Peter sagde: Så skal da hele landet vide, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort til konge og frelser. Amen.

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 18. april 2010 kl søndag efter påske Joh. 10, Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte:»hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.«jesus svarede dem:»jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«joh 10,22-30 Peter sagde: Så skal da hele landet vide, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort til konge og frelser. Amen. Første historie, der handler om djævelens spejl og Guds spejl Se så! Nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu vide, for det var en ond trold; det var én af de allerværste, det var djævelen. Én dag var han i et rigtigt godt humør, thi han havde lavet et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt der sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre. De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de var ikke til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være så vis på, at den løb ud over næse og mund. Det var udmærket morsomt, sagde djævelen. Gik der nu en god, from tanke gennem et menneske, da kom der et grin i spejlet, så trolddjævelen måtte le ad sin kunstige opfindelse. Alle de som gik i troldeskole, for han holdt troldeskole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel; nu kunne man først se, mente de, hvorledes verden og menneskene rigtigt så ud. 1

2 Sådan begynder eventyret om Snedronningen og den lille Kay og Gerda, som vor landsmand hr. Andersen skrev den. Om djævelens spejl og djævelen har gåseøjne omkring sig som går i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker og lister sig ind i menneskers øjne og hjerte og fordrejer og korrumperer alt det, som ellers er skabt og ment godt. Og sådan bliver kærlighed til ligegyldighed, tillid til mistillid, mod til håbløshed og håb til fortvivlelse og sådan kunne vi fortsætte den triste opremsning. Men vi vil ikke gå djævelens ærinde, men straks gå videre til Guds spejl. For også Gud forstår sig på spejle, men det store spørgsmål er, hvad Gud ser, når han ser sig selv i spejlet? Ikke ti eller flere hornede smådjævle skal lokke et svar ud af mig, for alene spørgsmålet gir gåsehud. Hvis du ser mit ansigt, skal du dø, sagde Gud til Moses. Og det lyder ikke som om, det udsagn er til forhandling. Guds skjulthed er ikke til forhandling. Guds storhed, omfang, væsen og udtryk kan ikke fanges og fattes af menneskelige øjne, Gud er ubegribelig, om vi så satte alle sanser og menneskehedens samlede intellekt ind på sagen. Så hvad Gud ser i sit eget spejl, ja, det kan intet menneske svare på. Men Gud har én gang selv drejet, vinklet, spejlet, så vi på vores menneskelige betingelser så hans ansigt. Det ansigt, som viste sig, havde ikke kun øjne, næse og mund, men var et helt menneskes liv, død og genopstandelse. Et menneske og et menneskeliv helt igennem fra inderst til yderst og samtidigt den levende Gud selv. Mennesket hed Jesus, og i ham kommer vi så tæt på Gud, som det er menneskeligt muligt. Vi ser og hører og mærker Guds skaberkraft, Guds kærlighed og Guds fællesskab med os i manden fra den lille by Nazareth. Dét er historien bag Jesu påstand Jeg og Faderen er ét. Jesus er Guds jordiske spejling, ikke et luftigt fatamorgana, men et menneske i kød og blod, med hår og skæg, hænder og fødder og navle midt på maven. Anden historie, som handler om får Se så, nu skal vi til den historie, som handler om os selv, og det plejer at være den, vi holder mest af. 2

3 Den begynder ikke så smigrende endda, for den begynder med, at vi mennesker sammenlignes med får. Det er snotdumme dyr har en fåreavler engang betroet mig. Og når man står og ser på sådan en fåreflok, hvor alle løber den samme vej, uden anden grund end at alle de andre også gør det, og hvor en fuldstændig ufarlig fårehund kan herse og regere, bare fordi den gør højt eller sniger sig rundt som et rovdyr, så tænker man det har da intet med menneskelig adfærd at gøre! (kunstpause) Men om der så er en vis lighed mellem mennesker og får eller ej, så er det ikke det, som er det væsentlige. Det væsentlige er afhængigheden af hyrden. I vores land er der ikke mange store vidder tilbage, vi er efterhånden mest til det kontrollerede, til skel og hegn og ejendomsret. Men for ikke længe siden måtte en fåreflok følges af en hyrde, han skulle med stok og stav vogte dem og forsvare dem mod vilde dyr, hjælpe de får, som kom til skade, holde øje med fødsler og dødsfald, og finde de får, som i et øjebliks sindssyge var stukket af. Og hyrden kendte sine får, hvert eneste af dem, vidste hvem der skulle opmuntres mildt, og hvem der skulle ha et klaps bagi. Og fårene kendte hyrdens stemme, kendte hans fløjten, og vidste, at der var trygt i hans nærhed, og at man her kunne koncentrere sig om at æde dagen lang eller stå og se tomt ud i luften, hvis man havde lyst til det. Fårenes liv og tilværelse var afhængigt af hyrden. Kan vi så affinde os med at være får, hvis liv og tilværelse er afhængigt af hyrden? Ja, det er jo dagens andet store spørgsmål som jeg heller ikke så let kan svare på. Men måske vores forfængelighed, selvglæde og hvad vi nu ellers besidder, kan sættes i relief og perspektiv af, at Jesus selv har trådt også den sti før os. Guds lam, kalder vi ham, ham, som blev en af os. Guds lam, fordi han som et offerlam med sin egen krop, sit eget blod, gir sit liv, for at resten af flokken kan leve, for at vi mennesker igen kan hvile trygt i Guds hånd. Tredje historie, som handler om genkendelse og tro Da Jesus i vinterens kulde går rundt i søjlegangen ved sin fars hus det kaldte han Templet i Jerusalem slår en flok mænd ring omkring ham, som en flok ulve omkring et lam. Stemningen er fjendtlig, mændene viser tænder. 3

4 Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud? Man ser de fordrejede ansigtstræk for sig. De utålmodige, de hovne, de rasende splinter fra troldspejlet i øjne og hjerte. De har på den ene side lov og ret til at spørge, for intet sted er bedre end Salomons søjlegang til at udforske og spørge til det guddommelige. På den anden side er spørgsmålene tragisk-komiske og falder tilbage på ulvemændene som hyrdens stok og stav. For hvis det ER Kristus, som står dér foran dem, hvorfor kan de så ikke se og høre det? Hvorfor har hans fortællinger, hans undergerninger, hans visdom og barmhjertighed som de sikkert alt sammen har kendt til ikke overbevist dem? Det er en del af spejlets gåde at nogen tror, og at andre ikke gør det, om de så står ansigt til ansigt med det. Det er kun de magtesløse, dem, der selv ved, at de er får, som genkender Jesus som Hyrden, de har tillid til, genkender ham som Kristus, hvis ord de stoler og tror på. For alle os, der bærer splinter fra troldspejlet i os, vi underkaster os kun den suveræne magt, den Gud, som med torden og lynild kan knuse os, som man klasker en flue, den Gud, som med storm i stemmen kan blæse os ned under gulvbrædderne. Magtens lov, den stærkestes lov dén forstår vi alt for godt. Men når Gud viser sig i svagheden og udsatheden som et menneske, vi kan møde nede på hjørnet, så genkender vi ham ikke. Det er så pinagtigt, at når Gud kommer os i møde som en af os, som et lam blandt får, så reagerer vi som ulve. Svaghed stikker os i øjnene som var det en rød klud. Vi korsfæster ham igen, når vi har muligheden for det. Det er kun fåret i os, svagheden, magtesløsheden og afhængigheden, som kan genkende Guds stemme. Men vi vil ikke stå ved vores egen svaghed, 4

5 magtesløshed og afhængighed, vi kæmper som gale for at stå på egne rystende ben. Og det selv om Guds stemme siger, tro mig, ha tillid til mig, du er i min hånd, jeg slipper dig aldrig, jeg er hos dig når du er kommet til skade, er syg eller skal dø, jeg kæmper for dig og med dig mod ydre og indre ulve, jeg finder dig, når du er blevet væk, jeg er ved din side fra du bliver født og ind i evigheden. Slutningen, som også er en begyndelse Påskemorgen drejede Gud sit spejl, så han igen kunne se sig selv i øjnene. Guds historie om sig selv, Jesu liv og død, var nået til ende. Gud havde gjort sit værk, sagt hvad han havde at sige. Alt var fuldbragt. Få dage før, på den frygtelige fredag, havde djævelens spejlstumper været under behandling. Hver eneste af de hundrede millioner, billioner spejlstumper og flere endnu var blevet slebet til, så de ikke længere kunne gøre ubodelig skade. Nu, på påskemorgen, var det ikke kun Fader og Søn, Skaberen og Kristus, som i opstandelsen spejlede hinanden. Spejlet reflekterede hele den treenige Guds vælde i et tavst lys fra den tomme grav. Netop den dag var Guds treenige blik så fuldt af flammer, at betydningen af opstandelsen satte gang i en løbeild af stemmer på jorden: Den mand var Kristus, Guds søn blev der sagt, råbt og hvisket. Sig det videre, sig det videre. Og det gør vi så. Amen. I Hebræerbrevet står der: Måtte fredens Gud, der førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod, sætte jer i stand til alt godt, så I gør hans vilje, idet han selv gennem Kristus udvirker i os, hvad der glæder ham. Ham tilhører æren i evighedernes evigheder! Amen. 5