ASR1817 Jernkærvej 20

Transkript

1 ASR1817 Jernkærvej 20 - Et spændende hus fra ældre middelalder af Morten Søvsø Den antikvariske Samling Bygherrerapport

2 Indledning Gårdejer Laurens Hoftijzer, Jernkærvej 20 planlægger at opføre en ny løsdriftstald og gylletank. Byggeriet vil komme til at ødelægge alle arkæologiske spor på byggegrunden og derfor foretog Den antikvariske Samling i januar 2004 en forundersøgelse af det berørte areal. Her blev fundet keramik, der lignede skår fra stenalderen og stolpehuller, der så ud til at stamme fra middelalderen. Den antikvariske Samling og Kulturarvsstyrelsen vurderede, at fundene var så vigtige, at de burde udgraves. I marts 2004 udgravede museet det truede område, og denne rapport beskriver hvad vi fandt. Udgravningen blev betalt af bygherren Laurens Hoftijzer med tilskud fra Kulturarvsstyrelsen. Det er ikke første gang, der er foretaget udgravninger i Jernkær. Ved to tidligere lejligheder er der lidt længere mod øst udgravet væsentlige bebyggelsesspor fra ældre romersk jernalder (0-200 e. Kr.) og tidsrummet yngre germansk jernalder- ældre middelalder ( e. Kr). På luftfotos af området kan man desuden se andre uudgravede huse (ASR 809 og 1420). Jernkær omtales også i middelalderlige skriftlige kilder. Der synes at være tale om en omfattende bynær landbebyggelse, der nedlægges i 1300-tallet. Fig. 1. Oversigtskort, der viser udgravningens placering. Fra Jernkævej 20 er der smuk udsigt over marsken og Ribe by. Bønderne, der boede her i middelalderen, har været vidner til, at domkirken langsomt rejste sig over byens tage. 2

3 Det her undersøgte felt er interessant ved at ligge helt ud til kanten af marsken. Niveauet er kun lidt over kote 2,5 m o. DNN (Dansk Normal Nul) og i den ældre middelalder, hvor der endnu ikke var bygget diger, må området have været stærkt truet af stormfloder. I Ribe-området opfattes kote 2,5 m som den nedre grænse for menneskelig bebyggelse, da der næsten aldrig er fundet bebyggelsesspor under dette niveau. Gården har dermed ligget på det yderste næs med vid udsigt over marskengene, hvor bøndernes kvæg har græsset. Formålet med udgravningen var at datere og beskrive bebyggelsen fra middelalderen samt undersøge, om der skjulte sig ældre bopladser i området. Fig. 2. På kortet ses lokaliteten Jernkær med indtegning af de kendte arkæologiske forekomster. Den tykke røde streg markerer overgangen mellem det tørre land og marsken. De grønne felter viser bebyggelsens kendte udstrækning før udgravningen på Jernkærvej 20 (markereret med ASR1817). Udgravningen viste, at den middelalderlige bebyggelse har strakt sig helt ud til kanten af marsken. Derfor er det mest sandsynligt, at alle de arkæologiske forekomster i Jernkær er en del af den samme store landbebyggelse fra vikingetid og ældre middelalder. Landskabet Lokaliteten Jernkær udgør en langstrakt ØV-orienteret svag terrænhævning, der mod syd og vest grænser op til Ribemarsken. Området ligger med få højere undtagelser mellem kote 2,5 og 5 m og kan landskabsmæssigt beskrives som sandet hedeslette. Muldlaget er let og sandet, næsten uden ler eller sten og veksler i tykkelse fra cm. Undergrunden består af lysgråt-gulligt-brunligt, næsten rent sand med enkelte mere grusede områder. Baggrunden for at bo på dette sted må være den nærliggende marsks vidtstrakte græsningsarealer. 3

4 Udgravningsmetode Ved udgravninger som denne finder man sjældent rester af ildsteder, husgulve eller andre af de overflader, som menneskene dengang gik på. Det skyldes, at hustomterne er pløjet i stykker af senere tiders landbrug. Det eneste, man stadig kan finde, er de huller i jorden - som stolpehuller og grøfter - der rækker så dybt ned, at ploven ikke når dem. Nedgravninger af denne type omtaler arkæologer som anlæg. Ved udgravninger på flad mark gælder det om at få fjernet det øvre pløjelag for at nå ned til de forskellige anlæg. Udgravningen foregik ved, at en gravemaskine gravede muldlaget af indtil det gule undergrundssand og de grå anlæg klart kunne skilles fra hinanden. Ved fremgravningen blev anlæggenes omrids streget op med graveske og markeret med et søm. Efter udlægning af et målesystem opmåltes alle anlæg i forholdet 1:50 på tegninger i A2 format. Samtlige anlæg blev nivelleret og navngivet med et A-nr pånær enkelte ubetydelige anlæg og et par moderne nedgravninger. Fig. 3. Her ses udgravningsfeltet i forhold til den eksisterende gård til højre. Der er 800 år til forskel på de to gårde, men dengang som nu var kvægdriften den vigtigste næringskilde. Herefter blev samtlige anlæg snittet med skovl, afrenset med graveske og bundkoterne målt. Snittets placering er angivet på planerne. Alle stolpehuller, der tolkes som en del af hus 1 er registreret på snittegninger i forholdet 1:20 med beskrivelser af fylden. Mange af snittene er desuden fotograferet. Der er kun anvendt digitalkamera på udgravningen. Efterfølgende er samtlige anlæg pånær grøfterne 4

5 tømt helt. Ved udgravning af kælderen i østenden af hus 1 blev en korsformet jordbalk i kælderens midtakser efterladt for at give mulighed for at dokumentere fyldlagene. Samtlige fund er indsamlet. Der er udtaget 13 floteringsprøver fra stolpehullerne i hus 1 og 1 fra kælderen samt 4 materialeprøver. Alle fund er rengjort, nummereret og indtastet i museets registreringssystem. Udgravningsplanerne er digitaliseret i GIS-programmet MapInfo. Udgravningens resultater Middelalderhuset Stolpehullerne i udgravningsfeltet viste sig at tegne omridset af et velbevaret hus med en kælder i østenden. Husene ude på landet plejer ellers ikke at være udstyret med kælder. Kun ved en tidligere udgravning i Vilslev (ASR491) er fundet et andet middelalderhus med kælder. Fig. 4. Her ses huset i sin ældste skikkelse. Væggene består af 7 stolper, der står overfor hinanden. Den regelmæssige stolpesætning inddeler huset i seks afsnit eller fag. Ud for hver anden vægstolpe står der desuden en stolpe i husets midtakse. Måske har stolperne i midten været med til at bære taget samtidig med, at de har opdelt huset i tre rum. Den ca. 1 m dybe kælder i østenden måler 5 x 3 m. 5

6 Efter at have tegnet og beskrevet stolpehullerne blev det klart, at husets bygningshistorie var lidt mere kompliceret end man normalt ser. Det viste sig at være opført af to omgange. Til at starte med var huset på 18 x 4,6 m og opført med en række stolper ned igennem midtaksen (fig. 4.). I østenden var en ca. 1 m dyb kælder, hvis sider måske har været beklædt med træpaneler, men desværre var der ikke bevaret nogen spor af dem. Vi går dog ud fra, at der må have været en form for sikring af jordvæggene, som ellers hurtigt ville styrte sammen. Der var ikke bevaret spor af husets vægge. De kan have været lerklinede det vil sige, at der mellem stolperne har været flettet vidjer, som blev dækket med ler. En anden mulighed er, at mellemrummene mellem stolperne har været udfyldt med store kantstillede planker. Et hus opført på den måde kaldes et bulhus. Der fandtes ingen rester af taget, men det har nok været af strå. I husets levetid foretages to større ombygninger. Om de sker på samme tid gav udgravningen ikke svar på. Kælderen i husets østende opgives og fyldes op med græstørv. Det undrede os først, at man havde anvendt græstørv, men bruger man en plov, der vender jorden op en såkaldt muldfjælsplov til at løsne en stribe tørv, er de meget nemme at transportere. Måske er det i virkeligheden nemmere end at bruge sand. Tørven indeholdt en smule klægler og har nok vokset på kanten af marsken tæt på huset. Fig. 5. Huset udvides på et tidspunkt mod vest, og der nedgraves en række stolper i den opfyldte kælder, som tyder på, at her kan have været indrettet et mindre rum. Nu er huset vokset til 25 m i længden. Med en bredde på 4,6 m giver det et areal på 115 m 2. Det svarer til, hvad man kunne kalde en mindre middelaldergård på Ribeegnen. 6

7 I den opfyldte kælder er bagefter nedgravet en række stolper, som sikkert er til skillevægge (fig. 5). Måske har der været indrettet et lille selvstændigt rum her. Den største forandring, der sker med huset, er udvidelsen mod vest. Den forøger grundarealet med godt 30 m 2 og ser ud til at være konstrueret lidt anderledes end resten af huset, da der ikke er en kraftig stolpe i midtaksen. I stedet er der spor efter en tværgående skillevæg, der deler udvidelsen i to lige store halvdele. Der er flere årsager til, at vi opfatter huset som opført af to omgange. Stolpernes placering er forskellig i de to afsnit, og forskellene understreges af, at jorden i stolpehullerne også afviger fra hinanden i de to bygningsafsnit (fig. 6). Fig. 6. Stolpehullerne i det ældste hus og udvidelsen mod vest var klart forskellige. Til venstre ses et snit af et stolpehul fra den ældste fase, hvor man kan ane et aftryk af den stolpe, der har stået i hullet. Til højre ses et snittet stolpehul fra udvidelsen. De hvidlige sandstriber sås kun i udvidelsens stolpehuller. Ved udgravninger på landet plejer man ikke at gøre ret mange genstandsfund. Det skyldes, at det kun er det nederste af hullerne i jorden, der er tilbage til arkæologerne. Heri kan man dog være heldig at finde lidt, som kan anvendes til datering. Ved denne udgravning fandt vi lidt keramik og tegl i stolpehullerne, (se nedenfor) som hører hjemme i tidsrummet e. Kr. Derfor må huset have stået i samme tidsrum. Fig. 7. Kælderen i husets østende under udgravning. De mørke aftegninger til venstre er de enkelte tørv. Til venstre ses et lodret snit gennem tørvefylden, hvor man også kan ane omridset af de enkelte tørv. 7

8 Vi ved ikke ret meget om, hvordan huset har været indrettet, og slet ikke hvem der boede der. Det er dog mest sandsynligt, at der er tale om en mindre selvstændig bondegård i landsbyen Jernkær. Keramikken fra slutningen af stenalderen Spredt i jorden under middelalderhuset fandtes en hel del keramikskår, som var meget ældre end huset fra middelalderen (se nedenfor). Det var fremstillet på samme måde, som man gjorde i bondestenalderen, og en smule dekoration på nogle af skårene viser, at keramikken sandsynligvis stammer fra slutningen af bondestenalderen (2350 f. Kr 1700 f. Kr.) Når vi finder keramik fra stenalderen, må der også allerede dengang have boet mennesker, men desværre lykkedes det ikke at finde spor efter deres huse. Det eneste håndfaste spor fra dengang var en mindre nedgravning fyldt med trækul og brændte sten. Den slags huller kalder man for kogegruber, da man sandsynligvis har tilberedt mad i dem. 8

9 Genstandsfund Udgravningens fineste enkeltfund er keramikken fra slutningen af bondestenalderen. I flere tilfælde lå skårene samlet i koncentrationer, der kunne samles til store skårflager. Fig. 7. Sandsynligvis har keramikken oprindelig ligget i nedgravninger i jorden, som i dag er så udvaskede, at de ikke kan skelnes fra den omgivende undergrund. De fleste af de her viste skår kunne samles til to store skårflager, hvoraf den ene ses nedenfor. Skårene er omkring 4000 år gamle. 9

10 Fig. 8. Skårene ovenfor kunne bl. a. samles til dette skår fra en stor skål med en kraftig vulst løbende rundt om halsen. Det er sjældent man finder keramik fra denne periode på Ribeegnen. Den samlede mængde fund fra middelalderhuset udgør kun en lille håndfuld keramikskår, to små teglbrokker og lidt dyreknogler. Hvor spinkelt det end er, gav det dog alligevel mulighed for at datere huset. Desuden viser fundet af to skår fra Rhinegnene hhv. Belgien/Nordfrankrig, at gårdens beboere har rådet over lige så fint bordtøj, som borgerne i Ribe by. 10

11 Fig. 9. De tre små skår ser ikke ud af meget, men viser alligevel, at bønderne i Jernkær benyttede de samme fine lerkar som de velhavende borgere i Ribe by. Det lille skår til venstre er såkaldt Andenne-gods og stammer fra en kande fremstillet i Belgien eller Nordfrankrig. Skåret i midten er af Pingsdorf-gods og fremstillet i et pottemagerværksted et sted i Rhinegnene. Det sortbrændte skår til højre stammer fra et almindeligt kogekar og er fremstillet lokalt på Ribeegnen. Alle tre skår er sikkert købt på torvet i Ribe engang i tiden omkring år Udgravningens data Den antikvariske Samlings journalnummer: ASR1817 Lokalitet: Jernkærvej 20 Sogn: Ribe Domsogn Stednummer: , sognebeskrivelsesnummer 90 Fundnumre: x1 x40 Kulturarvsstyrelsens journalnummer: FOR Dokumentationsmaterialet bestående af beretning, gravebog, tegninger, fund og billeder opbevares på Den antikvariske Samling, Overdammen 12, 6760 Ribe, hvor det efter anmodning kan fremvises. 11