Tekst Torben Østergaard Møller Fotos Torben Villumsen

Transkript

1 Kunsten Tekst Torben Østergaard Møller Fotos Torben Villumsen Ormen i æblet Det er ligegyldigt, hvor gammel man bliver. Ens forældre bekymrer sig Og Svend Holst-Pedersens forældre var ingen undtagelse. Han havde rundet de 40, havde familie, hus og fast job. Så det gik jo egentlig meget godt. Et liv, der set udefra, næsten virkede som en frugt, der blot hænger der på livets træ og bliver stadigt tungere, indtil den en dag slipper sit tag i grenen og falder til jorden. Et liv fuldbyrdet og tilendebragt. Sådan var det midt i 1990 erne. Og Svends forældre var trygge. Men der var en orm i æblet. En dag stoppede Svend Holst-Pedersen op, mærkede efter. Jo, den gnavede fortsat, og til forskel fra så mange andre i samme situation, så tog han ormen alvorligt, undlod at parkere den i sin underbevidsthed. I næsten 20 år havde menuen stået på filmfremkaldelse, salg af videokameraer, fotoudstyr og betjening af kunder.»jeg havde det jo egentlig meget godt,«siger han i dag.»og jeg kunne godt li kontakten med alle de mennesker, jeg mødte gennem midt arbejde. Men der var altså også gået lidt meget rutine i det.«den havde ulmet længe...drømmen. Drømmen om at skifte spor, bruge sit liv på noget han kunne gøre con amore, fremfor af vane og for at kunne betale regninger. Det var glasset, den flydende masse af smeltet glas, som man kan trække ud af en over tusind grader varm ovn og forme efter lyst og evne, der trak. Hans bekymrede forældre mente ikke, at det var verdens klogeste disposition at droppe et fast job og et velordnet liv. Men faktisk var det deres egen skyld. For det var jo dem, der tog ham med rundt til glasværkerne i Småland, allerede da han var dreng. Det var her, ormen begyndte at gnave: Fascinationen af glaspusterne, som stod der ved ovnen og blæste i piberne, og som, mens sveden sprang, skabte deres kunst eller håndværk. Senere, da glasset i 1970 erne fandt vej til Bornholm, tog Svend Holst-Pedersen til Snogebæk for at besøge glaspioneren Mogens Dams glashytte, som var oprettet i et gammelt silderøgeri - den første af slagsen på Bornholm. Fascinationen var intakt, ormen var der stadig. Men først i begyndelsen af 1990 erne fik han omsider lejlighed til selv at prøve at håndtere det uregerlige materiale. Han begyndte at gå til hånde hos Charles Meaker i Inferno Glassworks. En dag faldt de to i snak, og Meaker spurgte Svend Holst-Pedersen, om han havde lyst til at forsøge sig med værktøjet og glasset. Dét havde han.»og det var jo ikke så ligetil. Man skal jo lære, hvad man må røre ved og ikke røre ved, så jeg fik brændt lidt pandehår og svedet øjenbrynene og hårene på armene, men efterhånden blev jeg jo bedre til det.«på det tidspunkt var det kun for sjov også når Svend Holst-Pedersen i ferier og lange weekender tog hen til Meaker.»Jeg syntes, at det blev mere og mere spændende, og fik virkelig blod på tanden. Men samtidig nærmede jeg mig jo en alder, hvor man normalt ikke laver så mange ændringer i sit arbejdsliv. Vi talte om det mange gange. Min kone bakkede mig op, og sagde at skulle det være, så skulle det være snart. Og så i magasinet bornholm

2 Kunsten I DEN ALDER TÆNKER DE FLESTE PÅ OTIUM OG PENSIONSORDNINGER. MEN DET ER ALDRIG FOR SENT. EFTER MERE END 20 ÅR BAG SKRANK- EN I EN FOTOFORRETNING SKROTTEDE SVEND HOLST-PEDERSEN JOB- BET, SOLGTE HUSET, UDDANNEDE SIG TIL GLASFORMGIVER OG SLOG SIG NED MED EGET GALLERI. OG DET HAR HAN ALDRIG FORTRUDT EN METER... Foto Flemming Pauk magasinet bornholm 87

3 Ormen i æblet Kunsten blev det alvor. Selv om jeg var meget glad for mit arbejde i fotoforretningen, var min dag også meget forudsigelig, og jeg fik virkelig lyst til kaste mig over noget nyt. Noget, det virkede mere tilfredsstillende at arbejde med.«også dengang var der krise på Bornholm, og man talte meget om at få nogle flere uddannelsesmuligheder til øen. En afdeling af designskolen skulle måske rykke herover, men det blev ikke til noget, og i stedet ville amtet lave en glas- og keramikskole. Men i mellemtiden søgte Svend Holst- Pedersen ind på de skoler, der er tilknyttet nogle af de svenske fabrikker, Orrefars og Kosta, og familiens økonomi blev gearet til at kunne klare den økonomiske omvæltning, der ventede, når han forlod sit job og blev studerende. De solgte huset og flyttede i lejlighed i Rønne. Sverige blev imidlertid ikke til noget, for han blev simpelthen ikke optaget. Og det var i denne periode forældrene var lidt skeptiske over for, hvad deres årige søn havde gang i. Var det virkelig så vigtigt med det der glas?»men siden hen er de blevet mere positive, og det var jo heller ikke noget, de skulle afgøre,«siger Svend Holst-Pedersen med et mat smil.»men der var også mange, der syntes, at det var flot at tage sådan en beslutning, ligesom jeg har talt med en del, der egentlig gerne ville foretage et skift i deres liv, men som så alligevel tænker»nej, vi har det jo meget godt.«amtet kom i gang med at realisere Glas og Keramikskolen, og i mellemtiden valgte Svend Holst-Pedersen på opfordring fra Arbejdsformidlingen at dygtiggøre sig, så han havde bedre chancer for at bestå optagelsesprøven til skolen. Så JEG FØLTE, JEG STOD I ET RUM MED EN HEL MASSE ÅBNE DØRE, JEG BARE KUNNE GÅ IND AD.«det blev først til VUC med billedkunst som enkeltfag, hvor der blev tegnet, malet og skulptureret, så det var en lyst. Og senere tog han nogle måneder til Engesholm Højskole, som ligger mellem Vejle og Billund. Der på det gamle utroligt flotte slot, som i sin tid Tycho Brahes bror byggede, kunne han vælge mellem at beskæftige sig med glas, keramik, tegning, grafik, oliemaling, tekstil og smykker.»vi skulle vælge to fag, så jeg valgte glaspustning og glaspustning,«griner Svend Holst-Pedersen.»Men den gik ikke, og så valgte jeg oliemaling som det ene fag og jeg har malet lige siden. Min far har også altid malet.«sammen med syv af sine medstuderende fra højskolen søgte Svend Holst-Pedersen så ind på det første hold på Glas- og Keramikskolen i Nexø. De fem bestod optagelsesprøven, deriblandt Svend Holst-Pedersen, som altså nu kun var tre års uddannelse fra sin drøm om at blive glaskunstner. (fortsættes side 90) 88 magasinet bornholm

4 ARTS&CRAFTSBORNHOLM magasinet bornholm 89

5 Ormen i æblet Kunsten»Det var et spændende første år med en masse gæstelærere, der underviste i forskellige specialer. Jeg følte, jeg stod i et rum med en hel masse åbne døre, jeg bare kunne gå ind ad.«egentlig havde han regnet med primært at skulle lave brugskunst, men det var en helt anden dør, der lokkede mest, viste det sig.»jeg blev simpelthen grebet af det sandstøbte og det skulpturelle glas, som jeg slet ikke kendte noget til før. Og glas støbt i gipsforme, som vi lærte om af bl.a. japanske Keiko Mukaide fra Edinburgh og Colin Reid fra England. Jeg opdagede, at det spændende for mig var at arbejde med formen. Jeg kan godt li det tredimensionelle og skulpturelle.«i sidste halvdel af andet studieår kom eleverne i praktik. Svend Holst-Pedersen kom på en fabrik i Orrefors, Sverige, hvor han mødte Bertil Wallien, som havde været designer der i 30 år, og som havde samlet en lille gruppe omkring sig til at arbejde med sandstøbte ting.»det var et scoop for mig, og i løbet af de tre måneder, jeg var der, fik jeg skærpet interessen for det sandstøbte. Jeg var også oppe på værkstederne, hvor jeg lærte meget og fik oparbejdet en vis rutine, men jeg søgte hele tiden ned i kælderen, hvor de gik og sandstøbte. Der skete så meget, at jeg var nødt til at skrive dagbog for overhovedet at kunne rumme det.«allerede efter højskolen havde Svend Holst-Pedersen sagt sit job i fotoforretningen op, og nu levede han altså af SU plus et par jobs, han havde ved siden af.»men jeg havde det rigtig godt med at være på vej,«siger han, og i 2000, som 48-årig, var han omsider færdiguddannet. Efter tre år, hvor han havde gået på skole sammen med en flok, som han alle på nær én var gammel nok til at være far til.»men de var søde nok og behandlede mig som en ligemand. En enkelt gang fortalte jeg en vittighed, hvor der var en, der bemærkede, at den ville hans forældre også ha fundet morsom!«næste mål var at finde det rigtige sted til galleri og bolig. Det blev i Rø, hvor den gamle stationsbygning var til salg, 90 magasinet bornholm

6 og hvor lagerbygningerne sammen med en tidligere købmandshandel kunne fungere som udstillingslokale og værksted. Efter at have investeret en million i ombygninger, diverse ovne, nyt tag osv. kunne han omsider slå dørene op til et liv som glasformgiver på Rø Stationsvej 5. Har det været det hele værd?»jeg har fået en bedre tilværelse med meget mere indhold og større tilfredshed i hverdagen. Og mere selvværd, fordi det har givet mig et større livsindhold,«siger Svend Holst-Pedersen. Men også større bekymringer må han erkende.»når hverdagen melder sig, begynder det jo også at dreje sig om penge. Det har givet mig en stor frihed, men der følger jo også et ansvar for at få det til at løbe rundt. Og jeg er jo både indkøber, fabrikant, sælger, gadefejer osv. haha Så jeg kan godt savne den faste hyre ind i mellem. Jeg skal lave noget, der sælger for også at få lov til at lave noget af det, jeg brænder rigtigt for, det lidt mere outrerede.«derfor har produktionen i løbet af sommeren bl.a. stået på nisser, som han ved, der er afsætning på til jul, ligesom også holdere til fyrfadslys synes evigt gangbare. Hvis der pludselig blev slået en stilling op i en fotoforretning, ville du så søge den?»nej heldigvis har min kone jo et godt job, men lad os nu se, hvordan det går. Det er ikke nogen guldgrube det her, men de fleste siger også, at det ta r 3-4 år, før sådan en virksomhed kommer op at stå. Og menneskeligt set synes jeg virkelig, jeg har fået en bedre tilværelse. Set i bakspejlet skulle jeg nok ha gjort det her 10 år eller mere før. Nu kan jeg i heldigste fald arbejde med glas i 30 år fremfor i måske 50 år. Men på et tidspunkt overværede jeg et foredrag med sølvsmeden Mogens Bjørn Andersen. Han var sidst i firserne, i færd med at forberede en udstilling i Berlin og i fuld vigør. Den slags giver håb for sådan en som mig.«bat - din bus på Bornholm magasinet bornholm 91