What have the Romans ever given us?

Transkript

1 What have the Romans ever given us? Den 15. august fejrede Indien sin 68-års uafhængighed, og traditionen tro blussede en gammel debat op: Bør Storbritannien betale erstatning for de skader, som deres kolonimagt påførte Indien for mange år siden? Shashi Tharoor, et prominent indisk parlamentsmedlem, argumenterer blændede for sagen i en tale, som er blevet set tre mio. gange på youtube. Siden har britiske historikere taget til genmæle. Det er en kamp om ære og selvrespekt og en meget stor diamant. Den første omtale af Koh-i-Noor diamanten findes i et gammelt hinduistisk skrift fra 1306: Den som ejer diamanten skal eje hele verden, og alle dens ulykker. Kun Gud og kvinder kan bære den uden at skulle bære dens forbandelse. Det lyder som en historie taget ud af 1001-nats eventyr, men forbandelsen synes ægte nok, når man ser på den skæbne, som tilfaldt de fleste af dens ejermænd. Hér tæller vi mange af Indiens største konger, som enten blev blændet, kogt eller hakket ihjel. Til gengæld levede de få konger, der holdt sig fra stenen, et påfaldende langt liv. Selv briterne som generelt kun frygtede røde tal på bundlinjen respekterede forbandelsen. I dag er Koh-i-Noor diamanten gemt væk i Tower of London, og må kun bæres af kvindelige medlemmer af den britiske kongefamilie. Koh-i-Noor har stadig en dragende kraft. Både Indien og Pakistan kræver den udleveret, den er blevet symbolet på alt det, som mange mener Storbritannien skylder deres gamle kolonier. Fornylig opsummerede Shashi Tharoor argumentet for britisk erstatning på formfuldendt overklasse-engelsk i den hæderkronede debatklub, Oxford Union. Tekstiler og toldmure

2 Ifølge Tharoor, byggede England sin industrielle revolution på bekostning af inderne. Indien havde verdens fineste tekstilindustri, men så kom briterne og skar tommelfingrene af de bengalske vævere, ødelagde deres spinderokke, indførte toldmure for indiske tekstiler og oversvømmede kolonien med deres egne billige produkter fra the dark and satanic mills of Victorian England. Indien blev reduceret til en gemen leverandør af bomuld til de Nordengelske spinderier. I starten af 1700-tallet sad Indien på 23% af verdensøkonomien og 27% af verdens eksport. I 1947 var de tal faldet til hhv. 4% og 2%. Men briternes synd rækker ud over ussel mammon. Ifølge Tharoor døde mellem 15 og 29 mio. indere fra hungersnød forårsaget af briterne, og nævner Churchills kyniske dispositioner under den bengalske hungersnød i Her døde 4 mio. mennesker, fordi Churchill i stedet sendte fødevarerne til britiske soldater i Europa med en bemærkning om, at bengalerne i forvejen var underernærede og hvis det stod så slemt til hvorfor var Gandhi så ikke var død endnu?. Endelig fremhæver Tharoor de mange indere, som kæmpede og døde under Første og Anden Verdenskrig. En sjettedel af alle britiske tropper, som deltog i Første Verdenskrig, var indere. Over mistede livet, blev såret. Under Anden Verdenskrig gjorde 2½ million indere tjeneste på britisk side. Dertil milliardlån og materiel støtte, som aldrig er blevet tilbagebetalt. En britisk velsignelse Tharoor argumenter står ikke uimodsagt. Den britiske historiker Niall Ferguson hævder i sin anmelderroste bog Empire, at den britiske kolonitid var en velsignelse for Indien. Briterne byggede verdens største jernbanesystem og 8- doblede arealerne dækket af kunstvanding. Mogulerne øgede mængden med sølle 5% de foregående 300 år. Tharoors økonomiske klagesang holder ikke, mener Ferguson.

3 Briterne grundlagde Indiens kul-, stål- og tekstil-industri, og oversvømmede ikke Indien med egne varer. Briternes handelsoverskud overfor Indien beløb sig til 1% af det indiske nationalprodukt, mod 7-10% i hollandske og franske kolonier, og indiske tekstilproducenter dækkede 75% af den hjemlige efterspørgsel i Samtidig forbedrede briterne den offentlige sundhed i Indien. De bekæmpede malaria og kolera og gennemførte vaccineprogrammer trods lokal modstand. Indernes gennemsnitlige levealder voksede fra 21 til 32 år fra 1820 til Endelige efterlod briterne en effektiv statsforvaltning, bemandet af veluddannede indere, og lagde kimen til Indiens demokrati hvilket Tharoor afviste med bitter ironi: Det er en smule frækt at undertrykke, torturere, slavebinde, dræbe og lemlæste et folk i 200 år og så fejre, at de afsluttede med et demokrati. Vi var nødt til at vride demokratiet ud af jer. Et pund om året Tharoor anerkender, at det ikke er muligt at sætte beløb på den skade, som briterne påførte inderne. For ham er Koh-i-Noor diamanten ikke det vigtigste, blot en britisk anerkendelse af skyld. Evnen til at erkende en forkert handling, og sige undskyld, betyder langt mere Personligt vil jeg være tilfreds med et enkelt pund om året de næste 200 år, for de 200 år som briterne befandt sig i Indien. Siden har den britiske historiker John Keay anfægtet Tharoors erstatningskrav mere principielt. Han mener, at man kun kan dømme individer og staters adfærd ud fra datidens normer, for ellers findes der syndere overalt og vi kunne slå ned på den italienske regering for at fodre kristne til løverne, mens mongolerne skal undskylde Ghengis Khan for evig tid. En historisk synd kan ikke vaskes bort med penge, og det skal den heller ikke. Synden skal spøge til evig tid, for kun på den måde kan vi sikre os, at ugerningen ikke gentager sig.

4 Desuden påpeger Keay, at Indien aldrig var en egentlig koloni, for det blev aldrig koloniseret af briterne. Det var en handelsstation og senere en del af imperiet, ligesom Indien var et imperium for mogulerne, gupta erne og alle de andre, der herskede over subkontinentet, før briterne. Og hvem skal kræve erstatning for dem? spørger Keay retorisk. Under bæltestedet Keay slutter af med et slag under det indiske bæltested, og påpeger, at en samlet indisk nation næppe var opstået uden britisk styre. I stedet for en stor, stærk, samlet nation, havde inderne siddet tilbage med et utal af småstater spredt udover subkontinentet. Som han spydigt konkluderer, vil den britiske regering nok synes, at det er en smule frækt, hvis den indiske nation kræver erstatning for netop den britiske tilstedeværelse, som i sidste ende førte til skabelsen af selvsamme indiske nation. Og således fortsætter fejden. Koh-i-Noor bliver sandsynligvis liggende i sikker forvaring i Tower of London, som et minde om fordums storhed. En storhed, som nu har fået et par ridser i lakken. Shashi Tharoors tale på youtube John Keays genmæle i Outlook India Brikker i et spil Den 1. august kl satte Indien og Bangladesh punktum for verdens mest bizarre grænsestrid. På begge sider af grænsen

5 blev 162 enklaver opløst og overdraget til det land, de lå i. Aftalen er en brik i et større spil mellem de to nationer, og måske et skridt på vejen mod et bedre forhold. Dahala Khagrabari er en tilgroet mark på størrelse med en fodboldbane, som opdyrkes af en lokal bonde fra Bangladesh. Det var også, indtil for en uge siden, noget så sjældent som verdens eneste 3. grads-enklave: et lille stykke Indien, som lå i et lidt større stykke Bangladesh, som lå i et endnu større stykke Indien, som befandt sig Bangladesh. Dahala Khagrabari var symbolet på det geografiske vanvid, som kendetegnede grænseområdet mellem Indien og Bangladesh i Cooch Behar: 162 små enklaver med et samlet areal på størrelse med Amager, ca. 100 km2, og indbyggere på begge sider af grænsen fanget i en slags ingenmandsland. For enklaverne var som små, fritsvævende satellitter, der flød rundt i et nationalt tomrum, afskåret fra de goder, som statsmagten sikrede sine borgere i moderlandet: uddannelse, lægehjælp og infrastruktur. En tur til markedet var ofte belagt med vanskeligheder hvis det lå på den forkerte side af grænsen, for så skulle borgerne i teorien fremvise et gyldigt visum for at komme videre, hvilket var umuligt, da nærmeste visumkontor lå i en storby på den forkerte side af grænsen.

6 Stakkels Sir Radcliffe Kimen til enklaverne går langt tilbage, men blev først et problem i 1947, da Britisk Indien blev delt i et selvstændigt Indien og Pakistan, med tilhørende paskontrol og visumpligt. En del af ansvaret ligger hos den britiske dommer Sir Radcliffe, der fik til opgave at trække grænsen mellem de to nye nationer. Han fik den umulige opgave at trække en streg i sandet mellem muslimer på den ene side, og hinduer og sikher på den anden side, en 7000 km. lang grænse gennem et minefelt af etniske og religiøse følelser. Grænsen lå både i øst og i vest, for det oprindelige Pakistan omfattede også det nuværende Bangladesh, dengang kaldet Østpakistan.

7 Rejsen gik gennem ørken og sump og verdens tættest befolkede områder. Det var varmt og vådt, der var monsun og ramadan, og volden ulmede i landsbyerne. Hans fire hjælpere to muslimer, en sikh og en hindu skændtes konstant. Landkortene var elendige og folkeoptællingerne forkerte. Sir Radcliffe havde dysenteri og kendte intet til Indien. Og så han fik kun 35 dage til at løse opgave i. Da støvet havde lagt sig og grænsen var trukket, lå der 111 indiske enklaver i Østpakistan og 51 pakistanske enklaver i Indien. Onde tunger vil vide, at det var Sir Radcliffe, der i en brandert spildte blæk på kortet og dermed dannede de 162 enklaver. Andre mener, at de opstod som følge af en skak-dyst mellem to maharajaer, der brugt små landområder som indsats. Men sandsynligvis var enklaverne resultatet af en fredstraktat i 1711 mellem Stormogulen i Delhi og maharajaen af Cooch Behar, der hver især fik lov til at beholde de områder, som deres tropper kontrollerede ved krigens afslutning. Da uafhængigheden kom til Indien et par hundrede år senere, skulle de uafhængige fyrstendømmer vælge side mellem Indien og Pakistan. Den hinduistiske maharaja af Cooch Behar valgte Indien, men en del af hans besiddelser endte på den forkerte side af Radcliffes linje. Længe undervejs Allerede i 1974 kort efter Bangladesh uafhængighed i 1971 blev de to lande enige om at udveksle landområder; de indiske enklaver skulle overgå til Bangladesh og omvendt på den anden side af grænsen. Men aftalen blev aldrig ratificeret af Indien, for det krævede en forfatningsændring at afgive land til en anden nation. Og da aftalen indebar, at Indien skulle afgive mere land til Bangladesh, opstod en politisk modvilje i Indien aftalen kunne blive opfattet som et svaghedstegn overfor muslimer. Derfor er det ikke uden ironi, at det netop er Indiens mest hindunationale statsminister, Narendra Modi, som nu har banet vej for en aftale med hans modpart i

8 Bangladesh, Sheikh Hasina. Kort efter Modis tiltrædelse i maj 2014, gennemførte han de nødvendige ændringer i forfatningen. Den 6. juni 2015 blev aftalen underskrevet, og den 31. juli blev den implementeret. Enklaverne blev opløst på hver side af grænsen og dens borgere fik tildelt ny statsborgerskab. Dem, som ønsker at fastholde deres oprindelige statsborgerskab, må fraflytte enklaven og lade sig genhuse i moderlandet, hvilket i øvrigt har ført til splittede familier, især i de indiske enklaver i Bangladesh. Den ældre generation ønsker at blive boende i deres gamle landsby på bekostning af deres indiske statsborgerskab, mens de yngre ser flere muligheder i Indien, og derfor må rejse. En ny Berlinmur Med vanlig sans for patos sammenlignede Narendra Modi aftalens betydning med Berlinmurens fald i Europa, men hans udsagn står i grel kontrast til den øvrige udvikling langs den kilometer lange grænse. Indien er nemlig i fuld gang med at opføre et km. langt beskyttelseshegn. Hegnet er tre meter højt og består af pigtråd og beton. Flere steder er det strømførende og badet i projektørlys, og ifølge Human Rights Watch har indiske grænsevagter dræbt over grænseløbere fra Hensigten er at holde narkosmuglere, illegale immigranter og islamiske terrorister ude af Indien. Den indiske efterretningstjeneste mener, at de vedvarende uroligheder i Indiens nordøstlige hjørne skyldes væbnede separatister, der bruger Bangladesh som base. Aftalen om de 162 enklaver skal derfor ses i en større sammenhæng. Modi håber, at hans små indrømmelser overfor Sheikh Hasina (Indien afgiver jo mere land end Bangladesh) kan styrke hendes mere Indiens-venlige parti på hjemmefronten, og sikre hendes samarbejde i en koordineret indsats mod smuglere

9 og terrorister. I den forstand er enklaverne stadig kun brikker i et spil, men i det mindste kan bønderne i Cooch Behar nu komme til marked uden at skulle søge om visum. DR P1 Morgen, den 3. august, om dette indlæg Take the Poo to the Loo Over halvdelen af Indiens befolkning besørger i det fri. Det er et massivt hygiejnisk og sundhedsmæssigt problem, som især rammer de yngste. Hver dag dør 1000 indiske børn af diarré. Det vil statsminister Narendra Modi nu til livs. I løbet af de næste fem år vil han bygge 120 millioner toiletter. Spørgsmålet er, om det løser sig med lokummer alene. UNICEF lancerede fornylig en lille psykedelisk perle af en film. En mand, Mr. Poo, vågner op med dårlig mave. Han sveder, han er træt og i baggrunden hører vi pruttelyde. Mr. Poo vakler hen mod døren mens kendingsmelodien starter: First thing in the morning, what do I see/ a pile of shit staring at me. Udenfor huset venter et fækalt mareridt. Mr. Poo jages gennem gaderne af store ekskrementer med arme og ben. De danser på tagene og stopper trafikken, de har overtaget byen. Til sidst bygger borgerne et kæmpe lokum, klæder sig ud som afføring og lokker alle byens plageånder til et Poo Party. De kravler op af kummen som lemminger og forsvinder ned i hullet. Forstemmende statistikker Enhver som har rejst i Indien ved, at hygiejne er et massivt problem. Problemet har mange kilder, men den største er de 600 mio. mennesker, der hver dag besørger i det fri (også kendt som open defecation ). De gør det på marker, bag træer, langs

10 jernbanesveller og i vandløb. Resultatet er som vist i filmen at der er afføring overalt, med deraf følgende lugtgener, vira, bakterier og indvoldsorme. Der er fæces i vandet og på hænder. Det slæbes ind i huse og ender i maden. Indien har verdens største forekomst af mave/tarm-sygdomme og konsekvenserne er katastrofale. Hver år dør 25% af alle børn under fem af diarré, i alt Den højeste andel i hele verden. 50% af børnene lider af underernæring som følge af urent vand og dårlig hygiejne. Resultatet er kronisk misvækst, nedsat immunforsvar og permanent forringede kognitive evner, som følger barnet resten af livet og videreføres til efterfølgende generationer, for kvinder med lav vækst føder svagelige børn. Afrikanske børn trives bedre end indiske, på trods af at Indien har bedre madforsyninger. Forskellen er de mange, som besørger i det fri. Dertil kommer en social slagside, som især rammerne pigerne. Ofte har skolerne ingen pigetoiletter, og det betyder, at mange piger afslutter deres skolegang i 7. klasse. Pigerne tør ikke bevæge sig ud i det fri af frygt for overgreb og deres landsbyer ligger flere kilometer væk. Selv hér kan de ikke vide sig sikre. Af hensyn til deres blufærdighed må mange vente til efter mørkets frembrud, men så lurer risikoen for voldtægt og slangebid. Et simpelt toilet ville løse disse problemer. Swachh Bharat Mohandas Gandhi udtalte, at renlighed var vigtigere end uafhængighed, og derfor var det også passende, at Modi lancerede sin Swachh Bharat-kampagne for Et rent Indien på Gandhis fødselsdag den 2. oktober Modi proklamerede, at han inden Gandhis 150 års fødselsdag i 2019 (som i øvrigt også er valgår) ville sætte et punktum for open defecation i Indien. I bedste Gandhi-stil lagde han ud med det personlige eksempel,

11 og svingede kosten på et fortov i Delhi foran en samlet presse. Men ellers har hans tilgang været mere Nehruviansk. Først tirrede han den hindunationale højrefløj med en bemærkning om, at han ville bygge toiletter før templer. Dernæst anlagde han en klassisk centralistisk produktionsmodel: 120 mio. nye toiletter skulle bygges på 60 måneder, cirka én i sekundet, døgnet rundt. Og heri ligger den største kritik af Modis kampagne. Dårlig hygiejne og besørgelse i det fri er et kulturelt problem, som selv det største antal toiletter ikke kan dække. Lignende tiltag i 1986 og 1999 fejlede fordi man heller ikke dengang søgte ind til problemets rod. For sagen er, at mange indere foretrækker open defecation. I en nylig undersøgelse af nordindiske familier, der havde adgang til toiletter, foretrak medlemmer fra 40% af familierne at søge ud i det fri. De syntes det var behageligere, sundere og mere socialt. Toiletter var noget, gamle mennesker, kvinder og handikappede brugte. Toiletkultur med dybe rødder Indernes toiletkultur har dybe rødder og kan spores tilbage til Manus bog, en 2000 år gammel hinduistisk tekst, der netop opfordrede til at søge ud i det fri af hensyn til renlighed. Stadig i dag er problemet mest udbredt i Nordindien, og mere blandt hinduer end muslimer (67% mod 42%), på trods af at muslimerne generelt er fattigere, dårligere uddannet og har ringere adgang til rent vand. Af samme grund har muslimerne haft en væsentlig lavere børnedødelighed end hinduer de sidste 50 år. I de få landsbyer hvor forholdet var omvendt, var dødeligheden også omvendt. Her døde flest muslimske børn. Derfor siger Modis kritikere er Indien nødt til at tage det lange seje træk udi oplysning. Kun en fjerdel af landsbyboerne ved, at håndvask forebygger diarré. Det nytter ikke at producere millioner af toiletter, hvis de ikke bruges, eller hvis de bare sander til i ja lort. Borgerne skal

12 motiveres til handling, de skal kende de sundhedsmæssige og økonomiske fordele ved øget hygiejne og toiletbrug. Godt nyt fra Rajasthan Den gode nyhed er, at det er muligt. Rajasthan, som ellers er ringere stillet end de fleste delstater, med stor fattigdom, stenet jord og ringe vandforsyninger, påbegyndte i 2010 en proces, hvor delstatsregeringen overdrog ansvaret til de enkelte landsbyråd. Brugerne skulle ikke være passive modtagere af nye statslige subsidier, men inddrages som beslutningstagere. Især kvinderne. Hygiejne blev gjort til et anliggende for alle, og en æressag for landsbyen: Hvis I mener at kvinden bør bære slør for at værne om sin dyd og ære, hvorfor skal hun så tvinges til at løfte sit skørt og lette sig selv i al offentlighed?. I en nærliggende by anlagde man en toiletpark (se ovenfor)

13 hvor tilrejsende landsbyboere kunne tilse forskellige modeller og vælge deres egen. Samtidig fik familierne tildelt en navneplade med ordene Phutro Ghar (Det Smukke Hjem), så de kunne skilte med deres renlighed. På pladen stod kvindens navn øverst. Projektet blev en æressag for kvinder, der begyndte deres egne hvervekampagner, hvor de mobiliserede andre kvinder til handling. Landsbyer meldte sig frivilligt til ordningen, de ønskede ikke at blive holdt uden for. På to år har Bikaner, det største distrikt i Rajasthan, tredoblet dækningsgraden for toiletter fra 25% til 75%. Rajasthan viser, at holdbare løsninger vokser ud af græsrødderne. De bygger på egen drift, kollektiv handling og ønsket om værdighed. Og forandringerne spirer allerede nu: oplysningskampagner, pres fra skolebørn og en generel urbanisering har sat sine spor. I 2012 viste en undersøgelse fra den fattige nordindiske delstat Bihar, at flertallet af borgere ønskede egne toiletter, og før Modi søsatte sin kampagne sidste år, var antallet af indere, der besørgede sig i det fri faldet fra 637 til 595 mio. på fire år. Det tyder på, at Mr. Poo og hans venner lægger an til det store Poo Party. Modis kampagne er et tiltrængt skub i den rigtige retning. DR P1 Morgen, den 30 juli, om dette indlæg UNICEF film på youtube Take the Poo to the Loo For mere om eksperimentet i Rajasthan, se artikel i The Wire For flere statistikker fra UNICEF For endnu mere om problemet, se RICE institute

14 Rama unplugged Indiens hindunationale regering blev valgt på et mandat om økonomisk udvikling, men under overfladen lever den hindunationale ideologi i bedste velgående. Et af deres vigtigste våben er historien; en ny fortolkning af en gammel fortælling. Sidste år vakte den indiske statsminister Narendra Modi opsigt, da han i forbindelse med indvielsen af et hospital fremhævede elefantguden Ganesh som eksempel på fortidens indiske lægekunst; der må have været en kirurg, som placerede et elefanthoved på en menneskekrop og derved opfandt plastikkirurgi sagde han i ramme alvor, og nævnte herefter sagnfiguren Karna som et levende bevis på tidlig indiske stamcelleforskning. Karna blev, jf. det episke heltesagn Mahabharata, født uden for sin moders skød. Modis udtalelser gik verden rundt og blev hånet af den liberale, engelsksprogede presse i Indien. Men hos den hindunationale højrefløj, og de mange indere, som higer efter national stolthed, faldt talen i god jord. At Indien var en højtudviklet kultur mens man i Vesten levede som stenalderfolk i mørke grotter og bankede pilespidser ud af flintesten, tæller godt i det regnskab. Men Modis tale afspejlede også hvordan den hindunationale historiefortælling er blevet stadig mere stueren de senere år. Det er en fortælling, som blander myte med virkelighed, og danner grundlag for den hindunationale vision om Indien; at hinduismen og Indien er er uløselig forbundet, at indere per definition er hinduer. Og muslimer og kristne dermed ikke er ægte indere. Civilisationens vugge Ifølge den hindunationale fortælling var Indien selveste civilisations vugge. Det var hér hinduismen opstod sammen med

15 oldsproget sanskrit og de hellige vedaer, og hér de videnskabelige og filosofiske strømninger udgik til resten af verden. Det ariske folk rejste ud fra Indien og bragte civilisationens lys til Europa (Hitler sagde det samme, bare med omvendt fortegn, forskningen tyder på at arierne udgik fra Iran det moderne ord for Aryan omkring 1600 fvt.). Pointen er klar: Indien en storslået nation, der ikke står i gæld til nogen. Tværtimod. For det var muslimske invasionsstyrker, der satte et punktum for den hinduistiske guldalder omkring år 1000, og kastede Indien ud i en mørk middelalder, der kun lige har nået sin afslutning. Først 800 års muslimsk overherredømme med tvangsomvendelser af hinduer. Dernæst 200 års britisk kolonistyre og kristen indoktrinering. Og endelig siden uafhængigheden 40 års styre, anført af Kongrespartiet og Nehru/Gandhi-dynastiet, i hvis forestilling om det mangfoldige Indien, der ikke var plads til hinduistiske værdier. Det var i frustration over Kongrespartiets knæfald overfor muslimerne, at en hindunationalist myrdede Mahatma Gandhi i januar 1948, men det sendte dem bare yderligere ud i den ideologiske kulde. For mange hindunationalister var Modis sejr i 2014 et historisk vendepunkt, måske endda enden på den mørke middelalder. En flyvende Rama Men hindunationalisterne nøjes ikke med at fremhæve den hinduistiske guldalder, som berigede verden med astronomi, lægekunst og matematik (herunder skakspillet og 10- talsystemet) i perioden 500 BC til 1000 AD. Hindunationalisterne går helt tilbage til myternes tid. I deres optik er guden Rama og dæmonen Ravanna historiske skikkelser i kød og blod, der levede for år siden. Da Rama jf. det episke heltesagn Ramayana drog til Sri Lanka for at kæmpe sit episke slag mod Ravanna, fløj han i deres fortælling over strædet i en flyvemaskine. Hvordan skulle det

16 ellers kunne lade sig gøre at komme så hurtigt over det store vand? Endvidere havde det oldhinduistiske samfund et teknologisk niveau, der overgik nutiden, komplet med biler, fly og interplanetariske rumrejser, atomkraft, avanceret radarteknologi og kunstig befrugtning. Mener altså hindunationalisterne. Kort efter Modis tiltræden sidste år, introducerede delstaten Gujarat nye historiebøger i folkeskolen, der byggede på netop dette historiesyn, inklusiv historien om Ramas flyvetur. Bogens forfatter var den pensionerede skolelærer Dinanath Batra, også kendt som The Ban-Man for de mange retssager og forbud, han har påført sekulære ytringer. Mest kendt var hans sag mod forlaget Penguin og bogen The Hindus: An Alternative History, skrevet af den anerkendte amerikanske indolog, Wendy Doniger. Hun hævdede, at Mahabharata og Ramayana var fiktive beretninger, hvorefter Batra hidkaldte straffelovens 295, der giver op til tre års fængsel for bevidst opildning til religiøs vrede. Efter længere tids juridisk tovtrækkeri valgte forlaget at trække bogen tilbage fra markedet og makulere alle resterende eksemplarer. Siden er 85-årige Batra blevet ansat som uddannelsesrådgiver i delstaten Haryana, der nu har indført undervisning i Sanskrit og Bhagvad Gita en på de højere læreanstalter på bekostning af tysk. En ligevægtig historie? Hindunationalisterne hævder, at de nye historiebøger i Gujarat blot genindfører ligevægten i et ideologisk regnskab, som sekulære kræfter længe har skævvredet. Sekulært indstillede historikere frygter, at de nye historiebøger i Gujarat kun er en start, at det ny pensum snart introduceres på nationalt plan som led i en langsigtet bearbejdning af den fælles konsensus om indisk historie, hvor begivenheder udviskes og fremhæves i forhold til det hindunationale projekt. I det

17 regnskab glemmes stormogulen Akbar, der skabte et samfund hvor hinduer og muslimer levede sammen i fred og harmoni. Og den milde Shah Jahan, der byggede Taj Mahal til ære for sin afdøde hustru Mumtaz. Mens hans krigeriske søn Auranzeb, der myrdede løs blandt hinduer og sikher, huskes for evigt. Hindunationalisternes egen indblanding i drabet på den åndelige landsfader Gandhi skrives helt ud af pensum. Narendra Modi var delstatsleder for Gujarat i 14 år. Og det var selveste Modi, der skrev forordet til Batras historiebog. Den politiske kalkule er klar. En fælles fjende skaber sammenhold i egne rækker de 80% af befolkningen, der er hinduer og det kan omsættes til langvarig politisk mønt for hindunationalisterne. Men det koster i sammenhængskraften mellem hinduer og muslimer og alle de andre indiske minoriteter. En kosmetisk operation af Indiens historie er et farligt indgreb. Verdens største demokrati? I dag er det 40 år siden Indira Gandhi afskaffede demokratiet i Indien og indførte sit diktatur; The Emergency. Men det forblev en parentes i historien. Efter 21 måneder genindførte hun folkestyret, tabte valget og overlod scenen til en ny regering. I dag kaldes Indien for verdens største demokrati. Andre mener, det er et gement kleptokrati. Vi kan stille os selv følgende spørgsmål: Ville vi stemme, hvis det krævede en times transport til nærmeste valgsted, 1½ time i kø foran stemmeboksen i 44 graders varme og en grundlæggende mikroskopisk indflydelse, når det kom til stykket? Ved det sidste valg i Indien var der 834 mio.

18 stemmeberettigede fordelt på 543 valgkredse, en enkelt stemme vejer dermed 1 promille af vores i forhold til indflydelse. Havde det været sådan i Danmark, i sidste uge, gætter jeg på, at en stor del af os var blevet hjemme i sofaen. Men måske tager jeg fejl. Men ikke i Indien. I maj 2014 afgav mere end en halv milliard indere deres stemme på næsten en million forskellige valgsteder. Stemmeprocenten var over 66%, og de fleste mødte op i deres fineste gevandter. Valget blev afviklet i (relativ) god ro og orden og med begrænset snyd; valgkommissionen, der styrer processen, siges at være hævet over den korruption, som præger store dele af statsmagten. Dertil en fri presse, som vogtede over kandidaternes hykleri og urene trav. Sådan har det været siden det første valg i For ikke at glemme de utallige valg til landsbyråd og regionale parlamenter, som vi aldrig hører om i vesten. Og som noget helt særligt for Indien, er stemmeprocenten hér højest blandt de fattige. De fattigste møder op på valgdagen selvom det koster på indtjeningen, og de i forvejen kun har råd til et enkelt måltid om dagen. Den iver og stolthed, som inderne viser overfor deres folkestyre er ganske unik. I dét lys er der ingen tvivl: Indien er verdens største demokrati. Skyggesiden Men der findes også en mørkere bagside side til demokratiet i form af kriminelle politikere og massiv korruption. Ifølge Association for Democratic Reform (ADR), en indisk NGO der overvåger indiske politikere i forhold til personlig formue og kriminelle forhold, har 83% af de folkevalgte i det nationale parlament i Delhi en formue på over 10 mio. rupees (1 mio. kroner). For mange er formuen steget, efter de kom til magten. Derudover er 34% af dem anklaget for en eller flere kriminelle forhold, dvs. 185 ud af 543 parlamentarikere. Af disse 185 kriminelle folkevalgte, er 21% anklaget for alvorlige

19 forbrydelser som mord, røveri, voldtægt og kidnapninger. Det skal understreges, at kriminelle forhold dækker anklager, tiltaler og sigtelser ikke domfældelser. Mange af de berørte er ofre for falske politianmeldelser fra politiske modstandere. Alligevel er tallene interessante, især når man sammenligner forholdet mellem kriminelle kandidater og endelige sejrherrer. Kandidater med kriminelle forhold blev oftere valgt end dem uden: 13% vs. 5%. Kausaliteten kan naturligvis diskuteres, men der hersker næppe tvivl om, at vejen til politisk magt kræver styrke og status i lokalområdet, tilsat store pengebeløb og hårdhændede metoder. Valget i 2014 var verdenshistoriens næstdyreste, kun overgået af det amerikanske præsidentvalg Det koster mange penge at vinde et indisk valg. Helst en beskytter Samtidig ligger det dybt i Indiens politiske kultur, at folket vælger en beskytter frem for en politisk repræsentant. Årsagen er især strukturel. Med udbredt fattigdom og social ulighed, er kampen om ressourcerne er hård. Statsmagten er upålidelig og jungleloven hersker i mange af landdistrikterne. Står man alene er man chanceløs, og derfor vender man sig mod den lokale godsejer, klanleder eller mafiaboss. Og således videre op i systemet. Den lokale stormand vender sig mod sine egne beskyttere, og øverst i fødekæden ligger statsmagten. Alle politiske partier bygger på denne vertikale struktur. Fordringen om krav og modydelser lyder som et mantra op og ned gennem hierarkiet. Jo flere klienter man har under sig, jo stærkere står man. Det var sådan Kongrespartiet sikrede sit enevælde gennem 40 år. Fabrikanter, godsejere og pengeudlånere udgjorde ledelsen i de lokale partikontorer og byggede bro mellem parti og vælgere. Det var ikke Nehrus idealisme, der fik de indiske græsrødder til at spire.

20 Ideologi er noget bras I det hele taget har ideologien trange kår i indisk politik. De fleste partier vedkender sig en eller anden form for socialisme, som dog ikke stikker dybere end ønsket om en stor offentlig sektor. For det er herfra goderne flyder pengegaver og privilegier, store kontrakter og ledende stillinger alt sammen hård valuta på den politiske markedsplads, som fordeles mellem støtterne efter en sejr. Alle får en bid af kagen, hvert led i hierarkiet tager sin andel og sender resten videre til sine klienter. Synderegistret er langt, og mange på den kritiske venstrefløj afviser, at Indien overhovedet er et demokrati. Andre på den merkantile højrefløj skeler mod Kinas autokrati, og drømmer om samme faste hånd, som de mener er årsagen til landets økonomiske kvantespring. I de stunder bør man mindes Churchills bevingede ord, at demokratiet er den værste styreform, bortset fra alle de andre, vi har prøvet. På trods af, at Churchills tro på demokratiet ikke rakte helt til Indien, og Indien i øvrigt ikke har prøvet andre styreformer end netop demokratiet (bortset fra Indiras uheldige sidespring for 40 år siden), så er hans ord stadig relevante. Der er næppe nogen styreform, der passer bedre til Indien end demokratiet. Det er den vision, som gav nationen samling, og den ventil, som gav Indiens mange minoriteter taleret. Uden demokratiet havde Indien sandsynligvis gennemlevet samme borgerkrige, som alle dens (udemokratiske) nabolande gjorde før eller siden, blot i en langt større skala. I dag er Indien en nation under forvandling. Velstanden vokser, middelklassen breder sig, gamle hierarkier smuldrer, nye vokser frem. Alt tyder på, at borgerne er blevet mere krævende. De peger i stigende grad de ledere, som de mener bedst kan styre landet, og stiller dem til ansvar, hvis ikke de indfrier deres løfter. Kongrespartiets nederlag og Narendra

21 Modis sejr i 2014 afspejler det forhold, og heri ligger demokratiets suveræne styrke. Rundt om hjørnet venter nye udfordringer. Blaserte borgere, der er sig selv nærmest. Og vælgere, der ikke orker at forlade sofaen. Se også tre interne links om indisk demokrati: Modis holografiske valgmøde To valgmøder i 2014 For flere indiske valgstatistikker Indiens CPR-nummer På under fem år har 866 millioner indere fået tildelt et Unique Identity Number (UID), et CPR-nummer tilknyttet borgerens fingeraftryk og iris-profil. Det er verdens største biometriske database, og Indiens nyeste og måske vigtigste våben mod korruption. Det første UID-nummer blev udstedt til Raju Madi, en tilfældig 33-årig kvindelig daglejer fra delstaten Karnataka. Forud lå en skanning af iris og fingeraftryk, et digitalt pasfoto og et udfyldt spørgeskema med navn, bopæl og formodet fødselsdato. Rajus biometriske data blev knyttet op på hendes 12-cifrede Unique Identity Number (UID), som nu kunne anvendes i forhold til offentlige og private myndigheder; udstedelse af pas og kørekort, oprettelse af bankkonti og mobiltelefon, modtagelse af offentlige ydelser. Det var i september Siden har ladet sig registrere, og i banker og offentlige kontorer installeres nu skannere, der kan aflæse iris og fingeraftryk og sikre

22 borgerens identitet på stedet. Der er tale om et kvantespring for en offentlig sektor, der er plaget af snyd og bedrag, og en kæmpe fordel for landets fattigste, som aldrig før har kunnet bevise deres identitet, og derfor har været tvunget ud på en lang og stenet vej gennem offentlige kontorer, før de kunne få deres rationeringskort eller åbne en bankkonto. Aadhaar, et nyt fundament Projektet, hvis officielle navn er Aadhaar (hindi for Fundament, fordi det skal udgøre fundamentet for borgerens adgang til myndighederne), har et nærmest bibelsk omfang. I fem år har tusindvis af teknikere rejst rundt i landet bevæbnet med spørgeskemaer og bærbar pc, iris-skannere og fingertrykaflæsere. Hver registrering tager cirka femten minutter og de får tre kroner per indlæst borger. Hver dag indsendes data for næsten en million borgere, og de bagvedliggende IT-systemer skal udføre fjorten milliarder kontroller i sekundet for at sikre, at der kun tildeles ét nummer per borger, en afgørende præmis for systemets troværdighed. Der mangler stadig 400 millioner registreringer, som forventes afsluttet inden for det næste år. På under fem år har Indien opbygget verdens største og mest avancerede database for biometriske data, en monumental præstation for et land, der ellers er berygtet for sine forliste offentlige projekter. Den samlede pris for hele projektet forventes at være ti kroner per borger, 12 milliarder kroner i alt. Til gengæld er UID Indiens måske stærkeste våben mod korruption. Ifølge regeringens egne beregninger, når kun 27% af alle offentlige ydelser frem til målgruppen. I visse delstater er lækagerne den teknokratiske betegnelse for korruptionsgraden oppe på 90%. I betragtning af, at Indien bruger 360 milliarder kroner om året på sociale ydelser og overførselsindkomster, er der tale om et ressourcespild af

23 nærmest episke dimensioner. Lækager i systemet IMF anslår, at UID vil kunne medføre en besparelse på 0,5% af Indiens bruttonationalproduktet i lækager, det svarer til 50 milliarder kroner om året, baseret på forsigtige skøn. Dertil kommer besparelserne forbundet med en mere effektiv og strømlignet offentlig forvaltning. De indledende meldinger bekræfter de høje forventninger til UID. I 2012 kunne delstaten Karnataka meddele, at de havde reduceret antallet af spøgelsesarbejdere med 2 mio. på det store offentlige beskæftigelsesprojekt NREGA, dvs. udbetaling af løn til medarbejdere, der ikke fandtes. Og i delstaten Rajasthan gav tilsvarende forsøg på udlevering af petroleum en 70% reduktion af lækager. Da UID også skal knyttes op på mobil-nettet, vil det medføre en lettere dagligdag for borgere i landdistrikterne. Tidsskriftet The Economist beskriver forandringen set fra bonden Rams perspektiv. Han bor i en lille landsby i delstaten Madhya Pradesh, og når han skal i banken skal han først gå 6 km. til nærmeste busstoppested, dernæst køre 14 km ind til byen i en overfyldt bus, endelig to timers venten i banken. Turen koster en femtedel af hans indtjening i form af udgifter og tabt arbejdsfortjeneste. Med et UID-kort vil han kunne henvende sig i landsbyens kiosk, som vil kunne verificere Rams identitet via mobilnettet, og overføre pengene fra Ram bankkonto til sin egen. Ram slipper for en tur til byen, købmanden slipper for at sælge på kredit, og får tilmed et gebyr for ulejligheden. Digitale tider Den langsigtede plan er at tildele alle borgere en bankkonto via UID. Målet er en total reform af subsidie-systemet. I dag henvender de fattigste sig typisk til statens Fair Price butikker, som administrerer udleveringen af fødevarer og

24 petroleum til nedsatte priser, en ordning som er belagt med korruption. Fremover skal penge overføres direkte til borgernes bankkonti, som så kan købe varerne på almindelig markedsvilkår. Skrankepaverne skæres væk. Men reformen er ikke uden problemer. Kvindeorganisationer frygter, at fædrene drikker pengene op, når de nu kan hæves direkte på kontoen, og det er ikke alle steder, at Fair Pricesystemet er korrupt. Hér bliver brugerne muligvis ringere stillet, da fødevarer til markedspris er dyrere end i Fair Price. Fra middelklassen lyder en mere principel anke om datasikkerhed og registerlov, men det er næppe et problem, der bekymrer det fattige flertal, der bor otte mennesker på seks kvadratmeter, og kun har råd til et enkelt måltid om dagen. Det er også de fattige, der har udvist størst interesse for UID-kortet. De venter gerne i timer for at få foretaget deres iris-skanning. Hellere det, end at skulle kæmpe med embedsmænd og bureaukrater i al evighed. Den mest udbredte kritik udspringer af generel indisk nihilisme overfor den offentlige sektor. Mange indere påpeger, at de i forvejen har en vifte af ID-kort med tilhørende numre, som ikke har besejret korruptionen, UID-kortet bliver bare én til samlingen. Kynismen bygger på mange års bitre erfaringer. Men hensigten med UID god og udførelsen respektindgydende. Digital gennemsigtighed og direkte pengeoverførsler varsler hårde tider for Indiens skrankepaver.