Overgangsprogrammet DE OBJEKTIVE FORUDSÆTNINGER FOR EN SOCIALISTISK REVOLUTION. Leon Trotskij, 1938

Transkript

1 Overgangsprogrammet Indhold De objektive forudsætninger for en socialistisk revolution Proletariatet og dets ledelse Maksimumsprogrammet og overgangsprogrammet Glidende løn- og arbejdstidsskala Fagforeningerne i overgangsperioden Fabrikskomiteer "Forretningshemmeligheder" og arbejderkontrol med industrien Ekspropriation af enkelte grupper af kapitalister Ekspropriation af de private banker og statsovertagelse af kreditsystemet Strejkevagter, arbejderværn, arbejdermilits og proletariatets bevæbning Alliancen mellem arbejderne og bønderne Kampen mod imperialisme og krig Arbejder- og bonderegering Sovjetter De tilbagestående lande og overgangsprogrammet Overgangsprogrammet i de fascistiske lande USSR og overgangsepokens problemer Mod sekterisme Ban vejen for den kvindelige arbejder! Ban vejen for ungdommen! Under Fjerde Internationales banner! Noter

2 Overgangsprogrammet Leon Trotskij, 1938 DE OBJEKTIVE FORUDSÆTNINGER FOR EN SOCIALISTISK REVOLUTION Den verdenspolitiske situation set under eet er først og fremmest kendetegnet ved en historisk krise i proletariatets ledelse. De økonomiske betingelser for den proletariske revolution er generelt set blevet så modne, som det er muligt under kapitalismen. Menneskehedens produktivkræfter stagnerer. Allerede nu er nye opfindelser og forbedringer ude af stand til at øge den materielle velstand. Under den sociale krise i hele det kapitalistiske system påfører konjunkturelle kriser masserne stadigt større afsavn og lidelser. Stigende arbejdsløshed uddyber på sin side statens finansielle krise og underminerer de ustabile pengesystemer. Demokratiske regimer såvel som fascistiske vakler fra den ene bankerot til den anden. Borgerskabet selv ser ingen udvej. I de lande, hvor det allerede er blevet tvunget til at sætte alt ind på fascismens kort, rutscher det nu med lukkede øjne mod en økonomisk og militær katastrofe. I de historisk privilegerede lande - d.v.s. i de lande, hvor borgerskabet stadigvæk i en vis periode kan tillade sig demokratiets luksus på bekostning af den nationale akkumulation (Storbritannien, Frankrig, De forenede Stater o.s.v.) - er alle kapitalens partier i en tilstand af rådvildhed, der grænser til lammelse af viljen. "New Deal" repræsenterer, til trods for sin prætentiøse beslutsomhed til at begynde med, blot en speciel form for politisk rådvildhed, som kun er mulig i et land, hvor det er lykkedes borgerskabet at akkumulere umådelige rigdomme. Den nuværende krise, der langt fra er løbet til ende, har allerede vist, at "New Deal"-politikken, ligesom folkefrontspolitikken i Frankrig, ikke åbner for nye veje ud af den økonomiske blindgyde. De internationale forhold fremviser ikke noget bedre billede. Under det stigende pres fra den kapitalistiske opløsning når de imperialistiske modsætninger til slut et højdepunkt, hvor forskellige sammenstød og blodige lokale uroligheder (Etiopien, Spanien, Det fjerne Østen, det centrale Europa) uundgåeligt må smelte sammen til en storbrand af verdensdimensioner. Borgerskabet er naturligvis klar over den dødelige fare en ny krise udgør for dets herredømme. Men denne klasse er nu i uendeligt mindre grad i stand til at afværge en krig, end den var umiddelbart før Al tale om at de historiske betingelser endnu ikke er "modne" til socialisme er et resultat af uvidenhed eller bevidst bedrag. De objektive forudsætninger for den proletariske revolution er ikke alene "modne", de er begyndt at blive noget rådne. Uden en socialistisk revolution, og det i den nærmeste historiske periode, trues hele den menneskelige kultur af en katastrofe. Alt afhænger nu af proletariatet, d.v.s. først og fremmest af dets revolutionære avantgarde. Menneskehedens historiske krise er reduceret til den revolutionære ledelses krise.

3 PROLETARIATET OG DETS LEDELSE Økonomien, staten, borgerskabets politik og dets internationale relationer er fuldstændigt fordærvede af en social krise, som er karakteristisk for en før-revolutionær samfundstilstand. Den væsentligste forhindring på vejen til forandringen af den før-revolutionære situation til en revolutionær situation er den proletariske ledelses opportunistiske karakter: dens småborgerlige fejhed over for storborgerskabet og dens forræderiske forbindelse med det, selv under dets dødskamp. I alle lande er proletariatet alvorligt grebet af en dyb uro. Massernes mange millioner slår gang på gang ind på revolutionens vej. Men hver gang finder de vejen spærret af deres eget konservative bureaukratiske apparat. Det spanske proletariat har siden april 1935 gjort en række heltemodige forsøg på at tage magten i sine egne hænder og styre samfundets skæbne. Dets egne partier (socialdemokraterne, stalinisterne, anarkisterne, POUM-isterne) virkede - hver på sin måde - som en bremse og forberedte således Francos triumfer. I Frankrig afslørede den store bølge af sit-down strejker, især i juni 1936, proletariatets helhjertede beredvillighed til at omstyrte det kapitalistiske system. Det lykkedes imidlertid for de ledende organisationer (socialisterne, stalinisterne, syndikalisterne) under betegnelsen folkefront, i hvert fald for en tid, at kanalisere og dæmme op for den revolutionære strøm. Bølgen af sit-down strejker, der er uden fortilfælde, og den forbløffende hastige vækst for industriarbejdernes fagforeninger i USA (CIO) er det mest ubestridelige udtryk for de amerikanske arbejderes instinktive stræben efter at hæve sig op på højde med de opgaver, historien har pålagt dem. Men også her gør de ledende politiske organisationer, indbefattet det nyligt skabte CIO, alt hvad der er muligt for at kontrollere og lamme massernes revolutionære pres. Kominterns endelige overgang til den borgerlige ordens side, dens kynisk kontrarevolutionære rolle over hele verden - især i Spanien, Frankrig, De forenede Stater og andre "demokratiske" lande - skabte yderligere vanskeligheder af en særlig art for verdensproletariatet. Under Oktoberrevolutionens banner dømmer den forsoningspolitik, der føres af folkefronten, arbejderklassen til magtesløshed og baner vejen for fascismen. Folkefronter på den ene side - fascisme på den anden; dette er imperialismens sidste politiske udveje i kampen mod den proletariske revolution. Fra et historisk synspunkt er begge disse udveje imidlertid nødløsninger. Kapitalismens forfald fortsætter under såvel den frygiske hues tegn i Frankrig som under hagekorsets tegn i Tyskland. Intet mindre end omstyrtelsen af borgerskabet kan åbne for en vej ud. Massernes orientering bestemmes for det første af den døende kapitalismes objektive betingelser og for det andet af de gamle arbejderorganisationers forræderiske politik. Af disse faktorer er den første naturligvis den afgørende: historiens love er stærkere end det bureaukratiske apparat. Hvor meget de sociale forræderes metoder end adskiller sig fra

4 hinanden - fra Blums,,sociale" lovgivning til Stalins falske anklager - vil det aldrig lykkes dem at bryde proletariatets revolutionære vilje. Som tiden går vil deres desperate anstrengelser for at stoppe historiens hjul tydeligere demonstrere for masserne, at den proletariske ledelses krise, som er blevet en krise i menneskehedens kultur, kun kan løses af Fjerde Internationale. MAKSIMUMSPROGRAMMET OG OVERGANGSPROGRAMMET Den strategiske opgave i den nærmeste periode - en før-revolutionær periode med agitation, propaganda og organisering - består i at overvinde modsætningen mellem de objektive revolutionære betingelsers modenhed og proletariatets og dets avantgardes umodenhed (den ældre generations forvirring og skuffelse, den yngre generations uerfarenhed). Det er nødvendigt at vi i den daglige kamps udvikling hjælper masserne til at finde en bro mellem de øjeblikkelige krav og revolutionens socialistiske program. Denne bro bør omfatte et system af overgangskrav, der udgår fra dagens betingelser og fra dagens bevidsthed hos brede lag af arbejderklassen, og som uafvendeligt fører til een endelig slutning: proletariatets erobring af magten. Det klassiske socialdemokrati, som virkede i en epoke med progressiv kapitalisme inddelte sit program i to dele, der var uafhængige af hinanden: minimumsprogrammet som begrænsede sig til reformer inden for det borgerlige samfunds rammer, og maksimumsprogrammet som lovede at erstatte kapitalismen med socialisme i en ubestemt fremtid. Mellem minimums- og maksimumsprogrammet fandtes der ikke nogen bro. Og socialdemokratiet har heller ikke brug for sådan en bro, eftersom ordet socialisme kun bruges i højtidelige festtaler. Komintern har sat sig for at følge socialdemokratiets vej i den døende kapitalismes epoke: hvor der i almindelighed ikke kan være tale om systematiske sociale reformer og om højnelse af massernes levestandard; hvor borgerskabet altid med højre hånd tager dobbelt så meget, som det giver med venstre (skatter, tariffer, inflation, "deflation", høje priser, arbejdsløshed, politi-overvågning af strejker), hvor ethvert alvorligt krav fra proletariatet, og endog ethvert alvorligt krav fra småborgerskabet uundgåeligt rækker ud over grænserne for de kapitalistiske ejendomsforhold og den borgerlige stat. Fjerde Internationales strategiske opgave består ikke i at reformere kapitalismen men i at omstyrte den. Dens politiske mål er proletariatets erobring af magten med det formål at ekspropriere borgerskabet. Gennemførelsen af denne strategiske opgave er imidlertid utænkelig uden den mest velovervejede opmærksomhed over for alle, selv små og partielle, taktiske spørgsmål. Alle dele af proletariatet - alle dets lag, fag og grupper - må drages ind i den revolutionære bevægelse. Den nuværende epoke udmærker sig ikke ved at den befrier det revolutionære parti for det daglige arbejde, men ved at den gør det muligt at udføre dette arbejde uløseligt forbundet med revolutionens egentlige opgaver. Fjerde Internationale forkaster ikke programmet med de gamle "minimums"-krav for så vidt disse har bevaret i det mindste en del af deres livskraft. Utrætteligt forsvarer den arbejdernes demokratiske rettigheder og sociale erobringer. Men den udfører dette daglige arbejde inden for rammerne af det korrekte aktuelle, d.v.s. revolutionære perspektiv. For så vidt som

5 massernes gamle, partielle "minimums"-krav kolliderer med de destruktive og nedværdigende tendenser i den dekadente kapitalisme - og det sker for hvert eneste skridt - fremsætter Fjerde Internationale et system af overgangskrav, hvis kerne består i at de stadigt mere åbenlyst og afgørende vil blive rettet imod selve det borgerlige regimes fundament. Det gamle "minimumsprogram" er blevet overflødiggjort af overgangsprogrammet, hvis opgave består i systematisk at mobilisere masserne for den proletariske revolution. GLIDENDE LØN- OG ARBEJDSTIDSSKALA Under den smuldrende kapitalismes betingelser fortsætter masserne med at leve de undertryktes usle liv, nu mere end nogensinde tidligere truet af faren for at blive kastet ned i forarmelsens afgrund. De må forsvare deres ringe daglige udkomme, hvis de ikke kan forøge eller forbedre det. Der er hverken behov for eller lejlighed til her at opregne de enkelte delkrav, som gang på gang opstår på grundlag af de konkrete omstændigheder - nationale, lokale, fagforeningsmæssige. Men to grundlæggende økonomiske plager i hvilke det kapitalistiske systems stigende absurditet er sammenfattet - nemlig arbejdsløshed og høje priser - kræver generelle paroler og kampmetoder. Fjerde Internationale erklærer kompromisløs krig mod kapitalisternes politik, der i stor udstrækning - ligesom deres agenters, reformisternes, politik - sigter mod at lægge hele byrden af militarisme, kriserne, pengesystemets opløsning og alle andre plager, der stammer fra kapitalismens dødskamp, på arbejdernes skuldre. Fjerde Internationale kræver arbejde og anstændige levevilkår for alle. Hverken inflation eller stabilisering kan tjene som paroler for proletariatet fordi disse blot er to alen ud af eet stykke. Imod en voldsom forhøjelse af priserne, som med en krig i anmarch vil antage en stadigt mere uhæmmet karakter, kan man kun kæmpe med parolen glidende lønskala. Dette betyder, at kollektive overenskomster bør sikre en automatisk forhøjelse af lønningerne i forhold til prisstigningerne på forbrugsgoderne. Over for truslen om sin egen opløsning kan proletariatet ikke tillade, at en stigende del af arbejderne overgår til at blive kronisk arbejdsløse fattiglemmer, som lever af smulerne fra et samfund, der er ved at gå i opløsning. Retten til arbejde er den eneste virkelige ret, arbejderen har tilbage i et samfund, der bygger på udbytning. Denne ret bliver i dag ustandseligt berøvet ham. Imod arbejdsløshed, "strukturel" såvel som "konjunkturel", er tiden moden til at fremsætte parolen om glidende arbejdstidsskala sammen med parolen om iværksættelse af offentlige arbejder. Fagforeninger og andre masseorganisationer bør forene arbejderne og de arbejdsløse i solidaritet og et gensidigt ansvar. På dette grundlag ville alt det arbejde, der er til rådighed blive fordelt blandt alle arbejdere i overensstemmelse med, hvordan arbejdsugens omfang bestemmes. Enhver arbejders gennemsnitsløn forbliver den samme som under den gamle arbejdsuge. Lønningerne ville, med en så streng garanteret minimumsgrænse, følge prisernes bevægelse. Det er umuligt at acceptere noget andet program for den nuværende katastrofale periode. Ejendomsbesidderne og deres advokater vil bevise det "uigennemførlige" i disse krav.

6 Mindre, især ruinerede kapitalister, vil desuden henvise til deres regnskabsbøger. Arbejderne fordømmer på det bestemteste sådanne slutninger og henvisninger. Det drejer sig ikke om et "normalt" sammenstød mellem modsatrettede materielle interesser. Det drejer sig om liv og død for den eneste skabende og progressive klasse og dermed om menneskehedens fremtid. Hvis kapitalismen er ude af stand til at tilfredsstille de krav, som uundgåeligt opstår af de ulykker, den selv har skabt, så lad den gå til grunde. 'Gennemførlighed" eller "uigennemførlighed" er i hvert enkelt tilfælde et spørgsmål om styrkeforholdet, som kun kan afgøres gennem kamp. Gennem denne kamp vil arbejderne, ligegyldigt hvad dens øjeblikkelige praktiske resultater end bliver, bedst nå til forståelse af nødvendigheden af at rydde det kapitalistiske slaveri af vejen. FAGFORENINGERNE I OVERGANGSPERIODEN I kampen for delkrav og overgangskrav har arbejderne nu mere end nogensinde brug for masseorganisationer, først og fremmest fagforeninger. Den kraftige vækst i fagforeningsbevægelsen i Frankrig og De forenede Stater er den bedste gendrivelse af prækenerne fra de venstre-ekstremistiske dogmatikere, som forkynder, at fagforeningerne har "udspillet deres rolle". Bolsjevik-leninisten står i frontlinjens skyttegrave i alle slags kampe, selv når de kun drejer sig om arbejderklassens mest beskedne materielle interesser eller demokratiske rettigheder. Han deltager aktivt i de faglige masseorganisationer med det formål at styrke dem og øge deres kampånd. Han kæmper uforsonligt mod ethvert forsøg på at underordne fagforeningerne den borgerlige stat og binde proletariatet til "tvungen voldgift" og enhver form for politimæssigt formynderskab - ikke bare fascistisk men også "demokratisk". Kun på grundlag af et sådant arbejde i fagforeningerne er det muligt at føre en vellykket kamp mod reformisterne, deriblandt dem i det stalinistiske bureaukrati. Sekteriske forsøg på at opbygge eller opretholde små "revolutionære" fagforeninger som en anden udgave af partiet, er i virkeligheden et udtryk for at man fornægter kampen for ledelsen i arbejderklassen. Det er nødvendigt at opstille denne faste regel: selvisolering af den kapitulationistiske slags fra den faglige massebevægelse, hvilket er ensbetydende med forræderi mod revolutionen, er uforeneligt med medlemskab af Fjerde Internationale. Samtidigt afviser og fordømmer Fjerde Internationale med bestemthed fagforeningsfetichisme, der er lige karakteristisk for fagforeningsfolk og syndikalister. a) Fagforeninger tilbyder ikke og kan i overensstemmelse med deres opgave, sammensætning og måde at rekruttere medlemmer på ikke tilbyde et færdigt revolutionært program; som følge heraf kan de ikke erstatte partiet. Opbygningen af nationale revolutionære partier som sektioner af Fjerde Internationale er den centrale opgave i overgangsepoken. b) Fagforeninger, selv de mægtigste, omfatter ikke mere end 20 til 25 % af arbejderklassen, og det er til og med overvejende de bedst uddannede og højest betalte lag. Arbejderklassens mere undertrykte flertal drages kun for kortere tidsrum ind i kampen, nemlig i perioder med

7 usædvanlige opsving i arbejderbevægelsen. I sådanne situationer er det nødvendigt at skabe organisationer til lejligheden, som omfatter hele den kæmpende masse: strejkekomiteer, fabrikskomiteer og endelig sovjetter. c) Som organisationer, der er udtryk for proletariatets øverste lag, udviklede fagforeningerne stærke tendenser til at indgå kompromiser med det borgerligt-demokratiske regime. Om dette vidner al tidligere historisk erfaring, herunder det friske eksempel med de anarkosyndikalistiske fagforeninger i Spanien. I perioder med skærpet klassekamp stiler fagforeningernes ledende organer efter at blive herrer over massebevægelsen for at gøre den uskadelig. Dette forekommer allerede i en periode med almindelige strejker, især i tilfælde af massive sit-down strejker, som ryster det borgerlige ejendomsprincip. I krigs- og revolutionstider hvor borgerskabet er kastet ud i særlige vanskeligheder, bliver fagforeningslederne sædvanligvis borgerlige ministre. Derfor bør Fjerde Internationales sektioner altid stræbe efter ikke blot at forny fagforeningernes topledelser ved i kritiske øjeblikke dristigt og beslutsomt at føre nye militante ledere frem til erstatning for rutine-funktionærer og karrieremagere, men også efter i alle mulige situationer at skabe uafhængige militante organisationer der nøjere svarer til massekampens opgaver mod det borgerlige samfund, og hvis det er nødvendigt bør de ikke vige tilbage for et åbent brud med fagforeningernes konservative apparat. Hvis det er kriminelt at vende ryggen til masseorganisationer for i stedet at hengive sig til sekterisk hjernespind, er det ikke mindre kriminelt passivt at finde sig i, at den revolutionære massebevægelse underlægges åbenlyst reaktionære eller forklædt reaktionære "progressive" klikers kontrol. Fagforeninger er ikke et mål i sig selv; de er blot midler på vejen til den proletariske revolution. FABRIKSKOMITEER I en overgangsperiode har arbejderbevægelsen ikke en systematisk og afbalanceret, men en febrilsk og eksplosiv karakter. Paroler såvel som organisationsformer bør være tilpasset dette træk ved bevægelsen. Ledelsen bør, idet den skyr rutinemæssig behandling af en situation som pesten, opmærksomt følge massernes initiativer. Sit-down strejker, som er det seneste udtryk for denne slags initiativer, går ud over grænserne for den "normale" kapitalistiske forretningsgang. Uanset hvilke krav de strejkende rejser, retter den midlertidige besættelse af fabrikker et slag mod afguden, den kapitalistiske ejendom. Enhver sit-down strejke rejser i praksis spørgsmålet om, hvem der bestemmer over fabrikken: kapitalisten eller arbejderen? Hvis sit-down strejken rejser dette spørgsmål for en kort periode, giver fabrikskomiteen det et organiseret udtryk. Fabrikskomiteen, der er valgt af alle ansatte på fabrikken, skaber straks en modvægt til administrationens vilje. Mod den reformistiske kritik af arbejdsgivere af Ford-typen, de såkaldte "pengefyrster" i modsætning til "gode", "demokratiske" udbyttere, rejser vi parolen om fabrikskomiteer som midtpunkt for kampen mod både den ene og den anden type arbejdsgivere.

8 Det er en almen regel, at fagforeningsbureaukraterne vil gøre modstand mod skabelsen af fabrikskomiteer, ligesom de modsætter sig ethvert dristigt skridt, som tages i retning af at mobilisere masserne. Jo større bevægelsen er i omfang jo lettere vil det imidlertid være at bryde denne modstand. På virksomheder, hvor tvungent medlemsskab af en fagforening allerede er blevet indført i "fredelige" tider, vil komiteen formelt falde sammen med fagforeningens sædvanlige struktur, men den vil forny dens sammensætning og udvide dens funktioner. Komiteens væsentligste betydning ligger imidlertid i den kendsgerning, at den bliver den kæmpende stab for lag i arbejderklassen, som fagforeningerne sædvanligvis er ude af stand til at sætte i bevægelse. Det er netop fra disse særligt undertrykte lag, revolutionens mest selvopofrende bataljoner vil komme. Fra det øjeblik komiteen opstår, er der i virkeligheden skabt en dobbeltmagt på fabrikken. I selve sit væsen er den udtryk for en overgangstilstand, fordi den i sig rummer to uforenelige regimer: det kapitalistiske og det proletariske. Fabrikskomiteernes fundamentale betydning ligger netop i den kendsgerning, at de åbner dørene for en om ikke direkte revolutionær så dog før-revolutionær periode - mellem det borgerlige og det proletariske regime. At udbredelsen af ideen om fabrikskomiteer hverken er forhastet eller kunstig er de bølger af sitdown strejker, som breder sig gennem adskillige lande tilstrækkeligt bevis for. Nye bølger af denne slags vil uundgåeligt følge i den nærmeste fremtid. Det er nødvendigt i tide at starte en kampagne for fabrikskomiteer for ikke at blive overrumplet. "FORRETNINGSHEMMELIGHEDER" OG ARBEJDERKONTROL MED INDUSTRIEN Den liberale kapitalisme, der byggede på konkurrence og frihandel, hører fuldstændigt fortiden til. Dens efterfølger, monopolkapitalismen, formindsker ikke markedets anarki, men giver det tværtimod en særlig krampagtig karakter. Nødvendigheden af "kontrol" med økonomien, af statslig 'ledelse" af industrien og af "planlægning" anerkendes i dag - i det mindste i ord - af næsten alle eksisterende borgerlige og småborgerlige tendenser, fra fascistiske til socialdemokratiske. For fascisterne er det hovedsageligt et spørgsmål om,,planlagt" udplyndring af folket til militære formål. Socialdemokraterne forbereder sig på at tømme oceanet af anarki med skefulde af bureaukratisk "planlægning". Ingeniører og professorer skriver artikler om "teknokratiet". I deres feje "regulerings"-eksperimenter løber de demokratiske regeringer hovedet mod storkapitalens uovervindelige sabotage. Hvilket forhold der i virkeligheden eksisterer mellem udbytterne og de demokratiske "kontrollører" illustreres bedst af det forhold, at d'herrer "reformatorer" standser brat op i from skælven på tærsklen til trusterne og deres forretnings-"hemmeligheder". Her råder princippet om "ikke-indblanding" i forretningslivet. Regnskabet mellem den enkelte kapitalist og samfundet forbliver kapitalistens hemmelighed; det er ikke samfundets anliggende. Den begrundelse, der gives for princippet om forretnings-"hemmeligheder" er angiveligt, ligesom i den liberale kapitalismes epoke, den frie "konkurrence". I virkeligheden har trusterne ingen hemmeligheder for hinanden. Den nuværende epokes forretningshemmeligheder er en del af monopolkapitalismens stadige sammensværgelse mod samfundets interesser. Planer til

9 begrænsning af "pengefyrsternes" enevælde vil fortsætte med at være patetiske farcer, så længe private ejere af de samfundsmæssige produktionsmidler kan skjule udbytningens, udplyndringens og bedrageriets rænkespil for producenterne og forbrugerne. Afskaffelse af forretningshemmeligheder er det første skridt mod virkelig kontrol med industrien. Arbejderne har ikke mindre ret end kapitalisterne til at kende fabrikkens, trustens, hele industrigrenens, hele den nationale økonomis hemmeligheder. Først og fremmest bør bankerne, sværindustrien og det centrale transportvæsen sættes under lup. Arbejderkontrollens umiddelbare opgaver bør være at gøre rede for samfundets gæld og tilgodehavender med udgangspunkt i de enkelte forretningsforetagender, at bestemme den virkelige størrelse af den andel af nationalindkomsten, som de enkelte kapitalister og udbytterne under eet tilegner sig; at afdække bankernes og trusternes aftaler og svindel bag kulisserne; og endelig over for alle medlemmer af samfundet at afsløre den samvittighedsløse ødslen med menneskelig arbejdskraft, som er resultatet af kapitalismens anarki og den rene profitjagt. Ingen embedsmand i den borgerlige stat er i stand til at udføre dette arbejde, lige meget hvor stor autoritet, man udstyrer ham med. Hele verden var vidne til præsident Roosevelts og premierminister Blums afmagt over for de sammensværgelser, som de 60 og 200 familier i hver deres land stiftede. For at bryde udbytternes modstand er et massepres fra proletariatet nødvendigt. Kun fabrikskomiteer kan tilvejebringe virkelig kontrol med produktionen, idet de indkalder specialister - som rådgivere, men ikke som "teknokrater", der oprigtigt er folket hengivne: revisorer, statistikere, ingeniører, videnskabsmænd o.s.v. Kampen mod arbejdsløsheden er utænkelig uden kravet om en omfattende og dristig organisering af offentlige arbejder. Men offentlige arbejder kan kun have en vedvarende og progressiv betydning for samfundet såvel som for de arbejdsløse selv, hvis de gøres til et led i en generel plan, der er udarbejdet for en længere årerække. Inden for rammerne af denne plan ville arbejderne kræve genoptagelse af arbejdet - som offentligt arbejde - i private virksomheder, der er blevet lukket som følge af krisen. Arbejderkontrol ville i sådanne tilfælde blive afløst af direkte arbejderledelse. Udarbejdelsen af selv den mest elementære økonomiske plan er - fra de udbyttedes, ikke udbytternes synspunkt - umulig uden arbejderkontrol, d.v.s. uden at arbejderne har indblik i alle åbne og skjulte mekanismer i den kapitalistiske økonomi. Komiteer, der repræsenterer de enkelte virksomheder, må mødes til konferencer for at vælge tilsvarende komiteer for truster, for hele industrigrene, økonomiske regioner og endelig for hele den nationale økonomi. Således bliver arbejderkontrol en skole for planøkonomi. På grundlag af erfaringerne med kontrol vil proletariatet forberede sig til direkte at styre den nationaliserede industri, når tiden for denne mulighed er inde. Til de kapitalister, hovedsageligt små og mellemstore, som undertiden af egen fri vilje tilbyder at åbne regnskabsbøger for arbejderne - sædvanligvis for at påvise nødvendigheden af at sænke lønningerne - svarer arbejderne, at de ikke er interesserede i de enkelte hel- eller halvfallenters bogholderi, men i samtlige udbytteres hovedbøger. Arbejderne kan ikke og

10 ønsker ikke at tilpasse deres levestandard til enkelte kapitalisters økonomiske vanskeligheder. Kapitalisterne er selv ofre for deres eget system. Opgaven består i at reorganisere hele produktions- og fordelingssystemet på et mere værdigt og mere smidigt grundlag. Hvis afskaffelsen af forretningshemmeligheder er en nødvendig betingelse for arbejderkontrol, så er denne kontrol første skridt på vejen mod den socialistiske styring af økonomien. EKSPROPRIATION AF ENKELTE GRUPPER AF KAPITALISTER Det socialistiske program for ekspropriation, d.v.s. for politisk omstyrtelse af borgerskabet og tilintetgørelse af dets økonomiske herredømme, bør i den nuværende overgangsperiode på ingen måde hindre os i, når lejlighed byder sig, at fremføre kravet om ekspropriation af forskellige nøglesektorer inden for industrien, der er livsvigtige for landets eksistens, eller af borgerskabets mest parasitære grupper. Som svar på d'herrer demokraters patetiske jeremiader over de 60 amerikanske familiers og de 200 franske familiers diktatur stiller vi således krav om ekspropriation af disse 60 eller 200 kapitalistiske feudalherrer. På nøjagtig samme måde kræver vi ekspropriation af de selskaber, der har monopol på krigsindustri, jernbaner, de vigtigste råvarekilder o.s.v. Forskellen mellem disse krav og den forvirrede reformistiske parole om "nationalisering" ligger i følgende: (1) vi afviser at give erstatning; (2) vi advarer masserne mod folkefrontens demagoger, som i ord hylder nationalisering, men i handling forbliver kapitalens agenter; (3) vi opfordrer masserne til kun at stole på deres egen revolutionære styrke; (4) vi sammenkæder spørgsmålet om ekspropriation med spørgsmålet om arbejdernes og bøndernes magtovertagelse. Nødvendigheden af i begrænset form at fremføre parolen om ekspropriation i den daglige agitation og ikke kun i vores propaganda med dens mere omfattende aspekter er bestemt af den kendsgerning, at industriens forskellige grene står på forskellige udviklingstrin, indtager forskellige pladser i samfundslivet og gennemgår forskellige stadier i klassekampen. Kun en generel revolutionær rejsning fra proletariatets side kan sætte den fuldstændige ekspropriation af borgerskabet på dagsordenen. Overgangskravenes opgave er at forberede proletariatet på løsningen af dette problem. EKSPROPRIATION AF DE PRIVATE BANKER OG STATSOVERTAGELSE AF KREDITSYSTEMET Imperialisme betyder finanskapitalens herredømme. Side om side med trusterne og syndikaterne, og meget ofte hævet over dem, koncentrerer bankerne den virkelige magt over økonomien i deres hænder. I deres struktur udtrykker bankerne i koncentreret form hele den moderne kapitals struktur: de forener tendenser til monopol med tendenser til anarki. De organiserer teknologiens mirakler, gigantiske foretagender, mægtige truster; og de organiserer også høje priser, krise og arbejdsløshed. Det er umuligt at tage et eneste alvorligt skridt fremad i kampen mod monopolistisk despoti og kapitalistisk anarki - som supplerer

11 hinanden i deres nedbrydende arbejde - hvis bankernes kommandoposter forbliver i hænderne på de rovgriske kapitalister. For at skabe et samlet investerings- og kreditsystem efter en rationel plan, der svarer til hele folkets interesser, er det nødvendigt at slutte alle bankerne sammen til en enkelt national institution. Kun ekspropriation af de private banker og koncentrationen af hele kreditsystemet i hænderne på staten vil forsyne denne med de nødvendige virkelige, d.v.s. materielle, ressourcer - og ikke blot papir- eller bureaukratiske ressourcer - til økonomisk planlægning. Ekspropriationen af bankerne indebærer i intet tilfælde ekspropriation af bankkontoerne. Tværtimod vil en enkelt statsbank være i stand til at skabe langt gunstigere betingelser for småsparerne, end de private banker kunne. På samme måde kan kun statsbanken yde bønder, håndværkere og småhandlende kreditter på gunstige vilkår, d.v.s. billigt. Endnu vigtigere er dog den omstændighed at hele økonomien - først og fremmest sværindustrien og transportvæsenet - under ledelse af en enkel finansiel stab vil tjene industriarbejdernes og alle andre arbejderes vitale interesser. Statsovertagelsen af bankerne vil imidlertid kun frembringe disse gunstige resultater, hvis statsmagten selv går fra udbytternes over på arbejdernes hænder. STREJKEVAGTER, ARBEJDERVÆRN, ARBEJDERMILITS OG PROLETARIATETS BEVÆBNING Sit-down strejker er en alvorlig advarsel fra masserne ikke blot henvendt til borgerskabet, men også til arbejdernes organisationer, herunder Fjerde Internationale. I besatte de italienske arbejdere fabrikker på eget initiativ og gav således deres "ledere" et vink om, at den sociale revolution var på vej. "Lederne" ænsede ikke vinket. Fascismens sejr var resultatet. Sit-down strejker betyder endnu ikke besættelse af fabrikkerne på den italienske måde, men de er et afgørende skridt hen imod sådanne besættelser. Den nuværende krise kan skærpe klassekampen til det yderste og bringe afgørelsens time nærmere. Men det betyder ikke, at en revolutionær situation udvikler sig med eet slag. I virkeligheden markeres dens komme af en uafbrudt række krampetrækninger. En af disse er bølgen af sit-down strejker. Problemet for Fjerde Internationales sektioner er at hjælpe proletariatets avantgarde til at forstå vor epokes generelle karakter og hastighed og i tide at befrugte massernes kamp med stadigt mere beslutsomme og militante organisatoriske initiativer. Skærpelsen af proletariatets kamp betyder skærpelse af metoderne til modangreb fra kapitalens side. Nye bølger af sit-down strejker kan og vil utvivlsomt fremkalde beslutsomme modforholdsregler fra borgerskabets side. Det forberedende arbejde er allerede ved at blive gjort af de store trusters betroede stabe. Ve de revolutionære organisationer, ve proletariatet, hvis det igen lader sig overrumple! Borgerskabet lader sig intetsteds nøje med det officielle politi og hæren. I USA holder borgerskabet selv i "fredelige tider" bataljoner af skruebrækkere og privat bevæbnede banditter i fabrikkerne. Hertil må nu føjes de forskellige grupper af amerikanske nazister. Ved det første tegn på fare mobiliserede det franske borgerskab halv-legale og illegale fascistiske delinger, deriblandt dem der findes inden for hæren. Aldrig så snart er presset fra de engelske

12 arbejdere endnu engang forstærket før fascistbanderne øjeblikkeligt fordobles, tre-dobles, ja ti-dobles for at rykke ud i et blodigt felttog mod arbejderne. Borgerskabet holder sig yderst nøje underrettet om den kendsgerning, at klassekampen i den nuværende epoke uvægerligt tenderer mod at forvandle sig til borgerkrig. Eksemplerne fra Italien, Tyskland, Østrig, Spanien og andre lande har lært kapitalens magnater og lakajer betydeligt mere, end de har lært proletariatets officielle ledere. Anden og Tredje Internationales politikere såvel som fagforeningsbureaukraterne lukker bevidst øjnene for borgerskabets private hær; ellers kunne de ikke så meget som et døgn opretholde deres alliance med det. Reformisterne indpoder systematisk i arbejdernes bevidsthed den forestilling, at demokratiets ukrænkelighed garanteres bedst, når borgerskabet er bevæbnet til tænderne og arbejderne er ubevæbnede. Fjerde Internationales pligt er een gang for alle at sætte en stopper for denne slavepolitik. De småborgerlige demokrater - herunder socialdemokrater, stalinister og anarkister - råber desto højere op om kampen mod fascismen, jo mere krysteragtigt de i virkeligheden kapitulerer over for den. Kun bevæbnede arbejderafdelinger, som føler støtten fra millioner af arbejdere bag sig, kan med held sætte sig op mod de fascistiske bander. Kampen mod fascismen begynder ikke i de liberale redaktionskontorer, men i fabrikkerne og den slutter på gaden. Skruebrækkere og private revolvermænd på fabrikkerne udgør grundstammen i den fascistiske hær. Strejkevagter er grundstammen i proletariatets hær. Dette er vores udgangspunkt. I forbindelse med enhver strejke og gadedemonstration er det bydende nødvendigt at propagandere for nødvendigheden af at danne arbejderværn. Det er nødvendigt at indføje denne parole i programmet for fagforeningernes revolutionære fløj. Hvor som helst det er muligt, er det bydende nødvendigt at organisere arbejderværn, først i ungdomsorganisationerne, at træne dem og sætte dem ind i brugen af våben. Et nyt opsving i massebevægelsen bør ikke blot udnyttes til at øge antallet af sådanne enheder, men også til at slutte dem sammen efter kvarterer, byer og regioner. Det er nødvendigt at give organiseret udtryk for arbejdernes berettigede had til skruebrækkere og bander af gangstere og fascister. Det er nødvendigt at fremføre parolen om en arbejdermilits som den eneste virkelige garanti for arbejderorganisationernes, [ arbejdermødrenes ] og arbejderpressens ukrænkelighed. Kun ved hjælp af et sådant systematisk, vedvarende, utrætteligt, modigt agitatorisk og organisatorisk arbejde, altid på grundlag af massernes egne erfaringer, er det muligt at fjerne den traditionsbundne underdanighed og passivitet fra deres bevidsthed; at optræne afdelinger af heltemodige kæmpere, der kan udgøre et eksempel for alle arbejdere; at tilføje kontrarevolutionens bevæbnede banditter en række taktiske nederlag; at hæve de udbyttedes og undertryktes selvbevidsthed; at kompromittere fascismen i småborgerskabets øjne og bane vejen for proletariatets erobring af magten. Engels definerede staten som grupper af "bevæbnede mænd". Proletariatets bevæbning er et bydende nødvendigt led i dets kamp for frigørelse. Når proletariatet har viljen til det, vil det finde vejen og midlerne til at bevæbne sig. Også på dette område tilfalder ledelsen naturligt

13 Fjerde Internationales sektioner. ALLIANCEN MELLEM ARBEJDERNE OG BØNDERNE Arbejdernes medkæmper og modstykke på landet er landarbejderen. De er to dele af een og samme klasse. Deres interesser er uadskillelige. Industriarbejderens program af overgangskrav er med visse ændringer her og der ligeledes landproletariatets program. Bønderne repræsenterer en anden klasse: de er landsbyens småborgerskab. Småborgerskabet udgøres af forskellige lag fra halvproletarer til udbyttere. I overensstemmelse med dette er det industriproletariatets politiske opgave at føre klassekampen ud på landet. Kun således vil det være i stand til at trække en skillelinie mellem dets allierede og dets fjender. Særtrækkene i ethvert lands nationale udvikling finder deres mærkværdigste udtryk i bøndernes og til en grad i by-småborgerskabets (håndværkere og småhandlendes) stilling. Uanset hvor talmæssigt stærke de er, repræsenterer disse klasser i deres væsen rester af førkapitalistiske produktionsformer. Fjerde Internationale må så konkret som muligt udarbejde et program af overgangskrav for bønderne og småborgerskabet i byerne, tilpasset forholdene i hvert enkelt land. De avancerede arbejdere må lære at give klare konkrete svar på de spørgsmål, deres fremtidige allierede stiller. Så længe bonden forbliver en "uafhængig" småproducent har han brug for billige kreditter, landbrugsmaskiner og gødning til priser, han har råd til at betale, gunstige transportbetingelser og samvittighedsfuld organisering af markedet for hans landbrugsprodukter. Men bankerne, trusterne og købmændene udplyndrer bonden fra alle sider. Kun bønderne selv, med hjælp fra arbejderne, kan tøjle denne udplyndring. Komiteer valgt af småbønder bør opstå på nationalt plan og sammen med arbejderkomiteer og komiteer af bankfunktionærer overtage kontrollen med de transport-, kredit- og handelsoperationer, som berører landbruget. Ved løgnagtigt at fremstille arbejdernes krav som "urimelige" forvandler storborgerskabet behændigt spørgsmålet om varepriserne til en kile, der skal drives ind mellem arbejderne og bønderne og mellem arbejderne og småborgerskabet i byerne. Bonden, håndværkeren og den lille handlende kan i modsætning til industriarbejderen, funktionæren eller embedsmanden ikke kræve lønforhøjelser, der svarer til prisstigningerne. Regeringens officielle kamp mod de høje priser har kun til formål at bedrage masserne. Men bønderne, håndværkerne og købmændene kan i deres egenskab af forbrugere gribe ind i prisfastsættelsespolitikken side om side med arbejderne. Til kapitalisternes jamren over produktions-, transport- og handelsomkostningerne svarer forbrugerne: "Vis os jeres regnskabsbøger; vi kræver kontrol med prisfastsættelsen. De organer, der skal udøve denne kontrol bør være priskomiteer sammensat af delegerede fra fabrikkerne, fagforeningerne, kooperativerne, bøndernes organisationer, den "lille mand" på gaden. husmødre o.s.v. Ved hjælp af disse organer vil arbejderne være i stand til at bevise for bønderne, at den virkelige årsag til de høje priser ikke er høje lønninger, men kapitalisternes ublu profitter og de ekstra omkostninger, der skyldes det kapitalistiske anarki.

14 Programmet for nationalisering af jorden og kollektivisering af landbruget bør være således udformet, at det i selve sit grundlag udelukker muligheden af ekspropriation af småbønder og tvangskollektivisering af dem. Bonden vil forblive ejer af sin jordlod, så længe han selv finder det muligt eller nødvendigt. For at rehabilitere socialismens program i bøndernes øjne er det nødvendigt skånselsløst at afsløre de stalinistiske kollektiviseringsmetoder, som ikke er dikteret af bøndernes og arbejdernes interesser, men af bureaukratiets interesser. Eksproprieringen af ekspropriatørerne betyder således heller ikke konfiskering af håndværkernes og de småhandlendes ejendom. Tværtimod kan arbejderkontrol med banker og truster - eller endnu bedre: nationalisering af disse koncerner - skabe kredit-, købs- og salgsbetingelser, der er uendeligt gunstigere for småborgerskabet i byerne, end det er muligt under monopolernes ukontrollerede herredømme. Afhængighed af privat kapital vil blive erstattet af afhængighed af staten, som vil være desto mere opmærksom på sine medarbejderes og agenters behov, jo fastere arbejderne selv holder staten i deres egne hænder. De udbyttede bønders praktiske deltagelse i kontrollen med forskellige områder af økonomien vil gøre det muligt for dem selv af afgøre, om det vil være fordelagtigt for dem at gå over til kollektiv dyrkning af jorden - og i givet fald hvornår og i hvilken udstrækning. Industriarbejderne bør betragte det som deres pligt at yde bønderne enhver form for samarbejde på denne vej: gennem fagforeningerne, fabrikskomiteerne og allervigtigst: gennem en arbejder- og bonderegering. Den alliance proletariatet foreslår - ikke "middelklassen" generelt, men de udbyttede lag af småborgerskabet i by og på land imod alle udbyttere, herunder dem fra "middelklassen", kan ikke hvile på tvang, men på fri overenskomst, hvilket bør fastslås i en særlig "kontrakt". Denne "kontrakt" er det program af overgangskrav, som frivilligt er blevet godkendt af begge parter. KAMPEN MOD IMPERIALISME OG KRIG Verdenskrigens truende skyer hænger over hele verdenssituationen og følgelig også de enkelte landes indre politiske liv. Allerede nu sender den overhængende katastrofe voldsomme krusninger af ængstelse gennem menneskehedens bredeste masser. Anden Internationale gentager sin skændige politik fra 1914 med så meget større overbevisning som det i dag er den Kommunistiske Internationale, der spiller førsteviolin i chauvinismens orkester. Lige så hurtigt som krigsfaren antog konkret form blev stalinisterne, idet de langt overgik de borgerlige og de småborgerlige pacifister, højrøstede fortalere for "nationalt forsvar". Den revolutionære kamp mod krigen hviler således fuldstændigt på Fjerde Internationales skuldre. Bolsjevik-leninisternes politik i dette spørgsmål som er formuleret i det Internationale Sekretariats teser (Krigen og Fjerde Internationale, 1934) bevarer hele sin kraft i dag. I den kommende periode vil et revolutionært partis succes først og fremmest afhænge af dets politik i spørgsmålet om krig. En korrekt politik er sammensat af to elementer: en kompromisløs holdning til imperialismen og dens krige og evnen til at bygge sit program på

15 massernes egne erfaringer. Borgerskabet og dets agenter bruger mere end noget andet spørgsmålet om krig til at bedrage folk ved hjælp af abstraktioner, generelle formler, tomme fraser: "neutralitet", "kollektiv sikkerhed", "oprustning til fredsforsvar", "nationalt forsvar", "kamp mod fascismen", og så videre. Alle disse formler kan i sidste ende reduceres til den kendsgerning at spørgsmålet om krig, d.v.s. folkets skæbne, er overladt til imperialisterne, deres regeringsstab, deres diplomati, deres generaler med alle deres intriger og sammensværgelser mod folket. Fjerde Internationale afviser med afsky alle sådanne abstraktioner, der spiller den samme rolle i den demokratiske lejr som i den fascistiske: "ære", 'blod", "race". Men afsky er ikke nok. Det er bydende nødvendigt ved hjælp af rigtige kriterier, paroler og krav at hjælpe masserne til at erkende den konkrete kerne i disse bedrageriske abstraktioner. "Afrustning"? - Men hele spørgsmålet drejer sig om, hvem der skal afruste hvem. Den eneste afrustning, som kan afvende eller gøre en ende på krig, er arbejdernes afvæbning af borgerskabet. Men for at afvæbne borgerskabet må arbejderne bevæbne sig selv. "Neutralitet"? - Men proletariatet er alt andet end neutralt i krigen mellem Japan og Kina eller en krig mellem Tyskland og USSR. "Det betyder altså forsvar af Kina og USSR?" Selvfølgelig! Men ikke imperialisternes forsvar, for de vil kvæle både Kina og USSR. "Forsvar af fædrelandet"? - Men med denne abstraktion forstår borgerskabet forsvar af sine profitter og sin udplyndring. Vi står rede til at forsvare fædrelandet mod fremmede imperialister, hvis vi først binder vores egne kapitalister på hænder og fødder og forhindrer dem i at angribe andre fædrelande; hvis arbejderne og bønderne i vores land bliver dets virkelige herrer; hvis landets rigdom overgår fra at være i hænderne på et lille mindretal til at være i folkets hænder; hvis hæren bliver et våben for de udbyttede i stedet for de udbyttende. Det er nødvendigt at forklare disse grundlæggende ideer ved at opløse dem i mere konkrete del-ideer, der er afhængige af begivenhedernes forløb og de retninger, arbejdernes tanker bevæger sig i. Desuden er det nødvendigt at skelne skarpt mellem diplomatens, professorens og journalistens pacifisme og tømrerens, landarbejderens og rengøringskonens pacifisme. I det første tilfælde er pacifismen et dække for imperialismen; i det andet er den et forvirret udtryk for mistillid til imperialismen. Når den lille bonde eller arbejder taler om forsvar af fædrelandet, mener han forsvar af sit hjem, sin egen familie og andre familier, der ligner hans egen, fra invasion, bomber og giftgas. Ved forsvaret af fædrelandet forstår kapitalisten og hans journalist erobringer af kolonier og markeder, den rovgriske forøgelse af den "nationale" andel af verdensindkomsten. Borgerlig pacifisme er gennemsyret af bedrag. I de undertryktes pacifisme og endog deres patriotisme er der elementer, som på den ene side afspejler et had til den ødelæggende krig og på den anden side en klamren sig til, hvad de tror er deres eget bedste - elementer som vi må vide, hvordan vi skal gribe fat i for at kunne drage de nødvendige slutninger. Det er nødvendigt at kunne stille disse to former for pacifisme og patriotisme i et uforsonligt modsætningsforhold til hinanden. Med udgangspunkt i disse betragtninger støtter Fjerde Internationale ethvert krav, også hvis det er utilstrækkeligt, hvis det blot til en vis grad kan drage masserne ind i aktiv politik, vække

16 deres kritiske sans og styrke deres kontrol med borgerskabets intriger. Ud fra dette synspunkt giver vores amerikanske sektion f.eks. kritisk støtte til forslaget om at afholde folkeafstemning i spørgsmålet om krigserklæring. Det siger sig selv at ingen demokratisk reform i sig selv kan forhindre de herskende i at fremkalde krig, når de ønsker det. Det er nødvendigt at advare helt åbent om dette. Men til trods for massernes illusioner med hensyn til den foreslåede folkeafstemning, så afspejler deres støtte til den arbejdernes og bøndernes mistillid til den borgerlige regering og Kongressen. Uden at støtte og uden at skåne illusionerne er det nødvendigt af al magt at støtte de udbyttedes progressive mistillid til udbytterne. Jo mere omfattende bevægelsen for en folkeafstemning bliver, jo hurtigere vil de borgerlige pacifister bevæge sig væk fra den; jo mere fuldstændigt vil den Kommunistiske Internationales forrædere blive kompromitteret; jo større vil mistilliden til imperialisterne blive. Ud fra dette synspunkt er det nødvendigt at fremføre kravet: valgret for mænd og kvinder over 18 år. De som vil blive opfordret til at dø for fædrelandet i morgen bør have ret til at stemme i dag. Kampen mod krig må først og fremmest begynde med den revolutionære mobilisering af ungdommen. Krigsproblemet må belyses fra alle vinkler afhængig af fra hvilken side, masserne på et givet tidspunkt vil blive stillet ansigt til ansigt med den. Krig er et gigantisk kommercielt foretagende, specielt for krigsindustrien. De "60 familier" er derfor patrioter i forreste linie og de største krigsmagere. Arbejderkontrol med krigsindustrierne er det første skridt i kampen mod "krigsfabrikanterne". Mod reformisternes parole: skat på rustningsprofitterne fremfører vi parolerne: konfiskering af rustningsprofitterne og ekspropriation af krigsindustrierne. Hvor den militære industri, som i Frankrig, er "nationaliseret", bevarer parolen om arbejderkontrol sin fulde styrke. Proletariatet har lige så lidt tillid til borgerskabets regering som til den enkelte kapitalist. Ikke een mand og ikke een øre til den borgerlige regering! Ikke et rustningsprogram, men et program for nyttige offentlige arbejder! Arbejderorganisationernes fuldstændige uafhængighed af militæret og politiets kontrol! En gang for alle må vi rive retten til at bestemme over folkets skæbne ud af hænderne på den grådige og nådesløse imperialistiske klike, som smeder rænker bag folkets ryg. I overensstemmelse hermed kræver vi: Fuldstændig afskaffelse af hemmeligt diplomati; alle traktater og aftaler skal gøres tilgængelige for alle arbejdere og bønder; Militær træning og bevæbning af arbejdere og bønder under arbejder- og bondekomiteernes direkte kontrol; Oprettelse af militærskoler til uddannelse af militære ledere fra de arbejdendes egne rækker,

17 udvalgt af arbejderorganisationerne; Erstatning af den stående hær med en folkemilits som er uløseligt forbundet med fabrikker, miner, landbrugene o.s.v. Imperialistisk krig er en fortsættelse og skærpelse af borgerskabets røveriske politik. Proletariatets kamp mod krig er en fortsættelse og skærpelse af dets klassekamp. Et krigsudbrud ændrer situationen og delvis kampmidlerne mellem klasserne, men ikke målet og den grundlæggende linie. Det imperialistiske borgerskab dominerer verden. Den kommende krig vil derfor fundamentalt set være en imperialistisk krig. Det grundlæggende indhold i det internationale proletariats politik vil følgelig være en kamp mod imperialismen og dens krig. I denne kamp er det grundlæggende princip: "hovedfjenden er i dit eget land", eller "din egen (imperialistiske) regerings nederlag er det mindste onde". Men ikke alle lande i verden er imperialistiske lande. Størstedelen er tværtimod ofre for imperialismen. Nogle af de koloniale og halv-koloniale lande vil utvivlsomt forsøge at udnytte krigen til at kaste slaveriets åg af sig. Deres krig vil ikke være en imperialistisk krig, men en befrielseskrig. Det vil være det internationale proletariats pligt at hjælpe de undertrykte lande i deres kamp mod undertrykkerne. Der gælder den samme pligt, når det drejer sig om at hjælpe USSR eller en hvilken som helst anden arbejderstat, som måtte opstå før krigen eller under krigen. Enhver imperialistisk regerings nederlag i kampen med en arbejderstat eller med et kolonialt land er det mindste onde. Arbejderne i et imperialistisk land kan imidlertid ikke hjælpe et anti-imperialistisk land gennem deres egen regering, uanset hvordan de diplomatiske og militære relationer mellem de to lande end måtte være på et givet tidspunkt. Hvis regeringerne befinder sig i en midlertidig og dermed i selve sagens natur ustabil alliance, så vil proletariatet i det imperialistiske land fortsætte med at være i klasseopposition til sin egen regering og støtte den ikke-imperialistiske "allierede" med sine egne metoder, d.v.s. med den internationale klassekamps metoder (agitation ikke bare mod deres svigefulde allierede, men også til fordel for en arbejderstat i et kolonialt land; boykot, strejker i eet tilfælde; afvisning af boykot og strejker i et andet o.s.v.). Ved at støtte det koloniale land eller USSR i en krig solidariserer proletariatet sig på ingen måde med hverken det koloniale lands borgerlige regering eller med thermidor-bureaukratiet i USSR. Tværtimod opretholder det fuld politisk uafhængighed af den ene og af den anden. Ved at yde hjælp i en retfærdig og progressiv krig vinder det revolutionære proletariat sympati fra arbejderne i kolonierne og i USSR, styrker Fjerde Internationales autoritet og indflydelse der og øger dens evne til at hjælpe med at styrte den borgerlige regering i det koloniale land og det reaktionære bureaukrati i USSR. I begyndelsen af krigen vil Fjerde Internationales sektioner uundgåeligt føle sig isolerede: enhver krig overrumpler et lands masser og driver dem over på regeringsapparatets side. Internationalisterne bliver nødt til at svømme mod strømmen. Den ødelæggelse og elendighed, som den nye krig medfører og som i de første måneder langt vil overgå de blodige rædsler i , vil imidlertid hurtigt vise sig at bringe dem til besindighed. Massernes

18 utilfredshed og oprør vil vokse med stormskridt. Fjerde Internationales sektioner vil være at finde i spidsen af den revolutionære flodbølge. Programmet af overgangskrav vil blive brændende aktuelt. Problemet om proletariatets erobring af magten vil rejse sig truende i sin fulde højde. Før den bliver helt udmattet eller drukner menneskeheden i blod, besudler kapitalismen verdens-atmosfæren med nationalismens og racehadets giftige dampe. Antisemitismen er i dag en af de mere ondartede krampetrækninger i kapitalismens dødskamp. En kompromisløs afsløring af årsagerne til racefordomme og alle former og afskygninger af nationalt hovmod og chauvinisme, især antisemitisme, bør blive en del af det daglige arbejde for alle Fjerde Internationales sektioner, som den vigtigste del af kampen mod imperialisme og krig. Vores grundlæggende parole forbliver: Arbejdere i hele verden, foren jer! ARBEJDER- OG BONDEREGERING Denne formel, "arbejder- og bonderegering", dukkede for første gang op i bolsjevikkernes agitation i 1917 og blev klart accepteret efter oktoberrevolutionen. I sidste instans repræsenterede den ikke andet end en populær betegnelse for det allerede etablerede proletariatets diktatur. Betydningen af denne betegnelse ligger hovedsageligt i, at den fremhævede den ide om en alliance mellem proletariatet og bønderne, som sovjetmagten hviler på. Da epigonerne i Komintern forsøgte at genoplive den formel, der var blevet begravet af historien: "arbejdernes og bøndernes demokratiske diktatur", gav de formlen "arbejder- og bonderegering" et helt andet, rent "demokratisk", d.v.s. borgerligt indhold, idet de stillede den i modsætning til proletariatets diktatur. Bolsjevik-leninisterne afviste med bestemthed parolen om en "arbejder- og bonderegering" i den borgerligt-demokratiske version. De erklærede dengang, og de erklærer nu, at når proletariatets parti nægter at gå ud over de borgerligtdemokratiske grænser, er dets alliance med bønderne simpelthen blevet til en støtte for kapitalen, sådan som det var tilfældet med mensjevikkerne og de socialrevolutionære i 1917, med Det kinesiske Kommunistparti , og sådan som det nu er tilfældet med folkefronterne i Spanien, Frankrig og andre lande. Fra april til september 1917 krævede bolsjevikkerne, at de socialrevolutionære og mensjevikkerne skulle bryde med det liberale borgerskab og tage magten i sine egne hænder. På denne betingelse lovede Bolsjevikpartiet sin revolutionære hjælp til mensjevikkerne og de socialrevolutionære - som småborgerlige repræsentanter for arbejderne og bønderne - mod borgerskabet; samtidigt afviste de imidlertid både at gå ind i en regering af mensjevikker og socialrevolutionære og at bære noget politisk ansvar for en sådan. Hvis mensjevikkerne og de socialrevolutionære virkeligt havde brudt med kadetterne (de liberale) og med den udenlandske imperialisme kunne en "arbejder- og bonderegering", der var skabt af dem, kun have fremskyndet og lettet oprettelsen af proletariatets diktatur. Men det var netop af den grund at det småborgerlige demokratis ledere af al magt modsatte sig oprettelsen af deres egen regering. Erfaringerne fra Rusland viste, og erfaringerne fra Spanien og Frankrig

19 bekræfter endnu engang, at selv under meget gunstige betingelser er det småborgerlige demokratis partier (socialrevolutionære, socialdemokrater, stalinister, anarkister) ude af stand til at skabe en regering af arbejdere og bønder, det vil sige en regering, der er uafhængig af borgerskabet. Ikke desto mindre havde det krav bolsjevikkerne rettede til mensjevikkerne og de socialrevolutionære - "Bryd med borgerskabet, tag magten i jeres egne hænder!" - en enorm skolende betydning for masserne. Mensjevikkernes og de socialrevolutionæres stædige modvilje mod at tage magten, der så dramatisk blev afsløret under juli-dagene, dømte dem klart i massernes opfattelse og forberedte bolsjevikkernes sejr. Fjerde Internationales centrale opgave består i at befri proletariatet fra dets gamle ledelse, hvis konservatisme står i fuldstændig modsætning til den smuldrende kapitalismes katastrofe-udbrud, og som udgør den væsentligste hindring for historiske fremskridt. Den hovedanklage, som Fjerde Internationale fremsætter mod proletariatets traditionelle organisationer, er, at de ikke ønsker at rive sig løs fra det politisk halvdøde borgerskab. Under disse betingelser er kravet, som systematisk rettes til den gamle ledelse - "Bryd med borgerskabet, tag magten!" - et overordentligt vigtigt våben til at afsløre den forræderiske karakter partierne og organisationerne inden for Anden Internationale, Tredje Internationale og Amsterdam-Internationalen har. Parolen "arbejder- og bonderegering" er således kun acceptabel for os med det indhold, den havde i 1917 for bolsjevikkerne, d.v.s. som en antiborgerlig og anti-kapitalistisk parole, men under ingen omstændigheder med det demokratiske indhold, som epigonerne senere gav den, idet de forvandlede den fra at være en bro til den socialistiske revolution til at være den væsentligste forhindring på denne vej. Af alle de partier og organisationer, som baserer sig på arbejderne og bønderne og taler i deres navn, kræver vi, at de bryder politisk med borgerskabet og går ind i kampen for en arbejder- og bonderegering. I denne kamp lover vi dem fuld støtte mod den kapitalistiske reaktion. Samtidigt udvikler vi utrætteligt agitationen omkring de overgangskrav, som efter vores mening bør udgøre arbejder- og bonderegeringens program. Er det muligt, at de traditionelle arbejderorganisationer vil kunne skabe en sådan regering? Tidligere erfaring viser, som det allerede er blevet fastslået, at dette mildt sagt er højst usandsynligt. Man kan imidlertid ikke på forhånd kategorisk afvise den teoretiske mulighed, at de småborgerlige partier, herunder stalinisterne, under indflydelse af helt usædvanlige omstændigheder (krig, nederlag, finanskrak, revolutionært pres fra masserne o.s.v.) vil kunne gå længere, end de selv ønsker i retning af et brud med borgerskabet. Een ting kan der imidlertid ikke være tvivl om: selv om denne højst usandsynlige variant et eller andet sted, på et eller andet tidspunkt, skulle blive en realitet og en arbejder- og bonderegering i ovennævnte forstand virkelig oprettes, ville den blot repræsentere en kort episode på vejen til et virkeligt proletariatets diktatur. Der er imidlertid ingen grund til at fortabe sig i gætterier. Agitationen omkring parolen "arbejder- og bonderegering" bevarer under alle omstændigheder en kolossal skolende værdi. Og det er ikke tilfældigt. Denne almene parole er helt på linie med den politiske udvikling i

20 vores epoke (de gamle borgerlige partiers bankerot og opløsning, demokratiets undergang, fascismens vækst, arbejdernes tiltagende venden sig hen imod en mere aktiv og pågående politik). Ethvert af overgangskravene bør derfor føre til een og samme politiske konklusion: arbejderne må bryde med alle den borgerlige ordens traditionelle partier for sammen med bønderne at oprette deres egen magt. Det er umuligt at forudsige, hvad de konkrete stadier i massernes revolutionære mobilisering vil blive. Fjerde Internationales sektioner må på hvert nyt stadium kritisk orientere sig og fremføre sådanne paroler. som vil støtte arbejdernes stræben efter en uafhængig politik, skærpe denne politiks klassekarakter, nedbryde reformistiske og pacifistiske illusioner, styrke avantgardens forbindelse med masserne og forberede den revolutionære erobring af magten. SOVJETTER Fabrikskomiteer udgør, som allerede nævnt, en del af dobbeltmagten inden for fabrikken. De kan derfor kun eksistere under forhold med voksende pres fra masserne. Dette gælder ligeledes for særlige massegrupperinger til kamp mod krig, for priskomiteerne og alle andre nye centre i bevægelsen. Selve deres opdukken vidner om at klassekampen har overskredet rammerne for proletariatets traditionelle organisationer. Disse nye organer og centre vil imidlertid hurtigt føle deres mangel på sammenhæng og deres utilstrækkelighed. Ikke eet af overgangskravene kan opfyldes fuldt ud samtidigt med bevarelsen af det borgerlige regime. Samtidig vil skærpelsen af den sociale krise forøge ikke blot massernes lidelser, men også deres utålmodighed, ihærdighed og pres. Stadigt nye lag af de undertrykte vil løfte hovederne og komme frem med deres krav. Millioner af udslidte "små mænd", som de reformistiske ledere aldrig har skænket en tanke, vil begynde at hamre ihærdigt på arbejderorganisationernes døre. De arbejdsløse vil slutte sig til bevægelsen. Landarbejderne, de ruinerede og halv-ruinerede bønder, de undertrykte i byerne, de kvindelige arbejdere, husmødrene, proletariserede lag blandt de intellektuelle - alle disse vil søge enhed og en ledelse. Hvordan skal de forskellige krav og kampformer samordnes, selv om det kun er inden for en enkelt bys grænser? Historien har allerede besvaret dette spørgsmål: gennem sovjetter. Disse vil forene repræsentanterne for alle de kæmpende grupper. Til dette formål har ingen hidtil foreslået nogen anden organisationsform; faktisk ville det næppe være muligt at udtænke en bedre. Sovjetterne er ikke begrænsede til et på forhånd fastlagt partiprogram. De åbner deres døre for alle de udbyttede. Gennem disse døre passerer repræsentanter for alle lag, som er blevet trukket ind i kampens strøm. Organisationen, der udvider sig sammen med bevægelsen, bliver fornyet igen og igen i dens skød. Alle politiske strømninger i proletariatet kan kæmpe om ledelsen i sovjetterne på grundlag af det bredest mulige demokrati. Parolen om sovjetter udgør derfor kronen på overgangsprogrammet. Sovjetter kan kun opstå på det tidspunkt hvor massebevægelsen går ind i en åben revolutionær fase. Fra det øjeblik de kommer til verden bliver sovjetterne - idet de fungerer