Når kaster snobber nedad

Transkript

1 Når kaster snobber nedad I løbet af de seneste dage har en halv million demonstranter fra den magtfulde og velstillede Patel-kaste i Gujarat krævet at blive nedgraderet i kastehierarkiet, så de officielt ligger på niveau med de svageste lavkaster. Det er en sær historie om positiv særbehandling og et kastesystem under forandring. Det er latterligt det svarer jo til, at jøderne påstår, at de er fattige og svage sagde Aakar Patel fornylig. Han er leder af Amnesty Internationals afdeling i Indien, og deler ikke sine kastefællers krav om positiv særbehandling. Men det er der andre, der gør. De seneste par dage er antallet af demonstranter i Gujarat vokset til over mennesker. Skoler og universiteter er lukkede, banker og forretninger har skodder for vinduerne, busser og toge står stille. Statsminister Narendra Modi har opfordret til fred og forsoning, og tilføjede næsten poetisk: Our only mantra is shanti. Men der var ingen shanti stemning i Gujarats gader, i hvert fald ikke efter demonstranternes leder, den 22-årige handelsstuderende Hardik Patel blev tilbageholdt af politiet tirsdag aften. Demonstranter angreb politistationer og brændte busser ned, og politiet svarede igen med skarpe skud. Otte demonstranter og én politimand mistede livet. Militæret blev indsat og undtagelsestilstand indført i de største byer. Samtidig lukkede myndighederne ned for internettet, og afskar dermed 63 mio. borgere i Gujarat fra de sociale medier, især den mobile beskedstjeneste WhatsApp, som demonstranterne bruger til at organisere sig med. Lidt som Gandhi De nuværende uroligheder i Gujarat startede den 19. august, da Hardik Patel afholdt sit første offentlige møde på pladsen i delstatens hovedstad Ahmedabad. Han klagede over, at

2 lavkasterne de såkaldte OBC er blev optaget på universitetet uden særlige krav, mens de selv skulle levere topkarakterer. Han ønskede samme rettigheder som OBC erne, og påbegyndte herefter en sultestrejke til døden et yndet våben i indisk politik, som Mahatma Gandhi brugte flittigt og godt. Oprøret har vakt forundring, for Patel-kasten er en af Gujarats mest magtfulde kaster. De udgør 15% af delstatens befolkning, styrer 80% af Indiens diamanteksport og er notorisk dygtige forretningsfolk. De sidder på de fleste kiosker i England, driver handel i Afrika og ejer 30% af alle moteller i USA. Stort set alle Patel er i Gujarat har familiemedlemmer i vesten, med alt hvad deraf følger af pengeoverførsler og prestige. Men nu vil de anerkendes som OBC er Other Backward Classes en gruppe af socialt og økonomisk underpriviligerede lavkaster, som nyder godt af positiv særbehandling, og en øremærket kvote på 27% af alle offentlige jobs og studiepladser. En politisk bombe Jobkvoter og særbehandling har alle dage været en politisk bombe i Indien. Allerede i 1870 indførte den britiske kolonimagt særbehandling af de allersvageste grupper, de kasteløse og stammefolket. De gjorde det ud fra lige dele kristen næstekærlighed og politisk rænkespil. De ønskede at splitte uafhængighedsbevægelsen i Sydindien, og det lykkedes. Efter uafhængigheden videreførte den ny regering stammefolket og de kasteløses særbehandling. De fik tildelt 21.5% af alle stillinger i den offentlige sektor, svarende til deres andel af befolkningen. Men kun fordi deres armod var så ekstrem. Regeringen var forbeholden, for allerede den gang indså man det skråplan særbehandling var. I et land med mange mindretal, hvor alle mente, at de var ringere stillet end de andre, kunne det hurtigt blive en politisk glidebane, en Pandoras æske, der kunne skabe splid i den unge nation. Regeringen lagde låg på

3 alle øvrige krav om jobkvoter. Lavkasterne var skuffede. De udgjorde næsten halvdelen af befolkningen, og mange levede i ekstrem fattigdom, men de evnede ikke at omsættes deres vælgertal til politisk magt, for de var splittede af nid og nag. Det var netop kampen om positiv særbehandling, der gav dem et fælles mål og banede vej for deres demokratiske vækkelse. De fandt fælles fodslag under den noget usexede og meget teknokratiske betegnelse Other Backward Classes (OBC), der omfattede (officielt) fattige lavkaster, og udgjorde ca. 40% af befolkningen. Same Same, just different I 1989 besejrede de Kongrespartiet, dannede deres egen lavkasteregering og tildelte sig selv 27% af alle stillinger i den offentlige sektor. Højkasterne rasede og Indien blev ramt af nogen af de værste uroligheder siden uafhængigheden. Studerende fra de højeste kaster vandaliserede offentlige bygninger, kastede med sten mod busser og blev mødt med tåregas og gummikugler af politiet. Og Patel erne kæmpede på højkasternes side. Det er ironisk, at de nu kæmper for at få andel i netop den ordning, som de kæmpede mod den gang. Det kan virke forbløffende, at en velstående kaste fra en velstående delstat, skulle føle behov for at blive optaget i en klub for lavkaster, men mange af dem føler sig svigtet af Modis fokus på big business. Inden for de seneste ti år er små og mellemstore virksomheder lukket i Gujarat, og det har især ramt Patel-kasten. Og takket være kvotesystemet, er de afskåret fra en videregående uddannelse, fordi OBC erne og de kasteløse sidder på halvdelen af pladserne. Uden uddannelse kan de ikke skifte erhverv eller udvandre til England og USA. De er fanget i deres kiosker. Endnu hårdere er det for de reelt fattige Patel er, som end ikke har en kvoteordning, at falde tilbage på. Til gengæld er der mange velhavende OBC er, som nyder godt af særbehandling,

4 men ikke har brug for hjælp. Og sidst, men ikke mindst, så bygger fordelingsnøglen for særbehandling på tal, der stammer fra Siden uafhængigheden har kastetilhør ikke indgået i spørgerammen for folketællingerne. Konspirationer Men Hardik Patel og hans meddemonstranter får næppe medhold i deres klager. Gujarats delstatsleder, som i øvrigt selv er en Patel, afviser pure at udvide OBC-gruppen med Patel eller nogen anden gruppe. Og med god grund, for det ville skabe en præcedens for alle mulige andre underkaster, og give anledning til protester og oprør over hele Indien. Kompromis er ikke en mulighed, og protesterne ulmer derfor nok videre, måske endda med støtte fra højkasterne. I mellemtiden er medierne er fulde af konspirationsteorier om, hvorvidt Hardik Patel er i ledtog med Kongrespartiet, lavkastepartierne, den hindunationale yderfløj eller andre, som har et horn i siden på Modi. Selv siger Hardik Patel, at demonstrationerne skyldes, at vores egne er ligeglade med os, selvom de er ved magten, og retter dermed en anklage mod Modi og det hindunationale parti BJP, som Patel erne har støttet i årtier. Andre konspirationsteorier lyder på, at det er Modi selv, der står bag urolighederne, da han ønsker at afvikle den særbehandling af OBC erne, som i sin tid førte til lavkasternes demokratiske vækkelse. I dag er lavkastepartierne hans største politiske modstander. Men i givet fald havde han næppe gjort det i Gujarat, hvor han regerede i 14 år. I sidste ende er oprøret både en kritik af Modi og en kritik af kvotesystemet, som opfattes som forældet og uretfærdigt, og ude af trit med et samfund, der blive stadig mere hvor klasseorienteret, på bekostning af kaste. Konsekvensen er todelt: BJP svækkes i deres gamle højborg Gujarat, og der kommer en fornyet og seriøs debat om rimeligheden ved positiv

5 særbehandling, For det er klart, at noget er helt galt i Indien, når højkaster ønsker at være lavkaster og lavkaster prøver at være højkaster og ingen længere kender deres plads. Så er det tid til forandring. For mere om det indiske kasteoprør, se kapitel 3 Kastekrigerne og alle Egne Fortællinger med K3 foranstillet What have the Romans ever given us? Den 15. august fejrede Indien sin 68-års uafhængighed, og traditionen tro blussede en gammel debat op: Bør Storbritannien betale erstatning for de skader, som deres kolonimagt påførte Indien for mange år siden? Shashi Tharoor, et prominent indisk parlamentsmedlem, argumenterer blændede for sagen i en tale, som er blevet set tre mio. gange på youtube. Siden har britiske historikere taget til genmæle. Det er en kamp om ære og selvrespekt og en meget stor diamant. Den første omtale af Koh-i-Noor diamanten findes i et gammelt hinduistisk skrift fra 1306: Den som ejer diamanten skal eje hele verden, og alle dens ulykker. Kun Gud og kvinder kan bære den uden at skulle bære dens forbandelse. Det lyder som en historie taget ud af 1001-nats eventyr, men forbandelsen synes ægte nok, når man ser på den skæbne, som tilfaldt de fleste af dens ejermænd. Hér tæller vi mange af

6 Indiens største konger, som enten blev blændet, kogt eller hakket ihjel. Til gengæld levede de få konger, der holdt sig fra stenen, et påfaldende langt liv. Selv briterne som generelt kun frygtede røde tal på bundlinjen respekterede forbandelsen. I dag er Koh-i-Noor diamanten gemt væk i Tower of London, og må kun bæres af kvindelige medlemmer af den britiske kongefamilie. Koh-i-Noor har stadig en dragende kraft. Både Indien og Pakistan kræver den udleveret, den er blevet symbolet på alt det, som mange mener Storbritannien skylder deres gamle kolonier. Fornylig opsummerede Shashi Tharoor argumentet for britisk erstatning på formfuldendt overklasse-engelsk i den hæderkronede debatklub, Oxford Union. Tekstiler og toldmure Ifølge Tharoor, byggede England sin industrielle revolution på bekostning af inderne. Indien havde verdens fineste tekstilindustri, men så kom briterne og skar tommelfingrene af de bengalske vævere, ødelagde deres spinderokke, indførte toldmure for indiske tekstiler og oversvømmede kolonien med deres egne billige produkter fra the dark and satanic mills of Victorian England. Indien blev reduceret til en gemen leverandør af bomuld til de Nordengelske spinderier. I starten af 1700-tallet sad Indien på 23% af verdensøkonomien og 27% af verdens eksport. I 1947 var de tal faldet til hhv. 4% og 2%. Men briternes synd rækker ud over ussel mammon. Ifølge Tharoor døde mellem 15 og 29 mio. indere fra hungersnød forårsaget af briterne, og nævner Churchills kyniske dispositioner under den bengalske hungersnød i Her døde 4 mio. mennesker, fordi Churchill i stedet sendte fødevarerne til britiske soldater i Europa med en bemærkning om, at bengalerne i forvejen var underernærede og hvis det stod så slemt til hvorfor var Gandhi så ikke var død endnu?. Endelig fremhæver Tharoor de mange indere, som kæmpede og døde

7 under Første og Anden Verdenskrig. En sjettedel af alle britiske tropper, som deltog i Første Verdenskrig, var indere. Over mistede livet, blev såret. Under Anden Verdenskrig gjorde 2½ million indere tjeneste på britisk side. Dertil milliardlån og materiel støtte, som aldrig er blevet tilbagebetalt. En britisk velsignelse Tharoor argumenter står ikke uimodsagt. Den britiske historiker Niall Ferguson hævder i sin anmelderroste bog Empire, at den britiske kolonitid var en velsignelse for Indien. Briterne byggede verdens største jernbanesystem og 8- doblede arealerne dækket af kunstvanding. Mogulerne øgede mængden med sølle 5% de foregående 300 år. Tharoors økonomiske klagesang holder ikke, mener Ferguson. Briterne grundlagde Indiens kul-, stål- og tekstil-industri, og oversvømmede ikke Indien med egne varer. Briternes handelsoverskud overfor Indien beløb sig til 1% af det indiske nationalprodukt, mod 7-10% i hollandske og franske kolonier, og indiske tekstilproducenter dækkede 75% af den hjemlige efterspørgsel i Samtidig forbedrede briterne den offentlige sundhed i Indien. De bekæmpede malaria og kolera og gennemførte vaccineprogrammer trods lokal modstand. Indernes gennemsnitlige levealder voksede fra 21 til 32 år fra 1820 til Endelige efterlod briterne en effektiv statsforvaltning, bemandet af veluddannede indere, og lagde kimen til Indiens demokrati hvilket Tharoor afviste med bitter ironi: Det er en smule frækt at undertrykke, torturere, slavebinde, dræbe og lemlæste et folk i 200 år og så fejre, at de afsluttede med et demokrati. Vi var nødt til at vride demokratiet ud af jer. Et pund om året Tharoor anerkender, at det ikke er muligt at sætte beløb på den skade, som briterne påførte inderne. For ham er Koh-i-Noor

8 diamanten ikke det vigtigste, blot en britisk anerkendelse af skyld. Evnen til at erkende en forkert handling, og sige undskyld, betyder langt mere Personligt vil jeg være tilfreds med et enkelt pund om året de næste 200 år, for de 200 år som briterne befandt sig i Indien. Siden har den britiske historiker John Keay anfægtet Tharoors erstatningskrav mere principielt. Han mener, at man kun kan dømme individer og staters adfærd ud fra datidens normer, for ellers findes der syndere overalt og vi kunne slå ned på den italienske regering for at fodre kristne til løverne, mens mongolerne skal undskylde Ghengis Khan for evig tid. En historisk synd kan ikke vaskes bort med penge, og det skal den heller ikke. Synden skal spøge til evig tid, for kun på den måde kan vi sikre os, at ugerningen ikke gentager sig. Desuden påpeger Keay, at Indien aldrig var en egentlig koloni, for det blev aldrig koloniseret af briterne. Det var en handelsstation og senere en del af imperiet, ligesom Indien var et imperium for mogulerne, gupta erne og alle de andre, der herskede over subkontinentet, før briterne. Og hvem skal kræve erstatning for dem? spørger Keay retorisk. Under bæltestedet Keay slutter af med et slag under det indiske bæltested, og påpeger, at en samlet indisk nation næppe var opstået uden britisk styre. I stedet for en stor, stærk, samlet nation, havde inderne siddet tilbage med et utal af småstater spredt udover subkontinentet. Som han spydigt konkluderer, vil den britiske regering nok synes, at det er en smule frækt, hvis den indiske nation kræver erstatning for netop den britiske tilstedeværelse, som i sidste ende førte til skabelsen af selvsamme indiske nation. Og således fortsætter fejden. Koh-i-Noor bliver sandsynligvis liggende i sikker forvaring i Tower of London, som et minde om fordums storhed. En storhed, som nu har fået et par ridser i

9 lakken. Shashi Tharoors tale på youtube John Keays genmæle i Outlook India Brikker i et spil Den 1. august kl satte Indien og Bangladesh punktum for verdens mest bizarre grænsestrid. På begge sider af grænsen blev 162 enklaver opløst og overdraget til det land, de lå i. Aftalen er en brik i et større spil mellem de to nationer, og måske et skridt på vejen mod et bedre forhold. Dahala Khagrabari er en tilgroet mark på størrelse med en fodboldbane, som opdyrkes af en lokal bonde fra Bangladesh. Det var også, indtil for en uge siden, noget så sjældent som verdens eneste 3. grads-enklave: et lille stykke Indien, som lå i et lidt større stykke Bangladesh, som lå i et endnu større stykke Indien, som befandt sig Bangladesh. Dahala Khagrabari var symbolet på det geografiske vanvid, som kendetegnede grænseområdet mellem Indien og Bangladesh i Cooch Behar: 162 små enklaver med et samlet areal på størrelse med Amager, ca. 100 km2, og indbyggere på begge sider af grænsen fanget i en slags ingenmandsland. For enklaverne var som små, fritsvævende satellitter, der flød rundt i et nationalt tomrum, afskåret fra de goder, som statsmagten sikrede sine borgere i moderlandet: uddannelse, lægehjælp og infrastruktur. En tur til markedet var ofte belagt med vanskeligheder hvis det lå på den forkerte side af

10 grænsen, for så skulle borgerne i teorien fremvise et gyldigt visum for at komme videre, hvilket var umuligt, da nærmeste visumkontor lå i en storby på den forkerte side af grænsen. Stakkels Sir Radcliffe Kimen til enklaverne går langt tilbage, men blev først et problem i 1947, da Britisk Indien blev delt i et selvstændigt Indien og Pakistan, med tilhørende paskontrol og visumpligt. En del af ansvaret ligger hos den britiske dommer Sir Radcliffe, der fik til opgave at trække grænsen mellem de to nye nationer. Han fik den umulige opgave at trække en streg i sandet mellem muslimer på den ene side, og hinduer og sikher på den anden side, en 7000 km. lang grænse gennem et minefelt af etniske og

11 religiøse følelser. Grænsen lå både i øst og i vest, for det oprindelige Pakistan omfattede også det nuværende Bangladesh, dengang kaldet Østpakistan. Rejsen gik gennem ørken og sump og verdens tættest befolkede områder. Det var varmt og vådt, der var monsun og ramadan, og volden ulmede i landsbyerne. Hans fire hjælpere to muslimer, en sikh og en hindu skændtes konstant. Landkortene var elendige og folkeoptællingerne forkerte. Sir Radcliffe havde dysenteri og kendte intet til Indien. Og så han fik kun 35 dage til at løse opgave i. Da støvet havde lagt sig og grænsen var trukket, lå der 111 indiske enklaver i Østpakistan og 51 pakistanske enklaver i Indien. Onde tunger vil vide, at det var Sir Radcliffe, der i en brandert spildte blæk på kortet og dermed dannede de 162 enklaver. Andre mener, at de opstod som følge af en skak-dyst mellem to maharajaer, der brugt små landområder som indsats. Men sandsynligvis var enklaverne resultatet af en fredstraktat i 1711 mellem Stormogulen i Delhi og maharajaen af Cooch Behar, der hver især fik lov til at beholde de områder, som deres tropper kontrollerede ved krigens afslutning. Da uafhængigheden kom til Indien et par hundrede år senere, skulle de uafhængige fyrstendømmer vælge side mellem Indien og Pakistan. Den hinduistiske maharaja af Cooch Behar valgte Indien, men en del af hans besiddelser endte på den forkerte side af Radcliffes linje. Længe undervejs Allerede i 1974 kort efter Bangladesh uafhængighed i 1971 blev de to lande enige om at udveksle landområder; de indiske enklaver skulle overgå til Bangladesh og omvendt på den anden side af grænsen. Men aftalen blev aldrig ratificeret af Indien, for det krævede en forfatningsændring at afgive land til en anden nation. Og da aftalen indebar, at Indien skulle afgive mere land til Bangladesh, opstod en politisk modvilje i

12 Indien aftalen kunne blive opfattet som et svaghedstegn overfor muslimer. Derfor er det ikke uden ironi, at det netop er Indiens mest hindunationale statsminister, Narendra Modi, som nu har banet vej for en aftale med hans modpart i Bangladesh, Sheikh Hasina. Kort efter Modis tiltrædelse i maj 2014, gennemførte han de nødvendige ændringer i forfatningen. Den 6. juni 2015 blev aftalen underskrevet, og den 31. juli blev den implementeret. Enklaverne blev opløst på hver side af grænsen og dens borgere fik tildelt ny statsborgerskab. Dem, som ønsker at fastholde deres oprindelige statsborgerskab, må fraflytte enklaven og lade sig genhuse i moderlandet, hvilket i øvrigt har ført til splittede familier, især i de indiske enklaver i Bangladesh. Den ældre generation ønsker at blive boende i deres gamle landsby på bekostning af deres indiske statsborgerskab, mens de yngre ser flere muligheder i Indien, og derfor må rejse. En ny Berlinmur Med vanlig sans for patos sammenlignede Narendra Modi aftalens betydning med Berlinmurens fald i Europa, men hans udsagn står i grel kontrast til den øvrige udvikling langs den kilometer lange grænse. Indien er nemlig i fuld gang med at opføre et km. langt beskyttelseshegn. Hegnet er tre meter højt og består af pigtråd og beton. Flere steder er det strømførende og badet i projektørlys, og ifølge Human Rights Watch har indiske grænsevagter dræbt over grænseløbere fra Hensigten er at holde narkosmuglere, illegale immigranter og islamiske terrorister ude af Indien. Den indiske efterretningstjeneste mener, at de vedvarende uroligheder i Indiens nordøstlige hjørne skyldes væbnede separatister, der bruger Bangladesh som base. Aftalen om de 162 enklaver skal derfor ses i en større

13 sammenhæng. Modi håber, at hans små indrømmelser overfor Sheikh Hasina (Indien afgiver jo mere land end Bangladesh) kan styrke hendes mere Indiens-venlige parti på hjemmefronten, og sikre hendes samarbejde i en koordineret indsats mod smuglere og terrorister. I den forstand er enklaverne stadig kun brikker i et spil, men i det mindste kan bønderne i Cooch Behar nu komme til marked uden at skulle søge om visum. DR P1 Morgen, den 3. august, om dette indlæg