Fogh: Danmark må gøre op med småstatsmentaliteten

Transkript

1 6 INTERVIEW Mandagmorgen Danmark kan gøre en forskel i den globale værdikamp Men det kræver, at tidligere tiders tilpasningspolitik erstattes af en langt mere offensiv og fokuseret udenrigspolitisk indsats Og danskerne må indstille sig på, at det har omkostninger at holde en høj profil Sådan lyder budskabet fra statsministeren I et interview med Ugebrevet ser han tilbage på de fem år, der er gået siden 11. september 2001, og frem mod de udfordringer, der venter dansk udenrigspolitik Fogh: Danmark må gøre op med småstatsmentaliteten Frem for alt er det positivt, at vi lever i en globaliseret verden, hvor landene åbner sig mere og mere over for hinanden. irak står på randen af borgerkrig, NATO har militære vanskeligheder i Afghanistan, planlagte terrorangreb afsløres og afværges ikke kun i London og Tyskland, men også i Danmark. Den 11. september anno 2006 efterlader de internationale medier det klare indtryk, at den vestlige verden ikke ligefrem fører på point i kampen mod den globale værdikamp. Men spørger man den danske statsminister, er billedet ikke så dystert: Jeg synes, verden ser ganske god og bedre ud, siger Anders Fogh Rasmussen. I et interview med Ugebrevet giver statsministeren for første gang en samlet præsentation af de politiske og principielle pejlemærker, der har ledt ham gennem nogle af de mest dramatiske år i nyere dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Fem år efter terrorangrebene mod USA og snart fem år efter, at han overtog regeringsmagten mener Fogh, at tiden er kommet til at formulere en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk dagsorden. Ifølge statsministeren er det gamle trusselsbillede erstattet af et nyt verdensbillede, som rummer gode muligheder for at sprede vestlige idealer og værdier: Midt i strømmen af negative nyheder, som naturligt nok præger det daglige mediebillede, må man ikke glemme, at der er mange positive udviklingstræk. Frem for alt er det positivt, at vi lever i en globaliseret verden, hvor landene åbner sig mere og mere over for hinanden, og hvor det bliver sværere og sværere for undertrykkende regimer at opretholde deres magtbase. Dels fordi de bliver trængt af en mere globaliseret økonomi, dels fordi de bliver trængt af en mere globaliseret medie-, kommunikations- og idestrøm over landegrænser. Totalitære regimer kan ikke i samme omfang som i gamle dage isolere sig, og derfor falder de hurtigere. Mange af de konflikter, vi ser i dag, er et udtryk for, at globaliseringen tvinger de totalitære regimer mere og mere i knæ. Det ser jeg som et opmuntrende træk. Det er klart, at det slår gnister, og vi vil opleve mange ubehagelige konfrontationer. Men jeg ser alligevel en fremtid, der er lysere, siger Anders Fogh Rasmussen. Han ser globaliseringen som Vestens vigtigste våben i værdikampen. Men skal den vindes, må de vestlige lande aktivt engagere sig. For Danmarks vedkommende betyder det et endeligt farvel til en udenrigspolitik bygget på lav profil og tilpasning. I fremtiden skal Danmark udvise langt større vilje til at gøre en indsats over hele kloden militært og civilt, humanitært og politisk. Den danske deltagelse i Irak-krigen og Det Arabiske Initiativ er et par eksempler på den nye

2 Mandagmorgen INTERVIEW 7 aktivistiske linje. Men omstillingen er langt fra færdig. Fogh peger på fire områder, hvor Danmark under hans kommando vil føre en mere aktivistisk og offensiv linje: STRATEGISK. Danmark skal være offensiv og aktiv i internationalt samarbejde og være med til at sætte de globale dagsordener. MILITÆRT. Danmark skal være parat til at deltage i militære operationer for at forebygge konflikter eller sikre fred. HUMANITÆRT. Dansk udviklingspolitik skal fokuseres langt stærkere. Der skal ydes en ekstra indsats for at bekæmpe fattigdom i Afrika. KOMMERCIELT. Handel med omverdenen er vigtigt både for dansk økonomi og for verdens udvikling. Derfor skal Danmark være med til at præge det internationale handelssystem. En mere aktivistisk linje i udenrigspolitikken er ikke uden omkostninger. Og Fogh understreger, at kursskiftet først og fremmest kræver et mentalt skifte: Danskerne skal vænne sig til, at deres land er en global aktør. Det betyder blandt andet, at vi skal ruste os til at bære de omkostninger, det har at holde en høj profil økonomisk såvel som menneskeligt. Offensiv og aktivistisk Er Vesten ved at vinde den globale værdikamp? Det vil tage en tid endnu, og vi vil opleve konflikt og konfrontation også væbnet i denne proces. Ikke desto mindre er jeg optimist, siger statsministeren. Han henviser til en undersøgelse fra den canadiske tænketank Human Security Center som konkluderer, at verden i dag er langt fredeligere end for 15 år siden. Antallet af væbnede konflikter er halveret, antallet af dræbte er drastisk reduceret og det samme er antallet af flygtninge. Men vi er samtidig stillet over for en ny trussel. Og det er den internationale terrorisme. Den gamle kolde krig, hvor ven og fjende var nemme at skelne, er nu afløst af en meget mere kompliceret international virkelighed. Truslen er mindre synlig og identificerbar, men ikke mindre reel. Den terrorisme, der viste sit ansigt 11. september, afspejler virkelig en værdikamp i verden. En global værdikamp mod nogen, som bekender sig til, rent ud sagt, formørket middelaldertænkning om menneskets rolle og status. Hvis det livs- og menneskesyn, som terroristerne repræsenterer, blev realiseret, ville det efter min opfattelse føre til en formørket verden. Sådan ser jeg på det. Og i kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke forholde sig neutral. Man må bekende kulør og vælge parti for demokratiet og mod diktaturet. Det er grunden til, at det aspekt er kommet stærkere frem i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvordan påvirker det udenrigspolitikken? Det er oplagt, at globaliseringen har medført et dramatisk skift i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske tænkning. Efter min opfattelse er der tale om betydelige og positive træk set fra et lille lands synspunkt. Men det er også klart nok, at det er en udvikling, der stiller krav om, at man indretter sin udenrigs- og sikkerhedspolitik offensivt for ikke at sige aktivistisk. I en globaliseret verden er det nødvendigt at føre en meget offensiv udenrigspolitik. Nyheds- og informationsstrømmen er så fri og så omfattende, at hvad man trykker og siger i Århus, lynhurtigt bliver hørt og set i Jakarta. Regionale konflikter i Afrika og Mellemøsten får lynhurtigt effekt på f.eks. europæisk økonomi. En konflikt i Mellemøsten kan få olieprisen til at stige, og en konflikt i Afrika eller på Balkan kan få flygtningestrømmene til at vokse. Den måde, vi er bundet sammen på i dag, betyder, at man ikke bare kan sidde og hygge sig i smug. Den tid er simpelthen forbi. Man bliver nødt til at indse, at man er en integreret del af det globale samfund, og det stiller krav om en udadvendt og offensiv udenrigs- og sikkerhedspolitik. Egeninteresse og idealisme Skal man føre en offensiv og aktivistisk udenrigspolitik, kræver det flere ting. Ifølge statsministeren forudsætter det, at Danmark er medlem af og deltager aktivt i internationale organisationer som EU, FN og NATO. Samtidig er det afgørende, at der er en international retsorden som udstikker retningslinjerne for staters omgang med hinanden. Danmark skal ikke kun handle ud fra en bedømmelse af, hvad der bedst tjener vores nationale interesser. I Foghs udenrigspolitiske doktrin er idealisme en væsentlig faktor. Hvorfor skal Danmark være aktiv på den anden side af kloden? Verden har ændret sig. I dag er det muligt for et lille land som Danmark at føre en meget I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke forholde sig neutral. Man må bekende kulør og vælge parti.

3 8 INTERVIEW Mandagmorgen Danmark har en enestående stærk placering i international og europæisk politik. mere fuldtonet og engageret udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi har naturligvis en egeninteresse i at få løst en række problemer. Tag for eksempel Afrika. Der har vi en interesse i at få sat en selvbærende økonomisk udvikling i gang, som kan forebygge, at Europa bliver presset voldsomt af en indvandringsstrøm fra Afrika. Bortset fra egeninteressen har jeg den grundopfattelse, at alle folkeslag på jorden har et fundamentalt krav på, ja en ret til, frihed og demokrati. Jeg føjer mig ikke for det synspunkt, man sommetider hører nogen komme med: At der er lande og folkeslag, der ikke egner sig til demokrati, men må være henvist til at leve med deres undertrykkende regime. Så det er ikke kun Danmarks interesser, vi skal varetage uden for landets grænser? Jeg mener, at ethvert folk på jorden har krav på frihed. Og de frie samfund i verden har efter min opfattelse pligt til på en realistisk måde at hjælpe til at fremme frihed og demokrati, hvor det er muligt, og sikre respekten for menneskerettigheder. Skal vi korte det ned til en bundlinje, så synes jeg, at man skal være idealistisk i de udenrigspolitiske mål, man sætter sig, men realistisk i valget af redskaber til at nå de mål. Hvordan kan det foregå i praksis? Når vi f.eks. taler om Afrika, er der i visse lande en begyndende konflikt mellem en ekstremistisk udgave af islam og de traditionelle, mere moderate afrikanske strømninger. Der har vi en vital interesse i at forebygge den ekstremistiske islamisme, der nu marcherer fremad i en række afrikanske lande. Og der kan vores udviklingsbistand bruges aktivt. Nichepolitik Selvom statsministeren mener, at Danmark skal være en global udenrigspolitisk aktør, er der dog samtidig grænser for, hvor mange redskaber Danmark har i den udenrigspolitiske værktøjskasse: Selvfølgelig må man være realistisk. Danmarks størrelse begrænser, hvor store opgaver vi kan påtage os. Det gælder, når vi taler om et militært engagement, men også når vi taler om humanitær og økonomisk hjælpeindsats. Ikke desto mindre kan et lille land gennem sit eksempel og sin politik være med til at sætte en dagsorden og i øvrigt ganske ofte udnytte smådriftsfordele i storpolitikken til at sætte en dagsorden. Hvordan det? Et lille land skal finde de nicher, hvor man kan gøre en forskel selvom man er lille. Og der er Danmark faktisk et strålende eksempel. Vores stærke engagement i Baltikum op til deres indtræden i NATO er et eksempel. Som lille land var vi i stand til at gøre en forskel, fordi vi gik massivt ind et sted, hvor vi virkelig kunne ses og mærkes. Det samme ses med udviklingsbistanden. I stedet for at sprede den som et tyndt lag ud over det hele, er det bedre for et lille land at koncentrere den om nogle nøglelande og -områder, hvor man går massivt ind, så man er synlig og virkelig gør en forskel, der hvor man er. Det er svaret på, hvordan et land trods sin lidenhed er i stand til at spille en global rolle. Er Danmark tilstrækkelig dygtigt til det i dag? Hele centraladministrationen skal i højere grad end hidtil være indstillet på internationale opgaver. Udenrigsministeriet er i gang med en meget spændende proces, og vi vil se en fornyelse af udenrigstjenestens måde at arbejde på. Gode kontakter Hvis Danmark skal sætte sit globale præg, er det ikke nok at være parat til at handle. Danmark skal også deltage aktivt i de udenrigspolitiske diskussioner. Og skal det resultere i indflydelse, er det afgørende, at de øvrige aktører er interesserede i at lytte. Danmarks politiske leder skal med andre ord være interessant for verdens andre politiske ledere for at kunne præge den internationale dagsorden. Selv er han ikke i tvivl om kvaliteten af sit netværk: Aktuelt vil jeg sige, at Danmark har en enestående stærk placering i international og europæisk politik. Internationalt har vi direkte adgang til den øverste politiske ledelse i USA, verdens eneste supermagt og den eneste nation, som har global rækkevidde. Derfor skal man selvfølgelig ikke bilde sig ind, at man kan styre sådan et lands udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ethvert land varetager jo også egne internationale interesser. Men alt andet lige har man da en større indflydelse. Og det gør også Danmark til en mere interessant forhandlings- og samtalepartner. Både blandt allierede og partnere i de fællesskaber, hvor vi nu er med, og blandt de lande, som måske ikke har den samme lydhørhed hos ledelsen i USA. De kan bruge Danmark som formidler af budskaber. Som forklaring på, at det på forholdsvis kort tid er lykkedes ham at opbygge et stort interna-

4

5 10 INTERVIEW Mandagmorgen Militært er Danmark vældigt godt rustet, og vi har været blandt de hurtigste til at omstille os. Men man kan spørge, om vi mentalt er godt nok rustet. er til syvende og sidst argumenternes vægt og kraft, der afgør, om der bliver lyttet til en. Hvis du tager det sidste århundredes udenrigspolitik, var den jo fyldt med dobbeltmoral og hykleri. Anders Fogh Rasmussen tionalt netværk, fremhæver Anders Fogh Rasmussen frem for alt det danske EU-formandskab i 2002, der betød, at statsministeren under en periode på seks måneder var i tæt kontakt med alle verdens ledere: Jeg giver ikke meget for den snak, man sommetider hører om, at den politik, som regeringen fører med disse tætte bånd til USA har svækket Danmarks indflydelse internationalt. Det afviser jeg fuldstændig, Det forholder sig tværtimod sådan, at vi har en stærk placering i det transatlantiske samarbejde og samtidig en stærk placering i det europæiske. Det er jo ganske tankevækkende, at da Tyskland fik ny kansler, og Merkel tydeligt ændrede signalerne til USA, blev det jo udlagt sådan, at nu placerede Tyskland sig mere centralt. Det er meget interessant, at når vi gør det samme, bliver det udlagt som om, Danmark skulle have en svag position. Det viser bare, at den kritik intet har på sig. Men Tyskland er et stort land, som det er svært at komme udenom. Det er Danmark jo ikke... Selvfølgelig skal man være nøgtern og indrømme, at der er lande, der er interessante alene i kraft af deres størrelse. Derfor vil der altid blive stillet meget større kvalitetskrav til, hvad der kommer fra et lille land. Som et lille land skal man sno sig og netop være meget aktiv i forsøget på at sætte en dagsorden, rejse debat, være stærk i sin argumentation. Jeg mener godt, at det kan godt lade sig gøre for et lille land at sætte dagsordenen, hvis man er flittig, aktiv, god til at komme med konkrete udspil og bygge strategiske alliancer. Og alt det hører med til en offensiv udenrigspolitik. Kan et lille land også have meget markante holdninger? Der er det positive træk i dagens Europa, at Danmark ikke behøver være bange for, at vi bliver angrebet af en eller anden stor nabo, fordi vi gør eller siger noget, de ikke bryder sig om. Det Hvordan sikrer man så, at der bliver lyttet til Danmark? Man skal være meget, meget udfarende, når det gælder om at pleje kontakter til andre lande. De er det lille lands eneste chance. Her er der stor forskel på at være en lille nation og et mægtigt land. Det er interessant, hvis en premierminister fra et af de store lande siger noget, alene fordi han kommer fra et stort land. Den lille kan kun gøre det, hvis man indgår i et netværk, der kan bakke en tanke op. Så EU-medlemskabet er en forudsætning for, at Danmark kan have en mere markant udenrigs- og sikkerhedspolitisk profil? Helt klart. Mere is i maven Danmark som aktivistisk global aktør stiller ikke kun nye og højere krav til regering, militær og centraladministration. Den aktivisme og idealisme, statsministeren har som sit erklærede udenrigspolitiske mål, stiller også krav til den danske befolkning og til oppositionen i Folketinget. Begge skal vænnes til tanken om et mere aktivt og udfarende Danmark og til de økonomiske og menneskelige omkostninger, aktivismen kan have. Er Danmark tilstrækkeligt godt rustet til en så udfarende politik? Militært er Danmark vældigt godt rustet, og vi har været blandt de hurtigste til at omstille os. Men man kan spørge, om vi mentalt er godt nok rustet i hele samfundet. Hvis du tager det sidste århundredes udenrigspolitik, var den jo fyldt med dobbeltmoral og hykleri. Tiden var præget af en typisk småstatstankegang om at leve stille og ubemærket, foregive at være neutral og ikke lægge sig ud med nogen. Den tankegang skal ændres.

6 Mandagmorgen INTERVIEW 11 Når jeg gang på gang har taget tilpasningspolitikken op, er det ikke for at se tilbage. Så er det for at bruge den fremadrettet, for at få etableret en holdningsændring. Det har mødt en del kritik i Folketinget? Det er vitalt for et lille land, at der er bred enighed om udenrigspolitikken. Det skal man bestræbe sig på, og det er næsten en selvstændig værdi for et lille land. Så har der været enkelte undtagelser med deltagelsen i Irak som det mest udtalte eksempel. Jeg betragter det trods alt som undtagelsen fra en hovedregel. Men det kræver tid at vænne sig til den nye virkelighed, som jeg synes, at 11. september indvarslede, og som globaliseringen mere generelt og dybtgående indebærer for udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Globaliseringen taler man normalt om i forhold til handel og beskæftigelse. Men den har mindst lige så stor betydning for den måde, vi formulerer udenrigs- og sikkerhedspolitik på. Og det kræver selvfølgelig en gradvis tilvænning i tankegang. Så overordnet set synes jeg, det går meget godt med at skabe konsensus. Der har været enkelte undtagelser, og dem beklager jeg. Vi må klart sætte det mål, at vi baserer dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik på en så bred enighed som muligt. Hvorfor er enighed i Folketinget så vigtigt? Det er jo farligt, hver gang nogen får lidt ondt i maven. Det giver terrorister og andre potentielle fjender en fornemmelse af, at hvis bare de går hårdt nok til os, bliver vi svage i koderne og rejser. Og så opmuntrer vi dem til at fortsætte deres morderiske forehavende. Og det er igen et af de punkter, hvor det kræver erkendelse af den nye virkelighed, vi står i. Når Danmark spiller en rolle globalt og det gør vi så skal vi også indrette vores lokale tænkning på det. Og hvad vi går og siger her, det bliver altså også hørt i de fjerne bjerge. Det er store lande vant til. Når først man har engageret sig, står man last og brast og bakker op om de soldater, man har sendt ud. Det bliver vi også nødt til at indse. Vi skal altså vænne os til at se flere danskere i aktion i udlandet i fremtiden? Mit grundsynspunkt er, at vi danskere ønsker en verden, hvor vi kan leve i frihed. Det er det. Og der kan vi ikke bare sejle rundt under bekvemmelighedsflag eller om man så må sige køre på fribillet, mens andre påtager sig at sikre friheden. Det er i al sin enkelthed mit grundsynspunkt. I trediverne, under besættelsen og i vid udstrækning under den kolde krig, var grundholdningen, at vi skulle nyde friheden og freden, mens der var andre, der sloges for den. Det er ikke en acceptabel tankegang i den verden, vi lever i i dag. Vi må også yde vores bidrag, om end vi er et lille land. MM Ole Vigant Ryborg or@mm.dk Noa Redington noa@mm.dk Det er vitalt for et lille land, at der er bred enighed om udenrigspolitikken.