1 af 15 11/02/

Transkript

1 FÅ NYHEDER, FERNISERINGER OG EVENTS HVER UGE I DIN MAILBOX. TILMELD DIG KOPENHAGENS UGEN MAGASIN NEWS ARTGUIDE KOPENHAGENSHOP NY DANSK KUNST NYHEDSMAIL SØG OM KOPENHAGEN KONTAKT INTERVIEW 1 af 15 11/02/

2 Dagen fik alt til at skifte Én dags hændelser kan få alt til at skifte og få ellers stabile livsvilkår til at se helt anderledes og uoverskuelige ud omvendt kan vi som mennesker også selv vælge at agere og reagere overfor dagens dagsorden. I udstillingen Dagen fik alt til at skifte på Black Box Gallery trækker Signe Vad de store eksistentielle tematikker frem på scenen. Hovedfortællingen i udstillingen handler om, hvem der styrer dagen, og om man som menneske vælger at tage ansvar eller blindt vælger at følge det skrevne, de andres dagsorden, som bl.a. to videoværker i udstillingen på hver deres måde fabulerer over. På Black Box Gallery arbejder Signe Vad videre i hjemmevante medier, fotografi og video, men har også kastet sig ud i de tredimensionelle formater med sin første skulptur. Signe Vad har filmet og fotograferet sig selv i flere af udstillingens værker, ikke fordi vi skal lære hende at kende, men nærmere for at bruge sig selv og sine personlige erfaringer, herunder et sygdomsforløb, som performativ projektionsflade, vi måske kan spejle os i. Dagen fik alt til at skifte er dramatisk og alvorsfuld. Men under den eksistentielle tematiks fernis ligger en drilsk grundtone, hvor Signe Vad let flabet gerne vil vise os at tilværelsen også er absurd og komisk. Alt det og mere til fortæller hun Kopenhagen om. Signe Vad (f. 1967) har haft soloudstillinger på bl.a. Senko Studio, Gallery Image og Peter Lav Gallery. Hun har tidligere kurateret den alternative kunstmesse Alt_Cph på Fabrikken for Kunst og Design, har en MFA i fotografi fra Göteborg Universitet og arbejder og bor pt. i København. 2 af 15 11/02/

3 AF FREDERIKKE JUNCKER Din udstilling er æstetisk enormt stramt komponeret, farveholdningen er gennemgående sort-hvid og rummene virker smukt rensende. Fortæl lidt om udstillingens overordnede udtryk? I selve installationen af udstillingen har jeg ryddet alle Black Box Gallerys lokaler, så jeg kunne styre folks retning rundt i lokalet, ligesom man bliver styret af et narrativ eller en koreografi. Alt er fjernet fra rummet, foldere, kunstreklamer, ikke engang mailinglisten vil jeg have liggende fremme, fordi jeg vil have det så stramt som muligt. Jeg arbejder til rummene. En af grundene til at det hele er blevet så stramt er først og fremmest, at det er et kælderlokale, der er mange rør osv. - men også fordi at videoen er så voldsom, at iscenesættelsen skal nedtones så meget som muligt. Jeg spurgte mig selv - skal den video med, hvor jeg som syg sidder og hiver håret af? Hvis den skal med så skal den fungere som en fortælling, der adresser noget, noget andet end: her sidder en kræftsyg kvinde, fuck det, det er ikke interessant. Livet rammer os alle på et tidspunkt. Der er nogen, der syntes, den er frygtelig voldsom at se på. Det tænker jeg ikke over, men jeg er klar over, at folk kan reagere sådan. For ikke at svælge i selvsmerte er alt i udstillingen så udført fuldstændigt stramt. Jeg træder altid ind i verden, videoen som du taler om, er et af de første værker i udstillingens koreografi. Her har du filmet dig selv, mens du var under behandling for kræft, og i videoens performance plukker du langsomt dit tabte hår af hovedet. Hvorfor? Alt er selvfølgelig bevidst iscenesat. Jeg ventede med at lave videoen indtil den dag i mit behandlingsforløb, hvor håret sad så løst, at jeg bare kunne pille det af. Jeg har gennem tiden filmet mig selv så meget, så jeg er helt bevist om, hvordan jeg skal iscenesætte og bruge mig selv for at få det rette udtryk frem. Det er ikke ment som et selvportræt, det handler ikke om mig. Det der er interessant er at være menneske. Så jeg bruger mig selv som en personificering af det generelle. I vores tid og samfund har vi en tendens til at alt skal være positivt, at vi skal søge lykke. Jeg forstår slet ikke de der ting. Når jeg tænker over mit liv er nogle af de ting, der har været de værste også dem, jeg har fået mest ud af. Det er hver gang, jeg bliver kastet omkuld, at jeg får lyst til at omtænke livet. I begyndelsen af udstillingen udstiller du et brev, hvor du citerer Karen Blixen med livsmottoet "Mod er menneskets svar på livets vilkår". Er det en pointe i udstillingen? Det er det helt klart. I min arbejdsproces tænker jeg enormt meget, men jeg prøver ikke at tænke i løsninger, men nærmere fornemmelser. Det er meget æterisk og får så i arbejdsprocessen mere og mere substans. Det løsrevne og æteriske er også til stede i udstillingen, jeg forventer ikke, at folk automatisk kan tyde min intention. Det skal de heller ikke. Derfor får de et clue og bliver ledt lidt på rette vej. Og de får en hilsen fra Karen Blixen. Læser man dit clue sammen med videoen, så bliver udtrykket i den anderledes modigt og livsbekræftende. Du plukker håret af dig selv, som om det er en slags hverdagsgestus. Karen Blixen citatet kan klart ses i relation til videoen. Jeg har forsøgt at få en underspillet forundring frem i videoen, for også at udtrykke hvad der kan ske, når man går gennem sådan en transformation. Jeg kan på den ene side tage en norm med ude fra virkeligheden om, at det er forfærdeligt. Men jeg kan også vende mit blik om og se hvordan tilstanden også kan være interessant, og hvordan jeg bliver noget andet, og hvad er det så? Det sjove er jo, at jeg bliver så grim, efter jeg har pillet håret af. Det er noget underligt tottet dun, der er tilbage, men jeg bliver faktisk også ret flot. Man bliver vendt mod sin egen norm, hvilket det også er min intention at skildre, jævnfør også titlen Jeg træder altid ind i verden. Vi siger jo som regel, jeg træder ud i verden, så den der lille ændring - ind i verden - det er det der gør hele forskellen. Jeg vil gerne vende ting på hovedet, udfordre folks forventninger med bittesmå åbninger til omtænkning. Det her med at træde ind i verden - kan man sige, at det også bliver en metafor for, hvordan 3 af 15 11/02/

4 udstillingen fungerer? For på den ene side er der jo en del implicit selvportræt i videoen, fordi den viser så meget af dig, din krop, dit hår og din sygdom. Samtidig med at du gerne vil bruge det personlige som udtryk for nogle mere almenmenneskelige forhold. Jeg vil helst ikke kalde det selvportræt, men ja, nærmere det personlige. På den måde kan titlen godt bruges som en metafor. Jeg trækker det personlige med ind i verden og hæver det op i større format. Jeg er jo lidt præst. Eller jeg prædiker i hvert fald lidt, helt inde bagved. Det er måske lidt groft sagt, men i virkeligheden vil jeg gerne tage min oplevelse og bruge mig selv som et slags overopblæst ego, og videreformidle det jeg lærer i konfrontationen med livets forhold. Du arbejder mest med fotografi og video, men til udstillingen har du også lavet en skulptur, hvilket faktisk er din første skulptur. Kan du fortælle om arbejdet med den? Det er interessant, at arbejde med skulptur, men det er helt nyt for mig, også hele arbejdet med materialerne, altså hvordan arbejder man med glas, med træ osv. Så jeg har fået lidt hjælp undervejs. Men lige pludselig skulle det som skete på videoen bare ud i rummet. Det skulle skabes på en anden måde, videoens skrøbelighed skulle være en fysisk ting. Skulpturen består af en træsokkel med en glasplade i, hvorpå noget af det hår jeg tabte i videoen er klistret på. Og jeg vidste bare, at det skulle være noget lim, der ikke var usynligt, men helt tydeligt. I dét jeg stod og klistrede håret på, fik jeg den der desperate fornemmelse af, at man prøver, åh man vil så gerne. Man forsøger at klistre noget på igen, så det ikke er så tydeligt, og det ser pænt ud, men for hver gang man gør det, ser det endnu mere mislykket ud. Det er ligesom det der med, at man bliver ældre og ældre og forsøger at tage mere make-up på. Jo mere man smører på, jo mere bagslag giver det. Skulpturen, videoen og udstillingens værker generelt, er de så en slags undersøgelser af menneskets mulige valg i forhold til de her eksistentielle vilkår og valgsituationer, som du kredser om i udstillingen? Fuck undersøgelse. Jeg vil hellere lave en forskydning i forhold til den verden som jeg er i. Jeg bliver nød til at forskyde verden en lille smule, ellers giver det ingen mening for mig at lave kunst. Jeg bruger helst ikke ordet undersøgelse. Jeg mener, der er nogle ting, der er mere betydningsfulde end andre. Det er ikke ligegyldigt om, man gør det ene eller det andet. Jeg tror på handling. Jeg tror på, at det jeg gør, har ekstremt meget betydning, jeg handler altid ind i verden. I de fleste af værkerne er der en stærk underspillet humor til stede, prøv at forklare hvordan den spiller sammen med det alvorsfulde i udstillingen? Jeg er ikke selv særlig morsom, men det ekstremt underspillede syntes jeg er enormt sjovt. Der ligger bevidst en humor neden under udstillingens alvorlige tematik. Det er også en konstatering af absurditeten i tilværelsen. Livet er jo alvorligt, og skidesjovt. Flere af udstillingens fotografier med menneskernes mærkelige møder med naturen er metaforer for absurde handlinger. F.eks. fotografiet af manden, der måske forsøger at holde et træ. Han bruger enormt mange kræfter på at holde det, men træet falder jo ingen vegne. Og hvorfor roder kvinden i jorden med en pind? Generelt arbejder jeg jo meget med metaforer og har indlejret mange små fortællinger rundt omkring i udstillingen. Mange af fotografierne er små metaforer, metaforer for livets absurditet. Jeg havde overvejet at lave alle titlerne til strofer i et samlet digt. Udstillingens hele kan egentligt ses som et digt, hvor hvert element bliver en strofe i et digt. Tak. 4 af 15 11/02/

5 5 af 15 11/02/

6 6 af 15 11/02/

7 Signe Vad: The day made everything change, Foto: Signe Vad. Courtesy: Black Box Gallery. 7 af 15 11/02/

9 9 af 15 11/02/

11 11 af 15 11/02/

12 12 af 15 11/02/

13 13 af 15 11/02/

15 Skriv kommentar 15 af 15 11/02/