Sathya Sai Vahini. Sathya Sai s kildevæld. Af Sathya Sai Baba. Oversat af

Transkript

1 Sathya Sai Vahini Sathya Sai s kildevæld Af Sathya Sai Baba Oversat af

2 Oversætterens kommentarer vedrørende oversættelsen af Sai Baba s bøger Gennem årene er der udkommet 15 bøger af Sathya Sai Baba. Disse værker udgør Vahini serien. Vahini betyder en strøm, noget der er i bevægelse. Bøgerne er skrevet på sproget telugu. Fra telugu er bøgerne blevet oversat til bl.a. engelsk. Disse engelske oversættelser indeholder de sanskrit-ord, som Sai Baba anvendte, da Han skrev teksterne. I alt er der anvendt forskellige ord på sanskrit i vahini-serien. Mange af ordene dækker begreber, der kun vanskeligt lader sig forklare endsige oversætte. Forklaringen af visse ord ville, selv om man anvendte flere sider, ikke være fyldestgørende. For at få et fuldstændigt indtryk af teksternes betydning kræver det et studie af mange ords og begrebers sande mening. Jeg har valgt at oversætte Sai Baba s bøger til dansk næsten uden brug af sanskrit ord. Det betyder, at den fulde, helt præcise forståelse af Sai Baba s tekster ikke fremgår af oversættelsen. At læse Sai Baba s bøger på dansk uden brug af sanskrit ord kan være en velsignelse. Sai Baba s centrale budskaber går rent ind i læserens bevidsthed. De hundredvis af råd og anvisninger, som Sai Baba videregiver, leveres på et velkendt og let forståeligt sprog. Læseren får ikke afbrudt sin læsning af ukendte ord, hvis betydning skal studeres nærmere. At læse Sai Baba s bøger på dansk giver et forståelsesniveau, der svarer til det, som læseren får, når Bibelen læses på dansk. At læse Bibelen kan være en dejlig, lærerig og gavnlig oplevelse. Samtidigt må de fleste læsere af Bibelen erkende, at præster, teologer og lignende lærde gennem studier og refleksioner har opnået en endnu dybere forståelse af Bibelens budskaber. Denne dybere forståelse er blandt andet opnået gennem intense studier af de oprindeligt anvendte ord. Bagest i bogen er der en ordliste. Første gang et ord på sanskrit er blevet oversat til dansk, er denne oversættelse markeret med en understregning. Denne oversættelse er så blevet registreret i ordlisten. Det oversatte sanskrit-ord kan findes ved at søge i den alfabetiske rækkefølge, som den understregne tekst eller ord er ordnet efter. Står der f.eks.: Du fremsiger muligvis formlen: Jeg er Gud korrekt, så skal I søge efter Jeg er Gud i ordlisten under j. Ordlisten skal udelukkende opfattes som en service for de læsere, der ønsker at kende de oprindelige sanskrit-ord, så de eventuelt kan fordybe sig i udvalgte begreber. Det er vigtigt at bemærke, at næsten alle sanskrit-ord har adskillige betydninger. Som hovedregel indeholder ordlisten kun de ord eller vendinger, som sanskrit-ordet er oversat til i den konkrete sammenhæng. Ord, der er anført i parentes, er mine tilføjelser. 2

3 Indholdsfortegnelse Forord Side 4 Kapitel 1 Den højeste Virkelighed Side 7 Kapitel 2 Fra sandhed til Sandhed Side 10 Kapitel 3 Den eneste Ene Side 14 Kapitel 4 Miraklernes mirakel Side 18 Kapitel 5 Den grundlæggende tro Side 21 Kapitel 6 Religion er direkte oplevelse Side 25 Kapitel 7 Vær jer selv Side 28 Kapitel 8 Trældom Side 31 Kapitel 9 Enhed med Den Ene Side 34 Kapitel 10 Yogierne Side 36 Kapitel 11 Værdierne i Veda erne Side 43 Kapitel 12 Værdierne i de senere skrifter Side 46 Kapitel 13 Avataren som guru Side 51 Kapitel 14 Dette og Det Side 58 Kapitel 15 Niveauer og trin Side 61 Kapitel 16 Mennesket og Gud Side 64 Kapitel 17 Farve og kaste Side 68 Kapitel 18 Aktivitet og handling Side 72 Kapitel 19 Bøn Side 76 Kapitel 20 Det oprindelige formål Side 80 Kapitel 21 Udforskning af det indre Side 87 Kapitel 22 Evige sandheder Side 94 Kapitel 23 Forskellige former for tilbedelse Side 105 Kapitel 24 Det Guddommelige legeme Side 112 Ordliste Side 117 3

4 Forord Kære søgende! Bhagavan har erklæret, at Han er den Guddommelige lærer, der skal lære os om Sandhed, Godhed og Skønhed. Gennem Sine vejledninger og gennem Sit eksempel, gennem Sine skrifter, foredrag, breve og samtaler har Han skænket hele menneskeheden den højeste visdom, og Han pålægger os alle at omsætte den til retskaffen levevis, indre fred og en altomfattende kærlighed. Da Ramakatha Rasa Vahini (Den liflige historie om Rama s herlighed), den enestående, autentiske og sødmefyldte beretning om Rama, var udkommet i sin fulde længde i Sanathana Sarathi (Den Tidløse Vognstyrer), velsignede Bhagavan læserne med en ny serie af artikler, som Han gav navnet: Den indiske kulturs åndelige kildevæld. Disse uvurderlige artikler omhandler de grundlæggende sandheder, der har næret og beskyttet den indiske kultur i årtusinder før den historiske tid begyndte. Da de var blevet publiceret, besluttede Bhagavan at fortsætte strømmen af oplysning og vejledning under et mere vidtfavnende og meningsfyldt navn: Sathya Sai Vahini. I denne bog har vi Ganges, der strømmer ud fra Herrens lotusfødder, dette kildevæld af Sai s Guddommelige Nåde. Denne bog indeholder derfor de to kildevæld, der her flyder som én strøm. Da Bhagavan påbegyndte denne række af artikler, skrev Han i tidsskriftet Sanathana Sarathi : Jeg er bevæget af tilskyndelsen til at afkøle konflikterne og stridighedernes hede og slukke den pinefulde tørst efter at lære jer selv at kende, som I er plaget af. Se, her kommer den Sathya Sai Vahini, hvor bølge følger bølge. Sanathana Sarathi formidler dette budskab fra Mig til jer. Med grænseløs medfølelse skænker denne Sathya Sai inkarnation af Den Almægtige millioner af mennesker i alle lande frihed fra sygdom, ulykke, fortvivlelse, afhængighed af narkotika, selvforherligelse og nihilisme. Han opmuntrer dem, der lider af tungsindighed på grund af selvforskyldt blindhed, og som derfor lever i mørke. Han opfordrer dem til at tænde kærlighedens lys for at se denne verden og visdommens lys for at erkende, hvad de selv er. Dette er en fristende og lokkende verden; en verden der er både sand og usand. Dens tilsyneladende mangfoldighed er en illusion, den er Én. Men den opleves som en mangfoldighed, fordi menneskets syn er uskarpt og mangelfuldt, siger Bhagavan. Denne bog, som Han har skænket os, kan sammenlignes med en lampe med to lyskilder. Herren Krishna fjernede den dunkle nedtrykthed, som plagede Arjuna s sind, netop i det øjeblik hvor pligten bød ham at opføre sig som den, han var en vidt berømt kriger der altid var parat til at kæmpe for retfærdigheden og mod de undertrykkende magter. Krishna helbredte Arjuna ved at minde ham om, at Den Guddommelige Gnist (Atma) var hans sande indre Virkelighed, og at Krishna var denne Guddommelige Gnist. Bhagavan erklærer, at vi også i høj grad er tilbøjelige til at blive fanget i vores egne kloge tankers fangarme og i det net, den dialektiske logik skaber. Nøglen til succes på den åndelige vej og hvad er livet værd, hvis det ikke helliges dette ædle mål udgøres af filosofisk analyse og udvikling af en høj moral. Begge disse discipliner når deres fuldbyrdelse i erkendelsen og oplevelsen af Den Guddommelige Gnist, der er kilden til og totaliteten af al energi og aktivitet. Som Arjuna var, er vi alle tilskyndet af frygt, tvivl og tilknytninger. Vi står alle tøvende ved korsvejen mellem dette og Den, mellem bølgen og Havet. Men eftersom vi er skabt af Ham, er vi miraklernes mirakel. Bhagavan erklærer: Det der ikke er at finde i mennesket, kan heller ikke findes uden for mennesket. Alt hvad der opleves i den ydre verden, er blot en genspejling af noget, der i virkeligheden er i menneskets indre verden. Den Guddommelige Gnist (Atma) er fri; den er renhed. Den er den fuldkomne fylde. Den er ubegrænset. Den er centrum i kroppen, men dens omkreds er hinsides det fjerneste fjerne. Mennesket er blevet udrustet med et højt udviklet intellekt, der kan erkende Den Guddommelige Gnist og stræbe efter at fylde ham med denne Gnist og opnå fuldbyrdelse. 4

5 Imidlertid er det meget få, der er menneske nok til at forsøge at finde ud af, hvorfor de er her, hvorfra de er kommet, og hvor de drager hen herfra. De bevæget sig omkring med deres midlertidige navne, idet de er lukket inde i kortvarige og evigt foranderlige legemer. Så Bhagavan taler til os og siger: Lyt! Børn af udødeligheden! Lyt til budskabet fra de vismænd, der havde åbenbaringen af Purushothama, Den Første, Den Oprindelige, der lever hinsides illusionen og vildfarelsens verden. Oh menneske! Jeres væsen er den evige fylde. I er i sandhed Gud, der færdes på Jorden. Findes der en større synd end at kalde jer selv for syndere? I nedværdiger jer selv, når I accepterer denne betegnelse. Vågn op! Gør jer fri af den ydmygende følelse, at I er hjælpeløse får. Lad være med at lade jer vildlede; lad være med at tro på dette. I er Den Guddommelige Gnist (Atma). I er dråber af udødelighedens nektar, udødelighedens Sandhed, Skønhed og Godhed. I har hverken en begyndelse eller en afslutning. Alle materielle ting er jeres slaver, I er ikke deres slave, som I nu bilder jer ind. Bhagavan erklærer: Gennem uophørlig udøvelse af sandhed (sathya), rigtig handling (dharma) og sjælsstyrke skal Det Guddommelige, der dvæler i det enkelte individ, manifestere Sig i dagligdagen og transformere det til den sande kærligheds fryd. Lær den højeste Virkelighed at kende. Indånd den, tag bad i den, lev i den, så bliver Den alt, hvad I er, og I bliver alt, hvad Den er. En materiel genstand er ikke i stand til at udtrykke sig selv. En materiel genstands manifestation er fuldstændig afhængig af den individualiserede Sjæls evne til oplevelse og erkendelse. De materielle genstandes relative verden er afhængig af den individualiserede Sjæls relative bevidsthed. Når man yderligere studerer genstandene nøje og erkender mangfoldighedens sande Grundlag, når man frem til, at Brahman, Den Højeste Sjæl, er det logisk nødvendige oprindelige Princip. Senere når man har fremelsket sansekontrol, sindets renhed, koncentration og indre stilhed, så sker der det, at det der tidligere var en logisk nødvendighed, nu for den rene og helliggjorte bevidsthed fremtræder som en positiv, permanent og upersonlig Vilje. Alt dette erkendes da som denne viljes manifestation. I umiskendelige vendinger åbenbarer Sathya Sai Vahini for os, at Selvet i mennesket er ingen anden end Det Højeste Selv, Gud. Vi får at vide, at dette ikke blot er sandt med hensyn til mennesker, men at det gælder alle eksistenser overalt og hvor som helst! Dette kildevæld siger: Vilje skaber denne uvirkelige mangfoldighed i Kosmos på basis af Den Ene, som Han er. Han kan med den selvsamme Vilje bringe dette fænomen til ophør. Bhagavan erklærer: Væren, Gud, er Grundlaget for hele tilværelsen, og tilværelsen bliver igen forenet med Væren. Dette er den evige leg. Som Bhagavan skriver: Det højeste mål for al uddannelse og vejledning er at hjælpe folk med at blive bevidste om Det Universelt Iboende Upersonlige Væsen. I Sin rolle som lærernes Lærer hjælper og vejleder Sathya Sai os til at kunne møde den højeste form for udfordring, Sjælen kan blive udsat for. Åndeligt søgende der har begivet sig ud på denne pilgrimsrejse, finder i Ham en medfølende vejleder og beskytter, for Han er legemliggørelsen af selve den Vilje, der skrev og planlagde dette skuespil. Bhagavan fører os gennem dette kildevælds frodige enge. Han holder os i hånden, Han tilskynder os til at beundre, værdsætte og elske de seere og vismænd fra mange lande, der banede vejen ind i dette område. Det var disse seere og vismænd, der fastsatte de regler og bud samt forberedende øvelser og metoder, der jævner vejen for os, og som hjælper os til hurtigt at opnå erkendelse af sandheden (sathya). Han skriver om Veda erne og de senere åndelige tekster. Han skriver om de former for tilbedelse af Gud, der loyalt er blevet godkendt og anvendt i mange århundreder. Han skriver om de leveregler, der er blevet fastsat for menneskelivets fire stadier og om menneskets umiskendelige og medfødte karaktertræk, som er: De opløftende rene og gode kvaliteter (sathwa guna), de horisontalt ekspanderende lidenskabens og hvileløshedens kvaliteter (rajo guna) samt sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter (tamo guna), der føre mennesket ned i dybet. Han kaster lys over karma s rolle og dens konsekvenser. 5

6 Ganske som et skrøbeligt skib der er fanget af en storm ude på havet, arbejder mennesket sig op ad en kæmpestor bølge og når op til bølgens top, hvor skummet fyger. Det næste øjeblik bliver han kastet ned i en bølgedal for derefter igen at stige op på en bølgetop. Denne fremgang og den følgende tilbagegang er begge konsekvenser af hans egne handlinger. De designer paladset og fængslet for mennesket. Sorg og glæde er genlyden, genspejlingen og reaktionen af ens egne handlinger. Den individualiserede Sjæl kan undslippe dem begge ved at fremelske en holdning som et vidne og ved at undlade at knytte sig til de handlinger, han er nødt til at udføre. Bhagavan skriver, at yoga er den udviklingsproces, hvor Selvet og Paramatma bliver forenede. Og Han forklarer detaljeret om kærlighedens vej, om uselviske handlinger, om at opnå herredømme over sindet og om bevidsthedens renselse og helliggørelse. Bhagavan analyserer individet og samfundets rettigheder og pligter, og Han viser os, at de har det samme fælles formål: Åndelig fuldbyrdelse. Kort sagt er denne Sathya Sai Vahini Gita en (Bhagavad Gita en, Herrens sang). Denne Gita har I fået skænket af den Person, der som Den Tidløse Vognstyrer er ivrig efter og parat til at holde tøjlerne til sanserne, sindet, bevidstheden, egoet og intellektet og derved føre jer sikkert til Prasanthi Nilayam, Den Højeste Freds Bolig, hele menneskehedens mål. Måtte vi alle blive velsignet af Hans Kærlighed og Nåde. N. Kasturi 6

7 Kapitel 1 Den højeste Virkelighed 1.1. Formålet og meningen med livet er at erkende og opnå Det Højeste. Ved Det Højeste menes Den Guddommelige Gnist (Atma). Alle de der er vokset op bharathiya ernes (indernes) kultur, ved, at Den Guddommelige Gnist er alle vegne. Men når de bliver spurgt, hvordan de har fået denne viden, så er der nogle, der hævder, at Veda erne har lært dem det. Andre nævner Sastra erne, og andre stoler på de store vismænds vidnesbyrd. De konklusioner den enkelte drager, og den måde han påviser disse konklusioners rigtighed, afhænger helt af den enkeltes intellektuelle formåen. Mange store og berømte mennesker har anvendt deres intelligens til at opdage Den Allestedsnærværende Guddommelige Gnist, og det er lykkedes dem at erkende og opleve dette Guddommelige Princip. I dette land, Bharatha, kan man se resultaterne af en helhjertet stræben i form af en succesfuld virkeliggørelse af de mål, præster, skriftkloge, åndelige aspiranter og asketer satte sig. Blandt millioner af mennesker finder vi imidlertid kun nogle få, der har været i stand til at erkende og opleve Den Universelle Guddommelige Gnist Ingen andre levende væsener er blevet udstyret med en så høj intelligens og en så udviklet skelneevne, der begge har til formål at sætte ham i stand til at virkeliggøre Den Guddommelige Gnist (Atma). Det er grunden til, at mennesket hyldes som værende kronen på skabelsen. Det er grunden til, at Sastra erne bekendtgør, at chancen for at blive født som menneske er en sjælden god skæbne. Mennesket har de nødvendige kvalifikationer til at søge skabelsens årsag. I sig har han tilskyndelsen og evnen. Han anvender det skabte univers til at skabe fred, velstand og sikkerhed. Han anvender kræfterne og de materielle genstande i naturen til at fremme sin lykke og glæde. Denne adfærd godkendes af Veda erne For millioner af mennesker er Veda erne den autoritative kilde. Veda erne er selveste Guds tale. Hinduerne tror på, at Veda erne ikke har nogen begyndelse og ikke har nogen afslutning. Gud taler til mennesket. De er ikke bøger, der er skrevet af forfattere. De er åbenbaringer, som Gud har skænket mange åndeligt søgende, og de viser, hvorledes man når Det Højeste Mål. De eksisterede, før de blev åbenbaret som sande og anerkendte veje; de vil fortsætte med at være sande og anerkendte, selv om mennesket glemmer vejen. De er ikke opstået i en bestemt tidsperiode, og de vil ikke gå til grunde på noget tidspunkt. Den rigtig handling (dharma), som Veda erne tillader os at få et glimt af, er også uden begyndelse og uden nogen afslutning. For den knytter sig til Det Højeste Mål Selvfølgelig kan der være nogle få, der argumenterer, at skønt den rigtig handling (dharma) der knytter sig til Det Højeste Mål, ikke har nogen afslutning, så må den helt sikkert have haft en begyndelse. Veda erne erklærer, at den cyklus der udgøres af skabelsens opbygning og nedbrydning, ikke har et punkt, hvor den begynder, og ikke har noget punkt, hvor den slutter. Den er en uafbrudt proces. Og der er ingen forandring i mængden af kosmisk energi. Den hverken forøges eller formindskes. Den er altid den samme, og den er til evig tid grundfæstet i sig selv. Det skabte og Skaberen er som to parallelle linjer, hvis begyndelse er ukendt, og hvis afslutning er ubegribelig. I al evighed holder de den samme afstand til hinanden. Skønt Gud altid udøver aktivitet, så kan menneskets intellekt ikke fatte Hans vilje og almagt Ifølge bharathiya erne (arvtagerne til den indiske kultur) er Det Højeste uden nogen grænser. Det spreder Sig til det fjerneste fjerne, og Det kan frit bevæge Sig i dette uendelige rum. Lang tid før den historiske periode blev dette fastslået i klare vendinger. Studiet og udbredelsen af læren vedrørende Det Højeste blev med tiden udsat for alvorlige tilbageslag. Men den har med succes modstået hvert af disse tilbageslag, og i dag fremtræder denne lære fuld af liv og klarhed. Det er beviset på denne åbenbarings indre styrke. Den begrebsverden 7

8 som var en del af bharathiya ernes kultur, søgte man i jødedommen, kristendommen og Zarathustra s lære at indordne i disse religioners forestillinger om Det Højeste Mål. Bharathiya ernes kultur accepterede dog ikke en status som fremmed i sit eget fødested. Tværtimod så hjalp den disse religioner med at afklare deres egne forestillinger om Det Højeste. Den fremhævede enheden i de forskellige opfattelser og skabte en hjertelig og venskabelig atmosfære baseret på denne mangel på grundlæggende forskelle. Medens den flod af viden om Det Højeste Mål som bharathiya erne havde opdaget, blev ved med at strømme, så forblev de andre religioners forestillinger som små søer ved dens bredder I selve Bharatha skød der mange sekter frem. De skød som svampe frem fra den centrale trosretning. Disse sekter forsøgte at udrydde eller tage livet af hinduernes grundlæggende lære om Virkeligheden, Det Højeste. Men ganske som et kraftigt jordskælv får havet til at trække sig tilbage fra kysten for igen lidt efter med en tusindfold kraft at vende tilbage til den kyst, det så ud til at have forladt, således vendte bharathiya ernes visdomsflod tilbage. Den opnåede igen sin oprindelige herlighed, da den hævede sig over historiens forvirring og konflikter. Da uroen og forvirringen havde lagt sig, blev de forskellige sekter, der havde afledt og forstyrret menneskenes sind, tiltrukket af den. Bharathiya ernes visdomsflod tog dem tilbage og gjorde dem til en del af sin egen omfattende lære. Princippet om Den Guddommelige Gnist (Atma), som bharathiya erne vedkender sig, er altomfattende, altåbenbarende, altforklarende og almægtig At udvikle tro på Den Guddommelige Gnists (Atma s) princip og at elske det oprigtigt, det er ægte tilbedelse. Den Guddommelige Gnist er menneskets eneste og sande elskede. I skal føle, at den er mere elskelig end noget andet objekt, der er at finde her eller hisset. Det er den sande, den ægte tilbedelse, som mennesket kan yde Gud. Det er, hvad Veda erne lærer mennesket. Veda ernes lære går ikke ud på, at man skal acceptere en masse forfærdelige strenge regler og restriktioner. De viser os ikke et fængsel, hvor mennesket er spærret inde bag tremmer, der består af årsag og virkning. Veda erne lærer os, at der er En, der er herskeren bag alle disse regler og restriktioner, En, der er den inderste kerne i hvert eneste objekt, i hver eneste enhed af energi, i hver eneste lille partikel eller atom, og at de fem elementer: Æter, luft, ild, vand og jord udelukkende følger denne Enes bud. Elsk Ham, forgud Ham, tilbed Ham erklærer Veda erne. Det er den storslåede kærlighedsfilosofi, som bliver uddybet detaljeret i Veda erne Den største hemmelighed er, at mennesket skal leve i verden, hvor han er blevet født, som lotusblomstens blade. Skønt de er født i vand, så flyder de på det uden at blive påvirket af det og uden at blive våde. Selvfølgelig er det godt at elske og tilbede Gud, fordi man ønsker at opnå et eller andet værdifuldt i dette liv eller senere, men eftersom der ikke findes noget, der er mere værdifuldt end Gud, så råder Veda erne mennesket til at elske Gud uden at have det mindste ønske i tankerne. Fyld jeres liv med kærlighed (prema), fordi I er nødt til at udtrykke denne kærlighed og gør det for kærlighedens egen skyld. Eftersom at alt hvad Han kan give jer, er mindre end Ham selv, så elsk Gud. Elsk Ham alene, elsk Ham uden at have andre ønsker eller begær Det er bharathiya ernes højeste lære. Som det bliver skildret i Mahabharatha en, er Dharmaraja, den ældste af Pandava-brødrene, et ideal med hensyn til denne form for kærlighed til Gud. Han mistede sit umådelige store rige, der blandt andet omfattede hele Indien, til sine fjender. Han var derfor nødt til at leve i huler i Himalaya-bjergene med sin hustru Droupadi. En dag spurgte hun ham: Herre! Du er uden tvivl den fremmeste blandt alle dem, der urokkeligt følger rigtig handlings (dharma s) vej. Hvordan er det så muligt, at en sådan forfærdelig ulykke kunne overgå dig? Hun var overmandet af sorg Dharmaraja svarede: Droupadi! Du må ikke sørge. Se på disse Himalaya-bjerge. Hvor er de storslåede og pragtfulde! Hvor er de prægtige! Hvor er de smukke! Hvor er de mageløse! De er et så pragtfuldt og storslået fænomen, at jeg elsker dem grænseløst. De vil ikke direkte 8

9 kunne give mig noget, men det er min natur at elske det smukke, det mageløse. Så derfor lever og bor jeg her i kærlighed. Det er det, der er meningen med og betydningen af at have kærlighed til Gud Gud er den eneste entitet, der er værd at elske. Det er den sandhed, bharathiya ernes tusindårige søgen har afsløret. Det er grunden til, at jeg elsker Ham. Jeg ønsker ikke, at Han skænker mig nogen særlig fordel. Jeg vil ikke bede om nogen særlig gunst. Lad Ham blot sætte mig, hvor det end måtte behage Ham. Den højeste belønning for min kærlighed er Hans kærlighed (prema). Droupadi! Min kærlighed er ikke som en vare, man kan købe på et marked. Dharmaraja forstod, at kærlighed er en Guddommelig kvalitet, og at den skal behandles som sådan. Han lærte Droupadi, at de der altid lever i bevidstheden om Den Guddommelige Gnist (Atma), besidder denne spontane kærlighed Den kærlighed (prema) der har Den Guddommelige Gnist (Atma) som sit grundlag, er ren og ophøjet. Men da mennesket er bundet af forskellige former for pseudoformer for kærlighed, tror han, at han blot er et individ, der er isoleret og individualiseret, og han berøver sig selv muligheden for at leve i den Guddommelige kærligheds fylde og storhed. Derfor skal mennesket vinde Guds Nåde. Når han har sikret sig denne Nåde, så vil den individualiserede Sjæl blive befriet for identifikationen med kroppen, og den kan identificere sig med Den Guddommelige Gnist. Denne fuldbyrdelse bliver i Veda erne omtalt som frigørelse fra bindinger eller befrielse. For at gøre det muligt at kæmpe mod de tilbøjeligheder, som skabes af denne falske identifikation med kroppen og for at vinde Guds Nåde, der tilsammen er den eneste mulighed for at vinde kampen, er der blevet foreskrevet forskellige åndelige øvelser. De omfatter filosofisk udforskning og sansekontrol, såvel som andre discipliner af de seksfoldige åndelige øvelser. Udøvelsen af disse åndelige øvelser vil sikre, at bevidstheden bliver renset og helliggjort. Så vil den blive som et rent spejl, der kan give et sandt spejlbillede. Da vil Den Guddommelige Gnist klart komme til syne. I bestræbelsen på at opnå den højeste visdom er det at rense og helliggøre bevidstheden kongevejen. Dette er let at opnå for den, der besidder et rent hjerte. Det er den centrale sandhed i den indiske kulturs stræben efter at nå Den Højeste Sandhed (sathya). Det er selve denne læres livsånde Det ligger ikke til bharathiya erne at spilde tiden med at diskutere og forfægte forskellige trosretninger. De føler ingen glæde ved at finde tomme østersskaller, der er smidt på stranden. De søger at få fat i perlerne, der ligger på havets bund. De dykker med glæde ned i havets dyb, og modigt og tappert søger de der efter perler. Veda erne viser dem det ideal, de skal følge, og vejen der fører til fuldbyrdelse. Idealet er erkendelsen og oplevelsen af Den Højeste Sandhed (sathya), der ligger hinsides den viden, som menneskets sanser er i stand til at opnå. Veda erne minder mennesket om, at den ikke-fysiske Guddommelige Gnist (Atma) er at finde i menneskets fysiske form, at legemliggørelsen af sandhed (sathya) er Paramatma. Alene dette er virkeligt og varigt, resten er flygtigt og kortvarigt Veda erne tog udelukkende form for at bevise og understrege Guds eksistens. De hinduistiske yogier, de der har nået de åndelige øvelsers højeste mål, har alle rejst langs den vediske vej, og de har udført deres udforskninger i henhold til den vediske lære. Sastra erne indeholder autentiske beretninger om deres oplevelser og erfaringer, og om den lyksalighed de opnåede. I Sastra erne og i Upanishad erne hævder de: Vi oplevede den Guddommelige bevidsthed. En hindu stræber ikke efter at nedgøre et dogme eller en teori gennem diskussion. Tværtimod vil han søge at afprøve dette dogme eller denne teori i praksis. Deres mål er ikke blot en tom tro. Målet er den opnåede tilstand; den åndelige visdom der vindes. Bharathiya ernes mål med livet er at opnå fuldbyrdelse ved hjælp af en uafbrudt udøvelse af åndelige øvelser. Der er tale om en fuldbyrdelse, der er et resultat af erkendelsen og oplevelsen af ens egen Guddommelighed. Opnåelse af denne fuldbyrdelse sker gennem forening med Gud. Det er den største sejr for en hindu, en bharathiya. 9

10 Kapitel 2 Fra sandhed til Sandhed 2.1. Mange vil måske stille spørgsmål, og der vil blive udtrykt tvivl vedrørende en persons tilstand, efter han har opnået fuldbyrdelse; bevidsthedens fuldbyrdelse. Hans liv vil være gennemtrængt af den højeste form for lyksalighed, og han vil med alt og alle opleve enhed i tanke, følelse og viden. Han vil befinde sig i en tilstand af ekstase; han vil være fordybet i Den Eneste Ene, Det Guddommelige Princip, for alene Det kan skænke glæde i livet. Dette, og kun dette, er ægte glæde. Gud er legemliggørelsen af den evigt, uudtømmelige glæde. De der er loyale over for bharathiya ernes kultur, og det uanset hvilken sekt eller trosretning de gør fordring på at tilhøre, accepterer grundsætningen om, at: Gud er den mest ophøjede kilde til glæde. Denne konklusion accepterer de som værende den kæreste og mest glædelige Fuldstændighed indebærer, at noget er komplet og udelt. At noget er udelt indebærer, at der udelukkende er den Ene og ikke to eller tre. I en sådan situation, i denne Enhed, kan der ikke være noget ståsted for det enkelte individ. Når en individualiseret Sjæl, det særskilte og individuelle Selv, har opnået fuldkommenhed og fuldstændighed, er der ingen mulighed for, at han vender tilbage til den objektive verdens bevidsthed. Der er måske mange, der har tvivl i den forbindelse Den slags ideer er dog forkerte. Når den individualiserede Sjæl bliver fast forankret i helheden, det hele, så mister han enhver idé om forskelle, og han lever til stadighed i helhedens bevidsthed, denne Enhed der omfatter mangfoldigheden. Han vil da erkende, at den enkeltes Virkelighed er alles Virkelighed, og at denne Virkelighed er Den Ene, Udelelige Guddommelige Gnist (Atma). Han vil da opleve, at der dybest set ikke er forskel på de enkelte individer Det Guddommelige som han oplever som værende kernen i alt og alle, erkender han nu som Det Guddommelige, som han selv er. Og derfor vil han være mere opfyldt af den fuldkomne lyksalighed end nogensinde tidligere. Hvordan skulle han så kunne opleve adskilthed? Nej, det kan han ikke. Denne lyksaligheds stråler oplyser alle områder. Vismændene og de store helgener blev bevidste om denne lyksalighed. I et let forståeligt sprog kommunikerede de denne oplevelse til verden. Man fortæller om Månen i det fjerne ved at pege i den retning, hvor den er at finde! På tilsvarende vis gjorde de det muligt for menneskene, afhængigt af den bevidsthedstilstand disse befandt sig i, at opleve den sandhed (sathya), der er hinsides sindets og talens rækkevidde. Deres lære var ikke blot enkel og let forståelig, men den var desuden varieret, for at den skulle kunne virke opløftende på mennesker med forskellige forståelsesmæssige bevæggrunde Et lille eksempel. Mennesket føler sig lykkeligt, når han oplever, at dette lille legeme er hans eget. Er I enige? Når han så oplever, at der er to legemer, der tilhører ham, burde han så ikke blive dobbelt så lykkelig? Og når han opdager, at han har flere og flere legemer, sker der en tilsvarende vækst i hans følelse af lykke. Når han oplever, at hele verden er som ét legeme, og når han bliver forenet med Den Universelle Bevidsthed, vil han opleve den fuldkomne lyksalighed. For at kunne opnå denne mangeartede form for bevidsthed, skal det begrænsede, egocentriske fængsels mure rives ned. Når jeg et identificerer sig med den individualiserede Sjæl eller Den Guddommelige Gnist (Atma), så vil der ikke længere være nogen død. Når jeg et identificerer og forener sig med Enhedens lyksalighed, vil der ikke længere være nogen sorg. Når jeg et forener sig med den åndelige visdom, vil det ikke længere være muligt at begå fejl. Den materielle verdens idé om individualitet er en vildfarelse, en illusion. Denne krop der skaber denne opfattelse, er blot en dråbe under evig udvikling fra et bundløst ocean. Det andet væsen i jer er gjort af et andet stof. Det er Selvet. Og når jeres jeg forener sig med Selvet, forsvinder vildfarelsen, for da vælder visdommen frem i et nu. Denne åndelige visdom er 10

11 vildfarelsens modsætning. Når menneskets mentale evner med tiden modnes, så vil alle filosofiske skoler uden tvivl nå frem til denne konklusion Det er træets frugter, der får os til at værdsætte det. Lad os som eksempel se på tilbedelse af symboler på Det Guddommelige. Alle etikere, metafysikere, gudhengivne samt de mest retskafne mennesker fra alle dele af verden er alle enige om, at tilbedelse af symboler og afbildninger af Det Guddommelige er meget gavnligt. Så længe der stadig er tilknytning til den materielle krop og forskellige besiddelser, er det nødvendigt at tilbede et materielt symbol. Denne tilbedelse er jo blot et middel, men mange fordømmer den og afviser den som overtro. Men det er ikke korrekt. Det er ikke den rette indstilling. En sådan holdning er blot et udtryk for tåbelighed Er det ikke sandt, at det er overtro at tro, man er denne krop? Kan kroppen holde for evigt? Er det ikke en dukke med hud, der har ni huller? Er det ikke en dukke, i hvilken livet er udsat for så mange farer, at selv et nys kan få dukken til at falde sammen? Bør vi ikke karakterisere det liv, folk lever, idet de tror, at verden er sand, som værende overtro? Er det ikke også udtryk for tåbelighed, at folk der har magt eller store rigdomme, tror, at de er noget særligt? Men handlinger der udføres på grundlag af en tro på Den Guddommelige Gnist (Atma), Den Indre Virkelighed, kan ikke kaldes for overtroiske eller tåbelige. Hvis man er i stand til at begrunde sine meninger, så er alle tilfredse, men at påstå at alt det, man ikke bryder sig om, er overtro, det er et tegn på vanvid, tåbelighed eller egoisme Medmindre I mediterer på en form, vil I finde det umuligt at elske eller forgude Gud. Det er lige så essentielt som åndedrættet er for livet. Det er et nødvendigt trin på livets vej. I er nødt til at acceptere det som sådan. Barndommen er alderdommens fader. Kan alderdommen fordømme barndommen eller teenageårene som værende til skade? For at kunne opleve Det Guddommelige Princip er og har det at tilbede symboler været til stor hjælp for mange. Hvordan kan åndelige aspiranter og de, der udøver åndelige discipliner, så fordømme tilbedelse af symboler, efter at de selv har gennemlevet denne fase, og selv har haft gavn af den? Det vil i sandhed være meget forkert og helt upassende Bharathiya ernes udvikling mod Den Højeste Virkelighed er ikke en udvikling fra usandhed til sandhed. Det er en udvikling, der går fra sandhed til sandhed (sathya); fra den ufuldendte sandhed til den fuldendte sandhed, fra den delvise sandhed til den fulde sandhed. For hvad er åndelige øvelser egentlig? Enhver bestræbelse der gøres af mennesker, er en åndelig øvelse. Det gælder mennesker, som de der bor i de fjerne skovområder, det gælder for de naive stammekulturer, der tilbeder Det Guddommeliges mere grove former, og det gælder de højt udviklede åndeligt søgende, der tilbeder Den Absolutte, Den Fuldkomne. Enhver bestræbelse vil bringe mennesket et skridt fremad i denne proces En individualiseret Sjæl kan sammenlignes med en fugl. Ved at flyve længere og højere kan den flyve højt op i himlen. Til sidst vil den nå til et stadie, hvor den er i stand til at flyve helt op til Solens strålende sfære Naturens grundlæggende sandhed (sathya) er enheden i mangfoldigheden; det er nøglen til forståelsen af naturen. Bharathiya erne forstod og erkendte denne sandhed, og de holdt fast i denne nøgle. Folk i andre lande måtte stille sig tilfredse med, at der blev fastsat visse trosretninger, som de blev tvunget til at tro på. Man forlangte, at folk skulle tro på disse trosretninger, og at de efterlevede de regler og forordninger, der opstod fra dem. Det svarer til, at befolkningen kun kunne vælge én bestemt frakke; de ville altså være nødt til at iføre sig den samme slags frakke. Der var ikke noget alternativ for de mennesker, der ikke kunne passe den fastsatte størrelse. De var nødt til at leve uden en frakke til at beskytte dem mod livets kolde vinde. 11

12 2.12. Bharathiya erne havde en helt anden indstilling. Her sørgede man for at tilbyde forskellige navne og former, der nøje modsvarede de enkelte menneskers forskelle og variationer i følelser, tanker, vilje og aktivitetsområde. Her udviklede man forskellige former for tilbedelse og hengivenhed, der var i harmoni med aspiranterne og de gudhengivnes forskellige følelsesmæssige og intellektuelle forudsætninger. Selvfølgelig var der nogle få, der ikke havde behov for nogen specielle hensyn eller for nogen særlig behandling. Men der var mange, der benyttede sig af disse muligheder, og som derfor gjorde fremskridt på vejen mod åndelig visdom og befrielse Det er dog vigtigt at forstå, at det aldrig blev bestemt, at bharathiya ens åndelige bestræbelser skal omfatte tilbedelse af symboler, eller at han er nødt til at gennemgå et sådant trin på sin udviklingsvej. Men der er en kendsgerning, som I altid skal huske på, og det er, at bharathiya erne måske nok har tilknytning til deres kroppe, at de måske nok er knyttet til ønsket om at bevare og udvikle deres levestandard, men de vil aldrig længes efter at skære halsen over på andre. Bharathiya en, der er fanatisk med hensyn til sin religion, vil hellere brænde sig selv op i flammer på et bål, han selv har bygget, end at han fuld af had vil kaste dem, der ikke accepterer og ærer hans religion, levende på dette bål. Bharathiya ernes åndelige lære siger, at det ikke er muligt at tilintetgøre Den Guddommelige Gnist (Atma). Den Guddommelige Gnist er Den Ene, den evige sandhed (sathya) For bharathiya ernes religion støttede troen på, at Selvet i mennesket er selveste Oversjælen eller Gud. Bharathiya ernes religion leder mænd og kvinder ud på en lang rejse. Rejsen går ad forskelligartede veje, og de rejsende bliver konfronteret med og kontrolleret af forskellige omstændigheder. På denne rejse opmuntrer og hjælper forskellige former for tro dem til en større indre forståelse på deres vej frem mod gudsbevidsthedens stråleglans eller Den Guddommelige Bevidsthed. Skønt udøvelsen og ritualerne på overfladen synes at være grov og primitiv, så står de ikke i modsætning til Den Ultimative Sandhed (sathya). De tilsyneladende modsigelser skal udlægges og fortolkes som tilfælde, der er behov for, for at kunne inspirere folk med forskellig intelligens, moral, økonomi og social baggrund. For eksempel har lyset, der stråler gennem et lille stykke farvet glas, den samme oprindelse som et større og klarere lys. Lysets omfang og klarhed afhænger udelukkende af det medium, det skinner igennem. Kilden til alt lys er Den Ene Sandhed, Altings Kilde, Altings Grundlag, Altings Mål, Virkeligheden i alt og alle og det centrale i alt og alle. Det Højeste Selv, Gud, er til stede i alle væsener, ganske som tråden i rosenkransen er til stede i alle perlerne. Bharatha s budskab er, at Gud er til stede i alle skabninger, i alle væsener hvor som helst og alle vegne! Undersøg omhyggeligt alle tekster og hellige skrifter, der beskæftiger sig med indisk kultur og traditioner. Find ud af, om nogle af dem nævner, at befrielse eller Den Højeste Realisation kun er tilgængelig for de mennesker, der er bharathiya er og ikke for andre. Kan I fremlægge så meget som en enkelt erklæring, der nævner dette? Det kan med bestemthed hævdes, at I ikke vil kunne finde en sådan erklæring. Bharathiya ernes åndelige lære har et grænseløst omfang og enormt høje idealer. Den er som en omfangsrig flod, der flyder af sted uden at den svækkes eller formindskes; den flyder stille og roligt mod Den Guddommelige Nådes Hav. Rejsen går direkte mod Målet; rejsen følger den kongelige vej mod Det Højeste Mål Endnu en ting: Kilden til alle åndelige principper der bliver anerkendt og æret af bharathiya erne, er Gud. Han er den ene støttende søjle. Derfor har bharathiya erne ikke brug for nogen anden støtte til deres tro. Bharathiya ernes åndelige lære er selve fundamentet for alle andre trosretninger. Bharathiya ernes åndelige lære er højdepunktet. Den har opnået sejr over mange modarbejdende trosretninger, idet den har konfronteret dem med mange velbegrundede og fornuftige argumenter og teorier. Bortset fra deres egen så har bharathiya erne ikke noget behov for at følge nogen religion eller åndelig praksis. For ingen steder kan de finde en åndelig praksis eller sandhed, der ikke eksisterer i deres egen lære. 12

13 Andre trosretninger har blot tilsluttet sig et eller flere af dens principper og tilbudt dem til sine tilhængere som idealer, de skulle godkende Det I skal blive klar over, er følgende: Bharathiya ernes tekster om det åndelige er de ældste i hele verden. De rummer de tidligste studier og opdagelser af Den Guddommelige Gnist (Atma) og af den personlige og upersonlige Gud. Teksterne omfatter individuelle og sociale leveregler, der er baseret på disse åbenbaringer og opdagelser. Ikke i noget andet land, ikke blandt noget andet folk, har en sådan ældgammel lære set dagens lys. Måske findes der nogle vage forestillinger eller korte glimt, men de fortjener ikke at kaldes for en åndelig tekst eller åndelig litteratur. Den vediske litteratur skildrer ikke blot vismænd og åndelige aspiranters åndelige undersøgelser og deres resultater, men også den måde de tænkte på, deres længsler og stræben og deres kamp mod de verdslige problemer. 13

14 Kapitel 3 Den eneste Ene 3.1. Den allerførste beretning vi støder på i den historiske udvikling af det åndelige liv i Indien, omhandler og skildrer den fryd og glæde, der er en følge af tilværelsens medrivende forunderlighed. Dette bliver udtrykt i de hymner, vi finder i Rig Veda en, de tidligste åbenbaringer om bharathiya ernes måde at tænke på. Alle disse hymner beskæftiger sig med Guderne eller de strålende væsener. Der findes mange af disse Guder, Indra, Varuna, Mitra, Parjanya er navnene på nogle få af dem. En efter en møder vi dem i disse hymner. Blandt disse er Indra, med tordenkilen som sit våben, lederen. Han er den mægtige Gud, der får det til at regne på Jorden. Indra hedder dette, fordi han er herre over menneskets sanser (indriyas). Det vil sige, at han er sindet, der kontrollerer sanserne. Han er også kendt som Puruhutha. Puru betyder ofte, og hutha betyder inviteret. Hele navnet betyder Guden der oftest bliver påkaldt. Sindet der bliver identificeret med sanserne, eftersom det er herre over dem, bliver også tilbedt i Veda erne som Rudra. Sindet kontakter den objektive verden og oplever den gennem de fem sanser. Dette aspekt af sindet er Indra-aspektet. Det har også en anden evne. Det kan blive herre over sanserne og blive bevidst om den universelle indre sandhed (sathya) i den mangfoldighed, der kaldes den objektive verden. Dette aspekt af sindet betegnes som Rudra. Det er årsagen til, at Veda erne siger, at Indra og Rudra er én og den samme, men med to navne Angående de andre Guder så er det også muligt at anføre mange lignende beskrivelser. Men i den sidste ende fører alle beskrivelser til den samme konklusion. I første omgang tilbeder hymnerne disse Guder som værende Guder, der præsiderer over en eller anden funktion. Senere bliver de forvandlet til forskellige navne og former af Den Ene Gud, der har alle verdenerne i Sig, der er Vidnet, der bebor alle hjerter, og som er hele skabelsens Herre. Efterhånden bliver alle andre betydninger og reaktioner udeladt og fortiet, fordi de ikke har nogen betydning. For eksempel bliver et element af frygt forbundet med Guden Varuna. Frygten spirer frem og spredes i nogle af hymnerne, men snart undertvinger de ædle søgeres visdom frygten. Mange hymner er bønner til Varuna fra folk, der er bange for at blive straffet af ham for deres synder. Men forestillingen om en rædselsvækkende, straffende Gud kan ikke trives og gro i Indiens jord. Det samme er tilfældet med disse mange Guder med deres forskellige væsener. I Indiens kulturelle og åndelige liv holdt man sig til den ene Gud eller Easwara Nu fulgte: Gud er udelukkende én! Læresætningen om at der udelukkende kan være Én og ikke mange, har været gyldig i Indien siden tidernes morgen. Selv i den ældgamle vediske og samhitha ske litteratur er denne tro allerede indlysende som noget, man har troet på i meget lang tid Men forestillingen om en personlig Gud forekom dette lands tænkere og udøvere af åndelige discipliner at være ganske primitiv og udtryk for en ufuldkommen åndelig udvikling. Denne forestilling tilfredsstillede ikke deres højeste stræben. Denne holdning der findes i vismænds åbenbaringer, er ikke blevet forstået eller værdsat af lærde og forskere fra andre lande, der har studeret og kommenteret Veda erne og de dertil knyttede tekster. De dvæler stadig ved den tidligere tro på mange Guder eller ved den senere tro på en personlig Gud. Den form for uvidenhed får en hindu til at trække på smilebåndet Sandt at sige er det sådan, at selv de der fra barnsben har lært at tro på en Gud udstyret med kvaliteter, en Gud der har et bestemt navn og en bestemt form, senere må hæve sig op på et højere stadie og blive bevidst om Den Ene, der bliver omtalt som den, der har mange navne og mange former. De åndelige øvelser er rettet mod at virkeliggøre denne sandhed. 14

15 3.6. Den Ene i Ham alene er al denne omskiftelighed, hele dette foranderlige Kosmos, grundfæstet. Han er enhver bevidstheds vejleder og beskytter. Dog beskriver alle disse forestillinger kun en meget, meget lille del af Ham. Folk fra vesten mente, at menneskets intelligens kunne sikre, at denne udfordring blev en succes. Men dette lands åndeligt søgende udviste et heltemod, der var umåleligt og uden nogen grænser. Det er en kendsgerning, man er nødt til at acceptere. Vestens filosoffer, der er berømt for deres dristige udforskning af åndens verden, har kun udvist en lille gnist af dette heltemod. De er forbløffet over de teoretiske og erfaringsmæssige højder, som Indiens viise opnåede. Professor Max Mueller har på smukkeste vis udtrykt denne følelse og undren: De indiske åndeligt søgende udforskede uforfærdet et hvilket som helst område, som deres positive og årsagssøgende udforskning førte dem frem til. De tøvede aldrig med at kassere, hvad som helst de følte var en hindring for at opnå succes i denne udforskning. De frygtede aldrig, hvad andre måtte finde på at tænke om dem. Max Mueller ansporede folk til at engagere sig i Den indiske kulturs åndelige Kildevæld, den sødmefyldte strøm, der flyder i Indien, og som udforsker Den Højeste, for han var overbevist om, at de indiske åndelige aspiranter fulgte sandheden (sathya) og rigtig handlings (dharma s) vej Der er kun Den Ene, dog omtaler de viise Den som mange. Denne erklæring er i sandhed enestående og betydningsfuld. Det er den grundlæggende sandhed (sathya), der siden tidernes morgen har ligget til grund for Indiens åndelige bestræbelser. Ja selv læren om en personlig Gud og de dertil hørende åndelige discipliner, der vil blive udbredt over hele Jorden i de kommende år, og som vil medføre velgerninger, der er helt uden fortilfælde, er baseret på denne berømte, grundlæggende læresætning. Denne grundlæggende læresætning blev fastlagt af Indiens vismænd langt, langt tilbage i tidernes morgen Der opstod hymner, der handlede om forskellige Guder og Guddommelige kræfter, fordi vismændene vidste, at erkendelsen af Den Ene, som er, fuldt og helt afhænger af den enkeltes udviklingsmæssige stadie, og at dette er forskelligt fra person til person, idet det afhænger af, hvor renset og helliggjort den enkeltes intuition er. Gennem denne erklæring bekendtgjorde de, at de havde opdaget, at alle vismænd og helgener, seere og digtere, komponister og salmedigtere tilbad og lovpriste Den Ene på forskellige sprog og i forskellige stemninger og udtryksformer. Ovennævnte erklæring: Der er kun Den Ene, dog omtaler de viise Den som mange, medførte derfor resultater, der er af den største betydning for hele verden. For eksempel er mange mennesker overrasket over, at Indien er landet, hvor der ikke er nogen religiøs fanatisme, at det er landet, hvor ingen lægger hindringer for eller skader andres religiøse skikke. I dette land lever der mennesker, der er tilhængere af mange forskellige opfattelser og filosofiske systemer såsom teismen, ateismen, dualismen, ikke-dualismen og monoteismen (troen på at der kun er én Gud). De lever alle sammen i fred og harmoni uden at skade andre, og uden at de selv lider overlast Tilhængere af den materialistiske verdensopfattelse stod på trapperne op til templerne og bagtalte og fornægtede Gud. De opfordrede alle til at følge dem. De erklærede, at ideen om Gud blot er en vanvittig indbildning. De fordømte Gud, de moralske leveregler og principperne om retskaffenhed, og de sagde, at det alt sammen var overtro, som brahmin erne havde udtænkt og udviklet, for at de kunne forherlige sig selv. De rejste rundt i landet og udbredte deres konklusioner. Og ingen hindrede dem i at gøre det. Buddhismen, der systematisk ringeagtede hinduernes ritualer og tro, tillod man at være der på samme tid, og det endog i en atmosfære af respekt. Jaini erne accepterede heller ikke Veda erne og de vediske Guder. De spurgte hånligt, hvordan sådanne Guder kan eksistere, og hvordan nogen kan tro på dem. Utallige er eksemplerne på den ånd af tolerance, der har sin basis i den førnævnte åbenbarings erklæring. Før de hærgende muslimer kastede sig ind over dette land, vidste indbyggerne ikke, hvad der mentes med vold. Det var først, da udenlandske horder overfaldt dem og tyede til vold, at folk fik kendskab til, hvor intolerante mennesker kan være. 15

16 3.10. Hinduerne hjalp de kristne med at bygge kirker i Indien. De viste sig at være villige til at samarbejde med kristne. Ikke på noget tidspunkt kom det til blodsudgydelser mellem hinduer og kristne. Den tankestrøm der var rettet mod Den Højeste Sandhed (sathya), ville ikke tillade sig at blive forurenet af vold. Der kræves en højtudviklet tænkeevne og et stærkt intellekt for at kunne nå til erkendelse af denne kendsgerning og for at kunne forstå betydningen af en sådan holdning Buddhisterne, der var de allerførste, der udbredte en religion, gjorde det ved at rejse rundt i verden. Denne religion holdt sit indtog i alle de lande, der på den tid var civiliserede. De munke der vovede sig ind i disse lande, blev tortureret. I hundredvis blev de dræbt efter kejserligt dekret. Men snart vendte lykke for buddhismen. Buddhismen lærte folk, at vold skal undgås for enhver pris. Buddha blev accepteret som en Gud, som et andet navn for Den Ene, der har mange navne i henhold til den vediske erklæring: Der er kun Den Ene, dog omtaler de viise Den som mange. Han var Indra, Han var Rudra. Det var denne form for enhed, der blev en følge af vismændenes åbenbaring. Måtte menneskeheden altid huske på denne erklæring Bharathiya erne, der voksede op med den indiske kultur, havde en dybt forankret tro på, at alle trosretninger var jævnbyrdige, og at de var lige berettiget til at eksistere. Uanset om det var hinduismen, buddhismen, islam, Zarathustra s lære eller kristendommen, så troede de på, at ingen burde tale nedsættende eller skødesløst om andres tilbedelse af Gud. Det var deres faste tro, at hvis man talte nedsættende om et af Guds navne eller om en af Guds former, som andre tilbad og forgudede, så fornærmede man Den Ene Gud. Det var dette budskab, der blev holdt i ære i den åndelige kultur i Indien. De der har lært denne sandhed og retter sig efter den, er Indiens sande sønner og døtre Det er ikke alle, der forstår denne sandhed. Det er ikke alle, der kan opnå denne erkendelse. Hvem er universets hersker? Hvem er det, der står uden for universet og leder det? Hvad er årsagen til, at dette Kosmos eksisterer? Hvor er det kommet fra? Hvordan gik det for sig? Hvad er årsagen til livet? Veda erne indeholder mange hymner, der omhandler disse mysterier. Bharathiya erne har undersøgt og forsket i disse mysterier Skabelse indebærer, at forskellige bestanddele bliver føjet sammen. Hvad der bliver føjet sammen, må i tidens løb nødvendigvis igen blive adskilt og opnå befrielse. Det enkelte individ er blevet skabt, og derfor må han også gå i opløsning og dø. Nu er det sådan, at nogle er født lykkelige; nogle nyder at have et godt helbred og et lykkeligt liv. Nogle er født ulykkelige, andre fødes uden hænder eller ben. Nogle fødes som åndssvage eller som vanskabte. Hvem er det, der har gjort dem fortræd? Hvem er det, der har skadet dem? Man påstår, at Gud er retfærdig og venlig. Man kan anføre, hvordan en sådan Gud kan være så partisk og så forudindtaget? Hvordan kan en så forskellig behandling af mennesker forekomme i en verden, styret af Gud? Den slags tvivl er naturlig. Men intuitionen hos Indiens vismænd, der formede dette lands tankegang, åbenbarede for dem, at Gud ikke er årsagen til disse forskelle. De er konsekvenser af handlinger, som de enkelte individer har udført i tidligere liv. Disse handlinger resulterer i lykke og elendighed, sundhed eller handicaps Det gode og det dårlige man kan komme ud for, er noget, man selv har skabt. Det er alt sammen resultater og konsekvenser af de handlinger, man har udøvet i tidligere liv. Kan menneskers legemer og deres tilstand, kan de op- og nedture mennesket udsættes for gennem livet, ikke være de akkumulerede resultater af arvelige påvirkninger og tendenser? Når vi tænker over dette spørgsmål, så er der to holdninger, der synes at være uforenelige: En sjælelig indstilling og en materiel indstilling. Hvis materialismen skal finde en tilfredsstillende løsning på problemet vedrørende den menneskelige natur og menneskets specielle egenskaber, så vil der overhovedet ikke være nogen grund til at tro, at der er en faktor, der kaldes Den Guddommelige Gnist (Atma) eller Sjælen! Men det er umuligt at påvise, at for eksempel evnen til at tænke skulle være udviklet på baggrund af fysisk materie. 16