Prædiken 21. Søndag efter trinitatis, I.

Transkript

1 Prædiken 21. Søndag efter trinitatis, I. Salmer: Indgangssalme: DDS 639: Når i den største nød vi stå Salme mellem læsninger: DDS 634: Du ved det nok, mit hjerte Salme før prædikenen: DDS 248: Med Thomaskravet står vi her Salme efter prædikenen: DDS 380 Op dog, Zion, ser du ej Nadversalme: DDS 246 v. 1-2: Kom, lad os tømme et bæger på ny Udgangssalme: DDS 399: Klokken slår Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham:»hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.«den kongelige embedsmand svarede:»herre, kom med derned, før mit barn dør.«jesus sagde til ham:»gå hjem, din søn lever.«manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede:»i går ved den syvende time forlod feberen ham.«da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt:»din søn lever.«og han og hele hans husstand kom til tro. (Joh 4,46-53) Gode Gud. Lær os at høre dit ord og tro det, så vi får tilliden til dig i vores hjerte. 25/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Troen er, står der et sted i Hebræerbrevet, altid en tro på det usynlige. En overbevisning om det, der ikke kan ses. Det er, hvad dagens evangelium handler om. Det er, hvad denne forunderlige, lille historie fra Johannesevangeliet vil illustrere. Troen er altid forsvarsløs og blind. Troen er en tro på et ord, der bliver sagt uden garantier eller nogen form for forsikringer. Et ord, hvis troværdighed ikke kan vises endegyldigt. Et ord, der aldrig kan bevises eller sandsynliggøres; og som det derfor er en risikabel affære at give sig i kast med. Ja, må vi medgive, som det er en voldsom dumdristighed at bygge sit liv på. Og bygge sit liv på det. Ja, det er netop det, vi i kristendommen kaldes til at gøre. Og det må nødvendigvis være sådan. For troen er ikke som alt andet. Noget man sådan kan betragte som en mulighed eller et tilvalg ved siden af så meget andet. Troen er ikke noget, der står ved siden af andet. Troen er tværtimod det ene, der viser sig, når der ikke er andet tilbage. Troen er fortvivlelsens udvej, der dukker op, når der ikke længere er nogen udvej. Troen er den ene ufarbare vej, den fortvivlede kaster sig ud i, når ens egne muligheder er blevet ubrugelige; når man står fanget i tilværelsens blindgyder og ikke længere kan komme nogen vegne. Da, og kun da, dukker troens mulighed op. For troens mulighed er som nævnt ikke en mulighed ved siden af andre. Troens mulighed er alle de andre muligheders nederlag. Troens mulighed er den fortvivlede og fortabtes fortabte mulighed. Derfor kan man leve længe og opleve mange ting uden nogensinde at få øje på den. Måske kan man leve et helt liv uden at få brug for troen, selv om man måske dagligt møder evangeliet. Man har ikke selv brug for troens mulighed, fordi man selv har så mange muligheder. Man har ikke brug for at søge en fortvivlet udvej, for man er slet ikke fortvivlet. For det menneske er der nok af muligheder. Man mener jo selv, at man har en fremtid, som man har magt over; en fremtid, der rummer masser af livsåbninger. Og så har man slet ikke brug for at gribe ud efter en fortvivlet udvej. Man vil slet ikke se imod en fortvivlet og usikker fremtid, som vi ikke selv kan styre, men som alene er i Guds hånd. 25/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Men til sidst kan vi stå der. I den fortvivlelsens situation, hvor livet lukker sig over hovedet på os. Hvor tilværelsens bølger slår sammen over os som over den druknende, og der ikke længere er nogen muligheder tilbage; kun troens fortabte udvej. En sådan situation er ikke bare en tilfældig episode eller en beklagelig begivenhed, der bare sådan tilfældigt rammer os. Det er tværtimod noget afgørende og væsentligt. For i den situation - og ingen andre steder - afsløres det, at hele vores tilværelse i virkeligheden er bygget på sand. At vi i vores liv, som vi vil leve det for os selv, er skilt fra Gud som vores livs kilde. Derfor er vores hele liv i virkeligheden et fortvivlet og håbløst liv. Det var helt fra begyndelsen af en misforståelse med disse mange muligheder og udveje. Det var en fuldstændig fejlfortolkning med den fremtid, vi troede, at vi kunne skabe os. Når fortvivlelsens bølger slår sammen over os, så breder de sig over hele vores liv og viser, at det hele tiden har været et fortvivlet og håbløst og redningsløst liv. Det var en illusion, et gøglespil, med alle disse muligheder og udveje og spændende fremtidsperspektiver. De har aldrig eksisteret. Fanget i vores adskilthed fra Gud er vi gået gennem hele livet uden at ane, at vi hele tiden været fortvivlede og fortabte. Så omsider dukker troens mulighed op. Det er den fortvivlede vej den umulige mulighed den ubegribelige udvej, der kun viser sig for den, der har mistet den illusion, som livet ellers er bygget op omkring. I netop den fortvivlede situation, taler Gud sit ord til os, så vi kan høre det. Ordet til os mennesker om, at Gud er alle muligheder. Forkyndelsen af, at Gud i troen skænker os vores liv tilbage, så vi kan leve det. Ikke længere som en illusion, men som et autentisk liv; et egentligt liv omtydet og dermed levet i troens vished. Gud er selve dette, at alt er muligt. Gud er den uberegnelige, uventede, underfulde udvej, når alle andre udveje er lukkede. Gud er fremtid; ikke som vi tror, at den skal være. Men som han giver os den i mødet med sig selv. Gud har en fremtid netop dér, hvor der ikke længere synes nogen fremtid mulig for os. Således lyder evangeliet som et nyskabende ord til os. Men for den, der lever i forvisningen om egne fortræffeligheder. For den, der lever sit liv i illusionen om, at vi selv skaber vores fremtid, er det kun et ord. Et tomt, forsvarsløst, ubeviseligt ord. Og det er det, vi stilles overfor. For det er det, der er Guds vilje med os. At vi skal gribe det på trods af dette. Fordi det er dét, han selv skænker 25/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 os i troen. Og fordi vi i fortvivlelsen får muligheden for at gribe det som den umulige mulighed, i hvilken alt det andet skænkes os tilbage. At gribe om det ord er egentlig en halsløs gerning. Det er, med Kierkegaards ord, at kaste sig ud på de favne. Det kan synes som det rene vanvid for hver enkelt af os i netop det øjeblik. I det øjeblik, hvor man står dér ansigt til ansigt med tilværelsens manglende sammenhæng; med al menings sammenbrud; med oplevelsen af det brudte forhold til skaberen; med, for nu at blive i teologiske kategorier, aftrykket af arvesynden printet ind i vores eget liv. For det er grundlæggende det, det drejer sig om. I netop det øjeblik kan det synes som det gale vanvid at vove noget som helst. For i det øjeblik ser vi ikke på den anden side af afgrunden; vi skimter ikke andet end de favne. Vi ser alene afgrunden, faldet og tilintetgørelsen og ikke Guds nåde bag denne. Vi aner ikke konturerne troens nådegave, i hvilken vi sendes tilbage til livet. Ikke som en illusion, men som en Gudgivet og Gudvillet virkelighed. Og så kan det dog forekomme nemmere, trods alt, at blive i det, man ser og forstår også selv om det er fortvivlet end at vove at bygge sit liv på et ubeviseligt, nøgent ord. Den kongelige embedsmand, som dagens evangelium handler om, vidste, at hans søn var døden nær. Der var ingen redning mulig for ham. Slet ingen udveje eller muligheder tilbage; ingen fremtid. Og så står Jesus dér og siger til ham: Gå hjem, din søn lever! Det var umuligt. For sønnen var der ingen redning. Det vidste embedsmanden kun alt for godt. Når døden kræver sin ret, mister mennesket sin fremtid. Det vidste han. Og vi, der hører det i dag, ved det. Om ikke andet, så dér ved vi det. Dér stillet over for døden. Alene. Ladt tilbage uden ordet at klynge os til. For vi mennesker ladt alene uden Gud er der slet ingen fremtid. Ingen mulighed. Ingen udvej. Og så sker det. Den umulige mulighed. Jesus siger om den, der har mistet sin fremtid, at han har en fremtid. Om den, der har mistet sit liv, at han skal leve det. Han siger det bare. Han giver ingen garantier eller forsikringer med på vejen. Han fremfører det bare med et ubeviseligt ord; et nøgent og i sig selv tomt ord. Det er, hvad embedsmanden, må forholde sig til, lige dér i mødet med Jesus. Kan han tro det, eller kan han ikke. 25/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 Og hvad gør han så? Embedsmanden. Forlader han sin egen fortvivlelse og den dog, trods alt, sikre viden om dødens virkelighed, fremtidens ikke-eksistens og al menings sammenbrud. Eller tør han tage springet og kaste sig ud i det. Tør han tage Jesus på ordet og gribe om den umulighedens mulighed, som Jesus ved sit blotte ord åbner op for ham. Det gør han. I modsætning til vantroens Thomas, der krævede håndfaste beviser, gør han det. Stillet over for umulighedens mulighed tør embedsmanden våge springet ud i det uvisse. Ud i Guds nye virkelighed. Han vover det, Thomas ikke tør vove. Han tager Jesus på ordet. Uden noget sikkert bevis. Uden noget uomtvisteligt tegn. Uden at få lov til at stikke fingrene i naglemærkerne i Jesu sår eller fingeren i hans side. Og os. Hvad med os? Hvad gør vi stillet ansigt til ansigt, med tilværelsens store illusion. Omstyrtet og omsluttet af adskillelsen fra Gud; i vores liv for os selv adskilt fra livets kilde. Står vi tilbage sammen med den vantro. Står vi dér sammen med Thomas, der kræver det tegn, som vi ikke kan få. Eller tager vi springet ud på de favne? Tør vi tage Jesus på ordet, når han fortæller os, at for Gud er alt muligt. Tør vi tro, at Gud altid er mulighedernes mulighed. At Gud har en fremtid for os, ligegyldig hvilken fortvivlet situation, vi måtte befinde os i. Vover vi at få livet skænket tilbage af den Herre, der alting magter. 25/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5