Notat Sagsansvarlig Pernille Aagaard Truelsen Advokat, Ph.D.

Transkript

1 Notat Sagsansvarlig Pernille Aagaard Truelsen Advokat, Ph.D. Sagsbehandler Pernille Aagaard Truelsen Advokat, Ph.D. Åboulevarden 49, 4. sal 8000 Aarhus C Telefon: Mobil: J.nr paa@energiogmiljo.dk CVR: december 2014 Vedr. Aabenraa Kommunes praksis for opkrævning af garantiprovision 1. Indledning, baggrund og sammenfatning Aabenraa Kommune har bedt Advokatfirmaet Energi & Miljø besvare forskellige spørgsmål vedrørende kommunens praksis for opkrævning af garantiprovision, når kommunen stiller garanti for lån, der optages af forsyningsvirksomheder og selvejende institutioner. Kommunens aktuelle praksis er beskrevet i sagsfremstillingen til Økonomiudvalgets beslutning af 18. november 2014, hvor udvalget i øvrigt netop besluttede, at der udarbejdes et eksternt juridisk notat, der belyser, hvorvidt garantiprovisionen skal opkræves som en årlig provision (eller alternativt vil kunne opkræves som et engangsbeløb). Efter aftale med kommunen omhandler notatet udover spørgsmålet om, hvorvidt garantiprovisionen skal opkræves som en løbende provision, også hvilke principper og hvilke undersøgelser en eventuel løbende provision skal fastsættes efter, og om provisionen skal beregnes forfra for hver sag, eller om den kan fastsættes skønsmæssigt inden for et markedsafdækket interval. Vurderingen foretages på grundlag af kommunalfuldmagtsreglerne og de EU-retlige statsstøtteregler, som begge forudsætter, at en eventuel garantiprovision mindst skal svare til markedsprisen for at undgå, at der foreligger støtte i det ene eller andet regelsæts forstand. Ved garantistillelse for lån optaget af kommunens egne forsyningsvirksomheder bør kommunen endvidere være opmærksom på modregningsreglerne i elforsyningslovens 37, varmeforsyningslovens 23 l, samt i lov om kommuners afståelse af vandforsyninger og spilde- 1 / 9

2 vandsforsyninger (stop-loven), hvorefter det vil kunne udløse modregning i kommunens bloktilskud, hvis en eventuel garantiprovision fastsættes højere end markedsprisen. I dette notat behandles dog alene de krav, der følger af kommunalfuldmagtsreglerne og de EU-retlige statsstøtteregler, og som altså vedrører garantiprovisionens mindstestørrelse. Notatet forholder sig endvidere ikke nærmere til, hvorvidt kommunen er forpligtet til at fastsætte en garantiprovision som sådan, herunder for de selvejende institutioner, hvor kommunen efter det oplyste opkræver garantiprovision i dag. Sammenfattende er det vores vurdering, at Aabenraa Kommune retligt set står frit med hensyn til, om garantien skal opkræves som en løbende provision eller som en engangsprovision. Hverken kommunalfuldmagtsreglerne eller EU-statsstøttereglerne forudsætter som udgangspunkt anvendelsen af en bestemt provisionssats udtrykt i pct. af lånebeløbet. Afgørende er derimod de principper og de undersøgelser, som garantiprovisionen skal fastsættes efter. Både kommunalfuldmagtsreglerne og EU-statsstøttereglerne må dog antages at udelukke anvendelsen af en fælles garantisats uden hensyntagen til det konkrete låneforhold. Omvendt vil det efter vores vurdering med stor sikkerhed opfylde kravene efter begge regelsæt, hvis der indhentes et bindende tilbud om garantitilsagn for det konkrete lån fra et pengeinstitut, som er baseret på en egentlig kreditvurdering af låntageren, og kommunens garantiprovision fastsættes tilsvarende. En ekstern kreditvurdering af den enkelte låntager vil efter vores vurdering ikke være påkrævet i alle tilfælde. Kommunen vil f.eks. på baggrund af mere generelle markedsundersøgelser, der foretages med jævne mellemrum, således kunne fastlægge et interval, inden for hvilke garantiprovisionen beregnes ud fra kommunens egen vurdering af det konkrete låneforhold. Dette gælder antageligvis også i relation til EU-statsstøttereglerne, om end kravene til kommunens individuelle vurdering og som følge heraf også de generelle eksterne markedsundersøgelser mv., disse bygger på, formentlig her er noget skærpet i forhold til tilsynspraksis vedrørende kommunalfuldmagtsreglerne. Notatet er opbygget sådan, at afsnit 2 indeholder en generel beskrivelse af retsgrundlaget vedrørende henholdsvis kommunalfuldmagtsreglerne og EU-statsstøttereglerne, mens notatets afsnit 3 indeholder vores vurdering og anbefaling vedrørende notatets tre delspørgsmål som ovenfor anført. 2. Retsgrundlaget 2.1 Kommunalfuldmagtsreglerne 2 / 9

3 Hvis en kommune har hjemmel i lovgivningen den skrevne lovgivning eller kommunalfuldmagtsreglerne til selv at varetage en opgave, vil den efter kommunalfuldmagtsreglerne på visse betingelser kunne stille garanti for, at en privat, herunder en kommunal virksomhed etableret på privatretligt grundlag, varetager opgaven. Spørgsmålet er, hvornår kommunen efter de samme kommunalfuldmagtsregler er forpligtet til at opkræve en provision for en sådan garantistillelse og i givet fald på hvilke vilkår. En vederlagsfri garanti vil således indebære, at kommunen yder et tilskud til den private. Det vil som udgangspunkt ikke være i strid med kommunalfuldmagtsreglerne, hvis en vederlagsfri garanti ydes til støtte for en aktivitet, som kommunen kunne have ydet et direkte økonomisk tilskud til under alle omstændigheder. Kommunen vil f.eks. godt kunne stille en underskudsgaranti til støtte for kommunens årlige friluftsspil, hvis kommunen i øvrigt har en kommunal interesse i at støtte aktiviteten som sådan, jf. f.eks. Statsforvaltningen Syddanmarks udtalelse af 11. juni 2009 (j.nr /424) om Nordfyn Kommunes bevilling af underskudsgaranti til Otterup Friluftsspil. I den pågældende sag blev spørgsmålet om garantiprovision ganske vist ikke berørt, men statsforvaltningen forudsatte udtrykkeligt, at underskudsgarantien havde karakter af (lovlig) støtte. Spørgsmålet om opkrævning af garantiprovision opstår derimod på områder, hvor der gælder et hvile-i-sig-selv-princip, og hvor en vederlagsfri garanti således ville betyde en forrykning af den byrdefordeling mellem kommunens borgere, som hvile-i-sig-selv-princippet forudsætter. Det grundlæggende princip er her, at garantien skal stilles på markedsvilkår. Fra tilsynspraksis henvises navnlig til Statsforvaltningen Syddanmarks udtalelse af 14. december 2012 (j.nr /1244) om Langeland Kommunes opkrævning af garantiprovision hos Sydlangeland Fjernvarme A/S, Midtlangeland Fjernvarme A.m.b.a. og Langeland Forsyning A/S, hvor statsforvaltningen accepterede opkrævningen af en engangsprovision på 0,5 pct. af allerede meddelte garantier. Økonomi- og Indenrigsministeriet har endvidere afgivet en generel udtalelse af 4. juni 2013 (j.nr ) om garantier til virksomheder, som producerer både el og varme, samt en generelt udtalelse af 1. oktober 2014 (j.nr ) om opkrævning af provision for garantier stillet for vandselskabers låneoptagelse. Tilsynspraksis i forhold til kommunalfuldmagtsreglerne kan sammenfattes i dette citat fra Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelse af 4. juni 2013: Der er ikke i praksis taget stilling til, hvordan det fastlægges, hvad der er et vederlag på markedsvilkår. Efter Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse er det afgørende, at kommunen udfolder rimelige og sædvanlige bestræbelser på at konstatere, hvad et vederlag på markedsvilkår indebærer i det konkrete tilfælde. Det kan for eksempel ske ved konsultation af kommunens bank eller andre finansielle rådgivere, eller foretagelse af undersøgelse af prisniveau i andre tilsvarende sager. 3 / 9

4 Der dog må tilkomme kommunen et vist skøn, hvis der er flere vurderinger, som når frem til forskellige beløb. I udtalelsen af 14. december 2012 bemærkede Statsforvaltningen Syddanmark, at hverken den skrevne lovgivning, kommunalfuldmagtsreglerne eller EU-statsstøttereglerne normerer, om garantiprovisionen skal foreligger som en engangsprovision eller en løbende provision. Med hensyn til den konkrete garantiprovision anså statsforvaltningen det endvidere for tilstrækkeligt, at Langeland Kommune havde indhentet oplysninger fra andre kommuner samt fra kommunens bankforretninger om fastsættelse af garanti-provision og i øvrigt foretaget en afvejning af på den ene side kravet om fastsættelse på markedsmæssige vilkår, forbuddet mod statsstøtte til private virksomheder, og på den anden side, at de omhandlede virksomheder kunne have været kommunale uden krav om betaling af garantiprovision, vandsektorlovens bemærkninger om hensynet til forbrugerne samt en sanktion fra Økonomi- og Indenrigsministeriet såfremt kommunen benytter muligheden til at opkræve en skjult skat. Den ovennævnte tilsynspraksis vedrører navnlig garantistillelse i forbindelse med varmeforsyningsanlæg, men afspejler efter vores vurdering desuden retstilstanden på vand- og spildevandsområdet, hvor det afgørende ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelse af 1. oktober 2014 også er, at garantien stilles på markedsvilkår. 2.2 EU-statsstøttereglerne Det traktatmæssige grundlag for de EU-retlige statsstøtteregler findes i artikel 107 i Traktat om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUF-trakten). Statsstøtte i EU-retlig forstand er efter artikel 107, stk. 1, enhver støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Hvis der foreligger statsstøtte i EU-retlig forstand, vil denne efter artikel 107, stk. 1, som udgangspunkt være uforenelig med det indre marked, med mindre den er omfattet af en af traktatens undtagelsesbestemmelser. Kommunal støtte anses i EU-retlig forstand også for at være ydet ved hjælp af statsmidler og vil således også kunne udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1. I en dansk kontekst vil kommunal støtte, selvom den ydes i overensstemmelse med kommunalfuldmagtsreglerne, fordi formålet er at varetage en kommunal interesse, således godt kunne udgøre statsstøtte i EU-retlig forstand. Det vil i givet fald komme an på, om den modtagende virksomhed mv. herved opnår en fordel på et selektivt grundlag, der ikke ville kunne opnås på markedsvilkår. Se hertil Kasper Ullerup Bach, Tilsynet med kommunal EUstatsstøtte i Juristen (2011), s. 139 ff, særligt s Ligesom efter kommunalfuldmagtsreglerne vil en kommunal lånegaranti, der ikke ydes på markedsvilkår, men vederlagsfrit eller til en lavere pris end markedsprisen, efter omstændighederne således også kunne udgøre (stats-)støtte i EU-reglernes forstand. 4 / 9

5 Det er Europa-Kommissionen, som efter EUF-traktatens artikel 108, stk. 2, afgør, om der foreligger statsstøtte i EU-reglernes forstand, og om støtten i givet fald er omfattet af traktatens undtagelsesbestemmelser. Europa-Kommissionen har i sin meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 (nu EUF art. 107 og 108) på statsstøtte i form af garantier (2008/C 155/02) bl.a. fastsat en række betingelser for, hvornår en individuel statsgaranti (og herunder altså også en kommunal lånegaranti) efter Europa-Kommissionens opfattelse ikke udgør statsstøtte. De pågældende betingelser fremgår af meddelelsens pkt. 3.2, litra a-d. Betingelserne i pkt. 3.2, litra a-c, vedrører ikke markedsprisen for garantien som sådan, men forudsætter, at låntageren ikke er en kriseramt virksomhed, at garantiens størrelse kan måles konkret på det tidspunkt, hvor garantien ydes, og at garantien som udgangspunkt højest dækker 80 pct. af de enkelte udestående lån mv. Kravet om højest 80 pct. dækning gælder dog ikke, hvis garantien ydes for at finansiere en virksomhed, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, når disse udgør dens eneste aktiviteter, og når garantien stilles af den offentlige myndighed, som har overdraget virksomheden at udføre disse tjenesteydelser (såkaldte Services of General Economic Interest (SGEI). Betingelserne i pkt. 3.2, litra a-c, behandles ikke nærmere her, idet det dog bemærkes, at betingelsen for at fravige kravet om højest 80 pct. dækning efter vores vurdering som oftest vil være opfyldt, hvis det f.eks. drejer sig om forsyningspligtig virksomhed på vand- og spildevandsområdet eller på varmeforsyningsområdet. Herudover gælder der efter pkt. 3.2, litra d, i Europa-Kommissionens garantimeddelelse et grundlæggende krav om, at der betales markedspris for garantien: Som anført i punkt 2.1, bør staten normalt have udbetalt en rimelig præmie for at bære risikoen for det garanterede eller modgaranterede beløb. Når den pris, der betales for garantien, er mindst lige så høj som den tilsvarende garantipræmie på de finansielle markeder, omfatter garantien ikke støtte. Hvis der ikke kan findes nogen tilsvarende garantipræmie på de finansielle markeder, skal de samlede finansielle omkostninger ved det garanterede lån, herunder rentesatsen og garantipræmien, sammenlignes med markedsprisen for et tilsvarende lån uden garanti. For at fastlægge den tilsvarende markedspris tages der i begge tilfælde hensyn til garantiens og det underliggende låns karakteristika. Disse omfatter: transaktionsbeløbet og transaktionens varighed, den sikkerhed, der stilles af låntageren, og andre forhold, der påvirker vurderingen af tilbagebetalingsgraden, sandsynligheden for, at låntageren misligholder sine forpligtelser på grund af sin finansielle situation, sin branche og sine fremtidsudsigter samt andre økonomiske forhold. Ved denne analyse bør det især være muligt at klassificere låntageren på grundlag af kreditrisikoen (kreditvurdering). Denne klassificering kan foretages af et internationalt anerkendt kreditvurderingsbureau, eller på grundlag af en eventuel intern kreditvurdering i den bank, der yder det underliggende lån. Kommissionen påpeger den sammenhæng, der er mellem kreditvurdering og misligholdelsesgrad ifølge de internationale kreditinstitutter, hvis arbejde også er offentligt tilgængeligt. For at vurdere, om præmien svarer til markedspriserne, 5 / 9

6 kan medlemsstaten sammenligne den med de præmier, der betales af virksomheder med en tilsvarende kreditvurdering på markedet. Kommissionen vil derfor ikke acceptere, at garantipræmien fastsættes efter en fælles sats, der anses for at svare til en generel branchestandard. I stedet for den individuelt fastsatte pris efter pkt. 3.2, litra d, vil medlemsstaten for såkaldt små og mellemstore virksomheder efter meddelelsen pkt. 3.3 kunne opkræve en generelt fastsat årlig minimumspræmie fra 0,4 pct. for virksomheder med den højeste kreditkvalitet (AAA) og opefter afhængig af virksomhedens kreditvurdering. For virksomheder med tilfredsstillende betalingsevne (BBB) udgør den årlige minimumspræmie f.eks. 0,8 pct. Garantimeddelelsens pkt. 3.3 anvender de internationalt anerkendte kreditvurderingssystemer, som bruges af Standard & Poor s m.fl. Nationale kreditvurderingssystemer, som anvendes af bankerne til vurdering af misligholdelsesgrad, accepteres ifølge garantimeddelelsens note 12 dog også, hvis de viser den etårige sandsynlighed for misligholdelse. Det forudsættes i garantimeddelelsens pkt. 3.3 endvidere, at der i stedet for den generelt fastsatte årlige minimumspræmie kan forudbetales en engangspræmie, hvis denne mindst svarer til nutidsværdien af de fremtidige garantipræmier. Den i princippet mere enkle vurderingsprocedure i pkt. 3.3 omfatter dog altså alene låntagere i form af små og mellemstore virksomheder (SMV er) som defineret i bilag I til forordning (EF) nr. 70/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder. Forordningens definition af en SMV omfatter virksomheder med under 250 ansatte samt en årsomsætning på højest 40 mio. euro eller en samlet årsbalance på højest 27 mio. euro. Herudover gælder et uafhængighedskrav, hvorefter en enkelt virksomhed eller flere virksomheder i fællesskab, der ikke opfylder definitionerne på SMV eller små virksomheder, ikke må have kapitalandele eller stemmerettigheder på 25 pct. eller mere. Mindre forbrugerejede varmeforsyningsværker vil således ofte kunne være omfattet af SMVdefinitionen, hvorimod et 100 pct. kommunal ejet vand- og spildevandsselskab vil være udelukket, allerede fordi det ikke opfylder uafhængighedskravet. Lånegarantier til 100 pct. kommunalt ejede virksomheder skal således altid vurderes efter proceduren i garantimeddelelsens pkt. 3.2, litra d, mens kommunen for SMV er alternativt vil kunne anvende den generelle minimumspræmie, der gælder for virksomheder med den pågældende kreditvurdering efter meddelelsens pkt Vurdering og anbefaling 3.1 Skal garantien opkræves som en løbende provision? Som anført i Statsforvaltningen Syddanmarks udtalelse af 14. december 2012 normerer hverken den skrevne lovgivning, kommunalfuldmagtsreglerne eller EU-statsstøttereglerne, om garantiprovisionen skal foreligge som en engangsprovision eller en løbende provision. 6 / 9

7 Særligt med hensyn til EU-statsstøttereglerne forudsættes det i garantimeddelelsens pkt. 3.3 som nævnt også, at der i stedet for en årlig minimumspræmie betales en engangspræmie. Retligt set står Aabenraa Kommune som udgangspunkt således frit med hensyn til, om garantien skal opkræves som en løbende provision eller som en engangsprovision. Ud fra en ren hensigtsmæssighedsvurdering skal vi dog bemærke, at opkrævningen af en årlig garantiprovision alt andet lige vil lette sammenligningen med markedsprisen for et tilsvarende lån uden garanti i de situationer, hvor der ikke kan nogen findes nogen tilsvarende garantipræmie på de finansielle markeder, jf. garantimeddelelsens pkt. 3.2, litra d. Lighedsprincipper, praktiske beregningshensyn og muligheden for at sammenligne prisniveauet for de forskellige garantiprovisioner tilsiger under alle omstændigheder, at kommunen som udgangspunkt anvender samme praksis i alle sager (mens selve garantisatsen naturligvis skal fastsættes individuelt, jf. straks nedenfor). 3.2 Efter hvilke principper og hvilke undersøgelser skal en eventuel løbende provision fastsættes? Både kommunalfuldmagtsreglerne og EU-statsstøttereglerne forudsætter, at en eventuel garantiprovision mindst skal svare til markedsprisen for at undgå, at der foreligger støtte i det ene eller andet regelsæts forstand. Bortset fra muligheden for at anvende de generelt fastsatte årlige minimumspræmier ved individuelle garantier til SMV er efter garantimeddelelsens pkt. 3.3 forudsætter ingen af de to regelsæt anvendelsen af en bestemt provisionssats udtrykt i pct. af lånebeløbet. Afgørende er derimod de principper og de undersøgelser, som garantiprovisionen skal fastsættes efter. Af de to regelsæt forekommer kommunalfuldmagtsreglerne umiddelbart mere lempeligt, idet kommunen efter den ovennævnte tilsynspraksis (alene) skal udfolde rimelige og sædvanlige bestræbelser på at konstatere, hvad et vederlag på markedsvilkår indebærer i det konkrete tilfælde, f.eks. ved konsultation af kommunens bank eller andre finansielle rådgivere, eller foretagelse af undersøgelse af prisniveau i andre tilsvarende sager. Til sammenligning opregner garantimeddelelsens pkt. 3.2, litra d, bl.a. en række karakteristika ved garantien og det underliggende lån, som der skal tages hensyn til ved fastlæggelsen af den tilsvarende markedspris, ligesom det ifølge meddelelsen bør være muligt at klassificere låntageren på grundlag af kreditrisikoen (kreditvurdering). Både kommunalfuldmagtsreglerne og EU-statsstøttereglerne må dog antages at udelukke anvendelsen af en fælles garantisats uden hensyntagen til det konkrete låneforhold. For så vidt angår EU-statsstøttereglerne, følger dette udtrykkeligt af garantimeddelelsen pkt. 3.2, litra d, sidste afsnit, mens det i tilsynspraksis vedrørende kommunalfuldmagtsreglerne netop forudsættes, at garantiprovisionen fastsættes efter markedsvilkårene i det konkrete tilfælde. 7 / 9

8 Omvendt vil det efter vores vurdering med stor sikkerhed opfylde kravene efter begge regelsæt, hvis der indhentes et bindende tilbud om garantitilsagn for det konkrete lån fra et pengeinstitut, som er baseret på en egentlig kreditvurdering af låntageren, og kommunens garantiprovision fastsættes tilsvarende. Spørgsmålet er, om en sådan ekstern kreditvurdering er påkrævet i alle tilfælde, eller om kommunen f.eks. på baggrund af mere generelle markedsundersøgelser, der foretages med jævne mellemrum, vil kunne fastlægge et interval, inden for hvilke garantiprovisionen beregnes ud fra kommunens egen vurdering af det konkrete låneforhold. 3.3 Skal provisionen beregnes forfra for hver sag, eller kan den fastsættes skønsmæssigt inden for et markedsafdækket interval? Det fremgår ikke klart af tilsynspraksis vedrørende kommunalfuldmagtsreglerne, om garantiprovisionen altid skal fastsættes på baggrund af en ekstern kreditvurdering vedrørende det enkelte låneforhold. Imod et sådant krav taler udover rent administrative hensyn bl.a., at en sådan vurdering som udgangspunkt forudsætter, at et privat pengeinstitut overhovedet er indstillet på at udarbejde en sådan vurdering vel vidende, at pengeinstituttets eget tilbud til låntager med stor sandsynlighed vil kunne matches af kommunen. Ifølge Statsforvaltningen Syddanmarks udtalelse af 14. december 2012 var det da også tilstrækkeligt, at Langeland Kommune havde indhentet oplysninger fra andre kommuner samt fra kommunens bankforretninger om fastsættelse af garantiprovision og altså ikke fik foretaget en egentlig kreditvurdering af de enkelte låntagere. Ud fra det oplyste om undersøgelsernes relativt generelle karakter i sagen vedrørende Langeland Kommune vil kommunen formentlig også kunne fastsætte garantiprovisionen inden for et generelt markedsafdækket interval baseret på kommunens eksterne konsultationer hos pengeinstitutter og andre kommuner mv. Den endelige garantiprovision vil dog i givet fald fortsat skulle fastsættes individuelt ud fra en mere konkret vurdering af den enkelte låntagers soliditet mv., men altså uden at et privat pengeinstitut har foretaget en tilsvarende kreditvurdering af låntageren på forhånd. For så vidt angår EU-statsstøttereglerne, skelnes der i garantimeddelelsens pkt. 3.2, litra d, mellem på den ene side analysen af garantiens og det underliggende låns karakteristika, som vel nærmest må forstås at være obligatorisk, og på den anden side kreditvurderingen, som bør foreligge og f.eks. kan foretages af et internationalt anerkendt kreditvurderingsbureau, eller på grundlag af en eventuel intern kreditvurdering i den bank, der yder det underliggende lån. Vi er på den baggrund mest tilbøjelige til at antage, at EU-statsstøttereglerne ikke stiller noget krav om en ekstern kreditvurdering i hvert enkelt tilfælde, og at kommunens analyse af garantiens og det underliggende låns karakteristika udover låntagerens individuelle forhold således også vil kunne baseres på en mere generel vurdering af markedsintervallet baseret på kommunens eksterne konsultationer hos pengeinstitutter og andre kommuner mv. 8 / 9

9 Sammenfattende vil en ekstern kreditvurdering af den enkelte låntager ikke være påkrævet i alle tilfælde. Kommunen vil f.eks. på baggrund af mere generelle markedsundersøgelser, der foretages med jævne mellemrum, således kunne fastlægge et interval, inden for hvilke garantiprovisionen beregnes ud fra kommunens egen vurdering af det konkrete låneforhold. Dette gælder antageligvis også i relation til EU-statsstøttereglerne, om end kravene til kommunens individuelle vurdering og som følge heraf også de generelle eksterne markedsundersøgelser mv., disse bygger på, formentlig her er noget skærpet i forhold tilsynspraksis vedrørende kommunalfuldmagtsreglerne. Aarhus, den 23. december 2014 Pernille Aagaard Truelsen Asger Janfelt 9 / 9