Evaluering af leg i den Interaktive Trampolin Af Sigrid Rytz Hansen i samarbejde med Lars Elbæk

Transkript

1 Evaluering af leg i den Interaktive Trampolin Af Sigrid Rytz Hansen i samarbejde med Lars Elbæk Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

2 Indholdsfortegnelse Indledning...2 Metode:...3 Teori:...3 Teoretisk baggrund for udvikling af spillene...4 Leg som stemningspraksis teorien, der danner baggrund for analysen af legen på trampolinen...5 Argumentation for anvendelse af teori...5 Legetriaden...6 Det socialanalytiske kort....6 Gennemgang af de fire spil....7 Energizer...8 CircusPlates...9 ZoneJump...11 GardenBand Diskussion...15 Konklusion...16 Perspektivering...16 Litteraturliste...17 Bøger og artikler...17 Internet links...18 Bilag 1. Beskrivelse og diskussion af anvendt metode Observation...19 Legeland.dk i Vejle og Spinderihallerne i Vejle...20 Interview...20 Videoobservation...21 Bearbejdningsmetode af videoklip...22 Bilag 2. Optælling af reelle og ureelle spil i Legelandet.dk og i Spinderihallerne...23 Bilag 3. Evaluering af hardware og software i den Interaktive Trampolin...24 Hardwaren...24 Softwaren / spillene...25 Sammenfatning...27 På den korte bane anbefaler vi...27 Bilag 4. Offentliggørelse af resultater for udvikling af den Interaktive Trampolin

3 Indledning Det er koldt udenfor, men jeg står indenfor i Legelandet.dk i Vejle, og ser ud gennem vinduet i den store ombyggede fabrikshal, ud på de nøgne træer bag parkeringspladsen. Jeg tænker, at det er derude, vi burde stå. Derude hvor græsset burde være grønt og duftende, og solen burde skinne varmt til lyden af glad fuglesang, og ikke mindst hvor trampolinen ville stå i sit helt rette element. Men det er altså vinter, og ikke den rare sommerdrøm. Den eneste måde vi kan undersøge, hvordan udviklingsmodellen af den interaktive trampolin virker og påvirker, er ved at søge ly i dette legeland med dets kakofoni af støj fra glade børn, der suser rundt mellem det ene spændende legetilbud efter det andet. Men først lidt om trampolinen: Den interaktive trampolin er blevet til i et samarbejde mellem virksomhederne PE redskaber A/S og PlayAlive A/S, og EU støttede regionale erhvervsudviklingsprojekt Leg og Læring Kids n Tweens Lifestyle (Kidsntweens). Trampolinen er en rund kvalitets havetrampolin den største af slagsen, hvor der rundt i kantdugen er placeret fire såkaldte satellitter, der kan udsende lys og lyde. Indbygget i satellitterne er der fire spil, der alle udnytter, at softwaren kan detektere hvor og hvor meget, der bliver hoppet. Udviklingen af trampolinen er nået til en fase, hvor den nu skal evalueres. Undertegnede er blevet koblet på projektet, for at foretage denne evaluering. Men hvorfor er en interaktiv trampolin overhoved interessant for sådan en idrætsstuderende som mig? Svaret findes blandt andet en undersøgelse, som viser, at haven på grund af trampolinen, er den foretrukne arena for fysisk aktivitet for børn (Kulturministeriet, 2009, p ). Alt efter postnummeret har mellem 30 og 40 % af alle børn adgang til en trampolin (Pilgaard, 2008). Med andre ord, det fysisk aktiverende potentiale trampolinen har for den nuværende generation af børn, er relevant at tage alvorligt. Trods dette ved man mest omkring, det antal skader som trampolinerne forvolder årligt. Mens de positive effekter ved brugen af trampoliner er relativt ubelyste (Birk, 2010). Udover det fysisk aktiverende potentiale er der også hele spørgsmålet omkring, hvad der gør legen på en trampolin til noget særligt, og hvad der sker med den gode leg, når man tilsætter de interaktive elementer til trampolinen? Og hvordan er børnene fysisk aktive i relation til trampolinen og til hinanden? Alle disse spørgsmål i kombination med det overordnede evalueringsformål leder mig hen til følgende problemfelt for evalueringen. Hvordan kan spillene i den interaktive trampolin initiere til fysiske legeaktiviteter? I belysning af problemfeltet tager jeg udgangspunktet i praksis, og heri anvendes teorien til at analysere, belyse og forstå praksis. I metodeafsnittet vil jeg beskrive test og dataindsamlingsmetoden. En grundigere gennemgang og diskussion af metoden, vil være at finde under bilag 1. Teori afsnittet beskriver de teorier, som er anvendt både i udviklingsprocessen af trampolinen, og i nærværende evaluering, for at forstå praksis. Dernæst følger en analyse og en diskussion af hvert enkelt spil i trampolinen. Og slutteligt en generel diskussion af de fund, jeg har gjort undervejs i testperioden. 2

4 Metode: Den interaktive trampolin stod først opstillet to hverdage i Legelandet.dk i Vejle (Legelandet.dk). Her stod den blandt et utal af larmende hoppeborge, klatreborge, pomfritdufte og fødselsdagsglade børneflokke. Legen i Legelandet var præget af en zapperkultur, hvor børnene spænede rundt for at prøve alle legeaktiviteterne, og brugte mindre tid til fordybelsen i trampolinen. Dernæst stod den opstillet tre dage i Spinderihallerne i Vejle under børnenes vinterferie (Spinderihallerne). Her var børnene ofte sammen med deres forældre, fritidsordningen eller deltog i de andre børnearrangementer i Spinderihallen. Her var der en højere grad af køkultur omkring brugen af trampolinen. Selve dataindsamlingsmetoden bestod af en metodetriangulering mellem observation, interview og videoobservation. For den lange beskrivelse af metoden se Bilag 1. Alle videoer blev set igennem, og undervejs noterede jeg aktiviteterne på trampolinen. Jeg skelnede mellem om børnene spillede trampolinens spil reelt eller ureelt. Dvs. hvis børnene spillede spillet, som det var tænkt, altså forstod reglerne og grundidéen med det, var det et reelt spil. Og modsat; hvis børnene ikke forstod, hvad spillet gik ud på, eller måske slet ikke hoppede spillede, så var det et ureelt spil. De reelle og ureelle spil blev dernæst lagt sammen og resultaterne ses figur 1. Figur 1. Grafisk fremstilling af de reelle versus ureelle spil, ved de to test steder. Figur 1. vil i 60 opgaven blive 50 brugt til at give et 40 overblik over de 30 Legelandet.dk: reelle spil tendenser, der 20 Legelandet.dk: ureelle spil gjorde sig gældende i brugen af 10 Spinderihallerne: reelle spil 0 Spinderihallerne: ureelle spil spillene i trampolinen. Men hverken optællingen af reelle versus ureelle spil og derfor heller ikke figur 1. kan betragtes som en kvantitativ statistisk opgørelse af legen. Teori: Først redegøres for den teoretiske baggrund for udvikling af spillene i trampolinen, for derigennem at forstå de tanker og bevæggrunde, der har været for spillenes udformning. Derefter gennemgår jeg den primære teori Helle Skovbjerg Karoffs teori om Leg som stemningspraksis, der er anvendt som baggrund for analysen af legen på trampolinen. Indledningsvis i gennemgangen af Karoffs teori, vil der blive diskuteret og argumenteret for, hvorfor hendes teori er relevant i forhold til analysen af legen på trampolinen. Dette gør jeg bl.a. for at understrege vigtigheden af at undersøge praksis ved hjælp af en teori, der netop rummer, at praksis er praksis, og derfor forandrer sig. 3

5 Teoretisk baggrund for udvikling af spillene I processen med at udvikle spillene til trampolinen, har der været anvendt tre forskellige teorier. I det følgende vil jeg kort gennemgå karakteristika for de tre teorier og kombinere dem i et skema, som efterfølgende vil blive brugt som ramme for analyse af spillene. PlayAlive opererer med 4 børneprofiler i deres udviklingsarbejde. De har i projektet fungeret som billeder på målgrupper for spillene. Man forsøgte, at få spillene til at appellere til flere forskellige profiler. Bølle Bob elsker fart spænding og konkurrence, og vil helst lege udenfor i det fri, hvor der er plads. Agent Anton elsker rollelege og fantasilege, hvor han/hun lever sig helt ind sin egen verden. De stimuleres til rolle og fantasilegene via temalyde eller ved konkurrence elementer, men derudover interesserer konkurrence ikke denne børneprofil. Sirlige Sigfred skal motiveres til leg med intellektuelle udfordringer. Han/hun kan lide konkurrence, men kun når det er på det taktiske/ strategiske plan. Kreative Kristian kan lide at være kreativ, hvor lyd og lys kan formes frit uden begrænsninger. Konkurrence er til gengæld total turn off (PlayAlive). Lise Specht Petersen taler om at undersøge legens indhold, hvor hun skelner mellem fem forskellige legetyper. Fantasileg (at lade som om, historie digtning, rolleleg) Konstruktionsleg (at skabe eller forme noget) Rough and tumble leg (elementer af kamp, trussel eller slag) Højaktivitetsleg (leg i højt tempo, behændighed, styrke og påvirkning af vestibulære og kropsligkinæstetisk sans) Bevægelsesleg (Kropslig interaktion mellem én eller flere kroppe, med regler for denne interaktion (Petersen, 2010, p. 127). I et oplæg i forbindelse med udviklingsprocessen af trampolinen, anvendte hun yderligere to legetyper, nemlig Sportsaktivitet og Interaktiv virtuel leg. Hvor tid og vind/tab koder er ord der beskriver de to kategorier, og som begge rummer den interaktive trampolin som legeredskab. Den sidste teori er Lars Elbæks teori om digital mediering af bevægelser. Denne teori er en del af hans ph.d. afhandling, hvor han kobler Bateson s teori om niveauer for læring og kommunikation med digitale værktøjer og bevægelsesmuligheder. Elbæks teori er anvendt for at kunne identificere, hvad der stimulerer til bevægelsen, og hvordan denne læres. Niveau 0 og 1: Bevægelsen udføres på baggrund af stimuli udefra (lys, lyd eller anden form for stimuli) eller bevægelsen imiteres ud fra visuelle forlæg. Også kaldet direkte udførsel eller læring af bevægelser. Niveau 2: Bevægelsen initieres af én selv på baggrund af refleksioner over egne eller andres bevægelser og rummer mulighed for overførsel af bevægelsesviden til andre kontekster. Niveau 3: Bevægelsesviden udvikles kreativt improviserende og vises frem for omverdenen. Niveau 4. Et kulturelt niveau for bevægelsesviden, som ikke anvendes i denne sammenhæng. Skemaet skal læses sådan, at spillet Energizer er tiltænkt legetypen Bøllebob, som kan lide at lege højaktivitetsleg. Han lærer typisk legen ved at se andre lege legen, eller at andre fortæller ham om legen, og 4

6 så gentager han bevægelserne samt konkurrerer med andre og legen på baggrund af det, han har hørt eller set. Der er selvfølgelig overlab imellem alle legetyper, niveauer og spil, men de viste sammenhænge skal tolkes som værende den sammenhæng, som de teoretisk er tænkt placeret. Det interessante i forbindelse med denne test af trampolinen er hvorvidt den teoretiske placering, ikke stemmer overens med den praktiske. Skema 1: Sammenhængen mellem de tre teorier anvendt i udviklingsprocessen. Spil på trampolinen Børneprofilen Kan lide at lege Lærer legene med fokus på: Energizer Bøllebob Højaktivitetsleg Niveau 0 1 CircusPlates Bøllebob Sirlige Sigfred Højaktivitetsleg Bevægelsesleg Niveau 0 1 Niveau 2 ZoneJump Bøllebob Sirlige Sigfred Højaktivitetsleg Bevægelsesleg Niveau 0 1 Niveau 2 GardenBand Kreative Kristian Konstruktionsleg Niveau 3 Leg som stemningspraksis teorien, der danner baggrund for analysen af legen på trampolinen Helle Skovbjerg Karoffs ph.d. afhandling Leg som stemningspraksis fungerer som et afsæt til min kategorisering og efterfølgende til en mere dybdegående forståelse for legen på den interaktive trampolin. Inden jeg yderligere beskriver hendes teori i detaljer, vil jeg starte med at argumentere for, hvorfor hendes teori er relevant i sammenhængen med den interaktive trampolin. Argumentation for anvendelse af teori I udviklingsprocessen af trampolinen blev de førnævnte teorier brugt som en guide til, hvordan legen skulle kunne foregå på trampolinen. Men ingen af teorierne er ikke i stand til at tage børnenes perspektiv, og er ej heller praksisnære i samme grad som Helle Skovbjerg Karoffs teori. I stedet forholder de sig teoretisk og kategoriserende til legen. Karoff insisterer med sin teori netop på at komme i perspektiv med børnene. Ligeledes insisterer hun på, at man skal udvikle perspektivet i lyset af forandringerne i børns leg både i forhold til organisering og i forhold til indhold. Som Karoff beskriver: Vi må tæt på praksis, ligesom vi må tæt på børnenes betydningsproduktion, hvis vi skal forstå legen på senmoderne præmisser (Karoff, 2010, p. 107). Man kan altså ikke komme med et forud programmeret legeredskab, og sige at nu og sådan vil børnene lege. Legen eller legeredskabet bliver ikke virkeligt, førend vi har set legen ske. Og næste gang legen sker, er den måske forandret. Ved at have PlayAlive, Lise Specht Petersen og Lars Elbæks teorier, der kan betragte legen og trampolinen kategoriserende, teoretisk og lidt oppefra, kan Karoffs teori skabe balance og opløse denne tankegang, ved at se på legen som en dynamisk praksis, der beskues i øjenhøjde. Et yderligere argument for at anvende Karoffs teori er, at hun derigennem gør op med tesen om at computerbaseret leg ikke er lig med rigtig leg. Hun beskriver det som en dikotomi mellem digita 5

7 le/teknologiske legemedier overfor de analoge og fysiske artefakter, og ønsker et mere holistisk billede af legemedier, da hun mener, at alle legemedier først bliver til i praksis. (Karoff, 2010, p. 109). Med dette mere holistiske billede af legemedier, legitimerer hun ikke bare den interaktive trampolins status som et rigtigt legemedie, men faktisk hele bølgen af computerbaserede legeredskaber. Legetriaden Helle Skovbjerg Karoff bygger sin teori omkring leg som stemningspraksis op omkring legetriaden, der består af legemedie, legepraksis og legestemning. Legemedie er alt det som tages i brug, når børn leger. Den interaktive trampolin er i denne henseende legemediet. Men skal man kunne forstå begrebet legemedie til fulde, er det vigtigt at forstå, at legemedie i lige så høj grad kan være spillene til trampolinen, kroppen, danseserien, tricksene osv. (Karoff, 2010, p. 141), og dermed anvender hun et kulturhistorisk psykologisk perspektiv på legen. Karoffs pointe med et legemedie er, som beskrevet ovenfor, at det er først i det øjeblik at barnet tager mediet i brug, at det så at sige bliver til et legemedie (Karoff, 2010, p. 109). Hun forklarer det med, at et legemedie kan have en såkaldt mulig mulighed. Denne mulige mulighed, kan være mere eller mindre fleksibel i forhold til om det er ubrydelige regler eller formler for lege, hvor formler er mere fleksible og dermed bedre til, at få legen til at vare ved (Karoff, 2010, pp ). Legepraksis henviser til det, der faktisk sker, når legemediet tages i brug, altså udøvelsesformen af legen. Begrebet om legepraksis udfolder Karoff ved hjælp af socialanalytikken, der bl.a. beskriver, hvordan betydninger kun kan gøre sig gældende indenfor bestemte betydningssammenhænge, og dermed kun kan forstås indenfor den orden, hvor den finder sted (Karoff, 2010, p. 142). Legepraktikken beskrives som en gøren og laven af alle typer af adfærd. Det være sig enten kropslige eller mentale aktiviteter, der enten udføres af én selv eller af fællesskabet, og som sker i en gentagelig rytme. Pointen er at denne gentagelighed indeholder en distance fra gang til gang eller fra agent til agent. Jo større denne gentagelse er, jo mere betydning produceres der, og jo bedre holdes legen i gang (Karoff, 2010, pp ). Legestemning. Den sidste del af Karoffs legetriade er legestemning. Hun tænker legestemning som en slags værenstilstand, hvor man som legende søger en særlig stemning. Denne stemning kan påvirkes af både legemediet og af legepraksis. Hun undersøger bl.a., hvad der skal til for at komme i stemning til leg, og finder frem til, at handlinger der har element af bevægelse, konkurrence, fare eller vittighed har en særlig legekraft indbygget i sig, som gør dem særligt i stand til at initiere legen. Ved at ændre på legestemningen, kan man ligeledes betydningsproducere, fordi dette kan være med til at skabe distance til gentagelsen. (Karoff, 2010, pp ). Det socialanalytiske kort. Karoffs begreber fra legetriade samler hun i et socialanalytiske kort (Schmidt, 1992; Karoff, 2010, p. 204). Den lodrette akse henviser til forholdet mellem gentagelse med varighed, eller gentagelse med flygtighed. Det vil sige i hvor høj grad gentagelsen forandres over tid, og som jeg tolker det, handler det om 6

8 det, vi umiddelbart kan se eller få øje på ved de konkrete handlinger i legeaktiviteten. Hvor den vandrette akse handler om sans for distance versus sans for gentagelse, og beskriver den konkrete rettethed i situationen, altså om denne rettethed sigter mod gentagelsen eller i højere grad sigter mod distancen til gentagelsen (Karoff, 2010 p. 173). Som jeg tolker det, er det den indre fornemmelse og intension, i et kontinuum mellem de to poler, mod enten gentagelse eller distancen til foretagendet. Kvadranterne i kortet indeholder fire kategorier af forskellige legepraksistyper, som benævnes GLID, SKIFT, FREMVISEN, og OVERSKRIDELSE. Legepraksistyperne mimer 1 fire forskellige legestemninger. GLID mimer hengivenhed, og har en stærk gentagelsestakt, som deltagerne er rettet imod. Man kan karakterisere GLID som en medsætten, hvor man kobler sig på gentagelsen, og følger med den. SKIFT mimer højspændt, og indeholder også en stærk gentagelses takt, og samtidig kan den tage fat og overraske ud over det gældende. Der er noget der trækker i kroppen, og opleves som et sus. Det vil sige bevægelserne er hurtige skift mellem fart og langsomhed, eller mellem forskellige retninger eller højder. FREMVISEN mimer opspændt, og kræver sans for gentagelsen, men gentagelsen er flygtig og forandrer sig over tid. OVERSKRIDELSE mimer euforisk, og er det bizarre. Her er man ude af takt, og man modsætter sig gentagelsen. Det indfald man finder på, skal ikke bekræfte men overskride. (Karoff, 2010, pp , 203 5) De fire praksistyper ses meget sjældent i de rene former, men opstår i kombination, eller efterfølges af hinanden. Umiddelbart kan Lise Specht Petersens legetyper genkendes i Karoffs legepraksistyper, eksempelvis SKIFT kunne være det samme som højaktivitetsleg. Men forskellen på de to teorier ligger som tidligere nævnt i, at Karoff er optaget af legen som den forløber, hvor Petersen ser på legen som den er. Det betyder at begreberne om gentagelse og distance, som er en del af essensen af Karoffs teori, ikke er at finde hos Petersens teori. Karoffs teori er derfor ideel til at analysere en legepraksis. Gennemgang af de fire spil. Det følgende er en gennemgang af de fire spil. Enkelvis beskriver jeg, hvad spillet går ud på og inddrager dernæst teorierne til at belyse udvalgte resultater fra data. 1 Mime forstår jeg som at tavst give udtryk for. Det vil sige at i kropssproget her under ansigtsudtrykket kan aflæses stemningen. 7

9 Energizer Dette spil er vel i virkeligheden grundessensen af, hvad den interaktive trampolin er for en nyhed. Nemlig en trampolin, der kan registrere hop i dugen. Ved hvert hop blinker satellitterne i en blå nuance, og lyden af musikken bliver mere og mere hektisk jo tættere på slutningen, vi kommer. Det gælder om at pumpe så meget energi i trampolinen som muligt, dvs. hoppe så mange gange som muligt, inden tiden løber ud. Som afslutning får man en pointscore i form af en række lysstriber på satellitterne og en række tilsvarende lyde, der skal imitere lyden af prutter. Jo flere hop jo flere lysstriber og prutter. Disse pruttelyde kunne i teorien være med til at tilføje betydning til legen i form af elementer af OVERSKRIDELSE. Men ikke ét barn kommenterede lydene, måske fordi de ikke lyder som rigtige prutter og dermed bliver dette lille mulighedsrum for øget betydningsproduktion ikke brugt optimalt. Ifølge skema 1. ses det, at spillet er tænkt som at ligge op til vild leg med fysiske udfoldelser, og med elementer af konkurrence, hvor det er spillet, der giver instruktionerne til legen, og den legende der skal agere derefter. Som det ses i det følgende, har spillet svært ved at leve op til de ønsker der har været for det. Energizer ser ifølge figur 1. ikke ud til at være et særligt populært spil, da der ikke bliver spillet mange hverken reelle eller ureelle spil. Typisk må børnene have forklaret principperne både bag reglerne og også pointsystemet, for at kunne forstå det. Spillet bliver måske spillet én reel gang, og så går børnene videre til de næste spil (eks FL;17:1, FS;B:25, D:8). Hvis man ser på børnenes leg med Energizer, efter de har prøvet de andre spil, så virker de forvirrede over, hvad deres påvirkning af trampolinen forsager i forhold til spillet. Det er som om, de ikke kan regne det ud, på baggrund af deres tidligere erfaringer med spillene til trampolinen. Spillet virker til at være lidt ligegyldigt eller overflødigt. Eksempelvis, er der en dreng, der starter Energizer, men begynder at hoppe i satellitzonerne. Han virker forvirret over, hvad hans hoppen gør ved spillet, og spørger, hvad det går ud på. I stedet for at prøve spillet igen, starter han ZoneJump (FS;F:16) I teorien indeholder Energizer både bevægelses og konkurrenceelementer, som ifølge Karoffs teori burde føre til igangsættelse af leg. Men tydeligvis formår det ikke at motivere til yderligere leg end et enkelt spil. Forklaringen på at Energizer kun holder til ét spil, må altså ligge i selve spillet. Problemet med at holde børnene fanget af spillet kan skyldes at distancen mellem gentagelsen af bevægelserne, er alt for lille. For som beskrevet under afsnittet om legepraksis, så skal der distance til gentagelsen, for at man kan producere betydninger, og dermed holde legen i gang. Og når reglerne er, at man bare skal hoppe, så er der ikke særlig meget forandring fra hop til hop. Dermed har aktiviteten kort distance til gentagelsen, legen bliver altså kedelig, og går i stå. Musikken til spillet har dog én overraskende positiv påvirkning overfor de lidt mindre børn på 3 4 år. Børnene får lyst til at danse til musikken. Denne dans ser ikke ud til at nå at blive kedelig, netop fordi spillet er så relativt kort, og måske fordi musikken ændrer tonelejet, når spillet slutter, er der den lidt dramatiske slutlyd, hvor børnene kan lave en finale ved f.eks. at hoppe på numsen i trampolinen eller lignende. Hvis deres små hop har formået at give counts til trampolinen, lytter og interesserer de sig også for pruttelydene, mere end de lidt større børn er observeret til at gøre. Et eksempel er Elias på 4 år, som i udviklingsprocessens afsluttende fase afprøver trampolinen, og man ser ham lægge øret helt hen til satellitten og smiler frydefuldt ved oplevelsen (eks. Elias og FL;15:1). 8

10 Helle Skovbjerg Karoff reflekterer ikke over alderens betydning for betydningsproduktion i relation til distance. Men måske er den distance, der ligger i musikken med det stigende toneleje og slutlyden netop den størrelse af distance, der hos de mindre børn lige præcis er nok til at skabe betydningsproduktion. Spillet ser således ud til at appellere til de lidt mindre børn på grund af den spændende musik. Petersens legekategori bevægelsesleg er derfor en mere relevant måde at beskrive Energizer på. Det betyder samtidig, at spillet rykker et niveau op til niveau 2 i Elbæks læringskategorier. Dette stemmer godt overens med, at dansen vi ser på trampolinen, ikke dikteres af trampolinens forud programmerede regler, men initieres af børnene selv. Forstået på den måde at de sandsynligvis genkender lydene som musik, og de ved måske fra tidligere lege, at musik det er noget, man danser til. Om de lidt ældre børn på sigt også er i stand til, at lægge en anden betydning i Energizer end den tiltænkte, skal være usagt. Men som spillet er nu, fungerer det bedst i kraft af dets lyde i forhold til de lidt mindre børn. CircusPlates Spillet handler om at fodre satellitterne med hop ved satellit zonerne eller med høje hop i midtzone at fodre alle satellitter samtidigt, for dermed holder man dem i live, og spillet holdes i gang. Men satellitterne har brug for mere og mere energi, og tæller derfor hurtigere og hurtigere ned, så efterhånden kan man ikke holde spillet i gang længere. CircusPlates er et konkurrencespil, hvor den, der kan holde gang i spillet i længst tid, er vinderen. Pointsystemet er som med Energizer baseret på pruttelignende lyde med tilsvarende lysstriber på satellitterne. Spillet er tænkt, som at skulle appellere til Sirlige Sigfred, der kan lide taktiske lege. Og med spillets umiddelbare feedback funktion hører det også til niveau 2. På den baggrund skal spillet give anledning til refleksion der påvirker barnet til at skabe og udføre bevægelser, der også kan overføres til andre kontekster. Dette stiller jeg mig kritisk overfor i den forstand, at jeg har svært ved at forestille mig en kontekst, der ikke er i relation til trampolinen, hvor man vil kunne bruge de kompetencer, man har lært fra CircusPlates. Indskrænker man konteksten til, at den er fra et spil på trampolinen til et andet spil, giver det dog mening at tale om overførbar viden. Jeg har en del gange spurgt børnene, om de kunne regne reglerne ud for spillene, hvis de kendte og forstod reglerne for CircusPlates. Her så jeg overfør bar viden mellem særligt CircusPlates og ZoneJump. Men ikke til hverken Energizer eller GardenBand (se eks FL;29:1 4 eller OBLdag2). Til gengæld er det taktisk element til stede i spillet, og kan ses i dette eksempel: Tre drenge har været optaget af spillene, og er nu nået til CircusPlates. En fjerde dreng som stod og kiggede på, men som ikke tidligere måtte være med i legen, bliver nu inviteret op i trampolinen, da det går op for de tre drenge, at i og med at de er fire til at hoppe, kan de holde gang i spillet i længere tid. Efterfølgende taler jeg med drengene: I: Thomas (drengen, der stod og kiggede) måtte ikke være med i starten, hvorfor måtte han ikke det? Søren: Det var fordi jeg troede man kun måtte være tre, og så var vi lige i gang. I: Men det var super at få ham med var det ikke det? Søren: Jo jah, det var godt, fordi så fik vi lige én mere til at hjælpe. Det var godt. (IL:H) 9

11 Af figur 1. kan man se, at brugen af spillet har været forskellig fra Legelandet.dk og til Spinderihallerne. I Legelandet.dk var der flere ureelle spil end reelle. Mens i Spinderihallerne var det, det omvendte billede. En forklaring på denne forskel kan ligge i, at de to teststeder udgør to meget forskellige rum for legen. I Legelandet.dk indgik trampolinen i et utal af andre blinkende bippende hoppevenlige legetilbud, hvorfor man fik en oplevelse af, at børnene hurtigt var videre, hvis de ikke forstod legen med det samme (eks FL;31:4 6). I Spinderihallerne var der ikke så mange andre tilbud, og børnenes mulighed for at se på eller på anden måde at få overdraget reglerne eller imitere de legende, var langt mere optimale dér. Eksempelvis var der i Spinderihallen kø, hvor de har tid til at lære reglerne mens de står der. De spiller derfor alle det samme spil, og efter de tilsigtede regler (FS;R:1 7). Ligeledes ser jeg eksempler fra Spinderihallerne på børn, der selvom de er færdige med at hoppe, påtager sig en rolle som legemester (Kristensen m.fl., 2009), og tager sig tid til at overdrage regler til de næste på trampolinen (eks. FS;B:10 12, D:26, N:2). Børnene vil i reglen spille CircusPlates flere gange i streg, hvor de som vist i eksemplet med drengen, der blev inviteret op i trampolinen reflekterer over, hvordan de kan gøre næste spil bedre end det foregående. Distancen i gentagelsen fra spil til spil er altså større hér end i f.eks. Energizer. Jeg tolker, at grunden til forskellen skal findes i netop dette taktiske element, som er i stand til at øge mulighederne for betydningsproduktion, så spillet kan leges flere gange i streg og fortsat være interessant. Omvendt så når børnene ser ud til at have forstået konceptet, og har taget spillet til dets og måske også deres egen maksimale ydeevne, inden for de rammer som spillet giver, så ophører distancen, og de stopper i reglen med spillet, og går i gang med en anden aktivitet (eks: FS;G:1 3, K:5, M:5). Det betyder ikke, at de ikke vende tilbage til spillet igen senere. Følgende er en observation jeg gjorde mig, da vi i legelandet.dk var på vej hjem, og lige kigger hen på trampolinen, inden vi går ud af døren: Lige inden vi går hjem, ser vi drengene runde trampolinen en sidste gang. Forinden hørte jeg én af dem sige, at nu var det kedeligt, og nu ville de lave noget andet. Trampolinen var altså det noget andet, som så ikke var kedeligt. Det galte om, at få så mange op på trampolinen som muligt, alle drengene skulle derop. De satte gang i CircusPlates. (OBL:dag2) Observationen beskriver, at spillet formår at give lyst til mere leg. På baggrund af Karoffs teori, om hvad der skal til for at initiere en leg, mener jeg, at det er konkurrenceelementet i spillet, som trækker drengene tilbage til det. Fordi til forskel fra Legelandet.dk s andre hoppevenlige forlystelser indeholder trampolinen mulighed for at få en pointscore. Og det er derfor drengene synes, trampolinen ikke er kedelig, selvom den reelt ikke indeholder betydningsproducerende distance til gentagelsen for dem længere. Noget andet der gør CircusPlates til noget særligt er, at det er hårdt at spille. Børnene bliver forpustede af det, og man ser, at de vælter om i trampolinen efter at have spillet det (eks FS;C2 3, F:12, H:3). Dette gør sig gældende, selvom de er helt op til fire i trampolinen af gangen, fordi tiden hvor de hopper, bare bliver forlænget uanset antallet af børn i trampolinen. I projektets målsætning står der, at man gerne vil lave et produkt, som motiverer til mere fysisk aktivitet (se bilag 4 på cd). Igennem uformelle samtaler med interessenterne i projektet undervejs i forløbet, kan dette præciseres til at betyde, at det skal motivere til mere aktivitet af høj intensitet. 10

12 Lige præcis CircusPlates må siges at formå dette. De små pauser børnene holder efter spillet, og den måde de puster på efterfølgende, tolker jeg som om de har ydet deres maksimale. Følgende citat fra et interview i Legelandet.dk Vejle giver også et indblik i intensitetsniveauet i CircusPlates sammenlignet med legen på en almindelig trampolin. I: Mads var det sjovt (at spille CircusPlates)? Mads: Ja, det var en god leg, og så fik man også lidt motion og sådan nogle ting. I: Får man ikke det (motion) normalt? Mads: Jo, men her fik man også lidt sved på panden. I: Det plejer du ikke at gøre, når du hopper i trampolin? Mads: Nej, ikke så meget. (IL:H) ZoneJump I ZoneJump skal man hoppe i zonen ved de satellitter, der blinker og siger lyde. Hvis alle fire satellitter blinker lilla, skal man hoppe i midterzonen. Spillet afsluttes ligeledes med lysstreger og pruttelyde som pointscore. ZoneJump har derfor, som med CircusPlates, elementer af konkurrence og også taktik i sig, derfor er både Bøllebob og Sirlige Sigfred kandidater til spillet. På mange måder er de to spil meget ens, men i praksis viser det sig, at der også er forskel. Denne forskel vil jeg i det følgende fremhæve. Af figur 1. ses, at spillet er det, der er afviklet langt de fleste reelle spil i. Og generelt det spil, der er blevet spillet oftest. Hvorfor spillet indeholder noget, de andre spil ikke formår at kunne i samme grad. En ting som går igen når børnene lærer spillet, er det stimuli respons forhold, der er i spillet. Lars Elbæk har forklaret om spillet, at han mener det er et læringsniveau 0 1 spil, han siger lidt ironisk om spillet: Det er jo næsten Skinner boksen om igen, når man går hen og slår på gryden, og ænderne kommer hen og vil have mad. Det kan næsten ikke blive mere stimuli respons (I;Elbæk 2011) Skinner metaforen er da heller ikke helt ved siden af, men til gengæld er den ironiske distance som Elbæk har til spillet ikke helt retfærdig. Fordi netop dette stimuli respons forhold gør, at spillet ser ud til at være nemt at forstå. Satellitten nærmest kalder på én, og inviterer barnet over til sig. Og når man hopper hen til satellitten, er det tydeligt, at der sker noget; den går ud, og en ny satellit kalder. Det er særligt kantzonerne, der er lette at forstå meningen med. Det bliver sværere, når de skal regne zonen i midten ud. Men spillet går dog ikke i stå, hvis de ikke forstår midterzonen, for enten kommer de tilfældigvis til at hoppe den alligevel, eller også går tiden, og den springer videre af sig selv (eks: FL;4:40). Netop midterzonen er også med til at give spillet flere niveauer, hvor man som mere avanceret zone hopper ved, at det er midten man skal hoppe i, når de alle blinker lilla. Karoff beskriver, at man kan betragte leg som en frem og tilbage pendulering hvor, hvis ikke intensiteten stiger i denne pendulering, vil legen ophøre (Karoff, 2010, p. 154). De flere niveauer i ZoneJump kan betragtes som sådan en mulighed for stigning i intensiteten, der hjælper med til at holde penduleringen i legen i gang. Dette kunne være en del af forklaringen på, hvorfor tallene er så markant bedre for ZoneJump end for de andre spil. Alternativt kan spillet være ideelt til de forhold, hvor under den Interaktive Trampolin er blevet testet. 11

13 Noget andet som jeg har noteret er spillets evne til at stimulere til skift i legepraksis. Det ses særligt når grupper af piger hopper spillet. I stedet for at jage rundt til satellitzonerne og dermed spille spillet til legepraksissen GLID/SKIFT, så sker der det, at når de næsten er ved at ramle sammen i midten, så hviner de af fryd (eks FS;D:15, J:12 15, L5 7). Dermed får spillet også elementer af OVERSKRIDELSE. Forskellen på at bruge spillet som Bøllebob ville, og dyrke konkurrence elementet i det, så muliggør OVERSKRIDELSE en anden dimension til spillet. Denne dimension ser ud til at have noget med det sociale samvær på trampolinen at gøre. Karoff forklarer: I legen er der tale om rent samvær, hvorimod spillet er et samvær, der er formidlet over individualiteten. Spillet har tabere og vindere, det har legen ikke. Derfor kan man hævde at spillet er en bekræftelse på individualiteten, hvorimod legen netop er en overskridelse af den (Karoff, 2010, p. 155). I eksemplet med pigerne, der oplever legepraksissen OVERSKRIDELSE, tolker jeg, at de to ting, der initierer OVERSKRIDELSEN er, konstellationen af reglerne i ZoneJump og pigernes antal, som er mere end én. Denne konstellation gør at ZoneJump der jo egentligt i sin natur er et konkurrencespil pludseligt også kan blive et legespil. Det vigtige er ikke hvem, der taber eller vinder, det vigtige bliver, at være sammen om at hoppe spillet. Definitionen og forskellen på leg og spil er en længere diskussion, som jeg ikke vil redegøre yderligere for, end med Karoffs citat. Indtil nu har jeg da heller ikke været stringent i min anvendelse af begreberne leg og spil, men i dette eksempel er det nødvendigt at skelne mellem de to begreber. Fordi ved at skelne kan en vigtig pointe blive femhævet; Spillet ZoneJump indeholder en mulig mulighed, som ikke bare er et sæt regler, men muligheder der kan betragtes som formler for leg. Som udvikler af spillene til trampolinen, må der være en stræben efter netop at skabe formler frem for regler for leg, hvilket gør ZoneJump til et godt eksempel på, hvordan det blandt andet kan gøres rigtigt. GardenBand. I gennemgangen af GardenBand vil det blive tydeliggjort, at betydningen af den lave lydstyrke i spillet, havde og har afgørende indflydelse på resultatet af brugen af spillet. Så med forbehold for at læseren kender dette faktum, vil jeg nu analysere og diskutere spillet. Konceptet med GardenBand spillet er, at man ved at trykke på satellitterne ændrer lydbilledet. Hver satellit har pt. 3 musik loops, som man kan kombinere på 81 måder. Ved at hoppe i midten styrer man tempoet i musikken, så den indstiller sig til ens hoppen. Og ved at hoppe i satellitzonerne, justerer man lydstyrken på det valgte loop. Ude i fremtiden er idéen, at man skal kunne komponere sin egen musik via trampolinen, og så anvende ens musik som f.eks. ringetone på mobilen. Spillet er anderledes sammenlignet med de andre spil, ved at det henvender sig til Kreative Kristian, og stræber mod at skrive sig ind i læringsniveau 3. Jeg mener, det er unikt at man med en trampolin, kan skabe et produkt i form af en melodi. Det er ligeledes unikt at forsøge med et pervasivt legemedie, at skrive sig ind i evolutionen af den nye digitalt medierede idræts og bevægelseskultur, hvor man igennem bevægelse opnår læring. 12

14 Lise Specht Petersen kritiserer de allerede etablerede interaktive legeredskaber for netop at mangle denne dimension: Man kunne ønske sig, at der i udviklingen af de interaktive legemedier var mere fokus på fantasi og konstruktionsleg i takt med at dette bliver teknisk muligt (Petersen, 2009) I teorien er spillet GardenBand, derfor et svar på Petersens kritik, da det netop forsøger at sætte fokus på konstruktionsleg. De tre andre spil har i analysen været afgrænset af at den tidsmæssige faktor. Et spil blev startet og så sluttede det også på et tidspunkt. Og dette tidsrum blev defineret som et spil. Men GardenBand kunne i princippet fortsætte i det uendelige, derfor er afgrænsningen af spillene foregået ved hjælp af betydningsfeltet (se bilag 1 om metoden). Dvs. hvis der er sket noget i trampolinen, der ændrede scenen eller legen på trampolinen, blev det markeret som et spil, også selvom GardenBand som sådan ikke blev afsluttet. Af figur 1. kan man se, at særligt i Spinderihallerne fungerede GardenBand ikke særlig godt. Her kunne der tælles 2 reelle spil ud af 41 GardenBand spil i alt. Det følgende vil være et forsøg på at forklare, hvad årsagerne kan være til dette store antal ureelle spil. Når musikspillet bliver tændt, sker der typisk det, at børnene hopper rundt ved satellitzonerne, for at se, hvad der sker. Dermed får de skruet ned for lyden, og det bliver svært at høre musikken. De vil også forsøge at slå på satellitterne, og dermed ændrer de musik loop. Umiddelbart ser det dog ikke ud til at børnene registrerer loop skiftet. Efter et stykke tid, når det ser ud til, at de har opgivet at påvirke spillet, begynder de at hoppe som om, der ikke var noget spil i gang. Lidt efter prøver de så igen med nye hop ved zonen eller nye slag på satellitterne. Typisk hopper de herefter ned, eller sætter sig i midten og overvejer, hvad der så skal ske, eller de hopper videre som om, der ikke var et spil i gang (eks: FL;7 8, FS;33:2 4, F:21, J:10). Så hvad er det der sker? Det første der går galt, er at de ikke forstår hvordan deres påvirkning på trampolinen, påvirker spillet. Der er forskellige led i denne input/output kæde, som jeg mener, kan fremhæves som relevante faktorer. Lydstyrken i spillet mener jeg, er den asbolut vigtigste faktor. Og ikke mindst det faktum, at det er så nemt at komme til at skrue ned for den i forvejen lave lyd. Og når så oven i købet at musikken skal spille et rum op, der i forvejen er ret støjende, så bliver det endnu sværere at høre den. Måden at skrue ned og op for lyden er ved at hoppe ved zonerne. Netop en handling, som er essentiel for spillene ZoneJump og CircusPlates. Men i GardenBand er det nærmest uhensigtsmæssigt at hoppe ved zonerne, fordi man derved risikerer at skrue ned for lyden, og gør spillets output endnu mere forvirrende. Det at skifte loop er også et vigtigt input i GardenBand, og det gør man som sagt ved at trykke på satellitterne og her starter loopet på fuld lydstyrke. Men denne handling er igen helt usammenhængende i forhold til de tre andre spil på trampolinen, hvor børnene normalt kender handlingen at trykke på en satellit som spil igangsætter og hvorefter at trykke på en satellit bliver irrelevant for resten af legen. Men i GardenBand er det nærmest hele essensen af spillet at trykke på satellitten. Det kan med andre ord misforstås, hvordan man interagerer med GardenBand i sammenligningen med de andre spil. Et andet vigtigt input for spillet er at hoppe i midten, for derved indstilles tempoet i musikken til hopperytmen. Men hvad når der er flere springere i trampolinen? For hvem indstiller trampolinen sig efter? Hvis trampolinen havde stået i en have, ville der måske have været mere tid til fordybelse, og ovennævnte problemer ikke opstå. For som beskrevet i metoden var de to teststeder præger af henholdsvis zapperkultur og køkultur, hvilket netop påvirkede børnenes mulighed for fordybelse. 13

15 Det sidste forhold, som så ud til at påvirke legen på trampolinen, var når børnene gerne vil have spillet til at stoppe, så de f.eks. kunne spille et andet spil. Så krævede det at trampolinen var i ro mindst 15 sekunder. Eller at de holdt hånden på en satellit i mindst 5 sekunder. At trampolinen var i ro mindst 15 sekunder skete nærmest aldrig. På et tidspunkt i Spinderihallerne var GardenBand i gang i mindst 20 minutter (FS;M:10 16). I dette klip så man virkeligt, hvor frustreret børnene virkede over ikke at kunne stoppe spillet. I et andet klip fra Spinderihallerne udbryder et barn Jaah, da én slukker GardenBand spillet for ham (FS;F:22). Lydsiden af et spil kan have stor indvirkning på den effekt, som spillet har. I processen med at udvikle computerspil, er man netop opmærksom på dette. Andersen forklarer: I den fiktive verden har spillerens valg en værdi, der rækker langt ud over den simple handling at trykke på en knap For at tilføre værdi til spillerens handlinger må spillet imidlertid lokke spilleren til at glemme den reelle ramme om handlingerne dette opnår spillet i høj grad ved at anvende æstetiske effekter, der etablerer en illusion om et rum der omslutter spilleren (Andersen, 2005, p.19). For at opnå de æstetiske effekter, som er med til at kunne skabe denne immersion i et computerspil, bliver surroundsound udpeget som et vigtigt element. (Andersen, 2005, p.19 20). Hvis man kunne få trampolinens lydside til at skabe den samme oplevelse af immersion, hvor spilleren glemmer sig selv og sin omverden. Så ville spillerens handlinger få tilført den værdi, som Andersen refererer til. Denne værdi i handlinger mener jeg, kan sammenlignes med Karoffs begreb vedrørende betydningsproduktion. Hvis den legende kan betydningsproducere, tilføres værdi til handlingerne. En god lydside, kan derfor betragtes som værende vigtig, for at kunne betydningsproducere i et spil som GardenBand. Spørger man børnene selv, om hvad de synes om GardenBand er svaret, at det ikke er særlig sjovt, fordi de ikke kan høre musikken (IS;77). Og dette svar er måske i virkeligheden nøglen til at få åbnet input/output kæden, og dermed frigøre spillets potentiale for betydningsproduktion Skru op for musikken! Følgende er et eksempel fra en stille stund i Legelandet.dk, hvor der blev registreret reelle spil i GardenBand. En dreng på ca. tre år tænder først Energizer, og drengens mor hepper på ham fra sidelinjen. Det er tydeligt han nyder musikken fra spillet, fordi han lytter til den og danser til den. Jeg tænder GardenBand, og sætter også gang i satellitterne, så jeg kan se hvordan han reagerer positivt på musikken. Kommunikationen mellem mor og søn er ret intens, han reagerer på hvad hun siger og gør, og hun er helt sikkert med til at holde drengens interesse for trampolinen og musikken fanget. Men han er også selv udforskende, og man ser ham kravle rundt og slår til satellitterne, og prøver at hoppe tæt ved dem. I det hele taget udforsker han spillet. På et tidspunkt hopper han i midten, og tempoet i musikken indstiller sig efter hans hoppen. Dette vækker begejstring især hos hans mor, som tror, at det er ham, der rammer takten til musikken, og ikke omvendt, at det er takten, der rammer drengens hoppen. Senere på dagen kommer drengen hen til trampolinen uden sin mor, og jeg hjælper ham igen ved at tænde GardenBand, men pludselig vil han ikke mere, og han løber sin vej. (FL;15:1 10, 16:3) At drengen løber sin vej til sidst, tolker jeg som om hans mors tilstedeværelse, var en stor del af drengens glæde ved GardenBand og i det hele taget legen på trampolinen. 14

16 Men med det i mente, så så vi ham også udforske og lege på eget initiativ, og hans glæde var ikke udelukkende en spejling af moderens følelser. Som jeg noterede mig Moren siger efterfølgende, han synes det var sjovt, og han plejer ikke at ville hoppe så længe (OBLdag2). Dette eksempel viser, at GardenBand er i stand til at påvirke og blive leget med, når bare de rette forudsætninger er for det. Ligeledes viser det, at som med Energizer, så appellerer musikken, som trampolinen indeholder måske mere til de lidt mindre børn. Diskussion Karoff forklarer; at inddrage nye legemedier kan være med til at skabe betydningsproduktion og dermed fastholde en legestemning (Karoff, 2010, p. 122). Et eksempel på dette ser vi i Legelandet.dk, hvor en dreng har fundet en kæmpe sumodragt, som han kommer vraltende i hen til trampolinen, og forsøger at kravle op. Han kan ikke komme op, fordi dragten er for stor. Da pigerne på trampolinen ser ham, begynder de at skrige, men ender med at komme hen for at hjælpe ham (FL;22:9). Legen på trampolinen så ud til at være kørt lidt i ring. Der var megen gentagelse uden særlig distance, så sandsynligvis er drengen i sumodragten med til at redde legestemningen. Fordi ved at inddrage det nye legemedie, får han legen til at gå fra at være præget af GLID til at få elementer af OVERSKRIDELSE. Pointen med dette eksempel er, at grunden til at det overhoved var muligt i Legelandet.dk at inddrage et legemedie, er fordi der var legemedier at inddrage. I Spinderihallerne er der som udgangspunkt bare trampolinen i sig selv. Her kan man sige, at børnene i højere grad er overladt til at bruge hinanden, at skabe merbetydning sammen med. Da jeg så som ansvarlig voksen i sikkerhedens navn begynder at begrænse antallet af springere på trampolinen, hæmmer jeg faktisk børnenes muligheder for at skabe og ændre legestemning ad denne kanal. Eksemplet med sumodragten er med til at fremhæve, at der er, og kan være langt mere på spil i legen på en trampolin, end de interaktive spil formår at initiere til. Selvfølgeligt kan spillene noget, som det jo også fremgår af analysen. Men for at den interaktive trampolin skal kunne holde i længden, mener jeg, at man er nødt til at tænke længere ud af boksen i forhold til betydningsproduktet. Børnene skal nemmere kunne skabe merbetydning, end som det er for testversionen. Ellers mister trampolinen for hurtigt sin tiltrækningskraft. Følgende samtale er med Emil, der har været aktiv med spillene, men nu bare leger rundt med sin lillebror I: Jeg så I startede med at spille, og nu leger i alle mulige andre lege. Hvorfor stoppede I med at spille? Emil: Når man har prøvet dem mange gange, kan det godt gå hen og blive lidt kedeligt nogen gange. I: Hvorfor er det kedeligt? Emil: Fordi vi har prøvet det så mange gange nu. (IS;103) Det tog altså Emil og hans lillebror mindre end en time at blive træt af at spille spillene. Der skulle nu mere til for at holde legestemningen. Og det mere var ikke at udforske spillene, og dermed skabe merbetydninger ved hjælp af dem, i stedet valgte de at lege noget andet, som kunne leges på enhver trampolin. 15

17 Målet med evalueringen har været at undersøge, om den interaktive trampolin kan initiere til fysisk legeaktivitet. Og svaret på det er umiddelbart ja. Spillene kan godt initiere til fysisk legeaktivitet, men fordi spillene af forskellige årsager i længden ikke formår at øge legestemningen, ved enten at skabe distance til gentagelsen eller på anden måde lægge op til merproduktion af betydninger, så har spillene, som de er nu, en relativ kort legelevetid. I mente bør man dog have, at den interaktive trampolin jo stadig også kan bruges som ganske almindelig trampolin. Og set i det lys styrker de interaktive elementer trampolinens mulige muligheder, og gør det uden at hæmme de muligheder for god leg, som trampoliner i forvejen er elsket for. Konklusion Gennem metodetriangulering mellem observation, interview og videooptagelser, var det muligt at få en kvalitativ vinkel på legen i form af udsagn og observationer og at få et kvantitativt indsigt i legen på den interaktive trampolin. Med teorierne, der lå som guideline for udviklingen af spillene, og med Helle Skovbjerg Karoffs teori om leg som stemningspraksis, var det muligt at undersøge både udgangspunktet for spillene til trampolinen og samtidigt forstå den legepraksis, vi oplever på trampolinen. I spillet Energizer registreredes at børnene havde svært ved at betydningsproducere, da distancen til gentagelsen var for kort. Til gengæld havde spillets lydside appel til de lidt mindre børn. Spillet CircusPlates indeholder taktiske elementer, der er med til at børnene bedre kan betydningsproducere, så spillet bliver spillet flere gange. Spillet lever op til projektets målformulering i og med det får børnene til at være intensivt fysisk aktive i længere tid. Spillet ZoneJump indeholder elementer, der gør at børnene kan betydningsproducere, og derved blive spillet flere gange. Det er fordi legen kan indeholde stemningsskift. Samtidig ses, at spillet i sin sociale form, kan gå fra at være en konkurrence til at blive en leg. Jeg fandt, også at muligheden for at betydningsproducere var tilstede, da spillet kan indeholde avanceringsmuligheder i form af forskellige niveauer. I GardenBand var den vigtigste udfordring, at lydstyrken var for lav. Derved kunne børnenes handlinger ikke få værdi nok til, at de kunne betydningsproducere. Dog fandt jeg et eksempel på en lidt mindre dreng, der havde reelle spil i GardenBand, og som grundet spillet havde en god oplevelse. Det sidste jeg fandt frem til var, at man ved at inddrage andre legemedier til trampolinen, kan øge muligheden for betydningsproduktion. Der konkluderes at den interaktive trampolin kan initiere til fysiske legeaktiviteter, men at spillene har en relativ kort levetid som de er udformet nu. Perspektivering I Danmark står trampolinerne normalt i private haver, derfor for ordentligt at kunne besvare problemformuleringen, er det nødvendigt at stille den op i en have over en længere periode, hvor man helt overlader de legende til sig selv. Dette kunne være næste skridt i evalueringen. Et andet skridt kunne være helt at glemme tanken om spil til trampoliner, og i stedet udnytte at softwaren kan registrere brugen af trampolinen. Derigennem ville man kunne generere en større kvantitativ viden om den daglige brug af trampoliner. Igennem en sådan undersøgelse ville det være muligt at kunne estimere et videnskabeligt funderet argument, om de positive effekter af trampolin brug, der kunne stå i kontrast til det store fokus på trampolinskader. 16

18 Litteraturliste Bøger og artikler Andersen, Christian U; Mellem illusion og virkelighed. Artikel fra bogen: Walhter, Bo Kampmann og Jessen, Carsten; Spillets verden Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag. Bernard, Russel; kap 11; Participant observation. Litteratur udleveret fra faget videnskabelig metode. Uddannelsen idræt og sundhed. Syddansk Universitet. Birk, Jacob: Vidensindsamling og designbriefs til udvikling af den interaktive trampolin Selvvalgt opgave. Uddannelsen Idræt og Sundhed. Institut for idræt og Sundhed. Elbæk, Lars; Læring ved Intervention med Digitale Værktøjer i Idrætsuddannelsen. Der er ikke noget så teoretisk som en udfordret praksis. Ph.d. afhandling Institut for Idræt og Biomekanik. Det sundhedsvidenskabelige Fakultet. Syddansk Universitet. Hansen, Sigrid Rytz; Den interaktive trampolin, opgave skrevet i forbindelse med faget Fysisk aktivitet og sundhed Rum Uddannelsen Idræt og Sundhed, Institut for Idræt og biomekanik. Holstein, James A; Interviewing New Lenses, new Concerns Sage Publications. Karoff, Helle Skovbjerg; Leg som stemningspraksis. Ph.d. afhandling Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Kristensen, Marianne Schacht, Ida Høgstedt, Bjørn Borbye Pedersen: Indsigt i leg Guide til fremtidens legelandskaber, 2009, Huset Mandag Morgen A/S, ISBN Petersen, Lise Specht; Interaktive legemiljøer Artikel fra Legepladsens jubilæumsnummer, nr. 3 4, nov Petersen, Lise Specht; Legens fysiske miljø. Artikel fra bogen: Troelsen, Jens red.; Bevægende rammer Syddansk Universitetsforlag. Pilgaard, Maja; Danskernes motions og sportsvaner Idrættens analyseinstitut, juni 2008, Nøgletal og tendenser. Pink, Sarah; Doing Visual Ethnograhpy Sage publications. Rønholt, H., Holgersen, S. E., Jensen, K. F., & Nielsen, A. M. (2003). Fænomenologi som filosofi og metode. In H. Rønholt, S. E. Holgersen, K. F. Jensen & A. M. Nielsen (Eds.), Video i pædagogisk forskning (pp ). København: Forlaget Hovedland. Rasmussen, Kim; Børns steder Billesø og Baltzer. Schmidt, Lars Henrik; Det socialanalytiske perspektiv. 1992, forlaget Modtryk. Sparrman, Anna and Lindgren, Anne Li; Visual Documentation as a Normalizing Practice: A New Discourse of Visibility in Preschool. 2010, Surveillance & Society, (7), 3/4, Spradley, James P; Participant observation Holt, Rinehart and Winston 17

19 Internet links Kidsntweens: (28/3 2011) Kulturministeriet; Idræt for alle. Breddeidrætsudvalgets rapport Baggrund og analyse for alle baggrund og analyse/ (28/3 2011) Legelandet.dk Vejle: (23/3 2011) PlayAlive: playalive usability_workshop aalborg pdf (22/3 2011) Spinderihallerne I Vejle: i spinderihallerne i vinterferien/ (23/3 2011) 18

20 Bilag 1. Beskrivelse og diskussion af anvendt metode. Observation Observationsmetoden der blev benyttet, var den såkaldte participatory rapid assesment RPA. Hvor man går til feltet udstyret med en række spørgsmål og en checkliste om, hvad det er, man ønsker svar på (Bernard, p.352). Metoden har den fordel, at man bruger relativt kort tid på dataindsamlingen, men ulempen er, at man jo ikke har mulighed for at fordybe sig i feltet i samme grad. Feltet var i denne forbindelse også midlertidigt, da trampolinen kun kunne stå fremme i en begrænset tidsperiode, og det var ret klart hvad formålet med testen var, så vi kunne lave både spørgsmål og checkliste på forhånd. Eksempelvis var vi på forhånd klar over, at det var nødvendig med viden om de forskellige spil, både hvordan de lærte sig spillene, og hvordan de spillede spillene, og hvad der fik dem til at stoppe med at spille (Hansen, 2011). Dette var grunden til, at RPA var den ideelle observationsmetode i den skitserede afgrænsede kontekst. Som det ligger i navnet participatory, var jeg som observerende også i nogen grad deltagende. Spradley opererer med et kontinuum af graden af involvering i observationen. Man kan gå fra at være ikke deltagende til at være komplet deltagende (Spradley, 1980, p ). Her placerede jeg mig fra at være ikke deltagende i form af at optage video, til at være passivt deltagende, når jeg stod, som om jeg var publikum, der kiggede på. Og til at være aktivt deltagende ved at jeg forklarede børnene om spillene, eller satte spillene i gang eller på anden måde var tilstede, og derved påvirkede legen på trampolinen. Feltet og situationen med trampolinen var omvendt af, hvordan almindeligt etnografisk arbejde ville udfolde sig. Her er etnografen normalt den fremmede, som forsøger, at forstå verdenen hun indtræder i. Med den interaktive trampolin var det mig, der så at sige var den indfødte og børnene, der skulle integreres i min verden med trampolinen. Derfor forsøgte jeg at bibeholde den passive observerende rolle så meget som muligt, for at børnene ville kunne agere som var de på deres egne præmisser i relationen til trampolinen. Målet var at trampolinen kunne forblive eller blive til et såkaldt børne sted. Rasmussen forklarer: Børnene kan udpege og vise stederne fysisk. Men det kan kun ske, fordi børnene relaterer sig til stederne. Fordi børnene omgås stederne kropsligt og sanseligt Børns steder er et forhold af social fysiskkulturel karakter Påstanden her er, at et sted som et barn identificerer og tillægger betydning, kan opleves på en særdeles levende og social måde; Nærmest som en ven (Rasmussen, 2007, p 141 2). Alligevel måtte jeg ofte blive deltagende, enten for at speede læringsprocesserne op omkring reglerne for spillene, eller for at nå at interviewe børnene inde de var løbet væk, eller for at sørge for sikkerheden i trampolinen. Dermed overtog jeg initiativet til, hvad legen på børnenes sted skulle handle om. Rasmussen advarer imod dette, da voksne har tendens til at glemme at respektere børns steder, og dermed risikerer at ødelægge denne særlige relation, som børn kan have til deres sted. (Rasmussen, 2007, p ). Men det var måske lidt naivt at tro, at jeg kunne stå som passivt deltagende forklædt som et publikum og ikke påvirke situationen. For oftest var børnene bevidste om min rolle og status omkring trampolinen. De var bevidste om kameraet, og i det hele taget at trampolinen var noget særligt. Dette konstaterede jeg ud fra at både børn og forældre jævnligt opsøgte mig (eks. FL; 73:1, FS;D:20), og dermed trak mig væk fra den passive rolle, over i den mere aktive. Dette har helt klart været med til at påvirke det endelige resultat. Omvendt var den aktivt deltagende rolle nødvendig, for at kunne sikre mig et overblik over, hvad tram 19