Introduktion til havpattedyr

Transkript

1 Her introducerer vi nogle af de mest fremtrædende havpattedyr i Nordeuropa, med særligt fokus på Østersøen; marsvinet, gråsælen, den spættede sæl og ringsælen. Marsvin (Phocoena phocoena) Marsvinet er en lille tandhval, som findes i tempererede eller kolde havområder i det nordlige Stillehav, det nordlige Atlanterhav og Sortehavet. Det er den eneste tandhval, som findes i Østersøen året rundt. Marsvin lever i kystnære områder på dybder mellem meters vand. Lavtvands-områder er vigtige for fødsler, og diegivning. Et voksent marsvin er omkring 160 cm i længde, og vejer omkring 65 kg, men størrelsen variere mellem køn og populationer. Dyrets overside er mørk grå, mens undersiden er hvid, og der er en mørk stribe fra mundvigen til brystfinnen. Rygfinnen er kort og trekantet. Kroppen er kort og rund i formen, for at minimere varmetabet til det omgivende kølige vand. Hunner er ofte lidt større end hanner, og bliver kønsmodne lidt senere, fra de er 3 til 5 år, modsat ca. 3 år for hanner. Marsvin er blandt de hvaler, som har den korteste levealder: de lever sjældent længere end 12 år, med den længst målte levealder på 24 år. Reproduktionen foregår i sæsoner, med fødsler fortrinsvis i maj og juni, og parring i juli og august. Hunner føder en kalv næsten hvert år, hvilket betyder at de er gravide og producere mælk samtidig, det meste af deres liv. Marsvin er drægtige i 10,5 måneder og kalve dier i 6-9 måneder, selvom de begynder at fange fisk fra de er et par måneder gamle. Årlig livscyklus for et marsvin i Østersøen. Calving: fødsel; nursing: digivning; mating: parring. Til trods for deres lille størrelse, kan marsvin komme lang omkring. De kan i gennemsnit svømme med en hastighed på 0,6-2,3 km/t, og kan tilbagelægge afstande på op mod 58 km/dag. De kan flytte sig hurtigt mellem områder. 1 / 18

2 Marsvin burger højfrekvente ekkolokaliseringsklik, med en lav båndbredde, til at orientere sig i deres omgivelser, til at finde føde og til at kommunikere. I uklart vand, om natten eller på større dybde, er marsvin helt afhængige af ekkolokalisering. Deres biosonar genererer højfrekvente klik, og lytter efter tilbagevendende ekkoer fra fisk eller forhindringer i omgivelserne. Marsvinet laver et kliktog og lytter efter de returnerende ekkoer fra forhindringer og fisk Hovedfrekevensen i et marsvineklik er 130 khz; de kan sandsynligvis finde en voksen sild på op til 40 meters afstand. Det er blevet vist, at marsvin bruger deres biosonar næsten konstant, selvom der er lidt forskel på dag og nat, og der forekommer stille perioder. Marsvin kan dykke til mindst 400 meters dybde, selvom de fleste dyk er på mindre end 30 meters dybde og varer mindre end et minut. Under dybere dyk antages det, at de leder efter bytte tæt ved bunden, eller på en specifik dybde. Deres relativt lille kropsstørrelse gør, at varmetabet til det omgivende vand er højt, og kapaciteten for energilagring er lille, hvilket indikerer at marsvin har behov for konstant adgang til føde. Viden om marsvins fødeindtag kommer primært fra analyser af maveindhold. De er opportunistiske rovdyr, som primært lever af små stimefisk af arter som torsk, sild, brisling, kutlinger og tobis. 2 / 18

3 I Østersøområdet er sild (Clupea harengus), brisling (Sprattus sprattus), og mindre torsk (Gadus morhua) den primære fødekilde, målt som indtaget vægt. Kutlinger er den type bytte, som findes ofte, man da de er så små, udgør de kun omkring 5 % af den samlede indtaget føde-vægt. Marsvin skal spise mellem 4-10 % af deres kropsvægt per dag. Byttedyrsstørrelsen er ofte mindre end 300 mm. Selvom marsvin nogle gange kan findes i større grupper, mener man, at de jager individuelt. Det er blevet foreslået, at marsvin bliver indenfor et lille område, men at de tilpasser deres fødesøgningsstrategi til de forandringer, der er i de lokale omgivelser i løbet af året. Alle marsvin I Nordeuropa antages at være en population, selvom populationsstrukturen endnu ikke er helt afklaret. Der er tre forvaltningsenheder: 1. Nordsøen, Skagerrak og det nordlige Kattegat ned til breddegraden 57 N; 2. Syd for denne linje i den sydlige del af Kattegat og i Bælthavet, mod øst i Østersøen til længdegrad 13.5 E; og 3. Den egentlige Østersø øst for afgrænsningslinjen for den anden forvaltningsenhed (13.5 E). Tre populationer er blevet identificerede i Østersøområdet med afgrænsninger i det nordlige Kattegat - breddegrad 57 N, og i den sydvestlige Østersø - længdegrad 13.5 E 3 / 18

4 Antallet af marsvin i Østersøen blev estimeret af SAMBAH projektet til at være omkring 500 dyr i Tidligere undersøgelser lavet i 1995 og 2002 gav estimater på henholdsvis 599 og 93 marsvinegrupper. Østersø populationen er klassificeret som kritisk truet af IUCN (The International Union for Conservation of Nature). Marsvinet er også med på listen i Habitatdirektivets1 (92/43/ EEC) Anneks II og IV, hvilket betyder at de er beskyttede under national lovgivning i Sverige, Finland; Estland, Letland og Polen, og er på den nationale rødliste i Sverige, Polen, Danmark, Estland, Letland og Tyskland. Trusslestatus for marsvin i Østersøområdet Havområde Organisation Status Østersø IUCN Kritisk truet Østersø HELCOM 1 Kritisk truet Kattegat ( Vestlige Østersø ) HELCOM Sårbar En foreslået begrundelse for at marsvin plejede at migrere gennem Bælthavet hver vinter er, at det var for at undgå isen i Østersøen. Her var de grundlag for kommerciel fangst, særligt i Lillebælt i Danmark, frem til slutningen af 1800-tallet. I danske farvande var den estimerede totale fangst gennem og 1800-tallet på over dyr. I polsk farvand blev mere end 700 marsvin fanget, primært i laksedrivgran, mellem 1922 og 1933, idet myndighederne indførte en dusør for fangede dyr, da marsvin i denne periode blev anset for skadelige for fiskeriet ved at ødelægge fiskegarn og fiskebestande. Gennem første halvdel af 1900-tallet var der flere hårde vintre, og i f.eks druknede flere hundrede marsvin under isen, og blev efterfølgende fundet på strandene på Bornholm. Også i løbet af den strenge vinter i 1942 druknede et betydeligt antal marsvin under isen øst for øen Als, i den sydlige ende af Lillebælt i Danmark. Marsvin jages ikke længere aktivt i Østersøområdet, men den historiske jagt og de strenge isvintre, fulgt af betydelig bifangst som følge af introduktionen af nylon garn i 1950erne og 1960erne, samt introduktionen af forskellige typer miljøgifte, har formegentligt ført til det nuværende lave antal marsvin i Østersøen. I dag er den største trussel mod marsvin i hele deres udbredelsesområde bifangst i fiskeredskaber, særligt stormaskede bundsatte garn til fangst af torsk, pighvar, rødspætte og stenbider. For Østersøen er kun et minimum af data om bifangst tilgængeligt fra indsamlings- eller observationsordninger. I svenske og polske farvande foregår en stor del af bifangsten i drivgarn og semi-drivgarn til fangst af laks. Fiskeri med drivgarn er nu blevet forbudt af EU, men de semi-drivgarn, som anvendes af polske fiskere, er stadig tilladte og i brug. Den nuværende rate af bifangst kendes ikke. Udover bifangst i erhvervsfiskeredskaber, mener man også, at et ukendt antal marsvin at bifanges i sportsfiskeri, men ingen publicerede oplysninger om dette er fundet. Der er hovedsageligt tre tilgange til at mindske bifangst: mindske fiskeriindsatsen, bruge lydskræmmere, såkaldte pingere, og brug af alternative fiskeredskaber. 4 / 18

5 En pinger udsender ret lav-intensitets signaler (kildestyrke: < 150 db re 1 μpa at 1 m) og med frekvenser mellem 2,5 og 180 khz. Pingere bliver brugt til at holde marsvin borte fra fiskegarn. De kan hæftes fast på reb, som holder to net-paneler sammen, enten på hovedrebet eller på fodrebet. De skal sættes på reb, som ikke bruges til at hale nettet i land. Pingere kan effektivt holde marsvin væk fra fiskegarn, og kan derved forhindre bifangst, når de er placeret med meters mellemrum, og selv med 500 meters mellemrum på garnene. Der er forskellige modeller enten med udskiftelige batterier eller forseglede enheder, som ikke kan genbruges når batteriet løber tør. Pingere er blevet testede i flere studier verden over. Den overordnede konklusion er at de, når de bruges korrekt, næsten kan fjerne bifangst af marsvin. Det er dog uklart om marsvin kan vænne sig til pingere i det lange løb. Indtil videre har pingere ikke vist sig at være effektive i at holde andre hvalarter, såsom delfiner, væk fra fiskeredskaber. Et yderligere problem er, at pingere har vist sig at fungere som madklokker for sæler, hvilket kunne forværre situationer, hvor sæler tager fisk fra garn. Dette er allerede et stort problem i Østersøen, og fiskere i Østersøen er derfor meget tøvende i forhold til at bruge pingere. I Sverige udvikles i øjeblikket en sæl-sikker pinger. Lyden af denne pinger er blevet justeret, så frekvenser indenfor sælernes høreområde er blevet dæmpede, mens de øvrige frekvenser op til 150 khz, hvilket er marsvins øvre høregrænse, er blevet forstærkede. Tre typer pingere: Fumunda, Aquamark og banana pinger I Sverige er udviklingen af fiskefælder, som erstatning for fiskegarn, hovedsagelig drevet af behovet for at mindske sælers ødelæggelser af fangst, og fiskeredskaber. 5 / 18

6 Hvad er forskellene mellem delfiner og marsvin? Delfiner og marsvin er forskellige i deres snuder, finner og kropsform. De fleste delfiner har en forlænget næbagtig snude, seglformede rygfinner og længere og slankere kroppe end marsvin. Der er også stor forskel på tænderne: delfiner har kegleformede tænder, mens marsvin har spatelformede tænder. OPGAVE 1: Bestem om det er et marsvin eller en delfin, der vises på billedet. OPGAVE 2: Vis på tegningerne nedenunder, om der er tale om en delfin eller et marsvin, og marker forskellene mellem dem. OPGAVE 3: Bestem om det er en hun eller han på billedet, og marker to centrale forskelle mellem kønnene. 6 / 18

7 Sæler Sæler er top-prædatorer i Østersøen og Nordsøen. De er derfor følsomme for de forandringer, der sker på lavere trofiske niveauer i det marine økosystem, for variation i klimaet og for menneskelig indflydelse (skrumpende fiskebestande, tilstedeværelsen af skadelige kemikalier, fangst og bifangst). På grund af deres følsomhed for disse tryk, er de glimrende indikatorer til at måle på et økosystems miljøtilstand. Antallet af alle arter af sæler i Østersøen blev stærkt reduceret i begyndelsen af det 20. århundrede, på grund af overdreven jagt, som resulterede i et fald på 80-90% i løbet af perioden Siden førte miljøforurening i 1960erne og 1970erne til alvorlig infertilitet hos ring- og gråsæler. I 1970erne observerede man gråsæler som aborterede næsten fuldt udviklede foster, og kun 17% af hun-ringsæler var fertile. Forskning viste en direkte kobling mellem reproduktionsforstyrrelser, og forurening med klorerede carbonhydrider for disse to sælarter. Infertilitet var en af hovedårsagerne til at populationerne af både ring- og gråsæl styrtdykkede i starten af 1980erne, og antallet faldt til kun individer for begge arter. En øgning i antallet blev først registreret, da mængden af PCB i den martine miljø fladt i slutningen af 1980erne. De seneste undersøgelser viser at fertiliteten er tilbage til normal hos gråsæler, men stadig er nedsat hos ringsæler. Det meget lave antal af ringsæler i den Finske Bugt kan skyldes nedsat fertilitet hos hunner. 7 / 18

8 Gråsäl (Halichoerus grypus macrorhynchus) Voksne hanner kan blive op til 2,5 meter og veje op mod kg. Hunner er i gennemsnit 2 meter lange og vejer op mod 250 kg. Nyfødte unger er omkring 70 cm lange og vejer omkring 14 kg. Gråsæler har en lang hunde-formet snude med W-formede næsebor. De har den største kønsforskel of alle Østersø sælarter. Hannen er ensartet mørkebrun med en iøjnefaldende bred og konveks snude. Hunnen er mørkegrå på ryggen og cremehvid på undersiden med et mønster af pletter, som er unikt for hvert individ. Deres snuder er kortere og smallere. Gråsæler er sociale, og ikke kun i parrings- og fældesæsonen, men de ses også ofte alene. I parringssæsonen etablerer atlantiske gråsæler harem, som består af dusinvis af hunner, som de forsvarer sammen med territorie; det er stadig uklart i hvilket omfang dette også er tilfældet i Østersøpopulationen. Hunner bliver kønsmodne som 4-årige, og hanner ved 6 års alderen. Efter 11,5 måneders drægtighed føder hunnen en enkelt unge. Den nyfødte unge er dækket af lanugo ( baby-pels ), som isolerer og camouflere. Det erstattes af den voksne pels inden for ungens første måned. Ungen dier i omkring 3 uger. Gråsæler føder både unger på is og på land, men deres forplantningssucces er større på is end på land. 8 / 18

9 Gråsælernes udbredelse er ekspanderet sydpå i løbet af de seneste årtier, og de findes nu på Christiansø tæt på Bornholm, og på kysten i Polen, begge områder, som historisk har været vigtige steder får sælerne at ligge på land. Deres udbredelse dækker nu hele Østersøens økosystem. Satellit og GSM sendere (Figur 1.), som har været sat på gråsæler i Østersøen, har vist at de søger føde og bevæger sig i hele Østersøen, selvom der dog ikke findes steder i Letland og Litauen, hvor gråsælerne går i land. Gråsæler kan bevæge sig over store afstande på op til 850 km, og dykker i gennemsnit til en dybde på 82 meter. De bevæger sig i gennemsnit 10 km per døgn. Gråsæler i Kattegat er ikke en separate population, da der her både er individer fra Østersøen og Atlanterhavet. Bevægelser af gråsæler (blå) og spættede sæler (rød) udstyret med GSM sendere på Måkläppen i det sydlige Sverige Gråsæler bevæger sig over store afstande i Østersøen, hvorimod spættede sæler er meget mindre tilbøjelige til at bevæge sig langt ( Gråsælens føde består hovedsageligt af sild, og i mindre grad af torsk og brisling. Ind i mellem kan de tage laks, karper og andre arter. Nu og da bliver deres diet endda beriget med havfugle, såvel som spættede sæler og marsvin. Østersøpopulationen af gråsæler blev i begyndelsen af det 20. århundrede estimeret til at være på omkring individer, men faldt til omkring individer i 1970erne. Det drastiske fald i populationsstørrelse var primært på grund af overdrevet jagt, forfølgelse og miljøforurening. Det nuværende estimat af antallet af gråsæler i Østersøen er på mere end individer. Størstedelen af dem findes i den nordøstlige del af Østersøen men uden for parring- og fældesæsonerne ses gråsæler jævnligt langs alle kyster i Østersøen. De væsentligste trusler mod arten er bifangst, vandforurening, tungmetaller, PCB og DDT), såvel som forstyrrelse når de ligger på land. 9 / 18

10 Spættet sæl (Phoca vitulina vitulina) Voksne individer kan blive op til 170 cm og veje 170 kg. Ungerne er omkring cm og 8-12 kg. Spættede sæler har en kort katteagtig snude med V-formede næsebor. De kan variere i farve fra lys grå til mørk brun, som regel med små mørke pletter. De findes ofte i lavvandede områder i nærheden af sand- eller stenstrande. I vandet ses dyrene enten alene eller i små grupper. På land kan de findes i meget store grupper, men det ses kun få steder. De er sky, men nysgerrige. Hanner bliver kønsmodne omkring 6 års alderen, og hunner når de er 4 år gamle. Deres parringssæson er fra juni til august. Ungerne bliver født i juni og juli. Ungen mister sin lanugo pels før den bliver født, så dens pels ligner en voksens. Ungerne dier i 4-6 uger. Derefter lever de selvstændigt, men bibeholder en tilknytning til moderen i en periode. De lever primært af sild, kutlinger, tobis og fladfisk. Spættede sæler findes på passende steder på land i Kalmarsund, Kattegat og i Limfjorden. De er på land for at føde, fælde og hvile. Den population, som findes i den vestlige del af den egentlige Østersø (Bornholm og Arkona Bassinet), er på omkring 800 individer. Denne population var på omkring individer i begyndelsen af det 20. århundrede, men faldt til kun 200 individer i 1960erne, primært på grund af overdrevet jagt. 10 / 18

11 Der er desuden tre kolonier af arten i strædet mellem det svenske fastland og Øland. I Kattegat og Bælthavet er der en separate population på mindst individer, men i starten af det 20. århundrede var den på omkring dyr. Populationerne af spættede sæler i Østersøen er blevet stærkt reducerede som følge af jagt, bifangst og sygdomme på grund af miljøforurening. Flere Nordeuropæiske populationer har desuden været stærkt påvirkede af flere udbrud af sælpest (Phocine distemper virus - PDV). Hanner bliver kønsmodne omkring 6 års alderen, og hunner når de er 4 år gamle. Deres parringssæson er fra juni til august. Ungerne bliver født i juni og juli. Ungen mister sin lanugo pels før den bliver født, så dens pels ligner en voksens. Ungerne dier i 4-6 uger. Derefter lever de selvstændigt, men bibeholder en tilknytning til moderen i en periode. De lever primært af sild, kutlinger, tobis og fladfisk. Spættede sæler findes på passende steder på land i Kalmarsund, Kattegat og i Limfjorden. De er på land for at føde, fælde og hvile. Den population, som findes i den vestlige del af den egentlige Østersø (Bornholm og Arkona Bassinet), er på omkring 800 individer. Denne population var på omkring individer i begyndelsen af det 20. århundrede, men faldt til kun 200 individer i 1960erne, primært på grund af overdrevet jagt. Der er desuden tre kolonier af arten i strædet mellem det svenske fastland og Øland. I Kattegat og Bælthavet er der en separate population på mindst individer, men i starten af det 20. århundrede var den på omkring dyr. Populationerne af spættede sæler i Østersøen er blevet stærkt reducerede som følge af jagt, bifangst og sygdomme på grund af miljøforurening. Flere Nordeuropæiske populationer har desuden været stærkt påvirkede af flere udbrud af sælpest (Phocine distemper virus - PDV). 11 / 18

12 Ringsæl (Pusa hispida botnica) Ringsælen er den mindste af sælarterne I Østersøen. De største individer er omkring 160 cm lange (gennemsnitligt cm), og vejer omkring 70 kg. Ungerne er ca. 60 cm og vejer kun 4-5 kg. Ringsæler har en kort katteagtig snude, V-formede næsebur, og knurhår med perlestruktur. På ryggen er pelsen dækket af små hvide circler ( ringe ). Hunnere er mindre, de er omkring 145 cm lange. Som en arktisk art i Østersøen, er den et levn fra istiden. Det er den eneste art i Østersøen hvis forplantning og yngelpleje er helt afhængig af tilstedeværelsen af sne og is. De lever mest alene, med en løs gruppestruktur i parringssæsonen. Hunner bliver kønsmodne i 5 års alderen, og hanner når de er 7. De er drægtige i 11,5 måneder. Ringsæler findes primært i den nordøstlige del af Østersøen, i den Botniske Bugt, Skærgårdshavet, den Finske Bugt, Rigabugten og kystnære områder i Estland. Der er tre populationer i Østersø området: en i den Botniske Bugt, en i Rigabugten og en i den Finske Bugt, totalt er der mindre end individer. For hundrede år siden var antallet estimeret til at være ca individer, 12 / 18

13 og var ringsæler således den mest talrige art i Østersøen på det tidspunkt. Tæt på Østersøen er der to ferskvands underarter af ringsæl: Pusa hispida ladogensis (Ladogasælen) og Pusa hispida saimensis (Saimaasælen). Ringsælen er sjælden i den sydlige og vestlige Østersø. Vinterudbredelsen af ringsæler hænger tæt sammen med, hvor der findes is, som er passende til at bygge huler på. Hunner føder deres unger i en hule, hvilket beskytter ungen mod vind og vejr, og mod rovdyr. Nyfødte unger er dækket af lanugo pels, som bliver udskiftet med den voksne pelstype indenfor den første måned. Diegivning og yngelpleje vare i omkring 3 måneder. Ringsæler spiser primært små fisk såsom sild, kutlinger og hundestejler, og nogle gange også invertebrater. De primære trusler mod ringsæler er bifangst, miljøforurening (PCB, DDT og tungmetaller) og forstyrrelser af deres habitat. De kan muligvis også blive truet af klimaforandringer, som får havisen til forsvinde. Ringsæler i Østersøen, som er blevet satellitmærkede tilbringer omkring 85 % af deres tid i vandet i sommerperioden, hvor de finder føde. De fleste ringsæler flytter sig ikke over lange afstande; de vender jævnligt tilbage til den samme sten for at lægge sig på land for natten. 13 / 18

14 OPGAVE 1: Bestem sælarten på hvert billede. A B C 14 / 18

15 OPGAVE 2: Tæl sæler på billeder. Prøv at finde det totale antal sæler tilstede (ikke kun dem, som ses på billedet). I Østersøen tælles sæler på midt i deres fældesæson, hvor de tilbringer det meste af deres tid på land for at varme huden op og fremskynde fældningen. Det er på dette tidspunkt den største andel af populationen kan ses på samme tid. For gråsæler betyder det det antal sæler man kan se på luftfotografier (taget fra sent i maj til tidlig juni), taget af stort set alle landområder som gråsæler bruger i Østersøen. Da alle individer ikke kan være på land samtidig, er det talte antal ikke det totale antal. Det er uklart hvor stor en del af populationen man se i den slags undersøgelser, men det er blevet estimeret til mellem 60 og 80 %. A Svar: B Svar: 15 / 18

16 OPGAVE 2: C Svar: D Svar: 16 / 18

17 OPGAVE 2: E Svar: Dette projekt er finansieret af den Europæiske Unions Horizon 2020 Rammeprogram under Tilskudsaftale nr / 18

18 Information till lärare: Facit A: ca 254 st. (Hela populationen är: ) B: ca 160 st. (Hela populationen är: ) C: 188 st. (Hela populationen är: ) D: 158 st. (Hela populationen är: ) E: 294 st. (Hela populationen är: )??? Information for teachers and educators: Countings: Answer A: counted 254 individuals Answer B: around 160 Answer C:188 Answer D:158 Answer E: 294 Dette projekt er finansieret af den Europæiske Unions Horizon 2020 Rammeprogram under Tilskudsaftale nr / 18