Kapitel december Gaver

Transkript

1 Kapitel december Gaver På besøg i Oxford, England Tidligt op, hektisk rejseaktivitet. En taxi til lufthavnen, på flyet til England. Et fly skift over til et militærfly. Mageligheden i det fly var bestemt ikke som det vi lige var kommet fra, men det var spændende. Torben var fuldstændig ekset, studerede alt, pillede ved alt, og var ved at drive den soldat som skulle stå for hans sikkerhed fuldstændig til vanvid. Vi landede i en lufthavn tæt ved Oxford. På det tidspunkt var jeg nærmest døv af al larmen fa maskinen. Udenfor ventede en taxi på os, som kørte os til Oxford universitetet. Det var heldigt at vi kunne trække på præsidentens mænd. De kunne noget med planlægning måtte jeg indrømme. Med lidt held kunne vi lige præcis nå Olafs sidste forelæsning. Jeg havde aftenen før forsøgt at få et gæstekort til forelæsningen, men uden held. Der kom en lang række begrundelser for hvorfor jeg ikke kunne deltage. At jeg ikke var studerende, ikke forsker, ikke havde relationer til Olaf og mange flere. Jeg havde vist afslaget til Torben og Freja, og sagt til dem, at så måtte vi dække alle udgangsdørene fra auditoriet, så vi kunne kontakte Olaf når han gik ud fra universitetet. Torben havde dog haft et bedre forslag. Torben foreslog, at han i stedet fik et udvekslingsstudenterkort. Han levede da i det mindste op til nogle af kravene, for han kunne gå for at være en udvekslingsstudent. Igen blev præsidentens mænd sat på opgaven og argumentet virkede. Vi fik et kort til Torben. 1.

2 Det var nu Torben som skulle ind og formidle en kontakt til Olaf. Det var en stor opgave der hvilede på hans smalle teenager skuldre. Da vi ankom til universitetet, tog det en del tid at find frem til det sted hvor Olaf holdt sine forelæsninger. Da vi endelig fandt stedet, prøvede vi selvfølgelig alle sammen at komme ind - hvo som intet vover, intet vinder men Freja og jeg blev pænt stoppet. Torben kom ind og vi måtte vente udenfor. Aftalen blev, at Torben blot skulle ringe når han var færdig med sin mission. I mellemtiden ville Freja og jeg går en tur rundt i Oxford. Det var en smuk gammel by. Der var masser at kigge på. Man fornemmede århundreders viden i hver en bygning og hver en brosten. Solen skinnede fra en blegblå himmel og gav byen et magisk skær. Det havde regnet kort før vores ankomst, så bygningerne var stadigvæk våde. Det våde kombineret med sollyset, fik alle byens farvernuancer til at træde tydeligt frem. Vi gik og havde en dejlig, hyggelig pigetur, hvor hverdagens problem blev glemt. Det var en mental smertepille at slippe tankerne fra alt det rod der ellers omgav os i øjeblikket. Torben havde det spændende indenfor til Olafs forelæsning. Selvom der selvfølgelig var masser af engelske ord som han ikke forstod, fordi det var fagsprog, så fik han dog fat i essensen. Hver gang der var en kort pause, kæmpede han sammen med de andre studerende om at komme til at tale med Olaf. Det var ikke nemt, for som udvekslingsstudent sad han på de bagerste rækker, og var derfor også den der kom sidst op til Olaf. Torben havde også forsøgt at springe over i køen. Det var ikke det klogeste valg, for det resulterede blot i at han røg aller bagerst i køen igen, pænt fulgt at salens vagt. 2.

3 Under hele forelæsningen havde Torben taget en lang række billeder af Olaf, på en diskret måde, så ingen havde bemærket det, heller ikke Olaf. Da Olaf afsluttede sin forelæsning havde Torben endnu ikke været i kontakt med ham. Torben forsøgte at følge efter Olaf, men vagterne stoppede ham igen med en advarsel om, at næste gang han ikke kunne opføre sig ordentligt, blev han bortvist. Det var Torben egentlig ganske ligeglad med, han ville bare i kontakt med Olaf. Jeg havde forsynet Torben med flere af de specielle opskrifter fra Uurguula, som vi håbede ville vække Olafs interesse. Det havde dog ikke været muligt for Torben på nogen måde at give dem til Olaf. Og nu var han på vej væk. Torben tænkte hurtigt, tog to kopier af opskrifterne og folede et par papirsflyvere. Han råbte til Olaf, at dette papir altså var umådeligt vigtigt, og sendte flyet af sted så papiret landende lige foran Olafs fødder. Vagten blev rasende, greb fat i Torben, der var ved at dreje halsen helt af led, for at se om Olaf nu samlede papiret op. Torben blev fulgt ud fra universitetets område i selskab med en meget bestemt vagt. Det sidste Torben så til Olaf var, at Olaf blot trampede hen over hans papirsfly. Torben ringede efter os, da vagten endeligt havde forladt ham. Vi aftalte hvor vi skulle mødes og begav os alle sammen hen til mødestedet. Klokken var blevet mange, så vi kunne ikke gøre mere den dag. Vi aftalte at blive i byen natten over, da vi jo kunne håbe på, at vi kunne komme i kontakt med Olaf hvis vi vedblev med at ringe. Enden på det blev blot, at telefonen til sidst slet ikke blev taget. Vi bestilte billetter til hjemrejsen i morgen eller rettere vi bad præsidentens mænd om at gøre det. Det var jo ganske nemt og bekvemt. Samtidigt sendte vi alle de billeder, som Torben havde taget af Olaf, til præsidentens mænd og Sven og Kasper. 3.

4 Vi fandt et lille hyggeligt hotel hvor vi kunne overnatte, og for at få tiden til at gå, så var der ikke andet at gøre end at tage en lille shoppingtur. Det syntes vi alle tre var en rigtige god idé, for der var altså nogle ting i England, som ikke var så dyre, men som kostede en hel bondegård i Danmark. I en af butikkerne havde de en masse nissefigurer i alle mulige udgaver og udarbejdet af mange forskellige kunstnere. I et hjørne stod der en hel serie, som virkelig lignede rigtige nisser. Torben og jeg var ved at flække af grin, for de små figurer ligne på en prik mange af de nisser som vi allerede havde mødt. Freja var lidt udenfor, fordi hun ikke havde været med i Salzburg sidste år og derfor ikke havde mødt helt så mange nisser. At dømme efter hendes ansigtsudtryk, var det noget hun ikke var helt tilfreds med. Men det var dog trods alt Freja der på den bagerste hylde fandt en lille nisse, der på en prik lignede Næsetiptop. Vi måtte bare eje nogle af disse figurere. Det var dog helt klart at vi måtte vente med at sætte dem frem til Næsetiptop og Krusepersille ikke var i nærheden. Nisser var nemlig noget sure over alle de figurer der søgte at afbillede dem i alle mulige og umulige dumme situationer. Som om de overhovedet ikke har for fem flade øre hjerneaktivitet. Torben spurgte om nisser altid havde huer på. Det måtte jeg svare ja til; når de var udenfor. Se bare på mange af vores egne folkedragter og prøv at bemærke mændenes hovedbeklædning. De ligner også nisse huer. Er nisser på en rejse, har de spidse huer der står lidt op, som man også ser det på mange figurer. Det er fordi de har en del af deres ejendele i disse huer, ligesom en skorstensfejer der også har en hel række ejendele i sin hat. Jeg fandt en julegave til Torben i en souvenirbutik. Jeg fik hviskende aftalt med Freja, at hun skulle distrahere ham, og slæbe ham hen i en anden butik, så jeg kunne få købt gaven. 4.

5 Det var et lille skab med masser af skuffer, som var velegnet som et lille rejseapotek. Det var en unik lille sag. Torbens specielle dragemenneske evne, var hans evner for at healer og helbrede, så et smukt lille rejseapotek måtte være sagen. Mens vi gik rundt i gaderne fandt jeg også en gave til en anden af mine svigerinder. Et lækkert tørklæde. Hun var ikke nem at købe gaver til. Det er i hvert fald ikke lykkedes nogen i hele familien, at give hende en gave som ikke er blevet byttet til noget andet. Det var nu egentlig fordi jeg selv godt kunne lide det tørklæde, at jeg købte det til hende. Nogle af jer læsere kender sikkert godt det der med at forældre eller ægtefæller absolut ikke mener, at man har behov for noget ekstra tilbehør, og man hører en lang klagesang om, hvor meget de syntes at man har i skabe og skuffer. Så nærmest for at lukke mundene på min dejlige mand, sagde jeg at det var en julegave til min svigerinde. Jeg ved hun ikke ville kunne fordrage det tørklæde, men jeg glæder mig altså vældig meget til at få det. Og så kunne svigerinden jo få pengene og selv købe det som hun ville have. Men jeg mener: Er det meningen med gaver? Er det hele så ikke sådan lidt til grin? Da vi kom tilbage til hotellet lå der en ubehagelig meddelelse fra det lokale politi, nemlig at vi øjeblikkeligt skulle holde op med at chikanere Olaf. Ok, vi havde terror ringet til ham, og havde forsøgt gennem mange kanaler at komme til at tale med Olaf, men alligevel syntes jeg jo nok, at det var at overreagere noget. Men der måtte være en historie bagved, som jeg ikke kendte noget til, siden politiet reagerede så hurtigt. Heldigvis havde jeg brugt mit mellemnavn, så illusionen om at vi var i vores hjem i Danmark, stadigvæk kunne blive opretholdt. Forhåbentligt. Jeg ved i øvrigt ikke rigtigt hvordan præsidentens mænd ordnede vores rejser med hensyn til pas og sådan noget. Men de billetter jeg havde bestilt om aftnen havde de ændret. Det medførte at selve bordingen og indtjekningen til flyet i 5.

6 Kastrup lufthavn slet ikke var sket på den måde, som jeg var vant til. Der var hele tiden nogle mennesker der servicerede os, så vi ikke skulle gøre nogen ting selv. Det var luksus. Receptionisten som gav os sedlen fra politiet, havde helt sikkert læst den, for han betragtede os med stor forargelse, for det var bestemt ikke en adfærd for en kultiveret englænder. Vi fik alle vores pakker fra vores indkøbstur bugseret op på vores værelser, klædte om og gik ned for at spise aftensmad. Ved middagen talte vi frem og tilbage om hvad vi ellers kunne gøre for at komme i kontakt med Olaf. Torben fortalte at Olaf havde vagter omkring sig, der hele tiden passede på at der ikke var nogle der kom for tæt på Olaf. Det var en ny information, som vi straks fortalte videre. Efter middagens hygge, gik vi op på mit og Frejas værelse. Torben havde fået et for sig selv. Her sad vi og sludrede, så en film og gik tidligt i seng, for vi skulle igen tidligt op, for at komme tilbage til Danmark. Det sidste jeg tænkt inden jeg faldt i søvn var: Det var da en noget underlig adfærd som Olaf udviste. Hvad var Olaf så bange for? 6.