Højesteret behandler i forvejen Østre Landsrets frifindelse af den tidligere ledelse i Roskilde

Transkript

1 Østre Landsret dømte den i en 334 sider grundig dom 8 medlemmer af den tidligere ledelse i Amagerbanken A/S til at betale til FS III A/S kr. plus renter og sagsomkostninger. Side 1 af 9 Se ankedommen her inkl. den indankede byretsdom: Hvis Amagerbank-dommen skal kunne ankes endnu en gang og nu til Højesteret, vil det kræve en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, og der skal foreligge principielle eller særlige grunde til at give en sådan tilladelse. Flere bestyrelsesmedlemmer har ansøgt herom (juli 2019). Ret&Råd Advokater Glostrup Ballerup Greve Advokat (H) Steen Petersen stp@ret-raad.dk Direkte: (+45) Mobil: (+45) Højesteret behandler i forvejen Østre Landsrets frifindelse af den tidligere ledelse i Roskilde Bank A/S. I den indankede byretsdom på 1093 sider og 3 byretsdommere var direktion og bestyrelse blevet frifundet for samtlige rejste krav på over 1 mia. kr. I medierne ser man ofte visse personer udtrykke en stor undren - undertiden også bekymring - over, at 2 af Danmarks domstole kan nå frem til vidt forskellige resultater på stort set samme bevisgrundlag, siges det ofte. Denne undren skyldes tit, at de, der ytrer sig meget hurtigt efter en endelig dom, ikke har nærlæst de konkrete domme, herunder måske heller er fortrolige med de basale erstatningsretlige og procesretlige regler om bevisbyrde og tilstrækkeligt bevis for ledelsens erstatningsansvar, årsagssammenhæng og påregnelighed mellem ansvar og indtrådte økonomiske tab. Dertil kommer, at en ankesag i sig selv er en helt ny og selvstændig behandling af den indankede dom. For at bedre at forstå Landsrettens domfældelse af ledelsen er det derfor vigtigt at være opmærksom på følgende: Kravet i byretten var på ca. 1 mia. kr., mens ankesagen blev begrænset til konkrete bankengagementer med 3 storkunder og et tab på 285 mio. kr. Landsretten fremhæver dette i dommen: For landsretten har FS Finans III A/S ( FS Finans ) begrænset sagen til at angå engagementet vedrørende Østerfælled-ejendommen i perioden Ankesagen angår dermed ikke spørgsmål om, hvorvidt de indstævnte har pådraget sig erstatningsansvar for tab som følge af beslutninger vedrørende Østerfælled-engagementet, som er truffet før

2 maj Byrettens dom er heller ikke anket for så vidt angår bevillinger i engagementerne; Main Road, P40C og Henrik Wessmann, samt til finansiering af kunders køb af aktier i Mols-Linien A/S, hvor byretten ligeledes frifandt de indstævnte. Side 2 af 9 Landsretten bemærker, at bevillingerne til Henrik Wessmann ikke er omtalt i byrettens dom eller retsbøger, bortset fra en gengivelse af Management Summary af 8. december 2008 om blandt andet bevilling af lån til indfrielse af et ulovligt aktionærlån i dommens sagsfremstilling (tillægsekstrakt II, s ). Bevillingerne er imidlertid behandlet i parternes processkrifter, herunder de sammenfattende processkrifter for byretten, jf. herved særligt FS Finans sammenfattende processkrift af 2. marts 2016 (ekstrakt VIII, s og 87). Byrettens dom må herefter forstås sådan, at de indstævnte er frifundet for ansvar vedrørende bevillingerne til Henrik Wessman. Dette var således det, som ankeinstansen skulle bedømme. Det hedder i Landsrettens dom: Byrettens frifindelse af John Kim Skafte, Anne Toxværd, og Allan George Ottsen stadfæstes.(medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer - Steen Petersens bemærkning ) Byrettens dom ændres i øvrigt som følger: Niels Erik Nielsen, Villy Rasmussen, Henrik Zimino, Kent Villadsen Madsen, Carsten Dan Ehlers, Henrik Ole Håkonsson, Jesper Michael Buster Reinhardt og Jørgen Christian Brændstrup skal solidarisk til FS Finans III A/S betale kr. med tillæg af procesrente fra den 22. marts Niels Erik Nielsen skal i det indbyrdes forhold mellem ham og Villy Rasmussen, Henrik Zimino, Kent Villadsen Madsen, Carsten Dan Ehlers, Henrik Ole Håkonsson, Jesper Michael Buster Reinhardt og Jørgen Christian Brændstrup friholde de øvrige, i det omfang erstatningskravet er dækket af Niels Erik Nielsens bestyrelsesansvarsforsikring. For så vidt som der ikke er forsikringsdækning, skal erstatningsbeløbet på kr. i det indbyrdes forhold betales ligeligt af Niels Erik Nielsen, Villy Rasmussen, Henrik Zimino, Kent Villadsen Madsen, Carsten Dan Ehlers, Henrik Ole Håkonsson, Jesper Michael Buster Reinhardt og Jørgen Christian Brændstrup, således at de hver skal betale en ottendedel. Hvis der er forsikringsdækning, skal den del af erstatningsbeløbet, som ikke dækkes af forsikringen, i det indbyrdes forhold betales ligeligt, således at de heraf hver skal betale en ottendedel. John Kim Skafte, Anne Toxværd og Allan George Ottsen frifindes for de friholdelsespåstande, som de øvrige indstævnte har nedlagt i forhold til dem...

3 Dommen fastslår på linje med hidtidige ansvars domme navnlig følgende: 1. Ledelsesansvaret er et almindeligt skyld(culpa)ansvar - ikke et skærpet ansvar. Landsretten udtaler herom: Ansvaret for det enkelte ledelsesmedlem må vurderes i lyset af den særlige indsigt, den pågældende måtte have. En direktør eller et bestyrelsesmedlem kan ikke ifalde ansvar for beslutninger, som er truffet før den pågældendes tiltræden eller indtræden, eller efter at den pågældendes virke er ophørt. Side 3 af 9 Ansvar kan imidlertid pålægges for beslutninger, hvor konsekvenserne indtræder efter den pågældendes fratræden. Et bestyrelsesmedlem kan ikke pålægges ansvar for en bevilling, der er givet på et møde, hvor den pågældende ikke har deltaget, medmindre vedkommende efterfølgende har tilsluttet sig beslutningen. Vurderingen af, om bevillingen af et lån har været forsvarlig, må foretages på baggrund af de oplysninger, som forelå på bevillingstidspunktet. Der må lægges vægt på den viden, som det enkelte ledelsesmedlem på dette tidspunkt havde eller havde adgang til. Det må endvidere tillægges betydning, om direktionen eller bestyrelsen hvis der har været anledning hertil har sørget for, at nødvendige yderligere oplysninger blev tilvejebragt, før lånet blev bevilget. Hvis en bevilling er meddelt på skriftligt grundlag, må det i særlig grad påhvile de enkelte bestyrelsesmedlemmer at tage stilling til, om de oplysninger, der er fremlagt, er tilstrækkelige til at kunne udgøre et forsvarligt beslutningsgrundlag, og hvis dette ikke er tilfældet anmode om yderligere oplysninger og mundtlig behandling af ansøgningen. I tilfælde, hvor et engagement er nødlidende og navnlig låntagerens økonomiske forhold, sikkerhedsstillelsen, den almindelige økonomiske konjunktur og kundens evne til at drive sin virksomhed, som udgangspunkt taler imod at forlænge eller udvide en bevilling, kan hensyn til at begrænse bankens tab efter omstændighederne desuagtet begrunde en forlængelse eller udvidelse af et allerede bevilget lån. Det må bero på en konkret vurdering, om en sådan bevilling er forsvarlig. Der må navnlig lægges vægt på, om den yderligere bevilling er begrænset til det, som er nødvendigt for at sikre bankens interesser. Udsigterne til at banken ved den yderligere bevilling sikrer, at der kan opnås dækning af bankens tilgodehavende, og det relative forhold mellem det bestående engagement og den risiko, som banken påtager sig ved den yderligere bevilling, må herved tillægges betydning.. 2. Medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er ansvarlige på lige fod med øvrige bestyrel-

4 sesmedlemmer. Men deres ansvar kan lempes bl.a. pga. deres dobbeltrolle som bankansatte og som medlemmer af bankbestyrelsen. Landsretten udtaler, at de ikke var bankuddannede og kan heller ikke i øvrigt anses for at have haft samme forretningskundskab som de øvrige bestyrelsesmedlemmer, da de den 23. december 2009 på baggrund af Jørgen Brændstrups indstilling af 14. december 2009 tiltrådte at genbevilge valutarammen, og da de efterfølgende tilsluttede sig at opretholde valutarammen. Side 4 af 9 Selvom John Kim Skafte og Anne Toxværd som medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer havde samme pligter og rettigheder som de øvrige bestyrelsesmedlemmer, var de som samtidigt ansatte i banken i et ansættelsesretligt underordnelsesforhold, som efter landsrettens opfattelse måtte gøre det vanskeligt for dem at gøre indsigelse mod en indstilling, som kom fra bankens administrerende direktør, Jørgen Brændstrup, og som var godkendt i kreditkomitéen. På bestyrelsesmødet den 6. januar 2010, hvor Henrik Håkonsson tiltrådte genbevillingen, stod det klart, at alle øvrige bestyrelsesmedlemmer var enige om at genbevilge valutarammen. I det efterfølgende forløb var alle øvrige bestyrelsesmedlemmer ligeledes enige om at følge indstillingen fra bankens kreditkomité og administrerende direktør om, at der, uanset det stedse stigende tab på valutapositionerne, ikke var grundlag for at bringe valutarammen til ophør. Under disse omstændigheder må det ligeledes anses for at have været vanskeligere for John Kim Skafte og Anne Toxværd end for de ordinære bestyrelsesmedlemmer at meddele, at de ønskede valutarammen lukket. Den af John Kim Skafte og Anne Toxværd udviste uagtsomhed må på den nævnte baggrund anses for mere begrænset end den uagtsomhed, som de øvrige bestyrelsesmedlemmer og Jørgen Brændstrup har udvist. John Kim Skafte og Anne Toxværd har en så beskeden indtjening, at de opfylder de økonomiske betingelser for at opnå fri proces. Efter det oplyste om deres formueforhold lægger landsretten endvidere til grund, at disse to indstævnte ikke har formue af betydning. Størrelsen af erstatningskravet og den virkning, det vil have for John Kim Skafte og Anne Toxværd, hvis det tages til følge, er efter landsrettens opfattelse uden rimelig sammenhæng med graden af den af dem udviste uagtsomhed. Når henses hertil og efter en samlet vurdering i øvrigt af John Kim Skafte og Anne Toxværds forhold, FS Finans interesse i at opnå dom over de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, samt omstændighederne i øvrigt, finder landsretten, at John Kim Skafte og Anne Toxværds erstatningsansvar skal bortfalde som urimeligt tyngende, jf. erstatningsansvarslovens 24, stk. 1. Landsretten tiltræder af denne grund, at John Kim Skafte og Anne Toxværd i det hele er

5 frifundet for FS Finans erstatningskrav. 3. Selvom pengeinstitutter er undergivet intern og ekstern revision samt et Finanstilsyn, er det ikke disse kontrolorganer, der har ansvaret for bankens lovlige drift. Omvendt kan advarsler og påbud fra disse organer, som en direktion og bestyrelse ikke har handlet adækvat på, lægge grunden til et ansvar. Landsretten udtaler her: Side 5 af 9 Som anført af Højesteret i Capinordic-dommen må der ved vurderingen af, om der er handlet ansvarspådragende, tages hensyn til eventuelle advarsler mv. fra Finanstilsynet, og hvorvidt bevillingen er foretaget før eller efter finanskrisens indtræden. Ved vurderingen af om en bankledelse har pådraget sig erstatningsansvar, kan det endvidere efter omstændighederne indgå, at Finanstilsynet har bedømt lånets bonitet. Der må i den forbindelse lægges vægt på, hvilket oplysningsgrundlag Finanstilsynet havde, og hvor tæt bedømmelsen tidsmæssigt er foretaget på lånets bevilling. Finanstilsynets manglende påtale kan dog ikke i sig selv fritage en banks ledelse for ansvar. Når Finanstilsynet som led i tilsynsvirksomheden gennemgår udvalgte låneengagementer og vurderer lånenes bonitet, sker dette således med henblik på opgørelse af bankens solvensbehov og ikke med henblik på at vurdere, om det har været forsvarligt at bevilge de enkelte lån.. Om betydningen af revisionen udtaler Landsretten : Som anført af Højesteret i Capinordic-dommen kan bankens interne revisions vurdering af et låneengagement og behov for nedskrivning indgå i bedømmelsen af, om bevillingen af et lån har været forsvarlig. På samme måde kan det indgå, hvorledes ekstern revision har vurderet et engagement. At revisionen ikke har påtalt et forhold, er dog ikke i sig selv ensbetydende med, at bankens ledelse er ansvarsfri. 4. En fratrådt meddirektør kan gøres ansvarlig for skadegørende beslutninger, hvis konsekvenser først viser sig efter vedkommendes fratræden. Landsretten udtaler her: En direktør eller et bestyrelsesmedlem kan ikke ifalde ansvar for beslutninger, som er truffet før den pågældendes tiltræden eller indtræden, eller efter at den pågældendes virke er ophørt. Ansvar kan imidlertid pålægges for beslutninger, hvor konsekvenserne indtræder efter den pågældendes fratræden. 5. Om betydningen af overtrædelse af relevant lovgivning og interne regler udtaler Landsretten: Det må, jf. Capinordic-dommen, bero på en konkret vurdering af de hensyn, der ligger bag de enkelte bestemmelser i den finansielle lovgivning, om en konstateret overtrædelse indebærer erstatningsansvar for medlemmer af bestyrelse og direktion. Dette gælder også den overtrædelse af den dagældende 145 i lov om finansiel virksomhed,

6 som blev konstateret ved Finanstilsynets afgørelse af 31. maj 2010 efter forelæggelse for Det Finansielle Virksomhedsråd. Forløbet forud for afgørelsen må ligeledes tillægges betydning. Forholdet behandles nedenfor i afsnit FS Finans har også for landsretten gjort gældende, at bankens bestyrelse ikke overholdt dagældende aktieselskabslovs 54 og selskabslovens 115, og at bestyrelsen og direktionen overtrådte dagældende 71 i lov om finansiel virksomhed med dertil hørende administrative retningslinjer. FS Finans har navnlig henvist til, at der ikke var sikret en tilstrækkelig funktionsadskillelse, idet Jørgen Brændstrup på én og samme tid var chef for og kundeansvarlig i bankens erhvervsafdeling, medlem af bankens kreditkomité, den der forelagde lånesager for bankens bestyrelse og administrerende direktør i banken efter Knud Christensens død i oktober Forholdet er ikke påberåbt som selvstændigt ansvarspådragende, men FS Finans har gjort gældende, at den mangelfulde organisering skal føre til en lempelse af FS Finans bevisbyrde, og at ansvarsvurderingen skal skærpes. Af de grunde, som byretten har anført, finder landsretten, at der ikke er grundlag for at lempe FS Finans bevisbyrde som følge af den måde, hvorpå banken var organiseret. Måden, hvorpå banken var organiseret, kan af samme grunde ikke føre til, at ansvarsvurderingen skal skærpes.. Side 6 af 9 6. Om betydningen af fravigelser af interne regler i banken udtaler Landsretten: I overensstemmelse med Capinordic-dommen kan den omstændighed, at bestyrelsen fraviger egne retningslinjer stilet til direktionen eller accepterer, at bankens direktion fraviger disse, ikke i sig selv anses for ansvarspådragende. Et ansvar må forudsætte, at det efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde har været uforsvarligt at fravige egne retningslinjer eller at acceptere en sådan fravigelse. Bestyrelsen kan således fravige eller tillade fravigelse af sine egne retningslinjer, i det omfang en sådan fravigelse ikke er i strid med lovgivningen, eller i øvrigt må anses for uforsvarlig. Derimod vil bankens direktion efter omstændighederne kunne være ansvarlig for fravigelse af sådanne retningslinjer, som sker uden bestyrelsens accept. Den omstændighed, at bestyrelsen måtte have fraveget sine instrukser til direktionen af 20. juni 2007 og 11. november 2009 vedrørende markedsrisici defineret som blandt andet valutarisici eller fraveget bevillingsinstruksen af april 2009, kan således ikke i sig selv anses for ansvarspådragende. En fravigelse heraf kan imidlertid indgå ved vurderingen af, om en given bevilling har været uforsvarlig. For så vidt som det antages, at de indstævnte har fraveget strategien om at have begrænsede nettopositioner i fremmed valuta, som der blandt andet blev oplyst om i prospektet af 18. november 2009, kan dette ligeledes indgå ved vurderingen af, om de indstævnte har handlet uforsvarligt. En sådan fravigelse kan dog ikke i sig selv pådrage de indstævnte ansvar for tab, som banken måtte have lidt som følge af fravigelsen. 7. Landsretten udtaler generelt om ansvarsvurderingen ved bankdrift

7 Østre Landsret har i dom af 9. oktober 2015 (13. afd. nr. B og B , Capinordic) fastlagt nogle generelle principper for vurderingen af ledelsesansvaret i forbindelse med tabsforvoldende bankdrift. Med udgangspunkt i disse principper finder retten, at ansvarsvurderingen for de tidligere ledelsesmedlemmer i Amagerbanken må foregå inden for følgende ramme: Side 7 af 9 Hvilke krav, der skal stilles til en debitors økonomiske forhold og dokumentation herfor, for at en bevilling af et låneengagement kan anses for forsvarlig, beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Det er ikke ved syn og skøn, sagkyndige erklæringer eller udtalelser fra brancheorganisationer søgt belyst, hvilke krav der generelt kan stilles til et forsvarligt grundlag for kreditgivning i en bank. Retten finder, at der bør udvises forsigtighed med at tilsidesætte det forretningsmæssige skøn, der er udøvet af Amagerbanken bestyrelse og direktion ved bevillingen af et lån. Retten lægger efter parternes enighed herom til grund, at ingen af de dispositioner, der er omfattet af den foreliggende sag, har været til fordel for et medlem af Amagerbankens ledelse eller et selskab kontrolleret af et ledelsesmedlem eller for et andet selskab i Amagerbanken-koncernen. Bevisførelsen i sagen har fastslået, at de sagsøgte alene har handlet i saglig varetagelse af Amagerbankens interesser. Der er derfor i denne sag ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om forsigtighed i prøvelsen af det forretningsmæssige skøn. Ved vurderingen af, om bevillingen af et lån har været ansvarspådragende, finder retten, at det forhold, at et låneengagement har været genstand for vurdering fra Finanstilsynets side i forbindelse med tilsynets undersøgelser af Amagerbanken, må indgå med en ikke ubetydelig vægt i rettens vurdering. Finanstilsynet har således været bekendt med de forhold, der gøres gældende af FS Finans III A/S som uforsvarlig långivning, herunder oplysninger om debitorers og kautionisters kapitalforhold og cash flow, sikkerheder for lånet, og i hvilket omfang der var spredning i værdipapirer stillet som sikkerhed. Retten har også lagt vægt på revisionens vurdering af låneengagementer og behov for nedskrivning herpå. Endvidere er tidspunktet for bevillingerne indgået i vurderingen, herunder at hovedengagementerne alle blev etableret før Finanskrisen, og før Finanstilsynet den 25. september 2008 advarede Amagerbanken om omfattende ejendomseksponering. Endelig er det indgået i vurderingen, at Amagerbankens strategi med en relativt langsigtet håndtering af nødlidende engagementer inden for ejendomsfinansiering var funderet i bankens konkrete erfaringer fra en tidligere, generel krise inden for ejendomsfinansiering og blev støttet ved Amagerbankens evne til også under en finanskrise at rejse ny aktiekapital i et betydeligt omfang. FS Finans III A/S har på en række punkter gjort gældende, at der er sket overtrædelse af lov om finansiel virksomhed og regler fastsat i medfør heraf, såsom Amagerbankens kreditpolitik. Sådanne mulige overtrædelser indebærer ikke i sig selv, at de ansvarlige for overtrædelsen har pådraget sig erstatningsansvar. Det afgørende er, om overtrædelsen har været årsag til et tab for Amagerbanken. FS Finans III A/S har specifikt gjort gældende, at de sagsøgte ledelsesmedlemmer har

8 handlet ansvarspådragende ved ikke at sikre, at Amagerbanken de facto havde den lovkrævede funktionsadskillelse, jf. kravene herom i lov om finansiel virksomhed 71, med tilhørende vejledninger og guidelines, den dagældende aktieselskabslovs 54 og selskabslovens Anbringendet støttes særligt på, at Amagerbankens væsentligste kontrolfunktion skulle have været kortsluttet ved, at Jørgen Brændstrup varetog roller som chef, sagsbehandler og kundeansvarlig i Amagerbankens Erhvervsafdeling, var medlem af Amagerbanken Kreditkomité, var direktør, henholdsvis administrerende direktør for Amagerbanken og forestod forelæggelse af lånesager for Amagerbankens bestyrelse. FS Finans III A/S har i proceduren særlig henvist til punkt 108 om kreditorganisation i vejledning nr af 22. december 2006 for pengeinstitutter i henhold til 71, stk. 1, nr. 1-8, i lov om finansiel virksomhed. FS Finans III A/S har videre gjort gældende, at det påhviler de sagsøgte at påvise, at der ikke er sammenhæng mellem den uforsvarlige kreditorganisation og kreditsagsbehandling samt tabet. Det forhold, at kreditorganisationen måtte have været indrettet på en måde, der ikke adskilte udførelsen af opgaver fra kontrollen af samme, er ikke i sig selv ansvarspådragende. Da Jørgen Brændstrup overtog stillingen som administrerende direktør for Amagerbanken i forbindelse med Knud Christensens død i oktober 2008, bortfaldt funktionsadskillelsen mellem den administrerende direktør og lederen af Erhvervsafdelingen. I forbindelse med aflæggelse af årsrapport for 2009 og halvårsrapport for 2010 har Amagerbankens ledelse over for bankens revisorer tilkendegivet, at funktionsadskillelsen var utilstrækkelig og uhensigtsmæssig på visse områder, herunder ved at bankens administrerende direktør tillige var ansvarlig for erhvervsområdet, samt at banken på en række andre for banken centrale områder i øvrigt var afhængig af nøglepersoner. Bankens revision har tilsluttet sig vurderingen. De statsautoriserede revisorer Anders Duedahl-Olesen og Torben Bender fra KPMG har som vidner forklaret, at den manglende adskillelse udgjorde et formelt problem, men at de ikke havde konstateret faktiske problemer. De statsautoriserede revisorer Per Rolf Larssen og Henrik Priskorn fra Deloitte har som vidner heller ikke kunnet forklare om faktiske problemer i anledning af manglende funktionsadskillelse, men Per Rolf Larssen har forklaret, at den konstaterede nøglepersonsafhængighed var en konkret svaghed i kontrollen, hvilket medførte, at han som revisor var nødt til at udføre ekstra arbejde. Ved Finanstilsynets rapport af 20. januar 2009 fik Amagerbanken med henvisning til vejledningens punkt 108 og 109 påbud om at sende tilsynet en redegørelse for, hvilke ændringer Amagerbanken ville foretage med henblik på at sikre, at udførelse af opgaver blev adskilt fra kontrollen af samme. Ved brev af 31. marts 2009 svarede Jørgen Brændstrup og John Weibull tilsynet, at Amagerbanken efter deres mening allerede opfyldt dette gennem de bestående procedurer, men at det var besluttet at opnormere Kreditkontoret og at indføre et ratingsystem. Ved brev af 12. maj 2009 meddelte Finanstilsynet, at tilsynet tog bankens svar til efterretning. Ved afgørelse af 5. oktober 2009 om opgørelse af Amagerbankens individuelle solvensbehov har Finanstilsynet i sin begrundelse anført bl.a., at Finanstilsynets vurdering af kontrolmiljøet i Amagerbanken ikke adskilte sig afgørende væsentligt fra andre sammenlignelige pengeinstitutter. Disse oplysninger ligger på linje med de forklaringer om kreditorganisationen, der er afgivet af de sagsøgte og af de vidner, der Side 8 af 9

9 var ansat i Amagerbanken i perioden for meddelelsen af de i sagen omhandlede bevillinger, herunder John Weibull og Marianne Sørensen. På den baggrund finder retten ikke grundlag for at lempe den bevisbyrde, der påhviler FS Finans III A/S i relation til ansvarsgrundlag og årsagssammenhæng. Side 9 af 9 Det afgørende er, om det på grundlag af de oplysninger, der forelå på tidspunktet for bevilling af de enkelte engagementer, var forsvarligt at meddele bevilling. For så vidt angår tabet på Østerfælled-engagementets valutaramme i første halvår 2010 er det afgørende, om forvaltning af engagementet på grundlag af de oplysninger, der forelå i den pågældende periode, var forsvarlig. Retten har for hvert af de engagementer, hvor FS Finans III A/S gør gældende, at der er lidt et tab, foretaget en konkret vurdering af, om en eller flere af de sagsøgte kan pålægges erstatningsansvar. Vurderingen er foretaget for hver enkelt af de sagsøgte på grundlag af den enkelte sagsøgtes viden om engagementet og medvirken til bevillingen. Rettens vurdering har i væsentligt omfang grundlag i den omfattende og gennemarbejdede dokumentation, som Amagerbankens Erhvervsafdeling har udarbejdet i tilknytning til de enkelte bevillinger i form af såkaldte Management Summaries med tilhørende bilag. Som det fremgår af ovennævnte dom er direktions- og bestyrelsesansvaret individuelt: Landsretten vurderer konkret fra bevilling til bevilling boniteten og forsvarligheden af ledelsens adækvate beslutningsgrundlag og ledelsens forretningsmæssige skøn over nye bevillinger til nødlidende kunder for at undgå eller minimere bankens tab. Så længe ledelsen loyalt varetager bankens interesser og tarv og ikke udsætter banken for unødige risici, har ledelsen intet at frygte. Om det sidste ord er sagt i Amagerbank sagen, beror nu på en afgørelse fra Procesbevillingsnævnet. Skrevet af den slagkraftige erhvervs- og procesadvokat(h) Steen Petersen