1 Generelle principper

Transkript

1 Kapitel 1: Generelle principper 1 1 Generelle principper Billedrammen og dens udfyldning Når vi taler om billede i dag, ligger det i vores ubevidste definition, at der er en ramme om det, der beskrives, et skel mellem billedet og det, der ikke er billedet. Vi kan i virkeligheden ikke rigtigt forestille os billeder uden ramme. Det er også naturligt for os, at billedet har et rektangulært eller kvadratisk format. Uden en klar afgrænsning af fladen, en ramme, fungerer de kræfter, der er på spil i billedet, ikke rigtigt, ja for os fungerer de kun indenfor et rektangulært format -sml indledningerne til afsnit 2 og 7. Bruges der andre formater, er vi i dag mere skeptiske. Allerede de cirkulære eller de ovale formater er afvigende for os. Går vi 100 år tilbage var portrætfotos ofte ovale i façon. Den firkantede ramme er egentlig først blevet norm, da billedet blev selvstændiggjort fra væggen (og salgbart) i det 15. århundrede. Sålænge billedet var en vægudsmykning, kunne der nok være tale om inddeling af billedet i felter, der som oftest var rektangulære, men der var ikke tale om at feltet var en selvstændig enhed. Og inddelingen kan kun være strikte rektangulær på lodrette vægge. Inddelingen af malerierne i især hvælvingskapperne i de danske kirker giver derfor mange variationer i formater. Rammen behøver ikke at være markeret med en konturlinie eller være en fysisk ramme. En tydelig forskel mellem billede og ikke - billede kan markeres ved farveskift. Rammen betinger også, at der er noget udenfor billedet. Det er rammen, der gør det muligt for os at opfatte, at billedets verden fortsætter på den anden side af rammen. Vi opfatter rammen som det, der giver et udsnit af noget. Er der et udsnit, er der også tale om noget udenfor udsnittet. Rammen er kan forstås som betingelsen for det, der ligger udenfor. Og samtidig er det, der ligger udenfor, betingelsen for det, vi kan se inden for rammen. Dette gælder enkeltbilleder, det gælder film, det gælder muligvis for tegneseriernes ruder..websidernes inddelinger er mere kompliceret, billedet er snart et element i sin egen ret, omgivet af en ramme, snart er det et visuelt element der indgår i den samlede flades layout. Perception Vi opfatter lys/farver via nervesystemet på nethinden, de såkaldte tappe og stave. Stavene er kun lysfølsomme og dækker det perifere syn, tappene registrerer også farver, men de er koncentreret midt på nethinden. Stavene dækker et område der når omkring 160 grader rundt. Når vi ser foretager øjet en mængde små, lynhurtige bevægelser, de såkaldte sakkadiske bevægelser. Men det er stadig uklart hvordan vi ser. Hvor meget ser vi umiddelbart via medfødte evner og hvor meget ser vi middelbart, fordi vi har et lager af erfaringer? Hvor meget ser vi her og nu og hvor meget ser vi efter at vi har behandlet det? Der er stadig forskel på om man mener at den direkte perception er det vigtigste eller om vi konstruerer os frem. Hvor går grænsen mellem (visuel) perception og tænkning?

2 Kapitel 1: Generelle principper 2 Som en repræsentant for tilhængerne af den umiddelbare perception kan man nævne James D Gibson. Hans forskning sigtede mod at forklare hvordan vi bevæger os i verden og han var også optaget af særlige visuelle fænomener som billeder. Gibson gjorde op med den tanke at vi danner et statisk billede på nethinden, et billede som så i hast går videre til hjernen for derefter at blive afløst af et nyt. For Gibson er der tale om et konstant flow af visuel information Vi har i virkeligheden ingen statiske billeder i hjernen. Det der sker er at vi registrerer omverdenen via et system der består af en krop i bevægelse, et hoved med et par øjne i bevægelse og hjernen. Det afgørende er at synet er skabt for et væsen der er i bevægelse. Når vi perciperer ved vi hvor vi er, hvilken retning vi går i og hvor langt vi er kommet. Når vi perciperer ser vi også direkte hvordan vores omgivelser er: Vi kan se om en overflade er let eller svær at gå på, vi kan se hvordan noget er at røre ved, vi kan se om den krog er god at sidde i. Andre perceptionspsykologer (Gregory eller Hochberg) har lagt en større vægt på indlæring og erfaring og på at selve perceptionen ikke er så øjeblikkelig som Gibson vil hævde. Afhængigt af hvilken rolle man tillægger erfaring kan man med udgangspunkt i Gibson som den ene pol nærme os en konstruktivistisk opfattelse. Andre perceptionspsykologer som italieneren Kanizsa ser mere de to poler som noget der vedgår fordelingen af hjernens processer: er der tale om en passiv registrering af sansedata eller er der tale om en processuel konstruktion? Hvilket forhold er der mellem elementerne i den virkelige verden og i de registrerede fænomeners verden? For Kanizsa er der stadig en række uopklarede perceptionsfænomener: Hvordan kan hjernen ud fra nogle få informationer konstruere et mentalt objekt som vi ligeledes mentalt kan gå rundt om. Altså hvordan konstruerer vi 3D opfattelsen i hjernen? Hvordan kan vi uden mindste besvær operere med perceptuelle konstanser? Vi registrerer en person af samme størrelse der enten nærmer sig eller fjerner sig. Vi registrerer ikke at X bliver større eller mindre. Vi ser stort set den samme røde farve på en given genstand som vi ikke kendte noget til før ligegyldigt hvor store udsving der er i lyset. Vi er aldrig i tvivl om hvad det skiftende visuelle indtryk skyldes, om det er os der bevæger os eller noget ude i verden der bevæger sig. Den belgiske semiotiker gruppe, Groupe my (my-gruppen), fra Liège, knytter de forskellige opfattelser sammen i et skema over vores perception. Det nedenstående skema er kun gyldigt for det visuelle tegn, dvs. for billeder

3 Kapitel 1: Generelle principper 3 SANSNING REPERTOIRE mikrotop. analysator. TEKSTUR FORM FARVE integration motivuddragere farveanalysatorer sammenligning Fig.1 Mygruppens skema over den visuelle perception. Nogle grundprincipper i billedfladen "Gestalt" er et grundlæggende begreb indenfor billedanalyse. Det kan oversættes ved "form", "skikkelse" eller bevares uoversat "gestalt". Det kan defineres som en isoleret, afgrænset, lukket og struktureret form (Bildanalys 1992, 156). Det vigtige er, at vi opfatter billedets helhed som en form før vi opfatter dets elementer: det betyder også at helheden er andet og mere end summen af elementerne. Vi opfatter med andre ord et billedes hovedlinier, hovedhandling og hovedbetydning, før vi går ind i billedet og kigger efter detaljerne og fortolker dem, og før vi finder frem til detaljer, der "falder udenfor" helheden. Det bliver derfor af central betydning, at vi kan se, hvordan et billede deles op i mindre helheder og - omvendt - hvordan delene, småelementerne kan samles til større helheder.

4 Kapitel 1: Generelle principper 4 Figur og grund Figur er det, som vi underkaster en opmærksomhed, og som træder frem for os som en afgrænset helhed - på en given baggrund - her kaldet "grund". Grunden er i princippet grænseløs (den opfattes sådan), mens figuren er klart afgrænset. figuren har gestalt, det har grunden ikke. Figuren vil altid opfattes som liggende foran grunden. Uden en sikker registrering af figuren grund kan vi ikke rigtig opfatte et billede. Vi kan prøve at karakterisere figuren på flg. måde: Det mindste element vil have tendens til at blive opfattet som figur Figuren er afgrænset og sluttet. Hvis der er brugt konturlinie vil den næsten altid markere figuren. Konvekse former vil blive opfatte som figur, mens konkave former vil opfattes som grund. Muligvis tendere mørke elementer mod at blive opfattet som figur, mens en lys farve tenderer mod grund Elementer der er orienteret vertikalt eller horisontalt vil tendere mod at blive opfatte som figur, mens elementer der er orienteret på anden vis vil tendere mod at blive opfattet som grund. Der er undtagelser se nedenfor. Man kan som My-gruppen sige, at figuren er basis for, at vi opfatter en form. Formen forudsætter at der er en figur ( Groupe my 1992, 67-72). Se også Kress 1996 om "salience". Fig. 2: Figur og grund: gør den forskellige farvelægning nogen forskel?

5 Kapitel 1: Generelle principper 5 Det samme element kan ikke opfattes som figur og grund på samme tid. I Rubins berømte eksempel hvor man snart ser de ene element som figur, snart det andet. Man kan kun se enten vasen eller de to ansigter på samme tid. Ser vi ansigterne, forsvinder vasen og bliver til den uafgrænsede grund. Ser vi vasen forsvinder ansigterne. Om vi ser det ene eller det andet afhænger delvis af rammen. Fig. 3: Rubins vase--- Fig. 4: Konkave og konvekse former

6 Kapitel 1: Generelle principper 6 Hvis vi placerer en et mindre, hvidt kvadrat ovenpå et større og sort kvadrat (begge orienteret vertikalt/horisontalt), kan der opstå forskellige effekter, der er beslægtede med figur-grundforholdet. Det hvide kvadrat ovenpå det sorte vil blive opfattet som grund hvis det sorte er reduceret til en tynd ramme (vi ser ud gennem et vindue). Der er tre varianter i rammebredden på fig. 4. Der vil formodentlig altid være forskellige opfattelser af hvad der er figur og hvad der er grund. Hvis vi vipper det hvide kvadrat en anelse, vil der være tendens til at vi opfatter det som en form der er skævt hængt op på kvadratet Fig. 5: Kvadrater på kvadrater Nedenfor er der i alt fire store plettede kvadrater, to sorte og to lysegrå og med pletter af den modsatte farve. I begge tilfælde er et mindre kvadrat af samme farve som det store lagt ovenpå. I hvilket tilfælde opfattes det lille kvadrat som et hul, en åbning ud mod grunden og i hvilke tilfælde opfattes det lille kvadrat som et kvadrat der er lagt ovenpå det store? Vores perception har selvsagt intet at gøre med hvordan billederne er blevet konstrueret under tegneprocessen. Her er der i alle tilfælde tale om at det lille kvadrat var lavet i et lag (photoshop) der lå oven på det lag det store var lavet i

7 Kapitel 1: Generelle principper 7 Fig. 6: Sorte og grå kvadrater. Fig. 7: Sorte og grå kvadrater Helheden ses før detaljerne. Når vi ser på et billede, ser vi som nævnt hvad det forestiller i én øjeblikkelig operation. Vi lægger ikke delelementer sammen og får helheden ud som et facit. Hvad delelementerne består af, er i perceptions-øjeblikket underordnet. Det er det totale mønster, der afgør identifikationen. Ved meget vanskeligt identificerbare billeder - f.eks.. billeder, der i ekstrem grad bruger grafiske virkemidler som sort-hvide kontraster - er det ikke altid lige let for den, der har set, hvad billedet forestiller, at forklare dette til den, der ikke har fattet, hvad han/hun ser. Vi kan godt forklare tingene til en person der

8 Kapitel 1: Generelle principper 8 prøver at se hvad billedet viser. Men identifikationen kommer ikke gradvist, den kommer i et hug. Fig. 8: Ansigt eller pletter? Vi ser også hurtigt de vigtigste linier i billedet. Om trekanten er lavet af små kvadrater eller af små cirkler, er ligegyldigt. Den overordnede konstellation er afgørende Fig. 9: Trekanter.

9 Kapitel 1: Generelle principper 9 Nærhedsprincippet og lighedsprincippet Billedets elementerne grupperes efter deres indbyrdes afstand. Det ses tydeligst, hvis alle elementerne er identiske. Hvis de er af forskellig størrelse eller af forskellig form, er grupperingen i større helheder ofte mindre indlysende. Men det er netop det, vi ofte oplever i et maleri eller et fotografi: vi kan ikke altid klart afgrænse eller samle elementerne. Elementerne, der ligner hinanden, f.eks. har samme form, vil alt andet lige tendere mod at samles i grupper. Fig 10: Hvordan samles elementerne i helheder? Konturlinien og den lukkede form. En lukket form, d.v.s en form der er helt indesluttet af en konturlinie vil altid opfattes som en helhed, som en figur. Konturen vil altid høre til figuren. Hvis to figurer er fælles om en del af konturlinien, vil denne opfattes som hørende til begge figurer, der således begge bliver lukkede.

10 Kapitel 1: Generelle principper 10 Fig 11: Bicellerne opfattes ens, hvadenten hver har sin egen konturlinie eller deler den med nabocellen (efter Arnheim) Vi opfatter i enkle former og enkle linier Oftest vil man opfatte de former, man ser, ud fra et princip om enkelthed. Ved en kompleks stregtegning der danner en lukket geometriske form vil man opfatte, at der er tale om flere enkle og isolerede geometriske former. Man vil altså opfatte figur 12 s store form som bestående af to enkle overlappende former og ikke som to mere uregelmæssige former der støder op til hinanden. Fig 12: Den øverste figur kan teoretisk være sammensat på to måder, men de fleste vil opfatte den som sammensat af de to figurer nederst til højre.

11 Kapitel 1: Generelle principper 11 Linierne til højre i Fig.13 vil normalt opfattes som T Z og X Y. Man taler om Den gode kontinuation. De færrest vil se Y Z og X T., mens X Z og T Y nok vil blive set af nogle. I samme øjeblig vi lukker formen vil lukningen gennemtvinge et andet linieforløb. Til venstre danner T Y og X Z en lukket form. Fig. 13: Den gode kontinuation vs. den gode gestalt. Vi vil også normalt intuitivt komplettere en ufuldstændig figur. Vel at mærke hvis vi opfatter den som en mangel på billedet, derimod vil vi ikke komplettere et billede hvis det viser et defekt objekt. Det er denne vores evne til at skelne mellem de to former for ufuldstændighed, der ligger til grund for My-gruppens opfattelse det visuelle tegn og deres teori om en visuel isotopi (se afsnit 7) Fig 14: Hvordan kompletterer vi de to ufuldstændige hoveder?

12 Kapitel 1: Generelle principper 12 Enkle former i kombination Ved silhuetbilleder o.l. der viser en kompliceret form vil vi som vi har set opløse den i to eller flere enklere former. Samtidig vil vi undertiden kunne se hvilken form der ligger forrest selvom vi kun ser en enkelt sort figur. Fig. 15 Kombinerede formers indbyrdes placering Fig. 16 To sammenflettede former. På fig. 15 opløser vi let den første figur i en trekant og et kvadrat og den anden figur ser, måske med lidt større besvær vi som et rektangel og en s-formet skikkelse. Vi er i den samme problemstilling som i fig. 12.

13 Kapitel 1: Generelle principper 13 Det er vanskeligt at afgøre om trekanten er placeret foran kvadratet eller omvendt, derimod er det ret sikkert at de fleste vil se den anden figur som et rektangel der er placeret foran s-formen.. Smalle former opfattes som værende bagved brede former. Den form der er tydeligst afskåret, vil opfattes som bagvedliggende. Hvis vi tager to lidt mere komplicerede former, som hver har en smal og en bred ende, vil de begynde at flette sig sammen som på fig. 16. Strukturskelettet Under diskussionen af, hvad man skal forstå ved "form" (shape, d.v.s. et element i billedet), bemærker Arnheim, at det, der definerer formen, ikke kun er den ydre grænse eller kontur (linier, masse), men også en anden størrelse nemlig struktur-skelettet, der er et perceptionsfænomen og nærmest er at forstå som en indre linie, der resumerer den udvendige form (Arnheim 1974, 92-93) - altså en form for "skelet". Arnheims argumentationer for den psykologiske eksistens af et sådant strukturskelet er nok noget tynd (dog synes den bekræftet af perceptionspsykologen Marrs arbejder), men for det praktiske arbejde med billeder er det et nyttigt begreb. Det er hans påstand, at vi altid ser eller forstår vores omverden i denne form for reducerede strukturer, som ofte gengiver formernes bevægelse eller retning etc. (Messaris 1994, side49-50) Det er lettest at forstå begrebet ud fra en tegning: Her vises strukturskelettet i geometriske figurer, i et velkendt ældre maleri Fig. 17: Strukturskelettet over Michelangelos skabelsesberetning.

14 Kapitel 1: Generelle principper 14 Strukturskellettet vil være meget tydeligt at indtegne i mandagsavisernes sportsreportager. Ingen sportsgren lægger så meget op til brugen af strukturskelletter i reportagefotoet som fodbold.