Bidmærker som velfærdsindikator hos mink Steffen W. Hansen 1) & Leif L. Jeppesen 2)

Transkript

1 Bidmærker som velfærdsindikator hos mink Steffen W. Hansen 1) & Leif L. Jeppesen 2) 1) Aarhus Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Institut for Husdyrsundhed, Velfærd og Ernæring. Blichers Allé 20, Postboks 50, 8830 Tjele. 2) Københavns Universitet, Biologiske Institut, adfærdsgruppen, Tagensvej 16, 2200 København N. Sammendrag Formålet med denne undersøgelse har været at undersøge, om der er en sammenhæng mellem bidmærker i nakke, krop og hale og omfanget af den aggression, som dyret har været udsat for. Dernæst har det været formålet at undersøge, om mink generelt benytter redekassen mindre, når de er i grupper, end når de er alene i klatreburet. Endvidere om specielt mink med bidmærker er mere frygtsomme end mink uden bidmærker. Endelig har formålet været at undersøge, om der er en sammenhæng mellem bidmærker og en række blodparametre, der belyser sundhedstilstand og stressniveau. Undersøgelsen blev gennemført på 96 mink placeret i grupper på 4 i 24 klatrebure. Undersøgelsen viste, at bidmærker på lædersiden af krop og hale kan relateres til aggression og frygtsomt temperament, men bidmærker har ikke nogen vedvarende effekt på minks aktivitetsniveau, placering i buret eller på blodparametre. Bidmærker i nakken kan ikke relateres til aggression. Uanset om bidmærkerne opstår som følge af aggression, leg eller begyndende seksuel aktivitet, er det en beskadigelse på dyret og derfor uønsket ud fra en velfærdsmæssig betragtning, men også ud fra en økonomiske betragtning, da minkskindet beskadiges. Registrering af bidmærker i forbindelse med pelsning giver farmeren mulighed for objektivt at vurdere det sociale miljø blandt mink og dermed et redskab til at vurdere effekten af indhusningsrutiner. Gruppeindhusning reducerede minks brug af redekassen. Begrænset plads og deraf mulig temperaturstigning i redekassen kan være årsag til minks mindre brug af redekassen. Hansen, S. W. & Jeppesen, L. L Bidmærker som velfærdsindikator hos mink. Faglig Årsberetning 2007, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract The objective of this study was to examine whether there is a relation between bite marks to the neck, body and tail and the extent of the aggression the animal has been exposed to. Further, it has been the aim to investigate whether mink generally use the nest box less when housed in groups than when they are alone in the climbing cage, and whether particularly mink with bite marks are more fearful than mink without bite marks. Finally, the aim has been to investigate if there is a relation between bite marks and a number of blood parameters elucidating health status and stress level. The study was performed with 96 mink placed in groups of 4 in 24 climbing cages. The study showed that bite marks on the leather side of body and tail can be related to aggression and fearful temperament, but bite marks have no lasting effect on the activity level of mink, placement in the cage or on blood parameters. Bite marks to the neck cannot be related to aggression. Whether the bite marks occur as a result of aggression, play or beginning sexual activity, it is damaging to the animal and therefore undesirable when considered from a welfare point of view, but also from a financial point of view as the fur will be damaged. Registration of bite marks in connection with pelting makes it possible for the farmer to objectively evaluate the social environment among the mink and thus provides him with a tool to evaluate the effect of housing routines. Group housing reduced the mink s use of the nest box. Limited space and a consequent temperature rise in the nest box may result in less use of the nest box. Hansen, S. W. & Jeppesen, L. L Bite marks as a welfare indicator in mink. Annual Report 2007, Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark. Keywords: mink aggression temperament haematologi Indledning Den nye pelsdyrbekendtgørelse gør det muligt at holde mink i grupper. Dette gøres i praksis ved at anvende klatrebure. Imidlertid har man konstateret, at mink i grupper har en øget forekomst af bidmærker (Hansen, 1997; Møller, 2003; Møller et al., 2003; Pedersen et al., 2004; Hansen & Houbak, 2005; Hänninen et al, 2007). Bidmærkerne fremstår efter pelsning som Faglig Årsberetning

2 Hansen, S. W. & Jeppesen, L. L. sorte prikker på lædersiden af minkskindet, og tæver har flere bidmærker end hanner. Det antages at bidmærker opstår om følge af aggression mellem mink (Pesso, 1968, 1969; Hansen et al., 1997; Pedersen et al., 2004). Bidmærker, især i nakkeregionen, kan imidlertid også være en følge af minkens begyndende seksuelle adfærd (Hanset et al. 1998; Hansen & Houbak, 2005), ligesom man ikke kan udelukke at leg kan føre til bidmærker. Forekomsten af bidmærker på lædersiden af minkskind er i de nævnte artikler taget som indikation på reduceret velfærd. Det er imidlertid ikke undersøgt, om der er sammenhæng mellem bidmærker og de adfærdsmæssige og fysiologiske stressparametre, der normalt indgår i en vurdering af minks velfærd. Formålet med denne undersøgelse har derfor været at undersøge, om der er en sammenhæng mellem bidmærker i nakke, krop og hale og omfanget af den aggression, som dyret har været udsat for, og / eller om bidmærker kan relateres til leg. Dernæst har det været formålet at undersøge, om mink generelt benytter redekassen mindre, når de er i grupper, end når de er alene i klatreburet. Endvidere om det specielt er mink med bidmærker, der benytter redekassen, og om disse mink er mere frygtsomme end mink uden bidmærker. Endelig har formålet været at undersøge, om der er en sammenhæng mellem bidmærker og en række blodparametre, der belyser sundhedstilstand og stressniveau (Hansen & Damgaard, 1991). Materialer og metoder Dyremateriale og indhusning Seksoghalvfems minkhvalpe blev efter fravænning ved 8 ugers alderen placeret i 24 klatrebure. I hvert klatrebur var der således 4 mink fordelt på en han og tæve af hver af farvetyperne sort og brun, hvilket gjorde, at vi kunne kende forskel på minkene. Hvalpene i samme klatrebur var ubeslægtede. Der udgik 3 mink af forsøget, der således blev gennemført med 93 mink. De anvendte klatrebure var placeret i 4 bursektioner, hver bestående af 6 bure. Hvert klatrebur bestod af et standardbur (L: 0,92 m x B: 0,30 m x H: 0,46 m) forbundet med et topbur (0,72 m x 0,30 m x 0,46 m) via en åbning (0,20 m x 0,30 m) mellem top og bund. Bagest i topburet var der placeret en hylde (0,15 m x 0,30 m). Minkene havde permanent adgang til én redekasse i hvert klatrebur samt halm placeret over på redekassen. Halmen kunne minkene trække ned gennem redekassens nettag. Minkene blev fodret ad libitum med foder fra kommercielt foderkøkken én gang dagligt (ca. kl ), og de havde permanent adgang til vand via drikkenippel. Foderrester fra foregående dags fodring blev fjernet ved solopgang på dage med adfærdsobservationer. Adfærdsobservationer Adfærdsobservationerne blev udført 5 dage om ugen i ugerne 33, 38, 43 og 48 i Ved solopgang blev minks placering i buret og deres aktivitet scannet 1 gang (tabel 1). Umiddelbart derefter blev hvert bur observeret kontinuert i 2 min, og det blev noteret, om der forekom aggression og social leg i buret, og hvem der påbegyndte, og hvem der modtog kontakten. Desuden blev det registreret, om mink bed hinanden i nakken, uden at det kunne betegnes som aggression eller leg. Når alle 6 bure i en bursektion var blevet observeret i 2 min, blev samtlige mink igen scannet. Fra solopgang og ca. 2 timer frem blev minkene scannet 4 gange, og hvert bur blev observeret i 2 minutter. Rækkefølgen, hvormed minkene blev observeret, blev ændret hver dag. Efter disse morgenobservationer blev minkenes temperament testet ved Pinde testen (se senere) og efterfølgende blev minkene scannet 5. gang. Omkring kl. 10 blev minkenes reaktion på fodring testet. En foderklat blev placeret 14 Faglig Årsberetning 2007

3 Bidmærker som velfærdsindikator hos mink oven på buret, og efterfølgende blev minkene i det enkelte bur observeret i 2 min. Forekomsten af aggression, social leg samt bid i nakken blev registreret. Når minken i en sektion var testet, blev foderet fjernet igen. Før og efter fodertesten blev 6. og 7. scanning gennemført på samtlige mink. Omkring kl. 12 fik minkene deres daglige foderration. Derefter blev minkene scannet 5 gange med en halv times interval frem til ca. kl. 14 (scanning 8-12). Da frekvensen af sociale interaktioner mellem mink var relativ lille, var det muligt, samtidig med at hvert enkelt bur i sektionen blev observeret, at registrere aggression, social leg og bid i de øvrige 5 bure i sektionen. Om morgenen og ved fodring blev minks adfærd således både observeret kontinuert i 2 min pr. bur og 5 gange 2 min pr. sektion. Derudover blev minkene scannet 12 gange i tidsrummet fra solopgang til kl. 14 om eftermiddagen. Tabel 1. Adfærd (Scanning 1-12) I redekasse På bunden af buret I topburet På hylden Aktiv Beskrivelse Minken er inde i redekassen Minken er på bunden af buret Minken er i topburet Minken er på hylden Minken er aktiv Kontinuerte observationer (2 og 10 min) Aggression Bid i nakken Leg Minken bider eller angriber andet individ der viger, flygter Minken bider / trækker andet individ i nakken uden tydelig Initiativ til kontakt skifter mellem de involverede mink og Skift fra gruppeindhusning til enkeltvis indhusning For at belyse om de sociale forhold i grupperne påvirkede minkens brug af klatreburet, samt deres temperament, blev grupperne sektionsvis flyttet til enkeltvis indhusning en dag i hver observationsuge. Mink i den første bur sektion blev flyttet ud enkeltvis mandag eftermiddag, når alle dyrene var blevet testet i grupper. Den efterfølgende dag blev de flyttet tilbage i deres oprindelige bur / gruppe, hvorefter næste sektion af mink blev flyttet enkeltvis. Når minkene gik enkeltvis, blev deres placering i klatreburet registreret ved scanningerne (scan 1-12) samtidig med de mink, der gik i grupper. Temperament test Temperamentet blev testet i hver observationsuge, både når mink gik i grupper, og når de gik enkeltvis. Halvdelen af minkene blev testet første gang, når de var i grupper, og anden gang, når de var enkeltvis, og den anden halvdel blev testet omvendt. Selve testen blev gennemført ved, at minkene blev lukket ude fra redekassen, hvorefter testpersonen førte en tungespatel ind gennem burlågens netmasker og registrerede hver minks reaktion på pinden (Hansen, 1996). Enten reagerede minken tillidsfuldt ved at nærme sig og snuse til pinden, eller frygtsomt ved at flygte tilbage i buret og ikke have kontakt med pinden, eller ved at angribe og bide aggressivt i pinden. Dersom minken ikke kunne karakteriseres ved en af de 3 nævnte temperament typer, blev den betegnet som ukendt. Pelsning, hæmatologi, organvægt, pelsgnav og bidmærker. For at indkredse tidsmæssigt, hvornår mink pådrager sig bidmærker, blev halvdelen af minkene pelset i slutningen af oktober (uge 44), og den sidste halvdel af minkene blev pelset i slutningen af november (uge 47). Kropsvægten på de aflivede mink blev noteret, og pelsen undersøgt for pelsgnav (Hansen et al., 1998). Faglig Årsberetning

4 Hansen, S. W. & Jeppesen, L. L. Blodprøver til måling af hæmatologiske parametre blev udtaget i forbindelse med pelsning. Minkskindene blev frosset og senere skrabt på pelseri, hvorefter lædersiden af skindene blev undersøgt for bidmærker. Bidmærkerne blev kategoriseret ved tildeling af en score for antallet af bidmærker Resultater Pelsmodning og bidmærker Ud af de 93 mink, der blev pelset i oktober og november, var det kun muligt at registrere bidmærker på 53 mink, da lædersiden på de øvrige 40 mink var sort på grund af manglende pelsmodning. I oktober var flere brune end sorte mink pelsmodne (P< 0.001). I november var der ikke signifikant forskel i pelsmodning mellem farvetyper (P=0.24). Der blev således registreret bidmærker på 10 sorte og 15 brune hanner samt på 9 sorte og 19 brune tæver. Den procentvise fordeling af mink med bidmærker og antallet / graden af bidmærker er vist i tabel 2. Tabel 2. Procent mink med bidmærker og graden af bidmærker fordelt på farvetype og køn (N=antal). Bidmærker i nakken Farvetype Køn N 0 bid 1-5 bid 6-10 bid bid bid bid > 45 bid Sort Sort Brun Brun I alt Bidmærker på kroppen Sort Sort Brun Brun I alt Bidmærker på halen. Sort Sort Brun Brun I alt Flere tæver end hanner havde bidmærker i nakken (P<0.001). Forskellen mellem køn var signifikant i brune mink (P<0.05), men ikke i sorte (sandsynligvis pga. det lille antal pelsmodne mink). Der var ikke forskel mellem farvetyper. Antallet af mink med bidmærker på kroppen var ikke signifikant forskelligt mellem farvetyper eller køn. Der var flere tæver end hanner med bidmærker på halen (P<0.05), men der var ikke forskel mellem farvetyper. Social adfærd afgiver og modtager Antallet af sociale interaktioner observeret ved 2 min og 10 min observationer henholdsvis om morgenen og ved fodringstesten er vist i tabel 3. Der var mere aggression ved fodringstesten end om morgenen (2 min: F 1 =15.06; P<0.0001; 10 min: F 1 = 4.36; P<0.05), og hanner begyndte oftere aggression end tæver (2 min: F 1 =9.17; P<0.01; 10 min: F 1 = 5.49; P<0.05). Sorte mink begyndte mere aggression end brune mink, men forskellen var kun signifikant ved 2 min observationerne ( F 1 = 5.84; P<0.05). Tæverne modtog oftere aggression end hanner (2 min: F 1 =15.08; P<0.0001; 10 min: F 1 = 4.36; P<0.05), og brune mink mere end sorte mink, men forskellen var kun signifikant ved 2 min observation ( F 1 =5.84; P<0.05). 16 Faglig Årsberetning 2007

5 Bidmærker som velfærdsindikator hos mink Tabel 3. Summen af afgivne og modtagne sociale interaktioner fordelt på køn og farvetype. Totalt Han Tæve Sort Brun Afgivet aggression Morgen (2 min) Fodring (2 min) Morgen (10 min) Fodring (10 min) Modtaget aggression Morgen (2 min) Fodring (2 min) Morgen (10 min) Fodring (10 min) Afgiver nakkebid Morgen (2 min) Fodring (2 min) Morgen (10 min) Fodring (10 min) Modtaget nakkebid Morgen (2 min) Fodring (2 min) Morgen (10 min) Fodring (10 min) Starter leg Morgen (2 min) Fodring (2 min) Morgen (10 min) Fodring (10 min) Modtager leg Morgen (2 min) Fodring (2 min) Morgen (10 min) Fodring (10 min) Fordelingen af bid mod nakken om morgen og ved fodring var tvetydig, idet der ved 2 min observationerne var flere observationer af bid ved fodringstesten end om morgenen (F 1 = 5.88; P<0.05), men ved 10 min observationerne var det omvendt ( F 1 = 4.44; P<0.05). Hannerne afgav signifikant flere bid mod nakken end tæver (2 min: F 1 =10.27; P<0.01; 10 min: F 1 = 4.91; P<0.05), men der var ikke signifikant forskel mellem farvetyper. Ligeledes var ikke signifikant forskel i modtaget bid mellem køn eller mellem farvetyper. Leg blev observeret signifikant mere om morgenen end ved fodring (2min: F 1 =10.61; P<0.001; 10 min: F 1 =10.94, P<0.001). Ved 2 min observationerne påbegyndte brune hanmink oftere leg end brune tæver, hvorimod sorte tæver påbegyndte leg oftere end sorte hanner (F 1 =4.14; P<0.05). Ved 10 min observationerne påbegyndte brune mink oftere leg end sorte mink ( F 1 =5.63; P<0.05), men der var ikke signifikant forskel mellem køn. Der var ikke forskel i modtaget leg, hverken mellem køn eller mellem farvetyper, ved 2 eller 10 min observationer. Sammenhæng mellem social adfærd og bidmærker på lædersiden af skindet Sammenhængen mellem social adfærd og bidmærker blev undersøgt ved at beregne korrelationen mellem bidmærker og social adfærd om morgenen og ved fodring fordelt på 2 og 10 min observationer Mink med mange bidmærker på kroppen havde også mange bidmærker på halen (r s =0.58, P<0.0001) Denne korrelation var også signifikant inden for køn (han: r s =78; P<0.0001; tæve: r s =47; P<0.0098). Derimod var der ingen korrelation mellem bidmærker i nakken og bidmærker på krop (P=0.7923) og hale (P=0.5953). Mink der modtog meget aggression havde også mange bidmærker på krop og hale, men ikke i nakken. Sammenhængen mellem modtaget aggression og bidmærker på krop var signifikant ved 2 min observationer om morgenen (r s =0.44, P<0.001) og ved 10 min observationerne ved fodring (r s =0.47, P<0.0003), og sammenhængen til bid på halen var signifikant ved fodring (2 min: r s =0.60, P<0.0001; 10 min: r s =0.59, P<0.0001) samt om morgenen (10 min: r s =0.36, P<0.0079). Mink der afgav bid mod nakken om morgenen havde også bidmærker på kroppen (2min: r s =0.52; P<0.0001) og halen (2min: r s =0.65; P<0.0001), men der var ingen sammenhæng mellem modtaget bid i nakken og bidmærker i nakken. Ligeledes var der ingen sammenhæng mellem afgivet / modtaget leg og bidmærker. Minks placering i klatrebur Minks dagsrytme (scanning 1-12) og brug af klatreburet er vist i figur 1 for mink alene i buret og i figur 2 for gruppemink. Faglig Årsberetning

6 Hansen, S. W. & Jeppesen, L. L rede bund top hylde aktiv Fig.1. Enkeltgående minks aktivitet og brug af redekasse, bunden af buret, topburet og hylden i løbet af en observationsdag i procent af observationer ved 12 scanninger i intervallet mellem solopgang og kl rede bund top hylde aktiv Fig. 2. Gruppeminks aktivitet og brug af redekasse, bunden af buret, topburet og hylden i løbet af en observationsdag i procent af observationer ved 12 scanninger i intervallet mellem solopgang og kl. 14. Der var en signifikant vekselvirkning mellem scanninger og indhusning for minks brug af rede (F 11 =35.49; P<0.0002), bund (F 11 =23.99; P<0.0128), topbur (F 11 =26.87; P<0.0048) og hylde (F 11 =22.65; P<0.0198). Minkenes brug af redekassen øges efter solopgang (scan 1-4) samtidig med at minks brug af bunden og top buret faldt. Faldet i brug af redekassen hos enkeltmink ved scanning 5 skyldes, at disse mink var blevet temperaments testet umiddelbart inden scanning 5 og derfor aktiveret, hvorimod gruppemink forud for scanning 5 kun var blevet temperaments testet i 25 % af observationerne. Brugen af redekassen faldt ved fodertesten og den daglige fodring og mest markant hos mink i grupper. Efter fodring benytter mink holdt enkeltvis primært redekassen som hvileplads, hvorimod gruppemink fordelte deres placering ligeligt mellem redekasse, burets bund og topburet. Over hele dagen (scanning 1-12) var mink i grupper signifikant mere aktive end mink holdt enkeltvis (F 1 = 3.85; P<0.0498), men der var ikke forskel mellem køn. Alene mink var mere i redekassen end gruppemink (F 1 = 50.33; P<0.0001), og gruppemink var derfor mere ude i bunden af buret (F 1 = 27.47; P<0.0001) og mere i topburet (F 1 =41.63; P<0.0001), men de brugte ikke hylden mere end enkeltmink. Tæver var mere i redekassen (F 1 =5.91; P<0.0151) og mere på hylden (F 1 =5.56; P<0.0184) end hanner, og hanner ophold sig i stedet for mere på bunden af buret (F 1 =11.12; P<0.0009). Der var ikke forskel mellem køn på deres ophold i topburet. Alene minks brug af buret pr dag (scanning 1-12) var ikke forskelligt fra deres brug af buret om eftermiddagen (scanning 8-12). Derimod brugte gruppemink redekassen væsentligt mindre om eftermiddagen end gennemsnitligt over hele dagen. De fundne forskelle, mellem alene mink og gruppemink samt mellem køn i deres dagsaktivitet og brug af buret (scanning 1-12), var imidlertid også gældende om eftermiddagen (scanning 8-12). Der var ingen signifikant korrelation mellem bidmærker og minks aktivitet og brug af klatreburet (hele dag og om eftermiddagen), hverken når de gik i grupper, eller når de gik enkeltvis. Derimod var der en signifikant positiv sammenhæng både for minks aktivitet og brug af buret, når de var i grupper, og når de var enkeltvise (aktiv: r s =0.64, P=0.0001; på bunden: r s =0.43, P=0.0001; topbur: r s =0.38, P=0.0001; hylde: r s =0.27; P= og rede: r s =0.57, P=0.0001), hvilket indikerer, at forskellen mellem individer i deres aktivitetsniveau og brug af buret er uafhængig af de sociale forhold, men at niveauet, som vist i figurerne 1 og 2, er forskelligt, når mink går alene, og når de går i grupper. 18 Faglig Årsberetning 2007

7 Bidmærker som velfærdsindikator hos mink Hæmatologi I tabel 4 er angivet en række blodparametre for at belyse den generelle sundhedstilstand og forskellige immunologiske forhold i blodet. Nogle af de analyserede blodceller er endvidere følsomme for stresspåvirkninger (Puppe et al., 1997). Specielt i minkundersøgelser har niveauet af eosinofile leucocytter samt HL-ratio været anvendt som fysiologisk stress indikatorer (Heller & Jeppesen, 1986; Damgaard & Hansen, 1996). Tabel 4. Blodparametre hos han og tæve mink samt hos sorte og brune mink. Han Tæve Sort Brun Hvide blodlegemer (10 9 /l) 6,31 ± 0,31 4,68 ± 0,32 * 5,58 ± 0,32 5,41 ± 0,32 Neutrofile (% af Hv.blod) 56,18 ± 2,15 58,63 ± 2,22 61,43 ± 2,20 53,39 ± 2,17 * Lymfocytter (% af Hv.blod) 36,51 ± 2,21 33,51 ± 2,28 30,56 ± 2,26 39,46 ± 2,23 * Monocytter (% af Hv.blod) 2,07 ± 0,49 2,15 ± 0,50 1,81 ± 0,50 2,41 ± 0,49 Eosoinofile (% af Hv.blod) 5,19 ± 0,44 5,65 ± 0,46 6,14 ± 0,45 4,70 ± 0,45 * Røde blodlegemer (10 12 /l) 8,84 ± 0,12 8,59 ± 0,12 8,93 ± 0,12 8,50 ± 0,12 * Hæmatocrit (%) 49,84 ± 0,58 48,95 ± 0,60 49,91 ± 0,60 48,88 ± 0,59 HL-ratio (neutrofil/lymfocyt) 2.70 ± 0,39 3,08 ± 0,41 3,68 ± 0,41 2,11 ± 0,40 * angiver forskel signifikant mellem køn eller mellem farvetyper. Den eneste påviste forskel i hæmatologi mellem køn var, at hanner havde en signifikant højere koncentration af hvide blodlegemer end tæver (F 1 = 12.95; P<0.0005). Sorte mink havde sammenlignet med brune mink højere procent neutrofile (F 1 = 6.73; P<0.0111) og eosinofile (F 1 = 5.05; P<0.0271) og flere røde blodlegemer (F 1 =6.58; P<0.0120), men en lavere koncentration af lymfocytter (F 1 =7.81; P<0.0064), og derfor også en større HL-ratio, hvilket indikerer en større stress belastning. Minks temperament Minks temperament var ikke forskelligt første og anden gang, de blev testet pr måned (Tillidsfuldhed: F 1 =0.08; P<0.7756). Der var således ingen tilvænning til testsituationen. Ligeledes havde det ingen betydning, om minken blev testet i grupper eller enkeltvis, hverken inden for måned eller over hele perioden (Tillidsfuldhed: F 1 =0.26; P<0.6101) (Tabel 5) Tabel 5. Temperament hos mink i procent af antal observationer fordelt på måned, indhusning, farvetype og køn. Måned Temperament Indhusning Farvetype Køn Alene Gruppe Sort Brun Han Tæve August Tillidsfuld 33,4 38,9 36,5 36,2 42,7 29,8 Frygtsom 66,6 61,1 63,5 63,8 57,3 a 70,2 b Aggressive Andet September Tillidsfuld 57,5 59,6 57,5 59,6 69,8 b 46,7 a Frygtsom 36,2 33,0 35,1 34,0 25,0 a 44,6 b Aggressiv 1,1 1,1 1,1 1,1 1 1 Andet 5,3 6,4 6,4 5,3 4,2 7,6 Oktober Tillidsfuld 80,7 82,8 76,1 a 87,2 b 89,6 b 73,3 a Frygtsom 17,2 11,8 18,5 b 10,6 a 8,3 a 21,1 b Aggressive Andet 0 0 5,4 2,1 2,1 5,6 November Tillidsfuld 72,3 65,1 65,9 71,7 65,2 72,7 Frygtsom 12,8 7,0 18,2 b 2,2 a 2,2 a 18,2 b Aggressive 14,9 23,3 13,6 23,9 30,4 b 6,8 a Andet 0 4,7 2,3 2,2 2,2 2,3 Antallet af mink med tillidsfuldt temperament steg (F 3 =90.04; P<0.0001) og antallet af mink med frygtsomt temperament faldt over tid. Tillidsfuldt temperament var påvirket af en vekselvirkning mellem farvetype og køn (F 1 =17.23; P<0.0001). Således var sorte tæver mindre tillidsfulde end sorte hanner (P<0.0001), hvorimod der ikke var kønsforskel mellem brune mink. Sorte tæver var også mindre tillidsfulde og Faglig Årsberetning

8 Hansen, S. W. & Jeppesen, L. L. mere frygtsomme end brune tæver (p<0.0001), hvorimod der kun var en tendens til forskel mellem farvetyper inden for hanner (P=0.0651). I november var der en markant stigning i aggression, og stigningen var størst hos hanner (F 1 =4.23; P<0.0397). Tillidsfuldt temperament hos hanner korrelerede negativt med bid på kroppen (- r s =0.62, P<0.0009), halen (-r s =0.44, P<0.0277) og modtaget aggression (- r s =0.39, P<0.0499). Modsat var der en positiv sammenhæng mellem frygtsomt temperament hos hanner og bid på kroppen (r s =0.46, P<0.0188), og en positiv sammenhæng mellem ukendt temperament og bid på krop (r s =0.70, P<0.0001) og hale (r s =0.74, P<0.0001) og modtaget aggression (r s =0.51, P<0.0089). Hos tæverne var der ingen sammenhæng mellem temperament og bidmærker. Diskussion Aggression opstod primært i fodringssituationen, hvor det primært var hannerne, der afgav, og tæverne, der modtog aggression. Der var en sammenhæng mellem modtaget aggression og bidmærker på krop og hale, hvilket dokumenterer, at bidmærker på krop og hale er en konsekvens af indbyrdes aggression mellem mink. Derimod fandt vi ingen sammenhæng mellem modtaget aggression og bidmærker i nakken eller mellem observerede bid i nakken og bidmærker i nakken. Hanner udførte oftere bid mod nakken end tæver, og da bid i nakken indgår i hannernes senere parringsadfærd, kan adfærden være seksuelt motiveret. Imidlertid udførte tæver også bid mod nakken, og adfærden var rettet ligeligt mod både han og tæv. Hansen & Houbak (2005) fandt, at antallet af skind med bidmærker i nakken var ens i tævegrupper og i blandede kønsgrupper. Bid mod nakken forekom både om morgenen og i fodringssituationen. I fodringssituationen havde det ofte karakter af, at minken prøvede at trække modparten væk fra foderet, dog uden at adfærden endte i aggression. Denne adfærd ses også hos tæver, der bærer deres hvalpe i nakkefolden eller trækker større hvalpe ved at bide dem i nakkeskindet. Bid mod nakken forekommer således i mange forskellige situationer og kan ikke entydigt relateres til aggression. Dette understøttes ved, at der ikke var nogen sammenhæng mellem bidmærker i nakken og bidmærker på krop og hale. Social leg forekom i modsætning til aggression næsten udelukkende om morgenen og blev påbegyndt og modtaget ligeligt af både han og tæve. En mulig velfærdsmæssig fordel ved at holde mink i grupper kunne være en øget forekomst af social leg, og den dokumenterede stigning i bidmærker (f.eks. Hansen & Houbak, 2005) kunne derfor være en konsekvens af øget social leg. Der er imidlertid ikke dokumenteret en øget forekomst af leg hos mink i grupper i forhold til mink holdt traditionelt parvis (Hansen et al., 1997; Pedersen et al., 2004), og denne undersøgelse kunne ikke påvise en sammenhæng mellem social leg og bidmærker hos mink. Omfanget og placeringen af bidmærker i dette forsøg var sammenligneligt med resultatet fra en tidligere undersøgelse (Hansen & Houbak, 2005), hvor der på 634 minkskind blev påvist 66% med bid i nakke, 31% bid på hoften, 36% bid på ryggen og 27% bid på halen. I begge undersøgelser samt i en undersøgelse fra 1991 (Hansen & Damgaard) blev der påvist flere bidmærker i nakke og hale hos tæver end hos hanner, hvorimod der ikke var kønsforskelle i bidmærker på kroppen. Det var forventet, at mink med bidmærker ville være mindre aktive og i højere grad søge tilflugt på hylden eller i redekassen, men der var ingen sammenhæng mellem bidmærker og minks aktivitet eller brug af klatreburet, hverken når de gik alene, eller når de gik i grupper. Gruppeindhusning betød, at mink var mindre i redekassen og mere ude i standard- og topburet, end når de var alene i buret, men der var ikke for- 20 Faglig Årsberetning 2007

9 Bidmærker som velfærdsindikator hos mink skel i deres brug af hylden. Mink prioriterer adgang til redekasse højt (Hansen & Jensen, 2006, Hansen & Damgaard, 1991; Hansen et al., 1994). Om morgenen (scanning 1-4) steg minks brug af redekassen både hos gruppemink og enkeltmink (figurerne 1 og 2) i overensstemmelse med minks normale døgnrytme (Hansen & Møller, 2007). Efter fodring søgte alene mink atter til reden, hvorimod gruppemink fordelte sig rundt i buret. At gruppemink spreder sig i buret frem for at benytte redekassen, kan skyldes den trange plads i redekassen, men måske mere temperaturen i redekassen, når mange mink benytter redekassen. Dette understøttes af, at gruppemink fordeler sig i flere redekasser hvis det er muligt (Haagensen & Jeppesen, 2007). At mink benyttede redekassen mere, når de var alene i buret, kunne indikere, at behovet for redekasse ikke var opfyldt, når mink var i grupper. Imidlertid var det sådan, at mink, der brugte redekassen lidt, når de var i grupper, også brugte redekassen lidt, når de var alene i buret. Hvis minks behov for redekasse ikke var opfyldt, ville man forvente, at de brugte den meget, når de var alene i buret. Resultaterne indikerer, at forskellen i brug af redekasse mellem alene mink og gruppemink i højere grad er udtryk for temperatur regulering (Hansen & Jeppesen, 2001) end en reaktion på et uopfyldt behov for redekasse. Blodparametrene viste ingen sammenhæng med forekomsten af bidmærker, selvom det kunne forventes, at bidmærker og sårdannelse ville påvirke de immunologiske parametre. Tidsforskellen mellem bidmærkernes opstående og indsamling af blodprøverne kan have sløret sammenhængen. Derimod kunne der påvises en tydelig forskel i brune og sorte minks stressfysiologiske status. Sorte mink viste et større fysiologisk stressniveau end brune mink. Denne forskel kunne også dokumenteres i temperamentet, da sorte mink var mere frygtsomme end brune mink. Arveligheden af temperament hos mink er på ca. 25 procent (Berg et al., 2002), dvs. 75 % er bestemt af miljøet. En væsentlig faktor for minks temperament kunne være det sociale miljø. Det er veldokumenteret at tæver er mere frygtsomme end hanner, når de indhuses traditionelt parvis (Hansen, 1996). I denne undersøgelse var tæverne også mere frygtsomme end hannerne. Derudover var der for hanner en negativ sammenhæng mellem tillidsfuldt temperament og bidmærker på krop og hale og modtaget aggression samt en positiv sammenhæng mellem frygtsomt temperament og bidmærker på kroppen. Det kan dog ikke afgøres, om mink modtager flere bid, fordi de er frygtsomme, eller om de bliver frygtsomme, fordi de modtager megen aggression. Konklusion Bidmærker på lædersiden af krop og hale kan relateres til aggression og frygtsomt temperament, men bidmærker har ikke nogen vedvarende effekt på minks aktivitetsniveau, placering i buret eller på blodparametre. Bidmærker i nakken kan ikke relateres til aggression. Uanset om bidmærkerne opstår som følge af aggression, leg eller begyndende seksuel aktivitet, er det en beskadigelse af dyret og derfor uønsket ud fra en velfærdsmæssig betragtning, men også ud fra en økonomiske betragtning, da minkskindet beskadiges. Registrering af bidmærker i forbindelse med pelsning giver farmeren mulighed for objektivt at vurdere det sociale miljø blandt mink og dermed et redskab til at vurdere effekten af indhusningsrutiner. Gruppeindhusning reducerede minks brug af redekassen. Begrænset plads og deraf mulig temperaturstigning i redekassen kan være årsag til minks mindre brug af redekassen. Referencer Berg, P., Hansen, B.K., Hansen, S.W. and Malmkvist, J Both direct and indirect genetic effects influence behavioural responses in mink. 7 th WCGALP, Montpellier, France, August. In proc. 7 th Faglig Årsberetning

10 Hansen, S. W. & Jeppesen, L. L. WCGALP, 32, CD-rom Communication No ISBN Damgaard B.M. & Hansen, S.W Stress physiological status and fur properties in farm mink placed in pairs or singly. Acta Agric. Scand. Sect. A, Animal Sci. 46: Haagensen, A.M.J & Jeppesen, L.L Redebrug og aggression hos mink i tre forskellige bursystemer. Faglig Årsberetning Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hänninen, S., Mononen, J., Harjunpää, S., Pyykönen, T., Sepponen, J., Ahola, L Appl. Anim. Behav. Sci. (accepted). Hansen, J Praktiske erfaringer med familiebure til mink. Dansk pelsdyravl 5, Hansen, S.W Effect of variable cage size and lack of admission to nestbox on the behaviour, physiology and produktion of mink kits. 4th Int. Sci. Congr. in fur Anim. Prod. Toronto, Canada, Hansen, S.W. & Damgaard, B M Stress physiological, haematological and clinical-chemical status of farm mink placed in groups or single. Acta Agriculturæ Scandinavica, 41, Hansen, S.W. Hansen, B.K. & Berg, P The effect of cage environment and ad libitum feeding on the circadian rhythm, behaviour and feed intake of farm mink. Acta Agriculturæ Scandinavica, 44, Hansen, S.W Selection for behavioural traits in farm mink. Applied Animal Behaviour Science 49, Hansen, S.W., Houbak, B., Malmkvist, J Development and possible causes of fur damage in farm mink Significance of social environment. Acta Agric. Scand. Sect. A, Animal Sci. 48: Hansen, S.W., Houbak, B. & Malmkvist, J Does the solitary mink benefit from having company. NJF seminarium nr. 280 /NJF Utredning/Rapport nr. 116, Helsingfors, Finland, 6-8 october. Hansen, S.W. & Houbak, B To skridt frem og tre tilbage gruppeinfhusning af mink. Faglig årsberetning 2004, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter.p Hansen S.W. and Jensen, M.B, Quantitative evaluation of the motivation to access a running-wheel or a water-bath in farm mink. Applied Animal behaviour Science. 98: Hansen, S.W., Malmkvist, J. Palme, R. and Damgaard, B.M Do double cages and access to occupational materials improve the welfare of farmed mink. Animal Welfare, 16: Hansen, S.W. & Møller, S.H Diurnal activity patterns of farm mink (Mustela vison) subjected to different feedings routines. Appl. Anim. Behav. Sci., doi: /j. applanim Hansen, C.P.B. & Jeppesen, L.L Use of water for swimming and its relationship to temperatur and other factors in farm mink (Mustela vison). Acta Agric. Scand.,Sect.A, Animal Sci. 51, Heller, K.E. & Jeppesen L.L Effect of social stress on circulating eosinophil leucocytes and sexual behaviour in ranch mink. Scientifur 10 (3), Møller, S.H Information value and applicability of health and welfare indicators observed at pelting of mink. Proc. 10 th International Symposium of Veterinary Epidemiology and Economics (on CDrom), Vina del Mar, Chile, Abstract 409, 3 pp. Møller, S.H., Hansen, S.W. & Sørensen, J.T Assessing animal welfare in a strictly synchronous production system: The mink case. Animal Welfare 12: Faglig Årsberetning 2007

11 Bidmærker som velfærdsindikator hos mink Pedersen, V., Jeppesen, L.L., Jeppesen, N Effects of group housing systems on behaviour and production performance in farmed juvenile mink (Mustela vison). Appl. Anim. Behav. Sci., 88, Pesso, K uppfödningen av ett större antal gollhonor i gemensambur sommaren Finsk Pälstidskrift 4, Pesso, K Uppfödningen av minkhonor i gemensam bur sommaren Finsk Pälstidskrift 8, Puppe, B., Tuchscherer,M., Tuchscherer, A The effect of housing conditions and social environment immediately after weaning on the agonistic behaviour, neutrophile/lymphocyte ratio, and plasma glucose level in pigs. Livestock Production Science 48: Faglig Årsberetning

12 24 Faglig Årsberetning 2007