Hvem ejer fremtiden? fo tema: Hvem ejer fremtiden? FO/fremtidsorientering #6 2009

Transkript

1 fo tema: Hvem ejer fremtiden? FO/fremtidsorientering # Copenhagen Institute for Futures Studies Instituttet for Fremtidsforskning Hvem ejer fremtiden?

2 flickr: hyperscholar / Guido random Alvarez

3 Slaget om immaterialret minder på mange måder om gamle dages bondeoprør. Herremændene ejede jorden, og bønderne skulle betale for retten til at opdyrke den. Herremændene kunne på den måde tjene en masse penge uden at røre en finger, fordi en fjern forfader med magt havde tilranet sig et stykke land. Nogle gange blev herremændene for griske, og så gjorde bønderne oprør, smed herremændene på porten og tog landet som deres eget indtil kongens soldater bankede dem på plads igen Læs mere side 9 Cover: flickr: Richard Faulder / Richard Faulder

4 leder Hvem ejer fremtiden? Hvem ejer fremtiden? Sådan spørger vi i dette nummer af FO/Fremtidsorientering og sigter til den lovbestemte immaterialret, som skal hindre andre mennesker end ophavsmanden i at bruge den idé, det system, den metode, det produkt, det værk eller den opfindelse, han mener at eje retten til at udnytte eksklusivt. Denne retslige beskyttelse af intellektuelle frembringelser håndhæves i Danmark gennem blandt andet ophavsretsloven og patentloven, og i USA måske mere kendt gennem fx copyright-ordningen. Herfra stammer det berømte -symbol, som ses på forsiden. Copyright-systemet er altså amerikansk og har ikke så meget med den europæiske tradition at gøre. Men copyright-symbolet er måske det stærkeste signal i verden på, at nogen ejer retten til noget, og i virkeligheden er forskelle mellem den amerikanske tradition og den europæiske ikke det centrale her. Det er holdningen bag enhver protektionisme om den så kommer til udtryk i det ene eller andet system eller regelsæt der er interessant at tage op til overvejelse. For er al denne beskyttelse altid fornuftig? Gavner den samfundet, og gavner den samfundets udvikling? Eller er den måske tværtimod en barriere for udvikling? Det er disse spørgsmål, vi rejser, og vi spørger altså med udgangspunkt i ethvert system, der giver rettigheder til nogle få på bekostning af fællesskabet. Fremtiden er kun mulig, hvis der finder en udvikling sted. Ellers er fremtiden lig nutiden, fordi tid som fænomen kun kan iagttages gennem det forandrede. Udvikling er altså til hver en tid den centrale ingrediens. En del af denne udvikling er vi som mennesker selv herre over, og menneskets teknologiske og kulturelle udvikling handler netop om de nybrud og de opfindelser, der er gjort til fællesskabets bedste. Der findes masser eksempler på opfindelser, som har bragt menneskeheden et lille eller et stort skridt fremad opfindelser, som kun er udbredt i det omfang, de er, fordi ophavsmanden eller -kvinden ikke tog patent på ideen. Beatles havde næppe nogensinde kunnet eksistere (og nyde godt af deres ophavsret til Yesterday og mange andre sange), hvis ikke den moderne akustiske guitar var blevet udviklet i 1830 erne. Det blev den af Christian Frederick Martin (født 1796), der opfandt de lister, der sidder på guitardækkets inderside, og som fordeler lyden anderledes end på den gammeldags guitar (et i omfang noget mindre og i popularitet langt mindre udbredt instrument, der ikke i nævneværdig grad blev skrevet musik til). Placeringen af listerne er ganske enkelt den perfekte - i hvert fald har ingen i de sidste 150 år fundet en bedre måde at gøre det på, oplyser den danske agent for guitarmærket CF Martin (for jo, Christian Frederick Martins guitarer produceres endnu) 1. Pointen er naturligvis, at Martin ikke tog patent på sin opfindelse, og derfor udbredtes hans idé over hele verden uden på noget tidspunkt at blive forsinket af patentperioder. Den moderne, akustiske guitar var en realitet, og dermed var vejen altså banet for de langt senere Beatles og med dem Bob Dylan, Eric Clapton... fortsæt selv. Havde Martin derimod tænkt protektionistisk, var udviklingen nok gået noget langsommere og hvem ved? Måske var den moderne akustiske guitar aldrig blevet den verdensomspændende succes, som den blev. I videre forstand er pointen naturligvis, hvad allerede Sir Isaac Newton ophavsmand til blandt andet tyngdeloven i 1680 erne kunne formulere med sin berømte sætning, nemlig at når han så meget længere end andre, var det fordi, han stod på skuldrene af giganter. Med andre ord: Newton var intet uden fx Tycho Brahe eller Johannes Kepler, ligesom fx den senere Albert Einstein tilsvarende intet var uden Newton. Alle store begavelser og alle store opfindelser bygger på bidrag fra mange andre. Menneskets indsigter og opfindelser er altid led i en kæde. Der er flere andre eksempler på opfindelser og ideer, som ikke er patenterede eller ophavsrets- eller designbeskyttede, og som derfor er blevet til fælleseje. Den amerikanske opfinder, politiker og polyhistor Benjamin Franklin opfandt fx lynaflederen 2, og Marie Curie, den polskfødte, franske kemiker og nobelprismodtager, udviklede processen bag berigelse af uran 3. Ingen af dem tjente penge på deres opdagelser, som de ønskede udbredt og mangfoldiggjort til samfundets bedste. Videnskaben har en tradition for at dele (hvilket Klaus Æ. Mogensen blandt andet skriver om i sin artikel, side 9). Det har den kommercielle industri desværre ikke. Det er to logikker, der ikke harmonerer. Videnskabens kode (i en luhmannsk forstand) er sandt/ikke-sandt, mens industriens er profit/ikke-profit. Der er ingen af koderne, der er forkerte, de tilhører blot hvert sit subsystem i samfundet. Men i et udviklingsperspektiv er der dog ingen tvivl om, hvilken af koderne, der tjener samfundet som helhed bedst, og det er ikke industriens. Det er nemlig det snævre ønske om profit, der driver udviklingen mod flere patenter og mere protektionisme, hvilket igen hindrer, at vi kan stå på skuldrene af hinanden. 4 fo#

5 flickr: khrawlings / kevin rawlings Erhvervslivets logik handler jo om at udradere konkurrenter, ikke om at hjælpe dem op. Det er ikke fordi, der slet ikke kan komme noget godt ud af patenter. I et økonomisk perspektiv er det forståeligt, at en branche som fx medicinalindustrien har behov for patentbeskyttelse i en periode for at få råd til de udgifter, der er forbundet med udvikling af et nyt præparat. Uden efterfølgende indtjening, ingen udvikling til at begynde med det er logisk nok. Patenterne fungerer her som en slags sikring af indtægter og som motivation for overhovedet at gå i gang med at udvikle. Men der er næppe heller ikke tvivl om, at netop medicinalindustrien gør sig endog store anstrengelser for uretmæssigt, mener mange at forny deres patenter. Et forhold, der for nylig i Dagbladet Information blev omtalt som patentkrumspring. Disse krumspring holder de billigere kopiprodukter væk fra markedet, og det er til økonomisk ulempe for de patienter, der skal bruge medicinen 4. Baggrunden for en anke mod patentkrumspring (og beslægtede fænomener) er, at når et patent er udløbet, så er tavlen visket ren. Rettighedshaverne har haft deres periode med et lovmæssigt monopol, men nu er opskriften ude til fælles bedste, og monopolet er brudt. En beslægtet anke kan man rette mod ophavsretten eller rettere: den udbredte eller overdrevne håndhævelse af den og her handler det altså ikke om opfindelser, men om værker, fx musikstykker eller bøger. Det skriver henholdsvis Klaus Æ. Mogensen (side 9) og Henrik Moltke (side 14) mere om sidstnævnte som repræsentant for det verdensomspændende Creative Commons, der gør det muligt at gradbøje sine rettigheder og dermed optræde mindre protektionistisk. Læs også Cory Doctorows artikel, side 37, der beskriver, hvordan et par kæmpestore koncerner Amazon og Google med kontrol over de forhold, under hvilke kreative værker bliver lavet, distribueret, nydt, købt og solgt, kan ende med at ødelægge de måder, som verden taler med sig selv på i en fortløbende, kulturel diskurs. Artiklen er især interessant, fordi den kobler patent som fænomen til det beslægtede monopol og viser, hvordan de begge kan hindre en hensigtsmæssig samfundsudvikling. Også her er det underliggende spørgsmål: Hvem ejer fremtiden? Eller som Doctorow formulerer det: Hvem skal være portvogterne? Jeg vil ønske god læselyst med dette nummer af FO, der rummer mange andre bidrag i og uden for tema. I øvrigt er nummeret gjort tilgængeligt efter en licens fra Creative Commons, så del det gerne med andre. Morten Grønborg, ansv. redaktør Dette nummer af FO/Fremtidsorientering er gjort tilgængeligt efter en licens fra Creative Commons. Du har derfor lov til at fremstille eksemplarer og gøre værket tilgængeligt for almenheden, men du skal kreditere værket, og du må ikke bruge det til kommercielle formål. Hvis du ændrer, bearbejder eller bygger videre på værket, må du kun videresprede det resulterende værk under en licens, der er identisk med denne. noter fo#

6 indhold tema: hvem ejer fremtiden? leder: Hvem ejer fremtiden af morten grønborg...4 Den nye klassekamp Af Klaus Æ. Mogensen...9 Skal vi have strammere regler og bedre beskyttelse af immaterielle goder eller skal vi have blødt reglerne op, så vi får friere adgang til at bruge andres tankeprodukter? Efterhånden som fronterne bliver trukket skarpere op, ligner det mere og mere en ny klassekamp mellem folket og de reaktionære magthavere denne gang med immaterialretten som frontlinje Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved Af Henrik Moltke...15 Creative Commons er en organisation og et juridisk værktøj, der på simpel vis sætter en ophavsmand i stand til at gradbøje sin ophavsret. All rights reserved bliver til some rights reserved. Men der hersker en del misforståelser og myter om Creative Commons, mener den danske projektleder for organisationen. Læs med og få myterne bustet Sampling, mashup, remix, kopi... Om vor tids kunstneriske væren-i-verden Af Morten Grønborg...23 Sampling, mashup og beslægtede metoder vinder frem som kunstneriske strategier. Det udfordrer immaterialretten. Men der er andet og mere på spil end blot jura, for metoderne tegner omridset af vor tids skabende væren Hybrid Space internettet flytter hjemmefra Af Jacob S. Thomsen...30 Du kan lige så godt vænne dig til, at internettet ikke er, som det har været. Eller rettere: internettet er ikke, hvor det har været. Det er nemlig flyttet hjemmefra og forandrer den måde, vi lever, bor, arbejder og bevæger os på. Læs om fænomenet Hybrid Space og deltag i den kollaborative udvikling af The Hybrid Space Manifesto Hvordan internettets portvogtere kvæler fremskridtet Af Cory Doctorow...37 Et par kæmpekoncerner er ved at blive mellemled mellem medieskabere og mediebrugere. Det betyder en fare for, at at disse koncerner, gennem ond tro eller manglende omtanke, kan ende med at ødelægge de måder, som verden bruger til at tale med sig selv på i en fortløbende, kulturel diskurs. Læs med for at få mere at vide om problemet og Cory Doctorows forslag til løsninger Forretningsmodeller i anarkistøkonomien Af Klaus Æ. Mogensen og Niels Bøttger-Rasmussen.45 Tendensen og logikken anarconomy vil udfordre selve firmaet som værdiskabende konstruktion, den hierarkiske organisationsstruktur og den traditionelle prisdannelse. Hvad der før kostede formuer, bliver i fremtiden gratis! Men tendensen rummer også en række forretningsmodeller for fremtiden. Læs med og bliv klogere Sandheden er et knapt gode Af Christine Lind Ditlevsen...53 Vi har længe levet i en hyperrelativistisk tid, hvor hvert individ følger sin sandhed. Det har gjort os frie til at leve og tænke, som vi hver især synes er rigtigt, men det har også gjort os ensomme og nægtet os den fælles platform af verdenssyn og værdier, som giver et samfund dets sammenhængskraft. Men måske er et skifte på vej. Efter en individualistisk guldalder presser fællesskabet sig nemlig på igen, argumenterer forfatteren De ejer fremtiden Johan Peter Paludans klumme...58 Der er mere rift om fremtiden end tidligere. Der var en gang, hvor Instituttet for Fremtidsforskning stort set havde fremtiden for sig selv. Sådan er det ikke mere. Stadig flere ønsker at være med til at belyse fremtiden. Selv på universitetsniveau! Det skyldes nok, at der er penge, undskyld: bevillinger, i det og at den forøgede forandringstakt har gjort fremtiden mere interessant Krig og fred i det 21. århundrede Af Jeffrey Saunders...60 I sin seneste bog Krig og fred i det 21. århundrede præsenterer Bertel Heurlin meget overbevisende de problemstillinger og tendenser, der har været med til at ændre vores opfattelse af begreberne krig og fred siden slutning af den kolde krig, og især efter 11. september Forandringshastigheden stiger, ikke bare for virksomhederne og individet i samfundet, men også for vores civile og militære institutioner. Begreberne krig og fred ændrer tilsvarende betydning i et højt tempo betydningen er meget anderledes, end den var for blot 20 år siden og nutidens internationale operationer kræver både civil og militær indsats. udenfor tema Den bekvemme fejlslutning om psykologiens rolle i finanskrisen Af Thomas Geuken & Farzin Farahmand...63 Økonomers omgang med psykologiske termer er effektivt med til at holde de forkerte personer ansvarlige for den finansielle krise FO/fremtidsorientering udgives af Instituttet for Fremtidsforskning (IFF) / Copenhagen Institute for Futures Studies (CIFS) Nørre Farimagsgade 65, 1364 København K. Tlf , [email protected], og ansv. redaktør: Morten Grønborg, [email protected] international redaktør: Klaus Æ Mogensen, [email protected] Sekretariat og korrektur: Ellen Mauri, [email protected] oversættelse til dansk: Ellen Mauri Art direction: Stine Skøtt Olesen, layout: Abonnement 2009: DKK excl. moms, inkl. to trykte eksemplar og online adgang. Udkommer 6 gange om året. Oplag: 4500 ex., heraf 1000 på engelsk ISSN: online ISSN: Tryk: ATM Arktryk Medlem af Danske Specialmedier. Artiklernes holdninger er forfatternes egne. Gengivelse af tekst tilladt med kildeangivelse. Instituttet for Fremtidsforskning (IFF) / Copenhagen Institute for Futures Studies (CIFS) er en uafhængig vidensvirksomhed grundlagt i 1970 af tidligere OECDgeneralsekretær og professor Thorkil Kristensen. CIFS analyserer tendenser, der former fremtiden lokalt og internationalt. CIFS giver både fremtiden og nutiden perspektiv, og vi fortæller gerne om det. CIFS er organiseret som en forening med pt. 100 medlemmer. 6 fo#

7 flickr: underwhelmer / Jon

8 flickr: Dawn Endico / Dawn Endico flickr: hyperscholar / Guido random Alvarez

9 Den nye klassekamp Af Klaus Æ. Mogensen Skal vi have strammere regler og bedre beskyttelse af immaterielle goder eller skal vi have blødt reglerne op, så vi får friere adgang til at bruge andres tankeprodukter? Efterhånden som fronterne bliver trukket skarpere op, ligner det mere og mere en ny klassekamp mellem folket og de reaktionære magthavere denne gang med immaterialretten som frontlinje fo#

10 Den nye klassekamp - Af Klaus Æ. Mogensen Bondeoprør i cyberspace Slaget om immaterialret minder på mange måder om gamle dages bondeoprør. Herremændene ejede jorden, og bønderne skulle betale for retten til at opdyrke den. Herremændene kunne på den måde tjene en masse penge uden at røre en finger, fordi en fjern forfader med magt havde tilranet sig et stykke land. Nogle gange blev herremændene for griske, og så gjorde bønderne oprør, smed herremændene på porten og tog landet som deres eget indtil kongens soldater bankede dem på plads igen. Der er dog nogle væsentlige forskelle i kampen om immaterialret. På den ene side har indehaverne af immaterialret ofte selv skabt de ting, retten dækker, og derfor kan de have en større moralsk ret til dem end en herremand, der har arvet sin jord efter en forfader. På den anden side er der en fundamental forskel mellem materielle goder, fx landbrugsjord, biler og penge, og immaterielle goder som ideer, kultur og digitale produkter. Forskellen er, at fordi nogle bruger et immaterielt gode, forhindrer det på ingen måde andre i at gøre det samme. Oprøret handler om, at immaterialret i stigende grad bliver behandlet juridisk på samme måde som materiel ejendomsret, på trods af de åbenlyse forskelle. For det første bliver varigheden af immaterialret jævnligt forlænget. I skrivende stund gælder ophavsret i de fleste vestlige lande indtil 70 år efter skaberens død (for værker skabt af virksomheder, indtil 95 år efter udgivelse). Det er tvivlsomt, at selv skaberens børnebørn er i live på det tidspunkt. Ophavsretshaverne ender med at være som herremændene, der lever fedt på deres fjerne forfædres arbejde, uden selv at behøve røre en finger. Det er da også værd at bemærke, at det generelt ikke er skaberne selv, der ønsker at forlænge ophavsretten, men derimod store virksomheder og organisationer i musik-, film- og bogbrancherne. For det andet bliver brud på ophavsret i stigende grad behandlet som tyveri, desuagtet at der er forskel på at stjæle noget fysisk, hvorved man fjerner det fra ejeren, og at lave en kopi, noget som ejeren måske ikke engang opdager. Argumentet er, at hvis man laver en piratkopi, forhindrer man ophavsrethaveren i at sælge en legal kopi. Det argument er dog næppe holdbart. En norsk undersøgelse fra starten af 2009 har vist, at de unge, der deler piratkopieret musik med hinanden over nettet, køber omkring ti gange så meget musik som dem, der ikke piratkopierer 1. Den musik, der bliver piratkopieret mest, er også den, der bliver solgt mest. Nogle bruger disse fakta som argument for, at piratkopiering ligefrem fremmer salget af det kopierede, men lad os her nøjes med at konstatere, at piratkopiering åbenbart ikke forhindrer salg. Pointen med immaterialret er at give incitament til ny udvikling, hvad enten der er tale om teknologi, kultur, design eller software. Argumentet er, at immaterialretten sikrer, at dem, der har gjort udviklingsarbejdet, også er dem, der kommer til at tjene penge på det. Det giver større lyst til udvikling, end hvis man risikerer at se andre stjæle resultatet og løbe med hele gevinsten for arbejdet. Der er næppe ret mange, der vil være uenige i, at den, der laver et stykke arbejde, også skal belønnes for det men holder argumentet? Før argumentet holder, skal to forhold være rigtige: For det første skal immaterialret reelt incitere til mere nyudvikling, og for det andet skal den reelt sikre, at andre ikke stjæler resultatet. Hvad fremmer ny viden? Lad os kigge på det første forhold. Der er ingen tvivl om, at mange bliver tilskyndet til innovation i håb om at tjene penge. Det gælder naturligvis kommercielle virksomheder, men også mange selvstændige kunstnere og opfindere. Penge er imidlertid ikke det eneste incitament til innovation. Flertallet af kunstnere, opfindere og forskere bliver drevet af trangen til at skabe eller at udforske mulighederne, og for mange er resultatet af arbejdet og den anerkendelse, det skaber løn nok, så længe de kan leve komfortabelt. En hæderlig, fast løn vil for mange af dem være lige så godt eller bedre end muligheden for måske at kunne komme til at tjene en masse penge engang i fremtiden. Universiteter har igennem århundreder drevet forskning og skabt utallige innovationer, der har forbedret livet for mange, uden at det har været meningen, at de skulle tjene penge på det, de lavede (først i de senere årtier er universiteterne blevet tilskyndet til at tage patenter på deres resultater). Et anden spørgsmål er, om håbet om at tjene penge er det rigtige motiv til forskning og kulturel udfoldelse. Det er sjældent de mest innovative kunstnere, der tjener flest penge formlen på økonomisk succes er snarere at lave en lille variation på noget velkendt og så gøre håndværket hæderligt godt. Det er velkendt, at de største kunstnere dem, der flytter grænserne mest sjældent bliver anerkendt i deres egen livstid. Hvis vi kigger på virksomheder, er deres finansielle incitament ikke at lave det bedst mulige produkt, men det, de kan tjene flest penge på. For eksempel vil et medicinalfirma have større incitament til at udvikle en medicin, som patienten skal tage resten af livet, end en, der helbreder én gang for alle (eller endnu værre, noget der kan udrydde sygdommen for altid). Forhåbentlig er der ikke så mange medicinalfirmaer, der rent faktisk tænker sådan, men det er et problem at have en incitamentstruktur, der tilskynder til det. Dertil kommer, at selvom immaterialret kan tilskynde til at udvikle ny viden og nye kulturprodukter, så 10 fo#

11 Den nye klassekamp - Af Klaus Æ. Mogensen Den musik, der bliver piratkopieret mest, er også den, der bliver solgt mest. Nogle bruger disse fakta som argument for, at piratkopiering ligefrem fremmer salget af det kopierede, men lad os her nøjes med at konstatere, at piratkopiering åbenbart ikke forhindrer salg For eksempel vil et medicinalfirma have større incitament til at udvikle en medicin, som patienten skal tage resten af livet, end en, der helbreder én gang for alle (eller endnu værre, noget der kan udrydde sygdommen for altid). Forhåbentlig er der ikke så mange medicinalfirmaer, der rent faktisk tænker sådan, men det er et problem at have en incitamentstruktur, der tilskynder til det Den anden del af argumentet for immaterialret er, at retten til viden, kultur, design og software skal sikre, at andre ikke stjæler resultatet og dermed fortjenesten. Engang har det måske været muligt, men i vor tids netværkssamfund er det en illusion at tro, at man kan holde på et produkt, hvis det kan digitaliseres. At lave kopier af fysiske produkter er (endnu) ret besværligt, fordi der er enorme stordriftsfordele ved masseproduktion af fysiske ting, særligt de mere komplekse af slagsen. Det samme gælder ikke for digitale produkter. Når først noget er reduceret til bits og bytes, er det trivielt og næsten omkostningsfrit at kopiere det og bagefter distribuere kopien. Når katten er ude af sækken, er det meget svært at stoppe den ind igen især hvis den formerer sig, og man også skal have alle killingerne med. Der bliver jævnligt gjort forsøg på at beskytte digitale produkter mod ulovlig kopiering, typisk gennem tekniske foranstaltninger, det såkaldte Digital Rights Management (DRM). I praksis har det dog vist sig, at DRM ikke forhinkan den også nemt komme til at hæmme videreudviklingen af denne viden og disse produkter. Innovatorer og kunstnere, der tjener mange penge på rettighederne til det, de allerede har skabt, har ikke det store incitament til at skabe mere. Og vigtigere: immaterialret er et monopol. En enkelt person eller virksomhed kan bestemme, om andre får lov til at bygge oven på deres viden eller produkter, og der er utallige eksempler på, at rettighedshavere, for at holde fast i deres monopol, har gjort det svært eller umuligt at gøre det, selvom der derved kunne skabes ny viden eller bedre produkter. Behovet for at patentere nyopdagelser og innovationer forsinker også offentliggørelsen og implementeringen af dem. Undersøgelser har vist at universitetspatenter hæmmer forskningen i stedet for at fremme den, til skade for verdenssamfundet som helhed 2. Endelig må man så stille spørgsmålet: Hvor langt ud i fremtiden giver det mening at beskytte immaterialret, hvis det handler om at skabe incitament til innovation? Jo længere, at fortjenesten for en nyskabelse flytter væk fra den, der laver arbejdet, jo mindre fungerer det som incitament. Er det specielt vigtigt for kunstnere og opfindere, at deres mulige tipoldebørn i en fjern fremtid kan komme til at tjene på deres arbejde? Ville de ikke være gladere ved at vide, at deres skaberværk har muligheden for at få større udbredelse i fremtiden, fordi ingen kunne sætte sig på det og begrænse udbredelsen? Kan immaterialret reelt håndhæves? fo#

12 Den nye klassekamp - Af Klaus Æ. Mogensen Noget kunne tyde på, at immaterialret, som vi kender det i dag, er ved at have udlevet sin eksistensberettigelse. Spørgsmålet er så: Hvad skal træde i stedet? Vi har brug for mekanismer, der sikrer, at vor tids bedste hjerner kan leve af at skabe kunst, design, ny viden og teknologi til menneskehedens bedste Spørgsmålet er også, om det er fornuftigt at behandle sine kunder som om, de er forbrydere. Det skaber ikke ligefrem et venskabeligt forhold, der indbyder til gensidig tillid og respekt. Som jeg skrev i en artikel tilbage i 2001: Hvis man behandler forbrugere som forbrydere, er skridtet ikke så langt til, at de også bliver det drer dedikerede piratkopister, men blot gør livet besværligt for lovlige købere af produktet, som blandt andet bliver forhindret i at tage backup-kopier. Reaktionen har været at gøre det ulovligt at omgå DRM. Det er lidt bizart: Det er i forvejen ulovligt at lave piratkopier, derfor er det næppe mere afskrækkende også at gøre det ulovligt at bryde kopisikringen. Det eneste, man opnår, er at gøre det ulovligt for de lovlydige at tage de kopier, de faktisk har lov til at tage. Spørgsmålet er også, om det er fornuftigt at behandle sine kunder som om, de er forbrydere. Det skaber ikke ligefrem et venskabeligt forhold, der indbyder til gensidig tillid og respekt. Som jeg skrev i en artikel tilbage i 2001: Hvis man behandler forbrugere som forbrydere, er skridtet ikke så langt til, at de også bliver det. Musik- og filmbranchen har også forsøgt at dæmpe piratkopiering gennem enorme bøder. Antipiratgrupper i mange lande laver raids mod virksomheder og ungdomsklubber og forlanger skyhøje dummebøder. Det indtil nu grelleste eksempel var, da den amerikanske, enlige mor Jammie Thomas-Rasset blev idømt en bøde på næsten to millioner dollars for at have fildelt 24 sange 3. Der er dog ikke noget, der tyder på, at sådanne enkeltstående sager afholder folk fra at piratkopiere, så nu forsøger branchen med et nyt tiltag. Efter meget lobbyarbejde er det lykkedes at overbevise den franske regering om at indføre en lov, der forpligter internetudbydere til at lukke internetforbindelsen til husstande, hvor en beboer tre gange er blevet anklaget for brud på ophavsret. Sagen skal godt nok for en domstol, men dommeren får kun totre minutter til at vurdere hver sag, og den anklagede har som udgangspunkt ikke mulighed for at forsvare sig 4. Det britiske Overhus er ved at forberede en tilsvarende lov. Nu er der selvfølgelig ingen undskyldning for forbrydelse, men straffen bør vel stå mål med forbrydelsen. Er det rimeligt at skulle betale millionbøder eller blive smidt af internettet (som flere og flere mennesker er dybt afhængige af i deres daglige arbejde eller studium) for at have piratkopieret en håndfuld sange eller nogle få film? Noget andet er, om man i det hele taget vil ramme de reelt skyldige. Skal en udlejer straffes for, at en logerende laver piratkopiering? Skal et bibliotek eller en internetcafé have internettet lukket fordi en gæst har brugt deres computere til at downloade en ulovlig fil? Mange trådløse netværk er ikke password-beskyttede, så det er nemt for en nabo at bruge dem til ulovlige formål. 12 fo#

13 Den nye klassekamp - Af Klaus Æ. Mogensen Det er også værd at bemærke, at størsteparten af den vestlige verdens befolkning har gjort sig skyldig i brud på immaterialret i den ene eller anden form. Hvor mange mennesker kan prale af ikke at have en eneste kopieret udgave af en CD eller DVD, et stykke software, en bog eller en mærkevare? Man behøver ikke engang selv være klar over, at man bryder immaterialret. Den amerikanske juraprofessor John Tehranian har regnet ud, at en almindeligt aktiv internetbruger typisk bryder ophavsretten, så det kunne give anledning til erstatningssøgsmål på over 12 millioner dollars hver dag. 5 Er det rimeligt at kriminalisere almindelige borgeres hverdagsforeteelser? Det spørgsmål vil jeg nødigt svare på, men det er klart, at det i praksis er umuligt at håndhæve forbud mod noget, der er så udbredt. Det ville kræve, at man lavede raids mod samtlige private hjem, og det er der ikke ressourcer og næppe heller politisk vilje til at gennemføre. Er tiden løbet ud for immaterialret? Hvis vi skal drage nogle konklusioner af det ovenstående, kan det være: 1. Det er ingen klar evidens for, at piratkopiering skader lovligt salg 2. Immaterialret er ikke det eneste og næppe det bedste incitament til innovation og nyskabelse 3. Det er i praksis umuligt at håndhæve immaterialret 4. Brud på immaterialret er blevet normen for de fleste mennesker. Noget kunne tyde på, at immaterialret, som vi kender det i dag, er ved at have udlevet sin eksistensberettigelse. Spørgsmålet er så: Hvad skal træde i stedet? Vi har brug for mekanismer, der sikrer, at vor tids bedste hjerner kan leve af at skabe kunst, design, ny viden og teknologi til menneskehedens bedste. Hvis immaterialretten ikke kan sikre dette på forsvarlig hvis, hvad så? I gamle dage, før immaterialretten blev indført, levede kunstnere, forskere og opfindere typisk af privat eller offentlig støtte eller af betalte bestillingsarbejder. Disse finansieringsmodeller har ikke mistet deres berettigelse. Mange forskningsinstitutioner og kunstnere får stadig støtte af staten eller private sponsorer, og mange bliver betalt for forskning eller kunst til bestemte formål. Det giver faktisk mening at lægge betalingen for at skabe noget under skabelsesprocessen, ikke efter. Mange potentielt værdifulde opfindelser eller kunstværker bliver aldrig realiseret, fordi skaberen ikke har råd til at leve, mens processen står på og så er det jo lige meget, om der eventuelt kunne komme nogle penge ud af det i fremtiden. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvem der skal bestemme, hvem der skal have støtte og hvem der ikke skal. Der har de frie markedskræfter en fordel: det er ikke en lille elite, der bestemmer over midlerne. En ny forretningsmodel er da også en blanding mellem mæcener og frie markedskræfter. Flere kunstnere er begyndt at opkræve penge for at skabe nye værker, som så bliver gratis tilgængelige, når de er færdige (kopiering kan alligevel ikke forhindres) 6. Andre udgiver løbende deres værker frit, men indbyder til donationer, der gør det muligt for dem at fortsætte med deres produktion. Ingen af disse forretningsmetoder er endnu særligt effektive, men det kan de blive i fremtiden. Måske mest vigtigt at bemærke er, at selvom det bliver stadigt sværere at tjene penge på masseproducerede, digitale produkter, er der stadig god forretning i at skabe unikke produkter og oplevelser. Mens pladesalget er faldet, er salget af koncertbilletter stigende måske fordi flere kender musikerne gennem gratis downloads eller piratkopier. 7 Originale kunstværker er mere værd, jo flere der har set en kopi. Forfattere kan tage flere penge for foredrag, jo flere der har læst deres bøger. Gratis, digitale kopier er en billig og nem måde at reklamere for unikke og dyre produkter og oplevelser. Vi lever i en tid med mange forandringer, og i alle forandringstider opstår der klassekampe mellem dem, der forsvarer det bestående, og dem, der kæmper for det nye. I vor tid er kampen om retten til viden og kultur en af disse nye klassekampe. Vi ved endnu ikke hvordan, kampen ender, men det er sikkert, at meget vil være anderledes, når støvet lægger sig. noter Se fx John Tehranian: Infringement Nation: Copyright Reform and the Law/ Norm Gap, Utah Law Review, Vol. 2007, p. 537, Se fx 7 Se fx KLAUS Æ. MOGENSEN er BA i fysik og astronomi og ansat på Instituttet for Fremtidsforskning. Han arbejder med teknologiens muligheder og dens betydning for samfund og levevis, med fremtidens kultur- og livsformer, forbrug og medier samt IPR (Intellectual Property Rights). Han er desuden international redaktør af dette magasin. fo#

14 Del på samme vilkår. Du lader andre ændre, bearbejde eller bygge videre på dette værk, men brugeren må kun videresprede det resulterende værk under en identisk licens. Creative Commons dækker området mellem fuld ophavsret all rights reserved og public domain, en total fraskrivelse af rettigheder til værket. Public domain, en total fraskrivelse af rettigheder til værket.

15 Ikke- Kommerciel. Du lader andre kopiere, distribuere, vise og udøve dit værk og afledte værker baseret på det men brugeren må kun bruge værket til ikke-kommercielle formål. Navngivelse. Du lader andre kopiere, distribuere, vise og udøve dit værk og afledte værker baseret på det men brugeren skal kreditere værket på den måde, du har angivet. Creative Commons er en organisation og et juridisk værktøj, der på simpel vis sætter en ophavsmand i stand til at gradbøje sin ophavsret. All rights reserved bliver til some rights reserved. Men der hersker en del misforståelser og myter om Creative Commons, mener den danske projektleder for organisationen. Læs med og få myterne bustet Af Henrik Moltke Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved Ingen bearbejdelser. Du lader andre kopiere, distribuere, vise og udøve dit værk, men brugeren må ikke ændre, bearbejde eller bygge videre på det. fo#

16 Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved - Af Henrik Moltke Der er ingen, der tager noget fra nogen, og der er ingen, der ikke selv ønsker at afgive rettigheder. Creative Commons er et juridisk værktøj, der på simpel vis gør det let at signalere hvilken grad af ophavsret, man som ophavsmand ønsker. Dermed gør man det let for andre at bruge værket. Creative Commons er en almennyttig organisation, der tilbyder en række simple værktøjer, så en ophavsmand, fx en kunstner eller en forsker, helt eller delvist kan dele sit værk med andre. Organisationens værktøjer dækker groft sagt hele området mellem fuld ophavsret det, vi kender som all rights reserved og så public domain, som er en total fraskrivelse af rettigheder. En Creative Commons-licens lader altså en ophavsmand beholde retten til sit værk, mens han eller hun inviterer andre til fx at genbruge eller kopiere værket efter simple spilleregler. Dette kalder Creative Commons for some rights reserved ( visse rettigheder forbeholdes ). Med en CC-licens kan man som ophavsmand dermed fx nøjes med at forbeholde sig retten til at blive krediteret i forbindelse med brugen af sit værk, eller man kan nægte, at ens værk udnyttes kommercielt, eller at det bearbejdes. Det er en langt mere smidig og samfundsnyttig beskyttelse af rettigheder. Simpelthen fordi den ikke i samme grad som all rights reserved hindrer, at vi deler det, som er værd at dele, eller bygger videre på andres arbejde. Creative Commons er beslægtet med andelsbevægelsen Det er interessant, at et land som Danmark historisk set burde have gode forudsætninger for at forstå og bruge Creative Commons-tankegangen. Denne tankegang handler blandt andet om, at alle bliver rigere ved at dele ressourcer, der er tilgængelige for alle og egnede til at dele. Tænk bare på historiske fortilfælde som de fælles græsningsarealer, der har givet navn til landets fælleder (og som på engelsk hedder Commons ), andelsbevægelsen, folkebibliotekerne, folkeskolerne og ikke mindst public service-medier. Og tænk samtidig på, at Danmark er et af de lande, hvor respekten for ophavsret er størst, og hvor der fx findes den laveste andel af ulicenseret software i virksomheder. Men hvordan kan det så være, at Danmark ikke på samme måde har sat dagsordenen, når det gælder de digitale fælleder (som jo i sagens natur er langt nemmere at dele end udtømmelige, fysiske af slagsen)? Jeg tror blandt andet, det skyldes en række myter om Creative Commons! Så lad os se på nogle af dem, jeg gennem tiden er stødt på hos især dansk erhvervsliv (og især den del, der primært arbejder med produkter, der er beskyttet af ophavsretten). MYTE 1: Creative Commons er en slags moderne kommunisme Bill Gates blev i 2005 interviewet op til det årlige, store forbrugselektronikshow i Las Vegas. Emnet var blandt andet blogs årets store dille og hvorfor Gates ikke selv havde sådan én. Under interviewet bliver Gates spurgt om sit syn på mildere patent- og copyrightlove. Et synspunkt, som blandt andet var stærkt repræsenteret blandt bloggerne. Gates svarer: Der findes en slags moderne kommunister, som vil fjerne det økonomiske incitament for musikere, filmskabere og softwareudviklere (...). USA har stået i spidsen for at skabe virksomheder, skabe jobs, fordi vi har verdens bedste intellektuelle ejendomssystem. Der hersker ingen tvivl i mit sind om, at hvis vi vil have den mest konkurrencedygtige økonomi, så skal der også være et system, der tilskynder til at skabe fo#

17 Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved - Af Henrik Moltke MYTE 1: Creative Commons er en slags moderne kommunisme MYTE 2: Creative Commons fungerer ikke i et land som Danmark MYTE 3: Creative Commons er imod eller underminerer ophavsretten MYTE 4: Man kan gøre lige, hvad man vil, med materiale, der er under Creative Commons-licens MYTE 5: Creative Commons sætter grænser for ophavsmandens egen brug MYTE 6: Creative Commons fungerer måske for nørder, bloggere og amatørfotografer, der deler billeder på nettet, men ikke for professionelle og virksomheder som skal tjene RIGTIGE penge Selvom Bill Gates her nok sigtede mod elementer i open source og den fri software-verden, snarere end mod Creative Commons specifikt, er pointen den samme: ophavsret er godt, mere ophavsret er bedre! Og underforstået: enhver, der ønsker at slække på sin ophavsret, må være en slags kommunist. Udtalelsen blev ikke overraskende grundlag for en del komik og kreative gensvar. Creative Commons fortalere mener, at ophavsretten er nødvendig for at skabe incitament og for at hindre unfair konkurrence. Men vi mener også, at en for omfattende lovgivning fx længere beskyttelsestider, love der begrænser brug, digital rettighedsbeskyttelse (DRM) ofte hæmmer udviklingen. Det er interessant, at Microsoft siden Bill Gates udtalelser ovenfor er blevet ved at tabe markedsandele til Google. Google baserer nemlig en stor del af sin indtjening på Open Source og på at give nogle produkter væk, mens de tjener styrtende på andre! Tanken om ligesom i forskningsverdenen at kunne bygge videre på andres frembringelser, så længe de tillader det, er helt grundlæggende. Der ER et ideologisk element i bevægelsen, som ønsker, at det skal være lettere at remixe kulturen; at det skal være lovligt at udtrykke sig i lyd og billeder, og at ophavsretten bør imødekomme denne nettets logik. Men licenserne er neutrale og er i dag en væsentlig standard for enkeltpersoner og virksomheder, som ønsker at deltage i onlinekulturen. Jeg vil hævde, at 99 procent af disse er interesserede i at tjene penge. Men for nogle er det ikke det primære, altoverskyggende mål. Andre lægger vægt på, at det foregår på en måde, som ikke trodser enhver fornuft. MYTE 2: Creative Commons fungerer ikke i et land som Danmark At Creative Commons ikke skulle fungere i et land som Danmark er selvfølgelig noget vås. Licenserne fungerer fint i Danmark. Det er rigtigt, at licenserne oprindelig er tilpasset amerikansk copyright, og at der globalt er store forskelle i juridisk sprog og tradition. Men det er derfor, at et netværk af frivillige har påtaget sig opgaven at tilpasse licenserne til de forskellige lande, så de er nemme at forstå og bruge lokalt. Creative Commons er oversat og tilpasset dansk lov af et hold af landet bedste ophavsjurister, anført af professor dr.jur. Thomas Riis, CBS. Der ER forskelle på den måde ophavsret fungerer i Danmark og resten af verden. Amerikansk copyright fokuserer mere på de økonomiske rettigheder end de etisk/moralske. De har omvendt mere plads i den såkaldte kontinentaleuropæiske ophavsretstradition, som Danmark tilhører. I praksis betyder det dog ikke det store i forhold til brugen. De moralske rettigheder retten til at gribe ind overfor krænkende bearbejdelser af ens værk påvirkes ikke af Creative Commons-licenserne. Og styrken er, at man som ophavsmand ved, at licenserne fungerer ens overalt, og at man som bruger har de samme rettigheder til værket, om man befinder sig i det ene eller andet land. Hvorfor er Creative Commons så ikke slået mere igennem i Danmark? En vigtig grund er nok, at mange simpelthen ikke kender Creative Commons og den tankegang, der ligger bag og at de, der gør, tøver og ser sig omkring. Som journalist og ekspert i digital kultur er det for mig fristende at sammenligne Danmark anno fo#

18 Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved - Af Henrik Moltke Connect With Fans (CwF) + Reason To Buy (RtB) = The Business Model ($$$$) 2010 med Gates USA i 2005: For det første er Danmark et Microsoft-land, og store dele af erhvervslivet ser på ophavsret som Bill Gates: jo mere, jo bedre. Især blandt de erhverv, der føler sig truede af den digitale revolution, i første omgang musik-, forlags- og filmbranchen. Men der er tøbrud i luften. Den hårde linje betaler sig ofte simpelthen ikke, og vindene fra USA (som når Danmark med tre-fire års forsinkelse) retter sig i stigende grad mod kundernes ønsker om billigt eller gratis indhold, der skal være nemt og tilgængeligt. Samtidig er markedet og kulturen omkring deltagelsesmedier i Danmark i stærk vækst. Danskerne har i første omgang kastet sig over Facebook, men også blogs og foto- og videodeling er udbredt. Og her vælger mange Creative Commons, fordi det gør ophavsret let og til at forstå, og fordi det stemmer godt overens med deres behov. MYTE 3: Creative Commons er imod eller underminerer ophavsretten En myte, man desværre ofte hører fra folk, der burde vide bedre, er, at ophavsretten er under pres og at enhver indrømmelse eller tilnærmelse til modstanderens tankegang er et nederlag. Men det er helt forkert. Creative Commons bygger på ophavsretten. Uden de rettigheder, som ophavsretten giver skaberen af et værk, kan skaberen heller ikke vælge at afgive hele eller dele af sine rettigheder til en anden via en licens. Det er præcis det, en Creative Commons-licens gør: Den siger: Jeg har den eksklusive ret til dette værk, men nu giver jeg dig (og alle andre) ret til at bruge værket under visse vilkår. Der er ingen, der tager noget fra nogen, og der er ingen, der ikke selv ønsker at afgive rettigheder. Creative Commons er et juridisk værktøj, der på simpel vis gør det let at signalere hvilken grad af ophavsret, man som ophavsmand ønsker. Dermed gør man det let for andre at bruge værket. Det er derfor, at blandt andre KODA understøtter brugen af Creative Commons. (KODA er en forkortelse for komponistrettigheder i Danmark. Organisationen repræsenterer danske og internationale ophavsrettigheder for komponister, sangskrivere og musikforlag, når musik spilles offentligt i Danmark. Red.). 2 MYTE 4: Man kan gøre lige, hvad man vil med materiale, der er under Creative Commons-licens Da Creative Commons bygger på ophavsret, har man de samme rettigheder og den samme beskyttelse, som under almindelig ophavsret. Indrømmet, det er ofte svært at gøre noget ved, at andre fx låner fotos på nettet men under Creative Commons-licenser er det klart, hvad man som bruger må og ikke må. I virkelighedens verden løser langt de fleste problemer sig selv. Men i de fåtal af tvister, der er endt ved domstole, er licensen blevet håndhævet. Der er altså ikke grund til at tro, at alle rettigheder ryger, blot fordi man afgiver nogle. Det er dog rigtigt, at Creative Commons ikke kan og vil håndhæve licenserne - det er op til de enkelte ophavsmænd, nøjagtigt ligesom under normal ophavsret. MYTE 5: Creative Commons sætter grænser for ophavsmandens egen brug 18 fo#

19 Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved - Af Henrik Moltke Ophavsmanden har altid ret til sit værk og er ikke bundet af, hvilken licens, han har valgt. Derfor er myten forkert. Man kan således godt stille fx en elektronisk version af en bog til rådighed på nettet under en såkaldt ikke-kommerciel licens og samtidig sælge den i den lokale boghandel - men andre må ikke gøre det samme. MYTE 6: Creative Commons fungerer måske for nørder, bloggere og amatørfotografer, der deler billeder på nettet, men ikke for professionelle og virksomheder som skal tjene RIGTIGE penge Dette er måske den væsentligste og samtidig vanskeligste misforståelse at udradere, fordi virksomheder ofte fokuserer snævert på return on investment altså på, hvilket afkast, en investering giver på den korte bane. For hvorfor dele noget frit og gratis med mange mennesker, frem for at sælge det dyrt til nogle få? Dette spørgsmål har Wired-redaktøren Chris Anderson udforsket i businessbestsellerne The Long Tail og senest Free, der netop ser på forretningsmodeller, der bygger på at give noget - men ikke alt - væk gratis. De måske bedste eksempler på brug af Creative Commons som del af forretningsstrategien kommer - ikke overraskende - fra musikbranchen. Den amerikanske musikgruppe Nine Inch Nails er et eksempel (se faktaboks), og danske Tone et andet (se faktaboks). Men også andre brancher er ved at få øjnene op for potentialet i Creative Commons og tankesættet bag. Ét eksempel stammer fra den ellers copyright-optagede medicinalbranche. Den internationale medicinalkon- Nine Inch Nails og fremtidens forretningsmodel Da sangeren og multiinstrumentalisten Trent Reznor som er den altdominerende skikkelse i Nine Inch Nails (eller bare NIN) i 2008 sendte det Creative Commonslicenserede album Ghosts I-IV på gaden, tjente det cirka 8 millioner kroner i den første uge, selvom musikken frit måtte kopieres og deles ikke-kommercielt. Tallene modsiger den mest basale handelsskolelærdom, for hvorfor skulle nogen være interesseret i at betale for noget, som man kvit og frit kan downloade gratis, uden frygt for repressalier? Svaret er, at NIN gjorde det nemmere og mere attraktivt at betale for produktet, end bare at downloade det gratis, og samtidig gav gruppen noget særligt til de fans, der gjorde det. Eksempelvis begyndte Reznor i 2007 at eksperimentere med sin fanbase. Bogstavkombinationer på turnét-shirts ledte opfindsomme fans ind i et online parallelunivers, der som et puslespil passede sammen med sangteksterne. Han spredte fx USB-nøgler med ny, uudgivet musik på toiletter under turnéen, og når de heldige toiletbesøgende kom hjem og opdagede, hvad de havde fundet, skyndte de sig selvfølgelig at dele med andre fans på nettet. Med den den populære IT-skribent Mike Masnicks ord, havde Reznor fundet følgende simple opskrift på, hvordan man tjener penge i musikbranchen (...) i den digitale æra : Connect With Fans (CwF) + Reason To Buy (RtB) = The Business Model ($$$$) Denne forretningsmodel der kan oversættes til skab relationer til fans og giv dem en grund til at købe er interessant langt uden for musikbranchen og særligt for de, der kæmper med piratkopiering. Brancheorganisationen RIAA var ikke positiv over for Reznors alternative måde at sprede den ikke-udgivede musik. De reagerede på vegne af pladeselskabet med take-down-breve (der beordrer indehaveren af et website at fjerne ulovligt indhold) til diverse fansites og truede altså de selvsamme fans, som spredte den musik, som Reznor lækkede med vilje, med store bøder. Reznor blev stiktosset og skændtes offentligt med sit pladeselskab, for trusler om sagsanlæg harmonerer ikke ligefrem med ønsket om Connect With Fans (CwF). Da cd en med de lækkede numre senere udkom, opdagede fans i øvrigt, at den var fremstillet af særligt materiale, der skiftede farve, når den blev afspillet og dermed blev varmere. En gimmick, men ikke desto mindre endnu en klar Reason To Buy (RtB) - i stedet for kun at downloade mp3 erne. Reznor valgte at satse på CwF + RtB = $$$$ og forlod sit pladeselskab, da kontrakten udløb. Han stiftede sit eget selskab, og det var herfra, han udsendte konceptalbummet Ghosts I-IV. Det solgte over alle forventninger og toppede Amazons liste over mest solgte mp3-albums i 2008, selvom det var fuldt ud lovligt at piratkopiere. fo#

20 Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved - Af Henrik Moltke For nylig remixede min kollega Andreas Lloyd Kevin Kellys bog Out of Control. Andreas var vild med bogen, men syntes den var for rodet og for lang, så han kortede ned og strammede op. En glad Kevin Kelly roste remixet, der fik navnet Bootstrapping complexity, og stillede det til rådighed under Creative Commons-licens Tænk over, hvor gammeldags en traditionel encyklopædi virker nu, hvor vi har Wikipedia. Hvor meget bedre ville verden ikke være, hvis vi tillod undervisning, kultur, politik og videnskab at blive forandret af nettet? cern Merck & Co. har nemlig i samarbejde med Science Commons, en underafdeling af Creative Commons, der beskæftiger sig med at gøre deling af videnskabelige data lettere doneret en stor database over sygdomsbiologi, og desuden softwareressourcer, til fri brug for alle og enhver. Denne første klump data skal danne grundlag for et netværk, hvor videnskabsmænd sammen kan bidrage til at udrydde sygdomme. Det vil på sigt betyde, at fx en videnskabsmand, der arbejder i en non-profit organisation i Brasilien, kan bruge samme kraftige computerværktøjer i HIV-forskningen, som medarbejdere bag murene hos Merck. Projektet der kaldes Sage skal i løbet af de næste fem år udvikle sig til en platform for samarbejdsmodeller, hvor hundreder potentielt tusinder af videnskabsmænd sammen kan løse et problem og samtidig sikre, at resultaterne er åbne for alle, så der kan bygges videre på dem. Alle resultater, der er under copyright-beskyttelse, stilles til rådighed under den mest liberale licens, og forskningsdata følger Science Commons protokol for åbenhed. Man kan spørge, hvorfor Merck tager dette skridt? Svaret er, at der selvfølgelig er et element af markedsføring og branding i projektet. Men det er også sandsynligt, at Merck ønsker at eksperimentere og samle viden, som senere kan omsættes til profit samtidig med, at koncernen uden de store merudgifter kan bidrage positivt til markeder, hvor det er bedre at bidrage end at sagsøge pirater. TED - ideer spredes takket være fri video Et andet eksempel på større åbenhed, manifesteret gennem CC-licenser, er TED-konferencerne (Technology, Entertainment, Design). Konferencerne blev oprindelig kendt for at samle verdenseliten inden for forretningsliv og forskning og dele viden og inspiration bag lukkede døre. Det skete under eksklusive forhold og kun mod invitation. Derfor var TED indtil 2006 også en forholdsvis ukendt organisation for offentligheden. Men så kom YouTube, og TED så med det samme potentiale og begyndte at bruge video på en måde, der totalt ændrede konferencens image og brand. Fra at være et forholdsvis lukket forum à la The World Economic Forum i Davos - attrået af mange, hadet af andre for sin elitære approach - er TED i dag et megabrand under sloganet Ideas Worth Spreading ; en slags Roskilde Festival for tænkere. I dag finder man på TED.com over 500 taler fra navne som Bill Clinton, Al Gore, og Gordon Brown, alle under Creative Commons-licens. Men man finder dem også på blogs, på ipods, i klasselokaler og til foredrag. Blandt de mest sete og populære finder man forholdsvis ukendte videnskabsmænd og iværksættere, som har en 20 fo#

21 Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved - Af Henrik Moltke vigtig og ofte underholdende historie at fortælle. En af TED-stjernerne er den svenske professor i folkesundhed, Hans Rosling, som leverer Power Point, bobler og animerede kurver om global sygdomsstatistik med en entusiasme, som kun få sportsjournalister vil kunne mønstre. Undertekster af høj kvalitet, skrevet af brugerne selv (som i Wikipedia, og ligeledes under CC-licens), sikrer, at TED-foredrag bliver set af millioner mennesker på over 50 sprog. Der er masser af andre gode eksempler på brug af CC i åbenhedens og udviklingens tjeneste: Et af dem er Science Fiction-forfatter og blogger Cory Doctorow (se hans artikel side 37, red.), som stiller sine bøger til rådighed online under CC-licens (og lader brugerne formatere dem til alle tænkelige platforme, fra Nintendo DX til Amazon Kindle). Han er samtidig er på New York Times bestsellerlister altså for salg af fysiske bøger. Danske Dan Larsen har gjort Doctorow kunsten efter med sine Holger-romaner og har samlet en læserskare gennem gratis podcasts af bøgerne, kapitel for kapitel. For nylig remixede min kollega Andreas Lloyd Kevin Kellys bog Out of Control. Andreas var vild med bogen, men syntes den var for rodet og for lang, så han kortede ned og strammede op. En glad Kevin Kelly roste remixet, der fik navnet Bootstrapping complexity, og stillede det til rådighed under Creative Commons-licens. Og så er der selvfølgelig Wikipedia, der i 2009 overgik 100 procent til Creative Commons-licenser, inklusive mediedatabasen Wikimedia, der for nylig rundede fem millioner fotos, lyde og videoer, som frit kan bruges, også kommercielt. Da Wikipedia startede, troede meget få på det vanvittige projekt at give alle mennesker fri adgang til al verdens viden. I dag er billedet et helt andet: Tænk over, hvor gammeldags en traditionel encyklopædi virker nu, hvor vi har Wikipedia. Hvor meget bedre ville verden ikke være, hvis vi tillod undervisning, kultur, politik og videnskab at blive forandret af nettet?, har Jimmy Wales, grundlægger af Wikipedia og bestyrelsesmedlem i Creative Commons, udtalt. Hvis man sammenligner Creative Commons med bevægelsen omkring fri software (og det er der mange gode grunde til), kan der måske gå et helt tiår, før tankegangen når den kritiske masse, der skal til for for alvor at slå igennem hos det noget forsigtige, danske erhvervsliv. Men det betyder, at der nu er rig mulighed for at eksperimentere og danne sig erfaringer med de digitale fælleder. Jorden er frugtbar, og der er penge at tjene - for i netværkssamfundet betaler det sig at være en god nabo. Med pioneren Richard Stallmans ord: Hvis ikke vi ønsker at bo i en jungle, må vi ændre indstilling. Vi må begynde at fortælle andre, at en god borger er en, som samarbejder, når det passer sig, ikke en som er god til at tage fra andre. (Stallman er grundlægger af fri software-bevægelsen, red.). noter 1 Read the entire interview at Tone: Kopier venligst pladen til alle dine venner Tone (Sofie Nielsen) en ung singer/songwriter og producer fra Ålborg fik en forrygende start med sit debutalbum Small Arm of Sea, der var den første, større danske Creative Commonsmusikudgivelse. Med påskriften Kopier venligst pladen til alle dine venner fik albummet nemlig voldsom opmærksomhed, også uden for landets grænser. Tone var den første i verden, der udgav sin musik under Creative Commonslicens med opbakning fra et forvaltningsselskab. Det betød i praksis, at Tones fans og andre frit kunne downloade albummet gratis, mens royalties for kommerciel brug blev håndteret på traditionel vis, gennem KODA. En række toneangivende, internationale blogs spredte nyheden, og over 6000 mennesker downloadede albummet gratis det første døgn indtil det lille pladeselskabs server gik ned. En hjælpsom svensker oprettede en lovlig torrent (den filtype, som forbinder brugerne) på The Pirate Bay, hvorefter pladeselskabet mistede overblikket over antallet af downloads. Den slags internet-hype kan være svært at omsætte til andet end opmærksomhed. Men en ting er sikkert: Tone nåede med simple midler ind i ørerne på langt flere, end hun nogensinde havde forventet. Fine anmeldelser og en god modtagelse i musikpressen hjalp selvfølgelig også. Tone står i skrivende stund foran sin internationale debut med pladeudgivelser og livekoncerter i Tyskland, Holland og Belgien, og har solgt 450 albums i Danmark; et imponerende tal for en udgivelse, der er udkommet på et såkaldt mikrolabel. Fra pladeselskabets side bekræftes det, at Tone har fået meget ud af at sprede musikken under Creative Commons-licensen, og at der samtidig er kommet pæne royalties ind fra radio-airplay. HENRIK MOLTKE er dansk journalist og ekspert i digitale medier. Han er fast bidragsyder til Wikipedia, kontaktperson for Creative Commons i Danmark og sammen med to andre personer skaber af den copyrightkritiske dokumentarfilm Good Copy Bad Copy (2007). Henrik Moltke arbejder til daglig som rådgiver i virksomheden Socialsquare. SOCIALSQUARE - som huser Creative Commons Danmark - yder stategisk rådgivning inden for processer, produkter og værktøjer til det sociale internet. Det er nemt for de fleste at oprette kommentarfelter eller Facebook-sider, mener Socialsquare, men den virkelige kunst er at skabe deltagelse og engagement fra brugere og medarbejdere, så det giver mening og understøtter den eksisterende forretning. CREATIVE COMMONS er en almennyttig organisation, stiftet i 2001 af blandt andre IT- og immaterialretseksperterne James Boyle, Michael Carroll og Lawrence Lessig, professor Hal Abelson, IT-retsekspert Eric Saltzman og forlægger Eric Eldred. Organisationen er international og repræsenteret i flere end 60 lande. Dens værktøjer dækker hele området mellem fuld ophavsret ( all rights reserved ) og public domain, som er en total fraskrivelse af rettigheder. fo#

22 flickr: Stines T-shirt: SUPERGAS PH-lampe

23 Af Morten Grønborg Sampling, mashup, remix, kopi... Om vor tids kunstneriske væren-i-verden Sampling, mashup og beslægtede metoder vinder frem som kunstneriske strategier. Det udfordrer immaterialretten. Men der er andet og mere på spil end blot jura, for metoderne tegner omridset af vor tids skabende væren fo#

24 Sampling, mashup, remix, kopi... Om vor tids kunstneriske væren-i-verden - Af Morten Grønborg PH-lampen var ved sin tilblivelse et progressivt signal et udtryk for det moderne, det frie, det demokratiske og omsorgen for den lille mand, som ikke skulle efterligne overklassens plydsbetrukne lamper og et liv, han alligevel ikke havde råd til. Den betydning spiller også ind, når SUPERFLEX eksporterer lampen til fattige egne af kloden. De siger: Opgaven er ikke løst. Kampen foregår bare et helt andet sted end i lykkelige Danmark. Det er på den måde SUPERFLEX og ikke Louis Poulsen der er de sande forvaltere af arven fra PH Al kunstnerisk udførelse bygger på kopiering, gentagelser eller sammensætninger af ting, der findes i forvejen. Forestil dig, hvis Marcel Duchamp blev sagsøgt af det firma, der havde produceret hans berømte toiletkumme. Han ville ikke kunne sætte sit navn på noget, nogle andre havde lavet, og sådan fungerer ophavsretten i princippet. Men det er fuldstændig absurd at rode tingene sammen på den måde. - Rasmus Nielsen, kunstnergruppen SUPERFLEX 1 Kunstnergruppen SUPERFLEX har siden 1997 udført det sociale kunstprojekt SUPERGAS. Det går ud på at forsyne fattige mennesker i Tanzania, Cambodja og Thailand med billige biogasanlæg. I områder i disse lande er der nemlig ikke adgang til elektricitet, men med biogasanlæggene der anvender organiske materialer som fx afføring fra dyr kan indbyggerne selv producere gas nok til at forsyne og drive en gaslampe eller et komfur. Som en del af værket lavede SUPERFLEX på et tidspunkt en billig kopi i blik af den berømte PH5-lampe, som blev modificeret, så den ikke brugte strøm, men netop biogas. Ret smart og ganske funktionelt, og den sociale kommentar er samtidig også til at få øje på: PH-lampen den danske middelklasses magelighedssymbol nummer ét hænger nu i fattige hytter i fjerntliggende lande, og dens lys kommer fra gas, fremstillet af... lort. Måske en opsang til alle os i middelklassen om, at mange andre mennesker på kloden ikke kan tage selv de mest simple af det moderne livs hjælpemidler som en selvfølge? SUPERGAS-projektet er interessant af flere årsager. For det første viser det, at tidens kunstværker må iagttages ud fra en udvidet værkopfattelse, hvor også værker, som har elementer af iværksætteri, kunstindustri og forretning må tages med. For det andet siger det noget om en tendens i samtidskunsten til, at værket ikke blot kommenterer virkeligheden, men også udfordrer og intervenerer (griber ind) i den. Denne tendens er af teoretikeren Nicolas Bourriaud betegnet som relationel æstetik 2. Og for det tredje og mest væsentligt i denne sammenhæng er det interessant af en årsag, som knytter sig til modtagelsen og forståelsen af projektet som værk, herunder især den del af værket, som er en kopi af en kunstindustriel klassiker. For producenten af PH-lampen, Louis Poulsen, så nemlig ikke med milde øjne på, at kunstnerne havde kopieret og bearbejdet den lampe, som de har eneret til at fremstille. Og da SUPERFLEX i 2002 udstillede SUPERGAS på udstillingsstedet Rooseum i Malmø, blev de mødt med advokathenvendelser og risikoen for et sagsanlæg om brud på Louis Poulsens ophavsret. Sagen endte dog i en form for kompromis 3, hvor SUPERFLEX blandt andet gik med til, at udstillingen blev forsynet med et skilt, der i dette tilfælde gav kunstnerne lov 24 fo#

25 Sampling, mashup, remix, kopi... Om vor tids kunstneriske væren-i-verden - Af Morten Grønborg til at vise deres hjemmelavede PH-lamper. Underforstået: Det må andre IKKE. Denne form for reaktion og at der overhovedet var noget at reagere på er, hvad denne artikel handler om. SUPERGAS er nemlig blot ét eksempel blandt mange andre på, at genbrug, kopiering, sampling, remixing, fremstilling af mashups og beslægtede metoder vinder frem som kunstneriske strategier. I videre forstand tegner de måske endda omridset af en form for moderne, skabende væren. Det vender jeg tilbage til. Værket som historisk koncentrat og ikon En historisk periode kan blandt andet forklares gennem de kunstneriske værker, den frembringer. Et eksempel er mellemkrigstiden i 1900-tallet. Der findes møbler og kunstværker fra den periode, der bare er så typiske, at de fremstår som nærmest koncentrater. Tænk på surrealisten Wilhelm Freddies Sex-Paralyseappeal fra 1936, tænk på nøgendanserinden Josephine Baker med bananskørt og bare bryster, første gang i København i 1928, tænk på Aage Rasmussens lyntogsplakat fra 1937, og tænk på Poul Henningsens føromtalte PH5- lampe, der har rødder tilbage til de allerførste lamper fra PH, opfundet i tyverne og masseudbredt i trediverne og senere. De er alle brudstykker af vores kollektive fortælling om, hvordan verden var i tiden mellem de store krige, men samtidig er de holografiske stumper, der synes at rumme den samlede helhed i sig: De fortæller ikke kun den lille historie (om sig selv), men også den store historie, fordi de aktiverer et bagvedliggende korpus af meningsfuld historisk helhed i vores bevidsthed. Men værkerne er jo ikke kun eksponenter for noget. For mens værkerne og personerne har fået deres ikoniske status af eftertiden, blev de samtidig født ind i en samtid, der ikke per automatik tillagde dem den værdi, vi gør i dag. De var et svar på noget, de var en del af noget, de var en reaktion på noget nu og her. Måske var de endda også et opgør med noget. Det er i hvert fald fælles for mange af de værker, vi i dag kalder klassikere, at de repræsenterede et brud. Et brud med noget, der ikke var godt nok, eller som bare kunne være anderledes, fordi en ny tids muligheder tillod det. Josephine Baker og Wilhelm Freddie brød på hver deres måde med tidens bornerthed og victorianske seksualmoral (og Freddies værker blev endda beslaglagt og forbudt), og Poul Henningsens lamper var en del af et omfattende, moderne projekt, der skulle luge ud i klunkehjemmenes lumre beklemthed og skaffe frisk luft, lys og ærlige møbler til almindelige mennesker. Bruddet er centralt, og et værk hænger derfor tæt sammen med den kontekst det samfund det er skabt ind i. Set i det lys er fx PH-lampen resultatet af en udvikling, snarere end en eksponent for den. Men i virkelighe- den hænger de to dimensioner sammen. Værket påvirker verden, der påvirker værket, som påvirker verden, der påvirker værket. Ethvert værk er en del af en uendelig kæde af loops mellem virkelighed og kunstnerisk konstrukt. Indlejrethed Inddrager vi en tredje dimension, kan man sige, at værkers tilblivelse også vidner om skaberens måde at være til i verden på. Selve den skabende modus kan ikke skilles fra værket; det levede liv er altid med som en del af helheden, fordi selve den kunstneriske livsform og livsopfattelse, der ofte er i opposition til den herskende doxa og den herskende klasse, er indlejret i det skabte. Filosoffen Martin Heidegger betegnede dette forhold som en væren-i-verden, hvilket handler om, at det skabende menneske er underlagt en eksistentiel kontekstualitet eller en indlejrethed, det ikke kan hæve sig over. I det lys kan man enten glide med eller arbejde aktivt med de livsbetingelser, man er underlagt, men man kan aldrig undslippe dem. Ser vi igen på Poul Henningsen og hans skaberværk, så var det tæt forbundet med ikke bare funktionalismen som strømning i mellemkrigstiden, men også med kulturradikalismen som kulturpolitisk reformbevægelse (og dermed med alt, hvad disse ismer opponerede mod). De kulturradikale ville forandre datidens mennesker og den måde, de levede på, og derfor er PH-lampen ikke bare et designikon, men også et politisk statement. Den fortæller om en tilværelsesform, der, med Elias Bredsdorffs ord (fra ) om kulturradikalismen, bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med social samvittighed... et åndeligt kætteri, som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klichéerne. Og derfor var lampen engang noget HELT andet end det symbol på middelklassens magelighed, som jeg indledningsvist omtalte den som. PH-lampen var nemlig ved sin tilblivelse et progressivt signal et udtryk for det moderne, det frie, det demokratiske og omsorgen for den lille mand, som ikke skulle efterligne overklassens plydsbetrukne lamper og et liv, han alligevel ikke havde råd til. Den betydning spiller også ind, når SUPERFLEX eksporterer lampen til fattige egne af kloden. De siger: Opgaven er ikke løst. Kampen foregår bare et helt andet sted end i lykkelige Danmark. Det er på den måde SUPERFLEX og ikke Louis Poulsen der er de sande forvaltere af arven fra PH. Om vor tids væren-i-verden Og dermed tilbage til nutiden og fremtiden. For det er nemlig nødvendigt at iagttage på flere niveauer, som jeg ovenfor skitserer, når nutidens kunstneriske frembringelser vurderes med henblik på deres betydning og værdi. fo#

26 Sampling, mashup, remix, kopi... Om vor tids kunstneriske væren-i-verden - Af Morten Grønborg Man kan ikke tale om rimeligheden eller urimeligheden i at bryde ophavsretten, patentbeskyttelsen eller designretten uden at tage det hele med. For sagen handler jo netop om mere og andet end værket i sig selv. Det handler også om vores samfunds beskaffenhed og om, hvordan vi lever og er (skabende) mennesker i det Eksemplerne peger alle på, at fænomener som sampling, mashup, remixing og kopiering er en del af det moderne menneskes modus og livsvilkår Man kan ikke tale om rimeligheden eller urimeligheden i at bryde ophavsretten (for værker), patentbeskyttelsen (for opfindelser og produkter) eller designretten (for kunstindustri) uden at tage det hele med. For sagen handler jo netop om mere og andet end værket i sig selv. Det handler også om vores samfunds beskaffenhed og om, hvordan vi lever og er (skabende) mennesker i det. Hvad betyder det fx, når gymnasieelever genbruger allerede eksisterende stile og opgaver der i Danmark ligger frit tilgængeligt på sitet studieportalen.dk og afleverer dem mere eller mindre uredigeret og intelligent sammensat som et originalt værk? Hvad betyder det, når dj Danger Mouse klipper The Beatles White Album sammen med rapperen Jay Z s Black Album og skaber det omtalte (og sagsøgte) Grey Album? Og når nordbrasilianske computerkyndige (uden tilladelse) omformer vestlige hits til den stedlige techno brega 5? Er det kunst eller simpelt tyveri? Hvad er det udtryk for, når DJ Girl Talk på spillestedet VEGA i Købehavn (marts 2009) optræder med sine numre, der næsten udelukkende er sat sammen af brudstykker fra andre kunstneres numre? Er det blot et brud på ophavsretten, eller er det også et udtryk for en ny form for kunstnerisk originalitet? Og hvad med street art? Altså de mærkelige afsender- og budskabsløse posters, der hænger i enhver storby, også dér, hvor de ikke må hænge er det kunst? Er det kunst, når Banksy, en af street art-kunstnerne, i en fotomontage sætter en Burger King-kongekrone på et magert barn fra et tredjeverdensland og forsyner billedet med teksten: Sometimes I feel so sick at the state of the world I can t even finish my second apple pie. Eller når han i en fotomontage lader Ronald McDonald og Mickey Mouse optræde i det måske mest berømte krigsbillede overhovedet altså det af den grædende, napalm-ramte pige fra Vietnam-krigen? Og er disse eksempler beslægtet med fx internetavisernes massive og bevidstløse genbrug af hinandens artikler, med fremkomsten af et mashupinternetsite som boliga.dk, der lever af at sammensætte andres data på en ny måde, og med min egen metode under skrivningen af denne artikel? Her har jeg i løbet af ingen tid googlet mig frem til en del af eksemplerne og pointerne ved at søge på ord som remix, mashup og kopiering og derved havnet på andre forfatteres artikler og værker, som jeg har ladet mig inspirere af og lånt eksempler fra. Jeg kan ikke svare entydigt på spørgsmålene, men eksemplerne siger i hvert fald noget om vores tid og vores kultur. De vil med eftertidens øjne være en del af det, der kendetegner vores tid som historisk periode. For de ovennævnte værker har en del til fælles, og de har ydermere en del til fælles med mange andre former for skaben, ageren og menneskelig udfoldelse, som vi kan iagttage netop nu. Eksemplerne peger alle på, at fænomener som sampling, mashup, remixing og kopiering er en del af det moderne menneskes modus og livsvilkår. 26 fo#

27 Sampling, mashup, remix, kopi... Om vor tids kunstneriske væren-i-verden - Af Morten Grønborg Men hvorfor er sampling-tendensen så netop et særligt kendetegn ved vores tid, kan man spørge. Jeg tror, at den bedste (men ikke den eneste) forklaring er internettets fremkost. Nettet har medført en voldsomt øget tilgængelighed af de kulturelle produkter, tegn og markører, der indgår i sampling-kredsløbet. Alt er tilgængeligt, og alt kan lynhurtigt genbruges og omfortolkes og det bliver det Tag fx vores holdning til religion, der i høj grad er udtryk for en moderne sampling-tænkemåde, hvilket også til dels gælder inden for politik: De fleste kan lide lidt hos alle partier, men kun få binder sig til et bestemt. Eller se på moden netop nu. Genbrug og vintage, og især sammensætningen af nyt og brugt i personligt udtryk, er übercool. På den måde er det moderne anno 2010 en kæmpe fusion. Det er jo ikke fordi, at der ikke er historiske fortilfælde. Collagen som kunstnerisk genre slog fx igennem for cirka hundrede år siden (Picasso, Braque), og det er nok heller ikke fordi, at mennesket grundlæggende har ændret sig. Kognitionsforskerne Mark Turner og Gilles Fauconnier taler fx om menneskets evne til blending som grundlaget for vores intellektuelle og kulturelle udvikling (Conceptual Blending 6 ). I det lys er der tale om et vilkår, der går forud for alle historiske perioder. Vores bevidsthed er simpelthen indrettet som en blender, der kan mixe en, to eller flere ideer i et mentalt rum. Men hvorfor er sampling-tendensen så netop et særligt kendetegn ved vores tid, kan man spørge. Jeg tror, at den bedste (men ikke den eneste) forklaring er internettets fremkost. Nettet har medført en voldsomt øget tilgængelighed af de kulturelle produkter, tegn og markører, der indgår i sampling-kredsløbet. Alt er tilgængeligt, og alt kan lynhurtigt genbruges og omfortolkes og det bliver det! Og det er måske det brud, der mest af alt kendetegner vores tid. Efterhånden er der jo netop ikke forskel på offline og online (se artiklen side 30), og dermed tager vi vores adfærd fra nettet med ud in real life. Det er ydermere et kendetegn, at ophavsretten ikke kun udfordres af andres kopiering, men i virkeligheden eroderer indefra, fordi ingen længere kan påstå at stå bag det fulde skaberværk. Hvem har skabt internettet? Wikipedia? Det har vi! Værket tilhører ikke længere de få, men er overladt de mange. noter 1 Citeret fra artiklen Sodastream var et revolutionerende øjeblik af Theis Vallø Madsen, link: perflex+kopiering+ophavsret+kunst 2 Nicolas Bourriaud: Relationel æstetik (1998), København Oplysningerne stammer fra en kilde i miljøet omkring SUPERFLEX. Jeg har desuden telefonisk interviewet en af gruppens medlemmer, Rasmus Nielsen, der dog ikke kunne udtale sig specielt konkret om sagen. Sandsynligvis fordi SUPERFLEX som led i det omtalte kompromis er underlagt en form for begrænsning af, hvad de må sige. 4 Bredsdorff i Dagbladet Politikens kronik den 11. juli Tak til dokumentarfilmen Good Copy Bad Copy, link: goodcopybadcopy.net/ 6 Fauconnier & Turner: The Way We Think: Conceptual Blending and the Mind s Hidden Complexities (2002). MORTEN GRØNBORG er cand.mag. og ansv. redaktør af FO/ Fremtidsorientering fo#

28 Så, ja, for helvede, jeg føler sympati for virksomheder og skabere som vil forhindre, at Google og Amazon bliver portvogtere for vores kulturlæs mere side 37

29 flickr: eiratansey / Eira Tansey

30 Af Jacob S. Thomsen HYBRID SPACE-MANIFESTET VERSION 1.0 Hybrid Space internettet flytter hjemmefra Du kan lige så godt vænne dig til, at internettet ikke er, som det har været. Eller rettere: internettet er ikke, hvor det har været. Det er nemlig flyttet hjemmefra og forandrer den måde, vi lever, bor, arbejder og bevæger os på. Læs om fænomenet Hybrid Space og deltag i den kollaborative udvikling af The Hybrid Space Manifesto flickr: Adriano Agulló / Adriano Agulló

31 fo#

32 Hybrid Space internettet flytter hjemmefra - Af Jacob S. Thomsen Internettet lokker med alle sine muligheder for oplysning, valg og finurligt grafisk design, og det er både en udfordring og et uudnyttet potentiale. Et potentiale som du kan udnytte! Men det kræver, at du omstiller din måde at arbejde med og forstå nettet på. Internettet er nemlig flyttet ud fra det vindue, hvorigennem vi ellers altid har set det computerskærmen hvilket har været i siddende stilling og uden fysisk bevægelse. Fra vores skriveborde, eller via bærbare computere på cafeer, har vi tjekket mail, set på nyheder, chattet og spillet. Alt sammen noget, som har foregået, og foregår, med computerskærmen som mellemled. Det er dette mellemled, der så småt er begyndt at være uaktuelt. Det tydeligste tegn på denne forandring er, at det i mange vestlige lande ikke længere giver så god mening at tale om at være online eller offline. Da internettet var ungt og lige begyndt at være en del af vores hverdag, krævede det en vis portion vilje at gå på nettet. Det betød langsomme internetopkoblinger med dyre minuttakster, og vi nøjedes med et internet med en masse statisk indhold, for dengang var internettet ikke meget andet end en relativt organisk og kaotisk organiseret samling af tekster og billeder. Så kom de sociale medier og web 2.0 og før det de trådløse netværk og bredbåndsforbindelserne ligesom antallet af bærbare computere begyndte at overstige de traditionelle, stationære computere. I dag er det faktisk svært ikke at gå på nettet eller være online. Vi er gået fra at skulle anstrenge os for at gå online til at anstrenge os for ikke at gå online 1. Det gælder især, hvis man bevæger sig gennem større byer til daglig. Ændringen påvirker vores måde at arbejde og tænke i sociale relationer på. Og så selvfølgelig hvor og hvornår vi arbejder. Arbejdet smelter sammen med vores fritidsliv og omvendt! og at være online bliver en fast del af hele vores liv. For mange er det ligefrem en skrækindjagende tanke ikke at kunne gå på nettet når som helst og hvor som helst. For denne del af befolkningen handler det ikke om at være fri for at kunne gå på nettet, men at slippe for de mellemrum, hvor opkoblingen svigter. Samtidig er tendensen, at vores computere er blevet mindre og mere mobile og at vores mobiltelefoner har adgang til internettet. Det er denne tendens, som bærer udviklingen. Flere og flere er mindre og mindre offline, og vi har adgang til internettet, , chats og underholdning en større og større del af vores tid. Så når vi aldrig rigtig er offline, er vi nødt til at definere vores online-tilstand på en ny måde. På Instituttet for Fremtidsforskning taler vi derfor om at være i et hybridrum et Hybrid Space i stedet for cyberspace. Hybrid Space er en version af internettet, som næsten, men endnu ikke helt, er her. Vores intention med udtrykket er at begrebsliggøre den forandring, som vi ser, at informationsteknologien er på vej ind i, og hypotesen bygger både på observationer af, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre (teknologisk), og hvad der rent faktisk sker (kulturelt) altså hvordan teknologien bliver brugt. Konsekvenserne Hybrid Space betyder, at du ikke kan gemme dig for omverdenen mere. Selv med din egen mobiltelefon slået fra, og din bærbare computer slukket, så efterlader du dig digitale fodspor, som andre kan følge: Du bliver fx genkendt af de utallige overvågningskameraer, der findes i det offentlige rum, og brugen af dit kreditkort viser, hvor du er. Og når vi nu er ved mobiltelefoner og kreditkort, så bliver netop din mobiltelefon inden for en overskuelig årrække sandsynligvis det vigtigste kreditkort, fordi du kommer til at bruge den til krypterede transaktioner. I det hele taget er udviklingen inden mobiltelefoner et billede på, hvad Hybrid Space betyder for dig om ganske kort tid. Din mobiltelefon bliver brugt til at navigere efter, til at løbetræne med, til at vise andre, hvor du er og til at betale med, når du køber ind. Mobiltelefonen er en af de tydeligste tendenser på, at internettet er blevet til noget, som er overalt og omkring os. Det er ikke længere bare noget, som vi kan se på gennem 17 tommers pixeleret grafik på computerskærmen. Der er masser af eksempler på, at internettet i vores hverdag bliver opfattet som noget, der er adskilt fra den fysiske verden. Vi taler om at gå på internettet og om at gå online, og vi siger: Jeg var inde at surfe på internettet i aftes. Disse hverdagsudtryk indikerer, at vi betragter internettet som et andet sted end den fysiske verden, som vi går rundt i, forholder os til, handler og danner netværk og relationer til andre mennesker og genstande i. Second Life, der var et stort fænomen i 2007, bar ligefrem adskillelsen mellem den virkelige verden og cyberspace i sit navn: det andet liv. Second Life blev og bliver anset som et liv, der er adskilt fra primærlivet. Men i fremtiden giver en sådan skelnen altså næppe mening. For at sætte bedre begreber på, hvordan internettet om ganske kort tid ser ud, har vi forfattet begyndelsen af et manifest, som fortæller om fremtidens hybride verden. Vi forventer at publicere flere versioner efterhånden, som vi indsamler nyt materiale, og her er du en vigtig bidragsyder. Tjek ind på hybridspacemanifesto.wordpress.com og giv din mening til kende eller bidrag til manifestet. Hybrid Space-manifestet version 1.0 Hybrid Space er kendetegnet ved en bevægelse væk fra computerskærmen. Medierne udvikler sig med lynets hast. Du kan lave det samme stykke arbejde, om du er i bevægelse, har en bærbar computer, en stationær 32 fo#

33 Hybrid Space internettet flytter hjemmefra - Af Jacob S. Thomsen Når vi aldrig rigtig er offline, er vi nødt til at definere vores online-tilstand på en ny måde. På Instituttet for Fremtidsforskning taler vi derfor om at være i et hybridrum et Hybrid Space i stedet for cyberspace Det tydeligste tegn på denne forandring er, at det i mange vestlige lande ikke længere giver så god mening at tale om at være online eller offline eller en mobiltelefon. Mobiltelefonen har bevæget sig fra øret til håndfladen og er begyndt helt at forsvinde i jakkelommen eller være integreret i løbearmbåndet eller på anden måde indbygget. Hybrid Space er platform-uafhængig. Det handler ikke om at være på en bestemt platform eller i et bestemt format, når du kommunikerer på internettet. Sfærerne forbindes. Det vigtigste er at forstå, hvor dine modtagere befinder sig. Sociale medier overlever ikke, hvis de hænger fast i, at de kun findes som en hjemmeside, med adgang fra en browser. Hybrid Space er en forbindelse mellem bruger og platform, som er emotionel. Vores måde at forstå de medier, vi omgiver os med, er ikke nødvendigvis nøgtern. Flere medieforskere og filosoffer 2 taler om en form for hyperrealitet, der ikke har noget at gøre med, hvor realistisk en grafisk flade ser ud. Vi relaterer os til det, som sker på en skærm hvad enten det er en film, et spil eller en brugerflade gennem en følelsesmæssig, snarere end en logisk, forbindelse. Vi bliver skræmt af gyserfilm, selv om vi ved, at det ikke er virkeligt. Det virker bedre at antyde end at fremstille komplet realistisk. Sådan er det også med vores opfattelse af internettet. Hybrid Space er en integreret del af brugerens hverdagshandlinger og -praksis. Bag denne formulering ligger den antagelse, at vi som forbrugere, især i Vesten, kommer til at bevæge os i det multiple rum, som vi kalder Hybrid Space. Med udtrykket integreret peger vi på, at brugere i stigende grad anvender internettet til at navigere i hverdagen med. Nutidige eksempler er fx et opslag på krak.dk som en automatiseret handling inden en rejse (også af kortere varighed), at vi kører fra A til B via Gps, og at vi løber, cykler og går ligeledes med anvisninger fra Gps. Derfor er vores ruter og bevægemønstre dikteret af det virtuelle. Vi det vil sige brugere af internettet er ikke altid bevidste om, i hvor høj grad, at internettet allerede på nuværende tidspunkt bestemmer vores handlinger og bevægelsesmønstre. Med integrationen af internet på mobile platforme vil den strøm af informationer, der tilgår den almindelige bruger i nær fremtid, i endnu højere grad forme vores fo#

34 Hybrid Space internettet flytter hjemmefra - Af Jacob S. Thomsen Hybrid Space smelter arbejde og fritid sammen til et mobilt liv. Når det ikke længere giver mening at tale om at være online eller offline, giver det især for vidensarbejderen ikke længere så megen mening at tale om arbejde eller fritid bevægemønstre også ubevidst. Forståelsen for at kommercialisere disse bevægemønstre er en del af det forretningsmæssige potentiale. Hybrid Space udvider tid og rum. Vores sociale omgang stopper ikke, når vi adskilles fysisk tværtimod forstærker sociale netværk vores sociale sfære, og de sociale netværk er på vej ud i mobile enheder, så vi altid har dem med os og på os. Vi kan endda tale om, at der findes et virtual touch 3. Det betyder, at den sociale og den virtuelle verden er smeltet sammen om ganske få år. Når vi hele tiden befinder os i en blanding mellem online og offline, berører vi også hele tiden hinanden enten fysisk eller virtuelt. Også når vi ikke vil. Hybrid Space medfører risiko for at skabe socialt vertigo. Fordi vi i stigende grad navigerer efter det virtuelle i det fysiske, risikerer vi at miste orienteringsevnen. Både vores evne til at orientere os i et fysisk rum, men også evnen til at sortere i alle de informationer og indtryk, som findes i det hybride rum. Dette kalder vi for socialt vertigo (svimmelhed, red). Hybrid Space smelter arbejde og fritid sammen til et mobilt liv. Når det ikke længere giver mening at tale om at være online eller offline, giver det især for vidensarbejderen ikke længere så megen mening at tale om arbejde eller fritid. Arbejdet trænger sig på i fritiden og det har vi talt om i flere år men fritiden trænger sig også på i arbejdslivet. Hybrid Space betyder, at vores opfattelse af virkeligt og virtuelt skal omskrives. Det giver ikke længere mening at tale om virkeligt versus virtuelt. Den virtuelle økonomi i fx onlinespil fungerer på samme måde som den fysiske 4. Den virtuelle profit, der skabes, kan omsættes til fysiske penge. Endda en betragtelig sum på flere millioner dollars om året. Bare ét eksempel på, at en hybridform mellem de to fænomener er en realitet, og at det ikke længere giver mening at adskille de to størrelser. Det forhold kan begrebet Hybrid Space hjælpe med at omskrive. noter Fx Slavoj Zizeck_ reality of the virtual. Kan findes på youtube.com. Spilforskeren Edward Castronova i bogen Synthetic Worlds 3 Fra artiklen Virtual Touch, af Thomas Geuken og Jacob Suhr Thomsen, Fremtidsorientering #3, Se fx artiklen Gaming Generation, af Thomas Geuken og Jacob Suhr Thomsen, Fremtidsorientering #1, 2008 JACOB SUHR THOMSEN er etnolog og ansat på Instituttet for Fremtidsforskning. Han arbejder med bl.a. brugerdreven innovation, medier og kommunikation, online-kultur og teknologi, kreativitet samt bolig og byer. Han har i samarbejde med Sara Jönsson og Thomas Geuken behandlet forholdet mellem virtuelle og fysiske verdener i tidligere artikler, bragt her i magasinet. HYBRID SPACE MANIFESTO skabes kollaborativt, og enhver, der har noget at bidrage med, er velkomne. Tjek ind på hybridspacemanifesto. wordpress.com og vær med. Målet er at samle input og viden til et egentligt manifest for The Hybrid Space, og denne artikel er derfor blot første skridt. Projektleder: Jacob Suhr Thomsen, IFF, mail: [email protected]. 34 fo#

35 flickr: Victor Nuñez / Victor Manuel

36 flickr: Marc_Smith / Marc Smith

37 Af Cory Doctorow Hvordan internettets portvogtere kvæler fremskridtet Et par kæmpekoncerner er ved at blive mellemled mellem medieskabere og mediebrugere. Det betyder en fare for, at at disse koncerner, gennem ond tro eller manglende omtanke, kan ende med at ødelægge de måder, som verden bruger til at tale med sig selv på i en fortløbende, kulturel diskurs. Læs med for at få mere at vide om problemet og Cory Doctorows forslag til løsninger fo#

38 Hvordan internettets portvogtere kvæler fremskridtet - Af Cory Doctorow Introduktion Det vil sikkert overraske nogen, men jeg føler en del sympati for de kunstnersammenslutninger, og selv de underholdningsvirksomheder, der nærer mistro til kæmper som Amazon.com Inc. og Google. Ikke fordi jeg hader Amazon eller Google, men jeg kan forstå, at de er godt i gang med at blive mellemleddet mellem medieskabere og mediebrugere (og vice versa) og at dette udgør en fare for alle, der er involveret i de kreative brancher. Faren ligger i, at et par kæmpestore koncerner vil betyde et købers marked for kreative værker, kontrol over den dominerende distributionskanal og mulighed for at kunne diktere de forhold, under hvilke kreative værker bliver lavet, distribueret, nydt, købt og solgt. Og faren i det er, at disse kæmpekoncerner, gennem ond tro eller manglende omtanke, kan ende med at ødelægge de måder, som verden bruger til at tale med sig selv på i en fortløbende, kulturel diskurs en diskurs, der i sidste ende sætter dagsordenen for lov, politik, sundhed, klima, retfærdighed, kriminalitet, uddannelse, børneopdragelse og alle andre vigtige menneskelige emner. Så læs videre for at få mere at vide om problemet og mine forslag til løsninger. Hvad vi står overfor Konkurrence forbedrer markeder, og markedet for kultur er på dette område ikke anderledes end markederne for bananer eller reservedele til biler. En fragmenteret, uorganiseret og kaotisk kanal til at søge, distribuere og sælge skaber et sælgers marked, hvor skabere og brugere må se sig godt omkring efter de virksomheder, der giver dem det bedste tilbud. På den anden side set vil en statisk branche, ledet af nogle få forskansede virksomheder, som regel skabe et købers marked for kreativt indhold. Vi ved, hvordan det ser ud: det ligner markedet i dag. I dag er filmbranchen domineret af seks kæmpestore filmstudier; pladebranchen er domineret af fire kæmpestore pladeselskaber, og bogudgivelser er domineret af mindre end et dusin store spillere og uanset om du laver en film, en plade eller en bog, vil du sandsynligvis få stort set den samme aftale, uanset hvilket forlag, filmstudie eller pladeselskab, du henvender dig til. Alle pladeselskaberne tager røven på dig omkring honorarer for elektroniske downloads (de udlejes på licens; de bliver ikke solgt, så kunstnerne burde få licenshonorarer på normalt 50 procent; i stedet får de 7 procent, det normale for salg). Alle filmstudierne får dig til at gå ud og bruge en formue på rettigheder til copyright og trademarks, selv når de er dækket af fair use. Alle forlagene har det samme, uigennemsigtige system for at afgøre hvornår, de kan holde honorarer tilbage. Forlagsbranchen er underlagt et lille antal gigantiske distributører og to store boghandlerkæder, og de forlanger alle sammen urimelige betingelser for de bøger, de fører. Filmdistribution er kontrolleret af et par store kæder som røvrender produktionsselskaberne til højre og venstre. Og alle er bekendt med payola 1 og andre numre, som den stærkt konsoliderede radiobranche spiller med de pladeselskaber, der vil have deres musik spillet. (Payola er en sammentrækning af pay (betaling) og Victrola, som var en LP-pladeafspiller. Begrebet dækker over det fænomen, at man betaler eller giver gaver for at få airplay, dvs. for at få spillet sin musik, red.). I eftermarkedet er det endnu værre: En stærk koncentration i store butikker gør det muligt for virksomheder som Wal-Mart at fortælle filmstudierne, hvordan de skal klippe deres film, og pladeselskaberne, hvad de skal censurere på deres cd er. Så, ja, for helvede, jeg føler sympati for virksomheder og skabere som vil forhindre, at Google og Amazon bliver portvogtere for vores kultur. Ikke på grund af de mennesker, der leder Amazon og Google jeg kender topledere i begge virksomheder, som jeg tror er ærlige og gode mennesker men fordi ingen burde kunne blive portvogtere. Jeg vil være modstander af konsolidering af distributions- og salgskanaler, selv hvis de involverede selskaber er Julemanden A/S, Mahatma Gandhi ApS og Tandfeens Service a.m.b.a. Desværre ender stort set alt, hvad underholdningskartellerne og skabernes rettighedsgrupper gør, med at gøre markedet mindre konkurrenceorienteret, og det underminerer alle skaberes forhandlingsmuligheder. Godt gået, folkens. Piratvirksomhedens kredsløb Ophavsret og teknologi er uløseligt knyttet til hinanden. Fortællingen om ophavsret er fortællingen om nye teknologier og de regler, der er lavet for at håndtere dem. Og her er et korollar: Så længe der er innovation, er piratvirksomhed normen (Korrolar: I matematik en sætning, der følger umiddelbart af en anden, allerede bevist sætning, red.). Per definition er pirater mennesker, der undergraver det eksisterende marked. Når markedet bliver konsolideret hos nogle få portvogtere, er disse utilbøjelige til at afgive licens til deres ophavsretsbeskyttede materiale til opkomlinge, der kommer ind på markedet uden først at skulle investere i fortidens ineffektive teknologi. De første teknopirater var pladeselskaberne, der snød komponisterne ved at sætte deres musik på plade. Så snød radiopiraterne pladepiraterne. Så snød kabelpirater- 38 fo#

39 Hvordan internettets portvogtere kvæler fremskridtet - Af Cory Doctorow Ophavsret og teknologi er uløseligt knyttet til hinanden. Fortællingen om ophavsret er fortællingen om nye teknologier og de regler, der er lavet for at håndtere dem Så, ja, for helvede, jeg føler sympati for virksomheder og skabere som vil forhindre, at Google og Amazon bliver portvogtere for vores kultur. Ikke på grund af de mennesker, der leder Amazon og Google jeg kender topledere i begge virksomheder, som jeg tror er ærlige og gode mennesker men fordi ingen burde kunne blive portvogtere Tag for eksempel internettet. Tilbage i 1998 lovede den amerikanske kongres en lovpakke, der ville gøre det nemt at operere en internetbaseret radiostation, hvis man betalte rimelige honorarer og overholdt trafikreglerne. Forordningen lovede, at alle skulle blive i stand til at drive en internetbaseret radiostation. Det smalle radiospektrum, der kun giver plads til en snes radiostationer i et givet marked, er en mangel, ikke et plus, og sådan behøver det ikke være på internettet, hvor en bruger i teorien kunne blive i stand til at vælge mellem en milliard radiostationer (eller vælge selv at blive en radiostation). Men hør hvad der faktisk skete: Kongressen overlod arbejdet med at udarbejde honorarordninger og trafikregler til the Copyright Royalty Arbitration Panel, som var i færd med at blive domineret af pladebranchen. Den følgende aftale, som pladebranchen stod bag, udryddede langt størstedelen af netstationerne ved at indføre en besværlig og dyr proces, som man kun kunne klare sig igennem, hvis man allerede var en traditionel radiostation. Det betød, at de samme forkvaklede radiokonglomene de mere traditionelle tv- og radio-pirater. Og så snød videopiraterne kabelpiraterne. I dag ved de virksomheder, der har betalt dyrt for deres udsendelsesudstyr, at internetmedierne kan distribuere deres programmer til en brøkdel af deres pris, så de frygter dem og holder dem ude af markedet ved at nægte at give dem licens. I stedet udvælger de nogle få nemt kontrollerede arvtagere (der nogle gange er underselskaber, som fx Hulu LLC) 2 og truer med at sagsøge alle, der konkurrerer med dem. Og så gør internetmedierne ved tv- og radio-stationerne, hvad de selv gjorde ved pladeselskaberne: De tager deres materiale uden at bede om lov, erklærer sig selv som legitime operatører, der bliver kvalt af konkurrencebegrænsende dinosaurer, og venter på at domstolene eller staten legaliserer dem på basis af, at vælgerne elsker dem for meget til, at de kan lukkes. Vore dages repræsentanter for de mest profitable samlinger af ophavsretsbeskyttet materiale er på én gang dårlige beskyttere af deres egen fremtid og dårlige kustoder for deres egen nutid. De har i den grad vænnet sig til et marked, domineret af nogle få gnavne kæmper, at de foretrækker et dårligt fungerende status quo frem for en fremtid, karakteriseret af skiftende landskaber af vedvarende innovation, selvom det sidste ville være til deres fordel. Et selvdestruktivt markedsmønster fo#

40 Hvordan internettets portvogtere kvæler fremskridtet - Af Cory Doctorow Vore dages repræsentanter for de mest profitable samlinger af ophavsretsbeskyttet materiale er på én gang dårlige beskyttere af deres egen fremtid og dårlige kustoder for deres egen nutid. De har i den grad vænnet sig til et marked, domineret af nogle få gnavne kæmper, at de foretrækker et dårligt fungerende status quo Husk, at for ti år siden var Google to universitetsstuderende i en garage med en server bygget af Lego. De var i stand til at vælte særdeles velfinansierede og succesrige virksomheder som Yahoo Inc. og Altavista, eftersom deres eneste startudgift var at udvikle en bedre teknologi rater, som pladebranchen havde kæmpet med i årtier, nu også var portvogterne for internetbaseret radio. Dét gik virkeligt godt, ikke? Nu vi er ved pladebranchen, så lad os kaste et blik på historien om itunes Store. Først skabte underholdningsindustrien i 1998 lovpakken Digital Millennium Copyright Act (DMCA), som gjorde det ulovligt at omgå kopibeskyttende software (som indeholder Digital Rights Management eller DRM). Så indgik underholdningsmagnaterne en aftale med Apple Inc. om at sælge deres musik for $0,99 per nummer via Apples DRM. Så vendte de på en tallerken en dag og sagde: Hvad med at sælge et nummer til $0,25 eller til $1,50?, hvorpå Apple bad dem om at gå ad helvede til. Så underholdningskæmperne prøvede at skabe en konkurrent til Apple, der kunne afspille de DRMbeskyttede filer, som Apple havde solgt, men fandt hurtigt ud af, at Apple kunne og ville bruge DMCA til at forbyde sådan en konkurrent. Så prøvede de at skræmme Apple til at understøtte konkurrenternes DRM på ipod, hvorpå Apple grinede dem ud af lokalet. Til sidst måtte de opgive DRM og begynde at sælge MP3-filer på Amazon, hvad der skabte et duopol (når der kun to sælgere eller producenter på markedet for en bestemt vare, red.), hvorigennem de kunne presse Apple konkurrencemæssigt og skabe en prisstruktur, der var tættere på den, de ønskede. Film- og tv-branchen er hastigt i færd med at gentage disse fejl ved at sikre sig, at Google og dets underselskab for video, YouTube Inc., er de mindst undergravende nye spillere på markedet. Tv-selskaber og filmstudier sagsøger Google for, at de ikke har gjort nok for at forhindre brugerne i at lægge ophavsretskrænkende materiale ud. Alt imens de ignore- 40 fo#

41 Hvordan internettets portvogtere kvæler fremskridtet - Af Cory Doctorow Ophavsret er et mægtigt våben, og det bliver mere magtfuldt dag for dag, efterhånden som lovgiverne udbreder dets rækkevidde og styrke. Der er dog noget sjovt ved magtfulde våben: Hvis man ikke ved, hvordan man bruger dem, er de elendige til at opnå noget med rer teksten i deres egen DMCA (som siger, at Google ikke behøver at sikre sig, at det brugerskabte indhold ikke krænker ophavsret, blot de er hurtige til at fjerne sådant materiale, når de bliver gjort opmærksomme på det), argumenterer de for, at Google skal investere i notorisk upålideligt software til at opdage krænkelser af ophavsret og dertil skal investere i en hel hær af ophavsretsvogtere, der skal gennemgå alle nye videoer på YouTube (14 timers video hvert minut, ifølge en insider) før de bliver gjort tilgængelige for offentligheden. Det mest sandsynlige udfald af denne raslen med sabler er et forlig, hvor Google afsætter en brøkdel af sit milliardoverskud for at tilfredsstille videovirksomhederne, sørger for en lille nedgang i krænkelserne af ophavsret, giver en beskeden sum penge til klagerne (om end det er lidet sandsynligt at disse penge vil gå videre til de faktiske skabere af videoerne trods alt giver pladebranchen ikke erstatningerne fra deres retssager om brud på ophavsret videre til kunstnerne, hvis ophavsret de antages at beskytte) og skaber en drastisk større omkostning for at komme ind på Googles marked. Husk, at for ti år siden var Google to universitetsstuderende i en garage med en server bygget af Lego. De var i stand til at vælte særdeles velfinansierede og succesrige virksomheder som Yahoo Inc. og Altavista, eftersom deres eneste startudgift var at udvikle en bedre teknologi de behøvede ikke begynde med at skaffe milliarder af dollar til at håndtere underholdningsbranchens søgsmål. Hvis man i dag håber at gøre ved Google, hvad Google gjorde ved Altavista, vil man ikke være så heldig. Det betyder, at Google kun behøver frygte konkurrence fra andre etablerede kæmper som Yahoo eller Microsoft Corp. virksomheder, hvis karakter af portvogtere for distribution og opdagelse af videoer ikke vil adskille sig synderligt fra Googles. For tv-stationerne og filmstudierne vil det være: mød den nye chef, magen til den gamle chef. Og de har ikke andre at klandre end sig selv. Sortsynede kunstnere Kunstnersammenslutninger er desværre ikke klogere end de underholdningskæmper, der udbytter dem. Samlet set er disse grupper tilbøjelige til at være lige så trættekære, som brancheorganisationerne, og de ved at sætte sig selv op til endnu en generation af forpagtere af marker, der er ejet af en håndfuld gigantiske koncerner. Tag for eksempel den amerikanske forfatterforening Authors Guild, 3 en lillebitte organisation, der repræsenterer nogle få tusind amerikanske forfattere, hvis dybe lommer og skingre stemmer giver dem en plads i rampelyset hver gang, de forlanger det på vegne af alle professionelle forfattere. Authors Guild skabte for nylig overskifter ved at sagsøge Google på grund af dennes bogsøgningsprogram, et system der søger at skanne og indeksere alle bøger, der nogensinde er udgivet, så det bliver lige så nemt at søge på det skrevne ord, som det er at søge på internettet. Google foreslog, at de ville levere søgeresultaterne i samme form, som de leverer alle andre internetsøgeresultater, ved at give en stump tekst og en henvisning til den oprindelige bog, sammen med information om, hvor man kunne købe den, hvis den stadig skulle være i handlen. Hvad kan man have mod det? Faktisk en hel del, hvis man er Authors Guild. Foreningen anlagde et kollektivt søgsmål mod Google ud fra påstanden om, at det at lave en mellemledskopi (et skan) af en bog med ophavsret, er brud på ophavsretten (de mente også, at det krænkede ophavsretten at vise søgeresultaterne). fo#

42 Hvordan internettets portvogtere kvæler fremskridtet - Af Cory Doctorow Det er en ret tåbelig juridisk teori. Hvis den er rigtig, så er alle søgemaskiner gigantiske krænkere af ophavsret, eftersom de mellemledskopier, de laver af milliarder af hjemmesider (der lige så vel kan være beskyttet af ophavsret som en biblioteksbog), ikke er substantielt anderledes end kopier af bøger. Dertil er søgeresultaterne ikke specielt anderledes (fra et ophavsretligt synspunkt) end søgeresultater, der gengiver små bidder af hjemmesider. Authors Guild bad om at få deres søgsmål godkendt som repræsenterende alle forfattere udgivet i USA nulevende, afdøde og endnu ufødte. Da først domstolen godkendte dette, kunne de forhandle en aftale med Google, og Google ville få retten til at skanne bøger og gøre dem tilgængelige under aftalens betingelser. At få godkendt sådan en bred kategorisering burde være vanskeligt ikke mindst fordi enhver forsvarer i sådant et søgsmål kunne påpege over for dommeren, at forfattere kun udgør en lillebitte minoritet af alle bogforfattere i fortidens og fremtidens USA. Men Google protesterede kløgtigt nok ikke over kategoriseringen. Det var trods alt sandsynligt, at Authors Guild ville bede om en sum, som Google havde råd til at betale. Og det er ikke sandsynligt, at Googles fremtidige konkurrenter ville være i stand til at forhandle med sådan en kategori, selvom de skulle have råd til det. Da forliget om bogsøgning blev offentliggjort, var forfattere fra hele verden forbløffede over at opdage, at en arrogant junta af insidere fra Washington D.C. vovede at lave aftaler på deres vegne. Disse forfattere er på barrikaderne og vil ikke lade noget sådant ske igen. Så Authors Guild fik et forlig ud af Google eller rettere, Google fik et forlig ud af Authors Guild. Til en pris som Google rigeligt har råd til, har virksomheden sikret sig, at dens forretningsmetode er fuldt lovlig, og enhver konkurrent, der prøver at træde ind på Googles territorium, vil være tvunget til at følge de spilleregler, som Google har skrevet, hvor Google selv er ophøjet til førstespiller. Så snarere end at garantere en fremtid, hvor snesevis af virksomheder konkurrerer om at kunne give det bedste tilbud til forfatterne, har Authors Guild netop hævet prisen for at komme ind på Googles bogsøgningsmarked til noget nær uendelig. Flot klaret, Authors Guild. Hold op med at arbejde for portvogterne Så hvordan kan vi bruge ophavsret til at sikre, at fremtiden er mere konkurrencedygtig, og derved mere favorabel, for skaberne og ophavsretsbranchen? Det er faktisk meget nemt: Brug jeres ophavsret til at sænke prisen for at komme ind på markedet i stedet for at hæve den. Hvad nu hvis den amerikanske pladebrancheorganisation RIAA 4 var begyndt at tilbyde MP3-licenser på rimelige vilkår til enhver grossist, som ønskede at åbne en butik (online eller offline), så prisen for at starte en musikbutik på nettet var en kendt størrelse, snarere end en potentielt uendelig sump af søgsmål? Hvad nu hvis den amerikanske filmbrancheorganisation MPAA 5 og North American Broadcasters Association 6 gjorde deres streaming videos tilgængelige for alle, som ville betale en del af deres reklameindtægter (med et garanteret minimum), så 10 millioner on-demandsystemer kunne springe frem fra hver eneste garage på jorden? Hvad nu hvis Authors Guild havde tilbudt at stoppe med at sagsøge Google for brud på ophavsret mod, at Google lagde deres skanninger i en fælles pulje af indekserede bøger, som ville være tilgængelig for alle søgemaskiner, så de sikrede sig, at der ville være lige så fri konkurrence på bogsøgning som på internetsøgning? Ophavsret er et mægtigt våben, og det bliver mere magtfuldt dag for dag, efterhånden som lovgiverne udbreder dets rækkevidde og styrke. Der er dog noget sjovt ved magtfulde våben: Hvis man ikke ved, hvordan man bruger dem, er de elendige til at opnå noget med. Som man siger på selvforsvarskurserne: Ethvert våben, du ikke forstår at bruge, tilhører din modstander. Musikere får yderligere 45 års ophavsret på deres plader, og den bliver øjeblikkeligt taget fra dem af de almægtige pladeselskaber, som så bruger den til at styrke deres position ved at stramme deres greb om distributionskanalerne. Forfatterne får retten til at indeksere deres værker, og den bliver straks erhvervet af Google, som kan bruge den til at forhindre konkurrenter i at give forfatterne et bedre tilbud. Så længe at ophavsretshaverne tænker kortsigtet og går efter den hurtige fortjeneste i stedet for en sund, konkurrencepræget markedsplads, er de dømt til at arbejde for deres portvogtere, ikke omvendt. noter 1 Se Recording Association of America, 5 Motion Picture Association of America, CORY DOCTOROW (craphound.com) er science fiction-forfatter, aktivist, journalist og blogger medredaktør af Boing Boing (boingboing.net) og forfatter til bestseller-romanen Little Brother. Han er tidligere europæisk leder af Electronic Frontier Foundation og medgrundlægger af UK Open Rights Group. Han er født i Toronto, Canada, og bor nu i London. Artiklen er oprindelig udgivet på internetevolution.com. 42 fo#

43 flickr: bixentro

44 flickr: thefuturistics

45 Forretningsmodeller i anarkistøkonomien Af Klaus Æ. Mogensen og Niels Bøttger-Rasmussen Tendensen og logikken anarconomy vil udfordre selve firmaet som værdiskabende konstruktion, den hierarkiske organisationsstruktur og den traditionelle prisdannelse. Hvad der før kostede formuer, bliver i fremtiden gratis! Men tendensen rummer også en række forretningsmodeller for fremtiden. Læs med og bliv klogere fo#

46 Forretningsmodeller i anarkistøkonomien - Af Klaus Æ. Mogensen og Niels Bøttger-Rasmussen I forrige nummer af FO/Fremtidsorientering præsenterede Klaus Æ. Mogensen begrebet og fænomenet anarconomy, der er beskrevet indgående i rapporten af samme navn fra september Det skete under overskriften ANARCONOMY anarkistøkonomien kommer. Konklusionerne i artiklen var klare: Open source-netværk skaber gratis produkter og tjenester, der i stigende grad udfordrer tilsvarende kommercielle produkter og tjenester Open source-principperne er ved at flytte ud fra nettet til den fysiske verden, hvor de vil udfordre producenter af fysiske produkter af enhver slags Prisen på flere og flere produkter bliver reduceret til ikke meget mere end prisen på råvarerne og for rent digitale produkter vil det reelt være ingenting. Og som Klaus Æ. Mogensen skrev afslutningsvist: Det store spørgsmål er så: Hvis alle mulige ting underholdning, viden, computere, huse m.m. bliver næsten gratis, hvad er der så tilbage, som man kan tjene penge på? Hvad skal vi leve af? Det spørgsmål ser vi nærmere på i denne artikel, og udgangspunktet er Anarconomy-rapportens afsnit om forretningsmodeller (rapporten side 23). En global samtale Nettets muligheder for at kombinere det perfekte marked med alle former for selvorganisering gør, at anarconomy vil tage fart i de kommende år. The Cluetrain Manifesto 1 med dets 95 teser om den nye internetøkonomi pegede allerede i 1999 i denne retning: En magtfuld global samtale er begyndt. Gennem internettet opdager og opfinder mennesker nye måder til at dele relevant viden i svimlende fart. Som et direkte resultat deraf er markederne ved at blive klogere og de bliver klogere hurtigere end de fleste virksomheder. Anarconomy er lig med nye økonomiske spilleregler, for logikken udfordrer ikke alene traditionelle monopoler. Den udfordrer selve firmaet som værdiskabende konstruktion, den hierarkiske organisationsstruktur og traditionel prisdannelse; hvad der før kostede formuer, bliver i fremtiden gratis. Virksomheder som er hierarkisk opbyggede tager penge for produkter tager penge for serviceydelser ønsker at bevare et monopol vil stå overfor væsentlige udfordringer. Mange vil dø, nogle vil ændre og udvikle deres forretningsmodel, og de fleste vil argumentere for, at anarconomy er enten uretfærdigt eller ulovligt. 2 Anarconomy udfordrer og underminerer nuværende forretningsmodeller Anarconomy udfordrer traditionelle monopoler baseret på lovgivning, immaterielle rettigheder og teknologi. National lovgivning kan omgås ved at skaffe tingene i et land, hvor der ikke er regulering. Det udfordrer fx et apoteksmonopol. Muligheden for alle for stort set gratis at kopiere, dele og distribuere digitaliserbare produkter omfattet af immaterielle rettigheder, gør det stadigt sværere at beskytte disse rettigheder. Fremover har enkeltpersoner og småfirmaer adgang til meget mere af den teknologi, som det tidligere var forbeholdt store firmaer at benytte. Det gælder små og billige pc ere, printere, scannere etc., samt en masse andet produktionsudstyr, fx til layout, til energiproduktion eller til andre produktioner, som kan fås i desktop-størrelse. Anarconomy udfordrer firmaet som konstruktion. Markedet er i stigende grad et alternativ til firmaer 3 I stedet for at en entreprenør ansætter folk i et firma, kan han købe ydelserne i et marked, fx fra andre selvstændige eller frie agenter. I den traditionelle økonomi er der mange fordele, blandt andet i form af lavere transaktionsomkostninger, ved at lade arbejdet udføre internt i et firma. Det koster at skulle søge information, at forhandle og lave aftaler hele tiden, og det koster at føre kontrol og at skulle garantere ydelser i et marked. Hertil kommer stordriftsfordele samt bedre muligheder for hemmeligholdelse og loyalitet inden for et firmas rækker. I en udviklet internetøkonomi er der imidlertid langt mere, som med fordel kan klares via markedet, fordi transaktionsomkostningerne falder, og gennemsigtigheden øges. Anarconomy udfordrer hierarkier. Netværkssamarbejde vinder frem i forhold til de gamle, hierarkiske organisationsprincipper. Automatisering af rutinearbejde bidrager hertil ved at kravet til arbejdet forskydes i retning af kreativitet, samarbejde og relationsopbygning, hvor netværk er hierarkiet overlegent. Anarconomy udfordrer de traditionelle prisdannelsesmodeller. Ting, der tidligere kostede formuer, bliver gratis, mens ting der tidligere var gratis, eller som det ikke var muligt at værdisætte og handle, får en pris, fx brugernes opmærksomhed, engagement og medvirken, eller ydelser, som ikke tidligere kunne leveres, fordi de var for dyre eller komplicerede at frembringe 46 fo#

47 Forretningsmodeller i anarkistøkonomien - Af Klaus Æ. Mogensen og Niels Bøttger-Rasmussen Anarconomy er lig med nye økonomiske spilleregler, for logikken udfordrer ikke alene traditionelle monopoler. Den udfordrer selve firmaet som værdiskabende konstruktion, den hierarkiske organisationsstruktur og traditionel prisdannelse; hvad der før kostede formuer, bliver i fremtiden gratis Der vil opstå nye forretningsmuligheder, fordi de penge, som man i dag bruger på musik, telefon eller software, vil kunne bruges på andre produkter, fx koncerter, restauranter m.v. Det digitale og masseproducerede bliver gratis, og det gør unikke produkter og oplevelser mere værd i forhold til den potentielle værdi, fx udførlige data om hver enkelt kunde. Forretningsmæssige konsekvenser Bliver mulighederne for at tjene penge og drive kommerciel forretning forringet i en verden, der er mere præget af anarconomy? Hvordan bliver det muligt at tjene penge, og hvad er incitamenterne til at skabe værdier, hvis flere får fri adgang, hvis der er færre fordele ved at etablere store virksomheder og ansætte folk, og hvis det bliver stadigt sværere at tage penge for sine ydelser, fordi der er nogle, som af forskellige årsager er villige til at tilbyde dem gratis? Der vil opstå nye forretningsmuligheder, fordi de penge, som man i dag bruger på musik, telefon eller software, vil kunne bruges på andre produkter, fx koncerter, restauranter m.v. Det digitale og masseproducerede bliver gratis, og det gør unikke produkter og oplevelser mere værd. Tendensen i retning af gratis har flere årsager. For det første falder omkostningerne ved digital produktion hele tiden, og det betyder, at vidensindhold bliver billigere at producere. Det gælder information af enhver art, og det gælder ydelser og produkter. Viden og information på digital basis kan kopieres, deles og distribueres næsten omkostningsfrit. Beregningskapacitet, netværkskapacitet og lagringskapacitet halveres i pris på under to år. Det bliver lettere at prisdiskriminere mellem forskellige grupper, og det bliver lettere at bryde sit produkt op i delelementer og levere noget gratis og tage penge for noget andet. I takt med at digitalisering og netværk gør en række ydelser og aktiviteter billigere eller gratis, bliver de tilgængelige for flere, og markedet udvides. Ting, som ikke tidligere kunne lade sig gøre økonomisk, bliver nu en mulighed. Billigere digitale værktøjer gør det fremover endnu lettere at etablere virksomhed (kommerciel eller ikke-kommerciel) og at skabe sociale innovationer baseret på anarconomy. For det andet skaber den digitale udvikling og medieudviklingen bedre muligheder for at skaffe indtjening på flere forskellige måder end før. Det kan fx være gennem salg af service eller tillægsprodukter til kunderne eller ved at kunden leverer noget andet end penge til gengæld fx sin opmærksomhed eller sine data, som kan benyttes i reklameøjemed ved salg til tredjemand af reklameplads eller viden om kunderne. Produkter kan stilles gratis til rådighed (Freeconomics) mod, at brugerne leverer andre modydelser end penge, fx formidling af budskaber til venner, fo#

48 Forretningsmodeller i anarkistøkonomien - Af Klaus Æ. Mogensen og Niels Bøttger-Rasmussen eller at man deltager i holdningsundersøgelser med meninger og ideer. Ydelser, som udbyderen kan benytte til innovation eller til optimering af sin forretning. Der er mange muligheder for at skabe værdi ved at involvere brugerne i produktudvikling, markedsføring, kvalitetssikring, produktion og levering af ydelser kort sagt i hele værdikæden. Det ses også ofte, at virksomheder stiller en tidlig udgave af et produkt gratis til rådighed i forventning om at få feedback, der skal gøre det endelige, kommercielle produkt bedre. I december 2008 gjorde Microsoft det således muligt at downloade en gratis beta version af deres kommende operativsystem Windows 7. En tredje årsag til, at stadig flere produkter og ydelser bliver gratis er, at der er mennesker, som gerne vil bidrage til værdiskabelse uden at få penge for det, jf. Instituttet for Fremtidsforsknings bog Creative Man 4. I det følgende præsenterer vi forskellige faktorer, der præger udviklingen, og vi ser på forretningsmodeller, der gør det muligt at tjene penge selvom man forærer sit produkt væk forskere kan ikke tage fejl Der findes en mængde ikke-kommercielle produkter og tjenester på nettet, som bliver skabt af mange brugere i fællesskab, fx open source-programmer som OpenOffice og Linux og open content-indhold som Wikipedia. De er ofte baseret på licenser, hvor det brugergenerede indhold ikke må udnyttes kommercielt gennem reklamefinansiering. Det er en klar parallel til den frivillige indsats i foreninger. Mens det meste traditionelle frivillige arbejde kun i begrænset omfang konkurrerer med kommercielle virksomheder, så er meget af det, der udvikles i wikiøkonomien, alternativer til kommercielle produkter. Det gælder Wikipedia, Linux, OpenOffice og meget mere. Der er betydelige stordriftsfordele inden for wikiøkonomien. Det er ofte tilstrækkeligt, at 1 ud af 100 eller 1000 af brugerne vælger at være produktive og levere indhold. Belønningen er ikke penge, men kan være social anerkendelse, noget at skrive på sit CV, udvikling af sine kompetencer, følelsen af at have gjort noget godt, eller simpelthen tilfredsstillelsen ved at løse et problem eller en udfordring, som interesserer en. Wikipedia har overvejet, om det skulle udnytte sit brand og store publikum til at hente reklamekroner til fortsat udvikling, men har fravalgt det, fordi man frygter, at det vil reducere de frivilliges engagement. Penge virker i mange tilfælde ikke som incitament nogle gange tværtimod. Det har fx vist sig, at der kommer færre bloddonorer, hvis man tilbyder penge for blod 5. Spørgsmålet om kommercialisering eller frivillighed er dog ikke nødvendigvist et enten/eller. Sponsorering af frivilligt arbejde eller offentligt drevet virksomhed er i vækst, og kommercielle virksomheder lægger i stigende grad vægt på social ansvarlighed. Derfor kan det fx godt være en del af virksomhedens Corporate Social Responsibility-politik at sponsorere Creative Commons og andre indenfor wiki-økonomien. Samarbejde og partnerskaber mellem aktører i erhvervslivet, i civilsamfundet og inden for det offentlige bliver stadigt mere udbredt, og berøringsangsten bliver mindre. Det er i orden at inddrage kommercielle partnere, så længe de ikke får betydende indflydelse. Professionalisering og etiske regler er med til at sikre dette. Open source er en vigtig kilde til fremtidig innovation. Virksomheder skal finde den rette balance mellem, hvad det er strengt nødvendigt at patentere, og hvad man med fordel kan frigive som open source, for ad den vej at kunne indgå i en kreativ udveksling med andre. Mange børn leger bedst Peer to peer-netværk (se faktaboks s. 49), hvoraf tjenesten Napster, der delte musikfiler gratis ud til den blev lukket i 2001, er en af de mest kendte, har skabt konkurrence til de klassiske B2B- og B2C-forretningsmodeller. Satsning på peer to peer- (P2P-) produktion giver gode muligheder for at involvere forbrugere og partnere i at udvikle løsninger, trække på talenter uden for virksomheden og have tæt føling med sine kunder og samarbejdspartnere. IBM samarbejder med Linux peer to peer-producenter og giver tilskud til en værdi af flere hundrede millioner dollars i form af software og andre ressourcer. En hjemmeside baseret på udstrakt P2P-aktivitet kan lige så vel etableres på kommerciel som på ikke kommerciel basis. Hvis det kan gøres billigere eller bedre på kommerciel basis, vil det sandsynligvis ske. Man må også forvente, at der kommer ikke-kommercielle alternativer til endnu flere kommercielle services og også til services uden for IT /vidensdeling. Der findes allerede P2P-banker (se faktaboks om ZOPA s. 49) og wiki-baseret hjælp til ejendomsformidling 6. Freecycle.org er en hjemmeside, hvor man kan forære ting væk, man ikke længere har brug for, og erhverve sig andre ting i stedet. P2P-aktivitet ses generelt som et alternativ til kommerciel forretning. Det kan dog også være en platform, som bringer en virksomhed i tæt dialog med sine kunder, og hvorfra der kan sælges andre ydelser. Lego kombinerer masseproduktion med P2P, hvor brugerne indgår i virtuelle designteams, som opfinder og udveksler nye Lego-modeller. Det sker i en lang række Lego Clubs over hele verden, hvor Lego-fans mødes, både fysisk og på nettet. Sponsorering af en open source- eller P2P-aktivitet kan også medvirke til at forbedre en virksomheds image 48 fo#

49 Forretningsmodeller i anarkistøkonomien - Af Klaus Æ. Mogensen og Niels Bøttger-Rasmussen En af de nye betalingsmodeller, som vinder frem, er donationsmodellen. Her donerer brugere og netværksmedlemmer et beløb til udbyderen af en tjeneste. Det mest velkendte eksempel er Wikipedia. Det mest veleller goodwill. For eksempel kan man tillade sine medarbejdere at bruge to timer om måneden på at bidrage til udvikling af Creative Commons-aktiviteter, på samme måde som nogle virksomheder i dag tillader brug af arbejdstid på traditionelt frivilligt arbejde. Der er også andre kilder til meromsætning. Indlagt gratis open source-software kan øge værdien af ens produkt, fx en PC, en mobiltelefon eller et kamera. Virksomheder kan tjene penge på at rådgive virksomheder og kunder om, hvordan de får det optimale udbytte af open source-programmer fx ved at lægge nye funktioner oveni. En fremmed er en medarbejder, du ikke har ansat endnu De netværk, som understøtter store dele af anarconomy, ændrer også vores måde at bedrive HR på. Helt enkelt kan man sige, at de relevante netværk udgør en excellent rekrutteringsplatform for virksomheder. I princippet har vi her at gøre med en ekstrem stærk selvudvælgelsesmekanisme, som direkte kan anvendes. Samtidig vil de netværksdeltagere, som virksomhederne søger at rekruttere, have stærke netværkskompetencer indenfor deres specialområder. Nogle af de udfordringer, som virksomhederne står overfor, vil typisk have at gøre med den manglende traditionelle kommercialisering af anarconomy-netværkene. I det omfang, netværkene måske oven i købet er startet for at udfordre de store virksomheder, vil det kræve en særlig indsats for virksomhederne at drage direkte nytte af netværkene. Virksomhederne kan med fordel sætte sig grundigt ind i de uformelle netværk (blogs, wikis, P2Pfællesskaber etc.), der italesætter og konkurrerer med virksomhedens produkter. En afkommercialiseret rekrutteringsproces følger en bottom up-logik, og virksomheden må derfor indgå en ærlig, interessebaseret dialog med netværket, før man kan gøre sig håb om at kunne ansætte en ny medarbejder. For HR-afdelingerne betyder det, at medarbejderbegrebet skal udvides betragteligt. Første spadestik hertil blev taget i forbindelse med Creative Mans prosumentbegreb. Med anarconomy taler vi om en medarbejderskare, som er langt mindre tydeligt defineret, mindre loyal og måske ligefrem fjendtligt indstillet overfor virksomhederne. Men denne mindre tydeligt definerede medarbejderskare indeholder antageligt en stor del af fremtidens arbejdskraft. Opmærksomhed er den nye møntfod Google har gjort det til en god forretning at forære sine produkter væk. Det koster ikke noget at bruge Googles søgemaskine; i stedet tjener Google penge på reklamelinks i siderne og fremhævede links i toppen af søgesiderne. Tilsvarende er Hotmail og internetjukeboxen Spotify gratis for brugerne, fordi de kan finansieres af reklamer 7. Reklamer bliver i stigende grad koblet op på sociale medier som Facebook, MySpace og Flickr, hvor brugerne identificerer sig selv og deres vennekreds. Brands som Harry Potter, Coca-Cola og Greenpeace kan ligesom personer optræde med profiler og indgå i disse vennekredse, og individers holdninger og købsadfærd kan formidles videre til vennekredsen. Der kan også inviteres til at deltage i spil, hvor brands indgår eller klip fra nye film vises. Betaling til de sociale medier sker i forhold til antal kontakter, formidlinger og omtaler på brugerens profil. Det er mest interessant at få fat i opinionsdannere. Lystbaseret betaling ZOPA ZONE OF POSSIBLE AGREEMENT ZOPA er en af de ældste finansielle markedspladser, der kører efter peer-to-peer- (P2P-) principper. På Zopa kan man låne og udlåne penge udenom det traditionelle bankvæsen. ZOPA oplever betydelig vækst, og udlånet ligger på omkring 30 millioner GBP. I en fremtid, hvor bankerne bliver reguleret hårdere, og hvor tilliden til det traditionelle finansielle system er på retur, kan P2P-løsninger vise sig at have en meget positiv fremtid. ZOPAs forretningsmodel er baseret på afgifter. Ønsker man at låne penge via ZOPA, betaler man en afgift på cirka 120 GBP. For udlånerne betales et gebyr på 1 procent af det udlånte beløb. Det kan diskuteres om en sådan afgiftsstruktur er 100 procent anarconomy, men bag ZOPA står en række venture kapital-firmaer. På ZOPA matches låntager og udlåner, og der skabes således fornemmelsen af en mere personlig relation. Samtidig fastsættes renten indbyrdes mellem långiver og låntager. Långivere kan på ZOPA og andre lignende sites enten vælge at låne til en enkeltperson eller vælge en pulje af låntagere. PEER-TO-PEER Peer-to-Peer (P2P) er en generel betegnelse for udveksling af data, produkter eller tjenester mellem ligeværdige og ligestillede deltagere i stedet for fra en central udbyder til en mængde underordnede modtagere. Normalt kræver P2P, at alle deltagere følger samme sæt regler eller protokoller. P2P-netværk er netværk af computere, der er forbundet uden en central server. Det kan også betegne decentral fildeling ved hjælp af fx Napster eller BitTorrent. Der findes også protokoller til at lave P2P-wikier, hvor informationen ikke er gemt på en central computer, men er fordelt mellem brugernes computere. Selve internettet fungerer også efter P2P-princippet, da der ikke er én central server, men en mængde servere koblet sammen efter TCP/ IP-protokollen. Det internationale netværk af universiteter og deres indbyrdes udveksling af viden kan ses som et andet eksempel. fo#

50 Forretningsmodeller i anarkistøkonomien - Af Klaus Æ. Mogensen og Niels Bøttger-Rasmussen Ting, som ikke tidligere kunne lade sig gøre økonomisk, bliver nu en mulighed. Billigere digitale værktøjer gør det fremover endnu lettere at etablere virksomhed (kommerciel eller ikke-kommerciel) og at skabe sociale innovationer baseret på anarconomy Tendensen er klar: Alle rent digitale produkter bliver gratis, og fysiske produkter, der kan fremstilles digitalt, kommer ikke til at koste mere end råmaterialerne. Fremtidens kommercielle værdier bliver unikke produkter, tjenester og oplevelser og de råvarer, de laves af herunder ikke mindst de menneskelige relationer kendte eksempel på en donationskrise kom også fra Wikipedia i november Da Radiohead lagde In Rainbows til gratis downloading, kunne fans og kunder donere et beløb, hvis de havde lyst. Der hersker en vis usikkerhed om deres indtægt på den konto, men det anslås at være mere end det totale salg af deres foregående album. Flere individuelle skabere af gratis indhold på nettet beder brugerne om at donere mindre beløb til gengæld. Forretningsmodellen minder om, når gademusikanter har hatten fremme: Varen bliver givet gratis, og der er ingen tvang om betaling, men man ved godt, at hvis ingen hoster op, kommer musikanten ikke igen. Forskellen er dog, at gruppen af tilhørere på nettet typisk er meget større, men til gengæld også har nemmere ved at være anonym det er svært at lægge gruppepres på virtuelle gratister. Blandt andet tegneserieskaberen Phil Foglio og fantasy-forfatteren Lawrence Watt-Evans benytter sig af muligheden for mikrodonationer. Foglio bruger modellen i forbindelse med sin prisbelønnede tegneserie Girl Genius, som man kan læse gratis tre gange om ugen 8. Watt-Evans bruger en lidt anderledes model til at tjene penge på bøger, som hans forlag ikke er interesseret i. Han udgiver et kapitel ad gangen på sin hjemmeside, 9 og når hans fans har indbetalt et vist beløb, udgiver han næste kapitel. Alle kan læse kapitlerne gratis, når de først er udgivet. På Instituttet for Fremtidsforsknings forespørgsel svarer de, at de typisk har tjent US$ om året på den måde. Hverken Watt-Evans eller Foglio anser donationerne som andet end et supplement til deres indkomst fra salg af trykte bøger. Foglio oplever ikke, at muligheden for at læse Girl Genius gratis på nettet har skadet salget af de trykte samlinger tværtimod betyder det, at flere kender serien og dermed får lyst til at købe den. Begge bemærker, at finanskrisen har svækket lysten til at donere. 99 procent gratis En anden betalingsmodel er det, man kan kalde Freemium, hvor et basisprodukt leveres frit og gratis, mens der tjenes penge på salg af et mere avanceret premium-produkt eller på ekstraydelser. Det drejer sig om at nå ud til så mange brugere som muligt, fordi de marginale omkostninger ved at servicere en ekstra bruger er nærmest nul i hvert fald, når vi taler om digitaliserede ydelser. Hvis man blot når ud til tilstrækkeligt mange, 50 fo#

51 Forretningsmodeller i anarkistøkonomien - Af Klaus Æ. Mogensen og Niels Bøttger-Rasmussen så kan det godt være en god forretning, hvis bare 1 procent køber ekstraydelser, selvom de 99 procent nøjes med basisproduktet. For eksempel er fototjenesten Flickr gratis, men Flickr Pro koster. Skype er gratis, men ringer man til en almindelig telefon, koster det, og der tjenes også penge på ekstraydelser og reklame. Freemium er ikke nødvendigvis begrænset til digitale produkter. Ryan Airs chef Michael O Leary har udtalt, at hans mål ikke kun er at levere billige flyrejser, men på sigt også gratis flyrejser. I dag koster det Ryan 70 US$ at flyve en passager fra London til Barcelona, men prisen for den nøgne billet er kun 20 US$. Resten hentes på betaling for ekstra bagage, salg om bord, reklameindtægter m.v. Også musikere benytter sig af freemium-modellen. Det brasilianske Banda Calypso lader gadesælgere kopiere deres musik og sælge dem for egen regning kvit og frit forud for koncerter i forskellige byer, fordi det får flere til at kende deres musik og købe koncertbilletter 10. Bandet Radiohead forærede deres plade In Rainbows væk på nettet måneder før CD en (med bedre lydkvalitet) kom i butikkerne, og det blev deres bedst sælgende album nogensinde 11 (læs også Henrik Moltkes artikel side 10, red.). En ny økonomi? Et væsentligt træk ved anarconomy er, at fordyrende mellemled forsvinder eller bliver erstattet af en skrabet udgave, fx en portal hvor man kan finde mange produkter inden for en kategori og nemt sammenligne priser og kvaliteter. Produkter bestilles i stigende grad direkte fra producenten og leveres direkte til kunden. Når et band sælger deres musik direkte til deres fans, bliver pladeselskaber, importører og butikker skåret ud af ligningen. Det betyder på den ene side, at forretningsmodeller, baseret på at være mellemled bliver eroderet, og på den anden side, at producenten kan tjene penge på at tilbyde produktet til en meget lavere pris, fordi mellemleddene ikke skal have deres del af kagen. Det skaber også tættere relationer mellem kunde og producent: Man køber ikke produktet fra en stor og anonym koncern, men direkte fra dem, der gjort sig anstrengelserne ved at skabe produktet. Det er denne tætte relation, der gør, at kunder er villige til frivilligt at betale for et produkt, de ellers kunne have fået gratis. Når et produkt kan digitaliseres, bliver udbuddet i princippet uendeligt, og så må prisen efter gængs økonomisk teori falde til noget nær nul. Man kan holde udbuddet kunstigt lavt, og dermed prisen oppe, hvis man har et monopol baseret på immaterialret; men det virker kun, hvis folk respekterer denne ret. Det har til nu vist sig umuligt at forhindre piratkopiering ad teknisk eller legal vej, og det bliver næppe anderledes i fremtiden tværtimod er der voksende bevægelser såsom Piratpartiet, der ønsker friere adgang til kopiering. Tendensen er klar: Alle rent digitale produkter bliver gratis, og fysiske produkter, der kan fremstilles digitalt, kommer ikke til at koste mere end råmaterialerne. Fremtidens kommercielle værdier bliver unikke produkter, tjenester og oplevelser og de råvarer, de laves af herunder ikke mindst de menneskelige relationer. Selvom den enorme og hastigt voksende volumen af gratis indhold og tjenester ikke koster noget, betyder det ikke, at den er værdiløs. Vi kan få den samme nytte af open source-software som af kommerciel software, og den samme glæde af gratis musik og film som af tilsvarende kommercielle. Det slår bunden ud af traditionel økonomisk tankegang, hvor der er en klar og entydig sammenhæng mellem økonomisk vækst og velstandsvækst. Det er ikke tilfældet, når velstanden består af gratis, immaterielle produkter og fysiske produkter, der er billige trods et stort vidensindhold. Konsekvenserne af en stigende afstand mellem reel og nominel værdi, så vi for nylig da finansmarkedet kollapsede. Der er brug for en total revision af den økonomiske tankegang; en revision, der inddrager anarconomy. noter 1 Rick Levine m.fl.: The Cluetrain Manifesto, Bassisten fra rockbandet Sonic Youth, Kim Gordon, efter at Radiohead lagde deres album In Rainbows ud til fri download: They did a marketing ploy by themselves and then got someone else to put it out. It seemed really community-oriented, but it wasn t catered towards their musician brothers and sisters, who don t sell as many records as them. It makes everyone else look bad for not offering their music for whatever. ( 3 Se fx Ronald Coase, The Nature of the Firm, Economica , Kan downloades gratis på 5 Se fx Chris Anderson: Free! Why $0.00 Is the Future of Business, www. wired.com/techbiz/it/magazine/16-03/ff_free ( ) 11 KLAUS Æ. MOGENSEN er BA i fysik og astronomi og ansat på Instituttet for Fremtidsforskning. Han arbejder med teknologiens muligheder og dens betydning for samfund og levevis, med fremtidens kultur- og livsformer, forbrug og medier samt IPR (Intellectual Property Rights). NIELS BØTTGER-RASMUSSEN er HD og cand.polit. og arbejder som projektleder på Instituttet for Fremtidsforskning blandt andet med områderne produktudvikling, forbrug, den finansielle sektor og uddannelse. fo#

52 flickr: hyperscholar / Guido random Alvarez

53 Af Christine Lind Ditlevsen Sandheden er et knapt gode Vi har længe levet i en hyperrelativistisk tid, hvor hvert individ følger sin sandhed. Det har gjort os frie til at leve og tænke, som vi hver især synes er rigtigt, men det har også gjort os ensomme og nægtet os den fælles platform af verdenssyn og værdier, som giver et samfund dets sammenhængskraft. Men måske er et skifte på vej. Efter en individualistisk guldalder presser fællesskabet sig nemlig på igen, argumenterer forfatteren fo#

54 Sandheden er et knapt gode - Af Christine Lind Ditlevsen Når man taler om sandhed i dag, er man nødt til at gøre det i flertal. Ikke alene som følge af den mere eller mindre banale psykologiske konklusion, at hvad der er sandt for dig, er ikke nødvendigvis sandt for mig, men også på et mere eksistentielt plan. At vi har frihed til at gå rundt i forskellige virkeligheder, gør os nemlig skrøbelige og fremmede over for hinanden. Helvede er de andre, som Jean-Paul Sartre skrev. Før videnskaben fra Oplysningstiden for alvor begyndte at relativere sandheden, var der i vores samfund i det store hele kun én, stor fortælling, én opfattelse af verden, og det var den, som den kristne kirke havde monopol på. Hvad der var godt og ondt, hvordan livet skulle forme sig, etikken, hvad der var et godt argument for at indlede en krig, definitionen på viden, kønsroller, børneopdragelse, moral, skolesystemer, skatter og afgifter, arbejdsliv, frihed og kærlighedsliv alt blev fortalt af kristendommen. Sandheden kunne altså siges at være samfundets fortælling om sig selv. Det bemærkelsesværdige ved en sådan monopolsandhed er, at den også virker på mennesker, der ikke bekender sig til den. Sandheden er så gennemtrængende i hele samfundsstrukturen i de valg, det er muligt for individet at tage, og i måden, man taler om virkeligheden på at den sætter det, man kan kalde en svært erkendelig meta-fysisk ramme om bevidstheden. De samfundsomspændende monopolsandheder er af religiøs eller ideologisk karakter, eksemplificeret ved kristendommen, islam, maoismen og fascismen. I dag er det næsten uforståeligt, at religion kan definere hele virkeligheden og ikke udelukkende være noget, der handler om åndsliv og tro på højere magter. Det er fordi sandhed er blevet til sandheder fordi det efterhånden er en menneskealder siden, at vi i den vestlige verden har levet under en form for sandhedsmonopol. DDR er undtagelsen og her i 20-året for nedrivningen af den kommunistiske ideologi, symboliseret i Berlin-muren, kan man alle steder læse om, hvordan befrielsen fra sandhedsmonopolet og implementeringen af det frie liv var en proces, der ikke var ubetinget positiv. Sagen er den, at sandhedsmonopoler findes, fordi de giver mening. I første omgang for nogle få mennesker, senere hen for et helt samfund, som begynder at leve efter, sætte ord på og indrette deres samfund i overensstemmelse med den givne sandhed. Det, som i første omgang er en idé, tænkt af få mennesker, ender på den måde med at blive en verdensopfattelse og dermed selve livet, som man svært kan forstille sig anderledes. Farvel til sandhedsmonopolet Sandheden er blevet til flere og flere sandheder. Både forstået som samfundsfortællinger og i ét og samme men- neske. Det er sket gennem en række samfundsprocesser, som blev sat i gang af drivkræfter som urbanisering, globalisering, individualisering og digitalisering. Hverken kristendommen, konservatismen eller socialdemokratismen, som har haft gode vilkår i de mange europæiske lande, sidder længere på virkelighedsopfattelsen. Det er ikke længere én fortælling eller få store fortællinger, der gør os til os. Det betyder, at vi nu lever vores liv parallelt med hinanden i stedet for i samme bane. En mand bliver læge, fordi han har lyst ikke fordi hans far og farfar var det. Man bliver gift, fordi man har lyst ikke fordi kirken påbyder det. Og man bliver skilt igen for der er ingen instanser til at moralisere over dét. Man har en politisk holdning, fordi man er enig med en fløj eller et parti og ikke fordi arbejdspladsen, ens klasse eller slægt har denne holdning. Afviklingen af sandhedsmonopoler har i høj grad også sit udspring i det naturvidenskabelige gennembrud. Et gennembrud, der blandt andet blev gjort muligt af sandhedsmonopolet katolicismen, idet den katolske kirke slet ikke kunne forestille sig, at de videnskabsmænd, som den selv havde ansat til at præcisere det katolske verdensbillede gennem undersøgelser af stjernehimlen, ville opdage, at verden slet ikke hang sådan sammen, som kirken troede. Videnskaben opdagede, at der findes naturlove, som virker uanset under hvilke forhold, vi tester dem, og ligegyldigt hvor mange gange, vi tester dem. Tyngdeloven kan, i modsætning til Moseloven, testes. Det er det, der adskiller en videnskabelig sandhed fra en ideologisk eller religiøs og så det forhold, at videnskaben ikke hviler på sine succeser. Skepsis overfor egne sandheder er nemlig en integreret del af den videnskabelige tankegang. Videnskabsfilosoffen Poppers budskab var fx, at videnskabelige sandheder er hypoteser, der endnu ikke er blevet falsificeret. Det betyder, at en erkendelse kun kan gælde, til den bliver afløst af en ny, og sandheder holder derfor simpelthen længere under religiøse og ideologiske monopoler. En illustration finder vi i det velkendte opgør med antagelsen om, at Jorden er verdens centrum en hypotese, der gjaldt som sandhed i flere tusind år til Galileo Galilei i 1632 dekonstruerede den med sine studier af planeten Venus faser. Det tog den katolske kirke mere end 350 år offentligt at acceptere, at Galilei havde ret - at jorden drejer rundt om solen - ikke omvendt. Først under Pave Paul II, som døde i 2005, erkendte kirken sin fejltagelse. Individets fallit Igennem det 20. århundrede forsvandt mange af de instanser altså, som holdt den store fortælling levende. Den store fortælling havde visse nødvendige ingredien- 54 fo#

55 Sandheden er et knapt gode - Af Christine Lind Ditlevsen Videnskaben opdagede, at der findes naturlove, som virker uanset under hvilke forhold, vi tester dem, og ligegyldigt hvor mange gange, vi tester dem. Tyngdeloven kan, i modsætning til Moseloven, testes. Det er det, der adskiller en videnskabelig sandhed fra en ideologisk eller religiøs Vi et har haft elendige vilkår i de sidste ti år. Individet har været overladt til sig selv og har derfor måttet søge efter mening, sandhed og sammenhæng alene. Godt nok forsøgte vi os med netværk, men disse netværk byggede på samme frihed som alt det andet ser, der kunne understøtte samfundet, som vi kendte det: kernefamilien, stænderne, det faste livsforløb, nationaliteten, autoriteten, hierarkiet. Janteloven... Hvad fik vi i stedet? Følgende brancher har boomet i Europa de seneste ti år: Coaching, konsulentrådgivning og media. Hvorfor? Fordi det er dem, der isceneog italesætter sandheder. For selv om vi har fået det frie valg, følsomheden, udjævning og medbestemmelse, savner vi stadig sandhederne, for det var dem, der knyttede os sammen. Vi et har haft elendige vilkår i de sidste ti år. Individet har været overladt til sig selv og har derfor måttet søge efter mening, sandhed og sammenhæng alene. Godt nok forsøgte vi os med netværk, men disse netværk byggede på samme frihed som alt det andet. Medlemmernes interesse for netværket eller hvad man kunne få ud af netværket var derfor det eneste, der bandt dem sammen. Foreningerne, partierne, slægterne og klubberne mistede medlemmer. Den fortælling, de kunne tilbyde, kunne ikke hamle op med de attraktive, uforpligtende fortællinger om sig selv, som individet kunne finde og fortælle på Facebook, i Talentshowet, hos coach en og på arbejdet. Men der er grænser for, hvad den individualiserede fortælling kan klare. Én mands moral gør ingen moral. Individet kan meget, men mangler den meningsgivende dimension. Han mangler at kunne føle sig naturligt ansvarlig, fordi han taler og handler på et fællesskabs vegne. Han mangler at vide, hvad der er rigtigt og forkert uden enten at skulle forholde sig til sin mavefornemmelse eller til de gældende juridiske love og han mangler en sandhed, han ikke selv har fundet på. Fremtiden er på vej til at blive afindividualiseret, og fællesskabet er på vej tilbage. Fremtidens fællesskaber Det er i sagens natur svært, for ikke at sige umuligt, at illustrere fremtidens nye fællesskaber. De findes jo ikke endnu. Men nogle nutidige eksempler peger ind i fremtiden og kan give en idé om, hvad der er i vente. Reaktualiseringen af kollektivtanken er fx ét eksempel. Mens det gamle, venstreorienterede produktionskollektiv Svanholm Storkollektiv i Skibby lever i bedste velgående på 30. år, er det moderne stor-bofællesskab Lange Eng i Albertslund et eksempel på en opdatering af ideen om at bo og leve i et fællesskab, der rækker ud over det almindelige og relativt uforpligtende naboskab i parcelhus-danmark. Dette bofællesskab er interessant, fordi det relativt tidligt i 2006 formulerede et værdisæt og en vision, der peger ind i 2010 erne. Bofællesskabet er nemlig i værdisættet beskrevet som et forpligtende fællesskab, og allerede ved indtræden i fællesskabet skal medlemmerne godtage dette værdigrundlag. Foreningen kan ekskludere husstande ved brud på foreningens regler/ vedtægter, også selvom der er tale om udelukkende ejerboliger! Dette er langt fra 1980 erne, 90 erne og 00 ernes fo#

56 Sandheden er et knapt gode - Af Christine Lind Ditlevsen Igennem det 20. århundrede forsvandt mange af de instanser altså, som holdt den store fortælling levende (...). Hvad fik vi i stedet? Følgende brancher har boomet i Europa de seneste ti år: Coaching, konsulentrådgivning og media. Hvorfor? Fordi det er dem, der iscene- og italesætter sandheder individuelle fokus. Men samtidig er Lange Eng en topmoderne boenhed med et stort, moderne fælleshus med rum til forskellige aktiviteter og forskellige typer samvær. Og fællesskabet, der stod færdigbygget i 2008, består som sagt af individuelle ejerboliger, der endda er tegnet af en af tidens hippe arkitekttegnestuer, Dorte Mandrup Arkitekter. Lange Eng er en moderne hybrid en firstmover for noget, vi måske kommer til at se mere af. Lange Eng er interessant, fordi det betoner det forpligtende fællesskab. Det er på en måde en tilbagevenden til familien som sandhed og omdrejningspunkt. Familiemedlemmerne, man bor sammen med, er bare selvvalgte. Men de er ikke netværk, for der er ikke tale om løse eller virtuelle forbindelser. I det moderne kollektiv er man tvunget til at se på og leve med hinanden året rundt. Der er tale om et reelt fællesskab uanset, om man så i øvrigt har noget at sige hinanden. Noget lignende kan man forestille sig i arbejdslivet. Det er tænkeligt, at vi fremover vil se flere reelt meningsfulde fællesskaber på arbejdspladsen. Enten hvor medarbejderne er medejere så alle er forenet i fællesskabet omkring at tjene penge og få del i overskuddet eller hvor der arbejdes for en større sag, der ikke er et kommercielt værdifællesskab ( virksomhedens fem kerneværdier ), skabt af virksomhedskonsulenter. Det kan fx være et politisk mål eller en interessevaretagelse. Men bevægelsen mod et større fællesskabsfokus vil også kunne ses i det daglige og på et mere jordnært plan. Fx er det ikke utænkeligt, at det fælles måltid kommer langt mere på dagsordenen i de kommende år. Tidsånden byder jo i forvejen på et stort fokus på mad og sundhed, og der vil her være en naturlig kobling til fællesskabet omkring det at indtage maden. Det vil være en bevægelse væk fra det ensomme fjernsynsmåltid, den hurtige snack og functional food der primært betoner mad som kroppens brændstof til mad som social handling og fællesskab. Som Jens Ulrich, ph.d. og samfundsforsker ved Aalborg Universitet, beskriver det i artiklen Måltidet kan redde vores smuldrende fællesskaber, så levner måltidet jo netop plads til både det kollektive og det individuelle. Det gør det, fordi vi spiser det samme, men fra hver vores tallerken. Måltidet kan hæves fra blot at være en ramme om vores fællesskab til også at være fællesskabets indhold, skriver Ulrich og fortsætter: Hvis vi tør være vores nydelse bekendt, kan samtalen om måltidets indhold være en affyringsrampe for en fælleshed, der rækker videre end det, vi spiser og drikker. Hvis samtalen først drejer sig om det, vi spiser og drikker, så ligger det jo snublende nært at videreføre en samtale om økologisk jordbrug, genmodificerede fødevarer eller vitaminberigede morgenmads produkter. Og pludselig har vi bevæget os ind på samtaleemner, som har et politisk indhold og som er af betydning for, hvordan der tages beslutninger om det store fællesskabs indretning. På den måde kan nye fællesskaber både starte i det store og i det små. CHRISTINE LIND DITLEVSEN er cand.phil. i religionsvidenskab. Hun beskæftiger sig især med individualisering, forbrug, værdifællesskaber og religion i det sekulariserede samfund. 56 fo#

57 flickr: beggs / Brian Jeffery Beggerly Men bevægelsen mod et større fællesskabsfokus vil også kunne ses i det daglige og på et mere jordnært plan. Fx er det ikke utænkeligt, at det fælles måltid kommer langt mere på dagsordenen i de kommende år. Tidsånden byder jo i forvejen på et stort fokus på mad og sundhed, og der vil her være en naturlig kobling til fællesskabet omkring det at indtage maden

58 Johan Peter Paludans klumme De ejer fremtiden Der er mere rift om fremtiden end tidligere. Der var en gang, hvor Instituttet for Fremtidsforskning stort set havde fremtiden for sig selv. Sådan er det ikke mere. Stadig flere ønsker at være med til at belyse fremtiden. Selv på universitetsniveau! Det skyldes nok, at der er penge, undskyld: bevillinger, i det og at den forøgede forandringstakt har gjort fremtiden mere interessant. Ejerskabet til fremtiden er blevet mere akut. Samtidig kan man sige, at spørgsmålet: Hvem ejer fremtiden? er et godt eksempel på, at i informationssamfundet er der masser af svar. Kunsten bliver derfor at stille de rigtige spørgsmål. Stiller man spørgsmålet om, hvem der ejer fremtiden, dukker der nemlig en masse svar op. Her følger en foreløbig liste over hvem, der ejer fremtiden: 1. De unge. Det er det nemme svar. De unge har mere fremtid end os mennesker. Urimeligt, men ubestrideligt. Og de rager til sig. Halvdelen af nutidens nyfødte forventes at blive De sunde og fitte. Der går et spøgelse gennem Europa. Sundhedsspøgelset. Det bliver i fremtiden vanskeligere at opføre sig usundt. Det sker selvfølgelig i bedste mening for at give os alle mere fremtid, måske endda mere god fremtid, dvs. udskyde belastningen af den offentlige sektor gennem overførselsindkomster og sygehusudgifter. Der må komme en modreaktion på et eller andet tidspunkt. Deres klummeskriver kender en, der nægter at holde op med at ryge med argumentet, at han ikke ønsker at dø sund. Det er jo et synspunkt, men lever han længe nok og det håber jeg da kommer sundhedspolitiet og tager ham. 3. Dem der bliver husket. Fæ dør, frænder dør, selv dør du. Et ved jeg, som aldrig dør. Dommen over hver en død, hedder det i Havamal fra det 11. århundrede, så det er en betragtning med nogle år på bagen. Nu er det gode ry og forudsætningerne derfor ikke, hvad de har været. Andy Wharhol mente, vi alle havde ret til 15 minutters verdensberømmelse og realiseres dette, bliver det jo svært at huske dem alle. 4. De døde. Mange virksomheder er fondsejede. Virksomhedens grundlægger har skrevet fundatsen, og man taler da gerne om den døde hånd, der begrænser virksomhedens frihed og dermed rækker ind i fremtiden. Blandt de døde hænder er også patentejere og andre rettighedshavere, der længe efter deres biologiske liv kan sætte rammerne. De får måske kam til deres hår i det kommende open source-samfund 5. Dem, der skriver historien. Al fremtid bliver til fortid. Fortid og fremtid er et spørgsmål om fortolkning, og den, der fortolker, har ret i hvert fald indtil en anden fortolkning dukker op. 6. Politikere med succes. Politikeres renommé er ikke noget at skrive hjem om. De rangeres gerne på niveau med journalister, advokater og ejendomsmæglere. Måske skyldes det, at man først i fremtiden kan se, hvor god politikeren var. I nutiden skygger spin, studehandler og andet fnidder for det, men i fremtidens bagklogskabs klare lys kan man se den gode politiker. Winston Churchill var vist ikke altid lige respekteret i sin samtid, men er jo blevet det siden. Måske gælder denne mekanisme også nogle af nutidens politikere. Det er en meget venlig fortolkning, men teoretisk kan den da være sand. 7. De, der gider. Fremtiden findes ikke. Den er et resultat af de handlinger og beslutninger, vi træffer hen ad vejen, så de, der gider blande sig, bestemmer fremtiden 8. Os alle. Det er jo den rene kommunisme, hvor vi yder efter evne, det vil sige deltager i samfundets udvikling, og som borgere nyder efter behov. Vi er jo alle med til at udvikle samfundet, dvs. skabe fremtiden. Det er vel essensen af at være et samfund, selv om vi måske alle i større eller mindre grad kan finde på at pege på nogle, som skulle blande sig udenom. Der er sikkert flere, der mener at kunne gøre krav på at eje fremtiden, men egentlig er spørgsmålet om hvem, der ejer fremtiden, perverst. Man kan jo ikke eje noget, der ikke eksisterer. Den finansielle sektor kommer tæt på det kunststykke. Det hedder bl.a. derivater. Det øjeblik man ejer fremtiden, er den blevet til nutiden. Evigt ejes kun det tabte. JOHAN PETER PALUDAN er direktør på Instituttet for Fremtidsforskning og arbejder især med formidlingen af Instituttets resultater gennem foredrag og kurser i Danmark, Norden, resten af Europa samt USA. 58 fo#

59 flickr: hyperscholar / Guido random Alvarez

60 Af Jeffrey Saunders BOGANMELDELSE Krig og fred i det 21. århundrede I sin seneste bog Krig og fred i det 21. århundrede præsenterer Bertel Heurlin meget overbevisende de problemstillinger og tendenser, der har været med til at ændre vores opfattelse af begreberne krig og fred siden slutning af den kolde krig, og især efter 11. september Forandringshastigheden stiger, ikke bare for virksomhederne og individet i samfundet, men også for vores civile og militære institutioner. Begreberne krig og fred ændrer tilsvarende betydning i et højt tempo betydningen er meget anderledes, end den var for blot 20 år siden og nutidens internationale operationer kræver både civil og militær indsats. Målgruppen for Heurlins bog er personer med mellemlange og lange videregående uddannelser i freds- og krigsforskning, officerer i militæret, journalister med flere. Tilhører man ikke denne målgruppe, bør man alligevel tage sig tid til at læse bogen. Jeg kan stærkt anbefale den til alle, der er interesseret i at få en introduktion til krigsog fredsforskning og til de tendenser og udfordringer, som vil skabe fremtidens sikkerhedspolitik, eksempelvis atomvåben og krigen mod terror. Bogen er opdelt i tre dele. Del 1 er en introduktion til betegnelserne krig og fred. Del 2 præsenterer krigens generelle dimensioner, dvs. forklarer krig og fred som begreber, samt deres teoretiske grundlag. For den uerfarne læser kan det være en anelse skræmmende, men det er det hele værd. I kapitel 6 præsenterer Heurlin sit bud på seks forskellige revolutioner, der vil skabe det fremtidige strategiske miljø (på Instituttet for Fremtidsforskning ville vi kalde dem for megatrends). Han sætter disse i relation til de fem førende krigs- og fredsparadigmer. Del 3 præsenterer specifikke dimensioner af krig og fred: lov, begrebet sikkerhed, krigen mod terror, kernevåben, identiteter og Danmark i krig. Spørgsmål vedrørende krig og fred er nogle af de grundlægende emner i samfundet. Som en engageret borger burde man have indblik i de diskussioner, der former, hvordan vi opfatter, analyserer og fortolker fremtidige trusler, krig og fred. Danmark er et land, der, ifølge klassiske strategiske analyser, netop nu oplever den højeste sikkerhedstilstand i historien. Forsvarskommissionen udtalte i 2008: Danmark forventes ikke at ville stå over for en konventionel militær trussel inden for en overskuelig fremtid og nyder derfor godt af en gunstig sikkerhedsgeografisk placering uden historisk sidestykke. Alligevel har Danmark ændret sit militær fra et såkaldt mobiliseringsmilitær til et militær, der kæmper i udlandet. Siden 2001, har Danmark været engageret i operationer i Irak og nu i Afghanistan. Selvom USA er verdens suverænt største magt, og en af Danmarks tætteste allierede, er dette ikke en forklaring på Danmarks stærke involvering i udlandet. Andre nordiske lande har valgt andre strategiske løsninger end Danmark. Bogen er ambitiøs i sit mål. Heurlin giver en god introduktion til, hvordan vi definerer, hvad krig og fred er, og hvordan vores opfattelser af disse begreber er under forandring. Forandringen skyldes blandt andet introduktion af nye tendenser i samfundet, samt introduktionen af nye trusler, der opstår på grund af asymmetrien i det globale magtforhold, globalisering, radikalisering, klimaforandring og udbredelsen af endnu kraftigere dødbringende teknologi eksempelvis masseødelæggelsesvåben. Bogen forsøger at forklare forskellige fortolkninger af centrale spørgsmål så som: Hvornår har vi vundet krigen og opnået fred? Hvordan definerer vi vores samfundsobjektiver, når vi går i krig? Skal krigen mod terror, stabilitets- og genopbygningsoperationer, counterinsurgency-operationer stå på lige fod med de kampoperationer, som militær og efterretningstjenesten traditionelt set udfører? Hvorfor er fx indsatsen i Helmand-provisen i Afghanistan og piratbekæmpelsen i Adenbugten relevante for vores nationale og internationale sikkerhed? Set udefra skulle det tilsyneladende være nemt at svare på, hvad krig og fred er, men hvordan kunne den tidligere tyske forbundskansler, Gerhard Schröder, forsvare tysk deltagelse i NATO s operationer mod Restjugoslavien i 1999 en krig, der skulle forhindre etnisk udrensning i Kosovo med forklaringen: Det er ikke en krig. Det er en politisk aktion med militære midler for at opnå fred. 1 Spørgsmålene er alvorlige. Måden hvorpå vi fortolker dem, og forsøger at besvare dem, er i færd med at forandre de omstændigheder, som vores civile og militære ledere opdrager vores samfund og samfundsinstitutioner på i forhold til at forandre relationerne mellem civile og militære institutioner, samt vores rettigheder som borgere. Siden Berlin Murens fald for 20 år siden, har en række forskere forsøgt at forstå ændringerne i krigens karakter, og Heurlin giver en god analyse af blandt andre Alvin Tofflers, Mary Kaldors, Mikkel Vedby Rasmussens og Rupert Smiths for- 60 fo#

61 Krig og fred i det 21. århundrede - Af Jeffrey Saunders Det er ikke en krig. Det er en politisk aktion med militære midler for at opnå fred Gerhard Schröder, daværende tysk forbundskansler, om den tyske deltagelse i NATO s operationer mod Restjugoslavien i tolkninger af, hvorfor krig i det 21. århundrede er anderledes end i dag. Hvad der karakteriserer de nye krige, giver Rupert Smiths opridsning en god oversigt over: Tabel 1: Rupert Smiths betegnelse af nye krige i forhold til gamle krige Industrikrige Vitale interesser, overlevelse (hård sikkerhed) Målet er at vinde Krig er sidste udvej Størst mulig styrkeanvendelse Hurtig afslutning af krigen Symmetrisk krigsførelse mht. mål, midler og måder Nye krige Ikke-vitale interesser (blød sikkerhed) At sikre særlige vilkår Krig skal løse eller begrænse kriser Begrænset, afpresset styrkeanvendelse Langvarige indsatser Krigen udkæmpes blandt civilbefolkningen, ingen fronter, ingen modstilling Betegnelsen nye krige skal tages med et gran salt. Der er ikke nogen nyt i dem. Der er flere krige igennem historien, som matcher den overordnede forklaring på nye krige, tag fx koloniseringskonflikterne i tallet. Man kunne argumentere for, at den kolde krig var en undtagelse i verdens historie, fordi der var en 50-årig periode med spænding mellem to forskellige blokke. Da jeg arbejdede som konsulent i det amerikanske forsvarsministerium, var disse problematikker kernen til diskussioner vedrørende udgivelserne af nye strategier og direktiver, som fx direktivet DODD , Military Support for Stability, Security, Transition, and Reconstruction (SSTR) Operations, der sætter stabilitets-, sikkerheds-, transitions-, og genopbygningsoperationer på lige fod med kampoperationer, som det amerikanske militær skal forberede sig til 2. I førnævnte direktiv er der en anerkendelse af, at militær styrke ikke er nok til at sikre succes i fremtidige operationer. I de nye krige kræves der større civil indsats og en højere grad af professionalisering af både civil og militær deltagelse. Den større civile indsats påvirker nu militære organisationer mere end tidligere. Det er ikke kun det amerikanske sikkerhedsapparat, der tager konsekvenserne af disse forandringer. De fleste NATO-lande gennemgår den samme forandring. Med en god forståelse af krig og freds betydninger i det 21. århundrede, kan man begynde at forstå mange af de udfordringer, der ligger i disse operationer, og vi begynder i vores samfund at tage dem alvorligt. En af de kritiske udfordringer, blandt mange fra de nye krige, er at skabe civile kapaciteter til at deltage i de usikre, nye krige, hvor der ingen fronter findes. Mens NATO-landene tøver med at sende flere soldater til Afghanistan, og præsident Obama overvejer, hvor mange soldater, USA kan forøge med, ignorerer vi det reelle problem. Der findes ikke civile eksperter nok til at løse de nye opgaver, som de nye krige stiller. Counterinsurgency-operationer et kerneelement i de nye krige kræver en stærk civil tilstedeværelse, men hvor er denne tilstedeværelse eksempelvis i Afghanistan? Ifølge de seneste tal, skal det amerikanske forsvarsministerium besætte 300 civile jobs i Irak og 350 i Afghanistan. Det amerikanske udenrigsministerium mangler 30 procent af det nødvendige personale på en lang række ambassader. Kommer der nyt personale til USA s udenrigsministerium og Agency for International Development? Nej, der ansættes kun 700 nye diplomater om året, hvilket knap nok er tilstrækkeligt til at erstatte de, der går på pension 3. NATO-indsatsen er ikke bare truet, fordi de mangler soldater, den er måske mere truet, fordi soldaterne ikke har den nødvendige kompetence. noter 1 Heurlin, p html og corres/pdf/300005p.pdf 3 Ron Capps, Call in the civilians Foreign Policy (October 2, 2009) < civilians > Bertel Heurlin: Krig og fred i det 21. århundrede facts, forestillinger og forklaringer. 1 udgave, Forlaget Samfundslitteratur JEFFREY SAUNDERS er MA i International Affairs og MA i historie. Han er ansat ved Instituttet for Fremtidsforskning, hvor han arbejder med bl.a. økonomi, miljø og energi, national sikkerhedspolitik og globalisering. Indtil 2006 var han ansat som rådgiver for den den amerikanske regering og internationale organisationer i Office of the Secretary of Defense for Stability Operations. fo#

62 flickr: boliston / Adrian Boliston

63 Af Thomas Geuken & Farzin Farahmand udenfor tema Den bekvemme fejlslutning om psykologiens rolle i finanskrisen Økonomers omgang med psykologiske termer er effektivt med til at holde de forkerte personer ansvarlige for den finansielle krise»finanskrisen er et psykologisk fænomen«lyder overskriften på en artikel fra Finansforbundets nyhedsbrev (nr. 7/2009). Artiklen er en af de mange artikler, der er skrevet om den igangværende økonomiske krise, hvor økonomer og andre finansielle aktører refererer til den psykologiske effekt som et meget centralt parameter i forståelsen af den finansielle krises udvikling. Vi hører eksperter udtale sig i sentenser, der får psykologi til at fremstå som noget nær det vigtigste at holde styr på som samfund fx: Det er ikke faldet i boligpriserne, der i sig selv er farligt men mere den psykologiske effekt, det har. Underforstået: fald udløser flere fald. Det er psykologi. Men hvad er egentlig den psykologiske effekt psykologisk set? Den psykologiske effekt er ikke en fagterm men en tilnærmelse til et fænomen. Det refererer til den helt fundamentale tvang, mennesker har, til at sætte oplevelser, budskaber og handlinger ind i kontekster for at gøre dem meningsfulde. Når vi sætter nyheder og begivenheder ind i kontekster, giver det et rationale at forstå verden igennem, men det åbner samtidig også for det irrationelle: Den affektive handling, som mange økonomer frygter i krisetider og rider højt på i velstandstider. I gode tider forstærkes en bevægelse, der kan forklares rationelt og økonomisk, mens det i dårlige tider går lige modsat; her forstærkes den nedadgående spiral udover det, den egentlig burde, hvis man alene så på tal og handlede fornuftigt.»den psykologiske effekt«bliver derfor set af økonomer som en dynamik, der forstærker de allerede eksisterende tendenser. Den er blevet en lægmandsterm, indlejret i både økonomi og investering, og den spiller på to stærke følelser hos mennesker: Frygt og grådighed. Økonomisk spin Både frygt og grådighed næres af medieomtale. Dystre økonomiske forudsigelser i medierne prikker til vores frygt for at miste det, vi har, mens positive nyheder får os til at gnide os i hænderne af fryd. Hvor mange lunede sig ikke i årene ved tanken om den voksende friværdi, bundet i parcelhusets mursten og købte derfor lige en ekstra lille lejlighed som investering, nu det gik så godt? Og hvor mange sidder ikke i dag med lidt for stort et tillægslån i boligen og frygter den tekniske insolvens? fo#

64 Den bekvemme fejlslutning om psykologiens rolle i finanskrisen - Af Thomas Geuken & Farzin Farahmand Måske fordi lånet blev brugt til køb af aktier, der nu er mindre værd end før. Man ved jo aldrig, hvor markedet ender Grådighed er afløst af frygt. Måske vender det igen og resulterer i ny grådighed? Det vil tiden vise. Hukommelsen plejer at være kort. Modsat arbejde, hvor mange tjener deres penge i bytteforholdet en dagsløn for et dagsværk, er investeringer at spekulere sig til penge. Derfor er investeringer i høj grad baseret på forestillinger om, hvor meget udsving, der indtræder på det givne marked fx aktie- eller boligmarkedet. Derfor bliver billedet af markedet et vitalt punkt, som der kæmpes om. Lige som i vejrudsigten, fodres vi dagligt med de nyeste økonomiske vinde og regnskyl. Hvilke aktier går op og ned? Hvad siger tallene for boligsalget i andet kvartal? Hvordan går det med renten og arbejdsløsheden? Investeringseksperter har egne tv-show i primetime på de store amerikanske tv-networks som fx»mad Money«med Jim Cramer på CNBC, under sloganet we have the financial expertise you need. Problemet er så bare, at Jim Cramer er inhabil. Han indrømmer fx i , at han manipulerede markedet med sine Hedgefonde ved at udføre forskellige tricks. Han beskyldes af sin forhenværende partner, Nicholas W. Maier, for at udføre Pump and Dump. Det handler i al sin enkelthed om at købe aktier til en meget lav pris og efterfølgende pumpe værdien op ved at sende hysteriske nyhedsbreve ud om, at aktien er ved at eksplodere i pris. Dernæst sælges aktierne igen til en forhøjet pris og de normale investorer står derefter tilbage med værdiløse aktier. Mad Money-Jim, har for længst indset, at investering kan optimeres gennem mediepåvirkning. DERFOR er han aktør på begge markeder. Medierne er blevet markeds tro tjener og lever jo sjældent op til at være samfundets vagthunde. Det er økonomisk SPIN. Det mest virkningsfulde eksempel på en sådan spin stod den nu forhenværende direktør for den amerikanske centralbank, Alan Greenspan for. Det er velkendt 2, at han var en mester i at manipulere, og med sin placering i spidsen for verdensøkonomien havde han kæmpe indflydelse og ansvar. Forskellen til Jim Cramer er vel blot, at han i dag sandsynligvis ikke udøvede sit spin for egen, privatøkonomisk vindings skyld. Vi kender lignende tendenser i Danmark, blot fra den politiske sfære, fra tv-programmet Jersil og spin på DR TV. Her handler det om smarte vinklinger, politiske positioner og spin på spin intet om, hvad god politik er, eller hvad de politiske initiativer egentlig går ud på. Programmets eksperter forholder sig primært til, hvad andre kommentatorer har til hensigt at opnå med det, de siger ikke om, hvad de siger. Vores moderne liv har på den måde udskiftet realitet og mening med et medieforfalsket billede af virkeligheden. Den økonomiske virke- lighed er i dag mere en simulation end egentlig realitet. Samfundet og de finansielle aktører er blevet fanget ind i - og afhængige af - mediernes forvredne, sensationslystne fortolkninger af virkeligheden. De har mistet kontakten til den reelle virkelighed, som fortolkningerne er baseret på. Retrospektivt var de finansielle aktører måske mere interesseret i kampen om mediebilledet (for det er der nemlig penge i), end at få styr på de reelle problemstillinger, der fx var med sub-primes, ratingsystemer m.m. Når realiteten så endelig bryder igennem mediebillede, sker det med en uhæmmet, voldsom kraft. En perfekt storm kræver, at den i ubemærkethed får lov til at tage til i styrke, inden den rammer os. Og når krisen kommer bag på os, skyldes det måske, at økonomerne kiggede væk fra tallene og troede på den fantastiske gevinst og markedets psykologiske kræfter, der til evig tid ville få kurverne til at fortsætte opad. Ansvarsforflygtigelse Økonomers fortællinger om»den psykologiske effekt«kan forstås som en slags fortolkningsskema, der former, ordner og er med til at skabe sammenhæng og mening i vores redningsaktiviteter. Problemet er bare, at den psykologiske indgangsvinkel overdrives og indirekte negligerer alvoren i de reelle problemstillinger ved at flytte krisen hen i et psykologisk univers, hvor den strengt taget ikke hører hjemme. Krisen er opstået i den økonomiske sfære, blandt økonomer, investorer, boligejere og spekulanter. Men når finanskrisen reduceres til et psykologisk fænomen, kan de involverede aktører hurtigt afskrive sig deres ansvar og pålægge modtagerne af ydelserne ansvaret. I den optik er aktørerne i det økonomiske system ved at påtvinge brugerne ansvaret. Borgerne skal ikke reagere i affekt lad ikke psykologien vinde, er det bagvedliggende rationale, når ejendomsmæglere, bankøkonomer og realkreditselskabernes talspersoner forsøger at tale markedet op. En bekvem psykologisk fejlslutning, der effektivt fastholder et uholdbart grundlag for samfundets økonomi. For måske ER der ubalancer i systemet, der ikke kan forklares med psykologi. Måske er der faktisk brug for nulvækst (eller det, der er værre) lige nu, for at få de overophedede kedler til at køle lidt af. Før lokomotivet igen brager fremad. Måske er det tid til, at flere penge tjenes som dagløn for et dagsværk eller ved almindelig virksomhedsdrift og færre som afkast af investeringer. Det ville flytte fokus fra psykologi til økonomi, fordi psykologien som hjælperedskab og forklaringsmodel stort set er unødvendig ved disse mere simple former. Her rækker økonomien som forklaringsmodel så rigeligt. 64 fo#

65 Den bekvemme fejlslutning om psykologiens rolle i finanskrisen - Af Thomas Geuken & Farzin Farahmand Problemet er, at den psykologiske indgangsvinkel overdrives og indirekte negligerer alvoren i de reelle problemstillinger ved at flytte krisen hen i et psykologisk univers, hvor den strengt taget ikke hører hjemme Den psykologiske effekt bliver derfor set af økonomer som en dynamik, der forstærker de allerede eksisterende tendenser. Den er blevet en lægmandsterm, indlejret i både økonomi og investering, og den spiller på to stærke følelser hos mennesker: Frygt og grådighed Man kan ikke spekulere sig ud af en krise I eksistentiel psykologi betragter man kriser som noget, der hører med til det at leve, og det er en livsopgave at kunne tackle denne modgang. Kriser er her en vigtig og naturlig del af menneskers modningsproces, og de udløses af hændelser oftest forbundet med et tab. Definitionen på krise er interessant, fordi den meget klart beskriver finanskrisen. Kriser opstår, når man pludselig befinder sig i en livssituation, hvor alle ens tidligere erfaringer og redskaber ikke slår til mere. De sættes ud af kraft. Man kan ikke fyldestgørende begribe den nye livssituation og mangler begreber at holde verden fast med. Man lider også af meningsmangel. I kriser er det to sideløbende dagsordner eller opgaver, man skal tage højde for i et terapeutisk perspektiv. Den helt fundamentale handler om at reagere hurtigt på den situation, man befinder sig i. Når chokket indtræder, lammes man. Derfor handler det om at lindre på kort sigt. I den finansielle krise gjaldt det fx om at dæmme op for skadens omfang gennem redningspakker, statsgarantier og så videre. Bagefter kommer de voldsomme reaktioner og de store udsving. Men langsomt begynder man at behandle de svære oplevelser ved at gennemskue de forudsætninger, mekanismer, dynamikker og betingelser, der gjorde, at krisen indtraf. I hvert fald ideelt. For kun en aktiv ansvarstagen overfor et fremtidigt liv skaber en nyorientering for aktøren. Det er en nødvendig del af processen med af komme ud af en krise, og et vellykket kriseforløb ændrer altså de grundlæggende antagelser, som man tidligere tog for givet. Men hokus pokus-forklaringer af psykologisk tilsnit gør det ikke alene, og man kan spørge, hvor og hvornår finanskrisens hovedaktører spekulanterne, fondene, bankerne, realkreditinstitutionerne etc. har gjort sig de nødvendige overvejelser? Hvor er processen, der behand- fo#

66 Den bekvemme fejlslutning om psykologiens rolle i finanskrisen - Af Thomas Geuken & Farzin Farahmand ler de svære overvejelser? Hvor er den gennemtænkte og holdbare forklaringsmodel? Og hvor i det politiske system kommer den til udtryk? Forbrug mere, lød det politisk i forlængelse af frigivelsen af de ellers indefrosne SP-penge. Og husk, at skattelettelserne giver jer bedre økonomi næste år, blev det tilføjet. Igen et udtryk for en psykologi, der skulle vendes; der skulle dæmmes op for den affektive frygthandling. Men den vindende dagsorden er en proaktiv vision, der skal kunne svare på spørgsmålet: Hvad er meningen? Hvordan skal livet se ud fremover og hvad kan man realistisk gøre? I forhold den økonomiske krise er spørgsmålene: Hvordan skal fremtidens samfund se ud? Og hvordan indretter vi det finansielle marked, så det understøtter os i denne bevægelse? Den vindende dagsorden er en visionær meningsdagsorden, der skal give den fundamentale dagsorden retning, mens der rettes op på en uholdbar situation. Ellers tænkes der kun kortsigtet. Mange har dog en tendens til at benytte allerede kendte redskaber til hurtigt at komme ud af den uønskede krise at smutte uden om. Men en god psykologisk tommelfingerregel er, at de redskaber, der bragte dig i ind i krisen, ikke kan få dig ud igen. Så hvis økonomer og andet godtfolk virkelig tror på psykologi i økonomi, var det måske her, de skulle starte. Yderligere spekulation hjælper næppe i forhold til finanskrisen. Tværtimod. lighed, det rationelle og tallene. Økonomien har længe ønsket sig at være en eksakt videnskab. Det har været bestræbelsen siden Anden Verdenskrig. Men når krisen så bryder ud, når systemerne tager fejl, er økonomerne de første, der råber højt om, at det er den psykologiske effekt, som er årsagen bag. Og nu sidder så to psykologer og skriver denne artikel, hvor de plæderer for økonomiske løsninger på økonomiske problemer. Det viser vel blot, at noget trænger til at blive lavet om i forståelsen af det hele. At vi trænger til at få psykologien tilbage, hvor den hører hjemme og få økonomien tilbage som den ramme, hvorfra de samfundsøkonomiske problemer løses. Imens skal vi nok prøve at tage os af nogle af de mennesker, som reelt står med store, menneskelige problemer som følge af det igangværende, økonomiske morads. noter 1 TheStreet.com, Aaron Task, Superbobler og ninja-lån, Jesper Vind Jensen, Weekendavisen, 16. oktober FARZIN FARAHMAND og THOMAS GEUKEN er statsautoriserede psykologer og partnere i egen virksomhed. Thomas Geuken er desuden associeret forskningschef på Instituttet for Fremtidsforskning Økonomerne versus psykologerne Når økonomer og ejendomsmæglere i krogene taler om, at det i virkeligheden ikke er finanskrisen i sig selv, der er problemet, men snare fortællingen om den, som er det, er det en sandhed med modifikationer. Det er ganske vist rigtigt nok, at en negativ fortælling om samfundets økonomi skaber usikkerhed, hvilket får folk til at holde igen med forbrug og investering. Men selve måden at anskue det hele på markedet som fortælling og psykologi er en reaktiv tilgang. Netop fordi, man (som ovenfor beskrevet) dermed fortsætter med at bruge de samme redskaber, der bragte os ind i overophednings- og bobleperioden. Vi fastholder dermed opgaveløsningen i det forvrængede og spin-styrede mediebillede i stedet for grundlæggende at adressere selve det problembærende system: samfundet og dets finansielle og økonomiske subsystemer. I virkeligheden er den primære årsagsforklaring bag finanskrisen måske blot, at ting var overvurderede i forhold til deres reelle værdi. Og at sikkerhedskontrollen og vurderingssystemet endte i hat og briller, drevet af den føromtalte grådighed. Vi kan ikke sige det med sikkerhed, for vi er ikke økonomer og økonomerne siger det ikke selv (ikke ret mange af dem, i hvert fald). Det er lidt absurd. Økonomer er som regel dem, der er først med at sige, at man skal holde sig til fakta, sag- 66 fo#

67 Abb A/s AbeliA deloitte dinamo experian hsh nordea nykredit pbs A/s skat tdc A/s contact Copenhagen Institute for Futures Studies Instituttet for Fremtidsforskning flickr: puffyjet FO-abonnement ID fo the Perfect storm issue FO/futureorientation # pris DKK 1995,- ex moms i 2010 for et årsabonnement (6 numre), inkl. to trykte udgaver af hvert magasin og online adgang. Kontakt FO-sekretær Ellen Mauri på [email protected] eller tlf Ansv. redaktør Morten Grønborg på mgr@cifs. dk eller tlf fo online copenhagen institute for Futures studies instituttet for Fremtidsforskning members: 3rddimension A/s dampskibsselskabet torm Adecco A/s bankenes betalingssentral A/s beskæftigelsesministeriet brand management group business danmark danmarks radio, strategi og projekt danmarks statistik (øem) dansk Arkitektur center danske AndelskAssers bank A/s danske bank A/s devoteam davinci As dnb nor AsA dong energy enemærke & petersen A/s energimidt erhvervs- og byggestyrelsen (øem) erhvervs- og selskabsstyrelsen (øem) finansforbundet finansrådet finanstilsynet (øem) forbrugerstyrelsen (øem) fredensborg kommune gentofte kommune gjensidige forsikring grontmij carl bro grundfos A/s hafslund AsA id kommunikation ideon center inco danmark innovasjon norge institut für WirtschAftsforschung An der universität münchen inter ikea systems jyske bank A/s kommunförbundet skåne konkurrencestyrelsen (øem) kreab gavin Anderson københavns kommune københavns lufthavne A/s lantmannen unibake lærerstandens brandforsikring g/s m.f.k. s Almene fond malmö stad maritime development center of europe media planning group mejeriforeningen melvær & lien idé-entreprenør mercantec montana møbler A/s multidata-bluegarden nbbl A/l norske boligbyggelags landsforbund nokia danmark nortura ba novo nordisk A/s oljedirektoratet patent- og varemærkestyrelsen (øem) realkredit danmark A/s region skåne sikkerhedsstyrelsen (øem) sony music entertainment denmark A/s statoil hydro AsA svendborg kommune søfartsstyrelsen (øem) saarioinen oy telia sonera topdanmark forsikring A/s trygvesta A/s trælasthandlerunionen (tun) vkr holding A/s økonomi- og erhvervsministeriet copenhagen institute for futures studies norre farimagsgade 65, dk copenhagen k. tel.: [email protected] Web: fo the Perfect storm issue Copenhagen Institute for Futures Studies The world economy is in the middle of a situation that can best be described as the perfect storm FO på engelsk FO udgives også på engelsk, og hvis du foretrækker dit trykte FO på engelsk, så kontakt FO-sekretær Ellen Mauri. Du kan også finde den engelske udgave på #5 - oktober 2009: tema: Den Perfekte storm

68 ID Copenhagen Institute for Futures Studies Instituttet for Fremtidsforskning Medlemmer: 3rddimension Finansforbundet Lantmannen Unibake Søfartsstyrelsen (øem) A/S Dampskibsselskabet TORM Finansrådet Lærerstandens Brandforsikring G/S Saarioinen Oy ABB A/S Finanstilsynet (øem) M.F.K. s Almene Fond TDC A/S Abelia Forbrugerstyrelsen (øem) Malmö Stad Telia Sonera Adecco A/S Fredensborg Kommune Maritime Development Center of Europe Topdanmark Forsikring A/S Bankenes BetalingsSentral A/S Gentofte Kommune Media Planning Group TrygVesta A/S Beskæftigelsesministeriet Gjensidige Forsikring Melvær & Lien Idé-entreprenør Trælasthandlerunionen (TUN) Brand Management Group GRONTMIJ CARL BRO Mercantec VKR Holding A/S Business Danmark Grundfos A/S Multidata-Bluegarden Økonomi- og Erhvervsministeriet Danmarks Radio, Strategi og Projekt Hafslund ASA NBBL A/L Norske boligbyggelags Landsforbund Danmarks Statistik (øem) HSH Nokia Danmark Dansk Arkitektur Center ID kommunikation Nordea Danske Andelskassers Bank A/S IDEON Center Nortura BA Danske Bank A/S Inco Danmark Nykredit Deloitte Innovasjon Norge Oljedirektoratet devoteam davinci AS Institut für Wirtschaftsforschung an der Patent- og Varemærkestyrelsen (øem) Dinamo Universität München PBS A/S DnB NOR ASA Inter IKEA Systems Realkredit Danmark A/S DONG Energy Jyske Bank A/S Region Skåne Enemærke & Petersen A/S EnergiMidt Erhvervs- og Byggestyrelsen (øem) Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (øem) Experian Kommunförbundet Skåne Konkurrencestyrelsen (øem) Kreab Gavin Anderson Københavns Kommune Københavns Lufthavne A/S Sikkerhedsstyrelsen (øem) Skat Sony Music Entertainment Denmark A/S Statoil Hydro ASA Svendborg Kommune kontakt Instituttet for Fremtidsforskning Nørre Farimagsgade 65, DK København K. Tel.: [email protected] Web: