Prædiken til 24. søndag efter trinitatis, Matt 9, tekstrække.

Transkript

1 1 Urup Kirke. Søndag d. 10. november 2013 kl Bodil Raakjær Jensen Prædiken til 24. søndag efter trinitatis, Matt 9, tekstrække. Salmer. DDS 4 Giv mig, Gud, en salmetunge DDS 309 Bøj, o Helligånd, os alle DDS 413 Vi kommer, Herre, til dig ind DDS 397 Trods længselens smerte Altergang: DDS 477 Som brød fra mange marker DDS 697 Herre, jeg vil gerne takke Tekstlæsninger. Ez 37,1-14; Kol 1,9b-14; Matt 9,18-26

2 2 Prædiken. Rør ved mig, så jeg føler, at jeg lever. Der var engang en tid, da en af dansktoppens ørehængere kværnede ind i ørene på os med disse ord. De fleste af jer kan sikkert huske den. Ja, det er længe siden. Men muligvis kan vi støde ind i den stadigvæk når vi rydder op i pladesamlingen hos en afdød tante eller i radioklassikeren måske, hvis de ellers ikke kun brugte tid på taleradio. Rør ved mig, så jeg føler, at jeg lever. Der er nok ingen, der er i tvivl om, at det her er den store kærlighed, der bliver besunget. Det er en forelsket kvinde, der kun føler sig i live, når hun bliver holdt af og holdt om af den elskede den eneste ene. Men på en måde kunne denne ene sætning fra en banal popsang jo også være overskriften for dagens tema sådan som vi lige har hørt det i evangeliet. Jesus rører ved os, og vi lever. Ved Jesu berøring sættes lidelse og død ud af kraft. Sygdom og død overvindes. Det onde mister sin virkning. Jesus rører ved os, og vi lever. Men hvad vil det sige? Hvordan kan Jesus overhovedet røre ved os hen over et tidsspand på 2000 år? Og hvilke konsekvenser får det for vores liv? Kan vi med andre ord overhovedet mærke det? Det der med at blive rørt ved er mange ting. Vi kan høre det umiddelbart i de ord, vi bruger om det. Mennesker overvinder blufærdigheden, rækker hånden ud og rører ved hinanden. Et forelsket par der fletter fingre. Et skulderklap der udtrykker anerkendelse. En hånd at holde i der, hvor ordene ikke længere kan nå. Et klem, et knus, en omfavnelse. At røre ved hinanden er en grundlæggende måde at tale sammen på også der, hvor vi kan nå hinanden gennem det talte ord. Men der er jo ikke kun det at blive rørt ved. Der er også det at blive rørt. Vi bliver rørt, når nogen eller noget rører ved vores inderste. En kærlig bemærkning - en tanke et digt et stykke musik en erindring en livssituation mange ting kan efterlade os bevæget og med blanke øjne. Sådan skete det for mig, da jeg den anden aften på tv så et interview med Niels Malmros. Interviewet handlede om Malmros nyeste og sidste film. Den har premiere i denne uge og handler om ægteparret Malmros personlige tragedie, da hans kone i 1984 i en psykose tager livet af deres 9 måneder gamle datter. Det rørte mig dybt ikke kun fordi det bragte mig 30 år tilbage til det samme Århus med en datter på

3 3 nøjagtig samme alder som Malmros. Og til erindringen om hvor forfærdet vi dengang blev over, at den slags kan ske. Men jeg blev også rørt over det, der blev sagt i interviewet over at de magtede at blive sammen over at kærligheden virkelig kan overvinde alt. Det rørte og bevægede mig på en helt anden måde, end når sentimentalitet og gold nostalgi overfalder en med tom rørelse. For det kan jo også ske, at man sidder foran skærmen og tuder over noget fuldstændig åndssvagt. Tude-tv kalder man det så. Det er noget, der giver seere. Men det flytter ingenting overhovedet. Så findes der også det, at man kan være bange for at blive rørt. Eller rørt ved. Det kalder man for berøringsangst. Så bliver vi urørlige tør ikke involvere os passer os selv hytter vores eget. Vi vil have ro og fred den onde fred, som vi lige har sunget om i Lisbeth Smedegaards salme: Du nægter os den onde fred, vi modløst higer efter, en kredsende urørlighed, der lammer vore kræfter. Det er den samme den onde fred - Bjørnsson taler om, når han siger: Fred er ej det bedste, men at man noget vil. I et andet digt formuleret som bøn til Gud har Lisbeth Smedegaard endnu tydeligere beskrevet, hvad hun mener: Men du, som kender mig, du ved, at modløshed tit truer; der gror en grå bekymrethed i ugens hverdagsstuer. Du ser, når jeg, forkrampet, stum, på dystre tanker ruger, og kulden fra det tomme rum, som intethed mig truer. At sidde forkrampet og stum i den kolde intethed det er den onde fred. Det er den fred, der ikke er det bedste. Det er den onde fred, som Jesus nægter os, når han ikke lader os være i fred, men røre ved os ud af intetheden ind i livet.

4 4 Det er netop, hvad der sker for op til flere mennesker i dagens evangelium. Jesus henter dem ud af den kolde intethed ind i livets varme. Synagogeforstanderen vi ved fra Markusevangeliet, at han hedder Jairus kommer til Jesus. Hans datter er lige død. Nu beder han Jesus om at komme og røre ved hende og opvække hende til livet. Hvordan historien ender, ved vi. På sin vej bliver Jesus standset af en kvinde, der i tolv år har lidt af blødninger. Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst, tænker hun. Din tro har frelst dig, siger Jesus, og fra det øjeblik er hun frelst. Der herskede altså en udbredt tro på, at berøringen med Jesus bragte helbredelse og lykke måske skulle vi sige velsignelse med sig. Det er også derfor, kvinderne kommer slæbende med deres skrigende småbørn, for at Jesus skulle røre ved dem. Det gør de i det evangelium, som vi kender så godt fra barnedåben. Der er velsignelse ved Jesu hænder. Derfor løber kvinderne spidsrod gennem den kødrand af betydningsfulde mænd, der omkranser Jesus. Derfor udsætter kvinderne sig for disse mænds hadefulde blikke og beske kommentarer. Fordi der ligger velsignelse i at blive rørt ved af Jesus. Derfor lader de sig ikke skræmme væk. Og Jesus opfylder deres ønske og lægger sine hænder på børnene. Hvordan kan vi få del i den velsignelse, spurgte vi til begynde med? Din tro har frelst dig, siger Jesus til kvinden. Men det var jo i virkeligheden ikke troen på en eller anden magisk kraft, der frelste hende. Frelsen blev derimod rakt hende i Jesu ord. Jesus vendte sig om, så hende og sagde: Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig. Og fra det øjeblik var kvinden rask. Frelsen til hende lå i det ord, der blev rakt hende Jesu ord, der skaber, hvad det nævner. Frelsen til os ligger i det selvsamme ord. Ordet om Jesus Kristus. Det kommer til os i vores dystre hverdagsstuer, som er fulde af grå bekymring. Og det siger os imod, når vi påstår, at dette kolde, grådystre er hele livet. Ordet siger os imod, evangeliet viser os det. Min datter er død. Men kom, så vil hun leve. Men kom sådan sagde Jairus til Jesus. Jesus kom, og hun levede. Det handler om dette lille ord. MEN. Der er en tysk talemåde, der siger: es ist immer ein aber dabei. Altså oversat: ved alting findes der et men. Talemåden er ikke positivt ment. Den betyder, at der nok altid skal vise sig et MEN en forhindring, en bagtanke, en fælde når det ellers ser ud til at gå så godt.

5 5 Men man kan også vælge at tolke det modsat. Der er altid et MEN. Når modløshed og intethed er i færd med at opsluge livet, så er der et MEN, et MEN, der siger intetheden imod. Et MEN der rører og bevæger os. Et MEN, der kalder os ud af vores kredsende urørlighed et MEN der vækker os til live igen et MEN der vækker vores følelse og medfølelse. Det var sådan et MEN, der rørte ved mig i sofaen den anden aften. Det var evangeliet ifølge Niels Malmros, der lader sit livs tragedie munde ud i sådan et ufatteligt livsbekræftende MEN. Sorg og glæde hedder filmen. Den slutter med glæden. En film der beskriver, hvordan hans kone tager livet af deres 9 måneder gamle datter. Hvordan kan den slutte med glæden, tænker man. Men Malmros konkluderer, at det er en fortælling om, at kærligheden overvinder alt. Det var evangeliet direkte ud i de danske stuer en helt tilfældig aften, hvor man egentlig ikke forventede noget særligt fra den kant. MEN man kan blive positivt overrasket. Es ist immer ein aber dabei ved alting findes der et MEN. Ordet om Jesus er dette MEN i vores liv. MEN det skete i de dage som den gamle oversættelse indleder juleevangeliet. Dette ord rækkes os, rører os og bevæger os. Det når os over et tidsspand på 2000 år og er stadig det samme levende ord. Ordet kalder os ud af intetheden, hvor vi kun kan se os selv, mærke os selv og vil os selv. Det rører os og kalder os ind i livet, så også vi tør røre ved hinandens liv. Hvor skyldens torneskove gror, som vildsomt krat sig breder, får vi dog kraft fra dine ord at rydde voksesteder, så smertens sorte asketræ må briste som en knop i læ til blomst i dine hænder. Amen