Mælkekirtlernes udvikling i relation til fodring og selektion/ Kuldudjævning i relation til mælkekirtlernes udvikling

Transkript

1 Mælkekirtlernes udvikling i relation til fodring og selektion/ Kuldudjævning i relation til mælkekirtlernes udvikling Steen H. Møller Afd. for Husdyrsundhed, Velfærd og Ernæring. Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Post Boks 50, 8830, Tjele, Danmark. steenh.moller@agrsci.dk Introduktion Minktævernes mælkekirtler udvikles i perioden mellem parring og fødsel og ca. 70 % af kirtelvævet dannes indenfor de sidste 3 uger inden fødsel (Møller, 1996). Det er tidligere vist at fodringen i perioden hvor mælkekirtlerne dannes har betydning for udviklingen, idet mængden af kirtelvæv er mindre hvis tæverne har været fodret restriktivt. Forskellen øges i løbet af diegivningsperioden og er statistisk sikker omkring 6 uger efter fødsel (Møller & Sørensen, 1998; 1999). I projektet Store mink store udfordringer skaber forsøgsbetingelserne i form af fordring i vækstperioden og selektion af avlsdyr, mink med meget forskellig kropsvægt, ædelyst og foderforbrug. Dette kan forventes at påvirke minkene i resten af produktionsåret og vi ønsker derfor at undersøge om udviklingen af mælkekirtler er blevet forskelligt i de forskellige forsøgslinjer. Tidligere undersøgelser har bl.a. været baseret på aflivning af tæver og vejning af mælkekirtelvævet. Vi ønskede derfor at udvikle en skånsom og hurtig metode til gentagne målinger af mængden af kirtelvæv på levende tæver. Da de fleste tæver ved fødsel har udviklet 8 mælkekirtler er det desuden af interesse at vide mere om hvad der afgør om disse kirtler bliver aktive. I relation til flytning af hvalpe mellem tæver er det desuden af interesse, at undersøge i hvilken udstrækning det er muligt, at aktiverer flere kirtler, når først diegivningen er i gang. Det konkluderes at: Antallet af aktive kirtler er reduceret kraftigt ved 8 uger Arealet af kirtelvæv målt på bugen reduceres til mindre end halvdelen fra 3 til 8 uger efter fødsel Mængden af kirtelvæv var generelt størst i den Restriktivt Fodrede linje RF men forskelen var kun statistisk sikker mht. kirtelarealet i 2006 Måling af arealet af mælkekirtlerne på bugen af tæven er et brugbart udtryk for arealet og vægten af kirtelvæv op til 7 ugers alderen Tilsyneladende inaktive mælkekirtler kan pattes op indtil to uger efter fødsel Materiale og metoder Kirteludvikling: I diegivningsperioden 2005 blev hvalpe fra 10 kuld af den mest hyppige kuldstørrelse (8 og 9) valgt fra hver af linjerne Farm Fodring (FF), Ædelyst eller Ad Libitum (AL) og Restriktiv Fodring (RF) (Møller et al. 2006). Hvalpe fra hvert kuld blev talt og vejet ved 21 og 42 dage. Tæverne blev bedøvet 21 og 42 dage efter fødsel, vejet og mælkekirtlernes længde og bredde målt så godt det kunne observeres, efter barbering af bugen. Målingerne blev gentaget ved fravænning, hvor tæverne blev aflivet og metodens anvendelighed blev

2 vurderet ved måling og vejning af kirtelvævet. I diegivningsperioden 2006 blev undersøgelsen gentaget 21 og 49 dage efter fødsel med 3 kuld fra hver linje. Kirtelaktivitet og kuldudjævning: I diegivningsperioden 2005 blev hvalpe fra 25 kuld af valgt til pilotundersøgelsen. Heraf fik 7 tæver vurderet antallet og aktiviteten af mælkekirtlerne 4 gange indenfor de første 3 uger af diegivningsperioden. De resterende 18 tæver fik vurderet antallet og aktiviteten af mælkekirtlerne den dag de fik plejehvalpe og igen 1 uge senere. Det blev vurderet om dievorten var synlig og om kirtlen var aktiv, dvs. om der var tydeligt kirtelvæv, om den blev benyttet og om der kunne klemmes mælk ud af den. Resultater og diskussion Kirteludvikling: Antallet af aktive mælkekirtler var 7,7 ved første måling 3 uger efter fødsel, 7,2 ved 6 uger 4,5 ved 8 uger i gennemsnit af alle tre linjer i Faldet i antal kirtler var tilsyneladende størst og hurtigst i den AL fodrede gruppe, hvor der ved 6 uger var 1 kirtel mindre og ved 8 uger 4 kirtler mindre (Tabel 1). En statistisk analyse viste, at antal kirtler faldt med antal uger efter fødsel, mens der ikke var nogen sikker forskel mellem linjerne. Ved 8 uger var de kirtler der kunne måles væsentligt mindre tydeligt afgrænsede, og målingen dermed mindre præcis. Tabel 1. Antal og areal af aktive mælkekirtler ved 3, 6 og 8 uger i Gennemsnit af 10 tæver fra linje FF på farm fodring, linje AL foderet efter ædelyst og linje RF fodret restriktivt. Linje Uge Hvalpe Antal kirtler Kirtelareal, cm 2 Kirtelvægt, g FF 3 8,3 7,6 ± 1,0 60,1 ± 6,0 FF 6 7,8 7,4 ± 1,1 30,7 ± 8,4 FF 8 5,4 ± 3,8 20,7 ± 6,0 3,9 ± 2,9 AL 3 8,3 7,6 ± 0,8 63,2 ± 6,9 AL 6 8,3 6,5 ± 2,4 31,6 ± 7,9 AL 8 3,6 ± 3,8 22,1 ± 6,0 3,0 ± 1,2 RF 3 8,5 7,8 ± 1,0 61,3 ± 5,4 RF 6 7,8 7,8 ± 1,1 34,3 ± 6,8 RF 8 4,6 ± 4,1 28,5 ± 6,9 4,9 ± 1,0 Det målte areal af mælkekirtler viser en endnu tydeligere udvikling i perioden fra 3 til 8 uger efter fødsel, idet arealet i store træk halveres fra 3 til 6 uger, og yderligere reduceres med 1/3 mellem 6 og 8 uger. Reduktionen var tilsyneladende mindre i linje RF end i de to andre linjer (Tabel 1), men også her viste en statistisk analyse, at kirtelarealet afhang af antal uger efter fødsel (P<0,001) og antallet af kirtler (P=0,05) mens der ikke var nogen sikker forskel mellem de tre forsøgslinjer. Den mængde mælkekirtelvæv der kunne dissekeres ud efter aflivning ved 8 uger var meget begrænset i hovedparten af tæverne, og enkelte tæver måtte helt opgives. Den største mængde fandtes i linje RF, men der var ingen statistisk sikker forskel mellem linjerne (Tabel 1). Den meget begrænsede mængde kirtelvæv ved 8 uger kan ses som udtryk for, at hvalpene i mange kuld var ved at blive fravænnet og mælkeproduktionen var under afvikling. Det var derfor ikke muligt at få en tilstrækkelig god afklaring af hvor præcist en måling af kirtelarealet på den barberede bug kunne beskrive den reelle mængde af mælkekirtelvæv. Dette blev derfor gentaget i 2006 på et begrænset antal tæver, der blev målt ca. 7 uger efter fødsel, inden afviklingen af diegivningen var sat ind. Udviklingen fra uge 3 til 7 svarede i store træk til udviklingen fra 3 til 6 uger i 2005, idet antallet af kirtler var reduceret lidt, mens det målte

3 kirtelareal i gennemsnit var reduceret fra 54 cm 2 til 36 cm 2 og denne forskel var statistisk sikker (p<0,001). Arealet af kirtelvæv var mindst i den Farm Fodrede linje FF og størst i den Restriktivt Fodrede linje RF. Arealet af de fritlagte kirtler pr tæve var i gennemsnit 2 cm 2 mindre end målt på ydersiden af bugen, hvilket skyldes én tæve fra linje AL hvor tilsyneladende kirtelvæv målt på bugen, efter dissektion viste sig at være arvæv. I linje FF og RF var der således samme areal af kirtelvæv målt på bugen og efter dissektion, mens der i linje AL var væsentligt mindre areal af de fritlagte kirtler (Tabel 2). Tabel 2 Antal og areal af aktive mælkekirtler ved 3 og 7 uger samt areal af fritlagte og vægt af udtagne kirtler ved 7 uger i Gennemsnit af 3 tæver fra linje FF på farm fodring, linje AL foderet efter ædelyst og linje RF fodret restriktivt. Linje Uge Hvalpe Antal kirtler Kirtelareal, cm 2 Kirtelvægt, g FF 3 7,7 7,3 ± 1,5 46,8 ± 4,3 FF bug 7 7,7 7,3 ± 1,5 32,9 ± 5,9 FF fritlagt 7 7,7 7,0 ± 1,0 34,2 ± 7,8 13,6 ± 7,1 AL 3 8,3 7,7 ± 0,6 60,0 ± 8,9 AL bug 7 8,3 7,0 ± 1,0 36,1 ± 6,6 AL fritlagt 7 8,3 5,7 ± 3,2 26,8 ± 12,9 11,8 ± 2,5 RF 3 8,3 7,0 ± 1,0 54,8 ± 4,1 RF bug 7 8,3 7,0 ± 1,0 39,4 ± 4,4 RF fritlagt 7 8,3 7,0 ± 1,0 40,8 ± 3,6 17,3 ± 2,0 Den mængde mælkekirtelvæv der kunne dissekeres ud efter aflivning ved 7 uger svarede således meget godt til hvad der blev målt på bugen for hovedparten af tæverne og vægten af kirtelvævet afspejler også, at mælkekirtlerne endnu ikke var tilbagedannet. Den største samlede vægt af mælkekirtelvæv fandtes i linje RF, der også havde det største målbare areal af kirtler (Tabel 2), men forskellen i vægt af kirtelvæv mellem tæver fra de tre linjer var ikke statistisk sikker, hvilket næppe heller kunne forventes med kun 3 tæver fra hver linje. Sammenhængene mellem areal og vægt af hver enkelt kirtel ved 3 og 7 uger fremgår af tabel 3. Da hver tæve havde 5 til 7 kirtler ved 7 uger indgår der 58 kirtler i sammenligningerne, til trods for det begrænsede antal tæver. Tabel 3 Sammenhænge mellem areal af mælkekirtler ved 3 og 7 uger og vægt af udtagne kirtler ved 7 uger i I alt 58 mælkekirtler målt på 3 tæver fra hver af 3 linjer FF på farm fodring, linje AL foderet efter ædelyst og linje RF fodret restriktivt. Korrelationskoefficient angivet over diagonalen, sandsynligheden for at sammenhængen er 0 under diagonalen. Kirtelareal 3 uger 7 uger, bug 7 uger, fritlagt 7 uger, vægt 3 uger - 0,25 0,00 0,07 7 uger, bug <0,06-0,67 0,66 7 uger, fritlagt >0,97 <0,001-0,74 7 uger, vægt >0,61 <0,001 <0,001 - Der er en begrænset sammenhæng mellem størrelsen af hver enkelt kirtel ved 3 og 7 uger. Dette tyder på, at der er stor variation i aktiviteten af de enkelte mælkekirteler, således at det er forskellige kirtler der er størst (og producerer mest) i starten og slutningen af diegivningsperioden.

4 Der er en ganske tydelig sammenhæng mellem størrelsen af mælkekirtler målt på bugen af tæverne og de tilsvarende målinger af de fritlagte mælkekirtler og ligeledes mellem størrelsen af mælkekirtler målt på bugen af tæverne og vægten af de udtagne kirtler. Den anvendte metode ser således ud til at kunne bruges til bestemmelse af mængden af mælkekirtelvæv på levende minktæver op til omkring 7 ugers alderen. Kirtelaktivitet og kuldudjævning: Den udvikling og variation i størrelse og aktivitet af de forskellige mælkekirtler der blev fundet ved måling af kirtelstørrelse fra 3 til 8 uger efter diegivningen viste sig også i perioden fra fødsel til 3 uger. Der var således 10 eksempler på at kirtler der var betegnet som Dievorten kun synlig udviklede sig til Aktive, hævede kirtler der kan trykkes mælk ud af i perioden fra 4 til 13 dage efter fødsel. Heraf var de 6 tilfælde hos en enkelt tæve med 3 hvalpe, der i perioden fra 3 til 7 dage efter fødsel gik fra 1 til 7 aktive kirtler. Disse eksempler viser, at mælkekirtlerne kan pattes op langt ind i diegivningsperioden og der burde derfor være gode muligheder for at dette kan ske i kuld der tilføres ekstra plejehvalpe fra andre kuld ved kuldudjævning. Det var derfor overraskende at dette kun skete i 6 tilfælde i alt hos 5 af de 18 tæver der fik tilført hvalpe. Af 4 tæver med færre kirtler end hvalpe (egne + plejehvalpe) udviklede de 2 flere aktive kirtler. Ud af 10 tæver med flere aktive kirtler end hvalpe (egne + plejehvalpe) fik to færre aktive kirtler mens 1 fik flere aktive kirtler. Kun to af de 5 tæver der udviklede flere aktive kirtler havde flere hvalpe (egne + plejehvalpe) end aktive kirtler. Begge de to tæver der mistede aktive kirtler havde til gengæld flere kirtler end hvalpe, også efter at plejehvalpene var kommet til. Der var dermed en svag tendens til, at tæver med flere hvalpe end aktive mælkekirtler fik pattet flere kirtler op, mens tæver med færre hvalpe end aktive kirtler reducerede antallet af aktive kirtler. Der blev i alt sat 37 plejehvalpe til kuld med fra 2 til 6 hvalpe og kuldstørrelsen derefter var mellem 4 og 8 hvalpe, i gennemsnit 6,56. Der blev ikke mistet nogle hvalpe i ugen efter hvalpene var lagt til. Plejetæverne havde i gennemsnit 7,2 aktive mælkekirtler da de fik plejehvalpe og i gennemsnit 7,3 aktive kirtler en uge senere. Konklusion Det kan konkluderes at: Antallet af aktive kirtler er reduceret kraftigt ved 8 uger Arealet af kirtelvæv målt på bugen reduceres til mindre end halvdelen fra 3 til 8 uger efter fødsel Mængden af kirtelvæv var generelt størst i den Restriktivt Fodrede linje RF men forskelen var kun statistisk sikker mht. kirtelarealet i 2006 Måling af arealet af mælkekirtlerne på bugen af tæven er et brugbart udtryk for arealet og vægten af kirtelvæv op til 7 ugers alderen Tilsyneladende inaktive mælkekirtler kan pattes op indtil to uger efter fødsel Referencer Møller S.H Development of the mammary glands in female mink from weaning through first lactation. Progress in fur animal science, Proceedings from VIth International Scientific Congress in Fur Animal Production, August 21-23, Warsaw, Poland. Polish Society of Animal Production. Applied Science Reports 27, Møller, S.H. & Sørensen, M. T Mælkekirtlens udvikling hos førsteårs minktæver ved restriktiv eller ad libitum fodring gennem efterår, vinter og drægtighed. Dansk Pelsdyravlerforening, Faglig Åsberetning, pp

5 Møller, S.H. & Sørensen M.T Virkning af varierende foderstyrke på mængden af mælkekirtelvæv. I S.H. Møller (red) Temamøde vedr: Hvordan forbereder vi minktæver til parring, fødsel og diegivning. Intern rapport nr Møller, S.H., Nielsen, V.H. & Hansen, B.K Fodereffektivitet efter to generationers selektion under ædelyst eller let restriktiv fodring i vækstperioden. Intern rapport nr.?, Temamøde om Store mink store udfordringer, Forskningscenter Foulum, 19. september, 9 pp.