Kommentarer til Vismandsrapporten

Transkript

1 Den 29. maj 2018 KR, KIFT, JEDP, KETH Kommentarer til Vismandsrapporten Vismændene er lidt mere optimistiske end DI Fare for overophedning DI enig: Der er behov for reformer, der øger arbejdsstyrken Faktiske underskud overholder tre pct. grænsen Men underskuddet i 2018 er måske for stort i henhold til budgetloven Vismændenes vurdering af dansk og international økonomi ligger overordnet set på linje med DI s vurdering. Dog er Vismændene en del mere optimistiske mht. den danske vækst end DI. DI venter en lidt mere moderat vækst end Vismændene i både 2018 og Især Vismændenes skøn for eksporten i 2018 finder DI for optimistisk. Eksporten har udviklet sig ganske skuffende til og med 1. kvartal DI vurderer dog, lige som Vismændene, at vi vil opleve et tiltagende pres på det danske arbejdsmarked. Vismændene påpeger, at der skal holdes nøje øje med tendenser til overophedning på bolig- og arbejdsmarkedet. De påpeger ligeledes, at en situation med mangel på arbejdskraft kan være et godt udgangspunkt for at gennemføre reformer, der øger arbejdsstyrken. Man skal dog være opmærksom på, at de fleste reformer tager tid, inden de virker. De peger dog specifikt på mulighederne for at lette adgangen for udenlandsk arbejdskraft eksempelvis gennem en reduktion af beløbsgrænsen. DI kan klart tilslutte sig disse betragtninger. Der skal gribes ind for at afhjælpe mangel på arbejdskraft på alle områder, hvor dette er muligt. Tiltag, der øger arbejdsstyrken og dermed væksten, er klart at foretrække frem for finanspolitiske stramninger, der reducerer væksten. Finanspolitik Vismændene skønner, at det faktiske offentlige underskud bliver 0,9 pct. af BNP i 2018, og 0,5 pct. af BNP i De offentlige finanser har således fin afstand til underskudsgrænsen i EU s stabilitets- og vækstpagt. Omvendt skønner vismændene, at den strukturelle saldo efter budgetlovens metode viser et underskud på 0,9 pct. i 2018 og 0,3 pct. i Dermed overskrides budgetlovens saldogrænse på ½ pct. af BNP i 2018 ifølge vismændene. I sidste ende er det dog finansministeriets vurdering, der er relevant i henhold til Sagsnr.:

2 budgetloven, og ifølge deres vurdering er det strukturelle underskud kun 0,2 pct. af BNP i Stor stigning i det offentlige forbrug i 2018 Svagt ekspansiv finanspolitik i 2018 og stigning i beskæftigelsesgab Finanspolitikken er veltilrettelagt i : Finanspolitikken skal afbalancere en meget lempelig pengepolitik Finanspolitikken er til den lempelige side for 2018 Den strukturelle saldo bliver bedre frem mod 2025 De offentlige finanser er overholdbare Vismændene forventer en stigning i det offentlige forbrug på 1,4 pct. i 2018 og 0,3 pct. i Det bemærkes, at stigningerne baserer sig på en forventning om, at det offentlige udnytter de økonomiske rammer i henhold til udgiftslofterne fuldt ud. På baggrund af historiske erfaringer vurderer DI, at det er usandsynligt, at rammerne bliver brugt fuldt ud også selvom kommuner og regioner er kommet tæt på de seneste år. Vismændene vurderer, at finanseffekten inkl. effekten af engangsforhold samlet set er svagt positiv i 2018 (0,1 pct. af BNP) og svagt negativ i 2019 (-0,2 pct. af BNP). Samtidig vurderer vismændene, at beskæftigelsesgabet udvides med ca personer i 2018, mens gabet er omtrent uændret fra 2018 til Vismændene konkluderer, at finanspolitikken for 2019 er veltilrettelagt og svagt kontraktiv med de på nuværende tidspunkt planlagte udgifter. Vismændene giver dog ikke rigtigt nogen karakter til finanspolitikken for 2018., at finanspolitikken skal vurderes i sammenhæng med den ekstremt lempelige pengepolitik. DI er enig med Vismændene i, at finanspolitikken for 2019 ser ud til at passe til den forventede konjunktursituation. Vi hæfter os dog ved, at finanspolitikken først fastlægges endeligt i forbindelse med finansloven for I 2018 er underskuddet større end i Underskuddet overskrider sågar budgetlovens grænse, samtidig med at beskæftigelsesgabet udvides betydeligt og finanseffekten er svagt positiv. Det er bemærkelsesværdigt, at logikken fra 2019 ikke overføres til Vismændenes vurdering af økonomien i 2018 bør føre til en anbefaling om en finanspolitisk stramning eller i det mindste en advarsel om, at finanspolitikken er rigeligt lempelig i Finanspolitisk holdbarhed Vismændene vurderer, at den offentlige saldo (både faktisk og strukturel) vil blive forbedret med en pct. af BNP frem mod Saldoen vil således blive forbedret fra et forventet underskud på 0,9 pct. af BNP i 2018 til et forventet overskud på 0,1 pct. af BNP i Vismændene vurderer, at finanspolitikken på langt sigt er overholdbar, og at holdbarhedsindikatoren viser et overskud på 0,9 pct. af BNP. Overskuddet er en anelse mindre end i sidste fremskrivning fra foråret 2017, hvor overskuddet på HBI var på en pct. af BNP. Overskuddet er ligeledes mindre end den seneste vurdering fra regeringen i Konvergensprogram 2018, 2

3 hvor holdbarhedsindikatoren viser et overskud på 1,2 pct. af BNP. Overholdbarhed skyldes store overskud om mange år. Overholdbart forløb bør ikke fastholdes på langt sigt Ikke længere overensstemmelse mellem saldomål og holdbarhedsmål Bind saldomål op på holdbarhed Finanspolitikken kan lempes med 20 mia. kr. årligt... men vil give problemer med formelle krav til saldo og gæld Straksbeskatning af pensionsformue og -indbetalinger kan løse problemet. Alternativt kan man reducere stigningen i pensionsalderen på langt sigt. Det er dog værd at bemærke, at Vismændene fortsat forventer en periode med offentlige underskud i årene ca , og at de store offentlige overskud, som især bidrager til overholdbarheden først opstår efter denne periode, jf. figur II.3 s. 89 i rapporten. Vismændene anfører, at det i det lange løb er velfærdsforringende at opretholde et overholdbart forløb. Det indebærer nemlig, at der opkræves flere skatter end nødvendigt for at afholde de ønskede udgifter. Vismændene mener derfor, at politikerne enten bør justere politikken, eller bør gøre sig selv og befolkningen klart, hvilken strategi de har for at føre en overholdbar politik. Vismændene påpeger desuden, at målet om balance på saldoen i 2025 tidligere har været et middel til at opnå finanspolitisk holdbarhed. Men dette er ikke længere en nødvendig forudsætning i fremskrivningerne. Vismændene foreslår i den sammenhæng, at det mellemfristede saldomål kan fastlægges, så det netop sikrer holdbarhed. Det vil i praksis betyde, at der skal planlægges efter et underskud på mellemlang sigt. Vismændenes vurdering af holdbarhedsindikatoren indebærer, at finanspolitikken kan lempes med 20 mia. kr. om året uden at finanspolitikken bliver uholdbar. Det vil sige, at man kan gennemføre lempelsen uden at få en ustabil gældsudvikling. Det vil imidlertid indebære, at saldoen vil være negativ med underskud mellem en og to pct. af BNP i mange årtier, og ØMU-gælden vil dermed langt overskride grænsen i EU s stabilitets- og vækstpagt på 60 pct. af BNP. Vismændene påviser, at problemerne med at overholde de formelle saldokrav i budgetloven og stabilitets- og vækstpagten kan løses ved at straksbeskatte den nuværende pensionsformue og fremtidige pensionsindbetalinger, frem for at udskyde skattebetalingerne til pensionstidspunktet. Et sådant forløb vil give en positiv saldo med overskud mellem ½ og to pct. af BNP frem til 2075, jf. figur II.6 s. 97 i rapporten. Alternativt kan man bruge overholdbarheden ved at tillade flere år på pension på langt sigt. Konkret viser vismændene, at man kan skabe et forløb, som er omtrent holdbart, ved at lade alle genererationer have samme andel af livet på folkepension fra 2030 og frem. Det indebærer en mindre stigning i pensionsalderen efter 2030 end ellers, og dermed reducerer man de store overskud, som ellers opstår på langt sigt. 3

4 : Holdbarhedsberegningerne er ikke velegnede til at bestemme finanspolitik på kort sigt. Overskud fra en fjern fremtid skal ikke brændes af i dag Politisk vanskeligt at opbygge en stor opsparing, som ikke må røres i dag Løs overholdbarheden i de år, hvor der er store overskud Budgetlovens regler er for rigide Fast saldogrænse er et problem Vurdér politiske aftaler og udspil ud fra alle finanspolitiske styringsmål, at man bør være varsom med at omsætte et teoretisk beregnet overskud i fremtiden til helt konkrete udgifter i nutiden. Holdbarhedsberegningerne er et godt redskab til at forstå og opdage konsekvenser af økonomiens strukturelle forhold. Men systemet egner sig ikke til at finjustere udgiftspolitikken på kort sigt. Det skyldes ikke mindst, at det erfaringsmæssigt er betydeligt lettere at finde politisk flertal for at øge udgifterne end for at stramme finanspolitikken. DI opfordrer derfor Vismændene til at tage hensyn til denne asymmetri, når de beskriver overholdbarheden og tilhørende forslag til løsninger. ikke, at det er hensigtsmæssigt, at disponere over holdbarhedsoverskuddet på kort sigt. Det vil give den fjerne fremtid for stor vægt i de kort- og mellemfristede finanspolitiske dispositioner. Det er i den forbindelse væsentligt, at der reelt først skabes permanente overskud år ude i fremtiden. Vi mener derfor heller ikke, at man bør fastlægge saldomålet i 2025, så det netop sikrer en holdbarhedsindikator på 0. Man kan spørge sig selv, om man på tilsvarende vis ville acceptere at oparbejde en stor opsparing på kort sigt for at dække forventede udgifter mange årtier ude i fremtiden. Det er usandsynligt, at der vil være politisk opbakning til det scenarie i mange årtier i træk. Derfor er DI også bekymret over Vismændenes forslag om at straksbeskatte pensionsformuen og - indbetalingerne. Historien har således også vist, at man - frem for at forfølge en opsparingsstrategi - valgte at indføre indekseringsmekanismen, da der var store problemer med den finanspolitiske holdbarhed. Den løsning indebærer, at fremtidige generationer i vidt omfang selv løfter fremtidige finansieringsproblemer. Det princip bør videreføres, og også gælde, hvis man ønsker at nedbringe en beregnet overholdbarhed funderet på indtægter efter Finanspolitisk styring på kort sigt Vismændene fremfører igen i denne rapport, at budgetlovens krav om, at den strukturelle saldo skal være større end -½ pct. af BNP ved finanslovens vedtagelse, er for rigid. Vismændene mener, at det er problematisk, at budgetlovens grænse er fast. De mener også, at man bør fremme et flerårigt perspektiv i den udgiftspolitiske styring. Vismændene fremfører dog ikke klart hvilke ændringer i f.eks. budgetloven, de kunne forestille sig. Vismændene fremhæver, at der de seneste år har været en tendens til, at den strukturelle saldo har haft stigende betydning for planlægningen af den økonomiske politik på bekostning af holdbarhedsmålet. De fremhæver dog, at regeringen 4

5 bør tilstræbe at vurdere alle politiske aftaler, udspil og lovforslag ud fra alle de finanspolitiske mål. : Fordel, at budgetloven er tydelig og enkel. Budgetloven tager højde for exceptionelle omstændigheder Energi: Behov for analyse af nettariffer Differentierede miljøafgifter Fastlæggelse af støtte til vedvarende energi DI anerkender, at de kortsigtede saldomål er ganske rigide, og at det kan have de teoretiske ulemper, som vismændene fremfører. Disse ulemper opvejes imidlertid i høj grad af, at rammen er tydelig og enkel. DI påpeger i øvrigt, at budgetloven giver mulighed for at afvige fra den faste saldogrænse under exceptionelle omstændigheder. Ifølge budgetloven kan det f.eks. være et alvorligt økonomisk tilbageslag eller usædvanlige begivenheder, som ligger uden for statens kontrol. Øvrig aktuel økonomisk politik Vismændene kommenterer regeringens energiudspil. Det er positivt, at Vismændene bakker op om udspillets forslag om at analysere nettarifferne nærmere, da de i dag giver anledning til forvridninger af elforbruget. Vismændene påpeger, at produktionsvirksomheder i dag betaler meget lavere energiafgifter af fossile brændsler sammenlignet med forbrugerne. Miljørelaterede afgifter bør imidlertid, som udgangspunkt, være ens for alle udledere. Det øger de samfundsøkonomiske omkostninger ved at nå miljømål, hvis afgifterne ikke afspejler de relaterede udledninger og ikke er harmoniseret på tværs af udledere og forskellige typer energianvendelse, jf. Sekretariatet for afgifts- og tilskudsanalysen på energiområdet. Selv om forslaget om reduktion af elafgifterne er et skridt i den rigtige retning, kunne man godt have ønsket en mere gennemgribende omlægning af afgifterne på energi, således at disse i højere grad afspejler udledningen af CO2 og andre miljøeffekter. Embedsmændenes forslag, kan have så store konsekvenser for virksomhederne, at de må overveje deres fremtid i Danmark. I sidste ende har det altså betydning for, hvilke typer virksomheder vi har i Danmark. Det er således afgørende, også at medtage konkurrencehensyn i overvejelser om afgiftsændringer. Vismændene bakker op om regeringens forslag om, at støtte til vedvarende energi fremover skal tildeles som et fast pristillæg oven i markedsprisen fremfor som en fast afregningspris. DI finder forslaget problematisk, da det vil lede til øgede støtteomkostninger ved stigende elpriser. Ved et støttesystem, der baserer sig på en fast afregningspris vil behovet for støtte blive mindre i takt med at markedsprisen på el stiger, og omvendt. Ifølge Energistyrelsens seneste basisfremskrivning, forventes stigende elpriser fremadrettet. 5

6 Vismændene er modstandere af støtte til særlige produkter SU-udgifterne er steget betydeligt Stigningen siden 2007 skyldes først og fremmest flere studerende på de videregående uddannelser Vismændene mener, at støtte til eksport af særlige produkter som energiteknologi bør undgås, og mangler en begrundelse for offentlig støtte til eksport af produkter, hvor der i forvejen er stor eksport. Der eksisterer et stort potentiale for en øget dansk eksport af energiteknologi. Eksporten af energiteknologi og services udgjorde i mia. kr. Regeringen har en ambition om at øge eksporten til mindst 140 mia. kr. i Det er derfor på sin plads, at regeringen i sit energiudspil vil bruge 170 mio. kr. på at styrke eksporten af energiteknologi og services. Kapitel 3: Uddannelsesstøtte på de videregående uddannelser De samlede udgifter til uddannelsesstøtte er steget betydeligt siden oprettelsen af SU i 1970 og udgør i dag ca. 20 mia. kr. Det skyldes en stigning i antallet af studerende, en stigning i stipendiernes størrelse samt en udvidelse af den gruppe af studerende, der er berettiget til SU. Siden midten af 1970 erne er antallet af studerende lidt mere end fordoblet, mens udgifterne i faste priser er 14-doblet. I årene skyldes væksten hovedsageligt en stigning i satserne, mens væksten siden 2007 skyldes en stigning i antallet af studerende. Stipendiesatsen for en typisk SU-modtager er i dag 2½ gang så høj som i midten af 1970 erne (i faste priser). I samme periode er den gennemsnitlige reale årsløn for industriarbejdere steget med godt 60 pct. Udgifterne til SU er mere end femdoblet i faste priser fra 1985 til Der er sket en stigning på alle uddannelsesniveauer, men den har været størst på universitetsuddannelserne. DI finder stigningen i udgifterne til SU meget stor. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at udgifterne til SU (videregående uddannelser) i dag er af samme omfang som de offentlige investeringer til undervisning på de videregående uddannelser 1. Samtidig er de offentlige udgifter til undervisning pr. studerende på de videregående uddannelser, blevet reduceret siden Andelen af børn med SU stiger med faderens indkomst. For fædre i de fire laveste indkomstintervaller (deciler) modtog knap 50 pct. af deres børn mellem år SU, mens det gælder for knap 70 pct. i det højeste indkomstinterval. Samlet set omfordeler SU ikke, men SU til universitetsstuderende øger indkomstforskellene SU-modtagere får desuden høje livsindkomster. Ca. 40 pct. af de personer, der modtog SU som årige, får således høje erhvervsindkomster (9. eller 10. decil), når de er årige. 1 Kilde: Uddannelses- og Forskningspolitisk Redegørelse 2017, figur

7 For de SU-modtagere, der gennemførte en lang videregående uddannelse, er det endnu tydeligere, idet knap 60 pct. ligger i de to øverste deciler. I et livsperspektiv er SU samlet set ikke i nævneværdigt omfang med til at omfordele indkomsterne, mens SU til studerende på universiteterne isoleret set øger indkomstforskellene. Uddannelsesstøtten er høj i Danmark. Det gælder særligt stipendieandelen Flere udenlandske studerende modtager SU Forskellen mellem at yde stipendier og lån mht. uddannelsesoptag og frafald er begrænset I alle de nordiske lande kan de studerende få finansiel støtte til leveomkostninger mv. Der er dog stor forskel på sammensætningen, og den direkte støtte i form af stipendier er højest i Danmark og lavest i Finland. De danske studerende får den højeste støtte (efter skat) i de beregnede eksempler, hvor de studerende kun har stipendieindkomst og studielån, eller kun har stipendie- og erhvervsindkomst. Når der indregnes både stipendier, lån og erhvervsindkomst er de danske studerendes forbrugsmuligheder marginalt mindre end de svenske og norske studerendes. Tillæggene til forældre og handicappede er størst i Danmark. Antallet af udenlandske studerende, der modtager SU i Danmark, er steget siden Det skyldes bl.a. en EU-dom fra 2013, der giver studerende fra EU/EØS-lande ret til SU, hvis de samtidig har status som vandrende arbejdstagere. I forhold til det samlede antal SU-modtagere, udgør de udenlandske SUmodtagere, som opfylder EU-reglerne, dog en begrænset andel (knap tre pct.). Forskningen viser, ifølge vismændene, at stipendier øger uddannelsesoptaget, mindsker frafaldet og kan påvirke studietiden, men at det har betydning, hvordan støttesystemet designes. Der er ikke så mange analyser af lån, men generelt viser forskningen på området, at muligheden for at optage studielån også øger uddannelsesoptaget og gennemførelsen. Desuden kan de øge de studerendes karakterer. Forskellen mellem de to former for støtte synes derfor begrænset. Da de offentlige udgifter ved stipendier er væsentligt højere end ved lån, og personer med en videregående uddannelse opnår en høj livsindkomst, finder vismændene ikke væsentlige argumenter imod at give en større andel af støtten som lån. Dermed ville det danske SU-system også få større lighed med ordningerne i Norge og Sverige. Desuden vil en omlægning af SU-systemet fra stipendier til lån gøre det mindre attraktivt for studerende fra EU/EØS-landene at studere i Danmark. Der er også indikationer på, at erhvervsarbejde af stort omfang kan være skadeligt for gennemførelsen af studierne, men at det kan være gavnligt at arbejde i moderate mængder. Den nuværende subsidiering af uddannelse er for høj ift. marginalskatten En høj marginalskat kan bidrage til, at for få tager en uddannelse fra samfundets perspektiv, men denne forvridning kan 7

8 modvirkes ved at yde uddannelsesstøtte. Vismændene vurderer dog, at den nuværende subsidiering af uddannelse i Danmark (i form af både gratis uddannelse og uddannelsesstøtte) er for høj ud fra et hensyn til de forvridninger, som skatten påfører den enkeltes uddannelsesvalg. Kandidatuddannelsernes stipendier bør erstattes helt eller delvist af lån Lånemulighederne bør designes mest hensigtsmæssigt SU-systemet skal understøtte de studerendes fremdrift Vismændene foreslår konkret, at kandidatuddannelsernes stipendier helt eller delvist erstattes med studielån. Da den kandidatstuderende har erfaring fra bachelordelen, er den enkeltes usikkerhed omkring sin evne til at gennemføre en videregående uddannelse væsentlig mindre end ved uddannelsens start. Desuden har den kandidatstuderende et bedre overblik over, hvilke indkomstmuligheder uddannelsen vil give. Endelig kan en kandidat forventes at få en høj indkomst, og den nuværende studiestøtte bidrager, som nævnt, til at øge indkomstulighederne over et livsforløb. Der er imidlertid en række forhold, man skal være opmærksom på ved en omlægning af uddannelsesstøtten fra stipendier til lån. Forskningen peger på, at personer med gæld oftere bliver ansat i job, der ikke svarer til deres kvalifikationer, hvilket kan mindske gevinsten for den enkelte og samfundet. Hvis omlægningen begrænses til kandidatuddannelsen, vil det dog begrænse gældens størrelse, og lånet vil blive optaget på et oplyst grundlag. Vismændene peger også på, at tilbagebetalingsordninger, hvor afdragene udgør en fast andel af indkomsten frem for et fast beløb, sandsynligvis vil mindske frafaldet. Under alle omstændigheder kan det være hensigtsmæssigt at forlænge tilbagebetalingsperioden, hvis en større andel af uddannelsesstøtten gives som lån. Ændringer i SU-systemet bør, ifølge vismændene, bidrage til målsætningen om at reducere den gennemsnitlige studietid på de videregående uddannelser. Det kunne f.eks. ske ved ændre en del af det udbetalte stipendium til lån, hvis den studerende ikke gennemfører studieårets normerede kurser. DI støtter vismændenes forslag om helt eller delvist at erstatte stipendierne på kandidatuddannelserne med lån. dog, at der kun skal ydes stipendier de første tre år på alle videregående uddannelser. På det sidste år på en professionsbacheloruddannelse og de to år på kandidatuddannelsen skal de studerende have mulighed for gunstige SU-lån. Det er efter DI s opfattelse bemærkelsesværdigt, at det nuværende SU-system for universitetsuddannelserne bidrager til at øge indkomstmulighederne over et livsforløb. Det er også yderst interessant, at forskellen mellem at give uddannelsesstøtte som stipendier og lån er begrænset mht. uddannelsesoptag og frafald. 8

9 DI har selv foreslået, at der udelukkende ydes SU-stipendier til de første tre år på en videregående uddannelse. I de sidste år skal de studerende, ifølge DI s forslag, have mulighed for rentefri lån. For at sikre de studerende, der har særlige økonomiske udfordringer, bør der dog indføres behovsbaserede ydelser, f.eks. til studerende med børn. DI er enig i, at et ændret SU-system med en højere andel af lån bør designes, således at de studerende ikke træffer uhensigtsmæssige valg, og at frafaldet ikke stiger. DI er i øvrigt enig med vismændene i, at den nuværende rente for SU-lån på 4 pct. i studietiden er aktuelt meget høj. SU-lån bør efter DI s opfattelse være rentefri. SU-systemet bør også efter DI s opfattelse understøtte, at de studerende gennemfører uddannelserne på normeret tid, men finder dog, at det kan opnås mere enkelt ved at afskaffe muligheden for at få stipendier ud over den normerede studietid. Det danske SU-system vil efter DI's vurdering også med en højere låneandel være attraktivt for studerende i en række EU/EØS-lande. Desuden har det vist sig vanskeligt for den danske stat at inddrive gæld fra studerende, der har forladt Danmark efter endt uddannelse. Di vil generelt opfordre til at det overvejes, hvad der kan gøres for at fastholde en større andel af de udenlandske studerende i Danmark efter endt uddannelse. 9