Litteraturanalyse 3, 4. semester FS 08 Underviser: Jan Rosiek STRUKTURALISME

Transkript

1 STRUKTURALISME Litteraturanalyse 3, 4. semester Strukturalisme kaldes en af de klassiske litteraturteorier. Få praktiserer den, mange tager afstand fra den, men alle forholder sig til den. Strukturalismen i vore hjerter. Eller: i virkeligheden er vi jo alle en slags strukturalister (Gregersen 2006: 11), således kalder Frans Gregersen sin artikel om strukturalisme i NyS. Strukturalismen er nok den mest inderliggjorte af de humanistiske teorier, og derfor er det vigtigt at forstå den og forstå, hvornår man opererer strukturalistisk. Jeg vil i denne opgave gøre rede for strukturalismen og dens historiske udvikling (primært den litterære, men da den i så høj grad bunder i lingvistikken, vil jeg også have stor vægt på det), dens vigtige begreber, hovedskikkelser og position i feltet af litteraturteorier. Strukturalismens begyndelse er let defineret som 1916: året, hvor Ferdinand de Saussures Cours de linguistique générale udkom. Saussure ( ) er helt og holdent strukturalismens fader, og han beskæftiger sig først og fremmest med sprogvidenskab, ikke med litteratur. Saussure har ikke selv nedskrevet sin bog, den er blevet til på baggrund af redigerede elevnoter fra hans forelæsninger. Hans lingvistiske karriere starter i 1800-tallet, i historismens århundrede. Fokus er på den historiske, diakrone tilgang til sprog. Saussure mener ikke, at denne forståelse af lingvistik er den rette, og da han senere skal undervise i almen sprogvidenskab, begynder han at tænke nye tanker for at finde svar på de ubesvarede spørgsmål og de misforståelser, den historiske lingvistik efterlader. Dette opgør fører til den strukturalistiske tilgang til sprogvidenskab. Bestemmelse vha. opposition er centralt i strukturalismen: Verden inddeles i binære modsætninger, og sproget i system og brug. Sprogsystemet kan så igen ses som diakront (og historisk) eller synkront, og Saussure bestemmer lingvistikkens område til at være det synkrone sprogsystem modsat i 1800-tallet, hvor det var det diakrone. Saussure mener, at sproget består af overgange mellem forskellige synkrone tilstande; det udvikler sig altså ikke som et kontinuert og diakront forløb. Han fandt, at der var visse elementer i sproget, der ikke ændrede sig, og denne indsigt fører til ideen om det synkrone, deriblandt det synkrone sprogsystem Sprogsystemet er et socialt, psykisk faktum, og det er herfra, at sprogbrugen kommer. Brugen er individuel og styret af systemet. Sprogets mindste enhed er tegnet, der består af indhold (betydning/signifié) og udtryk (lydbillede/signifiant). 1

2 Den strukturalistiske måde at tænke sprogvidenskab på er en helt ny tilgang til humanistisk videnskab, en videnskabeliggørelse af humaniora. Humaniora er sædvanligvis idiografisk og beskæftiger sig med det unikke, hvor naturvidenskaberne er nomotetiske og bestræber sig på at opstille lovmæssigheder, systemer, der gælder generelt, ikke kun i det unikke tilfælde. Strukturalismen arbejder nomotetisk, og denne videnskabeliggørelse af den humanistiske metode smitter af på andre videnskaber i efterkrigstiden. Virkeligheden, sådan som den bare giver sig eller foreligger, må vige for en mere virkelig, bagvedliggende virkelighed, der ganske vist først skal synliggøres gennem bestem-te metodiske greb (Kristensen og Schmidt 2007: 307-8), for at få humaniora videnskabeliggjort må man altså finde frem til den sande bagvedliggende virkelighed; denne strukturalistiske sandhedsjagt sætter ind i litteraturvidenskaben i 1960 erne. Man søger teksters bagvedliggende struktur/system for herigennem at finde ind til de eviggyldige og generelle underliggende systemer, der aktualiseres i forskellige tekster, og altså på den måde komme frem til noget universelt frem for unikt i litteraturen. Tekster består i strukturalismen af et overflade- og et dybdeniveau. På dybdeniveauet findes forskellige grundlæggende strukturer i form af grundlæggende funktioner. En tekst vælger så de funktioner, der skal aktualiseres i den konkrete tekst og dens begivenheder og personer, dens narratologiske funktioner (den onde stedmoder, udfordringen, hjælperen, etc.). Disse overfladebegivenheder og -personer undersøges for at finde frem til, hvilke funktioner og overordnede modsætningspar der i virkeligheden rører sig på tekstens dybdeniveau. Det samme overflade-/dybdeforhold findes i sproget; ligesom tekster har overfladestrukturer, der udfolder muligheder på dybdeniveau, har sproget en overfladestruktur, der består af sprogbrugen, som udfolder muligheder på dybdeniveau, her sprogsystemet. Der findes en unik begivenhed, sprogsituationen evt. forstået som teksten, og et bagvedliggende system, dybdeniveauet, strukturen. Det bagvedliggende system er synkront og kan altså genfindes i de forskellige synkrone stadier i sproget/litteraturen. Strukturalismen og hermed Saussures tanker er blevet udfoldet i mange retninger og har derfor også mange hovednavne. En vigtig dansk videreudvikler af strukturalismen (dog inden for lingvistik) er Louis Hjelmslev ( ), han udvikler Saussures tanker til en stærkt formalistisk sprogteori. Den russiske folkemindeforsker Vladimir Propp ( ) overfører strukturalismen til litteratur, idet han undersøger folkeeventyrets narrative strukturer i Folkeeventyrets morfologi (1928). Han 2

3 er en del af den russiske formalisme, der beskæftiger sig med litteraturen formelt; formen som det, der gør litteratur til litteratur. Denne arbejden med litteraturens form bliver i strukturalismen til tekstens litteraritet. Litteraritet er, når sproget referer til sig selv som sprog og ikke bare refererer til et indhold, fx ved at rime. Roman Jakobsson ( ), der også er en del af den russiske formalisme, udarbejder en kommunikationsmodel, der er meget brugt den dag i dag. Den tager udgangspunkt i en kommunikationssituation og de forskellige instanser i en sådan bl.a. afsenderen og den emotive sprogfunktion, modtageren og den konative og ikke mindst den poetiske funktion, der gør sig gældende, når sproget bruges som materiale og ikke blot som refererende til indholdet (altså litterariteten). Den formelle tilgang til litteraturen fører til en narratologi, der beskæftiger sig med litteraturen strukturalistisk ved at finde narrative funktioner, der udfolder sig i litteratur. Algirdas Julien Greimas ( ) udvikler, på baggrund af Propps undersøgelser af narrative strukturer i folkeeventyr, en af de klassiske strukturalistiske, narrative modeller: aktantmodellen. De narrative strukturer/funktioner reduceres, så han til sidst ender op med de 6 typiske, opstillet i binære modsætninger: objekt/subjekt, giver/modtager og hjælper/modstander - en klassisk strukturalistisk reduktion af de unikke eventyr til et generelt system. Greimas hovedværk er Sémantique structurale (1966), og han bygger videre på Hjelmslevs og Propps arbejder. En anden af hans vigtige modeller er transformationsmodellen, også kendt som sommerfuglemodellen, her tager han udgangspunkt i den strukturalistiske fokusering på forskelle og ligheder. Ved at undersøge tekstens semantiske struktur og sætte de værdier, teksten fremsætter, op binært, kan man finde frem til tekstens betydning. Andre relevante hovedpersoner i strukturalismen er bl.a. Roland Barthes, Claude Lévi-Strauss, Umberto Eco og Christian Metz. I litteraturvidenskaben har strukturalismen overordnet udmøntet sig i to tanker: semiotikken og narratologien. Semiotik er studiet af tegn, tegnsystemer og tegnproduktion og hermed betydningsdannelse. Betydning opstår i de forskelle og relationer, der er i tegnsystemer, og disse relationer styres af samfundsmæssige, foranderlige regler og konventioner. Narratologien handler om at undersøge fortællingers struktur og om at finde typiske, generelle fortælleforhold. Sommerfugle- og aktantmodellen bygger på disse to principper, og denne tilgang til litteratur er noget af det nye, der introduceres med strukturalismen. 3

4 Strukturalismen var vigtig som en nytænkning af litteratur- og andre humanistiske videnskaber og har fremprovokeret flere moderne litteraturtilgange og lagt navn til samlebetegnelsen poststrukturalisme. I dag er strukturalismen inden for litteraturen i mange henseender en død teori, der stadig kan tilbyde brugbare begreber og synsvinkler. (Larsen 2005: 149). Den døde teori er her bestemt ved, at den ikke længere udvikler nye begreber eller synsvinkler, men stadig har brugbare dele. Strukturalismens kvalitet kan siges at være, at den reducerer litteraturanalyse til noget nomotetisk, der (næsten) gør analysen håndgribelig og fjerner det følte, men samme reduktion er også strukturalismens problem, fordi den udelukkende formår at gøre plads for tanker og analyser, der passer ind i systemerne. Den strukturalistiske litterære analyse er den type litteraturtilgang, der ser på teksten og teksten udelukkende - forfatter, kontekst og læser er irrelevant for læsningen. Ligesom den lingvistiske strukturalisme ser sproget som synkront frem for diakront, ser den litterære litteraturen som synkron og har tekstsystemers love som hovedinteresse. Det er væsentligt for tekstanalysen at finde tekstens grundlæggende betydningsstrukturer og se på de modsætninger, der forekommer. En ting defineres strukturalistisk ved dens modsætning, derfor er binariteter og forskelle essentielle for at finde frem til tekstens tema. Et andet strukturalistisk begreb er arbitraritet, vilkårlighed. Forholdet mellem tegnets indhold og udtryk er det grundlæggende arbitrære forhold i strukturalismen, forholdet mellem virkelighed og sprog er altså også vilkårligt. Konsekvensen heraf bliver i litteraturvidenskaben, at forholdet mellem tekst og virkelighed er vilkårligt. Teksten kan ikke længere opfattes som en art virkelighed, der afspejler samfund, forfatter eller andet. Litteratur er ikke en afspejling af virkeligheden, men en selvstændig verden af arbitrære tegn. Når selve tekstens univers af tegn og betydninger ikke længere afspejler virkeligheden, bliver det interessant at undersøge tekstens grundlæggende strukturer for på den måde at komme frem til noget virkeligt på dybdeniveau. Feltet af litteraturvidenskaber og -metoder kan på strukturalistisk vis inddeles i forskellige dikotomier. En væsentlig dikotomi er den mellem de videnskaber, der medtager tekstens kontekst, forfatter og læser, og de, der ikke gør. Strukturalismen er så afgjort i den sidste kasse. Teksten som autonom er en vigtig grundide i nykritikken, der indfører begrebet nærlæsning og mener, at alt i tekstlæsningen skal komme fra teksten. Hos dekonstruktivismen er teksten stadig mere eller mindre 4

5 autonom, men en læsning, der inkluderer intertekstuelle referencer, er accepteret. I receptionsæstetikken er fokus på læser, i biografismen på forfatter, og i ideologikritikken på samfundet, tre eksempler på litteraturtilgange, der alene på det punkt adskiller sig meget fra strukturalismen. Strukturalismen provokerer med sit grundlag i et statisk tegnbillede og sin nomotetiske litteraturtilgang med fokus på systemet bag teksten frem for den unikke tekst, og i slut- 60 erne opstår poststrukturalismen. De vil have et dynamisk tegnbillede og taler om betydning som en proces og tekster som udtrykskæder indeholdende betydninger, der stadigt forskydes. Dekonstruktivismen fokuserer bl.a. på strukturalismens modsætninger, der udgør helheder. De mener ikke, at modsætningerne kan udgøre helheder, men derimod er konflikter i teksten. Alt i alt bør strukturalismen indplaceres i to dikotomier i feltet af litteraturtilgange: 1. teksten som autonom vs. teksten som ikke-autonom, hvor strukturalismen hører til de autonomifunderede, og 2. stærkt meningssøgende, fortolkende teorier, der ser teksten som en virkelighedsafspejling, der kan bruges til at finde et meningsfuldt livsbillede (med hermeneutikken og dens mesterfortolkning som yderpunkt) vs. teorier, der ser teksten som rent sprog og system med en arbitrær forbindelse til virkeligheden (med yderpunkt i strukturalismen). Ligegyldigt hvor man som enkeltperson placerer sig i disse dikotomier, kan man i hvert fald ikke undgå at tage stilling til strukturalismen, fordi den kommer med en helt ny vinkel på humaniora og litteraturanalyse. Litteratur: Gregersen, Frans Strukturalisme. In: Humanistisk Videnskabsteori. København: DR Multimedie. Gregersen, Frans Strukturalismen i vore hjerter. Eller: i virkeligheden er vi jo alle en slags strukturalister. In: NyS Sprogvidenskabelige Forskningstraditioner. København: Nydanske Sprogstudier. Kristensen, Jens Erik og Lars-Henrik Schmidt Temaer og tendenser i humaniora In: Humanistisk Videnskabsteori. København: DR Multimedie. Larsen, Svend Erik Strukturalisme. In: Litteraturens tilgange. København: Academica. 5