Kilder, forskning og litteratur

Transkript

1 Kilder, forskning og litteratur The Past is never dead, it is not even past. William Faulkner Det hævdes ofte, at Den Kolde Krig var altomfattende. Det var den også i en vis forstand, men det er på den anden side værd at huske, at ikke alle mennesker hele tiden var gennemsyret af tanker om Den Kolde Krig under Den Kolde Krig. Man kan blot tage et vilkårligt udvalg af danske aviser fra forskellige tidspunkter i perioden for at forvisse sig om, at der var meget andet, der optog befolkningen. Som små drenge legede vi ved Den Kolde Krigs begyndelse»tyskere og englændere«, dvs. vi legede 2. Verdenskrig ikke Kold Krig. Under opvæksten mindes jeg heller ikke, at Den Kolde Krig optog mine kammerater og mig ret meget. Selv som soldat i årene , hvor Berlin-muren blev opført, og som historiestuderende fra efteråret 1962, hvor Cuba-krisen udspillede sig, var vi vist ikke særligt optaget af kold krig og international politik. Kildesituationen Der er i de seneste år sket en dramatisk forbedring i de almindelige vilkår for i Danmark og i en række relevante udlande at få adgang til vigtige statslige og private arkiver med materiale fra Den Kolde Krig. Der er desuden som følge af forskellige politiske ønsker om en udforskning af sider af Den Kolde Krig blevet givet udvidet adgang til de hemmelige tjenesters arkivmateriale. Især fik PET-kommissionen ( ) en udstrakt privilegeret adgang til Politiets Efterretningstjenestes og Justitsministeriets arkiver. PET-kommissionen kunne uden videre rekvirere alle de sager, den ønskede at se, og skulle ikke efterfølgende anmode om at få afklassificeret de dokumenter, hvis oplysninger blev offentliggjort i kommissionens beretning. Alle andre forskere inklusive forskere fra Center for Koldkrigsforskning (CFKF) har skullet underkaste sig PET s og andre myndigheders beslutninger om, hvad de ville udlevere af begæret materiale til gennemsyn, og hvad der bagefter måtte offentliggøres. Det har været stærkt generende for CFKF s muligheder for at bruge materiale i PET s arkiv, at store dele af dette arkiv i flere år fysisk befandt sig i PET-kommissio- 1

2 nen, og at sidstnævnte ikke var villig til at finde en smidig ordning, så CFKF kunne benytte det materiale, som kommissionen ikke aktuelt var i færd med at studere. KGB-, PET, FE- og andet efterretningsmateriale skal naturligvis behandles med kritisk varsomhed, men det gælder jo for enhver form for kildemateriale. Det er som i alle andre tilfælde af afgørende betydning at skelne mellem forskellige kategorier af materiale, da alt efterretningsmateriale mildest talt ikke er ens. Noget bygger på spekulationer, andet på forventninger, noget tredje på direkte observationer, aflytninger, autentiske skriftlige kilder og meddelelser fra troværdige og vidende kilder. KGB-materialet og PET s eget materiale i PET s arkiv adskiller sig ikke principielt fra materialet i f.eks. et udenrigsministeriums arkiv. Der er intet mystisk ved PET-materialet, der gør det særligt kompliceret at anvende. Et referat af en samtale er som et samtalereferat i Statsministeriets arkiv. Et avisudklip er ligeledes et avisudklip, uanset hvor det er arkiveret. En skrivelse udefra til en institution rejser de samme spørgsmål uanset institution. Observationer foretaget af professionelle medarbejdere i PET er ikke principielt vanskeligere at arbejde med som historiker end observationer foretaget af professionelle medarbejdere i udenrigstjenesten. En hemmelig telefon- eller rumaflytning og indholdet af et åbnet brev i PET s arkiv indeholder autentiske oplysninger ligesom de oplysninger, der findes i et af udenrigstjenesten opsnappet telegram osv. osv. KGB-materialet vedrørende Danmark hvoraf noget længe har været offentliggjort 1 består af instruktioner fra KGB-hovedkvarteret til residenturet i Danmark og af indberetninger den anden vej. Den treårsplan for KGB-operationer i Danmark, som blev lavet i 1976, viser således, hvad der efter residentens mening var vigtigt i hans arbejde, men naturligvis intet om, i hvor høj grad planens mål blev opfyldt. Man ville gerne opnå adgang til embedsmænd i centraladministrationen, og man ville forsøge at rekruttere nogle ansatte i Statsministeriet og i Udenrigsministeriet. Man havde tilsyneladende ingen agenter dér i Desværre har PET været urimeligt restriktiv i forhold til CFKF og modsat sig offentliggørelse af mange relevante oplysninger. Derudover har PET i et stort antal tilfælde ikke kunnet finde det materiale, som CFKF har haft til gennemsyn, og har derfor ikke kunnet tage stilling til anmodninger om afklassificering. I forhold til situationen før de socialistiske staters sammenbrud er det også blevet muligt at benytte arkivmateriale fra disse staters arkiver. Desværre blev 2 1 Christopher Andrew og Oleg Gordievsky: Instructions From the Centre (1991).

3 de sovjetiske, efter 1991 russiske, arkiver aldrig åbnet i tilfredsstillende omfang. Militærets og sikkerhedsorganernes arkiver blev aldrig gjort tilgængelige for forskningen om Den Kolde Krigs periode, 2 men også i det russiske udenrigsministeriums (MID s) arkiv og de to centrale partiarkiver (RGASPI og RGANI) har der selv i den mest liberale periode efter partistatens opløsning været alvorlige begrænsninger. Den seneste halve snes år har budt på forværrede vilkår. Tidligere tilgængeligt materiale blev igen under forskellige påskud gjort utilgængeligt. Heldigvis havde en række russiske historikere i de gode år fået indsamlet og udgivet et stort kildemateriale, som nu er tilgængeligt på de videnskabelige biblioteker. Arkivadgangen er derimod langt lettere til de tidligere østtyske og polske arkiver. CFKF har anvendt vigtigt materiale fra sovjetiske og østtyske arkiver samt fra det finske sikkerhedspolitis arkiv, som kaster lys over vigtige sider af Danmark under Den Kolde Krig. NATOs arkiver i Bruxelles er også blevet (delvist) åbnet, men er ikke blevet meget anvendt af danske forskere og heller ikke af CFKF. Derimod er materiale fra amerikanske og britiske arkiver benyttet. Franske arkiver benyttes traditionelt meget lidt i danske studier om Den Kolde Krig, fordi Frankrig ikke spillede en stor rolle for Danmark. Formentlig vil der alligevel være en del at hente i franske arkiver. 3 Danske arkiver CFKF s undersøgelse hviler først og fremmest på et stort utrykt dansk materiale fra en lang række statslige og private arkiver. Blandt de vigtigste er Udenrigsministeriets, Forsvarsministeriets, Forsvarets Efterretningstjenestes og PET s arkiver. Af private arkiver har de vigtigste været Danmarks Kommunistiske Partis arkiv, Socialdemokratiets arkiv, Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens arkiv, en række marxistisk-leninistiske partier og grupperingers arkiver i Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv samt Socialdemokratiets folketingsgruppes arkiv i Folketinget. Hertil kommer en række private organisationers og privatpersoners papirer i Det Kongelige Bibliotek og Rigsarkivet. Protokollen fra den socialdemokratiske folketingsgruppe er ligeledes benyttet. 2 Bent Jensen fik dog adgang til dele af de sovjetiske militære arkiver i forbindelse med udforskningen af Sovjetunionens politik over for Danmark i En dansk forsker har forsvaret en afhandling om Danmark og Den Kolde Krig (2010) ved Sorbonne-universitetet i Paris. Afhandlingen har imidlertid ikke været tilgængelig for CFKF s forskere, som kun har set et kort resumé, Frederikke Ingemann Hansen: Le Danemark et la guerre froide, (2010). Forfatterens tese synes at være den ganske uholdbare, at danske politikere ikke selv troede på, at der eksisterede nogen trussel fra Sovjetunionen. 3

4 Forskningsoversigt 4 Forfatterne af forskningsoversigter er ofte interesseret i spørgsmålet om kontinuitet/brud, hvad angår Danmarks sikkerhedspolitik under Den Kolde Krig. Kontinuitet/brud-problematikken er altid vigtig ved beskrivelse af historiske udviklingsforløb, men det kan på den anden side nemt ende i gold gentagelse af de samme, velkendte forhold. Formentlig findes der aldrig helt klare, altomfattende brud i historien. Elementer fra en tidligere tid vil altid være til stede senere og gøre sig gældende i større eller mindre grad. Det er Ulve, får og vogteres opfattelse, at Danmarks beslutning om at blive medlem af Atlantpagten i 1949 udgjorde et fundamentalt brud med mere end 100 års dansk neutralitetspolitik. Men den gamle neutralistiske tænkemåde havde et langt efterliv i mange politikeres og embedsmænds (samt forskeres) bevidsthed. Adskillige forfattere er desuden optaget af, hvordan man kan rubricere forskellige forskere. Som udgangspunkt opfatter mange forfattere interessant nok sig selv som stående i en midterposition («mainstream«) mellem diverse fløje. Undertegnede er i den forbindelse blevet udnævnt til den centrale figur i en»højrerevisionistisk«skole eller»netværk«, uden at det dog oplyses, hvilke kriterier der er lagt til grund for denne retningsbestemmelse. 5»Vest-orienteringen«i forskningen Der har været ringe opmærksomhed i dansk historisk og politologisk forskning om Sovjetunionen og de øvrige socialistiske stater, selv om det var Sovjetunionen og de af denne magt afhængige marxistisk-leninistiske regimer, der var hele motoren i Den Kolde Krig. Poul Villaumes disputats fra 1995, Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den Kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik , giver således en yderst grundig belysning af sit emne 4 4 Der findes en række mere eller mindre fyldige forskningsoversigter over dansk forskning i Den Kolde Krig, bl.a. Nikolaj Petersens artikel»den kolde krig og Danmark«i Erling Ladewig Pedersen (red.): Den kolde krig og de nordiske lande (1984), Thorsten Borring Olesens artikel»danmark og den kolde krig«i Historie 1995:2, Poul Villaumes artikel»post- Cold War Historiography in Denmark«i Thorsten B. Olesen (red.): The Cold War and the Nordic Countries. Historiography at a Crossroads (2004), Carsten Due-Nielsen m.fl. (red.): Nye fronter i den kolde krig (2010) og Rasmus Mariagers»Den Kolde Krig i international og dansk historieforskning«i Gads Leksikon Den Kolde Krig og Danmark (2011). 5 Se Rasmus Mariagers oversigt i Gads Leksikon Den Kolde Krig og Danmark (2011), s Hvis der endelig skal sættes en etikette på, opfatter jeg mig selv som»traditionalist«. Et grotesk eksempel er Nikolaj Petersens fabulerende essay i Historisk Tidsskrift 2010, hvor der nærmest er tale om en»højrerevisionistisk«sammensværgelse. Idéhistorikeren Henrik Gade Jensen har karakteriseret Petersens essay som værdigt til indlemmelse i Frantz Kafkas absurde litterære produktion. Historikeren Thomas Wegener Friis har i Videnskab.dk sammenlignet Petersens fabel med eventyrhelten Harry Potter, der også bruger besværgelser for at holde ondskaben på afstand.

5 på grundlag af især amerikanske og britiske kilder. Svagheden ved værket er, at det udelukkende ser mod vest, og at det bagatelliserer den sovjetiske trussel mod Vesteuropa på et meget svagt eller ikke-eksisterende kildegrundlag. Desuden indgår en grundlæggende, men udokumenteret marxistisk forestilling om, at drivkraften i Den Kolde Krig var USA s planer om at kunne udbytte Den Tredje Verden for at sikre USA råstoffer. Derimod indeholder værket intet om den kendsgerning, at det totalitære system, som Kreml i kølvandet på 2. Verdenskrig udbredte til en række europæiske lande, med rette blev opfattet som en trussel mod de andre europæiske nationer. 6 Det er i det hele taget en skavank ved langt de fleste brede danske historiske fremstillinger af Den Kolde Krig, ældre som nyere: Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande samt DKP med omegn eksisterer ikke, eller kun som en død»sort kasse«. Interessen samler sig næsten udelukkende om dansk indenrigspolitik og Danmarks forhold til de vestlige allierede. Det gælder også Nikolaj Petersen, der igennem en menneskealder i en række arbejder har studeret forskellige spørgsmål i dansk sikkerhedspolitik og på sine ældre dage sammenfattet sin forskning i et meget grundigt og indholdsmættet oversigtsværk fra 2004, Europæisk og globalt engagement (Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 6). Det samme må siges om Thorsten Borring Olesen og Poul Villaumes oversigtsværk fra 2005 om bl.a. det kuldsejlede nordiske, rettere skandinaviske forsvarsforbund og dansk udenrigspolitik i Den Kolde Krigs første periode, I blokopdelingens tegn (Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5). 7 Hos mange danske historikere synes der at være en udtalt modvilje imod at tilskrive Sovjetunionens politik over for Danmark og det kontinuerlige tryk, der udgik fra denne nære stor- og supermagt, nogen særlig betydning for danske sikkerhedspolitiske beslutninger. Til dels hænger dette forhold sikkert sammen med den kendsgerning, at så få danske sikkerhedspolitiske forskere 6 Se f.eks. Villaume: Allieret med forbehold, s. 71 om, at den sovjetiske trussel i 1952»ubønhørligt fortonede sig mere og mere«. Bortset fra at ordet»ubønhørligt«forekommer ejendommeligt i denne sammenhæng, modsiges hans opfattelse af den seriøse forskning. Stalins politik var ved denne tid tværtimod stærkt medvirkende til at forøge krigsfaren. Se bl.a. Niels Erik Rosenfeldt: Verdensrevolutionens generalstab (2011), s Tøger Seidenfaden har i en anmeldelse betegnet det sovjetiske system som»den egentlige årsag til den kolde krig og de vestlige forsvarsbestæbelser«(politiken ), men»denne selvfølgelige ramme for periodens historie er fraværende hos Villaume«. 7 Den britiske historiker Jonathan Haslam har fremhævet, at det med rette er blevet kritiseret, at så mange koldkrigshistorikere ikke kunne russisk. Udelukkende at bygge på vestlige kilder ved en beskrivelse af Øst/Vest-konflikten kunne sammenlignes med kun at høre på den ene part i en skilsmissesag, se Jonathan Haslam: Russia s Cold War (2011), s. X. Haslams eget fremragende værk om Den Kolde Krig er et hårdt tiltrængt korrektiv til den form for historieskrivning om Den Kolde Krig, der har domineret i Danmark. 5

6 6 seriøst har beskæftiget sig med Sovjetunionen og sovjetisk politik. Sidstnævnte var et speciale, som stort set ikke indgik i historieundervisningen og -forskningen ved de historiske institutter i Danmark. I mange år var de sovjetiske arkiver ikke tilgængelige, men der eksisterede dog åbne og offentliggjorte kilder til Sovjetunionens udenrigspolitik. De blev imidlertid også stort set negligeret på grund af manglende sprogkundskaber. Resultatet er blevet, at dansk sikkerhedspolitik efter 1949 i langt de fleste danske historiske fremstillinger er blevet beskrevet som en funktion af a) dansk indenrigspolitik og af b) forhandlinger med de vestlige stormagter, især USA herunder danske bestræbelser på at afbøje ønsker og henstillinger fra USA og NATO om et mere effektivt dansk forsvar og en stærkere integration i det militære samarbejde. I de allerseneste år kan der dog ses en større forståelse af den sovjetiske faktors betydning. Flere historikere har endda skrevet om Sovjetunionens pres på Danmark i bestemte situationer. Poul Villaume medgav i 2004, at sovjetiske og Warszawapagtens initiativer på det diplomatiske og militære område samt DKP s politiske og ideologiske rolle som agent for sovjetiske interesser var vigtige faktorer ved udforskningen af Danmark under Den Kolde Krig, og at disse emner havde været underbelyst i det, han kaldte den tidligere koldkrigsforskning. 8 Han frygtede imidlertid, at der nu var fare for, at der for ensidigt ville blive fokuseret på disse emner. Det er der vist ingen risiko for. Ifølge Villaume lykkedes det danske beslutningstagere at opnå»en delikat balance mellem på den ene side integration/afskrækkelse (NATO-medlemskab) og afskærmning/tillidsskabelse (NATO-forbehold)«. Denne politik var baseret på»en sober blanding af realpolitikinteresser og småstatsværdiorientering«. 9 Det er i det store og hele karakteristisk for mange danske historikere, der har beskæftiget sig med perioden, at de opfatter den faktisk førte officielle danske politik som både korrekt, fornuftig og nødvendig. Der hviler derfor et deterministisk præg over mange fremstillinger af Danmarks politik under Den Kolde Krig: Danmarks sikkerhedspolitik var, som den skulle og måtte være, og den kunne ikke have været anderledes. Dogmet om dansk ikke-tilpasning Jonathan Søborg Agger og Trine Engholm Michelsen har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt Danmark tilpassede sig Sovjetunionen under Den Kolde 8 Det var ikke rigtigt; den tidligere danske forskning havde i høj grad belyst disse emner, som vi senere skal se. 9 Poul Villaume:»Post-Cold War Historiography in Denmark«, Thorsten B. Olesen (ed.): The Cold War and the Nordic Countries. Historiography at a Crossroads (2004), s. 31.

7 Krig. 10 De anerkender ganske vist, at der eksisterede»et bestandigt pres fra Kreml«, og at Moskvas kampagner for at minimere konsekvenserne af vestlige militære forholdsregler i Danmark og Østersø-området»tilsyneladende havde en vis succes«. Men efter at have set på en række tilfælde, hvor Kremls pres på Danmark var massivt, mener de alligevel at måtte konkludere, at der var andre hensyn end sovjetisk pres, som påvirkede den danske regerings beslutning i 1953 om afvisning af permanent stationering af amerikanske fly. Det samme gjaldt Danmarks afvisning af kernevåben på dansk territorium i fredstid. Danske regeringers afvisning af disse ting»skyldtes ikke især det betydelige sovjetiske pres på Danmark«, hedder det med en besynderlig formulering. I stedet gætter de to på («formentlig«), at den afgørende årsag var et ræsonnement om, at accept ikke ville resultere i nogen afgørende forbedring af sikkerheden. Desuden betød den offentlige mening og Folketingets sammensætning, at der blev taget forbehold under udformningen af sikkerhedspolitikken. Man må dog også tage i betragtning, tilføjer de, at Kreml bevidst forsøgte at mobilisere danske vælgere. Sovjetunionen investerede ligeledes stærkt i fredskampagner og havde held til at fremkalde indre splid i Danmark. Og afslutningsvis hedder det endda, at»danmark førte en politik, der var tæt på Kremls krav.«ikke desto mindre hævder de, at der kun tilsyneladende var tale om dansk tilpasning til sovjetiske krav. Det var nemlig blot noget, Kreml troede. 11 Den ene af forfatterne til ovenstående var medarbejder på DIIS-udredningen, der også siger nej til opfattelsen af, at Danmark tilpassede sig (nogle af) Kremls ønsker. Der var heller ikke tale om det, udredningen kalder»affindelsespolitik«. Det hedder også, at den dansk-sovjetiske dagsorden var»tynd«, hvilket kun delvis er rigtigt. Men det betød jo ikke, at Sovjetunionen som magtfaktor og sikkerhedspolitisk problem for Danmark var»tynd«. DIIS fremstiller Danmarks politik som en balancepolitik, mens Nikolaj Petersens teoretiske ramme for undersøgelsen taler om en adaptionsteoretisk tilgang, dvs. tilpasning. Der er naturligvis ingen, der benægter, at andre faktorer end sovjetisk pres spillede en rolle. Men hvis Danmarks sikkerhedspolitik på afgørende områder var»tæt på Kremls krav«, virker det noget kunstigt samtidig at hævde, at denne kendsgerning ikke skyldtes dansk tilpasning (eller hvad man nu vil kalde det) til disse krav. Dybest set er der måske blot tale om en strid om ord. Hvis man i 10»How strong was the weakest link? Danish security policy reconsidered«i Vojtech Mastny med flere (ed.): War Plans and Alliances in the Cold War (2006), s Agger og Mikkelsen:»How strong was the weakest link? «, War Plans and Alliances in the Cold War, s

8 stedet for spørger, om Danmark tilpassede sin politik efter Kremls ønsker ved at tage hensyn til Sovjetunionen, må svaret under alle omstændigheder blive et klart ja. Der kan nævnes en lang række danske dokumenterbare eksempler på denne undertiden meget vidtgående hensyntagen til Kremls finfølelse eller rettere danske forestillinger om, hvad Kreml ville kunne acceptere, og dansk frygt for ubehagelige konsekvenser af at krænke denne finfølelse. 8 Nyere brede fremstillinger Hvordan behandler de eksisterende brede fremstillinger af Danmarks nyeste historie Danmark og Den Kolde Krig? I 1991 dvs. ved Den Kolde Krigs afslutning udkom de tre sidste bind i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, som dækkede Den Kolde Krigs periode bind 13 ( ) af Tage Kaarsted, bind 14 ( ) af Henrik S. Nissen og bind 15 ( ) af Ole Karup Pedersen. Kaarsted bruger kun nogle ganske få sider på et afsluttende kapitel»danmark og den Kolde krig«, der giver en traditionel beskrivelse af Danmarks vej til Atlantpagten med hovedvægt på de frugtesløse forhandlinger om et skandinavisk forsvarsforbund og det parlamentariske spil, hvor en ny skillelinje opstod. Utraditionel er dog Kaarsteds understregning af, at Den Kolde Krigs modsætninger forplantede sig til hele samfundet, herunder til bogudgivelser, og at danske intellektuelle var engageret i konflikten. Nissen har også et kapitel med overskriften»den Kolde krig«, men derudover dukker aspekter af emnet op i andre kapitler. Han tegner et ret kritisk, til tider sarkastisk og undertiden næsten neutralistisk billede af Danmarks sikkerhedspolitik i den første periode af Atlantpagtens tid. Sovjetunionen og USA omtales som»de to supermagter«, der stort set var lige gode om ikke at ville forhandle, men i stedet drev propaganda mod hinanden»hver af dem inden for sit magtområde«. Han sidestiller de sovjetiske udrensninger og»mccarthys udrensningsbølge«i USA. Han gør meget ud den sovjetiske militære overlegenhed, der angiveligt i 1950 fik ledende socialdemokrater til at overveje Danmarks udmeldelse af Atlantpagten. Han fremhæver de beskedne danske forsvarsudgifter og det danske symbolforsvar som»et beskedent bidrag til beredskabet på NATOs nordflanke«, mens en stadigt større del af forsvarsopgaverne måtte overlades til tyske styrker, hvorved en selvstændig dansk vurdering af, hvornår og hvordan danske forsvarsstyrker skulle indsættes, begrænsedes. I det hele taget kunne den danske regering kun foretage små justeringer i forhold til den politik, som alliancens stormagter lagde til rette. Et afsnit har betegnelsen»den indre fjende«. Nissen mener formentlig korrekt at et politisk flertal anså det for både rimeligt og nødvendigt, at modstandere af den førte sikkerhedspolitik blev registreret. Femtekolonneloven

9 omtales kort. Han kommer ikke ind på, om der kunne være grund til at holde øje med kommunisterne. Hverken DKP s intime forbindelser til Moskva og Østberlin, den sovjetiske og østtyske finansiering af den danske organisation, ledende kommunisters styring af venskabsforeningerne, DKP s aktive engagement i»fredskampen«i slutningen af 1940 rne og begyndelsen af 1950 erne eller kommunistiske intellektuelles indflydelse på kulturlivet i bred forstand omtales i hans fremstilling. DKP behandles først mere indgående i forbindelse med den indre strid i partiet, der førte til Aksel Larsens eksklusion og hans dannelse af Socialistisk Folkeparti. Konkluderende fremsætter Nissen sit grundlæggende syn på (de uforanderlige) vilkår for Danmarks sikkerhedspolitik. Der er tale om en klar afspejling af Erik Scavenius geopolitisk determinerede doktrin, som han formulerede den i sin bog Dansk udenrigspolitik under den første Verdenskrig fra 1959: Danmark som en forlængelse af den nordtyske slette og adgangsvejene til Østersøen, som»ingen politisk vilje kan ændre noget ved«. Mens Nissens fremstilling af perioden sine steder er kritisk og»objektivt«neutralistisk, er Karup Pedersens fremstilling»objektivt«harmoniserende og docerende: Danmarks position og politik i perioden var, som den var, og kunne ikke være anderledes. Det er en fremstillingsform, der som allerede nævnt genfindes i mange nyere fremstillinger. Det hedder, at Danmark var»fast og urokkeligt«forankret i Vest, og at der»hverken blandt yngre eller ældre [var] nogen tvivl«om, at Danmark tilhørte de vestlige demokratier og ønskede at fastholde dette tilhørsforhold. Der kunne dog være forskellige meninger om rækkevidden og indholdet af Danmarks medlemskab af den vestlige alliance. Karup omtaler den ny trussel fra de nye sovjetiske atomraketter, der blev opstillet i anden halvdel af 1970 erne, og Danmarks ja til NATOs dobbeltbeslutning for at imødegå truslen:»den nye Kolde krig«blev forstærket af Ronald Reagans valg til USA s præsident i januar Danmarks sikkerhed blev et stort debatemne fra slutningen af 1970 erne, men den sovjetiske trussel blev kun i ringe grad opfattet som en isoleret trussel mod Danmark. Den dansk-tyske fælleskommando blev anset for en vigtig forøgelse af landets modstandsevne. Karup mener, at debatten om Norden som atomvåbenfri zone blev afsporet af en sovjetisk agitation for et atomvåbenfrit område i Østersøområdet («Fredens hav«), der»havde til formål at slå en kile i NATO-samarbejdet«. Der er intet i hans fremstilling om de konkrete trusler mod Danmark, om det danske forsvars værdi som kampstyrke eller om det danske forsvarsbidrags størrelse. Om fodnoteperioden skriver Karup, at det er vanskeligt at påvise væsent- 9

10 lige ændringer i hovedlinjerne i Danmarks udenrigspolitik under de seks års indre uenighed. Det er en opfattelse, der ikke holder for en nærmere vurdering, hvilket fremgår af Ulve, får og vogteres dokumentation. Fremstillingen er tavs om årsagerne til Sovjetunionens nye politik under Gorbatjov, herunder Kremls opgivelse af tidligere militærstrategiske krav til NATO krav, som Folketingets alternative flertal også havde fremført og støttet i en række NATO-kritiske dagsordener i 1980 erne. Der gøres heller ikke opmærksom på, at Socialdemokratiet i Danmark gik længere end søsterpartierne i Scandilux ved reelt at forkaste det bærende grundlag i NATOs strategi kernevåbenafskrækkelsen. I andenudgaven af denne Danmarkshistorie, der udkom i begyndelsen af det 21. århundrede, blev Den Kolde Krigs periode nu dækket af Aage Trommer, der reviderede afdøde Tage Kaarsteds bind 13 ( ), Henrik S. Nissen var ansvarlig for bind 14 ( ), mens Poul Villaume skrev bind 15 (Lavvækst og frontdannelser (2005), og Søren Hein Rasmussen fik ansvaret for bind 16 Grænser forsvinder (2004). 10 Dansk Udenrigspolitiks Historie Der er også i de seneste år udkommet to bredere fremstillinger af Danmarks udenrigspolitik i den periode, der omfatter Den Kolde Krig nemlig de allerede nævnte to sidste bind i Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5 I blokopdelingens tegn (2005) af Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume og bind 6 Europæisk og globalt engagement (2004) af Nikolaj Petersen. Begge bind hviler dels på eksisterende forskning (i høj grad udført af de pågældende forfattere selv), dels på utrykt materiale fra især det danske udenrigsministeriums, det britiske Foreign Offices og det amerikanske State Departments arkiver. Nikolaj Petersens kildemateriale stammer stort set udelukkende fra Udenrigsministeriets arkiv, hvilket også præger hans fremstilling. Såvel trykt som utrykt materiale fra sovjetiske og andre østlandes arkiver er fuldkommen fraværende. Der er tale om vægtige, seriøse og diskuterende fremstillinger og analyser. Begge bind indeholder nye oplysninger fra nyt kildemateriale, men ikke afgørende nye ting i forhold til den viden, de pågældende historikere tidligere har fremlagt. Der er tale om fremstillinger af meget traditionel art, hvor udenrigsog sikkerhedspolitik opfattes som noget, der vedrører nogle få politikere og embedsmænd i Udenrigsministeriet, mens den offentlige mening, pressionsgrupper og skjult udenlandsk påvirkningsvirksomhed ikke inddrages i undersøgelsen af udenrigspolitikkens tilblivelse. Nu og da gives der dog indblik i interne overvejelser i forskellige politiske partier. Den holdningspåvirkning, som østlige hemmelige tjenester systematisk udøvede under Den Kolde Krig og i

11 forstærket form fra anden halvdel af 1970 erne og fremefter, nævnes overhovedet ikke Borring Olesen understreger i sin del af I blokopdelingens tegn de indenrigspolitiske motiver bag Socialdemokratiets ledelses sikkerhedspolitiske overvejelser i den første periode af Den Kolde Krig, mens Villaume i sin del af det fælles bind fremhæver både borgerlige og socialdemokratiske bestræbelser på at begrænse Danmarks NATO-engagement. Nikolaj Petersens fremstilling i Dansk Udenrigspolitiks Historie bind 6 (2004) er meget sober, grundig og detaljeret. Fremstillingen der overvejende er et indforstået udtryk for det politiske spil på Christiansborg mellem de politiske partier og især inden for Socialdemokratiet på den ene side og nogle få, men centrale udenrigspolitiske embedsmænd på den anden side fremstår som halvofficiøs. Med store mellemrum dukker en dækorganisation som Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed (SAK) op i periferien, og fredsbevægelsen eller»opinionen«nævnes som faktorer, der påvirker politikken. Men disse organisationer og bevægelser beskrives ikke nærmere, og der gøres intet forsøg på at bestemme deres konkrete indflydelse på den førte politik især Socialdemokratiets. Spørgsmålet om, hvorfra fredsbevægelsen og»opinionen«fik sine opfattelser om dansk sikkerhedspolitik, undersøges heller ikke. Mange politiske begreber anvendes indforstået, og som om de er selvindlysende. Begreber som»afspænding«,»konfrontation«,»optrapning«,»dialog«,»skærpelse«og»normalisering«problematiseres ikke. Fremstillingen er meget refererende og stort set uden vurderinger af den faktisk førte politik. Ministerog politikerudtalelser refereres uden kritisk distance til de mange politiske klicheer. Fremstillingen indeholder meget om dansk forsvarspolitik, herunder de mange forsvarsforlig. Men der er intet om, hvad disse forlig betød for det danske forsvar som militær kampstyrke. Var det danske forsvar i stand til at løse de opgaver, som det skulle løse i tilfælde af krig? Var den fra allieret side og indefra kommende kritik af utilstrækkelige bevillinger til forsvaret berettiget eller urimelig? Fremstillingen omtaler den vesttyske utilfredshed med den store danske formelle indflydelse i Enhedskommandoen på baggrund af det lille danske militære bidrag. Var den tyske kritik begrundet, og hvilke konsekvenser for forsvaret af Enhedskommandoens område fik det ringe danske bidrag? Hvordan vurderede Danmarks allierede og Danmarks modstandere Sovjetunionen, DDR og Polen det danske forsvar og dansk sikkerhedspolitik? Den slags spørgsmål stilles ikke. På sikkerhedspolitikkens område fremsættes en indirekte kritik af de velkendte danske forbehold vedrørende allierede styrker og kernevåben på dansk 11

12 territorium, selv om Danmark accepterede kernevåbnenes afgørende rolle i det samlede NATO-forsvar og aldrig satte spørgsmålstegn ved troværdigheden af den amerikanske kernevåbenafskrækkelse som den grundlæggende forudsætning for alliancens forsvarsstrategi. Forbeholdene skabte mange, uløselige problemer for et funktionsdygtigt forsvar. Faldt det danske forbehold væk under krigsforhold? Og var det i det hele taget realistisk med et dansk forbehold også i krigstid? Under krigsforhold kunne kernevåben jo tænkes at komme til Danmark som led i allieret krigsførelse i og fra dansk luftterritorium mod en angribende øststat. Den danske regering havde formelt ret til indseende med krigsførelsen på dansk territorium, men var denne ret reel, når NATOs kommandosystem trådte i kraft under krigsforhold? Det danske forsvars ledelse ønskede alle disse spørgsmål afklaret, fordi de skabte usikkerhed hos Danmarks allierede, og Forsvarskommandoen ville gerne kunne orientere NATO om den forventede danske stillingtagen under bestemte specificerede forhold: Hvornår skulle danske styrker overdrages til NA- TO-kommando? Hvordan skulle ansvarsfordelingen være mellem den danske regering og CINCNORTH? Hvornår skulle en minering af internationalt farvand finde sted? Hvordan med anvendelse af kernevåben i Danmark? Udenrigsministeriet modsatte sig imidlertid en afklaring, og alle de åbne spørgsmål forblev derfor ubesvarede gennem hele Den Kolde Krig. Det danske forsvar ville derfor kun være udrustet med konventionelle våben i krig mod en modstander, som var væbnet til tænderne med kernevåben. 12 Nyere selvbiografier og erindringer Der findes en lang række selvbiografier skrevet af politikere, der var aktive i politik under Den Kolde Krig K.B. Andersen: I alle de riger og lande (1983), Poul Nyboe Andersen: Det umuliges kunst (1989), Lasse Budtz: Brudstykker Erindringer (u.å.) og Her stod vi af. Fodnoterne, der skabte historie (1998), Uffe Ellemann-Jensen: Din egen dag er kort (1996), Hans Engell: På Slotsholmen (1997), Poul Schlüter: Sikken et liv. Erindringer (1999), Robert Pedersen: Gør din pligt, kræv din ret (2004), Knud Heinesen: Sporskifte. Min krønike (2008), Anker Jørgensen: Fra Christianshavn til Christiansborg. Erindringer (1994), Erik Ninn-Hansen: Syv år for VKR (1974), Erling Olsen: Fra ælling til ugle (1999), Gert Petersen: Inden for systemet og udenfor (1998), Henning Kjeldgaard: I skyggen af Den Kolde Krig. Internationalt ungdomsarbejde og derefter (2002) et meget interessant værk baseret på den tidligere socialdemokratiske ambassadørs erfaringer i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, Knud Thestrup: Mit livs gågade (1976),

13 Pelle Voigt: Sejre og Fodfejl. Set i mit bakspejl (1999), Preben Wilhjelm: Fra min tid (2005). Nogle af erindringsværkerne er mere oplysende end andre. Ellemann-Jensens, Engells, Knud Heinesens, Gert Petersens og Kjeldgaards erindringer er blandt de mest indholdsmættede. Det fremgår sjældent, om forfatterne til disse bøger har brugt andet end deres egne erindringer som kilde. Under alle omstændigheder er erindringslitteratur interessant, fordi den altid i det mindste indirekte siger noget om den pågældende persons personlighed. Det samme gælder naturligvis erindringer skrevet af andre end politikere. I denne kategori kan nævnes Henning Gottlieb: I Kronens tjeneste (2001), Erling Bjøl: Fra magtens korridorer (1994), Ove Nathan: Egne veje. Erindringer (1998), Herbert Pundik: Det er ikke nok at overleve (2005), Du kan hvis du tør (2006) og Breve til Sussi (2007). Nyere aktørfremstillinger Der findes også adskillige fremstillinger af sider af Den Kolde Krigs historie, som er skrevet af mennesker, der var politisk aktive, da de begivenheder, de beskriver, fandt sted. Politikeren Gert Petersens Med frygten som drivkraft. Tanker om den Kolde krig (2001) er et imponerende værk i betragtning af, at det ikke er en fagmand, men en tidligere politiker, der har skrevet det. Hans flid og belæsthed gør indtryk, og dette sene værk hæver sig langt op over hans tidligere pamfletlignende bekendelsesskrifter. 12 Uffe Ellemann-Jensen udsendte i 2004 Fodfejl. Da Danmark svigtede under Den Kolde Krig. Han mener, at Socialdemokratiets ledelse dengang satte selve Danmarks sikkerhed på spil. Danmark befandt sig i en udsat position og var ikke i stand til at forsvare sig selv. Alligevel var man på nippet til at sætte de livsvigtige forstærkningsaftaler ud af kraft. Men ikke nok med det: Socialdemokratiet lider af en grundskavank, som satte ind med Jens Otto Krag og har holdt sig til og med Mogens Lykketoft: Partiet er så fuld af magtbrynde, at det ikke kan tåle at være i opposition, men forfalder til en ansvarsløs politik, der ofte er stik i strid med den linje, det selv har stået for som regeringsparti. Krag var f.eks. vidende om, at der fandtes amerikanske kernevåben på Thule-basen, men da et fly styrtede ned i 1968, spillede han uvidende og skabte dermed alvorlige problemer for både det dansk-amerikanske forhold og for den efterfølgende borgerlige regering, der skulle»rydde op«i forholdet til den hovedallierede. Ellemann-Jensen fremsatte i en kronik i Berlingske Tidende samme år nogle saftige påstande om gensidig bistand og udveksling af oplysninger mel- 12 Nogle af Gert Petersens pamfletter er omtalt i værkets kapitel 4 og 7. 13

14 lem Kreml og ledende socialdemokrater. 13 Disse påstande er dog stærkt indtørret i Fodfejl. Den pensionerede tidligere udenrigsråd Nils Jægers bog Det historiske svigt. Socialdemokratiet og venstrefløjen i den Kolde krig (1999)er en meget kritisk og dokumenteret fremstilling af omsvinget i Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i begyndelsen af 1980 erne. I bogen En ussel fortid (2007) behandler Jæger den danske venstreintelligentsias illusioner om Den Kolde Krigs substans. 14 Kjeld Hillingsø: Trusselsbilledet en koldkriger taler ud (2004) gør i fem kapitler plus en indføring og afsluttende betragtninger rede for den pensionerede generals syn på, hvad Den Kolde Krig var for et fænomen, og hvordan den indre og ydre trussel tog sig ud for det danske forsvar. Et særligt kapitel behandler Warszawapagtens hensigter og et andet samme pagts syn på og planlagte rigelige anvendelse af atomvåben bl.a. mod Danmark. Det afgørende spørgsmål er, om der var udsigt til, at Warszawapagten ville indlede et angreb på Vesteuropa. Hillingsø argumenterer energisk for, at alt, hvad man dengang vidste fra militærøvelser og øvrige krigsforberedelser og nu ved fra beslaglagte østtyske dokumenter, utvetydigt demonstrerer en afgørende forskel på NATO og Warszawapagten: NATO forberedte sig på forsvar, mens Warszawapagten forberedte sig på angreb. Om sidstnævnte også ønskede, pønsede på eller ligefrem forberedte at foretage et uprovokeret angreb, er ikke dermed bevist. Men det er mildest talt tankevækkende kendsgerninger, den pensionerede general fremfører i bogen. Hillingsøs bog kan ses som en militær pendant til Nils Jægers Det historiske svigt fra Begge er fyldt af harme over, at især ledende socialdemokrater svigtede alliancesolidariteten i 1980 erne, hvor Sovjetunionen satte Vesteuropa og den vestlige alliance under pres. Chefen for Forsvarsakademiet, generalmajor Karsten J. Møller skriver i et forord til bogen, at de professionelle militære ofte følte det, som om de levede i en kafkask verden. Politikerne fik truslerne og forsvarsopgaverne beskrevet, men gav ikke forsvaret de nødvendige midler til at forsvare landet. Møller stiller det centrale spørgsmål om, hvordan det kunne gå til, at Socialdemokratiet kunne slå ind på en kurs, der i den grad skadede landets sikkerhed. Han mener, at den skade, som blev tilføjet Danmark ved dette svigt, dårligt kan undervurderes. Biografier Blandt de talrige biografier af politikere og andre, som spillede en rolle under Den Kolde Krig, skal nævnes Kurt Jacobsens vægtige og værdifulde værk Aksel 14 13»Socialdemokraternes skæve forhold til USA«, Berlingske Tidende Nils Jægers afhandlinger er ikke omtalt i Gads Leksikon Danmark og Den Kolde Krig.

15 Larsen. En biografi (1993), som udnyttede materiale i Aksel Larsens privatarkiv, Bo Lidegaards biografier I Kongens Navn. Henrik Kauffmann i dansk diplomati (1996), Den højeste pris. Povl Bang-Jensen og FN (1998) en fin skildring af en dansk diplomat, der gik til grunde i FN-systemet, og Jens Otto Krag I-II ( ) samt Morten Møllers tobindsværk om Mogens Fog, Mogens Fog. En biografi 1-2 (2009). Mogens Rüdiger har beskrevet Uffe Ellemann-Jensen i bogen På kant. Et portræt af politikeren Uffe Ellemann- Jensen (1992). Nikolaj Bøgh har i bogen Hækkerup (2003) beskrevet den mangeårige socialdemokratiske udenrigsminister Per Hækkerups politiske indsats. Claus Bjørn har biograferet den socialdemokratiske stats- og udenrigsminister H.C. Hansen (2004). Niels Finn Christiansen har behandlet Hartvig Frisch. Mennesket og politikeren (1993), herunder dennes udenrigspolitiske forestillinger i 1940 erne. Niels Barfoeds I unåde. Peter P. Rohde og opgøret med kommunismen (2001) er en velskrevet biografi om en kommunistisk intellektuel og hans udvikling under Den Kolde Krig. Barfoed har også beskrevet modstandsmanden Ole Lippmann, som også spillede en betydelig, men diskret rolle under Den Kolde Krig En kriger. Portræt af Ole Lippmann (2005). Sune Aagaard har portrætteret Jørgen Schleimann i bogen Jørgen Schleimann. For tidligt ude (2004). Jørgen Grønvald Laustsens Den illoyale gesandt. Thomas Døssings virke i Moskva (2004) er en tæt dokumenteret og kritisk beskrivelse af Frihedsrådets udsending, der i 1945 som overbevist kommunist og Sovjetbeundrer blev kongelig gesandt for den danske regering. Ditlev Tamms Federspiel. En dansk europæer (2005) er en ikke særlig dybtgående skildring af venstremanden Per Federspiel. Særlige temaer Udsigt til sovjetisk besættelse og kommunistisk kupforsøg i 1945 Historikeren Mikael Kjeldsen tidligere fremstående ungkommunist har på grundlag af analyser af DKP s programmatiske og andre kilder fra besættelsesårene overbevisende argumenteret for, at DKP ikke var demokratisk sindet og ikke tilsigtede et parlamentarisk demokrati efter befrielsen. 15 Undertegnede har på den anden side med inddragelse af sovjetisk kildemateriale argumenteret for, at DKP s ledelse ikke pønsede på kup i befrielsesdagene eller derefter, fordi de ledende kommunister i modsætning til langt mere 15 Mikael Kjeldsen:» Folkets vilje landets lov? Om DKP s overgangsprogram og demokratiet«, Henrik Dethlefsen og Henrik Lundbak (red.): Fra mellemkrigstid til efterkrigstid (1998), s Morten Møller støtter denne opfattelse i sin Fog-biografi. 15

16 nøgterne sovjetiske repræsentanter forestillede sig, at de som ledende kraft i en»folkedemokratisk blok«ville kunne få magten via en kombination af stemmesedlen og udenomsparlamentarisk pres Tema: Sovjetunionens syn på Danmark som NATO-medlem Det er især Bertel Heurlin, der har argumenteret for synspunktet, at Sovjetunionen var ganske godt tilfreds med Danmarks medlemskab af NATO og derfor ikke ønskede, at Danmark skulle forlade den vestlige alliance. Mary Dau har også været inde på denne tanke, ligesom Poul Villaume synes at mene, at Kreml med tiden accepterede Danmarks plads i NATO. Bortset fra Mary Dau, der i 1969 offentliggjorde en ikke-arkivbaseret fremstilling af forholdet mellem Sovjetunionen og Danmark i perioden Danmark og Sovjetunionen har nærværende værks forfatter mere systematisk beskæftiget sig med dette emne. Tryk og tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden Anden Verdenskrig (1986) byggede på offentliggjort materiale, da hverken danske eller sovjetiske arkiver på det tidspunkt var tilgængelige for andre end udvalgte, særligt privilegerede historikere. 17 Bogens hovedsigte var at beskrive Sovjetunionens syn på og politik over for Danmark og Norden i den nævnte periode. Til grund for studiet lå stort set alt på tidspunktet offentligt tilgængeligt sovjetisk materiale. Analysen af dette materiale hvilede på en metodologisk antagelse om, at det åbne sovjetiske materiale i kraft af det sovjetiske regimes totalitære natur afspejlede den sovjetiske ledelses virkelige opfattelse og ikke blot var ideologisk propaganda og røgslør, som mange antog. Denne antagelse blev bekræftet, da det efter regimets sammenbrud blev muligt at få adgang til fortroligt materiale i de sovjetiske arkiver: Der var ingen forskel på de fortrolige tanker, den sovjetiske ledelse og sovjetiske embedsmænd gjorde sig i deres lønkamre fjernt fra offentlighedens søgelys, og de tanker og ideer, der kom offentligt til udtryk. I værket Den lange befrielse (1999), der byggede på materiale fra såvel sovjetiske som danske, britiske, amerikanske, tyske og norske arkiver, blev de sovjetiske motiver til besættelsen (og den senere rømning) af Bornholm efter den tyske kapitulation analyseret. Ligeledes blev den danske regerings og den bornholmske lokaladministrations håndtering af denne usædvanlige situation detaljeret behandlet. Der var før og under besættelsen vidtgående sovjetiske overvejelser om at udnytte besættelsen af den danske ø til at få indflydelse på 16 Bent Jensen:»Magten og æren. DKP s forestillinger om en folkedemokratisk magtovertagelse efter 1945«, Henrik Dethlefsen og Henrik Lundbak (red.): Fra mellemkrigstid til efterkrigstid (1998), s UM gav kun mulighed for at gennemgå en på forhånd sorteret sag med sovjetiske avisudklip.

17 adgangsvejene (inklusive Kielerkanalen) til og fra Østersøen. Det ville Storbritannien imidlertid under ingen omstændigheder tillade. Værket konkluderede bl.a., at de sovjetiske besættelsesstyrker ville have rømmet Bornholm langt tidligere formentlig allerede i efteråret 1945 hvis den danske regering i lighed med den norske havde anmodet den sovjetiske regering om at trække styrkerne tilbage. Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark (1999) bygger på kildemateriale fra især en række sovjetiske, østtyske og danske arkiver. Værket behandler ikke alene traditionel udenrigs- og sikkerhedspolitik, men inddrager også andre faktorer som DKP s, den dansk-sovjetiske venskabsforenings og diverse frontorganisationers rolle. Det konkluderes, at frontorganisationerne inklusive tidens sovjetstimulerede fredsbevægelse ingen gennemslagskraft havde, fordi Socialdemokratiets ledelse var immun over for DKP s»kommanderede fredshysteri«(hans Hedtoft). Det er ligeledes værkets opfattelse, at det var udviklingen på slagmarken, der afgjorde, hvilken af de allierede magter der ville komme til at befri Danmark; at der ikke var konkrete sovjetiske planer om at lade DKP overtage magten i 1948 (Påskekrisen), og at et stærkt og langvarigt sovjetisk pres var én blandt mange faktorer bag den danske regerings nej i 1953 til stationering af allierede fly på danske flyvepladser i fredstid. 18 Peer H. Hansen og Jakob Sørensen har skrevet et grundigt og veldokumenteret værk om Påskekrisen 1948 (2000), der føjede nye og vigtige facetter til det billede, tidligere forskere havde tegnet. Vibeke Sørensen har skrevet om Denmark s Social Democratic Government and the Marshall Plan (2001). 18 Poul Villaume mener (i»post-cold War Historiography in Denmark«), at jeg i Bjørnen og haren bestræbte mig på at dokumentere»improper appeasement attitudes throughout the Cold War among many or most Danish top policy-makers vis-á-vis Soviet pressure and intimidation«, men at mine angivelige bestræbelser i så henseende»have been widely assailed as flawed and largely unconvincing«. I skærpet formulering hedder det, at jeg i Bjørnen og haren har givet udtryk for, at»many or most Danish top politicians and leading foreign policy makers were more or less consistently appeasing the Soviet Bloc; hence, out of exaggerated fear and/or improper and misplaced subservience to Soviet pressure and intimidation, Denmark s security was, unwillingly, jeopardized vis-á-vis the Soviet threat«.»improper«betyder utilbørlig eller usømmelig. Da Bjørnen og haren dækker perioden kan der ikke være tale om forsøg på at dokumentere noget for hele Den Kolde Krigs vedkommende (throughout the Cold War). Værket giver intetsteds udtryk for, at de fleste (most) toppolitikere og ledende embedsmænd var appeasement-sindede. Der er intet om, at danske politikere og embedsmænd konsistent (consistent) førte appeasement-politik. Man vil forgæves lede efter påstande om, at politikere og embedsmænd satte Danmarks sikkerhed på spil (Denmark s security was jeopardized). Villaume anfører som dokumentation for, at Bjørnen og haren angiveligt er blevet bredt (widely) angrebet osv. kun to anmeldelser foruden sin egen. Han nævner ingen af de positive anmeldelser. Han angriber med andre ord nogle påstande, han selv har konstrueret. 17

18 Hun mener, at Marshall-planen kun havde begrænset betydning for Danmarks økonomiske udvikling. De nordatlantiske rigsdele Grønland under Den Kolde Krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik (DUPI 1997) er et grundigt og helstøbt arbejde, der hviler på hidtil utilgængeligt arkivmateriale i Udenrigsministeriets arkiv. Nærværende værks forfatter har lavet en arkivbaseret redegørelse til Færøernes Landsstyre om Færøerne under Den Kolde Krig (2003), hvor Færøernes forsvarsmæssige og strategiske rolle under Den Kolde Krig beskrives, ligesom det ejendommelige, strengt fortrolige samarbejde mellem regeringerne i København og lagmanden i Thorshavn analyseres. De militære installationer på Færøerne kortlægges, og den militære rolle, som Færøerne var tiltænkt i en krigssituation, dokumenteres. Denne tiltænkte rolle og de militære installationer på de i øvrigt uforsvarede øer i Nordatlanten var af et omfang, som den danske og færøske offentlighed ikke hidtil havde haft kendskab til. 19 Kulturkampen Hele spørgsmålet om kulturen og kulturkampen under Den Kolde Krig er stærkt underbelyst i dansk forskning, men er i de senere år viet større opmærksomhed. Værkets forfatter har behandlet spørgsmålet om danske venstreintellektuelle og stalinismen i Stalinismen fascination og danske venstreintellektuelle (1984, genudgivet 2002) et emne, der på det nærmeste havde været tabuiseret. Morten Things omfattende og indholdsrige disputats Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle bind 1-2 (1993) beskriver og karakteriserer kendte og mindre kendte venstreintellektuelle. Der argumenteres for, at de trods deres talmæssigt ringe styrke fik stor gennemslagskraft på en række samfundsområder. Ingeborg Philipsen beskrev i 2003 et tidligt stalinistisk forsøg på at få den tidligere ungarsk-tyske kommunist og senere britiske antikommunist Arthur Koestler»demaskeret«i»Koestler og kommissærerne. [Studenterforeningen ved Københavns Universitets] Udvalg til undersøgelse af almindelig litteratur om Sovjet «(i Kritik 166 (2003)). Det, Marianne Rostgaard har kaldt»opinionsdiplomati«under Den Kolde Krig (Arbejderhistorie 2004:4), er ligeledes meget lidt udforsket. Nærværende værks forfatter har i Bjørnen og haren (2002) fremsat det synspunkt, at Sovjetunionen på forhånd var dømt til at tabe den kulturelle krig om den vesteuro Se også opslaget»færøerne«i Gads Leksikon Danmark og Den Kolde Krig, s

19 pæiske opinion. Det sovjetiske system og dets produkter var ganske enkelt lidet tiltrækkende eller rent ud afskrækkende. Selv de danske kommunister forstod det efterhånden. Det betød dog ikke, at der ikke var indflydelsesrige intellektuelle, som mente, at der var meget at hente i Sovjetunionen. Kim Frederichsen har som den eneste hidtil behandlet den sovjetiske kulturpropaganda i Danmark under Den Kolde Krig i afhandlingen»gennem kendskab til venskab«(cfkf Fodnoter 5, 2010). Der er tale om en dokumenteret gennemgang af det sovjetiske kulturdiplomatis organisation og globale forgreninger samt en analyse af den funktion, som den dansk-sovjetiske venskabsforening havde i dette globale netværk, der blev styret fra Moskva. Der er anvendt et stort utrykt materiale fra danske og sovjetiske arkiver. Kim Frederichsen konkluderer, at venskabsforeningens prosovjetiske budskaber ikke havde nogen mærkbar indflydelse på den danske befolknings syn på Sovjetunionen. Martin Jensen har beskrevet det amerikanske kulturdiplomati i Danmark i perioden »En krig på værdier«(cfkf Fodnoter 3, 2009). USA havde et omfattende kulturpolitisk program, som søgtes virkeliggjort gennem en række kanaler for at påvirke danske beslutningstagere og opinionsdannere. Via udlån af bøger, tidsskrifter og film opnåedes kontakt til et bredt publikum, og den amerikanske indsats på området vurderes at have været en succes. Amerikaniseringen er behandlet af Peter Knoop Christensen: USA og os (1984) og af Niels Arne Sørensen i en større artikel i leksikonet Den Kolde Krig og Danmark. 20 Hjemmefronten Klaus Petersen og Niels Arne Sørensen har redigeret Den Kolde krig på hjemmefronten (2004). Der er tale om forholdsvis små og stærkt afgrænsede undersøgelser, men de bringer alle interessante indblik i nogle sider af Danmarks nyere historie, som befandt sig meget langt fra de bonede gulve og lukkede rum, hvor de statslige sikkerhedspolitiske beslutninger blev truffet. Niels Jul Nielsens bog Mellem storpolitik og værkstedsgulv. Den danske arbejder før, under og efter Den Kolde Krig (2004) hviler på et kildemateriale fra den socialdemokratiske organisation AIC Arbejderbevægelsens Informationscentral der var Socialdemokratiets efterretnings- og indflydelsesorgan. Da han ikke har et tilsvarende materiale til at belyse DKP s arbejde i marken, får fremstillingen en ensidig karakter, hvor kommunisternes overordnede strategi fortoner sig.»værkstedsgulvet«er i denne bog arbejderne og især deres klubber på Bur- 20 Gads Leksikon. Den Kolde Krig og Danmark (2011), s

20 meister & Wain. I forlagsmeddelelsen og på omslaget hedder det, at det er Danmarks mest karakteristiske virksomhed. Men B&W var tværtimod en meget atypisk virksomhed. Det var den i kraft af sin størrelse, af dens hyppige kriser, af dens nærhed til den politiske magts centrum, Christiansborg, og på grund af den dominerende indflydelse, kommunisterne havde på denne store arbejdsplads. Hvis man forestillede sig den samme slags undersøgelse gennemført med f.eks. Danfoss, Lego eller Grundfos som eksempel, ville billedet blive et radikalt andet. Bogen indeholder et væld af interessant stof, gode iagttagelser og analyser af den skiftende og stærkt aftagende rolle, som»arbejderklassen«har spillet i den nævnte periode. Den enkelte, menige, ikke-partipolitiske arbejder står dog svagt. Under Den Kolde Krigs første periode blev de europæiske industriarbejdere af ledende Atlantstrateger anset for at være en nøglefaktor på den indre front. De skulle vindes for det vestlige demokrati og den vestlige kapitalisme, for at Vesten under USA s ledelse kunne gå sejrrigt ud af styrkeprøven. Det lykkedes i overvældende grad ikke mindst i de nordeuropæiske lande og i selve USA. I den seneste fase af styrkeprøven var den traditionelle arbejderklasse afgået ved døden. 20 Antikommunistiske organisationer Peer H. Hansens meget detaljerede beskrivelse af Arne Sejr & Co.s efterretningsvirksomhed, Firmaets største bedrift. Den hemmelige krig mod de danske kommunister (2005), argumenterer for, at den største bedrift var sprængningen af DKP i Hansen retter i bogens indledning en alvorlig kritik mod DIIS for ikke som forventet at have givet det indblik i Den Kolde Krigs hemmelige aktiviteter, som både kommissorium og adgang til efterretningstjenesternes arkiver ellers gav mulighed for. I bogens allersidste linjer udtrykker han håbet om, at PET-kommissionen til sin tid vil kaste lys over den hemmelige krig under Den Kolde Krig. Rasmus Mariager og Klaus Petersen har i en artikel behandlet Socialdemokratiets bekæmpelse af kommunisterne i 1940 erne og 1950 erne i Arbejderhistorie 2004:4. Klaus Petersen er inde på samme emne i Den Kolde krig på hjemmefronten:»rundrejsen Med Urban Hansen rundt i den Kolde krigs Danmark«. Ingeborg Philipsen har set på den antikommunistiske organisation»selskabet for Frihed og Kultur «(i Kritik 158 (2002)). De officielle danske tjenester Wilhelm Christmas-Møller, der selv havde en fortid som FE-medarbejder, fremhæver i Obersten og kommandøren. Efterretningstjeneste, sikkerhedspoli-

21 tik og socialdemokrati (1995) især Socialdemokratiets ønske om bekæmpelse af kommunisterne. Han fik ved en fejl adgang til et fortroligt materiale i et privatarkiv, der var afleveret til Rigsarkivet efter næstkommanderende i FE, kommandør P.A. Mørchs død. Journalisten Dan Larsens bog, På sporet af folkestyrets politiske politi. Min Danmarks historie (2002), handler mest om selve institutionen og det lovgrundlag, PET hviler på. Den tidligere ledende VS er Preben Wilhjelm behandler i Demokratiets vogtere. 50 års bestræbelser på kontrol med efterretningstjenesten (1999) kritikken af og bestræbelser på at få begrænset især PET s mulighed for lovligt at registrere mistænkte borgere. Hans Davidsen-Nielsens En højere sags tjeneste. PET under den Kolde krig (2007) er en god, journalistisk oversigt over PET s udvikling og gennemgang af en række efterretningssager. Davidsen-Nielsen havde adgang til at bruge det PET-materiale, som blev afklassificeret i forbindelse med DIIS-udredningen. Hans bog om FE, Spionernes krig (2008), har de samme kvaliteter som bogen om PET. Historikeren Peer H. Hansen har behandlet de danske efterretningstjenester ved overgangen fra 2. Verdenskrig til Den Kolde Krig, rivaliseringen mellem de to tjenester og samarbejdet med amerikanske efterretningsfolk i Da yankee rne kom til Danmark (2008). Værket bygger overvejende på utrykte kilder fra amerikanske arkiver. Ib S. Norgaard: Spionjæger i Danmark. En dansk spionjægers liv og oplevelser i PET (2003) er en jævn PET-operatørs jordnære fortælling om nogle opgaver og operationer, han selv har deltaget i. Bogen indeholder mange interessante detaljer om PET s virksomhed. Udenlandske hemmelige tjenesters agenter og kontakter H.B. Foged-Christiansen: Muldvarpekrigen. Østtysk spionage i Danmark (1980) er en journalistisk beskrivelse af to journalister og tidligere DKP ere. Mette Herborg og Per Michaelsen: Stasi og Danmark (1996) og Ugræs. Danske Stasi-kontakter (1999) er ligeledes to journalisters beskrivelse af en række danske statsborgere, herunder politikeres, nærkontakt til den østtyske sikkerhedstjeneste. Herborg og Michaelsens bøger bygger i modsætning til Muldvarpekrigen på materiale fra østtyske arkiver. KGB s kontakter og agenter i Danmark er kyndigt og detaljeret behandlet af journalisten Jakob Andersen med Oleg Gordijevskij i De røde spioner. KGBs operationer i Danmark (2002). Bogen bygger på et stort kildemateriale og omtaler også de danske tjenesters arbejde. I en periode samarbejdede Politiets Efterretningstjeneste med Jakob Andersen og hjalp ham bl.a. med at verificere oplysninger, han fik af Gordijevskij. Ole Hasselbalch har skrevet Den stille krig. Sovjetiske påvirkningsoperationer mod Danmark under Den Kolde Krig (2001). Hasselbalch er ikke historiker, 21

22 22 men jurist. Hans bog, der er den eneste danske udgivelse om sit emne, bringer et væld af nyttige oplysninger om diverse danske organisationer og sovjetiske påvirkningsoperationer. Der er også mange nyttige citater og henvisninger til dansk og udenlandsk litteratur. Han opruller det orgie i ønsketænkning, som store dele af venstreintelligentsiaen hengav sig til fra 1960 erne til 1980 erne. Mange har ment, at hans konstruktion af en lige og direkte kanal fra KGB s hovedkvarter i Moskva til Cyklister for fred i Smørumnedre var for firkantet. Men nyere forskning, baseret på autentisk KGB-materiale og tilgængelige kilder fra PET s arkiv, har dokumenteret, at sådanne kanaler faktisk fandtes om ikke fra Moskva til fredscyklisterne i Smørumnedre, så fra Moskva via DKP, SAK og SAM til frontorganisationen Lærere for Fred. Thomas Wegener Friis, der har udgivet værket Den usynlige front DDR s militære spionage i Danmark under den Kolde krig (2005), mener ikke, at det lykkedes DDR at hverve agenter i det danske forsvar et forhold tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup med tilfredshed fremhæver i sit forord. Hækkerup mener, at det skyldtes, at Danmark ved en kombination af høj dansk moral og en effektiv kontra-efterretningstjeneste fik ansat»de rigtige folk i offentlige stillinger«. Den østtyske militære tjeneste havde en række personer placeret i Danmark til at holde løbende øje med danske militære installationer og havne, såkaldte Objektbeobachter. I et interview har forfatteren gættet på, at der var tale om stykker, som han i øvrigt her kalder»spioner«. Han mener ikke, at danske kommunister blev anvendt»særlig meget«, dels fordi de ikke blev anset for at være de mest intelligente, dels fordi de blev overvåget af dansk og amerikansk efterretningsvæsen. Det er dog ikke rigtigt, at der ikke blev hvervet agenter i det danske forsvar. I 1959 optrævlede de danske og vesttyske tjenester faktisk et spionnetværk, hvis ledende medlemmer var kommunister. To danske statsborgere, der gjorde tjeneste i en dansk militærstab og på et kystfort, havde indsamlet og videregivet oplysninger om radaranlæg, kystbefæstninger og havneanlæg til Warszawapagten. Men der er også andre tilfælde. Østtyskerne mente i 1950 erne ikke, at de danske væbnede styrker var meget bevendt, og i 1954 hed det ligefrem, at den danske hær befandt sig i krise, præget af mytteri, sultestrejker osv. Østberlin vurderede, at Danmark reelt ikke kunne forsvares hvilket var i overensstemmelse med NATO s daværende opfattelse. Heller ikke det danske hjemmeværn, der var tiltænkt vigtige lokalforsvarsopgaver i forbindelse med invasionsforsøg, imponerede den tyske militære tjeneste. Med den vesttysk-danske enhedskommando fra 1962 ændredes billedet imidlertid og med rette. Østtyskerne begyndte nu at se med større alvor på Danmark som en militær trussel.

23 Erobringen af Danmark og adgangsvejene til Østersøen blev en fast bestanddel af en potentiel Warszawapagtoffensiv mod Vesteuropa med det formål at eliminere den militære trussel fra dansk område og at få Danmark til at trække sig ud af krigen. En hurtig landoffensiv op i Jylland skulle forhindre britiske forstærkninger i at nå frem. Den østtyske marine skulle i samarbejde med polske og sovjetiske enheder sikre en invasion af Bornholm, Lolland-Falster og Sjælland. Det var i hvert fald det, der blev indøvet i de fællesøvelser, der blev afholdt fra 1963 til midten af 1980 erne. Anvendelse af sovjetiske kernevåben mod Danmark i rigelige mængder var som vi ved forudset. Leksika Den Store Danske Encyklopædi I 1958 udsendte forlaget Gyldendal Gyldendals Opslagsbog 1-6, i 1973 udsendte forlaget Gyldendals Leksikon 1-2, og i årene 1994 til 2002 Den Store Danske Encyklopædi Da redaktionen af det danske nationalleksikon skulle udpege en konsulent for artikler om Sovjetunionen, valgte den en hovedkraft fra selvforståelsesskolen, lektor Thomas Petersen. Resultatet blev derefter og fremkaldte en omfattende debat om den skævvridning, der kom til at præge leksikonets behandling af en række emner med tilknytning til Sovjetunionen. Samme skævvridning kunne i øvrigt også konstateres med hensyn til emnerne kommunisme og marxisme. Her skal blot omtales nogle af de mere iøjnefaldende blamager. 21 I den gamle Opslagsbog kunne man læse om den tyske socialdemokratiske politiker Gustav Noske, at han døde efter at have været flere år i nazistisk kz-lejr. Denne oplysning var der ikke plads til i den langt mere omfattende Encyklopædi. I Opslagsbogen omtaltes den sovjetiske afhopper Viktor Kravtjenko og dennes afslørende bog om stalinismen, Jeg valgte Friheden, som spillede en stor rolle under Den Kolde Krig. Encyklopædien kunne heller ikke finde plads til ham. I det hele taget var Encyklopædien præget af selektivt hukommelsestab, bemærkelsesværdige fravalg (fremtrædende sovjetforskere som Robert Conquest og Richard Pipes var således ikke omtalt), manglende balance og forskønnende beskrivelser af kommunisme, kommunistiske kz-lejre, kommunistiske forfattere og kulturpersonligheder sammenlignet med værkets beskrivelse af nazisme, nazistiske kz-lejre osv. Den nazistiske kz-lejr Buchenwald blev fyldigt omtalt. Det enorme sovje- 21 Olaf Olsen, der i sin ungdom forfattede et biografisk leksikon over indflydelsesrige danske statsborgere til brug for den sovjetiske ambassade, var formand for Encyklopædiens Videnskabelige Råd, der godkendte artiklerne. 23

24 tiske kompleks af kz-lejre i Kolyma, der blev behandlet af en tidligere DKP er, blev derimod ikke beskrevet. Under opslaget»kolyma«hed det, at det var navnet på en»flod i det østlige Sibirien«, der var km lang og udsprang og udløb her og dér og løb gennem næsten mennesketomme skovområder. Om dette enorme kompleks i GULAG, hvor titusinder omkom af kulde, sult og udmattelse, er der otte ord»flere steder findes rester af Stalin-tidens store fangelejre«. 22 Om digteren Harald Bergstedt hed det, at han antog fascistiske holdninger, og om Valdemar Rørdam, at han i 1941 opfordrede til at støtte Nazi-Tyskland mod Sovjetunionen (hvilket for øvrigt var den officielle danske politik), men det nævnes ikke, at forfatteren Martin Andersen Nexø antog stalinistiske holdninger og under Stalins alliance med Hitler støttede Nazi-Tyskland og fordømte de vesteuropæiske demokratier. Historikeren Albert Olsen blev beskrevet uden at nævne, at han var lidenskabelig stalinist. Formanden for Encyklopædiens Videnskabelige Råd dvs. en garant for værkets lødighed var i øvrigt søn af Albert Olsen. 24 Gads Koldkrigsleksikon 2) Da forskningen bag nærværende værk var færdigbragt, udkom et leksikon med talrige opslag om emner vedrørende Danmark og Den Kolde Krig. 23 Leksikonet indeholder også en forskningsoversigt over Den Kolde Krig i international og dansk forskning samt en oversigtsfremstilling af Den Kolde Krigs historie og en litteraturliste. Også dette værk fremkaldte en ophedet debat ved dets fremkomst. Blandt de kritiske indvendinger var en påpegning af en generelt distanceret holdning til den langvarige konflikt, som gav sig udslag i, at forudsætningsløse læsere slet ikke fik nogen fornemmelse af, hvad der stod på spil i denne styrkeprøve mellem to principielt uforenelige samfundssystemer. En af kritikerne skrev, at der blev strøet sand på, bortforklaret og lusket uden om ubehagelige og omdiskuterede emner. 24 Det blev ligeledes kritiseret, at flere af de vigtigste artikler var skrevet på et indforstået ekspertsprog eller var så abstrakt formuleret, at den bagved liggende virkelighed forsvandt. Således ville forudsætningsløse læsere ikke få nogen forståelse af, at den ene hovedpart i Den Kolde Krig Sovjetunionen var et totalitært folkemordsregime, ligesom ledende danske stalinister blev fremstillet som dygtige politikere uden omtale af, at de støttede et af de mest brutale re- 22»Kolyma«, Den Store Danske Encyklopædi bind 11 (1998), s John T. Lauridsen m.fl. (red.): Danmark og Den Kolde Krig. Gads Leksikon (2011). 24 Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske Tidende

25 gimer i verdenshistorien. 25 Endelig blev det påpeget, at mange af værkets opslag byggede på et ensidigt kildegrundlag, havde ideologisk-politisk slagside, at det ikke fremgik af disse opslag, at der var modstridende opfattelser i forskningen, og at end ikke litteraturhenvisningerne nævnte en række historiske arbejder, som gik imod værkets hovedtendens. Leksikonet lagde sig i forlængelse af både DIIS-udredningen og PET-kommissionens beretning. Sådan måtte det også være, idet medarbejdere og rådgivere fra disse to officielle undersøgelser i stort tal indgik i den kreds af historikere, som skrev de største og vigtigste artikler i leksikonet og/eller var medlemmer af leksikonredaktionen. Der er derfor i høj grad tale om et lukket kredsløb med omfattende genbrug, idet disse folk nu gentager sig selv og tillige i høj grad roser sig selv og hinanden. Det er slående, i hvor høj grad flere af forfatterne udelukkende henviser til sig selv og negligerer væsentlige bidrag, der har kritiseret fejl, mangler og misforståelser i de officielle udredninger. Selv i listen over forsknings- og debatlitteraturen er adskillige uvelkomne røster holdt ude. I det følgende skal nævnes nogle af de skæv- og ensidigheder, som præger leksikonet, som i øvrigt indeholder mange gedigne og ideologisk neutrale oplysninger. I opslaget om Anker Jørgensen hedder det, at den socialdemokratiske regerings politik i årene fra ikke påvirkede det gode dansk-amerikanske forhold. I virkeligheden var forholdet ved Anker Jørgensen afgang i 1982 historisk dårligt. Når det gælder beskrivelsen af 1980 ernes fodnoteperiode kniber det flere steder med at holde den kildemæssige balance. Således hedder det i opslaget om USA s forhold til Danmark, at en del af den skarpest fremførte amerikanske kritik af Danmark i virkeligheden blot blev fremsat for at give den borgerlige regering ammunition til sin kritik af det alternative flertal. 26 Denne tolkning blev første gang fremført i DIIS-udredningen, hvor det hedder, at regeringen selv skulle have fremkaldt den meget skarpe kritik, som USA s udenrigsminister George Shultz gav udtryk for i april 1985, da han mødtes med sin danske kollega Uffe Ellemann-Jensen på skoleskibet Danmark. DIIS hovedkilde til denne tolkning, den daværende Washington-ambassadør Eigil Jørgensen, har imidlertid udtrykkeligt taget afstand fra denne fortolkning. 27 Opslaget om Socialdemokratiet under Den Kolde Krig er så abstrakt, at man intet forstår, hvis man ikke ved det hele i forvejen. Der skrives om»brydninger«,»samspil af flere faktorer«og en»uvant ideologisk overbygning«, som VK-regeringen angiveligt tilførte alliancepolitikken. Det drama, der udspille- 25 Henrik Gade Jensen i Berlingske Tidende Den Kolde Krig og Danmark (Gads Leksikon), s Martin Kryhl Jensen:»Leksikon med politisk slagside«, Weekendavisen

26 26 des i 1980 erne, er her glattet ud til noget uforståeligt. Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske skred er helt fraværende. Der optræder ikke en eneste navngiven dansk politiker (derimod nævnes Stalin) i hele opslaget i modsætning til opslagene om andre politiske partier, der er meget mere konkrete og derfor oplysende. Opslaget om DIIS-udredningen, der er forfattet af en forsker, der selv var tæt på udrederne, strømmer over med udtryk som»højt analytisk plan«og»højt«ambitionsniveau i de empiriske undersøgelser, der har»dybde og grundighed«. DIIS-forskerne har desuden været»yderst samvittighedsfulde«i deres omgang med materiale fra de danske efterretningstjenester. I afsnittet om sikkerhedspolitik får læserne at vide, at DIIS-udredningen dokumenterer og påviser det ene og det andet, ligesom udredningen har»flere styrker«. Omvendt har de ganske mange, der har kritiseret DIIS beskrivelse,»ikke præsenteret overbevisende alternative resultater«. Den påstand kan i høj grad diskuteres. Andre forskere får en ganske anden behandling i leksikonet. I afsnittet om sikkerhedspolitik kan man således bl.a. læse om nærværende værks forfatters»vurdering«af den sikkerhedspolitiske udvikling, der således fremstilles som en subjektiv analyse i modsætning til DIIS-udredningen. Leksikonet har ukritisk overtaget et af de bærende elementer i DIIS beskrivelse af den storpolitiske situation i 1980 erne, nemlig en påstand om krise og panik i Kreml i november 1983 som følge af en NATO-stabsøvelse en krise, der ifølge DIIS førte verden til randen af en atomkrig. En så alvorlig krise burde analyseres udtømmende i et nyt koldkrigsleksikon, da Danmark jo på ingen måde ville kunne holde sig fri af en atomar verdenskonflikt. Der er imidlertid tale om en myte, der for flere år siden overbevisende er blevet afvist. Men ikke alene fortsætter leksikonet med at kolportere denne myte, opslaget herom end ikke nævner gendrivelsen, og den grundlæggende kildekritiske afhandling, der har afsløret myten, er ikke nævnt i litteraturlisten. Leksikonets hensigt har angiveligt været»at skabe forskningsbaseret indsigt i Den Kolde Krigs gennemslag i Danmark«. Men det forudsætter jo, at man sætter sig ind i den eksisterende forskning. Det har man heller ikke gjort i opslaget om Femtekolonneloven, ej heller i opslaget om Arne Herløv Petersen-sagen. 28 Mens ledende kommunister og folkesocialister omtales i stort tal, glimrer kendte antikommunister og andre skikkelser, der spillede en central rolle under Den Kolde Krig, ved deres fravær Børge Outze, Peter P. Rohde, Hen- 28 Anne-Mette Anker Hansens grundige, kritiske og kildebaserede undersøgelse»arne Herløv Petersen-sagen. Baggrund og fortolkning«, Center for Koldkrigsforskning, Fodnoter 6, (2010) er end ikke nævnt i leksikonets litteraturliste.

27 ning Gottlieb, Henrik Stangerup, David Gress Jørgen Dragsdahl har fået en meget velvillig beskrivelse (som nøje gentager PET-kommissionens beretning, men uden omtale af kritikken af denne beretnings store mangler), men hans KGB-nære kammerat Jacob Holdt er uomtalt. Ligeledes er Pelle Voigt fraværende, skønt hans forhold til KGB er velbeskrevet ligesom i øvrigt Dragsdahls og Holdts. STASI-spionen Lenz alias Morten Jung Olsen anonymiseres, mens danskere, der bistod de lovlige danske tjenester, nævnes ved navn. Der er i øvrigt intet opslag om den omfattende østspionage i Danmark, selv om værket selv stiller et sådant opslag i udsigt. Det vigtige begreb»indflydelsesagent«glimrer ligeledes ved sit fravær. Om Gert Petersens mangeårige og hyppige KGB-kontakter hedder det, at de var»begrænset til politiske diskussioner«. Det er ikke rigtigt. (Hans mangeårige lidenskabelige stalinisme er ligeledes uomtalt.) Det er heller ikke rigtigt, som leksikonet påstår, at ingen fra Socialistisk Folkeparti blev hvervet som agent af KGB. Det sovjetiske koncentrationslejrkompleks GULAG eksisterer ikke i leksikonets verden. Redaktionen har forklaret, at det er, fordi det ikke er et dansk fænomen. Det er ikke en overbevisende forklaring; GULAG som begreb spillede en stor rolle i den danske befolknings bevidsthed under Den Kolde Krig ikke mindst takket være den russiske forfatter Aleksandr Solsjenitsyns værk af samme navn. Solsjenitsyn er i øvrigt også fraværende, men redaktionen ved dog, at han eksisterede, for han optræder på et fotografi sammen med skuespillerinden Ellen Winther og Hans Jørgen Lembourn. Sidstnævnte har fået et opslag. Nobelpristageren og systemkritikeren Andrej Sakharov findes ikke. I øvrigt er flere ikke-danske emner behandlet, således Algier-krigen og Charta 77. Opslaget om»mccarthyisme«(der heller ikke er et dansk emne) er tendentiøst og uden viden om de senere års banebrydende forskning om McCarthy. Det hævdes, at hans påstande om navngivne kommunister i den amerikanske administration var grundløse, og der lanceres vidtløftige spekulationer om McCarthys motiver og om»statusfrustrationer«i visse befolkningsgrupper. Frigivelsen af de såkaldte VENONA-dokumenter har for længst dokumenteret, at mange af dem, McCarthy afslørede, faktisk var kommunister og/eller sovjetiske agenter. I det hele taget burde værket have haft et opslag om det dechifrerede sovjetiske kildemateriale, der har kastet afgørende nyt lys på kommunisternes lyssky aktiviteter i USA og dermed indirekte også på andre kommunistpartier. Leksikonet har mange opslag om sider af kulturen under Den Kolde Krig, men ingen om den bærende folkelige kultur. F.eks. har værket ikke blik for, at Hjemmeværnet med sine mange tusinde medlemmer og omfattende oplys- 27

28 ningsvirksomhed var en betydningsfuld kulturinstitution. Den velbegrundede kritik af Danmarks Radio for venstredrejning i 1970 erne og fremefter afvises totalt, men uden argumentation. Konklusionen lyder i stedet, at DR var»et kulturelt anker for den danske befolkning og dets demokratiske sindelag«. Tidsskriftet Dialog et hadsk stalinistisk tidsskrift for overvejende kommunistiske intellektuelle havde angiveligt»et højt debatniveau«. Men i tidsskriftet blev nobelpristageren Boris Pasternak stemplet som en reaktionær religiøs mystiker, og frisindede intellektuelle som Arthur Koestler, George Orwell og danske ligesindede fik regulære verbale og vulgære prygl. DIIS-udredningen (2005) DIIS-udredningen Danmark under Den Kolde Krig 1-4 (2005) er kendetegnet ved at være en officiel udredning, foretaget af en institution under Udenrigsministeriet og under tilsyn af en bestyrelse med repræsentanter for en række ministerier. DIIS havde et politisk formuleret kommissorium og skulle udføre en bunden opgave. Udredningen hviler på et bredt kildemateriale af især dansk, men også udenlandsk herkomst, herunder et begrænset materiale fra øststaternes arkiver, især østtyske og polske militære kilder. DIIS-udredningen har kun benyttet en meget lille del af det materiale i PET s arkiv, som er relevant for udredningens emne. Udrederne har ikke gjort rede for, hvorfor de kun har benyttet så ringe en del af det tilgængelige PETmateriale. Selv det materiale i PET s arkiv, som er blevet gennemgået, har kun sat sig få spor i udredningen. Udrederne har ikke fyldestgørende i udredningens fremstilling givet offentligheden et realistisk billede af, hvad det gennemsete materiale i virkeligheden udsagde om de emner og personer, der er omtalt i materialet. Udrederne har frasorteret væsentlige oplysninger i materialet og har præsenteret et udglattende billede af meget kontroversielle emner. Kritisabel citatteknik Den officielle udredning er skæmmet af en del redaktionelt sjusk. Et sted mangler en illustration, og i bind 3 proklameres det, at man vil behandle fem forskellige temaer, 29 men man glemmer derpå det femte emne. Dele af udredningen er skrevet i et krukket ekspertsprog til en snæver kenderkreds:»inden for denne overordnede forståelsesramme, hvor Danmark som NATO-medlem var placeret i en markant asymmetrisk bipolær situation, skitseres til sidst en DIIS bind 3, s. 12.

29 adaptionsteoretisk analyseramme.«der optræder også begreber som»natoacquis«,»argumentativ selvfiksering«og»demandeur-position«. Den flere steder anvendte citatteknik er ved sine udeladelser ofte misvisende. Et eksempel blandt flere: Der gengives et citat af den tidligere amerikanske udenrigsminister Alexander Haig om, at russerne var»meget, meget moderate, meget, meget ansvarlige i denne administrations første tre år«(dvs ). DIIS-forskerne er meget, meget glade for Haigs udtalelse, så den bringes hele fire gange en gang på engelsk og tre gange på dansk. DIIS har citatet fra en obskur kilde, der er nævnt i en fodnote i en bog af en amerikansk forsker, der igen citerer fra et interview til den amerikanske avis Newsday, som blev bragt i anledning af udgivelsen af Haigs erindringsbog Caveat. Realism, Reagan, and Foreign Policy (1984). I Haigs bog er der dog ingen som helst omtale eller analyse af russernes angiveligt meget, meget»moderate«og»ansvarlige«adfærd. Udtalelsen virker løsrevet fra sammenhængen i øvrigt, og den er ganske utypisk for Haig, der ligesom præsident Reagan var stærkt kritisk indstillet over for Sovjetunionen. Haig trådte i øvrigt tilbage som udenrigsminister efter 17 måneders forløb, så han kan ikke have udtalt sig om en periode på hele tre år. At ophøje en kryptisk og tvivlsom udtalelse i et avisinterview til støtte for udredningens i øvrigt tvivlsomme vurdering af faren for atomkrig i begyndelsen af 1980 erne er ikke udtryk for seriøs forskning. Samme tendens ses ved citater fra andre værker. Det hedder således, at Richard Pipes karakteristik af Helsingfors-slutakten fra 1975 var»grundlæggende fejlagtig«(bind 3, s. 58). Men DIIS gengiver igen en persons angivelige udtalelse efter en anden forskers gengivelse. Pipes egen opfattelse var, at slutakten legitimerede Sovjetunionens erobring af Østeuropa. Det var ikke en opfattelse, der var grebet ud af luften, men den almindelige forståelse af slutaktens anerkendelse af de grænser, der var resultatet af den sovjetiske ekspansionspolitik : Slutakten legitimerede den sovjetiske dominans i Østeuropa siden Det var derfor, Kreml ønskede denne slutakt. DIIS omkonstruerer imidlertid Pipes karakteristik af et historisk forløb til en prognose for den fremtidige udvikling. Det er der intet som helst belæg for i det af DIIS citerede. DIIS citerer den britiske forsker David Holloway for, at Stalin førte realpolitik, ville konsolidere sine territorielle gevinster og have en sovjetisk indflydelsessfære i Østeuropa samt medindflydelse på Tyskland og hvis muligt også Japan (bind 1, s. 598). DIIS fortsætter med at citere de to russiske historikere Aleksandr Zubok og Konstantin Pleshakov for, at Stalin og de andre sovjetiske ledere var forsigtige, men undlader at nævne, at de to russiske forskere også skriver, at de sovjetiske lederes ideologiske arrogance og deres revolutionært- 29

30 imperiale paradigme betød, at»de mere end én gang bragte verden farligt nær en dødelig konfrontation«. 30 DIIS forsynder sig desuden adskillige steder mod god citatskik ved ikke at gøre opmærksom på, at ord, sætninger og endda hele afsnit i direkte citater er udeladt. Udredningen bringer som bilag CIA-referater af møder med Aksel Larsen i PET s arkiv. Referaterne er censurerede af PET, der har slettet mange linjer, afsnit og hele sider. Nogle gange har DIIS kun bragt parafraser af referaterne. DIIS gør ikke opmærksom på, hvornår man selv har foretaget oversættelse fra de engelsksprogede referater, og hvornår der er tale om gengivelse af de danske oversættelser i PET s arkiv. Der er ganske mange fejl i gengivelsen af disse referater, der flere steder minder om en kladde. Adskillige steder er der således anbragt spørgsmålstegn i forbindelse med angivelse af, hvor meget der er slettet: [? sætning slettet ] og [ ca.? linje slettet ]. De to steder er hhv. to og tre ord slettet. Et tredje sted er anført det helt meningsløse [5 ] uden yderligere forklaring. Et sted omtales en læge på et hospital i den eksotiske lokalitet»vinsen«. Det er klart, at der er tale om en fejlhøring, og at det skal være»provinsen«. Hele referatet af et møde i marts 1969 mellem Larsen og CIA mangler, uden at der er gjort opmærksom på det. Om referatet af et møde 6. maj 1969 hedder det, at Aksel Larsens møde var med en dansk kontakt, men i det originale referat står der, at mødet fandt sted med en»medarbejder ved herværende tjeneste«, dvs. en udenlandsk efterretningstjeneste i Danmark. Aksel Larsen havde ikke møder med repræsentanter for PET. Tre linjer er i øvrigt slettet i dette referat, uden at der er gjort opmærksomt på det. Manglende forskningsoversigt Udredningen indeholder mærkeligt nok ingen oversigt over dansk forskning i Den Kolde Krig, derimod en oversigt over amerikansk forskning. Det er en forbløffende mangel. DIIS-udredningen anvender stort set slet ikke trykt russisksproget kildemateriale, moderne russisk historieforskning, russisk aktørlitteratur eller russisk erindringslitteratur. Den er desuden særdeles selektiv med hensyn til anvendelsen af vestlig forskning. Med hensyn til den amerikanske forskning gør man sig store anstrengelser for at vise, at de såkaldte»traditionalister«(der mente, at Sovjetunionen i kraft af den herskende ideologi, marxismen-leninismen, havde et anspændt forhold til omverdenen) ikke havde ret. Det udtrykkes på denne mundrette måde i bind 1: Vladislav Zubok og Constantine Pleshakov: Inside the Kremlin s Cold War (1996), s. 282.

31 Det er vigtigt at fastholde, at»spørgsmålet om holdbarheden af de tre historiografiske skolers empiriske påstande logisk set [er] noget andet, end om forskere og iagttagere hørende til en af de tre skoler (traditionalisme) politisk set fik ret i den forstand, at deres politiske holdning til sovjetstaten og kommunismen nu er bredt accepteret«. Eller:»Man kan ikke bruge det forhold, at den Kolde krig sluttede med den vestlige normative vision modpartens antagelse af ens eget system som et bevis på, at systemkonfliktretningen havde ret, og at bekymringer og trusselsopfattelser svarende til et sikkerhedsdilemma var fiktive«. Ingen påviselig militær trussel Politik laves af mennesker. På begge sider var der håb og frygt, optimisme og uvished, fejltagelser og misforståelser, loyalitet og forræderi, uvidenhed og dumhed i vekslende forhold gennem de 45 lange år, denne konflikt varede. Men DIIS-udredningen er en harmonisk fortælling om, at hvad danskerne gør, er altid det rigtige uanset om de går til højre eller venstre, frem eller tilbage. Man får f.eks. ingen som helst realistisk forestilling om den tumult og det skred, der faktisk prægede sikkerhedspolitikken i 1980 erne. Ifølge DIIS kan der ikke påvises en egentlig militær trussel fra sovjetisk side. Det hævdes videre, at Sovjetunionen allerede omkring 1965 opgav doktrinen om, at en storkrig ville blive udkæmpet som en kernevåbenkrig, og tilsyneladende ikke siden forestillede sig en sådan kernevåbenkrig. Det er en uholdbar opfattelse, som modsiges af sovjetiske og andre kilder, som DIIS helt har ignoreret. 31 Oberst J.E. Andersen har noteret sig, at DIIS er af den opfattelse,»at det at kalde noget en trussel i sig selv er en politisk handling«(citat fra udredningen). Han konkluderer derfor, at DIIS-udredningen (i sin udvanding af trusselopfattelsen) derfor i sin egen forståelse også må være en politisk handling. 32 DIIS-udredningen vakte vrede i det danske forsvar og tilsvarende glæde på det, man bredt kan kalde venstrefløjen i dansk politik. Især har den pensionerede officer Michael Clemmesen skudt med skarpt. 33 Anvendelsen af kildemateriale fra FE s arkiv er blevet stærkt kritiseret. J.E. Andersen mener om DIIS trusselsvurdering, at det svage sovjetiske kildemateriale, der er benyttet, burde have medført mere forsigtige konklusioner. Han kritiserer endvidere DIIS for meget mangelfuld kildekritik. Han anker over, at et så vægtigt kildemateriale som Beretning fra Forsvarskommissionen af 1988 (der indeholder NATOs 31 Om Sovjetunionen og synet på kernevåbens anvendelse, se kapitel J.E. Andersen:»DIIS-udredningen om Den Kolde Krig«, Forum for forsvarsstudier marts Michael Hesselholt Clemmesen:»Koldkrigsudredningen og Danmark i Den Kolde Krig«, Forum For Forsvarsstudier december

32 samlede trusselsvurdering) ikke er benyttet. Det sætter ifølge obersten et stort spørgsmålstegn ved udredningens redelighed. Såvel NATO som FE vurderede, at Warszawapagtens styrker og struktur langt oversteg, hvad der kunne legitimeres ved rene forsvarsbehov. Den overskydende kapacitet var til offensiv brug. 34 Den pragmatiske og status-quo orienterede Stalin DIIS-udredningen mener, at Stalin som udenrigspolitiker var velovervejet, realistisk, pragmatisk, forsigtig, klog og status quo-orienteret altså lutter plusord. Det er blevet meget stærkt kritiseret og tilbagevist af Niels Erik Rosenfeldt, som er en af de ledende Stalin-kendere. Tjener det virkelig til at afdække Øst/ Vest-konfliktens væsen? har Rosenfeldt spurgt. Et det virkelig retvisende at betegne Stalins ekspansionspolitik med ordet»varsom«? Ifølge ham var Stalin ved sine bestandige bestræbelser på at konsolidere sit eget system i 1950 erne godt på vej til at udløse en ukontrollabel international krise, som kunne være endt i et verdensomspændende krigsragnarok. Stalin legede med tanken om en tredje verdenskrig, hvilket bl.a. fremgår af hans korrespondance med de kinesiske ledere under Korea-krigen, men også af kilder af østeuropæisk proveniens, som DIIS enten ikke kender eller har valgt ikke at benytte Sovjetunionens kernevåbendoktrin Ifølge DIIS opgav Sovjetunionen omkring 1965 doktrinen om, at en kommende storkrig ville blive udkæmpet som en kernevåbenkrig, ligesom Sovjetunionen fra 1970 erne angiveligt antog en ikke-førstebrugsdoktrin med hensyn til kernevåben dvs. at sovjetiske styrker kun ville anvende kernevåben, hvis NATO først havde brugt sådanne våben, eller hvis det var ubestrideligt, at NATO ville bruge kernevåben. 36 Der findes imidlertid et omfattende sovjetisk kildemateriale, der peger i modsat retning, og som er fyldigt omtalt i dette værks kapitel 1. Ingen af de i dette kapitel omtalte russiske og sovjetiske forskere eller sovjetiske/russiske kilder er omtalt i DIIS-udredningen. En enkelt (Kokosjin) figurerer i DIIS-udredningens litteraturliste, men er ikke anvendt i fremstillingen. Den amerikanske forsker Richard Pipes meget kendte afhandlinger om emnet, som ligeledes går stik imod DIIS opfattelse, er heller ikke 34 Frede P. Jensen skrev senere en artikel, hvori han modificerer den fremstilling af den militære trussel mod Danmark, som han på vegne af DIIS havde fremsat i DIIS-udredningen, se»the Warsaw Pact s special target: planning the seizure of Denmark«i Vojtech Mastny med flere: War Plans and Alliances in the Cold War (2006). 35 Niels Erik Rosenfeldt: Stalin (2006), s og samme: Verdensrevolutionens generalstab (2011), s DIIS bind 4, s

33 inddraget. Pipes erindringer, hvori han giver udtryk for samme opfattelse som i sine tidligere afhandlinger, er nævnt i DIIS-udredningens litteraturliste, men er ikke anvendt i fremstillingen. USA som Den Store Urostifter Udredningen gør på et yderst tyndt grundlag meget ud af USA s psykologiske krigsførelse mod Sovjetunionen, som angiveligt»med stor sandsynlighed«øgede krigsfaren. Dramatisk hedder det:»i sidste ende kan ingen med sikkerhed fastslå, hvor nær vi var på [atom]krig i begyndelsen af 1980 erne.«det er et tautologisk, dvs. et tomt udsagn, men samtidig en manipulerende påstand, der foregøgler læseren, at der faktisk var fare for kernevåbenkrig på dette tidspunkt. Man kan naturligvis aldrig»med sikkerhed«og»i sidste ende«vide noget som helst om, hvad der er ukendt og udokumenteret. Ikke desto mindre er det et omdrejningspunkt i udredningen at få fastslået, at verden faktisk var på randen af en atomkrig på grund af USA s politik, selv om det med stor sikkerhed kan fastslås, at der ikke findes nogen som helst dokumentation for, at der var udsigt til nogen som helst atomkrig. DIIS vikler sig ind i en række uholdbare og rent spekulative påstande om, at den sovjetiske ledelse»reelt«skulle have været bange for, at installeringen af de første INF-raketter i Vesteuropa samtidig med en NATO-computerøvelse var forberedelsen til et vestligt forkøbsslag med atomvåben mod Sovjetunionen. (bind 3, s. 17). Hvordan kan man vide, hvad der»reelt«foregik af tankevirksomhed i den sovjetiske ledelses hjerner, når man end ikke har gjort mindste forsøg på at undersøge det reelt eksisterende kildemateriale? DIIS-konklusionen er, at dobbeltbeslutningens andet led, dvs. ankomsten af de første amerikanske raketter til Vesteuropa i efteråret 1983, øgede faren for atomkrig (bind 3, s.64). Også senere hedder det, at den vestlige styrkepolitik»formentlig var kombineret med øget krigsfare«. Det er for det første ikke rigtigt, at raketterne blev installeret samtidig med NATOs computerøvelse i begyndelsen af november Raketterne begyndte først at ankomme ind i december og skulle derpå gøres operationsklare. Opfattelsen bygger for det andet ukritisk på ukvalificeret amerikansk litteratur, hvor den ene forfatter har skrevet af efter den anden uden seriøs dokumentation. Mens DIIS beskriver USA s politik som uansvarlig, risikofyldt og på nippet til at fremkalde en atomkrig mellem Øst og Vest, opfattes den sovjetiske ledelse derimod som ansvarlig og forsigtig. Men DIIS har set bort fra alle de fremstillinger og kilder, som viser den fossile sovjetiske ledelse som de formørkede mænd, mange af dem var. DIIS har heller ikke givet et realistisk billede af den selvbevidste sovjetiske militære ledelse og dennes arrogance over for 33

34 den politiske ledelse. Ledelsen fablede i sin formørkethed om et muligt amerikansk overraskelsesangreb med kernevåben, men troede alligevel ikke selv på det. 37 Samtidig var Sovjetunionens egen sikkerhedspolitik baseret på en offensiv strategi, som ikke udelukkede et præventivt angreb dvs. et førsteslag på modstanderen. 34 Able Archer-myten Jens Gregersen har kritisk undersøgt ikke mindst DIIS-opfattelsen af, at der på grund af USA/NATOs politik opstod en særdeles farlig situation i efteråret Påstanden går mere præcist ud på, at en NATO-computerøvelse i november 1983 («Able Archer«) fremkaldte en så heftig panik i Kreml, at dele af det sovjetiske militær blev sat i alarmberedskab. Situationen kunne ifølge DIIS sidestilles med Cuba-krisen i 1962 med hensyn til farlighed og krigsfare. Den sovjetiske ledelse gjorde således angiveligt bombefly med kernevåben klar til øjeblikkelig indsættelse. Det er en påstand, der spiller en stor rolle i DIIS»bevisførelse«for tesen om USA s angiveligt farlige og potentielt krigsfremkaldende politik. Den sovjetiske ledelse havde i 1981 iværksat en omfattende efterretningsoperation, RJAN, hvis formål var at indhente oplysninger om, at eller hvorvidt USA/NATO var i færd med at udløse et kernevåbenangreb på Sovjetunionen. DIIS nævner imidlertid ikke, at operationen var så absurd, at professionelle KGB-folk ikke kunne tage opgaven alvorligt. Der blev da heller aldrig af KGB fundet noget som helst, der tydede på et forestående vestligt angreb. 39 Gregersen har konkret påvist, at DIIS bygger på et ikke-eksisterende kildegrundlag samt ekstremt dårlig kildekritik af nogle tredje- og fjerdehåndskilder, der afskriver hinanden. Han har på over 44 sider omhyggeligt redegjort for alt dette i Forum for Forsvarsstudier december Hans optrevling af DIIS påstand er meget overbevisende. DIIS har da heller ikke kunnet gendrive hans argumenter, men har i stedet ganske uvidenskabeligt reageret ved at tale om»genklange af retorik fra Den Kolde Krigs tid«og om en»overfaldsstrategi«(rettet mod DIIS), der var udtænkt for flere år siden på et hemmeligt møde i Gregersens lejlighed [sic!]. Gregersens argumenter kan opsummeres således: En række nøglepersoner i den sovjetiske militære og politiske ledelse herunder Gorbatjov har oplyst, 37 Se værkets kapitel Gregersen, Jens:»Able Archer 1983 og Koldkrigsudredningen«, Forum For Forsvarsstudier, december Se også Mark Kramer:»The Able Archer 83 Non-Crisis: Did Soviet Leaders Really Fear an Imminent Nuclear Attack in 1983?«(Utrykt paper 2012). 39 Se også Victor Cherkashin med Gregory Feifer: Spy Handler (2005), s. 144, der også kolporterer myten uden seriøst kildebelæg.

35 at de ikke har noget kendskab til, at der som påstået af DIIS skulle have været en særdeles alvorlig krise på dette tidspunkt. Ikke en eneste russisk historiker har omtalt denne såkaldte krise. DIIS har kolporteret»grundløst gætteri«. Forsvarets Efterretningstjeneste betegner også DIIS påstand som en myte og betegner mytens opkomst som resultat af»kilder, der i et nærmest grotesk forløb citerer hinanden og sig selv«. I det militære efterretningssprog hedder den slags»falsk kildeinformation«. Den ansvarlige i FE for elektronisk indhentning og bearbejdning i 1983 har heller aldrig i samtaler med kolleger i udenlandske tjenester hørt om den påståede krigsfare. 40 I øvrigt sad udenrigsminister Ellemann-Jensen i Moskva og forhandlede med medlem af Politbureau, udenrigsminister Andrej Gromyko på dette tidspunkt. Den sovjetiske leder ville sikkert ikke have brugt tid på den slags, hvis verden stod over for et atomragnarok. 41 Ikke desto mindre gentages de udokumenterede spekulationer i Gads Leksikon om Danmark og Den Kolde Krig uden så meget som at nævne Gregersens afhandling og FE s aflivning af spekulationerne. Gregersens afhandling figurerer heller ikke i leksikonets litteraturliste. 42 Socialdemokratiets skred Hvis DIIS fremstilling af USA som den farlige og destabiliserende part er rigtig, handlede det danske Socialdemokrati fornuftigt ved at distancere sig fra USA og NATOs strategi. Men DIIS fremstilling er meget ensidig og lige så ukritisk over for Sovjetunionens politik som den er kritisk mod USA. F.eks. omtales den sovjetiske udstationering af SS20-raketterne vendt mod Vesteuropa stort set ikke, selv om Den sovjetiske Generalstab mente, at Sovjetunionen i kraft af den massive ændring af styrkebalancen i Europa kunne holde Vesteuropa som gidsel. 43 I DIIS bind 3, kapitel 62 er der brugt tre linjer og tre ord på SS20-udstationeringen. I det foregående bind 2 afhandles emnet på to og en 40 Hans Davidsen-Nielsen: Spionernes krig (u.å.), s Se nærmere om Ellemann-Jensens Moskva-besøg i november 1983 i værkets kapitel Den Kolde Krig og Danmark (Gads Leksikon 2011), s DIIS og dermed også Gads Leksikon synes inspireret af Jørgen Dragsdahls journalistiske kampagne om, at verden stod på randen af en kernevåbenkrig i 1983, og at den egentlige årsag hertil var NATOs dobbeltbeslutning se bl.a. hans artikler i Weekendavisen og Information Dragsdahl talte imidlertid imod bedre vidende. I en telefonsamtale med Lasse Budtz den 21. september 1983, hvor han bagatelliserende betegnede den sovjetiske nedskydning af KAL som»den åndsvage episode«, fortalte han Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske førstemand, at opstillingen af de amerikanske raketter i Vesteuropa var»skadeligt for det vestlige samarbejde«, og at»sovjet nu nærmest må være interesseret i, at opstillingen begynder«. Han betroede ligeledes sin intime kontakt og politiske samarbejdspartner, at han under et nyligt besøg i Moskva havde erfaret, at»der var ikke den voldsomme panik over det ud over de mere rituelle fordømmelser«. PET Afskrift af telefonaflytning Se herom i værkets kapitel 1. 35

36 36 halv linje. Men det var jo denne oprustning, som endda blev iværksat under den såkaldte»afspænding«i 1970 erne, der fik en række vesteuropæiske socialdemokratiske regeringer til at anmode et modstræbende USA om at styrke den strategiske kobling mellem USA og Vesteuropa ved at opstille nye amerikanske raketter, hvis det ikke var muligt at få Sovjetunionen til at fjerne SS20 erne. Og Mikhail Gorbatjov kalder i sine erindringer denne sovjetiske beslutning for»et utilgiveligt eventyr, som skete under tryk fra det (sovjetiske) militær-industrielle kompleks«. 44 Gorbatjovs erindringer figurerer i DIIS litteraturliste, men hans fordømmelse af SS20-opstillingen nævnes ikke. Flere forskere Wilhelm Christmas Møller og Niels Boel har tidligere hævdet, at Socialdemokratiets kursskifte ikke var noget kursskifte, men blot en videreudvikling af traditionel socialdemokratisk politik. 45 Det var tværtimod V og K, der ændrede politik. Denne opfattelse er identisk med den opfattelse, den daværende ledelse af Socialdemokratiet gjorde gældende. Men det er en opfattelse, som er vanskelig at tage alvorligt. Dels fremkaldte partiets kursskifte eller skred heftige modsætninger internt i partiet, mens skreddet stod på. Det ville nok ikke have været tilfældet, hvis partiets politik i 1980 erne blot fortsatte den traditionelle linje. Dels har en række fremtrædende socialdemokrater siden hen beskrevet det, der skete, som et brud med partiets hidtidige politik. Nogle af dem har endda taget stærk afstand fra kursskiftet. Andre forskere end de ovenfor nævnte, der under kursskiftet var meget tilbageholdende med at kalde en spade for en spade, har senere betegnet kursskiftet som et skred. 46 DIIS-udredningens billede af de indrepolitiske modsætninger og det skred, der fandt sted i Socialdemokratiets syn på Øst-Vest-konflikten, er udglattende og tilslørende. Fremstillingen lider af berøringsangst over for politisk betændte spørgsmål. Partiets sikkerhedspolitik i 1980 erne var ikke blot udtryk for taktisk oppositionspolitik. Den havde langt dybere rødder og var udtryk for det omslag i ledende socialdemokraters syn på Øst/Vest-konflikten, der havde fundet sted i 1970 erne. Årsager til Socialdemokratiets kursskifte i 1980 erne Det hedder i udredningen, at der ingen reel dækning er for opfattelsen af østlig 44 Gorbatjov: Memoirs (1997) s Se f.eks. Wilhelm Christmas Møller i Christian Thune og Nikolaj Petersen (red.): Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1983 (1984) og Erik Boel: Socialdemokratiets atomvåbenpolitik (1988). 46 Blandt fremtrædende kritiske socialdemokratiske politikere og organisationsfolk kan nævnes Robert Pedersen, Erllng Olsen, Georg Poulsen, Knud Heinesen, Henrik Dam, Henrik Sass Larsen og Helle Thorning-Schmidt.

37 påvirkning af Socialdemokratiet. Denne påvirkning led overordnet set skibbrud, fordi frygten for Sovjetunionen og Warszawapagten stadig var massivt til stede i befolkningen (bind 3, s. 382 f.). Men det er ikke noget seriøst argument, og det siger intet om, hvordan ledende socialdemokrater så på forholdene. Udredningen har slet ikke undersøgt dette emne. Flere ledende socialdemokrater opfattede faktisk mørkemændene i Kreml før Gorbatjovs reformregime som moderate og besindige folk. Ifølge Lasse Budtz udgjorde Sovjetunionen ingen trussel mod Danmark.»Hvad skulle vi have gjort uden Brezjnev?«udbrød han. Reagan var»en gal hund«ifølge Anker Jørgensen og en»kræftsvulst«ifølge Kjeld Olesen. Ja, NATO førte»terrorpolitik«ifølge en ledende socialdemokrat. NATOs generaler var gale og ville smide atombomber mod danske byer, hævdede Ritt Bjerregaard i Alt dette er uomtalt i DIIS-udredningen, selv om der er tale om autentiske udsagn, som alle var offentliggjort. Ifølge DIIS var Socialdemokratiet heller ikke påvirket af fredsbevægelsen. En sådan opfattelse affærdiges som en klassisk kommunistisk tolkning men var PET da inficeret af kommunisme, siden PET mente, at fredsbevægelsen påvirkede Socialdemokratiet? Socialdemokratiets ledelse løb ifølge DIIS heller ikke efter en sovjetisk dagsorden. Men faktisk gjorde partiet flere af Kremls krav til sine egne. Socialdemokratiet var derimod ifølge DIIS inspireret af en bred international debat og diskussioner i bl.a. Socialistisk Internationale. Fra midten af 1980 erne indgik Socialdemokratiet også i et»multilateralt afspændingsnetværk«bestående af kommunistiske og socialdemokratiske partier fra seks mindre europæiske lande. Bl.a. var der nu tætte kontakter til det østtyske kommunistparti, SED. Her blev der konstateret enighed i synet på Reagan og USA. Det sidste er rigtigt, men demonstrerer jo netop, hvor omfattende et sikkerhedspolitisk skred, der var tale om. Danske socialdemokrater blev stærkt påvirket af Egon Bahr, en ledende ideolog i det vesttyske socialdemokrati SPD. Hans afslørende erindringer er ikke anvendt af DIIS, som end ikke synes at kende dem. Bahr mente, at superoprusteren Brezjnev havde brudt den sovjetiske oprustning, og at han var den nødvendige overgang til Gorbatjov altså en liberal reformpolitiker! Ligesom Socialdemokratiet i Danmark havde SPD forandret sig stærkt. Evnen til at skelne mellem vestligt demokrati og kommunistisk totalitarisme var stærkt aftagende fra 1970 erne. Den traditionelle forståelse af vesttysk sikkerhedspolitik var eroderet. Genforening med den del af den tyske nation, der befandt sig under totalitært socialistisk styre, var opgivet. Dette forhold er ligeledes uomtalt, selv om det er grundigt dokumenteret af den tyske historiker 47 Se værkets kapitel

38 Wolfgang Rudzio i værket Die Erosion der Abgrenzung (1988). SPD indledte et tættere og tættere samarbejde med SED og ville ikke høre tale om SED-regimets forbrydelser. Bahr gik langt i sine samtaler med SED om, hvordan man kunne modarbejde NATO og USA. Han veg end ikke tilbage for at rådslå med Kreml om, hvordan man i fællesskab kunne svække og genere forbundskansler Helmut Kohl. Alt dette er uomtalt. Bahr og hans danske lærlinge må have indgivet fossilerne i Kreml håb om, at det kunne lykkes at forhindre NATOs politik. De baltiske lande fik at vide, at de skulle holde sig i ro. Der blev arrangeret fredsmøder med repræsentanter for SED, og så sent som i november 1989 fortalte Lasse Budtz stolt om Socialdemokratiets tætte forbindelser til de herskende kommunistpartier i Østeuropa, mens»højreorienterede anti-kommunister«blev fordømt. Få dage før Berlin-muren blev væltet, kunne Ritt Bjerregaard på sit partis vegne ikke tage stilling til, om man skulle opgive samarbejdet med politistaterne. Det var endnu for tidligt at afgøre»danmarks interesse«i den udvikling, der fandt sted, mente hun. Heller ingen af disse afslørende ting om Socialdemokratiets sikkerhedspolitik findes omtalt i DIIS-udredningen. Om fredsbevægelsernes pludselige opkomst og omfattende aktiviteter hedder det i udredningen, at NATOs beslutning blev set som et amerikansk forsøg på at muliggøre en atomkrig begrænset til Europa. Var det rigtigt? DIIS skriver, at NATOs politik »uundgåeligt kom til at indgå i det ny mønster af trusselsforestillinger, der i begyndelsen af 1980 erne førte til en kraftig opblussen af fredsbevægelserne i de vestlige lande. Denne udvikling faldt sammen med, at den stærkt antikommunistiske Reagan kom til magten i USA, hvilket betød, at der i offentligheden blev skabt en hidtil set ukendt polarisering af den sikkerhedspolitiske debat«. (bind 3, s. 577.) Påstanden om, at USA pønsede på at føre begrænset atomkrig i Europa for at skåne eget territorium, var en vigtig del af den desinformation, som Kreml, KGB og fredsbevægelsen udbredte. Faktisk forholdt det sig omvendt: Den sovjetiske ledelse foreslog USA en aftale om at begrænse en konflikt til Europa, men USA (Kissinger) afviste det sovjetiske forslag. DIIS afviser ikke løgnen og omtaler ikke det sovjetiske tilbud. Autentiske og udsagnskraftige sovjetiske kilder bekræfter de sovjetiske tanker om begrænset kernevåbenkrig i Europa. 48 Det var altså NATO og Reagans farlige politik, der ifølge DIIS fremkaldte fredsbevægelsen, mens Sovjetunionen, DKP, den kommunistisk styrede organisation Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed samt andre frontorganisationer tilsyneladende ingen rolle spillede. Sovjetisk og dansk tilgængeligt kilde Henry Kissinger: Years of Upheaval (1982). Jonathan Haslam: Russia s Cold War (2011), s. 307 ff. Se I øvrigt værkets kapitel 1.

39 materiale viser et ganske andet billede end DIIS-udredningens, men dette store og varierede materiale er ignoreret af DIIS. Et andet, men sammenhængende spørgsmål stilles heller ikke: Hvorfor afgik fredsbevægelserne ved døden, efter at der i Kreml var kommet et reformregime til magten, som standsede pengestrømmen til DKP og omegn? DIIS-udredningen tegner ikke et virkelighedsnært billede af den indflydelse, som DKP og dets frontorganisationer havde på meningsdannelsen og dermed på politikken i Danmark. Det er i øvrigt vigtigt at huske (hvad udredningen heller ikke gør), at fredsbevægelserne havde forholdt sig roligt til den sovjetiske oprustning. Gorbatjov skriver i sine erindringer, at den sovjetiske ledelse tænkte: Nu stiller vi vore raketter op, og i Vesten vil fredskæmperne ikke tillade militære modforanstaltninger. Hans dom lyder:»hvis det er rigtigt, var det topmålet af naivitet.«gorbatjovs opfattelse er heller ikke omtalt. Gorbatjovs erindringer er som sagt nævnt i udredningens litteraturliste, men ikke anvendt i selve udredningen. Fredsgruppen Generaler for Fred, som var organiseret, finansieret og styret af DDR s efterretningstjeneste HVA, havde den danske general G.K. Kristensen som medlem. Det omtales ikke af DIIS. Kristensen havde så sent som i 1983 været alvorligt bekymret for udviklingen i Socialdemokratiet og beklaget, at fremtrædende socialdemokrater bidrog til at legitimere den kommunistiske fredskamp ved deres deltagelse i forskellige arrangementer. To år senere havde han skiftet side og deltog (nu) selv i den slags arrangementer, hvor han anbefalede Sovjetunionens ønske om en nordisk fredszone. Gruppen Læger for Fred nævnes, men ikke, at formanden Frits Schjøtt udbredte KGB-bagvaskelse om Sakharov og anden desinformatsija. Socialdemokratiske forskere om fodnotepolitikken og Socialdemokratiet Ifølge Erik Beukel var det nye ved Socialdemokratiets politik i slutningen af 1970 erne og begyndelsen af 1980 erne ikke, at man lagde vægt på at bevare visse forbehold i Danmarks NATO-politik. Der var oven i købet en tendens til, at Socialdemokratiet accepterede større militær integration i NATO. Det afgørende var, at flere ledende socialdemokrater i 198 erne nedprioriterede den politiske og idemæssige konflikt mellem øst og vest:»en del socialdemokrater anså det nærmest for illegitimt at tale om Sovjetunionens militære og ideologiske herredømme i Østeuropa som et centralt sikkerhedspolitisk problem. Sikkerhedspolitiske problemer blev reduceret til, at der var for mange atomvåben. Denne holdning var til stede flere år, før partiet gik i opposition. Oppositionsrollen forstærkede givetvis disse holdningers mulighed for at slå igennem, men deres betydning kan ikke reduceres til blot en følge af tabet af regeringsmagten.«49 49 Erik Beukel:»Danmark under Den Kolde Krig«, indlæg på Selskabet for Samtidshistorisk Forsknings møde

40 40 Hvis det alternative sikkerhedspolitiske flertals linje var blevet fulgt af USA og NATO, ville det have bidraget til at forlænge Den Kolde Krig ved at bidrage til at holde liv i det sovjetiske imperium. Hvis den borgerlige regering havde ladet det alternative flertal prøve i Folketingssalen, ville den interne socialdemokratiske opposition måske være blevet effektiv. 50 I 1985 og 1986 rettede Nikolaj Petersen i det eksklusive tidsskrift Management en afdæmpet, men alvorlig kritik af fodnoteriet. Han gentog sin kritik i Dansk Udenrigspolitiks Historie. 51 Rasmus Mariager, der synes at skrive på vegne af DIIS-udredningen, tilsluttede sig opfattelsen af, at der fandt et socialdemokratisk holdnings- og politikskifte sted, og at Socialdemokratiet skiftede kurs dog kun i INF-spørgsmålet. Men Venstre og Konservative justerede også deres sikkerhedspolitik ved indgangen til 1980 erne, mest Venstre. Socialdemokratiet og Venstre var de partier, der bevægede sig mest, men i hver sin retning. Noget mere nølende er Mariager med hensyn til Socialdemokratiet og zonen. Nok var en zone på den socialdemokratiske sikkerhedspolitiske dagsorden siden sommeren 1981, da Anker Jørgensen og Socialdemokratiet skiftede holdning, men partiet sørgede samtidig for, at zonen ikke kunne blive til noget ved at forudsætte USA s accept. Socialdemokratiet argumenterede sig herved angiveligt op i et hjørne. 52 Det er ikke rigtigt, at Venstre eller Konservative skiftede kurs ved indgangen til 1980 erne eller senere i løbet af 1980 erne. Det var i hvert fald ikke noget, nogen bemærkede i samtiden. I den sovjetiske ambassades årsrapport for 1984 hed det således, at der ikke i Danmark fandtes nogen udpræget reaktionær politiske gruppering, men at regeringspartierne var mere»centrumorienterede«og ikke begejstrede for USA s rumprogram (SDI). I 1985 var det opfattelsen, at den danske regering ikke hørte til de»ekstremistiske«og åbenlyst pro-amerikanske, men tværtimod drog omsorg for ikke at skade de kontakter og det samarbejde mellem Sovjetunionen og Danmark, som havde udviklet sig i afspændingsårene. De sovjetisk-danske forbindelser blev oven i købet udviklet yderligere under Firkløverregeringen i 1980 erne. Sovjetunionens forhold il Danmark var faktisk bedre end forholdet til Norge og Sverige, der blev belastet af Treholt-sagen og den sovjetiske ubådsstranding. 53 Der er heller intet dansk kildemateriale, der støtter opfattelsen af, at VK-partierne»justerede«deres politik ved indgangen til 1980 erne. I de to afgørende spørgsmål, som kom til at skille Socialdemokratiet fra Venstre og Konservative INF og zonen var det Socialdemokratiet, der skiftede kurs, mens Venstre og Konservative blev stående på de positioner, de tidligere havde indtaget sammen med Socialdemokratiet. Venstres»nye«linje i sikkerhedspolitikken var en reaktion på Socialdemokratiets skred, en reaktion der byggede på den traditionelle tværpolitiske sikkerhedspolitiske enighed. Socialdemokratiets dagsordener, vendt mod regeringens sikkerhedspolitik i 1980 erne, var dagsordener, der så at sige var vendt mod Socialdemokratiets egen politik indtil Mariager medgiver da også, at Socialdemokratiet ikke selv var i stand til at forklare, hvordan en zone skulle kunne forenes med NATOs atomstrategi. Ifølge Villaume indgik Danmark forstærkningsaftaler om kernevåben i begyndelsen af 1980 erne. Hvis det er rigtigt, bliver den socialdemokratiske politik med nej til kernevåben under alle omstændigheder fredstid, krise og krig komplet usammenhængende og uforståelig. 50 Erik Beukel:»Danmark under Den Kolde Krig«. 51 Nikolaj Petersen: Europæisk og globalt engagement (Dansk Udenrigspolitiks Historie bind 6, 2004). 52 Rasmus Mariager:»Den brede enigheds ophør«, Historisk Tidsskrift 2005, s. 553 ff. og 2006, s. 646 ff. 53 DIIS: Danmark under den Kolde krig 3, s. 606.

41 Hvorfor skred Socialdemokratiet? Rasmus Mariager understreger, at»vi, der skrev DIIS-rapporten, og Nikolaj Petersen har alle haft udstrakt adgang til danske arkiver, og vi kan derfor i dag sige noget mere præcist om årsagerne til sammenbruddet end for blot få år siden«. Han glemmer, at der også er andre end ovennævnte, der har haft udstrakt adgang til disse og andre arkiver, og som derfor også er i stand til at have en begrundet mening om sagerne. Mariager mener, at der var tre årsager: 1) den internationale udvikling, 2) forholdet mellem de danske politiske partier og 3) indre partiforhold. Han koncentrerer sig om den første. Som de fleste danske historikere negligerer han Sovjetunionen og skriver udelukkende om USA. Den fornyede rivalisering mellem de to supermagter og den amerikanske styrkepolitik og sejrsstrategi under Reagan skabte uenighed i Vesteuropa om, hvorvidt man skulle forlade den ligevægts- og samarbejdsstrategi, NATO havde fulgt siden anden halvdel af 1960 erne. Udviklingen bekymrede Socialdemokratiet, hvis ledende skikkelser mente, at man skulle lægge vægt på»brobygning«. Men åbenbart bekymrede udviklingen ikke Socialdemokratiets ledelse mere, end at partiet helt indtil 1981 tog afstand fra den sovjetiske idé om en særlig nordisk zone og gik ind for NATOs dobbeltbeslutning. Var Socialdemokratiet genstand for østlig påvirkning? Mariager henviser til undertegnedes omtale af DIIS-udredningen i Jyllands-Posten, hvor det angiveligt anføres, at det var østligt finansierede fredsbevægelser, der påvirkede Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i 1980 erne. Mariager forholder sig ikke argumenterende til den citerede opfattelse, men ifølge DIIS (og dermed Mariager) er der som vi har set angiveligt ingen»reel«dækning for opfattelsen af østlig påvirkning. Det er imidlertid et spørgsmål, som hverken DIIS eller Mariager har undersøgt. Efter Mariagers og DIIS opfattelse var det imidlertid udtryk for en sovjetisk succes, at zone-ideen blev sat på den sikkerhedspolitiske dagsorden. Det betød dog ikke, at det var Sovjetunionen, der dikterede Socialdemokratiets politik i dette spørgsmål. Socialdemokratiet var derimod inspireret af Socialistisk Internationale (SI) og Scandilux. Hverken Mariager eller DIIS argumenterer dog nærmere for dette postulat. Ingen har givet udtryk for, at Kreml»dikterede«Socialdemokratiets sikkerhedspolitik. At Socialdemokratiet blev inspireret af SI og Scandilux udelukker ikke, at partiledelsen også blev inspireret eller påvirket af fredsbevægelsen eller af Kremls trusselspropaganda. Det ville omvendt have været mærkeligt, hvis ikke Socialdemokratiet var blevet påvirket af disse faktorer. Der findes da også talrige, samtidige vidnesbyrd om, at dette var tilfældet Se værkets kapitel 12 og

42 Mariager peger rigtigt på, at en nordisk kernevåbenfri zone forudsatte USA s accept. Det vidste den socialdemokratiske ledelse naturligvis, og hermed havde partiet ifølge Mariager selv lukket af for, at zonen kunne blive virkeliggjort. Men han og DIIS forklarer ikke, hvorfor partiledelsen ikke desto mindre så ihærdigt og så længe arbejdede med en sag, som man angiveligt ikke ønskede virkeliggjort. Og hvordan skal Anker Jørgensens og Lasse Budtz erklæringer om, at USA ikke skulle bestemme i dette spørgsmål, da forstås? Hvis man skal følge Mariagers og DIIS opfattelse, må det betyde, at Socialdemokratiets ledelse bevidst holdt ikke alene den danske befolkning, Folketinget og den danske regering, men også en række udenlandske samarbejdspartnere for nar. Opfattelsen må forkastes som utroværdig. Flere dagsordener, som Socialdemokratiet fik vedtaget i Folketinget, var af meget ringe kvalitet. I ét tilfælde blev regeringen opfordret til at arbejde for noget, som for længst fandtes i allerede ratificerede traktater. I flere tilfælde holdt Socialdemokratiet fast i nogle positioner, som Sovjetunionen for længst havde opgivet. Partiet gennemtrumfede altså i Folketinget, at Danmark skulle stille større krav til NATO, end Kreml gjorde. Socialdemokratiet var i øvrigt hverken dengang eller senere i stand til at give en sammenhængende fremstilling af sin nye sikkerhedspolitik. 55 Mariagers forsøg på en forklaring er både meget mangelfuld og inkonsistent. PET-kommissionens beretning PET-kommissionen havde den dobbelte opgave juridisk at vurdere, om PET havde holdt sig inden for lovens rammer, og historisk at beskrive dem, PET holdt øje med under Den Kolde Krig. Her skal ikke tages stilling til den juridiske del af beretningen, kun gøres den bemærkning, at det forekommer at være juristeri i svær grad, når et flertal af kommissionens medlemmer herunder to ikke-jurister i en retlig vurdering vil hævde, at den vidt berømte regeringserklæring af 30. september 1968 ikke var retligt bindende for regeringen og myndighederne. Jeg anlægger en ikke-juridisk, men sund fornuft-betragtning: Hvis en højtidelig regeringserklæring over for Folketing og offentlighed om det grundlag, PET virkede på, og som blev gentaget og understreget gang på gang i den kommende tid af skiftende regeringer, ikke betyder noget som helst, skrider hele retsgrundlaget i landet. Det er da også en ren politisk argumentation, der er blevet anvendt til forsvar for, at det juridiske grundlag for PET s virksomhed efter 1969 i stedet var Tøger Seidenfaden:»Dansk sikkerhedspolitik i 1980 erne«, Fred og konflikt (1991), s

43 et hemmeligt notat, der blev lavet i Justitsministeriet. Det bærende argument lyder nemlig, at det drejer sig om»rigets sikkerhed«, dvs. der er tale om sikkerhedspolitik. Og det hedder videre, at sikkerhedspolitik»traditionelt er fyldt med tvetydigheder og hemmelige aftaler mellem regering og opposition«. Derfor skal eftertidens historikere og jurister»træde varsomt«, mener en talsmand for PET-kommissionen. 56 Kernen i sagen er, at PET i praksis ikke kunne udføre de pligter, som skiftende regeringer pålagde tjenesten, hvis den skulle have holdt sig bogstaveligt til regeringserklæringen af Derfor drev regeringen politisk dobbeltspil via Justitsministeriet, som leverede en hemmelig fortolkning, der reelt ophævede regeringserklæringen. Det skal eftertidens jurister og historikere i en retsstat ikke forsøge at bortforklare eller forskønne. Det relevante politiske problem er, hvorfor politikere i et gammelt og stabilt demokrati behandlede en myndig befolkning i en retsstat som børn, der ikke kunne tåle at høre sandheden? Den offentlige debat om PET-kommissionens beretning Den offentlige debat efter beretningens offentliggørelse har været kendetegnet ved, at de kommissionsmedlemmer og -medarbejdere, som har taget til orde mod kritikken, har afvist enhver form for kritik. Med Ditlev Tamms udtryk var der»ikke noget at komme efter«. 57 Det er en forbavsende udtalelse om et arbejde bestående af 16 bind på i alt flere tusinde sider, der behandler mange komplicerede og til dels gedulgte og betændte spørgsmål i Danmarks nyeste historie. Der er for så vidt altid noget at komme efter i ethvert historisk arbejde. Der findes jo ingen definitive historiske fremstillinger. Der vil ofte være forskellige fortolkningsmuligheder, ikke mindst når det drejer sig om hemmelige tjenesters gøren og laden. Der kan forekomme fejllæsninger og andre misforståelser. Manglende grundighed, misforståelser eller manglende tid kan præge det færdige produkt. At påstå om sit eget arbejde, at det er fejlfrit, og at der derfor ikke kan rettes begrundet kritik mod det, er udtryk for en uvidenskabelig opfattelse af, hvad historievidenskab er for en kompliceret størrelse. Selv en kongelig udnævnt kommission består jo kun af mennesker, og disse konkrete mennesker forlenes ikke automatisk med en særlig form for objektivitet eller indsigt, fordi de skriver under etiketten»kongelig Kommission«. Kommissionsmedlem Regin Schmidt har sammen med Morten Heiberg i deres offentlige polemik påstået, at beretningens kritikere ikke var i stand til 56 Morten Heiberg:»I tvetydigt farvand«, Jyllands-Posten »Der er ikke noget at komme efter«, interview med Ditlev Tamm, Jyllands-Posten

44 at finde en eneste fejl og derfor angiveligt selv havde opfundet nogen. 58 Påstanden er både tåbelig og skamløs. Der er blevet påpeget og dokumenteret mange fejl, misforståelser, udeladelser og tvivlsomme fortolkninger i kommissionens beretning. Et lavpunkt i kommissionens polemik blev nået med et indlæg af Regin Schmidt, der bestod af en række ringeagtsytringer og påstande, til dels bygget på sladder. 59 Kommissionens beretning er et af flere bidrag til belysning af sider af Den Kolde Krig i Danmark hverken det første eller det sidste. Og beretningen må naturligvis behandles med samme kritiske målestok, som enhver anden fremstilling af denne epoke bliver det. Den juridiske sprogbrug tynger sine steder fremstillingen unødigt; der er pludselige spring fra alvorstung (selv)højtidelighed («udfindelse«,»ibrugtages«osv.) til frejdigt fremsatte påstande om dårligt belyste forhold, at det»naturligvis«forholder sig sådan og sådan. Der burde have været et register eller flere registre til at orientere sig i det omfattende stof samt præcise henvisninger fra det ene bind til andre bind i stedet for engroshenvisninger som: Dette emne er også behandlet i bind x. Der burde desuden have været en forskningsoversigt over den relevante fag- og erindringslitteratur. 44 Positive sider Det er en god idé med opdelingen af de flere tusinde sider i emner i særskilte bind, hvor man oven i købet kan se, hvem der har behandlet de forskellige emner. Det fremgår heraf, at det med et par undtagelser ikke er kommissionsmedlemmerne selv, der har arbejdet i arkiverne. De har haft mere end et dusin vandbærere til det trælse. Beretningen er et stort skridt fremad i retning af offentlig omtale af begivenheder og personer under Den Kolde Krig på grundlag af materiale i PET s og Justitsministeriets arkiver. Den er ganske vist ikke så frimodig i belysningen af højhemmelige og delikate sager som den norske historiske undersøgelse af POT og overvågningen i Norge, som to norske historikere fremlagde i 1998 efter kun tre års arbejde. 60 Men i betragtning af det hemmelighedskræmmeri, der hidtil har omgivet disse ting, er det en landvinding, at der nævnes navne også på højtstående politikere; at man i detaljer beskriver PET s såkaldte»indhentningsmetoder«(f.eks. telefon- og rumaflytning). Alle kendte naturligvis til disse metoder, men de måtte ikke nævnes i 58 Morten Heiberg og Regin Schmidt:»Historiske fejltagelser«, Jyllands-Posten Regin Schmidt:»Bent Jensen kryber udenom«, Jyllands-Posten Se oversigt over sjusk og misforståelser i nærværende forfatters notat Om en kgl. Kommission, dens etik og fravalg af kilder (CFKF 2010). 60 Trond Bergh og Knut Einar Eriksen: Den hemmelige krigen. Overvåking i Norge (1998).

45 DIIS-udredningen); og at man ligeledes beskriver PET s samarbejde med fremmede tjenester også når disse tjenester gennemførte efterretningsoperationer mod danske statsborgere på dansk territorium. Der er mange for offentligheden hidtil ukendte oplysninger om den hemmelige danske tjeneste og om de partier, organisationer og personer, denne tjeneste overvågede og registrerede. Det kan kun opfattes som positivt, at så mange som muligt af disse dunkle sider af Danmarks nyeste historie kommer frem i lyset. Beretningen som et eksempel på historieskrivning om disse sider af Den Kolde Krig i Danmark repræsenterer faktisk et gennembrud også på en helt anden måde: Vi har nu alle inklusive PET, Justitsministeriets embedsmænd, politikere og borgere konstateret, at staten stadig står, at»statens sikkerhed«dette misbrugte og som oftest tomme begreb ikke har lidt skade af, at disse tidligere hemmelige ting er blevet omtalt. Desværre ser det ud til, at der er tale om en engangsforeteelse. Kommissionen nød godt af en række privilegier, som andre forskere ikke har haft. Kommissionen har for det første ubegrænset kunnet rekvirere ikke som andre skullet anmode om at se alt materiale i PET s arkiv. Og for det andet har den ubegrænset kunnet bruge og offentliggøre oplysningerne i dette materiale uden først at skulle bede PET om lov. For det tredje har kommissionen kunnet skrive uden at frygte injuriesøgsmål. For det fjerde har den kunnet sidde og arbejde med hele materialet i sine egne lokaler. Alle andre skal anmode om at få dette og hint til gennemsyn i et bestemt rum hos PET. Dernæst skal man anmode om at få relevante dokumenter afklassificeret der gives hyppigt afslag, og det er meget tidrøvende. Desværre ligger papirerne med bilag i PET s arkiv langt fra altid i den orden, som de oprindeligt lå i, før kommissionen brugte materialet. Det vigtige proveniensprincip er blevet krænket; bilag mangler; hæfteklammer er taget ud af sammenhæftede sager, og løsblade ligger og flyder. En arkivæske, som CFKF har fået forevist, er uden betegnelse og fyldt med løsrevne sager, som ligger hulter til bulter. Det ser undertiden ud, som om aktstykker har været kastet op i luften og derpå på må og få lagt tilbage i en tilfældig arkivæske. Problematiske sider Som allerede nævnt er det overvejende ikke kommissionsmedlemmerne selv, der har været i arkiverne og gennemgået det historiske kildemateriale. Dermed er det også i høj grad blevet kommissionens løsarbejdere og ikke dens faste medlemmer, der har foretaget udvælgelse, fravælgelse og fortolkning af kildematerialet og dermed også grundlæggende bestemt, hvad der skulle med og ikke skulle med i beretningen. I hvert beretningsbind hedder det i forordet: 45

46 Kommissionen har nøje gennemgået og drøftet dette [resultatet af den pågældende forfatters arbejde, bj] og de forudgående udkast til bindet, ligesom de er blevet sammenholdt med det underliggende kildemateriale. Efterfølgende har Kommissionen godkendt manuskriptet og antaget det til udgivelse i Kommissionens beretning. Det er meget svært at tro på, at det virkelig skulle forholde sig sådan. Har alle fem kommissionsmedlemmer inklusive formanden virkelig været igennem hele det kildemateriale, der ligger til grund for de 16 bind? Men det er jo forudsætningen for at kunne»sammenholde«kilderne med teksten i de 16 binds og siders fremstilling. Hvis alle hver for sig har gennemgået hele det benyttede kildemateriale og derpå sammenholdt dette materiale med beretningens tekst, står de med nogle gevaldige forklaringsproblemer. Alene de alt for mange sjuskefejl og åbenlyse modsigelser i beretningen viser, at der ikke engang altid er foretaget en nøje gennemgang af selve teksten, før den blev offentliggjort. Et enkelt og ufrivilligt morsomt eksempel: Christian Rovsing nævnes på linje med Niels Bohr som en person, der umiddelbart efter 2. Verdenskrig skulle have advaret mod udvikling af atomvåben. 61 Christian Rovsing er født i 1936 og var altså ni år og legede formentlig med tinsoldater, da den første atombombe blev bragt til eksplosion i Hvordan vil de fem kommissionsmedlemmer forklare, at ingen af dem faldt over denne absurditet under deres flere gange nøje gennemlæsning af denne tekst og kontrol af kilden til denne absurde påstand? Påstanden må skyldes, at forfatteren til det pågældende bind af fremstillingen ikke ved, hvem Rovsing er. Men det ved jo i det mindste nogle af kommissionens medlemmer. Beretningen er gennemgående for refererende og for lidt analyserende. Det kan undertiden være vanskeligt at se, om kommissionen tilslutter sig de refererede PET-opfattelser eller ej. Der er en gennemgående uklarhed og dermed vilkårlighed i beretningen med hensyn til, hvornår en vurdering, en karakteristik eller en oplysning i et PET-dokument tilskrives PET som institution, og hvornår man mener, der blot er tale om en medarbejders personlige opfattelse. Her savner man nogle betragtninger om en professionel statslig institution som PET s forvaltningspraksis og principper. En langt mere alvorlig skavank er dog, at man helt har undladt at bruge væsentligt kildemateriale, ofte er standset på halvvejen og i flere tilfælde har undladt at medtage afgørende oplysninger i det materiale, der er gennemgået og i PK bind 13, s. 86.

47 nogle tilfælde endda anvendt. I et af beretningsbindene er der foretaget en så omfattende og konsekvent fravælgelse af afgørende oplysninger, at det næppe kan være tilfældigt. 62 Kommissionen gør ikke rede for, hvorfor man har valgt at gennemgå materiale fra nogle få arkiver ud over PET-arkivet, men har forbigået andre arkiver, der også indeholder relevant materiale for undersøgelsen. Ej heller forklarer man, hvorfor der i fortegnelsen over trykte kilder/fremstillinger ikke findes et eneste værk på russisk eller udgivet i Sovjetunionen eller Rusland. Hvordan har det været muligt fuldkommen at ignorere alle de mange relevante russisksprogede værker? Sovjetunionen var dog hovedfjenden, og KGB var derfor en hovedmodstander for undersøgelsens genstand PET under Den Kolde Krig. Ifølge et kommissionsmedlem har det ligget uden for kommissionens opgaver at anvende russisk/sovjetisk kildemateriale. 63 Men det er ikke rigtigt. Der står oven i købet i loven/kommissoriet om/for PET-kommissionen, at den kan benytte materiale i udenlandske arkiver. Og kommissionen har da også ganske vist i uhyre begrænset omfang brugt materiale fra amerikanske arkiver. I øvrigt har kommissionen i stor stil anvendt sovjetisk KGB-materiale i PET s arkiv, som stammer fra hhv. en tidligere KGB-officer Oleg Gordijevskij og en tidligere KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin. Fravælgelsen af sovjetisk trykt materiale har givet sig det bizarre udtryk, at man et sted har brugt den amerikanske præsident Ronald Reagans trykte dagbog som kilde til den sovjetiske ledelses syn på verden. Men Reagan var jo USA s og ikke Sovjetunionens præsident. Adskillige sovjetiske politiske og militære ledere har offentliggjort deres erindringer. F.eks. har den ledende KGBist Viktor Grusjko, som beskæftigede sig med Danmark, og som omtales adskillige gange i beretningen, skrevet nogle ganske interessante erindringer, som ikke er brugt. Sovjetiske tidsskrifter og aviser har også meget af interesse. Til gengæld optræder der i litteraturlisten til beretningen om KGB s kontakt- og agentnet i Danmark en fransksproget titel på en bog om Den spanske Borgerkrig i 1930 erne og en spansksproget titel om Francos hemmelige tjenester Relevansen af disse bøger er ikke indlysende. 64. Der er anvendt en ganske underlødig bog om angivelig NATO-inspireret terror i Europa, skrevet af en konspirationsfanatiker, der mener, at september 2001-angrebet 62 PK bind Ditlev Tamm:»Bjørnvig og PET-kommissionen«, Weekendavisen ; Bent Jensen:»Tamm affære«, Weekendavisen Titlerne er formentlig medtaget, fordi forfatteren til det pågældende beretningsbind er identisk med den ene af de to forfattere til den irrelevante litteratur. 47

48 på USA ikke var organiseret af Al Qaeda, men af de amerikanske myndigheder. 65 En meget stor del af Den Kolde Krig i Danmark udspilledes eller blev afspejlet i tidens aviser. Bortset fra nogle få tilfælde har denne kendsgerning ikke fundet vej til beretningens mange sider, selv om adskillige aviser figurerer i kildefortegnelsen. Men hvordan skal man kunne vurdere KGB-nære journalisters mulige desinformation eller KGB-nære politikeres optræden, hvis man ikke undersøger, hvad de skrev i aviserne, eller hvilke emner de tog op i Folketinget? En seriøs historisk undersøgelse behandler sit emne ud fra en problemstilling, som forskeren selv definerer og afgrænser i tid og rum. Derpå inddrages i princippet alt relevant kildemateriale, som står til disposition. Hvis et kildemateriale eller grupper af kilder udelades, må der argumenteres for denne udeladelse eller fravælgelse. PET-kommissionens historikere har i stedet for gennemgået nogle sagsmapper fra ét bestemt arkiv, nemlig PET s, og suppleret det med oplysninger fra sager i Justitsministeriets arkiv. Ofte må man derfor nøjes med PET-dokumenters påstande og vurderinger. Der er ikke foretaget en verificering af oplysningerne heller ikke når noget sådant havde været meget nemt f.eks. om en bestemt avis i en ledende artikel faktisk afspejlede en KGB-officers udlægning af tingene over for avisens redaktør, sådan som PET påstod. 48 Dansk revisionistisk litteratur om Sovjetunionen Revisionisme som historiografisk begreb bruges i flere betydninger. Det bruges dels om forskere, der bestræber sig på at revidere og bagatellisere opfattelsen af de tysk-nazistiske jødeudryddelser under 2. Verdenskrig som et folkedrab og en megaforbrydelse mod Europas jøder. Men det bruges også om forskere, der forsøger at revidere og bagatellisere opfattelsen af, at bolsjevikkernes masseudryddelser af folkefjender og socialt uønskede kategorier af mennesker inklusive folkedrabet på bønder i Rusland, Ukraine, Hviderusland og Kazakhstan var en enestående forbrydelse i Europas historie. Mange historikere i Danmark har anset den første form for revisionisme for forkastelig, mens de har set på den anden form for revisionisme med positive øjne. I Danmark taler nogle histori- 65 Et kommissionsmedlem har hævdet, at den underlødige bog blev»dekonstrueret«af kommissionen, se Regin Schmidt og Morten Heiberg i Jyllands-Posten Men det er ikke rigtigt. Der tages ingen som helst forbehold over for bogens anvendelse i bind 13. I bind 5 tages der blot forbehold for en enkelt detailoplysning i bogen.

49 kere som allerede antydet desuden om»revisionister«i forbindelse med Danmarks sikkerhedspolitik under Den Kolde Krig. I Danmark hærgede den sovjethistoriske revisionisme i de sidste 25 år af Den Kolde Krig i en særlig dansk aftapning den såkaldte sovjetiske selvforståelse. Denne»forståelse«var blot den sovjetiske partistats eget glans- og propagandabillede. Den danske skole havde sin glansperiode i slutningen af 1970 erne og i første halvdel af 1980 erne, hvor en efter danske forhold stor gruppe historikere, politologer og økonomer udfoldede sig. Selvforståelsesskolen afgik ved døden samtidig med ytringsfrihedens indførelse i Sovjetunionen og den socialistiske lejrs sammenbrud. Selvforståelsesfolkenes hovedbastioner var Slavisk Institut ved Aarhus Universitet og det i 1971 oprettede Øst-Vest Institut i Esbjerg. Disse institutters virksomhed bestod overvejende i at beskrive Sovjetunionen og de øvrige socialistiske stater på disse regimers egne præmisser. 66 Marxismen også den sovjetiske marxisme-leninisme blev af denne skole opfattet som en»frigørende«samfundsvidenskab. I en oversigtsskildring af Sovjetunionens historie af Per Salomonsson, der udkom første gang i 1967 og derpå i en revideret udgave i 1976, hed det om marxismen, at dens kerne var»sandhed og frihed«. 67 Hvad et sådant udsagn nærmere betød, var mere end uklart. Det var til gengæld meget klart, hvilken funktion udsagnet havde i den givne sammenhæng: Marxismens sandhed var på forhånd accepteret som så selvindlysende, at ligegyldigt hvad der måtte blive resultatet af dens virkeliggørelse, ville dette ikke være i stand til at sætte spørgsmålstegn ved denne ideologis sandhedsværdi i det mindste ikke på længere sigt. I samme historiebog hed det da også om den terror, der var en integreret del af det sovjetiske regimes praksis, at denne terror»i og for sig er noget exceptionelt«. 68 Om der hermed mentes exceptionel i forhold til bolsjevikkernes praksis eller i forhold til andre tilfælde af marxismens virkeliggørelse var uklart. En anden dansk historiker 66 Andreas Jørgensen (red.): Østeuropas fremtid (Esbjerg 1973), Jens-Jørgen Jensen (red.): Sovjetunionen i forandring (Esbjerg 1980), Ole Nørgaard og Per Carlsen (red.): Sovjetunionen, Østeuropa og dansk sikkerhedspolitik (Esbjerg 1981), Chr. Mailand-Hansen og Ole Nørgaard (red.): Sovjetunionen og freden (Esbjerg 1983), Jens-Jørgen Jensen og Märta-Lisa Magnusson (red.): Sibiriske perspektiver. Artikler om det moderne Sibirien (Esbjerg 1983), Jens-Jørgen Jensen: Sovjetunionen i verdensøkonomien (Esbjerg 1984), Ewa A. Chylinski (ed.): Soviet Central Asia: Continuity and Change. Papers from the Conference at Oksbøl, Denmark, February 16-17, 1984 (Esbjerg 1984), Jens Quortrup (red.): Sovjetunionen i reformernes tegn? 27. partikongres og efter (Esbjerg 1986), Margit Nielsen: Udenrigsøkonomi i Østeuropa tilpasning eller krise? (Esbjerg 1985), Jens-Jørgen Jensen: Sovjet og Østeuropa. Nye tider nye relationer (Esbjerg 1991), Märta-Lisa Magnusson (red.): Rusland et åbent samfund? (Esbjerg 1996). 67 Per Salomonsson: Sovjetunionens historie bd. 2 (1976), s Per Salomonsson: Sovjetunionens historie bd. 2, s

50 (Jens Christensen) gjorde i det mindste opmærksom på, at mindretalsregimets krig mod bønderne i slutningen af 1920 erne og begyndelsen af 1930 erne udviklede sig til en tvangskollektivisering. Men tvangselementet skyldtes angiveligt»klassemodstandernes«(altså de små selvstændige bønder) modvilje mod at opgive deres ejendom. Kollektiviseringen kom derved til at udvikle sig som»regulære klassekampe«. 69 Ofrene var altså selv skyldige i deres skæbne. Den uønskede totalitarismemodel På en konference for historielærere i gymnasiet i 1978 rettede politologen Ole Nørgaard og historikeren Thomas Petersen en skarp kritik af danske skolebøgers behandling af Sovjetunionens historie. Især måtte den såkaldte totalitarismemodel stå for skud, fordi den angiveligt tegnede et forkert billede af Sovjetunionen. Betegnelsen totalitær blev af de to revisionister betegnet som et specifikt produkt af Den Kolde Krig selv om begrebet stammer fra 1920 erne og blev flittigt brugt også af marxistiske samfundsforskere i 1930 erne. 70 De holdninger, som denne model var med til at skabe hos eleverne, var ifølge de to forfattere»ud fra næsten enhver målsætning [...] uønskelige«. I stedet skulle man tage udgangspunkt i»den sovjetiske selvforståelse«for at få en»forståelse«af sovjetiske kilder og væsentlige determinanter i sovjetiske handlinger. Det ville åbne for»en dybere forståelse«af Sovjetunionen, hvis man tog udgangspunkt i det sovjetiske systems idéhistoriske forudsætninger og dets mål de»sovjetmarxismens politiske teorier«og»det radikale krav om demokratisk selvforvaltning«. De to revisionister opfordrede altså danske gymnasielærere til at lægge det sovjetiske regimes officielle propaganda til grund for undervisningen af danske elever i Sovjetunionens historie og samfundsforhold. 50 At»underordne sig historiens logik«allerede året før, i 1977, havde Ole Nørgaard udgivet bogen De sovjetiske forfatninger. Introduktion til det sovjetiske samfunds politiske selvforståelse, i serien Sovjetkundskab redigeret af Thomas Petersen. Heri hed det, at kendskab til de officielle sovjetiske forfatningstekster var en forudsætning for at kunne forstå både historiske fremstillinger og samtidige beskrivelser i den sovjetiske (parti) presse. De sovjetiske forfatninger var paradedokumenter både Stalin-forfatningen fra 1936 og Brezjnev-forfatningen fra Et studium af disse propagandatekster ville derfor føre bort fra en forståelse af noget som helst. Iføl- 69 Jens Christensen:»Danmarks kommunistiske Parti «, Historievidenskab 1976, s Bent Jensen:»Forsvar for et forældet begreb«, Bidrag til østststaforskningen vol. 9:4 (1981).

51 ge Nørgaard var disse ideologiske tekster korrekte, videnskabeligt begrundede beskrivelser af det sovjetiske samfund oven i købet forankret i de historiske udviklingslove. Bolsjevikkerne og deres monopolregime var med andre ord identisk med det sovjetiske»samfund«. Nørgaards redegørelse for Stalin-forfatningen af 1936 fulgte ganske nøje Stalins egen forelæggelsestale: Vestlige demokratier havde kun formelle rettigheder, mens der i Sovjetunionen fandtes reelle rettigheder. Omtalen af de Stalin-ideologiske tekster afsluttes med følgende lovsang til det sovjetiske system: Det er derfor også helt naturligt, at man hele tiden understreger masseparticipationen, den brede deltagelse i de politiske beslutningsprocesser [...] Det siger sig selv, at i et sådant politisk system er der ikke plads for mindretalsgrupper, der modarbejder det generelle mål. Det er i forhold til dette mål, at al snak om rettigheder må relateres, og ikke til abstrakte principper. Mindretallet må underordne sig flertallet og alle må underordne sig historiens logik. Man kunne udtrykke det samme på denne måde: Flertallet blev tvunget til at underordne sig mindretalsregimet; og det var ikke en metafysisk størrelse som»historiens logik«, men noget meget konkret: systemets hemmelige politi, KGB, der sørgede for undertrykkelsen.»tendensen i socialismens udvikling«i 1978 udkom under redaktion af Ole Nørgaard og Søren Riishøj værket Østeuropa. En politisk-økonomisk introduktion, der henvendte sig til et bredt publikum. Om Sovjetunionen hed det, at stalinismen var et resultat af historiske omstændigheder plus Stalins person dvs. at stalinismen ikke var et produkt af marxismen eller marxismen-leninismen.»historiske omstændigheder«viste sig at være forhold i det gamle russiske samfund før 1917, mens derimod bolsjevikkernes ideologiske doktriner og forestillinger ikke tilhørte denne kategori de var»progressive«. Tvangskollektiviseringen var også et resultat af»historiske omstændigheder«og ikke en af regimet bevidst gennemført politik. Som samfundsforsker skulle man i øvrigt ikke interessere sig for de aktuelle tilstande i det sovjetiske samfund, men for tendensen i udviklingen. Begrundelsen herfor var, at socialismen ikke var en statisk tilstand, men en proces. Det var præcis sådan, sovjetiske ideologer forlangte det sovjetiske (mangel)samfund beskrevet. Da»kapitalismen«heller ikke er nogen statisk tilstand, men en dynamisk proces, kunne man med rimelighed spørge, hvorfor så de kapitalistiske systemers aktuelle tilstand skulle beskrives. Tendensen i de socialistiske systemers udvikling var, som vi ved, opløsning 51

52 og sammenbrud en tendens, som den frigørende samfundsvidenskab baseret på marxismen-leninismen vel burde have kunnet forudsige. Men det var nu ikke denne tendens, der var tænkt på. Igen blev de, der anvendte betegnelsen totalitær om det sovjetiske system, angrebet. Betegnelsen havde angiveligt ingen relevans for Sovjetunionen, hvilket alle vidste med undtagelse af»den borgerlige presse og borgerlige politikere, der stadig høster gevinst ved at opsætte dette skræmmebillede af et socialistisk samfund«. I samme værk beskrev Jens-Jørgen Jensen DDR uden at omtale én af det østtyske socialistiske regimes vigtigste støttepiller, STASI. DDR (næsten) uden STASI I værket DDR. Det andet Tyskland (1977), et værk på flere hundrede sider redigeret af Jens-Jørgen Jensen, Andreas Jørgensen og Jens Qvortrup, var der afsat i alt 13 linjer til omtalen af sikkerhedspolitiet, STASI. Af disse få linjer blev i øvrigt de fleste anvendt til en omtale af de to sikkerhedschefer Wilhelm Zaisser og Ernst Wollweber, som hed det havde stået for en»blødere«linje (blødere i forhold til hvad?), og at STASIs kontrolapparat var blevet nedtrappet sammenlignet med 1950 erne. Den reelle beskrivelse af dette enorme apparat var indskrænket til følgende lakoniske sentens:»sikkerhedspolitiet (Staatssicherheitsdienst, SSD) har naturligvis en vigtig politisk funktion gennem sin bekæmpelse af systemets ydre og indre modstandere.«der er intet nærmere om STASIs omfattende aktiviteter eller om menneskerettighedernes tilstand i det socialistiske DDR. 71 Tilsyneladende havde DDR heller ingen udlandsefterretningstjeneste i modsætning til vestlige lande. Om Vestberlin hed det, at DDR og Sovjetunionen var»tvunget til«at gøre noget ved tilstandene i Berlin, fordi Vestberlin var blevet Vestens trumfkort i forsøget på at opløse DDR indefra. Byen var»et velegnet udgangspunkt for alle former for efterretningsvirksomhed, spionage, kontraspionage og undergravningsvirksomhed i selve DDR«, ligesom den var»centrum for alskens valutatransaktioner«. 72 Denne forklaring var som taget ud af en DDR-propagandapamflet. At Berlin også var udgangspunkt for en omfattende østtysk spionage og efterretningsvirksomhed rettet mod den demokratiske Forbundsrepublik, blev end ikke antydet. Lenins afgørende betydning for i dag Forfatterne Stig Dalager og Anne-Marie Mai fik i 1978 udgivet værket Lenin og kulturen på forlaget Arkona i Aarhus, som specialiserede sig i selvforståelseslit DDR, s DDR, s. 37.

53 teratur. Værket var en bearbejdning af en prisbelønnet afhandling ved det humanistiske fakultet ved Aarhus Universitet. De to forskere slog fast, at det var en kendsgerning, at det teoretiske og politiske arbejde, Lenin har udviklet, har en helt afgørende betydning for videreudviklingen af Marx og Engels teorier og for de diskussioner, der er foregået og i dag foregår omkring filosofiske, politiske og kulturelle problemstillinger. Der var tale om en særdeles pedantisk, livløs og ukritisk gennemgang af, hvad Lenin har sagt og skrevet om litteratur, presse og kultur i videre forstand. Bogens indgangsbøn var følgende Lenin-citat:»Den borgerlige kulturs løsen er et borgerligt bedrag Vor[t] løsen er demokratismens og arbejderbevægelsens internationale kultur i hele verden.«begreber som»arbejdere«,»arbejderklasse«,»borgerskab«,»bønder«, der ustandselig optræder i Lenin-udsagnene, gengives uden mindste forsøg på kritisk distance eller oversættelse til virkeligheden. Værket er tillige komplet ahistorisk i den forstand, at den russiske og globale virkelighed uden for Lenins samlede værker ikke inddrages. Det omfattende kulturbarbari, som Lenin og bolsjevikkerne iværksatte og gennemførte herunder angrebet på den russiske befolknings traditionelle kristne kultur med bortsprængning af kirker, afbrænding af ikoner og likvidering af præster og troende er end ikke strejfet. Forfatterne hvis»fælles teoretiske referensramme«[sic!] var»den materialistiske filosofi og historieteori«mener ganske vist ikke, at Lenin foretog»eksplicitte«eller»systematiserede kulturteoretiske eller kulturvidenskabsteoretiske overvejelser«(han studerede jo heller ikke på Institut for Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet!), men han udarbejdede ikke desto mindre»en videnskabelig begrundbar [sic!] kulturkonception forstået som et rekonstruerbart sammenhængende sæt af anskuelser om forskellige centrale aspekter af den menneskelige kulturs sammenhænge«. 73 Hvad denne tungetale betyder, er ikke godt at vide Stig Dalager og Anne-Marie Mai: Lenin og kulturen (1978), s. 4, 61, 249 og passim. 74 Mange år senere i efteråret 2009 mente Stig Dalager, at danske intellektuelle ikke fik den fremtrædende plads i samfundsdebatten, som de efter hans opfattelse burde have. Han fandt, at den måde, intellektuelle blev behandlet på i den politiske debat i Danmark, vakte minder om Maos Kina og Honeckers DDR. Denne proportionsløse sammenligning viser, at Dalager intet har lært og intet forstået af, hvad der foregik i Kina og DDR under Mao og Honecker. I betragtning af de katastrofale fejltagelser, (venstre)intellektuelle har begået gennem det meste af det 20. århundrede, og i betragtning af deres støtte til dette århundredes mest morderiske regimer kan man konkludere, at det vist er heldigt for den danske nation, at venstreintellektuelle ikke tillægges nogen betydning af den brede befolkning. Se Stig Dalager i Berlingske Tidende

54 Samfundsterminologisk definition af sovjetisk sodavand I 1979 udkom selvforståelsesværket Sovjetunionen Samfundsterminologisk opslagsbog redigeret af Thomas Petersen, Johnny Christensen og Povl Terkelsen. Det hed i værkets indledning, at udgangspunktet for forklaringerne til de forskellige begreber i opslagsbogen var»det sovjetiske samfunds ideologiske selvforståelse«, hvorved der endnu engang blev sat lighedstegn mellem 1) det kommunistiske regime og 2) det sovjetiske samfund underforstået: Regimets politik og ideologiske propaganda var angiveligt sammenfaldende med befolkningens syn på tingene. Værket indeholdt gengivelser af absurde sovjetiske definitioner på»sovjetisk patriotisme«,»fredelig sameksistens«,»proletarisk internationalisme«og lignende. Begreber vedrørende religiøse forhold var stort set udeladt, selv begrebet»anti-religiøs propaganda«glimrede ved sit fravær. Glavlit, den vigtige sovjetiske censurinstitution, var ikke omtalt, mens man derimod fik en omhyggelig beskrivelse af ordet sodavand:»vand tilsat kulsyre og evt. smag«, som kostede ca. 10 øre for et glas. Værkets indhold var ganske bestemt af den sovjetiske selvforherligelse. 54 Sovjetunionen»virkeliggørelsen af marxismens demokratiopfattelse«samme år udkom Ole Nørgaards bog Politisk deltagelse i Sovjetunionen. Demokratisering eller manipulation? Igen er der tale om en tyrkertro på, at det meningsfuldt lod sig gøre at beskrive den sovjetiske virkelighed på grundlag af officielt sovjetisk ideologisk materiale. Begreber hentet fra vestlige samfund bruges til at beskrive sovjetiske fænomener, selv om sidstnævnte kun i det ydre opviste lighed med tilsvarende vestlige. Kildematerialet til bogen var yderst spinkelt. Grundbegrebet»politisk deltagelse«definerede Nørgaard som den aktivitet, der var»registreret i [sovjetiske] sociologiske undersøgelser og officielle statistiske data«. Dermed var definitionen reelt overladt til de sovjetiske myndigheder, herunder ikke mindst censurinstitutionen Glavlit. Om de sovjetiske borgere faktisk kunne påvirke gennemførelsen af politiske beslutninger, var ikke muligt at eftervise. I stedet fremlagde forfatteren den trosbekendelse, at hvis borgerne i Sovjetunionen ikke anså deres deltagelse i den politiske proces for meningsfuld, deltog de nok ikke. At regimet havde ganske mange muligheder for at tvinge befolkningen til at deltage i diverse former for»politiske«aktiviteter som politiske parader, påhøring af politiske taler, deltagelse i»fredsdemonstrationer«,»frivillige«bidrag til kampen for freden og diverse»afstemninger«med forudbestemt resultat nævntes ikke. En række seriøse vestlige undersøgelser baseret på interviews med sovjetiske emigranter, der klart viste, at de pågældende anså

55 deres deltagelse i diverse politiske ritualer for fuldkommen futil og meningsløs, blev heller ikke omtalt. Forfatteren mente i øvrigt, at han som forsker blot selv kunne vælge det demokratibegreb, der stemte med hans egen politiske grundholdning. Han udgav således egne politiske præferencer for analytiske redskaber. Han mente, at marxismen havde givet en korrekt analyse af Rusland før 1917, og at den sovjetiske udvikling efter 1917 havde været udtryk for en virkeliggørelse af den marxistiske demokratiopfattelse. Et ideologisk projekt om en fremtidig tilstand som ikke empirisk kunne udforskes blev altså forvekslet med videnskabelige teorier. Endelig indførtes begrebet»den traditionelle politiske kultur«som et fænomen, der havde haft en skadelig indflydelse på virkeliggørelsen af den nye, progressive socialistiske politiske kultur efter Eller sagt mere direkte: Stalins udskejelser skyldtes»fortidens arv«, ikke bolsjevikkernes ideologi og doktriner. Nørgaard der vendte sig voldsomt mod at betegne det sovjetiske system som totalitært opfattede til gengæld det pluralistiske Rusland før 1917 som et totalitært system med et»personificeret forhold til politik«. Dette havde angiveligt skabt»forvridninger«i den politiske udvikling efter Slavisten og teaterhistorikeren Christian Mailand-Hansen anmeldte i 1979 Bjarne Nørretranders bog Sovjetologiens metodeproblemer. Mailand var betænkelig ved disciplinen sovjetologi, ikke af faglige og erkendelsesmæssige grunde, men fordi den»ofte har stået i anti-sovjetiske interessers tjeneste«. Altså en ren politisk-ideologisk vurdering. Han fandt Nørretranders bog fyldt med»åleglatte ræsonnementer«, og bogen bortvejrede ikke betænkelighederne ved sovjetologien, som meget nemt blev et»redskab for antikommunismen«. 76 Derimod var Mailand glad for den tidligere omtalte bog Østeuropa af Nørgaard og Riishøj, som var stærkt præget af selvforståelsesskolen, og han anbefalede ligeledes udgivelser fra SUC (som han selv var tilknyttet) om socialstruktur og levefod i Østeuropa samt planlægningsreformer sammesteds. Her risikerede læserne ikke at møde kritiske analyser og beskrivelser af det sovjetiske system og de sociale forhold i de socialistiske stater. 75 Professor Ole Karup Pedersen var i Information imponeret af dette ideologiske skrift, som han kaldte»en meget vigtig, meget aktuel og tiltrængt bog«. Ifølge professoren satte»selve den marxistiske tænkemåde og praksis meget klare mål for borgernes politiske deltagelse«. Dette forhold måtte i sin konsekvens»medføre meget kraftige incitamenter til en stadig større, mere udbredt og mere omfattende folkelig deltagelse i politiske processer«i Sovjetunionen. Karup Pedersens vurdering var rørende i sit verdensfjerne ukendskab til den sovjetiske virkelighed. 76»Zoom på Østeuropa«, Information

56 Sovjetisk og vestlig historieskrivning lige sande 1979 var i det hele taget et højdepunkt for den sovjetiske selvforståelse i Danmark at dømme efter antal udgivne publikationer. Dette år udkom også i dansk oversættelse en bog af den engelske historiker Graham Lyons, Den Store Fædrelandskrig. Anden Verdenskrig, således som den fremstilles i sovjetiske skolebøger (Chr. Erichsens Forlag). Bogens angivelige formål var at fremme international forståelse ved at modvirke en antirussisk tendens i vestlig opfattelse af 2. Verdenskrig. Ifølge forfatteren skyldtes de forskellige opfattelser i sovjetiske og vestlige skolebøger forskellige nationers forskellige syn, og man kunne derfor ikke afgøre, hvis version af historien var rigtig. Han undlod at nævne de herskende politiske vilkår for sovjetisk historieskrivning, men uden viden herom ville den forudsætningsløse læser ikke kunne forstå, hvorfor en sovjetisk historiebog så ud, som den gjorde. Lyons ville med andre ord skabe»international forståelse«via en ukritisk accept af den sovjetiske partistats»selvforståelse«, dvs. ideologiske propaganda. F.eks. omtalte Lyons ikke den tysk-sovjetiske hemmelige protokol fra 1939 om opdeling af Østeuropa og Baltikum mellem Nazityskland og Sovjetunionen heller ikke i afsnittet om vestlig koldkrigsopfattelse af perioden. Dette tabu i sovjetisk»selvforståelse«var altså også tabu for en historiebog, der anbefaledes til danske skolers historieundervisning. Bogen serverede med andre ord både et stykke gedigen sovjetisk historieforfalskning og en fordrejet gengivelse af vestlige beskrivelser. 56»Et rigt samfund med en rimelig grad af frihed«i 1979 udkom også journalisten Sven Skovmands skolebogsserie USSR (Munksgaards forlag), som ligeledes var et produkt af den sovjetiske selvforståelse. Skovmand var ganske vist på det rene med den sovjetiske historieforfalskning, men alligevel var grundholdningen en accept af den officielle sovjetiske propaganda om»socialismens opbygning«. Tekst og illustrationer mindede ofte til forveksling om den sovjetiske ambassades publikation Fakta om Sovjetunionen. Skovmand havde da også fået bistand fra ambassaden til sin bog. Han kaldte den morderiske tvangskollektivisering nødvendig i øvrigt en af Skovmands foretrukne forklaringer på regimets politik. Folk var angiveligt (ligesom de østtyske arbejdere) tilfredse med det sovjetiske samfund, hvilket blev bevist med følgende tautologi:»et rigt samfund med en rimelig grad af frihed hvis man blot er tilfreds med systemet, som det er.«og det er jo rigtigt, at hvis man er tilfreds med tingenes tilstand, er man ikke utilfreds. Skovmand afslog at diskutere de uhyre omkostninger og millionofrene for bolsjevikkernes politik. Hans fremstilling vrimlede med falske analogier og naive glansbilleder.

57 I 1980 udsendte Gyldendal et nyt glansbilledhefte, En kolhoz i Sovjet, hvortil Skovmand også havde fået sovjetisk bistand. 77 Det fortiede folkemord I 1980 udgav gymnasielæreren Erik Bach Nielsen en undervisningsbog om Sovjetunionens historie beregnet for gymnasiet, hvori han ikke ønskede at komme ind på folkemordet og andre dystre sider af den sovjetiske virkelighed i 1930 erne. Herom hed det blot, at levestandarden faldt. I 1990, da den sovjetiske forfalskning af historien var blevet udsat for nådesløs kritik af sovjetiske historikere, udkom en tilrettet udgave af bogen, hvor folkemordet og andre forbrydelser nu blev omtalt. 78 Nedenfor bringes først uddrag fra en bestemt side i den pågældende bog fra 1980 og derpå fra den samme, tilrettede side i bogens 1990-udgave. Kursiveringen af bj udgaven. Sovjetunionen gennemgik i 30 erne udviklingen fra et landbrugssamfund til et industrisamfund med alt, hvad det medførte af problemer [ ] Denne omvæltning er blevet kaldt»den anden revolution«, og det er vigtigt at understrege, at kollektiviseringen af landbruget og industrialiseringen omkring 1930 medførte en langt større ændring i den sovjetiske befolknings levevis og levevilkår end revolutionen i 1917 havde gjort det [ ] Men det er ikke gratis at gennemføre en industrialisering på 10 år. Det kostede enorme ofre fra befolkningens side i form af nedsat levestandard. Det klassiske spørgsmål i vestlige fremstillinger af Sovjetunionens historie har her været: var resultaterne ofrene værd? Hertil vil jeg sige: nu skete industrialiseringen i det tempo og på den måde, som blev valgt i Sovjetunionen, og det er derfor nytteløst at diskutere det spørgsmål, ligesom vi aldrig vil kunne få svar på om én generation bør lide så store afsavn for at kommende generationer kan få det bedre. I sovjetiske værker betones kollektiviseringens og industrialiseringens betydning som et led i opbygningen af socialismen udgaven. I den nye sovjetiske historieskrivning efter 1985 er holdningen til kollektiviseringen og industrialiseringen stærkt kritisk. Det understreges, at kollektiviseringen blev gennemført med tvang, og at den kostede flere millioner mennesker livet, dels som følge af nedskydning og deportation, dels som følge af en frygtelig hungersnød i Ukraine 1933, fremkaldt af de store tvangsafleveringer af korn til staten. Endvidere nævnes det nu, at kolkhozbønderne i realiteten var stavnsbundne, da de i modsætning til resten af befolkningen ikke fik et internt pas og derfor ikke frit kunne flytte. Dette kombineret med en uhyre ringe levestandard gjorde kolkhozbønderne til en tredjerangsborgere. Det var altså først, da disse selvpålagte danske tabuer var blevet brudt af sovjetiske historikere, at den danske historiker tog mod til sig og citerede den ny og 77 Heftet blev meget rost af Thomas Petersen som hvilende på»bred og kritisk læsning samt af gode og rigtige iagttagelser«. Jyllands-Posten Erik Bach Nielsen: Sovjetunionens historie (1980-udgaven), kap. 3. Perioden ca Samme: Sovjetunionens historie (1990-udgaven). 57

58 fri sovjetiske historieskrivning. Men da han jo netop ikke selv var sovjetisk historiker, men levede og arbejdede i et land, hvor historieskrivningen ikke blev kontrolleret af et totalitært regime, kunne han allerede i 1980 blot have henvist til veldokumenterede vestlige eller sovjetiske dissidenters fremstillinger. Sovjetunionen en stat som andre stater Også i første halvdel af 1980 erne gav selvforståelsesideologien sig mange udslag. Antologien Sovjetunionen og freden (1983) konkluderede, at Sovjetunionen i det store og hele var en stat som andre (demokratiske) stater og oprigtigt ønskede afspænding (den officielle sovjetiske opfattelse); at de nationale problemer var løst på grundlag af Lenins tanker om nationernes ret til selvbestemmelse (den officielle sovjetiske påstand); at det multietniske sovjetiske samfund derfor var stabilt (den sovjetiske opfattelse) og muligheden for unionens sammenbrud meget ringe; at den sovjetiske ledelse måtte have en stærk interesse i, at oprustningen blev standset (den sovjetiske opfattelse); at opfattelsen af Sovjetunionen som en trussel (f.eks. mod de nordiske lande) var baseret på en (forkert) ideologisk forhåndsopfattelse (den sovjetiske opfattelse); at den sovjetiskfinske VBS-traktat øgede stabiliteten ikke alene i Norden, men i hele Europa (det officielle sovjetiske synspunkt), men at der i det finske folks brede lag eksisterede antisovjetiske fordomme. 79 Et par år tidligere havde SUC s leder, Andreas Jørgensen, hævdet, at der i 1970 erne var sket større fremskridt på menneskerettighedsområdet i Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande end de fleste andre steder i verden, og at det sovjetiske politiske system var populært i befolkningen (ligeledes officielle sovjetiske opfattelser) Andrej Sakharov i dansk selvforståelse Måske det mest spektakulære udtryk for selvforståelsesskolen blev nået i 1986, dvs. umiddelbart før de totalitære diger brast og de sovjetiske glansbilleder krakelerede. Sidst på året 1986 mente Thomas Petersen, at Andrej Sakharov og Jelena Bonner»i den sovjetiske befolknings øjne«var mennesker,»der har ladet sig misbruge af vestlige journalister«, og»deres forræderi«var så meget større, som de havde indtaget en høj position i det sovjetiske samfund. Når Andrej Sakharovs skæbne ikke blev omtalt i den sovjetiske presse, skyldtes det ganske enkelt, at han ikke var»interessant stof«. Der var»i og for sig«ingen begrænsninger på ytringsfriheden i Sovjetunionen, men de samfundsanliggender, der diskuteredes, skulle have betydning i en bredere samfundssammenhæng. Det 79 Sovjetunionen og freden, passim. 80 Andreas Jørgensen:»Sovjetunionen, Østeuropa og afspændingen«, Ole Nørgaard og Per Carlsen (red.): Sovjetunionen, Østeuropa og dansk sikkerhedspolitik (Esbjerg 1981), s

59 gjaldt om at forstå,»hvorfor man tænker og argumenterer i Sovjetunionen, som man rent faktisk gør«. 81»Man«var tilsyneladende den brede sovjetiske befolkning; i virkeligheden var det naturligvis regimets ledelse. Kun 14 dage efter disse betragtninger til faktisk forsvar for, at KGB havde kidnappet Sakharov og tvangsanbragt ham under politiopsyn i Gorkij, besluttede generalsekretær Mikhail Gorbatjov at lade Sakharov slippe ud af den ydmygende tvangsisolation. Den sovjetiske systemkritiker og Nobelprismodtagers tilbagevenden til Moskva formede sig som et triumftog; Sakharov blev valgt ind i Folkekongressen, og den ene meningsmåling efter den anden viste, at han var den mest agtede person i den sovjetiske befolknings øjne. Sakharov havde altså enorm samfundsmæssig interesse. Få år senere iværksatte generalsekretær Mikhail Gorbatjov en omfattende kritik af forholdene i Sovjetunionen. Selv Pravda begyndte nu at offentliggøre stærkt kritiske artikler om den sovjetiske udvikling og aktuelle tilstand. Det sovjetiske system blev nu rutinemæssigt betegnet som totalitært i sovjetiske medier og i fagtidsskrifter. Selveste SUKP s generalsekretær anvendte denne betegnelse og tilføjede, at regimet havde været totalitært fra begyndelsen under Lenin. Professor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet, Hans Keiding, udgav i 1988 på DKP s forlag Tiden bogen Sovjets økonomi problemer og reformer. Tidspunktet var ualmindelig uheldigt valgt. Mens Keiding benægtede, at Sovjetunionen var ved at»gå op i fugerne«, knagede det i alle imperiets fuger og bånd. Når professoren kaldte det»forvrøvlet«at karakterisere den sovjetiske planlagte økonomi som teknisk tilbagestående, skrev sovjetiske økonomer, at det var»en mangeløkonomi ude af balance i alle led og i mange henseender ustyrlig [ ] en økonomi, som næsten ikke lader sig underkaste planlægning, og som ikke er modtagelig for videnskabelig-tekniske fremskridt«. Keiding bestred også oplysninger om sovjetisk arbejdsløshed på et tidspunkt, hvor sovjetiske økonomer bekræftede dette forhold. Den permanente mangel på selv basale varer kaldte professoren udtryk for»overefterspørgsel«, ligesom det økonomiske liv var behageligt afstresset måske ikke den mest dækkende beskrivelse for sovjetiske husmødre og pensionister, der dagligt måtte tilbringe timer i køer for at nå frem til tomme diske. 82 Den komparative skole SF s formand Gert Petersen kritiserede i 1981 dagbladet Information for i en 81»Forståelse for tyrannen«, Tidehverv 1987:2, s BJ s anmeldelse i Jyllands-Posten

60 60 leder at have kaldt DKP for et redskab for Sovjetunionen. Som tidligere kommunist vidste Gert Petersen besked. Ifølge journalist Jørgen Dragsdahl havde Gert Petersen da også ret i sin kritik. Betegnelsen»redskab«forudsatte beviser for en mere direkte styring af DKP, hvilket ingen angiveligt havde kunnet påvise. 83 Også i nyere tid har der været udfoldet anstrengelser for at rense DKP for stemplet»sovjetisk redskab«. Det standpunkt er især blevet fremsat af repræsentanter for den komparative skole. Tilhængerne af denne skole ser sig selv som stående i opposition til den såkaldte totalitære skole, hvor de nationale kommunistiske partier ses som elementer i den samme totalitære og monolitiske internationale bevægelse, der blev kontrolleret af Sovjetunionens kommunistparti (SUKP), og som ikke indeholdt nævneværdige interessemodsætninger eller nuancer, hvorved de nationale kommunistparter fremstod som en potentiel 5. kolonne. Den komparative skole afviser ikke, at de nationale kommunistpartier til en vis grad var præget af SUKP, men fokus er i stedet på forskelle i strømninger i de respektive nationale kommunistpartier som følge af nationale, kulturelle og personlige forskelligheder. Derfor skal der foretages komparative studier af de nationale kommunistpartiers ageren i forhold til det dominerende sovjetiske parti. 84 Søren Nielsen-Mans bog Kurs mod demokrati? (2008) er et sådant forsøg på at rense DKP ved at argumentere for en såkaldt flertydig definition af begrebet demokrati (der indebærer andre former end det parlamentariske demokrati) og for, at DKP havde et»demokratisk mulighedernes vindue«i perioden efter besættelsestiden, der uheldigvis blev lukket, da Den Kolde Krig begyndte. 85 Men projektet er umuligt. Et parti, der skulle have sit partiprogram godkendt i Kreml, og som økonomisk var i lommen på SUKP CK, kunne naturligvis ikke være demokratisk i nogen meningsfuld forstand. Den tidligere Leninskole-elev Søren Hein Rasmussen mener i et forsvar for Nielsen-Mans bog, at spørgsmålene om»den kommunistiske idés demokratiske karakter«og om»udviklingen i DKP s demokratisyn«er»komplicerede« Jørgen Dragsdahl i Information Se Jørgen Dragsdahl: Gensyn med Den Kolde Krig (1992), s Lars Hostrup Hansen, Kampen for blad og parti en analyse af Land og Folks betydning for DKP i 1980 erne (upubliceret speciale, Historiestudiet, Aalborg Universitet 2008), s ; Jesper Jørgensen, Vort parti er et dansk parti: Danmarks Kommunistiske parti og det nationale, (upubliceret speciale, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet, 2002), s. 7-8; Katrine Madsbjerg, Land og Folk Festivalerne En analyse af deres politiske og kulturelle udvikling og betydning (upubliceret speciale, Københavns Universitet, 2009), s Søren Nielsen-Man: Kurs mod demokrati? Kommunismens demokratigrundlag og DKP s demokratiopfattelse (2008), s Søren Hein Rasmussen:»Replik til Peer Henrik Hansens anmeldelse af Kurs mod demokrati? historie-online.dk, set

61 En anden historiker har slået til lyd for, at man som forsker ikke må stirre sig blind på»kommunisme som afhængighed eller uafhængighed af Moskva«; stedet for skal man se det som»en kompleks identitet og en bestemt opfattelse af politik«. 87 Man skal naturligvis aldrig stirre sig blind på noget som helst, men afhængigheden af Kreml var jo den altafgørende faktor for DKP. Den fremmeste eksponent for den komparative skole i Danmark er Jesper Jørgensen, der i sit speciale og flere efterfølgende artikler har sat spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad man kan tale om DKP som styret fra Sovjet. Jørgensen analyserer forholdet mellem DKP og SUKP fra Komintern-tiden til slutningen af 1970 erne. Han dokumenter, hvordan DKP ved optagelsen i Komintern konsekvent rettede ind efter instrukserne derfra først i form af»ultravenstrelinjen«, derpå»folkefrontslinjen«, efterfulgt af forsvaret for Hitler-Stalin-pagten med en genoptagelse af ultravenstrelinjen og til sidst fulgt op af en folkefrontslinje efter det nazityske angreb på Sovjetunionen. Efter besættelsestiden fortsattes folkefrontsarbejdet dels i»kampen for freden«, dels i enhedsbestræbelserne i forhold til Socialdemokratiet. Sidstnævnte blev opgivet som følge af strømpilene fra Kominform. Jørgensen ser kampen mod»statsmonopolkapitalismen«fra 1969 som DKP s nye nationale projekt. Og afslutningsvis søger han at bevise, at det fra sovjetisk side ikke lykkedes at influere på valget af Jørgen Jensen som formand efter den tidligere formand Knud Jespersens død i I Jesper Jørgensens argumentation for, at DKP agerede meget uafhængigt af SUKP, spiller den tyske besættelse en stor rolle, fordi den fik betydelig indflydelse på det nationale sindelag for den generation af kommunister, der sad på magten i partiet under Den Kolde Krig. Det betød, at partimedlemmerne havde en»dobbelt patriotisme«, hvor de på samme tid var loyale over for Danmark og Sovjetunionen. Derfor begyndte DKP efterhånden at agere uafhængigt i forhold til det nationale spørgsmål, hvilket ses i de udsagn, DKP fremsatte over for omverdenen. 88 Det kan undre, at en historiker i den grad vælger at konkludere mod sine egne kilder. Efter at have gennemgået, hvordan DKP loyalt fulgte alle instruk- 87 Thomas Ekman Jørgensen:»Vejen væk fra Moskva«, Den Jyske Historiker juli 2003, s Jesper Jørgensen:»Mellem nationalt ansvar og internationale forpligtigelser DKP «, Arbejderhistorie 2004:4, s ; samme:»partiets grå eminence? Ib Nørlund og de interne magtkampe i DKP i 1970 erne«, Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv Årbog 2009, s ; samme:»vort parti er et dansk parti. Danmarks kommunistiske parti og det nationale «, Arbejderhistorie 2005:2, s ; samme: Vort parti er et dansk parti Danmarks Kommunistiske parti og det nationale, (upubliceret speciale, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet, 2002); samme: Introduktion til dansk og international kommunismeforskning, set

62 62 ser fra Moskva, søger han på trods heraf at relativere spørgsmålet om SUKP s styring af DKP og betydningen heraf ved at anvende begrebet»dobbelt patriotisme«. Han ser åbenbart ikke noget selvmodsigende i, at et parti på samme tid påstod at have et nationalt sindelag og lod sig styre af den fremmede statsmagt, der var Danmarks hovedmodstander under Den Kolde Krig. Tilsyneladende tillægger han det heller ikke betydning, at DKP startede sin kampagne mod statsmonopolkapitalismen efter afholdelsen af en kongres i Moskva om dette emne. Videre forundres man over, at historikere, der ikke selv har anvendt sovjetisk kildemateriale, mener at kunne afvise de forskningsresultater, der er fremkommet ved anvendelsen af dette materiale. I spørgsmålet om valg af Jespersens efterfølger søger Jørgensen alene med udgangspunkt i DKP-ideologen Ib Nørlunds dagbøger at afvise, at Sovjetunionen havde indflydelse på valget af Jørgen Jensen som ny partiformand, fordi valget ikke faldt på netop samme Ib Nørlund. Imidlertid er det tydeligt, at Sovjetunionen spillede en endog meget stor rolle i formandsvalget. Fra SUKP CK Internationale Afdeling kom to ledende medarbejdere til Danmark for at klare sagerne. På et møde med den sovjetiske ambassadør i Danmark blev det besluttet at pege på Jørgen Jensen, hvormed sagen var afgjort. 89 Endelig er argumentet om, at de danske kommunister var nationale, fordi de selv sagde det, bemærkelsesværdigt, når det sammenkædes med den samtidige loyalitet over for SUKP. Jørgensen skriver, at en sådan holdning umiddelbart kan virke som et uløseligt paradoks, men føjer til, at sådan var det ikke i den kommunistiske selvforståelse. 90 Men herved blandes sagerne håbløst sammen. Det er muligt, at det for Knud Jespersen og Ib Nørlund ikke var noget uløseligt paradoks at de med andre ord godt kunne leve med at blive hemmeligt finansieret og dirigeret fra Kreml, mens de over for den danske offentlighed fremstillede sig som ledere af et hjemmegroet dansk og demokratisk parti. Men for en historiker, der udefra skal beskrive DKP som fænomen, er paradokset uløseligt. Finansieringen og instrukserne fra Kreml var den benhårde realitet, der bestemte alt det andet. DKP s kamp mod NATO, tysk genoprustning, Fælleskommandoen og Fællesmarkedet blev fremført som forsvar 89 PET Gordijevskij-samlingen. Mappe 22. M-rapport 20; Mappe 19, 6. Vedr. Danmarks Kommunistiske Partis forbindelse til Sovjetunionens Kommunistiske Parti, den sovjetiske ambassade i København og KGB. PET afslog at afklassificere dette materiale til brug for CFKF s undersøgelse, men afklassificerede samme materiale til CFKF-medarbejder Martin Jensen, der offentliggjorde en artikel I Weekendavisen om DKP s formandsvalg den Jesper Jørgensen:»Mellem nationalt ansvar og internationale forpligtelser. DKP «, Arbejderhistorie 2004:4, s. 24.

63 for den nationale selvstændighed. Hvis DKP ikke havde modtaget parolen og pengene fra Kreml, kunne det have virket overbevisende. Nu fremstod det i stedet som det, det var: støtte til den sovjetiske supermagts udenrigspolitik. De få og spage forsøg på at slå sig en smule i tøjret var ikke og kunne ikke være alvorligt mente. Hvis DKP f.eks. for alvor havde taget afstand fra den østtyske politistats nedskydning af borgere, der forsøgte»republikflugt«, ville partiets dage have været talte. DKP s linje var i stedet at forsvare»den anti-fascistiske beskyttelsesvold«. I det hele taget er det bemærkelsesværdigt, at de pågældende historikere ikke med ét ord nævner den afhængighedsfaktor, der hed Kremls finansiering af DKP en faktor, der var så afgørende, at DKP ophørte med at eksistere, da pengestrømmen blev indstillet. 63