Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 26. december 2011 kl juledag Matt. 10,32-42 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 26. december 2011 kl juledag Matt. 10,32-42 Salmer: * Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige:»vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.«De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde:»denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.«da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde:»nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad:»herre Jesus, tag imod min ånd!«han faldt på knæ og råbte med høj røst:»herre, tilregn dem ikke denne synd!«og da han havde sagt dette, sov han hen. ApG 6,8-14; ApG 7,54-60 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«matt 10,

2 Julens budskab om et barn, der bliver født i Betlehem, og lyset, der skinner i mørket, Gud, der åbenbarer sig, er noget, vi holder den store fest for. I forgårs var kirken propfuld af forventningsfulde mennesker, der endda stod i kø som ved indgangen til Roskilde Festival eller en anden stor rockkoncert hovedpersonen var Jesus Christ Superstar. Det var en storslået fest, og der var salmesang og smil over hele linjen. Vi glæder os over, at lyset kom til verden dengang i en stald i Betlehem, vi glæder os over, at Guds kærlighed blev synlig for os i mennesket Jesus Kristus, livets lys, vejen, sandheden og livet, det sande vintræ og meget andet. Tid og evighed smelter sammen i dette menneske, som vi fejrer som helt igennem menneske og helt igennem Gud på én gang. Straks vender tingene, og tonen bliver brysk og væmmelig: Den, der elsker far og mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Sådan siger Jesus i dagens tekst. Det lyder jo fuldkommen narcissistisk, og han gør sig sjældent umage for at være elsk-værdig. Han kunne i denne søde juletid godt trænge til en spindoktor, der kunne fortælle ham, hvordan man gør sig spiselig for offentligheden. At kræve større hengivelse af folk, end den de vil vise deres forældre eller børn, ligner en tabt kamp. Måske kan man forsøge at forklare Jesu ord og det skal man jo som præst, for man skal altid prædike ind i den virkelighed, menigheden befinder sig i med at han taler om, hvor vi henter vores identitet fra. Hvis vores identitet skal være mere end blot flygtig, må den være bundet til andet og mere end blot dem, vi er i kraft af vores biologi vores forældre dør på et tidspunkt, børnene flyver fra reden, og hvem er vi så? Det at være kristen sådan siger teksten det at være kristen er ikke at have en identitet på lige fod med alle de andre identiteter, vi har. Mor, far, søn, datter, ansat, arbejdsløs, gift, single. Det at være kristen er en identitet, der bestemmer, hvordan vi overhovedet ser på os selv, vores medmennesker, hvordan vi opfatter tilværelsen, overhovedet hvem vi selv er midt i alle vores tilfældige identiteter, vi får gennem livet. Når Jesus siger, at det er ham, der bør være midtpunkt i ethvert menneskes liv, betyder det - hvis vi skal prøve at få lidt mening ud af hans voldsomme ord og 2

3 krav at kærligheden mellem mennesker risikerer at blive kvalt, hvis dem, vi elsker, skal bære dem, vi er. Hvor mange børn er ikke blevet kvalt fordi deres forældre ikke har kunnet give slip på dem? At være kristen betyder, at vi ikke skal klynge os til de mennesker og holde dem som gidsler i vores eget forsøg på at redde en identitet, vi kan være sikre på og regne med. I vores kultur er vores identiteter sideordnede. Vi er fædre, mødre, brødre, søstre og meget andet, men der er ikke en højere, altbestemmende identitet, som ligesom samler os og salmer alt det, vi ellers er under én hat. Julen betyder, at Gud blev menneske. Og det betyder noget meget afgørende for, hvad det vil sige at være troende. Det betyder ikke længere at man opfører sig fromt, det betyder ikke længere, at den troende skal gøre sig alle mulige forestillinger om de himmelske regioner, om der findes engle, eller kunne den dyre dogmatik som en anden skriftklog. Julen betyder, at Gud spørger os: hvor langt vil du følge et menneske, som ikke viser nogen særlige tegn på guddommelighed? Gud blev menneske, og derfor, når vi taler om tro eller ikketro, så taler vi om trofasthed eller ikke trofasthed overfor et menneske, Jesus fra Nazaret. Og det med trofasthed kan man jo af helt indlysende årsager ikke afgøre én gang for alle. Det må vise sig i udholdenhed dag for dag. Om det så skal koste os livet. Nede i Rom kan man se det sted på Via Appia, hvor Peter ifølge katolsk mytologi mødte Herren, der bød ham at vende tilbage til Rom, selvom folk dér ville slå ham ihjel. Og Peter vendte om, stod ved, at han tilhørte Kristus og blev selv korsfæstet. Nej, her må jeg stoppe min prædiken. Det er vrøvl fra ende til anden; det er ikke til at holde ud at sige eller at høre på! Men det skyldes, at teksten her ikke passer på vores virkelighed. For os kan det lyde meget barsk, måske vanvittigt, når Jesus taler om, at vi skal elske ham højere, end vi elsker vores børn eller forældre. Men det er kun fordi det ikke er nogen sag at være kristen i Danmark. Så begynder man at skrive prædikener om hvilken identitet, der er vigtigst, og man kan suge lidt heroisk vælde ud af historien om Stefanus, der gik i døden for sin trofasthed overfor det menneske, han havde valgt at følge. Eller vi kan i fantasien leve os ind i Peters kampe og gyse lidt på afstand. 3

4 Vi kan også tænke tilbage på de kristne i Nazi-Tyskland, der var splittede. Der var dem, der kaldte sig Deutsche Christen, der med udgangspunkt i Luthers toregimente-lære holdt på, at Gud også styrede de verdslige ting, og derfor måtte de bøje sig for Guds viise styrelse, nu, hvor det havde behaget Herren at indsætte Hitler som fører for folket. På den anden side var der Bekendelseskirken, som i 1934 udformede et kampskrift, der hed Barmenerklæringen, hvor der blandt meget andet står: Vi bekender én herre, ikke to! Teologen Dietrich Bonhoeffer blev skudt få dage før befrielsen, og Martin Niemöller holdt en gudstjeneste, hvor Gestapo havde taget ophold med maskinpistoler i sideskibene, men Niemöller stod fast og bad sin menighed om ikke at være bange, men tvært imod bede for deres vildfarne brødre, der stod klar med arrestordren. For os er det fantastisk at kunne suge heroisme ud af de fortællinger, hvor folk træder i karakter, og med deres liv viser, at deres trofasthed overfor Kristus er langt højere end trofastheden overfor dem selv, deres forældre eller børn. Jeg er sikkert ikke den eneste, der et hemmeligt sted savner at få muligheden for at træde i karakter som kristen. Til dagligt kan jeg højst komme ud i en diskussion og blive betragtet som lidt dum. Men en virkelig prøve kommer det aldrig til. I prøven, dér hvor man skal bekende under trusler om døden, der møder man sig selv. Men det møde kommer formentlig aldrig. Og det er på en dyb måde tragisk for et menneske. Det provokerende i det, Jesus siger i dag, er for mig at se ikke de vilde krav, men snarere, at jeg aldrig kommer til at vide, hvad jeg til syvende og sidst vil bekende, når døden truer. Vi taler meget og gratis om selvrealisering. Men jeg tvivler på, at der er alvor i det, når det betyder, at man meget vel kan vise sig at være en kujon. Det bliver højst til lidt banal spejderkristendom, lidt konventionelle smil og kristen høflighed, som vi tager umådeligt alvorligt fordi det kun er lidt spil for galleriet eller lidt indre dialog om tro og moral. Det kan fylde meget, men kun fordi det ikke rigtigt betyder noget. Det er velfærdskristendom, og trofastheden overfor Jesus kommer kun på spil når troen skal overvinde eksistentiel fortvivlelse eller bære os gennem den mørke tid. Og mørk tid herhjemme betyder aldrig andet end, at dagene er lidt kortere. Søren Kierkegaards forfatterskab handler kun om vores indre liv, det er arven fra Luthers sjælekamp, og Kierkegaard selv savnede også et martyrium, deraf kom kampen med Aron Goldschmidt og Corsaren. 4

5 Tom Kristensen talte om den hemmelige længsel efter skibskatastrofer og pludselig død. Man kan helt gå rundt og savne en fjende, der kan vise én, hvem man er. Hvor langt man faktisk og helt konkret vil følge dette menneske, Jesus af Nazaret. Det er jo dét, julen spørger os om det er ikke blot gudhengivent snak om det yndige i, at et barn er født i Betlehem og Halleluja, halleluja. Folkekirken har i virkeligheden kun det problem, at der ikke rigtigt er noget på spil. Vi kan debattere homovielser, grundtvigianere kan håne Indre Mission og omvendt kan Indre Mission fortælle grundtvigianere, at de ikke er bibeltro. Der kan være meget ballade indenfor Folkekirken, og vi kan udtrykke frygt for, at den vil blive splittet over såkaldt kontroversielle spørgsmål. Folkekirken vil formentlig overleve det hele den eneste virkelige fjende Folkekirken har, er dens egen fuldkomne meningsløshed. Ingens liv står på spil, hvis man er medlem af Folkekirken. Folkekirken vil sikkert falde fra hinanden pga af indre kedsomhed. Der er ikke nogen spænding, der kan få den ud af inertien, og derfor må vi holde liv i den ved at prædike om identitet, vores ufarlige forhold til Gud, og meget andet, som virkelig ikke kan hidse nogen op andet end på skrømt. Der står ikke soldater udenfor Frederiksborg Slotskirke, for kristne er fuldkommen ufarlige. Og hvis der endelig skulle være optræk til noget, ville portvagten få dem væk i en fart. Og de ville adlyde. Vi kan godt gå rundt og tro som kristne, men vi får formentlig aldrig muligheden for at være tro. Det er jo ikke vores skyld, at det er sådan, og nogen vil måske sige, at præsten har fået julekuller af små, søde engle og for mange klejner, og nu vil han se blod, det vanvittige menneske. Men jeg savner ikke dødstrusler, jeg har ikke lyst til at være kristen i Nigeria, og ja, vi har alle brug for Kristus i vores liv; det er jeg overbevist om. Men der er ingen, der ville finde på at forfølge os pga. Kristus her i landet. Jeg taler blot om, at martyriet, det at vidne om Kristus med sit liv, eller overhovedet at blive klar over, om man kan honorere julens spørgsmål om, hvor langt man vil følge mennesket Jesus af Nazaret, formentlig aldrig vil blive afklaret. Og på mange måder er det dejligt, at vi ikke står overfor døden hver søndag på anden end symbolsk måde. Men teologien forbliver abstrakt og vi må udtænke alle mulige strategier for at bevise, at Kristi ord stadig har noget at sige os. Men det ér og bliver tale for religiøse feinschmeckere. Vi siger højt og flot, at vi skal leve af Kristi ord, men kun i yderst abstrakt forstand kan det give mening for os, der ingen fjender har, som vi kan elske i gulvet. 5

6 Det behøver man desværre ikke i Nigeria. Dagens tekst er ikke provokerende, den er tragisk i vores kultur, fordi den indirekte fortæller os, at de ord, den prøvelse, den stikker ud, aldrig bliver virkelighed, og vores hemmelige længsel efter at møde os selv til fulde som kristne næppe bliver forløst. Med Jesu ord vi finder aldrig ud af, om vi som han siger er ham værd. Men måske kan vi forholde os udholdende og tappert overfor det faktum, at julens budskab om Gud, der blev menneske og krævede absolut trofasthed, aldrig rigtigt bliver alvor. Jeg tror ikke jeg er den eneste, der kan savne en ordentlig fjende at måle mig med og blive tydelig overfor. På den anden side bliver jeg også sparet for at fremstå som en kujon, der pakkede sydfrugterne sammen ved den mindste modgang. For det kunne jo nemlig godt være meget lidt fornøjeligt at blive afsløret for alvor. Og det kan man jo godt undvære, mens man venter på Godot. Men er det nåderigt, eller en forbandelse at være kristen i en velfærdsstat uden ordentlige fjender? Tydelig bliver man i hvert fald ikke. Og da slet ikke martyr. Man kan sidde med en postmoderne, depressionsfremkaldende, konturløs, utydelig og medicineret identitet med katten i skødet og en skjult længsel og tænke på de mænd og kvinder, der satte sig spor, fordi de havde mulighed for at blive troens helte og heltinder. Og vi kan i stedet lade os fylde af en taknemmelighed over, at nogen engang og andre steder i verden, havde modet til at betale den højeste pris for at stå ved vores korsfæstede og opstandne Herre. Amen. 6