Borgeren oplever, at livet og glæden kommer i centrum

Transkript

1 Borgeren oplever, at livet og glæden kommer i centrum Et vellykket forløb afgøres af miljøet og det engagement, medarbejderen og lederen viser. Det handler i mindre grad om en bestemt tilgang eller et bestemt fagligt værktøj. De væsentligste barrierer er på miljøet og i mindre grad hos beboerne. Knud Erik Jensen, Udvikling og Dokumentation På det sjette netværksmøde d havde vi fokus på, hvad der kendetegner de vellykkede forløb og de vanskelige forløb samt hvilken ændring i indsatsen i arbejdet med rehabiliteringen har betydet i hverdagen. 22 ud af de 37 kommuner, der har deltaget i møderne deltog og bidrog til et spændende møde. Det bemærkelsesværdige var, at der ikke tegnede sig et mønster, der peger på en bestemt organisering eller at en bestemt metode er vigtig for at vellykket forløb. Det mest gennemgående er - som vi egentlig godt ved at det er relationerne mellem medarbejderne og faggrupperne, der sammen med miljøet i organisationen er afgørende for, om det bliver et vellykket og udbytterigt forløb for borgeren. De mange deltagere på netværksmødet kom i udvekslingen af erfaringerne hele tiden tilbage til at det handler om kulturen på arbejdspladsen og lederens fokus. Når der kommer fokus på borgeren og man henvender sig mere personligt, så bliver der interesse for borgerens behov og livskvalitet var et af udsagnene fra opsamlingen på erfaringsudvekslingen. Indtrykkene fra dagen kan pege i retning af, at det vigtigste ved rehabiliteringen er, at den hjælper ledere og medarbejdere til at skabe en kultur, hvor det er borgeren og ikke ydelser og arbejdsrutiner, der er i fokus. Det er fokusskiftet og ikke bestemte metoder, modeller eller organiseringer, der afgør, om forløbet er vellykket. Det er bare det, vi gør kan der være nogen der siger når en rehabiliterende tilgang introduceres. Jeg har fokus på den enkelte beboer og det, beboeren kan. Men deltagerne pegede entydigt på, at det er en ny kultur, der skabes en ny kultur der er brug for. Det individuelle er måske blevet til en individuel arbejdsmanual for, hvad borgeren skal hjælpes med. Da hverdagsrehabilitering blev introduceret i udeområderne blev der talt om et paradigmeskifte 1

2 en ny måde at tænke på. Det er det samme i plejeboligerne. Udfordringer er måske større end i udeområderne. I plejeboligerne er det ikke bare indsatsen og hverdagens ydelse, der skal omtænkes. der er særligt to udfordringer, der kan synes større end i udeområderne: 1. Borgerens ønsker og behov skal i fokus men ofte har borgeren grundet svækkelsen svært ved at formulere egne behov. Borgeren er i et magtforhold, hvor borgeren er meget afhængig af indsatsen fra personalet. 2. Borgerens hjem ligger i et lille samfund - som en boenhed udgør og her er der en bestemt kultur, der er skabt af personalets fokus og de faglige traditioner, der er i en plejekultur, hvor der er fokus på at begrænse sygdom og svækkelse. Normeringer kan påvirke beboerens muligheder men der blev peget på, hvor vigtigt det er at være opmærksom på, at selvom der er en plejekultur i et plejecenter så kan miljøet i den enkelte enhed være meget forskellig. I en enhed er næsten alt muligt og rehabiliteringen har dermed gode vilkår. Og i den næste enhed kan ingenting lade sig gøre der er ikke plads til spontanitet eller til at ændre fokus, så borgerens ideer og tanker om det gode liv kan komme i fokus. Et opgør med plejemiljøet på det enkelte center og i den enkelte enhed er afgørende for at skabe vellykkede forløb. Vi skal ofte ændre på den kultur, der er den herskende. Det nye er at borgeren kerneydelsen kommer i centrum. Plejekulturen kan understøttes af faglige metoder og modeller, der fremmer et fokus på arbejdsrutinerne mere end på det, borgeren er optaget af at kunne mestre i sin hverdag. Terapeutverdenens forskellige redskaber COPM, ADL, Barthels og andre kan anvendes til at sætte borgerens ressourcer i fokus. Men det kan også anvendes på en måde, hvor det ikke fremmer borgerens ressourcer, drømme og mål. Det handler mere om processen end målet - personligt engagement og at det er borgeren, der bliver hørt. Ikke os der kommer med ideer og tanker. var et andet udsagn fra opsamlingen. Jeg skal hjælpe borgeren til at formulere sig Det er afgørende, om processen betyder, at borgeren oplever at skulle gennemskues af fagpersoner og mere end at blive set, eller om borgeren oplever at blive set, hørt og hjulpet på vej til at fastholde troen på godt liv på trods af svækkelsen. Der blev også peget på, at det handler om at hjælpe borgeren med at fastholde eller genskabe tro på fremtiden. Borgeren afgør, hvad der giver mening og kan fortælle, hvad der skal været i fokus. Borgeren skal være herre i eget liv. Personalet skal støtte borgeren i at formulere, hvad der er vigtigt for at opleve et godt liv i plejeboligen. Skabe tro på fremtiden. Der blev sagt, at vi skal passe på ikke at fokusere på det fysiske men også have øje for det psykiske. Eller som det står i Hvidbogens definition Det fysiske, psykiske og sociale. Der blev peget på, at vi skal være gode og kreative i vores måde at lave samtaler med borgeren om det, der kan være målet for den rehabiliterende indsats. Kan beboeren ikke formulere sig var der eksempler på, at man samlede tanker og overvejelser ind til et idekatalog inden borgeren skulle i fokus. En ide der vakte genklang hos andre deltagere på netværksmødet. En deltager fortalte om en borger, der undrede sig over, hvorfor man ville det her med rehabilitering for jeg har jo fået at vide at jeg ikke kan noget man kan jo ikke blive visiteret til en plejebolig, hvis ikke der er fokus på alt det, borgeren ikke kan. Når borgeren flytter ind i plejeboligen, får borgeren ofte den type hjælp, de andre borgere får. Vi gør rent og ser så, om beboeren kan bidrage er den tilgang der ofte er gældende. I den rehabiliterende tilgang tager vi udgangspunkt i, at beboeren selv kan og vil gøre rent og så hjælper vi med det, borgeren ikke kan. Der blev givet eksempler på borgere, der flytter i en plejebolig. Personalet tror ikke, borgeren selv kan klare morgentoilette. Da det rehabiliterende fokus kom på, blev der opmærksomhed på, at borgeren selv godt kunne klare morgentoilette. Nu gør borgeren det selv. Blot et af mange eksempler på, at borgeren og personalet ofte kommer til at tage udgangspunkt i hjælpeløsheden og omsorg er at kompensere for hjælpeløsheden. Omsorg skal være at støtte borgeren i selv at kunne mest muligt. 2

3 Den enkeltes hverdag før sygdom skal der være opmærksomhed på om formiddagen skrællede hun kartofler. Udgangspunkt skal være det, borgeren kan klare selv inden indflytningen og den situation, der udløste ønsket og behovet for en flytning. Der blev peget på, at der nu oftere var fokus på den gode indflytning. Hjemmebesøg eller besøg på hospitalet så beboerens liv kan fortsættes - blev fremhævet. Der blev også sagt at vi ikke skal vurdere borgeren fra alle faglige vinkler den første dag (beboeren kan opleve det som at blive vurderet og gennemskuet ). Vi skal ikke uden videre revurdere medicin ringe til lægen osv., da det kan betyde, at borgeren oplever at være flyttet ind i en kultur med fokus på plejen, sygdom og svækkelse. Lad beboeren flytte ind med sit liv se tiden an og lade borgeren slå rod med sin egne vaner. Deltagerne pegede på, at beboerne for ofte får standardiserede ydelser. Ydelser der tager udgangspunkt i at løse opgaven og blive færdig med plejen. Den rehabiliterende tilgang handler om at få mere individuelle ydelser. Der blev sagt: Vi ser ressourcer, når man kigger individuelt. Borgeren har svækkelse og har brug for kompenserende ydelser men i de rehabiliterende ydelser er kunsten at gå væk - på det rigtige tidspunkt. Gode erfaringer med velfærdsteknologien brug af vasketoiletter, sensorgulve, spiserobotter var også et eksempel, der blev nævnt. Borgere med demens kan have brug for hjælp til at anvende toilettet men det kan uanset give mere værdighed og bedre hygiejne. Det kan være forudsætningen for, at rehabiliteringsindsatsen lykkes. Kultur, kultur og kultur. Hvordan er det vi arbejder sammen og kommunikerer sammen. Det er afgørende med en rehabiliterende kultur. Det handler om en fælles platform. Et fælles sprog, ideer og tanker om, hvad rehabilitering er, og hvordan vi her hos os arbejder med det. Den enkelte metode er formodentlig ikke så vigtigt som det, at man systematisk arbejder ud fra det samme mål borgerens mål. Det kræver, at der dokumenteres, så vi fortæller hinanden, hvad det er vi arbejder med og ud fra. Det handler som beskrevet i tidligere artikler om at respektere og bruge hinandens kompetencer. Forskellig faglighed skal ses som positive forstyrrelser, der gør, at vi får øje på nye muligheder. Det handler i høj grad om relationer fagligt og personligt. At vi inviterer hinanden til det fælles samarbejde eksempelvis også inviterer demenskoordinatorerne så de ikke blot kommer, når der er sammenbrug i samspillet med borgeren. Demenskoordinatoren kan også medvirke, når der er fokus på det, der er vigtigt for borgerne med en demenssygdom sammenhæng. Samarbejde handler om at invitere til samarbejde. Invitere til at der udvikles relationer fagligt og personligt, der fremmer samarbejdet. Intentionerne er der sjældent noget i vejen med i et team men det handler om, hvordan der holdes fast i dem implementering og forandring. Der er brug for struktur i planlægning at den hverdagsrehabiliterende indsats ikke bliver flyvsk, men er en del af hverdagen. Tovholdere, iværksættere og forskellige andre benævnelser er ved at udvikle sig. Der blev peget på, at kontaktpersonerne skal holde fast at der skal gerne være tovholdere på i de forskellige vagtlag eller faggrupper. Ildsjæle der holder gryden i kog så det ansvar ikke bare ligger på lederen. Det er et lang og sejt kulturskifte fokusskifte der kræver, at vi brænder for det. Engagement er afgørende blandt personalet. Der arbejdes med at skabe ejerskab omkring målsætningssamtalen. Et idekatalog, hvor man skriver det op, som borgeren har nævnt i hverdagen, var et eksempel. Det kan være en modificeret udgave af COPM Der blev peget på, at vi skal blive ved med at tale om, hvad rehabilitering er. Og huske at det også og måske ikke mindst handler om de små ting, der har betydning for borgeren. En lille ting, der har stor betydning for beboeren. Små fade af plastic blev nævnt som et eksempel på, at rammer og de fysiske forhold også kan være hæmmende eller fremmende for den rehabiliterende tilgang. 3

4 De væsentligste barrierer er på miljøet og i mindre grad hos beboerne På netværksmødet forsøgte vi at beskrive, hvornår forløbene bliver vanskelige eller ikke lykkes. Der blev ved opsamlingen sagt kan vi holde os til det borgeren kan, så behøves vi ikke forholde til hvad vi mener, synes og tror. Så det handler om at være mere konkret få konkrete bud på hvad borgeren kan og vil. Er vi ikke konkrete giver det problemer med dokumentationen for hvordan måler vi det mere kvalitative? Der blev sagt, At det måske ikke er det borgeren reelt ønsker, der dokumenteres. Borgeren havde en god dag, tænkte personalet men hvad er det borgeren mener er en god dag? De borgere, der ikke ønsker, der skal være noget andet, kan gøre forløbene svære. Det kan være svært at acceptere. Og det er ikke nødvendigvis borgere, der har demens. Det kan være borgere, der bare ikke har lyst til noget. Men vi kommer måske med forslag. Vi kan se noget, men borgeren har ikke lyst til det. Det kan også være personalet, der ikke synes det er en god ide. Nogen mener, rehabilitering er pjat ønsker ikke forandringer. Personale der har svært ved ikke at gøre noget bare stå. Svært at holde hænderne på ryggen og lade borgeren gøre det, de selv kan. Det bliver svære forløb, når vi har forskellige opfattelser af, hvad vi forstår ved rehabilitering og arbejder i hver sin retning. Eller når det bliver vores mål og ikke borgerens mål det kan være vanskeligt at spørge. Nemt at spørge hvad er dit mål men vi er hurtige til at synes eller tolke noget. Forskellige opfattelser i personalegruppen kan hæmme muligheden for vellykkede forløb: Er det vigtigt at man selv klarer morgentoilettet og ikke orker at komme ud eller er det vigtigt, at vi hjælper borgeren? det er der vi skal have borgeren i fokus. De få kan bremse for de mange. Hverdagsrehabilitering ved måltiderne kan hæmmes af, at når nogen var på arbejde blev det hele gjort for beboerne, men ikke hos andre. Terapeuterne kan være udfordret af, at relationerne til de faste medarbejdere ikke er stærk nok. Terapeuterne har måske ikke tid til at være der. Kommer for sjældent. Modstand mod forandring Hvorfor er nogle ikke loyale, blev der talt om. Hvad er vi bange for? At blive overflødige. Miste anerkendelse fra borgerne. At man ikke er ordentlig klædt på til at løse opgaven? At andre kigger på det man går og laver? Svært at holde tankegangen i gang tænke det ind i alt det, man laver. Der bliver stillet spørgsmål ved, om man gør arbejdet godt nok. Forklare tilgangen godt nok. Eller det kan være manglende information og forståelse for, hvad det her handler om. Er det en forringelse af serviceniveauet? Tænker nogen. Magtforholdet borger og personale og personalet indbyrdes skal der være bevidsthed om. Borgerne er autoritetstro. Være bevidst om egen rolle. Der vil altid være et magtforhold. Vi skal ikke glemme at høre, hvad borgeren siger. Overveje beklædning der virker mindre autoritetsskabende. Erfaringen var, at det ikke nødvendigvis giver flere infektioner, at man bruge eget tøj. Vi får borgeren til at passe ind i systemer kan vi vende den om, hvordan får borgerens formulering systemet til at passe til det? Men er vi parat til det? Vi er institutioner. Bygningerne er ikke lavet, så borgeren bare kan være med. Nogen finder små løsninger, hvor man kan alligevel kan bage pandekager. Hvad kan lade sig gøre. Det spørgsmål må vi stille os, blev der sagt. De fysiske rammer og de muligheder de giver for aktiv deltagelse i egen hverdag er meget forskellige. Andre siger, vi har forudsætningerne - men det handler om hvad man får støtte til. Beboerne siger til og fra. Generationsforskelle betaler for at være her. Ved alligevel også hvad de vil have. De skal være med til at snakke om, hvad de skal inddrages i. Der er brug for en grundig indflytningssamtale. Forventningsafklaring. Beboere og pårørende. Hvad tænker de, og hvad tænker deres mor og far. Pårørende, kan vanskeliggøre det for plejepersonalet. 4

5 Enkelte udtrykte det sådan At pårørendes modstand kan være så stor, at man giver op og i stedet yder den traditionelle service og kompensation. Der mangler pjecer til pårørende om, hvad rehabilitering er blev der sagt. Der er brug for mere viden og information til de pårørende. Beboere vil gerne ses og anerkendes for det, de kan i stedet for at få hængt sit tøj op. Vil nok gerne lægge en plan for, hvordan vi gør sammen. Beboerne udfordres ofte, når de har boet der et stykke tid. Ikke alle der kan modtage viden. Det er nemmere at komme igen på den personlige pleje, end i den praktiske hjælp. Der blev sagt, at det handler om at være til nytte for andre. Besøgshunde er godt, for det handler om at kunne gøre noget for andre. Men det at være noget for andre i den almindelige hverdag er en mangelvare en mulighed vi skal være mere opmærksom på. Dør man hvis man ikke har den mulighed. Lader vi os begrænse af ydelseskatalogerne. Lytte er det vigtigste. Frivillige der brænder for opgaven er et fantastisk supplement i hverdagen. Og der var alligevel også oplevelser, hvor beboerne ikke var i centrum for de frivilliges arrangementer på trods af, at det var det, der egentlig blev sagt om arrangementet. Så frivillighedskulturen har brug for at være genstand for opmærksomhed. Kan det blive for velorganiseret? Andre havde erfaring med, at det skal være velorganiseret. Opgavehold for frivillige som en del af at blive en del af hverdagen. Forslag som pårørende kan melde sig til. Behøves ikke tro de skal være med i alt, var en af de konkrete eksempler, der blev nævnt. Fungere som et team. Og ikke som enkeltpersoner. Manglende opbakning fra ledelsen var selvfølgelig også emner, der blev peget på som barrierer for et vellykket forløb. Hvad har den hverdagsrehabiliterende tilgang ændret ved vores praksis tværfagligt samarbejde, dokumentation, pårørendesamarbejde mv.? Sosu-grupperne pegede på, at det har ændret ift. det tværfaglige samarbejde. Det er der blevet mere af. Man er blevet bedre til at finde borgerens motivation. Og der er kommet et bedre kendskab til borgeren - og det giver arbejdsglæde. Det tilsammen giver mod til at ændre på dagsrytmerne. Vi ser borgerens ressourcer på en anden måde - de små ressourcer bliver mere tydelige, blev der sagt og man kan også lære af der, hvor det ikke lykkes. Terapeut-grupperne talte om, at det er vigtigt, at vi er konkrete, når vi dokumenterer. Være opmærksom på målgruppen for dokumentationen. Der er brug for, at alle er opmærksomme på vores forskellige måder at fokusere på i dokumentationerne - og det gælder også i terapeutgruppen. Eksempelvis kan det opleves, at fysioterapeuterne måske er mere konkrete, og ergoterapeuter oftere er mere beskrivende. Obs på hvad man skriver ift. aktindsigt. Det vigtigste budskab i opsamlingen fra terapeuterne på netværksmødet var, at rollen som terapeut har ændret sig fra udøvende til vejledende funktion. Træningsterapeuter er oftest de udøvende. Størst udfordring på det pædagogiske og mindre på det konkrete faglige område. Rigtig mange af terapeuterne oplever at skulle lede en forandring. Har været igennem en proces med forandringsledelse i teamet med terapeuter. Forandringsledelse er formodentlig en vigtig og til dels ny rolle for gruppen af terapeuter. Ikke mindst fordi flere terapeuter oplever at blive smidt ud i rollen og den nye funktion uden at der ligger en klar forventning til rollen eller en funktionsbeskrivelse. Ledergruppen sagde, at vi har ændret det tværfagligt samarbejde. Støtte op om det tværfaglige. Man ser med andre briller på hinanden som faggrupper og accepterer forskellige vinkler. Det har været en berigende rejse med fokusmøder, blev der sagt. 5

6 Lederrollen har handlet om at være vedholdende prøve ting af. Spørge ind til det hvis noget er gået i stå få det i gang igen. Ny beboere er i fokus den første måned ift. at gøre det, de altid har gjort. Det er beboerens liv, der flytter ind. Få en tovholder i boenhederne, så det ikke altid er lederen, der skal være det. Godt at få tovholdere på i alle vagtlag og faggrupper. Flere der føler ansvar. Have ledelsesfokus på at tingene bliver gjort anderledes. Være en del af det i hverdagen. Vi skal mere ned i de små ting og det, der gør en forskel. Projektledergruppen var enige med ledergruppen i, at det er godt at få tovholdere på i alle vagtlag og faggrupper. Flere der føler ansvar. Deres rolle opleves ikke som væsentlig anderledes. Det er, som de fleste andre implementeringsprocesser. Det lever ikke bare af sig selv det er en tilgang, der hele tiden skal arbejdes med, for at holde gryden i kog. 6