Kirken er de sandt troendes forsamling Menighedstanken i Luthers kirkesyn ved Asger Chr. Højlund

Transkript

1 1 Kirken er de sandt troendes forsamling Menighedstanken i Luthers kirkesyn ved Asger Chr. Højlund Det følgende er oprindelig holdt som en forelæsning. Anledningen var bl.a. den nye optagethed af menigheden, som har kendetegnet den missionerende del af folkekirken sammen med en række frikirker de senere år. Hvor det i nogle år har heddet evangelisation, hedder det nu menighedsbygning - ikke som en afløsning for evangelisationen, men som en nødvendig videreførelse. Kristentro er ikke alene den enkeltes sag med Gud, men et liv i fællesskab med brødre og søstre. Denne betoning af menigheden som konkret størrelse støder på modstand i visse dele af folkekirken. Og ikke så sjældent vil man møde en henvisning til Luther som støtte for en sådan modstand. Ifølge en almindelig opfattelse er der nemlig ikke meget plads til den synlige og konkrete menighed i Luthers kirkeforståelse. Troen befinder sig i hjertet og er dermed en usynlig virkelighed. Det eneste, der må og skal være synligt i kirken, er tegnene og redskaberne for Guds handlen og nærvær: ordet og sakramenterne. En dyrkelse af den synlige menighed, hedder det, vender op og ned på dette og gør det, som burde være skjult, synligt, mens det, der med rette skulle være det synlige, træder i baggrunden. Det er dette, vi i det følgende skal se nærmere på. Hvordan forholder det sig med Luthers menighedsforståelse sat ind i hans forståelse af kirken generelt? Det troende folk Overskriften for denne artikel har vi hentet fra Den augsburgske Bekendelse. Som det vil være de fleste bekendt, er det en af de centrale bestemmelser af kirken i CA. Det hedder her i art. 8: "Skønt kirken egentlig er de helliges og sandt troendes forsamling, er det dog tilladt at modtage sakramenter, der forvaltes af onde..." Denne bestemmelse af kirken som de helliges og sandt troendes forsamling er grundlæggende ikke mindst i Luthers opgør med den romerske kirke og paven. I de pavelige teologers definition var kirken og dens virkelighed bundet til paven i Rom som Peters efterfølger, til de embeder, som havde modtager deres fuldmagt fra ham og derfor var en garanti for sakramenternes gyldighed, altså til tanken om kirken som institution, - eller i den almindelige folkelige bevidsthed: til kirkebygningerne, til præsterne og munkene, til de kirkelige ritualer. Kirken var "kirkens mænd" og den underfulde virkelighed, der knyttede sig til de hellige ting og bygninger. Det er det, Luther vil gøre op med. Kirken er ikke det "stenhus", som man i almindelig tale tænker på, når man bruger ordet kirke, ikke det hellige vand, lysene, klokkerne, billederne, pallierne, altrene, messehaglerne, tonsurerne o.s.v - sådan siger han i Om koncilierne og kirken 1. Kirken er et folk, "det vil sige en flok eller forsamling af de mennesker, som er kristne og hellige" (387,18). Derfor er kirken ikke lig med paven og hans embedshierarki. "Paven er ikke et folk, langt mindre et helligt, kristeligt folk. Heller ikke biskopperne, præsterne og munkene er et helligt folk; thi de tror ikke på Kristus, lever heller ikke helligt, men er djævelens onde, skændige folk. Den som ikke tror ret på Kristus, er ikke kristelig eller en kristen" (388,11). Det, som det altså er vigtigt for Luther at fastslå, er for det første, at kirken er en personal, til forskel for en institutionel, virkelighed. Når vi taler om kirke, skal vi tænke på en flok mennesker. Og så er det for det andet - og endnu vigtigere - at det er en flok mennesker, der tror på Kristus. Kirken er de sandt troendes forsamling, hverken mere eller mindre. 1 1 S. 388 linje 19 og 408 linje 25 i Luthers Skrifter i udvalg, bd. 2, Århus Henvisningerne i det følgende vil være til dette bind, hvor ikke andet er anført.

2 2 En af de sammenhænge i Skriften, der spiller den største rolle for Luther i hans forståelse af disse ting, er Joh 10 og Jesu tale om fårene, der hører hyrdens røst. En anden vigtig bibelsk nøgle er Paulus' tale om kirken som Kristi legeme, eller Jesu tale om vintræet og grenene, med disse billeders betoning af den levende og organiske forbindelse mellem den troende og Kristus. Så enkelt og klart er det. Det er noget, som selv et syvårs barn kan begribe, kan Luther sige et sted. 2 Den, som har troen, hører med til kirken, den som ikke har troen, hører ikke med til kirken. Kirken er en levende, åndelig virkelighed, konstitueret ved troen i hjertet. I udgangspunktet er Luthers kirkesyn et klart opgør med institutionskirken. Ikke at institutionen ingen betydning har. Men kirke er de, der i tro modtager dette - ikke apparatet. I den sammenhæng skal der ifølge Luther skelnes mellem den af Gud skabte og sande kirke som en åndelig, indre virkelighed og den ydre, som vi skaber, som er en legemlig, ydre kirke. De hører lige så uløseligt sammen som sjæl og legeme, men er dog ikke uden videre identiske. 3 Dette kan meget let misforstås i retning af en tale om kirkens usynlighed, som opløser enhver menighedstanke. Det er jo, hvad vi ser i Danmark i dag. Som man ofte kan høre det: Troen er en usynlig ting i hjertet. Hvem kirken er, kan derfor ingen udsige. Enhver tale om skel er en formastelse, hvis man da ikke direkte har meldt sig ud af kirken. Ethvert tiltag, der får det til at se ud, som om nogle er mere kristelige end andre, det være sig noget så uskyldigt som kirkekaffe, er noget, man ser på med skepsis. Menigheden er sognet. Det eneste sted, kirken bliver synlig, og må være synlig, bliver i dens sakramenter og ritualer og i præstens person, altså i dens institutionelle udtryk. - Men dermed kommer kirken til at minde påfaldende meget om den institutionskirke, Luther netop gjorde op med. Noget må være galt. Den synlige menighed Denne opfattelse af Luthers kirkesyn beror efter mit skøn på en misforståelse. At Gud er den eneste, der kender troen i hjerterne, betyder ikke, at menigheden forsvinder i den blå luft for kun at efterlade sig et ydre hylster på jorden i forkyndelse og sakramenter. I Luthers kirkesyn spiller tanken om kirken som en flok en afgørende rolle. Vi bemærkede det allerede i de citater, jeg allerede har anført fra Om koncilierne og kirken - i talen om kirken som et folk. "Nu er der mange folk i verden, men de kristne er et særligt, kaldet folk og hedder ikke slet og ret ecclesia, kirke eller folk, men Sancta, Catholica, Christiana, som betyder et kristeligt, helligt folk, som tror på Kristus og derfor kaldes et kristent folk, og har Helligånden, som daglig helliger dem, ikke alene ved syndernes forladelse... men også ved afskaffelse, udfejen og dræben af synderne" (388,28). Hele intentionen med skriftet er at bestemme dette folk og dermed afgrænse det over for pavens fejlagtige identifikation af sit hierarki med kirken. 2 2 De schmalkaldiske Artikler, Die Bekenntnisschriften der Evangelisch-Lutherischen Kirche, Göttingen , s. 459,20ff; i dansk oversættelse i Martin Luther. Skrifter i udvalg, bd. 7, København 1994, s "Derfor vil vi - for at skabe bedre forståelse og gøre det kort - kalde de to kirker med forskellige navne. Den første, den, der er det af naturen, den grundlæggende, væsentlige og virkelige vil vi kalde for en åndelig, indre kristenhed. Den anden, som er lavet og som er en ydre, vil vi kalde en legemlig, ydre kristenhed. Ikke at vi vil skille dem fra hinanden. Men lige som når jeg taler om et menneske og kalder det et åndelig menneske ifølge sjælen og et legemligt menneske ifølge legemet... således også [med] den kristne forsamling. Ifølge sjælen [er den] én menighed, samdrægtig i én tro, selv om den ifølge legemet ikke kan være forsamlet på et sted, om end hver flok samles på sit sted" (Von dem Papsstum zu Rom, 1520, WA 6,296,36-237,9).

3 3 I denne bestemmelse omtales en række kendetegn på den sande kirke. Der er forkyndelsen af Guds ord; der er dåben og nadveren; der er brugen af løse- og bindenøglen i en menighed; der er tilstedeværelsen af kaldede hyrder; den sande menighed er endvidere kendetegnet af det, at de samles for at bede og takke Gud; og endelig er den kendetegnet af, at den lever under korset, at den må leve under modstand både udefra og indefra. Er det da ikke netop det institutionelle, der dermed er peget på? Nej, for det, som disse kendetegn peger på, er den flok, som bruger disse ting, lever af og under dem. "Hvor du nu hører eller ser dette ord blive prædiket, troet, bekendt og efterlevet, hav da ingen tvivl om, at der med sikkerhed findes en sand Ecclesia sancta catholica, et kristeligt, helligt folk, selv om der kun hører meget få til" (393,8). "Hvor du nu ser, at man tilgiver eller straffer synd hos nogle personer, offentligt eller privat, vid da, at dér er Guds folk" (395,32) o.s.v. Det drejer sig hele vejen igennem om ting, der er i brug hos nogle bestemte mennesker. Kendetegnene skulle altså ikke tjene til at usynliggøre kirken, tværtimod. Og det fremgår endvidere af, at Luther så sandelig også anser helliggørelsen for et kirkekendetegn. Det er ganske vist ikke så sikkert som de lige anførte, fordi der også findes retfærdige hedninger - selv om "det dog hos dem ikke (bliver) så rent og af hjertet enfoldigt for Guds skyld" som hos de kristne (407,29). Men dette tegn hører dog uløseligt med. Luther udfolder i det lange og det brede, hvordan det ikke kan være anderledes, end at Helligånden helliger mennesker både efter den første tavle, d.v.s. i gudsforholdet, så at man fastholder troen under modstand og anfægtelse, idet man takker og priser Gud og tager de prøvelser på sig, som man kommer ud for - og efter den anden tavle, i forholdet til medmennesker. Så uløseligt hører dette med, at Luther kan sige, at "de som ikke er sådan, skal heller ikke regnes som kristne" (390,24, sml. 395,19f). Luther er ikke nær så bange for at sige den slags ting, som vi er i dag. 4 Det er altså virkelig menigheder, Luther her taler om. Det fremgår også af et andet spændende skrift, Den tyske messe fra 1526, hvor Luther helt klart skelner mellem den gudstjeneste, der skal holdes for hele folket, "iblandt hvilke der er mange, som endnu ikke tror eller er kristne" (79,24) (igen ser vi Luthers uforblommethed), og så "den rigtige skik eller evangeliske ordning" for dem, "som for alvor vil være kristne og bekende evangeliet med hånd og mund" (79,31-34). Den sidste gudstjeneste vil være for den mere begrænsede flok, som typisk vil samles "i et hus til bøn, til læsning, til dåb, for at modtage sakramentet og øve andre kristelige gerninger" (79,35). Her kan menighedens liv fungere. Her kan man "kende, straffe, forbedre, udstøde eller bandlyse dem, som ikke opfører sig på kristen vis, efter Kristi regel, Matt. 18. Her kan man også pålægge en almindelig almisse, som man villigt gav og uddelte blandt de fattige efter S. Pauli eksempel" (80,2). Luther har her tydeligvis den nytestamentlige menighed i tankerne. Og han bliver ved med at vende tilbage til den som den rette (81,3.14). Og dog er han ikke skredet til at oprette noget sådant. Han venter på, at de rette melder sig, at man trænger sig på (80,12-14). I stedet koncentrerer han opmærksomheden om den ydre gudstjeneste, som ifølge ham mere har karakter af "en offentlig tilskyndelse til tro og til kristendom" (79,29). Der er dem, der ud fra dette har udledt, at disse tanker var underordnede for Luther. 5 Jeg tror ikke, det er en rigtig slutning. Selv om det er vigtigt at bemærke denne tilbageholdenhed med uden videre at indføre denne ordning - vi skal se på, hvad der ligger i det om lidt - er der for mig at se ingen tvivl, at den står ham for øje i alt, hvad han siger om menigheden (det gælder også 4 4 Som Regin Prenter siger det i en note til stedet i den anførte udgave af Luthers skrifter: "Luther har åbenbart en ganske realistisk bedømmelse af "folkekirkelige" tilstande (anf. skr. s. 96 note 8). 5 5 Prenter, anf. skr. s. 97 note 9, og Christian Möller, Lehre vom Gemeindeaufbau, bd. 2, Göttingen 1990, s. 76f.

4 4 den menighed, som han tegner i Om koncilierne og kirken). Det er denne konkrete menighedsvirkelighed, der er kernen i, hvad han kan sige om de troendes præstedømme, menighedens ret til - evt. ud af sin midte - at vælge den, der skal være deres præst. Og det er denne konkrete menighedsvirkelighed, der f.eks. er kernen i den meget konkrete tale om, hvordan man i menigheden indbyrdes skal bære hinanden, fordi man er ét legeme (særlig levende i Sermonen om Kristi legeme og broderskaberne fra 1519). 6 Det er her, han vil hen - fordi det netop er sådan NT taler om menigheden. Dermed være ikke sagt, at denne ydre og meget konkrete flok er identisk med kirkens åndelige virkelighed. Nej, den er den legemlige virkelighed, som kirken altid også er - i den uløselige samhørighed med den levende og sande tro, som er kirkens "sjæl". Den legemlige virkelighed er altså ingen biting. Og den er heller ikke "kun" noget, der er synlig i ord og sakramenter. Den legemelige virkelighed, som den åndelige kirke er ét med, afhængig af, og som den manifesterer sig igennem, er også den synlige og konkrete menighed. Som Luther siger om den menighed, han har beskrevet i Om koncilierne og kirken: "Dér har du med sikkerhed, hvad, hvor og hvem den er, den hellige, kristelige kirke, det vil sige det hellige, kristelige folk. Det kan ikke slå fejl for os. Det er vi sikre på" (408,4). Eller som han siger det i en prædiken fra 1522: "Den, der vil finde Kristus, må finde ham i kirken. Nu er kirken ikke træ og sten, men en flok Kristustroende mennesker; dem må man holde sig til og se, hvordan de tror, beder og lærer; de har uden tvivl Kristus hos sig". 7 Nådemidlerne som afgørende kendetegn Men når Luther skal bestemme denne menighed, spiller alligevel ordet og sakramenterne den grundlæggende rolle. Deri har den mere folkekirkeideologiske tolkning af Luthers kirkesyn fuldstændig ret. De syv kirkekendetegn i Om koncilierne og kirken er de syv overordnede kirkekendetegn. Og af dem er det helt tydeligt, at de første, ordet og sakramenterne, er de helt afgørende (sml. CA 7). Det hedder om Ordet: "Dette er hovedstykket og den høje hovedhelligdom, hvorved det kristne folk kaldes helligt. Thi Guds ord er helligt og helliger alt, hvad det rører ved, ja, er selve Guds hellighed. (392,17). "Og selv om der kun var dette tegn, var det dog tilstrækkeligt til at vise, at der måtte være et kristeligt, helligt folk der. Thi Guds ord kan ikke være uden Guds folk" (393,8). (Luther taler i denne sammenhæng om det mundtlige ord.) Det ophæver ikke forsamlingen. Det er ordet i en forsamling, Luther hele tiden taler om. Hvilken forsamling er Kristi kirke - det er jo det, der hele tiden er spørgsmålet. Ordet og forsamlingen udgør en uløselig enhed. Men i denne enhed er det ordet, der er den altafgørende faktor. Det kan være småt med troens synlige udtryk i form af et helligt liv og levned (ligegyldigt er det dog aldrig, al den stund nøglerne, som består i dette, "at en kristen, hvis han synder, skal straffes, og hvis han ikke forbedrer sig, skal være bundet og udstødt", mens han skal være løst, hvis han bedrer sig, hører med til kirkekendetegnene (395,23ff)). Men ser du en forsamling, som samler sig omkring en forkyndelse af Guds ord og tager det til sig - så meget, som man nu kan se det - så kan du være sikker på, at her er Guds kirke - om end de kan være få, tilføjer Luther (393,11). Og det hænger sammen med, at ordet vil virke. Et af de bibelord, Luther her gang på gang vender tilbage til, er Es. 55,10: "For som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage dertil, men væder jorden, befrugter den og får den til at spire... sådan er mit ord, som 6 6 En dansk oversættelse findes i Luthers Skrifter i Udvalg, bd. 1, Århus 1980, s. 128ff. 7 7 Kirkepostillen, WA 10 I,1, s. 140,14.

5 5 udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde." På samme måde med sakramenterne. De vil gøre deres gerning. Dåben er jo ikke bare et tegn; nej, det er "et kosteligt lægemiddel, hvorved Guds folk bliver helligt. Thi det er den nye fødsels bad ved Helligånden... Hvor du ser dette tegn, skal du vide, at dér må kirken eller det hellige, kristelige folk med sikkerhed være" (394,8-13). Således også med de andre kirkekendetegn. De skaber kirke. Hvad ligger der i dette? Slaphed og akkomodation til de faktiske forhold? Manglende mod til at gøre op med den store, brede kirke? Nej, det, der ligger i dette, er uden tvivl synet for kirkens åndelige eller mystiske dimension - dette, at kirkens inderste og bærende virkelighed er Kristus selv. "Kristi legeme" er jo, som vi har hørt, et af de kirkebetegnelser, Luther med forkærlighed tager op. Eller som vi også hørte det: Den inderste virkelighed er dette, at det her er hyrden selv, der samler sine. Kirken er ikke menneskeværk, men Guds værk. Og det er netop igennem ordet og sakramenterne, han udøver dette herredømme. Alt andet i kirken tjener til at understøtte dette Kristi eget herredømme i hjerterne. Denne betoning af kirkens åndelige eller mystiske dimension viser sig også i den måde, reformationen praktisk blev gennemført på. Jeg har nævnt Luthers tilbageholdenhed i at føre de tanker om den rette evangeliske menighed ud i livet, som han ellers havde for øje i skriftet Den tyske messe. Et særligt tydeligt eksempel på det har man i de såkaldte Invocavit-prædikener fra Mens Luther sad i beskyttelsesarrest på Wartburg, havde hans kollegaer i Wittenberg overtaget ledelsen af reformationsarbejdet. Og en af dem, Karlstadt, var ikke sen til at føre nogle af dens tanker ud i livet - at indføre nadver med både brød og vin, at afskaffe messetøj og skriftemål og opløftelse af nadverelementer. Og det havde skabt uro. Imod sin fyrstes ordre rejste Luther da til Wittenberg og holdt en række prædikener, hvori han bebrejdede dem den hastige fremfærd. Og grundtanken i det, han sagde, var, at så hurtigt og voldsomt kunne man ikke gøre det. Folks hjerter og samvittigheder var ikke forberedt til det. Og det var fatalt. For med en uvis samvittighed var man ilde stedt i anfægtelsen og over for døden. Det måtte derfor prædikes frem. Gud alene kunne bringe det ind i hjerterne. Vi kan ikke bringe det længere end hen til ørerne. Det måtte være en frivillig sag, ikke en ny lov. Det betyder ikke, at der ikke skulle tales klart. Tingene skulle nævnes med deres rette navn. Det var ikke i den forstand den søde mildhed alene, det drejede sig om at betone. Og det betød heller ikke, at der ikke også i det ydre skulle gøres noget. Men det skulle altså ske med stor tilbageholdenhed. Tålmodighed blev et af nøgleordene i disse Invocavitprædikener. "Således skal vi også handle med vor broder, have tålmodighed med ham en tid lang, tåle hans svaghed og hjælpe ham med den og give ham mælkemad, således som det skete med os, indtil også han bliver stærk. Vi skal ikke fare alene til himmels, men bringe vore brødre... med" (12,10). "Sagen er god nok, men hastværket er for stort, thi på den anden side er endnu brødre og søstre, som hører til os, de skal også være med" (12,20). Ja, der ligger ikke bare et udtryk for tålmodighed i dette; man kan vel også ligefrem tale om en vis afslappethed. Det er i disse prædikener, Luther har den berømte bemærkning om, at "mens jeg har sovet, mens jeg har drukket wittenbergsk øl med Philip og Amsdorf, [har Ordet] (som Luther vel at mærke flittigt har prædiket og skrevet) udrette så meget, at pavedømmet er blevet i den grad svækket, at ingen fyrste eller kejser nogensinde har voldet det så megen fortræd" (17,25). Igen: det skal ikke opfattes som ligegyldighed. Der ligger noget principielt i det. "Virkningen skal være Guds alene, efter hans behag" (16,9). Dette ophæver ikke menighedstanken og de praktiske tiltag, som hører til, for at menigheden kan få ydre skikkelse. Nok er det "ordet alene", men ikke mere, end at Luther klart forudsætter

6 6 f.eks. kirketugten. Men disse ting får uden tvivl en anden karakter, når det så stærkt betones, at det må være Gud, der gør sin gerning i hjerterne. Der er jo i den praktiske gennemførelse af reformationen store forskelle mellem reformationen i Wittenberg og reformationen i Genève, hvor det hele jo meget hurtigt blev gennemorganiseret, og hvor dette med menighedens ydre virkelighed spiller lige så stor en rolle i kirkeforståelsen som dens bærende indhold i ord og sakramenter. Med dette kirkesyn er der plads til folkekirker - med plads til de små og svage. Men ikke på hvilke som helst præmisser - f.eks. den præmisse, at der ikke må trækkes grænser. Om der i den lutherske kirkeforståelse så alligevel er for lidt syn for og betoningen af menigheden som konkret virkelighed og kristenlivet som et menighedsliv - ja, det er noget af det, som man kan diskutere. Luther kan sine steder komme med en så ensidig vægtlægning på nådemidlerne, at menigheden truer med at forsvinde. 8 Alligevel tror jeg, at Luther i betoningen af ordet og sakramenterne som det, der i egentlig forstand altid må bære enhver kirke og menighed - med det perspektiv det giver på alle de tiltag, man gør - har peget på nogle dimensioner, som har vedvarende gyldighed. 8 8 Se f.eks. Store Galterbrevskommentar I, dansk oversættelse i Martin Luther. Skrifter i udvalg, bd. 2, København 1981, s. 55ff.