Vi udforsker stranden

Transkript

1 Vi udforsker stranden Finn Terkildsen En vejledning Vi udforsker stranden en vejledning 1

2 Denne vejledning er først og fremmest tænkt som en hjælp til læreren i dennes tilrettelæggelse af undervisning i naturen, men også i den daglige undervisning på skolen. Børnene skal opleve, hvorfor stranden er et så barsk område, der næsten kan sammenlignes med en ørken. Det må derfor stille store krav til de planter og dyr, der findes her. Helt andre krav end dem, planterne og dyrene oplever i en have eller i en skov. I den efterfølgende vejledning vil der blive præsenteret en række tiltag, som både tager udgangspunkt i naturen og i undervisningen hjemme på skolen, og som skal vise strandens miljø med de planter og dyr, der findes der. Det bliver så en opgave for læreren at udvælge de tiltag, som samlet set giver børnene et billede af stranden som en speciel biotop. Elevbogen bygger på børnenes forudsætninger, på deres egne erfaringer, egne iagttagelser og undersøgelser. I nogle tilfælde bruger bogen også sammenligninger med skovens og vandhullets miljøer, herunder sammenligninger med kendte dyr og planter. Det er en absolut fordel, at du som lærer selv har besøgt en strand og indsamlet alt, hvad der kan bruges til at gøre undervisningen mere levende og nærværende for børnene. Det indsamlede materiale kan så senere danne grundlag for et biologimateriale i faglokalet sammen med lokalets øvrige»beboere«fugle, insekter m.m. Visse klitplanter kan man indsamle og opbevare, længe før de skal anvendes, når blot de ikke udsættes for en for høj stuetemperatur. Et forslag kunne her være at fremstille et herbarium af strandens planter. Gennem hele undervisningens forløb vil det være hensigtsmæssigt at inddrage elevbogens litteraturliste, de relevante links og ordlisten. Som du kan se, tager bogen sit udgangspunkt i arbejdet på skolen. Det er her, børnene oftest lærer at strukturere deres førstehåndsoplevelser. De opnår derved en større faglighed, fordi arbejdet med skolens fag i konkrete, virkelige sammenhænge styrker deres faglige tilegnelse. Sammenhængen mellem oplevelse og handling i uderummet og den teoretiske forståelse af emnet i klasseværelset vil føre til en hel, faglig læring. Børnene vil bedre kunne huske det, de lærer, og bærer det med sig altid. Børnenes undren, nysgerrighed og interesse er ofte drivkraften for al læring. Hvor det er muligt at bruge naturen, opnår man også at få en mere enkel og dynamisk differentiering af undervisningen. Børnene lærer at arbejde sammen i forskellige sammenhænge og på den måde at kende hinandens stærke og svage sider. De oplever forhåbentlig også at tage et vist medejerskab ved besøget. De kommer til at lære ved at gøre. Tænk igennem som lærer, hvordan du måske også kan præsentere emnet, så det bliver en anderledes optakt. En optakt, der vækker nysgerrighed hos børnene. Som giver dem en lyst til at lære: Giv dem måske nogle overraskende data for miljøet. Noget, der får børnene til at lytte.»er det virkelig rigtigt?«du kan måske præsentere en middagsret, hvor tang indgår som en vigtig del! Vis nogle indkøbte mus- Vi udforsker stranden en vejledning 2

3 linger eller rejer. Vis måske nogle udfordrende billeder af miljøet, som får børnene til at genkende dem, men også til at blive nysgerrige omkring deres virkelige baggrund og oprindelse. Det kan være billeder af havets kræfter, og hvad havet kan udrette af skader! Vis måske noget strandingsgods. Undersøg det for dyr! Det kan være forurening! Det kan være strande, der bliver renset for tang, før badesæsonen indtræffer. En fugleparade på katederet vækker altid jubel og interesse. Hvem kender disse fugle? Afspil evt. nogle fugleplader. Vis måske nogle indkøbte planter, der har visse ligheder med strandens planter. Lad børnene røre ved dem. Vis noget opskyl. Der findes mange indgangsvinkler til emnet. Det hele giver i hvert fald anledning til gætterier, måske også overraskelser. Og herfra bevæger vi os dybere ind i emnerne. I naturen kan børnene undersøge, hvordan strandens små dyr og planter kan være tilpasset til deres levesteder. De kan undersøge leve- og voksestederne. Hvordan oplever de sandet med hensyn til temperaturer og fugtighed? Hvordan oplever de vindforholdene? Afslører planterne nogle bygningstræk, som særligt falder i øjnene? Det samme gælder for dyrene. Ser de i det hele taget nogle dyr? Efter disse observationer kan børnene kigge på evt. opskyl for til sidst at gå på opdagelse i det lave vand. De kan evt. også se efter strandingsgods. Gennem»skolearbejdet«i naturen øges børnenes ansvarlighed over for den. De oplever, hvordan de bedre kan være med til at bevare den. Vi udforsker stranden en vejledning 3

4 Sådan kan arbejdsprocessen være: Se, lyt og rør, og bliv måske overrasket! Vi arbejder i fællesskab på projektet: Hvem ved hvad? Vi indsamler viden på skolen. Vi indsamler måske også senere viden i naturen. Vi sammenholder de hypoteser, som vi har opstillet i skolen, med det, vi evt. har oplevet i naturen. Finder ligheder og forskelle. Vi læser, hvad vi har gjort af notater i naturen, evt. i vores naturdagbog. Vi undersøger de ting nærmere, som vi har indsamlet på stranden. Vi sorterer de indsamlede ting efter egne kriterier. Vi bruger måske en bestemmelsesnøgle. Vi presser måske planter. Vi planlægger måske et naturværksted på skolen med de indsamlede ting, med digitale fotografier osv. Et alternativ kan være en»plakat«på en bar væg i klasselokalet eller optagelse af en videofilm på grundlag af en drejebog, som børnene selv har skrevet. Sammenhold derefter punkterne med den efterfølgende gennemgang af bogens kapitler, hvor der udbygges mere detaljeret. Vi udforsker stranden en vejledning 4

5 Gennemgang af bogens kapitler i undervisningen Oplev stranden i skolen Dette kapitel handler om at kortlægge, hvilke forudsætninger børnene har. At finde ud af hvordan strandene er opdelt i en hvid strand, en forstrand og området ved vandkanten, og at der findes forskellige arter af opskyl og forskellige slags planter. I bogens første kapitel handler det om mødet med sandstranden. Men mødet finder sted i skolen. Vi møder strandbredden som en spændende og mystisk verden. Men hvad ved børnene egentlig om den på forhånd? De møder ofte op i skolen med mange forskellige forudsætninger. Det er vigtigt at kortlægge dem, men også børnenes forventninger til emnet: Kortlægningen af forudsætninger og forventninger kan ske gennem samtaler for på den måde at skabe sig et overblik over deres forforståelse. Bliv inspireret af den tidligere optakt til undervisningen. Er det ikke noget for dig, så begynd undervisningen med at lade børnene skrive deres viden punktvis ned om stranden. Det kunne være på tavlen. Stil dem spørgsmålene: Hvordan har I måske tidligere oplevet den? Hvad forventede I at se på den? Eksempelvis kan børnene bruge introtegningen af strandbredden i kapitlet som inspiration. Hvor findes dyrene? Hvad foretager de sig på billedet? Måske kommer børnene med helt nye indgangsvinkler, forslag og detaljer ud fra egne tidligere oplevelser. Gennem samtalen bliver kapitlets centrale fagbegreber præsenteret, i anden række også defineret. En anden måde at åbne samtalen på kunne være, at du fremstiller et opgaveark, der stiller børnene spørgsmål om centrale begreber i det emne, som du ønsker, børnene måske skal undersøge nærmere i naturen og senere derhjemme på skolen. Men husk, at opgavearket skal indeholde både svære og lette spørgsmål, alt efter aldersniveauet. Meningen er, at alle skal kunne bidrage med noget! Børnenes forforståelse kan ofte vise, at de har haft mange spændende oplevelser i naturen. Forforståelsen kan også være med til at bestemme udvælgelsen af bestemte steder på stranden, som kunne være gode at undersøge nærmere. Stederne kan evt. afmærkes med nogle flag. For eksempel ti stk. Hvert flag skal have et nummer. Når I kommer ud til stranden, skal børnene sætte et flag der, hvor der sker noget nyt: Det kan være på det sted, hvor bølgerne når ind på strandbredden. Det kan være på sandet. Det kan være, hvor der findes et bælte af tang, som havet har skyllet op. Det kan også være et sted, hvor grus erstatter sandet. Hvor der ligger sneglehuse og muslingeskaller. Eller det kan være steder, hvor der findes planter. Vi udforsker stranden en vejledning 5

6 Introtegningen kan også give anledning til en samtale om det blå flag Friluftsrådet, og redningsposten. Hvad står der på redningsposten? Bemærk, at der inden for de senere år også er kommet redningsposter af et andet udseende. Og at Danmarks strande nu har fået numre, så man altid ved uheld kan videregive strandens beliggenhed med henblik på hurtigere hjælp. Dette kapitel hænger sammen med aktiviteten Lav et naturværksted (læs mere om, hvordan børnene kan lave et naturværksted under Opgaver). Afhængig af målgruppens alder bør man lære børnene noget om, hvordan man færdes ved havet, på det lave vand, hvordan man undersøger dyrene og planterne. Hvordan man bruger en vandkikkert og et fangstnet (læs, hvordan børnene selv kan lave en vandkikkert og et fangstnet under Opgaver). Hvordan man bruger en kikkert. Et fotoapparat/en mobiltelefon kan være med til at udvide oplevelsen ved børnenes ophold i naturen. Medbring desuden en mobiltelefon, så du hurtigt kan tilkalde hjælp, hvis der skulle opstå en pludselig nødsituation. På mellemtrinnet har børnene stor lyst til selv at opleve og udforske, men også til at bevise, at de har en vis indsigt i den biologiske verden. Samtidig har de lyst til at lære mere, ofte også til at tage medansvar og føle ejerskab for undervisningen. De lærer også, som på andre trin, på forskellige måder, med forskellige læringsstile. Det skal man benytte sig af. Faglig baggrundsviden Når det blå flag vajer på en badestrand, har du sikkerhed for badevand af god kvalitet. For at opnå tildelingen af det blå flag skal en række kriterier være opfyldt, bl.a. at der som minimum bliver taget ti prøver af badevandet sommeren igennem for løbende at kontrollere for bakterier og alger. Er kvaliteten for dårlig, må det blå flag stryges. Men det blå flag betyder mere end godt badevand. Det er også et tegn på, at her er toiletforhold, redningskrans, adgang for handicappede, skiltning, rengøring af både stranden og faciliteterne og arrangementer om naturen og miljøet omkring strandene. Slut evt. undervisningen af med at se på børnenes forskellige oplevelser af stranden. De bliver skrevet op på tavlen i slutningen af timen. Måske er der også blevet skrevet op, hvordan man færdes på stranden og om brugen af grill. Vi udforsker stranden en vejledning 6

7 Oplev stranden med alle sanser Dette kapitel lægger op til, at I bør opleve stranden med alle sanser. Det sker, ved at du planlægger en undervisning, hvor der tages hensyn til, at børn lærer på forskellige måder. Og hvis der viser sig en mulighed for at tage en tur på stranden, så vælg på forhånd, hvilke steder børnene særligt skal undersøge nærmere. Bogen lægger op til de forskellige steder: Kig på klitten, på opskylszonen og forstranden, på strandkanten, på evt. store sten her samt det lave vand. Læg op til, at alle sanser skal aktiveres: Oplevelsen af at gå i sandet, mærke de stikkende planter. Bevæg jer ud på sandstranden, hvor sandet nogle steder er køligt, eller hvor sten og tang virkelig giver jer en fornemmelse af, hvor barsk et miljø der ligger foran jer. Bogen beskriver ikke besøget, hvis det fungerer som et lejrskoleophold. For så ville man sikkert have afgrænset det miljø, man ville arbejde med. Opmålt området og måske afmærket det med pinde. Have tegnet profiler af området for at vise evt. højdeforskelle og udbredelse af planter, evt. om de havde dannet bælter. Måske have undersøgt de»klimatiske«forhold nøjere gennem målinger og andre forsøg. Vi udforsker stranden en vejledning 7

8 Vinden bygger klitterne Dette kapitel handler om, hvordan en klit bliver dannet, og hvilket materiale den består af. Oplev, hvordan sandet opfører sig, når vinden blæser, og hvordan det lægger sig i forhold til faste genstande på stranden. Undersøg måske sandet gennem en stereolup. Oplev sandet som en»voksejord«med hensyn til at kunne opbevare vand og med hensyn til dets indhold af næring og salt. Undersøg, hvilke dyr der findes i klitten, og hvordan de er tilpasset til livet i klittens specielle miljø. Ud fra den ofte foreliggende situation, at I befinder jer på skolen, vil samtalen blive døren ind til oplevelsen af stranden: Børnenes egne oplevelser af den og dens forpost, klitten. De har højst sandsynligt bevæget sig mellem klittens planter. De har oplevet, hvordan de kan stikke. De har måske oplevet, at man kan skære sig på deres blade og stængler. Måske har de set et vindbrud. De har måske mødt et skilt med påskriften om, at al færdsel i klitten er forbudt, og at man kun må gå til stranden ad de anlagte stier. De har set, at klitten består af store sanddynger. De fleste kender også det hvide sand fra en sandkasse hjemmefra og har af den grund kendskab til mange af sandets egenskaber. Hvis det sidste ikke er tilfældet, kan I belyse sandets egenskaber gennem forskellige forsøg på skolen, som bliver beskrevet i elevbogen. På de skoler, som har børnehaveklasser og en SFO, kan man sikkert hente lidt sand fra deres sandkasse. Man kan også købe sand i et byggemarked. Men husk, det skal være strandsand! Faglig baggrundsviden Bag den hvide klit findes ofte en mere grøn plantevækst. Man kalder denne klit for den grønne klit. Og bag denne kan der igen findes særligt mange grå planter. Derfor kaldes denne klit for den grå klit. I klitten finder du planter, der fuldstændig dækker klittens overflade. De stikker, når man går hen over dem. Man kan også skære sig på deres blade, hvis man forsøger at rykke planterne op. Bladene indeholder kisel. Det er det samme stof, som udgør hovedparten af flintesten. Man planter planterne i stort tal på klitten, for at de skal kunne holde på klittens sand, så det ikke flyver bort, når det blæser. Sandet består af de samme»byggesten«som de bjerge, de kommer fra. Sand består af nedbrudte sten fra det skandinaviske grundfjeld. Det mest almindelige er det hvide sand af kvarts, som er et let mineral, der samtidig er meget hårdt. Andre mineraler er blødere og betydeligt tungere. Disse mineraler males normalt mere fint end kvartssandet. Det tunge, fine sand kaldes for tungsand. Fælles for alle mineraler er, at de er blevet bragt med isen til Danmark, hvor vi finder dem på strandene. Men de ligger ikke ligeligt fordelt. Kvartssandet og tungsandet opfører sig på vidt forskellig måde, og de aflejres derfor forskellige steder. Oftest finder man tungsand som mørke bånd i strandsandet. Mange mennesker tror, at det er olie. Vi udforsker stranden en vejledning 8

9 Tungsand indeholder en lang række værdifulde mineraler, bl.a. titanium og zirkonium, og flere steder i verden udnytter man tungsandsforekomster i stor stil. Man har endog gjort forsøget i Danmark, specielt i Vendsyssel, hvor man i 1950 erne havde en tungsandsindustri, der dog viste sig ikke at være rentabel. Tungsandet indeholder endvidere store mængder magnetit. Det er et stærkt magnetisk, sort mineral og et af de vigtigste jernmineraler. Vi udforsker stranden en vejledning 9

10 Planten forsvarer klitten Dette kapitel handler om, hvordan man kan forebygge, at klitten flytter sig og måske bevæger sig hen over tilstødende landbrugsjord. Forebyggelsen sker ved plantning af sandhjælme og marehalm. Det handler også om at undersøge, hvordan de to planter er bygget, og hvordan de er tilpasset til at kunne vokse i klittens miljø. Men det er ikke målet med kapitlet, at børnene skal finde alle ligheder og forskelle mellem de to planter. Kun de mest tydelige, som kan beskrives. Da det for de fleste vil være svært at skaffe sig et levende plantemateriale, foreslår jeg, at gennemgangen af sandhjælmen sker ved at iagttage bogens tegninger, men også ved at hente græsplanter ind, evt. fra en mark. Faglig baggrundsviden Denne viden skal klæde dig bedre på til at kunne besvare de spørgsmål, som børnene evt. vil stille dig. De to planter vokser ofte på forskellige steder I den hvide klit vokser sandhjælmen længere bort fra kysten end marehalmen, mens marehalmen til gengæld ofte vokser på steder i forklitten, hvor der er megen næring. Forklitten er den del af klitten, der ligger ved den hvide klits fod. Der er forskel på de to planters blade Sandhjælmen har smalle, stive og grønne blade. Bladet er bøjet sammen ligesom en tagrende. Det gør, at bladets underside vender udad. I tørt vejr er dens blade bøjet mere sammen end i fugtigt vejr. Når planten bøjer sine blade sammen, kan de bedre holde på fugten. De nedsætter dermed deres fordampning meget og kan af den grund bedre klare lang tids tørke. Føl på plantens blade. De er bøjelige, men har dog en hård overflade. Det er ligesom at røre ved læder. I naturen kan du også se, at det er den glatte og hårde underside på bladene, der vender mod vinden og det fygende sand. På grund af bladets glatte bygning kan vinden ikke ødelægge bladets overside. Sandet glider af. Bladene har sylespidse spidser, der kan stikke. Under plukning skal man være opmærksom på ikke at få dem i øjnene under trækket. Man kan også kende sandhjælmens blade på, at de forneden danner ligesom en spids omkring strået. Det ser man ikke hos marehalmen. Alle hjælmens blade udgår fra den nederste del af planten. De danner på den måde en tue. Her kan du også se, at bladene forneden danner nogle oppustede bladskeder, ligesom en pose om strået. På den måde beskytter bladskederne den nederste del af bladene og de nye skud. Hos hjælmen overvintrer skuddene. Det sker ikke hos marehalmen. Her visner de om vinteren. Vi udforsker stranden en vejledning 10

11 Marehalmens strå danner heller ikke tuer. Dens blade er også længere end hjælmens. De er flade, brede, stive og stikkende, og så har de en blågrå farve. Marehalmens blade danner også forneden en skede, ligesom på sandhjælmen, men på marehalmen rager der ligesom to spidser frem. Hvis bladene mister vand, så ruller de sig sammen. Bladenes blågrå farve får de af et vokslag, der beskytter planten mod at tørre ud. Lad være med at rykke i dens blade det kan give dig dybe flænger i hænderne, fordi bladkanterne er meget skarpe, ligesom knivsblade. Stoffet, som gør dem skarpe, er som tidligere nævnt kisel. Der er også forskel på deres blomster Hjælmens blomster sidder sammen i en lang dusk. Dusken er en meget tæt blomsterstand. Den er 8-20 cm lang. Marehalmens blomster sidder derimod sammen i et tykt, langt aks, cm langt. Det er en lang, smal blomsterstand med ustilkede blomster. Som ved alle planter har planterne et ledningsvæv i deres stængler. I nogle celler strømmer der vand. I andre sukker. Desuden har de et styrkevæv, som gør, at planten ikke knækker under en storm. Vi udforsker stranden en vejledning 11

12 Opskyllet afslører Dette kapitel handler om strandens opskyl, og hvor det kommer fra. I naturen kan du lade børnene indsamle strandens opskyl, sortere og kategorisere det efter dyregruppe. På den måde lærer de at skelne mellem forskellige slags muslinger og snegle, som lever ved vores kyster og senere at kunne påvise noget om dyrenes livsbetingelser og deres samspil med miljøet. Strandens miljø beskrives også i kapitlet Blandt venner og fjender i det lave vand, men her er vægten lagt på de levende organismer. Bemærk overskriften på kapitlet. Opskyllet afslører meget om det dyreliv og de planter, der findes i havet. Tal med børnene om, hvor opskyllet kommer fra. Begrebet opskyl kan forstås bredt. Det kan komme fra naturen eller henkastning af affald. Det kan være levende eller døde materialer o.s.v. Måske kender nogle af børnene også til strandingsgods. Så ikke nok med at børnene lærer om opskyllets biologi, de lærer også en hel del om, hvordan naturen bruges, og ikke mindst hvordan den kan misbruges. Det kan give anledning til samtale om bl.a. naturbevarelse. Det indsamlede opskyl kan evt. danne grundlag for et strandmuseum i et naturværksted hjemme på skolen. Bestemmelsesnøglen bag i bogen kan evt. fotokopieres og lamineres til brug i naturen. Indsaml opskyllet i en plastikpose, og tag det med hjem, hvorefter det evt. kan rengøres med en stiv neglebørste. Børnene kan til slut videreformidle deres arbejder mundtligt eller gennem en udstilling af egne eller andres arbejder, hvor arbejderne forsynes med billedoverskrifter, der fortæller, hvor opskyllet er hentet fra, hvornår det er blevet indsamlet, samt hvem»kunstneren«er. Billederne kan derefter indrammes og udstilles. På hjemmesiden kan du også få ideer til undervisningen, og til hvad de indsamlede muslinger ellers kan anvendes til. Faglig baggrundsviden I biologisk henseende er opskyl rester af dyr og planter, som havet har skyllet op på stranden. Opskyllet er forskelligt fra område til område, fordi det ikke er de samme planter og dyr, der findes i havet omkring Danmark. Opskyllet består bl.a. af tang og en del muslingeskaller og sneglehuse, men der lever også dyr i det. De forskellige arter bestemmes ud fra bestemmelsesnøglen bagerst i elevbogen. De fundne arter kan afsløre over for os, hvordan dyre- og plantelivet må være i det nærliggende hav, og hvordan dette hav er rent fysisk og kemisk med hensyn til for eksempel saltindhold. Visse arter findes slet ikke ved alle vores kyster det gælder for eksempel tøffelsneglen og tårnsneglen. Mens opskyllet ligger på stranden, rådner det med tiden, bliver ædt af bakterier og nedbrudt til gødningsstoffer. Bemærk lugten. Den stammer fra dannelsen af svovlbrinte. Bemærk, at tangens indhold af vigtige gødningsstoffer danner udmærkede voksesteder for mange planter. Vi udforsker stranden en vejledning 12

13 Prøv selv-afsnittet Prøv selv-afsnittet hænger tæt sammen med den store tegning i kapitlet Oplev stranden i skolen. Gennem nøje studier af denne kan børnene få svar på en del af de spørgsmål, som stilles i afsnittet, men også ved at læse om det enkelte opskyl. Men afsnittet lægger også op til, at børnene skal lære at drage slutninger ud fra deres umiddelbare hypoteser. I naturen kan man ofte opleve følgende placering af opskyllet: På de første meter fra havet vil man måske se brun tang og få sneglehuse. På de næste fem meter ser man måske tykke sneglehuse og muslingeskaller. Derefter nogle meter med tør, rådden tang. Og til sidst måske nogle helt andre dyr eller rester af dem. I kan også se, at en del muslingeskaller har huller i overfladen. De kan være lavet af strandskaden. Andre huller kan ligne kommaer i en bog og er lavet af en boreorm. Men også andre ændringer kan ses på muslingeskallernes overflade. Således laver en kalkrørorm noget, der ligner hvide, tynde»pølser«. Strandsneglene kan have ligesom fastvoksede, små»vulkaner«på deres overside. De er skabt af rurer. Strandens sten kan også have huller. De er til gengæld lavet af boremuslinger. Vi udforsker stranden en vejledning 13

14 Klædt på til voksestedet Kapitlet fortæller, hvordan I ud fra planternes udseende og bygning og små botaniske undersøgelser kan se, hvordan planterne kan klare sig i strandens miljø. Man kan udmærket sammenligne planterne med os. Planterne skal også have vand og føde. De skal også være rigtigt klædt på til at klare vejret og voksestedets betingelser. Men hvordan er de det? Og hvordan er voksestedet? Vi kender det fra vores besøg om sommeren. Vi kender strandens miljø med hensyn til vindforhold, nedbør, skygge/sol og til dens jordbund herunder at den indeholder salt. En nærmere undersøgelse af nogle af strandens planter viser, hvordan de er bygget, og hvordan denne bygning gør planterne i stand til at vokse her. Da vi ikke befinder os på stranden, må undersøgelserne ske ved at studere bogens illustrationer eller ved at undersøge planter indkøbt i en blomsterforretning planter, der har nogenlunde den samme bygning som planterne på stranden, og som også har de samme krav til voksestedet. Faglig baggrundsviden Sammenligner vi en del af strandens planter med hinanden, vil vi opdage, at de fleste af dem er lave. De har dermed en lille overflade og en ringe fordampning, og af den grund kan de tåle at mangle vand i flere dage. De ser også ud, som om de trykker sig ned mod sandet. Den ringe højde forhindrer vinden i at rykke dem op af sandet, selvom de vokser på en særdeles urolig bund. Mange strandplanter kan tåle stærk udtørring. De har forskellige måder til at forhindre et for stort vandtab. De kan for eksempel rulle bladene sammen, når det er tørt. Så mister de mindre vand. Planterne kan også have meget små blade, der har en lille overflade i forhold til røddernes størrelse. Det forhindrer, at vandet fordamper fra planterne, hvis solen skinner meget. Der er små spalteåbninger på bladenes underside. Åbningerne sidder på denne måde beskyttet mod solens stråler og afgiver dermed mindre vandmængder. Nogle strandplanter har særligt kødfulde og saftige blade, rødder eller stængler. De kan rumme et lager af vand, hvis det bliver for tørt, men også hvis indholdet af salt i jorden bliver for højt. Bladene kan desuden være beklædt med små hår, så vandet ikke så let fordamper fra deres overflade. Hårene forhindrer vinden i at øge fordampningen. Prøv at kigge på undersiden af nogle blade med et forstørrelsesglas, så kan hårene ses. Planterne kan også have særligt stive blade med et veludviklet styrkevæv. Bladene er på den måde ligesom forsynet med et ekstra stativ. De falder ikke sammen, selvom de kommer til at mangle vand. På nogle planter sidder bladene i en roset, ligesom de gør på mælkebøtten. På den måde danner de en tragt, som bedre kan opsamle regnvandet. Bladene kan endvidere ved deres fod være særligt oppustede, fordi de indeholder nogle store»vandbeholdere«(vandvæv). Vi udforsker stranden en vejledning 14

15 Bladene har også en glat overflade, skabt af et vokslag. Voksbelægningen får planterne til at se blågrønne eller grågrønne ud. Den føles lidt ligesom den voksbelægning, der er på nogle æbler, som gør, at de virker fedtede. Den glatte overflade bevirker, at vindens indhold af sand glider af på den, så bladenes overflade ikke bliver ødelagt. Stænglerne kan også ligesom være dækket af en regn- og vindjakke. Det kan være en tyk overhud eller et lag af voks. En udmærket beskyttelse mod vind og vand. Nogle kan have torne eller på anden måde være stikkende. Det beskytter dem mod at blive ædt af dyr. Strandens græsser, hjælmer og marehalm har bøjelige stængler. De kan svaje for vinden. Andre planter er stive. De holder faconen. Nogle af planterne har ud over rødder også underjordiske stængler. Det kender vi fra bøgeskovens hvide anemoner. Rødderne og stænglerne holder planterne fast i jorden og suger vand og»gødningsstoffer«op. Planterne kan også formere sig ved rødderne og de underjordiske stængler. Undersøgelser har vist, at en plante kun kan optage vand, når det osmostiske tryk (sugeevne) i planten er større end i jordvandet. Så bevirker en fysiologisk proces, at vandet»suges«op i planten. Strandplanterne kan have et osmotisk tryk på atmosfærer eller op til fire gange så højt et osmotisk tryk som almindelige planter. Strandplanterne opbygger det høje osmotiske tryk ved at optage salt fra jordvandet, som derefter ophobes i planterne. Salt i jorden forøger altså det osmotiske tryk. Men det vanskeliggør til gengæld planternes evne til at optage vand. Men hvis planterne kan tåle at optage salt i store mængder, kan det lette planternes vandoptagelse. Selv om planterne er bygget til at kunne vokse på steder med meget salt, kan de sagtens vokse uden, men her udkonkurreres de hurtigt af andre planter. De fleste af strandens planter bliver kun et år. De har altså en kort tid at udvikle sig i. Sommertørken klarer planterne ved at danne frø, som herefter bliver spredt. I naturen kan man ofte se, at stranden er delt op i flere zoner. Nær vandet er et bælte med mikroskopiske alger, meget små planter, der ofte bliver overskyllet af saltvandet, og som giver sandet en grønlig farve. Her indeholder strandsandet meget salt og er ofte gødet af opskyllet tang. Her vil I også kunne se, at bunden er urolig, fordi den her udsættes for, at sand og grus bliver væltet rundt ved pålandsstorme og ved højvande. Det stiller store krav til planterne: strid blæst, salt vand, udtørring, sandblæsning og stegende sol. Det er derfor ikke underligt, at udvalget af planter i dette bælte ikke er så stort. I det midterste bælte på stranden vokser der planter, som må kunne tåle saltvandssprøjt. Og længere inde på stranden findes et bælte med de planter, som forlanger mere rolige forhold. Jo længere væk fra stranden planterne vokser, jo mindre salt og fugtig er jorden. Indholdet af kalk og gødningsstoffer fra tang bliver også mindre. Der findes mange forskellige slags planter på stranden. Nogle er tilpasset til at kunne tåle jord med et vist saltindhold eller at blive oversprøjtet med salt fra bølgerne. De har små, tykke blade og stængler og minder noget om ørkenplanter. Det høje indhold af salt i strandsandet betyder, at almindelige planter ikke kan vokse her. Andre strandplanter vokser særligt der, hvor der er meget kvælstof i jorden. Vi udforsker stranden en vejledning 15

16 De planter, der vokser tættest på vandet, er mest udsatte for saltpåvirkningen. Det kan være spydbladet mælde, strandmælde, strandgåsefod, sodaurt og strandsennep. Andre planter tåler mindre salt i jorden. Det kan være strandkål, strandbede, strandkamille, stolt henriks brandbæger, kruset skræppe og strandasters. Strandarve og strandvejbred tåler kun en svagt saltholdig jord, der kun er en smule gødet af tang. Planter, der særligt afslører tilpasninger til voksestedet Den spydbladede mælde blomstrer i juli til september. Bladene forneden har form som spydspidser og har givet planten sit navn. Den kan blive op til 80 cm høj og ligner en lille busk. Den kan tåle de urolige vindforhold, store mængder af salt i jorden og forekommer ofte i forbindelse med bunker af rådnende tang på forstranden. Mælden har en grå farve et noget melet udseende, som er skabt af små hår. Det ser næsten ud, som om den var overdrysset med mel. Sodaurten er cm høj og vokser særligt på steder, hvor sandet er gødet af frisk opskyllet tang. Den har en meget grenet stængel, som er grågrøn. Den har stikkende, tykke og kødfulde blade. Klipper I et af dens blade over og trykker på det, vil I opdage, at der siver vand ud af det. Planten har altså en slags»vandbeholdere«i bladene omtrent ligesom kaktusplanter. Sodaurten bliver kun et år gammel og klarer en sommertørke, ved at frugterne på det tidspunkt er færdigudviklede. Derefter kan vinden eller havvandet gøre det sidste stykke arbejde med at sprede dem ud i miljøet og på den måde være med til, at planten overlever. Strandsennep bliver indtil 50 cm høj, og er en noget krybende plante. Det er en korsblomst med fire 5-8 mm lange, violette kronblade, som sidder i et kors. Blomsten dufter godt. Strandsenneppen blomstrer i juli til september. Dens blågrønne blade og stængel er glatte, tykke og kødfulde. Som mange af de andre strandplanter bruger den dem også til oplagring af ferskvand, så den bedre kan vokse på den saltholdige strand. Strandsenneppens frugter er også tykke, fyldt med vand, som skal»fortynde«saltet i plantens celler. Cellerne indeholder desuden luft, der får dem til at fungere næsten som et redningsbælte. Derved kan frugterne flyde længe i havet og på den måde blive spredt over store strækninger. I jorden har planten et kraftigt rodnet, der breder sig ud til siderne. Det virker som en god sikring mod de herskende vinde på stranden. Ligesom mange andre af strandens planter bliver den kun et år gammel. Frugterne er da blevet dannet og spredt, inden planten visner. Planter, der forekommer i andre strandmiljøer: Strandgåsefod kan blive op til 30 cm høj og blomstrer i juli til september måned. Planten har grønne blomster, som sidder i bladhjørnerne, og smalle, kødfulde blade. Hele planten har et melet grønligt til rødligt udseende og ligner på den måde i farverne den spydbladede mælde. Dens nedre blade er mere pilespidsformede. Strandgåsefod bliver et år gammel. Vi udforsker stranden en vejledning 16

17 Strandkål kan blive en meget stor plante, næsten 60 cm høj. Strandkål ligner en busk. Den har store, krusede blade forneden, der ligner kålplantens blade. De er tykke, glatte og kødfulde. Og så er de grå og overtrukket med et tyndt, blåt vokslag. I jorden er den forsynet med en kraftig jordstængel, som gør den i stand til at vokse på steder med megen blæst. Blomsterstanden ligner broccoliens, før den springer ud. I juni står den med mange små, hvide korsblomster. Efter at de har blomstret, kommer der nogle runde frugter, der i tørret tilstand kan flyde på vandet eller trille hen over stranden. På den måde kan de spredes over hele stranden. Strandkålen kan bruges i køkkenet som al anden kål. Den smager bittert, har en kraftig smag af kål og er sej i det, så umiddelbart får man ikke lyst til at bruge den i madlavningen. Men hvis man kommer ud tidligt i foråret og høster de unge skud, som er blevet dækket af opskyllet tang, så er skuddene hvidlige, sprøde og smager godt lidt ligesom en blanding af asparges og broccoli. Planten strandmandstro, eller som den også kaldes: strandtidsel, er en cm høj plante, som blomstrer i juli måned. Den er kendt for at være stiv, stikkende og grenet med en blågrå stængel. Den stive og faste stængel gør det muligt for planten at modstå sliddet af det fygende sand. Dens blade er hårde, og de føles som læder. De er brede og tornede og dækket af et vokslag, som gør, at de kan tåle både luftens salt og sandflugt. I sandet har planten en meget tyk og dybtgående pælerod. Strandmandstro er en skærmplante med lyseblå blomster, men dens blomster sidder så tæt, at blomsterstandene slet ikke ligner skærmene hos for eksempel vejkanternes vilde kørvel. Dens frø bliver spredt med havvandet, hvor de kan tåle at ligge længe uden at blive ødelagt. Vi udforsker stranden en vejledning 17

18 Vend den sorte tang, og oplev en skjult verden Kapitlet handler om det miljø, som de tørre tangplanter skaber på stranden, og dets temperatur og fugtighed. Kapitlet beskriver også det dyreliv, I kan finde her, og hvordan dyrene er tilpasset til livet på stranden. Bestemmelse af dyrene Tangen lugter, men vender vi den, så afslører den en hel miniverden af små dyr, der myldrer omkring hinanden. Hvilke dyr findes i den tørre/fugtige tang, og hvordan er det enkelte dyr tilpasset dette levested? Tangloppen omtales som et eksempel på denne tilpasning. På skolen kan du lade børnene sammenligne de forskellige dyr, der er illustreret i elevbogen, med dyr fra deres eget nære miljø, som det er lettere at indfange. Det kunne være med bænkebideren. Kan børnene finde nogen ligheder og forskelle mellem dyrene? Det kunne være omkring deres størrelse, kroppens form og farve, vinger, antallet af ben osv. Efterfølgende kan oplysningerne formidles videre ved en deduktiv undervisning, som dog ikke kan give børnene den samme oplevelse, som hvis oplevelserne var gjort i naturen. I naturen kan du forsøge at lade børnene indsamle de dyr, som findes i luften over tangen, på sandets overflade, mellem tangplanterne, eller som har gravet sig ned i sandet. Til denne opgave kan I bruge følgende hjælpemidler: Et sommerfuglenet til de flyvende dyr Plastikølglas, som I graver ned i sandet En dåselup En pincet En lille planteskovl Fem hvide fotobakker Plastikposer Forskelligfarvet karton, hvis I vil lave det forsøg, der beskrives senere En naturdagbog Et kamera kan også bruges, evt. et mobilkamera I kan også slå noget tang hårdt mod en fotobakke. Indeholdt tangen dyr? Fang derefter dyrene i fotobakken med en pincet, og kom dem i de små poser, æsker eller plastikglas. Sæt papirsedler på poserne, hvorpå I skriver, hvor dyrene er blevet fanget og måske også hvornår. Vi udforsker stranden en vejledning 18

19 Dyrenes opførsel Ved den første undersøgelse skal I bruge en hvid fotobakke, en dåselup eller en almindelig lup (8-10 x forstørrelse), en pincet og nogle plastikposer, æsker eller plastikglas, en blyant og naturdagbogen. I vil hurtigt opdage, at mange af dyrene under tangen er så små, at I må bruge en tændstik til forsigtigt at grave dem ud med. Senere kan I lægge nogle af dyrene ned i dåseluppen. Bedøm deres størrelse, og find deres navne ud fra bestemmelsesnøglen bagerst i bogen. En del af dem har meget små vinger eller også har de slet ikke nogen. Det gør, at dyrene er bedre tilpasset et liv på et sted med megen vind. Vinden kan da ikke føre dyrene bort over større afstande mod steder, hvor de måske har vanskeligt ved at leve. Tæl også, hvor mange ben de har. Hvilken farve har dyrene? Hvordan bevæger de sig? Oplysningerne kan være med til at lette arbejdet med at bestemme dyrene. Børnene kan også tegne nogle af dyrene i en forenklet form, måske til ophængning i naturværkstedet. Læg her mærke til, hvordan dyrene er bygget, hvor mange dele deres krop består af, hvor mange ben de har, om de har følehorn osv. Oplev også: Vær klædt i de rigtige farver og undgå at blive ædt! I naturen kan I sammenligne de fangede dyr. Er der en farve, der er mest dominerende ved dem alle? Tag fem hvide fotobakker, og fastgør med tape et grønt, et gult, et hvidt, et sort og et rødt stykke karton i bunden af bakken. Sæt bakkerne ved siden af hinanden ved tangbunken, og hold øje med dem i minutter. Læg mærke til, hvordan tangfluerne og tanglopperne hopper op i bakkerne. Hvilke farver i fotobakkerne foretrækker dyrene? Kan børnene give en forklaring på, hvorfor dyrene mon bedst kan lide bestemte farver? Kan det måske være for bedre at kunne gemme sig eller for bedre at kunne finde noget spiseligt? Prøv også at lade børnene sammenligne dyrenes farver med levestedernes. Er der nogen sammenhænge mellem farve og levested? Er der andre dyr end tangfluer og tanglopper, som hopper op i bakkerne? Det er også spændende at iagttage, hvordan specielt tanglopperne skifter opholdssted i løbet af et døgn, afhængig af solens lys og fugtigheden på levestederne. Det kan ligeledes være interessant at lade børnene indfange forskellige små dyr fra skoven og så derefter prøve at bevise, hvordan mange af dem er tilpasset til deres levested. (F.eks. vha. kamuflage). Faglig baggrundsviden Undersøgelser har vist, at antallet af dyrearter stiger med afstanden fra havet, fordi antallet af planter øges, hvorved der er større mulighed for at gemme sig og hente føde. Fødekæderne bliver flere. Der findes flere forskellige levesteder: tanglopper tættest på havstokken, fjernere herfra tangfluer, så rovbiller, edderkopper og mider. Vi udforsker stranden en vejledning 19

20 Der er også forskel på tangloppernes levesteder: De største kan bedre grave sig ned i sandet, og derfor findes de længst borte fra havet. De mindste tanglopper har sværere ved at grave, og derfor findes de tættest på havet. Det hænger også sammen med tangloppernes døgnrytme. De gemmer sig om dagen, gravet ned i sandet eller skjult i tangen. Om aftenen og natten bevæger de sig mod havet for at finde føde. De små dyr kravler og springer og flyver ikke så meget på grund af den kraftige blæst på sandstranden. Derfor viser de små vinger tilpasning til levestedet og fortæller også noget om dyrenes bevægelsesmønster. Dyrenes farve spiller endvidere en rolle i deres tilpasning til levestedet: De kan skjule sig i forhold til deres fjender. Hvor der er mange planter, er der ofte flest dyr. Nogle biologer har engang fundet ud af, at en stor tangplante i havet om sommeren kan være bolig for omkring dyr. Mange af dem er bittesmå og kan kun ses under en lup. Når tangbladene falder af om efteråret, prøver dyrene at blive ude i havet. Derfor ser man ikke så mange af dem i den opskyllede tang. Men dem, der sidder fast på tangen, må bare følge med ind på stranden. På tangen kan man ofte se de små, hvide, spiralsnoede kalkskaller. De ligner flade sneglehuse eller rør og er omkring 5 mm i diameter på størrelse med svovlet på en tændstik. Rørene sidder fast på tangen. I hver spiral bor der en lille posthornsorm. Den er dog svær at få øje på. På tangen kan man også ofte se hvide eller grå skorper med et fint, regelmæssigt mønster. Med en lup kan I tydeligt se, at der sidder et dyr i hvert sit lille, kantede hus uden tag på. Det er mosdyr. Bittesmå dyr, der lever sammen i kolonier. En anden slags mosdyr sidder i tynde kæder, der stritter ud fra tangen. Man kan se de små, firkantede huse som rækkehuse i trådene. Den sidste slags kan dog være svære at finde om efteråret, hvis bølgerne har skvulpet meget rundt med tangen. Lad børnene forsøge at finde dem på den store introtegning. De er tegnet som lange, hvide kæder. Det mest spændende ved mosdyrene er næsten, at de også kan ses som små, fine forsteninger i flintesten på stranden. Det fortæller, at den samme slags dyr levede i havet for omkring 60 millioner år siden! Måske ikke de samme arter. Men alligevel dyr, der har været med til at danne Danmarks undergrund! Vi udforsker stranden en vejledning 20

21 Alger i vandet dyr eller planter? Kapitlet handler om tangplanter og deres bygning. Vi går tæt på den brune blæretang og lader den fortælle, hvordan den adskiller sig fra landjordens blomsterplanter hvilket i børnenes øjne ofte gør den til en lidt mærkelig plante. I naturen: Lad børnene undersøge stranden for tangplanter. Find ud af, hvor mange slags der kan findes. Er det muligt at finde alle tre slags, som bogen beskriver? Find derefter en blæretangplante, og undersøg den nærmere. Beskriv bl.a., hvordan den har været hæftet i havet, hvordan dens blærer indeholder luft, og hvilken funktion de har for planten, mens den vokser ude i havet. Sop ud i det lave vand, og hent et par tangplanter med underlag. På stranden kan I undersøge planten nærmere. I vandet sidder den groet fast til sten eller lignende med en hæfteskive. Tangen kan således ikke hæfte sig på en sandbund, kun på faste ting i havet. Ja, det kan endog ske på skibenes køl. Det kan ses, når sejlskibene hales på land om efteråret. Hvis I ikke har lejlighed til at besøge stranden, kan følgende arbejdsgang gøres. Lad børnene se på tegningen af en blæretangplante i hel størrelse. Kig godt på planten, og løs opgaverne til den. Faglig baggrundsviden Tangen er en alge, men hvordan mener børnene, at den adskiller sig fra blomsterplanterne? Der kan i den anledning blive lejlighed til at repetere, hvordan en blomsterplante er opbygget og fungerer. Blæretangen har en sugeskive De brune tangplanter har et grenet løv. Nogle tangplanter har hæfterødder, mens andre har en hæfteskive. Den skal holde planten fast på bunden, så den vokser det rigtige sted. Det er grunden til, at tangen ikke kan vokse på sandbund ligesom ålegræsset. Ikke alle tangplanter er dog heldige med at finde det rigtige voksested. Nogle kommer til at gro fast på træpæle, der hurtigt rådner, og så falder tangen af. Nogle begynder måske livet på ryggen af en krabbe. De holder heller ikke længe, for krabben skifter skjold og lader tangen sejle af sted med den tomme skal. Nogle tangplanter vokser fast på sten, der er for små. De bliver på et tidspunkt grebet af strøm og bølger og bliver måske løftet ind på stranden. Eller måske havner de ude, hvor der er for dybt og for mørkt. Det dør de også af. Sådan er det også med planterne på landjorden. Landplanternes frø lander heller ikke i god jord alle sammen, og mange af dem visner hurtigt. Blæretangen har ikke rødder, som vi kender det fra planterne på land. De har jo vand og næringsstoffer (gødning) rundt om sig hele tiden, så de kan bare suge gennem»bladene«, hvad de har brug for. Vi udforsker stranden en vejledning 21

22 Ved de grenede tangplanter kan du lade børnene se efter, hvordan grenene forløber: Nogle har grene, der sidder ligesom på en gaffel. Andre har sidegrene. Derefter kan I se efter, hvordan løvets kanter er. Er de savtakkede? Eller helrandede? Lad evt. børnene bruge bogen Havets dyr og planter (Gads Forlag) som en hjælper til at finde svarene på spørgsmålet Hvad hedder de enkelte tangplanter? Børnene lærer desuden, hvordan de kender forskel på tangplanter og ålegræs. Elevbogen giver anvisningerne. Tangen skal have lys for at kunne gro En del af de små arter kan sidde fast på»bladene«af de store tangplanter. På den måde kommer de op i lyset i stedet for at vokse i de stores skygge. Det system ser vi også på land. Her er det slyngplanter, der kravler op. I en tropisk regnskov er der endda rigtig mange mindre planter, der vokser oppe i træernes kroner. Tænk blot på lianerne, som Tarzan slynger sig i. Tangen taber løvet om efteråret Som vores bøgetræer er tangplanterne også løvfældende. De taber»bladene«om efteråret. Det sker, fordi der bliver mindre lys på havbunden, når solen står lavere på himlen. På det tidspunkt giver mange af tangplanterne slip på en del af»bladene«for at spare på energien. Det er også grunden til, at du kan se store bunker af tang på stranden om efteråret. Den nederste del af for eksempel en blæretangplante bliver siddende på havbunden, fasthæftet til en sten. Når det så bliver forår igen, vokser der en ny top ud på den gamle»stamme«. Det er næsten efter det samme system, som løvtræerne bruger på landjorden! Det ser sjovt ud med de små, nye, spæde»blade«på de tykke, gamle tangstammer i det tidlige forår. Men når vi når til badesæsonen, har bladene vokset sig store, og så lægger man ikke mærke til, at de har været skiftet ud. De brune tangplanter er de mest almindelige ved vores kyster. Blæretangen er brun og har fået sit navn efter blærerne på oversiden. Trykker man på dem, giver de et smæld. De indeholder luft. Hvordan kan man se det, hvis man laver det samme forsøg i vandet? Find to lige store tangplanter i vandet. Den ene med blærer, den anden uden blærer. Pres de to tangplanter ned mod havbunden, og giv slip på dem på samme tid. Hvilken kommer først op til overfladen? Blærerne har stor betydning for tangplanten, da de ligesom redningsbælter holder den oppe i vandet. Rør ved tangens overflade. Hvordan føles den? Kan denne egenskab have nogen betydning for tangplanten på dens voksested? Kig også efter de opsvulmede partier i tangens skudspidser. Det er tangplanternes formeringsorganer. Det er i deres små fordybninger, at tangen danner enten æg eller sæd. Der findes altså både han- og huntangplanter. Formeringen foregår om sommeren, hvor små, mørke prikker (æggene) og orangefarvede skyer (sæden) flyder ud i vandet. Den orange farve skyldes små, røde pletter i sæden. En blæretangplante kan udsende en million æg. Men der er et stort spild, før de befrugtede æg sætter sig fast på sten og begynder at vokse. Blæretangen kan vokse 3-5 cm om året, og den vokser mest i den lyse periode. Om vinteren vokser tangplanten kun under ½ cm. Vi udforsker stranden en vejledning 22

23 Tangplanterne har altså ikke rødder, rigtige blade, stængler og blomster. De behøver ikke et stærkt»skelet«(styrkevæv) til at holde sig oprejst med. De behøver heller ikke farvestrålende blomster til at tiltrække insekter med. Og de laver heller ikke frugter og frø. På stranden Prøv selv Når der har blæst en kraftig pålandsvind, ligger der ofte meget tang i forskellige farver og former skyllet op i vandkanten. Hvilke tangplanter kan I finde? Læg dem i en spand. Hæld evt. saltvand over dem. Begynd med at sortere tangen efter farve grøn, brun og rød selv om mange af dem hurtigt mister deres farve, når de skyller op på land. Hvad hedder tangplanterne? Find evt. ud af, hvad de enkelte tangplanter hedder. I vil opleve, at mange af dem har fået navn efter deres farve eller en egenskab. De grønne Søsalat kan blive cm lang. Det er en grønalge med blade, der er så tynde som papir. Søsalat ligger tit på stranden. Den har fået sit navn efter udseendet, men også fordi den kan bruges som salat. Den er således blevet mere og mere brugt i madlavningen, fordi den indeholder en mængde vigtige næringsstoffer. Den grønne søsalat ses ofte svømmende frit rundt i havet, selvom den fra begyndelsen har været fasthæftet til en sten eller lignende. Søsalat er meget modstandsdygtig over for udtørring og forurening. Rørhinde er en grønalge, der har et blad, der i virkeligheden er bygget som et rør. I havet er røret dog klappet sammen og ligner da et smalt og fladt blad. Du kan i nogle tilfælde se den siddende på bunden af lystbåde, hvorved den medvirker til at nedsætte skibets fart, så skibet bruger mere brændstof eller sejler langsommere. De brune Blæretang kan blive indtil 50 cm stor. Det er en brunalge, på hvis blade der sidder en mængde blærer. De har givet tangen dens navn. Blærerne er med til at holde planten oprejst i vandet, så den får tilstrækkelig med lys. Blæretangen er grenet og ligner en lille busk. På stranden kan man ofte se, hvordan blæretangen sidder fast på sten med en slags hæfteskive. På dens overflade har den i frisk tilstand en slimet overflade. Slimen beskytter planten mod at tørre ud, men også mod at havet skal rive dens blade i stykker. Savtang er en brunalge, hvis bladrand ligner en savklinge. Den har en grågrøn farve, og den bliver ca. 1 meter høj. Løvet er 2-5 cm bredt og uden de luftblærer, som blæretangen har. Savtangen vokser som regel på lidt dybere vand end blæretangen. Strengetang kan blive meget lang, helt op til 4 meter, og ligner lange, slimede snørebånd eller snor, Vi udforsker stranden en vejledning 23

24 der står og flyder i vandet. Strengene kan blive op til 5 mm i tværsnit. De er massive undtagen i spidsen, hvor der findes et hulrum. Skulpetang kendes på, at den har nogle aflange luftblærer, der ligner skulper. Skulpenavnet er hentet fra frøkapslerne hos de korsblomstrede planter. Det er en meget stor, op til 2 meter lang plante med et rigt grenet, sammentrykt, smalt og rundt løv. Sukkertang kan også blive meget lang, helt op til 3 meter og 30 cm bred i løvet. Den har form som brede bånd, der ofte er krusede eller bølgede. Dens stilk er ret kort, kun op til 30 cm lang. Planten sidder på havbunden fasthæftet til sten eller muslingeskaller. Den har fået sit navn, fordi den ved udtørring udskiller et hvidligt stof, der sidder som et pulver på overfladen, og som smager sødt. De røde Gaffeltang er ca. 20 cm høj og en næsten sort rødalge med 1-3 mm tykke grene, hvis spidser ligner små gafler. Den ligner også en lille busk, men de enkelte grene ender altid i de letgenkendelige spidser. Gaffeltangen hæfter sig til underlaget med hæfterødder og ikke med en hæfteskive. Ribbeblad har små, tynde, rødlige eller lilla blade og en meget kraftig midtribbe. Vi udforsker stranden en vejledning 24