Det tyrkiske perspektiv ved indlemmelse i EU

Transkript

1 Det tyrkiske perspektiv ved indlemmelse i EU - Tyrkiets sikkerhedsmæssige behov Gruppe 10 Kim Dragheim Morten Høeg Mads Hovøre Andersen Christian Fini Henriques Rasmus Ulrik Gehrke Søren Mandrup Pedersen 22.1, 1. semester, efteråret 2008 Vejleder: Nicklas Krogstrup

2 Indholdsfortegnelse 1 Problemfelt Indledning Læsevejledning Afgrænsning Metode Teori Kritik af teori Metodisk besvarelse Begrebsafklaring...13 Introduktion til kapitel Baggrund Indledning Sikkerhedspolitiske trusler Det kurdiske problem Syrien Iran Cypern Delkonklusion Tyrkiets politiske trusler Delkonklusion Tyrkiets økonomiske trusler Delkonklusion Samfundsmæssige trusler Delkonklusion Miljømæssige trusler Delkonklusion Konklusion af kapitel Analyse Indledning Hvordan løses Tyrkiets sikkerhedspolitiske trusler

3 4.2.1 Delkonklusion Politisk udvikling Delkonklusion Tyrkiets økonomi Delkonklusion Samfundsmæssige trusler Delkonklussion Miljømæssig udvikling Delkonklussion Konklusion Perspektivering Litteraturliste Henvisningslitteratur Sekundær litteratur

4 1 Problemfelt 1.1 Indledning Motivationen for denne opgave bunder i en interesse for det europæiske samarbejde, EU. Vi synes det er spændende at se på hvor langt EU kan strækkes, geografisk såvel som kulturelt. Vi finder Tyrkiet særligt interessant, fordi det befinder sig halvt i Europa halvt i Mellemøsten, hvilket skaber et kulturelt og geografisk spændingsfelt. Med en optagelse af Tyrkiet vil EU ikke længere være en kristen klub, men et bredere fællesskab på tværs af civilisationer. Hvorfor søger Tyrkiet imod EU? Denne undren er helt central for vores opgave, men for at forstå den i et sikkerhedsmæssigt perspektiv, er det nødvendigt med en dybere gennemgang af de elementer, der gør problemstillingen relevant. Historisk og strukturelt er der en række faktorer, der på den ene side underbygger Tyrkiets higen efter et sikkerhedssamarbejde med EU, på den anden side taler historien, geografien og kulturen også mod et tyrkisk europæisk samarbejde. Hvad disse forskellige faktorer dækker over, skal der derfor redegøres for her. Det Osmanniske Rige voksede frem efter, at det Byzantinske riges magt var smuldret og overtog positionen som regionens magtcentrum. De sidste rester af det gamle rige blev fjernet ved Konstantinopels (Istanbul) fald i På Det Osmanniske Riges højdepunkt, strakte imperiet sig fra Algeriet i vest til det Kaspiske hav i øst, men efter et skelsættende nederlag foran Wiens porte gik det ned ad bakke hele vejen frem til afslutningen af 1. Verdenskrig (Sørensen & Boel, 2005: 21). Under 1. Verdenskrig allierede osmannerne sig med Tyskland og Østrig/Ungarn. På trods af flere sejre (bl.a. over briterne ved Gallipoli) brød Det Osmanniske Rige, lige såvel som det Østrig/Ungarske, sammen da Tyskland kapitulerede. Tyrkiet fik Sèvrestraktat, der kan sammenlignes med Varsaillestraktaten, som Tyskland fik presset ned over hovedet. Sèvres-traktaten var dybest set en lang liste over tyrkiske indrømmelser og en opdeling af det gamle imperium. Alt i alt en total ydmygelse og man frygtede for selve den tyrkiske nations overlevelse. Sèvres-traktaten har været hovedårsagen til det nationale traume kaldet Sèvres-syndrom, der referer til en mistænkeliggørelse af de vestlige landes egentlige agenda og hensigt med Tyrkiet. På trods af at Sèvres-traktaten 4

5 aldrig nåede at blive implementeret i det tyrkiske samfund, spiller Sèvres-syndromet stadig en afgørende rolle i forståelsen af de strømninger, der cirkulerer under overfladen i den tyrkiske selvopfattelse (Sørensen & Boel, 2005: 25). Blandt de største modstandere af underskrivelsen af Sèvres-traktaten var general Mustafa Kemal, bedre kendt som Atatürk, der i dag ses som Tyrkiets landsfader. Han ville redde Tyrkiet fra det korrupte politiske system, som ville gøre alt, selv underskrive Sèvres-traktaten, for at blive ved magten. Atatürk havde som militær general meget magt i landet, og i 1923 lykkedes det ham at overtage styringen med Tyrkiet fuldstændigt, og få forhandlet en langt mere favorabel traktat på plads, med de vestlige magter. Herved skabte han fundamentet for den moderne tyrkiske republik. (Sørensen & Boel, 2005: 26). Med Atatürk som ophavsmand har Tyrkiet siden 1923 gennemgået en strukturel vestliggørelse, der allerede kort efter Atatürks tiltræden betød at stat, domstole og uddannelsesvæsenet blev løsrevet fra religiøse institutioner. For yderligere at tilpasse sig vesten overtog Tyrkiet også flere forskellige vestlige symboler, som f.eks. vestlig tid og kalender, vægt og mål, efternavne og det latinske alfabet (Hansen, 2003: 26). Denne vestliggørelse kulminerede i 1963 med associeringsaftalen mellem Tyrkiet og EU, som siden har ledt til, at Tyrkiet ansøgte om fuldt medlemskab af EU i 1987, og officielt fik status som ansøgerland i 1999 og kandidatland i 2005 (Hansen, 2003: 17). Atatürk kom efter etablering af det moderne Tyrkiet til at lægge navn til en politisk bevægelse, kemalismen, der fortsat har enorm indflydelse på den retning, Tyrkiet bevæger sig i. Selv den dag i dag eksisterer der en sekulær elite i Tyrkiet, som består af en række veluddannede og højtstående personer indenfor bl.a. militær, politi og retsvæsen. Disse er ofte fortalere for patriotiske og konservative synspunkter, og af dem bliver religion set som en forhindring for rationalitet og fremskridt. Dette synspunkt deles ikke nødvendigvis af den brede befolkning, men med elitens øjne er det netop derfor, at det er eliten, som bør styre landet (Sørensen & Boel, 2005: 86f). Kemalismen er født ud af den uro, der opstod i landet efter 1. Verdenskrig, og de nederlag den førte med sig. Et af kemalismens hovedpolitikker er derfor at sikre Tyrkiet territorialt og skabe stabilitet i civilsamfundet. For at sikre disse ting har de skiftende tyrkiske regeringer historisk set haft en overvældende magt i forhold til civilsamfundet. Samtidigt har militæret vogtet over regeringen, for at sikre at regeringen ikke har tilladt 5

6 yderligtgående organisationer, religiøse såvel som politiske, at samle magt. Konsekvensen har været at minoriteter, som kurderne og visse religiøse kredse, har lidt under en stram statslig kontrol, med gentagne eksempler på overtrædelser af de konventionelle menneskerettigheder. Nogle af kravene for en tyrkisk optagelse i EU, og et sikkerhedsmæssigt samarbejde, er øget ytrings-, forsamlings-, forenings og religionsfrihed samt retssikkerhed og menneskerettigheder (Hansen, 2003: 117). Dette bringer Tyrkiet i et dilemma, fordi de ved at slække på kontrollen med civilsamfundet risikerer, at PKK s kamp for et en selvstændig stat blusser op på ny, og at islamisterne vil styrkes, hvilket er i direkte modstrid med kemalismen (Hansen, 2003: 96). På trods af at EU politisk har vedtaget, at Tyrkiet ligger inden for et europæisk geografisk område, og derfor kan siges at være et europæisk land, er det et faktum, at det kun er en meget lille del af Tyrkiet, der tilhører det geografiske Europa. Ud fra den alment anerkendte geografiske forståelse tilhører Tyrkiet primært Asien (Hansen, 2003: 22). Tyrkiets geografiske placering betyder at Irak, Syrien og Iran skal regnes til EU s naboer i tilfælde af en tyrkisk optagelse. Ligesom på det militære område adskiller Tyrkiet sig derfor geografisk mere fra EU end noget andet kandidatland og medlemsland. (andre kandidatlande på nuværende tidspunkt er Makedonien og Kroatien). Selvom Tyrkiet er sekulariseret, bekender ca. 98 procent af den tyrkiske befolkning sig til Islam (Hansen, 2003: 23). Ifølge Samuel P. Huntingtons teorier om civilisationernes kamp er kulturforskelle med til at skabe et skel mellem nationer. Tyrkiets forhold til EU-medlemslandene bliver herved yderligere besværliggjort, da religionsforskellene mellem det muslimske Tyrkiet og det kristne EU, kan siges at karakterisere dem som tilhørende hver deres civilisation (Inglehart & Norris, 2007: 18). Problemstillingen i vores opgave skal altså ses i et historisk lys, hvor Tyrkiet siden oprettelsen af den tyrkiske republik har søgt mod Vesten og EU. Denne stræben har medført gennemgående strukturelle ændringer, der har bragt landet nærmere et EUmedlemskab, men samtidigt stillet Tyrkiet i et indre sikkerhedsdilemma. For at blive fuldgyldigt medlem af EU er Tyrkiet nemlig nødt til at gøre op med kemalismens autoritære styring, der har skabt fundamentet for det moderne Tyrkiet, og lade minoriteter komme til orde. 6

7 For at forstå hvorfor Tyrkiet søger imod EU, på trods af de øgede indre sikkerhedsmæssige risici, ser vi på, hvordan et EU-medlemskab kan gavne Tyrkiet. Vores problemformulering lyder derfor: Hvordan kan EU opfylde Tyrkiets sikkerhedsmæssige behov? Arbejdsspørgsmål: Hvordan var Tyrkiets sikkerhedsmæssige situation op til udnævnelsen som EU-ansøgerland? 1.2 Læsevejledning Vores opgave har som mål at give en forklaring på, hvorfor Tyrkiet søger imod EU. I kapitel 3 gennemgår vi derfor baggrunden for den sikkerhedsmæssige situation, Tyrkiet befandt sig i, før de officielt blev udnævnt til EU-ansøgerland. Dette følger vi op på i kapitel 4, ved at analysere, den udvikling Tyrkiet har gennemgået, siden deres skærpede samarbejde med EU startede. Dette gøres med udgangspunkt i problemformuleringen, hvorved konklusionen på kapitel 4 fungerer som den endelige konklusion. I det der ikke er sket en afgørende udvikling i Tyrkiets sikkerhedspolitiske ageren, efter at de blev anerkendt som ansøgerland, har vi valgt at se separat på dette område. Vores analyse af Tyrkiets sikkerhedspolitik vil derfor adskille sig strukturelt fra analysen af de sikkerhedsmæssige dimensioner, ved at se bort fra det tidsmæssige perspektiv. Afslutningsvis vil vi ud fra kapitlerne 3 og 4 konkludere på, om EU kan siges at have afhjulpet nogle af de trusler, Tyrkiet tidligere var konfronteret med. 1.3 Afgrænsning Vi har i udarbejdelsen af denne opgave gennemgået en refleksiv proces, der har fået os til at erkende, at ikke alle de elementer vi som udgangspunkt ønskede, opgaven skulle indeholde, har været lige relevante. Derfor har vi fravalgt følgende: 7

8 Teoretisk fravalg Med vores valg af sikkerhedspolitikkens 5 dimensioner som teoretisk grundlag, har vi også fravalgt nogle teorier. Det betyder bl.a. at vi ikke beskæftiger os med de tre klassiske sikkerhedspolitiske skoler realisme, idealisme og liberalisme. Også en funktionalistisk og neofunktionalistisk tilgang til Tyrkiets indlemmelse i EU samt regionaliseringsteorier og integrationsteorier undlades. Metodisk fravalg Vi har fravalgt at foretage en komparativ analyse, i forhold til et andet EU-kandidatland, for at begrænse omfanget af vores projekt. Vi har forståelse for, at en sådan tilgang kunne belyse nogle af de perspektiver, der er i en optagelse i EU, med henblik på den udvikling et kandidatland gennemgår, men har erkendt, at det ville være for omfattende. Europæisk perspektiv Vi er klar over, at der har været forhalinger i den tyrkiske optagelsesproces i EU, på grund af visse landes modstand mod Tyrkiet, men da vores projekt tager udgangspunkt i Tyrkiet og deres søgen mod EU, afgrænser vi os fra at fremstille disse lande og deres kritikpunkter. Vi er opmærksomme på, at der fra et EU-perspektiv, er fordele i et tyrkisk medlemskab. Tyrkiet vil, f.eks. kunne fungere som brohoved til det muslimske Mellemøsten. Også de indre strukturændringer og forandringsprocesser EU, i tilfælde af en tyrkisk optagelse, ville gennemgå, undlader vi at beskrive. Dette undlades, fordi det ikke er relevant for vores problemformulering og for at forhindre projektet i at få karakter af en fremtidsprognose. 8

9 2 Metode I det følgende afsnit vil vi redegøre for vores teorivalg, og de metodiske overvejelser vi har gjort omkring besvarelsen af vores problemformulering. 2.1 Teori Vores grundlag for projektet er Hans Branners teori om sikkerhedspolitikkens 5 dimensioner: Militær sikkerhed, politisk sikkerhed, økonomisk sikkerhed, samfundsmæssig sikkerhed og miljømæssig sikkerhed. For at forstå disse dimensioner er det nødvendigt at forstå forskellen imellem brede og snævre sikkerhedstrusler. De brede trusler; politiske, økonomiske, samfundsmæssige og miljømæssige, kendetegnes ved, at de kan afhjælpes ved brug af blød magt, og den snævre trussel, militære sikkerhedstrusler, kan kun afhjælpes ved brug af hård magt (Branner, 2002: 156). Militær sikkerhed omhandler interaktioner på to niveauer: Mellem staters bevæbnede formåen på det angrebs- og forsvarsmæssige område og mellem staters opfattelse af hinandens hensigter og agendaer. Politisk sikkerhed vedrører organisationsmæssig stabilitet hos stater, regeringssystemer og hos de ideologier, der giver dem legitimitet. Økonomisk sikkerhed omhandler adgang til ressourcer, samt de finansieringsmuligheder og de markeder, der er nødvendige for at opretholde et acceptabelt niveau for velfærd og for statens magt. Samfundsmæssig sikkerhed vedrører fastholdelse, med acceptable betingelser for udvikling, af traditionelle mønstre for sprog og kultur samt religiøs og national identitet og sædvane. Miljømæssig sikkerhed vedrører biosfæren, både den lokale og den planetare, som er et væsentligt grundlag for alle andre menneskelige aktiviteter. (Branner, 2002: 156) 9

10 Kilde: Sikkerhedspolitikkens 5 dimensioner (Branner, 2002: 156) Med udgangspunkt i teorien om sikkerhedspolitikkens 5 dimensioner, ønsker vi at besvare vores problemformulering således, at vi først ser på de sikkerhedsmæssige problemstillinger, Tyrkiet var konfronteret med, før de fik status som EU-ansøgerland. Dernæst, igen med udgangspunkt i sikkerhedspolitikkens 5 dimensioner, ser vi på, om EU har været med til at opfylde Tyrkiets sikkerhedsmæssige behov. Vi finder Hans Branners teori om sikkerhedspolitikkens 5 dimensioner særligt interessant for vores opgave, fordi den ikke begrænser sig til f.eks. et sikkerhedspolitisk eller økonomisk perspektiv, men medregner alle de vigtigste faktorer, der har betydning for landes sikkerhedsmæssige ageren i en globaliseret verden Kritik af teori Sikkerhedspolitikkens 5 dimensioner er god til at forklare Tyrkiets generelle trusselsbillede, idet den skelner imellem brede og snævre trusler. Derved ser den ud over opfattelsen af, at trusler er noget der kommer udefra, ved samtidigt at se på, at et land selv kan være garant for nogle væsentlige trusler, som gør det ustabilt. Problemet ved Teorien er dog at sikkerhedspolitik indgår i navnet, da det virker misledende i forhold til, hvad den reelt indeholder. Sikkerhedspolitik indenfor international politik er traditionelt set kun den snævre dimension, militære trusler. Det er derfor vigtigt at skelne imellem sikkerhedsmæssige trusler, i form af teoriens brede 10

11 dimensioner, og sikkerhedspolitiske trusler i form af teoriens snævre dimension. For at bruge teorien korrekt vælger vi derfor sprogligt at lave denne sondring. 2.2 Metodisk besvarelse Vores problemformulering lyder, hvordan kan EU opfylde Tyrkiets sikkerhedsmæssige behov? I vores besvarelse af denne problemformulering vælger vi, at inddrage vores hustema, globalisering og hverdagsliv, således at projektet bevæger sig fra det konkrete, Tyrkiets sikkerhedsmæssige problemstillinger, til det mere abstrakte, hvordan globaliseringen kan fungere som en løsning på disse problemer. Dette gør vi ved først at give baggrunden for de sikkerhedsmæssige problemstillinger, Tyrkiet stod overfor, før de fik status som ansøgerland. I denne del af opgaven bevæger vi os på et hverdagsplan, idet vi konkret går i dybden med de sikkerhedstrusler, den enkelte tyrker oplevede. Ved hjælp af vores seneste empiri fra Europa Kommissionen, laver vi en analyse af, hvordan globaliseringen, i form af EU som overnational organisation, har været med til at opfylde Tyrkiets sikkerhedsmæssige behov. Vores opgave tager udgangspunkt i forestillingen om, at Tyrkiet kan løse nogle indre sikkerhedstrusler, ved at blive optaget i EU-samarbejdet. Dette vil vi sandsynliggøre ved hjælp af teorien om sikkerhedspolitikkens 5 dimensioner. Derefter tester vi hypotesen med indsamlet empiri, for at se om vores forestillinger svarer til virkeligheden. Vores analysestrategiske fremgangsmåde er derfor deduktiv. Ydermere kan vores analysestrategi beskrives som kvalitativ, da vores fokus er på analyse og forståelse af de relationer der eksisterer mellem Tyrkiet og EU (Olsen & Pedersen, 2008: 151f). 11

12 På baggrund af ovenstående besvarelser ser vores projektdesign således ud: 12

13 2.3 Begrebsafklaring Vi opererer med en række begreber i vores projekt, som kan tolkes på flere forskellige måder. Det er derfor vigtigt for forståelsen af projektet, at forklare hvad vi forstår ved dem. Sikkerhedspolitik kontra sikkerhed Vi har en vigtig skelnen i projektet mellem sikkerhedspolitik og sikkerhed. Når vi taler om sikkerhedspolitik menes udelukkende hård magt, altså militær magt. Sikkerhedspolitik i forhold til Tyrkiet er derfor deres konflikter med andre lande, som har karakter af, at true nationens sikkerhed, og derfor har mulighed for at antage en militær eskalation. I skarp kontrast hertil står begrebet sikkerhed. Når vi i projektet taler om sikkerhed forstås de indre trusler, Tyrkiets borgere står overfor. Det drejer sig her om, økonomisk sikkerhed, politisk sikkerhed, samfundsmæssig sikkerhed og miljømæssig sikkerhed. Det er altså sikkerhedsmæssige hensyn, som kan ramme den enkelte borger, og som er med til at skabe en generel usikkerhed i landet. Globalisering Når vi i projektet bruger begrebet globalisering, er det i politisk forstand. Med politisk globalisering forstår vi, hvordan politik har rykket sig fra, kun at blive ført på nationalt plan, til nu at blive påvirket af overnationale instanser. Der er her tale om multilevelgovernance, som er en betegnelse for, at der findes flere lag af styring over det nationale plan. EU er derfor i dette henseende et led i den politiske globalisering, i det den tilfører et overnationalt styrings lag for nationalstaterne. Kandidatland Betegnelse for de lande, der har søgt om optagelse i EU, og som anerkendes som optagelsesberettiget, når visse betingelser er opfyldt (Københavnskriterierne). Der er i øjeblikket tre kandidatlande: Tyrkiet, Kroatien og Makedonien. 13

14 Københavnskriterierne Politiske og økonomiske betingelser, som kandidatlande skal opfylde, før de kan optages i EU. Københavnskriterierne blev fastlagt under dansk formandskab på EUtopmødet i København i juni Acquis communautaire Dette er betegnelsen for EU s samlede regelværk. Det vil sige alt lige fra traktater til direktiver, Domstolens retspraksis, erklæringer og internationale aftaler. Når et nyt medlemsland optages i EU, skal landet som udgangspunktet opfylde Acquis communautaire fra første medlemsdag. 14

15 Introduktion til kapitel 3 Det eksisterende EU, som vi kender i dag, er et resultat af samarbejde mellem en håndfuld lande. Kollaborationen udviklede fra sig udelukkende at omhandle kul og stål, til i dag at omhandle alt fra fælles finanspolitik til terrorforebyggelse. Da den franske udenrigsminister Robert Schuman i 1950, fremsatte sin erklæring om at oprette et samordnet Europa med tætte økonomiske forbindelser, var formålet at skabe interdependens mellem de europæiske lande. Således at fremtidige stridigheder ville blive afviklet på fredelig og diplomatisk vis, og at en varig fred ville eksistere i Europa, i kraft af den gensidige afhængighed. (Folketinget, 2003: 21ff) Det grundlag, som nye lande forhandler medlemskab på, er de såkaldte Københavnskriterier, vedtaget på det Det Europæiske Råds møde i København i Der er tale om tre sæt betingelser, som kort kan ridses op således: (Folketinget, 2003: 43f) Politiske kriterier: Demokrati, retssamfund, beskyttelse af mindretal og respekt for menneskerettigheder; man kan først blive medlem, hvis der er stabile institutioner, som sikrer disse rettigheder. Økonomiske kriterier: Velfungerende markedsøkonomi robust nok til at klare konkurrencen i EU s indre marked. Administrative kriterier: Institutionel kapacitet til at håndtere og i praksis implementere EU s omfattende regelsæt, acquis communautaire. Tyrkiet blev på topmødet i Helsinki 1999 anerkendt som et ansøgerland, men de konkrete tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet blev ikke indledt, da landet således endnu ikke kunne opfylde den politiske del af Københavnskriterierne. (Folketinget, 2003: 44) 15

16 3 Baggrund Hvordan var Tyrkiets sikkerhedsmæssige situation op til udnævnelsen som EUansøgerland? 3.1 Indledning Ved anerkendelsen af Tyrkiet som kandidatland, definerede EU principielt set Tyrkiet som et europæisk land. Tyrkiet deler også mange fællestræk i forhold til EU-landene, men adskiller sig samtidig også herfra på en række områder. Vi vil i det følgende kapitel give det empiriske grundlag for det særegne ved Tyrkiets sikkerhedsmæssige behov anno 1999, og herefter vil vi i det efterfølgende kapitel analysere hvilke tiltag, som er blevet taget i Tyrkiet for at nærme sig EU yderligere. 3.2 Sikkerhedspolitiske trusler Tyrkiet ligger på grænsen imellem to kontinenter, og med naboer som ikke kan siges at være uproblematiske. Lande som Syrien, Iran og Irak er ikke lande som et EU-land som udgangspunkt ville ønske sig som naboer. Dette har op igennem tiden været med til at forme den Tyrkiske udenrigspolitik som en balancegang mellem vestlige alliancer og forholdet til de nære naboer (Sørensen & Boel, 2005: 283). Efter mange år med et anstrengt forhold og gensidige beskyldninger, erklærede præsident den nuværende Erdoğan, at han ville arbejde hårdt på at skabe bedre forbindelser med Tyrkiets nabolande, og gjorde dermed op med den tidligere tyrkiske politik, som grundlæggende gik ud på at Tyrkiet så sig omringet af potentielle fjender (Sørensen & Boel, 2005: 283). Med sin geografiske placering og med et godt forhold til sine mellemøstlige nabolande, kunne Tyrkiet med en indlemmelse i EU også være et brohoved for et bedre og bredere samarbejde imellem de to kontinenter Det kurdiske problem Man anslår at der er ca. 30 mio. kurdere i de fire nabolande Iran, Irak, Syrien og Tyrkiet. Det præcise antal er ikke kendt, da kurderne selv overdriver deres antal, imens de respektive regeringer ønsker at holde tallet så lavt som muligt (Sørensen & Boel, 2005: 156). Med Saddam Husseins angreb på de irakiske kurdere i starten af 1990 erne, blev der i Vesten skabt stor sympati for den kurdiske situation, og man beskyldte 16

17 Tyrkiet for ikke at ville tage imod kurdiske flygtninge. Dette bidragede til en øget utilfredshed i det sydøstlige Tyrkiet. En hjørnesten tilbage fra Tyrkiets oprettelse er den kemalistiske tanke om Hele folket er tyrkisk, og hele folket er inde for grænserne (Hansen, 2003: 71). Dermed har kurderne ikke krav på særlige rettigheder Syrien Hvis vi går ti år tilbage i tiden, havde Tyrkiet mobiliseret sin hær tæt op ad den Syriske grænse, og var ved at indlede en krig imod naboen fra syd. Denne konflikt udsprang af at Syrien i årevis havde huset ledere og træningslejre, som var tilknyttet den kurdiske organisation PKK. Syrien tog truslen alvorligt, og gik ind på tyrkernes krav (Sørensen & Boel, 2005: 285). Et andet punkt hvor Tyrkiet og Syrien har haft uenigheder, er vand. Ved Tyrkiets opførsel af det enorme dæmningsprojekt GAP, tog det næsten en måned at opdæmme de store vandreservoirer, og dermed blev der lukket for floden Eufrat, som går igennem Syrien. Dette blev i Syrien set som en magtdemonstration (Sørensen & Boel, 2005: 77f). På trods af disse stridspunkter, har man den seneste tid set en opblødning i forholdet imellem Tyrkiet og Syrien. Der er udvist stor vilje til samarbejde fra begge sider, f.eks. har Syrien i høj grad intensiveret sin aktive indsats over for bekæmpelse af terrorvirksomhed fra PKK s side. Tilsvarende har Tyrkiet også været med til at skærme Syrien overfor USA. Landenes forbedrede forhold skal ses i lyset af, at Tyrkiet i 1990 erne i højere grad var allieret med Israel, for at kunne lægge pres på Syrien i PKKspørgsmål. Men da der efterhånden er stigende samarbejde imellem Syrien og Tyrkiet, har Tyrkiet ikke længere brug for Israel på samme måde (Sørensen & Boel, 2005: 286f) Iran Iran og Tyrkiet har hver især udråbt sig selv til at være det andet lands modsætning. Hvor kemalisternes sekulære politik i Tyrkiet står garant for en skarp opdeling af religion og stat, er det væsentligste punkt i hele den iranske republik netop religionen. På trods af denne skelsættende forskel, har de to lande undgået krig de seneste årtier (Sørensen & Boel, 2005: 79). 17

18 Ifølge den tyrkiske efterretningstjeneste støttede Iran i mange år den kurdiske organisation PKK, og undlod at gribe ind over for disses træningslejre på iransk grund. Dette skulle efter sigende være for at puste til ilden, og dermed svække Tyrkiet. Den iranske støtte til de tyrkiske kurdere er dog forbi, da den så småt begyndte at inspirere Irans egne kurdere, til at følge samme metode for at nå sine mål (Sørensen & Boel, 2005: 288). Landenes forhold er blevet kraftigt forbedret, og samhandlen er steget markant. Desuden har man fra tyrkisk side været med til, at udbygge rørledninger til Iran, for at mindske sin afhængighed af russisk gas og olie. Et fremskridt som EU i en eventuel optagelse af Tyrkiet, i høj grad ville kunne drage nytte af (Sørensen & Boel, 2005: 288f) Cypern Der har på Cypern igennem mange år være stridheder imellem de græske og tyrkiske cyprioter. Græskcyprioterne udgør i alt 80 % af Cyperns befolkning, mens tyrkiskcyprioterne kun repræsenterer i alt 18 %. Cypern blev den 16. august 1974 invaderet af tyrkiske tropper, med formålet at beskytte det tyrkiske mindretal. Lige siden har forhandlingsaftaler om et forenet Cypern været på dagsordenen. Med pres fra Grækenland kom Cypern på listen over EU-kandidatlande. Grækenland håbende dermed, at EU kunne spille en vigtig rolle, når det kom til at forene Cypern (Hansen, 2003: 137). Konflikten har haft konsekvenser for Tyrkiets billede ud ad til. Det har blandt andet betydet, at EU forholdet er blevet forværret, hvilket førte til en afvisning af Tyrkiet som et EU-kandidatland i 1997 (Hansen, 2003: 137). I 1999 blev Tyrkiet godkendt som et ansøgerland, med en fremtidig forventning om at Tyrkiet ville medvirke konstruktivt i Cyperns foreningsplaner. Grækenland fik til gengæld et løfte om, at en forening ikke var en nødvendighed for græskcyprioternes optagelse i EU (Hansen, 2003: 138) Delkonklusion Tyrkiets forhold til sine nabolande har historisk set ikke været særligt godt. Igennem den seneste årrække må det dog siges, at være blevet forbedret markant. Spørgsmålet er, om denne forbedring kan tilskrives et øget EU-samarbejde, eller blot, at Tyrkiets egne 18

19 interesser har ændret sig. I det næste kapitel, vil vi derfor, i forhold til vores problemformulering, lave en analyse af, om hvorvidt Tyrkiets sikkerhedspolitiske trusler er blevet mindsket, siden indlemmelsesprocessen i EU startede, eller om der er andre faktorer, som har spillet en mere væsentlig rolle for landets førte sikkerhedspolitik. 3.3 Tyrkiets politiske trusler Tyrkiet er en konstitutionel republik med et flerparti parlament, en præsident, en regering, en offentlig administration, et retsvæsen og et nationalt sikkerhedsråd. Landets forfatning stammer fra 1982, hvor den blev lavet efter militæret i 1980 lavede et statskup. Ifølge landets egen forfatning er det en demokratisk, sekulær og social stat styret ud fra retslige principper (Kommissionen, 1998: 10). Dette er sådan, det politiske system overordnet er bygget op i Tyrkiet. Det virker umiddelbart som et vestligt liberalt demokrati, hvilket det på mange måder også er. Der findes dog en række undtagelser, som gør, at man ikke kan betegne det som et vestligt liberalt demokrati, og det er disse, vi vil beskæftige os med i dette afsnit. Men for virkeligt at forstå disse undtagelser, er det nødvendigt også at have kendskab til den konkrete opbygning af de forskellige led i det politiske system. Derfor vil vi også komme med en kort redegørelse af disse. Det tyrkiske parlament, kaldet TGNA, er ifølge artikel 7 i den tyrkiske konstitution det eneste organ i Tyrkiet, der kan vedtage love, som gælder i hele landet. Det er et étkammer parlament, som består af 550 medlemmer, der alle bliver valgt ved direkte valg. Valgene er frie og demokratiske og bliver afholdt med ca. 5 års mellemrum. Ifølge loven om valg af medlemmer til parlamentet foregår valget ved proportionel repræsentation, med en national spærregrænse på 10 %. Denne høje spærregrænse er problematisk, idet den gør, at der er mange stemmer, som ikke kommer til at tælle med i den sidste ende (Kommissionen, 2005: 10). Ved valget i 1995 var der således 4 millioner ud af 28 millioner gyldige stemmer, som ikke talte med pga. denne regel (Kommissionen, 1998: 11). Fremsættelsen af lovforslag kommer enten fra regeringen, eller fra medlemmer af parlamentet. Når et lovforslag er blevet godkendt i parlamentet, går det videre til 19

20 præsidenten, som inden 15 dage skal godkende lovforslaget, eller sende det tilbage til parlamentet, som da skal genoverveje det (Kommissionen, 1998: 11). Præsidenten i Tyrkiet besidder derfor en stor magt, idet han er en integreret del af den politiske proces. Valget af præsident foregår ved, at medlemmerne fra parlamentet vælger en fra parlamentet med 2/3 flertal. Dette sker med 7 års interval, og der er ikke mulighed for at en præsident kan genvælges, idet det er slået fast ved lov, at præsidenten kun må sidde en periode (Kommissionen, 1998: 11). Regeringen i Tyrkiet består af et råd af ministre, samt en premierminister. Premierministeren vælges fra parlamentet af præsidenten. Premierministeren vælger derefter 32 ministre til at udgøre regeringen sammen med ham. Ministrene står for hvert, deres ressort område, og de skal stå til rådighed for parlamentet til besvarelse af spørgsmål inden for deres område (Kommissionen, 1998: 12). Ud over centraladministrationen er Tyrkiet delt ind i 80 provinser, med hvert deres styrende organ. Hvis man ser på denne opbygning af landets politiske system, er det i fuld overensstemmelse med så mange andre liberale demokratiers opbygning. Ifølge EU s Agenda 2000 (en plan EU lavede i forbindelse med associationsaftalen fra 1995), er Tyrkiets politiske systems opbygning da også anerkendt som værende tilfredsstillende. Der findes dog en række områder, hvor det i realiteten halter efter europæiske standarder. Systemet lider under, at der findes omfattende korruption, både på embedsmandsniveau og i selve parlamentet. Dette skyldes, at offentligt ansatte i Tyrkiet er stærkt underbetalte i forhold til andre lande, samt i forhold til den private sektor. Det er derfor favorabelt for embedsmænd at tage imod bestikkelse, og andre former for korruption. Hvad angår valgte politikere, skyldes korruptionen til dels, at partierne i det tyrkiske system ikke nyder økonomisk støtte fra staten og derfor er afhængige af tilskud fra andre kilder. Der er herved skabt grobund for, at politikerne modtager bestikkelse for deres begunstigelser (Kommissionen, 1998: 12). Ligeledes findes der ikke nogen decideret antikorruptionslovgivning i Tyrkiet. Siden Tyrkiet formelt blev anerkendt, som ansøgerland til EU i 1999, er der dog blevet lavet 20

21 flere tiltag, som skal afhjælpe korruption, men der mangler stadig den fornødne implementering af disse love (Kommissionen, 2005: 18). Det juridiske system i Tyrkiet består af de juridiske og administrative retter, den konstitutionelle ret, appelretten og statsrådet. Over disse findes højesteretsdommerne. Disse står sammen med statsadvokaterne for ansættelsen og afskedigelsen af dommere og advokater til de juridiske og administrative retter, dog undtagen den konstitutionelle rets dommere. Disse udpeges af præsidenten på baggrund af en liste af kandidater fra alle de højere retter. Præsidenten vælger dommerne til højesteretten for en 4-års periode, og de udvælges ud fra en liste af kandidater fra appelretten og statsrådet. Højesterettens øverste led er justitsministeren (Kommissionen, 1998: 13). Der er store problemer i Tyrkiet med at skaffe advokater nok til, at det juridiske system kan fungere ordentligt. Dette skyldes lave lønninger, samt svære arbejdsbetingelser. Korruption er derfor også udbredt i det juridiske system for at kompensere for disse mangler. På flere områder lever det tyrkiske retsvæsen ikke op til vestlige demokratiske standarder, og ofte kommer de på kant med menneskerettighederne. Hvad angår den tyrkiske antiterrorlovgivning, har man oprettet statssikkerhedsretter. Disse har til formål at dømme i sager, hvor man formoder, at der er tale om underminering af statens sikkerhed. Ifølge EU foregår disse retssager under uacceptable forhold. De lægger for eksempel for meget vægt på at få en tilståelse, og ser derfor bort fra traditionelle undersøgelsesmetoder. Ligeledes er forholdet imellem anklager og forsvarer ulige, idet forsvarerens udtalelser ikke tages til referat, og derved ikke indgår på lige fod med anklageren. Samtidigt tager sagerne unaturligt lang tid, og de anklagede bliver tilbageholdt uden at komme for en dommer inden retssagerne. Hvad angår dommernes neutralitet i sagerne, kan der også rejses tvivl, idet 1/3 af dommerne repræsenterer militæret, og derfor er underkastet militær disciplin (Kommissionen, 1998: 13). I det civile retsvæsen og i kriminalretter findes også uregelmæssigheder. Retssagerne tager ofte usandsynligt lang tid, og dommerne er meget afhængige af højesteretsdommernes og statsadvokaternes beslutninger, hvilket umuliggør en selvstændig domsafsigelse. Der er også for lidt adskillelse imellem det politiske system og det juridiske. Dette skyldes, at flere af de højere retters dommere bliver valgt af 21

22 præsidenten, samt at justitsministeren har for stor indflydelse på domsafsigelsen i mange sager. I tilfælde af en ministerrokade eller en ny regering sker der også store omvæltninger i det juridiske system, i kraft af justitsministeren kontrol over højesteretsdommerne (Kommissionen, 1998: 13). Det nationale sikkerhedsråd er ledet af præsidenten og består af premierministeren, chefen for generalstaben, sikkerhedsministeren, indenrigsministeren, udenrigsministeren, kommandørerne fra hæren, flåden og luftvåbnet, samt kommandøren for gendarmeriet (Kommissionen, 1998: 14). Rådets beslutninger er ikke legalt bindene, men deres beslutninger vejer højt i den politiske proces. Grunden til dette stammer tilbage til Kemal Atatürk, som i sin tid lagde vægt på militærets rolle som de tyrkiske idealers vogter, og derfor har forsvaret en enorm betydning i det tyrkiske samfund (Candar, 1999: 10). Det nationale sikkerhedsråd er sammen med regeringen Tyrkiets mest magtfulde organ. Det startede ud med i 1962, da det blev dannet, at være militærets måde at påvirke spørgsmål, der havde med national sikkerhed at gøre. I 1982, da landets konstitution blev ændret efter et militærkup, fik militæret gjort rådet stærkere, således at det havde bemyndigelse til at tage beslutninger på andre områder end national sikkerhed. Rådet er nu med til at påvirke alt fra, hvad der må vises i tv, til hvilket sprog der undervises på i skolerne. Idet rådet består af militære folk, står det ikke direkte til ansvar overfor befolkningen, og det er derfor en klar svækkelse af det tyrkiske demokrati, at det besidder magt på lige fod med regeringen (Sakallioğlu, 1997). Siden Tyrkiet blev et formelt ansøgerland til EU i 1999, er der blevet lavet mange tiltag for at forbedre det politiske og juridiske system Delkonklusion Der findes nogle fundamentale problemer i Tyrkiets politiske system, som skal rettes, før en evt. optagelse i EU kan finde sted. De politiske og juridiske systemer skal adskilles, ligesåvel som de skal gøres mere gennemskuelige. Retsvæsenet, i sig selv, skal også forbedres med henblik på rettergang af formodede terrorister. Det største problem skyldes dog militærets indflydelse i det politiske system, og Tyrkiet er derfor nødt til, at gøre op med kemalismen, og derved mindske militærets magt. 22

23 3.4 Tyrkiets økonomiske trusler Tyrkiets økonomi var frem til 1980 erne præget af store omvæltninger i samfundet, så som overgangen fra et agrarsamfund til industrisamfund, i form af migrationen fra land til by. For at tilpasse økonomien, iværksatte den daværende præsident Özal, en lang række reformer, omhandlende privatiseringer, økonomisk liberalisering og bekæmpelse af inflationen. Den største kilde til inflation, var det enorme statsbudget, som bl.a. var forårsaget af underskudsgivende statsforetagender, store udgifter til militæret og landbrugsstøtte, samt ineffektiv skatteinddrivelse (Sørensen & Boel, 2005: 73). I det følgende vil vi se på, hvilke sikkerhedsmæssige trusler den tyrkiske økonomi står overfor, fra og med reformpolitikken startede i 1980 frem til optagelsesprocessen i EU startede i Tiltagene efter de økonomiske reformer i 1980 erne betød, at den tyrkiske økonomi gik ind i en positiv udvikling med en vækst per år, på gennemsnitligt 6 % (1980 til 1997). Samtidigt betød den gradvise liberalisering af økonomien til omverdenen, at eksporten steg fra 4,3 % af BNP i 1981 til 23,9 % i 1997, og importen steg fra 11,7 % af BNP i 1981 til 29,5 % i Siden 1996 har Tyrkiet været en del af den europæiske toldunion, hvilket yderligere har været med til at øge samhandelen med de andre europæiske lande (Kommissionen, 1998: 22) ernes reformer var derved succesfulde i at få åbnet økonomien, således at Tyrkiet kunne agere på det globale marked på lige fod med andre lande. På trods af disse gode tegn fandtes dog stadig mange områder, hvor økonomien ikke levede op til vestlige standarder. En af de store svagheder ved den tyrkiske økonomi, stammede tilbage til de dårlige tider før reformpolitikken i 1980 erne. Den offentlige sektor i Tyrkiet udgjorde stadig en alt for stor del af landets samlede økonomi, med 11 % af værditilvæksten i industrien. For at Tyrkiet kunne leve op til EU s optagelseskrav, var yderligere reformer for at reducerer den offentlige sektor, derfor nødvendige (Kommissionen, 1998: 22). Landbrugssektoren i Tyrkiet bestod i 1998 af 42 % af den arbejdsduelige tyrkiske befolkning. Dette relativt høje antal hænger sammen med at de eksisterende landbrug i Tyrkiet, var små og ineffektive, i forhold til EU-standarder. Hvis Tyrkiets økonomi skulle leve op til EU s optagelseskrav, var det derfor nødvendigt at, man fra tyrkisk side fik effektiviseret og moderniseret landbrugssektoren. Dette ville frigøre store dele af den 23

24 tyrkiske arbejdsstyrke, som da ville kunne omskoles til at arbejde i industrien og servicesektoren, og derved yderligere være med til at skabe vækst i økonomien (Kommissionen, 1998: 22f). Den finansielle sektor i Tyrkiet var inden optagelsesprocessen startede i 1999, også lille i forhold til EU-standarder, og udgjorde kun 2,3 % af BNP. Dette var problematisk i forhold til den tyrkiske økonomi, givet deres rolle som finansielle formidlere. I tilfælde af finansielle kriser, ville sektoren ikke være stor nok til, at kunne klare sig på egen hånd, uden støtte fra staten (Kommissionen, 1998: 23). De socioøkonomiske indikatorer viste i 1998, at Tyrkiet var meget splittet de forskellige regioner imellem, hvad indkomst per indbygger angår. I 1987 til 1994 steg det tyrkiske BNP med 22 %, men ser man på øst Anatolien steg det tilsvarende kun med 10 %, mens det ved det Ægæiske hav steg 27 %. I 1994 var indkomsten per indbygger af BNP ca. 3,5 gange højere i Marmara regionen, end i øst Anatolien. Den økonomiske spredning imellem de forskellige regioner i Tyrkiet udgjorde derfor en reel trussel, for landet både på et økonomisk plan, såvel som på det samfundsmæssige plan (Kommissionen, 1998: 23). Dette problem var også af særlig interesse for EU, idet strukturforanstaltninger, i 1999 udgjorde den 2. største post på det samlede EU-budget (Se figur 1). Det ville derfor komme til at koste EU dyrt i støtte ved en optagelse. 24

25 Figur 1: Kilde: EU oplysningen (2008) Som resultat af den tyrkiske økonomis moderniseringen og liberaliseringen i 1980 erne, blev denne i perioden en af verdens hurtigst voksende økonomier. Dette medførte dog også underskud på statsbudgettet og høj inflation (Jvf. Figur 2). I 1997 iværksatte regeringen et stabiliseringsprogram som i samarbejde med Den Internationale Valutafond, skulle bringe den løbske inflation under kontrol, og bringe Tyrkiet ud af inflationscyklussen. Kort sagt, gik programmet ud på at styrke de offentlige finanser, og fremskynde privatiseringen med henblik på en øget økonomisk effektivitet. Figur 2 Tyrkiets inflation Årlig Procentændring År Kilde: IMF (2008) 25

26 3.4.1 Delkonklusion I dette afsnit har vi vist de overordnede økonomiske trusler, som Tyrkiet stod overfor inden optagelsesprocessen i EU startede. Det står klart, at der er en række fundamentale mangler i den tyrkiske økonomi, som der skal rettes op på inden en optagelse kan komme på tale. I det næste kapitel vil vi derfor lave en analyse af hvordan optagelsesprocessen er forløbet, og hvilke ændringer der er foretaget i den tyrkiske økonomi for at leve op til EU s standarder. 3.5 Samfundsmæssige trusler I dette afsnit ser vi på hvilke trusler, den civile tyrkiske befolkning er konfronteret med, og hvilke befolkningsgrupper der er særligt udsatte. Hvad gør den historisk autoritære tyrkiske stat for at værne om det tyrkiske sprog, kultur, religion og national identitet, og hvilke konsekvenser har det for deres optagelse i EU? Da Atatürk i begyndelsen af 1920 erne stod i spidsen for skabelsen af den Tyrkiske Republik, var et af målene, som den kemalistiske elite i Tyrkiet siden har overtaget, at samle og holde Tyrkiet samlet. Alle der boede inden for den tyrkiske grænse, skulle regnes som tyrkere uanset deres etniske tilhørsforhold. Denne overbevisning stod i direkte modstrid med det, det kurdiske folk var blevet lovet i Sèvres-traktaten. Da det lykkedes Atatürk at få omstødt Sèvres-traktaten til Lausanne-traktaten, hvori minoriteterne i Tyrkiet og deres interesser ikke var beskyttet af mindretalslove, opstod der derfor stor utilfredshed blandt det kurdiske folk (Hansen, 2003: 72). Kurderne, der tæller ca millioner ud af det samlede befolkningstal på godt 70 millioner, er centreret i forskellige områder i Tyrkiet, der er præget af fattigdom, og ofte er socialt tilbagestående. I stedet for at søge at mindske skellet mellem de kurdiske områder og resten af Tyrkiet, har de skiftende tyrkiske regeringer, stærkt influeret af den kemalistiske elite, forsøgt at udrydde den kurdiske kultur. Dette er f.eks. sket ved at indføre et forbud mod at benytte sig af kurdisk i det offentlige rum, samt forbyde kurdiske politiske organisationer (Hansen, 2003: 73). Den tyrkiske undertrykkelse af kurderne førte i 1974 frem til dannelsen af Det Kurdiske Arbejderparti PKK. PKK s politiske kamp for at skabe en fri kurdisk stat i den sydøstlige del af Tyrkiet eskalerede i 1980 erne til en væbnet kamp mod regeringsstyrkerne, der indtil videre har betydet en blodig konflikt med mere end

27 døde. Mange af de døde i konflikten er civile, der enten er blevet ofre for PKK s terrorangreb eller regeringsstyrkernes brutale jagt på medlemmer af PKK (Hansen, 2003: 73). Med grundlæggelsen af Tyrkiet skete der en magtforskydning i det tyrkiske samfund. Magten, der i Det Osmanniske Rige havde ligget hos islamisterne, kom i hænderne på den kemalistiske elite. Dette medførte at den tyrkiske stat blev sekulariseret og at de religiøse institutioner i Tyrkiet kom under stram statslig kontrol (Hansen, 2003: 65). Med kemalismen i hovedsædet blev den tyrkiske nationalisme, frem for Islam, samlingspunkt for den tyrkiske befolkning. Dette varede frem til 1980 erne, hvor den tyrkiske stat gennemførte en moderniseringsproces, der skulle omstrukturere det tyrkiske samfund med henblik på at skabe en mere international og konkurrencedygtig økonomi. Moderniseringsprocessen betød at skellet mellem rig og fattig i Tyrkiet voksede, hvilket fik store sociale konsekvenser for samfundet. Typisk i byerne oplevede man, at der opstod et nyt dynamisk og gunstigt miljø for unge ambitiøse mennesker, mens man i landdistrikterne oftere oplevede at blive marginaliseret, i det der ikke fandtes de samme karrieremæssige og økonomiske udfoldelsesmuligheder. Som følge af den voksende ulighed og velfærdsforskel i det tyrkiske samfund mistede nationalismen sin effekt som bindeled mellem de forskellige befolkningsgrupper i Tyrkiet (Hansen, 2003: 64). I takt med nationalismens aftagende betydning i 1980 erne opstod islamismen i Tyrkiet på ny. Primært den marginaliserede del af befolkning følte sig svigtet af den tyrkiske elite og deres politiske holdninger tog derfor, ligesom deres værdier, en islamisk retning. Den voksende folkelige opbakning til Islam i 1980 erne steg yderligere i 1990 erne, og førte til grundlæggelsen af velstrukturerede organisationer og politiske partier, hvis agenda var at øge islamismens betydning i samfundet. Hermed opstod der for første gang siden det moderne Tyrkiets grundlæggelse et reelt politisk alternativ til den kemalistiske elite (Hansen, 2003: 66). Den øgede islamisering af det tyrkiske samfund i 80 erne og 90 erne medførte dog også en vis radikalisering. Dette udmøntede sig i flere angreb på folk, der ikke blev anset for at være rettroende og mord på fortalere for sekulariseringen. Som modangreb strammede eliten sit greb om den religiøse og politiske scene i Tyrkiet. Op gennem 80 erne og 90 erne oplevede tyrkerne derfor at demokratisk valgte regeringer blev afsat, 27

28 ved en række militærkup, fordi de førte en islamistisk politik. Også fremtrædende fortalere for Islam blev fængslet eller fik karantæne mod at deltage i den offentlige debat (Hansen, 2003: 60). Det tyrkiske militær har siden dannelsen af den Tyrkiske Republik haft en uforholdsmæssig stor magt over det civile samfund. Da militæret og et stort antal vigtige poster i den tyrkiske stat er styret af den sekulære kemalistiske elite, har der, hver gang den tyrkiske elite har følt sig truet, været indført nogle autoritative stramninger der indskrænker den almene tyrks frihed. Som resultat, af indskrænkningerne for tyrkernes personlige frihed, er der sket utallige overtrædelser af FN s konventionelle menneskerettigheder. Overtrædelserne af menneskerettighederne dækker bl.a. over tortur af fanger, en voldsom indskrænkelse af ytrings, presse, forsamlings og foreningsfrihed og overgreb på minoriteter. Sammen med kurderne er det særligt alevimuslimerne, der med sine ca. 15 millioner tilhængere er den næststørste trosretning i Tyrkiet, kun overgået af sunnimuslimerne, der oplever at blive diskrimineret af den tyrkiske stat. Protester imod krænkelserne af menneskerettighederne rejses ofte af NGO er der opererer i Tyrkiet, men deres protester er ofte kortvarige og uden den nødvendige gennemslagskraft, fordi de anklages af den tyrkiske stat for at udbrede separatist propaganda, eller bliver tvunget til at forlade landet (Kommissionen, 1999: 11ff) Delkonklusion Den tyrkiske regering befinder sig i svært dilemma, i det de ønsker at blive en del af EU, så de kan opnå de økonomiske goder, det vil medføre. Et medlemskab af EU, og opfyldningen af kravene i acquis communautaire, er dog ensbetydende med mindre kontrol over civilsamfundet, og dermed øget risiko for radikal islamisme, og en eskalering af den kurdiske selvstændighedskamp. 3.6 Miljømæssige trusler Tyrkiet står overfor en række forskellige miljømæssige problemstillinger. Nogle af dem kan være med til at forhale indlemmelsen i EU, imens andre har gjort, at EU og Tyrkiet har fået et tættere samarbejde. De tre primære områder, hvor Tyrkiet har miljømæssige trusler er indenfor, energiressourcer, drivhusgasser og naturkatastrofer: 28

29 Før i tiden fik Tyrkiet dækket en stor del af energiressourcebehovet vha. vandkraftværker, men grundet klimaændringer blev Tyrkiet nødsaget til at stole mere på gas og olie frem for vandkraft. Tyrkiet får olie og gas fra en række kilder, men 60 % af gas behovet dækkes alene af Ruslands monopolistiske gasfirma, Gazprom. Denne forbindelse ønsker Tyrkiet at bibeholde, men ønsker samtidig at mindske afhængigheden af Rusland (Katinka, 2007: 2). Tyrkiets egne olie- og gasreserver udgør kun en lille brøkdel af landets hastigt stigende efterspørgsel. Derudover skal det siges, at Tyrkiet har et stort ressourcespild, hvor at der i mange år ikke er sket fremskridt (Kommissionen, 2001: 78). Statistik (EEA, 2007: 2) viser at Tyrkiet i 1998 udledte ca. 255 millioner ton drivhusgasser, hvilket er en halv gang så meget forhold til Problemerne indenfor den industrielle og bymæssige forurening bliver altså værre, og tyrkisk miljølovgivning har ifølge Kommissionen (1998: 41) utilfredsstillende standarder, inden for overvågning og målemetoder. Der bliver ganske enkelt ikke ydet tilstrækkelig indsats for at bekæmpe forurening. Naturkatastrofer er også en del af klimaændringerne og en del af de miljømæssige sikkerhedsårsager. Grundet Tyrkiets geografiske placering, er der stor risici for naturkatastrofer, i form af jordskælv. I 1999 var dette årsag til at knap tyrkere mistede livet (Lauritsen, 2000). Jordskælvet skete kun godt 100 km væk Tyrkiets største handelsby, Istanbul. Dette ramte den tyrkiske økonomi hårdt, da hele 35 % af industrien var beliggende i området omkring skælvet. EU ydede dertil 16 millioner Euro i bistand for de tab tyrkerne havde lidt (Theils, 1999). Tyrkerne kom dog hurtigt oven på igen, og det skulle vise sig at jordskælvet var en slags anstiftelse for optagelsesprocesserne mellem EU og Tyrkiet. Det var i hvert fald sådan, Dietrich Jung, forsker i Mellemøsten, forklarede det. Han påpegede at jordskælvet betød den tyrkiske nationalismes fald. Tyrkiet kunne ikke alene klare ærterne for genopbygning af landet, og var altså afhængig af den støtte der kom udefra (Nielsen, 1999). Mange tyrkere ændrede hermed holdning til EU, da de indså at landets økonomi, ikke kunne klare sig uden EU s støtte. Denne udvikling er interessant i forhold til hvordan EU kan opfylde Tyrkiets sikkerhedsmæssige behov. Tyrkiet er pga. klimaforandringer og naturkatastrofer afhængige af hjælpen fra EU. Til gengæld skaber det en forvirring og undren overfor hvad EU tilgodeser ved Tyrkiet. 29