Kundskapsuppbyggnad och spridning av resursnåla vattenvårdsåtgärder för att minska effekterna av övergödning. Emne: Vandløbsrestaurering

Transkript

1 Kundskapsuppbyggnad och spridning av resursnåla vattenvårdsåtgärder för att minska effekterna av övergödning Emne: Vandløbsrestaurering

2 InterregIIIA: Kundskapsuppbyggnad och spridning av resursnåla vattenvårdsåtgärder för att minska effekterna av övergödning Emne: Vandløbsrestaurering Udkast Udarbejdet af: Nicolaj Thomassen Kvalitetskontrol: Lars Bo Christensen G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 1

3 Indholdsfortegnelse 1 VANDLØBSRESTAURERING Hvad er vandløbsrestaurering Vandløbsrestaurering i praksis Gensnoning af vandløb og frilægning af rørlagte strækninger Udlægning af sten og gydebanken Ændret vedligeholdelse Hvilke vandløb skal restaureres Målsætninger Tilstand Fiskebestanden Prioritering af vandløbsrestaurering Udvalgte referencer og citerede arbejder...33 G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 2

4 1 Vandløbsrestaurering 1.1 Hvad er vandløbsrestaurering Når man restaurerer vandløb, genskaber man de fysiske karakteristika, der kendetegner et naturligt vandløb. Det drejer sig om at genskabe den naturlige variation, der er i vandløbets dybde og bredde, i strømhastigheden og i vandløbets bundsubstrat. Der kan være flere formål med at ændre vandløbet mod en naturtilstand. Det kan være for at øge mangfoldigheden og alsidigheden i dyre - og plantelivet, for at forbedre det landskabelige udtryk, eller for at nedsætte udvaskningen af næringsstoffer. Vandløbsrestaurering kan også have rekreative formål. De enkelte former for vandløbsrestaurering tilgodeser som regel flere af disse interesser på samme tid. For at får et overblik over de mange former for restaureringstiltag der findes, deler man vandløbsrestaurering op i tre typer (Hansen et al. 1996). Type 1: Genopretning i vandløbet Type 2: Genopretning af forbindelse mellem vandløbsstrækninger Type 3: Genopretning i ådalen I tabel 1 fremgår det hvilke tiltag, der hører under de enkelte typer. I denne vejledning gennemgås fire former for vandløbsrestaureringer: Gensnoning af vandløb Frilægning af rørlagte strækninger Udlægning af sten og grusbanker Ændret vedligeholdelse Først en gennemgang af hvordan man griber de fire restaureringsformer an i praksis med tilhørende eksempler og derefter følger en gennemgang af hvordan man vurderer, hvilke vandløb der bør restaureres og resultatet af en eventuel restaurering. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 3

5 Tabel 1. De tre typer vandløbsrestaurering med de tilhørende tiltag Type 1: Genopretning i vandløbet Genslyngning Rørlagt strækning åbnet for at skabe bedre levesteder Dobbeltprofil Søer i forbindelse med vandløbet Okkerudfældningssø i forbindelse med vandløbet Sten udlagt Grus udlagt Kunstigt fiskeskjul Andre faste genstande udlagt Strømkoncentratorer Sandfang Træer og buske indenfor 2 m bræmmen Kunstig bund/brink fjernet (faskiner, beton, fliser, m.v.) Øvrige metoder: Hegn, vandingssteder, etc. Andet Type 2: Genopretning af forbindelse mellem vandløbsstrækninger Slyngninger erstatter spærring Stryg erstatter spærring Stryg etableret ved bevaret spærring Omløbsstryg etableret ved bevaret spærring Rørlagt strækning åbnet for at skabe passage Større vanddybde og/eller strømlæ i underførende rør Fald udlignet ved rør/bro Fisketrappe etableret/fjernet Fiskesluse etableret/fjernet Tidligere død åstrækning retableret Vand tilføres ved pumpning for at undgå død åstrækning Odderpassage etableret Andet Type 3: Genopretning i ådalen Øget vandstand og oversvømmelsesfrekvens - ved at genslynge vandløbet - ved at hæve bunden - ved at afbryde dræn - ved at etablere en dæmning - ved at etablere engvandingsanlæg - ved at indsnævre vandløbet Søer/vandhuller/vådområder i ådalen Vegetationspleje i ådalen Andet G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 4

6 1.2 Vandløbsrestaurering i praksis I de følgende afsnit gennemgås, hvordan man i praksis griber restaureringen an. Afsnittene omhandler gensnoning af vandløb og genåbning af rørlagte vandløb, udlægning af grus og sten samt hvordan vedligeholdelsen kan ændres til gavn for vandløbet. Der er dog nogle elementer, der går igen, og som bør nævnes her. Når man restaurerer et vandløb, ændrer man på de fysiske forhold og ofte også på vandløbets evne til at lede vandet væk. Vandløbsregulativet beskriver, hvordan disse forhold er reguleret, og det er derfor vigtigt, at restaureringen vurderes i forhold til dette. Regulativerne er ofte også en væsentlig kilde til informationer, der er nødvendige for projektet. Det drejer sig om længdeprofiler, der viser faldet på vandløbet, og dimensionsskemaer, der viser vandløbets dimensioner i udvalgte stationer Gensnoning af vandløb og frilægning af rørlagte strækninger Idé/princip Gennem tiderne er mange vandløb blevet reguleret og har en ensartet dybde og bredde på lange strækninger, mange andre er blevet rørlagt. Disse tiltag har haft til formål at lette dyrkningen, men i takt med, at arealerne er taget ud af drift, og at der er opstået en øget opmærksomhed i samfundet for de miljømæssige og rekreative interesser, restaureres disse vandløb igen. Et naturligt vandløb snor sig i et bestemt mønster og med en karakteristisk vekslen mellem stryg og høller (figur 1). Når man gensnor et vandløb, genskaber man den fysiske variation i høller og stryg, og man får et vandløb, der snor sig med lavt hurtigt strømmende vand i strygene og dybe rolige partier i høllerne. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 5

7 Figur 1 Et vandløbs naturlige form med mæandre, stryg og høller. Afstanden mellem stryg og høller er normalt 7-8 gange vandløbsbredden.(illustration: Madsen, 1994) Forventet resultat Brede Å restaureringen er et eksempel på en gensnoning af et vandløb, og det vil være et gennemgående eksempel i denne tekst. Da man restaurerede Brede Å i perioden var det for at forbedre natur- og miljøforholdene i vandløbet og på de omgivende engarealer. Således omdannede man 19 km lige åløb til et 25 km langet slynget vandløb. Det var forventningen, at restaureringen skulle medføre en bedre hydrologisk kontakt med de omgivende arealer og dermed en nedsat udvaskning af næringsstoffer, ligesom det skulle medføre mere afdæmpede udsving i vandstanden nedenfor den restaurerede strækning. Den større variation i de fysiske forhold skulle lede til et mere artsrigt og varieret dyre- og planteliv. På punktform forventede man følgende af restaureringen: Forøgelse af den ådalens landskabelige værdi med et æstetisk flot slynget vandløb. Forbedre naturforholdene, så plante- og dyrelivet bliver mere artsrigt og alsidigt Fjerne fiskespærringer og skabe opgangsmuligheder for laksefisk. Skabe en bedre sammenhæng mellem åen og engene ved at hæve vandløbets bund og anlægge skrå brinker. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 6

8 Reducere udvaskningen af okker til åen og engene ved at hæve vandløbets bund. Forbedre miljøforholdene i åen gennem hævning af vandstanden i ådalen i forbindelse med hævningen af vandløbets bund. Forbedre miljøforholdene i åen med bl.a. en nedsættelse af den ødelæggende sandvandring. Øge vandløbets selvrensningsevne og omsætningen af kvælstof i de våde enge. For genåbning af rørlagte vandløb forventer man ofte de samme resultater, men derudover forbedrer man forholdene på strækningerne ovenfor og nedenfor, idet der genskabes passage for fisk og smådyr, og fordi vandløbets selvrensende effekt øges Hvor/hvilke vandløb Vandløb, der er stærkt reguleret, og hvor der er en landskabsmæssig og rekreativ gevinst ved gensnoning vil være velegnede til restaurering. Det er også interessant at se på, om vandløbet er hydraulisk belastet, og om det løber til en recipient, der vil have gavn af, at man reducerer i tilførslen af næringsstoffer. Blandt rørlagte vandløb bør man prioritere dem, hvor rørene alligevel skal renoveres, og hvor den rørlagte strækning spærrer for passagen mellem to åbne strækninger. Derudover er den en fordel, hvis vandløbet ikke ligger for dybt, idet det medfører, at det genskabte vandløb får nogle unaturligt høje og stejle brinker. Endelig bør man undersøge, om vandkvaliteten er god, idet jo bedre vandkvalitet desto mere vil man kunne opnå. Igen kan man fremhæve Brede Å som et eksempel på et vandløb, det var hensigtsmæssig at restaurere. På den regulerede strækning, lå vandløbet typisk 1½ - 2 meter under terræn og brinkerne var høje og stejle. Der var ingen underskårne brinker, idet det meste af strækningen var faskinsat. Vandstrømmen var jævn og jævn til god. Og bunden var sandet, efter at man under reguleringen havde gravet grus og sten væk. Derudover var der en væsentlig sandvandring forårsaget af erosion af bund og brinker og generelt sandende jordbundsforhold. Til gengæld var vandet rent med en forureningsgrad på II, svarende til faunaklasse 5 efter Dansk Vandløbsfauna Indeks. Således var Brede Å et vandløb med pauvre fysiske forhold og en ringe hydrologisk kontakt med de omgivende arealer, men med en god vandkvalitet Hvordan Placeringen af det nye forløb kan tage udgangspunkt i det gamle oprindelige forløb, hvis der er plads, eller det kan tildeles et mere lodsejerbestemt forløb, der tager hensyn til ejerskab, arealanvendelse, holdninger m.v. Fordelen ved at lægge vandløbet tilbage i sit oprindelige leje er dels at genskabe den landskabsmæssig/historiske værdi, dels at brinkerne er sikret af græs og urter, så man undgår erosion, når vandet lukkes på. Men der er også ulemper ved at lægge et vandløb tilbage i det gamle leje. Som følge af reguleringen kan terrænet efterfølgende have sat sig. Lægges vandløbet tilbage i det gamle løb, kan det medføre, at landbrugsjorden afvandes dårligere end før vandløbet G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 7

9 blev reguleret, og risikoen for oversvømmelser kan også være større. Derudover kan der gennem tiden været knyttet en lang række interesser til de ånære arealer, og disse vil ikke kun imødegås, hvis å-løbet skal placeres i det oprindelige forløb. En nyanlagt vandløbsstrækning kan man anlægge og dimensionere efter de behov, der er hos lodsejere og andre interessenter. Til gengæld bliver man i højere grad nødt til at sikre brinkerne for at undgå erosion og lave sandfang til at tage den følgende større stoftransport. Figur 2: Den gensnoede Brede Å. Bemærk de oversvømmede arealer. (Foto: Hansen, 1996) Dimensionering I forbindelse med, at man anlægger nye vandløb, hvad enten det er gensnoninger eller frilægning af rørlagte vandløb, dimensioneres det nye forløb med udgangspunkt i regulativets dimensioner. Med kendskab til afstrømningens, bundsubstratets og grødevækstens omfang kan man beregne vandføringsevnen og dermed vandspejlet ved forskellige dimensioner, herunder dem der er beskrevet i regulativet. Gennem disse beregninger finder man, hvilken dybde, bredde og fald vandløbet må antage i høller og stryg. I restaureringsprojektet for Brede Å blev en 18 km lang kanaliseret strækning ændret til et 23 km langt mæandreret forløb med 173 slyngninger. Den gennemsnitlige hældning ændredes kun lidt fra 0,4 til 0,5 og bunden blev hævet med ½ - 1 meter. De ændrede dimensioner reducerede vandløbets vandføringsevne, så det svarede til det foreskrevne i regulativet. Men da jorden fra regulativets tilblivelse havde sat sig med i gennemsnit 0,7 m, medførte restaureringen store oversvømmelser, hvilket fremgår med stor tydelighed af figur 2. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 8

10 Brinkanlæg Brinkerne bør på de lige skal stræk være så lave og flade som muligt, for at de er stabile, og fordi det ser mest naturligt ud. Dog bør man samtidigt tage hensyn til, hvordan vandløbet vil se ud i forhold til opstrøms og nedstrøms strækninger. I Brede Å blev brinkerne på de lige stræk anlagt med en hældning på ca. 18 % (1:3), hvor svingene blev anlagt med en hældning på 27 % på ydersiden og kun 15 % (1:4) på indersiden. Se figur 3. A B Figur 3 Skematisk illustration af Brede Ås tværprofiler før restaureringen (rød streg) og efter restaureringen (grøn streg) A) Lige stræk B) Sving G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 9

11 De flade, lave brinker giver også gode lysog dermed vækstforhold for planter - navnlig sumpplanter. Flade brinker resulterer dermed i stabile brinker/nedsat erosion som følge af planternes befæstning. Samtidig opstår der en øget artsrigdom i vandløbet som følge af de sumpplanter, der vandrer ud i vandløbet. De lave brinker er også nødvendige, hvis vandløbet skal have en bedre hydrologisk kontakt med de omkringliggende arealer. Alternativt kan vandløbet dimensioneres med brinkfødder/-dobbeltprofil. I så fald graves med et anlæg på 1:3-1:4 og mest fladt tættest på vandløbet. Figur 4 Gravning af nye vandløb med stejlt anlæg i ydersiden af svingene og fladt anlæg i indersiderne.(foto: Hedeselskabet) Brinksikring Jordbundsforholdene har en væsentlig indflydelse på, hvordan et restaureret vandløbs brinker dimensioneres, således må brinkerne alt efter jordtype ikke være stejlere end beskrevet i tabel 2. Tabel 2 Skråningsanlæg på forskellige jordtyper. Skråningsanlæg Jordtype Anlæg (vandret/lodret) Tørv og svær lerjord 1 Let lerjord 1,5 Stensætninger 2 Sandjord 2,5 I Brede Å bestod jorden overvejende af tørvejord, herfor man kunne anlægge vandløbet med de stejle anlæg i svingenes yderside beskrevet ovenfor. Hvorvidt man sikrer brinkerne udover ved at dimensionere anlæggene afhænger af, i hvilket omfang vandløbet må være dynamisk. I Brede Å blev brinkerne kun sikret på enkelte steder, da man ønskede, at vandløbet så vidt muligt skulle kunne bevæge sig frit. Sikringen blev foretaget tæt på tekniske anlæg og ved gennembruddene til det gamle forløb. Også på steder, hvor de nye sving kom tæt på ådalsskrænten, blev ydersiden af svingene sikret, dels for at undgå en kraftig erosion i ådalsskrænten, dels for at undgå at grundvandet kom for hurtigt ud i vandløbet. Sidstnævnte blev gennemført med henblik på at sikre et vist tab af kvælstof ved denitrifikation. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 10

12 Der er en række metoder, der kan anvendes til at sikre brinker: Tilsåning med græs (eventuelt efter udlægning af muld). Udlægning af fibermåtter eventuelt med indvævede græsfrø. Måtterne skal være lavet af 100% plantemateriale. Beplantning med urter og træer. Udlægning af ler. Udlægning af sten i 30 cm tykt lag på brinken. Udlægning af stenbånd tværs over bunden. Figur 4 Eksempel på brinksikring med fibermåtter og sten. Bemærk, at brinken ved broen er sikret med sten. (foto: Hedeselskabet) I Brede Å sikrede man primært brinken med sten, men der blev også gjort forsøg med flere af de andre metoder. Delstrækninger blev sået til med græs, men metoden var ikke stærk nok i sig selv. Herudover kunne arbejdet ikke tilrettelægges, så strækningerne nåede at gro til, før der skulle vand på. Udlægning af fibermåtter blev også forsøgt, men her var det vanskeligt at finde nogle, der var 100 % nedbrydelige. Herudover var det vanskeligt at fæstne dem. Der blev også gjort forsøg med udlægning af ler. Metoden var effektiv, men dyr sammenlignet med udlægningen sten Resultater Nedenfor er gennemgået resultaterne af Brede Å restaureringen, som et eksempel på resultatet af en gensnoning af et vandløb. Vandstanden I de første to år var sommervandstanden en ½ meter højere end før restaureringen. Det tredje år efter restaureringen blev vandstanden øget med yderligere 25 cm som følge af G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 11

13 grødevæksten. Som det fremgår af figur 2 medførte det store oversvømmelser i ådalen, der igen medførte en betydelig tilbageholdelse af sediment og næringsstoffer. Nedenfor den restaurerede strækning ændrede sommervandstanden sig ikke væsentligt, men vintervandstanden blev generelt lavere efter Den lavere vintervandstand skyldtes, at åen nu kunne svømme over på den restaurerede strækning. I anlægsperioden og i det efterfølgende år var der ved høje vandføringer en stor mobilisering af sediment som følge af erosion af vandløbets sider og bund. Af det mobiliserede mængde sediment blev 86% tilbageholdt den første vinter efter restaureringen. De store mængder sediment blev tilbageholdt på vandløbets flade brinker og på de ånære arealer. Vandløbs- og bredvegetation Vandløbsvegetationen indvandrede hurtigt, og allerede den første sommer efter restaureringen var artsantallet oppe på niveauet før restaureringen. Derefter steg artsantallet lidt som følge af, at sumpplanter vandrede ind på de skrå brinkanlæg og siden hen ud i åen. Sumpplanternes andel i den samlede vandløbsvegetation steg således fra under en tredjedel til omkring halvdelen. Restaureringen ændrede også på fordelingen af vandløbsplanter. Vintergrønne planter som vandranunkel og vandstjerne blev mere dominerende på bekostning af pindsvineknop. Selvom indvandringen målt på arter foregik hurtigt, havde vandløbets vandplanter først samme dækningsgrad som før restaureringen 3 år efter af denne var afsluttet. Og selv efter syv år var vegetationsmønsteret stadig under udvikling. Som nævnt udviklede brinkvegetationen sig meget på de restaurerede stræk, således at artsantallet steg fra 127 til 176 arter. Det skete fordi, der var plads til det på meget skrå anlæg, ligesom lysforholdene var bedre. Dog var en fjerdedel af brinkerne endnu ikke bevokset efter to år. De brede brinker gav også anledning til fremkomst af selvsåede træer. Mange af disse er efterfølgende fældet for at bevare den åbne ådal og af hensyn til lystfiskere. Smådyr og fisk Artsrigdommen blandt smådyr udviklede sig hurtigt og var allerede efter et halvt år på niveau med den oprindelige strækning. Smådyrslivet udviklede sig således, at der på nogle strækninger genetableredes et artsantal på højde med tidligere og på andre strækninger et endog højere artsantal. Navnlig de brede flade brinker var vigtige for såvel akvatiske som terrestriske smådyr. De restaurerede strækninger udviste generelt en lidt større arts- og individtæthed med blandt andet en etablering af små lakse- og stallingbestande. En udvikling der forventes at fortsætte i positiv retning i takt med, at vandløbsvegetationen udvikler sig. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 12

14 1.2.2 Udlægning af sten og gydebanken Idé/princip Sten og grus udlægges primært for at genskabe gyde og opvækstområder for laksefisk. Men det forbedrer også den fysiske variation i vandløbet og udgør vigtige levesteder for vandløbets smådyr. Desuden kan man lægge sten ud for at sikre brinker og dermed skåne vandløb for materialetransport. Mange vandløb restaureres ved at lægge gydegrus og sten ud, ofte som erstatning for det, der er gravet væk under tidligere oprensninger og reguleringer. Hvis vandløbene samtidig er regulerede og dermed lagt i et fast forløb, vil de ikke skylle nyt grus og nye sten fri af brinkerne. Figur 5 Gydegrus i Storå, Thy (foto: Hedeselskabet) Gydebanker er bunker af grus, som laks, ørred og stalling bruger til at gyde deres æg i. Fiskene graver et hul i grusbunden, gyder æggene og dækker derefter æggene med gruset. Gydegravningerne er konstrueret sådan, at vandet strømmer igennem dem og derved tilfører ilt til æggene og fjerner affaldstoffer (figur 6). For at gruset kan fungere som gydegrus, må det ikke være så fint, at det forhindrer vandgennemstrømningen, men på den anden side hellere ikke så groft, at fiskene ikke kan grave i det. Man kan også udlægge sten i vandløbet. Enten som udlægning af enkeltsten, stendynger eller sten til at sikre brinkerne. Sten giver skjul og strømlæ for fisk, men de fungerer også som vigtige levesteder for vandløbets mange smådyr, der har stenene til at holde sig fast på og som lever af de algebelægninger, der gror på stenene. Sten er altså meget vigtige for vandløbets smådyr og fisk, som ellers risikerer at blive skyllet væk af strømmen. Til gengæld er en sandbund, der ruller ned gennem vandløbet er et dårligt levested for dyr og planter. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 13

15 Samtidig øger sten vandets turbulens og dermed den geniltning, der sker i vandløbet, hvilket igen medfører, at der omsættes mere organisk materiale. Sten er altså med til at øge vandløbets selvrensning. Figur 6 Gydebanke efter gydeaktivitet.(illustration: Hermansen, 1982) Udlægning af stendynger anvendes til at gensno vandløbet, hvor grødevæksten er for beskeden til at kunne gøre det, og hvor en gensnoning vil være for bekostelig. Som nævnt kan sten også bruges til sikre brinkerne mod erosion og dermed til nedsætte stoftransporten i vandløbet. Særligt i vandløb med unaturligt stejle og ustabile brinker, hydraulisk belastede vandløb og vandløb med en ringe bredvegetation er det relevant at sikre brinkerne. Udover at være et restaureringstiltag i sig selv, så udlægges grus og sten normalt også i forbindelse med gensnoning af vandløb eller genåbning af rørlagte strækninger Forventet resultat Udlægning af gydegrus resulterer i en større bestand af ørred- og lakseyngel i vandløbet på grund af øget gydesucces og flere opvækstterritorier. Men den faste bund resulterer også i en øget individtæthed og artsrigdom blandt smådyr og vandløbsplanter. Med udlægning af stendynger ændres vandløbets profil til et smallere og mere snoet og fysisk varieret forløb. Ved at sikre brinkerne med sten opnår man stabile brinker, mindre sand og jord i vandløbet, mere blotlagt sten og grus, og i sidste ende en rigere smådyrsfauna og en højere gydesucces og overlevelse for ørreder og laks Hvor/hvilke vandløb Man udlægger gydegrus i vandløb med en vandkvalitet, der er så god, at æggene overlever i gydebankerne. Det vil sige, at vandkvaliteten svarer til faunaklasse 5 eller derover. I mindre vandløb, der har et fald på 4-10, og i større vandløb med et fald ned til 2, kan der etableres gydebanker. Det er dog en væsentlig forudsætning, at sandtransporten i vandløbet er beskeden, hvilket man kan sikre ved etablering af sandfang opstrøms bankerne. Enkeltsten og stendynger udlægges i samme vandløb som ovenstående. Tiltagene er navnlig relevante i skovvandløb og dybt skårne vandløb, hvor grødevæksten er så beskeden, at den ikke kan bruges til at genskabe den naturlige variation. Men også i G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 14

16 vandløb, hvor hårdhændet vedligeholdelse og regulering har gjort vandløbet meget bredt og lavvandet, kan enkeltsten og stendynger bruges til at variere dybden og strømhastigheden. I vandløb med ustabile brinker og ustabil vandføring, hvor vandløbet tilføres store mængder sand og jord, kan man sikre brinkerne med sten, ligesom det vil være fordelagtigt, hvor vandløbets profil skal fastholdes af hensyn til broer, veje og bygninger Hvordan Gydegrus Gruset bør have en sammensætning, der svarer til den, der er angivet i tabel 3. Gruset køres ud i sensommeren, hvor engene som regel er tørre nok til at køre på. Det er også en fordel, at gruset lægges ud i god tid før fiskene gyder, idet kunstigt anlagte gydebanker meget vel kan omlejres af strømmen. Det er bedst at vandløbet omlejrer gruset før fiskene gyder, hvis det sker på et senere tidspunkt, risikerer man, at fiskenes æg skylles væk. Tabel 3 Optimal sammensætning af gydegrus (foto: Sivebæk, 2005) Gydegrus Betegnelse Størrelse Fordeling Ærter 8-16 mm 25% Nødder mm 50% Singels mm 25% Gruset kan lægges ud på to måder. Som cm tykke tæpper oven på bunden eller som erstatning for det eksisterende bundmateriale. De to måder kan også kombineres, så gydegruset for eksempel graves cm ned i bunden, og man så lader de øverste cm være en forhøjning i forhold bunden. På strækninger med et godt fald, hvilket vil sige 4-10, lægges gruset i et lag på mindst 30 cm og gerne op til 50 cm på steder med god vandhastighed. Grusbankerne bør have en længde på 2-5 m i mindre vandløb (< 5 m brede). I større vandløb (> 5m brede) bør faldet ikke være under ca. 2, og her anbefales en længde på m. Som det fremgår af eksemplerne fra Brede og Vejen Å (tabel 4 og 5), står ynglen inde ved brinken. Det skyldes, at den er i sikkerhed på det lave vand, og det er derfor vigtigt, at der i vandløb med en større bredde end ca. 3 meter etableres lavvandede områder nær brinken. Således bør der ikke være mere end 30 cm s vanddybde over dem og helst kun 15 cm af hensyn til ynglen. Vandhastigheden bør være i intervallet 0,25-0,4 m/s. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 15

17 Er faldet ringe (2-4 ) udlægges gruset i længere tæpper. Det skyldes, at korte banker på sådanne stræk kan skabe lange opstuvede strækninger med blød sandet bund. Det er dårlige livsbetingelser for yngelen og for ørreder i det hele taget. Eksempel 1: Korte versus lange gydebanker For at forbedre eksisterende gyde- og udvækstområder blev der lagt gydegrus i en række vandløb i Konge Å-systemet og på Djursland (Sørensen & Deacon 2001). Udlægningen foregik efter forskrifterne angivet ovenfor, og i tabel 4 er vandløbenes bredde og fald angivet sammen med metode for grusudlægningen. Tabellen viser også den efterfølgende ørredtæthed Tabel 4 Dimensioner og ørredtætheder for etablerede gydebanker i Konge Å systemet og i vandløb på Djursland.(gengivet fra Sørensen & Deacon, 2001) Vandløb Vandløbsbredde m Fald i promille Korte banker Ørreder pr. 100 m² Lange tæpper Yngel Ældre Bastrup Bæk 1,2 2 Lange Afløb fra 1 3,5 Lange Gammelmose Bastrup Bæk 1,4 2 Korte Skodborg Bæk 2 10 Korte Vejen Å 8,5 < 1 Korte 30 0 Hedemosegrøften 1,2 3,4 Korte Resultatet fra Bastrup Bæk viser netop betydningen af lange tæpper af gydegrus frem for korte banker. På strækningen med tæpper af gydegrus er tætheden af ørred meget større end der, hvor gydebankerne er korte. Af tabellen fremgår også, at det store vandløb Vejen Å har en forholdsvis lav tæthed af ørreder. Det hænger sammen med, at ørredynglen er knyttet til det lave vand i bredzonen, som det også kunne bemærkes i eksemplet fra Brede Å nedenfor. Hvis de afvandingsmæssige forhold ikke tillader, at bunden og dermed vandspejlet hæves, erstatter man i stedet den eksisterende vandløbsbund med gydegrus. Eksempel 2: Udskiftning af vandløbsbunden I vandløb med ringe faldforhold (<4 ) er det vanskeligt at opnå en grusbund med en tykkelse på cm uden at lange strækninger stuves op. I Lillemølle Å på Djursland med netop disse ringe faldforhold (3,5 ), udskiftede man i stedet den gamle vandløbsbund med et gruslag på cm s tykkelse på en 400 meter lang strækning. Gydearealet blev dermed udvidet fra 20 til 300 m². Som det fremgår af figur 7, steg antallet af gydegravninger med en faktor 2-3 efter restaureringen, ligesom ørredbestanden steg kraftigt fra en tæthed på 9 ørreder pr. 100 m² i 1994 til 337 ørreder pr. 100 m² i At undgå sandvandring er kritisk for, om etablering af gydebanker bliver en succes. Når gydebanken indlejres med mere end 5-6 % sand, dør æggene/ynglen i gydebankerne. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 16

18 Det er vigtigt at bemærke, at en høj strømhastighed i sig selv ikke er nok til at forhindre indlejring af sediment i gydesubstratets porerum. Det blev tydeligt vist i en nyere undersøgelse fra Vejle Amt (Henriksen & Nielsen, 2004). Her fandt man, at der på kunstige gydebanker i Vejle Å var en stor stoftransport og ødelæggende indlejring på trods af, at denne station (visuelt bedømt) havde den højeste strømhastighed af alle. Det er derfor vigtigt at etablere sandfang, når man anlægger gydebanker og vedligeholder vandløbet på en måde, der minimerer sandvandringen. Et sandfang dimensioneres som 3-4 gange vandløbets bredde og med en dybde, der er en ½ til 1 meter under vandløbsbunden. Længden skal være mindst være 10 gange og gerne gange vandløbets bredde. Sandfangene skal naturligvis tømmes med jævne mellemrum for at kunne fungere. Derudover kan skånsom vedligeholdelse nedsætte sandtransporten, ligesom man kan sikre brinkerne med sten ved at beplante brinkerne og/eller anlægge kreaturvandingssteder. Antal gydegravninger Figur 7 Antal gydegravninger i Lillemølle Å før og efter udskiftningen af vandløbsbunden ultimo (Tegnet efter Sørensen & Deacon, 2001) Hvis man skal grave et nyt vandløb samtidig med, at man nedlægger et rørlagt, skal man være opmærksom på den erosion, der sker. Således bør man anlægge sandfang umiddelbart nedenfor den rørlagte strækning, inden det øvrige gravearbejde starter. Eksempel 3: Bredzoner i store vandløb I Brede Å anlagde man i forbindelse med restaureringen af vandløbet gydebanker på steder med god strøm. Bankerne blev udlagt som tæpper i hele vandløbets bredde med en længde på meter og en tykkelse på ca. 40 cm. På halvdelen af de udlagte grusbanker blev der udklækket ørredyngel og på en enkelt lakseyngel. Årsagen til, at de øvrige gydebanker ikke virkede, var, at de sandede til. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 17

19 Næsten al ørredyngel blev fundet inde ved bredden tæt på bredplanterne og et- og toårs ørrederne stod primært på grusbankeområderne. Tabel 5: Ørredtæthed på 15 gydebanker i den restaurerede Brede Å. Bredzonen er defineret som arealet 1,5 m udfra brinken (gengivet fra Grøn, 2000) Grusbankens nr. Antal ørredyngel/100m² Bredzonen Ude i åen Enkelt sten og stendynger Sten og stendynger bør udlægges om vinteren eller i tørre perioder, hvor jorden er hård og tør. Marksten på cm lægges i dynger for ca. hver 5-7 gange vandløbets nye bredde. Hvis afvandingen ikke må forringes, lægges stenene ikke højere end, at vandet løber over dem ved store vandføringer. Derudover kan man lægge enkelte sten for at øge den fysiske variation, for at skabe yngelopvækst pladser og for at sikre eventuelt udlagt gydegrus Ændret vedligeholdelse Idé/princip Ved at ændre vedligeholdelsespraksis kan man forbedre vandløbets fysiske forhold betydeligt. I mange år har vedligeholdelsen foregået ved, at al grøde- og bredvegetation er skåret væk, og vandløbsbunden er gravet af på strækninger. Det har med tiden medført vandløb med ensartede botaniske og fysiske forhold og dermed vandløb med få naturværdier. Ved at skære grøden i en strømrende og selektivt, dvs. skære visse grødearter mere end andre, kan man med tiden ændre forholdene i vandløbet i retning af variation i de fysiske forhold. Samtidig kan man lægge oprensningen om, så sand og mudder graves op af sandfang i stedet for på hele strækningen. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 18

20 En ændret vedligeholdelse er en relativt billig måde at forbedre vandløbet på i hele dets udstrækning. Til gengæld går der længere tid, før vandløbet ændrer form. Figur 8 Skånsom vedligeholdelse har stor betydning for dyreog plantelivet i vandløbet (foto: Hedeselskabet) Man kan undlade at slå kantvegetationen og dermed opnå, at bredplanterne vokser ud i vandløbet og bidrager til variationen her. Ved at anlægge sandfang, undgår man at rense hele strækninger op, og dermed undgår man også risikoen for, at grus og sten fjernes under oprensningen. Figur 9 Vandløb med veludviklet og varieret grøde.(foto: Sønderjyllands Amt) G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 19

21 Forventet resultat Da der er stor forskel på, hvor følsomme de enkelte grødearter er overfor grødeskæring, medfører en mere skånsom grødeskæring en større artsdiversitet. Et eksempel kan hentes fra en undersøgelse udført af Baatrup-Pedersen et al. (2003) på to strækninger af hver af vandløbene Gels Å og Gryde Å. Den ene strækning blev slået to gange årligt og den anden var ikke blevet slået i mindst 22 år. I tabel 6 er resultaterne opgivet. Tabel 6 Artsantal for grøde på strækninger på Gryde Å og Gels Å hvor der henholdsvis skæres grøde og ikke skæres grøde (data gengivet fra Baatrup-Pedersen, et al. 2003) Gryde Å Gels Å 2 årlige skæringer Uden skæringer (> 22 år) 2 årlige skæringer Uden skæringer (> 22 år) Totalt antal arter Gennemsnitligt artsantal i transekter 4,8 (2-7) 7,5 (3-10) 10,9 (6-15) 15,2 (8-23) Som det fremgår af tabellen, har grødeskæring en stor betydning for antallet arter i vandløbet. Endvidere viste forsøget, at grødeskæringsstrækningerne domineres af hurtigvoksende arter såsom pindsvineknop på bekostning af arter som for eksempel de storbladede vandaksarter. En ændring i vedligeholdelsen har også en stor effekt på blandt andet, hvor mange ørreder, der er i vandløbet. Kaarup (2000) konstaterede således, at der var 5-10 gange så mange fisk på strækninger, der bliver vedligeholdt skånsomt i forhold til en hårdt vedligeholdte strækninger i en række vandløb i Århus Amt Hvor/hvilke vandløb I næsten alle vandløb, hvor der skæres grøde af hensyn til afvandingen, kan vedligeholdelsen foregå på en skånsom måde. Særligt i vandløb, der er meget brede i forhold til vandføringen, og stærkt regulerede, kan man opnå store forbedringer Hvordan Strømrendeskæring I vandløb, der er for brede i forhold til regulativet, kan grøden skæres i en strømrende, og dermed indsnævres vandløbet med tiden til mere naturlige dimensioner. I et mere naturligt vandløb, kan man opnå et artsrigt og fysisk varieret vandløbsmiljø ved at skære i netværk/mosaik og skære selektivt på vandplanter, der giver et ensformigt miljø. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 20

22 Hvis der ikke i forvejen er en strømrende, skæres den i et snoet forløb, der drejer sig fra side til side med en amplitude på 7-8 gange vandløbets bredde. For at øge den fysiske variation er det en god ide også at efterlade grødeøer ude i vandløbet. Resultatet kan Figur 10 Veludviklet strømrende som følge grødeskæring i mæandreret strømrende.(foto: Hedeselskabet) blive ligeså vellykket som det fremgår af figur 10.Grøden skæres med le i en eller flere strømrender, der udgør 40-80% af vandløbets bredde. Man lægger dette spænd i bredden ind, for at åmanden kan variere bredden alt efter behovet og eksempelvis, hvilke vandplanter han slår. Forholdet mellem grødeskæring og vandføring er, at fjernes 20-30% af grøden, opnås en 50% forbedring i vandføringsevnen i forhold til en totalskæring (Bioconsult 2004). Fjerner man derimod 50% af grøden, opnås tilsvarende 80 % af den maksimale vandføringsevne. Eksempel: Betydningen af strømrendeskæring Østergaard (2000) undersøgte effekten af henholdsvis total og strømrende grødeskæring på ørredbestanden i en række østjyske vandløb. I vandløbene Skærup Å og Brande Å blev grøden henholdsvis totalskåret og skåret i en strømrende på udvalgte strækninger. Ved totalskæringen skæres al akvatisk vegetation helt væk (helt ned til bunden), ligesom kant- og bredvegetation skæres væk. Før og efter behandlingen blev strækningernes ørredbestand undersøgt ved elfiskeri. Resultaterne er gengivet i figur 11 og 12. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 21

23 Figur 11 Effekt af total grødeskæring på ørredbestanden i en lille å (Skærup Å) i juli/august.(figur tegnet efter Østergaard, 2000) 1: Total bestand for kontrolunderstationerne. Med 95% konfidensinterval. N=3. 2: Total bestand for behandlingsunderstationerne. Med 95% konfidensinterval. N=3. 3: Bestand af små (0+) ørred for kontrolunderstationerne. Med 95% konfidensinterval. N=3. 4: Bestand af små (0+) ørred for behandlingsunderstationerne. Med 95% konfidensinterval. N=3. 5: Bestand af store (>1+) ørred for kontrolunderstationerne. Med 95% konfidensinterval. N=3. 6: Bestand af store (>1+) ørred for behandlingsunderstationerne. Med 95% konfidensinterval. N=3. Figur Effekt af strømrendeskæring på ørredbestanden i en lille å (Brande Å) i juli/august. Figur 12 Effekt af strømrendeskæring på ørredbestanden i en lille å (Brande Å) i juli/august. (Figur tegnet efter Østergaard, 2000) 1: Total bestand for kontrolunderstationerne. Med 95% konfidensinterval. N=3. 2: Total bestand for behandlingsunderstationerne. Med 95% konfidensinterval. N=3. 3: Bestand af små (0+) ørred for kontrolunderstationerne. Med 95% konfidensinterval. N=3. 4: Bestand af små (0+) ørred for behandlingsunderstationerne. Med 95% konfidensinterval. N=3. 5: Bestand af store (>1+) ørred for kontrolunderstationerne. Med 95% konfidensinterval. N=3. 6: Bestand af store (>1+) ørred for behandlingsunderstationerne. Med 95% konfidensinterval. N=3. Undersøgelsen viser, at den totale grødeskæring er stærkt skadelig for bestanden af ørreder, hvorimod strømrendeskæring i langt mindre grad påvirker ørredbestanden. Resultatet understøttes af flere andre undersøgelser, hvoraf der kun nævnes nogle få. Således førte en ændring mod mere skånsom vedligeholdelse til en femdobling af ørredbestanden og en ottedobling af disses biomasse i et sønderjysk vandløb (Krog, G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 22

24 1982). I fire små nordjyske vandløb, førte et sådant skift til en populationsforøgelse med 5-11 flere ørreder pr. 100 m (Iversen et al., 1993), mens en 10-årig periode med skånsom vedligeholdelse førte til en forbedring af ørredbestanden i mange småvandløb i Vejen Kommune (Madsen, 1994). Netværksskæring For vandløb, der er for brede i forhold til regulativet, kan man med fordel indsnævre vandløbet ved slå de samme steder år efter år. Der sker det, at sand og mudder aflejres i grødebanker, og disse bliver efterhånden så høje, at de vokser sammen med brinkerne. I figur 13 er udviklingen vist i fire trin. Men metoden kan altså også medføre et smallere vandløb med ensartede forhold. I vandløb, hvor udviklingen går den vej, anbefales netværksskæring (Markmann, 1991), hvilket skal forstås således, at man skærer i flere strømrender, og at man skærer forskellige steder fra år til år. Figur 13 Indsnævring af vandløb ved reduceret vedligeholdelse i en strømrende, der er smallere end vandløbets oprindelige bredde.(illustration: Madsen, 1994) For nogle vandløb, der gennem en ensartet skæring har udviklet sig til at være jævnt dybe og smalle, kan man med fordel udføre det, man kalder sortskæring. Det vil sige, at man skærer kantvegetationen helt ned på enkelte strækninger, og derved opnås et vandløb, der veksler mellem brede og smalle forløb. I vandløb, hvor grøden skæres tre gange årligt, bør man i stedet skære grøden i netværk, da der ellers sker en for kraftig indvandring af land og sumpplanter og en forarming af sammensætningen af vandløbsplanter. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 23

25 Selektiv grødeskæring Der er stor forskel på, hvordan de enkelte vandplanter påvirker den fysiske variation, således danner vandplanter såsom vandranunkel, vandstjerne og smalbladet mærke grødeøer, der øger strømhastigheden og dermed ofte blotlægger grus og sten på bunden. En vandplante som enkelt pindsvineknop breder sig derimod i tæpper, der dækker hele vandløbsbunden. Den stuver vandet, og medfører, at bunden bliver en blød og mudret. Det er derfor vigtigt, at man skåner de førstnævnte vandplanter for grødeskæring, men til gengæld koncentrerer indsatsen omkring planter som pindsvineknop Opfølgning/efterbehandling I forhold til de andre restaureringstiltag tager en ændret vedligeholdelse længere tid om at have en effekt, og på nogle områder har det slet ikke nogen effekt. I meget beskyggede vandløb vil der ikke være grøde nok til, at en ændret vedligeholdelse nytter. Og selvom man ved at skære i strømrender kan øge strømhastigheden og derved blotlægge grus og sten, vil grus og sten i mange tilfælde være fjernet ved tidligere oprensninger. Derfor bør en ændret vedligeholdelse suppleres med udlægning af gydegrus og sten for at opnå de bedste fysiske forhold. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 24

26 1.3 Hvilke vandløb skal restaureres Med udgangspunkt i målsætninger for vandløb, for eksempel gyde og opvækstvandløb for laksefisk, og kendskab til vandløbets tilstand, prioriterer myndighederne restaureringen af vandløbene. Nedenfor gennemgås, hvordan vandløb målsættes, hvordan man vurderer et vandløbs tilstand, og endeligt hvad der indgår i overvejelserne, når restaureringstiltag prioriteres Målsætninger For at føre tilsyn med vandløbene og sikre, at de udvikler sig mod et mere alsidigt dyreog planteliv, målsætter myndighederne de enkelte vandløb. Målsætningen for et vandløb kan være skærpet, generel eller lempet. I tabellen nedenfor beskrives, hvad der forstås ved de enkelte målsætninger. Efterfølgende arbejder myndighederne sig henimod, at vandløbene opfylder deres målsætning. Det vil sige, de sørger for, at der er vand nok, at det vand, der løber i vandløbet er så rent, at målsætningen opfyldes og ikke mindst, at der er de nødvendige fysiske forhold. Det rene vand opnår man ved at etablere forskellige renseforanstaltninger såsom kloakering, renseanlæg m.v. og de fysiske forhold genetableres gennem vandløbsrestaurering og en mere skånsom vedligeholdelse af vandløbene. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 25

27 Tabel 7 Målsætninger for vandløb i Danmark Målsætning Beskrivelse A Særligt naturvidenskabeligt interesseområde Vandløb med skærpet målsætning er oftest vandløb, som er upåvirket eller kun svagt påvirket af menneskelig aktivitet, for eksempel skovvandløb og kilder, som er uregulerede, og som ikke er regelmæssigt vedligeholdt. Der kan i enkelte tilfælde også være tale om vandløb, som rummer en speciel fiske- eller insektfauna eller på anden måde er særligt bevaringsværdige, og som derfor udpeges som særligt naturområde, for eksempel vandløb med særlige geologiske, hydrologiske, kulturhistoriske eller landskabelige bevaringsinteresser. B1 Gyde- og yngelopvækstområde for laksefisk B1-målsætningen anvendes i små til mellemstore vandløb, som kan anvendes som gyde- og yngelopvækstområde for laksefisk, primært ørred. Det er typisk vandløb med hurtigt strømmende vand og grusbund og med stor fysisk variation. B2 Laksefiskevand B2-målsætningen anvendes oftest i de lidt større vandløb med god fysisk variation, og som kan være levested for de større laksefisk, primært ørred. B3 Karpefiskevand B3-målsætningen (karpefiskvand, f.eks. ål, aborre og gedde) anvendes typisk for vandløbsstrækninger, hvor der er ringe fald og dermed sand- eller mudderbund uden større fysisk variation. C Vandløb, der alene skal anvendes til afledning af vand C-målsætningen anvendes typisk for gravede pumpekanaler eller afvandingsgrøfter, der ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3. D Vandløb påvirket af spildevand D-målsætningen anvendes på vandløbsstrækninger, som i væsentlig grad tillades påvirket af spildevand. Det er typisk tilfældet, hvor hovedparten af vandføringen består af renset spildevand. E Vandløb påvirket af grundvandsindvinding E-målsætningen anvendes på vandløb, der i perioder påvirkes af grundvandsindvinding F Vandløb påvirket af okker F-målsætningen anvendes for vandløb, som i væsentlig grad tillades påvirket af kulturskabte okkertilførsler. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 26

28 1.3.2 Tilstand Vandløbenes tilstand måles på flere parametre såsom hvilke smådyr, der lever i vandløbet, hvor stor er bestanden af ørreder samt en hel række fysiske parametre som for eksempel vandløbets bundsubstrat og form. Dansk Vandløbsfaunaindeks Til at vurdere vandkvaliteten i vandløb, og dermed om vandløbet opfylder målsætningen, bruger man et såkaldt faunaindeks. I Danmark hedder indekset Dansk Vandløbsfaunaindeks (DVFI). Indekset er lavet på basis af artsforskelle i smådyrenes tolerance overfor iltindhold i vandet, således at mange arter af rentvandskrævende smådyr giver en høj indeksværdi, hvorimod mange forureningstolerante smådyr resulterer i en lav indeksværdi. Skalaen går fra 1 til 7 med 7 som det bedste. Hvis et vandløb har et faunaindeks på 5 eller derover, er vandet så rent, at vandløbet på det punkt opfylder målsætningen Fiskebestanden Som det fremgår af tabel 8, er de generelle målsætninger for vandløb, at de skal fungere som levested for fisk ofte med fokus på laksefisk. Derfor vurderer myndighederne ved hjælp af elfiskeri, om vandløbenes fiskebestande er tilfredsstillende. For mindre vandløb kan tabellen nedenfor anvendes til at vurdere ørredbestandens størrelse. Tabel 8 Ørredbestandens tilstand kan vurderes efter denne tabel (efter Kaarup, 2000) Tilstand Tæthed "God" - Bestanden større end 50 ørreder pr. 100 m² vandløbsbund. "Spredt" - Bestanden mindre end 50 ørreder pr. 100 m² vandløbsbund. "Ingen" - Bestanden lig med 0 ørreder pr. 100 m² vandløbsbund. Hvis vandkvaliteten i vandløbet er god, men ørredbestanden kun spredt, skyldes det ofte at de fysiske forhold er for dårlige. Til at undersøge og registrere de fysiske forhold i vandløbene har DMU udarbejdet et skema, der er vist i tabel 9 (Pedersen & Baattrup- Pedersen, 2003). Her vægtes udtryk for den fysiske variation positivt på en skala fra 1-3 og udtryk for ensformige forarmede fysiske forhold negativt på en skala fra -1 til -3. Indekset er beregnet til brug på små og mellemstore vandløb, hvor bl.a. bundsubstratet kan erkendes fra land eller ved vadning. I skemaet nedenfor (tabel 10) vises, hvilken fysisk vandløbskvalitet vandløbet bør have i forhold dets målsætning (Kaarup 2000). Eksempelvis ser man, at vandløb målsat som fiskevande, bør have en fysisk vandløbskvalitet over 8. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 27

29 Tabel 9 Eksempel på et skema til beregning af det fysiske indeks for et vandløb. Eksempel fra Pedersen & Baattrup-Pedersen (2003) Vandløb: Lokalitet: DMU nr. / Amt nr.: Dato: Prøvetager: Intensite t Strækningsparametre: Høller og stryg - % af optimalt antal (0:Ingen, 1:1-25 %, 2:26-75 %, >75 +2 Slyngningsgrad (0:Lige, 1:Svagt sinuøst, 2:Sinuøst, 3:Mæandrerende) +1 Tværsnitsprofil (0:Kanaliseret, 1:Semi-naturligt (dybt); 2: Semi- +2 Bredde variation (0:CV=0-10 %, 1:CV=11-25 %, 2:CV=26-50 %, +2 Underskårne brinker - % af strækning (0:Ingen, 1:1-25 %, 2:26-50 %, +1 Bredde af upåvirket vandløbsnært areal (0:0-2m, 1:2-5m, 2:5-10m, +1 Vandløbsparametre: Nedhængende vegetation % af brink (0:Ingen, 1:1-25 %, 2:26-50 %, +1 Højenergi hastighed - % af vandløb (0:Ingen, 1:1-10 %, 2:11-25 %, +1 Rødder i vandløbet - % af strækning (0:Ingen, 1:1-10 %, 2:11-25 %, +1 Emergent vegetation - % af tværsnit (0:0-10%, 1:>60%, 2:31-60 %, +1 Undervandsvegetation (0: 0:0-10%, 1:>80 %, 2:11-40 %, 3:40-80 %) +1 Anden fysisk variation % af strækning (0:Ingen, 1:0-10 %, 2:11-20 %, +2 Okkerbelastning - % af strækning (0:Ingen, 1:Svag, 3:Udbredt) -2 Substratparametre: Stendækning - % af strækning (0:Ingen, 1:1-10 %, 2:11-25 %, 3:>25 %) +2 Grusdækning - % af strækning (0:Ingen, 1:1-10%, 2:11-25%, 3:>25%) +2 Sanddækning - % af strækning (0:>75%, 1: 51-75%, 2:26-50%, 3:0- +1 Dækning af mudder / slam - % af strækning (0:0-5%, 1:6-10 %, 2: Faktor (F) Værdi (=I x F) Supplerende parametre: Dybe partier (d > 40 cm) på strækningen (0:Ingen, 1:0-10 %, 2:11-25 %, Opvækst habitat i vandløbets kantzone (0:Ingen, 1:0-10 %, 2:11-25 %, Er der udviklet et sekundært profil i vandløbet (ja/nej) Strækningen er ét langt stryg (groft substrat, stort fald, hurtig strøm) Indeksværdi (sum af Værdikolonne) Bemærkninger: G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 28

30 Tabel 10 Sammenhængen mellem vandløbets målsætning og den fysiske vandløbskvalitet ifølge Kaarup(2000) Fysisk vandløbskvalitet: I II III IV Målsat: God Acceptabel Ej Acceptabel Dårlig A*/B1 >24 [17-24] [9-16] <9 B2 >17 [9-16] [2-8] <2 A**/B0 >11 [3-10] [-4-2] <-4 B3 >9 [1-8] [0--6] <-6 A*: A-målsatte vandløb med fiskeinteresse A**: A-målsatte vandløb uden fiskeinteresse Både faunaindeks og ørredtæthed hænger sammen med kvaliteten af de fysiske forhold i vandløbet. Nedenfor er vist to diagrammer (figur 14 og 15) over sammenhængen mellem fysiske forhold og henholdsvis faunaindeks og ørredtæthed. Diagrammer er hentet fra Kaarup (2000) Antal ørreder pr. 100 m² God Nogenlunde Ringe Dårlig Fysisk variation Figur 14 Sammenhæng mellem fysiske forhold i vandløb og ørredtæthed (omtegnet efter Kaarup, 2000). G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 29

31 % af vandløbsstationer med faunaklasse 5 eller bedre God Nogenlunde Ringe Dårlig Fysisk variation Figur 15 Sammenhæng mellem fysiske forhold i vandløb og faunaindeks (omtegnet efter Kaarup, 2000). Jo bedre fysiske forhold desto større er bestanden af ørreder. Således har et vandløb med gode fysiske forhold fem gange så stor en ørredbestand som et vandløb med dårlige fysiske forhold. Ligeledes er der en klar positiv sammenhæng mellem den fysiske variation og vandløbskvaliteten. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 30

32 1.4 Prioritering af vandløbsrestaurering Med en viden om vandløbenes tilstand og deres målsætninger kan myndighederne prioritere vandløbsrestaureringen. Fiskevandsmålsatte vandløb med en høj vandkvalitet, men med dårlige fysiske forhold og en ringe ørredbestand er naturligt dem, man primært vil restaurere. Er vandkvaliteten til gengæld lav, så giver det ingen mening eksempelvis at lægge gydegrus ud, da fiskeæggene dør i det iltfattige vand. Dernæst er det naturligvis vigtigt, om projektet kan gennemføres i forhold til de afvandingsmæssige interesser, der er i området. Ofte er vandløbene jo netop reguleret for at forbedre afvandingen. Men der er også andre faktorer, der spiller en væsentlig rolle i prioriteringen af, hvilke vandløb, der skal restaureres. Her er nogle eksempler på de øvrige faktorer, der spiller ind: Økonomi: Økonomi er en forudsætning for at restaureringsprojekter overhovedet kan gennemføres. Navnlig for gensnoningsprojekter og frilægning af rørlagte vandløb, der forholdsvis kostbare operationer. Men økonomiske betragtninger spiller også ofte en rolle, når det kommer til udformningen af selve projekterne. Lodsejerinteresse: Da der i større restaureringsprojekter ofte sker en omfordeling af jorden, er det meget vigtigt med de involverede lodsejeres velvilje. Ligeledes kan restaureringsprojekter medføre et hævet vandspejl og en øget oversvømmelsesfrekvens, hvilket også skal accepteres og/eller kompenseres. Uanset omfang og konsekvenser er lodsejernes accept altid vigtig for et restaureringsprojekts succes. Sjældne dyr og planter: Sjældne planter og dyr og herunder navnlig fisk kan være en væsentlig årsag til, at et vandløbsrestaurering prioriteres højere for nogle vandløb frem for andre. En fisk som snæblen (Coregonus Oxyrhyncus, figur 16), er et godt eksempel på et dyr, der påvirker prioriteringen af vandløbsrestaurering i Sydvestdanmark. Figur 16 Snæbel (Coregonus Oxyrhyncus) (foto: Sønderjyllands Amt, 2005). Behov for rekreative områder: I vurderingen af om et rørlagt vandløb skal genåbnes, ligger der naturligvis også overvejelser om hvor mange, der vil have gavn af et genskabt rekreativt område. Genskabelse af passage: Mange restaureringsprojekter handler om at genskabe passage for fisk og smådyr i vandløbet. Når dette forhold inddrages i prioriteringen, er det naturligvis vigtigt at se på størrelsen og naturværdien af de strækninger, der skabes passage mellem. G:\Vatten\Vandløbsrestaurering.doc 31