Transskribering af interview m. Ane 2, 10.april på COWI s hovedkontor i Lyngby. Interviewer: Medarbejder 2: Interviewer: Medarbejder 2: Interviewer:

Transkript

1 Transskribering af interview m. Ane 2, 10.april på COWI s hovedkontor i Lyngby. De første 2-3 minutter hilser vi på hinanden og jeg fortæller jeg om mig selv, min uddannelse, specialet og forløbet for interviewet og medarbejderen spørger lidt ind til specialet og min uddannelsesbaggrund. Desuden snakker vi også lidt om det K1 projekt, som jeg lavede i COWI i efteråret Interviewer: [ ]Så hvis du lige vil starte med at fortælle, hvem du er og din uddannelsesmæssiges baggrund og din stilling i COWI? Medarbejder 2: Jeg er uddannet som kemi-ingeniør for mange år siden. Jeg ved ikke har du fået mit cpr-nummer og alt muligt andet? Interviewer: Jeg har fået en lille list, ja Medarbejder 2: Ja ja, så du ved nogenlunde, hvor gammel jeg er, ikke? Så det er jo mange år siden, at jeg blevet færdiguddannet. Jeg har været ansat som underviser i matematik og fysik i Esbjerg, på teknikum derovre. Så har jeg været ansat i arbejdstilsynet i en lang række år som tilsynsførende og så har jeg været ansat i BST-systemet i rigtig mange år og havnede så ude i SAS, i deres arbejdsmiljø-funktion, som er en BST-funktion og der har jeg været i 24 år, tror jeg, jeg har været der. Og så kom SAS i krise her, eller det har de været i de sidste år i virkeligheden (griner). Men nu har de så skåret mere og mere af, her for halvandet år siden skar de så hele den der arbejdsmiljøsupportfunktion væk og blev enige om, at det skulle købes eksternt i stedet for. Og jeg var leder i en periode i funktionen og i den sidste periode havde vi en afdeling i Danmark, Sverige og Norge og så havde vi 3 forskellige ledere på og så blev det så slået sammen til én funktion i den første sparerunde, jeg tror, at der var tre sådan med to års mellemrum. Så jeg fungerede som lokal teamleder i Danmark indtil vi stoppede for halvandet år siden og der gik så en lang proces med at beskrive, hvad det var vi lavede og hvordan skulle SAS sikre sig, at de fik det support, som de havde brug for til arbejdsmiljø. Nogen synes jo, at det havde man jo slet ikke brug for support til. Så hele den der lange lange proces der med at beskrive, hvor vigtige vi var og hvad det var vi kunne. Altså, det er benhårdt at skulle beskrive sit eget job og vide, at når vi er færdige med den her proces, så er der ikke noget job mere. Men jeg havnede så i en proces, hvor vi skulle finde ud, hvem skulle så levere, hvem kunne så levere det her og det var der så flere forskellige, der bød ind på det. Og COWI var en af dem. Og vi havde så nogle diskussioner, hvor Torben Bruun, min tidligere chef kom ud og var med til at lave nogle diskussioner med os derude. Og det endte så med, at SAS sagde ja tak, vi vil gerne lave en alliance med COWI, så det blev sådan en rammeaftale med SAS om, at COWI skulle overtage arbejdsmiljørådgivningen og så er vi så nogen derude i afdelingen, som var interesserede i at komme med over i COWI. Og det blev sådan en kombination af, hvem har lyst til det og hvad har COWI brug for. Altså, de sagde meget tydeligt fra COWIs side, at de ikke havde brug for to psykologer, for det er der ikke job til. Så det var så heldigt, at vi havde to, men den ene havde ikke lyst til at komme med over, men den anden ville gerne. Og jeg syntes at det ville være skægt at fortsætte på deltid, fordi jeg var blevet så gammel, at jeg teoretisk set kunne holde op, men jeg sagde, at i virkeligheden har jeg jo ikke lyst til at holde med at arbejde, for jeg synes jo, at det er sjovt. Jeg har en mand, der er lidt yngre, så han arbejder fuldtid, ikke. Så jeg sagde, jeg vil gerne være med og være kemiker på deltid og det kom så til at passe fint med det COWI gerne ville have. Interviewer: Og hvornår var det? Medarbejder 2: Jamen det har været i november 2013, halvandet år cirka at så startede jeg så i COWI. Og jeg lavede så fra starten en aftale om, at jeg ville være timelønnet, fordi det lader mig frit og det stillede COWI frit. Så det var vi faktisk enige om, at det var det mest fleksible for begge parter. Så jeg kunne lave så meget eller så lidt som jeg havde lyst til eller så meget, som jeg havde lyst til, og jeg kunne sige nej, hvis jeg ikke ville have flere timer. Og hvis jeg havde ønsket mere at lave, så kunne jeg sige til, og så ville de prøve at finde noget mere til mig. Så jeg startede så der for halvandet år siden med at have nogle opgaver, stadigvæk i SAS, fordi der var nogle ting, jeg lavede der, som de stadig gerne ville have mig til at lave. Det var noget kemi og det var noget med nogle statistiksystemer og sådan nogle forskellige ting, som jeg kørte videre i en periode. På et tidspunkt så kom min teamleder og sagde, prøv at høre, der er nogen ude på en virksomhed, som gerne vil have noget support til noget kemi, det ser ud som om, at det er noget daglig drift, som de godt vil have en til at sidde fast derude i en periode, var det noget?. Så vi tog nogle snakke med dem sammen med min teamleder, så det endte så med, at jeg fik en fast dag om ugen derude for, ja det er godt et år siden, og det har jeg haft fast lige siden og det kører stadigvæk. Og så er de så i gang med at implementere et nyt kemisystem, hvor jeg så naturligt blev inddraget i det, så der kommer jeg så til at være med til at implementere det nogle år. Så lige n der har jeg rigeligt at lave. Men det er sjovt og det er spændende og jeg har det enormt godt derude også, for de er smaddersøde at arbejde sammen med. Og jeg kan noget, som de ikke kan og som de har brug for, så det fungerer rigtig rigtig godt. Så jeg har været heldig. Interviewer: Og det passer med din deltidsstilling? Medarbejder 2:Det passer med min deltidsstilling. Altså, jeg kører lidt op og ned. Jeg ligger på et eller andet sted mellem timer for øjeblikket nu. Når jeg ikke har så meget at lave, så kommer der nogle ekstra småopgaver hist og her. Og så hen over det næste halve år, så kommer jeg nok til at køre på timer, men så vil jeg heller ikke højere op. Side 1 af 9

2 Interviewer: Okay, så det ligger et sted mellem 10 og 25 timer per uge? Medarbejder 2: Ja, og det passer mig fint. Så kan jeg nå alt det andet og slappe lidt mere af. Så det passer fint. Jeg ønskede det og har fået, som jeg gerne vil have det. Og så er jeg jo så gammel, at jeg besluttede, at jeg fik udbetalt min pension, da jeg stoppede ved SAS. Og det betyder, at jeg får pension udbetalt samtidig med, at jeg har det her deltidsjob, så jeg har jo reelt ligeså stor en indtægt nu, som jeg havde før jeg holdt op med at arbejde fuldtid. Altså at få fuldtidsløn for deltidsarbejde, kan man ønske sig noget bedre? (griner) Interviewer: Ja, det er en god deal (griner). Medarbejder 2: Altså for mig, der er det en rigtig god deal. Det er det. Interviewer: Ja, så vil jeg lige høre lidt om dine aftaler og rammer her i COWI, for du havde så lavet en aftale allerede nærmest inden, du trådte ind i COWI. Men hvordan er det, har du lavet en senioraftale her i COWI? Medarbejder 2: Nej, det er en helt regulær timelønnet stilling på deltid, som gælder i en periode, jeg kan ikke huske, hvornår den udløber, om et år eller et eller andet, for en eller anden udløbsdato skulle der stå på. Hvor der står, at en ramme på, jeg kan ikke engang huske der står noget omkring 8 timer, men som Torben [red. tidligere chef] sagde der skal stå et eller andet og vi finder ud af et eller andet passende niveau. Så COWI er ikke bundet til at give mig et bestemt antal timer og jeg er ikke bundet til at levere et bestemt antal timer. Så det er en meget meget fri aftale med en fast timeløn, det vil sige, at jeg får kun løn, når jeg arbejder og ikke andet. Det betyder så også, at jeg, når jeg kommer rendende herud og snakker med dig, så får jeg ikke løn får det, vel. Men det gør mig ikke så meget vel, fordi jeg har tiden til det. Tiden er ikke så kostbar for mig, fordi jeg kan gøre som det passer mig. Interviewer: Men du arbejder så kun ude af huset eller hvordan? Medarbejder 2: Jeg arbejder næsten kun ude af huset. Jeg er her en sjælden gang. Typisk kun til møder og sådan nogle forskellige spændstige sammenhænge. Jeg har ikke nogen fast arbejdsplads selvfølgelig, når jeg er her så kort tid. Så det er nemmere for mig at sidde hjemme og arbejde på en computer end at sidde herude reelt. Medmindre jeg skal et eller andet, at snakke med nogle folk. Det skal jeg engang imellem. Det er ikke så tit jeg er herude. Jeg var herude i forgårs, fordi jeg lige skulle snakke med nogen og der var et frokostmøde med noget information. Men altså, jeg kommer her ikke hver uge. Hver 14. dag vil jeg tro, at jeg er herude forbi. Interviewer: Og hvordan er aftalen så? Skal du genforhandle den hvert år? Medarbejder 2: Nej, den kører lige, fordi der er ikke nogen, der er bundet af noget. Hvis COWI siger jamen vi har ikke nogen opgaver til dig så kan jeg ikke gøre så meget andet end at sige det var da pissehamrende ærgerligt. Men de er ikke bundet til at sørge for at jeg har noget at lave, så jeg tror, at de er ret tilfredse med aftalen (griner). Det koster dem reelt ikke noget. Hver gang jeg laver noget, så er det penge ind i kassen. Interviewer: Ja, og du kan så tilsvarende også stoppe? Medarbejder 2: Ja, så kan jeg sige, at nu vil jeg ikke have flere timer. Hvis jeg finder ud, at nu gider jeg altså ikke arbejde mere, så kan jeg stoppe med dags varsel og de kan så også hælde mig ud med dags varsel, hvis de vil. Så den er meget løs den aftale. Men det har jeg selv accepteret, at det var sådan og jeg har ikke ønsket mig noget andet end det. Jeg har ikke ønsket mig nogen sikkerhed, fordi så slipper jeg også for en masse. Så det betyder, at jeg ikke har samme pres som mine kollegaer om et bestemt antal timer og at skulle registrere timer og alt muligt. Det må jeg indrømme, de er jeg faktisk rigtig lykkelig for at slippe for. Jeg kan mærke, at folk er meget forskellige. De gør det bare og så hænger det og andre føler et pres hele tiden om at skulle levere timer nok. Jeg kunne huske, at jeg nåede en grænse på et tidspunkt, hvor jeg sagde ej, det her, det er ikke okay. Vi skulle holde et eller andet møde eller et andet, som handlede om afdelingens fremtid. Interviewer: Og det var her i COWI? Medarbejder 2: Ja ja, det var her i COWI. Og hvor chefen sagde, altså, han skrev i mailen, hvor han indkaldte, at han forventede, at vi skrev timerne til mødet på nogle sager. Så sagde jeg fandme nej, der sætter jeg altså grænsen, jeg vil ikke lade mine kunder betale for, at jeg skal orienteres om, hvordan COWI og afdelingens fremtid ser ud. Så det gjorde jeg så ikke. Så fik jeg så et administrativt nummer. Der synes jeg der går min etiske grænse for, hvad jeg synes er okay overfor de kunder, jeg arbejder sammen med. Hvis du har et projekt, hvor du arbejder 3 måneder og du arbejder fuldtid på det, så er det jo noget andet. Men sådan mindre kunder, hvor man lægger timer om ugen, så skal de ikke betale for møder. Jeg kunne mærke på nogle af mine kollegaer, at de reagerede ligesådan og sagde, at nu strammer de den, kan man ikke lave en eller anden fælles pulje, hvor man lægger det? Interviewer: Okay, og det er simpelthen på grund af den faktureringsgrad, der er i COWI? Medarbejder 2: Det er på grund af faktureringsgraden ja, hvor jeg synes, at man presser citronen. Det er lige over grænsen engang imellem. Jeg oplever, at der er mange, der er lidt utilfredse med det. Så lige pludselig er jeg glad for, at jeg ikke behøver at registrere mine timer. Om jeg så holder møde for mine egne penge eller om jeg tager til en eller anden temadag inden i ingeniørforeningen, så gør jeg det for min egen fornøjelses skyld i stedet for at skulle tigge og bede om at få lov at bruge timer på det. Det gider jeg ikke, men jeg er nysgerrig nok til at jeg gerne vil vide, hvad der foregår og følge med. Så det er så mit valg. Der er nogle kampe, som jeg ikke gider at tage og så lader jeg være. Det ville måske være mere solidarisk overfor mine kollegaer at tage nogle af dem engang imellem, men det gider jeg ikke. Side 2 af 9

3 Interviewer: Okay, og hvor længe regner du med at blive ved med at arbejde? Medarbejder 2: Ved du hvad, det ved jeg faktisk ikke. Det har jeg ikke noget bud på. Lige nu har jeg nogle opgaver, som jeg er synes er spændende. De slutter måske til efteråret og så vil det nok afhænge af, om der dukker noget andet op, som jeg synes er sjovt eller om, der ikke gør det. Eller om jeg bare skal beholde de få ting, som jeg så har tilbage. Jeg har ikke besluttet mig. Jeg har ikke nogen mentalt deadline, der siger, at nu gider jeg ikke mere. Det er fint det der med at kunne trappe det op og ned som det er lige nu. Interviewer: Hvordan oplever du, at kulturen er i COWI for at fortsætte med at arbejde efter, at man har mulighed for at trække sig tilbage? Medarbejder 2: Jeg har ikke oplevet nogen problemer overhovedet. Når jeg er herude og snakker med folk, så er de søde, smilende og hjælpsomme. Ingen problemer overhovedet. Det er en meget åben og varm kultur, når man kommer til afdelingen. De er rigtig rigtig søde. De ringer også og spørger om råd engang imellem. Det oplever jeg ikke er noget problem overhovedet. Jeg har også indtryk af, at der er flere af de andre, som fortsætter som timelønnede, netop fordi opgaverne er spændende. Der er sådan et eller andet med, at når man har været vant til at bruge sin faglighed, så er det svært at holde op, for det er alligevel sjovt at bruge det til et eller andet. Jeg synes, at det er en ideel måde at kunne gøre det og trappe ned, men fortsat få de der mentale udfordringer. Man har brug for at holde det ved lige. Interviewer: Ja, så vil jeg høre dig lidt om dine tanker om arbejdslivet og den her periode efter arbejdslivet. Hvad er det, der motiverer til at fortsætte med at arbejde, altså uanset om det er 10 eller 25 timer, men at have et arbejde? Medarbejder 2: Det er et ønske om nogle sociale relationer. Ikke nødvendigvis i COWI, men så de steder, hvor jeg arbejder og kender en masse mennesker og oplever det med, at de kan bruge det, jeg kan til noget. Så det er meget det med at føle, at man kan gøre gavn. Ikke bare for sig selv, men også noget, som andre er glade for, fordi de kan bruge det. Og så er det sjovt at bruge sit hoved og nogle af de ting, man har lært og at blive udfordret lidt intellektuelt og at skulle tænke sig om. Det at der er nogen, der har nogle forventninger til en. Det er meget det. Det er meget det relationelle, der er det vigtige i sammenhæng med at kunne bruge sin faglighed. Interviewer: Er store dele af dit netværk udover dine kollegaer stadig på arbejdsmarkedet? Medarbejder 2: Ja, det er de. Interviewer: Det er jo også interessant. Medarbejder 2: Ja ja, helt sikkert. Det betyder jo meget. Min mand er 6 år yngre end mig. Dem jeg har tættest relationer til, de er stadigvæk også på arbejdsmarkedet. De er cirka på alder med mig, så de er typisk på arbejdsmarkedet stadigvæk. Så ja, det betyder selvfølgelig meget. Det gør det. Jeg hører sådan om andre kolleager fra tidligere, som er flyttet i sådan nogle oldekoller og går ture med hinanden, hvor jeg tænker arh, det er sgu da for kedeligt (griner). Det er meget hyggeligt, men det er ligesom ikke nok. Jeg skal også have et eller andet, en eller anden intellektuel udfordring helst. Så hvordan jeg skal finde den, når jeg på et eller andet tidspunkt holder op med at arbejde, det ved jeg ikke, det har jeg ikke fundet ud af endnu. Det ligger et eller andet sted inde i baghovedet og roder. For jeg ved jo, at jeg har brug for et eller andet, som både giver mig lidt udfordringer og også giver mig nogle sociale relationer. Men der er jo masser frivilligt arbejde rundt omkring. Men jeg har ikke lagt mig fast på, hvad jeg vil lave. Hvis jeg bliver ved med at være ligeså frisk som jeg er nu og mit helbred holder til det, så kan jeg ikke holde ud bare at sidde og lave ingenting. Jeg elsker at ordne min køkkenhave og børnebørn og alt muligt andet. Men der må godt være lidt andet også, som bare er mig og som jeg synes er sjovt. Interviewer: I hvilke situationer oplever du, at COWI også opfatter dig som værdifuld arbejdskraft? Medarbejder 2: Jamen, når jeg bliver kontaktet af en kollega fra en helt anden afdeling, som en af mine kollegaer oppe i afdelingen har henvist til at ringe til mig, så tænker jeg okay, de kan godt bruge mig til noget. Ikke kun dem, der sidder ved siden af, men at jeg er sådan en ressource, som de kan ringe til, når de får brug for det. Det synes jeg er fedt at opleve, at det er noget, som de også synes, at de kan bruge til noget. Nogen af mine tidligere kollegaer fra SAS bruger mig som sparring, fordi jeg kender den virksomhed så meget. En af dem sidder her i COWI og bruger mig meget, når hun er i tvivl om et eller andet derude, så jo min viden bliver brugt. Jeg har nogle fine relationer til dem, der er min teamleder nu og dem, der var der før også. Interviewer: Ja, hvad kan få dig til at stoppe helt, tror du? Medarbejder 2: Hvis der ikke er nogen opgaver. Jeg vil ikke til at gå ud og opsøge dem selv. Det der med at skulle opsøge og være sælgende, det gider jeg ikke. Jeg har prøvet det og jeg synes ikke, at det er sjovt. Det ville få mig til at stoppe. Hvis der blev stillet et krav om, at jeg skulle arbejde 4 dage om ugen, så ville jeg også sige nej tak, så ville jeg hellere lade være. Det ville gribe for meget ind i de andre ting, som jeg godt vil bruge min fritid til. Jeg har det enormt fedt med ikke at skulle stå tidlig op om morgenen og skulle ud af døren. At have tid til at slappe af og gå ture oppe ved havet og tage ungerne i svømmehallen og sådan noget. Det prioriterer jeg ret højt at have tid til. Så jeg vil gerne have det også. Så jeg vil ikke arbejde på fuldtid. Så hvis det var et krav, så ville jeg ikke. Interviewer: Okay, så det er den der fleksibilitet i ansættelsesforholdet? Medarbejder 2: Ja, det er det meget. Side 3 af 9

4 Interviewer: Nu sagde du, at du ikke helt ved, hvad du skal lave, når du er færdig med at arbejde, men har du nogle tanker om, hvad du kunne få tiden til at gå med? Medarbejder 2: Ikke nogen konkrete. Det har jeg ikke. Jeg tænker nogle gange, når jeg går forbi nogle genbrugsbutikker, at man kunne altid gå ind og sælge tøj i en genbrugsbutik. Eller sådan et eller andet, hvis jeg ikke kunne finde på noget andet. Jeg ved det ikke. Jeg har ikke kontaktet nogen. Interviewer: Okay, men det måtte gerne være sådan noget frivilligt arbejde? Medarbejder 2: Ja ja. Det er en god idé. Interviewer: Men det er jo også lidt interessant med, at det gerne må være en anden form for arbejde. Medarbejder 2: Ja, det kunne jeg sagtens finde på. Jeg behøver ikke jeg skal ikke være kemikonsulent for enhver pris. Jeg gider for eksempel ikke oprette mit eget firma og skulle sælge mig selv. Det er der andre, der har gjort. Men jeg gider ikke alt det der administrativt og det med at skulle sælge. Så vil jeg hellere nej Interviewer: Hvad tror du, at du kommer til at savne, når du er helt færdig med at arbejde? Medarbejder 2:Oplevelsen af at der er nogen lige bortset fra mine allernærmeste, som har brug for det, jeg kan. At der er nogen, der forventer et eller andet af mig, som jeg kan og gerne vil leve op til. Helt sikkert. Interviewer: Okay, så vil jeg høre lidt om trivslen og arbejdsmiljøet i COWI. Nu er du selvfølgelig lidt specielt, fordi du ikke sidder her fysisk lige så meget som de andre. Men kan du fortælle lidt om, i hvilke situationer du bliver meget opslugt af dine arbejdsopgaver? Medarbejder 2: Bliver opslugt? Det gør jeg uanset, hvor jeg sidder. Jeg kan lukke fuldstændig af, når jeg sidder og skal koncentrere mig om et eller andet. Det kan være at samle en hel masse ting og skrive dem ned i en mail og stille nogle kvalificerede spørgsmål til nogle mennesker eller at samle nogle data sammen eller bestille nogle data-blade. Jeg lukker fuldstændig af, når jeg koncentrer mig om en opgave. Interviewer: Ja, har der været nogle arbejdsopgaver, der har været specielt interessante her på det seneste? Medarbejder 2: Det har været spændende at være med til at skulle stille kravspecifikation til et nyt kemisystem for eksempel og at gøre det netop i samarbejde med folk ude i virksomheden, men også de brugere, der sidder rundt omkring. Det der med at skulle samle erfaringer sammen og skrive det sammen til nogle præcise krav, det synes jeg har været sjovt. Og så også gå ind i foreninger og at se på, hvem kan så levere hvad, den der proces. Interviewer: Hvordan er dit arbejde vigtigt for dig i dagligdagen og i det større også? Hvad betyder det for dig at have et arbejde? Medarbejder 2: Jamen det er vel det der med at opleve, at man kan bruge det, man kan på noget, som kan komme andre til gode. Når de beder mig om at lave krav og specifikationer, så er det fordi de ikke har nogen, der kan og har tid til det samtidig. Så jeg føler virkelig, at jeg kan noget, som de ikke kan selv i sådan en situation. Den oplevelse, den er vigtig for mig. Det er helt sikkert. Interviewer: Oplever du, at de krav, der er nu og efter du er blevet seniorer anderledes end de krav, der har været tidligere i dit arbejdsliv? Medarbejder 2: Nej, egentlig ikke. Det der er anderledes, det er at jeg har sørget for at have en aftale, der er fleksibel, så jeg ikke er presset af tidsregistrering og sådan noget. Så nej, det er vilkårene, der har ændret sig, det er reelt ikke den måde, jeg arbejder på og de forventninger, man har til mig. Nej, det har jeg faktisk overhovedet ikke oplevet, at man ligesom synes, ej, hun er så gammel, at det kan hun ikke finde ud af. Det har jeg slet ikke oplevet. Det er egentlig nu du siger, det er sgu da egentlig fedt (griner). Men det har jeg faktisk ikke oplevet. Det har jeg ikke. Interviewer: Hvordan oplever du arbejdstempoet og tidspresset i COWI? Medarbejder 2: Jamen nu laver jeg de ting, jeg laver på mine egne vilkår reelt, så fordi jeg har fået nogle aftaler, der ikke er så hårdt presset, så har jeg ikke oplevet det som et problem. Men jeg tror da nok, at hvis jeg fik opgaver på samme måde som nogle af mine kollegaer, så ville jeg synes, at der var et enormt tidspres. Når jeg snakker med folk, så har vi da svært ved at nå de deadlines, der bliver sat og meget svært ved at nå at levere den kvalitet, som de gerne vil ved det antal timer, der er givet dem. Der har jeg mere frie rammer med det jeg laver. For der er ikke nogen selvfølgelig er der nogen rammer, men jeg har selv været med til at sætte dem og sige det er det her, jeg kan nå indenfor det tidsrum. Så når jeg det også og så fungerer det. Interviewer: Har du følt dig tidspresset tidligere i dit arbejdsliv, som ikke er til stede nu, fordi du har fleksible rammer? Medarbejder 2: Ja. Også fordi vi i de sidste år var under et psykisk pres, fordi vi vidste, at vi var på vej til at blive lukket. Så at få hele det der til at fungere samtidig med at sørge for at alle i den afdeling, som jeg var i, som jeg var ansvarlig for, at den ikke faldt fra hinanden og vi begyndte at være sure på hinanden. Det var hårdt. Det tog mange ressourcer. Så i forhold til det, så er det her den rene luksus jo (griner). Interviewer: Oplever du, at der også er en forventning om, at du arbejder lidt over eller er til rådighed udenfor arbejdstiden? Side 4 af 9

5 Medarbejder 2: Ja, jeg skal lave tingene færdige, når jeg har lovet dem færdige og det gør jeg også. Om jeg så laver det om aftenen eller midt på dagen, det er op til mig selv. Men sådan har jeg arbejdet tidligere også, fordi jeg havde en ledelsesfunktion, så var der ikke noget, der hed det var et eller andet med, at så lavede man tingene. Jeg har ikke noget imod det. Når jeg svarer på mails, så er det tit om aftenen, fordi der er jeg færdig med alle de andre ting, jeg laver. Så sætter jeg mig så ned og laver det. Det betyder ikke noget. Det er klart, at hvis der er mere end det, jeg kan nå, så er det et problem. Men det har jeg jo selv været med til at sætte nogle rammer for, at der ikke er. Fleksibel arbejdstid er for mig et plus, så jeg har ikke noget imod at arbejde om aftenen i stedet for om dagen. Det er mit eget valg. Interviewer: Hvordan oplever du at have indflydelse på den måde, som du løser dine arbejdsopgaver på? Medarbejder 2: Det har jeg meget frie det er meget frit. Der er det jo sådan, at hvis jeg laver nogle aftaler hos de kunder, jeg arbejder hos, så er det mig og dem, der laver begrænsninger, metoder og resultatkrav. Der ligger selvfølgelig noget til grundlag, men det er bare ord på et stykke papir. Det konkrete, hvad er det der forventes af mig og hvornår, det aftaler jeg med kunderne, og det fungerer udmærket. Jeg oplever ikke, at COWI lægger nogle strenge rammer ned omkring det. Der er selvfølgelig nogle rammemål for hvor mange timer, der skal bruges og hvad det er for nogle overskrifter, vi skal nå, men at fylde det ud, det gør jeg sammen med kunderne. Der synes jeg ikke, at jeg oplever overhovedet nogle restriktioner fra COWIs side. Så længe kunderne er tilfredse, så er de glade. Og det skal jeg så selvfølgelige sørge for, at de er. Det er min opgave. Det fungerer udmærket. Interviewer: Føler du også, at du tilstrækkelige beføjelser i forhold til det ansvar du har for selv at få det til at køre? Medarbejder 2:Det har jeg ikke oplevet som noget problem indtil videre. Nej, det har jeg ikke. Altså, jeg oplever, at generelt så har jeg ret hurtigt fået skabt et tillidsforhold på de virksomheder, jeg arbejder, som gør, at vi forhandler os frem til, hvad det er for nogle ansvarsområder og beføjelser, jeg har derude. Jeg har ikke oplevet COWI som begrænsende. Der er selvfølgelig en timeleder, som skriver under på aftalerne, men bortset fra det, så har hun ikke blandet sig i, hvad jeg laver. Så de har været tilfredse med det, jeg laver. Men nu er det også fordi det er sådan nogle ret brede rammer, jeg har, fordi jeg er der som en ressourceperson, og ikke til et bestemt projekt, så det er meget nemmere for mig selv at sørge for at fylde de rammer ud på en ordentlig måde. Interviewer: Så generelt blander ledelsen sig enormt lidt i dine arbejdsopgaver og dit ansvar? Medarbejder 2: Ja. Interviewer: Okay, er det også dig selv, der får projekterne? Nu sagde, du at ikke har lyst til at skulle ud og sælge dig selv og opsøge, så er det COWI, der skaffer projekterne til dig og så er det dig, der kører den derfra? Medarbejder 2: Ja, det har det været ja. Der har været nogle virksomheder, som har haft brug for noget, og så har jeg lige haft en kompetenceprofil, der passede. Så har min teamledelse så spurgt er det her noget for dig? så har jeg sagt fint, lad os prøve at se, hvordan det fungerer. Så derfra har jeg så taget over og taget ansvaret for, hvordan det forløb. Selvfølgelig, så engang imellem, så snakker vi om, hvordan det går, men ikke sådan altså, det er da klart, at hvis der dukker en eller anden situation op, hvor jeg pludselig oplever, at de opfører sig ualmindeligt groft, siger jeg hov hov, det var ikke det her, vi havde aftalt. Så ville jeg selvfølgelig gå tilbage til min teamleder og forvente at få opbakning derfra. Det er jeg ikke særlig bekymret for. Nej, der oplever jeg absolut tilstrækkelig med frihed under ansvar. Interviewer: Og hvordan er det så med det kollegiale her? Du sidder jo ikke i huset som sådan, så har du nogle kollegaer eller har du nogen, du anser som dine kollegaer? Medarbejder 2: Jeg kender jo en stor del af den afdeling, som nu hedder Den halvdel af dem, som har noget med arbejdsmiljø at gøre, kender jeg, fordi jeg trods alt er kommet her i huset før med jævne mellemrum. Og nogle af dem fra den anden afdeling, som vi er blevet slået sammen med, kender jeg også, fordi vi har snakket sammen om forskellige ting. Så jo, jeg har en masse mennesker, som jeg kender oppe i afdelingen og som kender mig og siger hej Ane når jeg dukker op og siger hvordan går det? og hold da op, hvor er det længe siden, at du har været her sidst. Så på den måde, så har jeg. Så det er ikke sådan, at jeg går sådan her, når jeg kommer (holder armene op foran ansigtet). Interviewer: Okay, og hvordan bruger I så hinanden som kollegaer? Medarbejder 2: Altså nu har jeg rent fagligt ikke ret mange at sparre med, fordi der er ikke ret mange, der ved noget om kemi, men de bruger så mig og spørger (griner). Men så snakker jeg jo med dem, om hvad de laver og hvordan det går. Som ren fagsparring så skal jeg til Odense eller til Jylland for at få fat i nogen. Vi har snakket lidt over Lync, men ikke så meget. Der er et behov for at vi kommer til at arbejde lidt tættere sammen om de her kemi-data og fælles systemer, fordi der er nogle kunder rundt omkring, som har brug for rådgivning. Så der skal vi have et eller andet op at stå på et tidspunkt. Men nu venter jeg lige til den her implementering er i gang og så vil jeg tage det op og prøve at sige nu skal I høre kære venner, nu har jeg gjort sådan og sådan og det, jeg kan foreslå, vi kan tilbyde, det er. Interviewer: Udover det faglige oplever du så, at der er støtte imellem kollegaer og samarbejde og en social interesse for hinanden? Medarbejder 2: Absolut. Jeg synes, at de er enormt søde, åbne og imødekommende, når man kommer og snakker med dem. Jeg var så uheldigt, at vi havde indbrud hjemme hos os og jeg fik stjålet min COWI-computeren og min telefon. Side 5 af 9

6 Så kontaktede jeg vores sekretær og spurgte, hvem jeg skulle kontakte i it-systemet, for at få noget nyt udstyr og hvordan det skulle anmeldes og alt muligt. Hun ledte mig så videre til it, og da jeg så kom her ugen efter, så kom de alle sammen og sagde hvad er det, der er sket?! De skulle alle sammen lige høre, om hvad det var, der var foregået. Så jo, vi er interesseret i hinanden. Interviewer: Så man følger lidt med i, hvad man går og laver udover arbejdet? Medarbejder 2: Ja, absolut. Jeg har afgjort syntes, at de er enormt søde og åbne og imødekommende og venlig og enormt sociale, når vi holder fester. Rigtig rigtig hyggeligt. Så jeg har det godt her. Engang imellem så kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke har flere fællesopgaver sammen med dem. Men jeg gør så også, hvad jeg kan for at komme her engang imellem, netop for at holde fast i det der sociale og høre, hvordan folk har det. Interviewer: Og hvad betyder det samvær, når du er her? Medarbejder 2: Jamen det bekræfter jo, at hvis jeg får problemer i mit arbejde, så har jeg nogen, jeg kan gå til. Jeg vil altid kunne finde nogen at hælde vand ud af ørerne til eller finde støtte fra eller moralsk opbakning. Så som netværk er det jo vigtigt at holde fast i. det har jeg helt klart en oplevelse af, at er der. Interviewer: Oplever du også, at I anerkender hinanden for jeres områder og specialistviden? Medarbejder 2: Langt hen ad vejen ja. Interviewer: Hvordan foregår det? Medarbejder 2: Jamen det gør det jo netop ved, at vi snakker med hinanden om det. Jeg gjorde for ikke så længe siden, at jeg havde lavet nogle audits på en virksomhed, hvor en af mine kollegaer deroppe også har været og lavet nogle andre audits parallelt med. Han har lavet noget med maskinsikkerhed for eksempel, så siger jeg ved du hvad, Ejvind, kan jeg ikke komme med dig på sådan en audit helt gratis? Det koster ikke noget, jeg bruger min egen tid, men jeg synes, at det kunne være sjovt at se, hvordan du gjorde det, og så kunne jeg lære noget om maskinsikkerhed. Det synes jeg da var helt okay, så vi fulgtes ad derud, det var vældig hyggeligt og han sendte mig rapporterne og jeg kommenterede. Det fungerede godt, fordi vi har tillid til hinanden. Det fungerer fint. Jeg oplever, at generelt så er det sådan. Jeg synes folk er enormt søde og hjælpsomme overfor hinanden. Jeg har ikke oplevet ret meget andet. Jo, jeg har hørt nogen, som har snakket lidt om, at der var vist lidt konkurrence lige præcis i den der gruppe om et eller andet. Men det er sådan fra tredje hånd. Jeg har ikke oplevet problemer. Det har jeg ikke. Interviewer: Kan du fortælle lidt om dit forhold til ledelsen? Medarbejder 2: Ja, det er meget skægt, for da afdelingen blev omstruktureret her den 1.januar, så blev jeg flyttet fra arbejdsmiljøfunktionen til en industri-kemi-funktion. Jeg tænkte nå, ja, okay, gad vide, hvorfor de gør det? Jeg har ikke hørt noget om det, jeg blev bare flyttet. Det var da lidt mærkeligt (griner). Jeg startede med at spørge min gamle teamleder ved du hvorfor jeg er blevet flyttet? Næ, det vidste hun ikke. Det passede hende da egentlig ikke særlig godt, hun ville da gerne, at jeg blev der, hun kunne da godt bruge det, som jeg kunne til noget. Nå, okay. Så gik jeg time min nye teamleder og sagde Mette, ved du hvorfor jeg er blevet flyttet hen til dig? Næ, det ved jeg egentlig ikke (griner). Nå, sagde jeg, okay. Så spurgte jeg Klaus [red. vice president], som er afdelingschef, og det ville han egentlig godt snakke med mig om, men lige på det tidspunkt havde han ikke tid. Og så har jeg ikke fået fulgt den op. Det betyder ikke så meget for mig, men det undrer mig, at man gør sådan noget hen over hovedet på folk uden at komme med en forklaring. For det første er jeg født nysgerrig, for det andet så interesserer det mig at vide, er der nogen forventninger til mig, som jeg gerne vil leve op til eller er der nogen forventninger, som jeg ikke kan leve op til og ikke vil leve op til. Men jeg vil gerne vide, hvad det er for nogen, forventninger, der er. Dem har jeg faktisk ikke fået præsenteret endnu og det synes jeg er lidt spøjst. Interviewer: Og hvem har besluttet, at det skal lægges sammen? Medarbejder 2: Det har det ved jeg ikke. Det er højere oppe i systemet. Men det er Klaus [red. vice president], der er chef for den nye afdeling, så det er ham, der har været med til at tegne den afdeling, der nu er der, og også dermed, hvor jeg sidder henne. Så der er ingen tvivl om, at han dermed har været med til at beslutte det. Det sagde han også. Det var også helt tydeligt. Men jeg nåede bare aldrig jeg fik den bare ikke. Jeg er ikke stødt ind i ham, hvor han har haft tid. Interviewer: Har du oplevet, at det har betydet noget, siden du er blevet flyttet? Medarbejder 2: Nej, det er jo lidt spøjst, for de opgaver, jeg reelt laver nu, de hører jo til i den arbejdsmiljøfunktion, som jeg ikke er en del af mere. Så det er min gamle teamleder, som har kontakt til virksomhederne og som skriver under på de ATR [red. ATR-skema - Aktivitet, Tid og Ressourcer], jeg laver. Min nye teamleder hun synes, at det er vældig hyggeligt, at jeg kommer til de der koordinationsmøder. Jeg har en eller anden fornemmelse af, at de gerne vil have nogen i det nye team industrien, at de gerne vil have tættere kontakter til industrivirksomheder, hvor de nu typisk laver meget for miljøstyrelsen og sådan nogle overordnede organisationer. Men de vil gerne komme ind på virksomheder og lave noget, og om de tror, at jeg kan bidrage med et eller andet men de har ikke specialiseret sig. I virkeligheden er det sådan en blanding af, jeg gerne vil vide det, men jeg kan også bare sætte mig og kigge og se, hvad der sker (griner). Og så have antennerne ude og høre og mærke, om der er en eller anden jeg har ikke fanget noget Side 6 af 9

7 med nogen, der forventer et eller andet, som jeg ikke kan leve op til endnu. Men den er lidt spøjs med sådan noget, der foregår hen over hovedet på en. Det har jeg ikke prøvet før. Interviewer: Og der har ikke været information omkring de her beslutninger? Medarbejder 2: Ikke før der blev meldt ud til hele afdelingen, hvor vi alle sammen var samlet og så nogle slides, hvor navnene var placeret (griner). Nå okay. Jeg tænkte, nå det var da mærkeligt, hvorfor gør i da det, hvorfor har I ikke fortalt mig det? Altså normalt så fortæller man da folk, at man har gjort. Man behøver ikke at fortælle, at man har tænkt sig det, men i hvert fald at man har gjort det, inden det bliver meldt offentligt ud. Ej, jeg skal nok fange Klaus på et tidspunkt og fritte ham ud, det fortjener han (griner). Han skal ikke dø i synden. Men altså..: det betyder ikke noget for mine opgaver lige nu og her vel. Men jeg får indblik i, hvad nogle andre mennesker laver og det er fint. Jeg synes, at det er sjovt med nogle af de der store projekter, de laver. Men jeg svært ved at se mig selv i dem, for det er typisk sådan nogen, der kører med meget meget pressede deadline og med alt for mange timer i forhold til det, der er brug for. Men lad os se, hvad de finder på. Lige nu har de ikke ret meget at lave i den afdeling og det bekymrer dem virkelig. Det kan jeg virkelig mærke. Det der med at man lige pludselig ikke har travlt, og kun kan se at have opgaver til den næste måned og så ikke mere, det er virkelig barskt. Det er næsten værre end at have for travlt. Det er værre end at have for travlt. Når jeg kan høre, hvor meget det fylder i folks hoveder. Hos nogen i hvert fald. Interviewer: Og det er fra den ene afdeling til den anden, at man i den ene afdeling har man travlt og i den anden, der har man ikke rigtig nogen opgaver? Medarbejder 2: Ja, det virker sådan. Det er ikke sådan en naturlov, hvor det er, der er travlt og hvor det ikke er, at der er travlt. Men lige nu er det sådan, det ser ud. Interviewer: Så det kunne godt være noget, der kommer til at have indflydelse på dit ansættelsesforhold? Medarbejder 2: Måske måske. Det ved jeg ikke. Tiden vil vise det (griner). Jeg tager det lidt, som det kommer. Fordi når man hører andre nu var der et frokostmøde sidste uge, hvor Susse, jeg ved ikke, om du kender hende, men hun har været i afdelingen i mange år og er med til at lave arbejdsmiljø og miljøkoordinering og de har manglet ressourcer i den grad og har været ude at lede efter nogen i andre afdelinger, fordi der simpelthen ikke var nok, så det er meget forskelligt, hvor store belastninger, der er. Måske kunne man godt finde nogle opgaver, jeg ved det ikke. Interviewer: Så man kan faktisk godt blive opdaget af de andre afdelinger og få nogle opgaver på den vis? Medarbejder 2: Ja, hvis man er dygtig til at lave nogle kontakter til de andre afdelinger, så holder det, kan jeg se. Interviewer: Så det kan være, at det er det, du skal ud i eventuelt? Medarbejder 2: Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke. Forventningsafklaring er ikke helt på plads endnu, vil jeg sige (griner). Det finder vi ud af. Interviewer: Oplever du generelt, at der et godt forhold mellem ledelse og medarbejder herude i COWI? Medarbejder 2: Ja, jeg har ikke nogen problemer overhovedet. Jeg kan gå til dem og spørger og snakke fuldstændig afslappet. Jeg har ikke oplevet nogen problemer. Interviewer: Og det er heller ikke sådan, at de generelt ikke informerer om de beslutninger, der bliver taget? Medarbejder 2: Nej, det oplever jeg ikke. Jeg synes generelt, så får vi meget fin information om, hvad der foregår. Om man så er enig i de beslutninger, der bliver truffet, det er så noget helt andet. Men jeg mener..: jeg oplever, at vi bliver informeret. Men det er klart, at når der er så mange ledelseslag i en så stor virksomhed som denne her, så det der kommer helt deroppefra hvad fanden, hvorfor gør de det? og der får man aldrig forklaringen. Interviewer: Men det kan man godt leve med ikke at vide helt, hvad der sker oppe i toppen? Medarbejder 2: Ja, det kan jeg godt leve med, fordi min tilknytning til firmaet trods alt er ude i kanten. Hvis jeg var ny og skulle skabe mig en karriere her, så ville jeg tænke anderledes, det er helt sikkert. Interviewer: Men oplever du, at du får den nødvendige hjælp, støtte og information til at løse dine arbejdsopgaver fra ledelsens side? Eller har du ikke brug for ledelsen? Medarbejder 2: Jeg har ikke brug for så meget. Altså, jeg har brug for, at de laver nogle rammer og så er det så mig, der skal fylde dem ud og de gør jeg. Så jeg får al den hjælp og støtte, jeg har brug for. Men jeg har ikke brug for så meget, som verden ser ud lige nu, hvor jeg ikke har brug for så meget. Men jeg har tillid til, at jeg ville få den, hvis jeg havde brug for den. Det føler jeg ikke der ville jeg ikke opleve de store problemer. Jeg har tillid til de mennesker, der sidder som ledelse nu. Jeg har ikke problemer med at gå til dem. Jeg er ikke bekymret. Jeg sidder også i en speciel situation, fordi jeg sidder med den ansættelsesform, som jeg har, så jeg kan sige i kan rende og hoppe, hvis jeg ikke er tilfreds med de vilkår, som jeg har. Så det er en anden situation at sidde i, end hvis man sidder som 40 årig og gerne vil have de næste 25 år på arbejdsmarkedet og egentlig gerne vil blive der, hvor man er, fordi der er nogle spændende projekter. Så det er en luksussituation at sidde i, så derfor er jeg ikke bange for ledelsen på den måde. Jeg er ikke bange for, hvordan de skal vurdere mig, hvad jeg ville have været i en anden situation. Så derfor føler jeg også meget mere, at jeg kan gå til dem som lægmand, fordi de har nogle andre opgaver, end jeg har, men vi har begge to nogle opgaver, som vi skal arbejde sammen om at få til at hænge sammen. Side 7 af 9

8 Interviewer: Oplever du, at ledelsen tager hensyn til, hvis der er nogen, der har færre kræfter, folk der er syge, bliver syge eller går ned med stress eller bliver ældre? Medarbejder 2: Ja, det synes jeg faktisk, at de gør. Jeg synes, at de gør rigtig meget for det. Om det er nok, det kan jeg ikke vurdere, for jeg har ikke været i situationen. Men jeg oplever faktisk, at hvis man går til dem med problemer, så er de meget lydhøre og så gør de, hvad de kan for at hjælpe. Det synes jeg faktisk, at de gør pænt. At de måske ikke gør nok for at forebygge, at folk kommer i den der meget trælse situation, det er så en helt anden diskussion. Men jeg synes faktisk, de gør, hvad de kan for at samle folk op. Interviewer: Men oplever du, at de så ikke gør nok forebyggende? Medarbejder 2: Jeg synes ikke, at der er tilstrækkelig meget lydhørhed, når man snakker om, hvor pressede og tidspressede folk er. Altså, vi havde sådan et stor seminar, da hele den her nye afdeling skulle slås sammen her i januar, hvor vi snakkede om noget af det her med, hvad er det, der giver en energi og hvad er det, der er for hårdt. Det havnede hele tiden på de n her med, at man blev presset til at skulle levere mere end man egentlig kunne nå på de timer, der var. Det var formuleret ved, at man skulle registrere flere timer end man egentlig har mulighed for på de projekter. Man kan ikke nå det på den tid, der er sat af til og hvad gør man så. Så den der med, at det hele var meget presset og man skulle simpelthen hænge fast med neglene nogen gange, for at nå at få lavet tingene. Altså igen det der med at nå tingene, er jo på mange forskellige kvalitetsniveauer, for man vil jo gerne aflevere et eller andet, man selv kan stå inde for og lægge navn til, så man siger yes, det her er godt, det vil jeg godt aflevere. Det er ikke altid, at man når dertil. Men bliver presset meget hårdt. Jeg mener, hvem siger, at en faktureringsprocent, jeg kan sgu ikke huske, hvad den er havnet på, 75 % er den evige sandhed. Interviewer: Så det er 75 %, der skal faktureres ud til kunderne af timerne? Medarbejder 2: Ja. Det er meget. Det er ret meget. Interviewer: Ja, det efterlader jo i hvert fald kun lidt tid og ressourcer til alt det interne. Medarbejder 2: Ja, det er jo også derfor, at man får sådan nogle meldinger som, at interne møder skal man helst skrive på kunderegninger. Så er det så, at man kan spørge, er det fornuftigt af COWIs ledelse at lægge så stramt et pres hen over folk? Eller vil man få mere ud af, at folk var lidt mindre stressede og lidt gladere og holdt på deres arbejde? Men det har ikke noget med seniorer at gøre. Det har noget med den generelle måde at køre en konsulentvirksomhed på. Der har været problemer med at få det hele til at hænge sammen økonomisk, men det er der ikke nu. Jeg tænkte ah, kan man ikke slække lidt i stedet for at blive ved med at stramme mere og mere? Men det gør man. Interviewer: Oplever du også, at du får den anerkendelse og ris og ros og feedback, som du har brug for fra lederne? Medarbejder 2: [lang tænkepause] Øhh, nu er de jo ikke inde over mine opgaver i detaljer, så det er begrænset, hvor jeg kan forvente, at de giver mig konkret feedback på det, jeg laver. Så den har jeg fået der, hvor jeg er på virksomheden. Der var en HR chef, som var hende, der ansatte mig i sin tid til at lave den kemiopgave, som holdt op og i forbindelse med, at jeg snakkede med hende om, hvad der skulle ske, så sagde hun, at hun havde simpelthen været så glad, siden jeg blev ansat, for hun havde ikke skænket det en tanke. Hun oplevede, at det lå i trygge rammer og hvis der var problemer, så sagde jeg til og ellers sørgede jeg bare for, at det kørte, så hun var lykkelig. Det er sgu da noget af den bedste tilbagemelding, man kan få, at hun ikke behøver at tænke på det, fordi hun ved, at jeg har styr på det. Yes! Men det kan hun gøre, fordi hun sidder og følger med i, hvad der sker. Det ville min teamleder her i COWI ikke kunne gøre, fordi så skulle de høre det fra hende, og nu fik jeg det så direkte i stedet for. Interviewer: Men det er måske ligeså meget en kultur omkring rådgivende ingeniører, fordi man arbejder på projekter og det så ofte er i projekterne eller ude ved kunden, at ris, ros og anerkendelse sker? Medarbejder 2: Ja, for det er dem, man er i kontakt med og dem som ved, hvad man laver og har nogle forventninger, som kan blive opfyldt. Teamlederne er jo ikke inde over opgaverne. De prøver på at følge med, når man fortæller, hvordan det går, men ellers så er det jo ikke dem, der har fingeren på pulsen med de konkrete opgaver. Deres opgaver er som jeg ser det meget administrative med at sørge for, at projekterne bliver registrerede og at der bliver fulgt op og lavet tilbud. Altså hele den der administrative møller, som skal køre, at den liver lavet ordenligt og at der er styr på det og at aftale lidt indhold i det. Men primært at processerne bliver kørt efter bogen. Så har de selvfølgelig en opgave med at samle folk op, hvis de ingenting har at lave og det er simpelthen forfærdeligt. Så har de jo en opgave med at snakke med folk om det og sige det skal du ikke være bekymret over, der skal nok dukke noget op, kan du ikke huske dengang? Men den der har jeg så ikke været i. Så de gør det, som de kan gøre, oplever jeg. Men de kan ikke give de der konkrete faglige feedback, fordi de er ikke inde i opgaverne på den måde typisk. Ikke med det jeg laver. Interviewer: Nu er jeg nået til afrundingen, som består af nogle lidt større spørgsmål som, hvad forbinder du med psykisk arbejdsmiljø? Hvad er et godt psykisk arbejdsmiljø? Medarbejder 2: (griner) At synes at det er sjovt at gå på arbejde. Eller ikke sjovt, men at man har det godtog er glad, når man møder sine kollegaer og at man har det rart sammen og kan pjatte sammen med dem. Men også at man kan få udrettet noget, som er godt for den virksomhed, man også er i. Så man leverer et godt stykke arbejde og er glad for det Side 8 af 9

9 og stolt af det, man laver. Men det er meget det der med at have gode relationer til kollegaer og ledelsen. Det er meget den del af det, der er vigtig for mig. Interviewer: Ja, og oplever du, at det er sådan for dig? Medarbejder 2: Ja, altså bortset fra det der tidspres, som jeg oplever som en negativ faktor, så oplever jeg faktisk, at det psykiske arbejdsmiljø er rart. Jeg synes, at vi har det rart her. Jeg synes, at vi kan grine og pjatte og hjælpe hinanden og lytte. Vi kan let give hinanden et kram, når vi har lyst til det. Ja, det synes jeg faktisk, at vi har. Og om den afdeling, jeg så er i, er noget særligt, det ved jeg ikke, det kan godt være. Vi er nok ikke så ingeniøragtige som mange andre, fordi vi har alle de der bløde arbejdsmiljøting med også. Det er jo ikke alle afdelinger, der har psykologer og ergonomer og sådan noget blødt noget. Og nok er jeg kemiingeniør, men det jeg laver, det er jo lige så relationelt, som det er rå kemi i virkeligheden. Så vi er nok lidt anderledes. Interviewer: Okay og hvordan oplever du, at COWI spiller en rolle for dig for at blive på arbejdsmarkedet? Det kan også være din afdeling, der spiller en rolle? Medarbejder 2: Jamen jeg oplever meget, at den måde, som de behandler mig på som en helt almindelig ansat og ikke som et stykke skørt porcelæn, man skal passe på, fordi jeg er blevet her. Men at jeg bare bliver oplevet som en arbejdsressource ligesom alle de andre, at jeg er et menneske, der laver et stykke arbejde, det synes jeg er fantastisk. Hvis man blev behandlet som en, man skulle passe på, og som blev sat i hjørnet nu skal du høre, nu giver jeg dig en forsigtig lille opgave, så ville jeg løbe skrigende væk. Så det der med, at jeg bliver behandlet som en blandt alle andre, men har mulighed for at vælge de arbejdsvilkår, som passer mig med fleksibel deltid, det er helt klart det, der er vigtigt, at COWI kan gøre for mig. Interviewer: Jamen så har jeg ikke flere spørgsmål. Har du noget, du vil spørge om eller tilføje? Medarbejder 2: Nej, jeg synes bare, at det ville være fantastisk, hvis man alle steder lavede sådan nogle muligheder for at man kunne gå på deltid, når man havde lyst til det. I mit hoved bør man have lov til at gå på deltid, når man har lyst til det selv, og det gælder, når man har små børn, og det gælder, når man er pressede af andre årsager og det gælder, eller når man bliver ældre og gerne vil trække sig tilbage. Jeg synes, at den der mulighed for fleksibel arbejdstid med en løn, der bliver afpasset. Jeg forventer ikke, at man skal få fuldtidsløn for deltidsarbejde, men at have muligheden for at gå lidt op og ned. I en virksomhed som COWI er vi så højtlønnede, at vi godt kan tåle at gå ned på 30 timer i en periode og sagtens overleve på det, så den mulighed er det vigtigt at have muligheden for. Interviewer: Så det er i virkeligheden noget med struktureringen af projekterne, så de ikke lægges efter, at man arbejder fuldtid og mere end fuldtid? Medarbejder 2: Ja, det synes jeg ville være fantastisk. Det er jo ikke noget problem, hvis man ville det. Det tror jge ikke. Jeg tror da, at COWI ville få flere arbejdstimer ud af mig med den løn, som de betaler mig, end hvis jeg ar ansat på et eller andet bestemt antal timer, fordi jeg lægger da masser af timer på ekstra på at sidde og svare mails, som jeg aldrig nogensinde sidder og registrerer. Så de får da meget mere ud af mig, end hvis var ansat på 10 timer. For så leverede jeg 10 timer. Eller ej, det tror jeg ikke, at jeg ville kunne finde ud af (griner), men jeg ville tænke over det i hvert fald. Interviewer: Men det ville være nemmere at lægge de ekstra procent, hvis det var 10 timer fremfor 30? Medarbejder 2: Ja Interviewer: Okay, spændende. Jamen så vil jeg ikke tage mere af din ekstra tid. Medarbejder 2: Ja, det gør ikke noget, jeg har jo selv sagt ja. Side 9 af 9