Vikingernes gådefulde sværd

Transkript

1 VIKINGETID Vikingernes gådefulde sværd For 10 år siden gjorde en britisk forsker et usædvanligt fund: et vikingesværd, som lignede andre til forveksling, men var lavet af stål. Og stålet havde en kvalitet, som først kendes fra 1800-tallet. Først nu er forskerne ved at knække gåden om supersværdet Ulfberht. De særlige vikinge sværd er lange og lette og de bærer alle navnet Ulfberht. CHRISTIES.COM/SHUTTERSTOCK

2 AF ELSE CHRISTENSEN BRIDGEMAN V ed første øjekast lignede de forvitrede rester af vikingesværdet, som Alan Williams holdt i sin hånd, alle andre. Og fundet var da heller ikke usædvanligt: I tidens løb har arkæologer fundet hele 171 eksemplarer af det ca. 90 cm lange sværd med navnet Ulfberht indlagt i klingen. Alligevel var der noget ved sværdet, som gav Williams, som er metallurg og ekspert i historiske våben, lyst til at undersøge det nærmere. En grundigere analyse af metallet viste, at hans fornemmelse havde været rigtig. Der var noget helt specielt ved Ulfberht-sværdet. Stålet var af en markant bedre kvalitet end andre vikingesværd, fortæller Alan Williams. Vikingesværd var normalt lavet af en meget primitiv form for stål med et lavt kulstofindhold, men her var indholdet af kulstof højt. Williams undrede sig; kun stål produceret i en digel, en lukket be- holder som kan tåle høje temperaturer, ser sådan ud, men den teknik mestrede hverken skandinaver eller andre europæere før industrialiseringen år senere. Fundet fik Williams til at undersøge rapporter om tidligere fund af Ulfberht-sværd. Han fandt ud af, at forskerne havde noteret sig det samme høje indhold af kulstof, allerede da det første Ulfberht-sværd blev trukket op af floden Alster i Nordtyskland lige før 1. verdenskrig. Men dengang havde ingen undersøgt det bemærkelsesværdige fund år forud for sin tid Alan Williams' nysgerrighed var vakt, og efter at have analyseret i alt 44 sværd var han ikke i tvivl. Ulfberht-sværdene var noget særligt. Metallet i 33 af de 44 sværd havde et højt indhold af kulstof og var fri for slagger i metalklingen. Analysen af stålet afslørede metallets sammensætning, men gav ingen svar på, hvem der havde fremstillet det. Men i de sidste 10 år har arkæologiske fund og ny forskning besvaret mange af spørgsmålene om Ulfberht-sværdet, og forskerne er nu i stand til at tegne et realistisk billede af, hvordan det kraftfulde sværd endte i vikingekrigerens hånd Vikingernes våbenmagere var dygtige smede, og deres håndværk blev lige- Europa/år Vikingerne har deres storhedstid, er ivrige opdagelsesrejsende og etablerer bosættelser i bl.a Grønland, Rusland og Frankrig. De er frygtede for deres plyndringstogter i Nordeuropa, men er på god fod med slaverne i Rusland, som grundlægger Kjievriget i løbet af 800-tallet. Vikingerne bruger de russiske floder som handelsruter, som bringer dem helt til Iran. Historie Print: tre Status: PDF PROCES Layout: cyt Red.sek: ib Vikingerne var dygtige smede, men hemmeligheden bag stål kendte de ikke.

3 VIKINGETID frem forbundet med magiske kræfter. Kun eliten måtte bære sværd, og ejerskabet blev i krigersamfundet derfor taget meget alvorligt. Hvervet som våbensmed gik ofte i arv fra generation til generation sammen med individuelle smedeteknikker, der var omgærdet af stor hemmelighedsfuldhed. Men grundlæggende arbejdede smedene med de samme metoder og de samme materialer. Fremgangsmåden var møjsommelig; våbensmeden udvandt jernet af myremalm, en okkerbrun masse, som kunne findes rundt omkring ved Skandinaviens moser, åer og kær, og formede herefter sværdet af det opvarmede jernmateriale Alan Williams er den første forsker, som undersøgte Ulfberht-sværdene nærmere. PRIVATFOTO med hammer og ambolt. Smeden skiftevis bankede og foldede sværdet, indtil han opnåede et sværd med en vis styrke og smidighed. Den traditionelle smedeteknik havde imidlertid sine begrænsninger. Vikingernes ovne kunne ikke opnå varmegrader, der var høje nok til at gøre jernet flydende og binde urenheder, og smeden kunne derfor kun fjerne slagger ved at bearbejde dem med hammeren. De lave temperaturer forhindrede også en legering, en kemisk forbindelse mellem jern og kulstof, som resulterer i stål. Slagger og det lave indhold af kulstof fik uheldige konsekvenser for vikin- Sværdet var et mesterværk Fremstillingen af et ægte Ulfberht-sværd krævede ikke blot stål af en høj kvalitet: Det krævede også en smed, som kendte sit kram og kunne forme sværdet i en avanceret proces, hvor det mindste fejltrin førte til fiasko. es Stålet fremstill Smeden laver stålet ved at placere råjern, udvundet af jernmalm, i en smeltedigel sammen med kulstof, fx trækul. Smeden tilsætter også sand og glas, som binder urenheder, hvorefter digelen lukkes med ler og placeres i en særlig ovn, som kan opnå temperaturer på grader. Når brændingen er færdig efter 8-10 timer, lader smeden ovnen køle af, slår et hul i den lukkede kuppel og tager digelen ud, som han slår i stykker. De fleste urenheder falder af sammen med glas og sand, og en lille kompakt blok stål er tilbage. SMELTEDIGEL Den hermetisk lukkede digel indeholdt foruden jernmalm og kul også sand og glas, som bandt urenheder i jernet. Nogle forskere mener, at smedene har brugt brændte knogler fra forfædre eller kraftfulde dyr for at tilføre sværdet symbolsk kraft. Knogler er også en god kilde til kulstof. Glas Ler holder stenene sammen. Der blev op til grader inde i ovnen. Hele ovnen bliver fyldt med kul. Sand LUFT IND CLAUS LUNAU/HISTORIE & SHUTTERSTOCK Stålet skal herefter bearbejdes med en hammer i otte timer for at løse metallets struktur op. Derpå formes det til en barre og er klar til videre forarbejdning eller eksport til fx vikingerne. 26 Knogler Rør i bunden var forbundet med blæsebælge, som nærede ilden med ilt. Historie

4 Kunne skære gennem brynjer Anderledes forholdt det sig med Ulfberht-sværdet. Stålet her var tre gange så stærkt som almindelige sværd, og det har kunnet modstå endog meget hårde slag. Det var smidigt nok til at bøje sig ved mødet med modstanderens våben uden at knække. Samtidig betød stålets hårdhed, at klingen kunne slibes både spids og barberbladsskarp. Forsøg med en moderne efterligning viser, at sværdet ligefrem har kunnet trænge igennem en ringbrynje, tidens mest avancerede kropsforsvar. Som et yderligere raffinement var sværdet forsynet med en såkaldt blodrille, en fordybning, smeden hamrede på langs i bladet. Rillens funktion var navnet til trods ikke at opsamle fjendens blod, men at sikre et sværd, som var let til trods for dets længde og hurtigt kunne løftes til nye slag. En viking, hvis tunge sværd forhindrede ham i hurtigt at løfte sit våben, fik måske aldrig chancen for at svinge det igen, men blev hugget ned af fjenden. Et lettere sværd gav vikingen mulighed for at svinge sit sværd flere gan- Print: tre Status: PDF PROCES Layout: cyt Red.sek: ib gen på slagmarken, da sværdene kunne knække eller splintre i mødet med modstanderens våben. ge, hvilket var en stor fordel i tidens kaotiske nærkampe. Hvem var Ulfberht? Ulfberht-sværdets ophavsmand kunne med rette være stolt, men i søgningen efter hans identitet har forskerne nærmest stået på bar bund. En række spor har imidlertid hjulpet videnskaben på vej. Selvom navngivning af et sværd var normal praksis i vikingetiden og flere sværd kunne have det samme navn, var Ulfberht-sværdene både mere talrige og er blevet smedet i en længere tidsperiode end s Sværdet smede Vikingesmeden varmer det indkøbte stål i sin esse og banker det ud til et sværd med sin hammer. LUFTHULLER En åbning i siden fik luften til at cirkulere i ovnen og sikrede en mere jævn varmefordeling, end hvis ovnen havde været åben i toppen. Navnet Ulfberht mejsles ind i sværdets klinge. Hvis smeden skærer for dybt eller laver bogstaverne for store, kan han svække stålet. Til sidst opvarmer smeden jernstykker, som han former til bogstaver og banker ned i udskæringerne. For at hærde stålet endeligt varmer smeden det op, til det gløder dunkelt orange, og køler det hastigt ned med vand eller ifølge legenden drageblod. Processen hærder sværdet ved at låse strukturen i metallets atomer. Nedkølingen er nervepirrende, for den pludselige kulde kan let få stålet til at splintre. Hvis stålet knækker, må smeden starte forfra med at smede sværdet. Til sidst sliber og polerer vikingen sværdet, så det bliver skinnende og skarpt. De indlagte bogstaver kommer til syne, når smeden påfører en syre, som fremhæver farveforskellen i de to typer metal. Vikingerne var dygtige smede og skabte lette og effektive våben. PIERS GAVESTON/KULT OF ATHENA & NOVA Smeden banker blodrillen ind i bladets midte. Det gør sværdet let, og udformningen betyder, at stålets styrke bevares. Det 90 cm lange sværd vejer ca. et kilo, omtrent det samme som et baseball-bat. Ulfberht genskabt I 2012 satte smeden Richard Furrer sig for at genskabe Ulfberht-sværdet med datidens metoder. På basis af arkæologiske udgravninger af ovne i Turkmenistan byggede han en ovn til fremstilling af stålet. Herefter fulgte en kompliceret smedeproces. Resultatet var det første ægte Ulfberht-sværd i år. Smedeprocessen kan følges i NOVA-dokumentaren Secrets of the Viking Sword, historienet.dk/ vikingesværd

5 VIKINGETID Vikingerne fik stålet fra Iran Med skib kunne vikingerne sejle hele vejen ned til Iran ved at følge floderne gennem Rusland til Det Kaspiske Hav. Sandsynligvis er det via denne handelsrute, stålet er nået fra Khorasan til de skandinaviske våbensmede. Birka 3 BIRKA: Varer fra Østen blev falbudt i Sveriges største vikingeby fra år Formentlig blev stålet videresolgt her. 2 BAGDAD: Stålet fra Khorasan blev solgt i Bagdad, der var verdens vigtigste handelsby i årene Her har vikingerne formentlig handlet sig til det. Kaspiske Hav, og fund af bl.a. Buddhastatuer i Norden viser, at vikingernes netværk var forbundet med handelspladser langt ind i Indien og det øvrige Østen. Williams mener, at vikingerne ad disse veje har importeret stålet som råmateriale og derefter selv forarbejdet. Sandsynligvis kommer stålet fra Khorasan, en region, som i Middelalderen lå, hvor Iran og dele af Afghanistan, Turkmenistan og Usbekistan ligger i dag. Khorasan var fra omkring år 800 centrum for produktion af stål i en meget høj kvalitet, og arkæologiske fund bekræfter, at strukturen i Ulfberht-stålet stemmer overens med stål produceret der. STUDIOLUM & SHUTTERSTOCK I år 800 begyndte Iran at lave stål i høj kvalitet. andre navngivne sværd. Mens det ældste fund stammer fra omkring 850, er det yngste Ulfberht-sværd produceret i årene omkring Alle sværd kan derfor umuligt være produceret af den samme smed. En udbredt teori er, at Ulfberht er navnet på den oprindelige smed, og at navnet er blevet videreført af efterkommerne efter hans død. Navnet Ulfberht var udbredt i Frankerriget i det nuværende Frankrig og Tyskland, og da indskriften Ulfberht er skrevet med latinske bogstaver og omgivet af to kors et før navnet og et før det sidste bogstav har mange historikere ment, at sværdet oprindeligt blev smedet af en kirkens mand i det frankiske rige. Munke tegnede dengang et kors foran deres navn, og biskopper og abbeder forenede ofte deres virke med våbenproduktion. Det var imidlertid forbudt at handle med de hedenske vikinger, så hvis våbnene er kommet fra Frankerriget, er vikingerne kommet i besiddelse af dem på plyndringstogter, eller de har været brugt som løsesum i kidnapninger. Viking smedede Ulfberht Alan Williams giver imidlertid ikke meget for disse spekulationer: Vi aner ikke, hvor navnet Ulfberht kommer fra. At sige, at Ulfberht er et Bagdad 1 KHORASAN: I området, hvor Iran ligger i dag, har arkæologer fundet ovne og digeler, som vidner om produktion af stål i høj kvalitet fra år 800. frankisk navn, og så antage, at sværdet kommer fra Frankerriget, er det samme som at sige, at Kodak er et inuit-ord, og at Kodak-filmene derfor blev lavet i Grønland. Det har været gentaget af historikere mange gange, men det er komplet nonsens. Man kan kun dømme ud fra de historiske facts, siger han. Heller ikke brugen af latinske bogstaver var usædvanlig og ses på flere navngivne vikingesværd. Selv tror Williams, at sværdene er lavet i Skandinavien af en viking: Sværdenes udformning følger fuldstændig den opskrift, som vikingerne brugte, siger Williams. Sværdets udformning og stålets kvalitet betød, at ingen andre sværd i Europa kunne måle sig med dets styrke og kraft, og det har alt andet lige givet vikingerne en stor fordel, fortæller Williams. Som yderligere argument for, at Ulfberht var et skandinavisk sværd, tilføjer han, at alle fundene er gjort i Skandinavien eller i floder som fx Rhinen, hvor vikingerne ofte færdedes. Sværdene er simpelthen blevet tabt over bord, formoder Williams. Stålet har vikingerne handlet sig til, mener Williams. Vikingerne havde fra 800-årene et vidt forgrenet handelsnetværk mod øst. Forbindelserne strakte sig så langt østpå som til Det KHORASAN Supervåben blev en kopivare Stålet har betydet, at Ulfberhtsværdet har været en særdeles eksklusiv mærkevare, så en plausibel forklaring på de 11 Ulfberht-sværd af markant dårligere kvalitet, som Alan Williams stødte på, er, at de simpelthen er efterligninger. Så ligesom nutidens forbrugere måtte også vikingerne tage sig i agt for billige kopier af mærkevarer. Kopierne lignede Ulfberht-sværdene og var fremstillet med den samme teknik, hvor sværdet blev hærdet ved at blive varmet rødglødende og afkølet abrupt i koldt vand, hvorefter stålet kunne Ringbrynjen var middelalderens bedste panser, men den kunne ikke modstå Ulfberht-sværdet. SHUTTERSTOCK 28 Historie Denne PDF er til privat brug. Derfor må du ikke printe kopier til andre eller dele linket på nettet (f.eks. i mails eller på Facebook)

6 slibes barberbladsskarpt. Men modsat den ægte vare indeholdt kopivarerne kun lidt kulstof. Den uheldige køber kunne derfor risikere en fæl overraskelse i kamp, når sværdet splintrede. Fejlkøbet kunne dog være undgået, hvis krigeren kendte de latinske bogstaver og vidste, hvad han skulle kigge efter: På alle de uægte Ufberht-sværd er navnet nemlig stavet forkert. Russerne stopper Ulfberht Gåden om Ulfberht-sværdet bliver nok først løst, hvis arkæologerne finder en smedje i Skandinavien, hvor digelstål beviseligt er blevet forarbejdet. Indtil da strides historikerne fortsat om det avancerede sværds oprindelse. Ét vigtigt faktum understøtter imidlertid, at vikingerne selv smedede Ulfberht: Ingen har fundet sværd, der er smedet efter år Sværdet gik simpelthen ud af produktion netop på den tid, hvor russerne stoppede vikingernes sejlads på floderne og handlen med Mellemøsten ophørte. Middelalderens bedste sværd En række af middelalderens våben har fået nærmest mytologisk status pga. deres overlegne egenskaber. Legendarisk stål Damaskus-klingen blev kendt i Europa, da korsfarerne i årene stødte sammen med muslimske krigere. Klingens stål kom fra Indien, hvor det blev fremstillet fra 300 f.kr. af råjern opvarmet til grader i en smeltedigel med trækul og grønne blade. Metallets karakteristiske mønster skyldes indholdet af jernkarbid, som våbensmeden fremhævede med syre. Analyser af stålet i 1800-tallet gjorde det muligt at fremstille legeret stål, uundværligt i alt fra skyskrabere til biler. DAMASKUS-KLINGEN: Meget stærk og smidig. Splintrede næsten aldrig og kunne slibes barberbladsskarp. Meget kostbar. Print: tre Status: PDF PROCES Layout: cyt Red.sek: ib Læs mere Michael C. Howard: Transnationalism in Ancient and Medieval Societies, McFarland and Co., 2012 Alan Williams: Crucible Steel in Medieval Swords (academia.edu) NOVA: Secrets of the Viking Sword, dokumentarfilm 2012 Prestigevåben med svagheder Katanaen var forbeholdt Japans krigerkaste, samuraierne. Den var skabt til nærkamp, men ikke til at bryde igennem brynjer. Den tidskrævende og komplicerede smedeproces skabte et knivskarpt sværd, som imidlertid led af de samme problemer som klassiske europæiske sværd fra perioden: Manglende adgang til stål af høj kvalitet betød, at middelalderens katanaer kunne splintre. KATANA-KLINGEN: Meget skarp og smidig. Kortere, tungere og svagere end Ulfberht-sværdet og Damaskus-klingen. Langt, let og dødsensfarligt Ulfberht-sværdet kombinerede vikingernes smedekunst med overlegent stål. På trods af det tveæggede sværds længde på hele 90 cm vejede sværdet takket ULFBERHT-KLINGEN: Tveægget, lang og let. Stærk og smidig. Kunne trænge igennem brynjer. Dyr at fremstille og let at kopiere i en ringere kvalitet. være blodrillen ikke mere end ca. et kilo, hvilket betød, at sværdet let og hurtigt kunne løftes til nye slag mod modstanderen. Stålets smidighed gjorde, at det kunne bøjes og møde andre, også tungere sværd uden at splintre. Og fæstet med sværdknappen dannede modvægt til klingen og betød, at sværdet havde en god balance. STAPLETON/BRIDGEMAN/LOOK AND LEARN/KULT OF ATHENA Denne PDF er til privat brug. Derfor må du ikke printe kopier til andre eller dele linket på nettet (f.eks. i mails eller på Facebook)