Sangens kår i Sangens År

Transkript

1 Sangens kår i Sangens År Kære sminister Bertel Haarder! Med stor glæde og forventning har jeg hilst Sangens År velkommen flot initiativ, der under pressens og din bevågenhed officielt blev indledt ved en koncert sidst i januar i Radiohusets koncertsal med et program, der både solistisk og genremæssigt spændte så vidt, at ingen kan være i tvivl om, at det er den danske sang i bredeste betydning, vi skal fejre i dette år. Du talte ved den lejlighed varmt og engageret om sangens kulturbærende betydning for danskere i alle aldre, og udtrykte ønske om, at der vil blive sunget på kryds og tværs året igennem. Om sangens kulturbærende funktion har mange i tidens løb ytret sig - tænk bare på Johs. V. Jensen, der i 1925 skrev sangen Hvor smiler fager den danske kyst med ordene, der så ofte citeres: Vil selv du fatte dit væsens rod skøn på de skatte, de efterlod (underforstået vore forfædre), eller på Benny Holst godt 50 år senere, der både i sangen Julies sprog og et omkvæd til en anden sang siger: Din rygrad visner, hvis du ikke danser med din bedstemor! Jeg er ganske enig med dig og de nævnte forfattere derfor har jeg investeret en stor del af mit arbejdsliv som seminarieunderviser i formidlingen af denne ganske unikke kultur, der ligger i Højskolesangbogen - direkte til lærerstuderende generelt, til musiklinjestuderende specielt, og hermed indirekte til børn i skolen. Og på trods af de mange store ændringer i musikfaget i løbet af mit arbejdsliv på 40 år, er det heldigvis fortsat en del af fagets kronjuveler, at de studerende i musik ved afsluttende eksamen dokumenterer kendskab til et skolerelevant sangrepertoire udført med korrekt gengivelse af melodien i komponistens oprindelige rytme! I front for projekt Sangens År er idémanden Michael Bojesen med Radiopigekoret, der forbilledligt realiserer citatet Så syng da Danmark, lad hjertet tale thi hjertesproget er vers og sang - så det er en sand nydelse for lytteren til den elitære form for sang der dyrkes i dette traditionsrige ensemble, hvor det vokale er i absolut fokus. Sideløbende med Sangens År følger mange seere på tv i øjeblikket programmet X-factor, der også har sangen i fokus om end i en medie-betonet individuel form for konkurrence, mundende ud i et show, hvor sangen blot er en enkelt ingrediens i en stylist-styret helhed af den enkelte deltager. Nu nærmer vi os sagens kerne - den egentlige årsag til mit brev - nemlig spørgsmålet om, hvem der mestrer kunsten at få alle til at synge efter devisen: Hver fugl synger med sit næb - så netop sangglæden er til at få øje på, hvor som helst og når som helst? Her tænker jeg ikke på alle de skolekor/amatørkor, der lever i bedste velgående, ej heller de talrige, lokale afdelinger af Visens venner, eller kirkernes sangaftener efter Højskolesangbogen for her synges nemlig fortsat

2 af hjertens lyst - uanset om det er sangens år eller ej! Nej - min optik rettes mod fællessangen i skolerne, som jeg samtidig generelt må betegne som en nødvendig, ikke helt uvæsentlig fødekæde til blandt andet Radiopigekoret - hvordan står det til med den? Det er mit indtryk, at den heldigvis lever i bedste velgående på skoler, der er så heldige at have engagerede musiklærere, der dels brænder for faget, og i særdeleshed besidder den nøgle-kompetence, der handler om at kunne indstudere, akkompagnere og styre fællessang ved skolernes morgensamlinger. Når det er sagt, må jeg med beklagelse tilføje, at der også findes en del skoler, hvor fællessangen ikke trives. Årsagerne hertil kan være flere, men en nærliggende mulighed kunne være at kigge på den aktuelle læreruddannelse i faget, for det er vel til syvende og sidst musiklinjeuddannelsen på seminarierne, der skal kvalificere kommende musiklærere til at løfte den centrale opgave det er, at få alle børn i Danmark til at synge af hjertens lyst- både i dette Sangens År og videre frem i livet, som vores kulturelle traditioner byder? En nedslående kendsgerning er det dog, at der de seneste år er færre af de uddannede musiklærere, der magter denne opgave til trods for professionsretningen af uddannelsen, der i langt højere grad end tidligere lader det faglige og det fagdidaktiske gå hånd i hånd både i en på seminariet, og i de længere perioder i praktik på skolerne. Som administrator af fagets timetal i mere end 20 år, ser jeg mig nødsaget til at trætte dig med tørre tal, som jeg mener, vil kunne bringe en form for klarhed over fagets situation set i historisk perspektiv. Tallene herunder skal forstås som den enkelte studerendes tildeling af lærertimer i et linjeforløb i faget præcis som uddannelsen var struktureret det pågældende år på det seminarium, hvor jeg underviste indtil sommer Musiklæreruddannelsen anno 1982: Grunduddannelse 1 år: 60 lektioners Linjeuddannelse 3 år: 360 lektioners Undervisning i alt: 4 år 420 lektioners 15 lektioners støtteinstrument 126 lektioners individuel 141 lektioners individuel Musiklæreruddannelsen anno 1994: Almen del: 1 år 52 lektioners Linjedel: 2 år 260 lektioners Undervisning i alt: 3 år 312 lektioners 13 lektioners støtteinstrument 55 lektioners individuel 68 lektioners individuel

3 Musiklæreruddannelsen anno 2006: Linjeuddannelse: 2 år 197 lektioners 36 lektioners individuel Musiklæreruddannelse i fremtiden: Linjeuddannelse i musik skal afvikles over et år, med nogenlunde det samme antal slektioner som ved anno 2006 anført - hvis der overhovedet oprettes hold i musik. I parentes bemærket er situationen på Professionshøjskole Sjællands tre læreruddannelser efter alt at dømme den, at der næste studieår kun oprettes musik som linjefag et af stederne. Det er forhåbentlig et fænomen, der hører en overgangsfase til, men konsekvenserne for skolerne må nødvendigvis være, at der vil være endnu færre musiklærere om få år. Men tilbage til tallene, der klart og tydeligt viser, at de tildelte resurser har været for nedadgående gennem de seneste 25 år. Jeg ønsker med dette ingenlunde entydigt at sige: jo flere resurser, jo bedre lærere kan vi uddanne, idet ordningen fra 1982 over fire år med den største tildeling af sresurser ikke efter min overbevisning gav musiklinje-studerende den bedste udrustning til at klare jobbet som musiklærere i skolen hvilket jeg vil uddybe i det følgende! En musiklærer kan betegnes som en musikalsk blæksprutte, der skal kunne synge, spille, organisere sammenspil, fællessang og bevægelseslege og ikke mindst lede disse aktiviteter i en klasse med mange børn, hvor sdifferentiering er en selvfølge! Lærerens eget faglige niveau i instrumentale færdigheder behøver ikke nødvendigvis at være tårnhøjt, men der skal være overskud til at anvende disse færdigheder i ssammenhæng i kombination med en sund og brugbar stemme, børnene kan imitere. Som udgangspunkt skal lysten til at formidle faget til børnene være et must! Præcis disse færdigheder vil jeg mene langt de fleste linjestuderende i ordningen LU91 erhvervede sig (her demonstreret ved anno 94 )! En af årsagerne var den kvalificerende Almen Del, der afsluttedes med demonstration af planlægning og udførelse af for indskolingsområdet. Netop her blev den enkelte også i stand til at bedømme, om de musikalske visioner og færdigheder rakte til at vælge linjefaget musik efterfølgende, hvilket i praksis betød, at der stort set ikke var frafald af studerende i linjeforløbet. En anden, ikke uvæsentlig årsag, var det treårige forløbs muligheder for at udvikle den studerendes håndværksmæssige færdigheder (bl.a. at spille og synge), som nødvendig forudsætning for de tidligere nævnte kvalifikationer: at indstudere, akkompagnere og styre fællessang. Med LU97 (her repræsenteret ved anno 2006 ) bortfaldt Almen Del, og faget blev herefter afviklet over to år. For den type af studerende, der kom til uddannelsen med faglige forudsætninger, såsom nodelæsning, klaverfærdigheder og en uproblematisk stemme, opnåedes disse lærer-kvalifikationer ved en kontinuerlig, ihærdig indsats gennem hele studieforløbet. Men en hel del studerende magtede desværre ikke at gennemføre linjeforløbet i musik på disse

4 vilkår, og set i bakspejlet ved både du og jeg, at konsekvensen betød frafald af lærerstuderende i alle fag på alle landets seminarier! End ikke et gymnasialt B- niveau i musik har før gymnasiereformen været en tilstrækkelig faglig forudsætning for linjefaget musik, idet det fortrinsvis har drejet sig om en teoretisk musik-kompetence, der ikke har indbefattet håndværksmæssige færdigheder. I LU2007 skal musikfaget afvikles over 1 år. Det har naturligvis og heldigvis medført krav om opfyldelse af et fast defineret adgangsniveau for de studerende, der søger faget, som jeg ikke her kan komme nærmere ind på. Det har dog desværre den bagside, at man herved frasorterer den gruppe af potentielle studerende, der kommer med en musikalitet og en glæde ved musikken, der burde berettige dem til muligheden for ved en ihærdig og stabil indsats over mere end to år - at blive uddannede til engagerede musiklærere! Netop denne gruppe har jeg med stor fornøjelse i årenes løb været med til at kvalificere til musikalske blæksprutter, der i Sangens år rundt omkring får børn til at synge, så sangen får vinger! Men tilbage til den kendsgerning, at flere og flere uddannede musiklærere ikke magter opgaven. Det er et reelt problem, vi må forholde os til, uanset om årsagen er uddannelsens for få resurser til de individuelle færdigheder, et for kort uddannelsesforløb, for lavt fagligt indgangsniveau, eller at jeg (og mine kolleger landet over) ikke har gjort arbejdet godt nok! Din ministerkollega Brian Mikkelsen har med din støtte foreslået, at dette problem kan afhjælpes ved at få konservatorieuddannede musikere ind i skolen som undervisere, og herved give deres høje faglige engagement videre til børnene. Ved nærmere eftertanke mener jeg dog, det rejser en del problemer, jeg vil se på i det følgende, selvom der følger pædagogisk, psykologisk og didaktisk opgradering med. I midten af 90-erne fik vi på seminarierne en del studerende, der havde søgt optagelse på Rytme-kons overvejende Rock-drenge, hvis store interesse var at spille guitar hvilket i sig selv var et stort plus for en kommende musiklærer! Men efter den første periode i praktik gav de fleste op med begrundelser som: Jeg tænder ikke på de børnesange, eller Jeg gider ikke de snot-unger! Heldigvis for alle parter betød denne tidlige erkendelse, at de forsvandt fra læreruddannelsen efter kort tid! Du og jeg husker vel også fra vores barndom, at enhver købstad havde flere spilletanter, næsten altid frøkener, der af nød måtte undervise det bedre borgerskabs børn, idet evnerne alligevel ikke rakte til den solistiske karriere, de havde drømt om! Jeg mener, musikere i løbet af deres uddannelse har gjort op med sig selv, om de skal vælge den pædagogiske vej eller solist-vejen! Jeg er enig i, at deres faglige engagement vil kunne smitte af på børn i skolen men min ide er, at de først og fremmest kan virke som inspirerende gæstelærere i forbindelse med temadage, samba-optog, skolekoncerter m.m., hvor det sker i samarbejde med skolens faste lærere. Mit største ønske for musikfaget i fremtiden vil derfor være, at du som minister giver mulighed for en musiklæreruddannelse på seminarierne, der

5 kvalificerer til at løfte den opgave, det kræver at få hele Danmark til at synge af hjertens lyst så vi ikke er i tvivl om, at de flotte ord, du sagde om sangens betydning ved åbningen af Sangens År ikke blot var en festtale! Med venlig hilsen Addi Vaupel