Prædiken til 2. juledag, Matt. 10, tekstrække.

Transkript

1 1 Urup Kirke. Lørdag d. 26. december 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 2. juledag, Matt. 10, tekstrække. Salmer. DDS 114 Hjerte, løft din glædes vinger!. DDS 125 Mit hjerte altid vanker. DDS 128 Søde Jesus, jule-fyrste DDS 129 Julebudet til dem, der bygge. Altergang: DDS 117 En rose så jeg skyde. DDS 122 Den yndigste rose er funden. Tekstlæsninger. Es. 50,4-7; Ap.G. 6,8-14;7,54-60; Matt. 10,32-42.

2 2 Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Gud Herren har givet mig disciples tunge, så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte. Hver morgen vækker han mit øre, og jeg hører som en discipel. Gud Herren har åbnet mit øre, og jeg var ikke genstridig, jeg veg ikke tilbage. Jeg lod dem slå min ryg og rive skægget ud af mine kinder. Jeg skjulte ikke mit ansigt for skændsler og for spyt. Gud Herren er min hjælper, derfor blev jeg ikke til spot og spe; derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint, jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme. Es 50,4-7 Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige:»vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.«De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde:»denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.«da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde:»nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad:»herre Jesus, tag imod min ånd!«han faldt på knæ og

3 3 råbte med høj røst:»herre, tilregn dem ikke denne synd!«og da han havde sagt dette, sov han hen. ApG 6,8-14; ApG 7,54-60 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«matt 10,32-42 Prædiken. Så kan vi vist godt slå fast, at julehyggen er slut! Den gammeltestamentlige læsning gav ord til en person, der var blevet udsat for tortur. Jeg lod dem slå min ryg og rive skægget ud af mine kinder, fortalte han. I læsningen fra Apostlenes Gerninger blev

4 4 det endnu værre, for den indeholdt beretningen om henrettelsen af den første kristne martyr, som har givet 2. juledag sit alternative navn, nemlig Sankt Stefans dag. Raseri og vold blandes i en livsfarlig cocktail, idet det fortælles, at Stefanus anklagere skreg højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Sidst, men ikke mindst, har vi lige hørt Jesus ridse nogle ganske voldsomme krav op; krav, der skal overholdes, hvis man vil høre ham til; krav, der meget vel kan medføre tab af familie og venner. Her viser Jesus sig fra sin irriterende og kompromisløse side. Han er lige så barsk, som når han i Bjergprædikenen insisterer på, at vi skal elske vores fjender. Ja, ja, det kan han da sagtens sige, men hvor let er det lige at elske den, der vil fratage dig dine ejendele og måske også din familie og dit liv? I dagens tekst kræver han oven i købet, at du selv skal være parat til at vælge side mellem ham og din familie, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd, siger han, og slår kort efter fast, at den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Med sin barske benægtelse af, at han er kommet for at bringe fred, går han tilsyneladende stik imod julens engleskare, der over for hyrderne på marken forkyndte, at Jesu fødsel medførte fred til mennesker med Guds velbehag. Så jo, julehyggen er godt og grundigt spoleret! Og den skyldige er Jesus selv. Det kan man så sætte sig ned og tude over. Men spørgsmålet er, om det er så skidt. Måske er det på tide, at vi vækkes af den juledøs, der har det med at lægge sig over os fra et tidspunkt undervejs i adventstiden, når vi fornemmer, at vi er ved at have nogenlunde styr på alle de gøremål, der hører julen til. Fra da af går vi nærmest i trance, mens vi dyrker julehyggen. Højdepunktet er naturligvis juleaften, men mange formår at blive i hyggetrancen et par dage ind i det nye år hvis de altså ikke lige forvilder sig i kirke 2. juledag. Her bliver man nemlig rusket vågen med torturofferet replik, fortællingen om martyrens uhyggelige død og Jesu hidsige røffel. Alle nisserne

5 5 forsvinder klogeligt i en fart sammen med de dekorative engle med guldstøv på vingerne. De er alle overfølsomme over for dårlig stemning. Klejnerne, brunkagerne og konfekten smager pludselig lige så kvalmende som nisseøl. Juletræet taber nålene af bar skuffelse over, at det lille jesusbarn ikke forblev lille og nuttet, men forandrede sig til en højtråbende og vrissen repræsentant for Gud, der insisterede på at drage konsekvenser af sit liv og budskab. Det er lige før, man bliver sur på ham. Nu sad vi lige og hyggede os, og så kommer han og raserer det hele med sine krav og urimeligheder. Er julen ikke netop familiens og børnenes fest? Inviterer vi ikke alle familiens generationer til den ene julefrokost efter den anden? Og glæder vi os ikke hvert år til at se børnenes glæde, når de pakker gaver op? Hvorfor tropper Jesus så op og udbreder sig om had til forældre og børn? Det er da upassende! Grunden er naturligvis, at vi ikke kan nøjes med det glædelige, for sådan er livet ikke skruet sammen. Jesus antyder det i slutningen af evangelieteksten, hvor han siger: Den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn. Hermed påpeger Jesus, at der er nogle, der har behov for selv den mest simple hjælp for eksempel at få rakt et bæger koldt vand. Tilværelsen former sig nu engang sådan, at nogle har for meget og mange for lidt. Hvis vi, der tilhører den mere velfungerende og ressourcestærke del af verden, luller os ind i en søvn, der holder tilværelsens hårde vilkår ude hvis vi på en måde holder jul hele året rundt, lever vi livet på en løgn. Det vil Jesus forhindre os i, og det gør han blandt andet ved at stille voldsomme krav til os; krav om, at vi skal elske ham højere end vores forældre og vores børn. Det betyder imidlertid ikke, at det er forbudt os at elske vores familiemedlemmer. Vi har tværtimod pligt til at elske dem. Lader det sig ikke gøre, afslører det et internt problem i familien. Desværre ser vi i stigende grad eksempler på, hvor slemt det kan gå, hvis forældre ikke elsker deres børn. Jeg synes i hvert fald, at der stadig oftere oplyses i aviserne om fædre og mødre, der enten selv har misbrugt deres børn eller anvendt dem som indtægtskilde, idet de har lejet dem ud til pædofile. Elsker man ikke

6 6 sine børn, men udnytter dem som en handelsvare, skal man ikke tro, at man har efterfulgt Jesu bud om at elske Gud højere end sine forældre og børn. Man har tværtimod forbrudt sig på den alvorligste måde overfor hjælpeløse mennesker. At såre andre er at såre Gud, fordi ethvert menneske er hans elskede skabning. Jesus reagerer derfor ikke mod kærlighed til familien. Ligeledes reagerer han heller ikke mod fred mellem mennesker. Når han sætter sagen på spidsen, og siger, at han ikke er kommet for at bringe fred, men sværd, skyldes det, at man let falder for fristelsen til at lukke sig om sig selv og sit eget; at ens interesse for det omgivende samfund og de mennesker, der findes i det, kun når til ens næsetip. Da bliver man nemlig ligeglad med dem, der har brug for blot et bæger vand. Alt, hvad man tænker på, er at gavne sig selv og sin nærmeste omgangskreds, mens andre må passe sig selv. Med den indstilling viser man den største ligegyldighed over for sine medmennesker, hvoraf nogle lever under vilkår, der minder om dem, der blev det nyfødte barn til del; det barn, der måtte fødes i en beskidt stald og lægges i dyrenes fodertrug. Jesus kan ikke lade som ingenting og le lunt som en anden julemand over de uretfærdigheder, vi udsætter andre for, når vi overser deres nød og elendighed. Da må julefreden vige for sværdet, der med ordets hvæssede klinge skærer gennem vore dårlige undskyldninger og pinlige indvendinger mod at blive afbrudt midt i julehyggen. Når Jesus slår fast, at vi skal elske ham højere end forældre og børn, er det, fordi han - og dermed Gud - repræsenterer alle mennesker. Gud er vort ophav, og derfor sårer vi ham, hver gang vi gør et medmenneske ondt eller undgår at afhjælpe den nød, andre står i. Vi vækker med andre ord Guds vrede, når vi ikke lever op til hans forventninger om næstekærlighed. Denne nedslående beskrivelse af os som syndere peger på endnu en grund til, at vi skal elske Gud højere end vore nærmeste; nemlig den, at Gud er og bliver vores allernærmeste. Uden ham, intet liv. Han er årsagen til, at vi er til. Derfor er det en alvorlig sag at stå under hans vrede, hvilket dagens evangelietekst markerer klokkeklart og hensynsløst. Hvis Matthæusevangeliet havde stoppet med den tekst, der hører dagen

7 7 i dag til, ville der ikke være megen trøst at finde i det. Tværtimod ville teksten føre os ud i en hvileløs og afsporet stræben efter at behage Gud; en stræben, hvor vi ville droppe familien i forsøget på at opnå Guds velbehag gennem gode gerninger udført mod de nødlidende. Det ville naturligvis kunne gavne dem, der havde brug for hjælp, men nogle nye ofre ville fremstå af de familiemedlemmer, vi svigtede. Derfor er der ikke tale om et enten-eller, men et både-og. Vores forpligtelse gælder både familien og alle andre. Kravet er grænseløst. Derfor er der en stor trøst i, at Matthæusevangeliet og Det Nye Testamente i det hele taget har mere at fortælle os end det, evangelieteksten begrænser sig til. Gud lod sig ikke alene føde for at kunne oplyse os om den dom, der venter os. Han lod sig først og fremmest føde for at ændre konsekvensen af dommen. Ændringen fandt sted, da han lod sig henrette. Havde Jesus blot været et helt almindeligt menneske, havde hans henrettelse været en beklagelig og tragisk afslutning på et syndigt liv. Men i kraft af at hver enkelt bestanddel af ham var opfyldt af det guddommelige, var han det eneste menneske, der nogensinde har levet efter Guds vilje i konsekvent tilsidesættelse af egne behov. Han så på ethvert medmenneske med Guds øjne og formåede derved at se ind til det, som han fandt værd at dø for. Dette var grunden til, at han lod sig arrestere, pine og henrette. Han lod sig udsætte for det samme som torturofferet fra Esajas Bog, der blev slået i ryggen og fik skægget revet ud af kinderne. Han gik lige så langt, som Stefanus, der heller ikke strittede imod, da han blev henrettet, men bad omtrent den samme bøn som Jesus: Herre, tilregn dem ikke denne synd!. Hvis man tager den betegnelse, Jesus brugte om sig selv, nemlig Guds Søn, bogstaveligt, levede Gud op til sig eget bud om ikke at sætte sit barn højst. Men i stedet for at lade kærligheden til familiemedlemmer overgå af kærligheden til Gud, skiftede han kærligheden til Gud altså til ham selv - ud med kærligheden til sine skabninger. Det gjorde han, selvom vi langt fra altid giver ham grund til at elske os, for er der nogen vi minder om i julenatsfortællingen, er det alle dem, der lukker dørene for den

8 8 højgravide kvinde og hendes mand; dem, der insisterer på, at familiehyggen ikke skal spoleres af nogle tilfældige fremmede, blot fordi de lider nød. Julen giver os grund til glæde, fordi Gud ville være os så nær, at han lod sig føde som et skrøbeligt lille menneskebarn. Men glæden blev først fuldendt, da han tog konsekvensen af dette nærvær og forblev i skrøbeligheden ved gå i døden. Derved tog han straffen for vores synder på sig og viste os, at kærlighed er bedst at lade sig forme af. Bedst for os, og bedst for vor næste og derfor også langt bedre end den uforpligtende hygge, som 2. juledags tekster så effektivt sætter en stopper for. Amen.