VÆRDISÆTNING AF ARKITEKTONISK KULTURARV AFGANGSOPGAVE / FORÅR 2014 SOFIE HVIID

Transkript

1 VÆRDISÆTNING AF ARKITEKTONISK KULTURARV AFGANGSOPGAVE / FORÅR 2014 SOFIE HVIID

2 INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD INDLEDNING OPGAVENS AFSÆT PROBLEMFELT ET BREDERE SPEKTRUM AF ARKITEKTONISK KULTURARV KULTURSTYRELSENS VÆRDISÆTNINGSMETODER PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS PROBLEMFORMULERING OPGAVENS INTENTION AFGRÆNSNING OPGAVENS GRUNDANTAGELSER OG POSITION METODISK STRUKTUR DISPOSITION OPGAVENS TEORETISKE GRUNDLAG VURDERING AF OPGAVENS TEORETISKE GRUNDLAG ARKITEKTONISKE EKSEMPLER REPRÆSENTATIONSFORMER FOTOGRAFI ØVRIGE REPRÆSENTATIONSFORMER LÆSEVEJLEDNING BEGREBSAFKLARING DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS 27 REDEGØRELSE OG ANALYSE ATHEN CHARTRET 27 Værdisætning af arkitektonisk kulturarv Afgangsopgave / forår 2014 Sofie Hviid Studienummer 3284 Vejleder Kjeld Vindum Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering Arkitektskolen Kandidatprogram i Kulturarv, Transformation og Restaurering Afgangsdato VÆSENTLIGE RESOLUTIONER CHARTRETS BEGREBER VENEDIG CHARTRET CHARTRETS BEGREBER VÆSENTLIGE TEMAER VÆRK OG KONTEKST BEVARINGSHOLDNING KULTURHISTORISK UDVIKLING 29 5

3 NUTIDIGE FUNKTIONER VERDENSARVSKONVENTIONEN KULTURARVSDEFINITION ENESTÅENDE UNIVERSEL VÆRDI OPERATIONAL GUIDELINES AUTENTICITET OG INTEGRITET GRANADA KONVENTIONEN ARKITEKTURARV NUTIDIG FUNKTION NARA DOKUMENTET NY FORSTÅELSE AF KULTURARVSVÆRDIER AUTENTICITETSBEGREBET MATERIELLE / IMMATERIELLE VÆRDIER KRAKOW CHARTRET KONTINUERLIG FORANDRING CHARTRETS SAMMENFATNING AF VÆSENTLIGE UDVIKLINGSTRIN KOMPLEKSE HELHEDER BEVARINGSPROCESSER AUTENTICITET FARO KONVENTIONEN MENNESKELIGE VÆRDIER I CENTRUM ÆNDRET DEFINITION AF KULTURARVSVÆRDIER BÆREDYGTIGHED 41 DISKUSSION CENTRALE TEMAER OG BEGREBER I KULTURARVSDISKURSEN KULTURARVSFORSTÅELSE BEVARINGSPROCESSER KONTEKST KONTINUERLIG FORANDRING NUTIDIG FUNKTION AUTENTICITET INTEGRITET 47 DELKONKLUSION DET NUVÆRENDE UDVIKLINGSTRIN I DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS 51 REDEGØRELSE OG ANALYSE BYGNINGSFREDNINGSLOVENS HISTORISKE UDVIKLING GÆLDENDE BYGNINGSFREDNINGSLOV LOVGIVNINGENS FORMÅL FREDNINGSOMFANG KULTURARVENS FUNKTION FREDNINGENS RETSVIRKNINGER BEVARINGSVÆRDIGE BYGNINGER NATIONAL FREDNINGSGENNEMGANG KULTURSTYRELSENS ORGANISATIONSSTRUKTUR KULTURSTYRELSENS VÆRDISÆTNINGSMETODER SAVE-METODEN BEVARINGSPRINCIPPER VEJLEDNING TIL VURDERING AF FREDNINGSVÆRDIER BYGNINGSBESKRIVELSE BYGNINGSHISTORIE MILJØMÆSSIG VÆRDI KULTURHISTORISK VÆRDI ARKITEKTONISK VÆRDI DE BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER 61 DISKUSSION OG VURDERING PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS VEJLEDNING TIL VURDERING AF FREDNINGSVÆRDIER ÉN METODE TIL HELE SPEKTRET AF KULTURARV DE TRE VÆRDISÆTNINGSKRITERIER DEN MILJØMÆSSIGE VÆRDI SOM VÆRDISÆTNINGSKRITERIE DE BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER ORIGINALITET SOM KULTURARVSVÆRDI INTERNE FORHOLD I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS OPHÆVELSEN AF DEN TIDLIGERE FREDNINGSDIFFERENTIERING DELT FORVALTNING AF DE FREDEDE OG BEVARINGSVÆRDIGE BYGNINGER AFFREDNINGER AF DE TIDLIGERE B FREDEDE BYGNINGER BEVARINGSPRAKSIS I KULTURSTYRELSEN OPDELT FORVALTNING MED FORSKELLIGE METODER BYGNINGSFREDNINGSLOVEN OG VÆRDISÆTNINGSMETODEN

4 DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS OG DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS KULTURARVSFORSTÅELSE BEVARINGSPROCESSER KONTEKST KONTINUERLIG FORANDRING FREMTIDIG FORANDRING NUTIDIG FUNKTION DEN FREMTIDIGE KULTURARVSDISKURS BÆREDYGTIGHED 79 DELKONKLUSION PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS ÉN SAMLET BEVARINGSPRAKSIS VÆRDISÆTNINGSKRITERIER OG VÆRDISÆTNING DIFFERENTIERET FREDNINGSOMFANG FREDNINGSKLASSIFICERING MEDFØLGENDE OPFORDRING PROBLEMSTILLINGER VED DEN NYE VÆRDISÆTNINGSMETODE KONKLUSION 137 KILDEHENVISNINGER EKSEMPLIFICERING PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS DET FYSISK FORANKREDE / HELHED BRØNDBY STRAND OPLEVELSEN AF BRØNDBY STRAND FREDNINGSRELATEREDE PROBLEMSTILLINGER VED BRØNDBY STRAND DET TIDSLIGE / TILFØJELSER OVER TID ELVÆRKSGRUNDEN OPLEVELSEN AF ELVÆRKSGRUNDEN FREDNINGSRELATEREDE PROBLEMSTILLINGER VED ELVÆRKSGRUNDEN DET RELATIONELLE / VÆRDI I KRAFT AF SAMMENHÆNG RÅDMANDSGADE OPLEVELSEN AF RÅDMANDSGADE FREDNINGSRELATEREDE PROBLEMSTILLINGER VED RÅDMANDSGADE FORSLAGSSTILLELSE NY VÆRDISÆTNINGSMETODE VÆRDISÆTNINGSKRITERIER VÆRDISÆTNING FREDNINGSDIFFERENTIERING LANDSKABSARKITEKTONISKE VÆRKER DIFFERENTIERET FREDNINGSOMFANG DEN NYE VÆRDISÆTNINGSMETODE I PRAKSIS REFLEKSIONER OM DEN NYE VÆRDISÆTNINGSMETODE

5 FORORD Jeg holder af at cykle gennem byen. Med musik i ørerne. Kigge på folk og føle at jeg kommer nogen vegne. Jeg er begyndt at kigge op. Jeg har ikke længere det samme perspektiv. Mit eget perspektiv, hvor jeg kun forholder mig til min omverden i øjenhøjde. Nej, nu kigger jeg op. Jeg er begyndt at lægge mærke til de små detaljer. Til mørtlen og murværket. Til vinduernes placering i facadens plan. Til strukturen og relieffet i betonen. Jeg bliver begejstret for detaljer, der er udført med omhu. Hvor jeg kan se, at nogen har gjort sig umage. I profileringen af en sprosse, der bryder lyset. I proportioneringen af et vindue, der føles præcis rigtig. Og jeg er begyndt at lægge mærke til de store sammenhænge. Bygningernes indbyrdes takt og samspil. Bygningstræk fra tidligere tider. Byens kvarterer, der har ændret sig over tid og gør det endnu. Mens jeg cykler fra det ene til det andet. Derfor betyder den arkitektoniske kulturarv noget for mig. Den er noget, som nogen har ønsket at give videre. Har tænkt over, sat i sammenhæng og udført med præcision. Det vil jeg værne om og give videre til andre. 11

6 INDLEDNING OPGAVENS AFSÆT Afgangsopgaven tager afsæt i tre en halv måneders feltstudie hos Kulturstyrelsen i efteråret 2013 med særlig tilknytning til fredningsgennemgangen under kontoret for Arkitektur, Design og Kunsthåndværk. Feltstudiet indbefattede studier af Kulturstyrelsens værdisætningsmetode, Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012), oplæring i metodens anvendelse i praksis, herunder besigtigelser og udarbejdelse af fredningsbeskrivelser. Desuden indbefattede feltstudiet deltagelse i fredningsgennemgangens teammøder, kontormøder i kontoret for Arkitektur, Design Og Kunsthåndværk, samt et møde i Det Særlige Bygningssyn. Hertil kommer studier af Kulturstyrelsens øvrige metoder samt af det lovgivningsog forvaltningsmæssige grundlag for Kulturstyrelsens arbejde. Dette feltstudie danner det empiriske grundlag for opgaven. Feltstudiet har blandt andet bidraget med en nuancering af Kulturstyrelsens bevaringspraksis, der ikke forekommer eksplicit i lovgivning, metoder og skreven forvaltningspraksis. For at sikre størst mulig evidens baseres opgavens redegørelse, analyse, diskussion og vurdering primært på konkrete skriftlige formuleringer i det udvalgte materiale. Dog vil der optræde enkelte nuanceringer, der baseres på empirisk viden fra feltstudiet. Således anerkendes den forvaltningsmæssige afvejning, der kan forekomme i oversættelsen af teori til praksis i den danske forvaltning af kulturarv PROBLEMFELT Værdisætning af arkitektonisk kulturarv bliver bestandigt udfordret af bevaringsfeltets teoretiske udvikling, af den tekniske viden om bevaring samt af de lovgivningsmæssige rammer og betingelser for offentlig forvaltning. Ligeledes udfordres værdisætningen af et stadigt bredere spektrum af arkitektoniske kulturarvsværdier, der anerkendes som fredningsværdige ET BREDERE SPEKTRUM AF ARKITEKTONISK KULTURARV I den tidlige internationale kulturarvsdiskurs defineredes den arkitektoniske kulturarv primært som historiske monumenter (The Athens Charter, 1931). Med baggrund i bygningernes monumentstatus forsøgte den datidige bevaringspraksis at musealisere kulturarven ved at fastfryse dens arkitektoniske udtryk i én stilistisk periode og i dens samtidige kontekst. I dag har kulturarvsdiskursen udviklet sig til yderligere at anerkende mere komplekse og subtile kulturarvsværdier (The Faro Convention, 2005), der kontinuerligt udfordrer den gængse bevaringspraksis. Den fredningsværdige arkitektoniske kulturarv omfatter således i stigende grad også de mindre prangende og mere subtile kulturarvsværdier. Kulturarv, der vidner om den almene befolknings 13

7 kulturhistorie, eksempelvis bolig- og erhvervsforhold, offentlige institutioner, rekreative områder, industri og produktion. Denne kulturarv er ofte mindre prætentiøs og mere pragmatisk i sit arkitektoniske udtryk end de historiske monumenter, der tidligere blev fredet. Denne kulturarv lader sig ikke musealisere, da kulturarvsværdierne ofte er komplekse og kan komme til udtryk i utallige kombinationer, der både er fysisk forankrede og abstrakte. Det stadigt bredere spektrum af arkitektonisk kulturarv og kulturarvsværdier stiller således den danske bevaringspraksis over for en række udfordringer i anerkendelsen og inkorporeringen af disse værdier. Udfordringerne forekommer både i værdisætning, lovgivning og forvaltning, samt i relationerne mellem disse tre aspekter af den danske bevaringspraksis KULTURSTYRELSENS VÆRDISÆTNINGSMETODER Den danske arkitektoniske kulturarv værdisættes og forvaltes af Kulturstyrelsen. Kulturstyrelsen har til formålet udviklet nogle værdisætningsmetoder og forvaltningspraksisser, der er defineret inden for Bygningsfredningslovens rammer, samt præget af øvrig national og international teori og praksis (personlig kilde, 2014). På baggrund af et kommissorium fra Kulturministeriet offentliggjorde Rapport fra udvalget om bygningsbevaring i 2009 en anbefaling om at iværksætte en national fredningsgennemgang (Rapport fra udvalget om bygningsbevaring, 2009, side 4, 5). Således udfører Kulturstyrelsen i perioden en gennemgang af samtlige fredede bygninger i Danmark med henblik på at udpege og beskrive bygningernes bærende fredningsværdier. Hertil har Kulturstyrelsen udviklet en værdisætningsmetode, kaldet Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012), der er det strukturerende og værdisætningsteoretiske grundlag for fredningsgennemgangen. Denne værdisætningsmetode er udgangspunktet for opgavens behandling af Kulturstyrelsens måde at værdisætte PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS Vurderes den danske bevaringspraksis i relation til udviklingen af den internationale kulturarvsdiskurs, forekommer der en række uoverensstemmelser i anerkendelsen af kulturarvsværdier. Den danske praksis er ikke formelt i stand til at anerkende og frede en række komplekse kulturarvsværdier, der på nuværende tidspunkt anerkendes og tillægges værdi i den internationale kulturarvsdiskurs. Dette kommer både til udtryk i værdisætning, lovgivning og forvaltning. Der er således en række komplekse kulturarvsværdier, der i den nuværende danske bevaringspraksis risikerer at gå tabt, hvis ikke værdisætning, lovgivning og forvaltning bliver ændret til at kunne anerkende og frede disse kulturarvsværdier PROBLEMFORMULERING Med afsæt i en redegørelse for og analyse af den internationale kulturarvsdiskurs diskuteres og vurderes den danske bevaringspraksis med fokus på værdisætningsmetoden, Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012), for at kunne påvise nuværende uoverensstemmelser og problemstillinger i den danske praksis. På den baggrund tilstræber opgavens forslagsstillelse at kvalificere den eksisterende værdisætningsmetode med henblik på at sikre større følsomhed for og bevaring af komplekse arkitektoniske kulturarvsværdier OPGAVENS INTENTION Opgavens intention er, at den arkitektoniske kulturarvs stadigt bredere spektrum af kulturarvsværdier i højere grad anerkendes, værdisættes og inkorporeres i den danske bevaringspraksis. Opgavens forslagsstillelse har således til hensigt at bidrage til den danske bevaringspraksis ved at pege i retning af en mere fleksibel værdisætning, lovgivning og forvaltning. Yderligere er det opgavens intention at bidrage til en højere grad af overensstemmelse mellem den danske bevaringspraksis og de kulturarvsværdier, der på nuværende tidspunkt anerkendes i den internationale kulturarvsdiskurs AFGRÆNSNING Bevaring af arkitektonisk kulturarv er et fagligt område, der omfatter en lang række aktører og arbejdsområder, der i større eller mindre grad er indbyrdes forbundne eller har en afsmittende effekt på hinanden. Særligt den offentlige bevaringspraksis er præget af komplekse sammenhænge mellem værdisætning, lovgivning og forvaltning. Opgaven beskæftiger sig primært med det metodiske aspekt af værdisætning og tager således ikke højde for alle de komplicerede problemstillinger, der vil kunne opstå i inddragelsen af nuværende lovgivning, forvaltning og praksis. Denne afvejning foretages på baggrund af opgavens ambition om at nytænke og kvalificere den eksisterende værdisætningsmetode. Det er derfor nødvendigt at forholde sig til metoden som et værdisætningsredskab for at kunne udvikle den, da nytænkning forudsætter en kreativ tilgang, der ikke lader sig begrænse af den eksisterende metodes lovgivnings- og forvaltningsmæssige problemstillinger. Opgaven tager afsæt i, at bevaring af kulturarvsværdier, og dermed værdisætningen af disse værdier, går forud for lovgivning og forvaltning OPGAVENS GRUNDANTAGELSER OG POSITION Opgaven opererer med en række grundantagelser, der således definerer opgavens position i analysen, diskussionen og vurderingen af genstandsfeltet

8 DIAGRAM OVER OPGAVENS OPBYGNING Opgaven opererer med en grundantagelse om, at den arkitektoniske kulturarv defineres af et bredt spektrum af kulturarvsværdier. Kulturarvsværdierne kan knytte sig til både det specifikke, det fysisk forankrede og det abstrakte. Kulturarvsværdierne kan ligeledes knytte sig til komplekse sammenhænge mellem værdierne og tillægges bevaringsværdi netop i kraft af disse sammenhænge. DIAGRAM 1.1 OPGAVENS DISPOSITION Opgaven opererer ligeledes med en grundantagelse om, at den arkitektoniske kulturarv er i en kontinuerlig proces, der bestandigt ændrer forudsætningerne for bevaring. Den kontinuerlige proces forekommer eksempelvis gennem naturligt forfald, funktionsændringer, tilføjelser af bygningslag, ændringer i kontekstuelle forhold og en forandret forståelse af kulturarvsværdier. AFSNIT SIGTE Det er yderligere en grundantagelse, at værdisætning af arkitektonisk kulturarv implicit forudsætter en subjektiv stillingtagen. Værdisætning er per definition en vurdering af nogets værdi. I relation til den arkitektoniske kulturarv beror værdisætning således altid på den enkeltes viden om og forståelse af kulturarvsværdier. Den, der værdisætter, kan være præget af eksempelvis sine egne subjektive præferencer, af sin faglige baggrund eller af den kollektive, samfundsmæssige forståelse og anerkendelse af kulturarvsværdier, der kontinuerligt udvikler sig og tillægger nye aspekter af kulturarven værdi. Dermed er en værdibaseret stillingtagen forudsætningen for værdisætning. Således kunne det siges, at værdisætning som faglig disciplin burde tilstræbe en mere alment gyldig, objektiv stillingtagen. Dette er imidlertid ikke opgavens position. Sammenholdt med ovenstående grundantagelse om den kontinuerlige udvikling i forståelsen af kulturarvsværdier, er kulturarvsværdier ikke statiske, iboende værdier. I stedet tillægges de værdi proportionalt med den forståelse og anerkendelse, som den enkelte eller samfundet har af kulturarven. På den baggrund kan værdisætningen siges snarere at skulle tilstræbe en intersubjektivitet, der på den ene side anerkender værdisætningens subjektive karakter og på den anden side er mulig at anerkende og forstå for de fleste subjekter. På samme måde som værdisætning forudsætter subjektivitet eller i bedste fald intersubjektivitet, anerkendes det, at denne opgave ligeledes forudsætter en subjektiv stillingtagen og holdning til bevaring METODISK STRUKTUR Metodisk struktureres afgangsopgaven efter et dispositionsprincip med afsnit, der skal forstås som en række erkendelsesniveauer, der kontinuerligt bygger på det forrige og derved kvalificerer det næste. Erkendelsesniveauerne bliver således fundamentet for opgavens forslagsstillelse om kvalificering af den eksisterende værdisætningsmetode. INDLEDNING DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS REDEGØRELSE OG ANALYSE DISKUSSION DELKONKLUSION DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS REDEGØRELSE OG ANALYSE DISKUSSION OG VURDERING DELKONKLUSION EKSEMPLIFICERING FORSLAGSSTILLELSE KONKLUSION PROBLEMFELT OG PRÆMISSER IDENTIFICERING AF NUVÆRENDE UDVIKLINGSTRIN GENNEM UDPEGNING AF CENTRALE TEMAER OG BEGREBER IDENTIFICERING AF PROBLEMSTILLINGER SAMT UOVERENSSTEMMELSER MELLEM DEN INTERNA- TIONALE KULTURARVSDISKURS OG DEN DANSKE PRAKSIS EKSEMPLIFICERING AF PROBLEMSTILLINGER OG UOVERENSSTEMMELSER FORSLAG TIL KVALIFICERING AF DEN EKSISTEREN- DE METODE 16 17

9 DISPOSITION Afgangsopgaven er overordnet struktureret i seks afsnit, henholdsvis indledning, den internationale kulturarvsdiskurs, den danske bevaringspraksis, eksemplificering, forslagsstillelse og konklusion. Alle dokumenterne er internationalt anerkendte for deres bidrag til kulturarvsdiskursen. Udvælgelsen af netop disse dokumenter bygger desuden på et internt notat i Kulturstyrelsen fra 2010, der ikke er offentligt tilgængeligt, samt samtaler med relevante ansatte i styrelsen. Indledningen formulerer opgavens overordnede problemfelt, sigte og præmisser. Opgaven tager afsæt i en redegørelse for og analyse af den internationale kulturarvsdiskurs med henblik på at kunne udpege diskursens centrale temaer og begreber. Endvidere diskuteres de centrale temaer og begrebers historiske udvikling for endeligt at kunne identificere det nuværende udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs. Diskussionen afsluttes med en delkonklusion. Dernæst foretages en redegørelse for og analyse af den danske bevaringspraksis med særligt fokus på Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012). På den baggrund diskuteres og vurderes den danske bevaringspraksis med henblik på at udpege værdisætningsmetodens begrænsninger, de interne problemstillinger i danske bevaringspraksis samt uoverensstemmelser mellem den internationale kulturarvsdiskurs og den danske praksis. Diskussionen og vurderingen afsluttes med en delkonklusion. Dernæst eksemplificeres de identificerede problemstillinger og uoverensstemmelser gennem udvælgelse af tre konkrete eksempler på arkitektonisk kulturarv, der udfordrer den nuværende danske bevaringspraksis. Slutteligt foreslås en kvalificering af den eksisterende metode med en ny taksonomi og en række nye værdisætningskriterier, der indebærer større fleksibilitet og følsomhed over for de arkitektoniske kulturarvsværdiers kompleksitet og diversitet. Den nye metode gør det ligeledes muligt at anerkende og inkorporere disse komplekse værdier i den øvrige bevaringspraksis. Opgaven afsluttes med en konklusion. Opgavens disposition og fremgangsmåde samt hvert afsnits sigte illustreres i diagram OPGAVENS TEORETISKE GRUNDLAG Opgavens teoretiske grundlag for det første redegørelses- og analyseafsnit er en række udvalgte skelsættende dokumenter fra den internationale kulturarvsdiskurs. Disse dokumenter kan kategoriseres chartre, konventioner og dokumenter. Benævnelsen de internationale dokumenter vil referere overordnet til alle tre typer af dokumenter. De udvalgte chartre, konventioner og dokumenter adskiller sig fra hinanden ved at have forskellige karakteristika og formål. Chartrene kan betragtes som en ideologisk og værdibaseret stillingtagen til bevaring af kulturarv og kulturarvsværdier. Chartrene fungerer således som værdigrundlag, der formulerer principper for bevaring uden efterfølgende at være juridisk forpligtende. Konventionerne er internationale aftaler, der fremsætter bestemmelser om bevaring og forvaltning af kulturarv, der ved en ratificering forpligter det pågældende deltagerland juridisk til at overholde konventionens bestemmelser. Dokumenterne har forskellig indholdsmæssig karakter, der befinder sig et sted mellem charter og konvention. Det teoretiske grundlag for opgavens andet redegørelses- og analyseafsnit om den danske bevaingspraksis er udvælgelsen af den danske bygningsfredningslov (2010) og Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012). Der perspektiveres desuden til to øvrige værdisætningsmetoder i den danske forvaltningspraksis. Lovgivningen og metoderne er udvalgt på baggrund af deres centrale rolle for værdisætning og forvaltning af kulturarv i den danske bevaringspraksis Diagram 1.2 giver et overblik over opgavens udvalgte dokumenter, deres udgivelsesår og kategorisering. Tre af de udvalgte dokumenter bliver løbende revideret og udgivet på ny. Disse dokumenters oprindelige udgivelsesår angives med en stiplet streg og det oprindelige årstal i parentes. Senest reviderede version angives med en sort boks og årstal uden for parentes VURDERING AF OPGAVENS TEORETISKE GRUNDLAG I en vurdering af opgavens teoretiske grundlag kan følgende bemærkes. De udvalgte internationale dokumenter er udgivet af en række forskellige organisationer og instanser, der alle er aktører på kulturarvsområdet. Dette har betydning for dokumenternes respektive tilblivelsesgrundlag, formuleringer og bagvedliggende politiske og diplomatiske hensyn. Dokumenterne har ligeledes en historisk kontekst, som i større eller mindre grad har influeret deres indhold. Dermed er udgangspunktet for dokumenternes indhold forskelligt, hvilket skal tages i betragtning ved opgavens direkte sammenligning af dokumenterne. Opgavens rammer muliggør dog ikke en inddragelse og vurdering af de enkelte dokumenters historiske, organisatoriske og politiske kontekst. I stedet fokuserer opgaven på at anskueliggøre dokumenternes respektive bidrag til den internationale kulturarvsdiskurs, hvor de enkelte dokumenter kan ses som eksponenter for forskellige historiske udviklingstrin. Opgavens redegørelse, analyse og 18 19

10 DIAGRAM OVER UDVALGTE DOKUMENTER DIAGRAM 1.2 OPGAVENS UDVALGTE DOKUMENTER diskussion af den internationale kulturarvsdiskurs fokuserer således på udviklingen af dokumenternes begreber, begrebsdefinitioner og centrale temaer ARKITEKTONISKE EKSEMPLER Opgavens eksemplificering af problemstillinger i den danske bevaringspraksis vil gøre brug af tre arkitektoniske eksempler, der påpeger hver deres konkrete problemstilling. De tre arkitektoniske INTERNATIONALE DOKUMENTER CHARTRE KONVENTIONER ATHEN CHARTRET 1931 VENEDIG CHARTRET 1964 KRAKOW CHARTRET 2000 VERDENSARVSKONVENTIONEN 1972 GRANADA KONVENTIONEN 1985 FARO KONVENTIONEN 2005 eksempler er endnu ikke fredede og rummer kulturarvsværdier, der ikke kan tilgodeses i den nuværende praksis. Foruden eksemplificering af disse problemstillinger anvendes de arkitektoniske eksempler som grundlag for udviklingen af opgavens forslag til en ny værdisætningsmetode. Dermed peger eksemplerne både i retning af løsningsforslag til de eksisterende problemstillinger og anvendes som eksemplificering af den nye metodes taksonomi og værdisætningskriterier. Udvælgelsen af eksemplerne vil forholde sig til det stadigt bredere spektrum af arkitektonisk kulturarv ved at anvende eksempler med komplekse kulturarvsværdier, der på nuværende udviklingstrin anerkendes og tillægges værdi i den internationale kulturarvsdiskurs. DANSKE DOKUMENTER METODER LOVGIVNING DOKUMENTER NARA DOKUMENTET 1993 OPERATIONAL GUIDELINES (1977) 2013) BYGNINGSFREDNINGS- LOVEN (1918) 2010 SAVE-METODEN (1992) 2011 BEVARINGSPRINCIPPER 2012 De arkitektoniske eksempler er udvalgt på baggrund af følgende tre kriterier. De forholder sig til det stadigt bredere spektrum af arkitektonisk kulturarv og rummer kulturarvsværdier, der udfordrer den nuværende danske bevaringspraksis. De repræsenterer forskellige typologier, funktioner, formsprog, tektonikker og arkitekter med henblik på at kvalificere en differentieret værdisætning. De er udtryk for forfatterens arkitektoniske præferencer i relation til kulturarv REPRÆSENTATIONSFORMER Opgavens primære fremstilling er skriftlig. Opgaven vil dog gøre brug af en række øvrige repræsentationsformer, der kan øge forståelsen og bidrage til formidlingen af opgavens skriftlige indhold FOTOGRAFI Fotografiet er en repræsentationsform, der både bærer præg af at være en nøgtern skildring af virkeligheden og samtidig et subjektivt udsagn om fotografens blik på sin omverden. Med fotografiet som VEJLEDNING TIL VURDERING AF FREDNINGSVÆRDIER 2012 medie er det muligt at udpege og formidle et arkitektonisk udtryk og samtidig anlægge et særligt fokus, der udtrykker fotografens forståelse af motivet. I de verber, der er knyttet til fotografiet som medie, fornemmes en implicit stillingtagen: at stille skarpt, at skabe perspektiv, at vinkle og at indramme. Selvom virkeligheden afbildes, som den er, foretages en subjektive udvælgelse af motivets vinkling, fokus og beskæring

11 Fotografiet kan således siges at være en repræsentationsform, der befinder sig mellem det objektive og det subjektive udsagn. Denne egenskab anvendes bevidst i opgaven, idet fotografierne på den ene side formidler de arkitektoniske kulturarvsværdier og på den anden side tilfører opgaven et personligt, kunstnerisk udtryk. Fotografiet kan yderligere være et redskab til at formidle de fænomenologiske og rumlige arkitektoniske værdier, der knytter sig til oplevelsen af et sted. Alle opgavens udvalgte dokumenter er læst på deres originalsprog med henblik på at få en så retvisende forståelse af centrale begreber og temaer i kulturarvsdiskursen som muligt. Dette gælder dog ikke Granada konventionen (1985), der er oversat til dansk af Udenrigsministeriet og dermed må anslås at være en troværdig oversættelse. Dermed er citater, der optræder i opgaven, egne oversættelser af dokumenterne. Oversættelserne forekommer for at sigte mod en overensstemmende forståelse af dokumenterne hos afsender og modtager af opgaven. Det anerkendes dog, at der i tilfælde, hvor direkte oversættelse ikke er mulig, kan forekomme subjektive tolkninger. Opgaven opererer overordnet med tre fotografiske indstillinger, der refererer til tre skalatrin: det landskabelige/kontekstuelle, bygningen og detaljen. Disse tre indstillinger beskæftiger sig med henholdsvis bygningens relation til by eller landskab, bygningen i sin helhed, herunder interne kompositoriske træk, relationer mellem elementer eller æstetiske udtryk, og bygningens karakteristiske detaljer. Således giver fotografiet mulighed for at repræsentere flere skalatrin og desuden sammenføje den skriftlige diskussion med en direkte visuel eksemplificering. Der vil i opgaven optræde en række kildehenvisninger til den empiriske viden fra feltstudiet. Denne empiriske viden er efterfølgende skriftligt bekræftet i mailkorrespondancer med relevante ansatte i Kulturstyrelsen og godkendt til at indgå i opgaven. Da feltstudiet er underlagt tavshedspligt, og mailkorrespondancerne indeholder øvrige fortrolige oplysninger, vil disse henvisninger fremgå som personlig kilde med henvisning til journalistisk praksis ØVRIGE REPRÆSENTATIONSFORMER Foruden fotografier vil opgaven gøre brug af diagrammer, samt både repræsentativ tegning og analytisk tegning, der vil understøtte formidlingen af de arkitektoniske eksempler. Gældende for samtlige repræsentationsformer er følgende dogmer. Alle repræsentationer er udvalgt, redigeret og produceret af opgavens forfatter. Repræsentationsformerne eksemplificerer værdier og således ikke problematikker ved de arkitektoniske eksempler LÆSEVEJLEDNING Opgavens udvalgte chartre, konventioner, dokumenter, metoder og lovgivning vil optræde i kronologisk rækkefølge i deres respektive redegørelses- og analyseafsnit. Denne struktur er valgt med henblik på at kunne identificere en historisk udvikling i den internationale kulturarvsdiskurs for efterfølgende at kunne udpege fællestræk og uoverensstemmelser mellem den internationale diskurs og den danske bevaringspraksis. Det er i den forbindelse væsentligt at bemærke, at de dokumenter, der løbende revideres og udgives på ny, optræder med deres oprindelige udgivelsesår i rækkefølgen. I redegørelsen for og analysen af den internationale kulturarvsdiskurs vil centrale temaer og begreber ligeledes blive introduceret i samme kronologiske rækkefølge, som de historisk er blevet introduceret i diskursen. De centrale temaer og begreber vil således ikke nødvendigvis blive defineret eller behandlet første gang, de optræder, fordi det pågældende dokument blot introducerer begrebet uden at definere det

12 DIAGRAM BEGREBSAFKLARING X.X DIAGRAM BEGREBSAFKLARING 1.3 I opgaven anvendes en række begreber, der er kendt fra den gængse arkitekt- og bevaringsfaglige diskurs. I denne diskurs optræder der ofte fl ere ord eller udtryk, der dækker samme begreb med forskellige konnotative betydninger. Diagram 1.3 beskæftiger sig med opgavens centrale begreber, forklarer valget af dem og afklarer deres respektive betydninger i relation til opgaven. ARKITEKTONISK KULTURARV Bevaringsområdet opererer med en række forskellige begreber, der alle refererer til den bygningsrelaterede kulturarv. Her kan være tale om bygningskulturarv, bygningsarv, arkitektonisk kulturarv eller blot kulturarv (Bevaring og forandring, 2011, side 62-82). Disse begreber kan tolkes som udtryk for forskellige forståelser og defi nitioner af kulturarvsværdier og af, hvad værdierne knytter sig til. I opgaven anvendes begrebet arkitektonisk kulturarv. Valget af dette begreb hænger tæt sammen med grundantagelsen om, at kulturarv defi neres af et bredt spektrum af kulturarvsværdier. Således er opgavens forståelse og benævnelse af kulturarvsværdier ikke begrænset af tilknytningen til en bygning, men dækker ligeledes et bredt spektrum af komplekse arkitektoniske elementer, der kommer til udtryk både materielt og immaterielt. Opgaven vil desuden anvende begrebet kulturarv som overordnet benævnelse med reference til den arkitektoniske kulturarv. Det skal dog bemærkes, at der i redegørelsen for og analysen af den internationale kulturarvsdiskurs vil forekomme afvigelser. Dette skyldes, at der her anvendes de samme begreber, som det dokument, der behandles, anvender. DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS Benævnelsen den internationale kulturarvsdiskurs defi neres i opgaven af de udsagn, der forekommer i de udvalgte internationale dokumenter. Disse udsagn skal forstås som både eksplicitte og implicitte i form af benævnelser, begreber, temaer, formuleringer og tolkninger af disse formuleringer. Således defi neres udviklingstrinnene i den internationale kulturarvsdiskurs af disse udsagns indtræden og udvikling i diskursen. Det anerkendes, at der kan forekomme andre og sideløbende diskurser på det internationale bevaringsområde, som dog ikke inddrages i opgaven. BEVARINGSPRAKSIS Benævnelsen den danske bevaringspraksis anvendes om den samlede danske bevaringsindsats, forstået som både værdisætning, lovgivning, forvaltning og praksis. Benævnelsen knytter sig primært til den statslige indsats for bevaring, der forvaltes af Kulturstyrelsen. Således er der med bevaringspraksis tale om den praksis, der knytter sig til forvaltning af kulturarv, ikke om arkitekters praksis i relation til kulturarv. I redegørelsen for og analysen af den internationale kulturarvsdiskurs anvendes benævnelsen bevaringspraksis i bredere forstand om en overordnet praksis for bevaring. Begrebet fredningspraksis anvendes enkelte steder. Her er således tale om den specifi kke praksis, der knytter sig direkte til fredning, herunder værdisætning og forvaltning. BEVARINGSHOLDNING OG BEVARINGSPROCESSER Begrebet bevaringsholdning dækker i ordets bogstavelige forstand over en holdning til bevaring. En bevaringsholdning er den værdibaserede stillingtagen, der kommer til udtryk i de bevaringsprocesser og indgreb, der aktivt foretages for at bevare kulturarvsværdier. Opgaven opererer således også med begrebet bevaringsprocesser, der anvendes som fællesbetegnelse for en række forskellige aktive bevaringsindgreb. Bevaringsprocesser benævnes som processer og ikke indgreb, fordi de i fl ere tilfælde er langsigtede og derfor har karakter af proces. Følgende redegørelse for forskellige bevaringsprocesser vil blive brugt som reference senere i opgaven. Redegørelsen optræder med henblik på at fremhæve begrebernes betydningsmæssige nuancer for senere at kunne identifi cere den bevaringsholdning, de er udtryk for. Konservering at give noget en behandling, der bevirker, at det kan holde sig i lang tid (denstoredanske.dk A, besøgt ). Det samme kan gøre sig gældende som bevaringsindgreb i arkitekturen, hvor sigtet er at fastholde et eksisterende udtryk. Rehabilitering en handling eller proces, der muliggør forandret brug af en bygning gennem reparationer, ændringer og tilføjelser, der samtidig bevarer de dele eller funktioner, der formidler bygningens historiske, kulturelle eller arkitektoniske værdier (cr.nps.gov A, besøgt ). Rekonstruktion en genopførelseshandling eller -proces, der skildrer tidligere eksisterende elementer ved at replikere bygningens skikkelse fra en bestemt historisk periode (cr.nps.gov B, besøgt ). Renovering fornyelse eller udbedring af noget, så det får sit oprindelige udseende igen og samtidig moderniseres (ordnet.dk A, besøgt ; denstoredanske.dk B, besøgt ). Reparation at bringe noget, der er ødelagt, nedslidt eller gået i stykker, i orden, så det igen fungerer tilfredsstillende (ordnet.dk B, besøgt ). Restaurering et fagkyndigt indgreb i ældre, defekte genstande, hvor formålet kan være at rekonstruere tabte dele eller fjerne ældre reparationer eller rekonstruktioner. Indgrebene forudsætter en vurdering, der ofte rummer et element af formodning. I relation til arkitekturen dækker restaurering over reparation af en bygning, så den genvinder sin oprindelige skikkelse, eksempelvis ved at fjerne senere tilføjede bygningslag eller rekonstruere tidligere eksisterende (denstoredanske.dk C, besøgt den ; cr.nps.gov C, besøgt ). Transformation at forvandle eller omdanne. I relation til arkitekturen knytter transformation sig ofte til en ændret funktion, der artikuleres i nye tilføjelser eller indføjelser. Transformationen muliggør således en ny fortælling i en eksisterende arkitektonisk ramme (Arkitekturpolitik, 2008, side 4). Vedligeholdelse at sørge for, at noget bevares i god stand ved løbende at udbedre slid og eventuelle skader (ordnet.dk C, besøgt den ). Vedligeholdelse kan i relation til arkitekturen dermed siges at være en proces af små, kontinuerlige bevaringsindgreb til forskel fra omfattende og tidsligt afgrænsede indgreb. På bevaringsområdet er det udbredt at anvende begrebet restaureringsholdning som et udtryk for stillingtagen til bevaringsprocesser. Med henvisning til ovenstående redegørelse kan begrebet restaureringsholdning dog siges at implicere en favorisering af restaurering som bevaringsindgreb. På den baggrund anvendes i opgaven begrebet bevaringsholdning som en mere alment gyldig og mindre favoriserende fællesbetegnelse for en given holdning til bevaringsprocesser. MONUMENT Begrebet monument er centralt for særligt de tidlige udviklingstrin i kulturarvsdiskursen. Begrebet har dog nogle konnotationer, der er væsentlige at gøre sig bevidst. Begrebet kan defi neres som et bygningsværk, statue eller lignende, der er rejst for at ære eller mindes en afdød person eller en bestemt historisk begivenhed (ordnet.dk D, besøgt ). Der er således tale om et solitært værk, der anlægger et retrospektivt syn på en afgrænset historisk periode. Monument som benævnelse for kulturarv er således et begreb, der implicit tillægger kulturarven en afgrænset værkskarakter og en værdi ved at knytte sig til et historisk tidspunkt eller en historisk periode

13 DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS REDEGØRELSE OG ANALYSE ATHEN CHARTRET Athen chartret (1931) var det første charter, der formulerede resolutioner for det internationale arbejde med kulturarv. Chartret var et resultat af den første internationale konference om restaurering af historiske bygninger afholdt i Athen i Indtil slutningen af 1800-tallet havde bevaring af arkitektonisk kulturarv været et nationalt anliggende, men ødelæggelserne efter første verdenskrig kan formodes at have været en medvirkende faktor til en øget bevidsthed om kulturarvens betydning på internationalt plan. Athen chartret var skelsættende ved både at introducere grundlæggende ideer om bevaring og begrebet international kulturarv for første gang i historien (icomos.org A, besøgt ). Således kan chartret siges at være afsæt for den internationale kulturarvsdiskurs VÆSENTLIGE RESOLUTIONER Athen chartret (1931) formulerer overordnet syv hovedresolutioner, der bidrager til at konstituere den internationale holdning til bevaring. De syv resolutioner skal sikre en mere kvalificeret bevaringspraksis på både operationelt og rådgivende niveau. Af chartrets syv hovedresolutioner er de følgende to væsentlige i relation til opgaven. Den første er, at problemstillinger vedrørende bevaring af historiske områder skal løses med lovgivning på nationalt plan i alle lande (The Athens Charter, 1931, side 1). Her formuleres det for første gang, at bevaring af arkitektonisk kulturarv bør være et nationalt, statsligt anliggende. Den anden resolution er, at der skal være opmærksomhed på beskyttelse af områder omkring historiske steder (The Athens Charter 1931, side 1). Her placeres det historiske monument således i en kontekst, der gør relationen mellem kulturarv og sted til en del af monumentets bevaringsværdier. Af chartrets øvrige indhold er følgende to anbefalinger værd at bemærke. Første anbefaling vedrører, at fortidens historiske og kunstneriske arbejde bør respekteres uden at udelukke en stilart fra en given periode. Anden anbefaling vedrører, at brugen af bygninger bør opretholdes med respekt for deres historiske og kunstneriske karakter for at sikre deres fortsatte liv (The Athens Charter, 1931, side 1) CHARTRETS BEGREBER I chartret anvendes begrebet monument som den primære benævnelse for kulturarv (The Athens Charter, 1931). Begrebet definerer således chartrets forståelse af kulturarv og illustrerer ligeledes datidens syn på kulturarv, hvor det primært er de historiske monumenter, der bliver betragtet som bevaringsværdige. 27

14 Athen chartret bruger i de fleste tilfælde begrebet restaurering om de indgreb, der er nødvendige for at bevare de historiske monumenter (The Athens Charter, 1931). Sammenholdt med afsnit Begrebsafklaring vidner begrebet restaurering om datidens syn på kulturarv, hvor kulturarvens oprindelige tilstand tilskrives den største værdi. Betydningen af den oprindelige tilstand understreges yderligere af chartrets eksplicitte holdning til brugen af moderne teknikker og materialer. Chartret anerkender brug af moderne teknikker og materialer under forudsætning af, at de nye materialer i videst muligt omfang bliver skjult for at bevare det historiske monuments karakter (The Athens Charter, 1931, side 2). Dermed tydeliggøres det, at et monuments oprindelige karakter ønskes bevaret og favoriseres VENEDIG CHARTRET Venedig chartret blev vedtaget efter en international kongres i Venedig i Chartret blev udgivet af den internationale ikke-statslige organisation, The International Council on Monuments and Sites, kaldet ICOMOS, der stiftedes efter kongressen og hvis arbejde bygger på Venedig chartrets principper (icomos.org B, besøgt ). Venedig chartret indledes med at anerkende Athen chartret (1931) for at formulere de første grundlæggende principper for bevaring (The Venice Charter, 1964, side 1) CHARTRETS BEGREBER Venedig chartret (1964) anvender ligesom Athen chartret (1931) begrebet historiske monumenter som benævnelse for kulturarven, dog nuanceres begrebet i en definition. De historiske monumenter kan både være enkelte arkitektoniske værker og bymæssige eller landskabelige områder. Begrebet kan ligeledes spænde fra hovedværker til mere beskedne værker, der har fået kulturel betydning over tid (The Venice Charter, 1964, artikel 1). Her introduceres det, at et værk kan få kulturel betydning over tid og tillægges kulturarvsværdi i kraft af sin udviklingshistorie, hvilket er en af chartrets væsentligste forskelle fra Athen chartret VÆRK OG KONTEKST Venedig chartret (1964) udvikler Athen chartrets (1931) resolution om beskyttelse af områder omkring historiske steder gennem en række artikler, der påpeger værdien af et monuments relation til sin kontekst. Chartret beskriver sammenhængen mellem et historisk monument og dets historiske kontekst som en væsentlig del af bevaringen, sådan at den historiske kontekst, såfremt den eksisterer, skal bevares (The Venice Charter, 1964, artikel 6). Et monument må ikke adskilles fra sin historiske eller stedsbundne kontekst (The Venice Charter, 1964, artikel 7), og monumenternes omgivelser må beskyttes for at sikre deres integritet (The Venice Charter, 1964, artikel 14). Her introduceres begrebet integritet, men dets relation til kulturarven uddybes ikke på pågældende tidspunkt, og det indtager dermed endnu ikke en central rolle i diskursen BEVARINGSHOLDNING Venedig chartret (1964) bidrager ligeledes til en væsentlig del af den datidige kulturarvsdiskurs ved at formulere retningslinjer for, hvilke typer bevaringsprocesser der bør tilstræbes. Chartrets resolutioner adskiller sig mærkbart fra Athen chartrets (1931) ved at anbefale vedvarende vedligeholdelse (The Venice Charter, 1964, artikel 4) og ved at redefinere restaureringsbegrebet. I en af de væsentligste resolutioner defineres restaureringsprocessen og dens sigte således: Restaureringsprocessen er et højst specialiseret indgreb. Dens formål er at bevare og blotlægge monumentets æstetiske og historiske værdi og er baseret på respekt for originalt materiale og autentisk dokumentation. Restaurering må ikke baseres på formodninger, og tilføjelser må adskilles fra den arkitektoniske komposition og bære et moderne præg. Restaureringsarbejde skal i alle tilfælde indledes og efterfølges af arkæologiske og historiske undersøgelser af monumentet (The Venice Charter, 1964, artikel 9). Venedig chartret introducerer desuden begreberne autenticitet og integritet (The Venice Charter, 1964, side 1, artikel 14), der sidenhen viser sig at vinde indpas på bevaringsområdet. Betydningen af begreberne autenticitet og integritet og deres relation til kulturarven bliver dog ikke formuleret i Venedig chartret VÆSENTLIGE TEMAER Venedig chartrets (1964) væsentligste resolutioner kan kategoriseres i fire overordnede temaer, der har haft betydning for det efterfølgende syn på arkitektonisk kulturarv. Temaerne er værk og kontekst, bevaringsprocesser, kulturhistorisk udvikling og nutidige funktioner. Hvor Athen chartret anerkender brug af nye materialer og teknikker samt anbefaler, at tilføjelser og forstærkninger skal skjules, formulerer Venedig chartret, at brug af moderne bevaringsteknikker og konstruktioner kun kan forekomme i tilfælde, hvor traditionelle teknikker er utilstrækkelige (The Venice Charter, 1964, artikel 10). Ligeledes formulerer Venedig chartret, at erstatninger af manglende dele skal integreres harmonisk i helheden, men at de skal kunne skelnes fra det originale, så restaureringen ikke bærer falsk kunstnerisk eller historisk vidnesbyrd (The Venice Charter, 1964, artikel 12) KULTURHISTORISK UDVIKLING Venedig chartret (1964) introducerer ligeledes ideen om, at et værk er i en kontinuerlig kulturhistorisk proces, hvor værket udvikler sig i takt med forskellige epokers dominerende strømninger. Chartret beskriver det således: 28 29

15 Alle et monuments tilførte lag fra enhver periode skal respekteres, eftersom stilistisk helhed ikke er restaureringens sigte. Når en bygning indeholder tilføjede lag fra forskellige perioder, kan det kun retfærdiggøres at fjerne tilførte lag i særlige tilfælde, hvor det fjernede har beskeden interesse og det blotlagte har høj historisk, arkæologisk og æstetisk værdi (The Venice Charter, 1964, artikel 11). Om fremtidige tilføjelser anbefaler chartret, at disse kun kan tillades, hvis de ikke forringer interessante dele af bygningen, bygningens traditionelle kontekst, dens relation med omgivelserne og balancen i kompositionen (The Venice Charter, 1964, artikel 13) NUTIDIGE FUNKTIONER Venedig chartret (1964) introducerer endvidere et syn på kulturarven, hvor det tilstræbes, at værkerne opretholder en nutidig funktion og brugbarhed frem for at blive musealiserede monumenter. I chartret beskrives det, at bevaring af monumenter fremmes ved at gøre brug af dem, dog uden at kompromittere den arkitektoniske fremtræden, og at det inden for disse grænser kan tillades at ændre bygningen, hvis en funktionsændring påkræver det (The Venice Charter, 1964, artikel 5) KULTURARVSDEFINITION Verdensarvskonventionen (1972) opererer med en bred definition af kulturarv, der således danner basis for konventionens anvendelsesområde. Kulturarven inddeles i tre grupperinger: Monumenter: arkitektoniske værker, monumental skulptur og maleri, elementer eller strukturer af arkæologisk karakter, inskriptioner, hulebeboelser og kombinationer af karakteristiske træk, der har enestående universel værdi fra et historisk, kunstnerisk eller videnskabeligt perspektiv; Grupper af bygninger: grupper af separate eller sammenhængende bygninger, som på grund af deres arkitektur, deres homogenitet eller deres placering i landskabet har enestående universel værdi fra et historisk, kunstnerisk eller videnskabeligt perspektiv; Steder: menneskeskabte værker eller kombinerede menneskeskabte og naturskabte værker og områder, herunder arkæologiske udgravninger, der har enestående universel værdi fra et historisk, æstetisk, etnologisk eller antropologisk perspektiv (The World Heritage Convention, 1972, artikel 1) VERDENSARVSKONVENTIONEN Verdensarvskonventionen blev vedtaget af United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization, UNESCO, efter en konference i Paris i Danmark er blandt de 190 lande, der til dato har ratificeret konventionen (whc.unesco.org A, besøgt ). Verdensarvskonventionen definerer verdensarven som både kulturarv og naturarv og beskriver beskyttelse af disse som et kollektivt anliggende, der skal varetages på internationalt plan for at sikre tilstrækkelige økonomiske, videnskabelige og teknologiske ressourcer til formålet (The World Heritage Convention, 1972, side 1). Konventionen forpligter hvert deltagerland til at sikre identifikation, beskyttelse, bevaring, repræsentation og videreførelse af kultur- og naturarv til det yderste af sine egne finansielle, kunstneriske, videnskabelige og tekniske ressourcer (The World Heritage Convention, 1972, artikel 4). Verdensarvskonventionen konstituerer en organisationsstruktur for at sikre verdensarven, hvor den mest centrale er en komité kaldet World Heritage Committee (The World Heritage Convention, 1972, artikel 8, 10, 11, 15). De følgende afsnit beskæftiger sig ikke med konventionens tekniske og juridiske bestemmelser, men i stedet med de begreber og det indhold i konventionen, der har bidraget til udviklingen af den internationale kulturarvsdiskurs. Det bemærkelsesværdige ved konventionens definition af kulturarven er, at den spænder fra enkelte elementer over sammenhænge mellem bygninger til hele områder. Her begynder den internationale kulturarvsdiskurs altså eksplicit at gå i retning af en bredere forståelse af kulturarven, hvor mere komplekse relationer mellem bygninger, samt mellem bygning og kontekst, tillægges en kulturhistorisk værdi. I konventionens formuleringer om grupper af bygninger fremgår det, at værdien kan opstå netop i kraft af bygningernes indbyrdes relationer. Således flytter diskursens fokus sig fra at omhandle den enkelte bygning og dens arkitektur til også at omhandle bygningers sammenhænge eller homogenitet. Konventionen bruger fortsat begrebet monument, men udvider i sammenligning med de forudgående chartre sin definition af begrebet ved at inkludere inskriptioner, elementer og kombinationer af træk i kulturarven. Således er Verdensarvskonventionen med til at nuancere kulturarvsforståelsen til at omfatte flere aspekter end tidligere ENESTÅENDE UNIVERSEL VÆRDI Centralt for Verdensarvskonventionen (1972) er begrebet enestående universel værdi, som er det primære kriterie for optagelse på verdensarvslisten. Konventionen dækker kulturarv med værdi for hele verdens befolkning, hvorfor begrebet lægger op til en mere spektakulær kulturarvsværdi end Venedig chartret (1964), der medtager værker af mere beskeden karakter

16 OPERATIONAL GUIDELINES Verdensarvskonventionen (1972) har en tæt tilknytning til dokumentet The Operational Guidelines for the Implementation of the World Heritage Convention (2013), herefter kaldet Operational Guidelines, der opstiller gældende retningslinjer for indskrivning på World Heritage List (Operational Guidelines, 2013, 1). Operational Guidelines revideres og publiceres løbende af verdensarvskomitéen for at afspejle nye principper, viden og erfaring. Dokumentet blev første gang publiceret i 1977 og er senest revideret i 2013 (Operational Guidelines, 1977; whc.unesco.org B, besøgt ). Dokumentets centrale begreber er enestående universel værdi, autenticitet og integritet. Begreberne er inkorporerede i udgivelsen fra 1977 og udfoldes i takt med dokumentets løbende revideringer. Som udviklingen af den internationale kulturarvsdiskurs vil vise, spiller særligt begreberne autenticitet og integritet en central rolle i diskursen. Begreberne vil dog yderligere vise sig at være vanskelige og komplekse at anvende i relation til kulturarven. På den baggrund behandler opgaven begreberne i deres mest udfoldede definition, som de forekommer i den senest reviderede version af Operational Guidelines fra I dokumentet anvendes det engelske ord property som begreb for mulige indskrivningsemner. Der findes ingen officiel dansk oversættelse af begrebet, og derfor oversættes det i opgaven med lokalitet, som således både kan dække over steder og bygninger, samt over kulturarv og naturarv AUTENTICITET OG INTEGRITET Operational Guidelines (2013) opstiller ti vurderingskriterier for kandiderende kulturarv eller naturarv til verdensarvslisten. Kandiderende verdensarv skal opfylde et eller flere af disse vurderingskriterier, der sammen med en vurdering af autenticitet og integritet skal afgøre, om en lokalitet har enestående universel værdi. Alle kandiderende lokaliteter skal opfylde betingelserne for integritet, der fortolkes forskelligt afhængigt af det aktuelle vurderingskriterie. Yderligere skal kulturarven opfylde betingelserne for autenticitet (Operational Guidelines, 2013, 77, 78). Indeholder alle nødvendige elementer til at udtrykke sin enestående universelle værdi; Har en tilstrækkelig størrelse til at sikre den fuldstændige gengivelse af de karakteristiske træk og processer, der formidler lokalitetens signifikans (Operational Guidelines, 2013, 87, 88 a, b). På den baggrund kan det konkluderes, at intakte sammenhænge og områder som helhed er afgørende for udnævnelsen som verdensarv. Operational Guidelines bidrager dermed til den stigende opmærksomhed på sammenhænge og helheder i kulturarvsdiskursen, hvor kulturarvsværdierne skal ses i deres kulturhistoriske kontekst frem for som fragmenterede kulturhistoriske udsagn. Der forekommer dog problemstillinger ved brug af integritetsbegrebet som er optagelseskriterie. Disse problemstillinger træder frem i formuleringer i de paragraffer, der beskæftiger sig med integritetsbegrebet. Dokumentet bruger formuleringer som: En betydelig del ( ) bør medtages og karaktertræk bør være relativt intakte (Operational Guidelines, 2013, 89, 90). Sætningerne er eksempler på relative og vage formuleringer, hvilket gør integritetsbegrebet vanskeligt at anvende og i yderste konsekvens medfører, at det kan tilpasses enhver lokalitet GRANADA KONVENTIONEN Granada konventionens (1985) hovedsigte er at nå til enighed om en fælles europæisk politik for bevaring og styrkelse af arkitekturarven. En ratificering udmønter sig i europæiske samarbejder samt national lovgivning vedrørende identifikation, beskyttelse, restaurering, vedligeholdelse, forvaltning af og støtte til arkitekturarven. Danmark ratificerede konventionen i 1987 (Granada konventionen, 1985, side 1, artikel 14, 17, 18, 19, 20) ARKITEKTURARV Granada konventionen (1985) beskæftiger sig med begrebet arkitekturarv, der i konventionens definition er kraftigt inspireret af Verdensarvskonventionens (1972) definition af kulturarven i både opbygning og indhold. Arkitekturarven defineres som: Som definition af begrebet autenticitet henviser Operational Guidelines til Nara dokumentet (1993) som det bilag, der danner grundlag for forståelse og brug af begrebet i relation til verdensarven (Operational Guidelines, 2013, 79). Nara dokumentet vil blive behandlet selvstændigt i afsnit Operational Guidelines definerer integritetsbegrebet som et udtryk for en lokalitets og dens karaktertræks helhed og intakthed. I en undersøgelse af integritetsbegrebet kræves en vurdering af, i hvor høj grad lokaliteten: Monumenter: alle bygninger og konstruktioner af væsentlig historisk, arkæologisk, kunstnerisk, videnskabelig, social eller teknisk interesse, herunder deres faste tilbehør. Grupper af bygninger: ensartede grupper af by- eller landbygninger, som er af væsentlig historisk, arkæologisk, kunstnerisk, videnskabelig, social eller teknisk interesse, og som er tilstrækkeligt sammenhængende til at udgøre topografisk afgrænsede enheder

17 Særlige lokaliteter: områder, som er både menneske- og naturskabte, idet de består af arealer, som er delvist bebyggede og tilstrækkeligt karakteristiske og homogene til at kunne afgrænses topografisk, og som er af væsentlig historisk, arkæologisk, kunstnerisk, videnskabelig, social eller teknisk interesse (Granada konventionen, 1985, artikel 1). Her formuleres det, at bevaring af arkitekturarv ikke blot favoriserer og omhandler den eksisterende historiske arkitekturarv, men ligeledes skal sikre en kontinuerlig arkitektonisk skaben, som kan udgøre fremtidens kulturarv. På den baggrund anerkendes det, at arkitekturen er under udvikling, og at nye udsagn i samspil med historiske er værdifulde for kulturarven. Granada konventionens definition adskiller sig fra Verdensarvskonventionens ved at undlade formuleringer om enestående universel værdi og ved at tilføje arkæologisk, social og teknisk interesse som en del af kriterierne. Det er væsentligt at bemærke, at konventionen enkelte steder bruger begrebet property om kulturarven (The Granada Convention, 1985), der i den danske version oversættes med ejendom. Dette kan tolkes som et udtryk for, at kulturarvsdiskursen går i retning af en bredere forståelse af kulturarven. Begrebet implicerer, at arkitekturarv, der blot benævnes ejendom og ikke monument, også kan være bevaringsværdigt. Ligeledes er det værd at bemærke arkitekturarvsdefinitionens formuleringer om sammenhænge og homogenitet, der understreger kulturarvsdiskursens generelle udvikling NUTIDIG FUNKTION Foruden en lang række juridiske forpligtelser formulerer Granada konventionen (1985) væsentlige bestemmelser vedrørende nutidige funktioner: Hver part forpligter sig til under behørig hensyntagen til kulturarvens arkitektoniske og historiske karakter at fremme: - anvendelse af fredet ejendom i lyset af nutidige behov - tilpasning af gamle bygninger til nye anvendelsesformål, hvor dette måtte være hensigtsmæssigt (Granada konventionen, 1985, artikel 11). Konventionen formulerer her, ligesom Venedig chartret (1964), at bevaring fremmes gennem en opretholdelse af nutidige funktioner. Konventionens bestemmelser efterstræber endda en tilpasning til nye funktioner, der således introducerer en mere fleksibel holdning til funktionalitet og brugen af arkitekturarven. Endvidere formulerer konventionen en bestemmelse, der introducerer en ny type fremsynethed i kulturarvsdiskursen: Parterne forpligter sig til at udveksle information om deres bevaringsmålsætninger vedrørende eksempelvis: ( ) måder til fremme af den arkitektoniske skaben som vor tids bidrag til den europæiske arv (Granada konventionen, 1985, artikel 17) NARA DOKUMENTET The Nara Document on Authenticity (1993) er udarbejdet i forbindelse med en konference om autenticitetsbegrebet i relation til Verdensarvskonventionen (1972). Dokumentet er formuleret på baggrund af verdensarvskomitéens ønske om at udvikle autenticitetskriterier med henblik på at undersøge begrebet enestående universel værdi. Dokumentet bygger på og udvider kulturarvsforståelsen fra Venedig chartret (1964) (The Nara Document, 1993, artikel 2, 3) NY FORSTÅELSE AF KULTURARVSVÆRDIER Nara dokumentet (1993) var på tidspunktet for sin udgivelse skelsættende ved at introducere en ny forståelse af kulturarvsværdier. Dokumentet anerkender kulturel diversitet og kulturarvsdiversitet som en værdi, der er lige værdifuld uanset den kulturelle oprindelse. Dokumentet formulerer, at kulturarvsdiversitet eksisterer i tid og rum og kræver respekt for andre kulturer. Endvidere formuleres det, at respekt for kulturel diversitet kræver en anerkendelse af alle parters kulturelle værdier (The Nara Document, 1993, artikel 5, 6). På den baggrund muliggør dokumentet en anerkendelse af kulturer og kulturarvsværdier, der ikke tidligere ville blive optaget på verdensarvslisten, som følge af dennes definitioner og kriterier (Jurcys; ˇ van Uytsel, 2012, side 1). Nara dokumentet formulerer forståelsen af kulturarvsværdier således: Bevaring af kulturarven, i alle dens former og historiske perioder, er forankret i de værdier, der tilskrives kulturarven. Vores evne til at forstå disse værdier afhænger til dels af, i hvilket omfang informationskilder om disse værdier kan opfattes som troværdige eller sandfærdige. Viden om og forståelse af disse informationskilder, i forbindelse med kulturarvens originale og senere karaktertræk og deres betydning, er en forudsætning for at vurdere alle aspekter af autenticiteten (The Nara Document, 1993, artikel 9). Det er en skelsættende betragtning, at kulturarven har den værdi, som den tilskrives. I denne forståelse af kulturarvsværdier har kulturarv ikke uvilkårligt iboende værdier. I stedet forholder kulturarvsværdier og deres betydning sig proportionalt til den forståelse og anerkendelse, som en given tid har af kulturarven. På den baggrund er det afgørende at have pålidelige kilder om kulturarvens oprindelige karaktertræk og dens historiske udvikling. Her er det væsentligt at bemærke dokumentets formulering om senere tilførte karaktertræk, da den implicit ligestiller senere tilførsler med kulturarvens oprindelige karaktertræk

18 AUTENTICITETSBEGREBET Nara dokumentet (1993) formulerer igennem en række artikler vigtigheden af autenticitet i kulturarven og understreger, at autenticitet er en afgørende kvalificerende faktor for værdisætning (The Nara Document, 1993, artikel 10). Til trods for begrebets centrale betydning i kulturarvsdiskursen og for dokumentets intention forekommer der ingen klar definition af begrebet eller identifikationskriterier i Nara dokumentet. Nara dokumentet konstaterer, at kulturarvsværdier kan variere fra kultur til kultur samt inden for samme kultur. Det er derfor ikke er muligt at vurdere kulturarvsværdier og autenticitet ud fra generelle, fastsatte kriterier, hvorfor kulturarven må vurderes inden for sin egen kulturelle kontekst (The Nara Document, 1993, artikel 11). Dokumentet fremsætter ikke en definition af eller kriterier for autenticitetsbegrebets relation til kulturarvsværdier. Dokumentet formulerer dog, at det er afgørende at forholde sig til kulturarvens særlige karakter, dens kulturelle kontekst og dens udvikling over tid for at kunne vurdere autenticiteten. Desuden kan autenticiteten knytte sig til, hvor varieret og bredt fagligt funderet informationskilder om kulturarven er (The Nara Document, 1993, artikel 12, 13). Chartret indledes med at fastslå, at den kulturelle diversitet, og dermed de forskelligartede grundlæggende værdier og deres betydning, kræver en øget opmærksomhed (The Charter of Krakow, 2000, præambel, side 1) KONTINUERLIG FORANDRING Krakow chartret (2000) behandler relationen mellem kulturarv og udvikling over tid som et centralt tema. Det tydeliggøres dermed, at det tema, der blev introduceret i Venedig chartret (1964), nu bliver mere centralt i kulturarvsdiskursen. Det tidslige aspekt introduceres i chartrets indledning: Selvstændige elementer i kulturarven har mange værdier, som kan ændre sig over tid. Det er disse elementers forskellige, specifikke værdier, der kendetegner enhver kulturarvs specificitet. ( ) Denne kulturarv kan ikke defineres på en fastsat måde. Man kan kun definere måden, hvorpå kulturarven identificeres. derfor bør værktøjer og metoder, som er udviklet til bevaring, tilpasses de skiftende omstændigheder, der er underlagt en kontinuerlig forandringsproces (The Charter of Krakow, 2000, præambel, side 1). Det er på den baggrund vanskeligt konkret at vurdere autenticitetsbegrebet og dets anvendelse i relation til kulturarven, når Nara dokumentet, hvis intention er at beskæftige sig med netop dette, hverken opstiller en definition eller kriterier. Sammenføjes dokumentets væsentligste betragtninger, er det dog alligevel muligt at konkludere, at autenticitetsbegrebet knytter sig til kulturarvens kulturelle og samfundsmæssige kontekst, til viden om og forståelse af dens kulturarvsværdier, til dens særlige karaktertræk og til dens udvikling over tid, hvor senere tilføjelser kan være lige så værdifulde som den oprindelige tilstand MATERIELLE / IMMATERIELLE VÆRDIER Nara dokumentet (1993) introducerer endvidere en ny type distinktion i kulturarvsværdierne: de materielle og immaterielle. Dokumentet ligestiller den materielle og immaterielle kulturarv ved at påpege, at begge typer skal respekteres (The Nara Document, 1993, artikel 7). Dermed udvikler dokumentet en bredere forståelse af kulturarven, hvor mere subtile værdier, som ikke nødvendigvis er fysisk forankrede, også tilskrives en bevaringsværdi KRAKOW CHARTRET Krakow chartret (2000) er formuleret ved en international bevarings- og restaureringskonference i Krakow i Chartret anerkender Venedig chartrets (1964) værdier og arbejder for samme målsætning ved at fremsætte bevarings- og restaureringsprincipper for den arkitektoniske kulturarv. Endvidere anerkender chartret kulturarvsdiskursens udvikling ved at formulere et ansvar i bevaringspraksissen: ( ) Enhver intervention indebærer beslutninger, udvælgelser og ansvar over for den samlede kulturarv, også over for de dele, der muligvis ikke har en særlig betydning i dag, men kan få det i fremtiden (The Charter of Krakow, 2000, artikel 1). Chartret anerkender dermed eksplicit, at kulturarven og dens værdier på grund af kontinuerlig forandring ikke kan defineres ud fra fastlagte kriterier, samt at bevaringsværktøjer og -metoder derfor skal være fleksible og kunne tilpasses skiftende omstændigheder. Yderligere tilføjes det, at forståelsen af kulturarvsværdier, og dermed værdisætningen af dem, ligeledes er under kontinuerlig forandring, hvilket pålægger bevaringspraksissen et ansvar for at være fremsynet og fleksibel i brugen af værktøjer og metoder CHARTRETS SAMMENFATNING AF VÆSENTLIGE UDVIKLINGSTRIN Krakow chartret (2000) inddeler den arkitektonisk kulturarv i forskellige kategorier: arkæologisk kulturarv, historiske bygninger og monumenter, arkitektonisk udsmykning, skulpturer og kulturgenstande, historiske byer og landsbyer, samt kulturarvslandskaber. I sine principper for de historiske bygninger og monumenter sammenfatter chartret en række væsentlige udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs, som behandlingen af de forrige dokumenter har blotlagt. I chartret formuleres følgende: 36 37

19 Formålet med bevaring af historiske bygninger og monumenter ( ) er at fastholde deres autenticitet og integritet, herunder indre rum, møblering og udsmykning i henhold til deres oprindelige fremtræden. ( ) I mange tilfælde kræver det også hensigtsmæssig brug, der er forenelig med de eksisterende rum og deres betydning. Arbejdet på historiske bygninger må yde fuld opmærksomhed på alle de perioder, der er repræsenterede (The Charter of Krakow, 2000, artikel 6). I denne artikel opsummeres det således, at formålet med bevaring er opretholdelse af kulturarvens autenticitet og integritet, at bevaring kræver passende brug, og at alle historiske bygningslag har værdi. Disse tre udsagn repræsenterer temaer, der igennem kulturarvsdiskursens historiske udvikling er blevet mere eksplicitte og centrale for bevaring af kulturarv. Dette har bidraget til udviklingen af en mere nuanceret holdning til kulturarv, hvor komplekse og subtile kulturarvsværdier i stigende grad tillægges værdi. Artiklens formulering indeholder dog en iøjnefaldende selvmodsigelse i udsagnet om, at målet med bevaring er at fastholde kulturarvens autenticitet og integritet i overensstemmelse med dens oprindelige fremtræden. Formuleringen følger på den ene side den generelle udvikling i den internationale kulturarvsdiskurs ved at tillægge tilførte lag værdi, men fremhæver på den anden side kulturarvens oprindelige fremtræden som et udtryk, der bør efterstræbes. Denne selvmodsigelse bliver således et udtryk for et utidssvarende udviklingstrin i kulturarvsdiskursen KOMPLEKSE HELHEDER I Krakow chartrets (2000) behandling af historiske byer og landsbyer formuleres nogle skelsættende principper for deres bevaring. Chartret fastslår, at de historiske byområder skal ses som helheder med strukturer, rum og menneskelige faktorer, der er i kontinuerlig udvikling og forandring. Bevaring i en urban kontekst relaterer sig både til grupper af bygninger og åbne rum, herunder immaterielle værdier, hvor bevaringsindgreb skal forholde sig til byen som en morfologisk, funktionel og strukturel helhed. Ligeledes skal bevaring af historiske byområder tage højde for både de elementer, der definerer byrummet, og de interne rumlige forhold, der udgør væsentlige dele af en bygning. Bygninger, der udgør en del af et historisk miljø, skal beskyttes som en del af helheden, til trods for at de ikke har særlig arkitektonisk værdi i sig selv (The Charter of Krakow, 2000, artikel 8). Krakow chartret inkorporerer således nogle komplekse og subtile kulturarvsværdier i bevaringsprincipperne. Bevaring skal tage hensyn til helheden forstået som både de individuelle bygninger, grupper af bygninger og rummet mellem bygningerne, hvis værdi kan manifestere sig i det materielle såvel som det immaterielle. Yderligere kan værdien ligge alene i helheden frem for i individuelle elementer. Ligeledes kan helhed nu forstås på et mere abstrakt plan, hvor bevaring skal tage højde for morfologiske, funktionelle og strukturelle aspekter, der er i kontinuerlig udvikling og forandring. Her introduceres altså relationer mellem en række abstrakte kulturarvsværdier, der bidrager til en langt større kompleksitet på bevaringsområdet. Bevaring af historiske byer eller landsbyer bør desuden forholde sig til forandring og bæredygtighed, der forbinder kulturarvsinteresser med sociale og økonomiske aspekter (The Charter of Krakow, 2000, artikel 8). Dermed kan bevaringsområdet ikke længere opfattes som et isoleret projekt, hvis sigte kun er bevaring af fysisk forankret kulturarv. I stedet bevæger diskursen sig imod en større samfundsmæssig forpligtelse, der tager højde for tværfaglige problemstillinger i bevaringen BEVARINGSPROCESSER Krakow chartret (2000) formulerer igennem en række artikler en holdning til bevaringsprocesser. Chartret fastslår, at vedligeholdelse og reparation er grundlæggende for bevaringspraksis, og at kulturarv skal bevares igennem langsigtede restaureringsstrategier, hvor rekonstruktion af hele partier skal undgås (The Charter of Krakow, 2000, artikel 1, 2, 3, 4). Krakow chartret stiller endvidere strenge krav til nye bevaringsmaterialer og -teknikker for at sikre kompatibilitet med kulturarvens oprindelige funktion, eksisterende materialer, strukturer og arkitektoniske værdier. Ligeledes bør der tages hensyn til materialernes adfærd over tid og mulighed for reversibilitet. Chartret tilføjer et nyt aspekt til principperne for materialer og teknikker, nemlig at der skal være særlig opmærksomhed på at forbedre viden om traditionelle materialer og teknikker med henblik på at sikre disses videreførelse, da de i sig selv udgør en kulturarvsværdi (The Charter of Krakow, 2000, artikel 10). Det kan dermed udledes, at holdningen til bevaringspraksis går imod en mere hensynsfuld type intervention, hvor kontinuerlig vedligeholdelse og langsigtede strategier foretrækkes, og hvor forandring over tid medregnes som en udviklende faktor, der ikke nødvendigvis skal modarbejdes. Ligeledes foretrækkes traditionelle materialer og teknikker, der dermed i selv bliver en del af den kulturhistoriske fortælling AUTENTICITET Krakow chartret (2000) afsluttes med en iøjnefaldende begrebsdefinition: Autenticitet skal forstås som summen af væsentlige, historisk verificerede karaktertræk, fra originalen frem til den nuværende tilstand, som er et resultat af de forskellige transformationer, der har fundet sted over tid (The Charter of Krakow, 2000, bilag c). Det er bemærkelsesværdigt, at chartret her giver en klar definition af autenticitetsbegrebet, når Nara dokumentet (1993), der primært beskæftiger sig med begrebet, ikke giver en entydig begrebsdefinition

20 Det kan altså konkluderes, at autenticitetsbegrebet ikke henviser til en oprindelig tilstand, men tværtimod til et samlet udtryk, der er resultat af en historisk udvikling ÆNDRET DEFINITION AF KULTURARVSVÆRDIER Faro konventionen (2005) definerer kulturarv på følgende måde: FARO KONVENTIONEN Faro konventionen er formuleret og publiceret af Europarådet i 2005 og anerkender i sin indledning blandt andre Granada konventionen (1985). Faro konventionen adskiller sig fra de øvrige udvalgte konventioner ved ikke primært at beskæftige sig med bevaring af kulturarv, men i stedet med kulturarvens værdi for samfundet. Ligeledes adskiller konventionen sig ved at indeholde bestemmelser, der er mere vidtgående end de øvrige konventioners. Til dato har 16 lande ratificeret konventionen, Danmark er ikke iblandt (conventions.coe.int, besøgt ). Til trods for at konventionen ikke beskæftiger sig med bevaring af kulturarv som sit primære sigte, indeholder konventionens bestemmelser en række væsentlige temaer, der peger i retning af et nyt udviklingstrin for den internationale kulturarvsdiskurs. Disse temaer vil blive behandlet i de følgende afsnit MENNESKELIGE VÆRDIER I CENTRUM Faro konventionens (2005) principper for den fælles europæiske kulturarv indledes med en række erklæringer, der danner grundlag for konventionens sigte. Her formuleres det, at konventionen anerkender behovet for at sætte mennesker og menneskelige værdier i centrum for en udvidet, tværfaglig kulturarvsforståelse, samt behovet for at inddrage alle i samfundet i den igangværende proces med at definere og forvalte kulturarven (The Faro Convention, 2005, præambel, side 1). Blandt konventionens formulerede sigte er, at bevaring af kulturarven og dens bæredygtige anvendelse har menneskelig udvikling og livskvalitet som sit mål. Kulturarven har desuden en rolle i opbygningen af et fredeligt og demokratisk samfund, i bæredygtige udviklingsprocesser og i at fremme kulturel diversitet. Endvidere peger konventionen flere steder på, at kulturarv angår alle, og at alle har ret til at gavne af, bidrage til og have ansvar for den fælles europæiske kulturarv (The Faro Convention, 2005, artikel 1, 3, 4). Konventionen illustrerer således, at det demokratiske samfunds værdier vinder indpas på kulturarvsområdet, hvormed menneskelige værdier og rettigheder går forud for kulturarvsværdierne. Konventionens mål er således ikke bevaring af kulturarven, men i stedet at kulturarven bliver en ressource for menneskelig og samfundsmæssig udvikling. Konventionens formuleringer om bæredygtige udviklingsprocesser og fremme af kulturel diversitet understreger, at kulturarvsdiskursen i stigende grad lægger vægt på fleksible og facetterede kulturarvsværdier og deres bevaring. Kulturarv er en nedarvet mængde af ressourcer fra fortiden, som folk identificerer ( ) som en refleksion af og udtryk for deres værdier, overbevisninger, viden og traditioner, der er under konstant udvikling. Det omfatter alle aspekter af omgivelserne, som følge af samspillet mellem mennesker og steder gennem tiden (The Faro Convention, 2005, artikel 2). Sammenlignes denne definition med Granada konventionens (1985) definition af kulturarven, anskueliggøres en markant forskel. I Granada konventionen defineres kulturarven som noget konkret, fysisk forankret, hvad enten der er tale om monumenter eller steder. Derimod definerer Faro konventionen kulturarven mere abstrakt som en mængde ressourcer, der knytter sig til menneskelig identitet. I denne definition knytter kulturarven sig altså ikke nødvendigvis til et fysisk sted, men til samspillet mellem mennesker og steder gennem tiden. Konventionens definition kan ses som et endeligt opgør med forståelsen af den arkitektoniske kulturarv som et musealiseret objekt, der skal beskyttes med alle midler. Definitionen fastslår, at kulturarven ikke har en værdi i sig selv, med mindre den knytter sig til menneskelig selvforståelse og udvikling BÆREDYGTIGHED Bæredygtighedsbegrebet introduceres første gang i Krakow chartret (The Charter of Krakow, 2000, artikel 8, 9, 11), men udfoldes i Faro konventionen (2005), der knytter bæredygtig udvikling til kulturarvsområdet. Konventionen beskriver bæredygtig udvikling som et af sine formulerede mål og understreger værdien og potentialet i kulturarven, hvis den bruges som ressource for bæredygtig udvikling og livskvalitet i et samfund, der er i konstant udvikling (The Faro Convention, 2005, artikel 1, præambel, side 1). Faro konventionen har således et komplekst syn på kulturarven samt dens værdi og betydning for den samfundsmæssige udvikling. Faro konventionens formuleringer indikerer en ny retning i den internationale kulturarvsdiskurs, hvor kulturarvsværdier defineres ud fra et stadigt større spektrum af kriterier, der er internt forbundne i komplicerede relationer og inddrager adskillige andre samfundsmæssige aspekter. DISKUSSION CENTRALE TEMAER OG BEGREBER I KULTURARVSDISKURSEN Redegørelsen og analysen af de udvalgte dokumenter har blotlagt en række udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs. Kulturarvsdiskursen bevæger sig generelt mod en mere kompleks definition 40 41

21 DIAGRAM OVER RELATIONER MELLEM DOKUMENTER og forståelse af kulturarvsværdier. Denne bevægelse forekommer på baggrund af sammenhængene mellem dokumenterne, der kontinuerligt bygger på de forudgående og dermed udfordrer den hidtidige gældende forståelse af kulturarvsværdier. Disse sammenhænge illustreres i diagram 2.1. Bevægelsen defineres ligeledes af en række tilbagevendende centrale temaer. Disse temaer udvides kontinuerligt og bliver mere komplekse i takt med diskursens udvikling. De centrale temaer kan udpeges som kulturarvsforståelse, bevaringsprocesser, kontekst, kontinuerlig forandring og nutidig funktion. Endvidere kan begreberne autenticitet og integritet udpeges som centrale. I det følgende opsummeres kulturarvsdiskursens udvikling gennem disse centrale temaer og begreber. Opsummeringen tager udgangspunkt i de dokumenter, der definerer de mest markante udviklingstrin, og foretages med henblik på at kunne identificere det nuværende udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs. DIAGRAM 2.1 SAMMENHÆNGE MELLEM DE INTERNATIONALE DOKUMENTER KULTURARVSFORSTÅELSE Kulturarvsforståelsens udvikling forekommer tydeligst i de internationale dokumenters kulturarvsdefinitioner og i de ord, dokumenterne bruger som synonym for kulturarven. Her ses en markant udvikling fra Athen chartret (1931), der primært bruger ordet monument om den bevaringsværdige kulturarv, til Faro konventionen (2005), der definerer kulturarven mere abstrakt som en mængde ressourcer, der knytter sig til menneskelig identitet. I Athen chartret omfatter kulturarvsforståelsen primært de historiske monumenter. Således anlægges et tilbageskuende syn på kulturarven, hvor kulturarvsværdierne defineres af et afgrænset bygningsværk med tilknytning til en historisk periode. Denne forståelse af kulturarven udvikles i Venedig chartret (1964), der definerer de historiske monumenter som både enkelte arkitektoniske værker og bymæssige eller landskabelige områder. Kulturarvsforståelsen kan ligeledes spænde fra hovedværker til mere beskedne værker, der har fået kulturel betydning over tid. Udviklingen mod en bredere forståelse af kulturarven tydeliggøres i Verdensarvskonventionens (1972) og Granada konventionens (1985) definitioner af kulturarven, der inddeles i tre grupperinger, hvormed grupper af bygninger og steder ligestilles med de historiske monumenter. Desuden bruger Granada konventionen nogle steder ordet ejendom, som har en langt bredere reference end ordet monument. Nara dokumentet (1993) knytter begrebet diversitet til kulturarven og understreger, at dens betydning afhænger af en given tids forståelse og anerkendelse. Slutteligt definerer Faro konventionen kulturarv som en mængde ressourcer, der knytter sig til menneskelig identitet, og formulerer desuden, at målet for bevaring af kulturarv er menneskelig udvikling og livskvalitet. ATHEN CHARTRET 1931 BYGGER PÅ ANERKENDER VENEDIG CHARTRET 1964 VERDENSARVSKONVENTIONEN 1972 KRAKOW CHARTRET 2000 GRANADA KONVENTIONEN 1985 NARA DOKUMENTET 1993 FARO KONVENTIONEN 2005 OPERATIONAL GUIDELINES (1977) 2013) Kulturarvsforståelsen udvikler sig altså fra at være fysisk forankret i et konkret værk og et bestemt geografisk sted, der peger tilbage på en særlig historisk periode, til mere komplekse og abstrakte definitioner, hvor kulturarven i yderste konsekvens benævnes som en mængde ressourcer knyttet til 42 43

22 menneskelig identitet. Forståelsen af kulturarven bliver altså nu defineret af den værdi, kulturarven tillægges. Kulturarven begrænses nu ikke til en bygning, men er både det fysisk forankrede og det abstrakte. Kulturarvsforståelsen dækker nu over både relationer mellem bygninger, steder og fortællinger, samt udvikling gennem tiden, der kommer til udtryk både materielt og immaterielt og kan have værdi netop i kraft af disse komplicerede sammenhænge BEVARINGSPROCESSER Udviklingen af bevaringsholdningen kommer til udtryk i de internationale dokumenternes beskrivelser af bevaringsprocesser samt i deres eksplicitte holdning til teknik, håndværk og materiale. Athen chartrets (1931) lempelige holdning til nye materialer og teknikker, der skal skjules i monumentets fremtræden, bliver senere en bandlyst tilgang til bevaring. Efterfølgende bevaringsholdninger har favoriseret det ærlige udsagn, hvor materialer og konstruktioner er, hvad de giver sig ud for at være. Athen chartret henviser til restaurering som foretrukken bevaringsproces, hvilket, sammenholdt med afsnit Begrebsafklaring, er et tilbageskuende og mindre skånsomt indgreb end den senere foretrukne vedligeholdelse. Venedig chartret (1964) er eksponent for den senere bevaringsholdning, der favoriserer tydelige distinktioner mellem det oprindelige og det tilføjede, hvilket skal forhindre falsk kunstnerisk eller historisk vidnesbyrd samt muliggøre reversibilitet i indgrebene. Krakow chartret (2000) knytter bevaringsprocesserne til langsigtede strategier, hvor materialernes adfærd over tid og mulighed for reversibilitet medtages som væsentlige faktorer. Ligeledes foretrækker Krakow chartret traditionelle materialer og teknikker, som dermed bliver en selvstændig del af kulturarven, der fortæller om historiske håndværk og materialer. Faro konventionen (2005) knytter endvidere kravet om bæredygtighed sammen med bevaringsprocesserne, hvormed andre hensyn introduceres i bevaringspraksissen. På den baggrund kan det konkluderes, at bevaringsprocesserne i stigende grad bliver mere skånsomme over for kulturarvens nuværende fremtræden. Teknikker, håndværk og materialer skal være ærlige udsagn, der tager højde for kulturarvens karakter, tilførte lag og ændringer over tid, og samtidig være bæredygtige indgreb, der måles på andre parametre end blot de bevaringsrelaterede KONTEKST I de internationale dokumenter ses en markant udvikling i den betydning og værdi, relationen mellem kulturarv og kontekst tillægges. I den tidlige kulturarvsdiskurs definerer Athen chartret (1931) kontekstuel værdi som relationen mellem et historisk monument og dets historiske kontekst. Her er der således tale om et konkret bygningsværk og dets relation til sin konkrete, geografiske kontekst, hvor det historiske aspekt er centralt. Temaet introduceres blot i Athen chartret, men udfoldes i højere grad i Venedig chartret (1964), der formulerer, hvordan sammenhængen mellem værk og kontekst ses som en væsentlig del af bevaringen. Venedig chartret definerer ligeledes konteksten som både den kulturhistoriske og stedsbundne kontekst. Verdensarvskonventionens (1972) og Granada konventionens (1985) definitioner af kulturarven, der inddeler kulturarven i monumenter, grupper af bygninger og steder, introducerer således, at relationen mellem værk og kontekst ikke alene er væsentlig, men at sammenhænge og steder i sig selv kan udgøre en bevaringsværdig kulturarv. Krakow chartret (2000) formulerer en forståelse af historiske byområder, hvor kulturarvsværdierne kan komme til udtryk i både individuelle bygninger, grupper af bygninger og rummet mellem bygningerne samt materielt og immaterielt. Således kan værdien tilskrives netop helhedens sammenhænge og komplekse relationer frem for alene individualiteten. Dermed defineres kulturarvsværdierne af et langt bredere spektrum af sammenhænge og indbyrdes afhængige relationer end tidligere i kulturarvsdiskursen, hvormed kulturarvens relationelle aspekter tillægges værdi. Således kan det konkluderes, at temaet kontekst ikke blot handler om et specifikt monument eller bygningsværks relation til sin umiddelbare geografiske kontekst, som beskrevet i Athen chartret. Temaet omfatter nu mere komplekse sammenhænge mellem det fysisk forankrede og det abstrakte, der ændrer sig i både tid og rum. Kulturarvsdiskursen har på nuværende udviklingstrin formuleret, at kulturarvsværdierne kan forekomme netop i kraft af disse komplekse sammenhænge, og at værdierne ikke er statiske, men derimod i kontinuerlig udvikling og forandring KONTINUERLIG FORANDRING Gennem de internationale dokumenter udvikler kulturarvsdiskursen sig til i stigende grad at opfatte den arkitektoniske kulturarv som i en proces, hvor skiftende tider kontinuerligt forandrer kulturarven. Athen chartret (1931) introducerer temaet ved at formulere, at fortidens historiske og kunstneriske arbejde bør respekteres uden at udelukke en stilart fra en given periode. Dog antyder chartrets brug af begrebet restaurering, at det på pågældende tidspunkt fortsat er arkitekturens oprindelige tilstand, der favoriseres. Venedig chartret (1964) introducerer eksplicit, at et værk er i en kontinuerlig proces, hvor værkets udvikling kan tillægges værdi. Dog indeholder chartret nogle væsentlige bevaringsholdninger, der står i kontrast til dette. Chartret påpeger på den ene side, at stilistisk helhed ikke er restaureringens sigte, men anbefaler på den anden side, at fremtidige tilføjelser kun kan tillades, hvis de ikke forringer interessante dele af bygningen, bygningens traditionelle kontekst, dens relation med omgivelserne og balancen i kompositionen. På den baggrund kan det konkluderes, at chartret i højere grad accepterer tidligere tilføjelser, men er væsentligt mere restriktiv over for nye. Granada konventionen (1985) føjer endnu et væsentligt aspekt til kulturarvsdiskursen ved yderligere at sigte mod en kontinuerlig arkitektonisk skaben, som kan udgøre fremtidens kulturarv. Således bliver kulturarvsdiskursen ikke udelukkende en tilbageskuende bevaringspraksis, idet chartret påpeger betydningen af en kontinuerlig udvikling og nyskabelse. Nara dokumentets (1993) formuleringer om autenticitetsbegrebet og tilførte karaktertræk understreger, at forandring og tilføjelser kan have en lige så stor kulturhistorisk værdi som 44 45

23 det oprindelige. Krakow chartret (2000) forholder sig til forandring over tid som et grundvilkår for bevaring af kulturarv ved at anbefale, at værktøjer og metoder tilpasses skiftende omstændigheder og kontinuerlige forandringsprocesser. Chartret tilføjer desuden, at synet på og forståelsen af kulturarvsværdier ligeledes er i kontinuerlig forandring, hvilket kræver en fremsynet og fleksibel bevaringspraksis. Endnu en tydelig anerkendelse af den kontinuerlige forandring som grundvilkår for kulturarven forekommer i Faro konventionens (2005) definition af kulturarv, som er citeret på opgavens side 33, hvor det tidslige aspekt er centralt. Dermed anerkender kulturarvsdiskursen ikke blot forandring som et grundvilkår, men tillægger den endda en markant værdi, der opstår i netop samspillet mellem det fysiske og det tidslige. På den baggrund er det altså ikke blot kulturarven, der er i kontinuerlig forandring på grund af skiftende epoker, forandret brug og naturligt forfald. Det er ligeledes synet på og forståelsen af kulturarvsværdier, der således må resultere i fortsatte udviklinger af bevaringsværktøjer og -metoder, værdisætningskriterier og -metoder. Yderligere anerkendes det tidslige aspekt af kulturarven på nuværende tidspunkt som en værdi i sig selv. Dermed kan det konkluderes, at alle aspekter af bevaringen er i en kontinuerlig proces, der konstant ændrer forudsætningerne for den gængse praksis og samtidig i sig selv udgør et aspekt, der bør tillægges værdi NUTIDIG FUNKTION Som en del af den kontinuerlige forandring ændres behovet for forskellige funktioner i takt med samfundets udvikling og normer for levestandard. Dermed bliver det ligeledes et grundvilkår, at bygninger skal kunne tilpasses forandrede behov og nutidige funktioner. Athen chartret (1931) formulerer, at brugen af bygninger kan være med til at sikre deres fortsatte liv, dog med respekt for deres historiske og kunstneriske karakter. Dette gentages i Venedig chartret (1964), der yderligere tillader at ændre bygningen, hvis en funktionsændring påkræver det, men stadig uden at kompromittere den arkitektoniske fremtræden. Granada konventionens (1985) bestemmelser bygger på de to ovennævnte chartre og tilføjer formuleringer om, at bevaring fremmes igennem en opretholdelse af nutidige funktioner og efterstræbelse af tilpasning til nye funktioner. Her inddrages bygningers funktionalitet altså som et aspekt i bevaringen af kulturarven. Dette aspekt understreger kulturarvsdiskursens generelle bevægelse væk fra historiske monumenter, der musealiseres som et minde om fortiden, imod en arkitektonisk kulturarv, der er integreret i et samfund i udvikling og dermed er en brugbar, tilpasningsdygtig ressource AUTENTICITET Autenticitetsbegrebet er igennem en række dokumenter introduceret som et centralt begreb, men som analysen har blotlagt, er begrebet vanskeligt at definere og fastsætte kriterier for. Autenticitetsbegrebet introduceres i Venedig chartret (1964), men har den mest centrale rolle i Nara dokumentet (1993). Nara dokumentets vanskeligheder ved at definere begrebet og dets konkrete relation til kulturarvsværdier understreger, at der er problemstillinger forbundet med brug af begrebet. Autenticitetsbegrebet bruges i flere tilfælde som vurderingskriterie for kulturarven, men for at bruge begrebet som vurderingskriterie skal det være klart defineret, da det ellers bliver vanskeligt at vurdere, om kriteriet er opfyldt. Nara dokumentet konstaterer eksplicit, at det ikke er muligt at vurdere autenticitet ud fra generelle fastsatte kriterier. Dokumentet har yderligere ingen klar definition af begrebet, hvilket gør begrebet problematisk at anvende som kriterie. Modsat Nara dokumentet har Krakow chartret (2000) en klarere definition af autenticitetsbegrebet, som er citeret på opgavens side 15. Det kan således konkluderes, at autenticitetsbegrebet ligeledes forholder sig til kulturarv som proces, hvor alle ægte bygningslag har kulturhistorisk værdi. Begrebet opsummerer således et par centrale temaer i kulturarvsdiskursen, men begrebet indeholder ikke en stillingtagen til fremtidig praksis, da spørgsmålet om fremtidige tilføjelser og bygningslag ikke er inkorporeret i begrebsdefinitionen. Krakow chartrets begrebsdefinition påpeger, at det ikke er samtlige historiske karaktertræk, men i stedet de væsentlige, der har betydning for autenticiteten. Her mangler endvidere en definition af, hvad der kan identificeres som et væsentligt karaktertræk, samt hvordan det identificeres INTEGRITET Venedig chartret (1964) introducerer integritetsbegrebet i kulturarvsdiskursen, og siden optræder det i en række af de internationale dokumenter, blandt andet med konkrete vurderingskriterier i Operational Guidelines (2013). Integritetsbegrebet har umiddelbart en klarere definition end autenticitetsbegrebet og dækker over helhed og intakthed af kulturarven og dens karaktertræk. Integritetsbegrebet anvendes således til at vurdere, om de bevarede elementer af kulturarven er en sammenhængende helhed, der har en tilstrækkelig størrelse og inkluderer alle de nødvendige elementer for at kunne viderebringe kulturarvens historie og betydning (Operational Guidelines, 2013, 88). Diskursens behandling af begrebet indeholder dog en række relative og vage formuleringer, der i yderste konsekvens kan tilpasses enhver lokalitet. På den baggrund kan det være vanskeligt entydigt at vurdere, om kulturarven har en tilstrækkelig grad af integritet til at være bevaringsværdig. Diagram 2.2 illustrerer de centrale temaer og begrebers forekomst i de internationale dokumenter, der definerer de mest markante udviklingstrin

24 DIAGRAM OVER CENTRALE TEMAER OG BEGREBER DIAGRAM 2.2 DE CENTRALE TEMAER OG BEGREBERS FOREKOMST I DE INTERNATIONALE DOKUMENTER KULTURARVS- BEGREBET INTEGRITET AUTENTICITET NUTIDIG KONTINUERLIG KONTEKST BEVARINGS- FUNKTION FORANDRING PROCESSER ATHEN CHARTRET ATHEN CHARTRET ATHEN CHARTRET ATHEN CHARTRET ATHEN CHARTRET VENEDIG CHARTRET VENEDIG CHARTRET VENEDIG CHARTRET VENEDIG CHARTRET VENEDIG CHARTRET VENEDIG CHARTRET VENEDIG CHARTRET NARA DOKUMENTET VERDENSARVSKONVENTIONEN GRANADA KONVENTIONEN VERDENSARVSKONVENTIONEN GRANADA KONVENTIONEN GRANADA KONVENTIONEN GRANADA KONVENTIONEN FARO KONVENTIONEN FARO KONVENTIONEN KRAKOW CHARTRET KRAKOW CHARTRET NARA DOKUMENTET FARO KONVENTIONEN KRAKOW CHARTRET NARA DOKUMENTET VERDENSARVSKONVENTIONEN KRAKOW CHARTRET OPERATIONAL GUIDELINES DELKONKLUSION DET NUVÆRENDE UDVIKLINGSTRIN I DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS På baggrund af ovenstående centrale temaer og begreber er det muligt at identificere en generel tendens i kulturarvsdiskursen, der kontinuerligt inddrager stadigt mere komplekse sammenhænge og aspekter i bevaringspraksissen. Disse komplekse aspekter af kulturarven og dens bevaring kan sammenfattes til det fysisk forankrede, det tidslige og det relationelle. Det fysisk forankrede dækker på kulturarvsdiskursens nuværende udviklingstrin over kulturarven forstået som værker, bygninger, grupper af bygninger, relationer mellem bygninger, rummet imellem bygninger, bymæssige og landskabelige sammenhænge og steder. Det tidslige aspekt forholder sig til en kontinuerlig udvikling og forandring, hvor kulturarven kan få betydning netop i kraft af sin udviklingshistorie. Ligeledes forholder det tidslige aspekt sig til nye behov, forståelser og samfundsstrømninger, der kræver tilpasning, og til en fortsat udvikling, hvor nutiden sætter sit præg på fortiden og igennem en nyskabelse bidrager til fremtidig kulturarv. Det relationelle forholder sig til komplekse relationer mellem kulturarvsværdier, herunder de immaterielle aspekter af kulturarven, såsom strukturer, funktioner, morfologiske sammenhænge og kulturhistorisk værdi, der opstår i samspil med de øvrige aspekter. Således kan det konkluderes, at kulturarvsdiskursens nuværende udviklingstrin anerkender en lang række komplekse sammenhænge og aspekter samt tilgodeser mere subtile og relationelle dele af kulturarven og tillægger dem værdi. Det nuværende udviklingstrin peger i retning af en udvikling, hvor kulturarvsværdier spiller en mere aktiv rolle i den samfundsmæssige udvikling og kan bruges som ressource for menneskelig udvikling. Ligeledes peger udviklingstrinnet på, at kulturarvsdiskursen kommer til at anerkende en stadig større kompleksitet i både kulturarvsværdier og bevaringspraksisser, som vil inkorporere andre samfundsmæssige hensyn og kræve en stadig større fleksibilitet i alle aspekter af kulturarvens bevaring. OPERATIONAL GUIDELINES 48 49

25 DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS REDEGØRELSE OG ANALYSE BYGNINGSFREDNINGSLOVENS HISTORISKE UDVIKLING Danmarks første bygningsfredningslov trådte i kraft i 1918 som resultat af protester mod ombygninger og nedrivninger af flere betydningsfulde bygninger i starten af 1900-tallet. Loven opdelte bygningsfredninger i to klassificeringer, en klasse A og en klasse B, der angav, hvor restriktive myndighederne skulle være i deres forvaltning af bygningerne. Ændringer af bygninger fredet i klasse A krævede tilladelse fra myndighederne, hvorimod ændringer i bygninger fredet i klasse B blot skulle anmeldes. Loven konstituerede ligeledes et nævn, kaldet Det Særlige Bygningssyn, der siden har fungeret som rådgivende udvalg i spørgsmål om bygningsfredning og -bevaring (kulturstyrelsen.dk A, besøgt ). Bygninger skulle i 1918 være minimum 100 år for at blive taget i betragtning til fredning. Der er siden da sket en række markante ændringer i loven, der leder frem mod den gældende bygningsfredningslov fra I 1966 ændredes restriktionerne for B fredede bygninger, så bygningernes ydre nu var beskyttet på samme vilkår som i klasse A. En A fredning beskyttede både bygningens interiør og eksteriør, en B fredning blot eksteriøret. Lovændringen gav ligeledes mulighed for at frede en bygnings umiddelbare omgivelser, hvis de udgjorde en del af en samlet, beskyttelsesværdig helhed. I 1980 ophævedes fredningsklassificeringen, hvorefter alle bygninger var fredede med samme retsvirkning og restriktioner. Således krævede det nu tilladelse at ændre både en bygnings eksteriør og interiør. Ændringen betød dermed også, at alle bygninger nu skulle have kulturarvsværdi i både eksteriør og interiør for at blive betragtet som fredningsværdige. Bygningsfredningsloven ændrede i 1997 minimumsalderen for, hvornår en bygning kunne fredes fra 100 til 50 år. Endvidere kunne nyere bygninger fredes, hvis de var særligt værdifulde. Ligeledes formulerede loven på pågældende tidspunkt et kapitel om bevaringsværdige bygninger, der fastsatte regler for udpegning og procedure for nedrivningstilladelse. Ansvaret for de bevaringsværdige bygninger blev placeret hos kommunerne. I 2001 fik den statslige fredningsmyndighed mulighed for at udpege en bygning som bevaringsværdig, hvilket tidligere var forbeholdt kommunerne, som dog fortsat kunne ophæve den statslige udpegning efterfølgende. Ansvaret for de bevaringsværdige bygninger, både de statsligt og kommunalt udpegede, lå fortsat hos kommunerne. Yderligere overgik ansvaret for bygningsfredninger på pågældende 51

26 tidspunkt fra Miljøministeriet til Kulturministeriet og placeredes organisatorisk i den nyoprettede Kulturarvsstyrelse (kulturstyrelsen.dk B, besøgt ). Kulturministeren offentliggjorde i 2009 anbefalingerne fra en rapport om bygningsbevaring (Rapport fra udvalget om bygningsbevaring, 2009). Rapporten var udarbejdet af et bredt sammensat udvalg, der havde til formål at belyse den danske bevaringsindsats. Udvalget skulle drøfte en række langsigtede bevaringsstrategier og fremsætte anbefalinger til en revision af Bygningsfredningsloven samt generelle anbefalinger om bevaringsindsatsen. Blandt udvalgets væsentligste anbefalinger var initiativet om en systematisk fredningsgennemgang af alle landets fredede bygninger. Fredningsgennemgangens beskrivelser og vurderinger skulle udarbejdes med henblik på at forbedre dialogen om sikringen af de fredede og bevaringsværdige bygninger mellem stat, regioner og kommuner (Rapport fra udvalget om bygningsbevaring, 2009, side 2-7). I 2010 trådte den gældende bygningsfredningslov og dermed implementeringen af nogle af det ovennævnte udvalgs anbefalinger i kraft. Bestemmelsens ordvalg er væsentligt, fordi det formulerer tre centrale aspekter af den danske bevaringspraksis. Dels er det væsentligt at bemærke formuleringen ældre bygninger, der udpeger en bygnings alder som et kvalificerende fredningskriterie. Dels udtrykker formuleringen arkitektonisk, kulturhistorisk eller miljømæssig værdi, hvilke værdisætningskriterier der ligger til grund for den danske praksis. Dels understreger formuleringen bygninger, der belyser bolig-, arbejds-, og produktionsvilkår og andre væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling, at den kulturhistoriske udvikling, og særligt bygninger der vidner om den almene befolknings kulturhistorie, udgør en bevaringsværdi for samfundet FREDNINGSOMFANG Bygningsfredningsloven formulerer ligeledes, hvad der kan fredes og i hvilket omfang: Kulturministeren kan frede bygninger og selvstændige landskabsarkitektoniske værker af væsentlig arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi, som er over 50 år gamle. Uanset deres alder kan bygninger og selvstændige landskabsarkitektoniske værker dog fredes, når det er begrundet i deres fremragende værdi eller i andre særlige omstændigheder GÆLDENDE BYGNINGSFREDNINGSLOV En række bestemmelser i den gældende bygningsfredningslov er en implementering af Granada konventionen, som Danmark ratificerede i 1987 (Granada konventionen, 1985, side 1). Bestemmelserne er formodentlig formelt indføjet i den danske lovgivning ved den efterfølgende ændring af Bygningsfredningsloven i 1997 (kulturstyrelsen.dk B, besøgt ) og optræder således også i den gældende bygningsfredningslov. De følgende afsnit beskæftiger sig med Bygningsfredningslovens væsentligste bestemmelser om bevaringspraksis i henhold til opgaven. Til de følgende afsnit skal det bemærkes, at den statslige fredningsmyndighed i dag kaldes Kulturstyrelsen, hvilket er et resultat af en fusion mellem Kulturarvsstyrelsen, Kunststyrelsen og Styrelsen for Bibliotek og Medier i 2012 (kulturstyrelsen.dk C, besøgt ). Kulturstyrelsen hører under Kulturministeriet og forvalter dermed Bygningsfredningsloven med bemyndigelse til at udøve kulturministerens beføjelser (Bygningsfredningsloven, 2010, 24). I det omfang en bygnings eller et selvstændigt landskabsarkitektonisk værks umiddelbare omgivelser i form af gårdsrum, pladser, fortove, haver, parkanlæg og lignende er en del af den samlede beskyttelsesværdige helhed, kan fredningen omfatte sådanne omgivelser (Bygningsfredningsloven, 2010, 3, stk. 1, stk. 2). Første sætning i ovenstående citat rummer en central bestemmelse i forhold til fredningsomfang, der her formuleres som bygninger og selvstændige landskabsarkitektoniske værker. På den baggrund er der altså tale om selvstændige bygninger eller værker. Bygningernes fysiske afgrænsning tolkes i Kulturstyrelsens forvaltning som en bygnings konkrete afslutning, altså ved soklen (personlig kilde, 2014). Således er det en grundlæggende forudsætning i den danske praksis, at en bygningsfredning kun går til soklen. Yderligere kan fredningsomfanget udvides til at omfatte umiddelbare omgivelser, altså omgivelser der har en betydning for bygningen eller værket. På den baggrund kan det konkluderes, at det i den danske praksis ikke er muligt at frede sammenhænge og bymæssige eller landskabelige helheder LOVGIVNINGENS FORMÅL I Bygningsfredningslovens indledende bestemmelser formuleres lovgivningens formål således: Loven har til formål at værne landets ældre bygninger af arkitektonisk, kulturhistorisk eller miljømæssig værdi, herunder bygninger, der belyser bolig-, arbejds-, og produktionsvilkår og andre væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling (Bygningsfredningsloven, 2010, 1). Her er det igen væsentligt at bemærke bestemmelsernes vægt på bygningens alder som et kvalificerende kriterie. Hvis yngre bygninger ønskes fredet, skal de have fremragende værdi, eller der skal være andre særlige omstændigheder. Af disse formuleringer kan det udledes, at der i den danske praksis foretrækkes en historisk distance til bygninger, før de fredes

27 KULTURARVENS FUNKTION I lovens formuleringer lægges der vægt på at give de fredede og bevaringsværdige bygninger en hensigtsmæssig funktion, hvor der tages hensyn til bygningens særlige karakter (Bygningsfredningsloven, 2010, 1, stk. 2). Her ses en tydelig sammenhæng mellem Granada konventionen (1985) og Bygningsfredningsloven. Det er et gennemgående tema i Bygningsfredningsloven, der flere steder bruger formuleringen finder tilsvarende anvendelse som en del af lovgivningens sigte FREDNINGENS RETSVIRKNINGER Bygningsfredninger går forud for privat ejendomsret. På den baggrund er ejere af fredede bygninger underlagt lovgivningens bestemmelser, der dels forpligter dem til at beskytte den fredede ejendom på en række områder, dels giver dem nogle skattemæssige fordele og mulighed for at søge midler til vedligeholdelse. Kulturministeren kan træffe beslutning om at frede et værk blot ved at underrette en række aktører skriftligt, samt ændre omfanget eller ophæve en fredning (Bygningsfredningsloven, 2010, 6, 7, stk. 3, 8). Yderligere skal alle bygningsarbejder, der går ud over almindelig vedligeholdelse, godkendes af kulturministeren forud for igangsættelse (Bygningsfredningsloven, 2010, 10, stk. 1, stk. 2). Ændringen af Bygningsfredningsloven fra 2010 giver for første gang ejere af fredede bygninger mulighed for at klage over afgørelser truffet af Kulturstyrelsen (Bygningsfredningsloven, 2010, 24, stk. 3) BEVARINGSVÆRDIGE BYGNINGER I stedet for den tidligere sondring mellem fredningsklassificering A og B, sondrer Bygningsfredningsloven (2010) i dag mellem fredede og bevaringsværdige bygninger. Principperne for bevaringsværdige bygninger blev introduceret i 1997, og udpegning af disse bliver i gældende bygningsfredningslov formuleret således: En bygning er bevaringsværdig, jf. 16, stk. 1, nr. 7, når den er optaget som bevaringsværdig i en kommuneplan eller omfattet af et forbud mod nedrivning i en lokalplan eller byplanvedtægt, jf. planlovens 15, stk. 2, nr. 14 (Bygningsfredningsloven, 2010, 17). I denne formulering tydeliggøres det, at de bevaringsværdige bygninger kun er beskyttet mod nedrivning. Foruden kommunernes mulighed for udpegning af bygninger, kan kulturministeren udpege en bygning som bevaringsværdig, hvormed bygningen er beskyttet mod nedrivning, ombygning eller på anden måde ændring af bygningens ydre uden forudgående tilladelse. Dog har en given kommunalbestyrelse beføjelse til at ophæve en sådan udpegning (Bygningsfredningsloven, 2010, 19, stk. 1, stk. 2, 19 b). Ligeledes er lovgivningens formuleringer om registrering og planlægning af henholdsvis de fredede og bevaringsværdige bygninger væsensforskellige. Om de fredede bygninger bruges formuleringer, der forpligter kulturministeren på en række områder, hvor der om de bevaringsværdige bygninger blot formuleres muligheder (Bygningsfredningsloven, 2010, 20, 21, 21 a). På den baggrund kan det konkluderes, at de bevaringsværdige bygninger langtfra ydes samme beskyttelse som de fredede bygninger, dels fordi det er op til kommunerne at udpege bygningerne, dels fordi de ministerielle udpegninger kan omstødes af kommunerne, og dels fordi det kun er bygningernes eksteriør, der bevares. Yderligere beskyttes bygningerne i den nuværende sondring mellem fredede og bevaringsværdige bygninger ikke på samme måde som ved A og B fredningsklassificeringen. Dette skyldes delvist, at reglerne for de bevaringsværdige bygninger er mere lempelige end for de fredede bygninger, delvist at ansvaret for beskyttelse af de to typer bygninger er placeret i to forskellige forvaltninger, henholdsvis den statslige og den kommunale. Således er det vanskeligt at koordinere en samlet indsats for de fredede og bevaringsværdige bygninger, hvormed de bevaringsværdige bygningers kulturarvsværdier er væsentligt mere sårbare end de fredede bygningers. Ansvarsfordelingen mellem stat og kommuner har den fordel, at kommunerne potentielt udvikler et ejerskab for og interesse i deres egne bevaringsværdige bygninger. Den er dog problematisk hvad angår bevaring af kulturarvsværdier, fordi der ikke er en direkte forvaltningsmæssig sammenhæng mellem bevaring af de fredede og bevaringsværdige bygninger NATIONAL FREDNINGSGENNEMGANG Bygningsfredningsloven forpligter kulturministeren til at udarbejde en sammenfattende oversigt over fredninger, herunder fredningernes bærende fredningsværdier, samt til at føre en offentligt tilgængelig liste over fredninger (Bygningsfredningsloven, 2010, 8 a, 20, stk. 1, stk. 2, stk. 4). Her implementeres en af hovedanbefalingerne fra Rapport fra udvalget om bygningsbevaring (2009) om en gennemgang af alle landets fredede bygninger. Fredningsgennemgangen foretages i perioden som en del af initiativet Bygningskultur 2015, der er et samarbejde mellem Kulturstyrelsen, Realdania og Kommunernes Landsforening (kulturstyrelsen.dk D, besøgt ) KULTURSTYRELSENS ORGANISATIONSSTRUKTUR Som tidligere nævnt forvaltes den danske bevaringspraksis af Kulturstyrelsen, der er bemyndiget til at udøve kulturministerens beføjelser (Bygningsfredningsloven, 2010, 24). Kulturstyrelsen er organisatorisk opdelt i elleve faglige kontorer, hvoraf den statslige bevaringspraksis er delt mellem to kontor med hver deres ansvarsområder og ledelse, henholdsvis kontoret for Bygningsbevaring og Plan og kontoret for Arkitektur, Design og Kunsthåndværk. Kontoret for Arkitektur, Design og Kunsthåndværk varetager blandt andet den systematiske gennemgang af landets fredede bygninger, administration og restaurering af ruiner fra historisk tid, initiativer i forbindelse med turisme og vækst, samt opgaver i forbindelse med verdensarvslisten

28 Kontoret for Bygningsbevaring og Plan varetager blandt andet byggesagsbehandlingen i forbindelse med ændringer af fredede bygninger og administrationen af økonomiske tilskud inden for ansvarsområdet (kulturstyrelsen.dk E, besøgt ) KULTURSTYRELSENS VÆRDISÆTNINGSMETODER Kulturstyrelsen har gennem de seneste godt 20 år udviklet tre forskellige værdisætningsmetoder, der både har separate og delte anvendelsesområder. Værdisætningsmetoderne er SAVE-metoden (2011), Bevaringsprincipperne (2012) og Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012). SAVE-metoden blev første gang publiceret i 1992, men den seneste udgave er fra 2011, hvilket er omtrent samtidig med udviklingen og udgivelsen af de øvrige to metoder BEVARINGSPRINCIPPER Bevaringsprincipperne (2012) er udviklet på baggrund af den lovændring af Bygningsfredningsloven fra 2010, der giver ejere af fredede bygninger mulighed for at klage over afgørelser truffet af Kulturstyrelsen. Bevaringsprincipperne præsenteres som grundlaget for afgørelser i byggesagsbehandlingen, hvormed publiceringen af principperne skal lette forståelsen af afgørelser og kvalificere ansøgninger. Bevaringsprincippernes anvendelsesområde er de fredede fortidsminder og de fredede bygninger. I Bevaringsprincipperne lægges der op til et samarbejde og en dialog med det omgivende samfund, der kan udvikle en differentieret forvaltning samt en tidssvarende brug og bevaring af kulturarven (Bevaringsprincipper, 2012, side 2). Som det fremgår af opgavens problemfelt er fredningsgennemgangens værdisætningsmetode, Vejledning til vurdering af fredningsværdier, den mest centrale i relation til opgaven. Dog synes det væsentligt at inddrage baggrunden for de øvrige to metoder for at kunne vurdere fredningsgennemgangens værdisætningsmetode, dens begreber og taksonomi i en forvaltningsmæssig kontekst. De følgende to afsnit beskæftiger sig kortfattet med baggrund og anvendelsesområde for SAVE-metoden og Bevaringsprincipperne for derefter at redegøre for og analysere Vejledning til vurdering af fredningsværdier SAVE-METODEN SAVE-metoden (2011) er en forkortelse for Survey of Architectural Values in the Environment med undertitlen Kortlægning og registrering af bymiljøers og bygningers bevaringsværdi. Det følgende tager udgangspunkt i den seneste udgave af SAVE-metoden fra 2011 (SAVE, 2011, side 9). SAVE-metoden er udviklet til at kunne kortlægge, registrere og vurdere bygninger og bymiljøers bevaringsværdier i kommunerne med henblik på at kunne inkorporere disse værdier i bevarende lokalplaner og kommuneplaner. Det er kommunernes eget ansvar at finansiere og prioritere kortlægningen og registreringen af de bevaringsværdige bygninger og miljøer (SAVE, 2011, side 9, 11). Kommunerne har desuden metodefrihed og er dermed ikke forpligtet til at anvende SAVE-metoden i kortlægningen (SAVE, 2011, side 9, 11; personlig kilde, 2014). SAVE-metoden er overordnet opdelt i to værdisætningsmetoder, der udføres sammenhængende eller selvstændigt. Første del er en metode til kortlægning og vurdering af bebyggede strukturer. Anden del er en metode til registrering og vurdering af enkeltbygninger (SAVE, 2011, side 13). Bevaringsprincipperne er en relativt simpel værdisætningsmetode, der overordnet bygger på en vurdering af kulturarvens betydning ud fra de tre kriterier, autenticitet, integritet og signifikans, med henblik på at afgøre graden af restriktion i forvaltningen. Bevaringsprincippernes vokabularium anvendes i kontoret for Bygningsbevaring og Plan, men metoden er til dato ikke fuldt ud implementeret i byggesagsbehandlingen (personlig kilde, 2014) VEJLEDNING TIL VURDERING AF FREDNINGSVÆRDIER Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012) er en metode, der er udviklet i forbindelse med fredningsgennemgangen. Værdisætningsmetoden er udviklet af Kulturstyrelsen med direkte afsæt i Bygningsfredningsloven (2010) og har til formål at kortlægge bærende frednings- og bevaringsværdier gennem fredningsbeskrivelser og vurderinger (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 3; personlig kilde, 2014). Metodens indledning bruger formuleringen bærende frednings- og bevaringsværdier, hvilket kunne indikere, at der er tale om værdisætning af både fredede og bevaringsværdige bygninger. Det er dog ikke tilfældet, da metoden primært er udviklet til værdisætning af de fredede bygninger. Værdisætningsmetodens vurderinger bygger på besigtigelser af de fredede bygninger. Metodisk er opbygget som et vurderingsskema med ti felter, der hver repræsenterer en del af værdibeskrivelsen. De første fire vurderingsfelter er faktabeskrivelse, dernæst kommer metodens egentlige værdisætningskriterier, og de sidste to felter er vejledninger. Metodens taksonomi og værdisætningskriterier illustreres i diagram 3.1 på opgavens side?. Her er tale om et analytisk diagram, der vil blive forklaret i afsnit Den miljømæssige værdi som værdisætningskriterie

29 Hovedparten af de ti vurderingsfelter indeholder en vejledning til feltet i form af en introduktion, en stikordsliste og nogle vejledende underspørgsmål, der skal hjælpe til at ensarte og understøtte værdisætningen. Det understreges flere gange, at stikordslisterne blot er vejledende, fordi bygningernes karakteristiske træk, og dermed stikordenes relevans for bygningen, varierer. Ligeledes kan vurderingsfelternes vægtning og relevans variere, afhængigt af hvilke værdier der er fremtrædende i den enkelte bygning (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 4). Metodens indledning forholder sig eksplicit til det subjektive aspekt af værdisætningen ved at beskrive det som en vanskelig opgave, der stiller store krav til den, der foretager beskrivelsen. På den baggrund indeholder metoden en række retningslinjer for dens anvendelse i praksis. Fredningsbeskrivelserne skal være kortfattede, præcise og skrevet i et klart og formidlende sprog. De skal desuden være baseret på faglige kompetencer og dermed være vidensbaserede og velargumenterede. Beskrivelser må eksempelvis ikke indeholde subjektive udsagn såsom en smuk bygning eller facaden er flot. Yderligere skal metoden vurdere det samlede udtryk frem for enkelte bygningsdetaljer, og hvis detaljer fremhæves, skal disse have særlig betydning (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 3, 4). Vurderingsskemaet gør brug af eksisterende oplysninger fra Kulturstyrelsens register over Fredede og Bevaringsværdige Bygninger, kaldet FBB (kulturarv.dk, besøgt ). Hvert vurderingsskema tager udgangspunkt i én fredningssag, som dermed både kan omfatte en enkelt bygning eller flere bygninger, samt eventuelle fredede omgivelser, eksempelvis en firelænget gård med gårdsplads. Udarbejdningen af fredningsbeskrivelserne understøttes desuden af fotoregistrering i forbindelse med besigtigelsen (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 5). De følgende afsnit beskæftiger sig med de centrale felter i vurderingsskemaet, der udgør metodens overordnede taksonomi, begreber og værdisætningskriterier. Det er særligt værd at bemærke afsnittene om den miljømæssige, kulturhistoriske og arkitektoniske værdi, da disse repræsenterer metodens egentlige værdisætningskriterier, der tilsammen danner grundlag for den konkluderende værdisætning, kaldet de bærende fredningsværdier BYGNINGSBESKRIVELSE Bygningsbeskrivelsen skal være kort og præcis og være forståelig for fagfolk såvel som ikke-fagfolk. Bygningsbeskrivelsens omfang vil typisk være fem til ti linjer og bygges op, så den danner grundlag for den egentlige værdisætning ved kun at medtage de vigtigste elementer. Bygningsbeskrivelsen zoomer gradvist ind på bygningen ved først at beskrive bygningens miljø, forstået som dens helhed og kontekst, dernæst bygningens eksteriør fra sokkel til tag, og til sidst bygningens interiør, ligeledes fra gulv til loft. Bygningen beskrives i hovedtræk frem for i detaljer i både eksteriør og interiør (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 7). Stikordslisten under bygningsbeskrivelsen forholder sig dels til helheden, dels til den enkelte bygning. Stikordene vedrørende helhed forholder sig til bygningens orientering og relation til sine omgivelser, samt til bygningstyper (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 8). Beskrivelsen af helhed og kontekst tager afsæt i bygningen, og dermed bliver konteksten ikke beskrevet separat. Stikordene vedrørende den enkelte bygning forholder sig til volumenets karaktertræk, konstruktionstype, materialer og materialebehandling, karakteristiske bygningsdetaljer, interiør, herunder plandisposition og materialer, samt til bygningens nuværende funktion (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 8) BYGNINGSHISTORIE Under dette felt beskrives bygningens fysiske udviklingstrin fra opførelsen til i dag med vægt på centrale om- og tilbygninger. Det er også muligt at skrive om den kulturhistorie, der knytter sig til bygningen, men som ikke er fysisk forankret, såsom historiske begivenheder eller kendte personer, der har beboet bygningen (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 9). Bygningshistoriens stikordsliste forholder sig til fakta om opførelsen, tidligere ejerskaber, proceshistorie og bygningens ændringer over tid. Stikordene forholder sig yderligere til kultur- og funktionshistorie, som ikke er fysisk forankret i bygningen, herunder om funktionelle, sociale og økonomiske forhold har været årsag til bygningens opførelse, samt om bygningen er en af mange fra samme arkitekt. Hertil kommer, om bygningen har symbolværdi og er udtryk for en del af arkitekturhistorien, herunder om bygningen er udtryk for en særlig stil, er repræsentativ eller et hovedværk (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 10, 11) MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi forholder sig til den helhed eller kontekst, som den fredede bygning indgår i. Her kan være tale om bygningens forhold til eksempelvis et gadeforløb, et landskab, sigtelinjer eller ankomstforhold, der ikke i sig selv er fredede, men som har betydning for bygningen. I introduktionen til den miljømæssige værdi understreges det, at værdien kun kan tilskrives miljømæssige forhold, der kan ses eller opleves fysisk (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 12). Det er væsentligt at bemærke, at det her igen er bygningen, der er udgangspunktet for værdisætningen af konteksten, altså er det ikke konteksten eller stedet i sig selv, der kan tillægges en værdi

30 Yderligere skal værdien have en fysisk karakter, hvorfor metoden ikke muliggør, at immaterielle og relationelle værdier tilskrives en fredningsværdi. Den følgende opsummering af stikordslisten til den miljømæssige værdi tydeliggør, at det er bygningen, der er udgangspunktet for værdisætningen, og at de beskrevne værdier skal knytte sig direkte til den. Stikordslisten vedrører bygningens orientering og ankomstforhold, bygningens betydning for sine omgivelser, bygningens brug af omgivelserne/landskabet og bygningens sammenkobling med andre bygninger, herunder de nære rumligheder mellem bygningerne (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 13) KULTURHISTORISK VÆRDI Feltet om den kulturhistoriske værdi forholder sig til bygningens historiske betydning og kulturhistoriske fortælleværdi, herunder om bygningen belyser væsentlige dele af den samfundsmæssige udvikling, eksempelvis bolig-, arbejds-, og produktionsvilkår. Det kulturhistoriske kan dække over særlige konstruktionsprincipper, materialer og tidstypiske, stilhistoriske eller egnskarakteristiske træk, samt over arkitekturhistoriske strømninger. Værdisætningen skal ligeledes forholde sig til, hvor bygningen befinder sig på en skala fra det typisk repræsentative til det unikke (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 14). Endnu en gang understreges det, at den kulturhistoriske værdi kun kan tilskrives bygningselementer, der kan ses eller opleves fysisk. Altså skal kulturhistorien kunne fæstnes til bygningen eller have efterladt sig fysiske spor, før den kan anerkendes som en fredningsværdi. På den baggrund kan historiske personer eller begivenheders tilknytning til bygningen ikke betragtes som en kulturhistorisk værdi, med mindre det giver sig fysisk til kende i bygningen. Sådanne fortællinger kan i stedet skrives under bygningshistorien (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 14), der som tidligere nævnt ikke repræsenterer et egentligt værdisætningskriterie. I hvor høj grad er bygningens oprindelige udtryk bevaret? Hvor stor del af materialet er det originale? (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 16). Begrebet originalitet får her sit eget afsnit i stikordslisten, hvilket indikerer, at bygningens oprindelige udtryk og materiale tillægges en særligt stor kulturhistorisk værdi ARKITEKTONISK VÆRDI I introduktionen af den arkitektoniske værdi understreges det endnu en gang, at værdisætningen skal beskæftige sig med det samlede indtryk frem for med udvalgte bygningsdetaljer, og at den arkitektoniske værdi kun kan tilskrives fysiske elementer (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 17). Stikordslisten til den arkitektoniske værdi forholder sig først til en overordnet værdisætning af anlægget, herunder det gennemgående arkitektoniske greb. Dernæst forholder stikordslisten sig til form, herunder komposition, skala, takt og hierarki. Siden til udtryk og rumligheder, herunder rumforløb, overgange og rumlige oplevelser. Ligeledes forholder listen sig til stoflighed, materialer, herunder forarbejdning og farve, samt til forståelsen af bygningen, altså om bygningens arkitektur understøtter den bagvedliggende idé. Hertil kommer stikord om originalitet, detaljering og oplevelse, forstået som atmosfærer eller stemninger (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 18, 19). I denne stikordsliste forekommer altså en del arkitektoniske virkemidler, der kan indgå som en del af værdibeskrivelsen. Sammenholdes dette med introduktionen til vurderingsfeltet og vejledningens krav til faglige kompetencer samt vidensbaseret og velargumenteret værdisætning, der tager udgangspunkt i det fysisk forankrede, kan der forekomme vanskeligheder. Med dette som grundlag er det vanskeligt at argumentere for, at rumlige oplevelser, forståelse af bygningen, atmosfærer og stemninger kan være direkte fysisk forankrede og vidensbaserede. Stikordslisten til den kulturhistoriske værdi berører bygningens funktionshistorie, herunder den fysiske proceshistorie, stilart og periode, bygningens placering på en skala fra det repræsentative til det unikke, materialer, konstruktioner og håndværk, samt bygningens grad af originalitet og symbolværdi (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 15, 16). Det er her værd at bemærke formuleringerne i stikordslistens underspørgsmål vedrørende bygningens originalitet: Igen er det værd at bemærke gentagelsen af begrebet originalitet, der her ligeledes har sit eget afsnit og samme formulerede underspørgsmål som tidligere citeret på side? DE BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier er en sammenfatning af de miljømæssige, kulturhistoriske og arkitektoniske værdisætninger, altså bygningens helt særlige og umistelige værdier. De bærende fredningsværdier skal være synlige og håndgribelige bygningselementer. Ligeledes skal fredningsværdierne formuleres, så de kan fungere som retningslinjer for ejere og rådgivere i det fremtidige arbejde med 60 61

31 bygningen. Vurderingsfeltet må gerne være en opremsning, der samler og opsummerer bygningens umistelige elementer i henholdsvis det ydre og det indre. Formuleringerne skal være generelle og ikke gå i detaljer, eksempelvis: De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til længernes facader, gavle og tag med alle dertil hørende åbninger i form af porte, døre, vinduer og lemme. Dertil kommer den traditionelle materialeholdning (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 20). Stikordslisten til de bærende fredningsværdier omhandler helhed og omgivelser, form og udtryk, indvendig og udvendig detaljering og udsmykning, herunder materialeholdning og originalitet (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 21). DISKUSSION OG VURDERING PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS Den danske bevaringspraksis har gennem de seneste år sigtet mod en forbedring af bevaringsindsatsen med fokus på en øget konsistens i værdisætning og forvaltning. Ligeledes sigter den danske bevaringspraksis mod at anerkende og implementere kulturarvsværdier og -aspekter fra den internationale kulturarvsdiskurs. Disse målsætninger kommer til udtryk gennem en række initiativer, der er blevet gennemført og gennemføres i disse år. Blandt disse initiativer er tilføjelsen af landskabsarkitektoniske værker til mulige fredningsemner i lovgivningen, udarbejdelse af Rapport fra udvalget om bygningsbevaring (2009), den nationale fredningsgennemgang af samtlige af fredede bygninger og det samlede initiativ Bygningskultur Hertil kommer udarbejdelse af Bevaringsprincipper (2012), der implementerer nogle internationalt anerkendte begreber. Trods dette øgede statslige fokus på bevaring af kulturarv forekommer der dog en række problemstillinger i den danske bevaringspraksis. De følgende afsnit vil diskutere og vurdere den danske bevaringspraksis med udgangspunkt i Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012). Opgavens diskussion og vurdering af den danske bevaringspraksis inddeles overordnet i tre afsnit, hvis perspektiver gradvist udvides. Afsnittene behandler således først værdisætningsmetodens taksonomi alene, dernæst interne forhold i den danske bevaringspraksis og efterfølgende den danske bevaringspraksis i relation til den internationale kulturarvsdiskurs. Denne inddeling forekommer for at anskueliggøre, hvilke problemstillinger der knytter sig til metoden, hvilke problemstillinger der knytter sig til lovgivningen og Kulturstyrelsens forvaltningspraksis, samt hvilke uoverensstemmelser der forekommer mellem den danske bevaringspraksis og den internationale diskurs. Disse problemstillinger identificeres med henblik på at kvalificere forslaget til en nytænkning af den eksisterende værdisætningsmetode VEJLEDNING TIL VURDERING AF FREDNINGSVÆRDIER Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012) er, som tidligere konkluderet, en værdisætningsmetode, der bygger på besigtigelser og anvender en række beskrivelses- og værdisætningsfelter i udførelsen af den konkrete værdisætning. Metoden forholder sig således bygningsnært ved at tage udgangspunkt i besigtigelse og dermed en stillingtagen til den konkrete bygning og dens nuværende udtryk. Desuden har Kulturstyrelsen ved besigtigelserne mulighed for at opdage kulturarvsværdier, der ikke tidligere har været en del af den pågældende fredning, og som dermed kan tilføjes til fredningssagen, enten i form af tilføjelse af bygninger eller umiddelbare omgivelser. Således giver metoden mulighed for at gøre status over den fredede arkitektoniske kulturarv gennem en bygningsnær stillingtagen til hver enkelt bygning ÉN METODE TIL HELE SPEKTRET AF KULTURARV Som analysen af den internationale kulturarvsdiskurs har blotlagt, er der i dag tale om et bredt spektrum af både kulturarv og kulturarvsværdier. Således er der også i Danmark tale om et bredt spektrum af kulturarv, der spænder fra det spektakulære og unikke til det almene og repræsentative. De danske kulturarvsværdier rummer altså i dag både de historiske monumenter, som de tidlige udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs anerkendte som kulturarv, og den mere subtile, komplekse og relationelle kulturarv, der i dag anerkendes internationalt. På den baggrund forekommer det mangelfuldt, at fredningsgennemgangens værdisætningsmetode anvender den samme taksonomi og de samme tre værdisætningskriterier til alle bygninger. Kulturarven bliver altså værdisat ud fra samme kriterier uanset dens karakter, historiske eller geografiske kontekst og samfundsmæssige betydning. Dermed skal metodens tre værdisætningskriterier kunne identificere alle typer kulturarv og værdier ud fra metodens vurderingsfelter og stikordslister. Metodens ensretning i taksonomi, værdisætningskriterier og stikord skyldes givetvis en administrativ og forvaltningsmæssig forenkling, der tager udgangspunkt i den gennemsnitlige arkitektoniske kulturarv. Ikke desto mindre er det problematisk, at metodens få værdisætningskriterier og vejledende stikordslister skal kunne rumme hele det brede spektrum af kulturarv. Dette stiller høje krav om alsidig viden og faglige kompetencer til den, der værdisætter DE TRE VÆRDISÆTNINGSKRITERIER Taksonomien i Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012) indeholder som bekendt ti vurderingsfelter, hvoraf kun den miljømæssige, den kulturhistoriske og den arkitektoniske værdi udgør de egentlige værdisætningskriterier. De tre værdisætningskriterier stammer fra formuleringer i Bygningsfredningsloven (2010) (personlig kilde, 2014), og dermed forholder værdisætningsmetoden sig principielt kun til disse tre aspekter af kulturarvsværdierne, hvormed øvrige aspekter ikke værdisættes

32 DIAGRAM OVER VEJLEDNING TIL VURDERING AF FREDNINGSVÆRDIER I praksis foretages værdisætningen af Kulturstyrelsens ansatte, der i kraft af deres faglige kompetencer har mulighed for at registrere kulturarvsværdier i fredningsbeskrivelserne, der ikke nødvendigvis er indeholdt i stikordslisterne. Men dette stiller endnu en gang høje krav til udførelsen af værdisætningen og vanskeliggør en konsistent værdisætning, da fredningsbeskrivelserne udarbejdes af en række forskellige ansatte. DIAGRAM 3.1 VEJLEDNING TIL VURDERING AF FREDNINGSVÆRDIER Således kan det konkluderes, at Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012) udpeger og favoriserer tre værdisætningskriterier, der tilsammen er grundlaget for de bærende fredningsværdier. I den forbindelse er det relevant at undersøge den miljømæssige værdi som værdisætningskriterie, da det adskiller sig fra de øvrige to kriterier. TAKSONOMI OG VURDERINGSFELTER VÆRDISÆTNING SAMMENFATNING DEN MILJØMÆSSIGE VÆRDI SOM VÆRDISÆTNINGSKRITERIE Sammenholdes det miljømæssige værdisætningskriterie med formuleringer fra Bygningsfredningslovens (2010) bestemmelser om, hvad der kan fredes, ses en tydelig uoverensstemmelse mellem lovgivningen og værdisætningskriteriet. Bygningsfredningsloven formulerer, at det er muligt at frede bygninger og selvstændige landskabsarkitektoniske værker samt umiddelbare omgivelser (Bygningsfredningsloven, 2010, 3, stk. 1, stk. 2). Altså er det ikke muligt at frede sammenhænge, relationer mellem elementer eller helheder, medmindre der med helhed er tale om et landskabsarkitektonisk værk. Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012) beskriver på den anden side den miljømæssige værdi som et af de tre værdisætningskriterier, der ligger til grund for konklusionen om en bygnings bærende fredningsværdier, og netop her forekommer uoverensstemmelsen. De bærende fredningsværdier er en betegnelse for de kulturarvsværdier, der bærer og begrunder en fredning. I fredningsgennemgangens værdisætningsmetode tager den miljømæssige værdibeskrivelse udgangspunkt i bygningen, men værdibeskriver primært den kontekst og de relationer, som den fredede bygning indgår i (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 12, 13, 20). Men da kontekstuelle og relationelle forhold ikke kan fredes ifølge Bygningsfredningsloven, kan det miljømæssige værdisætningskriterie i praksis ikke ligge til grund for en fredning. Således beskrives de fredede bygningers VEJLEDNING VÆRDISÆTNINGSKRITERIER FAKTABESKRIVELSE STAMOPLYSNINGER BYGNINGSBESKRIVELSE BYGNINGSHISTORIE KILDER MILJØMÆSSIG VÆRDI KULTURHISTORISK VÆRDI ARKITEKTONISK VÆRDI BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER ANBEFALINGER VEJLEDNING FOR FOTOGRAFERING MILJØMÆSSIG VÆRDI KULTURHISTORISK VÆRDI ARKITEKTONISK VÆRDI BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER kontekst, men Kulturstyrelsen har ikke mulighed for at gennemføre fredninger alene på baggrund af miljømæssig værdi (personlig kilde, 2014). På den baggrund kan det konkluderes, at den miljømæssige værdi ikke udgør et egentligt værdisætningskriterie på linje med de øvrige to værdisætningskriterier. Dermed er metodens anvisning af den miljømæssige værdi som en bærende fredningsværdi ikke retvisende, da en fredning i realiteten kun kan bæres af en bygnings kulturhistoriske og arkitektoniske værdi. Metodens taksonomi og egentlige værdisætningskriterier illustreres i diagram

33 DE BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER På baggrund af ovenstående afsnit kan det altså konkluderes, at det i praksis kun er den kulturhistoriske og arkitektoniske værdi, der kan ligge til grund for en fredning. Behandles vurderingsfeltet om de bærende fredningsværdier i relation til metodens øvrige vurderingsfelter, forekommer beskrivelsen mangelfuld. Som redegørelsen og analysen af værdisætningsmetoden har anskueliggjort, forholder alle vurderingsfelterne sig bygningsnært i værdisætning af den enkelte fredede bygning ved at tage udgangspunkt i bygningen. Dermed forholder metoden sig til bygningens særegne karakteristika, der således bliver baggrunden for den pågældende fredning. Dette underbygges af den indledende vejledning til feltet om de bærende fredningsværdier, der beskriver disse som bygningens helt særlige og umistelige værdier. Samme vejledning beskriver ligeledes, at det er vigtigt at skrive de bærende fredningsværdier som generelle helheder og ikke gå i detaljer, således at bygningsdetaljer indeholdes i overordnede formuleringer, eksempelvis de bærende fredningsværdier knytter sig til bygningens ydre med alle oprindelige og ældre detaljer (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 20). Disse to sætninger kan dog siges at være modstridende, da særegenhed ofte knytter sig til netop det specifikke frem for det overordnede. De bærende fredningsværdier skal altså formuleres så generelt og overordnet, at det kan siges at være på bekostning af de specifikke, særlige og umistelige værdier ORIGINALITET SOM KULTURARVSVÆRDI I en vurdering af værdisætningsmetoden at det væsentligt at bemærke den gentagne brug af ordet originalitet, der flere steder optræder som et parameter i værdisætningen. at værdisætningsmetoden i så høj grad betoner bygningens oprindelige udtryk og materialer, at den kontinuerlige udvikling og forandring implicit ikke tilskrives en tilsvarende værdi. Kulturarvens oprindelige materiale eller udtryk kan selvsagt have en høj bevaringsværdi, men betoningen af det oprindelige og brugen af begrebet originalitet i bevaringssammenhæng medfører en række problemstillinger, der kræver opmærksomhed og varsom brug. Begrebet originalitet bruges i nogle tilfælde som en måde at opnå objektivitet i værdisætningen af kulturarv, hvor det originale sættes lig det ægte og autentiske. Dermed bliver arkitekturens oprindelige udtryk og bygningselementer implicit de foretrukne og mest værdifulde i det bevaringsarbejde, der følger værdisætningen. Denne forestilling om kulturarv tilhører i højere grad kulturarvsdiskursens tidlige udviklingstrin, da alle bygningslag og historiske transformationer i dag kan anerkendes som værdifulde. Udpegningen af det originale som noget særligt værdifuldt risikerer dermed at blive en legitim begrundelse for at tilbageføre og udviske efterfølgende historisk tilførte bygningselementer. Det værdifulde i en bygnings historisk tilførte arkitektoniske og funktionelle lag er det bygningsnære udsagn om en historisk udvikling og dens påvirkning på bygningen. Således øges bygningens kompleksitet og dens historiske vidneudsagn, hvorved bygningen forbliver et troværdigt udsagn om sin alder, sit udviklingstrin og sin kulturhistorie. Problemstillingen ved at føre et eller flere lag tilbage er blandt andet, at relationen mellem de forskellige lag såvel som til den geografiske og kulturhistoriske kontekst risikerer at gå tabt. Gennem en tilbageføring fastholdes bygningen eller blot enkelte bygningselementer kunstigt på et historisk eller stilistisk udviklingstrin, men bliver ikke et troværdigt udsagn om dette udviklingstrin, da udtrykkets ægthed således går tabt. På den baggrund kan tilbageføringspraksissen siges at miste den objektivitet og legitimitet, som originalitetsbegrebet hævder at bibringe. Begrebet originalitet har en dobbelt betydning, der på den ene side kan referere til ejendommelighed eller særegenhed, på den anden side til oprindelighed. I betydningen særegenhed tages der i forhold til kulturarv stilling til dennes specifikke, særlige og unikke karakter, men sammenlignes dette med værdisætningsmetodens stikord og tilhørende underspørgsmål, tydeliggøres det, at ordet ikke her tillægges denne betydning. Metoden bruger formuleringerne I hvor høj grad er bygningens oprindelige udtryk bevaret? Hvor stor del af materialet er det originale? (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 16, 19). I disse formuleringer henviser ordet altså til bygningens oprindelige udtryk og materiale. Som det tidligere har kunnet konkluderes i afsnit Kontinuerlig forandring, er kulturarvens kontinuerlige forandring og proces et grundvilkår for bevaring. Yderligere tillægges en bygnings udviklingshistorie på det nuværende udviklingstrin en kulturarvsværdi. På den baggrund er det bemærkelsesværdigt, INTERNE FORHOLD I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS OPHÆVELSEN AF DEN TIDLIGERE FREDNINGSDIFFERENTIERING Da Bygningsfredningsloven i 1980 ophævede fredningsklassificeringens skelnen mellem A og B fredninger, havde det en række konsekvenser for den danske bevaringspraksis, der stadig gør sig gældende i dag. Fredningsklassificeringen muliggjorde som bekendt en differentiering mellem de fredede bygninger, der enten havde fredningsværdier i både det eksteriøre og interiøre eller blot i det eksteriøre. Denne A og B fredningsdifferentiering fordrede en samlet forvaltning af de forskellige typer fredningsværdier, hvor B fredninger ligeledes sikrede en bedre beskyttelse af bymiljøer, der således blev opretholdt af de fredede bygningsvolumener. Den nuværende forvaltningspraksis opererer også med en differentiering mellem bevaringsværdige og fredede bygninger, men der er en række forhold ved denne differentiering og den medfølgende forvaltning, der er problematiske i forhold til at sikre bevaringsværdier bedst muligt

34 DELT FORVALTNING AF DE FREDEDE OG BEVARINGSVÆRDIGE BYGNINGER Forvaltningen af de fredede og bevaringsværdige bygninger er nu delt mellem stat og kommuner. Det er kommunernes ansvar at udpege og indføje bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer i kommuneplanerne (Oversigt over statslige interesser i kommuneplanlægningen, 2013, side 53, 54), men kommunerne er hverken forpligtet på kvantitet eller kvalitet. Juridisk er det miljøministeren, altså i praksis Naturstyrelsen, der administrerer planloven og dermed kommunernes forpligtelser (personlig kilde, 2014). På den anden side er det som bekendt Kulturstyrelsens ansvar at forvalte de fredede bygninger. Dermed er ansvaret for de fredede og bevaringsværdige bygninger delt mellem kommunerne og to offentlige forvaltninger. De bevaringsværdige bygninger ydes således ikke samme beskyttelse som de fredede bygninger, og den delte forvaltning mellem stat og kommuner gør det omstændeligt og vanskeligt at koordinere indsatsen i den nuværende differentiering mellem de fredede og bevaringsværdige bygninger AFFREDNINGER AF DE TIDLIGERE B FREDEDE BYGNINGER Ophævelsen af fredningsklassificeringens skelnen mellem A og B fredninger har ligeledes fået en direkte konsekvens for nogle af de bygninger, der tidligere var fredet i klasse B. De tidligere B fredninger er i sin tid blevet fredet på baggrund af deres eksteriøre værdier, det vil sige primært på grund af bygningernes betydning for deres kontekst eller relation til omgivende bygninger. Disse bygninger har formodentlig aldrig haft væsentlige værdier i deres interiør og har derfor fået klassificering B. I nogle tilfælde er de tidligere B fredninger også blevet stærkt ombygget i deres interiør, fordi bygningerne indtil 1980 var underlagt en væsentligt mindre restriktiv forvaltning med hensyn til indvendige ombygninger. Med Bygningsfredningslovens tidligere nævnte ændring i 1980 blev alle fredede bygninger underlagt samme retsvirkning og restriktioner uanset deres tidligere status som A eller B fredning (kulturstyrelsen. dk B, besøgt ). Dermed skal en bygning i dag have værdier i både sit eksteriør og interiør for at blive betragtet som fredningsværdig. Der stilles altså krav til, at bygninger, der tidligere var fredet i klasse B, nu skal have nogle værdier, som de formodentlig aldrig har haft, fordi fredningen i stedet har været båret af kontekstuelle og relationelle bevaringsværdier. I praksis har det den konsekvens, at hvis en tidligere B fredet bygning ikke har værdier i sit interiør, risikerer den at blive affredet i forbindelse med Kulturstyrelsens fredningsgennemgang. Dermed overgår bygningens bevaringsværdier til en kommunal forvaltning med de implicerede problemstillinger, som ovenstående afsnit har blotlagt. Således er det ikke længere muligt at sikre beskyttelse af disse bygningers bevaringsværdier, da selv de formelt udpegede bevaringsværdige bygninger ikke er underlagt samme restriktioner og beskyttelse som de fredede. På den baggrund kan det konkluderes, at den nuværende lovgivning og værdisætningsmetode ikke er i stand til at tage højde for de skærpede krav til de tidligere B fredninger og dermed bevare de pågældende bygningers fredningsværdier. Det kan dog i denne forbindelse tilføjes, at Kulturstyrelsen ligeledes udpeger nye fredningsemner, der lever op til de gældende krav om fredningsværdier i både eksteriør og interiør. På den baggrund kan der argumenteres for, at det generelle niveau for de fredede bygninger bliver hævet i forbindelse med den aktuelle fredningsgennemgang BEVARINGSPRAKSIS I KULTURSTYRELSEN Redegørelsen for og analysen af Kulturstyrelsens organisationsstruktur, forvaltningspraksis og værdisætningsmetoder har anskueliggjort nogle forhold i den danske bevaringspraksis, som synes uhensigtsmæssige. De følgende afsnit beskæftiger sig med disse forhold OPDELT FORVALTNING MED FORSKELLIGE METODER Den danske forvaltning af de fredede bygninger er som bekendt opdelt mellem to kontorer, der har hver deres ledelse og ansvarsområder. I relation til opgaven er det væsentligt at se på Kulturstyrelsens opdeling af ansvarsområderne og deres forskellige værdisætningsmetoder. De to kontorer har næsten sideløbende udviklet og udgivet de tre gennemgåede metoder, SAVEmetoden (2011), Vejledning til vurdering fredningsværdier (2012) og Bevaringsprincipperne (2012), samt en fjerde vejledning, Vejledning til administration af Bygningsfredningsloven (2012/2013), til anvendelse på bevaringsområdet. De fire metoder deler med udgangspunkt i Bygningsfredningsloven (2010) en række begreber og anvendelsesområder, men har ligeledes forskellige anvendelsesområder, der forholder sig til enten bevaringsværdige eller fredede bygninger og anvendes til enten værdisætning eller forvaltning. Metodernes respektive anvendelsesområder anskueliggøres i diagram 3.2. Der er således tale om fire metoder til forskellige aspekter af bevaringsområdet, der ikke er integreret i hinanden, men i stedet udgør selvstændige praksisser i forvaltningen. Udarbejdelsen af både Vejledning til vurdering af fredningsværdier og Bevaringsprincipperne har tilsigtet en aktiv anvendelse af metoderne i byggesagsbehandlingen (personlig kilde, 2014) og dermed formodentlig en intention om en større integration mellem de forvaltningsmæssige praksisser. Til trods for denne intention er de to metoder hverken integreret i hinanden eller benytter samme taksonomi, begreber og værdisætningskriterier. Det er dermed problematisk, at de to kontor nærmest samtidig har udviklet fire autonome metoder til forvaltning af bevaringsområdet. Der er som nævnt tale om forskellige aspekter af forvaltningen, men bevaringsområdet er dog et relativt snævert fagområde, der kunne drage fordel af en højere 68 69

35 DIAGRAM OVER DE FIRE METODER DIAGRAM 3.2 METODER I DEN DANSKE FORVALTNING grad af integrerede og indbyrdes forbundne forvaltningspraksisser, hvor særligt værdisætning og byggesagsbehandling tager udgangspunkt i én metode og ét værdigrundlag. FORVALTNING BYGNINGSFREDNINGSLOVEN OG VÆRDISÆTNINGSMETODEN Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012) er som nævnt udviklet med direkte afsæt i Bygningsfredningsloven (2010). Værdisætningsmetoden tager således udgangspunkt i den gældende lovgivning og er dermed underlagt de begrænsninger, der eksisterer i den nuværende fredningspraksis. VEJLEDNING TIL ADMINISTRATION AF BYGNINGSFREDNINGSLOVEN 2013 BEVARINGSPRINCIPPER 2012 Som tidligere nævnt er den nuværende lovgivning en implementering af Granada konventionens bestemmelser fra Det kan vække undren, at den gældende bygningsfredningslov fra 2010 bygger på en international konvention, der er næsten 30 år gammel. Det er tidligere konkluderet, at den internationale kulturarvsdiskurs siden 1985 har udviklet sig markant under påvirkning af nye chartre, konventioner og dokumenter. Interne sammenhænge mellem de danske dokumenter og deres relation til de internationale illustreres i diagram 3.3. BEVARINGSVÆRDIGE BYGNINGER FREDEDE BYGNINGER Kulturstyrelsen har de faglige kompetencer og et tilstrækkeligt erfaringsmæssigt grundlag til at kunne se problemstillingerne i den nuværende lovgivning. På den baggrund er det iøjnefaldende, at Kulturstyrelsen ikke har udfordret den utidssvarende lovgivning i udarbejdelsen af en ny værdisætningsmetode ved eksempelvis at anvende metoden som beskrivelse af et mere tidssvarende værdigrundlag for den danske bevaringspraksis. I stedet tager metoden afsæt i den eksisterende lovgivning, der sætter nogle snævre rammer for fredningsværdier. Således kan både den gældende bygningsfredningslov og Kulturstyrelsens værdisætningsmetode kritiseres for ikke at være progressive og visionære i værdisætningen af og lovgivningen om kulturarv. SAVE-METODEN (1992) 2011 VÆRDISÆTNING VEJLEDNING TIL VURDERING AF FREDNINGSVÆRDIER 2012 Det anerkendes dog i denne kritik, at en ideel værdisætningsmetode efterfølgende må implementeres i en lovgivning for at kunne fungere som overordnet retningslinje for en forvaltning. Dette vil formodentlig medføre en række kompromiser mellem værdigrundlag og lovgivning. Men ønsker den danske bevaringspraksis at være tidssvarende med den internationale kulturarvsdiskurs, må værdigrundlag og værdisætning gå forud for lovgivning med henblik på kontinuerligt at udvikle bevaringsområdet, dets tilhørende metoder og forståelsen af fredningsværdier DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS OG DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS I det følgende afsnit diskuteres og vurderes den danske bevaringspraksis i forhold til den internationale kulturarvsdiskurs nuværende udviklingstrin. Kulturarvsdiskursens nuværende udviklingstrin defineres her som de sammenfatninger, der afslutter diskussionerne af hvert af de centrale temaer. Kulturstyrelsens værdisætningsmetode, og enkelte dele af den danske forvaltning, sættes i forbindelse 70 71

36 DIAGRAM 3.3 SAMMENHÆNGE MELLEM DE DANSKE OG INTERNATIONALE DOKUMENTER med de centrale temaer med henblik på at vurdere, om den danske værdisætningsmetode er på niveau med den internationale kulturarvsdiskurs. Diskussionen og vurderingen afsluttes med at pege i retning af, hvad der kan blive et af de kommende centrale temaer på bevaringsområdet. INTERNATIONALE DOKUMENTER ATHEN CHARTRET 1931 VENEDIG CHARTRET 1964 KRAKOW CHARTRET 2000 VERDENSARVSKONVENTIONEN 1972 GRANADA KONVENTIONEN 1985 FARO KONVENTIONEN KULTURARVSFORSTÅELSE Både på det internationale og danske bevaringsområde er kulturarvsdefinitioner og valg af begreber en klar indikator for, hvad der betragtes som kulturarvsværdier på et pågældende tidspunkt. Dermed kan den danske definition af kulturarvsværdier identificeres ud fra de kulturarvsbenævnelser, der optræder i Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012) og Bygningsfredningsloven (2010). Denne definition træder tydeligt frem i Bygningsfredningslovens bestemmelser om, hvad der kan fredes, som er citeret på opgavens side 44. Her fremgår det, at kulturarvsværdierne skal knytte sig direkte til en bygning eller et selvstændigt landskabsarkitektonisk værk for at blive anerkendt som fredningsværdige. Dette understreges yderligere af værdisætningsmetodens gentagne beskrivelser af bygningen som det centrale, hvor værdierne kun kan tilskrives det bygningsnære, der kan ses eller opleves fysisk (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 12, 14, 17). DANSKE DOKUMENTER NARA DOKUMENTET 1993 OPERATIONAL GUIDELINES (1977) 2013) BYGNINGSFREDNINGS- LOVEN (1918) 2010 SAVE-METODEN (1992) 2011 BEVARINGSPRINCIPPER 2012 På den baggrund kan det konkluderes, at de fredningsværdige kulturarvsværdier i den danske bevaringspraksis defineres som bygninger og landskabsarkitektoniske værker. Der er altså med begrebet bygning tale om en afsluttet, selvstændig konstruktion, der som tidligere beskrevet afgrænses ved bygningens sokkel. Med begrebet værk kan der i højere grad være tale om flere elementer, der indgår i samme komposition. Begrebet værk har dog karakter af at være afgrænset og færdigt, forstået som et sted eller et objekt, der er blevet udtænkt og opført og som efterfølgende fremstår, som det var tænkt. Sammenholdes denne forståelse af kulturarvsværdier med forståelsen i den internationale kulturarvsdiskurs, forekommer en tydelig uoverensstemmelse, der sætter den danske bevaringspraksis på et langt tidligere udviklingstrin end den internationale diskurs. I opgavens udvalgte internationale dokumenter forekommer en lignende forståelse kun i Athen chartret (1931), der primært betegner kulturarven som forankret i et konkret værk. BYGGER PÅ ANERKENDER VEJLEDNING TIL VURDERING AF FREDNINGSVÆRDIER 2012 Vejledning til vurdering af fredningsværdier indeholder en række tematiske henvisninger til definitioner af kulturarvsværdier i den internationale kulturarvsdiskurs, såsom helhed, relation til andre bygninger og omgivelserne (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 8, 13). Men da Bygningsfredningsloven som bekendt er grundlaget for værdisætningsmetoden, forhindrer lovgivningens begrænsninger disse elementer i at blive anerkendt som selvstændige fredningsværdier

37 Det er yderligere påfaldende, at der forekommer en markant definitionsforskel mellem Granada konventionen (1985) og Bygningsfredningsloven, da Bygningsfredningsloven som bekendt er en implementering af førstnævnte. Granada konventionen anerkender kulturarven som bygninger, grupper af bygninger og steder, hvorimod Bygningsfredningslovens blot anerkender bygninger med eventuelle umiddelbare omgivelser og landskabsarkitektoniske værker. Altså omfatter Granada konventionen kulturarvsværdier, der forekommer i samspillet mellem bygninger samt i hele områder, hvilket ikke kan fredes i Bygningsfredningsloven. I disse formuleringer nævnes bevaringsprocesser, der ligger i hver sin ende af spektret i forhold til indgrebets skånsomhed og respekt over for alle kulturarvens tilførte lag. På den ene side af spektret nævnes vedligeholdelse, der kan bevare de oprindelige arkitektoniske intentioner, og på den anden side nævnes reetablering, fremdragelse af oprindelige bygningsdele eller fjernelse af senere tilførte. Til trods for metodens brug af begrebet vedligeholdelse er de fire øverste ud af fem sætninger udtryk for en bevaringsholdning, der favoriserer det oprindelige. Dette udsagn underbygges i følgende uddybning af metodens formuleringer og brug af begreber. På den baggrund kan det konkluderes, at hverken den danske lovgivning eller værdisætningsmetode er på niveau med den internationale definition og forståelse af kulturarv og kulturarvsværdier. Denne definition omfatter på nuværende tidspunkt både bygninger, relationer mellem bygninger, relationer mellem steder og bygninger, helheder, steder og fortællinger, der har udviklet sig over tid og kommer til udtryk både materielt og immaterielt, samt kan have værdi netop i kraft af disse komplicerede sammenhænge og relationer. Således er den danske definition af kulturarvsværdier nærmere på niveau med de tidlige udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs, hvor bygningen eller værket er det centrale BEVARINGSPROCESSER I opgavens udvalgte dokumenter fra den danske bevaringspraksis forekommer der ikke en eksplicit stillingtagen til foretrukne bevaringsprocesser. Derfor er det ikke muligt at lave en direkte sammenligning med de foretrukne bevaringsprocesser i den internationale diskurs. Dog er det muligt at udpege formuleringer i de danske dokumenter, der kan tolkes som udtryk for bevaringsholdninger. Det følgende beskæftiger sig med formuleringer i Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012), hvor sådanne bevaringsholdninger kommer til udtryk. Metodens vurderingsfelt om anbefalinger kan føjes til fredningsbeskrivelserne som en vejledning til ejerne af de fredede bygninger. I afsnittet eksemplificeres nogle anbefalinger med følgende formuleringer: Reetablering eller ændring af en bygningsdel i en udformning, der (i højere grad) svarer til det oprindelige arkitektoniske udtryk. Fremdragelse af en oprindelig bygningsdel ( udpakning ). Fjernelse af senere uheldige tilbygninger eller andre tilføjelser. At den omkringliggende beplantning passes, så de oprindelige arkitektoniske intentioner bibeholdes. Eks. vedligeholdelse eller genopretning af en allé. At man forsøger at bevare omkringliggende omgivelser. Eks. pladser, haver eller akser. (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 22). Citatets første tre sætninger er med formuleringerne reetablering, ændring, der i højere grad svarer til det oprindelige arkitektoniske udtryk, fremdragelse af en oprindelig bygningsdel og fjernelse af tilføjelser udtryk for en bevaringsholdning, der tillægger det oprindelige udtryk den største værdi. Denne værdi legitimerer således en reetablering af det oprindelige og fjernelser af det tilføjede. Altså giver metodens formuleringer implicit ikke udtryk for at tillægge tilførte lag en bevaringsværdi. Denne tolkning understøttes af metodens gentagne brug af begrebet originalitet, der flere steder nævnes som en bevaringsværdi og tilstræbelsesværdig kvalitet (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 16, 19, 21). Sammenholdes denne tolkning med holdningsudviklingen i den internationale kulturarvsdiskurs, er det tydeligt, at der ikke er tale om den samme bevaringsholdning. Den internationale holdning til bevaringsprocesser bevæger sig som bekendt i retning af dels en mere skånsom praksis, der tager højde for kulturarvens tilførte lag og ændringer over tid, dels mere ærlige udsagn, der adskiller nye og ældre tilføjelser, samt muliggør reversibilitet. Sammenholdes formuleringerne fra metoden med citatet fra Venedig chartret (1964) på opgavens side 17, strider metodens bevaringsholdning direkte imod den formulerede bevaringsholdning, der gjorde sig gældende allerede i 1960 erne. Metoden giver netop udtryk for at anerkende fjernelse af tilførte lag, at sigte efter fremdragelse af det oprindelige udtryk og at reetablere historiske bygningsdele, der således risikerer at bære falsk kunstnerisk eller historisk vidnesbyrd. På den baggrund kan det konkluderes, at Vejledning til vurdering af fredningsværdier ikke giver udtryk for en tidssvarende holdning til bevaringsprocesser, mest påfaldende er den manglende anerkendelse af senere tilførte bygningslag KONTEKST Bygningsfredningslovens overskrift formuleres Bekendtgørelse af lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, og i lovgivningen behandles bevaring af bymiljøer i kapitel 6 om registrering og planlægning (Bygningsfredningsloven, 2010, 20, stk. 3). Men her er netop kun tale om bevaringsværdier, altså bestemmelser der forpligter kommunerne, ikke om fredningsværdier, der muliggør 74 75

38 fredning af bymiljøer. Sammenføjes dette med konklusionen om, at den miljømæssige værdi ikke er et egentligt værdisætningskriterie på linje med de to øvrige, fremstår det tydeligt, at kontekstuelle og relationelle værdier ikke kan udgøre bærende fredningsværdier i den danske bevaringspraksis. Der er dog sket en udvikling i den danske bygningsfredningslov, der indikerer en anerkendelse af kontekstuelle værdier i kulturarven. Dette kommer til udtryk i ændringen af Bygningsfredningsloven fra 1966, der giver mulighed for at medtage en bygnings umiddelbare omgivelser i fredningssager, og i ændringen fra 2010, der anerkender landskabsarkitektoniske værker som fredningsværdige, selvom de ikke er knyttet til en fredet bygning (kulturstyrelsen.dk B, besøgt ). Trods denne udvikling har Bygningsfredningsloven og Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012) dog fortsat nogle klare begrænsninger for, hvilke kulturarvsværdier der er mulige at frede. Disse begrænsninger adskiller sig markant fra den internationale anerkendelse af kontekstuelle og relationelle kulturarvsværdier. Forståelsen af kontekst som kulturarvsværdi bliver mere kompleks i takt med udviklingen af den internationale kulturarvsdiskurs. Nyligst formulerer Krakow chartret (2000) den hidtil mest komplekse og relationelle forståelse af kulturarvsværdier, hvor disse kan forekomme i både bygninger, grupper af bygninger og rummet mellem bygningerne, hvor værdien kan opstå netop i helheder, sammenhænge og relationer, samt materielt og immaterielt. Kulturarvsdiskursen bevæger sig løbende væk fra en forståelse af kulturarvsværdier, hvor kontekst udelukkende har værdi i kraft af sin tilknytning til et værk, hen imod en forståelse, hvor værdien opstår i kontekstuelle sammenhænge, relationer og helheder, som dermed i sig selv kan have bevaringsværdi uden tilstedeværelsen af et hovedværk. Sammenfattende kan det konkluderes, at den nuværende danske værdisætningsmetode, lovgivning og forvaltning ikke er i stand til at værdisætte, frede og dermed bevare en række internationalt anerkendte kontekstuelle og relationelle kulturarvsværdier. Der er her tale om grupper af bygninger, relationer mellem bygninger, elementer og steder, rummet mellem bygninger, steder, helheder, samt komplekse relationer mellem eller kombinationer af de nævnte. Det er dog her væsentligt at holde sig for øje, at der i forbindelse med fredning og forvaltning af kulturarv skal foretages nogle vanskelige prioriteringer mellem værdisætning og lovgivning, da det i nogle tilfælde ikke er muligt at implementere en ideel værdisætning i lovgivningen og forvaltningen. Særligt forståelsen af de kontekstuelle og relationelle kulturarvsværdier indeholder en stor kompleksitet. Det er dermed indlysende, at det medfører en endnu større kompleksitet at inkorporere disse kulturarvsværdier i værdisætningsmetoder, lovgivning og forvaltning. Således kan den eksisterende danske bevaringspraksis givetvis begrundes med en forvaltningsmæssig forenkling. Ikke desto mindre burde værdisætningsmetoden og lovgivningen være i stand til at implementere flere kontekstuelle og relationelle værdisætningskriterier, der i højere grad anerkender disse som selvstændige kulturarvsværdier. Den danske bevaringspraksis er fortsat på et udviklingstrin, der kun anerkender de kontekstuelle fredningsværdier, der har direkte forbindelse til og betydning for en bygning. Dermed kan den danske bevaringspraksis siges at være på niveau med de tidlige udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs, hvor mere komplekse, kontekstuelle, relationelle og helhedsorienterede kulturarvsværdier ikke formelt anerkendes KONTINUERLIG FORANDRING Som tidligere konkluderet er kontinuerlig forandring over tid et grundvilkår for kulturarv, både i form af naturligt forfald, samfundsudvikling og forandret brug, og i form af nye forståelser af kulturarv og kulturarvsværdier. Denne kontinuerlige forandring og proces anerkendes yderligere som en selvstændig værdi på nuværende tidspunkt i den internationale diskurs. Dette har medført en forståelse og anerkendelse af kulturarven, hvor tilføjede elementer, der vidner om en proceshistorie, kan tillægges en lige så stor kulturhistorisk værdi som kulturarvens oprindelige udtryk. Denne forståelse og værdisætning af kulturarven kan også aflæses i Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012), der nævner proces- og funktionshistorie i to af vurderingsskemaets felter. I metodens felt om bygningshistorie bruges formuleringer om proceshistorie og ændringer over tid, og om den kulturhistoriske værdi forholder stikordene sig blandt andet til funktionshistorie og spor efter denne historie i bygningen (Vejledning til vurdering af fredningsværdier, 2012, side 10, 15, 16). På den baggrund kan det konkluderes, at Vejledning til vurdering af fredningsværdier anerkender proces- og funktionshistorie som kulturarvsværdi. Det er dog i den forbindelse væsentligt at holde sig for øje, at metodens felt om bygningshistorie ikke udgør et værdisætningskriterie og således ikke kan være en del af en bygnings bærende fredningsværdier. På den anden side udgør den kulturhistoriske værdi et af metodens værdisætningskriterier. Her er det blot væsentligt, at kulturarvsværdier, herunder også funktionshistoriske spor, som bekendt skal være fysisk forankrede i bygningen for at kunne anerkendes som fredningsværdier. Yderligere er stikordene, der knytter sig til proceshistorien under den kulturhistoriske værdi, i højere grad et udtryk for den samfundsmæssige udviklingshistorie, der er forankret i bygningen, end bygningens egen proceshistorie. I Bygningsfredningslovens (2010) bestemmelser om fredningskriterier formuleres det som nævnt, at bygninger skal være over 50 år gamle, før de fredes, med mindre fredningen er begrundet i deres fremragende værdi eller i andre særlige omstændigheder (Bygningsfredningsloven, 2010, 3, stk. 1). Således ses der i den danske bevaringspraksis en tendens til at anlægge en tidslig distance til kulturarven, før kulturarvsværdierne anerkendes som fredningsværdige. Denne praksis implicerer en problemstilling, hvor væsentlige kulturarvsværdier risikerer at gå tabt i anerkendelsesprocessen

39 Sammenholdes dette med den internationale kulturarvsdiskurs forståelse af processuelle kulturarvsværdier, findes der her en større kompleksitet i sammenhængen mellem fortidige, nutidige og fremtidige forandringer. Det nuværende udviklingstrin i den internationale diskurs anerkender kulturarvens kontinuerlige proces ved at kunne tillægge forandringer og tilføjelser en lige så stor kulturhistorisk værdi som det oprindelige, og ved at disse endda i sig selv kan udgøre en værdi. Ligeledes anerkendes det, at forskellige tider har forskellige forståelser af fortiden, samt at bevaringsværktøjer og -metoder derfor må tilpasses denne forandring. Sammenlignes Krakow chartrets (2000) definition af autenticitetsbegrebet, som citeret på opgavens side 31, direkte med Vejledning til vurdering af fredningsværdiers brug af ordet originalitet, træder uoverensstemmelsen tydeligt frem, hvor den danske praksis anlægger et væsentligt mere statisk syn på kulturarvsværdier. På den baggrund kan det konkluderes, at både den internationale kulturarvsdiskurs og den danske bevaringspraksis anerkender kulturarvsværdier, der relaterer sig til proces og forandring over tid. Der er dog en markant forskel på, hvor stor kompleksitet denne anerkendelse implicerer. Den danske bevaringspraksis knytter i højere grad værdien af proceshistorien til en samfundsmæssig udvikling end til bygningens egen proceshistorie og peger implicit på bygningens oprindelige udtryk som det mest betydningsfulde. I kontrast til dette anerkender den internationale diskurs kulturarvsværdier med relation til proces og kontinuerlig forandring som selvstændige værdier FREMTIDIG FORANDRING I relation til temaet om proces og kontinuerlig forandring forekommer særligt ét aspekt underbelyst i den samlede internationale og danske bevaringspraksis. Dette aspekt omhandler nutidige og fremtidige tilføjelser og udviklingsprocesser. Fælles for det internationale og danske bevaringsområde er en mangel på konkrete principper og retningslinjer for fremtidig anvendelse af kulturarven og kontinuerlig arkitektonisk skaben. Dette rejser således spørgsmålet om, hvordan kulturarvens fremtidige proces og kontinuerlige forandring sikres, og hvilke værdier der må prioriteres over andre. Spørgsmålet stiller kulturarvskursen over for en række nye udfordringer, der bør være en del af en generel debat, men som ligger uden for denne opgaves rammer NUTIDIG FUNKTION I den internationale kulturarvsdiskurs anerkendes nutidige funktioner og brug som en væsentlig del af bevaringen af kulturarv. Dette sigte mod nutidige funktioner kommer ligeledes til udtryk i Bygningsfredningsloven (2010), der som bekendt flere steder bruger formuleringen finder tilsvarende anvendelse som udtryk for, at lovgivningen forpligter til at finde en tidssvarende funktion til en funktionstømt fredet eller bevaringsværdig bygning. Som i afsnit Fremtidig forandring mangler der også i denne henseende konkrete principper og retningslinjer for, hvilke og hvor mange kulturarvsværdier en tilpasning til disse nye funktioner må ske på bekostning af. Dermed mangler både opgavens udvalgte danske og internationale dokumenter retningslinjer for, hvordan en sådan vurdering foretages DEN FREMTIDIGE KULTURARVSDISKURS Diskussionen og vurderingen af den danske bevaringspraksis sammenlignet med den internationale kulturarvsdiskurs afsluttes i dette afsnit med at pege i retning af, hvad der i de kommende år kan blive et af de centrale temaer på det samlede bevaringsområde. Afsnittet er ansporet af Faro konventionens (2005) introduktion af en række temaer, der dels er centrale for konventionen, dels kommer til udtryk i generelle samfundsstrømninger, og dels efterfølgende har vundet genklang blandt andet i formuleringen af en ny dansk arkitekturpolitik (Arkitekturpolitik, 2014) BÆREDYGTIGHED Faro konventionen (2005) udfolder tanken om bæredygtighed i relation til kulturarven. Konventionen anvender bæredygtighedsbegrebet om den måde, kulturarven bør indgå i samfundsudviklingen som ressource for menneskelig udvikling og livskvalitet, hvormed mennesket sættes i centrum og går forud for kulturarvsværdier. Konventionen sætter bæredygtighedsbegrebet i relation til økonomisk og samfundsmæssig udvikling, samt til materialers kvalitet og robusthed (The Faro Convention, 2005, præambel, side 1, artikel 1 c, 1 d, 5 e, 9 b, 9 c, 10). Dermed indikerer Faro konventionens bestemmelser, at den internationale kulturarvsdiskurs i højere grad kommer til at implementere krav til social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Dog mangler kulturarvsdiskursen fortsat at formulere mere konkrete principper og retningslinjer for implementering af bæredygtighed i forhold til kulturarvsværdier, samt at formulere hvilke værdier det eventuelt må ske på bekostning af. Set i forhold til de generelle samfundsstrømninger mangler der særligt retningslinjer for, hvordan miljømæssig bæredygtighed implementeres i den fremtidige bevaringspraksis. Dette stiller værdisætning, lovgivning og forvaltning af kulturarv over for nye udfordringer i spørgsmålet om, hvordan bevaring af kulturarv tilpasses både nutidige og fremtidige samfundsnormer. Spørgsmålet rejses som oplæg til generel debat og vil ikke blive forsøgt besvaret i denne opgave. DELKONKLUSION PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS På baggrund af diskussionen og vurderingen kan det således konkluderes, at der forekommer en række problemstillinger i den danske bevaringspraksis, der knytter sig til både værdisætningen, lovgivningen og forvaltningen af kulturarv, samt til de indbyrdes relationer mellem de tre aspekter af 78 79

40 bevaringspraksissen. Problemstillingerne knytter sig yderligere til, hvad den nuværende danske praksis anerkender som kulturarvsværdier sammenholdt med den internationale kulturarvsdiskurs. Vurderes Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012) isoleret set, knytter metodens begrænsninger sig særligt til favoriseringen af de kulturhistoriske og arkitektoniske værdisætningskriterier som bærende fredningsværdier. Således er metoden ikke i stand til at værdisætte og frede komplekse, tidslige, relationelle og helhedsorienterede kulturarvsværdier, der anerkendes på det nuværende udviklingstrin i den internationale diskurs. I relation til de interne forhold i den danske bevaringspraksis knytter problemstillingerne sig særligt til konsekvenserne af ophævelsen af den tidligere fredningsdifferentiering, den delte forvaltning mellem de fredede og bevaringsværdige bygninger, samt den manglende integration og indbyrdes forbundenhed mellem Kulturstyrelsens ansvarsområder og metoder. I relation til den samlede danske bevaringspraksis sammenholdt med den internationale kulturarvsdiskurs kan det konkluderes, at den danske praksis på adskillige områder ikke er på niveau med det nuværende internationale udviklingstrin. Dette drejer sig særligt om definitionen af kulturarvsværdier i relation til fredninger, der fortsat sætter bygningen eller værket som det centrale. Det drejer sig ligeledes om en manglende anerkendelse og særskilt værdisætning af mere komplekse og abstrakte kulturarvsværdier med relation til tidslig udvikling, herunder kulturarvens egen proceshistorie og kontinuerlige forandring. Endeligt drejer det sig om en manglende anerkendelse af det kontekstuelle, det relationelle og det helhedsorienterede som selvstændige, fredningsværdige kulturarvsværdier. Den danske værdisætning, lovgivning og forvaltning er således i vid udstrækning ikke i stand til at tage højde for en række komplekse fysisk forankrede, tidslige og relationelle kulturarvsværdier, der på nuværende tidspunkt anerkendes og tillægges værdi i den internationale diskurs. Det kan yderligere konkluderes, at den danske praksis, i sin definition og forståelse af kulturarven og manglende aner kendelse af særskilte kontekstuelle kulturarvsværdier, nærmere er på niveau med de tidlige udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs. 80

41 EKSEMPLIFICERING PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS I den internationale kulturarvsdiskurs anerkendes som bekendt stadigt mere komplekse aspekter af kulturarven, hvor kulturarvsværdier kan knytte sig til både det fysisk forankrede, det tidslige og det relationelle. Kulturarven kan således tillægges bevaringsværdi netop i kraft af disse komplekse aspekter og sammenhænge mellem kulturarvsværdierne. Som diskussionen og vurderingen af den danske bevaringspraksis netop har anskueliggjort, fokuserer den danske værdisætning, lovgivning og forvaltning primært på de fysisk forankrede kulturarvsværdier. Derved udfordres den danske bevaringspraksis i anerkendelsen af kulturarvsværdier, der særligt knytter sig til det tidslige og det relationelle. Det følgende vil eksemplificere udvalgte problemstillinger i den danske bevaringspraksis gennem tre konkrete eksempler på arkitektonisk kulturarv. De tre eksempler er endnu ikke fredede og har kulturarvsværdier, der ikke kan tilgodeses i den nuværende værdisætning, lovgivning og forvaltning. Eksemplerne er struktureret efter den tidligere benævnelse af de tre centrale kulturarvsaspekter: det fysisk forankrede, det tidslige og det relationelle. Hvert aspekt får yderligere en titel, der udpeger den tilhørende problemstilling. Der er således ikke tale om, at aspekterne i sig selv er problemstillinger, men om at der knytter sig både specifikke og generelle problemstillinger til hvert aspekt. Eksemplerne vil ikke være genstand for en grundig beskrivelse, analyse eller værdisætning. I stedet fremhæves en række udvalgte kulturarvsværdier, der udpeger stedets kvaliteter og dermed problemstillingerne i forhold til deres bevaring. Hvert eksempel er struktureret af et indledende afsnit, der beskæftiger sig med de forhold, der kvalificerer eksemplet som fredningsværdig kulturarv. Dernæst beskrives en subjektiv oplevelse af stedet og til slut en diskussion af de fredningsrelaterede problemstillinger, der knytter sig til eksemplet. 83

42 DET FYSISK FORANKREDE / HELHED BRØNDBY STRAND Det fysisk forankrede er umiddelbart det mest håndgribelige af de tre kulturarvsaspekter, hvor kulturarvsværdierne primært kommer til udtryk i materialernes artikulering af arkitekturen. Dog optræder der også her en række problemstillinger i relation til bevaring. Disse kan eksempelvis knytte sig til helheder, forstået som et stort antal bygninger, elementer og strukturer, der i kraft af deres sammenstillinger og indbyrdes relationer udgør en helhed. Paradoksalt nok kan opgavens første eksempel på arkitektonisk kulturarv betegnes som et værk, til trods for at den internationale kulturarvsdiskurs har bevæget sig væk fra værksbegrebet som kulturarvsdefinition. Værket er boligbebyggelsen Brøndby Strand. Når det alligevel optræder som eksempel i opgaven, skyldes det, at den danske bevaringspraksis, der ellers primært anerkender det fysisk forankrede, udfordres af helheder af en så anselig størrelse som Brøndby Strand. Brøndby Strand kan betegnes som et værk, da bebyggelsen er tegnet af arkitekterne Svend Høgsbro ( ) og Thorvald Dreyer ( ) og efterfølgende opført som en samlet helhed. Brøndby Strand er opført i årene og kan, som en af de sidste store betonelementbebyggelser, siges at være kulminationen på det industrialiserede montagebyggeri (arkitektforeningen.dk, besøgt ). Efterkrigstidens boligmangel resulterede i en ny systematisering og industrialisering af de gængse byggeprocesser i bestræbelserne på at bygge bedre og billigere boliger. Gennem 1950 erne og 1960 erne udfordredes nye konstruktioner og teknikker med brug af præfabrikerede betonelementer, der førte til de første egentlige montagebyggerier i starten af 1960 erne. For at sænke produktionsprisen var montagebyggerierne i denne periode præget af en ensretning i elementer og bygningsudtryk. Brugen af jernbeton som bærende byggemateriale muliggjorde i slutningen af 1960 erne og starten af 1970 erne en større variation og friere formgivning i montagebyggeriet (Svend Høgsbro, 1971, side ). Brøndby Strand er i sin planlægning, størrelse, sit formsprog og sin æstetik et enestående eksempel på det sene montagebyggeri. Elementerne i bebyggelsen er tilpasset eksempelvis lysforhold, infrastruktur og differentieret boligstørrelse, muliggjort af datidens nye byggeteknologi. Den samlede bebyggelse kan overordnet inddeles i tre bygningstypologier: højhuset, etagebyggeriet og rækkehuset. Bygningstyperne er struktureret i kvarterer med forskellige kvaliteter, der således danner en overordnet helhedsplan. Trafik er ligeledes et centralt og tidstypisk tema for Brøndby Strand. Bebyggelsen er anlagt mellem Køge Bugt Motorvejen mod nord og Brøndby Strand S-togsstation mod syd. Blandt bebyggelsens 84 85

43 TEGNING 4.1 BRØNDBY STRAND / SITUATIONSPLAN 1:

44 karakteristiske arkitektoniske intentioner er den totale, interne trafikadskillelse mellem blød og hård trafik. Den hårde trafik er i kælderplan og den bløde i stueplan. Bygningstyperne er derfor forbundet af et hævet fodgængerdæk og tværgående gangbroer (Brøndby Strand parkerne - Konkurrenceprogram, 2014, side 16, 25). Brøndby Strand tangerer i kraft af sin størrelse snarere byplanlægning end blot boligbebyggelse. Tegning 4.1 er en situationsplan, der viser Brøndby Strands overordnede arkitektoniske greb med etagebyggeriet i tredelte karreer mod nord, rækkehusene som samlede stave mod syd, de fire grupperinger af højhuse imellem rækkehusene og den samlede bebyggelses placering i forhold til motor- vejen, S-togslinjen og vandet OPLEVELSEN AF BRØNDBY STRAND Brøndby Strand er sammensat. I arkitektonisk forstand af komponenter, elementer, arkitektoniske udtryk og bygningstypologier. Og i generel forstand af overdækninger, inddækninger, reparationer, renoveringer, nye arkitektoniske intentioner og tolkninger, tilføjede bygningslag, forskellighed, ensartethed, mennesker og nationaliteter. Brøndby Strand er en helhed. En helhed af tre bygningstypologier, der er bundet sammen af ét dominerende arkitektonisk greb, stringente systemer, regulære betonelementer, farvesætning og enkelte skulpturelle elementer. Dette arkitektoniske greb har sine muligheder og begrænsninger. Det er netop stedets kvalitet. Brøndby Strand er misforstået. Misforstået i netop mødet mellem helheden og det sammensatte. For gennem de utallige reparationer, renoveringer, nye fortolkninger og tilføjelser er stedet ikke blevet behandlet som en helhed. Det er misforstået og fejltolket. Der er tilføjet pastelfarver som signalfarver til den ellers stringente farvesætning. Højhusenes tidligere rumlige altaner er inddækkede og udgør nu en lukket figur. Betonbroerne er overdækket af sort- og blåmalede trækonstruktioner. De tidligere betonværn på fodgængerdækkene er udskiftet med lignende sort- og blåmalet træ. Det karakteristiske kubiske, rumlige motiv på altanerne i etagebebyggelsen er inddækket og har fået nyt motiv med vinklet taghældning. Og rækkehusene, ja, de er slet ikke til at kende med ny indpakning i skinnende patchwork. Brøndby Strand har uden tvivl mistet en lang række af sine tidligere bevaringsværdier. Men der er også en del tilbage endnu. Det overordnede, dominerende greb i planlægningen af det langstrakte areal. Det stablede system af betonelementer. Den ortogonale takt i bygningselementerne både vertikalt og 88 89

45 horisontalt. Betonelementernes rå og patinerede overflader. Og samspillet med de øvrige bygningselementers tilsvarende rå patinering. Altankassernes karakteristiske, skulpturelle udformning. Brøndby Strand rejser langt flere spørgsmål, end det besvarer. Bør Brøndby Strand fredes eller overhovedet bevares? Er det økonomisk, socialt og sundhedsmæssigt forsvarligt at bevare en bebyggelse, hvis materialer er af så elendig kvalitet, at de ikke kan bevares uden omfattende tilbagevendende indgriben? Går kulturarvsværdier forud for disse andre hensyn? Bør bebyggelsen bevares, når så store dele af den arkitektoniske og byggeteknologiske intention allerede er tabt? Og er dette spørgsmål netop udtryk for en manglende evne til at forstå kvaliteten i det nutidige? FREDNINGSRELATEREDE PROBLEMSTILLINGER VED BRØNDBY STRAND De mest markante eksisterende kulturarvsværdier ved Brøndby Strand er den konsekvente helhedsplan og de repetitive, industrialiserede bygningselementer fra det sene montagebyggeri. Det karakteristiske og bærende arkitektoniske greb for det sene montagebyggeri er netop repetition, ensartethed og udviklingen af de konstruktive og figurative elementer i bebyggelsen, der er muliggjort af jernbetonen. Brøndby Strands kulturarvsværdi ligger således både i repetitionen og i variationen af de tilbageværende montageelementer, der har muliggjort en bebyggelsesstruktur af så markant størrelse. Brøndby Strand er i kraft af det store antal ombygninger, tilføjelser og renoveringer, byggeriet har gennemgået de seneste 40 år, et radikalt eksempel på, at kulturarven er i kontinuerlig proces (Brøndby Strand parkerne - Konkurrenceprogram, 2014, side 10). En af de centrale problemstillinger i Brøndby Strand er som nævnt, at bebyggelsen ikke er blevet behandlet som en helhed i denne proces. På den baggrund forekommer de enkelte bygningstyper, bygningselementerne, materialerne og det samlede udtryk fragmenterede og ikke som den helhed, der oprindeligt var det bærende karakteristika for bebyggelsen. Således er Brøndby Strand ikke blot et eksempel på en række problemstillinger vedrørende fredning af helheder, det er ligeledes et eksempel på en bebyggelse, der på baggrund af sin kulturarvsværdi kunne have været underlagt en grad af restriktion og være blevet behandlet som en helhed langt tidligere. I dag rummer Brøndby Strand en lang række komplekse problemstillinger i relation til bevaring og fredning. Disse problemstillinger knytter sig eksempelvis til det store antal allerede gennemførte renoveringer og ombygninger, de billige materialers dårlige kvalitet, nedslidning og et nært forestående behov for renovering og udskiftning, samt til materialernes sundhedsskadelige virkninger. Hertil kommer boligernes behov for energioptimering, betonelementernes manglende mulighed for løbende vedligeholdelse og den i praksis dysfunktionelle trafikadskillelse (Brøndby Strand parkerne - Konkurrence

46 program, 2014, side 10, 33, 34). Det følgende vil dog primært beskæftige sig med de problemstillinger, der vil forekomme i den danske bevaringspraksis ved en fredning af Brøndby Strand som eksempel på en helhed. Centralt for den danske bevaringspraksis er Bygningsfredningslovens (2010) udpegning af bygningen og umiddelbare omgivelser som mulige fredningsemner. Formuleringer om helhed indgår flere steder i både værdisætningsmetoden og lovgivningen, men som tidligere konkluderet er det ikke muligt at frede bymæssige eller landskabelige helheder. Således er Brøndby Strand, der er anlagt og bør betragtes som en helhed, ikke et muligt fredningsemne i den nuværende lovgivning. Yderligere har hovedparten af boligerne i Brøndby Strand ikke bevaret det oprindelige interiør og er således, på baggrund af de manglende bevaringsværdier i bebyggelsens interiør, ikke fredningsværdige i den nuværende praksis. Hvis Brøndby Strand alligevel omgår lovgivningen og bliver fredet som enkeltbygninger, vil bebyggelsen stadig kraftigt udfordre den nuværende forvaltning af de fredede bygninger. Brøndby Strand rummer i alt 2800 boliger (Høgsbro, 1971, side 430), der alle vil skulle forvaltes og byggesagsbehandles individuelt, hvilket vil belaste det administrative arbejde. Her vil de manglende bevaringsværdier i interiøret, det store antal allerede gennemførte renoveringer og ombygninger med nye tilføjelser være vanskelige at forholde sig til i byggesagsbehandlingen. Yderligere vil det ikke være muligt at underlægge bebyggelsen den nuværende lovgivnings ensrettede, restriktive krav til fredede bygninger og samtidig imødegå de omfattende problemstillinger, som Brøndby Strand står over for netop nu. Brøndby Strand står i nær fremtid over for næste generation af strukturel omlægning, renovering og ombygning. I januar 2014 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om udarbejdelse af en samlet dispositionsplan og renovering af bebyggelsen, der i konkurrenceprogrammet betegnes som danmarkshistoriens største samlede renovering (Brøndby Strand parkerne - Konkurrenceprogram, 2014, side 3)

47 DET TIDSLIGE / TILFØJELSER OVER TID ELVÆRKSGRUNDEN På Elværksgrunden mellem Adelgade og Borgergade tegnede og opførte Københavns første stadsarkitekt Ludvig Fenger ( ) i 1892 Københavns første elektricitetsværk. Det såkaldte Gothersgade Elektricitetsværk er blandt de tidlige af en række markante kommunale bygninger af stadsarkitekt Ludvig Fenger i tæt samarbejde med arkitekt Ludvig Clausen ( ). Blandt disse bygninger er, foruden Gothersgade Elektricitetsværk, Hovedbrandstationen, Vestre Fængsel, Vestre og Østre Elektricitetsværk, samt Øksnehallen. Bygningerne betragtes som Fengers mest betydningsfulde arbejder og kan i sammenhæng ses som variationer over det arkitektoniske udtryk, der kendetegner Fenger med både industrielle, historicistiske og klassicistiske elementer i blank mur (Sestoft, 1986, side 249; En jævn strøm gennem byen, 2007, side 14; da.wikipedia.org, besøgt ; denstoredanske.dk D, besøgt ; Bendsen, 2007, side 66, 67). Gothersgade Elektricitetsværk er ad flere omgange blevet ud- og ombygget til større kapacitet og forandret funktion. Den tidligste udbygning af elektricitetsværket er fra 1904 og ligeledes af stadsarkitekt Ludvig Fenger. Elværksgrundens bygninger er ikke længere et samlet elektricitetsværk, men har i dag forskellige funktioner og ejere. Grunden bærer præg af utallige nedrivninger, ombygninger, tilbygninger og tilføjede bygningslag, der gør grundens historiske udvikling kompleks og vanskeliggør et fuldkomment overblik. Særligt saneringen af bydelen i 1940 erne ændrede markant Elværksgrundens arkitektoniske og historiske karakter, blandt andet med nedlægningen af den skråt tværgående Helsingørgade. Elektricitetsværkets oprindelige bygninger fra 1892 er i dag revet ned, og tilbage er blot fire bygninger fra forskellige perioder i stedets udvikling (Elværksgrunden - Lokalplan nr. 375, 2004/2013, side 5, 6). Således er Elværksgrunden langt fra det bedst bevarede eller mest helstøbte eksempel på Ludvig Fengers arbejder eller industrialiseringens arkitektur. Til gengæld har stedet en særegen arkitektonisk karakter, der er tilvejebragt af forskellige historiske perioders tilføjelser og nedrivninger, som i deres sammenstilling kan tillægges kulturarvsværdi. Tegning 4.2 er en analytisk tegning af Elværksgrundens historiske udvikling. Det tidslige aspekt kommer til udtryk i stregernes fremtræden. Elværksgrundens eksisterende bygninger er markeret med en tæt sort skravering, hvorimod grundens nedrevne bygninger er markeret med en stiplet skravering i forskellige gråtoner, der varierer afhængigt af bygningens levetid på grunden OPLEVELSEN AF ELVÆRKSGRUNDEN Elværksgrunden er pragmatisk. Pragmatisk og usentimental. Her er ingen fine fornemmelser. Bygningerne udfylder et funktionsbehov, og hvis behovet ændrer sig, tilpasses bygningerne. De enkelte bygninger og bygningslag har en ad hoc-karakter. De er tilføjet hen ad vejen og tilpasset et særligt formål

48 TEGNING 4.1 ELVÆRKSGRUNDENS HISTORISKE UDVIKLING PLAN 1:400 TEGNING 4.2 ELVÆRKSGRUNDENS HISTORISKE UDVIKLING / PLAN 1:400 OMFORMERSAL 1 opført i 1892 af stadsarkitekt Ludvig Fenger. Ombygget i 1922 af efterfølgende stadsarkitekt Hans Wright. I perioden havde Det Kongelige Teater midlertidig scene i bygningen. Revet ned i 2008, eksisterede på grunden i 116 år. OMFORMERSAL 2 opført i 1892 af stadsarkitekt Ludvig Fenger. Ombygget i 1930 af arkitekt Valdemar Schmidt. EKSISTERENDE ÅR ÅR ÅR AKKUMULATORBYGNING 1 HØJSPÆNDINGSBYGNING 2 opført i 1892 af stadsarkitekt Ludvig Fenger. Ombygget i 1930 af arkitekt Valdemar Schmidt samt i 1936 af ingeniør A. J. Moe ÅR HØJSPÆNDINGSBYGNING 1 TURBINESAL 1 opført som udvidelse af Gothersgade Elektricitetsværk i 1904 af stadsarkitekt Ludvig Fenger. I perioden havde Det Kongelige Teater midlertidig scene i bygningen. Revet ned i 2008, eksisterede på grunden i 104 år ÅR TURBINESAL 1 FJERNKØLECENTRAL FACADEBEKLÆDNING KEDELHUS 1 opført som udvidelse af Gothersgade Elektricitetsværk i 1904 af stadsarkitekt Ludvig Fenger. Bygningen er i dag funktionstømt. Bygningens markante skorsten blev revet ned i OMFORMERSAL 1 KEDELHUS 2 opført i 1934 og udvidet mod Helsingørgade i 1937 af arkitekt Valdemar Schmidt. Revet ned i 2003, eksisterede på grunden i 69 år. HØJSPÆNDINGSBYGNING 1 opført i 1941 af arkitekt Louis Hygom. AKKUMULATORBYGNING 1 opført i FACADEBEKLÆDNING udført i 2009 af Gottlieb Paludan Architects. Murværket lukker og efterisolerer de tilbageværende facader efter nedrivningen af Omformersal 1. Forskydningen i murværket er en arkitektonisk tolkning af omformersalens kranskinne. KEDELHUS 2 KEDELHUS 1 OMFORMERSAL 2 HØJSPÆNDINGS- BYGNING 2 FJERNKØLECENTRAL opført i 2010 af Gottlieb Paludan Architects på det tilbageværende fundament og den tilbageværende kælder efter nedrivningen af Turbinesal 1. (arkark.dk, besøgt ; gottliebpaludan.com, besøgt ; kingo.biz, besøgt ; oplysninger fundet på tegninger fra Københavns kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, Erik Møller arkitekter og Gottlieb Paludan Architects)

49 Elværksgrunden er artistisk. Det funktionsbestemte er ikke blot skrabet og nøgternt. Det er en artistisk tolkning af nødvendigheden. Nogle elementer med større detaljeringsgrad end andre. De ældre med kunstfærdigt udført ornamentik. De yngre med stilfærdig finesse. Uanset elementernes alder har nogen gjort sig umage i at se og forstå stedet for derefter at bidrage med et nyt element. En ny arkitektonisk tolkning. Til sammen er de udtryk for stedets udvikling gennem tiden. Bundet sammen af farvesætning, materiale og historie. Elværksgrunden har tidligere været langt rigere på arkitektoniske udtryk, funktioner og tidsligheder. Således har stedet formodentlig også været mere kulturhistorisk værdifuldt end i dag. Det afhænger af kriterierne for værdi. Knytter kriterierne sig til det oprindelige, til stadsarkitektens arbejder og til et stilhistorisk udtryk, er værdierne håbløst amputerede. Knytter kriterierne sig til proces, tid, udvikling og tilføjelser, er værdierne enestående. Elværksgrunden er et lukket, introvert sted, der vender ryggen mod byen. Vender værdierne indad. Som om stedet godt ved, at pragmatik kommer før arkitektonisk værdi. Økonomisk vinding, planer om parkeringspladser, hoteller eller andet nybyggeri frem for bevaringsværdi. Men hvorfor frede Elværksgrunden, når værdien forekommer netop i kraft af udviklingen og de kontinuerlige tilføjelser over tid? Fordi forholdet mellem det pragmatiske og artistiske ikke længere er i balance. Fordi de økonomiske og funktionelle hensyn sker på bekostning af stedets bevaringsværdier uden at tilføje nye. Uden at gøre sig umage med at se og forstå stedet. Således skal en fredning ikke fastfryse det nuværende eller stoppe bygningernes proceshistorie, men blot sikre repræsentationen af forskellige tider og forskellige bevaringsværdier FREDNINGSRELATEREDE PROBLEMSTILLINGER VED ELVÆRKSGRUNDEN Adskillige af Elværksgrundens både tidligere eksisterende og nuværende bygninger er formelt tillagt bevaringsværdier (Bydelsatlas Indre by/christianshavn, 1996, side 80, 81). Til trods for disse udpegede bevaringsværdier har den pragmatiske tilgang til behov, funktionalitet og økonomi været prioriteret over stedets kulturarvsværdier gennem årtier. Denne tilgang kan på den ene side kritiseres for at være skyld i tabet af betydningsfulde kulturarvsværdier, på den anden side har netop denne tilgang bibragt området dets nuværende værdi i sammenstillingen af det historiske og det nyligt tilførte. På den baggrund vil det følgende beskæftige sig med de problemstillinger, der knytter sig til bevaring af de nuværende kulturarvsværdier med relation til det tidslige, processuelle aspekt. Elværksgrundens kulturarvsværdi opstår i sammenstillingen af de enkelte bygninger, bygningslag og deres respektive udsagn om forskellige tider. Adskillige af de oprindelige bygninger og bygningslag er 98 99

50

51 fjernet, i stedet opstår værdien i de kontinuerligt tilførte bygningslag og arkitektoniske tolkninger, der vidner om stedets proceshistorie. De tilbageværende bygninger har alle komplekse kulturarvsværdier, hvor det tilførte både forholder sig til det eksisterende og det funktionelle. De tilføjede bygningslag er direkte aflæselige i det arkitektoniske udtryk, men i flere tilfælde kræver de arkitektoniske tolkninger en forklaring, hvormed en del af kulturarvsværdierne forekommer i relationen mellem materialet og fortællingen. Elværksgrundens komplekse tidslige kulturarvsværdier anerkendes i nogen grad i den danske bevaringspraksis, dog er der en række forhold, der vil vanskeliggøre en fredning af Elværksgrunden. Den nuværende danske bevaringspraksis vil kunne værdisætte kombinationerne af bygningslag og bevare disse gennem en fredning af de enkelte bygninger. Men den nuværende praksis vil ikke kunne frede alle bygningerne eller sammenhængen mellem bygningerne af flere årsager, som de følgende afsnit vil belyse. Den gældende bygningsfredningslov (2010) tager som nævnt udgangspunkt i bygningen, og de overordnede kriterier for fredning af en bygning er, at den er over 50 år eller har fremragende værdi, samt at den har bevaringsværdier i interiøret. Fjernkølecentralen opfylder ikke alderskriteriet, har kun beskedne bevaringsværdier i interiøret, og uanset bygningens tilpasning til stedet og dens arkitektoniske værdi er det vanskeligt at argumentere for, at den isoleret set har fremragende værdi. Bygningerne på Elværksgrunden har værdi netop i kraft af sammenhængen og deres repræsentation af forskellige tider, men da bygningerne individuelt skal opfylde Bygningsfredningslovens kriterier, er det ikke muligt at frede sammenhængen. Desuden tillægges originalitet, forstået som oprindelighed, som nævnt stor værdi i den danske bevaringspraksis. I kraft af bygningernes mange transformationer, ombygninger og tilføjelser er hovedparten af de oprindelige værdier gået tabt, særligt i bygningernes interiør, hvilket vil vanskeliggøre den efterfølgende byggesagsbehandling. Skulle Elværksgrundens bygninger alligevel blive fredet, vil der forekomme problemstillinger i forholdet mellem kulturarvsværdier og funktionalitet. Kedelhus 1 og en lang række rum i de øvrige bygninger er i dag funktionstømte, og bygningerne vil derfor skulle transformeres for at kunne opfylde nye funktioner. Dette vil kræve en afvejning af funktionalitet i forhold til bevaring af de få tilbageværende kulturarvsværdier i bygningernes interiør, der kan være vanskelig at foretage på baggrund af den stærkt ombyggede karakter

52 De enkelte bygninger vil med en fredning i den nuværende praksis skulle underlægges nogle restriktive krav i forbindelse med ombygninger og tilføjelser, som i sidste instans kan resultere i, at bygningerne ikke kan opretholde deres nuværende funktioner. Dette vil således medføre en række nye problemstillinger, der vedrører, hvordan de funktionstømte bygninger med deres lukkede karakter tilpasses en forandret brug

53 DET RELATIONELLE / VÆRDI I KRAFT AF SAMMENHÆNG RÅDMANDSGADE 34 Rådmandsgade 34 er et eksempel på arkitektonisk kulturarv, hvor det relationelle aspekt er afgørende for stedets bevaringsværdi. I dette tilfælde forholder det relationelle sig både til relationer mellem bygninger, relationer mellem bygninger og mellemrum, relationen til konteksten og relationen til en historisk person. Rådmandsgade 34 og de omkringliggende matrikler vidner om de tidligste bebyggelser på Nørrebro, der blev opført i 1870 erne efter ophævelsen af demarkationslinjerne i 1852 (noerrebrolokalhistorie.dk, besøgt ). Rådmandsgade 34 er et eksempel på en historisk bebyggelsesstruktur i Københavns arbejderkvarter med forhus til beboelse og en bagvedliggende smal, dyb grund med en række mindre baghuse, værksteder, garager, staldbygninger og retirader opført i skellet mod nabogrundene. Forhuset er opført i 1878, og baggårdens bygninger formodes at være opført i 1860 erne og ombygget i forbindelse med brandskader i 1928 (Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, 2013, side 3; Bydelsatlas Nørrebro, 1996, side 6, 29). Rådmandsgade 34 og de omkringliggende matrikler, hvoraf Rådmandsgade 34 er den bedst bevarede, er blandt de eneste tilbageværende bebyggelsesstrukturer af denne karakter i København (bygningskultur.dk A, besøgt ). Som det ses på tegning 4.3 adskiller bebyggelsesstrukturens særegne karakter sig tydeligt fra Nørrebros øvrige byplanmønster, der primært er præget af karrébebyggelser og en større ensretning efter saneringen i erne. Hovedparten af bygningerne på Rådmandsgade 34 er i dag funktionstømte. Til Rådmandsgade 34 knytter sig desuden fortællingen om en betydningsfuld dansk kunstners liv og virke. Billedhuggeren Astrid Noack ( ) boede og arbejdede i baghuset på Rådmandsgade 34 i perioden , hvor hun indrettede atelier i en tidligere staldbygning. Under disse primitive forhold i baggårdsatelieret skabte hun en række af sine betydeligste værker, som siden har bragt hende en plads i Den Danske Kulturkanon (astrid-noack.dk, besøgt ). Rådmandsgade 34 er således både en by- og kunsthistorisk fortælling om et datidigt Nørrebro, hvis baggårdsstruktur engang rummede et anseligt antal små boliger, håndværks- og kunstatelierer, virksomheder og værksteder OPLEVELSEN AF RÅDMANDSGADE 34 Rådmandsgade 34 er ikke arkitektur. Det er hverken bygningskunst eller -videnskab, der er bygget efter

54 TEGNING 4.3 RÅDMANDSGADE 34 / SITUATIONSPLAN 1:5.000 en arkitekts rumlige intentioner eller et overordnet greb. Rådmandsgade 34 er bygningskultur. Det er helt særlig og værdifuld bygningskultur. Den vidner om en tid, hvor livet var markant anderledes end i dag. Her er bygningerne funktionsbestemte. Form, konstruktion og materiale forholder sig til tidligere brug og behov. Bygget af det, der var. Det giver bygningerne en spidsfindig karakter af collage, tilfældighed og samtidig overlagt præcision. Hver bygningsdetalje fortæller om en tidligere funktion eller et tidligere behov og bidrager til denne særprægede spidsfindighed. Stedet er sammensat og mærkværdigt og alligevel sammenhængende og selvfølgeligt. De forskelligartede bygningstyper, konstruktioner og materialer bindes sammen af farvesætning, af små kunstfærdigt udførte bygningsdetaljer og af netop mærkværdigheden. Rådmandsgade 34 er som en tidslomme. Som et lille stykke kulturhistorie, der er gemt væk og beskyttet fra byens øvrige liv. Stedets bygningsvolumener og rumligheder står i kontrast til den bagvedliggende karrébebyggelse. Det giver byen en rumlig lagdeling netop her, der ikke kan opleves tilsvarende mange andre steder. Men stedet er ikke gemt væk eller beskyttet fra tiden og materialernes naturlige forvitring. Bygningerne er i stærkt forfald. De ellers robuste, grundmurede bygninger fremstår porøse. Og netop dette forfald giver stedet sin særegne karakter og skønhed. Her er ikke samme orden og struktur som i resten af byen. Her er rodet, råt, forfaldent og helt særligt FREDNINGSRELATEREDE PROBLEMSTILLINGER VED RÅDMANDSGADE 34 Rådmandsgade 34 er en bebyggelsesstruktur, hvor de enkelte bygninger er opført omtrent samtidigt. Bygningerne har ikke efterfølgende gennemgået omfattende transformationer og fremstår således med deres historiske karakter. Baggården er dermed et sjældent indblik i Nørrebros bebyggelsesstrukturer og arbejderklassens bolig- og arbejdsforhold i en bestemt historisk periode. Rådmandsgade 34 adskiller sig på den måde fra Elværksgrunden ved, at den relationelle værdi her forekommer i bevarede bygninger fra relativt samme periode. Kulturarvsværdien forekommer netop i kraft af baggårdens komplekse karakter, der på én gang er sammensat og sammenhængende. Det sammensatte relaterer sig til det funktionsbestemte i form, konstruktion og materiale, det sammenhængende til den historiske periode, den gentagne farvesætning og det særprægede rumforløb. Hovedparten af bygningerne har ikke fredningsværdi i sig selv, men værdien opstår netop i kraft af relationen internt mellem bygningerne, mellem bygningerne og det tætte, snørklede baggårdsforløb, samt i relationen til de omkringliggende baggårdsstrukturer. Det relationelle knytter sig ligeledes til den immaterielle kulturarvsværdi, der kan tillægges fortællingen om Astrid Noack og hendes tilknytning til Rådmandsgade

55 TEGNING 4.4 RÅDMANDSGADE 34 / ISOMETRI 1:

56

57 Den danske bevaringspraksis kan kun frede bygninger med fredningsværdi i både eksteriør og interiør. Lovgivningen gør det muligt at frede en bygnings umiddelbare omgivelser, men som bekendt ikke sammenhænge eller kulturmiljøer. De bærende fredningsværdier udgøres af den kulturhistoriske og arkitektoniske værdi og således ikke af det relationelle, immaterielle eller kontekstuelle. På den baggrund vil en fredning af Rådmandsgade 34, og eventuelt de omkringliggende matrikler, udfordre den nuværende værdisætningsmetode og lovgivning og indbefatte følgende problemstillinger. Ingen af bygningerne har bærende fredningsværdier i deres interiør, muligvis med undtagelse af atelierbygningen. Fredningsværdien opstår netop i kraft af bygningernes interne relationer og sammenhæng med bygningerne på omkringliggende matrikler, samt i fortællingen om Astrid Noack. Yderligere udfordrer eksemplet den gængse bevaringspraksis i spørgsmålet om, hvordan stedets kulturarvsværdier bevares. Kulturarvsværdierne knytter sig i nogen grad til stedets rå og forfaldne karakter og til de tidligere funktionsbestemte bygninger, der i dag er funktionstømte. Da lovgivningen tilstræber at give den arkitektoniske kulturarv en tidssvarende funktion, må stedet givetvis rehabiliteres, hvorved det risikerer at miste sine karaktergivende kulturarvsværdier. Således er Rådmandsgade 34 et eksempel på kulturarv, der rummer en række kulturarvsværdier, som ikke kan tillægges fredningsværdi i den danske bevaringspraksis, til trods for at de anerkendes i den internationale kulturarvsdiskurs. I januar 2013 indsendte Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur et fredningsforslag til Kulturstyrelsen vedrørende Rådmandsgade 34 (Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, 2013). Der er endnu ikke truffet afgørelse i sagen

58 FORSLAGSSTILLELSE Diskussions- og vurderingsafsnittene har blotlagt en række aspekter af den danske bevaringspraksis, der dels forekommer uhensigtsmæssige for ambitionen om en velfungerende bevaringspraksis, dels ikke er i overensstemmelse med det nuværende udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs. Det anerkendes dog i denne kritik, at bevaringsområdet er præget af adskillige komplekse afvejninger mellem det ideelle og det realistiske. Disse afvejninger forekommer både i værdisætning, lovgivning og forvaltning, som yderligere skal samles til en bredtfavnende, konsistent bevaringspraksis. På samme måde foretages der også i opgaven en afvejning og prioritering af, hvilke aktuelle problemstillinger forslaget til en ny metode vil forsøge at løse. De følgende afsnit vil først gennemgå forslaget til en ny metode med introduktionen af en ny taksonomi og en række værdisætningskriterier. Dernæst eksemplificeres metoden gennem anvendelse på opgavens arkitektoniske eksempler. Forslagsstillelsen afsluttes med en række refleksioner over metodens styrker og svagheder NY VÆRDISÆTNINGSMETODE Den nye værdisætningsmetode er overordnet inddelt i to dele, hvor første del af værdisætningen beskæftiger sig med den enkelte bygning eller det enkelte landskabsarkitektoniske værk, og anden del af værdisætningen forholder sig til omfanget af pågældende fredning. Følgende gennemgang af værdisætningsmetodens første del tager afsæt i en bygningsfredning VÆRDISÆTNINGSKRITERIER Metodens værdisætningskriterier er inddelt i fire kategorier, der forholder sig til forskellige aspekter af kulturarvsværdierne: bygningens eksteriør, bygningens interiør, immaterielle værdier, der knytter sig til identitet, og relationelle værdier. Kategorierne eksteriør og interiør kan værdisætte bygningens arkitektur og kulturhistorie, samt de to tilføjede værdisætningskriterier, funktionshistorie og proceshistorie, hvorved bygningens egen funktions- og proceshistoriske udvikling kan tillægges værdi. Under kategorien identitet kan fortællinger om bygningens tilknytning til en historisk begivenhed, person eller menneskelig identitet i øvrigt tillægges værdi. Kategorien relationer beskæftiger sig både med de fysisk forankrede relationer i værdisætningskriteriet 117

59 DIAGRAM OVER NY METODE: BYGNINGSARKITEKTUR fysisk kontekst og de mere abstrakte relationer i kriteriet øvrige relationer. I denne kategori er det væsentligt at forholde sig til de fysisk forankrede og abstrakte relationer i forskellige skalatrin, der både belyser bygningens nære omgivelser, relationer til det omkringliggende og større kontekstuelle sammenhænge. DIAGRAM 5.1 BYGNINGSFREDNING VÆRDISÆTNING En bygning skal ikke opfylde samtlige værdisætningskriterier for at være fredningsværdig. Værdisæt- VÆRDISÆTNINGSKRITERIER VÆRDISÆTNING FREDNINGSDIFFERENTIERING ningen udfylder kun de kriterier, der er aktuelle for den pågældende bygning. Foruden værdisætning ud fra de respektive kriterier foretages en vurdering af bygningens kvantitet / kvalitet og lokale / nationale / internationale betydning. Kvantitet skal forstås som udtryk for, hvor sjældne eller almindelige kulturarvsværdierne er, herunder om de er enestående eller repræsentative. Kvalitet er et udtryk for, hvor repræsentative og velbevarede kulturarvsværdierne er for det pågældende eksemplar. Lokal / national / international betydning skal vurdere, hvilke af de tre niveauer bygningens kulturarvsværdier kan gøre sig gældende på. EKSTERIØR ARKITEKTUR KULTURHISTORIE FUNKTIONSHISTORIE PROCESHISTORIE VURDERING ANTAL OPFYLDTE VÆRDISÆTNINGSKRITERIER KVANTITET / KVALITET LOKAL / NATIONAL / INTERNATIONAL BETYDNING A B C 8-12 OPFYLDTE KRITERIER 4-8 OPFYLDTE KRITERIER 2-4 OPFYLDTE KRITERIER FREDNINGSDIFFERENTIERING Antallet af opfyldte værdisætningskriterier samt vurderingen af bygningens kvantitet, kvalitet og betydning resulterer i en differentieret fredning. Fredningsdifferentieringen har tre klassificeringer. En A klassificering opfylder som udgangspunkt 8-12 kriterier, en B klassificering 4-8 kriterier og en C klassificering INTERIØR ARKITEKTUR KULTURHISTORIE 2-4 kriterier. Intervallerne af opfyldte kriterier i de tre klassificeringer overlapper hinanden med ét kriterie, hvormed metoden giver mulighed for en subjektiv stillingtagen til, hvilken klassificering den enkelte bygning bør have. Placeringen i klassificeringen kan yderligere påvirkes positivt eller negativt ud fra en FUNKTIONSHISTORIE PROCESHISTORIE vurdering af bygningens kvantitet, kvalitet og betydning. På den baggrund skal kriterieintervallerne til de forskellige fredningsklassificeringer ikke betragtes som ultimative krav, men snarere som en vejledning til placering. Metodens taksonomi, værdisætningskriterier, fremgangsmåde og fredningsdifferentiering for bygnings- IDENTITET BEGIVENHED PERSONRELATERET IDENTITET fredninger illustreres i diagram LANDSKABSARKITEKTONISKE VÆRKER Ved landskabsarkitektoniske værker anvendes samme taksonomi, værdisætningskriterier og frem- RELATIONER FYSISK KONTEKST ØVRIGE RELATIONER gangsmåde, dog fjernes kategorien interiør. På den baggrund reduceres fredningsklassificeringens kriterieintervaller til henholdsvis 6-8 for en A klassificering, 4-6 for en B klassificering og 2-4 for en C klassificering

60 DIAGRAM OVER NY METODE: LANDSKABSARKITEKTUR DIAGRAM 5.2 FREDNING AF LANDSKABSARKITEKTONISKE VÆRKER Metodens taksonomi, værdisætningskriterier, fremgangsmåde og fredningsdifferentiering for fredninger af landskabsarkitektoniske værker illustreres i diagram 5.2. EKSTERIØR IDENTITET VÆRDISÆTNINGSKRITERIER VÆRDISÆTNING FREDNINGSDIFFERENTIERING ARKITEKTUR KULTURHISTORIE FUNKTIONSHISTORIE PROCESHISTORIE BEGIVENHED PERSONRELATERET IDENTITET VURDERING ANTAL OPFYLDTE VÆRDISÆTNINGSKRITERIER KVANTITET / KVALITET LOKAL / NATIONAL / INTERNATIONAL BETYDNING A B C 6-8 OPFYLDTE KRITERIER 4-6 OPFYLDTE KRITERIER 2-4 OPFYLDTE KRITERIER DIFFERENTIERET FREDNINGSOMFANG Metodens anden del af værdisætningen forholder sig til differentieret fredningsomfang. Hvis en bygning i værdisætningsmetodens første del opfylder et eller flere kriterier i kategorien relationer, følger en værdisætning og vurdering af fredningsomfanget. Her kan der både være tale om fysisk forankrede og abstrakte relationer mellem kulturarvsværdier. Relationerne værdisættes efter samme taksonomi, værdisætningskriterier og fremgangsmåde som ved de landskabsarkitektoniske værker. Omfangsdifferentieringen tager afsæt i det konkrete sted og kortlægger omfanget i forhold til de konkrete kulturarvsværdier og i hvilke skalatrin, de forekommer. Der kan således opstå tilfælde, hvor der inden for samme kontekst forekommer ét fredningsomfang, der forholder sig til én type relationer, og et andet fredningsomfang, der forholder sig til en anden type relationer. Denne situation vil metodens anvendelse på Rådmandsgade 34 eksemplificere. Det differentierede fredningsomfang muliggør fredning af relationer eller sammenhænge, der således får en separat fredningsklassificering. Relationer kan fredes med en D klassificering, der opfylder 4-8 kriterier, eller en E klassificering, der opfylder 2-4 kriterier. Værdisætningskriterier og fremgangsmåde for denne type fredning følger det samme princip som ved en bygningsfredning, hvor kriterierne er en vejledning til klassificering, der kan påvirkes af vurderingen af relationernes karakter og betydning. Omfangsdifferentieringen og den selvstændige klassificering af relationer muliggør desuden fredning af relationer, sammenhænge eller helheder, der ikke indbefatter bygningsfredninger. Fredningsomfang indtegnes på et kort, der følger fredningssagen og tager højde for relationer i forskellige skalatrin. RELATIONER FYSISK KONTEKST ØVRIGE RELATIONER Metodens taksonomi, værdisætningskriterier og fremgangsmåde for differentieret fredningsomfang illustreres i diagram 5.3. Ligeledes eksemplificeres omfangsdifferentieringens muligheder og metodens to fredningsklassificeringer

61 DIAGRAM OVER DIFFERENTIERET FREDNINGSOMFANG DIAGRAM 5.3 DIFFERENTIERET FREDNINGSOMFANG VÆRDISÆTNINGSKRITERIER VÆRDISÆTNING FREDNINGSDIFFERENTIERING EKSTERIØR ARKITEKTUR KULTURHISTORIE ANTAL OPFYLDTE VÆRDISÆTNINGSKRITERIER D E 4-6 OPFYLDTE KRITERIER 2-4 OPFYLDTE KRITERIER FUNKTIONSHISTORIE PROCESHISTORIE VURDERING KVANTITET / KVALITET LOKAL / NATIONAL / INTERNATIONAL BETYDNING IDENTITET BEGIVENHED PERSONRELATERET IDENTITET RELATIONER FYSISK KONTEKST ØVRIGE RELATIONER A B BYGNING C NÆRE OMGIVELSER RELATION D E SAMMENHÆNGE 122

62 DIAGRAMMER FOR NY METODE: BRØNDBY STRAND DEN NYE VÆRDISÆTNINGSMETODE I PRAKSIS DIAGRAM 5.4 BRØNDBY STRAND / HØJHUSE HØJHUSENE Første del af værdisætningen tager udgangspunkt i højhusene, men de øvrige bygningstyper kunne ligeledes være genstand for en selvstændig værdisætning. Brøndby Strand har en opsigtsvækkende proceshistorie, men denne proces vurderes ikke at have bidraget til stedets værdi. Højhusene får fredningsklassifi cering C, hvormed værdisætningen udpeger, hvilke værdier der skal bevares i denne klassifi cering. Det samme gør sig gældende for etagebyggeriet. Helheden får fredningsklassifi cering E, der beskytter det arkitektoniske greb og relationerne mellem de tre bygningstyper. Tegningen viser et udsnit af helheden. E VÆRDISÆTNINGSKRITERIER VÆRDISÆTNING FREDNINGSDIFFERENTIERING EKSTERIØR ARKITEKTUR montagebyggeri, præfabrikerede elementer 3 OPFYLDTE KRITERIER A 8-12 OPFYLDTE KRITERIER KULTURHISTORIE industrialiseringens udvikling og muligheder FUNKTIONSHISTORIE VURDERING KVANTITET / KVALITET særegen i kraft af sin størrelse og det arkitektoniske greb, byggeriet er ikke velbevaret og har alvorlige problemer med forfald B C 4-8 OPFYLDTE KRITERIER 2-4 OPFYLDTE KRITERIER HELHEDEN C PROCESHISTORIE INTERIØR ARKITEKTUR KULTURHISTORIE FUNKTIONSHISTORIE LOKAL / NATIONAL / INTERNATIONAL BETYDNING lokal / national EKSTERIØR VÆRDISÆTNINGSKRITERIER VÆRDISÆTNING FREDNINGSDIFFERENTIERING ARKITEKTUR overordnet arkitektonisk greb, variation og ensartethed 3 OPFYLDTE KRITERIER D E 4-8 OPFYLDTE KRITERIER 2-4 OPFYLDTE KRITERIER RELATIONER IDENTITET PROCESHISTORIE BEGIVENHED PERSONRELATERET IDENTITET FYSISK KONTEKST relationerne mellem de tre bygningstyper, det overordnede arkitektoniske greb, pejlemærke i landskabet IDENTITET RELATIONER KULTURHISTORIE montagebyggeri FUNKTIONSHISTORIE PROCESHISTORIE BEGIVENHED PERSONRELATERET IDENTITET FYSISK KONTEKST relationerne mellem de tre bygningstyper VURDERING KVANTITET / KVALITET særegen i kraft af sin størrelse og det arkitektoniske greb, det samlede byggeri er ikke velbevaret og har alvorlige problemer med forfald LOKAL / NATIONAL / INTERNATIONAL BETYDNING lokal / national ØVRIGE RELATIONER ØVRIGE RELATIONER

63 DIAGRAMMER FOR NY METODE: ELVÆRKSGRUNDEN DEN NYE VÆRDISÆTNINGSMETODE I PRAKSIS DIAGRAM 5.5 ELVÆRKSGRUNDEN / KEDELHUS 1 KEDELHUS 1 Første del af værdisætningen tager udgangspunkt i Kedelhus 1, men de øvrige bygninger kunne ligeledes være genstand for en selvstændig værdisætning. Kedelhus 1 får fredningsklassifi cering B, det samme gør sig gældende for Omformersal 2 / Højspændingsbygning 2. De øvrige to bygninger er omfattet af sammenhængens E klassifi cering, der beskytter de udpegede bevaringsværdier. E VÆRDISÆTNINGSKRITERIER VÆRDISÆTNING FREDNINGSDIFFERENTIERING EKSTERIØR ARKITEKTUR tidlig industriel arkitektur, Ludvig Fenger 6 OPFYLDTE KRITERIER A 8-12 OPFYLDTE KRITERIER B KULTURHISTORIE første elværk i København FUNKTIONSHISTORIE PROCESHISTORIE fl ere transformationer og bygningslag VURDERING KVANTITET / KVALITET der eksisterer fortsat en del elværker, særegen i kraft af sammenhængen og forskellige repræsenterede tider LOKAL / NATIONAL / INTERNATIONAL BETYDNING lokal / national B C 4-8 OPFYLDTE KRITERIER 2-4 OPFYLDTE KRITERIER SAMMENHÆNG EKSTERIØR VÆRDISÆTNINGSKRITERIER VÆRDISÆTNING FREDNINGSDIFFERENTIERING ARKITEKTUR variationer og sammenhæng i murværket 4 OPFYLDTE KRITERIER D 4-8 OPFYLDTE KRITERIER INTERIØR ARKITEKTUR KULTURHISTORIE industriel arkitektur, det åbne rum, den bevarede stålkonstruktion KULTURHISTORIE elværkets udvikling, fysiske spor efter tidligere funktioner og bygninger FUNKTIONSHISTORIE VURDERING KVANTITET / KVALITET der eksisterer fortsat en del elværker, særegen i kraft af sammenhængen og forskellige repræsenterede tider E 2-4 OPFYLDTE KRITERIER FUNKTIONSHISTORIE PROCESHISTORIE bygningslag LOKAL / NATIONAL / INTERNATIONAL BETYDNING lokal / national PROCESHISTORIE IDENTITET BEGIVENHED PERSONRELATERET IDENTITET IDENTITET BEGIVENHED PERSONRELATERET IDENTITET RELATIONER FYSISK KONTEKST relation til grundens øvrige bygninger RELATIONER FYSISK KONTEKST sammenhængen mellem bygninger og det arkitektoniske udtryk, placering i byen ØVRIGE RELATIONER ØVRIGE RELATIONER

64 DIAGRAMMER FOR NY METODE: RÅDMANDSGADE DEN NYE VÆRDISÆTNINGSMETODE I PRAKSIS DIAGRAM 5.6 RÅDMANDSGADE 34 / ATELIER ATALIER EKSTERIØR VÆRDISÆTNINGSKRITERIER VÆRDISÆTNING FREDNINGSDIFFERENTIERING ARKITEKTUR KULTURHISTORIE bebyggelsesstruktur, bolig - erhverv, baggård FUNKTIONSHISTORIE PROCESHISTORIE VURDERING 5 OPFYLDTE KRITERIER KVANTITET / KVALITET sjælden, velbevaret men i forfald LOKAL / NATIONAL / INTERNATIONAL BETYDNING lokal / national A B C 8-12 OPFYLDTE KRITERIER 4-8 OPFYLDTE KRITERIER 2-4 OPFYLDTE KRITERIER Første del af værdisætningen tager udgangspunkt i atelierbygningen, der får fredningsklassifi cering B. Relationen til de øvrige bygninger og den indbyrdes sammenhæng er omfattet af baggårdens D klassifi cering, der beskytter de udpegede bevaringsværdier. Relationen mellem bygningerne på Rådmandsgade 34 får en D klassifi cering på baggrund af vurderingen af stedets sjældne og velbevarede karakter, til trods for at baggården kun opfylder tre værdisætningskriterier. Sammenhængen mellem Rådmandsgade 34 og de omkringliggende baggårde får en fredningsklassifi cering E, der således beskytter bebyggelsesstrukturen og dens relation til Rådmandsgade 34. BAGGÅRD VÆRDISÆTNINGSKRITERIER VÆRDISÆTNING FREDNINGSDIFFERENTIERING INTERIØR IDENTITET ARKITEKTUR KULTURHISTORIE synlig atelierkarakter FUNKTIONSHISTORIE PROCESHISTORIE BEGIVENHED PERSONRELATERET IDENTITET Astrid Noack EKSTERIØR IDENTITET ARKITEKTUR KULTURHISTORIE bebyggelsesstruktur, bolig erhverv FUNKTIONSHISTORIE PROCESHISTORIE BEGIVENHED PERSONRELATERET IDENTITET Astrid Noack VURDERING 3 OPFYLDTE KRITERIER KVANTITET / KVALITET sjælden, velbevaret men i forfald LOKAL / NATIONAL / INTERNATIONAL BETYDNING lokal / national D E 4-8 OPFYLDTE KRITERIER 2-4 OPFYLDTE KRITERIER RELATIONER FYSISK KONTEKST relationer mellem bygningerne i baggården, relation til de øvrige baggårde ØVRIGE RELATIONER relationer mellem bygningerne, deres tidligere funktioner og tilhørende fortællinger RELATIONER FYSISK KONTEKST værdi i sammenhængen internt i baggården, relation til de øvrige baggårde, kontrasten til Nørrebros øvrige bebyggelsesstruktur ØVRIGE RELATIONER

65 REFLEKSIONER OM DEN NYE VÆRDISÆTNINGSMETODE Udviklingen af forslaget til en ny værdisætningsmetode tager udgangspunkt i den nuværende danske bevaringspraksis og sigter mod at løse udvalgte problemstillinger i denne praksis. De følgende afsnit vil først beskæftige sig med den nye værdisætningsmetodes løsningsforslag og derefter påpege metodens egne problemstillinger. D ÉN SAMLET BEVARINGSPRAKSIS Den nye værdisætningsmetode samler den tidligere forvaltningsopdeling af de bevaringsværdige og E fredede bygninger til én statslig bevaringspraksis. Bevaringspraksissen samles ved at introducere en fredningsdifferentiering med klassificering A, B eller C, der skelner mellem bevaringsværdiernes karakter og forholder sig til, i hvor stort omfang de er repræsenterede i en given bygning eller landskabsarkitektonisk værk. Fredningsdifferentieringen med klassificering D og E fordrer yderligere fredning af mere relationelle og abstrakte kulturarvsværdier og gør det muligt at tildele disse relationer mellem kulturarvs- B værdier en selvstændig fredningsklassificering. Denne del af værdisætningen muliggør således en selvstændig fredning af sammenhænge og helheder, der tidligere har været underlagt en kommunal RELATIONEN MELLEM BAGGÅRDENE bevaring og planlægning. VÆRDISÆTNINGSKRITERIER VÆRDISÆTNING FREDNINGSDIFFERENTIERING Med fredningsdifferentieringens fem klassificeringer følger ligeledes en differentieret forvaltning, hvor forvaltningens grad af restriktion svarer til placeringen i klassificeringen og tager afsæt i den konkrete EKSTERIØR IDENTITET ARKITEKTUR KULTURHISTORIE bebyggelsesstruktur FUNKTIONSHISTORIE PROCESHISTORIE BEGIVENHED PERSONRELATERET IDENTITET VURDERING 2 OPFYLDTE KRITERIER KVANTITET / KVALITET repræsentativ, kun delvist bevaret LOKAL / NATIONAL / INTERNATIONAL BETYDNING lokal / national D E 4-8 OPFYLDTE KRITERIER 2-4 OPFYLDTE KRITERIER værdisætning af kulturarvsværdierne på både bygnings- og omfangsniveau. Dermed bliver forvaltningen og graden af restriktion ikke ensrettet i alle fredninger. I stedet tilpasses forvaltningen og bevaringen af kulturarvsværdierne forholdet mellem værdiernes specifikke karakter og placering i klassificeringen. I praksis betyder det, at forvaltningen beskytter værdisætningens udpegede kulturarvsværdier, men er fleksibel og lempelig over for den fredede kulturarvs øvrige forhold. Et konkret eksempel kunne være Elværksgrunden, hvor Fjernkølecentralens bevaringsværdi primært forekommer i murværksfacadens materiale og lukkede karakter i relation til grundens øvrige bygninger. Her vil forvaltningen være mere lempelig i forhold til ændringer i bygningens interiør og tag, der eksempelvis kunne få et lysindtag. Dette aspekt af metoden sikrer en større beskyttelse af kulturarvens specifikke bevaringsværdier og muliggør samtidig tilpasning til en nutidig funktion og større fleksibilitet i den arkitektoniske kulturarvs fremtidige, processuelle udvikling. Værdisætningsmetoden understøtter således en tæt relation mellem værdisætning og forvaltning, hvor byggesagsbehandlingen tager afsæt i de enkelte RELATIONER FYSISK KONTEKST relation til Rådmandsgade 34, kontrasten til Nørrebros øvrige bebyggelsesstruktur værdisætninger og fredningsklassificeringer VÆRDISÆTNINGSKRITERIER OG VÆRDISÆTNING Metoden tilføjer en række værdisætningskriterier og inddeler disse i kategorier, der strukturerer ØVRIGE RELATIONER værdisætningen. Metoden sidestiller alle værdisætningskriterierne, idet kulturarven ikke behøver opfylde

66 samtlige kriterier for at være fredningsværdig. Dette ændrer den tidligere favorisering af de arkitektoniske og kulturhistoriske fredningsværdier samt ligestiller de relationelle, abstrakte, immaterielle og tidslige kulturarvsværdier med de fysisk forankrede. Ligeledes muliggør ligestillingen af værdisætningskriterierne, at kulturarv, der ikke har værdier i interiøret eller primært er bevaringsværdig i kraft af mere abstrakte kulturarvsværdier, kan fredes på linje med bygninger, hvor bevaringsværdierne har en fysisk karakter. De to tilføjede værdisætningskriterier, funktionshistorie og proceshistorie, gør det muligt at tillægge kulturarvens udvikling en værdi. Derved tilstræber metoden at ændre favoriseringen af det oprindelige ved at anerkende, at en udvikling eller proces i sig selv kan have bevaringsværdi. Kategorien identitet er tilføjet med inspiration fra Faro konventionens (2005) definition af kulturarven som en mængde ressourcer, der knytter sig til menneskelig identitet. Således får netop relationen mellem kulturarven og den menneskelige identitet en kategori i metoden, der kan tillægge disse mere abstrakte og immaterielle aspekter af kulturarven en værdi. Kategorien relationer forholder sig både til de fysisk forankrede og abstrakte eller immaterielle relationer, der kan forekomme såvel internt i bygningen som i bygningens relation til øvrige elementer. Kategorien knytter sig til en yderligere stillingtagen til et differentieret fredningsomfang. Metoden anerkender den subjektive stillingtagen som et grundvilkår for værdisætning ved at introducere en vurdering af kulturarvsværdiernes kvantitet / kvalitet og lokale / nationale / internationale betydning. Denne vurdering kan i høj grad påvirke kulturarvens placering i fredningsklassificeringen, hvis den vurderes at have en så enestående karakter og/eller markant betydning, at den bør fredes med en højere grad af restriktion, end antallet af opfyldte værdisætningskriterier umiddelbart antyder. Dette element af værdisætningen sigter mod en større fleksibilitet i placeringen i fredningsklassificeringen, så værdisætningen ikke blot bygger på en kvantitativ betragtning, men ligeledes drager fordel af en kvalificeret subjektiv stillingtagen DIFFERENTIERET FREDNINGSOMFANG Metodens differentierede fredningsomfang muliggør fredning af relationer og sammenhænge, uanset om fredningen i øvrigt omfatter en bygningsfredning. Denne del af metoden er således enten en integreret del af en bygningsfredning, hvis den pågældende bygning har kulturarvsværdier i kategorien relationer, eller den er en selvstændig del, hvis kulturarvsværdierne kun forekommer i kraft af relationer. Sidstnævnte kunne Rådmandsgade 34 være et eksempel på, hvis stedet ikke havde haft atelierbygningen og kulturarvsværdi i kraft af tilknytning til Astrid Noack. Dermed tildeles de kontekstuelle og relationelle værdier nogle egentlige værdisætningskriterier, der således i sig selv kan ligge til grund for en fredning. Det differentierede fredningsomfang er et alternativ til det mere rigide princip med beskyttelseszoner rundt om fredede bygninger, der er kendt i forskellige former i blandt andet Frankrig, Norge og England (bygningskultur.dk B, besøgt ). Omfangsdifferentieringen tager udgangspunkt i stedets specifikke kulturarvsværdier ved at beskytte netop disse og samtidig give mulighed for en fortsat udvikling og proces i stedets øvrige forhold. Således sigter det differentierede fredningsomfang mod en større fleksibilitet i forvaltningen ved på den ene side at beskytte kulturarvsværdierne, på den anden side at tilpasse graden af restriktion til stedets øvrige forhold. Det differentierede fredningsomfang har sin egen fredningsklassificering for at muliggøre en differentieret fredning af både bygninger, relationer og sammenhænge. Yderligere tager opdelingen af fredningsklassificeringerne højde for, at der kan forekomme flere differentieringer i forskellige skalatrin, både materielt og immaterielt, inden for samme kontekst, som i tilfældet med Rådmandsgade FREDNINGSKLASSIFICERING De to typer fredningsklassificeringer bliver resultatet af en samlet værdisætning af nogle givne kulturarvsværdier. Den konkrete værdisætning og fredningsklassificering bliver således et udtryk for, hvor mange værdier der er repræsenteret, hvilken betydning de har, hvor godt beskyttede de bør være, og dermed hvor restriktiv forvaltningen af dem bør være. Fredningsdifferentieringen på både bygnings- og omfangsniveau giver dermed mulighed for en større følsomhed og fleksibilitet over for den arkitektoniske kulturarvs diversitet og kompleksitet i både værdisætning og forvaltning. Metoden anerkender således kulturarvsværdier, der ikke tidligere har været mulige at frede i den danske bevaringspraksis, og tilstræber samtidig en større fleksibilitet i beskyttelsen af værdierne MEDFØLGENDE OPFORDRING Med forslaget til en ny værdisætningsmetode følger en generel opfordring til, at Bygningsfredningsloven (2010) ændres, så den muliggør fredninger af et bredere spektrum af arkitektoniske kulturarvsværdier og samtidig nærmer sig et mere tidssvarende udviklingstrin på niveau med den internationale kulturarvsdiskurs. Dette gør sig gældende særligt for lovgivningens definition af mulige fredningsemner og fredningskriterier, herunder alderskriteriet og kravet om værdier i bygningers interiør

67 PROBLEMSTILLINGER VED DEN NYE VÆRDISÆTNINGSMETODE Værdisætningsmetodens fleksibilitet og følsomhed over for kulturarvsdiversitet implicerer en relativt omfattende vurdering af både de enkelte elementers bevaringsværdier og de bevaringsværdier, der kan forekomme i kraft af relationer, hvad enten disse er materielle eller immaterielle. Denne fleksibilitet kan være vanskeligere at implementere i en bevaringspraksis end den eksisterende værdisætningsmetode, da den skal afstemmes med og implementeres i lovgivning og forvaltning. Implementeringen kan yderligere være vanskelig at gennemføre inden for samme budget som den nuværende offentlige bevaringspraksis, da metoden formodentlig vil kræve flere ressourcer end den nuværende. Metodens fleksibilitet kan ligeledes vanskeliggøre en konsistent udførelse af den noget mere omfattende værdisætning og stiller høje krav til faglige kompetencer hos den, der værdisætter. Metodens fredningsklassificeringer og kriterier for placering i klassificeringen er ikke afprøvet på et bredt empirisk grundlag. Kriterieintervallerne for de respektive fredningsklassificeringer er fastsat efter en vurdering af opgavens tre arkitektoniske eksempler samt afprøvning på en række øvrige eksempler, der ikke vises i opgaven. Fredningsklassificeringer er et kvalificeret bud på et løsningsforslag, men grundlaget for udpegningen af kriterieintervallerne er ikke afprøvet tilstrækkeligt til at kunne være fastlagt. I praksis bør klassificeringen afstemmes i forhold til et nationalt niveau samt til en principiel stillingtagen til værdigrundlaget for den danske bevaringspraksis, for at fredningsdifferentieringen kan fungere efter hensigten. Metoden er en ideel værdisætningsmetode, hvilket vil sige, at den ikke på forhånd tager hensyn til de komplekse afvejninger, der vil forekomme i implementeringen af teori i praksis. Implementeringen af værdisætningsmetoden vil således blandt andet forudsætte en ændring af den gældende bygningsfredningslov (2010). Metoden er dog udviklet med ambitionen om, at den vil kunne implementeres uden radikale ændringer. 134

68 KONKLUSION Opgavens analyse og diskussion af den internationale kulturarvsdiskurs har kunnet afdække en række centrale temaer i de udvalgte internationale dokumenter, som har bidraget til at definere udviklingen af kulturarvsområdet. De centrale temaer, kulturarvsforståelse, bevaringsprocesser, kontekst, kontinuerlig forandring og nutidig funktion, kan yderligere sammenfattes til tre overordnede aspekter benævnt som det fysisk forankrede, det tidslige og det relationelle. Tilsammen er de et udtryk for de komplekse kulturarvsværdier, der anerkendes på det nuværende udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs. I analysen og diskussionen af den danske bevaringspraksis har det således kunnet konkluderes, at den danske praksis i vid udstrækning ikke er i stand til at værdisætte og frede de komplekse kulturarvsværdier, der tillægges bevaringsværdi på det nuværende internationale udviklingstrin. Ligeledes forekommer der en række problemstillinger internt i den danske bevaringspraksis, hvoraf den mest markante er den manglende formelle anerkendelse af komplekse kulturarvsværdier, der særligt implicerer tidslige og relationelle aspekter. Således kan det konkluderes, at den danske bevaringspraksis ikke er på niveau med det nuværende udviklingstrin i den internationale diskurs, hvorfor en kvalificering af den eksisterende værdisætningsmetode synes nødvendig. Opgavens forslag til en ny værdisætningsmetode har tilsigtet at løse en række udvalgte problemstillinger i den nuværende danske bevaringspraksis med fokus på i højere grad at inkorporere de komplekse og relationelle kulturarvsværdier, der på det nuværende udviklingstrin anerkendes og tillægges værdi i den internationale kulturarvsdiskurs. Den nye metode ligestiller anerkendelsen af de relationelle, kontekstuelle, abstrakte, immaterielle og tidslige kulturarvsværdier med de fysisk forankrede ved at tilføje en række værdisætningskriterier, der ikke tidligere har kunnet ligge til grund for en fredning i den danske praksis. Yderligere tager metoden højde for den arkitektoniske kulturarvs diversitet ved at muliggøre fredning af kulturarvsværdier uden opfyldelse af samtlige af metodens kriterier og i stedet introducere to typer fredningsdifferentiering. Værdisætningsmetoden indfører en fredningsdifferentiering med klassificering A, B og C for bygningsfredning og fredning af landskabsarkitektoniske værker, samt et differentieret fredningsomfang med klassificering D og E for fredning af relationelle og kontekstuelle kulturarvsværdier. Omfangsdifferentieringen optræder enten i forlængelse af fredningsdifferentieringen i forbindelse med en bygningsfredning eller som en selvstændig værdisætning forud for fredning af sammenhænge eller helheder. Omfangsdifferentieringen er ligeledes fleksibel i forhold til disse kulturarvsværdiers diversitet ved at 137

69 bygge på samme princip som fredningsdifferentieringen. Derved anerkendes og muliggøres fredning af relationelle, kontekstuelle og helhedsorienterede kulturarvsværdier, der ikke er inkorporerede i den nuværende fredningspraksis. Metodens fleksibilitet over for kulturarvsværdiernes diversitet og kompleksitet ændrer således også den nuværende forvaltningspraksis til en mere differentieret forvaltning, hvor graden af restriktion tilpasses forholdet mellem placering i fredningsklassificeringen og kulturarvsværdiernes specifikke karakter. På den baggrund muliggør metoden dels en bedre beskyttelse af kulturarvens specifikke bevaringsværdier, dels en nutidig og fremtidig udvikling af kulturarven. Opgavens forslagsstillelse introducerer således en ny taksonomi, fremgangsmåde og metode til værdisætning med større følsomhed og fleksibilitet over for den arkitektoniske kulturarvs diversitet og kompleksitet. Ved at anerkende og inkorporere en række komplekse kulturarvsværdier bidrager metoden til at bevare en større diversitet og et bredere spektrum af arkitektonisk kulturarv. Metoden er derved i højere grad tidssvarende med det nuværende udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs. Samtidig peger metoden i retning af en mere fleksibel bevaring og forvaltning, hvor kulturarven i højere grad kan være en ressource og en aktiv del af den nutidige og fremtidige samfundsudvikling. 138

70 KILDEHENVISNINGER TEORETISKE GRUNDLAG The Athens Charter - for the Restoration of Historic Monuments (1931). Adopted at the First International Congress of Architects and Technicians of Historic Monuments, Athens Bevaringsprincipper (2012). Kulturstyrelsen, juni Bygningsfredningsloven - Bekendtgørelse af lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer (2010). Kulturministeriet, The Charter of Krakow - Principles for Conservation and Restoration of Built Heritage (2000). International Conference on Conservation Krakow 2000, Krakow. The Faro Convention - Council of Europe Framework Convention on the Value of Cultural Heritage for Society (2005). Council of Europe, Faro, The Granada Convention - Convention tor the Protection of the Architectural Heritage of Europe (1985). Council of Europe, Granada, Granada konventionen - Konvention om bevaring af Europas arkitekturarv (1985). Europarådet, Granada, Oversat af Udenrigsministeriet, The Nara Document on Authenticity (1993). The Nara Conference on Authenticity in Relation to the World Heritage Convention, Nara, Operational Guidelines for the Implementation of the World Heritage Convention (2013). UNESCO, Paris, juli Operational Guidelines for the World Heritage Committee (1977). UNESCO, Paris, SAVE - Kortlægning og registrering af bymiljøers og bygningers bevaringsværdi (2011). Kulturministeriet, Kulturarvsstyrelsen, København, Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012). Kulturstyrelsen, København, The Venice Charter - International Charter for the Conservation and Restoration of Monuments and Sites (1964). ICOMOS, Venedig, The World Heritage Convention - Convention Concerning the Protection of the World Cultural and Natural Heritage (1972). UNESCO, Paris, ØVRIGE KILDEHENVISNINGER Arkitekturpolitik - Mennesker i centrum (2014). Regeringen, februar

71 Arkitekturpolitik - Projektorganisationens tilgang i bevaringsværdige bygninger og miljøer (2008). Gentofte kommune, Bevaring og forandring (2011). I: Arkitekten nr vol 113, side Arkitektens Forlag, København. Brøndby Strand parkerne - Konkurrenceprogram (2014). Brøndby Almennyttige Boligselskab et al Bydelsatlas Indre by/christianshavn - Bevaringsværdier i byer og bygninger 1996 (1996). Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, København. Bydelsatlas Nørrebro - Bevaringsværdier i byer og bygninger 1996 (1996). Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, København. Elværksgrunden - Lokalplan nr. 375 med tillæg nr. 1 (2004/2013). Københavns Kommune, En jævn strøm gennem byen - en byvandring om Københavns elektrificering (2007). Sekretariatet for Industri Kultur 07, Nationalmuseet, København. Jurcys, ˇ Paulius; van Uytsel, Steven (2012): Heritage and Societies: Toward the 20 th Anniversary of the Nara Document and Beyond, Conference Report. I: Journal of Japanese Law, Nr. 34, side Himeji. Bendsen, Jannie Rosenberg: Øksnehallen En bygning af tiden (2007). I: Hegner, Bonnie & Rindom, Jan: Industrikultur i Danmark (2007). Side Skoletjenesten, Industri Kultur 07. Sestoft, Jørgen (1986): Stadsarkitekten i København I: Arkitektur DK, 30. årgang, nr , side Arkitektens Forlag, København. Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur (2013): Fredningsforslag for Rådmandsgade besøgt Oversigt over statslige interesser i kommuneplanlægningen (2013). Miljøministeriet, Naturstyrelsen, København. Rapport fra udvalget om bygningsbevaring (2009). Kulturministeriet & Kulturarvsstyrelsen, København. Høgsbro, Svend (1971): Boligbebyggelsen Brøndby Strand. I: Arkitekten årgang 73, 1971 nr. 20, side Arkitektens Forlag, København. Vejledning til administration af Bygningsfredningsloven (2012/2013). Kulturstyrelsen, Center for Kulturarv og Arkitektur, København, HJEMMESIDEHENVISNINGER arkark.dk, besøgt arkitektforeningen.dk, Strand%3A%20Hvorfor%20ser%20det%20ud,%20som%20det%20g%C3%B8r%3F, besøgt astrid-noack.dk, besøgt ). bygningskultur.dk A, besøgt bygningskultur.dk B, besøgt cr.nps.gov A, besøgt cr.nps.gov B, besøgt ) cr.nps.gov C, besøgt conventions.coe.int, M=8&DF=&CL=ENG, besøgt da.wikipedia.org, besøgt denstoredanske.dk A, besøgt denstoredanske.dk B, besøgt denstoredanske.dk C, restaurering, besøgt den denstoredanske.dk D, besøgt ; gottliebpaludan.com, besøgt icomos.org A, besøgt

72 icomos.org B, besøgt kingo.biz, besøgt Københavns Elektricitetsværker (1942). Københavns Belysningsvæsen, Det Berlingske Bogtrykkeri, København. Recommendation (2012). I: Heritage and Societies - Toward the 20th Anniversary of the Nara Document and Beyond. besøgt kulturarv.dk, EE58FAA, besøgt kulturstyrelsen.dk A, det-saerlige-bygningssyn/, besøgt kulturstyrelsen.dk B, besøgt AFLEVERINGSSPECIFIKATIONER TIL SIDST I OPGAVEN, Afgangsopgavens omfang vil være ER normalsider eksklusiv bilag. Normalsidedefinitionen er tegn inklusiv mellemrum. Bilag betegnes som sider med fotografier, tegninger og diagrammer, samt forord og kildehenvisninger. kulturstyrelsen.dk C, medier/, besøgt kulturstyrelsen.dk D, besøgt kulturstyrelsen.dk E, besøgt noerrebrolokalhistorie.dk, besøgt ordnet.dk A, besøgt ordnet.dk B, besøgt ordnet.dk C, besøgt den ordnet.dk D, besøgt whc.unesco.org A, besøgt whc.unesco.org B, besøgt BAGGRUNDSLITTERATUR Concept (2012). I: Heritage and Societies - Toward the 20th Anniversary of the Nara Document and Beyond. besøgt Jørgensen, Peter; Stray; Rienecker, Lotte (2010): Den gode opgave - Håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser. 3. udgave, 4. oplæg. Frederiksberg, Samfundslitteratur