne fulde af, hvad der er vigtigt at købe. Har vi ingen penge, skal vi gå! Sådan er det ikke mere. Nu kan du låne og købe mere. Du kan skabe dig en uoverskuelig gæld på et øjeblik. Eks. Banken er julevenlig og sender et brev rundt til kunderne om, at de kan låne på deres konto og betale tilbage senere. Vores brugere bliver begejstrede over at se julen i møde med masser af penge. Detaljen med tilbagebetaling overses i den glade mulighed. Fælden klapper. Jeg skal være med til at fjerne/gå imod den slags lokkemidler. Banken tænker på sit, og jeg tænker på brugeren. Desværre har jeg flere gange set julelyset slukke i deres øjne, når virkeligheden toner frem. Bedst er det at slukke lyset, før gælden opstår. 16

17 Til tider kan det være barske bulletiner, man må give til brugeren for at få det konkrete budskab igennem. Eks. Ny lejlighed, gæld på flere hundrede tusinde, akut betaling til skat på over hundrede tusinde, trang til impulsindkøb, og brugeren er samtidig en tørstig sjæl. Jeg prøver at gå budgettet igennem, skaffer en advokat, men lige lidt hjælper det på den samlede økonomiske forståelse. Banken har jo sanktioneret lånet. Der er bare lige det med akutpengene til staten! Efter megen snak frem og tilbage ender jeg med at sige: Hvis du kører en stram pengepolitik, kan du blive boende her på det dejlige sted og have det fint, men der er ikke plads til de store udskejelser hvert år. Du kan også fortsætte med at drikke og bo på gaden med pension, kulde og leve et usselt liv i de få år du overlever. Valget er dit! Pludseligt var der en der fik øjnene spærret gevaldigt op. Er det rigtigt? Ja for du kan ikke betale 1000kr. eller mere, hver måned til druk og samtidig betale dine udgifter. Enten eller!! Ok jeg stopper! Hvis du passer på dine penge, kan du gøre dit og dat. Nærmest en standardbemærkning fra en pædagog. Men giver det mening for brugeren? Der ligger ofte et kæmpearbejde med at motivere, forklare og anskueliggøre de økonomiske muligheder. Alligevel oplever vi, at brugerne vælger den ringeste løsning, fordi tankegangen er behovsstyret. Eks. En fyr jeg kender vil have mig med på ferie og jeg skal bruge nu! Ok, hvad skal I? På ferie og det koster at bo på hotel, og vi skal til Jylland, vi skal have mad og være væk en uge. Det lyder dyrt. Jeg kan komme til Mexico i 2 uger, med fly, hoteller, buskørsel og det meste af maden for Måske skal alle pengene ikke bruges til det, men jeg kan låne dem i banken. Det lyder som en tvivlsom ide. Skal du betale for jer begge? Nej, måske gør jeg det heller ikke.. 17

18 Tænk lige over det. En uge senere er pengene lånt i banken. Kammeraten har fået 5000 til at ordne nogle ting. Kammeraten er væk. Pengene er tabt. Ærgerligt når alt talte for, at det ville gå sådan. Men brugerens behov for en ven overskygger evnen til at gennemskue det tydelige bedrag, før det kan udføres, trods vejledning og gode råd. Samtidig tror jeg at den gode ven fik mere end Men brugeren synes det er privat, så jeg kan ikke kontrollere skadens omfang i forhold til brugerens økonomiske situation fremadrettet.. Men brugeren har igen en dårlig gæld og tre år mere med at betale tilbage. Det er sket tidligere, i anden sammenhæng, uden det giver brugeren evne/viden til at stoppe for behovssignalet i hjernen. Man kan sige, at brugeren går ind i projektet med åbne øjne, totalt blind, da det bliver følelserne, der styrer beslutningerne. Det er godt at være tæt på brugeren, være fleksibel, have indsigt i mangt og meget, og dog kan du ikke styre alt. I økonomien er det nogle gange fatalt og trist. Seksualitet Når man i flere år arbejder tæt sammen med brugeren, rammer man også seksualiteten på et tidspunkt. En urdrift hos levende væsener er at formere sig og give sine gener videre til næste generation. Hvordan den drift kommer til udtryk, sker individuelt for hver art uanset, om det er i floraen eller faunaen. Mennesket adskiller sig ikke fra andet liv og vil via sin seksualitet videregive sine gener. Hvordan det styres er kulturbestemt. Forskellige verdensdele, forskellige lokale kulturer og forskellige normer afgør spillereglerne de enkelte personer imellem. Dog kræver et formeringsresultat at sædcelle og æg en dag mødes og bliver til et, som der står i kærlighedsromanerne. For at sætte det hele i gang skal der skabes kontakt til andre individer (vi glemmer lige, gensplejsning, rugemødre osv. The Old fashion Way gælder her). Brugerne har alle svært ved at få kontakt til andre på almindelig vis. Opgaven er at hjælpe/støtte med at få kontakt (her handler det om at få kontakt til kvinder). Hvordan skaber man den kontakt? Der er flere muligheder: internet, foreninger, i støttecentre, væresteder, annoncer, på gaden, med betaling, på stranden, i familien, hos venner og bekendte osv. Den gruppe, jeg har arbejdet med, er præget af 18

19 kommunikationsvanskeligheder (de er døve), mangel på sociale kompetencer, ser forkerte ud (handicaps), mangler adfærdsforståelse (de kan have svært ved at aflæse gældende normsæt eller bare selve situationen), og de bliver i deres kontaktiver nemt grænseoverskridende. De mangler forståelse for egen placering i livets store kortspil. Eks. En ser sig selv som guds gave til kvinden, en anden forstår ikke, hvorfor man ikke kan jage tungen dybt ned i halsen på en kvinde, man har kendt i flere minutter. En tredje er fuldstændig uinteresseret, men vil gerne have en kæreste (hvad betyder det?). En fjerde person vil lige vente lidt og se tiden an. Det illustrerer i grove træk nogle tableauer, hvor du som pædagog skal agere. Det kræver, at du har en hvis forståelse for gængse spilleregler i den gæve kunst at kurtisere det andet køn. Hvis der findes en opskrift, burde den stå her. Almindelige medmenneskelige humanistiske adfærdsnormer, kommer man langt med her. Det kræver også, at man har evnen til at aflæse andre mennesker. Ellers overtræder man reglerne og bliver straffet. Eks. Der er kontakt på internettet via et chatroom. Den anden kontakt (senere på aftenen) bruges til at erklære en kærlighed så dyb som var det Romeo og Julie. I morgen skal deres sendes blomster og chokolade, kan du besøge mig i en uge, jeg vil gerne giftes. De fleste kvinder vil nok sige farvel hurtigere, end de kan nå at slukke for computeren. Nogle få bliver hængende - for sjov og for at se hvordan det udvikler sig, for at fuppe sig til penge eller andre ting, fordi de heller ikke selv kender omgangsformerne og endnu færre vælger at smide kludene og vise sig på webkameraet. (Jo, nogle gør det faktisk). Brugerens adfærd bliver yderligere forstyrret af hans manglende evne til at aflæse afvigelser, fup/udnyttelse, men kan også se at der er små bitte gevinster (nogle mange ikke ønsker at få). Situationen fortsætter, og jeg skal moralisere og forklare og bla. bla. bla. Jeg har stoppet mange flybilletter, chokolader, blomster og lokkeduer, der jager et offer. Men igen og igen sker der ting, når pædagogen ikke er der. Derfor kan man ikke stoppe alt, men bare forsøge at afbøde slag og deltage i oprydningen. Det gælder på det mentale plan (når endnu en brændende og altfortærende kærlighedsflamme er udslukt, pga. svig og ondsind). Det gælder også økonomi og fysisk oprydning. Ved siden af, er der stadig et liv. Når forståelsen for et kikset forsøg eller ønsket om en særlig kontakt dukker op, indebærer det ofte, at man præsenteres for de saftige seksuelle detaljer (på et meget visuelt tegnsprog) for at bekræfte, afkræfte eller forklare om dette eller hint er gjort rigtigt. Hvad kan man ellers gøre, hvis jeg gjorde det rigtigt? Hvorfor var det så forkert? Er det farligt? Må man godt det? Osv. 19

20 Jeg forklarer, hvad jeg synes. Det er både praktiske seksuelle ting og moralske ting i forbindelse med seksuelle handlinger. Meget klinisk, men også direkte for at vejlede, så tåbelige handlinger afværges. Eks. Jeg er spastisk og kan ikke holde selv. Ok, men en finger er nok! Det vidste jeg ikke. Husk kondom! (for at hindre graviditet, optages uinteressant - indtil smittefaren ved kønssygdomme kommer ind i billedet) Det pædagogiske arbejde kræver: At man er åben, har mod til at vejlede direkte og at sige stop At forstå hvad der rør sig i den enkelte bruger At finde forståelsen i brugernes mærkværdige reaktioner/handlinger/tanker Vigtigheden af aktiv lytning kommer til sin ret. Jeg har aldrig oplevet at blive misbrugt af brugerne. Egentlig vil de helst have oplevelserne for sig selv, men kan ikke håndtere dem og vælger derfor at bruge en person, de har tillid til. I det her tilfælde er det mig. Traumatiske momenter Voldsomme påvirkninger fra omgivelserne kan komme gennem uventede eller uforudsigelige hændelser (dødsfald, sygdom, afvisning osv.). Nogle kommer snigende, og andre igen bygges langsomt op. Fælles for dem er den måde, de går ind og forandrer livet for det enkelte menneske. I mit pædagogiske arbejde har jeg alt for ofte mødt brugere, der stod og manglede en at tale med. Eksemplerne efterfølgende er nogle af de oplevelser, jeg har været en del af. Eks: Et nært familiemedlem tager uventet livet af sig. Selvmord er i sig selv en tragisk handling for den udførende. De efterladte står også med uforløste tanker og en dramatisk følelse af bebrejdelse eller selvbebrejdelse, chok over tabet, vrede, afmagt, tristhed og tomhed. En efterladt skaber et hul, og man er magtesløs over de følelser, man er blevet påført igennem andres handlinger. Du er som pædagog nødt til at gå ind i følelserne sammen med brugeren (måske kendte du endda selv afdøde) og få 20

21 bearbejdet/forklaret/gennemarbejdet de mange forskellige følelser. Tilmed kan du blive nødt til at yde lidt praktisk hjælp i forbindelse med afvikling af farvelceremonien, hvad end den er. Et kapel, en kiste, en sækkepibespiller, der skærer igennem sorgen med Amazing Graze (i sig selv sindsoprivende) og du følger brugeren (døvblind) efter kisten, som får et farvelklap. Gråden kommer hos brugeren, og man skal med hele vejen til gravkaffe/øl og opsamling efterfølgende. Præcis dér må man være skarp, holde øje med brugeren, de andre og hele situationen, for at kunne interagere med helheden på en professionel måde. Det er dér, relationen til brugeren er altafgørende for dine muligheder. Hvordan skal du tackle nuet på en positiv måde, og hvordan kommer du videre? Først og fremmest skal man være nærværende og rydde sindet for alt muligt andet, og dertil skal man være analyserende. "At tage bestik af situationen" hedder det vist på almindeligt dansk. Et andet eks. I anden sammenhæng har jeg skullet etablere kontakt med en forælder, der ikke har været en del af brugerens liv i 20 år. Det er også grænseoverskridende, da jeg jo ikke selv kender den pågældende forælder. Jeg/vi leder efter en adresse, tlf.nr. og får resultat via internettet. Jeg ringer og snakker med et menneske, som faktisk er uinteresseret i min henvendelse i og med, at det repræsenterer noget fortid, som er lagt væk og ikke ønskes frem igen. Jeg forklarer, lokker, spørger og til sidst aftales betænkningstid og 3 uger senere også en besøgsdato. På tværs af landet kører vi, og de næste 3 timer går med valne svar til bekymrede spørgsmål. Intet er forudsigeligt, alt er gætteri. Fakta er: En adresse, et klokkeslæt og en besøgsaftale! Vi ankommer og bliver modtaget med skepsis (der var dækket til lidt frokost i et andet rum), inviteret i dagligstuen og de søgende forsigtige spørgsmål trænger sig på. Der er en tydelig barriere til det voksne afkom, så jeg er mellemled, mens brugeren kikkes an. Ingen direkte forespørgsler til brugeren, der søgte en forælder. En senere frokost blev nærmest en monolog fra forælderen om job, en kræftsygdom (jeg er rask igen), måske ses vi igen engang. Besøget varede tre timer, og bilturen hjem var næsten ét langt spørgsmål: Hvad blev der sagt? Hvad sagde du? Hvornår? Hvad synes de? Alt sammen ting, jeg ikke kunne besvare, jeg vidste det næsten ikke. Det jeg vidste, sagde jeg videre. Faktisk var der flere uforløste spørgsmål, da vi kørte hjem, end dengang vi kørte hjemmefra. Vi aftalte at sende julekort 6 mdr. senere. Der kom ingen svar. I januar ringede jeg og fik at vide, at det manglende svar skyldtes, at forælderen midt i december var død af sin raske sygdom. Påstanden var, at ingen i familien havde kunnet finde brugerens telefonnummer eller adresse. LØGN! Det var kendt og endda skrevet ned. Brugeren var blevet sat uden for resten af det lille familiære fællesskab. Den sag er siden blev snakket igennem utallige gange, men uden egentlig 21

22 forløsning. Siden har hændelsen udløst et voldsomt tillidstab til mig. Jeg har ikke tolket godt nok. Alvorlig sygdom kan give traumatiske vibrationer. Eks. Et fortløbende tab af førlighed og mange nerveforstyrrelser gav anledning til undersøgelser hos egen læge, som passivt accepterede forringelserne hos brugeren. Jeg intervenerede og krævede yderligere undersøgelser, da jeg kunne se at noget var galt. Med besvær og mere arbejde fra min side blev der rekvireret undersøgelser på Rigshospitalet. Langsomt og med min insisteren (i hospitalsregi) lykkedes det at komme til undersøgelser af forskellig karakter. Efter et ½ år og hele tiden nye ventetider (behandlingsgarantier bah?!) klagede jeg brugerens nød direkte til direktionen. Herefter blev brugeren overflyttet til Glostrup. Nye ventetider, men en rygmarvsforsnævring i halsregionen var en stor årsag til problemerne. Operation. Jeg fulgte med til søvnen og stod parat i døgndrift og var klar ved opvågningen. Dagen efter (fredag) ny operation og jeg var fremme ved opvågning. Nu forestod genoptræning. Hjemsendelse mandag og et nyt liv kunne starte. Søndag morgen fik jeg en opringning. HÆLP jeg ikke kan ikke gå! Lig stille jeg er på vej. Fremme kan jeg konstatere total lammelse fra halsen og ned. Jeg ringer 112 og Falck kommer, brugeren bæres ned på et bræt til ambulancen. Retur til Glostrup Hospital, som kikker på det og indlægger igen. Jeg går på ferie. Tilbage efter 4 uger er brugeren overført til Frederiksberg Hospital til genoptræning. Det første, jeg møder, er en grøntsag i en kørestol. Ansigtet er fyldt af bitterhed og afmagt. Jeg spørger: Hvorfor sidder du der? Jeg kan ikke gå Jo! Rejs dig op! Jeg kan ikke! Jeg rækker hånden frem og siger: Du havde lovet mig, at du kunne gå, når jeg kom tilbage! Kom nu. Brugeren tager mig i hånden, og jeg hiver, støtter, og han går ca. 2 m rundt og sætter sig i kørestolen igen. Brugeren kikker grædende på mig og spørger. 22

23 Hvordan kan du vide, jeg kan gå? Jeg ved, han er religiøs, og kikker ham dybt i øjnene og siger med et flabet smil: Jeg er Jesus! Så griner han lidt og spørger: Hvordan kan du vide, at jeg kan gå? Jeg er bare sikker på, at du skal sparkes i gang på en eller anden måde, så kan du. Jeg ved, du er stærk og har en god psyke, kampvilje og evner. Langsomt kommer genoptræningen ordentligt i gang. Ved hjælp af dygtige fysioterapeuter, sygeplejersker, brugerens egen jernvilje og mine pædagogiske spark bagi. Hjemkomst, hjemmehjælp og desværre nye undersøgelser grundet en fortsat forværring af helbredet. Situationen kræver meget snak om, hvorfor, hvordan, hvornår og tror du osv. osv.? Der er ingen mirakler og kun dårlige fremtidsudsigter. Angsten, den uudtalte, dominerer tanker, handlinger op beslutninger. Det gode er, at broderen kommer ind i billedet (kontakten har været meget dårlig i et par år). Det er en social forbedring og giver et lille håb for fremtiden, omend den ser sort ud. Her bliver der også behov for privatliv. Et sted uden pædagoger, som ved for meget. Det er for svært for brugeren at forholde sig til livet, som det ser ud. Han vil gemme sig lidt. Listen af hændelser for dem alle er lang, men de ovenfor beskrevne forløb dækker meget godt noget af det, man kan rende ind i, når relationen bliver meget tæt, og man arbejder nært på og med den enkelte bruger. Pædagogens arbejdsmetode Først og fremmeste handler det om: At skabe tillid At vise troværdighed 23

24 At stille op til det, der kommer af udfordringer, næsten uden grænser (hver person har sine egne, dem skal man selv respektere) At være fleksibel og kunne bevise, at man er/gør og handler på, det man lover. At kunne lave fællesskab At være åben for brugerens signaler Jeg har nævnt det, vi kalder det fælles tredje, som omdrejningspunkt. Pædagogen må vise åbenhed i næsten alt (man har jo ret til lidt privatliv) og se i øjnene, at vores brugere også spejler sig i det liv, vi lever. Jeg har altid på et generelt plan været meget personlig og fortalt, hvad jeg har lavet på fridage og sendt postkort fra ferier. Formålet er, at understrege brugerens værdighed, som ikke bare en klient, men et menneske jeg omgås. Derfor skal brugeren også have et postkort når de andre får. Det gælder om at nedbryde så meget ansat/indsat barriere som muligt. Vi behøver ikke at gøre brugerne til venner, bekendte er nok det, der for mig ligger tættest på: Bekendte taler jeg med i ny og næ, kan drikke en kop kaffe med, udveksle almindeligheder, evt. lidt mere om det, snakke om jobbet og politik osv. Jeg ser jo også bekendte en gang imellem. Nærheden gør det muligt at indføle sig mere i den enkelte, og dermed bliver det nemmere at sætte ind med den rette støtte også i akutte situationer. Nogle gange er det instinktive reaktioner, fordi der ikke er tid til gyldne overvejelser om det ene eller det andet. Andre gange bruger man helt bevidst forskellige forførelsesteknikker til at manipulere brugeren hen i en situation, hvor det er nemmere at få skabt optimal støtte til brugerens fordel. Jeg er fuldt vidende om, at mange ikke bryder sig om ordet manipulation. Jeg finder det dækkende for de handlinger og metoder, vi bruger, når vi udfører vores pædagogiske arbejde. Eks. Nogle religiøse vil synes at det er blasfemisk, at jeg kalder mig Jesus. Jeg bruger jo bare en terminologi/analogi til noget, som jeg ved, betyder meget for den bruger. Dermed har jeg skabt en positiv effekt, som vi begge kan bygge videre på. Sammen har vi grinet af det mange gange (i øvrigt er jeg jo også tømrer, som det siges, at Jesus var). I den enkelte handling bruger jeg de midler, jeg ved har effekt hos den enkelte bruger. Mine egne handlinger og interesser er også i spil, når jeg formidler, lokker, motiverer, anskueliggør og i det hele taget agerer i det pædagogiske rum. 24

25 Kan jeg finde ting der interesserer brugeren, søger jeg selv ny viden for at kunne mødes med brugeren, og vi sammen kan skabe synergi. Det er i aktiviteten, mentalt, fysisk og i handling, at vi kan flytte noget. Ikke i passivitet. Konklusion Arbejdsmetoden som enlig ulv i marken har mange gode ting i og med, at fleksibiliteten er en stor del af det positive grundlag hos brugeren. Relationen er det, der sætter pædagogen tættere på, fordi man altid er den der er der, når livet spidser til. Du kan handle hurtigere, fordi du ikke skal igennem en social rundkreds, før du kan gå videre. Tilliden fra lederside, når det gælder ens arbejdsmoral, er et kick i sig selv. Det får mig til at give det yderste uden brok. Jeg ved, at ledelsen har tillid til, at jeg kommer, når der er brug for det, og at jeg ikke underpræsterer, fordi jeg har frie hænder. Aldrig har jeg været i tvivl om, at jeg bare skulle henvende mig, hvis der var noget, jeg skulle bruge hjælp til, diskutere eller bede om ydelse/støtte til. Det første år af forløbet afholdte vi (Henrik Kjederkvist, Hanne Steen og jeg) jævnlige orienteringsmøder for at holde projektet ordentligt i vandet. Efterhånden som livet gav andre opgaver, blev det Hanne og jeg og sidenhen kun af og til. Et enkeltmandsprojekt er en psykisk krævende arbejdsform, fordi man er på altid. Jeg har valgt at besvare sms, s og telefon døgnet rundt, fordi jeg gerne ville vise, at jeg er der når du har brug for mig. Samarbejdet med naboer til brugerne er også nemmere, fordi naboen ikke ved, hvornår jeg arbejder. Men de ved jeg reflekterer på deres henvendelser, uanset hvornår jeg registrerer deres kalden. Dermed kan brugeren hjælpes før udfordringer evt. spidser til. Arbejdstiden bliver meget fleksibel, hvilket passer mig overordentligt fint. Det vil nok være sværere, hvis man har små børn, der skal i institution osv. Men lidt mindre fleks kan også gøre det. Brugerbesøgene kan aftales og flyttes fra gang til gang afhængig af behovet. Det har alle brugerne haft glæde af. Nogle brugere, der behøver faste forudsigelige rammer, vil sandsynligvis ikke opleve arbejdsmodellen som værende noget særligt, da de netop er præget af behovet for en genkendelig hverdag. Jeg tror også, at man skal være to pædagoger i projektet (ikke tre for så forsvinder fleksibiliteten, og vi nærmer os, hvad jeg vil kalde et team med deraf følgende skemaplanlægningsproblemer og besøgsaftaler). Jeg har oplevet, at jeg her i den sidste del fik en lidt fastlåst tankegang omkring nogle brugere, fordi jeg hørte de samme ting (og fik de samme uforløste spørgsmål) igen og igen. Jeg begyndte at svare de samme ting igen og igen. Altså, vi havde en slags 25

26 dødvande. Hvis vi nu havde været to pædagoger (og selvfølgeligt et par brugere mere), kunne vi måske have bearbejdet hinanden og lavet små evalueringer for at justere os selv. Selv med den bedste vilje, kan man ikke gøre det selv, uanset hvor disciplineret man synes, man er. Et sted har jeg skudt en af mine pædagogiske grundtankepile helt forbi! Min tankegang har hele tiden været at: Jeg er normalt begavet! Jeg kan ræsonnere logisk! Jeg kan handle på min viden! Jeg kan drage konsekvenser af min viden! Da brugerne er normalt begavede kan de også gøre de samme ting! Brugerne reagerer ikke efter samme mønster som mig! Et par eksempler: Jeg spørger om vi skal have tolk? Det udlægges som: Tolk er forbudt! Jeg fortæller, at jeg har fået ødelagt et bor (skulle lave hul i en væg hos brugeren), får jeg et nyt? Nej du ødelagde engang en lampe! (jeg pillede noget andet ned som var defekt efter aftale og kom til at skubbe til en lampe). Ja men du slap for udgifter til en håndværker. En slags øje for øje model! Brugeren udviser stærk besiddertrang over for en bestemt hjemmehjælper. Jeg påtaler, at det er en dårlig ide og må uddybe til et direkte forbud om den opførsel. Brugeren siger, at det er privat. Jeg fastholder, at det skal stoppe! Reaktionen er, at jeg ikke behøver at komme mere. Livet er svært pga. af sygdom, og jeg har brug for fred og ro. Det var bare tre eksempler for, at illustrere forskellen på, hvordan vi tænker. Eksemplerne er heller ikke til moraliseren, kun til at vise tankedivergensen. Som pædagogen i samværet med brugerne, bør man være særligt opmærksom på den slags forskelle, når man selv intervenerer for at give en hånd med. Jeg blev faktisk totalt overvældet da regningen kom, og jeg pludseligt var uønsket på trods af 3½ års fantastisk samvær. I første omgang tænkte jeg: Det er fandeme for meget efter alt det jeg har gjort! 26

27 Bagefter konkluderede jeg, (den skulle lige synkes) at jeg ikke var en blivende tilstand i brugerens liv, og at jeg derfor kunne fyres, når jeg ikke var formålstjenlig. Min anbefaling er, at et nyt projekt sættes i gang. Jeg synes, at brugerne i den tid, der er gået, har haft stor nytte af projektet og har gennemgået en masse udvikling. Et egentligt succeskriterium er svært at sætte, men jeg vil påstå, at der i de forløbne 3½ år er der sket mere godt i brugernes liv, end der ellers ville være sket. Brugerne har haft kontakt med mig som professionel, og lidt en bekendt. De har haft indflydelse på, hvornår jeg skulle komme på besøg og de har oplevet, at ændringer ikke har været noget problem, når vi samarbejder om det. Samtidig var brugerne klar over, at jeg kunne inddrages i alt, hvis de havde brug for det og selv ville, og at jeg kunne komme akut på alle tider i døgnet, hvis de havde brug for mig. Mange vanskelige situationer er gennemlevet på god vis, og mange positive oplevelser har der været, og brugernes horisont er blevet udvidet. Ingen af os glemmer de år foreløbigt. Hvidovre Torben Johansen 27