STUDIUM BIBEL. Kristus og 2hans lov ISSN ISBN

Transkript

1 ISSN ISBN BIBEL STUDIUM Kristus og 2hans lov April Maj Juni 2014

2 1. 2. KVARTAL BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN 2. kvartal Forfatter Kristus og hans lov Keith Burton SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKEN, DANMARK 2014 Dansk Bogforlag, Nærum ISBN ISSN

3 BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN Udgiver: Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen Oversættelse: Marit Birch Petersen Aktiviteter og dialog: Paul Birch Petersen Korrektur: Elsebeth Daugaard Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen Tryk: Strandbygaard Grafisk 2014 General Conference of Seventh-day Adventists. Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af Bibelstudium for sabbatsskolen må redigeres, ændres, omformes, tilpasses, oversættes, gengives eller udgives af nogen enkeltperson eller organisation uden forudgående skriftlig godkendelse fra The General Conference of Seventh-day Adventists. Divisionskontorerne under The General Conference of Seventh-day Adventists har ret til at sørge for oversættelse af Bibelstudium for sabbatsskolen efter særlige retningslinjer. Ophavsretten til sådanne oversættelser og deres udgivelse forbliver hos Generalkonferensen. Seventh-day Adventist, Adventist og flammelogoet er registrerede varemærker tilhørende The General Conference of Seventh-day Adventists og må ikke benyttes uden forudgående godkendelse af Generalkonferensen.

4 INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING TIL 2. KVARTAL april 12. april 19. april 26. april 3. maj 10. maj 17. maj 24. maj 31. maj 7. juni 14. juni 21. juni 28. juni 1. Love på Jesu tid Kristus og Moseloven Kristus og religiøse traditioner Kristus og loven i bjergprædikenen Kristus og sabbatten Kristi død og loven Kristus, enden på loven Guds lov og Kristi lov Kristus loven og evangeliet Kristus loven og pagterne Apostlene og loven Kristi kirke og loven Kristi rige og loven

5 2. KVARTAL 2014 KRISTUS OG HANS LOV Lad mig begynde med at citere Paulus: Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. (1 Kor 2,1-2). Helt central til den store historie om Gud, som vi kan læse om i Bibelen, er opfyldelsen af løfterne fra Det Gamle Testamente på korset og håbet, som det giver for løfterne, der stadig mangler at gå i opfyldelse. Hvis ikke vores forståelse af synd, lov og retfærdighed har Jesus som centrum, har vi fejlet. Vi bliver frelst ved Guds nåde, og i tro holder vi fast ved de løfter, som Gud giver. Hvordan skal vi forstå loven i relation til Kristus? Jeg tror, at det afhænger meget af, hvordan vi forstår Kristus. Er vi tro mod vores forståelse af treenigheden, fordi hvis vi er det, kan vi ikke komme udenom, at det er den samme Gud, der talte til Israels børn ved Sinai, som tog børnene op på sit skød, da de kom løbende hen til ham i evangelierne. Forsamlingen havde nok forskellige forudsætninger, men Gud er den samme, og Jesus Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid, som der står i Hebræerbrevet. I filmen de ti bud med Charlton Heston fra 1956 begynder filmen med en kort introduktion: Vi har en særlig historie at fortælle. Det er historien om frihed. Men vi kan ikke adskille frihed fra loven, men hvis ikke loven leder os til frihed i Kristus, så bliver den et åg, som ikke engang patriarkerne eller vores pionerer kunne bære. Vi bliver udfordret til dette kvartal, at se på loven og traditioner. Vi bliver udfordret til dette kvartal, at se på pagter, riger og kirker. Og når vi er færdige, er det mit ønske, at vi, i alt hvad vi har set, ender med at se det hele i lyset af Jesus Kristus, han som var og som er og som kommer! Thomas Rasmussen Kontaktperson for sabbatsskolen 4

6 INDLEDNING LOVEN OG KÆRLIGHED Lige fra begyndelsen af den store strid i Himlen har det været Satans mål at omstyrte Guds lov. (Ellen White, The Great Controversy, s. 582). Loven som grundvold i Guds regering udtrykker universets moralske integritet. At vælte denne lov ville være det samme som at omstyrte selve skaberværkets moralske orden. Hvis der ikke fandtes nogen gud og heller ikke noget liv, ville universet være amoralsk. Ikke umoralsk, som når man har en dårlig moral, men amoralsk, som når man ikke har nogen moral. Intet i universet fx en livløs sten, som farer igennem et gudløst kosmos kan eje en moralsk egenskab. Men Gud eksisterer, og vi er skabt som moralske væsener med evnen til at elske og blive elsket. For at kærligheden kan eksistere, må moralsk frihed også være til; for kærlighed er et moralsk begreb, som ikke kan opstå i et amoralsk univers, der kun består af sten og kold uendelighed. Moral indebærer evnen til at vælge rigtigt eller forkert, godt eller ondt. Den eneste måde, hvorpå universet kan være moralsk og tillade muligheden for godt eller ondt, er gennem en lov, som definerer, hvad der er rigtigt eller forkert. Skal vi da sige, at loven er synd? Aldeles ikke! Men synden kom jeg først til at kende gennem loven. Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: Du må ikke begære! (Rom 7,7). Er det en synd at være rødhåret? Nej, fordi Guds lov forbyder ikke rødt hår. Det kan ikke være en synd, hvis der ikke er en guddommelig lov, som definerer det som synd. Moral uden lov er lige så umuligt som tanker uden et sind. Vores univers er moralsk, fordi Gud skabte frie væsener, som er ansvarlige over for hans lov. Hvis ikke der var en lov imod begær, ville det ikke være en synd at begære; hvis ikke der er en lov imod rødt hår, er det ikke en synd at være rødhåret, uanset hvor mange rødhårede begærlige væsener, der fandtes. Gud skabte menneskene som skabninger, der kan elske. Men kærlighed kan ikke eksistere uden moralsk frihed. Og moralsk frihed kan ikke eksistere uden en morallov. Kærlighed hviler på frihed, og frihed hviler på lov. Derfor er kernen i Guds kærlighedsregering, nødt til at være hans lov og derfor er det Satans ønske at at omstyrte Guds lov. Angrebet på loven er ikke kun et angreb på Kristi karakter, men på selve skaberværkets moralske orden. I dette kvartal studerer vi Kristus og hans lov. Vi vil studere, hvorfor der er så mange kristne, som misforstår forholdet mellem lov og nåde og de ti buds evige gyldighed. Bibelen siger meget klart: For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge (1 Joh 5,3). Forbindelsen mellem en kærlig Gud og lydigheden imod hans bud er stærkere, end vi forestiller os. Vi kan elske Gud, fordi vi lever i et univers, hvor kærlighed kan eksistere, og den kan eksistere, fordi universet er moralsk. Denne moral er baseret på Guds morallov, som er vores tema dette kvartal. Keith A. Burton er professor i religion ved Oakwood University, hvor han også er leder for Centret for Adventist-Muslimske forhold. Hans doktorafhandling fra Northwestern University fokuserede på lovens rolle i Paulus brev til romerne. 5

7 1 Love på Jesu tid TIL SABBATTEN 5. APRIL 2014 Ugens vers Introdutktion For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. (Rom 2,14). I de fleste samfund gælder der flere love på samme tid. Det kan være generelle love, som gælder for alle, samtidigt med at der er lokale love, som fx gælder i en kommune, men ikke i andre. Når en person på Det Nye Testamentes tid brugte det almindelige ord for lov (nomos på græsk, lex på latin og Torah på hebraisk), kunne vedkommende henvise til mange forskellige love. Ofte ville sammenhængen i samtalen være den eneste indikation af, hvilken bestemt lov der var tale om. Under vores studium i dette kvartal vil vi derfor altid være nødt til at se på sammenhængen for bedst at kunne forstå, hvilken lov der omtales. Denne uges studium undersøger forskellige love, som gjaldt i samfundet på Jesu og den første kirkes tid. Vi vil betragte disse forskellige love, men kun for at hjælpe os til at få et grundlag for studiet af den lov, som er centrum for dette kvartals studium, nemlig Guds morallov, de ti bud. Ugens tekster Luk 2,1-5 Hebr 10,28 5 Mos 17,2-6 3 Mos 1,1-9 Luk 14,1-6 Jak 2,8-12 6

8 SØNDAG 30. MARTS 2014 Romersk lov Læs Luk 2,1-5 Hvad kan vi lære af den måde, hvorpå disse to trofaste disciple samarbejdede med de politiske omgivelser, de levede i? Lige fra begyndelsen af den romerske republik havde man set betydningen af nedskrevne love for et samfunds styre. Systemet med forfatningsmæssige love, som blev grundlagt af romerne, er stadig væk grundvolden for retssystemet i mange af nutidens demokratiske samfund. Rom tillod i stort omfang deres vasalstater at bevare deres egne skikke, men man forlangte, at alle indbyggere skulle adlyde imperiets og senatets love. Dette indbefattede også Josef og Maria. Romersk lov beskæftigede sig med samfundets orden. Derfor behandlede de ikke kun områder, der havde med styreform at gøre, men også social adfærd. I tillæg til at aftale fremgangsmåden for at vælge folk til offentlige embeder, tog romersk lov sig også af ting som ægteskabsbrud og forholdet mellem herre og slave. Mange af de sociale regler ligner dem, vi finder i samfundet i Det Gamle Testamente og andre kulturer. Alle forsøg på at forstå den kultur, som Det Nye Testamentes bøger blev skrevet i, er nødt til at tage hensyn til det faktum, at det romerske imperium udgjorde den politiske baggrund for Jesu og den første kristne kirkes verden. Meget i Det Nye Testamente, fra Jesu død til Paulus fængsling, giver bedre mening for os, når vi forstår så meget som muligt af omgivelserne på deres tid. Det er selvfølgelig ikke nødvendigt at være ekspert i Romerrigets historie for at forstå det, som er nødvendigt for at blive frelst. Men historisk kundskab kan være til stor hjælp for os for at forstå de bibelske tekster. Til at tænke over På trods af Guds fantastiske medvirken i Marias svangerskab og hans tydelige ledelse var disse to mennesker stadig væk lydige imod landets love, som krævede, at de skulle forlade deres hjem, selv om Maria var højgravid. Ville det ikke under disse specielle omstændigheder have været bedre at blive hjemme? Hvad kan deres handling sige os om, hvordan vi bør forholde os til civil lovgivning? (Tænk over, hvor let det ville have været for dem at finde grunde til ikke at adlyde.) 7

9 MANDAG 31. MARTS 2014 Moseloven den civile del Selv om jøderne på Jesu tid var underlagt romersk herredømme, havde de ret til at bestemme i de sager, som specielt havde med deres skikke og religion at gøre (se ApG 18,15). Den lovgivende forsamling, som var ansvarlig for at administrere jødisk lov, var Rådet (Joh 11,47; ApG 5,27). Rådet bestod af 71 mænd, som var udvalgt blandt præsterne, de ældste og rabbinerne, og ypperstepræsten var deres leder. Det fungerede som en slags højesteret, som tog sig af jødiske skikke, traditioner og love. Jødisk samfundsret var baseret på de civile regler, som vi finder i de fem Mosebøger. Disse love omtales som Moseloven, fordi Moses var forfatter af de fem første bøger i Bibelen. Da Gud oprindeligt gav disse love til Moses, forestillede han sig en nation, hvor Gud var den øverste, og hvor folket ville gennemføre hans love. Men på Jesu tid var jøderne altså underlagt romersk lov, men havde tilladelse til at bruge Moseloven til at afgøre interne religiøse skikke. Her var Rådets arbejde specielt betydningsfuldt. I Det Nye Testamente finder vi flere eksempler på civile sager, hvor Moseloven anvendes eller hentydes til. Jødiske mænd skulle stadig væk betale en halv sekel i tempelskat (Matt 17,24-27; 2 Mos 30,13); skilsmisser blev stadig væk styret af Moselovens retningslinjer (Matt 19,7; 5 Mos 24,1-4); folket fulgte fremdeles loven om, at en enke skulle gifte sig med sin svoger (Matt 22,24; 5 Mos 25,5); drenge blev endnu omskåret på den ottende dag (Joh 7,23; 3 Mos 12,3); og ægteskabsbrydere skulle straffes med stening (Joh 8,5; 5 Mos 22,23-24). Matt 26,59-61 Hebr 10,28 5 Mos 17,2-6 Til at tænke over Hvilket vigtigt princip finder vi her? Hvad fortæller dette os om Bibelens opfattelse af ret og retfærdighed? Læs nogle af de civile love, som findes i de første bøger i Bibelen. Nogle af disse love synes mærkelige for os. (Se fx 5 Mos 21.) Når vi tænker over, hvem der gav disse love, hvad bør dette fortælle os om, at vi må lære at stole på Gud i alt, især i de ting, vi ikke helt forstår? 8

10 TIRSDAG 1. APRIL 2014 Moseloven den ceremonielle del 3 Mos 1,1-9; 2,14-16; 5,11-13 Hvad henviser disse love til? Hvad var deres hensigt? Hvilke vigtige sandheder skulle de lære folket? Ved siden af de civile love i det gamle Israel var der også, hvad vi ofte kalder ceremoniloven. Denne lov havde med helligdommen og tjenesten deri at gøre, og var selvfølgelig ment som en undervisning for Israels børn om frelsesplanen og den kommende Messias. Teksterne for i dag omtaler to gange, at der ville skaffes soning gennem disse ceremonier. Disse love er i sig selv en slags miniprofetier om Kristus og hans sonende offer for sit folks synder. Ceremoniloven blev givet af Kristus. Selv efter at den var ophørt, fremstillede Paulus lovens sande position og betydning for jøderne. Han forklarer også dens plads i forløsningsplanen og dens forbindelse med Kristi gerning. Den store apostel erklærer, at denne lov er herlig og fortjener en guddommelige ophavsmand. Den højtidelige tjeneste i helligdommen var et forbillede på de store sandheder, der skulle åbenbares i efterfølgende slægtled... Sådan blev troen gennem århundreders mørke og frafald holdt levende i menneskers hjerte, indtil den lovede Messias kom. (Ellen White, Patriarchs and Prophets, s. 367.) Selv om det var oprettet af Kristus, var det ceremonielle system kun ment som et billede, et symbol på en fremtidig virkelighed Jesu komme og hans død og ypperstepræstelige tjeneste. Da hans gerning her på jorden var fuldendt, var der ikke længere brug for dette gamle system med dets ofringer, ritualer og fester (se Hebr 9,9-12). Selv om vi ikke længere overholder ceremoniloven i dag, kan vi ved at studere den opnå større indsigt i frelsesplanen. Til at tænke over Centralt i helligdomstjenesten var ofringen af dyr, som pegede frem imod Jesu død. Tænk over, hvad det betyder, at vores frelse kun kunne opnås gennem hans stedfortrædende død for os. Hvad bør dette fortælle os om, hvor meget synden koster? 9

11 ONSDAG 2. APRIL 2014 Rabbinsk lov I tillæg til Moseloven var jøderne på Jesu tid også kendt med rabbinernes lov. Rabbinerne var farisæernes akademiske gren, og de havde påtaget sig det ansvar at sørge for, at Moseloven vedblev med at være relevant for folket. Rabbinerne talte 613 love i de fem Mosebøger, inkl. 39, som havde med sabbatten at gøre; og de brugte disse love som grundlag for deres lovgivning. De supplerede disse skrevne love med mundtlige love, som bestod af ledende rabbineres fortolkninger. Mundtlige love omtales som halakah, som betyder at gå. Rabbinerne følte, at hvis folket efterlevede deres mange halakoth (flertal af halakah), ville de gå på de 613 hovedloves vej. Selv om disse rabbinske halakoth oprindeligt var mundtlige love, blev de samlet og nedskrevet i bogform. Nogle af fortolkningerne fra Jesu tid har overlevet i de kommentarer, der kendes som Midrash, mens andre er nedskrevet i en lovsamling kaldt Mishnah. Mange religiøse jøder ned i gennem tiderne og også i dag forsøger nøje at efterleve disse love. Luk 14,1-6 Joh, kap 9 Jesus blev anklaget for at bryde sabbatsbudet ved at helbrede på sabbatten; men hvor i Det Gamle Testamente kan du finde en tekst, som siger, at det er en synd at helbrede på sabbatsdagen? Hvordan hjælper svaret os til at forstå nogle af de problemer, som Jesus mødte? Og hvilke lærdomme kan vi trække frem fra disse hændelser, som kan sikre, at vi ikke gentager lignende fejl i vores forsøg på trofast at gå på Herrens vej? Selv om det er let fra vores perspektiv i dag at håne mange af disse mundtlige love, især dem, som blev brugt imod Jesus, ligger fejlen mere i ledernes holdning end i lovene selv. Selv om halakoth blev efterlevet meget legalistisk, var hensigten med dem faktisk meget åndelig og skulle tilføre et åndeligt element til de mest dagligdags gerninger og give dem en religiøs betydning. Til at tænke over Hvordan kan vi lære at give selv de mest dagligdags opgaver en religiøs betydning? 10

12 TORSDAG 3. APRIL 2014 Moralloven Til trods for den store indflydelse, som romersk lov, Moseloven og de rabbinske love havde på de jøders liv, som levede i Israel i det første århundrede, fulgte mange den jødiske religion uden for Palæstina. Ja, til og med uden for Romerrigets grænser. Ikke alle disse love spillede derfor nogen væsentlig rolle i deres liv. Men enhver, som bekendte sig til at tro på Israels Gud, skulle overholde de ti bud. De ti bud giver Israel en moralsk ramme for at overholde dem. Det billede, som Bibelen benytter for at udtrykke dette, er pagt. Selv om dette billede er hentet fra international lov, er det forkert at opfatte budene kun som et sammendrag af Israels forpligtelser over for Gud... Israels lydighed mod budene var ikke så meget et spørgsmål om underkastelse under den guddommelige vilje, som det var et svar på kærlighed. (Leslie J. Hoppe, Eerdmans Dictionary of the Bible, Ten Commandments, s. 1285). De ti bud overgik ethvert lovsystem kendt af jøderne på Jesu tid. Selv farisæerne, som i detaljer havde lært de 613 Moselove udenad, anerkendte de ti buds betydning. Den del af Mishnah, som kaldes Tamid (5,1) indeholder en rabbinsk befaling om at sige de ti bud udenad hver dag. Man mente, at alle andre love var indeholdt i de ti bud. Den jødiske filosof Filo, som var samtidig med Jesus, skrev faktisk en hel bog om de ti buds centrale stilling blandt al bibelsk lovgivning. Matt 19,16-19 Rom 13,8-10 Jak 2,8-12 Til at tænke over Hvad fortæller disse vers om, hvilken central rolle de ti bud havde i de menneskers liv, som fulgte Jesus? Ligesom deres jødiske brødre anerkendte Det Nye Testamentes forfattere de ti buds hensigt med Guds folk. Selv om nogle af dette kvartals bibelstudier vil diskutere den måde, hvorpå Jesus forholdt sig til andre lovsystemer på hans tid, vil hovedvægten ligge på hans forhold til de ti bud, som ofte betegnes som moralloven. 11

13 FREDAG 4. APRIL 2014 Læs Ellen White Testimonies for the Church, 1. bind, At aflægge ed, s Hvis Adam ikke havde overtrådt Guds lov, ville ceremoniloven aldrig være blevet oprettet. Evangeliets gode nyhed blev først givet til Adam i udtalelsen om, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved; og det blev videregivet fra generation til generation via Noa, Abraham og Moses. Kundskaben om Guds lov og frelsesplanen blev givet til Adam og Eva af Kristus selv. De bevarede med stor omhu den vigtige lektie og fortalte den videre til deres børn og børnebørn. På denne måde blev kendskabet til Guds lov bevaret. (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 230). Spørgsmål til drøftelse 1. Længe før Moses nedskrev de love, som skulle styre Israel, havde egypterne og babylonierne samfundsmæssige lovsystemer, som i mange tilfælde lignede Guds love. Selv ateistiske samfund har love, som beskytter folk og ejendom. Men love er ofte baseret på moralske opfattelser; dvs. love bør opmuntre folk til at afstå fra visse former for ondskab og udøve visse former for godhed. Men hvorfra får de forskellige samfund deres opfattelse af godt og ondt? 2. Hvilken indflydelse har hele ideen om godt og ondt på spørgsmålet om Guds eksistens? Eller sagt anderledes: hvis Gud ikke findes, hvor kommer så ideen om godt og ondt fra? Hvor er det eneste sted, den kan komme fra, hvis der ikke er nogen gud? 3. Vi bruger ofte ideen om lov på forskellige måder. Vi taler om tyngdeloven, om international lov, landets lov og skattelov. Hvad har alle disse love til fælles? Og hvordan er de forskellige? Hvad er de eventuelle følger af at overtræde disse love? Kan man overtræde tyngdeloven? Hvordan hjælper lovgivningens principper dig til at forstå hensigten med de ti bud i forhold til de troendes liv? 4. Gå tilbage til onsdagens lektie og tal sammen i klassen om, hvordan vi som en kirke har brug for at være på vagt for ikke at begå de samme fejl som lederne på Jesu tid ved at lægge byrder til loven, som aldrig var tænkt. 12

14 DIALOG TIL SABBATTEN 5. APRIL 2014 Aktiviteter og dialog Indledning til kvartalets aktiviteter Regelmæssige ideer, som kan forberedes i løbet af kvartalet: Indsaml spørgsmål til specifikke bibeltekster; inviter en gæst, en ekspert på besøg en sabbat til at besvare nogle af spørgsmålene, eller lad en eller flere af klassens medlemmer undersøge teksten mere grundigt. Lektiens emne er de bibelske love. Måske kan klassen en sabbat have besøg af en person, der har særlig indsigt i aspekter af dansk lovgivning og kan give eksempler til sammenligning. Brug Salmebogen og dens skriftindeks til at finde sange, der omhandler eller anvender emnerne. Den Danske Salmebog indeholder yderligere sange om Guds lov. Det kan være interessant at læse/synge nogle af disse sange og evt. få en salmekender til at uddybe ved at fortælle om baggrunden for sangen. Glem ikke at indsamle bedemner fra klassens medlemmer og at bede sammen. Guds Ord I tekster som 5 Mos 4,13-14 og Neh 9,13-14 skelnes der tydeligt mellem de ti bud og alle øvrige love givet ved Sinaj. De øvrige love gjaldt for det land, israelitterne skulle bo i under Guds styre, teokratiet; men de ti bud gjaldt overalt. Hvilke træk ved beretningen om tilblivelsen af de ti bud viser forskellen mellem de ti bud og alle de øvrige bud? Ord og udtryk Lektierne anvender adskillige udtryk fra jødedommen. Herunder finder du en kort ordforklaring over en række udtryk, der har betydning for kvartalets emne. Mishna, skriftlig samling af den mundtlige overlevering, afsluttet omkring år 200 e.kr., hovedbestanddelen af talmud. Talmud (det, som læres), den rabbinske autoritative lovgivning i jødedommen, afsluttet i løbet af det fjerde århundrede. Indeholder mishna og udvidede kommentarer til mishnaen kaldt gemara. Jødiske lærde i både Palæstina og Mesopotamien (Babylon) samlede talmud, den babyloniske er den længste. Midrash, et navn for en bestemt type fortolkninger af bibelske tekster, udbredt på Jesu og den første menigheds tid. 13

15 DIALOG TIL SABBATTEN 5. APRIL 2014 Halaka, kommer af det hebraiske og aramæiske ord for gå og beskriver leveregler at leve er at gå, at være på vandring. Haggada, betyder fortælling og anvendes om de historier eller illustrationer, som rabbinere brugte sammen med en halaka for at illustrere, hvorfor man skulle følge den pågældende regel. Jesu lignelser ville fx have været opfattet som sådanne illustrationer. Forstå det bedre For at undgå en forkert anvendelse af de bibelske tekster om loven er det klogt at indse vores uvidenhed. Når det gælder de specifikke love samlet i Moseloven, er der ganske enkelt mange love, hvor vi ikke kan vide os sikre på den præcise historiske baggrund. Vores historiske kilder til sådanne love og til det samfund, hvori de gjaldt, er yderst begrænsede. Forskere sammenligner ofte med Hamurabis lovsamling. Hamurabi var en babylonisk hersker, som omkring år 1700 f.kr. samlede en række tidligere love i et kompleks, som vi kender godt. Disse love giver os et sammenligningsgrundlag med Moseloven; men det er værd at huske, at Mesopotamien og Kana an/israel var to forskelligt opbyggede samfund, og at der er adskillige århundreder imellem Hamurabi og Moseloven. Fra de kanaanæiske områder har vi ikke nogen historisk kilde til sådanne love i århundreder før eller efter Moses. Forsigtighed i anvendelsen er derfor et tegn på visdom, og lovens evigtgyldige moralske principper er forståelige for alle, også selv om der er specifikke love fra datiden, som vi ikke helt forstår. Noter 14

16 NOTER Missionsberetningerne for 2. kvartal 2014, var desværre ikke klar fra Generalkonferencen ved redaktionens afslutning. Find missionsberetningerne på adventist.dk (i bunden af siden under genveje > Bibelstudium) eller benyt de eftersendte tryk, som hver menighed modtager, så snart de er klar. 15

17 2 TIL SABBATTEN 12. APRIL 2014 Kristus og Moseloven Ugens vers Introduktion Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om. (Joh 5,46). Mange kristne er vokset op med historier om Jesu angiveligt negative holdning til jødernes religion. Denne uheldige misforståelse har ned igennem århundrederne været med til at fremme antisemitisme. Det er rigtigt, at Jesus sagde sin mening om misbrug af religionen; men han talte ikke imod den. Han var trods alt selv dens grundlægger. Evangeliernes beretninger om Jesu liv og gerning viser tværtimod, at han var en trofast jøde og totalt integreret i den jødiske kultur lige fra fødselen indtil den sidste uge af sit menneskeliv. Ligesom enhver anden jøde i det første århundrede var Jesus underlagt Moseloven. Han voksede op i et hjem med trofaste jødiske forældre, og han værdsatte til fulde sin rige jordiske arv, der var forankret i et guddommeligt forsyn. Han vidste, at Gud selv havde inspireret Moses til at nedskrive disse love med den hensigt at skabe et samfund, som genspejlede hans vilje. De skulle tjene som et lys for andre folkeslag. Han overholdt trofast lovens bogstav. Lige fra omskærelsen til hans besøg i templet, til festerne og hans holdning til skat, forblev Jesus lydig over for et system, som han vidste ville blive opfyldt gennem hans egen død og tjeneste i himlen. I denne uge vil vi se nærmere på de love, som Jesus selv adlød. Ugens tekster Luk 2,21-24 Mos 13,2.12 Luk 2,41-52 Matt 17,24-27 Joh 8, Mos 22,

18 SØNDAG 6. APRIL 2014 Omskærelse og fremstilling i templet Luk 2,21-24 Gud oprettede sin pagt med Abraham og sagde, at han skulle blive far til mange folkeslag (1 Mos 17,4). Da Gud skabte denne pagt, var den nioghalvfems år gamle Abraham for nyligt blevet far til Ismael, og den lovede søn Isak var endnu ikke blevet født. Alligevel blev han pålagt at omskære sig selv og alle de mandlige medlemmer af hans husholdning, og han blev pålagt at sikre, at enhver søn, som fra den dag blev født ind i hans husholdning, skulle omskæres på den ottende dag (1 Mos 17,9-12). Dette tegn var så vigtigt, at omskærelsen også blev foretaget, selv om den ottende dag faldt på en sabbat (3 Mos 12,3; Joh 7,22). Dette faktum giver os en bedre forståelse af de første dage af Jesu liv. Evangelierne viser os, at Josef og Maria blev udvalgt til at være hans jordiske forældre til dels pga. deres gudfrygtighed. Josef beskrives som en retsindig mand (Matt 1,19), og om Maria siges det, at hun havde fundet nåde for Gud (Luk 1,30). Da Jesus var otte dage gammel, holdt hans forældre en navngivnings- og omskærelsesceremoni for ham på samme måde, som utallige mandlige jøder havde oplevet i de foregående århundreder. Forestil dig Guds fejlfri søn, nu i menneskeskikkelse, gennemgå det samme ritual, som han selv havde indstiftet så mange hundrede år tidligere! Luk 2, Mos 13, Mos 12,1-8 Hvad fortæller disse tekster os yderligere om Josef og Maria? Hvad kan vi i vores tid og forhold lære af deres eksempel? Til at tænke over Bibelen siger klart, at Maria var jomfru, da hun blev udvalgt til at blive Jesu mor (Luk 1,27), så Jesus var det første barn, der kom ud af hendes moderliv. Ifølge 2 Mos 13 skulle enhver førstefødt blandt israelitterne (både mennesker og dyr) indvies til Gud. Loven sagde også i 3 Mos 12,2-5, at efter at have født et drengebarn var kvinden ceremonielt uren i fyrre dage (firs dage for et pigebarn). Ved afslutningen af denne periode skulle hun fremstille sig for præsten og bringe et offer. Som gudfrygtige jøder fulgte Josef og Maria nøje Moselovens forskrifter og sørgede for, at Guds søn kom til at bære pagtstegnet. 17

19 MANDAG 7. APRIL 2014 De jødiske fester Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. (Joh 5,1). Den første store fest i den jødiske religiøse kalender er den syv dage lange usyrede brøds højtid, som begynder med påsken. Denne fest fejres til minde om israelitternes befrielse fra slaveriet i Egypten, hvor dødens engel gik forbi de døre, hvor der var smurt blod på dørstolperne. Evangelierne beskriver tre gange, at Jesus fejrede påsken (Luk 2,41-43; Joh 2,13-23; Matt 26,17-20). Halvtreds dage efter påske indtraf Shavuot, en fest, der ofte omtales med det græske ord Pentecost, pinse. Selv om Bibelen ikke giver nogen begrundelse for pinsen, mente rabbinerne, at festen var et minde om, at Gud gav loven til Moses. Der er ingen beskrivelse i evangelierne om, at Jesus fejrede pinse. Men før sin himmelfart bad han disciplene om at vente i Jerusalem på at blive døbt med Helligånden (ApG 1,4-5). Denne begivenhed fandt sted på pinsedagen (ApG 2,1-4). Den sidste fest i den jødiske kalender var løvhyttefesten og den store forsoningsdag (Jom Kippur). Forsoningsdagen var den dag, hvor lejren blev renset for synd og folket var et med Gud. Løvhyttefesten var et minde om den tid, hvor israelitterne boede i telte i ørkenen. I tillæg til festerne i Moseloven havde jøderne to andre fester til minde om Guds indgriben i deres historie. Den første er Purim, som mindes jødernes redning fra udryddelse, da Ester gik i forbøn for dem hos den persiske konge. Den anden er Hanukah, som også er kendt som festen for genindvielsen af templet (Joh 10,22) og fejrer makkabæernes sejr over grækerne i 164 f.kr. De bibelske fester gælder selvfølgelig ikke længere for de kristne. De er alle opfyldt i Kristus. Men vi kan lære en hel del ved at studere dem og de budskaber, de indeholder; for de lærer os alle sammen noget om Guds frelsende nåde og magt til at sætte i frihed. 18 Til at tænke over Hvad kan vi gøre, som kan minde os om Guds virkelighed, hvad han har gjort for os og hvad han kræver af os, selv om vi ikke længere fejrer disse religiøse fester?

20 TIRSDAG 8. APRIL 2014 Jesus i templet Det Nye Testamente fortæller os ikke ret meget om Jesu barndom. Men en beretning, som giver os stor indsigt, fortæller om Jesus og hans forældre på besøg i Jerusalem under påskefejringen (Luk 2,41-52). Læs den igennem og besvar følgende spørgsmål: Hvordan er denne beretning med til at vise evangeliernes meget jødiske træk og religionens centrale rolle i datidens liv i Israel? Hvor betydningsfuldt er det, at denne beretning fandt sted under påskefejringen? I hvor mange dage var Jesu forældre ude af stand til at finde ham? Hvad minder det dig om? Selv om Jesus var et lydigt barn, virker hans svar til Maria og Josef næsten som en irettesættelse. Hvilken vigtig pointe indeholder hans svar? Hvad siger dette til os alle om, hvad der må være førsteprioritet i vores liv? Luk 2,51 Hvad betyder det, at han var lydig mod dem? Hvordan er dette vers med til at give os en endnu dybere forståelse af den nedværdigelse, som Gud gik igennem for at frelse os? Hvad kan det lære os om nødvendigheden af underkastelse på rette tid og sted? 19

21 ONSDAG 9. APRIL 2014 Skat Matt 17,24-27 I sidste uges studium så vi, hvordan Moseloven indeholder både en civil og en ceremoniel del. De ceremonielle love betyder, at templet var centrum for det jødiske religiøse liv. I det første århundrede var templet faktisk det eneste, som endnu gav jøderne en nationalfølelse. Templet i Jerusalem var på Jesu tid under renovation. Herodes den Store havde påbegyndt dette vældige arbejde i ca. år 20 f.kr, og det blev ikke endeligt fuldført før i år 66. Romerne var klar over, hvor alvorligt mange jøder tog deres religion, og de tillod dem derfor at indkræve deres egne skatter for at dække udgifterne til templets vedligehold. Alle jødiske mænd over 20 år skulle betale en halvsekel i skat, uanset økonomisk status (2 Mos 30,13; 38,26). Matt 17,24-27 Hvad mente Jesus, da han sagde: for at vi ikke skal forarge dem? Hvilket princip finder vi her, som vi også bør følge i vores egne liv? Det lader til at templets skatteopkrævere rejste rundt i de forskellige provinser for at sikre, at alle mænd opfyldte deres lovmæssige forpligtelse. Peters første svar til skatteopkræverne giver os det indtryk, at Jesus regelmæssigt betalte sine skatter (Matt 17,24-25). Men det virker, som om Jesus stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var passende, at han som Guds søn skulle betale skat for at vedligeholde sin Faders hus. Hvis Jesus havde betalt skatten uden at protestere, ville han i realiteten have anerkendt kravets berettigelse, og derved have benægtet sin guddommelighed. Men selv om han fandt det i orden at betale skatten, benægtede han den påstand, som lå til grund for det. Ved at tilvejebringe pengene til betaling af skatten beviste han sin guddommelige karakter. Det blev gjort klart, at han var ét med Gud og derfor ikke var skyldig at betale skat som en af landets almindelige undersåtter. (Ellen White, The Desire of Ages, s. 434.) Ikke desto mindre valgte Jesus at adlyde øvrigheden og bad Peter om at hente skatten ud af munden på den første fisk, han fangede. Den mønt, han fandt, var nok til at betale skat både for Jesus og Peter. 20 Til at tænke over Jesus betalte sin tempelskat, selv om han vidste, at dette flotte bygningsværk snart ville blive ødelagt (Matt 24,1-2). Hvad bør dette fortælle os om vores pligt til trofast at bringe vores tiende og gaver, uanset hvilke problemer vi tror findes?

22 TORSDAG 10. APRIL 2014 Håndhævelse af loven Som vi har set, var Jesus en trofast borger, der opfyldte sine forpligtelser som en jødisk mand, selv om hans liv var i fare (se fx Joh 7, ; 10,31). Faktisk gør Jesus det klart, at det ikke var hans hensigt at ophæve loven og profeterne (Matt 5,17-20). Joh 8,1-11 Matt 19,1-9 5 Mos 22,23-24; 24,1-4 Hvordan skal vi forstå teksterne fra Det Nye Testamente i lyset af teksterne fra 5 Mosebog? Hvad foregår der her? Nogle af farisæerne forsøgte hele tiden at gribe Jesus i at bryde loven (se fx Joh 8,6). Da de bragte kvinden, som var grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, hen til ham, stillede de ham dette spørgsmål: Moses siger, at hun skal stenes, men hvad siger du? Det er interessant, at Jesus ikke svarer direkte på deres spørgsmål. Faktisk bekræfter han Moseloven i sit svar: Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende (Joh 8,7). Han siger ikke, at hun ikke skal stenes; han tvinger ganske enkelt disse mænd til at se deres egen overtrædelse af loven. Selv frigivelsen af kvinden er i overensstemmelse med Moseloven; for der var ingen til at række en anklagende finger mod hende, og der krævedes mindst to vidner for at fuldbyrde en dødsstraf (5 Mos 17,6). I spørgsmålet omkring skilsmisse og gengifte kan det også se ud, som om Jesus modsiger Moseloven ved at insistere på, at der fra begyndelsen ikke gives noget grundlag for skilsmisse (Matt 19,4-6). Da farisæerne henviser til Moses lov i 5 Mos 24,1-4, sætter Jesus det hele i et større perspektiv. Moses påbyder ingen steder skilsmisse. Men på grund af folkets hårdhjertethed havde Moses tilladt det (Matt 19,8). Her ser vi altså, at selv når Jesus kritiserer Moseloven, sætter han den ikke ud af kraft. Jesus var i alle ting en trofast jøde, som overholdt Moseloven. Til at tænke over Hvordan kan vi lære den rette balance mellem retfærdighed og nåde over for dem, der ligesom vi selv synder? Hvis vi kommer til at vælge den forkerte balance, hvad vi som syndige mennesker helt sikkert kommer til, er det da bedst at være for retfærdig eller for nådig, og hvorfor? 21

23 FREDAG 11. APRIL 2014 Læs Ellen White The Desire of Ages, Løvhyttefesten, s og Jesus læser deres tanker, s Tre gange om året skulle jøderne samles i Jerusalem af religiøse årsager. Indhyllet i en skystøtte havde Israels usynlige fører givet dem anvisninger med hensyn til disse sammenkomster. Under jødernes fangenskab var det ikke muligt at overholde dem; men da folket var genetableret i deres eget land, begyndte man igen at overholde disse mindehøjtider. Det var Guds tanke, at disse årsfester skulle minde folket om ham. (Ellen White, The Desire of Ages, s. 447.) Det faldt Jesu forældre naturligt at betragte ham som deres eget barn. Han var jo sammen med dem til daglig, hans tilværelse lignede i så mange tilfælde andre børns, og det var vanskeligt for dem at gøre sig klart, at han var Guds Søn. De var i fare for at glemme at påskønne den velsignelse, der var skænket dem ved at være sammen med verdens Frelser. Sorgen over at have været skilt fra ham og den milde bebrejdelse, der lå i hans ord, var tænkt som en påmindelse til dem om det hellige kald, der var betroet dem. (Ellen White, The Desire of Ages, s. 81.) Spørgsmål til drøftelse 1. Dvæl ved den fantastiske sandhed, at selv om det var Jesus, der gav alle disse love, underordnede han sig dem, da han blev et menneske. Hvad siger dette om Guds karakter? 2. Prøv at sætte dig i Josef og Marias situation. Er det så mærkeligt, at de ikke helt forstod alt, som havde med Jesus at gøre? Er der ikke også en hel del ting i forbindelse med Jesus, som vi heller ikke forstår? Hvordan kan vi lære at have tillid og være lydige på trods af de mange ting, vi ikke forstår? 3. Hvad vil du sige til en kristen, som påstår, at vi skal fejre de jødiske fester? (Her er et hint: du kan begynde med at spørge, hvordan vedkommende har tænkt sig at fejre dem, siden alle festerne havde deres hovedsæde i et templet, som blev ødelagt for længe siden, og havde med udgydelse af blod at gøre, som er ophørt.) 22

24 DIALOG TIL SABBATTEN 12. APRIL 2014 Aktiviteter og dialog Guds Ord I Efeserbrevet giver Paulus et kristent eksempel på anvendelsen af det jødiske og gammeltestamentlige begreb at vandre (halaka, jvf. sidste uges studie) i betydningen at leve. Den nye danske oversættelse veksler mellem disse udtryk i gengivelsen af den samme græske vending: at leve (4,2) og at vandre (5,2): I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed... I Matt 22,34-40 svarer Jesus på et trick spørgsmål fra en skriftlærd, der spørger om det største bud i loven. Find ved hjælp af Bibelens fodnoter de tekster i Moseloven, som Jesus citerer. Sætter Jesus loven ud af kraft, når han citerer kærlighedsbudene? Erstatter kærlighed i disse ord øvrige bud i loven, så som de ti bud? Hvordan vil du forklare sammenhængen mellem det dobbelte kærlighedsbud og de ti buds tavler? Hvordan viser kærlighed til Gud og medmennesker sig i praksis? Forstå det bedre Uddybende spørgsmål Farisæerne havde opbygget et rigoristisk lovsystem, hvor alle bud havde samme vægt. Det betød i praksis, at de var nødt til at finde på en ny regel for enhver ny situation. Skellet mellem dybereliggende principper og praktiske forskrifter blev udvisket. Det var i lyset af denne opfattelse, at spørgsmålet til Jesus i Matt 22,34-35 blev opfattet som en fælde. Jesus risikerede at blive beskyldt for at tilsidesætte dele af loven, hvis han fremhævede nogle bud frem for andre. Ved at citere direkte fra loven selv gengav Jesus lovens selvforståelse og lukkede effektivt munden på sine angribere. Det var altid Guds tanke, at kærlighed skulle ses som motivet og drivkraften bag al menneskelig lydighed. Kan du finde situationer, hvor mindre betydningsfulde leveregler, som du i al almindelighed har gavn af at følge, kommer på tværs af kærlighedens principper? Betyder Jesu vægt på kærligheden, at man kan lyve eller snyde i kærlighedens navn? Ord og udtryk Shavuot betyder egentlig uger og anvendes om den fest, der følger syv uger efter påskefesten. Påskefesten blev fejret i tilknytning til byghøsten, ugefesten i tilknytning til hvedehøsten. 23

25 NOTER TIL SABBATTEN 12. APRIL 2014 Pentekost kommer af det græske ord for halvtreds og bliver til vores pinse. Det anvendes om ugefesten, fordi den faldt 50 dage efter påsken. Forårs- og efterårsfester er en betegnelse, man ofte anvender om festerne i det jødiske festår. Udtrykket er lidt misvisende, fordi Palæstina ikke har de fire årstider i vores forstand. Forårsfesterne indbefattede påske og pinse, festerne for kornhøsten. Efterårsfesterne indbefattede basunfesten, forsoningsdagen eller domsdagen (Jom Kippur) og løvhyttefesten. Her fejrede man afslutningen på frugthøsten. Forårsfesterne pegede profetisk frem til Jesu lidelse og død og den første menigheds oprettelse, efterårsfesterne pegede frem til historiens afsluttende begivenheder. Alle disse fester var en del af helligdomstjenesten og pegede frem til Jesu offer på Golgata og tjeneste som vores præst i himlens helligdom. De hører derfor ikke til den kristne tidsalder. Efter korset giver det ingen mening at holde dem. Festerne viser nu hen til en himmelsk virkelighed. Jubelåret hørte ikke til feståret og var ikke en del af helligdomstjenesten som sådan. Noter 24

26 NOTER Missionsberetningerne for 2. kvartal 2014, var desværre ikke klar fra Generalkonferencen ved redaktionens afslutning. Find missionsberetningerne på adventist.dk (i bunden af siden under genveje > Bibelstudium) eller benyt de eftersendte tryk, som hver menighed modtager, så snart de er klar. 25

27 3 TIL SABBATTEN 19. APRIL 2014 Kristus og religiøse traditioner Ugens vers Introduktion Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud. (Matt 15,8-9). John Wesley, som grundlagde metodistkirken, udtalte, at en persons teologi bliver dannet ud fra fire faktorer: tro, fornuft, Guds ord og traditioner. Men han mente ikke, at alle fire sider havde samme autoritet. Bibelen var grundlæggende, men vores individuelle tro, vores evne til at ræsonnere samt religiøse traditioner har indflydelse på den måde, hvorpå vi fortolker Bibelen. Hvis Wesley blev ført til vores tid, ville han blive chokeret over at opdage, at mange moderne teologer i den weslianske tradition (og også i andre) nu sætter fornuft, tradition eller personlige meninger over Biblens tydelige lære. I denne uge vil vi undersøge de religiøse traditioner, hvorpå de skriftkloge og farisæerne baserede mange af deres læresætninger. De rabbinere, som oprindeligt nedskrev disse traditioner, havde stor respekt for Skriften og havde ikke til hensigt at placere disse traditioner på samme niveau som Guds ord. Men nogle af deres ivrige disciple forvekslede metoden med budskabet og flyttede dermed fokus fra Guds skrevne åbenbaring til menneskelige traditioner. Ugens tekster Matt 23,1-7 Matt 15,1-6 Es 29,13 Matt 5,17-20 Rom 10,3 26

28 SØNDAG 13. APRIL 2014 Moses stol Selv om de skriftkloge og farisæerne tilsyneladende er to adskilte grupper, som tilfældigt bliver slået sammen, var de skriftkloge sandsynligvis en undergruppe af farisæerne (se ApG 23,9). Farisæerne begyndte at blive kendt på det græske verdensriges tid. Det menes, at de er efterkommere af en meget from jødisk sekt, kendt som Hasidim, som var med til at kæmpe i det makkabæiske oprør mod Grækenland. Navnet farisæer kommer fra det hebraiske paras, som betyder at adskille. På et tidspunkt, hvor mange jøder var blevet påvirket af hedenske kulturer, så farisæerne det som deres pligt at sikre, at enhver jødisk mand blev oplært i loven. For at gennemføre denne opgave oprettede de en stilling som rabbi, som bogstaveligt betyder min store eller min lærer. Når Jesus siger, at de skriftkloge og farisæerne sidder på Moses stol (Matt 23,2-3), anerkender han deres stilling som folkets lærere. De havde trods alt påtaget sig det ansvar at sikre sig, at folket blev oplært i loven. Matt 23,1-7 Hvad var ifølge disse vers et af Jesu største problemer med de skriftkloge og farisæerne? I evangelierne er de fleste henvisninger til de skriftkloge og farisæerne negative, og i lyset af den rolle, mange (men ikke alle) af dem spillede i Jesus død og forfølgelsen af hans efterfølgere, er denne negative omtale fortjent. Disse gruppers medlemmer så ud til at ligge på lur bag hushjørner eller gemme sig bag træer for at gribe mennesker i at begå en fejl, så de kunne håndhæve loven imod dem. Dette billede af farisæerne er så almindeligt i Bibelen, at ordet farisæer ofte bruges som synonym for en lovtræl. Når vi ser nærmere på denne tekst, opdager vi, at Jesu største problem med farisæerne ikke så meget var, at de ønskede, at andre skulle holde Moseloven, men at de ikke selv holdt den. De var hyklere de sagde en ting, men gjorde noget andet og selv når de gjorde det rigtige, gjorde de det ud fra forkerte motiver. Til at tænke over Læs igen, hvad Jesus sagde om de skriftkloge og farisæerne. Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke kommer til at have den samme holdning? 27

29 MANDAG 14. APRIL 2014 Menneskebud Selv om de skriftkloge og farisæerne sad på Moses stol, baserede de også deres religiøse undervisning på kilder uden for Det Gamle Testamente. Den lov, som farisæerne benyttede, bestod af førende rabbineres bibeltolkning. Det var ikke hensigten med disse fortolkninger, at de skulle erstatte Skriften, men supplere den. Til at begynde med blev de videregivet mundtligt; senere begyndte de skriftkloge at samle dem i bøger. Den første officielle udgivelse af rabbinsk lov fandt sted hen imod slutningen af det andet århundrede e.kr., da rabbiner Jehuda Ha- Nasi (Prins Juda) udgav Mishnahen. De love, som er nedskrevet i Mishnah er et udtryk for omkring fire hundrede års rabbinske fortolkninger. Mange af de rabbinere, hvis lære er inkluderet, levede på Jesu tid, og de mest kendte er Hillel og Shammai. Til dem hører også Gamaliel, Hillels barnebarn, som var Paulus lærer. Matt 15,1-6 Hvad drejer striden sig om i dette tilfælde? Hvilken fejl forsøger Jesus at rette? I forrige uge læste vi, at rabbinernes love kaldtes halakah, som betyder at gå. Rabbinerne mente, at hvis en person gik på de mindre loves vej, ville de automatisk også holde de større love. Men på et eller andet tidspunkt begyndte de mindre love at få status som større love, og efter nogen tid var det vanskeligt at skelne det traditionelle fra det bibelske. Det virker ikke, som om Jesus havde noget problem med, at farisæerne havde deres egne regler. Men det var et problem for ham, at de havde ophøjet disse regler, så de havde status som trospunkter. Intet menneske har autoritet til at skabe religiøse restriktioner og ophøje dem til guddommelig status. Det betyder selvfølgelig ikke, at kristne grupper ikke har lov til at skabe regler, som er med til at styre menneskers opførsel. Praktisk undervisning kan være en stor hjælp for mange til at holde loven. Men denne undervisning må aldrig få lov til at erstatte selve loven. 28 Til at tænke over Hvilke regler, traditioner og skikke har vi som syvendedags adventister, der hjælper os til at være mere trofaste og lydige i vores liv? Lav en liste og tag den med i klassen på sabbatten. Drøft, hvilken rolle disse skikke spiller i menighedens liv.

30 TIRSDAG 15. APRIL 2014 De gamles overleveringer Som vi har set, var nogle af rabbinerne så optaget af de regler og traditioner, som var skabt for at hjælpe dem til at overholde Moseloven, at de slet ikke kunne se forskellen på de to. Efter nogen tid fik rabbinernes ord kanonisk status; folk troede, at de var lige så forpligtende som Guds ord. Da rabbinerne oprindeligt skrev deres kommentarer, havde de sandsynligvis ikke til hensigt at lægge noget til Skriften. Men deres ivrige disciple så det som deres pligt at dele disse enestående kommentarer med den brede befolkning. Matt 15,1-2 Hvilken tekst i de fem Mosebøger bygger denne tradition på? Hvilken betydning har dit svar? Se også Mark 7,3-4 og Matt 15,11. Det bliver meget svært at finde en tekst i Bibelen, som siger: Du skal vaske dine hænder, før du spiser. Men en sådan påstand ville ikke have overrasket de skriftkloge og farisæerne, da de konfronterede Jesus; for de gjorde det klart lige fra begyndelsen, at disciplene ikke brød Moseloven, men de gamles overlevering. Farisæernes alvor, da de stillede dette spørgsmål, antyder, at dette var en alvorlig religiøs overtrædelse. Sundhedsfolk og forældre ville sikkert gerne give en hygiejnisk eller psykologisk begrundelse for farisæernes tilsyneladende sygelige optagethed af at vaske hænder. Men bibelforskere mener, at det i virkeligheden handlede om ceremoniel urenhed. Farisæerne bekymrede sig åbenbart over, at folk i deres dagligdag kom til at røre ved ting, som var urene. Hvis de derefter spiste uden at vaske sig, ville de blive ceremonielt urene, når de rørte ved maden. Ud fra det faktum, at de bragte deres anklage imod Jesu disciple, kan vi konkludere, at Jesus måske ikke selv brød denne kendte tradition, (Mark 7,3). Men han var godt klar over, at farisæerne gjorde et stort nummer ud af bagateller. Es 29,13 Hvilke vigtige bibelske principper finder vi her? Hvorfor er det så vigtigt for os at huske dem? 29

31 ONSDAG 16. APRIL 2014 Menneskebud Anvendelsen af menneskers forskrifter som erstatning for Guds bud er stadig ikke ophørt. Selv blandt kristne findes der regler og skikke, som ikke har noget bedre grundlag end fædrenes overleveringer. Sådanne foranstaltninger, som alene hviler på menneskelig autoritet, har fortrængt det, der er guddommeligt fastsat. Mennesker klamrer sig til deres traditioner, sætter deres skikke højt og nærer had mod dem, der forsøger at vise, at de begår fejl... I stedet for de såkaldte kirkefædres autoritet, befaler Gud os at tage imod ordet fra den evige Far, Himmelens og jordens Herre. (Ellen White, The Desire of Ages, s. 398.) Matt 15,3-6 2 Mos 20,12 5 Mos 5,16 Matt 19,19 Ef 6,2 Hvilke to alvorlige anklager kommer Jesus med over for farisæerne? Da farisæerne konfronterede Jesus mht. at vaske hænder, forventede de, at han ville svare direkte på deres anklage. Men på sin helt egen måde konfronterede Jesus dem med et spørgsmål, som gik lige til sagens kerne. Jesus ønskede, at de skulle forstå, at det ikke drejede sig om at vaske hænder, men om, hvor højt hævet den guddommelige standard er over menneskers standard. Farisæerne kunne komme med en logisk forklaring på deres holdning til at vaske hænder. De argumenterede utvivlsomt også for deres uforlignelige kærlighed til Gud ved at give penge til Guds sag i stedet for at sørge for deres forældre. 30 Selv om farisæerne sikkert har haft logiske motiver for deres handlinger, forventer Gud ikke, at vi elsker ham på vores egne betingelser. Det var godt, at de var optaget af disciplin og et helligt liv; men dette må aldrig overskygge Guds vilje. Farisæerne burde have husket, at de 613 love i Moseloven var i harmoni med hinanden, ikke selvmodsigende. Ingen af disse love var tænkt som en erstatning for nogen anden lov. Men deres krav om at følge de gamles traditioner underkendte Guds ord (Matt 15,6), i hvert fald hvad dem selv angik. De, som betragtede sig selv som lovens vogtere, er utvivlsomt blevet chokeret, ja til og med forarget over påstanden om, at de faktisk overtrådte den og satte Guds ord ud af kraft ved de traditioner, som de troede var en hjælp for folket til bedre at overholde loven!