Sidste søndag septuagesima. I. (1/ kl i Vinderslev, kl i Hinge og kl i Vium)

Transkript

1 Sidste søndag septuagesima. I. (1/ kl i Vinderslev, kl i Hinge og kl i Vium) Salmer / Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«matt 20,1-16 En arbejder er sin løn værd, hedder det. I hvert fald, hvis man sådan holder sig til traditionelle ordsprog eller aforismer. Udtrykket, at en arbejder er sin løn værd, er i øvrigt afledt fra bibelen. Både i indirekte forstand af den lignelse, som vi netop har hørt i dagens evangelium, og i direkte forstand af den såkaldte udsendelsestale, som vi finder lidt senere hos Matthæus. Hér i Jesu tale til de disciple, han sender ud i verden for at forkynde det glade budskab om, at Gudsriget er kommet nær, hedder det netop, at en arbejder er 01/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 sin føde værd. Nu, hvor man ikke længere aflønnes med mad og logi, men med penge i hånden, er det selvsagt blevet til, at en arbejder er sin løn værd. I lignelsen om arbejderne i vingården skal det forstås helt konkret. Man får, eller rettere, man burde få løn i forhold til det, man udretter. Der er en helt ligefrem sammenhæng mellem det, den enkelte gør, og så den løn, han står med i hånden, når dagen var slut. I dag kan det i en vis forstand være helt befriende at tænke på arbejde på den måde. At ens løn faktisk har noget at gøre med dét, man frembringer og den værdi, man skaber med sine hænder. At det helt fundamentalt gælder, at selve livets opretholdelse handler om, at vi også selv bidrager med noget. Hér i den ligefremme forestillingsverden, vi møder i Jesu lignelser findes der ikke noget med funktionæransættelser, dagpenge, HK-overenskomster, eller hvad man nu ellers kalder disse systemer, som vores arbejdsmarkedssystem er bygget op omkring, og som skiftevis af eksperterne roses til skyerne eller gives skylden for alverdens dårligdomme. Dengang var det helt ligefremt. Hvis man ikke lige var en af de få formuende med egen mark, vingård eller fiskerbåd, så måtte man stå på torvet i landsbyen og byde sig til som arbejdskraft for de arbejdsopgaver, der nu en gang var. Aftalen gjaldt for en dag af gangen. Når dagen var gået, fik man så sin løn. Arbejderne kan derfor også med rette beskrives med et ord, som næsten er gået ud af daglig sprogbrug, nemlig daglejere. Hér levede man virkelig på tilværelsens yderste kant og overlevelsens overdrev. Hvis man ikke fik arbejde; hvis man ikke blev valgt ud, når der var bud efter arbejdere, havde man ingenting at leve for. Man måtte stå tilbage, uvirksom på torvet, med tom mave. Og dér kunne man så ellers stå og tænke på børnene og konen derhjemme, som heller ikke ville få noget at spise den dag. Sådan var det, og det var den grundbetingelse, som mange; nok i virkeligheden de fleste mennesker på Jesu tid var underlagt. Livet var truet; helt konkret truet af, at den næste dagsløn ikke blev tjent. Derfor kunne de mennesker, der dengang for 2000 år siden hørte Jesus tale til dem i lignelser, også sagtens sætte sig ind i situationen med vingårdsejeren, der kom for at leje arbejdere til sin vingård. Ja, de behøvede sådan set slet ikke sætte sig ind i noget. De kendte ganske udmærket situationen selv. 01/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 De var ganske givet også bekendt med, at det af og til hændte, at én, der allerede havde været ude for at hyre arbejdere, kom igen senere på dagen. Fordi der viste sig at være mere arbejde end de folk, der oprindeligt var blevet udvalgt, kunne klare. Og det er netop, hvad der sker i dagens lignelse. Vingårdsmanden kommer igen. Ikke en gang, men hele fire gange yderligere lægger han vejen forbi torvet ud over den første gang, hvor han lige fra den tidlige morgenstund har antaget de første arbejdere til sin vingård. Måske var det dårlig planlægning, men den slags kan jo ske for selv den bedste, hvis der nu viser sig at være mere, der skal gøres, end de først tilkaldte kunne magte. Det egentligt overraskende i lignelsen er derfor heller ikke, at vingårdsmanden hyrer hjælp af flere gange, men at han ikke ser på, hvor lang tid den enkelte har arbejdet, da der skal afregnes. Alle får den samme løn, uanset hvor lang tid, de havde knoklet med vinstokkene. Ja, selv dem på det sidste hold; dem, hvis arbejdskraft var blevet lejet, da solen allerede var ved at gå ned, får den samme betaling som de andre. Den slags er selvsagt hverken rimeligt eller retfærdigt. De sidste burde have haft langt mindre, tænker vi umiddelbart. Ja, hvis det skulle være gået retfærdigt til, så skulle de have fået forholdsmæssigt efter deres indsats. Således at de første fik mest, de sidste næsten ingenting, og så dem, der blev hyret undervejs, sådan at det kom til at passe med den tid, de havde slidt og slæbt. Men sådan er det åbenbart ikke, når Jesus fortæller lignelser. For Han fortæller ikke bare historier om den verden, det liv, og den virkelighed vi kender. Men om den nye virkelighed, der er Guds. Matthæus er selv så venlig at oplyse os om det. Jesu ord handler ikke kun om en konkret vingård eller et lokalt optrin på torvet, men derimod om noget, der peger ud over vores verden og hen imod Gudsrige. Himmeriget ligner en vingårdsejer, hedder det, og så burde vi sådan set ikke være i tvivl. Der er noget overraskende på spil. Noget, som vi ikke bare lige kan sige os selv. Noget som ikke passer med vores normale opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen. I Gudsriget gælder vores normale fornuft eller retfærdighedssans ikke. Hér kan man ikke bare sådan regne det ud, efter hvad vi nu synes er rimeligt. Regnskabet går slet ikke op, hvis vi holder os til vores normer og værdier. 01/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 I Gudsriget får man givet ikke efter indsats eller fortjeneste, men efter Guds uudgrundelige nåde. Derfor blev netop dagens tekst også helt tilbage i oldkirken benyttet den dag, hvor katekumerne første gang fik lov til at deltage i, i hvert fald dele af en egentlig gudstjeneste. Og katekumerne det er de mennesker, der forberedte sig på at modtage den kristne dåb. Det var nemlig dengang en længerevarende proces, der krævede oplæring og langsom indføring i kristendommen. Og netop hér fandt de gamle, at lignelsen om arbejderne i vingården og vingårdsmanden, der så mange gange må tilbage til torvet og hyre flere, havde et væsentligt budskab, der talte til både de nye og måske i endnu højere grad til de gamle i gårde. Fordi sidstnævnte, uanset hvad de så end havde måtte lide for evangeliets skyld, ikke skulle føle sig særligt udmærkede i forhold til dem, der var på vej ind i det kristne fællesskab. Fordi Gud ikke ser til, hvad vi kan eller har gjort. I dag døber vi typisk små børn, og vi stiller i hvert fald ikke nogen særlige krav om forberedelse for at blive døbt. Ikke desto mindre er pointen grundlæggende den samme. Inden for vores lutherske tradition, plejer vi at udtrykke det samme, som de gamle i oldkirken ved udvælgelsen af denne tekst på netop denne særlige søndag også ønskede at fremhæve. Nemlig, at frelsen er ikke vores, men Vorherres sag. Og dengang i oldkirken såvel som nu gælder det derfor også, at alt, hvad vi gør, eller ikke gør, alligevel ikke kan gøre nogen forskel i forhold til frelse eller fortabelse. Vi kan ikke ved vores indsats på nogen måde gøre os håb om selv at fortjene noget som helst i forhold til Gud. I en stringent eller, om man vil, klassisk luthersk forståelse vil man derfor også bruge sådan en lignelse til at sige, at hvad vi gør slet ikke betyder noget. Uanset hvad vi måtte gøre, beror vores forhold til Gud aldrig på vores handlinger, men alene på, at Gud har valgt at komme os nær i dette menneske, Jesus af Nazareth. Og det er sådan set også rigtigt nok. Nåden er netop en gave fra Gud ikke fordi vi fortjener den, men fordi Vorherre vil skænke os den. Frelsen drejer sig derfor heller aldrig om vores ja til Gud, men om Hans ja til os, sådan som det lyder i dåben og genlyder i ordet og nadveren. Samtidig er det ikke nødvendigvis det eneste, vi kan sige om en lignelse som denne. Selv om det, vi gør eller ikke gør, ikke betyder noget ift. Vorherre, er det ikke af den grund ligegyldigt. Tværtimod kan det betyde alt for andre mennesker 01/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 for den næste, som vi i vores liv stilles overfor. Fordi Gud har handlet først; fordi han, elskede os først, er vi sat fri til at handle og gøre godt for andre. Hér minder lignelsen os derfor også på samme tid om et andet grundelement i kristendommen. Et grundelement, som vi ikke må blive fristet til at glemme, fordi vi ikke kan eller skal frelse os selv. Nemlig, at det at høre Gud til også handler om, at vi er i vores liv er kaldet til at udrette noget men ikke noget bestemt eller noget særligt fortjenstfuldt. Vi bliver kaldet til at leve vores liv, som det nu engang er. For og sammen med de mennesker, vi nu engang stilles overfor. Og det er en opgave, vi aldrig bliver færdige med. Der findes ikke noget bestemt, som vi bare sådan kan gøre, og så har vi gjort nok. Derfor varer Guds fordring om, at vi skal tjene næsten også ved gennem hele livet, uanset hvad der så ellers måtte hænde os. Hver eneste dag stilles vi over for de mennesker, hvis liv afhænger af os og hvad der så er ret at gøre, må vi afgøre ind i den konkrete situation. Gud giver ingen endelige anvisninger, men kræver, som Anna Sophie Seidelin et sted helt kort og dog uendeligt præcist har udtrykt det, næstens lykke af vores hånd. I troen kaldes vi til at skabe det gode liv for de mennesker, vi stilles overfor. Og det kan sådan set synes uretfærdigt. Begge dele i og for sig. Både det med, at vi slet ikke kan regne det ud. Det med, at Gud ikke sådan lader sig bestemme over eller sætte i bås. Gud kommer os i møde, fordi han vil, og ikke fordi vi vil. Og det med, at vi aldrig kan blive færdige med at tjene næsten, fordi vi aldring kan blive færdige med at tjene næsten og dermed have vores på det tørre. Men når vi ser på lignelsen om arbejderne i vingården, må vi også nødtvungent erkende, at det nødvendigvis må være sådan; ja, vi må medgive, at det er sådan set også i sin gode orden, at det er sådan. For i Guds rige, i Guds nye virkelighed, sådan som Han selv har vist os den ved at blive menneske, slår vores slet retfærdighedssans ikke til. I Guds rige vise alt, hvad vi tror skal være på en bestemt måde, sig at være fundamentalt anderledes. Hér i Guds nye virkelighed er der vendt op på alt; på vores regler og vores forståelse af ret og rimelighed. Hér får og får og får vi skænket i overflod. Uden at vi skal gøre noget til gengæld. Gud er vores tilværelses egentlige kilde og uudgrundelige grund. Af ham får vi livet, kærligheden og nåden hver eneste dag uden på nogen måde at have gjort os fortjent til det. Og det kan vi som mennesker sådan set ikke gøre andet end at 01/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 tage imod og, hvad der naturligvis vil være både høfligt og rimeligt, i hjertet sige inderligt tak for. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Lad os alle bede. Vi takker dig, levende Gud, fordi du giver os livet og lader os leve det for og med andre mennesker. Vi beder dig for alle, der har mistet, og alle der står over for at skulle miste. Læg din trøstende hånd på de syge, de bange og dem, der kæmper med døden. Lad dem finde håb i troen på, at vi i dig skal leve, om end vi dør. Hjælp os med at være taknemmelige for alt, hvad vi har fået givet. Og giv os at leve vores liv i fællesskabet med dig. Tilgiv os alt ondt, vi har gjort, og tilgiv alle, der har gjort ondt mod os. Giv dem og os din fred. Vi takker dig for din kirke og for dine sakramenter, som du har skænket os i dåben og i nadveren. Velsign og bevar din kirke her og ud over jorden, og lad ordet om dig forkyndes uden omsvøb over hele verden. Lær os at følge dig, skønt vi ikke er villige dertil. Hold din hånd, Herre, over vort land og vort folk. Velsign alle, der udøver magt og myndighed. Lær dem at bruge magten til at værne den svage. 01/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6

7 Vær med vor dronning, hendes familie og alle familier. Vær med alle, der er udsendte og tjener fredens tjeneste i ind- og udland. Giv dem og os at bevares i din nåde, fred og velsignelse. Skænk os din frelse og bevar os i troen på det evige liv. 01/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 7