Bilag 1: Interview med institutionsleder fra børne- og familieinstitution i København

Transkript

1 Bilag 1: Interview med institutionsleder fra børne- og familieinstitution i København I: Som sagt så kommer vi fra Roskilde Universitet, og vi er i gang med vores første semester, hvor vi har valgt at skrive en opgave omkring omsorgssvigt i forhold til anbragte barn. I: Øhm, og vi vil gerne undersøge, hvordan et tidligere anbragt barn oplever tiden før, under og efter den her anbringelse. Og så vil vi gerne undersøge, hvilke faktorer, som er med til sådan og medvirkende til deres videre livsforløb. Og det vi sådan gerne sådan primært vil spørge dig om er, hvilke konsekvenser du har oplevet, de her børn, der har oplevet den her omsorgssvigt. Men også hvilke faktorer at du mener, der spiller ind i forhold til sådan der, dens videre livs, barnets videre livsforløb. Og så vil vi selvfølgelig gerne vide, hvad I gør på den her institution for sådan at hjælpe de her børn og forældre bedst muligt gennem den her proces. I: Og så skal vi selvfølgelig fortælle dig, at du er helt anonym under det her interview, og vi vil hverken nævne dit eller institutions navn i vores opgave. IP: Nå okay, det var i ellers velkomne til (griner). I: Det i orden. Og så skal vi selvfølgelig også fortælle dig, at du til enhver tid kan sige fra overfor et spørgsmål eller stoppe interviewet, hvis du synes, det er upassende. Og den eneste grund til, at vi optager er, sådan at vi kan transskribere det og bruge det sådan i vores analyse, så vi kan arbejde videre med det I: Det vil primært være mig, der stiller spørgsmålene med hjælp fra Cathrine, og så vil Trine, hun vil måske komme med nogle opfølgende spørgsmål til sidst. I: Og sådan holde styr på at vi får spurgt det, vi gerne vil spørge om. I: Så vil vi selvfølgelig bare spørge, om du har nogle spørgsmål, inden vi går i gang? IP: Nej. I: Så vil jeg sådan til at starte gerne med spørge om, hvilken uddannelse du har? IP: Jeg er, øhm, øhm pædagog, og så har jeg en, øh, efteruddannelse som miljøterapeut, og så har jeg en, øhm, en et-årig uddannelse i systemisk pædagogik, og så har jeg en, øh, en systemisk lederuddannelse, og jeg har en, en, øh, lederuddannelse for gruppeanalytisk institut, og så er jeg i gang med en diplom I: Ja IP: I offentlig ledelse. I: Spændende. Okay, så vil vi bare spørge, altså har du altid arbejdet her, eller hvor har du tidligere arbejdet, hvad har du arbejdet med? IP: Jeg har arbejdet, øhm, på et behandlingshjem tidligere, øh, i Frederiksborg Amt. I: Hvordan var det anderledes fra her? IP: Det var anderledes fordi at, øh, på det behandlingshjem, der var børnene, altså, der var der lavet udredning og, og man havde forsøgt alt mulig for at se, om man kunne hjælpe børn (retter sig selv) barnet i familien. Og det havde man så opgivet, og så var barnet anbragt, og derfor var der også ofte børn, som var, øh, altså i en i gang med en egentlig fejludvikling, i en ret fremskredet fejludvikling, hvorimod hér der løser vi både, øh, undersøgelsesopgaver, vi løser akutopgaver, øh, og vi løser også behandlings opgaver, men vi arbejder meget forældreinddragende, altså forældreinkluderende. Så øh, så, så det, der sådan er karakterter (retter sig selv) karakteriserende for det her hus er, at forældrene er rigtig, rigtig meget en del af alt, hvad der foregår. Og rigtig ofte kommer børnene også hjem, eller i hvert fald i nogle af tilfældeende, det, det svinger lidt fra år til år efter, hvad det er for nogle sager, vi har, men der er ret mange børn, som faktisk kommer hjem igen, fordi vi laver en kombination af børnebehandling og familiebehandling. I: Okay, ja okay, spændende. Og hvad er dine primære arbejdsopgaver her? Har du sådan med familierne og børnene at gøre eller? IP: Nej, jeg, øh, jeg er leder, øh, og derfor har jeg selvfølgelig det overordnede ansvar for hele institutionen. Både hvad angår udvikling af vores, øh, behandlingsarbejde og dokumentation af det, øh, så på den måde er jeg jo sådan, øh, behandlingsansvarlig sådan på, på bundlinjen så at sige. I forhold til hvad det er for nogle, øh, forskelle vi er med til og skabe i børn og familiens liv, øh, og så har jeg jo selvfølgelig driftansvar, som handler om det økonomiske ansvar Og ansvar for, øh,! 1!! 2!

2 for personaleledelse, øh, og ansvar for, for faglig udvikling, øh, som ligesom hører med, i, i det behandlende arbejde. Så man kan sige, at, at jeg har, øh, administrationsopgaver, jeg har coachingopgaver, jeg har, øh, øh udviklingsopgaver. I: Okay, så du har ikke sådan meget så meget at gøre med familierne? IP: Jeg har ikke hands on, nej. Men jeg er meget tæt på dem, fordi jeg deltager i rigtig mange møder, øh, med eksterne samarbejdspartnere og med familierne og, øh, så og så leder jeg rigtig mange for behandlingskonferencer også, som jo er konferencer, vi har omkring, øh, den, den det enkelte barn, den enkelte sag, øh, og sådan kigger ind i sagen fra et tværfagligt, fra et tværfagligt perspektiv med henblik på at, øh Øhm, lave behandlingsplaner og dem, øh, har jeg, øh, er jeg leder af, så derfor er jeg meget tæt på sagerne, selvom jeg ikke har hands on. I: Ja okay, og så har vi selvfølgelig undersøgt lidt, inden vi kom her, i forhold til, altså, hvad I laver her, og I udbyder nogle forskellige tilbud, øhm, kan du beskrive kort om dem, vi har kigget, der var blandt andet en dag og noget døgn og noget akut. IP: Ja det kan jeg sagtens. Det er, det er faktisk det, som er meget, øhh Øh, karakteristisk for os, og også særdeles egnet for os som institution, og hvor man kan sige, vi har været ret progressive, øh, også i forhold til den Barnets Reform, der, der kom sidst år, øh, hvor man jo hele tiden talte om, at der jo skal også være et tilbud til familien i forbindelse med at et barn bliver anbragt, og det er vi faktisk gjort lige fra 2002, hvor vi har hele tiden har arbejdet med, øh, en tæt, øhh En tæt forbundethed med mellem børnebehandling og familiebehandling ud fra sådan en systemstilgang, der hedder, at, at barnet er, at vi må at, vi kan kun kan forstå barnet ved at forsøge at forstå barnet i familien. Og nogle gange er vejen til at hjælpe barnet og hjælpe familien, øh, og nogle gange er vejen til at hjælpe familien at hjælpe barnet. Fordi at så snart du rører ved noget i en familie, så påvirker det hele systemet. Så vi har, øh, en døgnafdeling og på døgnafdelingen løser vi både akutopgaver, det vil sige vi er en af Københavns kommunes to spædbørnsinstitutioner, som modtager børn akut, og så sent som i går havde vi en henvendelse på en grøn (Retter sig selv) Et tre-måneders grønlandsk, øh, spædbarn, så vi kan modtage børn på alle tider af døgnet, øh, og, og på baggrund af alle mulige forskellige hændelser det kan være dødsfald, det kan være fængsling, det kan være indlæggelse, det kan være sammenbrud i hjemmet, det kan være vold, det kan være alt, som gør, at man siger, der skal ske en øjeblikkelig anbringelse. Så det er den ene, øh, opgave, vi løser. Når et barn så er blevet anbragt akut, så går vi jo som regel i gang med, øh, vi går i gang med mange forskellige ting, men en af de ting, vi går i gang med, det er gerne et undersøgelses- og udredningsforløb i forhold til, altså, hvad er det for en sag det her? Hvad er det for nogen? Hvad er det, der er sket omkring barnet, hvad er! 3! det, det, der Og vi, vi undersøger, hvordan, øh, hvordan, øh, hvordan har barnet det, hvordan trives barnet, hvordan er barnet udviklet, og vi kigger også ofte på familien Øh, så vi laver en egentlig undersøgelse og udredning. Det fører så nogle gange frem til, at vi fortsætter med en egentlig behandlingsforløb, så altså fra den akutte anbringelse til undersøgelsen udredningen til behandling, er der en tæt forbindelse. Der er også nogle gange, vi får en sag indvisiteret, hvor det ikke er akut, men hvor forvaltningen siger, at her har vi altså en familie, og vi har altså brug for og få beskrevet, ganske nuanceret, familiens ressourcer og vanskeligheder. Herunder både barnet og forældrene. Så vi kan også have en sag, som vi har visiteret ind, og hvor vi indskriver, og så går vi i gang med det efter en planlagt, øh, aftale med familien og forvaltningen, det er en anden type sager. Øhm, så, så akutopgave, undersøgelse og behandling, det er det, vi laver på døgnafdelingen. Så har vi vores tre lejligheder heroppe, som er forebyggende foranstaltninger. Det vil sige, det er ikke anbringelser, det er forebyggende, hvor man flytter hele familien ind i en lejlighed. Og hvor man, på døgnafdelingen, overtager vi ansvaret for barnet, barnet er vores primære ansvar. I lejlighedsafdelingen der er det familien, der har ansvar for barnet, og den måde vi prøver at hjælpe barnet, er at arbejde med familien. Så det er en lejlighedsindskrivning. Så imellem døgn og lejlighed der ligger så nogle andre typer opgaver. Nogle kalder vi dagbaseret opgaver. Det vil sige, der er meget høj grad af bekymring for familien, så der er vi jo måske inde med ret, øhm, ret mange ugentlige konfrontationer. Altså, vi kommer jo hjem til dem, de kommer her hos os, de deltager i vores gruppebaserede behandling, så vi ser dem måske 5 gange om ugen, så der er også en grad af kontrol og tilsyn, fordi vi skal sikre, at de her børn faktisk har det godt nok. Det er den dagbaseret. Så har vi den ambulante, som er en lidt mindre, øh, foranstaltning, hvor vi måske ser dem to til tre gange om ugen. Typisk vil det være en samtale og så to gruppebaserede forløb, altså hvor de deltager i vores gruppebaserede, øh, behandling. Så, så på den måde har vi en meget bred vifte af, øh, muligheder, øh, for tilbud inden for samme ramme og samme tænkning, samme, øh, øh ideologiske og, og teoretiske tilgange. Og det kan være en stor fordel for familien, fordi nogle gange så starter familien med at bo oppe i lejligheden, og så kan vi se.. I: Må jeg spørge om noget? I: Er det frivilligt de kommer her og gerne vil bo i en lejlighed, eller er det? IP: Ja, det er frivilligt. Det kan man ikke gøre på tvangsmæssig. I: Nej okay.! 4!

3 IP: Øh, man kan tvangsmæssigt anbringe børn, og det kan man både gøre, når det er akut, og når det er et, et planlagt forløb, øh, fordi at, altså så har forældrene ingen valg, fordi der er det bekymringen for barnet, der er udløsning. Og i det hele taget alle sager her i huset er udløst af barnet nogle bekymrer sig for et barn. Øhm, ja, det jeg vil sige, det er, at nogle gange så starter en familie oppe i lejligheden, så kan vi se det går bare ikke, barnet trives ikke, det er ikke godt nok. Så kan barnet jo flytte ned på døgnafdelingen, og så er de ligesom i samme hus og, og det er forældrene mange gange meget glade for, fremfor at de skulle pludselig flytte helt over til et andet hus, hvor de skulle til at lære personalet at kende igen. Så er de her i vores hus. Nogle gange har vi også familier, eller, øh, børn på døgnafdelingen, hvor vi siger, det går rigtig godt. Nu vil vi godt se, at det holder til, at de selv tager ansvar for hverdagen. Så flytter vi dem op i en lejlighed, så bor de måske der tre måneder Fire måneder. Og så kommer de ud. Så derfor er vores... Den der fleksibilitet i vores tilbud er faktisk rigtig hensigtsmæssig i forhold til, at vi kan skrue op og ned på, hvad det er, der skal til i familien. I: Ja, ja okay. Øhm, så har vi et spørgsmål, der hedder, hvilke reaktioner oplever du hyppigst hos de børn, der har været udsat for omsorgssvigt? Både dem, der kommer her og har mulighed for behandling, men også dem, som ikke får muligheden for, eller som måske ikke altså opdages tidligt nok, at de er omsorg (Retter sig selv) Omsorgssvigtet. IP: Men der er mange, der er mange ting, man skal kigge efter, øh, fordi at børn udvikler meget forskellige strategier, det har også noget med deres temperament at gøre. Øhm, altså børn fødes jo med et medfødt temperament, og det vi kalder en medfødt konstitution. Nogle børn er mere robuste end andre børn. Altså, barnet bringer jo også noget med sig i verden. Det er jo ikke sådan, de kommer som en tabula rasa, tom tavle. De har noget med sig, øh, og som sagt, så er det også meget forskelligt, hvordan deres fostertilværelse har været. Altså, øh, har de haft en mor, som har passet på sig selv, øh, som har sikret, at hun har fået mad og søvn og hvile? Eller har hun eksponeret barnet for stoffer For alkohol? Hvordan har fosterlivet været? Det har meget stor betydning, øh, så, så livet starter jo ikke bare ved fødslen. Livet starter faktisk også i forstertilværelsen. Øh og øh og jeg vil sige, nogle børn medfødes med en forholdsvist robust konstitution, og de kan faktisk godt tåle grader af omsorgssvigt, uden at det nødvendigvis, altså slår ind, øh, og bliver til, øh Øh, altså, øh, tilknytningsforstyrrelser og fejludvikling. Andre børn er ret skrøbelige, og det vil sige, at som nyfødte De er svære at regulere, de er svære at trøste, de er svære at få til at sove, de har måske sværere ved at tage mad til sig, og hvis det er kombineret med en usikker mor, så bliver det rigtig dårlig match, hvor mor føler sig afvist af barnet, og barnet bliver ikke taget godt nok vare om af mor. Og der starter det, som jo kan blive til omsorgssvigtet, rent følelsesmæssigt, øhm, fordi omsorgssvigt er ikke bare det synlige svigt med mangel på mad og, og, og, øh, og soignering.! 5! Omsorgssvigt kan også finde sted i faktisk ret, tilsyneladende, velfungerende familier, fordi vi må, vi må skelne imellem, altså det følelsesmæssige omsorgssvigt, hvor der simpelthen ikke bliver taget godt nok vare om barnet følelsesmæssigt og i barnets tilknytning og, og, og oplevelse af, af, af, af relationstilbud, og så er der den anden, som handler om det fysiske omsorgssvigt, hvor vi er ude i, at barnet får ikke mad nok, barnet har ikke det rigtige tøj på, barnet bliver ikke passet, øh, barnet der bliver, der bliver ikke håndteret med en god nok omsorg, øh, og det, det, det kan jo så graduere ud til vanrøgten, altså hvor vi har det depriverede spædbarn, som decideret, altså måske bliver slået, bliver overgrebet, øh, bliver sultet, øh... Øh, ikke, øh, bliver skiftet og så videre og så videre, ikke. Så det er jo sådan en glidende, øh, altså det er sådan en kontinum af, af alvorlighed i omsorgssvigtet. Det man skal se efter, det er jo et barn, og det kommer meget an på, hvad alder I tænker på her I: Ja, altså.. IP: Fordi tænker I på spædbarnet, eller tænker I på småbarnet, eller tænker I på... Hvad tænker I på? I: Jamen det vi nok tænker på, det er sådan, altså de her børn, som er blevet omsorgssvigtet også i stor eller lille gra,d eller hvad man siger, øhm, men også, altså hvilke konsekvenser det har for barnet senere hen. Altså vi kigger hele vejen. Spæd og sådan... IP: Ja ja, men det betyder, altså det betyder rigtig meget. Det er også derfor, jeg spørger, fordi at, at hos et spædbarn, der vil du begynde at se efter barnets rytme, barnets evne til at regulere sig selv altså, og der er vi jo ude i det lidt mere fine. Øh... Øh, der vil vi se om og efter barnets, øh, grundstemning, der vil vi se efter, og det kan også have, øh, der skal et skarpt øje til at se her, øh... Fordi at, at, at, at man skal også skelne mellem børn med forskellige temperamenter, men vi vil også se efter barnets lyst til at række ud mod verden. Altså hvor... hvor... hvordan, hvordan, hvordan hånd... hvordan, øhm, hvordan er barnet i kontakten? Fordi det, det, der... Der går altså faktisk kun nogle få uger, før barnet har fået en meget, meget grundlæggende oplevelse af, hvordan det er at være til i verden. Og der starter det faktisk, altså hvis barnet oplever i sin spædbarndom, øh, en mor, eller en altså, at der er omsorgsgiver, som ikke er i stand til at tage vare på dem og til at at yde dem den omsorg, som er nødvendig, så prisgives angst, øhm, barnet faktisk i en nærmest unævnelig angst, øh... Øh, og bliver meget, meget, meget kaotisk, fordi barnet kan ikke regulere sig selv, barnet har brug for, I kender godt det der med, at spædbørn kan have brug for og blive trøstet og blive samlet, få mad, få mad, der er tilstrækkelig varm i tilstrækkelig mængde. Ikke for meget, ikke for lidt. Barnet har brug for hjælp til at blive aflæst, "er du træt? Vil du stimuleres? Vil du bare ligge her? Hvad er det, du vil?" Øh... Og det er den voksne, der skal spejle og aflæse barnet og tage ansvar for det. Og hvis den afstemning går skævt, så, så er det inden for de første uger, at barnet! 6!

4 lukker til. Så får barnet en oplevelse af, at der er ikke meget hjælp at hente. Øh,så, så kan det være, der er andre omsorgsgivere omkring barnet, hvor de kan hente lidt hjælp, ikke. Men der kan vi se et barn luk-, der lukker til meget hurtigt i kontakten. Altså lægger sig til at sove, øh... Ikke er... Ikke er interesseret i kontakten, øh... Øh, og vi kan også meget tydeligt se, børn, som er vant til at passe sig selv, det kan vi se bl.a. ved, hvordan de falder til, øh, når man har dem oppe. Altså holder barnet sig selv, det er det, som Bordeén (utydeligt) kalder sådan en svanenakke. Altså prøver barnet at holde sig selv, eller falder barnet til, altså i sådan en tryg erfaring om, at, at, at der er nogle, der passer på mig og tager... Altså der tager sig af mig, ikke. Og det er jo dér, det starter. Så jeg vil sige, det, det, det, det omsorgssvigtede barn, og det, det meget, og der bliver I nødt til at blive ret skarpe, hvad det er, I snakker om. I: Ja... IP: Fordi at, at, at altså... Der, der er også børn, som egentlig har fået det, der skal til følelsesmæssigt, det er bare en rodebutik omkring dem, og der er en mor, der ikke rigtig kan holde styr på ret meget, men hun er faktisk god til nærhed. Hun er god til at sætte sig ned og lege med barnet, hun er god til at "ahg" (IP prøver at lyde som en baby) og lave spædbarnsdialoger og sådan noget. Og så er det hele kaos omkring hende ikke. Det, det kan et barn bedre tåle... Øh, altså så, så, så madpakken alene fortæller ikke noget om, hvordan barnet har det. Den, den alvorlige omsorgssvigt, det er fravær af nærvær og, og, og, og, og afstemt omsorg... Øh, den der udviklingsstøttende omsorg, som hele tiden tager tager afsæt i hvor barnet er, men også hvor barnet skal hen, altså det er den, der støtter frem imod udvikling. Hvis den ikke er der, så er det alvorligt, fordi at så bliver det tit til tilknytningsforstyrrelser. Altså så bliver barnet ikke trygt tilknyttet, barnet har simpelthen en mangel af erfaring på, at at, at, at det bliver set og hørt og taget hånd om på en måde, som støtter det. Og så bliver barnet enten ambivalent tilknyttet, altså mor er der nogle gange, og nogle gange er hun der ikke, jeg ved det faktisk ikke rigtig, hvad jeg kan forvente. Og så bliver barnet sådan, at, at, at altså også til og fra... Øh, det er den ene type tilknytning. Den anden, det er den mere undgående, hvor barnet bliver hæmmet, lukker ned. Øh... Øh, undgår simpelthen kontakten og forventer ikke noget positivt. Den tredje, det er den desorganiserede, det er der, hvor barnet simpelthen ikke udvikler nogen strategi for, hvordan jeg kan, og det er faktisk det værste, fordi man kan sige, det den ambivalente tilknytning... Der får barnet en fornemmelse af, at mor er der nogle gange, og nogle gange er hun der ikke. Okay, så udvikler jeg en eller anden strategi i forhold til, hvad gør jeg, når hun er der, og hvad gør jeg, når hun ikke er der? Altså mentalt, ikke. Øh, den undgående der ser vi som regel et barn, som lukker til og klarer sig selv. Her må man klare sig selv, og det gør barnet meget hurtigt. Så pleaser barnet eller scanner. Øh, hvad kan jeg forvente her? Okay! Hvad må jeg byde ind med her, hvordan kan jeg passe på min mor, øh, så jeg kan sådan! 7! nogenlunde sikre, at verden hænger sammen for mig selv også, ikke. Og det kan børnene, det, det gør børnene inden for nogle måneder simpelthen. Den desorganiserede tilknytning, der bliver der ingen strategi, der er barnet simpelthen, øh, barnet ved simpelthen ikke, hvordan det skal forholde sig, og, øh, og der bliver ikke nogen konsekvent strategi, og det er faktisk meget smertefuldt for barnet at være i. Og der ser vi nogle gange, at det jo ud af tilknytningsforstyrrelsen, at personlighedsforstyrrelsen vokser frem, og den egentlige psykiske sygdom også til tider vokser frem, fordi at det ene leder simpelthen til det andet. En, en, øh, en desorganiseret tilknytning, øh, er, er man, øh, meget, øh, den, den kan lede ind i noget borderline, den kan også lede ind i noget antisocialt syndrom. Altså noget psykopati fordi at barnet er overvældet og får ikke hjælp til at håndtere følelser. Og derfor lukker barnet nogle gange af for følelser, og det er så dem, altså som gør, at der bliver sådan en mangel på em-... empatisk evne. Evnen til at mentalisere og fornemme hvordan andre har det. Fordi den evne, den opstår ved, at man op får en fornemmelse af, hvordan man selv har det. Og den udvikler man kun, hvis man får hjælp til det. Det er jo det hele, øh, tilknytningsarbejdet handler om. At jeg har en primær omsorgsgiver, der hjælper mig til at mærke mig selv. Og går det galt, så er vi altså i gang med en, øh, fejludvikling, som kan blive meget alvorlig. I: Ja, også senere hen for barnet, ikke? IP: Også senere hen for barnet! Men hvis du spørger, "hvad er det, man skal kigge efter hos et barn?". Fordi det her var sådan forklaringen, der ligger nedenunder, kan man sige. Men det, man skal kigge efter hos barnet, det er... Det er barnet, som har meget svært ved at regulere sig selv i kontakten. Øh, det kan komme til udtryk, ved at barnet bliver meget hæmmet, meget tilbagetrukket, usynligt, øh, jeg klarer mig selv. Stiller ingen krav, har ingen forventninger, har ingen positive forventninger i hvert fald. Så har vi et barn, som man kan være sammen med barnet en hel dag, og så tænker man, "jeg mærkede slet ikke det barn, hvad lavede barnet i dag. Hvorfor lagde jeg ikke mærke til det, hvorfor insisterede det ikke på at få kontakt?". Og de børn, de er faktisk ildestedt. For det er dem, det er dem, der bliver væk. Det er nogle gange dem, der er de lette børn, og så det er dem, der bliver væk, også i daginstitutionen, for de stiller ingen krav. Det er den ene type, som man skal være meget opmærksom på. Det er også børn, som vil have svært ved at lege. Legen er en rigtig god, øh, fortælling om, hvordan barnet har det. Fordi at den fleksibilitet, der skal til for at kunne være i legens rum, som kræver evne til at forhandle, evne til at lege med roller og identiteter, evne til at flytte sig "gør du det, så gør jeg det... Nej, jeg vil være... Nej, jeg vil være brandmand, nej det vil jeg også være. Jamen så er jeg hund, og så er du...". Altså det kræver enorm, altså sådan psykisk, fleksibilitet og kunne det der, og den har man ikke, hvis man ikke har fået det bl.a. ved at! 8!

5 have sådan en forholdsvis god selv selvværdsfølelse, som vokser frem af, af, øh, tilknytning og, og mentalisering og alle de der ting der. Så jeg vil sige, legen skal man også kigge efter. Hvor gode er børn til at lege, det siger rigtig meget om deres udvikling. Så er der også andre børn, øh, som, øh, jo er meget voldsomme, som mangler impulskontrol. De kan simpelthen ikke kontrollere deres egne impulser, de brager lige igennem. Når de bliver vrede, så kan de simpelthen ikke... Der er ikke noget, der bremser. Så får de slået, så får de væltet, så får de ødelagt, der er ikke noget, der bremser. De har simpelthen ikke den der impuls eller den der, øh, hæmmende, øh, øh... Sådan selvregulerende im-, øh, evne til at hæmme deres impulser. Det er jo også noget, der skal udvikles i samværet i, øh, tilknytningen i relationen til den nære omsorgsgiver. Så, så når børn er ude og og vise de her ting her, så bør nogle blive opmærksomme på "hey det skal vi da, der er da et barn, vi skal være opmærksomme på her, som har brug for noget ekstra hjælp". Så, så det er det, man sådan skal se efter hos barnet i barnets adfærd og i barnets sådan... Øh, følelsesmæssige, øh, øh... tilstand. Så skal man selvfølgelig også kigge efter, hvad for noget tøj barnet har på. Basal omsorg. Den skal vi heller ikke glemme, den glemmer vi nogle gange, øh... Men det er da enormt vigtigt, at børn har det rigtige tøj på, at de har den gode madpakke med, at at man får en fornemmelse af, at de faktisk er kommet i seng og har sovet. For det, det, der jo er forudsætningen for at få en god dag. Søvnen er enorm af be-... be-, øh... betydningsfuld for, øh, om man får den gode dag også. Så så der er alle de her basale ting skal selvfølgelig også være på plads. Så, så det er jo også det, der kunne gøre, man fik øje på her, er der noget, der ikke er godt nok. Det skal vi da kigge lidt nærmere ind til. Så der er mange indikatorer på... I: Mm, der er rigtig mange, ja. IP:.. at her er der et barn, der har brug for, at nogle nogle voksne kigger lidt nærmere på dets livsvilkår. I: Øhm og nu når vi snakker i forhold til det her tilknytning, vil du så mene, at et barn har brug for sådan én tilknytningsperson, og i så fald, skal det være moren, eller kan det være altså faren, eller kan skal det være en helt tredje? IP: Det kan det sagtens. Altså primær omsorgsgiver behøver ikke at være mor. Det, der er vigtigt, at det der er jo noget biologisk, som gør det meget naturligt, at det ofte er mor, fordi at, øh, hvis det er gået godt, så har mor faktisk været igennem en mental, øh, graviditet også. Altså fordi det altså, at være gravid er jo ikke bare at være fysisk gravid, det er også at være mental gravid, og man taler også om, øh, om, altså man taler også om den tilknytning, der sker i graviditeten, øh, og som meget, meget gerne skulle være på plads omkring fødselstidspunktet. Der er der en mental tilknytning til! 9! barnet fra morens side. Der er også en mental tilknytning fra barnets side. Barnet kender morens lyde og lugte og, og, øh, og bl-, bl-, bliver berørt af morens sindstilstand også, ikke. Så det er klart, at der er jo noget biologisk, som peger i retning af, at, at det er mor, der er mest indlysende som den meget meget vigtige primære omsorgsgiver i de første måneder. Men samtidig så er det meget, meget vigtigt, at der også står nogle bag ved mor til at støtte hende og give hende det, hun har brug for, for at hun kan give barnet det, som barnet har brug for. Men så vil jeg også sige, at vi har set mange tilfælde af, at mor kunne ikke, af mange gode grunde, ikke at mor ikke ville, men mor kunne ikke. Hvis vi så har den gode far, så kan barnet jo kalde, fordi at forældreskab det er jo et samarbejde mellem barnet og forældrene. Man bliver jo ikke født... Altså Kari Killén hun siger, forældreskabet grundlægges i barnets første 3 måneder. Jeres evne til at være forældre er faktisk grundlagt i jeres aller spæde spædeste barndom, og det handler om, hvilket forældreskab, I selv er blevet tilbudt, og det betyder jo ikke, at det er noget, der er irreversibelt. Altså det betyder jo ikke, at hvis man selv har været et omsorgssvigtet barn, så kan man aldrig komme til at blive en god forælder. Det kan man godt, men der er meget, der er op af bakke, fordi at de der grundlæggende erfaringer med at være i kontakt, som man får inden for sine første levemåneder, det er faktisk dem, man skal trække på som forælder, det er den... Det er der, man skal ind og mærke sig selv meget, meget, meget dybt, fordi at man skal mærke sig selv dybt, for at kunne mærke sit barn. Og det er sådan nogle meget fine og dynamiske ting, vi taler om her. Så, så, så, så jeg vil sige, at barnet kalder også på sine forældre med sin gråd. Med sin afhængighed så kalder barnet forælderen frem... Øh, og hvis der er noget at kalde frem, øh, og det er jo det, der sker inden for den første tid, at, at man, at barn og forældre skal finde ud af og kalde hinanden. Altså til live så at sige. Forældrene skal vække barnet til live ved deres empatiske måde at drage omsorg for barnet, og barnet skal kalde forældrene til ved deres gråd og ved deres, øh, ved deres tilknytningsadfærd, som man kalder det. Så vi har rigtig tit set, at så kan der komme en far ind fra sidelinjen. Vi havde et... (Retter sig selv) En lille dreng, som blev forladt af sin mor. Moren rejste til England, og der fandt vi en far frem, som faktisk var hjemløs, han boede ude på et hjemløseherberg. Men det viste sig faktisk, at han havde faktisk rigtig god empatisk, øh, fornemmelse for barnet, og det blev faktisk til en meget, meget lykkelig historie om, at vi arbejdede med den far og fik klædt ham på til at kunne være far, og det endte faktisk med, at, at barnet og, og ham flyttede hjem i, i lejlighed, og det går rigtig godt. Han er blevet uddannet og i arbejde, og det går rigtig godt, og det har vi faktisk flere eksempler på. Så, så det der med hvis mor ikke kan, hvem er der så af tætte, øh, øh, mulige omsorgsgivere? Og kan vi kalde dem ind? I: Og de kan faktisk være lige så gode som moren?! 10!

6 IP: Det kan de godt. Jeg vil sige, at, øh, ja, det er svært at sige lige så gode, det det, det er noget svært noget ikke også? Men de kan være gode nok. Og barnet har faktisk... Kan sagtens knytte sig til mere end en. Barnet kan faktisk knytte sig til altså tre til fire, hvor der er nogle, der sådan vil være tættere tilknyttet end andre til barnet, men barnet kan sagtens trække på andre. Og det er jo, der hvor konstitution bliver afgørende, for har du et forholdsvist robust barn, så kan barnet faktisk l... Så kan det faktisk være godt nok bare med en mormor, der kommer og giver noget godt en gang imellem. Det kan faktisk være nok til, at barnet ligesom får, får alligevel færden af, at, at der er noget godt at hente i verden, som faktisk kan gøre, at det egentlig udvikler sig godt nok. Så, så vi, vi ser det, det er helt afgørende, hvordan kombinationen er imellem barnets konstitution og forældrenes evne til at være forældre. For har vi meget svage, øh, øh, parter, så, så er vi virkelig op af bakke, ikke. Fordi så skal vi, så skal vi støtte barnet gennem vores professionelle indsats til at få de positive oplevelser og forventninger og, og erfaringer med at være sammen med voksne, som kan stabilt tilbyde dem det, de har brug for. Og samtidig med vi skubber dem over mod deres forældre, og så skal vi stå bag ved forældrene og løfte dem og give dem altså en oplevelse af, du kan godt tage vare på dit barn, prøv at se hvad er det barnet vil, hvad er det, de siger, hvad er det? Og hjælpe forældrene med at læse barnet og være i dialog med barnet, så barnet får oplevelsen af, "Hov mor kan også, og det er et langt, langt, langt arbejde, som er meget følsomt, men, men mange gange så lykkes det, men, men, men det, det er noget, der kræver meget stor følsomhed og, øh, og, øh, og meget tæt, øh, støtte. I: Har du så oplevet,at altså på nogen måde at amningen har gjort en for... Altså en forskel i forhold til altså... barnets udvikling? I forhold til den tæthed, der er forbundet med det? Amning kan være rigtig, rigtig godt. Amning er som regel godt. For, for alle mulige helt normalt fungerende mødre og børn, spædbørn, der er amning jo altid det bedste. Hvis vi har at gøre med forældre, som har, har, som har vanskeligheder med for høj grad af nærhed, altså så... Er der nogle af jer, der selv har barn? I: Nej. IP: Nej. Amning er altså... Det er vidunderligt, og det er også utrolig, øh, det berører rigtig mange dele af, af, af den der ammer også, den ammende mor, det kalder utrolig meget frem hos hende. Øh, så det kan også være meget, meget udfordrende at amme. Der er mange, der opgiver at amme. Mange siger, "jeg havde ikke mælk nok", men det var måske også fordi, det var rigtig svært, altså at et barn er så afhængig af det, at det skal leve af min mælk, og hvad hvis jeg ikke, hvis der ikke er nok, og, og, øh, nej, nu vil barnet ikke tage fra og nej, nu fik barnet ikke, og nej, og det, det virkelig, det meget følsomt at amme. Det nogle gange, nogle gange så romatiserende, man amningen og gør den, og lader som om den er uproblematisk, det er den ikke, det er meget følsomt, fordi amningen, mad er socialiseringens hovedhjørnesten. Det er det aller vigtigste møde med omverdenen. Det er igennem maden, det er det, der gør, om jeg lever eller dør. Det er det, der gør, og amningen skal jo meget gerne være forbundet, ikke alene med jeg får mad, men også at det er nydelsesfyldt. Så hvis der er en mor, der har det rigtig svært med den der meget tætte kontakt, og barnet som suger mælk af mit bryst, og det er ret "ÆHHDHDHDHD" (IP prøver at lyde som en frustreret mor), det er ret, øh, "BRHHH" der er mange, der har det svært ved det. Øh, hvis det vækker meget høj grad af ambivalente følelser, hos moderen, som både kan være stor ulyst og næsten væmmelse, øh, og, og fysisk smerte og, øh, det kan jeg ikke rigtig finde ud af det her, så er det faktisk bedre at de lader vær med at amme så, og de giver flaske, hvis de så kan give flasken tæt og mindre ambivalent, fordi så kan jeg se, barnet har drukket 100 ml, det kan jeg se. Jeg er sikker, hvad det har fået, det er ikke afhængig af mig, om barnet fik 100 ml. Fordi jeg kunne hælde det i en flaske. Det... Der er mange ting, der bliver mindre kompliceret med en flaske. Så derfor så er det nogen gange, at det faktisk er bedre for de her mødre og give flaske. Det er ikke noget, vi anbefaler, vi prøver altid om amning kan lykkes, men hvis den bliver kompliceret og svær, og vi kan se, at den ikke er nydelsesfyldt for barnet og mor, så kan det godt være, vi snakker om, måske var flasken en god mulighed. Og det er der masser børn, der lever fint med, fordi så skal man bare lave flaskemåltid ti,l at det skal være forbundet med med stor fysisk nærhed og kontakt og intimitet. I: Den her nærhed og kontakt og intimitet du snakker om, kunne den måske også opfyldes, hvis nu moderen ikke er der? Kunne den så i måske ligeså høj grad opfyldes af en far, der giver sutteflaske? IP: Sagtens. I: Okay. IP: Sagtens. Eller den gode pædagog. I: Ja. IP: Fordi det er jo det, vi ser, vi har jo mange spædbørn, som kommer her, og der er mange, de er sådan meget bange for at nej, så går det helt galt med tilknytningen, hvis børn kommer på døgninstitution. Nej det gør det ikke! Vi har masser af eksempler på spædbørn, som, øh, har levet deres første år her for eksempel, og som tager herfra og er rigtig fint tilknyttet og som er en rigtig i en fin udvikling. Fordi der gør vi selvfølgelig det der arbejder, vi både meget med strukturen, øh, men vi arbejder også med, at der er et behandlingsteam, som går meget tæt på barnet, og som bliver den der primære voksne, som bliver den stabile voksne i barnets liv. Og det kan også være den, den primære tilknytningsfigur, hvor det kan lykkedes rigtig godt.! 11!! 12!

7 I: Okay, det leder os faktisk lidt op til vores næste spørgsmål. Der har vi spurgt om, om du har oplevet, at nogle børn har været mere knyttet til jeres personale end til deres egne forældre? IP: Og det er jo, og der kommer vi til dilemmaet, det er jo et stort, stort dilemma, det her. For både... For alle tre parter, fordi ja, det har vi til dels, til dels... Jeg vil sige, at grunden til, at vi arbejder så forældreinkluderende, det er fordi, at jeg siger, der er noget, som forældrene... som kun forældrene kan give dem, og det er vores mantra. Der er, der er ingen, der er mere betydningsfulde for de her børn end deres biologiske forældre. Og det er uanset hvor... hvad de forældre kan, fordi det er den for biologiske forbundenhed, og det er hos langt de fleste forældre, der er der sådan en kærlighed til børnene, der er et, der er et ønske om, at de kunne gøre det godt for deres børn. Og så er der nogle gange, det ikke går så godt. Men, men den kærlighed, som der er den, fornemmer børnene også ofte. Øhm, på et meget dybt plan, ikke. Så, så selvom vi har dårlig begavede forældre, eller vi har forældre, som åbenbart ikke kan yde god nok omsorg for deres børn, hverken basalt praktisk i håndtering eller følelsesmæssig, så det alligevel vigtig for os, at børnene ser dem meget ofte. Øh, øh, øh, og det kan være alt fra daglig til tre gange om ugen alt efter, hvad der kan bære, øh fordi det er vigtigt, det er virkelig vigtigt for børnene at få en oplevelse af, det er min mor, og det er min far, så vi arbejder altid med at holde forældrene meget nærværende. Også med historiefortælling, billeder på væggen, øh, og med at, øh... At øh... At øh, altså... Når forældrene så er der, så træder vi altid tilbage og siger, det er jo forældrenes børn, altså det er ikke vores børn, det er forældrenes børn. Så når forældrene er der, så er det dem, der overtager pasningen af barnet, og hvis de ikke kan selv, så står vi lige bag ved forældrene, så vi passer barnet igennem forældrene så at sige. Altså så er det os, der siger, "Ved du hvad, nu tror jeg faktisk, at barnet skal have en sutteflaske". Og hvis ikke forældrene kan give sutteflaksen; "Vil du så ikke sidde her ved siden af mig, så giver jeg flasken, ellers så skifter jeg barnet eller sådan". Så forældrene hele tiden er med. Så, så forældrene er utrolig vigtig, men der er jo heller ingen tvivl om, at børnene registrerer jo os, at de nogen gange får mere af deres pædagog, end de gør af forældrene. Og derfor er det... kan vi også se, at nogle gange, hvis hvis der opstår svære situationer eller sådan noget, så er det pædagogen, barnet rækker ud efter. Og det er faktisk svært, og det er noget af det, vi taler med forældrene om. At det må være svært og smertefuldt at se, at det er sådan. Så, så det er noget, vi snakker om, det er jo ikke noget vi bare lader ske, øhm... Så vores, vores grundindstilling altid, øh, en meget stor, øh, respekt for forældrene. Uanset, øhm, hvad de evner i deres forældreskab, og den respektfuldhed har vi også altid i forhold til barnet, når vi omtaler forældrene. Og der hvor forældrene kan så, er de tit, at det lykkedes os at få skabt en rigtig god tilknytning til forældrene. Også når barnet kommer i plejefamilie. Fordi man kan se, at uanset hvad, så er det altid de biologiske forældre, børnene vender tilbage til. Også når de er vokset op i plejefamilie, når de er atten, PLING, så sidder de hjemme hos mor ved sofabordet, der sejler med stoffer eller alkohol,! 13! eller hvad de sejler med. Men børnene er der, fordi det er mor. Øhm så det der med, at, øh, anerkende betydningen af det, det er bare meget vigtigt. I: Så det vil sige, du oplever altså forskel på børn, som har et stærkt knyttet bånd til deres forældre og dem, der ikke har? I: Så kommer vi også lidt ind på det her om, der om det er forskelligt, hvordan børn håndterer den her omsorgssvigt, som du også siger, at der er nogle, der er mere robuste end andre? I (2): Ja, det har vi faktisk fået svar på. IP: Det er meget forskelligt, det meget forskelligt. Øh, det, altså øh... Det altså, altså, øh, børn, de udvikler... man udvikler jo sin indre psykiske struktur på baggrund af de erfaringer, man gør sig i forhold til det at være i relation. Altså det er jo kvaliteten af relationen, som er afgørende for, hvad for nogle startegier, man udvikler, og de der strategier bliver jo til indre psykiske strukturer for, hvordan man møder verden, hvordan man tænker sig selv i verden, hvordan man, man oplever det at være i relation, og hvordan man kan mestre det at være i relation, øhh... Så øh... Så øh... Så øh... Så. Og der vælger børn nogle ret forskellige strategier. Ikke fordi... For nogle børn har det givet rigtig god mening og være så stille og stille så få krav som muligt og nærmest være usynlige, for så sker der i hvert fald ikke ulykker, eller så passer jeg på min mor, for jeg stiller ingen krav til hende, eller hvad det nu måtte være, hvor andre de børn oplever, "Jamen jo højere jeg skriger, og jo mere utilpas jeg, så får jeg i hvert fald noget. Om det så er positiv eller negativ kontakt. Det så mindre betydningsfuldt, men der er nogle, der får øje på mig". Så det er meget forskelligt, hvad for nogle strategier børn udvikler på baggrund af deres erfaring med kontakt. Sammenhold med deres medfødte temperament, selvfølgelig. I: Sådan som vi har forstået det, så skalii her på institution observere, om forældrene kan tage ansvar i rollen som forældre, men altså... Hvornår vurderer man, hvordan eller om det ikke længere er ansvarligt for børn at være hos de her forældre? Altså hvornår? Hvor slemt? Hvordan vurderer man det? IP: Det, det meget, øh, det er meget enkelt, og det er meget kompliceret, øh, og det er faktisk rigtig svært, og det er også dilemmafyldt, ikke. Fordi det er jo, det er jo, det er jo stort ansvar at sidde med også, ikke. Øhm, vi siger, det altid barnet, der fortæller historien, fordi nogen gange så lader man sig forføre af noget, der tilsyneladende ser godt ud. Men hvis barnet ikke udvikler sig og trives, så er det, der tilsyneladende ser godt ud, ikke godt nok. Så det er barnet, der fortæller historien om, hvornår noget er godt nok. Og derfor kan vi også, og det er igen det, vi hele tiden snakker om. Øhm,! 14!

8 altså nogle børn kan tåle mere, nogle børn kan tåle mindre. Det er derfor, man ikke kan sætte det op på en skabelon og sige som "bla bla", øh, man må lade barnet fortælle historien. Om det om den omsorg barnet får, både når det er den udviklingsrettet omsorg, når det er den opdragende omsorg, når det er den basale omsorg, øh, er den god nok til at få barnet til, at få, få barnet til at være i trivsel, eller er den ikke. Det viser barnet ret tydeligt. Det, øh, og når det så er sagt, har vi selvfølgelig også en lang række parameter, vi kigger efter. Øh er, er forældrene i stand til at, at, øh, skifte perspektiv for eksempel? Er forældrene i stand til at se barnet som et adskilt, selvstændigt menneske? Er forældrene i stand til at, øhm... Øh... Have en indføling med, hvad barnet måtte føle? Er, er forældrene i stand til at, øh, have et realistisk billede, af hvad barnet egentlig kan, øh, i forhold til dets alder. Altså at stille realistiske krav til barnet. Øh, så, så der er en lang række, også parameter, som vi selvfølgelig kigger på i forældreskabet. I: Altså vil du mene, at man altid kan rette op på de her børn, der har været omsorgssvigtet, eller er det i nogle tilfælde for sent? Nu tænker jeg, her har I med børn fra 0-6 år at gøre. Altså hvis man får et 5-årig barn ind, altså kan man altid hjælpe de her børn? Altså uanset hvor omsorgssvigtet de har været? IP: Altså børnene vil jo altid have med sig, øh, altså, øh, som en del af deres bagage. Det kan ikke være anderledes, altså det har vi alle sammen. Vi har alle sammen en historie med os, som slår nogle temaer an, som vi må arbejde med igennem hele vores liv. Altså det sådan tilbagevendende temaer, men jeg tror ikke, der er noget, der sådan er definitivt for sent. Øhh... Altså jeg tror altid, der er mulighed for at vende tilbage og arbejde med noget og udvikle på noget. Også selvom, øh... Selvom der har været nogle meget, øh, vanskelige vilkår for barnet at arbejde med sin udvikling under. Øhm, men det er selvfølgelig rigtigt, at, og det det er også derfor, vi siger her jo her i huset i tidlig intensiv og helhedsorienteret indsats, det er det, der skal til. Det er det, der virkelig kan hjælpe og kan gøre en forskel. Øhm... Og, og den, når vi siger tidlig, siger vi i det første leveår. Altså vi skal ind så tidlig som muligt, fordi jo tidligere vi kan komme ind, jo mere plastisk er barnets, øh, hjerne. Fordi altså... Omsorgssvigt har jo også et hjernemæssigt aftryk, det er det, der er meget vigtigt at huske. Nogle gange tænker man, at det alt sammen sidder i følelserne, det sidder også i hjernen. Altså et barn, der er omsorgssvigtet, udvikler simpelthen ikke hjernen til at for eksempel til at kunne hæmme impulser, et et omsorgssvigtet barn udvikler ikke fron-... frontallap systemet et barn, der er omsorgssvigtet. Der bliver der simpelthen ikke alle de der forbindelser i hjernen, som barnet har brug for. For eksempel at kunne metallisere så det, der er hele tiden, der er det, der handler om adfærden, følelserne. Hjernen. Øhhh... Og, og her,i i den hjernemæssig udvikling, øh, det er noget, som det neuroeffektive, øh, psykologi er meget optaget af. Der er der noget, der hedder "Windows! 15! op-... opportunitets". Altså der er barnet har på særlig tidspunkter i dens udvikling særlig vinduer, som er åben i forhold til at udvikle sig på nogle særlige områder, altså. Og her er det enormt vigtigt, at barnet bliver stimuleret og får den responsive, øh, feedback, fra omsorgsgiverne, som de har brug for. For at kunne udvikle sig. Får de ikke dem, så er det rigtigt hårdt arbejde og vende tilbage dertil, hvor mulighederne blev, øh, forpasset. Og det er jo det, vi skal, det er jo derfor, når vi har børn, så prøver vi og se efter i deres udvikling, hvor er det, at det er gået skævt for dem? Hvor er det, og børn har meget ujævnt, øh, udviklingsprofil, for man kan sige, grov motorisk er de måske alderssvarende udviklet, hvorimod følelsesmæssigt er de måske svarende til et 10 måneder barn, og så er det meget vigtigt, at man i den måde, man møder barnet, møder barnet svarende til der, hvor de er i deres udvikling. Fordi det kan ikke nytte noget, jeg stiller krav til den 3-årige følelsesmæssigt, øh, hvis det faktisk er udviklet som en 10 måneder gammel baby, hvis det ikke magter intersubjektivitet for eksempel, som skal, som, som skal på plads i de der 9-12 måneder -, øh, udviklingen. Så skal jeg tilbage og se, om jeg kan skabe en ny mulighed forat arbejde ind i det felt. Øh, så derfor... Ja, der kan arbejdes og ja, der kan udvikles og ja, der kan repareres, men det er op ad bakke, og det kræver en rigtig langvarig, følsom og professionel indsats. I: Har I nogen... Altså har I nogensinde oplevet, at en anbringelse altså var til skade for et barn, at det var, at når I har med alligevel så store børn som 6-årige, det måske har været svært altså at blive flyttet fra sine forældre. At den her anbringelse altså har været til mere skade end gavn? IP: Øh, jeg vil sige, at hvis der er voldsom modstand fra forældrene side, og hvis der er voldsom slagsmål, øh, i netværket om børnene, altså hvor vi har en mor og en far, som slås om børnene. Øh... Og vi har måske også bedsteforældre, som er en del af kampen. Altså jo mere uro der er i rundt omkring barnet jo, og jo voldsommere den uro er, jo mindre er det muligt, øh, altså jo mindre kan barnet give sig selv lov til og være her. Og tage imod den hjælp vi kan give det. Fordi at det, der er ret vigtigt er, at forældrene giver barnet lov mental til at være her. Giver barnet lov til at knytte sig til, til deres pædagog. Der skal der faktisk en tilladelse til af de primære omsorgsgivere, og og det, det er derfor, det er så vigtigt, at vi har forældrene med, fordi den primære omsorgsgiver, den primære tilknytning, skal aktiveres hos barnet via en tilladelse, til du må godt bo her, mor er tryg ved, du er her. Du må godt blive gode venner med pædagogerne, fordi det bliver barnets, altså ligesom legitime, mulighed for at begynde at arbejde med sin egen udvikling. Hvis der er meget modstand og uro og slagsmål, så får barnet ikke legitimitet til og begynde og blive glad for og, og knytte sig til sin pædagoger. Så er de i en total loyalitets konflikt, og der kan man faktisk godt tale om, at det kan være kontrandiseret (meget utydeligt). Det er noget, vi møder ganske, ganske få gange. Langt, langt, langt de overvejede af de børn, vi har, der er det deres mulighed for at blive set og komme i gang med deres eget udviklingsarbejde og komme her. Ganske få gange der har vi! 16!

9 faktisk, vi peget på, at det faktisk er bedre at barnet kommer hjem, og så forsøger vi at arbejde i hjemmet og ser, om det kan lade sig gøre. I: Okay. Hvilke faktorer mener du, der er afgørende for, at barnet klarer sig senere hen. Nu tænker vi ikke kun på de faktorer som i ting, I kan hjælpe med her, men sådan f.eks institutioner eller? IP: Men det er det er helt, helt afgørende, eller det er en vigtig faktor, at der kan blive skabt stabilitet omkring barnet, at barnet har et hjem, og det er jo ikke... det er ikke en selvfølge, der er mange børn, som må flytte mange, mange, mange gange med enormt meget turbulens, øh, fra krisecenter til krisecenter, fra fra lejlighed til lejlighed. Så det her med at skabe stabilitet i rammerne omkring barnet. Som både handler om og have et hjem, øh, og som handler om at have en daginstitution, som kan være med til at skabe struktur i noget, der ellers kan være ret ustruktureret i hverdagen. Så bare det at jeg kommer hen i daginstitutionen, og der møder jeg mine pædagoger og mine kammerater, det kan have en enorm stabiliserende effekt for barnet. Øh, så jeg vil sige, det der har med rammer og struktur omkring barnets liv, det er faktisk meget vigtigt og så er det jo også meget vigtigt at at der er en økonomi der gør at barnet, ikke i hvert fald føler sig truet på sin overlevelse, altså, øh, i forhold til, om det får mad, om det får tøj. Altså og det er der, hvor hele fattigdomsdiskussionen bliver relevant ikke, øhh, så, så... Det er der med at have en oplevelse af at, at, øhm, at jeg overlever, øh, det er helt grundlæggende vigtigt, øh, også er det enormt vigtigt, at der er nogle, øh, ressourcepersoner rundt omkring barnet. Og det kan være, det kan være pædagog, det kan være naboen, det kan være mors veninde, det kan være mormor, det kan være, øh, en voksenven. Men barnet kan faktisk overleve på meget lidt, og det er der, hvor vi nogle gange kommer til fatalt at svigte børn, som vi faktisk godt kunne hjælpe med meget lidt. Og ikke alene som professionel, men også som medmennesker og som medborgere. Øh, fordi at, at der bliver der jo en total mangel på en involvering hjemme i det sociale boligbyggeri, øh, eller i forhold til, hvad der foregår i nabolejligheden, og, øh, når man ser den unge mor, øh, komme halsende af sted og, og man ser det der, det ser bare hårdt ud, nogle gange skal der bare meget lidt til og gøre det lidt lettere, altså bare noget ganske almindelig, øh, indlevelse eller, eller, øh, tilbud om venskabelighed. Så, øh, det siger jeg bare for at sige, at nogle gange skal der faktisk ret lidt til at gøre en forskel. Både for barnet og for familien. I: Okay, ja. Øhm, så har vi også været inde og læse noget om jeres behandlingsformer. Øhm, har I oplevet, at nogen er bedre end andre, nu tænker vi for eksempel på familieøvelser, samtaler altså, eller er det en kombination? IP: SFI lavede et, øh, et litteraturstudie, øh, her i november, øh, sidste år, tror jeg, hvor de lavede et et et, øh, et ret omfattende studie, som, øh, som baserede sig på, øh, kun på vidensbaseret, øh,! 17! Børne- og Familiebehandlingstilbud, og det, der viser sig, det er, at, at det, der har den aller største effekt, det er, at man sætter tidligt ind, at man arbejder med barnet igennem familien, altså at forældrene bliver involveret i at hjælpe barnet til at komme til at trives bedre, at indsatsen er forholdsvis langvarig, øh, minimum et halvt år. Gerne mere. Og at indsatsen er multifasiteret, altså at man skal arbejde på forskellige måder. Og det er derfor, at vi arbejder både med samtalen, altså skaber et reflekterende rum, hvis det er muligt for forældrene. Vi arbejder direkte ind i samværet, altså i relationsbehandlingen, hvor vi konkret, øh, går ind og kigger på, og arbejder med og støtter, hvad der sker i det konkrete samvær, øh, vi arbejder gruppebaseret, hvor vi arbejder med drømme, håb, fortællinger. Det narrative-, øh, tegninger fort... Altså eventyr alt muligt altså for at få det fortællende med, øh, drømmen, som giver energi. Livslinjen. Konstruerer livsfortællingen om vores familie øh vi arbejder med flerfamilieterapi, hvor man giver feedback til hinanden i familierne, hvor man lærer af hinanden. Vi arbejder med rideterapi, hvor vi bruger hesten som sådan en fælles træde, hvor det, der at mærke hesten og, og bruge hesten som sådan en måde og og øh og og gøre det på en helt anden måde altså. Øhm vi arbejder multifasiteret, fordi at det ikke er til at vide, hvad det er, der kan rykke. Og man skal selvfølgelig passe på, at det ikke er det hele på en gang, altså man vælger måske tre tilgange, men de tre gør jo, at forældrene, det der sker, det er, at man man tilbyder dem forskellige typer kontekster, altså forskellige typer rammer, hvor indholdet er forskelligt og som vil kalde på noget forskelligt hos forældrene. Altså det vil kalde på historiefortælleren, det vil kalde på den omsorgsfulde mor, der sikrer, at barnet ikke falder af hesten, det vil kalde på øh mor, som leger, øh... Det vil kalde på mor som bager, eller far som bager, altså det kalder på noget forskelligt ved at lægge et forskelligt indhold i, så man, man, man, man stiller sig i nogle forskellige perspektiver i forhold til forældrerollen, som gør, at hvis man er kørt fast i et perspektiv, det duer jeg ikke særlig godt til. Så kan det være, man kan opleve, at det er noget andet, jeg faktisk duer ret godt til. Så kan vi måske gøre den historie stor, at der er noget, der lykkes godt, og hvordan kan vi få det til at lykkes i nogle af de der andre sammenhænge også? I: Øhm så der et helt grundlæggende spørgsmål. Er det så nogle, er det nogle bestemte forældretyper, altså at I har, der kommer her? Er det nogen, som måske selv har været omsorgssvigtet? IP: Ja helt klart. De aller fleste af dem, vi arbejder med, det er forældre, der selv har været udsat for omsorgssvigt af af af... Inden fra det, der går fra vanrøgt og vold og overgreb øh til øh mere øh følelsessvigt kan man sige. Men omsorgssvigt og mange af vores forældre, øh har selv også været anbragt uden for hjemmet eller har været øh udsat for foranstaltninger af forskellig karakter. En del af forældrene har været i øh misbrug, øh de kan ikke være aktivt misbrugende, hvis de er i! 18!

10 behandling her. Dér skal der være urinprøvekontrol ved siden af, men en del af forældrene har haft aktivt misbrug, øhm. En del af forældrene har, øh, forskellige grader af noget psykisk lidelse øh, ofte altså ovre i det depressive øh, eller måske fødselspsykose eller øh øh borderline lidelse eller altså, eller uspecificeret personlighedsforstyrrelse. Altså der er rigtig mange af dem, der har en snært af noget psykisk... noget psykiatrisk ind over også. Øh så der også nogle forældre, som faktisk ikke er så godt begavede øh, og hvor det også bliver et issue. Og så har vi de helt unge mødre, som som serviceloven jo tilskriver at man skal være særligt opmærksom på, altså de årige, hvor hvor deti (2): Ja øhm jeg tror, det var det, jeg havde, jamen øh det var de spørgsmål, vi havde så ikke i sig selv diskvalificeret, at man er så ung, men hvor man i hvert fald skal være opmærksom på altså, øh om de kan varetage forældreskabet. Dem har vi faktisk meget gode øh erfaringer med at arbejde med. Så så og så har vi undtagelsesvis også akademiker familien, altså som som er øh, røget ind i noget fødselspsykose, hvor eller hvor verden bare bryder sammen, fordi at det er så ny og anderledes en oplevelse pludselig at stå og skal tage ansvar for sådan et lille spædbarn. Og dem arbejder vi gerne med også. Så vi har også familie, som man ville sige er sådan helt almindelig familie, hvor forældrene er i øh arbejde, men hvor forældreskabet, eller hvor barnet måske af forskellige grunde øh, er kommet i mistrivsel, og det kan jo også være et barn som som måske befinder sig inden for noget autisme spekter eller så noget, hvor man ikke har diagnotiseret barnet endnu, men man kan se, det et barn, der ikke trives, og hvor vi skal finde ud af, hvad er det, der gør, at barnet ikke trives. Fordi at egentlig ser det jo ret godt ud i familien. I: Så tænker jeg, altså hvor mange børn har I, og hvor tit sker sådan en anbringelse, og hvordan har du oplevet, at de klarer sig efterfølgende? IP: Øh altså vi har otte børn boende på døgnafdelingen. Så har vi jo øh tre familier, der bor i lejlighedsafdelingen,og så har vi øh de der ambulante øhh sådan dagbaseret familie så så, alt i alt har vi måske... Måske har vi sådan en øh en seksten børn sådan, som sådan er som er en del af det, vi arbejder med sådan øhm øh, og når du spørger, hvordan børnene klarer sig, så har vi desværre ikke statistisk materiale, vi har været med i noget forskning omkring øh vores forældre øh øh lejlighedsanbringelser, der der klarer de sig faktisk rigtig rigtig godt øhm øhm, men men helt uvidenskabeligt kan jeg sige, at vi holder sådan en årlig tilbagevendende fødselsdagsfest, hvor vi inviterer alle vores gamle børn, familie selvfølgelig også dem, der er i huset nu, og der kommer de jo år efter år, og jeg kan se, at rigtig mange af dem klarer sig rigtig godt. De går i skole, de har kammerater, de klarer sig rigtig godt, både dem der bor hjemme hos deres mor og far og dem, der bor hos plejefamilier. Og rigtig tit kommer mor og far og plejefamilien, begge hold altså så så, det er lykkes os at få et godt samarbejde, altså etableret mellem biologiske øh forældre og og plejeforældre.! 19! I: (utydeligt)... fordi vores næste spørgsmål er nemlig også, om du har oplevet at nogen former for anbringelse fungere bedst om det måske (utydeligt) er plejefamilie eller en ven af familien, eller hvem hvem tager over? IP: Det er meget, meget, meget forskelligt alt efter, hvad det er for en sag. Der er en intention i Barn-... Barnets reform om, at man skal undersøge muligheden for netværkspleje. Så vidt muligt skal man gå efter netværkspleje, det vil sige finde en i netværket, som kan overtage. Det er meget, meget dilemma fyldt med netværkspleje, fordi at det kan godt være at barnet får en pleje mor, altså mormor bliver pleje mor, men barnet mister mormor, og barnets mor mister mor, fordi det pludselig bliver det et professionelt forhold, altså der er meget på spil, der er virkelig meget på spil. Øh og det er utroligt følsomt, øh og øh det er langt fra altid, at jeg synes, det er den bedste løsning at gå efter netværkspleje. Øh... I: Okay, så hellere sådan en familie som er helt fremmed? IP: Ja, hellere en plejefamilie. I: (Utydeligt) IP: Ja hellere en plejefamilie hvor hvor den biologiske familie så kan blive ved med at være, altså have relationer, som familie øh, men det kommer an på, hvad det er for en sag, fordi at for mange børn, hvis hvis hvis ikke, for rigtig mange af de børn vi arbejder med, de er allerede så langt, at de er udviklet egne behov, det vil sige, de har faktisk brug for forskellige grader af behandlingsmæssig indsats øhm. Og hvis de har det, så skal... netværksplejefamilien skal ikke være behandlingsindsats, det duer ikke, fordi så det er derfor, jeg vil sige, at det kommer helt an på, hvordan barnet har det, fordi er det, er det fordi øh mor er røget ud i misbrug øh, men egentlig kan hun mange, i et langt stykke af vejen kan hun faktisk mange ting, og det går, barnet har det egentlig meget godt øh men men, det kan altså ikke bo hjemme hos mor, så kan mormor være en rigtig god løsning, fordi barnet bevarer sin identitet af at hører til i en familie. Det er den er rigtig svær for børn i plejefamilie, fordi at de børn i plejefamilie, der er det tit et miks af egne børn og plejebørn, og der får børnene altså meget ofte meget dyb følelse, sådan identitetsmæssigt, ikke rigtig at hører til på samme måde. Det er meget, meget svært, og det er også derfor, at jeg nogle gange siger, at vi er en bedre løsning, fordi at rigtig tit så, altså hos os siger vi, at børn, de skal ikke bo på en døgninstitution altså for længe. De skal bo her så længe, det giver mening. Hvis vi får hjulpet et barn, som er i gang med en fejludvikling tilbage på sporet i en god udvikling, kommer tilbage i trivsel, så skal de videre, de skal ikke blive her vel. Så så vi siger de, de skal ikke være her under et halvt år, så kan vi ikke nå at! 20!

11 hjælpe dem godt nok, men de skal heller ikke være her meget over et år, for så skal der ske noget andet, hvis ikke vi har fået hjulpet familien på fode, så barnet kan komme hjem til familien. Så skal de i plejefamilie, så skal de ud og bo i noget sådan mere familie lignende. Men ofte så ser vi jo at forældrene er jo rigtig glade for os, nogle gange så vil de helst ikke have dem i plejefamilie, fordi vi jo på den måde ikke er så tæt, altså vi kommer og går øh øh og det kan forældrene ligesom forholde sig til, så bliver de ved med at være forældre, når barnet kommer ud i plejefamilien så bliver sådan konkurrence føler forældrene imellem, kan barnet nu bedst lide plejefamilien mere end mig, hvor her er det indlysende, vi gør alt, hvad vi kan for at skubbe barnet over til forældrene, ikke. Så øhm, så på den måde er det egentlig også nogen gange lidt kompliceret for de biologiske familier, når børnene skal ud i plejefamilie. I: Ja så sådan helt grundlæggende: Hvem tager sig af forløbet efter de altså... når de er færdige med (utydeligt). Når I har vurderet, at de enten skal i plejefamilie, eller de skal hjem til sin egen familie, hvem følger op? IP: Der er noget, der er vigtigt. Det er, at det er aldrig os der tager beslutningen. I: Nej. IP: Vi beskriver altså, vi deskriptive, og så skal vi selvfølgelig også forpligte os til at lave en vurdering. I: Ja, det er klart. IP: Øh, men det er jo sagsbehandleren, der som myndighedsperson træffer en beslutning, og når vi udskriver dem herfra, så er det myndighedspersonen, som har ansvar for det videre forløb. Altså skal barnet hjem med nogle mindre øh støttende foranstaltninger i hjemmet til familien, skal barnet i plejefamilie, så overgår det til det, der hedder center for familiepleje, og så er det dem, der skal føre tilsyn med, hvordan barnet har det i plejefamilien. I: Så sådan helt altså også helt grundlæggende fra når I så indberetter eller finder ud af, at I synes, at den her familie, eller de her forældre evner at tage sig af deres børn. Syntes du den tid altså, fra der går til i indberetter til barnet kan blive fjernet, at den tid er rimelig? IP: (Stilhed) Nu vil jeg lige sige at øh ja til barnet bliver fjernet ja, fordi at ofte er så vil det jo være børn, der bor her så barnet er allerede fjernet øh ik øh, men det er rigtig, at der er også børn, der bor derhjemme, og der er selvfølgelig også børn oppe i lejligheden. Det vil jeg, det vil jeg, det synes jeg er svært at svare entydigt på, nogle gange synes jeg, ja... Specielt hvis det er spædbørn. Vi gør os meget umage med at være os så hurtige, som vi overhovedet kan, når det er spædbørn, fordi at spædbørn skal så hurtigt som muligt have øh meget høj grad stabilitet i deres tilbud om omsorg og kontakt. Øhm og det er nogle gange lidt kompliceret, fordi at, øhm, der er sagsbehandleren også forpligtet til og lave ret grundige undersøgelser. Altså det vil sige, at at deeet det skal være meget markant, hvis vi siger, det her barn skal fjernes øh, vi skal, vi vurderer, at det er det, der skal til øh, inden for barnets første 3 levemåneder, ikke. Øhm bare hvis forældrene så siger det, vil jeg ikke accepterer, så skal sagsbehandleren ligge det op for det, der hedder Børn og Ungeudvalg, der skal det altså til en dommer, som skal afgøre det, så er det nogle gange, at dommeren siger, at de her forældre, de er villige til at samarbejde. Derfor bør der gøres yderligere et stykke arbejde, for at se, om de kan udvikle sig, vi synes, altså dommeren kan så synes, at forældrene har fået for kort tid, så dommeren kan så beslutte, at der skal arbejdes yderligere måske tre måneder eller firecmåneder, så skal der laves en ny vurdering. Det er så noget, der nogle gange går ind og spænder ben i sådan nogle forløb. Øh altså og så vil jeg sige, at så er der også en langsommelighed i systemet, altså som som gør, at altså vi siger i hvert fra vi øhh sender en rapport, hvor vi anbefaler, hvad der skal ske, til barnet reelt måske flytter. Der kan der meget let gå to til tre måneder. I: Ja, og det er jo umiddelbart lang tid jo. Men du synes altså, den tid er måske nødvendig også? IP: Det er meget svært øh altså altså det er meget svært altså, der er nogle gange, hvis det er hårrejsende altså, det er jo noget med hvad hvor hvor er vi henne, ikke. For det, der så sker jo i hvert fald, hvis barnet bor hos os, der har vi haft sager, hvis de er trukket i langdrag, vi har vi har også skræk eksempler, men de er, det er undtagelsesvis, det er, det er undtagelse vil jeg sige, men men men hvis vi kan se, at at barnet kan simpelthen ikke tåle at være så meget sammen med sine forældre, så gør vi jo det, at så reducere vi simpelthen samværstiden kraftigt, mens vi venter (utydeligt). I: Okay så der ser man ikke bare på, at det her barn bliver mere og mere? IP: Nej nej nej det gør vi aldrig, altså det er derfor, altså hos os der siger vi, altid barnet fortæller historien, så det kan godt være, at vi kunne have et ønske om, at barnet øh forældrene skulle være meget sammen med barnet, men hvis vi kan se at barnet er kaotisk og øh og øh og alt for træt efter samværet og specielt kaotisk og lukker lidt ned, så vi skal bruge tid på at kalde barnet frem igen, altså i kontakten, så siger vi at det. Det holder simpelthen ikke det er for det er for kaotisk for barnet og være sammen med sine forældre, hvis det er en psykisk syg mor eller så' noget. Og så skal vi jo måske ned til 1 time om ugen eller så noget og så hellere 1 time om ugen, som er god en 3 gange 2 timer, som er rigtig dårlige.! 21!! 22!

12 I: Okay, og det er klart, at så bliver den her lange proces (utydeligt)... IP: Nej så er det klart, at så reducere vi altså, der vil aldrig ske noget i vores hus, som det man så med mors lille Ole eller.. I: (Utydeligt) IP: Ja det er nemlig (utydeligt)... og det vil ikke ske her i huset, fordi at øh, altså så snart vi ser et barn altså begynde at lukke ned altså, så går vi ind og tager over altså, og så siger vi og øhm og også selvom forældrene er her, så kan det også godt være, at så må vi sige højt, at det er godt, du er her, men men men øhm vi bliver simpelthen nødt til at have barnet mere i hænderne også selvom i er her I: Okay IP: Fordi barnet får ikke nok I: Okay, men det var, det vi var interesseret i at vide. Nemlig fordi der sad vi nemlig også at snakkede om sådan noget i forhold til sådan noget om, om skal det være nemmere at få anbragt de her børn? Skal loven strammes, eller er det egentlig retfærdigt nok at at altså...? IP: Den skal bare bruges, den skal bare bruges, og man skal have mod til at bruge den, og det er, det der nogle gange er svært, fordi der kan man, øh og det kæmper vi faktisk meget med her, hvor vi får mange henvendelser, hvor vi siger anbring dem, så sent som i dag har vi siddet med en sag øh øh, hvor vi siger anbring spædbarnet og så lad os lave en rigtig grundig undersøgelse, hvor vi tager ansvar for barnet, men hvor mor kommer og har rigtigt meget, altså så vi sikre på, at vi sikrer barnet, fordi at rigtig tit så er man, så siger man, at nej vi må endelig ikke skille mor og barnet, og det bliver sådan en mantra, det bliver sådan det hellige, men det er faktisk meget værre og være sammen med en mor, der ikke kan end og være her, hvor der godt nok er skiftende voksne, men det er alle sammen voksne som kan øh, og som kan tilbyde barnet det, der skal til. Og så kommer mor og er her rigtig meget. Det er faktisk meget bedre for barnet, og vi kan bedre, altså sikre at barnet ikke forsvinder øhm... I: Jeg tror, det var de spørgsmål, jeg havde så, ved jeg ikke om Trine sådan har I (2): Joeh Jeg vil bare hører, øh om du var tidligere altså familiebehandler her, inden du blev leder her? IP: Nej, jeg var afdelingsleder. I (2): Når okay okay, så snakkede du om, at et barn skal regulere sig selv øh, da vi snakkede om, at det havde et temperament. Kan du kort definere det?! 23! IP: Ja, men øh når jeg snakker om at regulerer sig selv, altså det det det er noget, der hedder, altså man taler om selvregulering, det er evnen til at give udtryk for, når jeg er, når jeg er sulten og falde til ro, når jeg så får mad, evnen til at give udtryk for, at at jeg har brug for trøst og så falde til ro, når jeg får trøsten. Evnen til at give udtryk for at jeg er træt, og når du så får hjælp til at komme, blive lagt i seng, så også falde til ro i det, hvor der er nogle børn, de har meget svært ved og tage imod trøsten. Så selvom de får tilbudt trøsten, så så får de ikke rigtig taget imod den, og det er der, hvor det kan blive skrøbeligt øhm, fordi det betyder ikke, at børnene ikke kan blive til vidunderlige børn, de børn kan sagtens blive vidunderlige børn, de har bare brug for lidt mere hjælp og lidt mere støtte fra deres omsorgsgiver. Og hvis ikke de får den hjælp og den støtte, fordi det, at du regulerer spædbarnet gør, at barnet langsomt får en evne til at regulerer sig selv, det vil sige, barnet har så mange gange oplevet, at når jeg græder, fordi jeg er sulten, så får jeg mad, så lærer barnet, at mor ved, når jeg er sulten. Så jeg behøver bare at sådan at sige "mh mh" (IP forsøger at lyde som en baby) og så siger mor, når du er sulten, nu skal jeg finde noget mad til dig. Så behøver jeg ikke at blive helt vildt ked af det, så behøver jeg bare at hører, mor sige, nu finder jeg noget mad til dig, som gør, at jeg kan berolige mig selv, og jeg venter, jeg kan holde til at vente på maden, for den kommer, det har jeg prøvet så mange gange, den kommer. Det det som gør, at barnet det kan regulere sig selv i kontakten, det har så mange positive erfaringer med at være i kontakten så øh så for eksempel øh... Når jeg er træt, så behøver jeg ikke at komme helt ud og blive meget ked (utydeligt) I (2): Tillid til at IP: Ja så kan jeg mærke,at nu er jeg træt, og så så er det nu, jeg plejer, og så så kan jeg jo lægge mig til at sove, det er jo ikke farligt, det der med at slippe kontrol og lægge mig til at sove, og det er det er faktisk noget, der skal udvikles ved, at den voksne hjælper til at regulere barnet de første måneder. Og når barnet er hen imod i hvert fald et halvt år, så skulle de gerne have en døgnrytme på plads, hvor de også regulerer sig selv. I (2): Øhm du snakkede også om, at et barn kan knytte sig til måske tre eller fire personer, men hvornår gælder det fra? Altså er det fra spæd, du mener, at de allerede kan tilknytte sig? IP: Altså der skal jo selvfølgelig helst være en til to primære omsorgsfigurer. I (2): Okay. IP: Det er det, der er aller bedst, øh men men men undersøgelser har faktisk vist, at et barn kan godt have op til fire vigtige tilknytningsfigurer. I (2): Allerede fra spæd af?! 24!

13 IP: Fra de er små. Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken for, hvornår det præcis kan ske, men tilknytning udvikler sig selvfølgelig igennem rela... (ufærdig sætning), gennem at have erfaringer fra at man er lille, ikke. Så så så så øhm jeg vil tænke, at det er noget, der vokser frem. Faktisk fra det at man har med barnet at gøre fra det er ganske lille. I (2): Ja, øhm jeg tror, det var det, jeg havde, jamen øh det var de spørgsmål, vi havde så. I: Har du noget, du vil spørge om? (Utydeligt) IP: Nej, nej jeg synes, at vi var godt omkring. I: Så vil vi selvfølgelig bare gerne sige tusinde tak for din hjælp. IP: Selv tak. I: Og spørge om der er nogen mulighed for, at vi måske altså kan få et telefonnummer, hvis vi kommer i tvivl om noget? IP: Ja det kan I sagtens. I: Så skriver vi det lige ned her. IP: Det er xx I: Perfekt tusinde tak, det var dejligt (utydeligt). Det er vi glade for, det var meget, meget uddybende spørgsmål, det var rigtig, rigtig fedt! IP: Ja det var godt.! 25!