At sige ordentligt FARVEL

Transkript

1 AFSKED AF LENE ØSTERGAARD At sige ordentligt FARVEL Folkekirken Kirkelige bisættelser og begravelser indeholder, hvad mange pårørende betragter som en nødvendig afsked med den afdøde. En præst har gennem arbejde i sorggrupper mødt mennesker, der blev snydt for afskeden. har næsten monopol på begravelser og bisættelser i dette land. Og sjælesorg i forbindelse med dødsfald udgør en meget stor del af præstens arbejde. Ikke mindst tilrettelæggelsen af den kirkelige handling og prædiken. Oftest indeholder prædikenen en vita-del omkring afdødes liv, levned og relationer sammenkædet med forkyndelse for de tilstedeværende i kirken eller kapellet. Fra et snart mangeårigt arbejde som præst ved jeg, at oplevelsen i kirken trækker dybe spor, og at en kirkelig højtid efter dødsfald er en central begivenhed, der huskes. Og det huskes ILLUSTRATIONER: LISBETH E. CHRISTENSEN 3

2 også, hvis afdøde bisættes uden en form for højtid. Jeg er blevet spurgt, hvordan man kan holde bisættelse uden gejstlig medvirken. Det ved jeg af gode grunde ikke, for det har jeg aldrig prøvet. Hvad man kan sætte i stedet for prædikenen, ritualet og salmerne, kan jeg kun have en idé om. Jeg har aldrig forholdt mig nærmere til det det har jeg ikke haft lyst til, fordi jeg mener, at ritualerne og en stor del af de bibelske tekster låner sprog og følelser gældende til alle tider for mennesker i den vestlige kultur. Jeg har hovedsagelig én opskrift på bisættelse, som jeg følger. Den varieres lidt med forskellige salmer efter de pårørende ønsker. Og den samme opskrift er gennemgående for folkekirkens præster. Uden bisættelse Ca. 94 procent af alle dødsfald efterfølges af en bisættelse eller begravelse med gejstlig medvirken. Og det er blevet min erfaring, at de pårørende ikke følelsesmæssigt slipper uden om den hårde konfrontation med døden, som det er at gå i kirken og se kisten og holde en fælles afsked med den døde iblandt familie og bekendte. For de resterende seks procent hænder det, at afdøde slet ikke er medlem af folkekirken. Det kan være et kraftigt signal om, at den døde helst er fri for det kirkelige væsen. Nogle pårørende respekterer det, andre ikke. Det hænder endnu oftere, at den døde kremeres uden en højtid, enten fordi den afdøde har ønsket det sådan, eller fordi de pårørende ikke ønsker det. Men for en meget stor del bliver det til senere fortrydelse, at den kirkelige højtid er blevet fravalgt. Det huskes, og der klages (til præsten) over, at Det føltes så tomt eller Det var så uhøjtideligt. Så ved det næste dødsfald i familien har man opdaget en værdi og en slidstyrke i det kirkelige udtryk over for døden. Det hænder dog også, at nogle pårørende ikke fik mulighed for at deltage i højtiden. Følelsen af at være blevet snydt for noget vigtigt kan være vedvarende og uafrystelig. Det vil jeg fortælle ud fra tre oplevelser, jeg har haft. Under et medmenneskeligt og socialt perspektiv har jeg igennem flere år arbejdet med sorggrupper. Psykolog er jeg ikke, det skal læseren vide. Men jeg er efteruddannet til dette arbejde med en rækker kurser ved Den sociale Højskole. Annes historie I arbejdet med en kvinde i en sorggruppe fandt jeg det formålstjenligt at træde i tydelig karakter som præst. Anne på 40 år havde mistet sin far otte måneder tidligere og var nu søgte ind i sorggruppen. Hun havde tidligere været udsat for en række tab af både venner og anden familie. Sin mor havde hun mistet år tidligere. Hendes forhold til den afdøde far var på mange måder problematisk, idet faderen efter moderens død havde skilt sig af med moderens tøj og smykker, destrueret fotos og havde fjernet så mange minder om hende som muligt. Tre måneder efter hendes død var han flyttet sammen med en ny kvinde, som faderen levede sammen med indtil sin død. Anne havde deltaget i pasningen af faderen under hans sygdom og var til stede, da han døde på hospice. I faderens terminale sygdomsfase havde de talt åbent om hans forestående død og bisættelse. Da Anne søgte sorggruppen, havde hun et meget lavt selvværd, hun græd meget, og hendes sorgreaktioner var meget udtalte i forhold til de forholdsvis afklarede forhold, der var omkring hendes fars død. Anne var meget vred på sin fars samlever, der viste sig særdeles uvillig til at dele boet med de to biologiske børn fra første ægteskab. Men Anne var også vred på faderen og i et vist omfang på sin bror. Denne vrede relaterede sig til den måde, hun var blevet behandlet på i forbindelse med sin mors sygdom og død. Da Annes mor var blevet konstateret uhelbredeligt syg, var Anne på et længerevarende udlandsophold. Faderen og broderen havde forbudt 4

3 hende at kontakte moderen, fordi de frygtede, at moderen skulle få mistanke om, hvor dårlig prognosen var. Efter tre måneders sygdom døde moderen af sin cancersygdom. Det var ikke praktisk muligt for Anne at nå hjem til bisættelsen, som blev forrettet dagen før hendes hjemkomst. Familien kunne have søgt udsættelse af højtiden med begrundelsen, at man ventede én af de nærmeste pårørende hjem fra udlandet. Efter al sandsynlighed ville de have fået det bevilget. Men Annes far og bror havde af en eller anden grund ikke ønsket Annes deltagelse i højtideligheden, eller de har ikke villet tage dette hensyn til hende. En mindeandagt Ved det fjerde møde i gruppen forelagde jeg Anne muligheden af at arrangere en mindeandagt i kirken, hvor gruppen som en del af deres fællesskab og arbejde kunne deltage, hvem der havde lyst. Anne overvejede forslaget til det efterfølgende møde, hvor hun meddelte, at det ville hun gerne have. Gruppemedlemmerne tilsluttede sig solidarisk, men enkelte var lidt nervøse for, hvordan de ville reagere på en kirkelig handling, der ville kunne vække minder fra deres egne oplevelser. Jeg ligestillede Annes behov for præstebetjening som ved andre dødsfald: En begravelsessamtale af ca. en times varighed, hvor vi talte om relationerne til hendes mor, valgte en salme (normalt: tre-fire) og planlagde højtiden i kirkerummet. Derefter forberedte jeg en tale til lejligheden. Ved mødet op til højtiden i kirken var hun nervøs. Under orgelspil tændte Anne og jeg de levende lys, og hun satte et billede af sin mor og en rose ved alterskranken. Hun græd meget under både under talen og musikken. Og hun sad længe i kirken bagefter sammen med den anden gruppeleder, også efter at de andre i gruppen havde forladt kirken. På grund af sommerferie blev der en pause i sorggruppens møder. Dog havde vi en aftale med Anne, der skulle sikre, at alt stod vel til. I tidsrummet indtil næste møde var forandringen med Anne meget tydelig, og hun tilkendegav selv, at der var sket en stor skifte i den måned, der var gået. Hun havde fået det godt. Da Anne forlod gruppen efter yderligere to møder, havde hun selvtillid og havde fundet sig en kæreste. Hun havde også planer om at forsøge at etablere en nærmere kontakt til sin bror og hans børn. Mødet med Lilian Lilian var en kvinde i 50-årsalderen, som opsøgte mig med henblik på at komme i sorggruppe. Ved den visiterende samtale tilkendegav hun, at det tab i hendes tilværelse, som hun havde brug for hjælp til, havde at gøre med hendes ældre bror. Han havde begået selvmord 12 år tidligere. På grund af konfliktfyldte familieforhold havde hun Det var ikke muligt for Anne at nå hjem til bisættelsen, som blev forrettet dagen før hendes hjemkomst. og hendes søster først efter bisættelsen fået at vide, at broderen var død. Jeg kunne på det tidspunkt ikke tilbyde hende plads i en sorggruppe, fordi jeg var i gang med visitationer til gruppen, så i stedet tilbød jeg hende individuelle samtaler. Allerede ved første samtale luftede jeg muligheden af at arrangere en mindeandagt i kirken. Få dage efter kontaktede hun mig for at få andagten planlagt. Nogle måneder efter højtiden i kirken skrev hun bl.a. til mig: Kære Lene. En forsinket, men stor og varm tak for din idé om gennemførelse af andagten i X-kirke. Det var en meget smuk oplevelse, som har givet mig den nødvendige ro i sindet. Jeg føler nu, at jeg har fået taget en værdig afsked med NN på min måde. Jeg har flere gange læst din tale og tænker tit på den efter- 5

4 6

5 middag og føler, at ringen er sluttet. Jeg er overbevist om, at de, der søger din hjælp på denne måde, vil få en god oplevelse og en stor hjælp til at komme videre i livet. Den efterladte familie Jeg blev kontaktet af en kvinde angående omstændighederne ved en bisættelse i kirken, hvor jeg er præst. Den pårørende var ekskone og havde tre voksne børn i sit ægteskab med den afdøde, som hun henvendte sig om. Da jeg ikke havde forrettet bisættelsen, havde jeg ikke ret meget viden om, hvad der var foregået. Problemet var, at afdøde ikke havde haft kontakt til sine børn. De var derfor intetanende om faderens sygdom og var ikke blevet involveret i de praktiske gøremål omkring bisættelsen. Dagen efter kunne jeg fortælle hende, hvornår eksmanden var blevet bisat og af hvem, og hvem anmelderen af dødsfaldet var. Afdøde havde været en randeksistens med perifere venner, men ikke desto mindre var børnene meget kede af ikke at have fået et mulighed for at deltage i bisættelsen. De var nemlig ikke blevet kontaktet af anmelderen, selv om denne havde lovet hospitalspersonalet det. For at råde bod på de kedelige omstændigheder forelagde jeg dem muligheden for at arrangere en mindehøjtid i kirken. Der var ingen betænkning over for tilbuddet. Der blev hurtigt fastsat mødedag for samtalen og tidspunkt for højtiden. I tiden fra de telefoniske samtaler med familien og begravelsessamtalen havde skifteretten overgivet de tre biologiske børn retten til at forvalte dødsboet. Fra at have været meget selvudslettende og ydmyge var de blevet vrede og forurettede på anmelderen. Afdødes urne var nedsat på askefællesgraven, men børnene havde overvejelser om at flytte urnen. Men kun fordi de på græsplænen kunne se, hvor urnen var nedsat, afstod de fra at oprette et gravsted. Samtidig med mindehøjtiden indrykkede de en annonce herom i lokalavisen. Terapi eller sjælesorg? Jeg vil lade disse tre beretninger tale for sig selv. Det er jeg også nødt til, for jeg har ikke spurgt de mennesker, jeg har præstebetjent med mindeandagter, om mål og hensigt med højtiden. Det åndelige er jo i høj grad hinsides fornuft. Der kan være meget bag ønskerne om en kirkelig afsked med den døde. Det kan være traditionen, stemningen, kirkerummets og musikkens æstetik. Det kan også være koblingen af prædikenens vita-del med kristen livstydning og metafysik. Men det kan også være den ro og refleksion, der er under højtiden, som giver de pårørende mulighed for at slippe på en langsom måde. Men når jeg altså ikke har spurgt, skyldes det først og fremmest, at det er med stor forsigtighed, at jeg nærmer mig andres religiøsitet. Religion er nemlig et tabu ligesom døden og derfor kan det let virke grænseoverskridende og krænkende at blive spurgt. Det er ukrænkeligheden, der er det hellige. Men jeg er blevet bekræftet i, hvor vigtigt og ansvarsfuldt arbejdet med bisættelser og begravelser er for en præst. Og det er meningsfuldt at kunne støtte og hjælpe med det, der oftest er er meningsløst. Er sådanne mindeandagter terapi eller sjælesorg? Der er forskel på de to ting, men de kan fint arbejde sammen. Hvad forskellene er, er her ligegyldigt over for konstateringen, at nogle mennesker har behov for og udbytte af åndelig omsorg i deres sorgproces. Psykologer møder mennesker i deres terapeutiske praksis, gætter jeg, med netop dette problem at være blevet snydt for en kirkelig afsked. Det er min overbevisning, at der kan trækkes positivt på sognepræsten i denne forbindelse med noget, der kan ændre perspektiverne under et sorgforløb. Det er ligeså min overbevisning, at psykologer, der beskæftiger sig med sorgterapi, også vil kunne trække positivt på præsters erfaringer og faglighed. Lene Østergaard, cand.theol., præst ved Nr. Jernløse og Kvanløse kirker 7