Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 26. december juledag Mattæus 23, Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 26. december juledag Mattæus 23, Salmer: * Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige:»vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.«De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde:»denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.«da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde:»nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad:»herre Jesus, tag imod min ånd!«han faldt på knæ og råbte med høj røst:»herre, tilregn dem ikke denne synd!«og da han havde sagt dette, sov han hen. ApG 6,8-14; ApG 7,54-60 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«matt 23,34-39 God morgen og endnu engang glædelig jul og det er der al mulig god grund til at begynde med at ønske hinanden for denne helligdag er det alt andet end det gode, glædelige og hellige, der hersker. Det sætter sit præg på salmer og tekster rosen, der deler farve med martyren Stefanus blod. Julebudet, der lyder midt ind i mørkets og dødens skygge. Kontrasten mellem julenattens englesang om fred på jord og så den verden vi lever i, hvor freden ofte synes fredløs ikke blot for martyren Stefanus, men også for vore kristne brødre og søstre i Sydsudan, Syrien, Irak og. 1

2 Hvis nogen tror, at det her er sådan en slags andendagsgilde for englesang, hyrdeoplevelser og fred på jord, så er I gået galt i byen. 2. juledag er pivende falsk varebetegnelse denne dag er blodrød og hedder retteligen Skt. Stefans dag efter kirkens første martyr, Stefanus i sandhed har orgelpiben fået en anden lyd. Og dog, måske har lyden været med hele vejen. Esajas profeti juleaften lagde heller ikke fingrene imellem: Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. Jovist, Esajas profetiske ord er fulde af håb, de er båret af visionen om Messias fødsel på jorden. Men støvlerne og den blodtilsølede kappe er ikke som ved et trylleslag forsvundet, blot fordi Esajas ser store syner. Virkeligheden presser sig på, for Gud er en Gud, der kommer til verden midt i virkeligheden. Både dengang hos Augustus og Herodes og nu hos os. Og virkeligheden har, lige siden Kain slog sin bror Abel ihjel, været en blodig virkelighed, hvor jalousi og folkedomstoles raseri har ført til lynchninger, når der skulle findes en syndebuk. De kulørte blade lever af vores ulidelige tendens til at finde én at lade den kollektive vrede og forargelse gå ud over. Først sætter de politikere, skuespillere, sportsstjerner op på en piedestal, og siden sælger man tonsvis af blade på vores uhellige forargelse, når de viser sig ikke at kunne leve op til den gudestatus, vi selv har tildelt dem, fordi de har taget epo, er blevet skilt, bliver taget for spritkørsel, har taget af kassen, eller hvad der nu bringer dem til fald. Folkedomstolen er nådesløs, som om den følger den naturlov, de fleste af os kender allerede fra første klasses mobbeoffer, hvad enten det var dig selv eller en af de andre: Det skal altid gå ud over en eller anden. Den retfærdige, eller selvretfærdige, vrede, der giver dette kortvarige kick af orden og fællesskab. Indtil vi så igen må finde en ny at rotte os sammen mod eller give skylden. Jøderne, flygtningene, østeuropæerne for nu bare at nævne tre grupper, der har måttet stå for skud i vores vestlige kultur, fordi de stjal vores penge, vores velfærd, vores arbejde for slet ikke at nævne vores piger. På samme måde med dagens martyr, Stefanus hvorfor i al verden bliver de så vrede på ham. En mand, der prædiker Guds kærlighed og tilgivelse og fred på jorden til mennesker med Guds velbehag. Oven i købet siges det, at Stefanus både gør store undere og tegn blandt folket. 2

3 Og så anklager de ham for al landsens kætterier og ulykker. Og da han vover at se det samme som patriarken Jakob så i sin natlige drøm ved Betel: Nu ser jeg himlen åben og menneskesønnen stå ved Guds højre side, da bliver det så slemt at de må skrige for at overdøve ham, holde sig for ørerne for ikke at høre mere, og stene ham for at lukke munden endegyldigt på ham. Så vederstyggeligt er det, at de tyr til den yderste vold med døden til følge. Men uanset hvor forbudt for børn og forfærdeligt det er og lyder, så er det desværre den skinbarlige virkelighed for uskyldige ofre hver eneste dag. Vi ved det godt. Kan læse det i dagens avis. Se det på TV. Ja, vi lader os ofte underholde af det i biografen. To politimænd i Brooklyn, der skulle undgælde for andre politimænds ugerning mod en ung sort mand. ISIS, der nådesløst kidnapper og henretter deres egne muslimske landsmænd. Kristne, der må undgælde for gamle nedarvede konflikter og fjendskaber. Palæstinensere og jøder, der i voldens dødsensfarlige hævnspiral bekræfter sig selv og hinanden i, at med vold skal vold bekæmpes. Og det er altid de andres skyld. Herhjemme går det heldigvis sjældent så blodigt til, men selv om våbnene er anderledes, så tror jeg, de fleste af os fra skole, arbejdsplads eller fra egne familiekonflikter ved, hvordan syndebukkemekanismerne kan gøre livet ulideligt for både barnet og den voksne. Derfor er der også al mulig grund til at lægge godt mærke til den tavse birolleindehaver, hvorom der kun fortælles dette: Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Vi kender ham bedre som Paulus. For I Saulus bliver Stefanus bøn: Herre, tilregn dem ikke denne synd. opfyldt. For med denne bøn lægger Stefanus sig i samme spor som Jesus, der på korset beder for sine forfølgere: Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. På trods af, at både Saulus og vi som regel udmærket godt ved, hvad det er vi gør, når syndebukkejagten går ind. Så er disse bønner udtryk for, at med Jesus Kristus vil Gud stikke en kæp i hævnspiralernes amok-løb. Ved selv som den uskyldige at tage syndebukkens eller offerlammets plads på korset, slår Gud ind på en helt ny vej. Den anden kinds vej. Tilgivelsens og barmhjertighedens vej. 3

4 Og her er det som sagt, vi skal lægge godt mærke til den tavse unge mand, der står der og ikke gør andet end ganske uskyldigt at passe på alle deres fine kapper, så de ikke bliver tilsmudset af Stefanus blod. Selv kan han vel med nogen ret hævde, at han ikke deltog, at han ikke fik blod på hænderne men det ændrer ikke ved, at han intet gjorde for at stoppe deres raseri. Han passede på deres kapper, så de fik frie hænder til at kaste deres sten med des større kraft. Saulus hedder han endnu senere kommer han til at hedde Paulus. Da han på vejen til Damaskus bliver slået til jorden i mødet med den opstandne Jesus, der spørger: Hvorfor forfølger du mig. I tre dage er han blændet af det himmelske lys, hvorfra stemmen talte. Indtil disciplen Ananias opsøger ham og lægger hænderne på ham, så Saulus igen kan se, hvorefter han bliver døbt. Gå selv hjem og læs hele beretningen om Saulus forvandling til Paulus i apostlenes Gerninger kapitel 8 og frem. Saulus Paulus, den ivrigste kristne apostel og missionær, forfatter til de ældste breve i det nye testamente, kirkens første store teolog, der selv lider martyrdøden i Rom. Saulus begynder sin karriere i Guds riges tjeneste med at holde de andres kapper. Kristenforfølgeren Saulus farisæeren Saulus på vej til Damaskus på syndebukkejagt. Som Kristus er tre dage i graven, sådan er Saulus tre dage i mørket, blændet af Guds lys. Som Kristus opstår fra de døde påskemorgen, sådan opstår Saulus som et nyt menneske på tredjedagen. Forfølgeren bliver den forfulgte. Forfølgeren mærker på egen krop, hvad det er Stefanus beder om, øjeblikket før han dør: Herre, tilregn dem ikke denne synd. Forfølgeren oplever på egen krop, hvad det betyder at blive taget til nåde, og sat i Guds tjeneste som Guds betroede medarbejder. Fortidens synder kan hverken Saulus eller du og jeg løbe fra. Underet er, at det behøver vi heller ikke, for med Kristus har vi fået skænket en helt ny fremtid, hvor fortiden aldrig diskvalificerer os. Julenat kommer Gud til verden i virkeligheden også når den er mest barsk. Julenat bliver Gud menneske i virkeligheden. I den verden, hvor syndebukke stadig stenes, mens vi er nogen, der bare ser passivt til. 4

5 Gud bliver menneske i den verden, hvor støvler tramper i larmen, og kapper er sølet i blod. Gud kommer til verden for at vise os en anden vej og han viser den ved selv at gå den. Forsoningens i stedet for uforsonlighedens. Tilgivelsens i stedet for hævnens. Julenat ser vi begyndelsen påskemorgen ser vi, at når Gud sætter al sin magt ind, så lader det sig gøre at bryde syndebukkens dna-kode. Tænk, hvis det syn begynder at smitte af på os i virkeligheden. Tænk, hvis du og jeg i morgen begynder at sige fra i stedet for at lade stå til tænk, hvis du og jeg begynder at stikke en kæp i syndebukkemekanismernes altødelæggende tandhjul. Tænk, hvis vi en dag sammen med Stefanus får lov at se himlen åben. Tænk, hvis vi selv på en Sankt Stefansdag får lyst til sammen med hele englekoret at bryde ud i himmelsk lovsang: Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag. Sker det, er der al mulig grund til at ønske glædelig jul og fred på jorden selv på en blodrød 2. juledag. Amen. 5