Læs et maleri. Skovgaard museet Undervisning

Transkript

1 Læs et maleri Teknikkens betydning for værket Materialer og malemetoder spiller en afgørende rolle i kunstens historie. Kunstnerne er til enhver tid afhængige af de materialer, de har til rådighed. De enkelte kunstnere vil altid vælge den teknik, der bedst opfylder deres behov i forhold til det billede, de vil lave. Billedkunsten har derfor udviklet sig i takt med, at nye materialer er blevet opdaget. Indtil 1400-tallet var de mest benyttede maleteknikker kalkmaleri og tempera. Kalkmaleriet blev hovedsagelig brugt til rumudsmykninger som Giottos billede Begrædelsen. Tempera er en maling, hvor farvestoffet blandes med æggehvide. Det blev brugt til mindre malerier, eksempelvis altertavler. Begge metoder kræver et stort forarbejde, idet man ikke kan male noget over eller gøre noget om. I stedet må man begynde helt forfra, hvis noget er forkert. Oliemaleri Oliemaleriets gennembrud sker i Oliemaleriet har eksisteret siden 1100-tallet, men var på det tidspunkt en teknik, som var meget svær at bruge, blandt andet fordi malingen var meget lang tid om at tørre. Den hollandske kunstner van Eyck var den første kunstner, der beherskede teknikken, fordi det lykkes ham at fremstille en oliemaling, som var forholdsvis nem at arbejde med. Bryllupsbilledet af Arnolfini og hans hustru et af hans mest berømte oliemalerier. Det afgørende nye ved dette maleri var den optiske virkning, oliefarven har. Ved at påføre farven i mange tynde lag har van Eyck kunnet modellere ansigter og klædedragter, så de fremstår meget virkelige. Med lyse og mørke partier har han givet billedet en meget realistisk rumfornemmelse. Oliemaleriet blev vestens foretrukne maleteknik indtil akrylfarverne kom frem i det 19. århundrede. Fordelen ved oliefarven frem for kalkmaleri og tempera er mange. Farverne kan males over flere gange. Man kan derved ændre på maleriet indtil man er tilfreds med resultatet. Samtidig kan man blande farverne på lærredet og dermed skabe flere nuancer. Giotto ( ), Begrædelsen Fresco/ kalkmaleri Arena-kapellet, Padova Der er arbejdet med skygger i kroppe og klædedragter, så de fremstår rummelige. Der er meget skarpe afgrænsninger mellem de enkelte farver og nuancer. Det er især tydeligt ved den grønne kvinde der sidder forrest i billedet. Himlen er tydeligvis lavet i flere omgange. Jan van Eyck ( ), Portræt af Giovanni Arnolfini og hans hustru, Olie på egetræ National Gallery, London Dette bryllupsportræt er meget detaljeret. I det lille spejl bag brudeparret kan man se Jan van Eyck der sidder og maler. Kunstnerens signatur ses over spejlet.

2 Man kan selv vælge om farverne skal være dækkende, eller om de underliggende farvelag skal ses gennem det øverste lag maling. Ved at lade farverne skinne gennem hinanden, kan man opnå meget mere intense farver og en større rumvirkning i billedet. En anden væsentlig fordel ved oliemaleriet er, at farverne ikke ændrer sig mens de tørrer, hvilket både temperafarverne og farverne i kalkmaleriet gør. Dette har stor betydning for kunstnerne, der med oliefarven opnår en meget bedre fornemmelse af, hvordan det endelige resultat bliver. Oliefarverne gav kunstnerne mulighed for at lave mange flere detaljer i billederne. Det betød, at de i tallet arbejdede på at gøre billederne mere naturtro. Først var det billedrummet og udviklingen af perspektivet. Derefter beskrivelsen af overfladerne, eksempelvis klædedragternes materialer, som den meget præcise gengivelse af blondekraven på billedet af Rosalba Peale, eller overfladen på forskellige materialer som i Willem Claesz stilleben. At male, så det ser virkeligt ud, bliver målet for kunstnerne helt frem til fotografiet bliver opfundet i det 19. århundrede. Med fotografiet får man et medie, der kan gengive den rigtige verden, og malerkunsten kan derfor koncentrere sig om andre mål. Malerne begynder for alvor at eksperimenter med både malerteknikker og farver. I 1900-tallet har man et stort kendskab til materialer og nye farvestoffer. Bindemidler af større kvalitet er kommet til, hvilket giver malerne mange flere muligheder. Selve maleteknikken får op gennem 1900-tallet større og større betydning for det enkelte værk. Jackson Pollocks drypmalerier er et godt eksempel herpå. Akrylmaleri Akrylmalingen, der bruges mest i dag, er en videreudvikling af temperamalingen. Modsat oliemalingen tørrer akrylfarven meget hurtigt. Den har andre egenskaber end oliefarven. Med akrylmalingen kan man bruge meget tykke farvelag uden at malingen revner. Akrylmalingen kan blandes med alle former for materialer. Det åbner op for kunstnernes opfindsomhed. Rembrandt Peale ( ) Rosalba Peale, 1820 Olie på lærred Willem Claesz ( ) Stilleben med glas og bæger, 1632 olie på lærred Jackson Pollock ( ) Fathom Five, 1947 Olie malet på lærred med negle, knapper, tegnestifter, mønter, cigaretter m.m. Et af Pollocks første malerier lavet med drypteknik. Den kreative ulykke eller det tilfældige har spillet en væsentlig rolle da Pollock afprøvede og testede drypmetoden. Billedet er lige så meget et eksperiment som et maleri.

3 På Skovgaard Museet Udstillingens værker er valgt ud, så man kan gå på opdagelse blandt forskellige teknikker materialer og metoder. Her følger nogle eksempler. Joakim Skovgaard ( ) Adam blandt dyrene i paradisets have Adam giver dyrene navne, 1898 Fresco Kalkmaleri Joakim Skovgaards skitse Adam giver dyrene navne er fremstillet som fresco på lærred. Det vil sige, at Joakim Skovgaard har spændt et stykke lærred ud på en ramme. Derefter har han smurt et tyndt lag puds bestående af kalk og sand på lærredet. Som detaljen viser, kan lærredet ses, der hvor pudsen er krakeleret. Farverne Der er to måder at farvelægge kalkpuds på. (Al)Fresco er maleri på vådt puds. Den våde puds binder farverne fast på overfladen. Når pudset tørrer indkapsler og fastbinder det farverne. Farverne røres ud i vand blandet op med lidt kalk. Farverne bliver lysere, når de tørrer, især dem der lægges på, mens pudsen er mest våd. Jo mere kalk, der blandes i farven, jo lysere tørrer de op. Dette skal kunstneren være opmærksom på. (Al) Secco er maleri på tørt puds. Ved denne metode binder farverne ikke nær så godt som i frescomaleriet, fordi der ikke er så meget våd kalk til at fastholde farven. Til gengæld kan farverne gøres mørkere, fordi man ikke behøver blande dem med kalk, men i stedet kan røre farverne op med mælk eller kasein (ostestof). De blå farver må oftest lægges på Al Secco. Koboltblå kan blandes med kalk, men de andre blå farver kan enten ikke bindes af kalken og skaller af, eller de bliver misfarvede fordi den blå farve reagerer på syren i den våde kalk. Farven fremstår klarest når den kun påføres i et lag, flere lag gør den grumset. Før maleren går i gang, skal han vide præcist, hvad han vil lave, og hvilke farver der skal bruges på de forskellige motiver. Teknikken tillader ikke, at man kan gøre arbejdet om eller overmale det, der allerede er lavet. Kalkmaleri kræver derfor et præcist forarbejde. Detalje af revnet puds hvor lærredet er synligt Detalje af Adams arm Detalje af fuglevinge

4 Joakim Skovgaard har til sin skitse brugt både fresco- og seccoteknikken. På detaljebilledet af Adams arm bliver det tydeligt at omridset er malet på det våde puds, farven ligger i pudset og er meget lys. Også en markering af overarmsmusklen er malet på denne måde. Efter at pudsen er tørret, er omridsene trukket op med en mørkere brun farve. Også den blå og den mørkeste grønne farve er lagt på den tørre puds. Det bliver tydeligt i detaljen af en af fuglevingerne. Joakim har her ændret på vingens placering, idet han har lagt den blå farve på. Den oprindelige position kan endnu ses gennem farvelaget, fordi det danner en lille fordybning. Samtidig kan det første omrids ses på den hvide vinge. Flere steder på skitsen kan man se, at det yderste farvelag skaller af, uden at tage det nederste lag puds med sig. Det bekræfter, at farven er lagt på den tørre puds. P.C.Skovgaard ( ) Delhoved skov med udsigt over Skarrit sø, 1845 Olie på lærred Det lagdelte oliemaleri P. C. Skovgaards billede Delhoved skov med udsigt over Skarrit sø fra 1845 er præget af en mørk farveholdning med dæmpede nuancer. På trods af de mørke farver kan man i billedet finde områder, der tilsammen dækker hele farvepaletten, med grønne, gul/gyldne og blå toner brugt i henholdsvis forgrund, mellemgrund og baggrund, mens den røde farve er brugt i himlen. Variationen i farverne giver landskabet dybde. Detalje med forgrund, mellemgrund og baggrund. Her kan man se blå, grøn, gul og svagt røde detaljer. Maleteknik og efterbehandling Til dette maleri har Skovgaard brugt en teknik med mange tynde lag maling oven på hinanden. De mange lag maling er delt op i henholdsvis en undermaling, en overmaling og til sidst en lakering. Denne teknik har to formål. Ved at male mange lag lacerende (gennemskinnelig) maling over hinanden, kan både farverne og malingens lyseffekt udnyttes optimalt. Undermaling Undermalingen bestemmer farvens valør, det vil sige, om det er en mørk eller lys farve, og hvor mørk den enkelte detalje skal være i forhold til andre detaljer. Undermalingen males med neutrale grå eller gråbrune farver, sammen med hvidt, mørkegrå og mørkebrun. Billedet ser dermed ud som et bruntonet sort/hvidt fotografi. Det er undermalingen, der Detalje af træstamme

5 giver dette billede den mørke farveholdning. Undermalingen skal være lige så nøjagtig som overmalingen for at detaljerne i det færdige billede kommer med. Det kan ses i detaljebillederne. Lysets spil på træstammen og i buskenes blade grundlægges i undermalingen med mørke og lyse partier. Undermalingen skal tørre helt før den kan males over ellers revner overmalingen. Overmalingen Overmalingen bestemmer kuløren, det vil sige selve farven: Rød, blå, grøn eller brun som på detaljebilledet af træstammen. Overmaling lægges på, så man ikke kan se penselstrøgene. Med denne metode kan malerne opnå en meget stor realisme i billedet - og lave en fotografisk naturtro gengivelse. Malerne fjerner og tilføjer dog elementer i landskabet, så billedets komposition bliver passende. Detalje af busk Når maleriet er færdigt, vil det almindeligvis have en overflade med uensartet glans. For at opnå en ensartet overflade får billedet fernis (lak). Fernissen beskytter maleriet, men kan gør det sværere at se detaljerne helt tydeligt, fordi der kommer genskin i overfladen. Skitseteknikken Lorenz Frølich har lavet en lille olieskitse, som er et nærbillede af græs og forskellige planter. Lorenz Frølich er mest kendt som grafiker. Olieskitsen her er lavet med samme sans for detaljer, som et kobberstik, hvor man ridser med en nål på en kobberplade. (se afsnittet om kobberstik neden for) Sammenlignes denne lille skitse med P. C. Skovgaards udsigtsbillede af Delhoved skov, kan man se at de mørke og lyse farve bruges forskelligt i billederne. Til nærbilledet er baggrunden mørk, og selve planterne lyse og i fokus. Til panoramabilledet er baggrunden lys, mens forgrunden er mørk. Billedets fokus ligger der, hvor farverne er klarest. Skitsen er lavet i én arbejdsgang. Denne metode kaldes Al prima maleri og bruges ofte til studier og skitser. Farverne kan her blandes direkte på lærredet, og den kan lægges i et meget tykt lag. Lorenz Frølich ( ) Olieskitse, 1837 Olie på papir Detalje af mørk baggrund

6 Selve rummet i billedet er skabt med et enkelt lag undermaling, der tydeligt kan ses som mørkebrun baggrund nederst i billedet. Efterfølgende er græsser og planter malet med forskellige tykkelser. Farvelaget er blevet trykt fladt, der hvor overfladen er helt plan. Man kan forestille sig, det er sket, efter skitsen var færdig, den er måske blevet lagt i en stabel sammen med andre skitser. De tykke farvelag kan, hvis metoden beherskes og bruges rigtigt, give en meget stor effekt på et maleri. Penselstrøgene kan træde frem og bruges bevidst til at give illusion af eksempelvis kniplinger, som i billedet af Rosalba Peale. Metoden er blevet meget brugt til at give det rigtige indtryk af stoflighed i kniplinger, smykker og stof, der er vævet med struktur, eller til at lave skumtoppe på bølger. Med denne metode kan man tilføje detaljer til et gennemarbejdet billede, hvis de kraftige lag maling lægges på som det sidste lag maling, og underlaget er helt tørt. De tykke lag af maling vil revne, hvis de males over. Detalje af græs fremhævet af et kraftigere lag maling Rembrandt Peale ( ) Rosalba Peale, 1820 Detalje af kniplingskanterne Oliemaleri med heldækkende maling Agnete Varmings billede af en høstmand er malet med en helt anden teknik end P.C. Skovgaard brugte. Det gælder både farverne og måden det er malet på. Agnete har placeret billedets hovedperson helt i forgrunden. Landskabet bag ham afsluttes med træer og et hus, der skaber perspektiv i billedet. Her er der ikke forskel på farvernes styrke i forgrund og baggrund. Høstmanden er heller ikke tydeligere eller mere i fokus end huset bag ham. Billedet er malet, så det skal ses på afstand. Først her træder høstmanden tydeligt frem fra baggrunden, og han danner sit eget rum omkring det neg han er ved at binde. Denne teknik kræver, at kunstneren er meget sikker både i kompositionen - billedets opbygning - og i perspektivet. For maleren står jo meget tæt på billedet mens det males, selv om det færdige billede skal ses på afstand. Agnete Varming ( ) Høstmand, uden årstal Olie på lærred Teknikken I Agnete Varmings billede er kuløren og valøren lagt på i

7 samme farvelag. Der er dermed ingen dybde i den enkelte farve. Fokuserer man kun på høstmandens lyseblå arm fremstår den som et fladt farvefelt. Denne fornemmelse opstår, fordi farverne er stærke og mættede, det vil sige de helt dækker den underliggende farve. Den måde, Agnete Varming har malet dette billede på, udnytter netop denne egenskab ved farverne. Det er tydeligt når man går helt tæt på billedet. Agnete lægger flere forskellige farver oven på og ved siden af hinanden. På detaljebilledet kan man finde både grøn, lyseblå, mørkeblå, brun og gul malet med tydelige penselstrøg og forskellige tykkelser i malingen på et meget lille område. Dette er helt anderledes end billedet malet af P.C. Skovgaard, hvor farverne er holdt i hver sin del af billedet. Detalje af lyseblåt ærme og gult neg Detalje af farver og malingens forskellige lag Agnete Varming bruger også malingen i billedets opbygning. Ved hjælp af tykke farvelag former hun motivet i billedet, så konturstregerne fremstår som et relief. På detaljebilledet set langs med lærredet kan man se konturerne af høstmandens hat, hans krop samt horisontlinien. Dette relief har, når billedet ses på afstand, samme effekt som en sort konturstreg. Høstmanden træder tydeligt frem og adskiller sig fra baggrunden. På den måde forstærkes rumvirkningen i billedet. Kobberstik Kobberstik var populært fra til finere billedtryk, når billederne skulle masseproduceres. I vore dage bruges det som kunstform. Et kobberstik fremstilles ved at man med en stikkel (en metalpen, der er spids som en nål) ridser sit motiv i en kobberplade. Når tryksværten smøres hen over pladen, lægger den sig i ridsens fordybning. Jo dybere man ridser, jo mørkere bliver farven på selve trykket. Pladen tørres ren med en klud, så der kun er tryksværte i fordybningerne. Herefter trykkes pladen ned i papiret. Man skal huske, at motivet spejlvendes når det trykkes. Skal pladen trykkes mange gange, forsegler man den ved at lægge et meget tyndt lag stål oven på den færdige plade. Derved undgår man, at trykket ændrer sig undervejs og meget fine detaljer går tabt. Forstålingen bevirker også, at man kan kontrollere farven. Tryksværten kan gå i forbindelse med kobberpladerne, så røde trykfarver bliver brune. Detalje af malingens reliefvirkning Niels Skovgaard ( ) Vogn på skovvej, 1901 Kobberstik

8 Et originalt tryk kan altid kendes på pladens omrids i trykpapiret, samt et svagt relief i selve trykket. Relieffet opstår fordi papiret ikke trykkes så hårdt sammen der, hvor de dybe ridser er. Det kan ses på detaljebilledet. Hvorfor lave et kobberstik? Kobberstikket bliver ofte brugt til at gengive tegninger, fordi man tegner med radernålen på pladen som var det en blyant. Et kobberstik har i forhold til en tegning en tydeligere streg, en tydeligere forskel mellem de grå og sorte toner og et svagt relief. Alle tre dele fremhæver dybdevirkningen i billedet. Samtidigt kan man med nålen eller stiklen lave meget finere detaljer end med en blyant. Detalje af kobberstikkes relief Detalje af kobberpladens omrids på trykpapiret Niels Skovgaard har i sit kobberstik skabt en dybde i landskabet ved at veksle mellem lyse og mørke partier. Forgrunden er lys. Skoven, der udgør mellemgrunden, er så tæt, at lyset ikke når ned gennem trækronerne. Hestevognen og de bagerste træstammer er derfor meget mørke. På den anden side af skoven bliver der igen lyst. Baggrunden er den lyseste del af billedet. Litteratur: Waldemar Januszczak: Berømte malerier - Hvordan ble de malt. Oslo, 1982 Peder Hald: Maleriets teknik, København Yngve Hande: Malerens materialer og metoder. København Detalje af stregernes forskellige tykkelse og gråtoner

9 Elevsider Opgaver på skolen Prøv at male et meget lille billede, hvor du bruger en meget tynd pensel, og maler mens du ser gennem et forstørrelsesglas. Prøv at male det samme motiv på en stor plade med tykke pensler. Kommer billederne til at se ens ud? Vil du prøve at eksperimentere med farver der revner, skal du bruge en maling lavet af farve blandet i valmueolie. Sammenlign med farver blandet i linolie. Du kan studere forskellen mellem valør (mørkt og lyst) og kulør (farve) på din computer. I et billedredigeringsprogram kan man vælge enten at ændre på farverne (kuløren) eller ændre på lysstyrken og kontrasten (valøren)på et billede. Prøv dig frem med for eksempel et landskabsmaleri. Hvad sker der med billedet, hvis det laves sort/hvidt? Hvad sker der hvis du ændrer på farverne i billedets forskellige dele? Prøv også at gøre de lyse områder mørke og omvendt. Opgaver på museet Sammenlign forskellige typer af billeder, og hvor detaljeret de kan laves. Det kan gøres således: Find den mindste detalje i motivet (det kan være et blad, et øje eller noget helt tredje). Hvad forestiller den og hvor lille er den? Billed 1

10 Billed 2 Billed 3 Find den største enkelte del af motivet (eksempelvis et træ, en mark, eller et dyr). Hvad forestiller den og hvor stor er den? Billed 1 Billed 2 Billed 3 Lav en teknisk analyse af et billede ved hjælp af disse spørgsmål: Billedets titel og årstal: Kunstnerens navn: Materialer: (Disse oplysninger kan du læse dig til på skiltene) Beskriv billedets motiv. Hvilke farver kan du finde i billedet? I hvilken rækkefølge er farverne lagt på? Er farverne stærke eller dæmpede? Hvilke dele af billedet er mørke og hvilke er lyse?

11 Hvilken betydning har det for billedet? Er der skader på billedet? ( Det kan være revner, maling der skaller eller pletter på lærredet eller papiret)? Kan man se eventuelle rettelser på billedet? Hvordan er farverne lagt på? ( jævnt eller ujævnt, med eller uden penselstrøg) Er der ridser i malingen? Er det skader eller noget kunstneren har gjort med vilje? Hvad tror du er formålet ved at lægge farven på denne måde? Fremhæver det nogle bestemte ting ved farverne eller motivet? Hvor skal du stå i forhold til billedet, for at se motivet tydeligst? Har du gjort andre iagttagelser ved billedet som du synes er sjove eller vigtige?