Hormonforstyrrende stoffer

Transkript

1 Hormonforstyrrende stoffer Resumé og redigeret udskrift af høring i Folketinget d. 25. april 2002 Teknologirådets rapporter 2002/11

2 Hormonforstyrrende stoffer Resumé og redigeret udskrift af høring i Folketinget d. 25. april Projektledelse i Teknologirådets sekretariat Laura Zurita Gy Larsen Mette Bom Projektmedarbejder: Jacob Skjødt Nielsen Projektsekretær: Jette Christensen Resumé Thomas Dinesen Journalistbureauet ex-press Redigeret udskrift Folketingstidende og Teknologirådet Omslag Bysted HQ A/S Tryk Folketingets Trykkeri ISBN: ISSN: Rapporten bestilles hos Teknologirådet Antonigade København K Telefon Fax [email protected] Rapporten findes også på Teknologirådets Hjemmeside Teknologirådets rapporter 2002/11

3 Forord Denne rapport er en redigeret udskrift af en åben høring om hormonforstyrrende stoffer, som blev afholdt på Christiansborg den 25. april Høringen blev afholdt af Teknologirådet for Folketingets Miljø- og planlægningsudvalg. Høringen blev afholdt med henblik på at gøre status for viden om og arbejdet med de hormonforstyrrende stoffers effekter og konsekvenser for miljø og folkesundheden nationalt og globalt. Emnet er stadig aktuelt: Nye videnskabelige rapporter har øget vores viden om de hormonforstyrrende stoffers effekt og konsekvenser for mennesker og miljø, og på den baggrund er der er varslet flere politiske udspil til efteråret. Denne rapport indledes med et resumé af høringen, delt op i emneområder, efterfulgt af en udskrift af oplægsholdernes mundtlige indlæg og den tilhørende spørge- og debatrunde. Oplægsholdernes skriftlige indlæg er trykt som bilag bagest i rapporten. Denne høringsrapport kan ses og downloades fra Teknologirådets hjemmeside Teknologirådet vil gerne benytte lejligheden til at takke høringens oplægsholdere samt Folketingets udvalgsafdeling og administration. En særlig tak til de eksperter, der har bistået Teknologirådet i planlægningen af høringen: Professor Paul Bjerregård, Syddansk Universitet. Professor Emeritus Finn Bro-Rasmussen, DTU Overlæge Niels E. Skakkebæk, Rigshospitalet Teknologirådet, august 2002 Projektledere Laura Zurita Gy Larsen Mette Bom 1

4 Indholdsfortegnelse Forord... 1 Resumé... 4 Redigeret udskrift af høringen Fokus på hormonforstyrrende stoffer Poul Bjerregaard (Syddansk Universitet, Odense) Effekter på mennesker Niels Erik Skakkebæk (læge, Rigshospitalet) Jørgen H. Olsen (Kræftens Bekæmpelse) Eva Bonefeld-Jørgensen (Århus Universitet) Vibeke Breinholt (Fødevareministeriet) Effekter på miljøet Jakob Strand (Danmarks Miljøundersøgelser) Lisette Bachmann Christiansen (Århus Amt, Syddansk Universitet) Henrik Andersen (Danmarks Farmaceutiske Højskole) Viden og usikkerhed Poul Bjerregård (Odense Universitet) Jens Jørgen Larsen (Fødevareministeriet) Finn Bro-Rasmussen (DTU) Mulighederne på internationalt niveau Inger Bergmann (Miljøstyrelsen) Peter Skov (Plastindustrien i Danmark) Mette Boye (Det Økologiske Råd) Virkemidler på det nationale niveau Lisbeth Seedorf (Miljøstyrelsen) Peter Pagh-Rasmussen (Københavns Universitet) Mogens Werge (COOP Danmark (FDB)) Villy Dyhr (Forbrugerrådet) Fremtidens strategier overfor hormonforstyrrende stoffer Poul Harremoës (DTU) Jacob Hartmann (Greenpeace) Rolf Annerberg (kabinetchef, Europa-Kommissionen)

5 Præsentation af oplægsholderne Skriftlige oplæg Fokus på hormonforstyrrende stoffer Er sædkvaliteten faldet? Hormon-relaterede kræftformer Hormonforstyrrende stoffer i de Arktiske områder Naturligt-forekommende østrogenlignende plantestoffer Brugen af giftige skibsmalinger har medført hormonforstyrrelser i det danske havmiljø Hormonforstyrrelser i det vandige miljø herunder testikelforandringer og andre effekter på forplantningssystemet hos to arter af ferskvandsfisk fra spildevandsbelastede danske vandløb Renseanlægs bidrag til østrogene stoffer i det danske vandmiljø Hormonforstyrrende stoffer og effekter i havmiljøet, status og vidensbehov149 Risikostrategier, specielt WHO s plan for risikoanalyse Om Gruppeklassifikation og risikohåndtering EU s strategi for hormonforstyrrende stoffer og danske initiativer Mulighederne på internationalt niveau Fra forskning til handling på EU-plan Nationale virkemidler Hormonforstyrrende stoffer - virkemidler på nationalt niveau Købmandskab contra holdning Forsigtighedsprincippet - bedre balance i "for-imod" vurderinger Program Teknologirådets udgivelser

6 Resumé Udarbejdet af Thomas Dinesen, Journalistbureauet ex-press Opsummering I takt med at hormonforstyrrende stoffer bliver mere udbredte, er der brug for mere viden, mere og bedre koordineret forskning og en omvendt bevisbyrde, så det f.eks. bliver industrien, der skal bevise, at et stof er uskadeligt. Det var nogle af hovedpointerne på Teknologirådets høring om hormonforstyrrende stoffer den 25. april 2002, som blev afholdt for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg i Landstingssalen på Christiansborg. Den overordnede konklusion er, at hormonforstyrrende stoffer og deres virkninger er en realitet i vores omgivelser, som vi er nødt til at forholde os til, fremhævede Poul Bjerregaard fra Syddansk Universitet i Odense. Han fremførte i den forbindelse, at det der adskiller de hormonforstyrrende stoffer fra andre kemikalier er, at stofferne virker ved meget lave doser eller koncentrationer i miljøet. Og at nogle af dem kan fremme nogle processer, som er naturlige, men blot foregår i det forkerte køn. Desuden er det også specielt for de hormonforstyrrende stoffer, at de er ikke bare er i stand til at påvirke de organismer, de rammer, men formentlig også deres afkom. Definitioner Hormonforstyrrende stoffer defineres som stoffer, der har den samme virkning som vores naturlige hormoner, der styrer de langsigtede processer i organismen. Især har der været tale om stoffer med østrogene virkninger, som efterligner de effekter de kvindelige hormoner har på organismen - også de hankønnede. Der kan også være mange andre virkninger, som man skal tage alvorligt. Både fra stoffer, der virker som de mandlige kønshormoner, og fra stoffer, der påvirker de hormoner, som er med til at regulere organismens vækst, påpegede Poul Bjerregaard. Han fortalte endvidere at nogle af de hormonforstyrrende stoffer er gammelkendte miljøgifte, som fx insektbekæmpelsesmidler. Selv om de for størstedelens vedkommende er forbudt i dag på grund af andre miljøskadelige virkninger, er stofferne så svært nedbrydelige, at de stadig optræder i naturen. En anden stofgruppe, som man har erkendt er et problem i miljøet, er naturlige og syntetiske hormoner, som især i Danmark stammer fra p-pilleprodukter. Vækstfremmere i kvægopdræt har også hormonforstyrrende effekter, og bruges i landbruget i nogle lande, men de er forbudte i Danmark. Efter Poul Bjerregaards opfattelse er den gruppe af stoffer, der giver store problemer og er sværest at håndtere, de kemikalier og stoffer, som forekommer i kosmetik, maling og andre produkter, som vi bruger i vores dagligdag, som f.eks. phthalater, alkylfenoler og parabener, som man har erkendt har en østrogen-, eller anden hormonforstyrrende virkning. Der er også naturligt forekommende østrogenlignende stoffer i plantemateriale. I mange fødevarer er der naturligt forekommende planteøstrogener, fortalte Vibeke Breinholt fra Fødevareministeriet. De klassiske østrogen- og plantestoffer, som f.eks. findes i soja, udgør bl.a. en stor del af kosten i Asien, uden at de udgør en sundhedsfare - snarere tværtimod; en kost rig på soja ser ud til at have en beskyttende effekt mod brystkræft. En anden gruppe af klassiske østrogener findes bl.a. i lucerne og rødkløver. Man har blandt andet set en drastisk effekt på fertiliteten i får, der indtog meget store mængder af disse 4

7 østrogenlignende plantestoffer. Fårene, som blev sterile, var blevet flyttet fra en mark til en anden, og fik ikke andet end rødkløver at spise, hvilket er helt unaturligt for et får. Og det er måske muligt, at det samme kan gøre sig gældende for mennesker i den vestlige verden, som ikke tidligere havde været udsat for soja, og lige pludselig nu får meget af det, fremførte Breinholdt. I den danske kost optræder der også en anden gruppe af planteøstrogener - flavonoiderne som findes overalt i frugt og grønt. Og nogle af de stoffer, som er identificeret indtil nu, er lige så potente, som dem, der findes i soja. Der findes også en anden gruppe af planteøstrogener, som bl.a. er tilstede i rugbrød, korn og oliefrø. Vi har med andre ord, at gøre med en stor mængde af naturligt forekommende østrogenlignende stoffer, konkluderede Vibeke Breinholt, uden at man har set nogle skadelig effekter ved brug af dem, men det skal slås fast at det er sundt at spise meget frugt og grønt. Konsekvenser Ufrugtbarhed, misdannelser Niels Erik Skakkebæk, læge ved Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet, behandler bl.a. børn og unge med hormonsygdomme. Ud fra et videnskabeligt synspunkt er spørgsmålet, hvilken virkning det har på mennesker, når de bliver udsat for hormonforstyrrende stoffer. Dyreforsøg og epidemiologiske studier af mennesker viser at der er grund til at forske i sammenhæng mellem udsættelse for hormonforstyrrende stoffer og ufrugtbarhed, dårlig sædkvalitet, testikelkræft, misdannelser i penis og testikelretention (testikler, der ikke er på deres plads i pungen), forklarede Skakkebæk. Hvad angår ufrugtbarhed er der ingen tvivl om, at vi står foran en folkesygdom. Sidste år blev 5 pct. af alle børn således født efter kunstig befrugtning, og det tal er så højt, at vi står med et alvorligt sundhedsproblem, påpegede Skakkebæk. Ufrugtbarhed kan både være forårsaget af årsager hos både manden og kvinden. Men når det handler om de mandlige faktorer er der ingen tvivl om, at dårlig sædkvalitet er et yderst alvorligt og hyppigt problem. Det bekymrende er, at mænd, som er født før og under Anden Verdenskrig, syntes at have en bedre sædkvalitet end dem, der er født senere. Og den gruppe, der har den dårligste sædkvalitet syntes at være dem, der er født for ca. 20 år siden, fremhævede Skakkebæk. Skakkebæk konstaterede desuden, at der har været en stigning i tilfældene af testikelkræft, som også er en sygdom, som især ses hos unge mænd. Og at mænd med testikelkræft også ofte har en dårlig sædkvalitet, før de får en kræftsvulst. Det er også netop den gruppe af mænd, der har dårlig sædkvalitet eller testikelkræft, som har haft problemer med misdannelser. Det ser desuden ud som om, at mænd med misdannelser har en større risiko for at udvikle testikelkræft. Niels Erik Skakkebæk fremførte, at man desværre ikke kender årsagerne, men at den seneste forskning tyder på, at nogle af de problemer, man ser hos unge mænd i dag, muligvis skyldes noget, som er gået skævt i fostertilstanden. Og fordi stigningen er sket så kraftigt i løbet af en generation eller to, er det ikke særlig sandsynligt, at det handler om noget genetisk. Derfor må man tænke på miljøfaktorer. Derudover kan mange af de problemer, man ser hos mennesker, 5

8 inklusiv dårlig sædkvalitet og testikelkræft, fremkaldes hos dyr, når man behandler gravide dyr med hormonforstyrrende stoffer. Kræft Jørgen H. Olsen fra Kræftens Bekæmpelse fremførte, at der er en overvældende dokumentation for, at en række kræftformer kan påvirkes af hormoner. Et stort antal undersøgelser viser, at menneskers egne hormonvariationer i kroppen spiller en rolle, men at hormoner tilført udefra, i form af p-piller og østrogener og andet, også påvirker kræftrisikoen. Udviklingen viser, at der fra 1940erne og frem til i dag, er sket en stigning i kræftforekomsten i Danmark. Og det er selvfølgelig et udtryk for, at der sker noget i vores miljø. Cirka 33 pct. af alle kræfttilfælde hos kvinder udgøres af hormonrelaterede kræftsygdomme og 17 pct. af tilfældene blandt mænd. Der er således sket en tredobling i forekomsten af prostata- og testikelkræft og en fordobling i bryst- og livmoderkropkræft gennem de seneste 50 år. Der er imidlertid kun lidt videnskabelig dokumentation for den direkte sammenhæng mellem hormonforstyrrende stoffer og de kræftformer, som er hormonrelaterede. Der er således et vidensmæssigt gab, der skal dækkes, før man kan sige noget om årsagsforholdene, påpegede Jørgen H. Olsen. Sygdom i Arktis Eva Bonefeld-Jørgensen fra Århus Universitet, fortalte om resultaterne af befolkningsundersøgelsen om niveauerne af hormonforstyrrende stoffer i det arktiske område, der inkluderer lande nord for Polarcirklen. Konklusionen på den såkaldte AMAP-undersøgelse var, at der var en høj koncentration af disse stoffer i adskillige befolkningsgrupper. Nogle steder var der f.eks. op til 10 gange af de niveauer af miljøgifte, som man ser i de europæiske befolkninger, og specielt var der meget høje niveauer i Østgrønland. De høje niveauer af miljøgifte i det arktiske kan primært forklares ved den traditionelle grønlandske kost, som bl.a. består af havpattedyr. Men den arktiske befolkning har imidlertid aldrig brugt disse stoffer, de er blev transporteret langvejsfra, understregede Bonefeld-Jørgensen. I forbindelse med undersøgelsen blev der også etableret et såkaldt sundhedseffektprogram, som inkluderer sygelighedsfrekvenser, dødelighed, genetisk følsomhed, kræft, neurologisk udvikling, effekter på fertilitet og forplantning og på immunforsvar. Igennem de sidste 10 år har der i Grønland f.eks. været en tydelig stigning i de hormonrelaterede kræftformer, som brystkræft og prostatacancer. Det vides ikke i dag, om det skyldes livsstilsfaktorer eller hormonforstyrrende stoffer. Man har også set en sammenhæng mellem en høj udsættelse for disse miljøgifte og en øget hyppighed af øre- og luftvejsinfektioner. Både på Færøerne og i Canada har man desuden set en mulig forbindelse mellem en hæmning af den mentale udvikling hos børn og en kombineret effekt af stofferne methylkviksølv og PCB, fortalte Eva Bonefeld-Jørgensen. Nye undersøgelser har endvidere dokumenteret, at de niveauer af hormonforstyrrende stoffer, som er fundet i blodet hos den undersøgte gruppe grønlændere, bl.a. også er i stand til at hæmme de naturlige hormoners effekter i mennesker. Baseret på erfaringer med dyr, er dette bekymrende, da man ved, at det kan betyde en øget risiko for skadelige virkninger på såvel organismen, forplantningsevnen og afkommet. 6

9 Kønsforstyrrelser i havsnegle og fisk Også i naturen og hos dyr er der effekter af hormonforstyrrende stoffer, fortalte Jakob Strand fra Danmarks Miljøundersøgelser. Hormonforstyrrelserne i havsnegle er et eksempel på, hvordan selv meget små koncentrationer kan have hormonforstyrrende effekter. Det viser, at det er nogle meget følsomme og vitale mekanismer, vi har med at gøre. Strand påpegede desuden, at den type effekter, er ret unikke, fordi der er en kobling til et enkelt stof, nemlig TBT, som bruges til skibsmaling for at forhindre, at der kommer begroning på skibene. TBT medfører, at det hanlige kønshormon testosteron bliver ophobet inde i dyrene, og at hunnerne begynder at udvikle nogle synlige hanlige kønsforandringer i form af fx penis og en sædleder. De deformationer forsvinder ikke igen og kan i værste fald medføre, at sneglene bliver sterile. Andre hormonforstyrrelser er måske ikke lige så åbenlyse, men mange af disse stoffer optræder op igennem fødekæden, og derved også hos mennesker, der spiser fisk, fremførte Jakob Strand. Spildevand Henrik Andersen fra Danmarks Farmaceutiske Højskole, har bl.a. lavet en forundersøgelse af steroidøstrogener fra p-piller i renset spildevand i Københavnsområdet og deltaget i forsøg med metoder til at fjerne østrogener og lægemiddelstoffer fra spildevand. Spildevandet har en østrogeneffekt på fisk. Og de stoffer der forårsager østrogeneffekten drejer sig både om industrikemikalier, naturlige østrogener og p-pille-steroidøstrogener. Industrikemikalierne findes i høje koncentrationer, men virker ikke så kraftigt østrogent, mens steroidøstrogener findes i lave koncentrationer, men er meget kraftigt virkende. Undersøgelser fra England og Tyskland har vist, at steroidøstrogener forårsager hovedparten af østrogeneffekten i renset spildevand. Det billede støttes af de koncentrationer, der er fundet i Århus Amt og i København. Man kan spørge om det har effekter på mennesker, at spise fisk, der er østrogenpåvirkede. Henrik Andersen mente, at de koncentrationer, som forårsager kraftige skader på fisk, er lavere end de koncentrationer, som man må forvente at have i kød og i mælk. Andersen fremførte derfor, at vi ikke primært skal interessere os for steroidøstrogener, der kommer ud i renseanlæg og ender i fisk, fordi vi spiser fisken senere, men fordi vi for naturens skyld, stadig gerne vil have en fiskepopulation i Danmark. Hanfisk med hunlige træk Lisette Bachmann Christiansen fra Århus Amt/Syddansk Universitet fortalte, at der både herhjemme og i udlandet er fundet hanfisk med hunlige træk gennem de seneste 10 år. Fundene er primært gjort i ferskvandsmiljøet blandt fisk fra spildevandsbelastede floder. De mest alvorlige observationer af kønsforstyrrelser er hos fisk fra England. Her har man konstateret en udbredt forekomst af fænomenet intersex i hanskaller (udvikling af feminine træk i hanfiskene), der bl.a. har udviklet ægceller i testiklerne. Og nye undersøgelser viser, at fiskenes reproduktionsevne er nedsat. Blandt hannerne fra to meget spildevandsbelastede floder er kun ca. 50 pct. af hannerne således i stand til at gyde, fortalte Bachmann Christiansen. En undersøgelse af skaller og bækørreder fra forskellige vandløb i Århus Amt, har desuden vist, at forandringerne i fisks kønsorganer også optræder i danske vandløb. På nuværende tidspunkt er der ikke et klart billede af, hvilke stoffer, der er ansvarlige for de effekter. Men der kan måles et relativt højt niveau af et hunligt æggeblommeprotein i blodet på de samme bækørredhanner, som udviser testikelforandringer, fastslog Lisette Bachmann Christiansen. 7

10 Tilstedeværelsen af et æggeblommeprotein i hanfisk er en international anvendt markør for en østrogenpåvirkning af æglæggende dyr. Disse fisk har derfor sandsynligvis været udsat for østrogener eller østrogenlignende stoffer på et tidspunkt. Og i f.eks. England, Sverige og Tyskland har man påvist, at en østrogenaktivitet i spildevandet primært skyldes kvindelige kønshormoner eller et p-pilleøstrogen, som udskilles af kvinder. Men om det stof også er ansvarligt eller medansvarligt for de effekter, man har set i Danmark, er for tidligt at sige. Bedre forskning ved samarbejde Poul Bjerregård fra Odense Universitet pegede på, at der er behov for en basal grundforskning om hormonforstyrrende stoffer. Noget af den forskning og viden der efter hans mening er brug for, er bl.a. en yderligere viden om, både de østrogene og maskuliniserende effekter i de marine områder, og om hvor udbredte de kønsændringer er, som er set i det danske ferskvandsmiljø. Hvad angår effekter på mennesker, er der nogle forhold i Danmark, såsom høje frekvenser af forskellige kræftformer og formentlig også lave sædcelletal, som gør, at den forskning, der foregår, bør fortsættes og udvides, fremhævede Poul Bjerregård og pegede endvidere på, at det vil styrke forskningsindsatsen, hvis de, der arbejder på miljøsiden, og de der arbejder på den humane side, får integreret forskningen. Og at et af de mest akutte behov på forskningssiden, er en udbygning af testsystemer, så man kan enes om, hvad eller hvilke stoffer der skal anbringes i gruppen af hormonforstyrrende stoffer. Center Også læge på Rigshospitalet, Niels Erik Skakkebæk, efterlyste en mere langstrakt og tværfaglig forskning. Han appellerede derfor til politikerne for, at man laver en slags rammeprogram i et center. I et sådant program kunne man koordinere og samle de mængder af viden om, hvad der sker i vandløb og havområder, men også inkludere humane epidemiologiske studier af f.eks. kræft og ufrugtbarhed. Også grundforskningen er i den sammenhæng vigtig, påpegede han. Det positive ved et sådant program ville nemlig være, at hvis hypoteserne holder om, at det er disse stoffer, der er tale om, men sandsynligvis kun nogle af dem, så ville man kunne gå ind og afhjælpe problemerne, hvis man fjerner dem eller erstatter dem med andre stoffer, fremhævede han. Jens Jørgen Larsen fra Fødevaredirektoratet fortalte, at man i en række EU-programmer rent faktisk betinger sig, at man går sammen i et center. Der er tale om komplekse problemstillinger, som et enkelt institut ikke kan løse, og derfor tvinger man institutterne til at samarbejde om en bred forskning, der både har med mennesker og dyr og miljø at gøre. Den politik EU praktiserer er således, at man ikke får forskningsmidler, hvis man ikke går sammen i en fælles ansøgning. Det er et rigtigt princip, som man også kunne bruge på nationalt plan, foreslog han. Inger Bergmann fra Miljøstyrelsen pegede på, at når man taler om hormonforstyrrende stoffer taler man ikke om en gruppe stoffer med fælles kemiske egenskaber, men om en mekanisme, som bl.a. kan føre til udvikling af kræft, reproduktionsskader, fertilitetsproblemer, og også føre til effekter på nervesystemet eller immunsystemet - og have miljøfarlige egenskaber. En hel del af de hormonforstyrrende stoffer, klassificeres fx også i dag som kendte kræftfremkaldende og reproduktionsskadende effekter, og er derfor underlagt forskellige restriktioner. Men da man ikke er helt sikker på, hvad det egentlig er for nogle endelige effekter, de hormonforstyrrende virkningsmekanismer 8

11 resulterer i, er det vigtigt, at der bliver lavet gode testmetoder, for at skabe en bedre forståelse for mekanismerne, og for hvordan vi skal identificere stofferne, fremhævde Bergmann. Vibeke Breinholt fra Fødevareministeriet fortalte, at der også er brug for en undersøgelse af, hvor meget mennesker bliver udsat for af østrogene plantestoffer. Fra nogle amerikanske undersøgelser har man f.eks. et stærkt bevis på, at mennesker nu bliver udsat for en meget højere grad af soja, end vi egentlig har regnet med. Helt nye undersøgelser tyder endvidere på, at hvis man giver planteøstrogener i meget høje doser, kan de forårsage reproduktionsforstyrrelser i forsøgsdyr, og øge forekomsten af forskellige kræftformer. Nogle af de nye undersøgelser tyder derfor på, at vi har brug for at klarlægge, hvad mennesker bliver udsat for af planteøstrogener i kosten, og de biologiske effekter af det. Vibeke Breinholt understregede dog, at resultaterne fra de nye undersøgelser af planteøstrogenerne ikke skal opfattes som om, at vi fremover ikke skal spise grøntsager og frugt. Det er sundt at spise frugt og grønt. Men med de nye informationer, bliver vi nødt til at kigge nærmere på, om disse planteøstrogener i meget høje koncentrationer har en negativ effekt, som vi ikke hidtil har været klar over. Lisette Backmann Christiansen fra Århus Amt, Natur og Miljø fremhævede, at det er et omfangsrigt projekt, at få et fuldstændigt billede af, hvordan tilstanden med kønsforstyrrelser hos fisk er i hele landet. For at få en bedre idé om, hvilke stoffer, som udløser effekterne, er man nødt til at lave nogle flere analyser af spildevandet, som bliver udledt til vandløbene. Nogle stoffer har man på nuværende tidspunkt mange beviser for er østrogene, men der er stadig behov for, at se på hvilken måde forstyrrelserne udmønter sig. Samtidig er der nye stoffer, som man bør undersøge for, om de er østrogene, før man begynder at lave reguleringer af disse stoffer, fremførte hun. Inger Bergmann fra Miljøstyrelsen fortalte, at man vil undersøge om man kan bruge de såkaldte QSAR-computermodeller, som bl.a. er blevet anvendt til at forudsige kræftfremkaldende effekter, til også at kunne sige noget om hormonforstyrrende effekter. Desuden er man i gang med at kigge på resultaterne fra undersøgelser i Århus Amt og fra udlandet vedrørende tvekønnede fisk, for at vurdere, hvor man eventuelt skal handle. Besparelser og manglende prioritering Det er ikke blot det nedlagte Forskningscenter for Østrogenlignende Stoffer, der har været udsat for besparelser og en manglende prioritering af forskningen, påpegede flere af mødedeltagerne. Niels E. Skakkebæk fra Rigshospitalet fortalte f.eks., at der ikke længere er nogle statslige forskningsmidler til forskning i hans gruppe på Rigshospitalet. Der er dog fortsat et overvågningsprojekt af sædkvalitet, hvor der i år var 1 mio. kr. til rådighed. Men selv om det også er nødvendigt at holde øje med dette problem, giver det ikke forskningsmæssigt ny viden, fremførte han. Derimod er der fra EU's side fokus på det forskningsmæssige, og man ville dø ud som forskere i hans gruppe, hvis der ikke var en bevågenhed fra Bruxelles, som han formulerede det. Skakkebæk påpegede desuden, at det er vigtigt for politikerne at være opmærksomme på, om de ønsker en styrket forskningsindsats på området. Også på universiteterne mærker man, at der er færre midler til forskning, fortalte Eva Bonefeld-Jørgensen fra Århus Universitet. I hendes gruppe på 10 9

12 mennesker har de således kun lønmidler fra Forskningsrådet året ud. Det kan betyde, at der vil komme en forflygtigelse af teknisk kunnen, som er oparbejdet gennem 10 år, fordi folk vil prøve at komme andre steder hen, hvor der er større sikkerhed i ansættelsen. Og hvis man vil holde fast i den tekniske kunnen, der er oparbejdet gennem mange år, så er det nu, man skal kigge på det, mente hun. Jørgen H. Olsen fra Kræftens Bekæmpelse rejste spørgsmålet, hvorfor der ikke bliver satset mere på forskning af de sundhedsmæssige konsekvenser af østrogenlignende stoffer. På kræftområdet er det f.eks. et åbenlyst problem, at det er svært at finde ud af, hvem der er udsat og hvor meget de er udsat. Han fortalte i den forbindelse, at man i Kræftens Bekæmpelse er ved at udnytte en database, som følger danskere for bl.a. at undersøge brystkræft i relation til hormonforstyrrende stoffer. Men selvom der er noget i gang, kan der sagtens bruges flere ressourcer, fordi der på nuværende tidspunkt ikke er noget overblik over de relationer, der er mellem disse stofgrupper og så i hvert fald kræftsygdommene, påpegede Jørgen H. Olsen. Handling og forvandling Poul Bjerregaard fra Syddansk Universitet fortalte, at de grupper af kemikalier, som man for øjeblikket enten havde viden om eller mistanke om, er hormonforstyrrende, udgør en meget lang liste. Men man er nødt til at blive enige om, hvad man skal forstå ved hormonforstyrrende virkninger, og hvilke typer af testsystemer vi vil acceptere. For man skal gerne enes om, hvilke typer af effekter vi skal afprøve kemikalier for, inden man overhovedet kan begynde at diskutere, hvad man skal gøre ved kemikalierne, fastslog han. Det er jo ikke bare forskning, vi skal have. Der skal også noget handling til, fremførte Finn Bro-Rasmussen fra Danmarks Tekniske Universitet. Det er et morads af manglende viden, manglende forskning og manglende indsats, vi sidder med i øjeblikket. Og det er ikke forsigtighed, der er brug for her og nu, det er foranstaltninger og handlinger. Der er brug for nogle chokvirkninger for at få sat noget i gang. Bro-Rasmussen er overbevist om, at en stor del af de hormonforstyrrende stoffer er unødvendige, og at vi som samfund sagtens kan agere uden alle disse stoffer. Hver gang man har reguleret kraftigt på en række kemiske stoffer, har samfundet jo levet udmærket videre. For 30 år siden, var der f.eks. 300 pesticider i Danmark, og i dag er der 80 tilbage. Og der er ikke nogen, der har fortalt ham, at vi mangler pesticider, fortalte Finn Bro-Rasmussen. Han er således overbevist om, at man kan reducere disse kemiske stoffer med omkring pct., hvis man regulerede dem. Vi kan ikke overlade ansvaret til forbrugeren Mogens Werge, fra COOP Danmark, det tidligere FDB, mente at hormonforstyrrende stoffer er for kompliceret et emne at håndtere både for politikere og for forbrugerne. Men hvis man så på, hvilke muligheder, der trods alt var, findes der et direkte styringsmiddel, forbud, som han mente, man skal benytte sig af i videst muligt omfang. Han vil således ikke overlade det til forbrugerne eller konkurrencen at finde ud af, hvad der er op og ned på området. Markedet kan en hel masse, først og fremmest ved at supplere de andre styringsmidler. Men politikkerne må ikke overlade reguleringen af området til markedet alene. Vi kan ikke gøre det alene, det er noget, vi skal have politisk hjælp til, understregede Werge. Villy Dyhr fra Forbrugerrådet var enig i, at man ikke kan overlade ansvaret til forbrugeren. Forbrugeren er slet ikke klar over dette problem og har ikke redskaberne til at handle. Erhvervslivet og politikerne skal derfor udvise rettidig 10

13 omhu. Der er brug for en national indsats enten for at udfylde de eksisterende beføjelser i loven, som ikke bliver udnyttet godt nok, og/eller nogle nye indsatser, som er at forbyde det der er farligt, putte afgifter på noget af det, og få flere mærker, der skaber tryghed, og måske nogle, der skræmmer, fremførte Dyhr. Niels Erik Skakkebæk fra Rigshospitalet understregede, at et af problemerne ved de hormonforstyrrende stoffer er, at hovedparten af de effekter man ser, måske i virkeligheden skyldes påvirkninger af fostrene hos gravide kvinder. Man skal derfor passe på, at man ikke bare ukritisk introducerer nogle nye stoffer, fordi der går altså en generation eller to, før man ser effekterne, påpegede han. Rensning af spildevand Henrik Andersen fra Danmarks Farmaceutiske Højskole fortalte, at hvis man udelukkende ser på de østrogeneffekter i miljøet og specielt på fisk, så har man i Tyskland målt stort set alle kendte østrogene stoffer og sammenlignet dem med totalmålinger af den østrogene effekt i spildevand og i vandprøver. Og der forklarer steroidøstrogenerne, dvs. p-pille-stoffer og det, som mennesker naturligt udskiller, mere end 90 pct. af tilfældene. Henrik Andersen påpegede i den forbindelse, at det er muligt at udvikle teknikken sådan at renseanlæg fjerner steroidøstrogener. Ved de rensningsanlæg, som er blevet undersøgt, har man set, at hvis man ændrer teknikken i anlæggene, kan man gå fra et relativt stort østrogenudslip til et minimalt udslip. Der kræves noget mere forskning, men det er muligt, understregede Henrik Andersen. Også Vibeke Breinholt fra Fødevareministeriet pegede på, at en løsning kan være at rense spildevandet bedre. Man kan ikke forbyde kvinder at udskille naturlige østrogener, og man har ikke noget praktisk alternativ til p-piller, der er baseret på østrogener. Den eneste måde, at nedbringe udledningen på, er derfor at få renseanlæggene til at bortrense steroidøstrogenerne. Hun opfordrede derfor til, at man finder ud af, hvor udledningen af steroidøstrogener er et problem for fisk, og forsøger at løse problemet de steder, i stedet for at bruge flere år på at udvikle nye perfekte testmetoder. Bedre information efterlyses Eva Bonefeld-Jørgensen fra Århus Universitet fremhævede, at det at give information og kostrådgivning til befolkningen må være et politisk ansvar. Hun mente i den forbindelse også, at der er et stort behov for, at vi i Danmark, ligesom i andre lande, får indført information til gravide kvinder angående kost og deres ufødte børns øgede risiko for eksponering. Hvad angik amning fremhævede Bonefeld-Jørgensen, at det er noget, man helt klart fortsat må anbefale, også i de arktiske områder, men at det skal gøres i kombination med en kostvejledning. Niels E. Skakkebæk sagde, at hvis det nedlagte Forskningscenter for østrogenlignende stoffer, kunne blive genetableret, ville det kunne få en vigtig funktion som informationskilde. Det viser sig nogle gange, at informationer kan være stærkt overdrevne, og nogle af dem, der er bedst til at vurdere lødigheden af oplysningerne, er de forskere, der laver lignende projekter. Så den bedste garanti for, at man her i landet opnår en god information er, at man har nogle aktive forskere på de forskellige områder, som er i stand til at vurdere de resultater, som kommer fra udlandet, fremførte han. Finn Bro-Rasmussen fra Danmarks Tekniske Universitet pegede på, at det er vigtigt, at man også ser nærmere på produktproblematikken. Vi kan ikke klare 11

14 de problemer der bl.a. er med hormonforstyrrende stoffer alene via en kemikaliepolitik. Og det er skammeligt, at vi har en situation, hvor man kan komme med regler og stille restriktioner op overfor kemikaliehåndteringen, som ikke kommer igennem i produkterne, så industrien kan fortsætte med at bruge stofferne. Det er bl.a. derfor, det er nødvendigt at få mærket produkterne, så man kan se, hvad der bliver brugt til deres fremstilling. Det må være et minimum, fastslog han. Mærker, afgifter og frivillige aftaler Mogens Werge fra COOP Danmark mente, at mærkning selvfølgelig er en mulighed for at supplere nogle andre styringsmidler, men at det samtidig er en form for ansvarsforflygtigelse. Hvis man kun brugte mærkning som reguleringsmiddel er det den ultimative politiske falliterklæring, påpegede han. På den måde overlader man det blot til forbrugerne fordi, man ikke kan finde ud af at regulere det. Det kan imidlertid være positivt, at give forbrugerne information når alle andre muligheder er udtømt, eller som et supplement til andre muligheder. Og miljømærkning er selvfølgelig den mest oplagte måde, hvor folk får en vis sikkerhed for, at man undgår de mest ubehagelige kemikalier. Desuden kan man f.eks. også bruge en udvidet varedeklaration, så folk i det mindste ved, hvad der er i produktet, fremførte Mogens Werge. Villy Dyhr fra Forbrugerrådet mente, at man også skal overveje, hvad formålet med en mærkning er. Hvis man f.eks. vil have nogle tryghedsmærker, kan man lave et mærke for, at et produkt kun indeholder stoffer, som er vurderet til ikke at være farlige. Og hvis man vil have nogle advarselsmærkninger skal man tydeliggøre, at der i det pågældende produkt er nogle stoffer, som man ikke klart ved hvordan virker. Villy Dyhr var også af den overbevisning, at forbrugerne godt kan tage stilling til de to forskellige mærker. Han fremhævede desuden afgifter, som et virkemiddel der er effektivt. I Forbrugerrådet opfatter man markedet, som en af det mest effektive midler til at få tingene til at fungere (udover forbud), og hvis det er dyrt at gøre noget skidt, og billigere at gøre noget godt, så gjorde langt de fleste noget godt. Og på det område kan man godt bede myndighederne overveje, om man ikke kan indføre afgifter lidt flere steder, påpegede Dyhr. Peter Skov fra Plastindustrien i Danmark havde en anden mening om afgifter som virkemidler. Han fremførte, at phthalat-afgiften er et lærestykke i, hvordan man ikke skal håndtere tingene. Man har lagt afgift på alle phthalater over en kam, selv om den risikovurdering, der er i gang, viser, at der er stor forskel på deres effekter i miljøet. Man har undtaget phthalater, der medgår til undervognsbehandling af biler og til tekstiltryk, som er to områder der, ifølge Miljøstyrelsens egne papirer, er nogle af de væsentligste kilder til phthalater i miljøet. Frivillige aftaler Frivillige aftaler har vi prøvet med forskelligt resultat, fortalte Lisbeth Seedorff fra Miljøstyrelsen. Hun nævnte i den forbindelse en aftale med sæbebranchen fra 1987 om, at de ikke ville putte nonylphenolethoxylater i rengøringsmidler. Aftalen har fungeret, og en kontrol har vist, at stoffet ikke er i produkterne. Lisbeth Seedorff fremførte, at historien om solcremer med et særligt UV-filter er et andet eksempel. Miljøstyrelsen kunne sidste år ikke anbefale det UV-filter, der hedder 4-MBC, fordi man ikke mente, der var sikkerhed nok for, at der ikke var en sundhedsrisiko for børn under 12 år. Derfor diskuterede styrelsen med branchen og detailhandelen, om hvad man skulle gøre. En måde var, at man kunne mærke solcremerne med, at det ikke skulle bruges til børn under 12 år, 12

15 men det ville branchen ikke, men ville i stedet holde disse produkter ude fra de danske butikker. Samtidig henvendte styrelsen sig til EU-kommissionen om sagen. Siden er der også kommet nye undersøgelser, og man er ved at kigge på sagen igen. Derfor vil det vare et stykke tid, inden der kommer en endelig afklaring, men under et møde med branchen, har de meddelt, at de vil fortsætte det frivillige stop af solcremer, der indeholder det konkrete UV-filter, understregede Seedorff. Frivillige aftaler kan under bestemte forudsætninger være et godt instrument. Det kan f.eks. være, hvis man har med virksomheder eller erhvervsbrancher at gøre, der synes der er et problem, og at det er godt for deres konkurrenceevne eller deres image at gå ind og lave en aftale, fremførte Villy Dyhr fra Forbrugerrådet. Hans erfaring er bare, at det ikke er særligt hyppigt, at man laver frivillige aftaler, og er desuden ikke sikker på, at det vil være muligt med ret mange brancheorganisationer. Frivillige aftaler kan med andre ord kun bruges, hvis industrien eller erhvervet har en helt klokkeklar interesse i at nå et resultat. Og der er også eksempler på frivillige aftaler, der er lavet med Miljøstyrelsen hvor industrien indgik frivillige aftaler med krav, som virksomheden allerede opfyldte. Den slags aftaler flytter ikke noget, mente han. Dansk lovgivning med begrænsninger Til spørgsmålet om hvilke nationale handlemuligheder Danmark har i forhold til EU-reglerne, gav Peter Pagh-Rasmussen fra Københavns Universitet udtryk for, at EU allerede har taget stilling angående plantebeskyttelsesmidler og enkelte industrikemikalier. Den positive side ved risikovurderingen i EU er, at der nu bliver taget stilling, og gjort noget ved, at et stof er betænkeligt. De enkelte lande har mulighed for at indføre selvstændige restriktioner for anvendelse og salg. Disse handlinger er grundlæggende tilladt indenfor traktatens regler om frihandel, når man anerkender forsigtighedsprincippet (se nedenfor) og substitutionsprincippet (substitution indebærer, at et skadeligt stof, produkt eller proces erstattes med andre mindre skadelige stoffer, produkter eller processer med samme funktion). Det betyder bl.a. at man sagligt skal kunne begrunde restriktionen, men der er et rimeligt nationalt bevægelsesrum, understregede han. Kommissionens opfattelse af forsigtighedsprincippet, som formentlig er den, EUdomstolen vil lægge til grund, når den skal bedømme, om Danmark f.eks. går for langt i nationale reguleringer, er at man blot skal have videnskabelige begrundelser, ikke dokumentation. Men der skal med andre ord være noget, der støtter indgrebet sagligt. Og hvis man griber ind, er der desuden et krav om nye supplerende undersøgelser på et senere tidspunkt. I forhold til, at indgrebet blot er midlertidigt, ligger der ikke andet, end at man ikke må gennemføre et indgreb, der ikke er klart funderet, uden at det følges op med undersøgelser, indtil de enten bekræfter eller afkræfter at et stof er betænkeligt. Det midlertidige kan vare meget lang tid, men det afgørende er, at EU stiller nogle krav til yderligere undersøgelser. Danmark kan derimod ikke lave selvstændige nye mærkningskrav, og klassificeringsregler. Det er EU, der står for dét, understregede Pagh-Rasmussen. Til spørgsmålet om hvilke nationale virkemidler man kan tage i brug, hvis man vil nedsætte, eller stoppe brugen eller udslippet af hormonforstyrrende stoffer, fortalte Lisbeth Seedorff fra Miljøstyrelsen, at det mest vidtgående virkemiddel er et decideret forbud eller en anvendelsesbegrænsning. Danmark kan rent nationalt f.eks. godt beslutte at forbyde et stof. Hvis det ikke i forvejen er EU-reguleret, kræver det dog, at man sender informationer til EU, og virkelig 13

16 kan dokumentere, at der er noget om snakken. Den type forbud vi har flest af, og som der er mange på vej af, er imidlertid forbud, der er baseret på EU-beslutninger, fortalte Seedorff. Peter Pagh-Rasmussen fremførte, at det er vigtigt, at Folketinget opfører sig som den, der skaber rammerne for lovgivning. Det skal jo ikke ende med, at Folketinget begynder at tage stilling til konkrete kemiske stoffer. Men hvis man f.eks. ønsker, at vi skal have en yderligere kategori for hormonstoffer, kan man selvfølgelig godt behandle det i Folketinget, og politisk antyde vejen. Men længere bør man i virkeligheden ikke gå, for det er et ret kompliceret område, hvor ansvaret skal placeres hos forskere, videnskaben, og hos nogle beslutningstagere, som allerede har de fornødne bemyndigelser i lovgivningen, fremhævede Pagh-Rasmussen. Danmark således godt lave selvstændige restriktioner på enkelte stoffer, men der er ikke, ifølge Pagh-Rasmussen, brug for ny lovgivning. Folketinget har allerede givet det mandat, der skal til for at gribe ind i forhold til de stoffer, hvor man skønner, det er nødvendigt. Pagh-Rasmussen mente derfor, at Folketinget sådan set har gjort det, de skulle. Den europæiske forbindelse Lisbeth Seedorff fra Miljøstyrelsen fortalte, at EU's risikovurderingsprogram for eksisterende stoffer - med rette eller urette - er meget udskældt, bl.a. fordi det er langsommeligt. Programmet blev startet i 1993, og det er først nu, at der virkelig kommer resultater. Der er mange stoffer, som er risikovurderet, hvor det blev konkluderet, at der er grund til bekymring. Det betyder at man skal lave en risikoreduktionsstrategi, kigge på forskellige virkemidler og komme med forslag til, hvordan man kan reducere anvendelsen, fortalte hun. Mange risikoreduktionsstrategier ender med at sige, at der er behov for at forbyde stofferne, enten totalt eller delvist. Næste fase er så at omsætte det til et direktiv. Der er flere direktiver under udarbejdelse, herunder også nogle af de stoffer, der er i fokus, når man taler om hormonforstyrrende stoffer. Det første forbud mod et af de brommerede flammehæmmer er på vej, og ligeledes mod brug af nonylphenolethoxylater i alle typer rengøringsmidler, fremhævede Lisbeth Seedorff. Seedorff fortalte desuden, at kosmetik og hygiejneprodukter er reguleret af et fælles EU-direktiv, som kun regulerer sundhedseffekter (og ikke effekter på miljøet), og skal sikre, at kosmetik er sikkert for mennesker, og at der findes en eksisterende tilhørende dansk bekendtgørelse på sundhedsområdet. EU's strategi EU kom i december 1999 med en strategi for hormonforstyrrende stoffer, hvor der lagt op til, at der skal handles på kort sigt, på mellemlang sigt og på lang sigt, fortalte Inger Bergmann fra Miljøstyrelsen. På kort sigt består strategien i at opstille en nærmere defineret, prioriteret liste over hormonforstyrrende stoffer. Den mellemlange indsats er at pege på og udvikle testmetoder, og den langsigtede løsning er at se på den kemikalieregulering, der er og få indarbejdet de hormonforstyrrende effekter i de relevante direktiver. Både i Rådet og i Parlamentet bliver der peget på, at det er vigtigt at bruge forsigtighedsprincippet, når man kigger på de hormonforstyrrende stoffer. Formålet med listen er at prioritere, hvilke stoffer der skal underkastes en testning. Og når der er lavet nogle testmetoder, at se på hvor der allerede er igangsat en EU-regulering på disse stoffer, og at identificere nogle specifikke stoffer, som måske er særlig problematiske f.eks. på grund af forbrugereksponeringer, forklarede Bergmann. 14

17 Der er udarbejdet en kandidatliste på 553 stoffer, og ud af dem har man fundet, at der 118 stoffer er dokumenteret hormonforstyrrende effekt. 109 af stofferne er imidlertid allerede begrænset og reguleret i andre sammenhænge, og så har man identificeret 12 stoffer, som ikke er begrænset nogen steder. Disse stoffer er EU-kommissionen derfor gået i gang med at undersøge. Derudover har man identificeret to stoffer, som man mener har en hormonforstyrrende effekt, men som ikke er klassificeret i dag. Der findes også flere stofgrupper, som ikke er nævnt på listen overhovedet. Fra dansk side har man derfor arbejdet hårdt på, at det blev en såkaldt dynamisk liste, som betyder, at den både kan udvides og begrænses afhængig af den viden, man får, påpegede Inger Bergmann. Lister og risikovurderinger Mette Boye fra Det Økologiske Råd fremførte, at man i Danmark, forlader sig meget på, hvad der foregår på EU-plan. EU s liste med 553 stoffer over hormonforstyrrende stoffer, er lavet i løbet af de sidste par år. Men man har samtidig sorteret stoffer i forskellige grupper, med den konsekvens at listerne er blevet reduceret, så man nu er nede på at skulle se på mellem 2 og 12 stoffer, som man skal undersøge nærmere, eller som der eventuelt skal foretages yderligere test af, fremhævede hun. Denne strategi lægger ikke op til politiske tiltag, men derimod blot til flere undersøgelser. For at EU's strategi, ikke skal fortabe sig i forhalingsøvelser og flere rapporter, er det helt centralt, at der på nuværende tidspunkt bliver handlet politisk, med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet, påpegede Boye. Der er desuden en liste på 66 stoffer, som Kommissionen selv har konkluderet, har hormonforstyrrende effekter og for 60 af disse stoffer har man vurderet, at både mennesker og miljø i høj grad er udsat for stofferne. De 66 stoffer er godt nok reguleret på den måde, at de f.eks. er under risikovurdering. Hvis tidsperspektivet følger de sædvanlige procedurer på EU-plan, kan det tage måske 10 år endnu, før der bliver foretaget en regulering. Så den regulering, der er gældende for nogle af de stoffer, er bare ikke god nok. Det er derfor oplagt, at man kigger på den liste og ser på, om der ikke kan laves forbud eller kraftige begrænsninger lige nu. For det, der er behov for nu, er politisk mod og handling i forhold til disse stoffer, mente Mette Boye. Desuden er det vigtigt, at hormonforstyrrende stoffer bliver inkluderet i den kommende kemikalielovgivning, som bliver fremlagt af EU-kommissionen. For hormonforstyrrende stoffer skal defineres som skadelige stoffer. Og på den baggrund skal brugen af hormonforstyrrende stoffer ikke være tilladt, medmindre industrien kan påvise, at anvendelsen af et hormonforstyrrende stof er sikkert, at der ikke findes alternativer, og at det foregår på en måde, så det ikke kommer ud i miljøet, påpegede Boye. Peter Pagh-Rasmussen fra Københavns Universitet fortalte, at EUkommissionens nye strategi, også er at vende bevisbyrden om. Synspunktet er, at man begynder med de stoffer, man har screenet som den største og vigtigste mængde, men at intentionen og perspektivet er at give industrien bevisbyrden. Mette Boye pegede på, at det er vigtigt, at forbud mod hormonforstyrrende stoffer også vil gælde deres forekomst i forbrugerprodukter. Hverken i den gældende eller i den kommende kemikalielovgivning er forbrugerprodukter nemlig inkluderet. Det betyder, at man godt kan lave et forbud mod salg af hormonforstyrrende stoffer eller kræftfremkaldende stoffer til salg i en dunk, men at det ikke vil være forbudt til brug i produkter som fx regnfrakker, osv. 15

18 Fremtidens strategi og ny bevisbyrde Om fremtidens strategi overfor hormonforstyrrende stoffer pointerede Villy Dyhr fra Forbrugerrådet, at der er nogle problemer, som skal håndteres. Det kan godt være, at lovgivningen er god nok, men den bliver ikke udnyttet fuldt ud. Det er en opgave for politikerne at sørge for, at myndighederne udnytter de beføjelser, der er, mente han. Der er bl.a. nogle produkter, der indeholder hormonforstyrrende stoffer, som forbrugerne smører på sig, og nogle andre, som de sætter deres børn til at lege med. Hvis man spørger, hvorfor forbrugerne så køber disse farlige produkter, er svaret, at det gør de typisk enten fordi der ikke er noget alternativ, eller fordi de ikke ved bedre og informationen er utilstrækkelig. Man får simpelt hen ikke at vide, at man løber en risiko, fremhævede Dyhr. De fleste danske forbrugere kan i øvrigt slet ikke forestille sig, at man kan købe noget i danske butikker, som kan være farligt at bruge. De er sikre på, at det har politikerne, myndighederne og ikke mindst, det ansvarlige danske og internationale erhvervsliv taget hånd om. Sådan er virkeligheden jo desværre ikke, mente Dyhr. Løsningen er, ifølge Dyhr, derfor at få de farlige stoffer væk, eller få vurderet de stoffer, der er, og så kun bruge dem, som det er acceptabelt at bruge. Men i udgangspunktet kan det ikke være særlig svært, for hvis der er noget, der er farligt, så skal man jo forbyde det. Hvis problemet så er, at man ikke kan undvære stoffet, må man sætte en ambitiøs kort tidsfrist og sige, at så får man tre år til at finde en erstatning, løs forslaget fra Villy Dyhr. Jacob Hartmann fra Greenpeace fortalte, at landene omkring Østersøen og Nordsøen har vedtaget et såkaldt generationsmål, om at bringe udledningerne af farlige stoffer - og selvfølgelig også hormonforstyrrende stoffer - til ophør inden år Så alvorligt, og så vidtrækkende er de politisk fastsatte og bindende mål rent faktisk på det område, påpegede han. Men er det rimeligt at acceptere, at vi politisk ellers reelt set står magtesløse for at gribe hårdt ind over for f.eks. de hormonforstyrrende stoffer, spurgte Jacob Hartmann. Han opfordrede til, at man ikke undlader at handle, fordi man venter på nogle nye forskningsresultater, som vi plejer. Trods risikovurderingerne har vi stadig ikke nedbragt menneskers udsættelse for disse stoffer. Man er nødt til at sige, at der allerede er en lang række stoffer, som man ved tilstrækkeligt om, og derfor skal man ikke regulere dem på baggrund af risikovurderinger, men udfra en farevurderinger. Industrien Peter Skov fra Plastindustrien i Danmark fortalte, at man er enige i hovedlinjerne i den nye kemikalieregulering i EU-hvidbogen om kemikaliestrategien, som er en relevant måde at håndtere problemstillingerne vedrørende hormonforstyrrende stoffer på. De fleste af de stoffer, der har med plastindustrien at gøre, er under risikovurdering, og industrien følger den vurdering, og overvejer også mulige erstatningsalternativer i takt med, at de ser, hvad der kommer ud af arbejdet. Skov fortalte desuden, at industrien gennemgående består af praktiske folk, der gerne vil have klarhed. De ønsker at kunne producere, og industrien bruger jo ikke kemikalier, for at genere folk eller for at skade sundheden eller miljøet, men for at drage fordel af kemikalierne, sagde Peter Skov og tilføjede, at hvis man ser på, hvordan man kan handle praktisk, har han svært ved anbefale handling på basis af farlighed. Skov synes i stedet, at man skal overveje, hvordan man håndterer en risiko. Poul Harremoës fra Danmarks Tekniske Universitet pegede på, at man bl.a. kan lære af fortidens fejl, når man søger at løse problemerne med hormonforstyrrende stoffer. I en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur har man gennemgået ti tilfælde, hvor man har ignoreret tidlige advarselstegn, og 16

19 hvor det er gået galt - og nogle gange gennem meget lang tid, fortalte han. To af tilfældene omhandlede hormonforstyrrende stoffer, det ene var TBT i bundmaling, og det andet DES i behandling af aborter, hvor det viste sig, at de næste generationer fik en forøget kræftrisiko. Grunden til, at man har brugt disse tilfælde, er, at lære af fortiden med henblik på fremtiden. Det svarer nogenlunde til, at man laver en analyse af automobiluheld og på det grundlag finder ud af, hvordan folk bør opføre sig for at mindske risikoen for biluheld, påpegede han. En af de ting, der er gennemgående i stort set alle tilfældene i rapporten, handler om usikkerhed og uvidenhed. Ifølge Poul Harremoës leder det frem til en fortolkning af forsigtighedsprincippet, som går ud på, at man bør reagere på en begrundet mistanke og ikke vente på fuldt videnskabeligt bevis. Hvad angår spørgsmålet om bevisbyrde og bevisniveau, er det væsentlige sammenfald i tilfældene stort set baseret på, at hvis der ikke er lovgivet om det, så er enhver handling forudsat at være harmløs, og så er det op til forbrugerne eller myndighederne at vise, at noget er skadeligt. Poul Harremoës anbefalede derudover at man i forbindelse med de hormonforstyrrende stoffer vendte bevisbyrden, så det f.eks. er producenten og forhandleren, der skal påvise uskadeligheden af et stof. 17

20 Redigeret udskrift af høringen Eyvind Vesselbo (V, fmd., Miljø- og Planlægningsudvalget, ordstyrer): Ja, så vil jeg godt byde velkommen til denne høring om hormonforstyrrende stoffer. Jeg vil gerne byde velkommen på Miljø- og Planlægningsudvalgets vegne både til alle eksperterne, som er kommet til høringen, men også til alle deltagerne i denne konference. Det har været et enigt Miljø- og Planlægningsudvalg, som har bakket op om denne høring, fordi vi mener, at det er vigtigt at få sat fokus på det her område, og at det i øvrigt også er vigtigt at få så meget oplysning om sagen som overhovedet muligt. Og det er jo derfor, vi har inviteret så mange kloge mennesker, som kunne komme og fortælle os politikere om, hvordan situationen ser ud på det område, og hvad man eventuelt kan gøre i fremtiden. Og vi glæder os meget til denne høring her og de oplæg, som kommer, og de kommentarer, som vil komme mellem politikere og eksperter. Og i panelet sidder fra Venstre Inger Støjbjerg, som er kommet ind i stedet for Helga Moos, som skulle have været til stede, men desværre ikke kan være her. Og så er det Nicolai Wammen fra Socialdemokratiet og Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti. Så er det Helle Sjelle - som ikke lige er til stede i øjeblikket, men som kommer - fra De Konservative, det er Kamal Qureshi fra SF, som er kommet i stedet for Jørn Jespersen, og så er det Elsebeth Gerner Nielsen fra Det Radikale Venstre. Og til sidst derovre der skulle Keld Albrechtsen sidde fra Enhedslisten, og jeg er sikker på, at han kommer. Det er sådan, at det er ikke alle politikere, som er clearet, som det hedder. Det vil sige, at når der er en afstemning i Folketinget, så er der måske et par enkelte, der lige løber ind og stemmer og kommer tilbage igen. Og det er også derfor, at når klokken er, i programmet står der, at der er pause fra kl til 10.30, men af praktiske grunde, for at folk kan komme hen og stemme, der er nemlig en stemmeblok dér kl , så rykker vi lige pausen 10 minutter, så vi holder pause fra kl til kl , og så kan de, der skal stemme, nå hen og stemme og nå tilbage igen. Så det er kun et lille ryk, der er her. Men så er der en lille ændring, jeg skal nævne her. Under punktet "Viden og usikkerhed" har Bo Riemann fra Danmarks Miljøundersøgelse meddelt, at han ikke kunne være til stede, men der har Poul Bjerregaard fra Syddansk Universitetscenter været så venlig, at han vil gå ind under det punkt og holde det oplæg. Jeg ved ikke, om det bliver samme, men i hvert fald holde et oplæg på det område. Så jeg tror, vi skal starte nu. Og det er sådan, at Poul Bjerregaard fra Syddansk Universitet starter med at sætte fokus på de hormonforstyrrende stoffer. Velkommen. Fokus på hormonforstyrrende stoffer Poul Bjerregaard (Syddansk Universitet, Odense) Mange tak for invitationen til høringen her. Man kunne starte med den overordnede konklusion først måske, og det er, at hormonforstyrrende stoffer og deres virkninger det er en realitet i vores omgivelser, som vi er nødt til at forholde os til, og det vil en række af de øvrige præsentationer i dag vise. Inden vi kommer tættere ind på, hvad hormonforstyrrende stoffer er, er det måske lige på sin plads at få slået fast, hvad hormoner er, og hvad deres virkemåde er. 18

21 Hormoners overordnede virkning er, at de skal styre de langsigtede processer i organismen, og de processer, vi især kommer til at tale om i dag, det er kønsudviklingen og vækst. Det er sådan, at hormoner dannes i endokrine kirtler, de bliver frigivet til blodbanen, og de bliver transporteret ud til de væv, de skal ændre stofskiftet i, og så skal hormonerne, efter de har virket, skal de nedbrydes igen og fjernes fra organismen. Det er sådan, at hormonerne virker ude i de organer, hvor de skal virke ved at blive optaget i cellerne, og så reagerer de med et bestemt protein, der bliver kaldt en hormonreceptor. Og det vil formentlig komme til at indgå nogle gange i dag, begrebet hormonrecepter. Fordi det er sådan, at når vi skal definere, hvad et hormonforstyrrende stof er, så har der mest været tale om stoffer, som har den samme virkning som vores naturlige hormoner, og især har der været tale om østrogene virkninger, hvor der altså kan ske det, at kemikalier, som vi også bruger i vores hverdag, de altså er i stand til at gå ind og efterligne vores naturlige hormoners virkemåde, sådan at vi får en hormonal effekt i organismen. Men det er på sin plads også at få slået fast, at hormonforstyrrende kemikalier kan faktisk gå ind og forstyrre på alle niveauer i hormonernes virkemåder, altså lige fra deres produktion i de endokrine kirtler, vi kender også hormonforstyrrende kemikalier, der kan gå ind og forstyrre bindingen og transporten af hormonerne i blodet, hvad der også kan give en overordnet effekt på den hormonale regulering. Og så kender vi faktisk også hormonforstyrrende stoffer, som er i stand til at gå ind og påvirke omsætningen af hormonerne, altså nedbrydningen, fjernelsen fra kroppen igen. Vi kan sige, at det, der formentlig mest bliver tale om i dag, det er de stoffer, som har den egentlige hormonale virkning, altså dem, der efterligner hormonernes virkemekanismer i kroppen. Den definition, som de fleste kan enes om på, hvad et hormonforstyrrende stof egentlig er, det er så et stof, der kommer udefra og går ind og påvirker den hormonale regulering i organismen med skadelige virkninger til følge. Der er lidt forskellige ordlyd på forskellige definitioner, men det er sådan den overordnede definition, som de fleste vil kunne enes om. Problemet er bare, at skadelige virkninger er ikke noget veldefineret begreb. F.eks. vil man i nogle lande, organisationer, fastholde, at f.eks. selv om ferskvandsfisk de svømmer rundt, at hanfiskene svømmer rundt og er stærkt feminiseret, så er det ikke i sig selv en skadevirkning, så længe bestandene ude i vores vandløb er i stand til at opretholde deres størrelse. Så det vil sige, at allerede i det forhold, hvordan man definerer en skadelig virkning, så ligger der altså lige dele faglige og politiske overvejelser, måske i virkeligheden mere politiske end faglige. Så kan vi sige, at den største del af diskussionen om hormonforstyrrende stoffer den har indtil videre drejet sig om stoffer med østrogenvirkning. Og det er så i de seneste år blevet klart, at der kan altså være mange andre typer af virkninger, som vi skal tage alvorligt - både stoffer, der virker på samme måde som de hanlige kønshormoner, og stoffer, der påvirker tyroxinstofskiftet, altså de hormoner, der bliver lavet i skjoldbrudskirtlen, og som er med til at regulere organismens vækst. Se, i definitionen på hormonforstyrrende stoffer der vil vi selvfølgelig også gerne kunne enes om, hvilke typer af effekter vi faktisk skal afprøve kemikalier for, inden vi overhovedet kan begynde at diskutere, hvad skal vi gøre ved 19

22 kemikalierne. Det vil sige, at der især i de sidste 5-6 år har været udfoldet meget store anstrengelser for at opbygge testsystemer, hvor man kan afsløre kemikaliers hormonforstyrrende virkninger. Det et sådan, at man er nået længst for østrogenkemikalier, og selv om man er nået længst for de østrogene kemikalier, så er der en håndfuld testsystemer, som man er ved at afprøve og validere for øjeblikket, men som ikke nødvendigvis giver identiske resultater, når man prøver kemikalier af i den. Det vil sige, at man kan gå fra systemer, der foregår i et reagensglas og op til at teste stoffer på hele dyr. Og de testresultater, man får ud, de giver ikke nødvendigvis det samme svar. Man kan godt få, at nogle meget følsomme reagensglassystemer vil udpege nogle kemikalier til at have østrogenvirkning, men i det hele dyr vil dyrets omsætning af kemikalier f.eks. sørge for, at der ikke kommer nogen iboende østrogenvirkning af kemikaliet til udtryk. Og det er også noget, man er nødt til at tage alvorligt, inden man går ud i en regulering af de kemikalier. Vi er nødt til at være enige om, så vidt vi kan blive det, hvad skal man egentlig forstå ved hormonforstyrrende virkninger, og hvilke typer af testsystemer vil vi acceptere til at vise hormonforstyrrende virkninger. Det er sådan, at jeg har fået et spørgsmål også om, hvordan adskiller de hormonforstyrrende stoffer vi taler om nu og skal tale om i dag, hvordan adskiller de sig egentlig fra de miljøgifte, vi har mere erfaring med? Og man kan sige, at generelt er det sådan, at stoffers giftvirkninger de beror på, at stofferne går ind og påvirker cellen, stofskiftet. Nogle miljøgifte - også af den mere gammeldags karakter - de er meget specifikke. Altså de går måske ind og påvirker én bestemt proces, hvor andre har en mere generel virkning og bare går ind og, hvad skal vi sige, måske ødelægger cellemembranen. Og vi kan sige, at de hormonforstyrrende stoffer rent principielt faktisk ikke adskiller sig fra andre miljøgifte, der har en meget specifik, altså en meget fokuseret virkning. Men der er alligevel nogle ting, som på en vis måde adskiller den fra andre miljøgifte. For det første er det bemærkelsesværdigt, at de virker ved meget, meget lave doser eller koncentrationer i miljøet. Og så kan man sige også i modsætning til andre miljøgifte, at de i virkeligheden kan siges at fremme nogle processer, i hvert fald nogle af dem, at fremme nogle processer, som faktisk er naturlige processer, de foregår bare i de forkerte køn. Og det vil sige, at vi kan have egentlige, naturlige processer, fremmet af de her stoffer, som altså bare foregår på et forkert sted og i en forkert tid. Og så kan vi sige, at det er specielt også for de hormonforstyrrende stoffer, at de er i stand til at påvirke ikke alene de organismer, de rammer, men formentlig, og det er jo også vist i nogle tilfælde, ramme afkommet af de organismer, det rammer. Det er der nogle typer af andre miljøgifte, der er i stand til også, men altså det er en af de ting, som også adskiller de hormonforstyrrende stoffer som gruppe. Så kan vi sige, at de grupper af kemikalier, som vi for øjeblikket enten har viden om eller har mistanke om, er hormonforstyrrende, det er jo en meget lang liste. De fleste af jer er sikkert bekendt med EU's liste over potentielle hormonforstyrrende stoffer, og det er selvfølgelig umuligt for mig at nå at gennemgå alle dem, og det er formentlig heller ikke ønskeligt, så jeg prøver at gruppere de stoffer en lille smule, som vi ved mest om. 20

23 For det første er der gruppen af, om jeg så må sige, gammelkendte miljøgifte, altså klorerede forbindelser, insektbekæmpelsesmidler, der blev taget i anvendelse fra omkring midten af århundredet her, og så i øvrigt de fleste af dem er forbudt på grund af deres øvrige miljøskadelige virkninger fra omkring 1970'erne og fremefter. Vi kan sige, at hvis man skal som politiker se på det ud fra et politisk, fremadrettet synspunkt, så er de stoffer egentlig dybt uinteressante, fordi de er forbudt, de er bare så persistente, at vi har dem i naturen endnu. Nogle af dem bliver brugt i udviklingslande også, der er en global transport. Det kan man sige, det er det eneste, der egentlig kunne interessere politikere i den sammenhæng. De er meget interessante set fra forskningens synspunkt, fordi de, hvis vi får mere viden om virkemekanismerne fra de gammelkendte stoffer, jamen så bliver vi klogere, men fra politikeres synspunkt er det bagudrettet viden. Så kan vi sige, at én af de andre stofgrupper, som vi først for nylig har erkendt som et problem i miljøet, det er naturlige hormoner og syntetiske. Især i Danmark er det så p-pille-produkter, i andre lande kan det være vækstfremmere i kvægopdræt osv. Vi kan sige, at under danske forhold med naturlige hormoner og p-pille-hormoner der kan man sige, at det er ting, som ikke kan reguleres væk, der skal simpelt hen renses bedre, det er den eneste måde at løse det problem på, og det kan sandsynligvis lade sig gøre, det er der resultater, der tyder på. Og det vil sige, at det må fremtiden vise, hvordan vi kan få fjernet det problem. Så er der en gruppe af stoffer, som også bliver omtalt en del, det er de naturligt forekommende østrogener, der er i plantemateriale. Der kan vi sige, det er ikke nogen, som politikere i virkeligheden skal interessere sig for, i hvert fald ikke set ud fra den skadelige virkning. Fordi det er stoffer, som dyriske organismer har udviklet sig sammen med op igennem evolutionen, og det er ikke noget nyt. Den gruppe af stoffer, som selvfølgelig kommer til at give de store problemer, det er de stoffer, som vi har erkendt har østrogen eller anden hormonforstyrrende virkning, som vi bruger i vores dagligdag, og der er en række stoffer, som selvfølgelig er dem, der er sværest at håndtere. Det er stoffer, som, hvis vi ser på den østrogene, typisk har østrogenvirkning, der er ca. en faktor eller måske svagere end naturligt østrogen, men fordi de i nogle tilfælde forekommer i meget højere koncentrationer end naturligt østrogen gør, så kan de altså godt, selv om de i og for sig har en lavere potens, så kan de altså godt give skadevirkninger i naturen. Og det er klart, at det er dér, politikeres interesser er, fordi det er de stoffer, man potentielt kan gøre noget ved, og det vil sige, at det, som vi må sige der er et stort behov for, det er, at vi får lavet en ordentlig risikovurdering for de stoffer, hvor de hormonforstyrrende virkninger bliver inddraget i de risikovurderinger, der bliver foretaget. Og vi kan sige, at for mange af de stoffer, som vi bruger i vores hverdag, altså phthalater og alkylfenoler, parabener osv., der er der nogle forhold, som egentlig adskiller dem fra nogle af de mere gammeldags miljøgifte, i og med at de omsættes hurtigere, så det vil sige, de kræver faktisk en stadig tilførsel af de stoffer, hvis de skal have en skadelig virkning i miljøet. Så kan man sige, at der ligger så én ubehagelig pointe i det, at selv om vi får lavet bedre risikovurderinger for de stoffer, som vi kan gøre noget ved, hvis vi ikke ønsker dem, så er hele vores princip med udførelse af risikovurderinger jo baseret på, at vi tester - og måske meget grundigt endda - tester alle stoffer ét 21

24 for ét. Og det er sådan, at vi ved, at nogle af de her stoffer forekommer dels sammen med naturlige østrogener f.eks., men de forekommer ofte flere ad gangen, altså den daglige eksponering er ikke kun for ét stof, men for flere. Og det vil sige, det vi må forvente fra stoffer, der har den samme overordnede virkemekanisme, det er, at de har en additiv virkning, ikke en synergistisk virkning, og det bliver nogle steder fremstillet, som om at bare virkningen kun er additiv, så er det nok ikke så galt. Men altså hvis man summerer op for enkeltstoffer, så kan det altså være slemt nok. Der er nogle meget tankevækkende studier fra Apopka-forsøgene i Florida med nogle af de gamle miljøgifte, hvor man gik ud og målte koncentrationen af en række klorerede forbindelser. Man lavede forsøg i laboratoriet ved de koncentrationer, og hver for sig var der kun ét af stofferne, der havde en ganske svag effekt, men lagde man de otte stoffer, man havde målt, sammen, så fik man altså en markant indvirkning på den østrogene regulering i alligatoræg, var det i det her tilfælde. Det vil altså sige, at den type af risikovurdering, vi normalt foretager, den kan formentlig bringes til at virke, hvis vi får tilstrækkelig gode testsystemer stof for stof. Men for alle af de af os, der gør os overvejelser om de tusindvis af stoffer, vi har i brug, der virker tanken om en risikovurdering, baseret på flere stoffers samtidige virkning, den virker fuldstændig uoverskuelig. Men uanset om der er nogle mangler i, hvor godt en risikovurdering den kan beskytte os imod de her virkninger, så er det et absolut krav, at vi får foretaget den, inkluderende de østrogene virkninger for de kemikalier, som vi omgås i vores dagligdag. Det er sådan, at de stoffer, som i hvert fald den første liste, som jeg så fra EU over de stoffer, som var højst prioriteret, som der skulle gøres noget ved, der skulle indsamles øget viden om, at der synes jeg i hvert fald, jeg ved godt, listen er blevet ændret siden, men at der var det meget påfaldende, at ud af de 60 højst prioriterede stoffer der var det faktisk gammelkendte miljøgifte, som faktisk var forbudt, der udgjorde størstedelen. Og det meste af den resterende del blev faktisk udgjort af organiske tinforbindelser i forskellige afskygninger, som man i virkeligheden godt kunne have grupperet som ét. Det vil sige, at der ligger altså en række stoffer, eller ca. en håndfuld stoffer, som det er meget akut nødvendigt at få lavet ordentlige risikovurderinger for, inkluderende de hormonforstyrrende virkninger. Listen fra EU er som sagt på en stoffer, og det er ikke muligt selvfølgelig at gennemgå hvert enkelt stof. Men jeg tror nogenlunde, at de stoffer, vi nok kommer til at snakke mest om i dag, de kunne være nogenlunde dækket. Og det tror jeg nok har taget de ca. 10 minutter, som jeg havde til rådighed. Ordstyrer: Tak til Poul Bjerregaard. Men det var et kvarter, og det har du også brugt, så alting er på sin plads. Og det er jo netop det, der også er vigtigt, det er, at vi har sat nogle tidspunkter af her, og det var meget fint, at du overholdt det, fordi vi vil forsøge at holde taletiden, sådan så vi ikke løber hen i sidste ende og skal forlænge det med en time. Så tak for dit indlæg. Jeg skal lige høre, inden du går helt ned, om der er et enkelt opklarende spørgsmål. Elsebeth Gerner Nielsen. 22

25 Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Du talte hele tiden om de østrogenlignende stoffer, men er det ikke vigtigere at få præciseret, at der selvfølgelig også er stoffer, som har en virkning, der svarer til det mandlige kønshormon? Poul Bjerregaard: Jo, altså alle typer af effekter på kønshormonreguleringen skal selvfølgelig inddrages. Altså når jeg siger hormonforstyrrende, så er det ikke synonymt med østrogen. Grunden til at østrogen bliver nævnt flere gange af de andre, det er dér, vi har den største viden for øjeblikket for forskellige stoffer. Men det er selvfølgelig klart, at de skal med alle sammen. Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Helt overordnet, hvordan synes du, at den politiske tilgang er til anvendelsen af forsigtighedsprincippet for øjeblikket, når det gælder de her stoffer? Poul Bjerregaard: Det kan vi sige, at så vidt jeg kan se, så anvender man jo ikke forsigtighedsprincippet, altså kort og godt. Men altså det kommer vi formentlig mere tilbage til i eftermiddag, jeg kan ikke forestille mig andet. Ordstyrer: Det gør vi nemlig. Og det var egentlig kun nogle tekniske, opklarende ting her, så tak for dit svar. Og så går vi i gang med næste punkt på dagsordenen: "Effekter på mennesker". Og der er Niels Erik Skakkebæk fra Rigshospitalet den første på podiet. Og her er der tildelt 5 minutter til hver af de fire: Niels Erik Skakkebæk, Jørgen H. Olsen, Eva Bonefeld-Jørgensen og Vibeke Breinholt. Og de 5 minutter vil blive markeret, sådan så man overholder tidsfristen, og så vil der blive nogle spørgsmål fra panelet herovre bagefter. Så værsgo til Niels Erik Skakkebæk, ordet er dit. Effekter på mennesker Niels Erik Skakkebæk (læge, Rigshospitalet) Tak for det. Jeg vil først sige, at jeg er læge og behandler børn og unge mennesker med hormonsygdomme. Og læger ved jo naturligvis, som Poul Bjerregaard sagde, at det er utrolig vigtigt, at hormonerne er i balance i kroppen. Og vi har stillet os selv spørgsmålet: Hvilke symptomer ville vi fra et videnskabeligt synspunkt forvente, hvis de her hormonforstyrrende stoffer, vi nu har hørt om, de forekommer i mængder i vores kost eller på anden måde, vi udsættes for dem, hvad virkning ville det så have hos mennesket. Og ud fra de dyreforsøg og vores viden fra epidemiologiske studier hos mennesket og også ud fra de hypoteser, som allerede var, da de her ting kom frem, så måtte man interessere sig for tendens med hensyn til ufrugtbarhed, dårlig sædkvalitet, testikelkræft og misdannelser i penis. Og også den tilstand, som vi kalder testisk retention, hvor drenge de ikke har deres testikler nede i pungen, men de sidder oppe i maven eller i hvert fald over pungen. 23

26 Og med hensyn til ufrugtbarhed så er der altså faktisk ikke nogen tvivl om, at her står vi foran en folkesygdom. Sidste år var det faktisk 5 pct. af alle børn, altså én i hver skoleklasse, som blev født efter kunstig befrugtning på klinik af en eller anden slags - reagensglasbefrugtning indbefattet. Og det er altså efter min opfattelse som læge et meget højt tal, og vi ved jo ikke, om tallet er stigende, fordi alle de nye teknikker er kommet til, men det behøver heller ikke at være stigende, for at der er et problem. Fordi 5 pct. er så højt, at man må sige, at her står vi med et alvorligt sundhedsproblem. Jeg ser i aviserne ofte, at det af politikere bliver gjort til et privat problem det med ufrugtbarhed, det er noget, man selv må betale sig fra. Men jeg mener, at det er vigtigt at sige, at ufrugtbarhed faktisk er et symptom på sygdom - på nedsat sundhed i hvert fald. Men hvad er så årsagerne til det her? Vi ved jo selvfølgelig, at der både kan være årsager hos manden og hos kvinden, som forårsager ufrugtbarhed, men det, som vi vil komme til at beskæftige os med i dag, det er det, som vi har beskæftiget os med på vores afdeling, og det er især de mandlige faktorer. Og her er der slet ingen tvivl om, at dårlig sædkvalitet er et meget alvorligt og hyppigt problem, og det, som bekymrer os i øjeblikket, er, at der synes at være en såkaldt fødselseffekt, og den der fødselseffekt viser sig ved, at når vi ser på sædkvalitet hos mænd fra min egen generation, så ser det ud til, at den er bedre, når man laver undersøgelser. Mænd, som er født før og under Anden Verdenskrig, synes at have en bedre sædkvalitet end dem, der er født senere, og dem, der har den dårligste sædkvalitet synes at være dem, der er født for ca. 20 år siden, det er altså dem, der er helt unge i dag, og vi havde jo håbet, at det var modsat. Men vi ser også de her sammenhænge på en anden måde. Der er altså også på tilsvarende måde, og det skal vi høre Jørgen H. Olsen sige noget mere om, en stigning i testikelkræfttilfældene, og det er jo også en sygdom, som ses hos unge mænd. Og sammenhængen mellem ufrugtbarhed og testikelkræft ser vi på en anden måde. Mænd med testikelkræft de har ofte meget dårlig sædkvalitet, allerede inden de får deres svulst. Og det er også de grupper af mænd med dårlig sædkvalitet eller testikelkræft, der har de andre problemer, jeg nævnte med misdannelser i testisk eller der er en sammenhæng, det er hyppigere testikelkræft, hvis man har det, man kalder hypospadi. Så testikelkræft rammer ikke tilfældigt i befolkningen, det ser ud, som om at mænd med de her misdannelser har en større hyppighed for testikelkræft. Desværre kender vi ikke forklaringer, men den nyeste forskning tyder på, at man skal helt tilbage til fostertilstanden for at finde forklaringen. Og nogle af de problemer, man ser hos unge mænd i dag, skyldes således muligvis noget, som gik skævt, da det pågældende individ lå inde i mors mave. Og vi må tænke på miljøfaktorer, fordi stigningen er sket så kraftigt i løbet af en generation eller to, så at tænke på, at det var noget genetisk, er ikke særlig sandsynligt. Men så har vi problemet, når vi så skal se på, hvilke faktorer er der tale om, hvilke miljøfaktorer, så ved vi det jo ikke. Men mange af de problemer, vi ser, inklusive dårlig sædkvalitet og testikelkræft osv., ja, dem kan man jo fremkalde hos dyr, når man behandler med sådanne stoffer til gravide dyr. Og hvis jeg skal slutte mit indlæg med, hvad skal der så til, og hvad skal der så gøres rent forskningsmæssigt, så vil jeg gerne appellere til jer som politikere, til at man laver noget mere langstrakt, tværfagligt, sådan en slags 24

27 rammeprogram, som man samler i et eller andet center, hvor man kan koordinere alle de mængder af viden, som trods alt kommer frem fra forskellige hold både fra dyreverdenen og så samle det, så man får viden om, hvad der sker i vandløb og havområder, humane epidemiologiske studier, men også epidemiologiske studier af f.eks. kræft og ufrugtbarhed det bør også med. Og noget, vi ikke må glemme, det er så grundforskningen, som jo ofte kan blive glemt i den her sammenhæng, de ting må styres sammen. Fordi det positive ved et sådant program vil jo være, at hvis hypoteserne holder, at det er de her stoffer, der er tale om, men det sandsynligvis jo kun vil være nogle af stofferne, det drejer sig om, ja, så vil man jo kunne gå ind og afhjælpe problemerne, hvis man fjerner dem eller erstatter dem med andre stoffer. Ordstyrer: Jørgen H. Olsen fra Kræftens Bekæmpelse. Jørgen H. Olsen (Kræftens Bekæmpelse) Det, jeg snakker om her, det er altså udelukkende kræftgaden, og der synes jeg selv, at der er to spørgsmål, der melder sig. For det første om kræftrisikoen er påvirkelig af hormoner, som det grundlæggende, og så som det næste spørgsmål, jamen hvis det er tilfældet, er der så også en risiko for, at kræftrisikoen kan blive påvirket af hormonlignende eller hormonforstyrrende stoffer? Til det første af de to spørgsmål om der er nogle kræftformer, der er relateret, påvirket af hormoner, der kan der svares klart ja, det er der. Der er overvældende dokumentation for, at en række kræftformer også almindelige kræftformer kan påvirkes af hormoner. Man har et meget stor antal undersøgelser, som viser, at vores egne variationer, hormonvariationer i kroppen spiller en rolle, og at hormoner tilført udefra i form af p-piller og østrogener og andet i relation til overgangsalderen, at det også påvirker kræftrisikoen, oven i købet bruger man nogle gange hormoner og antihormoner til at behandle kræftpatienter for at få svulstens vækst til at dæmpe sig lidt. De kræftformer, jeg tror, I har oplægget foran jer, der er en del tal at kigge på, så det vil jeg ikke referere så meget til, men de kræftformer, der er tale om, det er dem, der står i tabel 1. Det er brystkræft, kræft i livmoderkroppen, æggestokskræft, kræft i prostata og så testikelkræft. Der er god dokumentation for, at her har hormonerne en væsentlig indflydelse på risikoen. Så er der nogle, der er under mistanke for at kunne indvirkes af hormoner, og så er der en lang række kræftformer, som ikke antages at være påvirket af hormoner. I figur 1 er så udviklingen i kræftforekomsten i Danmark. Søjlerne viser de faktiske tal fra 1940'erne og frem til i dag, hvor vi jo altså opdager ca nye kræfttilfælde totalt i befolkningen om året. De to grafer foroven af figuren, ja, der har man aldersstandardiseret, dvs. man har justeret for det, at den danske befolkning er blevet en lille smule ældre, så her ser I kræftforekomsten pr mænd og kvinder fra 1940 og fremefter. I kan se, der er en stigning, selv om der er justeret for aldersforskydninger i befolkningen, og den stigning er selvfølgelig et udtryk for, at der sker noget i vores miljø. 25

28 For mændenes vedkommende er stigningen ved at flade lidt ud, for kvindernes vedkommende er den fortsat kraftigt stigende, og det skyldes først og fremmest bryst- og lungekræft. De kræftformer, som er hormonrelaterede, ja, der kan I se, når I ser på figur 2 og 3 for de hyppigste kræftformer blandt mænd og kvinder, der kan I se, at flere af de hormonrelaterede kræftformer er repræsenteret. Først og fremmest hos kvinderne brystkræft, som jo er langt den hyppigste kræftform i Danmark med nye tilfælde om året i den kvindelige del af befolkningen. Men der er altså også livmoderkropkræft og æggestokskræft blandt de hyppigere, og prostatakræften er meget hyppig blandt mændene, som I kan se. Hvis man regner lidt på de tal her, så kan man se, at ca. 33 pct. af alle kræfttilfældene hos kvinderne udgøres af det, man kan sige er hormonrelaterede kræftsygdomme og tilsvarende 17 pct. af tilfældene blandt mændene, og I kan se dem i de to lagkagefigurer, der er i figur 4, hvor stor en andel de tager op af det totale kræftmønster. Figur 5 viser så brystkræften øverst, hvordan den stiger aldersjusteret hen over årene, og prostatakræften. Begge kræftformer har været i kraftig stigning igennem de sidste 50 år. Den næste figur 6 viser, at testikelkræft, det er den nederste kurve, også er i stigning, hvorimod livmoderkrop- og æggestokskræft er stagnerende nu. Det, der er sket, er en tredobling i forekomsten af prostata- og testikelkræft henover perioden og en fordobling i bryst- og livmoderkropkræft. Det sidste spørgsmål, man så kan stille sig, det er, om stigningen i disse hormonrelaterede kræftformer er større, end den er for andre kræftformer, og der må man sige, at det er nogenlunde det samme. Der har været en stigning, og det er det, tabel 3 viser, en relativ stigning i prostatakræft lidt tilbage i historien og så en aktuel stigning - ud over den gennemsnitlige stigning af kræft - for brystkræft de sidste 20 år. Men andelen af hormonrelaterede kræftformer er nogenlunde uændret i befolkningen. Der er desværre - altså den sidste bemærkning - der er desværre meget lidt, næsten forsvindende lidt epidemiologisk dokumentation på den direkte sammenhæng mellem hormonforstyrrende stoffer og så de kræftformer, som er hormonrelaterede, så der er et vældigt vidensmæssigt gab, der skal dækkes der, før man kan sige noget om spørgsmål 2, årsagsforholdene. Ja tak. Eva Bonefeld-Jørgensen (Århus Universitet) Mit indlæg vil ganske kort indeholde først og fremmest belastningsniveauer af hormonforstyrrende stoffer i de arktiske resultater af befolkningsundersøgelse inkl. nye effektstudier på det cellulære niveau, og sluttelig vil jeg komme med nogle forslag til forebyggelse og fremtidige tiltag. AMAP, som står for Arctic Monitoring and Assessment Programme, fase 1 blev etableret i 1991 og kørt til 1997 og inkluderede de lande, som er nord for Polarcirklen, med det mål, at der skulle moniteres kilder samt niveauer af miljøgifte inkl. hormonforstyrrende stoffer i befolkningen. Konklusionen på den fase var, at der var en høj koncentration af de her stoffer i adskillige befolkningsgrupper, nogle steder var der op til 10 gange niveauer, som man ser i de europæiske befolkninger. AMAP fase 2 startede i 1998, og vil blive sluttet her i efteråret 2002, og konklusionen på monitering af AMAP fase 2 er en bekræftelse af de meget høje niveauer af miljøgifte i befolkningen i det arktiske område. Specielt en bekræftelse af meget høje niveauer i Østgrønland. 26

29 De høje niveauer i det arktiske kan primært forklares ved et indtag af det, vi kalder den grønlandske traditionelle kost, som for en stor del består af havpattedyr, altså sæl og hval, da vi ved, at de her miljøgifte akkumuleres i fedtvæv af dyr og mennesker. Under AMAP fase 2 i år 2000 blev der i det, vi kalder Human Health gruppen under AMAP, som jeg er medlem af, etableret et sundhedseffektprogram, som inkluderer sygelighedsfrekvenser, dødelighed, genetisk følsomhed, kræft og effekter på fertilitet og forplantning og effekter på immunforsvar og neurologisk udvikling. Det siger sig selv, da det er for år 2002, at der er endnu meget få færdige resultater fra det program. Men det, der er specielt ved det program, som også Jørgen Olsen efterlyser, det er, at det kombinerer befolkningsundersøgelser med henblik på belastningsniveauer og sygdomme med undersøgelser på effekter på det cellulære niveau relateret til hormonforstyrrende stoffer. Altså målet er at identificere effekter på et tidligt tidspunkt, som kan bruges i et advarselssystem til at signalere, hvornår grænseværdier skal ændres, og det vil som oftest være en reduktion. Af effektresultater kan det generelt siges, at igennem de sidste 10 år har der for Grønland været en tydelig og signifikant stigning i de hormonrelaterede kræftformer, såsom brystkræft og prostatacancer. Om det skyldes livsstilsfaktorer, ændring i livsstilsfaktorer eller hormonforstyrrende stoffer, ved vi ikke i dag. Ligeledes har man kunnet se en sammenhæng imellem en øget - altså høj eksponering til de her miljøgifte - og en øget hyppighed af øre- og luftvejsinfektioner, og man har også både på Færøerne og i Canada set en mulig relation imellem hæmning af mental udvikling hos børn og en kombineret effekt af methylkviksølv og PCB. Der har inden for den sidste tid i dagspressen været skrevet om nye undersøgelser, som kombinerer befolkningens belastningsniveauer - altså inklusive hormonforstyrrende stoffer - og effekter på celleniveauer. De har dokumenteret, at de aktuelle niveauer og blandinger, som findes i blodet hos inuitterne, at de er i stand til at lave en hæmmende effekt på naturlige hormoners aktiviteter. Altså sagt på en anden måde, at de aktuelle niveauer af de hormonforstyrrende stoffer, som findes i blodet hos den gruppe grønlændere, vi har undersøgt, de er i stand til at gå ind og hæmme naturlige hormoners effekter, aktivering af gener og dermed også cellens stofskifte. Baseret på erfaringer på dyr - i det fri og laboratorieundersøgelser - vil det medføre en væsentlig bekymring, da vi ved, at det kan bevirke en øget risiko for skadelig virkning på såvel organismen som afkom og forplantningsevnen. Sluttelig - min tid er nok ved at være gået - og jeg har det også i slutningen af mit skriftlige indlæg: forslag til forebyggelse. Ganske kort mener jeg, som det også er nævnt før, at vi snarest bør lave en lovgivning om test af nye - og gamle - stoffer, fordi, som det blev sagt, gamle stoffer selv om de er forbudt, så er det måske baggrundsviden, så mener jeg stadig væk, eftersom de er persistente, kan så som... befolkningens information og kostrådgivning må også være et politisk ansvar. Ligeledes mener jeg, der må laves en udvikling og koordinering af nye metoder og integration af befolkningsundersøgelser og bestemmelser af også grundforskning på celleniveau. Jeg mener også, der er et stort behov for, at vi i Danmark får indført information til gravide kvinder angående kost og deres ufødte børn med henblik 27

30 på en sårbar eksponering. Det har man, ved jeg, i Sverige og i Norge og i andre lande, vi har det ikke i Danmark, det er meget påkrævet, mener jeg. Ligeledes mener jeg omkring amning, som vi helt klart fortsat må anbefale, men det skal gøres i kombination med en kostvejledning. Jeg mener stadigvæk, at et moniteringsprogram og overvågning af hormonforstyrrende stoffer ikke mindst i det arktiske er påkrævet, men man bør inkludere de nye stoffer som er dyre at monitere, såsom dioxiner har vi ofte ikke med på grund af, at det er for dyrt, men også de brommerede flammehæmmere, som vi ved, har potentielt samme effekter. Ordstyrer: Tak til Eva Bonefeld-Jørgensen, og så er det Vibeke Breinholt fra Fødevareministeriet, som slutter denne blok. Vibeke Breinholt (Fødevareministeriet) Jeps, rosinen i pølseenden, det er nemlig fødevarer, vi skal snakke om nu. Det er naturligt forekommende planteøstrogener, og selv om der findes plantestoffer, som både kan virke som antiandrogener og androgener, så er det primært den østrogene effekt, man har fokuseret på af naturlige årsager. Man har gode screeningsystemer, men også fordi det stadig væk ser ud, som om det er den østrogene effekt, som er den, som er af den overvejende betydning. Hvad er det for nogle stoffer, det drejer sig om? Jo, det drejer sig om stoffer, som både strukturmæssigt og aktivitetsmæssigt minder om de naturlige kvindelige kønshormoner. Man har de klassiske østrogen- og plantestoffer, det er bl.a. de stoffer, der findes i soja, som repræsenteret ved genistin og ditin, og som udgør en stor del af kosten i den asiatiske befolkning, som er karakteriseret ved en lav forekomst af både bryst- og prostatacancer. En anden gruppe af klassiske østrogener er de såkaldte (?), som findes i bl.a. lucerne og rødkløver, og det var netop indtaget af disse plantestoffer, der gjorde, at man fandt ud af, at der kunne være nogle problemer med fertiliteten, når man indtog de her plantestoffer, og der så man bl.a. en drastisk effekt på fertiliteten og endda sterilitet i får, der indtog store mængder af de her østrogenberigede plantestoffer. I og med at man har fået nogle meget følsomme screens for østrogene stoffer, så har man også fundet mange flere grupper af planteøstrogener. I den danske kost, hvor vi ikke spiser ret meget soja, har vi en anden gruppe af planteøstrogener - det er flavonoiderne. Flavonoider de findes overalt i frugt og grønt, der er nogle af de stoffer, vi har identificeret indtil nu, der er lige så potente, som dem, der findes i soja. Der findes også en anden gruppe af planteøstrogener, der hedder lignaner, der findes i rugbrød, de findes i alle korn og oliefrø. Så vi har at gøre med en stor mængde af naturligt forekommende østrogenlignende stoffer. Hvad med indtaget af planteøstrogener? Vi ved noget om indtaget af flavonoider, som den store gruppe af planterelaterede stoffer, men vi ved ikke rigtig noget om, hvor stor en del af dem der er østrogene, og hvor stort indtaget i det hele taget er. Vi ved derfor heller ikke, om indtaget har ændret sig over en årrække. Men man har fra amerikanske undersøgelser en stærk evidens på, at vi faktisk bliver udsat for en meget højere grad af soja, end vi egentlig havde regnet med i og med, at der findes en masse skjulte kilder for soja. Jeg sidder med en amerikansk undersøgelse foran mig, hvor man gudhjælpemig har fundet 28

31 soja i både lakrids og tunfisk og franskbrød, så det er helt klart, vi har brug for en undersøgelse af, hvor meget vi egentlig bliver udsat for af de her østrogene plantestoffer. Generelt så gælder det, som jeg også har skrevet i mit oplæg, at planteøstrogener er betragtet som gode. Der er rimelig god evidens for, at de kan forebygge forskellige former for cancer. De er gode imod hjerte-karsygdomme. Der er også noget evidens for, de kan forebygge oesteoporose og være gode, hvis man er i postmenopausen. Der er imidlertid nogle nye undersøgelser bl.a. ude fra os, der tyder på, at aromatasen, det enzym, som omdanner androgener til østrogener, kan være hæmmet - det er lavet i samarbejde med Henrik Leffers inde på Rigshospitalet - og det vil så sige, at man kan gribe forstyrrende ind i den her hårfine balance, der bl.a. skal til for, at reproduktionsorganerne udvikles normalt. Det her er ved koncentrationer, der let kan opnås via levnedsmiddeleksponeringer. Vi har også nogle andre undersøgelser, der tyder på, at ved levnedsmiddelrelevante indtag af soja, kan vi indvirke på brystudvikling, og det kan måske også have en indvirkning på brystkræftudviklingen. Helt nye undersøgelser tyder på, at hvis man giver planteøstrogener i meget, meget høje doser, kan de forårsage reproduktionsforstyrrelser i forsøgsdyr, men de kan skam også øge forekomsten af forskellige cancerformer bl.a. kolon og brystcancer. Men igen det er ved meget, meget høje koncentrationer. Ved normal intervention hvor man giver raske voksne mennesker soja i store doser over måske flere år, er der intet, der tyder på, at sædkvaliteten er påvirket. Men bl.a. effekten på aromatasen og bl.a. helt nye data, der tyder på, at nogle af de her plantestoffer findes i betydelige koncentrationer i sædvædsken, og samtidig har man fundet, at hvis man koalerer sædmotiliteten i spermen, så er der en omvendt koalition med, at når der er meget genestin, ja, så er der en lav motilitet af den her sperm. Hvis man tager den koncentration ud og tilsætter frisk sperm, ser man akkurat det samme, og samtidig ser man en signifikant skade på DNA'et, så selv om jeg i mit indlæg har skrevet, at der nok ikke er så meget at komme efter på planteøstrogenområdet, så må jeg vist trække noget af det i mig selv, fordi nogle af de her nye undersøgelser tyder på, at vi helt klart har brug for at klarlægge, hvad vi bliver udsat for af planteøstrogener i vores kost, specielt isoflavonoiderne. Vi har brug for at klarlægge de biologiske effekter af de her planteøstrogener i mennesker, specielt med hensyn til den tidlige udvikling og måske kigge lidt nærmere på den her aromatase, som jo er nøgleenzymet, der styrer reguleringen, balancen, af androgener og østrogener i vores krop. Det vil også være klart en fordel samtidig at kigge på forskellige kostfaktorers effekt på brystkræftudvikling og have de her ting in mente. Og som det også er nævnt tidligere, så er det klart, at vi bliver udsat for et hav af østrogene stoffer: naturlige, miljøskabte, nogen der er skabt af mikroorganismer, af svampe osv. Så effekten af komplekse blandinger er også meget relevant at kigge på. Vi er i gang med at kigge på effekten bl.a. af nogle tilsætningsstoffer, som vi bliver udsat for igennem vores føde, men også effekten af kombinationer af planteøstrogener og andre hormonforstyrrende stoffer vil være af stor relevans. Det var det, jeg ville sige. 29

32 Ordstyrer: Tak til Vibeke Breinholt og tak til jer alle fire for fire spændende indlæg. Så vil jeg så vende mig om her til panelet og spørge, om der er spørgsmål. Og Kamal Qureshi. Kamal Qureshi (SF): Ja, tak for de gode indlæg. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg er jo sundhedsordfører og læge for SF. Det, som jeg så vil spørge Niels Skakkebæk om, det er - eller jeg kan i hvert fald konstatere, at meget af den her diskussion om de hormonforstyrrende stoffer ikke foregår i de sundhedspolitiske miljøer, men i de miljøorienterede miljøer også herinde på Christiansborg. Det, jeg egentlig har nogle spørgsmål omkring, det ene er, har Sundhedsministeriet lavet nogen strategier på det her område eller ligger det hele hos Miljøministeriet hhv. Fødevareministeriet. Så vil jeg spørge, om man har - der blev nævnt fra panelets side bl.a. også fra Skakkebæks side, at man søger ny viden eller mere viden. Det, jeg gerne vil spørge om, det er, at mangler der kun mere viden, eller mangler der politisk handling i forhold til den eksisterende viden også? Det sidste spørgsmål er: Har man nogen fornemmelse af hurtigheden af effekten af hormonforstyrrende stoffer, altså steder hvor du har en relativ jomfruelig befolkning, men som så udsættes for nogle af de her stoffer over en kortere årrække, hvor man har kunnet måle noget? Niels Skakkebæk: Hvis jeg må tage det sidste først, så vil jeg sige, at jamen det er jo et af problemerne, at en del af de effekter - faktisk hovedparten af de effekter - som vi ser, skyldes måske i virkeligheden påvirkninger af gravide kvinders fostre. Det vil sige, vi ser en del af effekterne og mange af effekterne meget sent, altså en generation eller to senere. Der var for et par uger siden i the Lancet en ret opsigtsvækkende artikel. Den handlede om den behandling, som man brugte i 1950'erne, 1970'erne især i USA, men også i visse europæiske lande, heldigvis ikke i Danmark så vidt jeg ved. Man gav gravide kvinder, som var bange for at abortere, et stof, der hed dietylselepestrol DES, og man observerede så, at pigerne fik en højere hyppighed af kræft i skeden. Der var også hos drengene testikelproblemer. Det, man så rapporter nu, det er, at andengeneration, altså børnebørnene af de her kvinder, hos dem er der en øget forekomst af misdannelser i penis. De har så arvet et problem, som deres bedstemødre blev udsat for, og desværre virker det ikke engang på deres aborter, så det er en meget sørgelig historie. Men det viser lidt om tidsperspektivet. Derfor synes jeg også, det er relevant at komme tilbage til noget af det, som Bjerregård var inde på, at mange af stofferne er gamle stoffer, som har været der i meget lang tid. Det vil sige, der er måske ikke så mange politiske initiativer. Så synes jeg alligevel, der er en pointe her, at det er først nu, vi begynder at snakke om det, men de blev introduceret for meget længe siden som et stort fremskridt. Vi skal passe på, vi ikke bare introducerer nogle nye stoffer, og så går der en generation eller to, før vi ser effekterne. 30

33 Nu kommer jeg tilbage til noget af det første, du spurgte om, det var så lægers indsats på det her område, Sundhedsministeriets. Nu vil jeg nødig svare for Sundhedsministeriet, vil jeg lige sige. Jeg håber da, at sådan en vigtig konference, at der er nogle med fra Sundhedsministeriet i dag, som kan besvare det spørgsmål. Men jeg vil sige generelt, så har vi nok som læger, og det gælder også mig selv, jeg kom relativt sent i gang, men jeg interesserer mig for de her ting, men generelt interesserer læger sig ikke særlig meget for de miljømæssige aspekter, fordi hverdagen er simpelt hen for travl, man behandler patienter. Det er til en vis grad også den indstilling, der findes i Sundhedsministeriet, som dog er med i en undersøgelse i øjeblikket med at overvåge sædkvaliteten hos unge mænd i normalbefolkningen. Sundhedsministeriet er i hvert fald fra vores side gjort opmærksom på problemerne, men Sundhedsministeriets engagement er jo ikke særlig stort. Altså det er minimalt på det område. Det ville være rart, hvis de ville gå stærkere ind i området miljø og sundhed. Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Jeg har et spørgsmål til alle fire oplægsholdere. For det første til Niels Skakkebæk. Jeg synes jo, at vi må glæde os over, at det er jo sådan, at de fleste kvinder alligevel gifter sig med ældre mænd. Men problemet er, at det ikke redder vores børnebørn. De kan jo ikke fortsætte med det. Til sagen: Jeg vil gerne vide noget om, hvor mange forskningsmidler har vi? Altså hvor mange danske forskningsmidler er der til det område, som man beskæftiger sig med på Rigshospitalet? Det andet er: Hvad ved man om udviklingen af tvekønnethed hos mennesker? Altså vi ved en masse om det hos dyr, men hvad ved vi reelt om udviklingen af tvekønnethed hos mennesker? Ved vi, om den tendens er stigende? Til Jørgen Olsen: Det her er så et spørgsmål fra én, der virkelig ikke ved noget om sagen, så jeg beklager. Men set ud fra sådan en snusfornuftig betragtning så virker det altså underligt, hvorfor man ikke forsker en hel masse i, hvordan at de østrogenlignende virkninger er i forhold til brystkræft? Altså hver tiende danske kvinde får nu brystkræft, og tendensen er kraftigt stigende, som du også selv siger. Så vidt jeg forstår, så ved man, at hvis man tilsætter et østrogenlignende stof til en brystkræftcellekoloni, så accelerer udviklingen af brystkræften. Hvad er så forklaringen på, man ikke bare sætter virkelig ind og forsker i det område? Til Eva Jørgensen: Man ved, at inuitter har en række hormonforstyrrelser i sig. Hvad ved man så om europæere, er der noget, som gør, at der er forskel på, hvordan en europæer - og der ved jeg så også, der er forskel på europæere, men lad os nu tage det over en kam - og så inuitter? Og endelig det sidste spørgsmål til Vibeke Breinholt. Nu kan man jo blive helt bekymret over de her naturlige østrogener. Så kan man jo heller ikke spise noget. Men for nu at tage fårene. Var det ikke sådan, at årsagen til, at de pågældende får blev sterile, det var, at de blev flyttet fra den ene ende af jorden til den anden, og lige pludselig så blev de altså udsat for en kost, som de overhovedet ikke havde været vant til, og at det muligvis er forklaringen. Det kunne måske så også være forklaringen på, at vi mennesker også lige pludselig bliver udsat for vældig meget af et stof, eksempelvis soja. Det kunne jeg godt tænke mig lige at høre noget mere om. 31

34 Jørgen H. Olsen: Jo, jeg vil da gerne lægge ud med at svare til det der spørgsmål, hvorfor bliver der ikke virkelig satset nu på forskning i de sundhedsmæssige konsekvenser af østrogenlignende stoffer. Hvorfor er det gået så langsomt igen på kræftområdet, som jeg jo altså kender bedst til. Der er et helt åbenlyst problem, eller det har været et helt åbenlyst problem, at det er svært at finde ud af, hvem er udsatte, og hvem er ikke udsatte, og hvor meget man er udsat. Derfor er der foregået igennem de sidste år en intensiv forskning på etablering af testsystemer, som kan fortælle os noget mere om udsættelsesmønsteret i befolkningen. Det skal vi kende rimelig godt, før vi kan begynde at måle udsættelsen i relation til udfaldet bl.a. af kræft. Der er, vil jeg sige, på det sundhedsmæssige område, som jeg i parentes bemærket ikke synes har fået så mange midler allokeret til det her område, det har gået til miljødelen først og fremmest, men der er så småt ting i gang både herhjemme og i udlandet. Vi selv på Kræftens Bekæmpelse er ved at udnytte kost/kræftdatabasen, som følger danskere fremad i tid til bl.a. at undersøge brystkræft i relation til hormonforstyrrende stoffer ud over mange andre påvirkninger fra miljø og livsstil, altså i relation til brystkræft. Brystkræft er det største kræftmæssige problem herhjemme, så der er noget i gang, men der kunne sagtens bruges flere ressourcer, fordi på nuværende tidspunkt er det min vurdering, at der ikke er overblik over relationer, de kausale sammenhænge mellem de her stofgrupper og så i hvert fald kræftsygdommene. Nu behøver kræft jo ikke at være det eneste, man tager sin vurdering på grundlag af. Det er så noget helt andet. Lars Klüver (sekretariatschef, Teknologirådet, ordstyrer): Ja, jeg vil lige sige kort, at det er ikke Eyvind Vesselbo, der er udsat for en hurtig plastisk operation. Mit navn er Lars Klüver, og jeg er sekretariatschef i Teknologirådet, og Eyvind Vesselbo har bedt mig om lige at styre ordet i en 10 minutters tid, inden han selv kan nå at komme tilbage fra nogle ting, der foregår i huset. Så jeg synes, vi skal fortsætte, og Elsebeth Gerner Nielsen havde stillet en række spørgsmål og fik svar fra Jørgen Olsen, men der mangler stadig væk nogle svar ovre fra panelet. Værsgo. Niels Skakkebæk: Ja, jeg tror et af Elsebeth Gerner Nielsens spørgsmål, det handlede om tvekønnethed hos mennesker, om der var nogle udviklingstendenser her. Nu er det ikke let lige at definere tvekønnethed, fordi det her har et meget stort spektrum. Der kan være nogle meget milde tilfælde, hvor det blot er små misdannelser i penis hos drenge, der i øvrigt helt klart er drenge, og så har man alle grader, indtil hvor man kan sige, her er det virkelig svært at sige, om det er en pige eller en dreng. Men man har et begreb, der hedder hypospadi, og det inkluderer de der tilfælde, og desværre har vi endnu ikke nogen nye tal for Danmark, men der var i The Lancet for - eller undskyld i Human Reproduction for et par uger siden en artikel om hyppigheden i Rotterdam, og det var, så vidt jeg husker, 0,74 pct., altså næsten 1 pct. af alle drenge, som havde en penismisdannelse. 32

35 Det var 4-6 gange så højt, som det vi forventede fra registrene. Jeg ved ikke, om Jørgen Olsen har en kommentar, som epidemiolog til det, men deres opfattelse var, at registrene skulle man behandle med varsomhed, fordi de var upålidelige. Men en anden forklaring kunne selvfølgelig også være, at der var tale om en stigning. Vi laver en undersøgelse på Rigshospitalet i øjeblikket. Vi vil få data fra det, men de er ikke publicerede endnu, men det vil ikke undre os, om vi kommer til at ligge på hollandsk niveau. Så var der det andet spørgsmål, der blev stillet, og det var med hensyn til forskning, og hvad er der af danske forskningsmidler, og du nævnte f.eks. på Rigshospitalet, og der vil jeg sige, at hvis vi ser på, hvad der er af danske statsmidler til forskning i vores gruppe, så er det faktisk nul. Altså de midler, som var for nogle år siden, de er brugt op, og der er ikke længere statslige forskningsmidler. Vi laver et overvågningsprojekt af sædkvalitet, hvor der er 1 mio. kr. til rådighed om året til det; men det, der er behov for, det er jo ikke bare... det er nødvendigt at holde øje med det problem, men det giver jo ikke ny viden i den forstand rent forskningsmæssigt, og derfor vil jeg sige, at det vil være vigtigt for politikerne at holde øje med, om de ønsker en styrket forskningsindsats her. Derimod er der fra EU's side fokus på det forskningsmæssige, og vi ville dø ud som forskere inde hos os, hvis ikke vi havde bevågenhed fra Bruxelles. Ordstyrer: Tak, der var også et spørgsmål til Eva Bonefeld-Jørgensen om forskel på inuitter og europæiske befolkninger. Eva Bonefeld-Jørgensen: Ja, det var Elisabeth Gerner, der spurgte, om der var forskel på europæiske befolkninger og inuitter. Ja, det er vi slet ikke i tvivl om, der er. Inuitter er af asiatisk afstamning, og derfor kan vi også forvente, at der er en genetisk forskel, men på nuværende tidspunkt har vi ikke klarhed over, hvori den genetiske forskel ligger. Det er bl.a. derfor, det er på det effektprogram med den genetiske bestemmelse. Men med henblik på de resultater, vi har fået, det betyder ikke, vi ikke kan bruge de informationer, for det er rigtigt, blodet er taget på inuitter. Og koncentrationen af de stoffer, det var i inuitternes blod, men selve testsystemet, vi har brugt for at se effekten af den blanding, af den aktuelle blanding og af de stoffer, det er på et testsystem, der er uafhængig af inuitterne. Det er almindelige humane celler, som vi tester det på. Så det kan bruges også på andre befolkningsgrupper. Så får jeg alligevel lyst til at tilføje her. Vi skal også være opmærksom på, den arktiske befolkning aldrig har brugt de her stoffer. Det er nogle, der er blevet tilført, og så vidt jeg ved, så har Danmark stadig væk et ansvar over for den arktiske befolkning. Og når det så er sagt, så mener vi, vi kan få en række forskningsmæssige informationer deroppefra i kraft af, at de rent faktisk har nogle niveauer, der ligger op til 10 gange højere end den europæiske befolkning. Det vil sige, vi kunne forvente måske på et tidligt tidspunkt at se, hvad det er, hvad for et potentiale, de stoffer har med henblik på at forstyrre hormonreaktioner. Og jeg kan ikke lade være med også at føje lidt til omkring midler, hvad Skakkebæk nævner, fordi det samme har det jo også været tilfældet på 33

36 universiteterne. Jeg har selv en gruppe på 10 mennesker, hvor vi har lønmidler fra Forskningsrådet år 2002 ud, men så er det lukket. Og det vil sige, at det bliver en forflygtigelse af en teknisk kunnen, som er oparbejdet igennem 10 år. Folk, de prøver på at komme andre steder hen, hvor der er større sikkerhed i ansættelse. Hvis man vil holde fast i den tekniske kunne, der er oparbejdet gennem mange år, så er det altså nu, man skal kigge på det. Tak. Ordstyrer: Ja, og Vibeke Breinholt fik også et spørgsmål. Vibeke Breinholt: Ja, først så vil jeg lige sige, at historien om planteøstrogenerne, det er altså ikke sådan en alkrylamidhistorie om igen. Det skal ikke opfattes, som at man ikke skal gå ud og spise grønsager og frugt. Den evidens, vi har i dag, den tyder på, at planteøstrogener i det store og hele er godt for helbredet. Det er sundt at spise frugt og grønt. Men det er klart med de her nye informationer, så bliver vi nødt til at have det in mente. Vi bliver nødt til at kigge nærmere på, om de her planteøstrogener har en negativ effekt, som vi ikke hidtil har været klar over. Og så vil jeg også godt sige, en anden ting, det er, at der bliver lavet brystkræftforebyggelsesforskning i Danmark både fra Kræftens Bekæmpelse og på Fødevaredirektoratet, og det er klart, fik vi nogle flere penge, så ville vi speede den forskning op gevaldigt. Og med hensyn til fårene, som blev sterile, jo de blev flyttet fra en mark til en anden, og de fik ikke andet end rødkløver at spise, og det er jo også helt unaturligt for et får. Om det er det samme, man ser i mennesker, som folk i den vestlige verden, som ikke har været udsat for soja, og som lige pludselig bliver bombet med soja, om det kan være det samme. Det er muligt. Det er en rimelig god pointe. Men det jeg også vil sige, det er: Det, der er vigtigt, det er ikke de der ekstreme tilfælde, hvor vi ser en effekt på reproduktionen eller på kræftforekomsten, det, der er vigtigt, det er, når vi kommer ned på de koncentrationer, hvor vi via en almindelig kost kan måske... at der er en effekt i de forskellige væv. De ekstreme tilfælde, de er interessante, men det er ikke det, der er vigtigt. Vi skal ned der, hvor vi snakker om levnedsmiddelrelevante koncentrationer. Det er det, der er vigtigt. Ordstyrer: Ja, Inger Bergmann har en kommentar. Inger Bergmann (Miljøstyrelsen): Ja, jeg har lige en kommentar. Det var for at supplere i forhold til Skakkebæks besvarelse af forskningsmidler. Der ville jeg bare gøre opmærksom på, at vi rent faktisk på finansloven sidste år og også i år har afsat særlige midler til forskning på hormonforstyrrende effekt, hvoraf der er gået 1.5 mio. kr. sidste år, og 1 mio. kr. i år kommer der jo til Skakkebæks sædkvalitetsprojekt. Så det var bare for at supplere, at der er nogen midler i hvert fald som er givet fra Miljøministeriets side. Tak. 34

37 Ordstyrer: Tak. Vi kan lige nå et enkelt kort spørgsmål. Kamal Qureshi har markeret, men det skal også være et kort svar, for jeg vil godt kunne gøre det på samlet sådan under 5 minutter. Kamal Qureshi (SF): Det var sådan set et supplerende spørgsmål i forhold til Elsebeths spørgsmål omkring inuitter. Du kom ikke ind på, at en af de afgørende forskelle er vel også den store kostmæssige forskel, der er på inuitternes meget ensidige kost i forhold til de fiskeprodukter og de produkter, som... altså af havpattedyr og de koncentrationer, der er i det. Også når man kigger på, hvordan det ser ud i forhold til de amerikanere, der har japanske rødder, altså den udligning, vi har set i sygdomsforekomsten i forhold til den japanske befolkning og den japanske befolkning, hvordan man med tiden i forhold til kostændringen har fået en sygdomskategori, der er det samme, så det er vel også kosten? Eva Bonefeld-Jørgensen: Jamen der er ingen tvivl om, at det høje niveau, som inuitterne har af de her hormonforstyrrende stoffer i blodet er på grund af deres traditionelle kost. Og det er specielt havpattedyr, altså det er fedtet fra sæler og hvaler og i Østgrønland, også fordi de spiser isbjørn. Men når det er sagt, så ved vi også, at den marine kost har mange gunstige effekter. Det er en af grundene til, at man har et meget lavere niveau af hjertekarsygdomme på Grønland. I hvert fald tidligere. Nu sker der et skift. Nu går de i Brugsen som alle vi andre. Men på den anden side så vil vi også gerne, at de rent økonomisk stadigvæk kunne bruge de ressourcer, vi har i haverne, så det er vel ikke noget argument for ikke at kigge på de hormonforstyrrende stoffer. Og stadigvæk som jeg sagde før, så vil man kunne få de informationer med henblik på sundhedsmæssige effekter, i kraft af de ligger med det højere niveau. Men ja, det er fra kosten, at de har det høje niveau. Jeg ved ikke, var det så svar på dit spørgsmål? Ordstyrer: Jamen så vil jeg sige tak til Niels Skakkebæk og Jørgen Olsen og Eva Bonefeld- Jørgensen og Vibeke Breinholt med bisidder. Og så vil jeg bede det næste panel om at tage plads: Jakob Strand, Lisette Bachmann Christiansen og Henrik Andersen. Og den næste blok, den handler om "Effekter på miljøet". Og jeg skal lige sige, at jeg godt vil bede jer om at holde de 5 minutter, fordi vi har skredet en lille smule på grund af pausen allerede, og det kan jo blive noget værre noget til sidst. Bortset fra vil jeg lige sige, at Lisette Bachmann har fået lov til at bruge en lille smule længere tid, fordi du også tager dig noget generelt om hormonforstyrrende stoffers effekt på miljøet. Effekter på miljøet 35

38 Jakob Strand (Danmarks Miljøundersøgelser) Tak skal du have. Jamen jeg har til denne høring fremlagt resultater omkring udbredelsen af tribufytin, TBT, og de deraf følgende effekter på hormonsystemet i snegle. Resultaterne af de her effektundersøgelser, mange af dem kommer bl.a. fra den marine del af overvågningsprogrammet NOVA-2003, som dels DMU - Danmarks Miljøundersøgelse - forestår, men også forskellige andre er involverede i. Hormonforstyrrelserne i havsnegle, det er et godt eksempel på, hvordan selv meget små påvirkninger kan medføre effekter, og det viser, at det er nogle meget følsomme og meget vitale mekanismer, vi har med at gøre. Yderligere så er den her type af effekter, de er egentlig ret unikke, idet man har en meget specifik kobling til et enkelt stof, nemlig tributyltin, som bruges til skibsmalinger for at forhindre, der kommer begroning på skibene. Andre typer - eller mange andre hormonforstyrrende effekter, der er det måske ikke så specifikt rettet mod et enkelt stof. TBT medfører, at det hanlige kønshormon testosteron bliver ophobet inde i dyrene, og det medfører så, at hunnerne begynder at udvikle nogle hanlige kønskarakterer. Det er nogle decideret synlige forandringer i form af en penis og en sædleder. Og de deformationer, de forsvinder ikke igen, når de en gang først er frembragt, og i værste ende så kan de i værste fald medføre, at sneglene bliver sterile. Undersøgelserne af det her såkaldte imposexfænomen, det kalder man det, det er, at det har vist, at fænomenet er faktisk udbredt overalt i vores farvande. Selv ude i Kattegat og Skagerrak, Nordsøen, mest omkring havne, hvor de højeste koncentrationer af den her miljøgift forekommer, men da de danske farvande er meget befærdede med skibstrafik, så er vores farvande generelt belastet med de her stoffer. F.eks. er der i de rødkonker, vi har undersøgt fra Kattegatsområdet, én ud af 300 stk., som ikke har udviklet de her deformationer. Og det er jo rimeligt tankevækkende. Når vi kommer ud til Nordsøen, så er det måske omkring halvdelen, der har udviklet de her tegn på kønsforandringer og generelt også i nogle mildere stadier. Nogle andre mindre følsomme arter, som er nogle af de arter, som amterne kigger på, der har man jo set tydelige gradienter væk fra havnene. De højeste forekomster og de sværeste tilfælde af de her kønsforandringer, de forekommer ved havnene, hvor vi også har den højeste belastninger af tributylten. De her undersøgelser, de foregår som sagt med integrerede dele af overvågningsprogrammet og skal ses som et supplement til de kemiske målinger. Det er en form for tilstandsparameter, som er med til at sige noget om og give et indblik og en forståelse i, hvad de målte koncentrationer af stoffer i og for sig betyder, og hvad for nogle konsekvenser, det har på at styre det - eller på vores miljø. Det inddrager også nogle faktorer såsom miljøgiftens biotilgængelighed i miljøet, og hvad der sker, når tingene eller dyrene bliver udsat for nogle længerevarende påvirkninger og især også i de her følsomme stadier af udvikling og kønsmodning. Og så skal man også se det som en slags tydelig advarsel, før tingene bliver fatale. Man skal også være opmærksom på, at man kigger alligevel kun på nogle enkelte arter, og at man ikke inddrager alle arter. Nu her med snegle, så er det nogle decideret synlige eller meget håndterlige effekter, vi har med at gøre. 36

39 Andre hormonforstyrrelser er måske ikke lige så åbenlyse, men mange af f.eks. de her tinforbindelser eller TBT, det er også nogle stoffer, der ophobes op igennem fødekæden, og derved er det også som kilde til os mennesker, når vi spiser fisk. Men afsluttende vil jeg jo sige, at man fra politisk hold har taget nogle restriktioner i forhold til det at indføre den internationale søfartsorganisation, hvor man fra 2003 begynder udfasning af de her stoffer. Alligevel må vi jo nok forvente, at vi i en årrække fremover vil se tributyl og effekter til stede i miljøet, fordi det er nogle persistente stoffer, vi har med at gøre. Tak. Ordstyrer: Ja tak. Lisette Bachmann Christiansen. Lisette Bachmann Christiansen (Århus Amt, Syddansk Universitet) Fund af hanfisk med hunlige træk, eller med andre ord feminisering af hanner er blevet gjort i flere lande i Europa igennem de seneste ca. 10 år. Fundene, de er gjort primært i ferskvandsmiljøet blandt fisk fra spildevandsbelastede floder. Men der er også nogle eksempler på forandringer i kønsorganerne hos nogle marine arter af fisk, som stammer fra kystnære områder - igen med en større spildevandsbelastning. De mest omfattende og systematiske undersøgelser, som er gennemført på nuværende tidspunkt, og også de mest alvorlige observationer af kønsforstyrrelser hos fisk stammer fra England. I England har man op gennem 1990'erne konstateret en meget udbredt forekomst af det fænomen, der hedder intersex i hanskaller. Hannerne har udviklet ægceller i testiklerne, og man har ydermere set forandringer i de kanaler, der skal lede fiskenes kønsceller til kønsåbningen. Og i to af de mest spildevandsbelastede floder, man har undersøgt derovre, har man faktisk set feminisering i samtlige af de hanner, man kiggede på. Observationer af de her forandrede kønsorganer har givet anledning til bekymring for, hvorvidt fiskenes evne til at formere sig så rent faktisk er kompromitteret. Og der er nye undersøgelser nu fra England, der viser, at fiskenes reproduktionsevne er nedsat. Blandt hanner fra to af de her meget spildevandsbelastede floder har man set, at kun ca. 50 pct. af hannerne er i stand til at gyde. Blandt de øvrige hanner har man set både nedsat sædvolumen, og man har set en nedsat tæthed af sædceller i sædvæsken. Desuden har man vist, at sæden fra netop de her hanner har en ringere evne til at befrugte æg. En ting mere, man har set, er, at der er en asynkron udvikling af kønscellerne hos hanner og hunner, således at sædcelleudviklingen har været forsinket i forhold til ægcelleudviklingen i hunner. Og man må formode, at det vil være kritisk, hvis de to køns kønsceller ikke er færdigmodnede til at kunne frigives til vandfasen på samme tidspunkt. I England og også f.eks. i vore nabolande Sverige og Tyskland har man påvist, at en østrogenaktivitet af spildevandet primært har kunnet tilskrives kvindelige kønshormoner eller p-pilleøstrogenet cinylstradiol - altså som udskilles af kvinder. Nu har den nylige undersøgelse, der er blevet foretaget herhjemme, også vist, at forandringer i fisk kønsorganer kan ses i danske vandløb. 37

40 Vi har gennem 1999 og 2000 indsamlet og undersøgt lidt over skaller og bækørreder fra forskellige vandløb i Århus Amt. I undersøgelsen har vi haft mulighed for at kigge på fem lokaliteter, da vi undersøgte skallerne; tre var vandløb med spildevandsbelastning. Og i undersøgelsen af bækørrederne har vi kigget på otte vandløb, hvoraf fem var spildevandsbelastede vandløb. Og som med England kunne vi også konstatere, at vi kan finde det her fænomen intersex blandt danske hanskaller. Intersex er et fænomen, som også kan forekomme naturligt, og vi så det f.eks. også i ca. 5 pct. af hanner fra rene vandløb. Men det skal ses i sammenligning med, at vi fandt 26 pct. intersex blandt hanner fra det mest spildevandsbelastede vandløb, som indgik i vores undersøgelse. Det vil sige, at en fjerdedel af hannerne havde ægceller i testiklerne. Nu er det sådan, at der er forskel på arters følsomhed over for en given hormonpåvirkning, og det var grunden til, at vi valgte at kigge på endnu en almindelig ferskvandsfisk herhjemme, som er bækørreden. Hos den art fandt vi en anden type forandring i testiklerne, som man ikke har rapporteret før, og som heller ikke er set blandt skaller. Hos hanner særligt fra ét vandløb så vi testikler, hvor de modne stadier af sædceller enten ikke var til stede eller var til stede i reduceret antal. Sædceller gennemgår en udviklings- og en modningsproces igennem fiskens årlige reproduktionscyklus, og det var altså de stadier af sædceller, som man måtte formode skulle gydes i den kommende gydeperiode, som manglede i de mest påvirkede hanner. Som nævnt var der altså særligt ét vandløb, hvor vi så de her effekter; et vandløb ved Silkeborg, som egentlig modtog en relativt moderat spildevandspåvirkning. Der havde 44 pct. af hannerne den her type forandring i testiklerne. På nuværende tidspunkt har vi ikke et klart billede af, hvad det er for nogen stoffer, der har været ansvarlige for de effekter, vi har set i de her to arter af fisk. Men vi har kunnet måle et relativt højt niveau af et hunligt æggeblommeprotein i blodet på de samme bækørredhanner, som også udviste de her testikelforandringer. Og tilstedeværelsen af et æggeblommeprotein i en hanfisk er en international anvendt markør for en østrogenpåvirkning af et æglæggende dyr. Så vi kan altså sige, at de her fisk har været udsat for østrogener eller østrogenlignende stoffer på et tidspunkt. Men de relativt få målinger, vi på nuværende tidspunkt har af det spildevand, som ledes ud til de vandløb, der har indgået i vores undersøgelser, har vist lige fra meget lave koncentrationer af østrogener til en enkelt måling af et relativt højt niveau af p-pille-østrogen, diethylstilbestrol. Men om det her stof er ansvarligt for eller medansvarligt for de effekter, vi har set, er for tidligt at sige. Det, man skal være opmærksom på, når man vurderer den østrogene aktivitet i spildevand, og som også er blevet pointeret flere gange i dag, det er, at man skal huske at se på summen af de stoffer, som er til stede i spildevandet. Det kan så være, at et enkelt stof vil kunne give en grad af feminisering, men summen af stoffer vil kunne give mere alvorlige effekter på hannerne. Kort opsummerende kan vi altså sige, at vi nu må konkludere, at vi både herhjemme ligesom i udlandet har de her feminiseringer af fisk. Med hensyn til de effekter, vi har set i de danske skaller, er udviklingsgraden i det enkelte individ og i de enkelte vandløb lavere, end hvad man har set i England, men det 38

41 er f.eks. på niveau med, hvad man har rapporteret fra skallebestanden i franske floder. De undersøgelser, vi har lavet af fisk i østjyske vandløb, siger noget om tilstanden i de her vandløb, men det giver os ikke mulighed for at vurdere, hvor udbredt det her fænomen er i resten af landet. Ordstyrer: Tak til Lisette Bachmann. Og så er det Henrik Andersen fra Danmarks Farmaceutiske Højskole. Henrik Andersen (Danmarks Farmaceutiske Højskole) Tak for invitationen. Min baggrund for at være her i dag er, at jeg har lavet en forundersøgelse af forekomster af steroidøstrogener i renset spildevand i københavnsområdet. Desuden har jeg i forbindelse med EU-projektet POSADA(?) i Tyskland deltaget i indledende forsøg med metoder til at fjerne østrogener og lægemiddelstoffer fra spildevand. Spildevand har østrogeneffekt på fisk. Det er både industrikemikalierne og naturlige og p-pille-steroidøstrogener, der forårsager østrogeneffekten. Industrikemikalierne findes i høje koncentrationer, men virker ikke så kraftigt østrogent. Derimod findes steroidøstrogener i lave koncentrationer, men er meget kraftigt virkende. Undersøgelser fra England og Tyskland viser, at steroidøstrogener forårsager hovedparten af østrogeneffekten i renset spildevand. Dette billede støttes også af de koncentrationer, der er fundet i Århus Amt og i København. Østrogene stoffer fra renseanlæg er et problem, som vi har metoder til at kvantificere. Der findes følsomme kemiske metoder til at kvantificere de enkelte kemikalier. Desuden findes metoder til at bestemme den totale østrogeneffekt i vandprøver, som er baseret på cellekultur. Endelig kan man fange fisk, der lever nær spildevandsudløb, og finde ud af, om de har været udsat for østrogener. Metoderne findes således, men vi har ikke mange resultater fra Danmark. Hvis man sammenligner de højeste koncentrationer af de østrogene stoffer, der er målt i renset spildevand i Århus og i København, med de koncentrationer, der i laboratorieforsøg skal give østrogenafhængige skader på fisk, ses en klar mulighed for, at effekter kan forekomme. Det østrogen, mennesker naturligt udskiller, som hedder østradiol, er fundet i op til 20 gange den koncentration, der giver effekter på fisk. Ethinyløstradiol, der stammer fra p-piller, er fundet i gange den koncentration, der giver effekt for fisk. Endelig er industrikemikaliet bisphenol A fundet i op til 68 pct. af den koncentration, der giver effekter på fisk. Ved udledning fortyndes renset spildevand i en eller anden grad, men i åer er det typisk 1:10 gange og ikke 200 gange, som ville være nødvendigt for at fortynde sig under effektgrænsen for p-pille-østrogen. Til sammenligning er praksis ved kemikalieregulering i dag, at man tillader udledning af kemikalier op til en tiendedel af den koncentration, der giver effekt på dyr eller planter, hvis man har et veldokumenteret stof, hvor man har mange data på effekter. Og hvis man ikke har særlig mange data på effekterne af et stof, så tillader man kun udledning op til en tusindedel af effektkoncentrationen ved laboratorieforsøg. Når eller hvis vi identificerer renseanlæg, som forårsager skader på fisk, har vi ingen umiddelbare løsninger, der kan nedbringe udledningen. Industrikemikalier og pesticider, der forårsager uacceptable effekter, begrænser 39

42 eller forbyder vi anvendelsen af. Vi kan ikke forbyde kvinder at udskille naturlige østrogener, og vi har ikke noget praktisk alternativ til p-piller, der er baseret på østrogener. Den eneste måde, vi kan nedbringe udledningen, er derfor at få renseanlæggene til at bortrense de østrogene kemikalier. Nogle af de indlæg, vi hører i dag, handler om særlig problematiske industrikemikalier, som har mange forskellige effekter, som er vanskelige at beskrive. Det er nogle meget kedelige stoffer, og usikkerheden omkring deres effekter er en del af skadevirkningen på mennesker i sig selv. Steroidøstrogener fra renseanlæg er et meget simplere problem, som der findes metoder til at kvantificere, og som vi har en idé om, hvordan man kan løse problemerne. Jeg vil opfordre til, at vi går i gang med at finde ud af, hvor udledningen af steroidøstrogener er et problem for fisk, og forsøger at løse problemet disse steder, i stedet for at bruge flere år på at udvikle nye perfekte testmetoder. Ordstyrer: Tak. Det var de tre indlæg. Tak for tre glimrende indlæg. Nu skal vi høre, om der er spørgsmål fra politikerpanelet. Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Det er til Jacob Strand. TBT, hvordan påvirker det mennesker, ved vi noget om det? Og et opklarende spørgsmål i øvrigt: Hvor stor mener du, sandsynligheden er for, at lande, der repræsenterer op til 25 pct. af den samlede handelsflåde, vil ratificere den protokol, vi har omkring TBT, inden 2008? Og hvor langt er vi i øvrigt selv i Danmark med det? Og så til Lisette. Hvordan arbejder den forskningsenhed, du er en del af, sammen med f.eks. den enhed, der er på Rigshospitalet, og den enhed, der er i Fødevaredirektoratet? Altså hvordan udveksler man testmetoder og erfaringer osv. Fordi for sådan en lægmand, som jeg er selv, lyder det som om, at noget af det, I finder ud af, gælder for fisk og også ser ud til at gælde for mennesker. Så derfor ville det være interessant at vide, hvordan koordinerer man forskningen? Og endelig et sidste spørgsmål til den sidste oplægsholder: Ved man noget om, hvordan østradiol, når først det er inde i fiskene og påvirker deres hormonsystem, hvordan påvirker det så vores, når vi spiser fiskene? Ordstyrer: Tak. Der var et spørgsmål til hver af de tre, så I må tage det i den rækkefølge, I synes. Jacob Strand: Vedrørende TBT-problematikken og det humane perspektiv. De fleste undersøgelser omkring det er foretaget på sådan nogle reagensglasprøver. Det, man primært har haft fokusering på, er noget omkring immunforsvaret, dvs. en lidt anden type af effekter, hvor det kan gå hen at påvirke det, man kalder natural killer cells og hæmme aktiviteten af dem. Der er kommet et par enkelte artikler her fra årsskiftet, der også har vist, at TBT kan have en human eller hormonforstyrrende effekt på humane celleprøver, men man ved ikke meget om området endnu. Men det synes, at det kan påvirke arve(?)montageaktiviteten i nogle celleprøver, og det kunne tyde på, at der måske er nogle paralleller, men umiddelbart, når du spørger mig direkte, synes jeg, det er meget svært at sammenligne f.eks. med de effekter, man ser på 40

43 snegle. Det er nogle andre typer effekter, man nok i højere grad skal være opmærksom på. Man har også nogle andre kilder til mennesker. Der indgår også organiske tinforbindelser i en række plastvarer, så det er ikke kun den marine føde, som man skal have for øje der. Med hensyn til IMO. Nu sidder jeg ikke som forsker med på det niveau, men det kan være, at Miljøstyrelsen kunne have svaret på det spørgsmål. Ordstyrer: Jamen jeg synes godt, at vi kan lade Miljøstyrelsen svare her. Værsgo. Inger Bergmann (Miljøstyrelsen): Det er sådan med hensyn til IMO-konventionen, som jo er vedtaget, og som siger, at fra 2003 skal man ikke bruget TBT mere, og fra 2008 må man simpelt hen ikke have det mere. Så der kommer der en mellemperiode, som er lagt ind i konventionen. Der er det sådan nu, at Kommissionen er i fuld gang med at lave den underliggende lovgivning, som både består af et direktiv, der skal ændres, og en forordning, der skal laves. Og vi har allerede nu set udkast til en del af lovgivningen, som der vil blive stemt om allerede næste uge, og så i løbet af efteråret vil den resterende lovgivning blive lavet. Så på EU-niveau er der allerede nu fuld gang på, og målet er at kunne nå datoen 2003, 1. januar. EU-gruppen, når først den har ratificeret konventionen, så er det en rigtig stor del af de 25 pct., der er dækket. Procenttallet har jeg lige glemt, men det er en meget stor del. Når først EU har ratificeret, så er konventionen langt. Ordstyrer: Tak til Inger Bergmann fra Miljøstyrelsen. Så er det Lisette. Lisette Bachmann: Det er klart, at vi er opmærksomme på de resultater, der kommer både på humanfronten og på miljøfronten, prøver at være opmærksomme på, hvornår vi kan se nogle paralleller i de mekanismer, der foregår. Både når vi snakker fisk og mennesker, men også når vi snakker om den række af pattedyrforsøg, som vi i begge hold læner os op ad. Og vi har også tidligere deltaget i det samme center, som var støttet af Statens Miljøforskningsprojekter, men som ikke eksisterer mere. Så altså på nuværende tidspunkt varetager vi hver vores forskningsområder på de forskellige forskningsinstitutioner rundt i landet. Henrik Andersen: Mit spørgsmål var, om der var nogen effekter ved at spise fisk, der er østrogenpåvirkede. Og der vil jeg sige, at de koncentrationer, som, hvis de er inde i en fisk, forårsager kraftige skader på fisk, er lavere end de koncentrationer, som man må forvente at have i kød, som vi også spiser, og som også findes i mælk. Så jeg tror ikke, at interessen for steroidøstrogener, der kommer ud i renseanlæg og ender i fisk, det er ikke på grund af, at vi spiser fisken senere, at vi skal interessere os for det, men det er simpelt hen for naturens skyld, at vi gerne vil have en fiskepopulation i Danmark stadig væk. Ordstyrer: Tak. Og Niels Skakkebæk har en kommentar. 41

44 Niels Skakkebæk: Det var til det spørgsmål og svaret, som jeg er helt enig i. Vi har fælles fagområder, og vi bør dele noget mere af det. Og jeg er også enig i, at vi tidligere havde en bedre mulighed for det, fordi der var et center, og det eksisterer ikke mere. Og det har også lige lidt at gøre med de tal, vi snakker om: Hvad er der af penge til forskning og ikke til forskning? Jeg tror ikke, jeg fik nævnt, at vores penge til et overvågningsprogram for sædkvalitet, som vi kører i øjeblikket, kommer fra Miljøstyrelsen. Det beklager jeg. Men det tal, jeg nævnte, var nu rigtigt. Det er 1 mio. kr. i år, det er ikke 1,5 mio. kr., for det er blevet skåret ned. Og efter det 4-årige program, som eksisterede indtil 1999, er der kommet et nødprogram, som var på 5 mio. kr. om året, og det er så skåret ned til 3 mio. kr. Medmindre det er rigtigt, hvad vores formand i dag sagde i Politiken, at de hormonforstyrrende stoffers bevillinger ikke var skåret ned. Jeg kan ikke rigtig få det til at stemme, når jeg læste det i Politiken. Men det er muligt, at vi kan få det opklaret i dag. Ordstyrer: Så var der en kommentar. (??): Ja, det var sådan set en kommentar til det samme. Vi var jo meget glade for, eller vi syntes, at politikerne var meget fremsynede, da de i 1996 bad både humansiden og miljøsiden danne et center, så vi netop kunne få de fælles årsager til problemer hos mennesker og i miljøet belyst. Og det er vi meget kede af, at det er ophørt. Jens Jørgen Larsen (Fødevaredirektoratet): Jeg vil supplere med, at man jo i en række EU-programmer, bl.a. det, der er blevet introduceret og er under bevilling i øjeblikket, hvor vi er heldige at være en del af, betinger, at man går sammen i et center. Vi har at gøre med komplekse problemstillinger, som ikke et enkelt institut kan løse, og derfor tvinger man altså institutter til at samarbejde, en bred forskning, der både har med mennesker og dyr og miljø at gøre. Så jeg vil støtte den tanke, og det er så det, EU praktiserer: I får simpelt hen ingen penge, hvis ikke I går sammen i en fælles ansøgning. Og det, synes jeg, er et rigtigt princip, som vi også kunne bruge på nationalt plan. Nicolai Wammen (S): Et forholdsvis kort spørgsmål til Lisette, som beskrev nogle af de undersøgelser, man har lavet i østjyske vandløb. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvis man skal have et samlet billede af, hvordan ser det ud herhjemme og ikke kun i Østjylland, hvor omfattende undersøgelser står vi så over for, og hvor langt kan man komme i forhold til at få et indblik i, hvad det er, der betinger de her forandringer? Med andre ord: Hvor store undersøgelsesrækker og hvad skal de indeholde, for at vi kan få et komplet billede og ikke bare et lille indblik, hvor vigtigt det end måtte være med østjyske briller? 42

45 Lisette Bachmann: Jeg vil starte med at sige, at få et fuldstændigt billede af, hvordan tilstanden er i hele landet, det er et langt projekt. Den type undersøgelser, som er foretaget i Århus Amt, er tidskrævende undersøgelser. Så det, man skulle gøre, var at prøve at udpege et antal vandløb rundtomkring i hele landet, igen med varierende spildevandsbelastning, for i det mindste at få et større billede. Men et komplet billede, det vil i hvert fald tage meget lang tid. Hvis vi skal få en bedre idé om, hvad det er for nogle stoffer, som udløser de her effekter, så er vi nødt til at gå ind at lave nogle flere analyser af det spildevand, som bliver udledt til vandløbene, og også måle den reelle koncentration i vandløbene, så vi får et overblik over, hvor hurtig er nedbrydningen af de her stoffer i vandet. Så jeg mener, at det ville være en kombination af netop at få analyseret mere på vandet og så få nogle flere danske vandløb undersøgt for denne her type forandringer. Kamal Qureshi (SF): Jeg har to spørgsmål. Det ene er: Hvordan forholder forureningen sig i forhold til, når man brænder nogle plasticprodukter af, i forhold til hormonforstyrrende stoffer? Altså nu tænker jeg på forbrændingsanlæg. Er der nogen vurdering af, hvor stor forurening er der, når vi dels har de her hormonforstyrrende stoffer, som så efterfølgende skal nedbrydes? Og det andet spørgsmål er også lidt i forlængelse af det, Skakkebæk kom ind på. Det var, at de besparelser, de nedskæringer, der sker på det her område i forhold til forskningsmidler eller i forhold til undersøgelser, er det noget, der er markant anderledes end det, der er sket på forebyggelsesområdet generelt? Og drejer det sig om små eller store beløb, der mangler eller har været tidligere, som er taget bort? Ordstyrer: Tak. Det var først et spørgsmål om forbrændingsanstalter, og så var det et spørgsmål om besparelser. Jeg ved ikke, om nogen i panelet ved noget, kan sige noget om forbrændingsanstalterne? Jeg tror, der er mange, der vil sige noget om nogle besparelser måske. (??): Et nogenlunde ædrueligt bud på, hvad der bliver brugt af forskningsmidler nu i forhold til, hvad der blev brugt, da vi startede i 1996, det er, at vi er nede på omkring et sted mellem en tredjedel og en halvdel, nok tættere på en tredjedel, tror jeg, end en halvdel. Der blev givet to bevillinger fra og fremefter. En fra Det Strategiske Miljøforskningsprogram på 32 mio. kr. til en 4-årig centerdannelse, og samtidig blev der givet en fra Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd, som var på cirka det samme. Så vi er nok tættere nede på en tredjedel på nuværende tidspunkt, end vi var for 4-5 år siden. Peter Skov (Plastindustrien): Det var det spørgsmål, der blev stillet før omkring plastforbrænding og betydningen for hormonforstyrrende stoffer i miljøet. Og jeg går ud fra, at det, som spørgeren tænker på, er forekomsten af dioxin fra forbrændingsanlæg. 43

46 Og der kan jeg fortælle, at hvis man kigger i de svar, Miljøstyrelsen har givet om det her emne, så er svaret det, at forekomsten af pvc i affaldet ikke i sig selv er relevant for udslippet af dioxin fra forbrændingsanlæg i de niveauer, hvor pvc'et forekommer i affaldet. Det er det svar, der står, som Miljøstyrelsen har givet. Det andet, jeg vil sige, er, at man her skal huske på, at der jo netop er nye krav vedrørende dioxinrensning på affaldsforbrændingsanlæg, som vil blive implementeret i løbet af de kommende år. Så i denne her sammenhæng, vil jeg sige, står det vel til troende, at der er ikke nogen direkte sammenhæng. Ordstyrer: Lige et øjeblik. Jeg vil godt lige sige for at undgå misforståelser her: Det, vi har aftalt, er, at høringen her er en høring mellem politikere og eksperter og eksperter imellem, og at salen først vil komme ind til sidst i høringen. Det er det, der er lagt op til her. Så det er mere, at der ikke opstår nogen misforståelser, at jeg ikke tager imod henvendelser fra salen, men det er noget, vi har planlagt. Og så Inger Bergmann fra Miljøstyrelsen. Inger Bergmann: Jeg vil supplere med hensyn til dioxin og dioxinkilder. Det er jo sådan, at vi sidste år fik, forrige år lavede en massestrømsanalyse over dioxinkilder, og på baggrund af den kunne vi identificere områder, hvor vi ikke kendte så mange... eller områder, ukendte kilder, som vi meget manglede målinger på. Og til det blev der sidste år på finansloven afsat midler til særlige målinger for dioxin. Og miljøministeren har nu lovet her til maj måned at komme med en status over, hvad vi ved på nuværende tidspunkt med hensyn til dioxinkilder, og samle op på de målinger, som hidtil er blevet lavet. Tak. Henrik Andersen (Danmarks Farmaceutiske Højskole): Jeg vil gerne knytte en lille kommentar til vores emne om plast og plastafbrænding. Hvis man kun ser på østrogeneffekter på miljøet og specielt med henblik på fisk, så er det sådan, at i Tyskland har man målt stort set alle kendte østrogene stoffer og sammenlignet dem med totalmålinger af den østrogene effekt i spildevand og i vandprøver. Og der forklarer steroide østrogenerne, dvs. p-pille-stoffer og det, som menneskene naturligt udskiller, mere end 90 pct. af effekten. Så plaststofferne er ikke så vigtige for den direkte østrogeneffekt, men nogenlunde de her stoffer, man har problemer med plast, de har mange andre effekter. Deres østrogeneffekt er kun én af dem. Tak. Inger Støjberg (V): Det er jo sådan et spørgsmål, der primært er til Henrik Andersen. Vi hørte, at det var muligt at rense sig ud af de her østrogene stoffer. Men er det også muligt at rense sig ud af nogle af de andre hormonforstyrrende stoffer enten ved samme proces eller også ved en tilsvarende proces? Henrik Andersen: Vi siger, vi mener, at det er muligt at udvikle teknikken, sådan så renseanlæg fjerner steroide østrogener, fordi at vi har set ved rensningsanlæg, vi har undersøgt, at hvis man bygger om på teknikken i, hvordan rensning foregår, så kan man gå fra et relativt stort østrogenudslip til, at man slet ikke kan se noget 44

47 udslip. Og man kan heller ikke, næsten ikke detektere østrogenerne i det spildevandsslam, der bliver kørt bort. Vi kender ikke de præcise forhold, men vi kender nogle rensningsanlæg, hvor man har bygget om og har fået den her effekt. Så der kræves noget forskning, men vi mener, det viser, at det må være muligt. Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Jeg forstod ikke svaret. For der er jo meget stor forskel, som jeg forstår det, mellem steroide østrogener og så de andre østrogenlignende stoffer. Og det, der blev spurgt om, var, om man kunne forestille sig, at rensningsanlæggene også kunne rense for altså de kunstigt producerede i øvrigt østrogenlignende stoffer, som kommer ud i miljøet. Det var det ene spørgsmål. Det andet det er sådan en mere generel kommentar, fordi man siger, at nu har jeg ikke tallene præcist, men hvis der er skåret 40 millioner i det her område, så kan det måske legitimeres med, at man har givet 40 millioner mere til sygehusene. Derfor finansierer sygehusene, at man laver de her besparelser. I den her sammenhæng så synes jeg bare, at det kunne være relevant at prøve at se på, jamen de her penge, der nu er taget, de kunne måske være med til at forebygge nogle af de problemer, vi har på sygehusene. Og derfor kunne man godt prøve at tænke det ind i en lidt større sammenhæng altså mellem på den måde, at man altså i det hele taget vurderede, hvordan får vi den størst mulige livskvalitet og sundhedskvalitet overhovedet i samfundet. Det er klart, at de vil hele tiden sige, at der er brug for flere forskningsmidler. Men så vidt jeg kan høre, så er der altså også brug for, at man koordinerer noget langt bedre, end man gør. Og så til mit spørgsmål: Er det sådan, at I mener, at vi politikere rent faktisk fuldstændigt trygt kan lade være med at gøre noget ved de stoffer, som I nu forsker i, eller er det sådan, at vi burde skride ind og forsøge at udfase dem og forbyde dem, medens I forsker? Kan vi godt lade stå til? Det er et spørgsmål til alle tre. Ordstyrer: Ja, det får vi så vel forhåbentlig et klart svar på. Ja, Henrik Andersen. Henrik Andersen (Danmarks Farmaceutiske Højskole): Jo, jeg tror, mit svar var lidt for kort før. Når vi taler om nedbrydning af østrogener, så tænker jeg både på de naturlige og dem, der kommer fra p-piller. Det er begge de typer, som... Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Det er bare, fordi vi er simpelt hen, jeg tror nok, vi er nødt til at forstå det her rent teknisk. Men er der ikke tre typer hormonlignende stoffer altså på det østrogene? Der er de naturligt forekommende, kvindens egne. Så er der de steroide, dem, som kommer fra p-pillerne. Og så er der dem, der kommer fra forskellige kemikalier? Henrik Andersen: Jeg tror, jeg tager de to første, dem taler jeg om som samme type, fordi de er stort set ens. Og derfor vil jeg tro, at de bliver nedbrudt under stort set samme forhold. Der er nogle andre stoffer, som er industrikemikalier, hvis hovedproblem for naturen er, at de er østrogener. Det er alkylfenol og bisfenol-a. De stoffer de 45

48 ligner også steroide østrogener i en vis grad. Og jeg tror de bliver nedbrudt, hvis man optimerer rensningsanlæggene til at nedbryde steroid-østrogenerne, så vil man samtidig få alkylfenol og bisfenol-a nedbrudt. Andre mere vanskelige PCP'er, pesticider og lignende tror jeg ikke man kan sige noget om, om man kan få nedbrudt dem sammen med. Men dem, der udgør hovedparten af den østrogeneffekt i renset spildevand i dag, dem tror vi man kan optimere på, men vi har ikke fastlagt de præcise betingelser. Vi har bare set nogle enkelte eksempler, der tydede på, det kunne lade sig gøre. Tak. Ordstyrer: Jeg skulle høre, om der... ja. (??): Jeg vil da godt prøve at besvare det andet spørgsmål. Jamen Poul Bjerregård var også lidt inde på det fra starten af. Selvfølgelig er det en god idé at have nogle idealer, der hedder noget omkring forsigtighedsprincippet, hvor man går ind og tager nogle tiltag, før effekterne kommer. Men det er også en ret idealistisk holdning at have til tingene. Sådan foregår tingene åbenbart ikke til dagligt, så derfor bliver der også nødt til at være en løbende forskning på det her område, fordi man, ja, man tager ikke de tiltag. Ordstyrer: Havde Lisette en kommentar? Lisette Bachmann Christiansen (Århus Amt, Natur og Miljø): Altså man skal også måske huske på, at der er hele tiden en, altså man snakker om nogle stoffer, som vi på nuværende tidspunkt har mange klarer beviser for er østrogene, ud fra nogle helt bestemte testsystemer, som Poul Bjerregård også nævnte i starten. Det, der stadig væk er behov for i forbindelse med stofferne, det er at se, jamen hvad... det kan godt være, de har den her evne til at virke østrogene, men på hvad måde udøver deres, eller på hvad måde udmønter deres forstyrrelser sig? Samtidig så er der jo stadig væk nye stoffer, der kommer til, som vi er nødt til at undersøge fra starten af, altså undersøge dem, om de overhovedet er østrogene, før man begynder at lave nogle regulationer af anvendelsen og udledelsen af de her stoffer. Ordstyrer: Tak. Så ser det ud til, at vi er nået til vejs ende med dette punkt, der hedder effekter på miljøet, idet der ikke er flere spørgsmål. Og derfor er der ganske givet heller ikke nogen flere svar. Så vi skal i gang med næste punkt, som hedder "Viden og usikkerhed". Og der var det så, at Poul Bjerregård skulle træde ind i stedet for Bo Riemann. Og Jens Jørgen Larsen fra Fødevareministeriet bedes tage plads og så Finn Bro- Rasmussen fra Danmarks Tekniske Universitet. Så det er Poul Bjerregård, som skal starte. Værsgo. Viden og usikkerhed 46

49 Poul Bjerregård (Odense Universitet) Mange tak. Jeg fik forholdsvis sent i går at vide, at jeg gerne måtte udtale mig om forskningsbehov. Så det vil sige, det er ikke Bo Riemanns oplæg jeg vil holde mig til. Hvis man skal se på, hvilken viden vi har brug for, så vil jeg gerne dele det op i noget, som er nationalt, og noget, som er lidt mere altså globalt eller internationalt orienteret. Og nogle af de emner, som jeg synes der er brug for yderligere viden om fra miljøet i Danmark, det har vi sådan set allerede, eller det har blandt andet Lisette og Jakob Strand været inde på allerede. Altså vi har brug for, synes vi i hvert fald, en lidt bedre karakterisering af, hvor udbredte er de kønsændringer, vi har set som stikprøve i det danske ferskvandsmiljø. Og vi har faktisk brug for det også i det marine miljø ihukommende, at der i engelske undersøgelser er fundet markante østrogene effekter i kystnære marine områder også. Så har vi brug for fortsat af følge med i, hvad der sker på TVT-fronten altså med maskuliniserende effekter i vores marine miljøer også. Og så synes jeg ellers, så vil jeg sige også, at på nationalt niveau, så - selv om det ikke er min, den humane side ikke er det, vi beskæftiger os med - at der er nogle så unikke forhold i Danmark på humansiden, så fortsatte undersøgelser, altså som Skakkebæk nævnte, har vi meget høje frekvenser af (?)kræft og formentlig lave sædcelletal, at der er nogle unikke forhold i Danmark, som gør, at den forskning, der foregår angående det, bør fortsættes og udvides. Nu foregår der selvfølgelig en omfattende forskningsaktivitet på verdensplan inden for det område, især i USA, Canada, EU, Japan, og et af de mest akutte behov, kan vi sige, sådan lidt ovre i den anvendte forskningsside, det er udbygning eller opbygning og validering af testsystemer, sådan at vi kan blive, eller vi kan ende med at blive, altså hvor gode eller dårlige de så bliver, så vi kan ende med at blive enige om, hvilke stoffer vi anbringer i gruppen af hormonforstyrrende stoffer. Og så er der jo simpelt hen behov for en hel basal grundforskning, som gør, at vi simpelt hen bliver klogere på det her område. Og det er selvfølgelig noget, der foregår i både Danmark og internationalt. Og som jeg nævnte lige før, så var vi meget glade for, fordi det er meget komplekse sammenhænge, vi arbejder med, at vi kan drage positiv, hvad skal vi sige, vekselvirkning imellem det, der foregår på miljøsiden og på den mere humane side. Og som Jens Jørgen også nævnte, så er det også, hvad skal vi sige, gået op for andre end... det gik op Danmark lidt før, det gik op for EU, kan vi sige, men altså det er helt oplagt, at det kan styrke forskningsindsatsen, hvis de folk, der arbejder på miljøsiden, og de folk, der arbejder på den humane side, får integreret forskningen godt. Altså vi kan sige, at der er jo en tendens til, at fordi vi står med nogle temmelig markante problemstillinger, at vi har en tendens til i det daglige arbejde at fokusere en lille smule snævert på det, vi selv arbejder med, at hvis man ikke bliver opfordret til det, så kan vi glemme det koordinerende aspekt. Men det var som sagt meget kort nogle af de emneområder, som jeg synes der er behov for at styrke. Jens Jørgen Larsen (Fødevareministeriet) Vi beskæftiger os meget med risici, farlighed. Det fylder meget i medierne. Det fylder meget i alle menneskers verden. Det er noget, der optager mange mennesker både som eksperter og som menigmand. Og desværre er det sådan, at det, der nogle gange optager eksperter, fordi man synes, der er et alvorligt 47

50 problem, det har ikke så stor genklang hos almindelige mennesker, og i andre tilfælde er mange mennesker optaget af nogle ting, som vi som eksperter egentlig ikke synes er det store problem. Et forhold i det spørgsmål er, at der er sket en teknologisk udvikling gennem de senere år, hvor vi stort set er i stand til at måle alt overalt. Vi er altså konfronteret med viden om, at specielt mange kemikalier findes de steder, vi kommer i berøring med: i vores drikkevand, i vore fødevarer, i luften, på arbejdspladsen, ja, selv i vores hjem, når vi sidder ved computeren eller opholder os i køkkenet, eller hvad der er tale om, fra væggene. Derfor melder spørgsmålet sig hele tiden, som man bliver spurgt om gang på gang: Er det farligt? Og kan man nu være helt sikker? Og der er én ting, jeg vil markere, og det er: Der er ikke noget, der er helt sikkert. En nulrisiko findes ikke. Derfor kommer vi altså meget tidligt ind i spørgsmålet om risiko. Og allerede dér er der ofte misforståelser i vore ordvalg og betydningen af det, vi taler om, nemlig farlighed og risiko. Jeg har brugt eksempelet i mit materiale med asbest. Asbest har en iboende egenskab, at det kan fremkalde kræft, men så længe asbest sidder omkring et varmerør lukket inde, så har det stadigvæk farligheden, men det udgør ikke nogen risiko, fordi risikoen opstår først, når asbest frigøres og indåndes og kommer ned i lungerne. Det, jeg ønsker at sige, det er, at når vi diskuterer risiko for et eller andet, så er det en kombination af farlighed, den iboende egenskab hos det, vi taler om, samt eksponering. Men det er ofte en diskussion, specielt mellem eksperter og menigmand, at man har hørt, at f.eks. asbest eller hormonforstyrrende stoffer har den egenskab, at de under særlige omstændigheder kan fremkalde sundhedsskade. Men når vi laver en risikovurdering, så er det en kombination af den iboende farlighed hos stoffet og den eksponering, vi udsættes for. Tidligere var det sådan, at man som ekspert kunne fremstå som et orakel. At man blev spurgt, er det her godt eller skidt, og svaret kunne være ja eller nej eller måske eller ved ikke, det sagde man nok ikke, men den tid er forbi, heldigvis, og noget af det, jeg er blevet sat til at belyse, det er en risikoanalyse, som WHO har ydet et stort bidrag til at tydeliggøre, og som vi også på nordisk plan under Nordisk Ministerråd har taget op og brugt i et par eksempler, en risikoanalyse på koffein og campylobacter. Det, der er karakteristisk for hele den proces, og det er illustreret på den sidste side i mit indlæg, det er, at der er tre hovedelementer: en risikovurdering, en risikohåndtering, og en risikokommunikation som hovedelementerne i den samlede analyse. Og i mange sammenhænge er det fornuftigt, at nogle mennesker beskæftiger sig med vurdering, og andre beskæftiger sig med håndteringen. Det kan være de samme mennesker, men at det er tydeligt, hvornår taler vi om det ene, og hvornår taler vi om det andet, og i alle tilfældene er kommunikationen vigtig, både mellem de to elementer og i forhold til offentligheden. Det er et nøgleord i hele den proces, at hele arbejdet er gennemskueligt, således at vi har et fornuftigt grundlag at forholde os til, om vi er enige eller uenige i de betragtninger, der har været udført, og hvorpå vi træffer beslutningerne. Der har jo været nævnt forskellig støtte til vores forskning. Jeg vil fremhæve den støtte, som Inger Bergmann var inde på, til hormonforstyrrende stoffer, som Miljøstyrelsen giver, og som bl.a. for vores vedkommende gør, at vi er i stand til at deltage aktivt i OECD's arbejde på 48

51 metodeudviklingsområdet, således at vi får en større standardisering af den måde, vi undersøger stoffer på, og det er vi glade for at få og synes, at det er et godt arbejde, og Miljøstyrelsen har også sikret, vi talte før om koordinering af de mennesker, som deltager i det samme programområde og udveksler synspunkter og viden, og det vil jeg fremhæve som noget positivt. Vi skal jo sige noget til politikerne om den forskning, så vil jeg også sige, at vi fik for 4 år siden ekstra støtte til kombinationsundersøgelser, specielt på pesticidområdet, som jeg synes var åbenlyst, og der var behov for en viden for at forstå stoffernes samspil og i de metoder, vi anvender, at kunne vurdere stofferne samlet, og det har vi arbejdet med i 4 år, og det må vi så sige, jamen det lukker vi nu, fordi det er der så ikke flere penge til, og det er ikke for at klage, men det er for at konstatere, at vi ser desværre ofte, at man yder støtte til et område, og på hele området hormonforstyrrende stoffer taler vi som sagt om komplekse ting, og så er det utrolig vanskeligt set med forskernes øjne at få en særbevilling for 3 år og få tingene kørt i stilling og begynde at få fat om nogle ting, og så er dét så færdigt. Jeg vil også sige med hensyn til EU-støtten, som jeg nævnte før, at det er et utrolig positivt element, at EU giver støtte, ikke mindst på det her område, men en af forudsætningerne det er medfinansiering, det er, at man har noget at byde på, både faglig viden, men som grundregel skal man selv stille halvdelen af ressourcerne til rådighed, så foruden at et institut altså skal kunne bidrage med noget faglig viden, så skal der også kontant leveres halvdelen af ressourcerne, og det vil sige, at man altså er nødt til i de grundlæggende finanslovbevillinger og særbevillinger at sikre, at man i hvert fald har noget at handle med for overhovedet at få EU-midler, og i nogle tilfælde så kan det såmænd være en begrænsning, at man ikke kan søge penge, fordi man har ikke noget at handle med, så det er et særligt økonomisk problem. Jeg vil ikke fortabe mig meget i enkeltelementerne, som det er beskrevet i de der tre cirkler, men altså understrege, at når vi laver en risikovurdering, det har jeg nævnt kort, så handler det både om at identificere og karakterisere farligheden af det, vi taler om, hvis det nu er et kemikalie får hormonforstyrrende effekt, hvad er det for en effekt, enten det er en østrogen, og som det er blevet sagt flere gange, er der mange andre effekter end den østrogenlignende effekt, som er vigtige i denne her sammenhæng. Og så eksponeringssiden, som jeg også har været inde på, og det er altså en kombination af farlighed og eksponering der er de grundlæggende ting for vores endelige vurdering inden for risikovurderingsdelen, hvor står vi med det kemikalie, vi beskæftiger os med. Og så er der jo risikohåndteringsområdet, hvor man tager udgangspunkt i den gennemførte risikovurdering og diskussion af håndteringsmuligheder, hvordan kan man implementere, skal man forbyde, skal man mærke, hvordan skal man håndtere det, og så monitering og evaluering, som er et vigtigt element, at man følger op på det, man så har gjort - jamen hjælper det, kommer der noget ud af det, skal vi ændre strategi. Og i denne sammenhæng vil jeg også sige, og det er jo både administration, herunder det politiske system, at der har været en tradition for, at man lod forskerne stå for risikovurderingen, og så kom man bagefter og håndterede og greb ind. Meningen med det her system er, at håndtørerne skal tidligt på banen og være med til at udstikke retningslinjerne, hvor ønsker vi risikovurdering? Hvilke acceptgrænser vil vi stille op? Vil vi acceptere, at et stof medfører 1 kræfttilfælde 49

52 pr. 1 mio. mennesker i løbet af en levealder, er det for højt eller for lavt? Fordi som jeg sagde tidligere, I får ikke nulrisikoen, I må være med, I må tage et medansvar for, at vi udsættes for en risiko, og selv om vi bruger nok så meget forsigtighedsprincip, så vil vi altid leve med en risiko af en vis størrelse, og det synes jeg er vigtigt sådan rent tankemæssigt, at det er indbygget i hele vores håndtering af risiko. Og så endelig kommunikationen, som jeg synes er utrolig vigtig hele vejen igennem, at alle mennesker kan følge med og se trin for trin, hvad indgår der i risikovurderingen, herunder mangel på viden, og det er jo en af de ting, der gør, at mange mennesker er kritiske over for eksperter, at man blotter sig og fortæller, jeg har en række mangler i min viden, men det er prisen for det system, at alt er gennemskueligt. Og tilsvarende håndtering: Hvad er det for et princip, hvad er det for en tanke, der gør, at man har valgt den ene frem for den anden fremgangsmåde, så synlighed er centralt for hele processen. Ordstyrer: Tak til Jens Jørgen Larsen. Du lånte lidt af den tid, Bjerregård ikke brugte, men det var så også helt i orden, for nu holder vi tiden alligevel. Så er det Finn Bro-Rasmussen fra Danmarks Tekniske Universitet. Finn Bro-Rasmussen (DTU) Ja tak. Jeg vil prøve på at berøre tre punkter, som vedrører farlighed, risiko og usikkerheden omkring de to begreber, og det vil så føre frem til forsigtighedsbegrebet. Mit første punkt er: Vi ved ikke, hvor mange stoffer, vi taler om, vi ved ikke, hvilke stoffer, vi taler om, og vi ved såmænd heller ikke, hvor vi skal søge efter dem. Jeg vil godt minde om, at EU-kommissionens hvidbog jo behandler det generelle problem om, hvor mange stoffer der er farlige. Situationen er den, at et eller andet sted mellem 3 og 5 pct. af de registrerede kemiske industrikemikalier i dag er klassificeret som farlige og optaget på bøger over det. Det gælder for de eksisterende kemiske stoffer, det gælder ikke for nye kemiske stoffer. Det er ca nye kemiske stoffer, som er kommet på markedet fra den kemiske industri i de sidste 20 år. Der viser det sig, at 70 pct., og jeg gentager, 70 pct., ikke 3-5 pct. af dem, skal klassificeres som farlige. Er det, fordi den kemiske industri er blevet dygtigere til at lave farlige stoffer, eller er det, fordi vi ikke har gjort vores job med de eksisterende? Det kan I tage stilling til lige så godt som jeg. Kommissionen skriver direkte, og jeg citerer, og jeg vil gerne gentage citatet også:»hovedparten af alle eksisterende kemiske stoffer er ikke klassificeret passende, og en tilstrækkelig risikostyring kan ikke gennemføres«, punktum, citat slut. Det synes jeg er værd at huske, når vi i dag er konfronteret med det, der hedder en kandidatliste, som Kommissionen har udarbejdet igennem de sidste år, startende i 1999 og stadig væk har den til diskussion, hvor man er kommet frem til 553 stoffer plus 9 naturlige. Jeg har deltaget i nogle af de møder og har haft lejlighed til at spørge Kommissionen, om den tror, at den liste er fuldstændig, den er udarbejdet primært på grundlag af et hollandsk konsulentfirmas indsats, der indhentede data fra industrien og fra forskningsverdenen. 50

53 Den indeholder ikke f.eks. stoffer, som vi hører om i den danske debat, parabener. Den indeholder heller ikke noget, jeg personlig blev opmærksom på gennem svensk forskning og amerikanske lister, den indeholder ikke en gruppe af stoffer, som vi kalder siloxaner, det er nogle silikoneolielignende stoffer, som vi kan karakterisere kemisk, som man har afprøvet, og efter hvad jeg får at vide fra Miljøkemi i Stockholm har afprøvet for en år siden i medicinalindustrien for, om de kunne bruges i p-piller, fordi de er østrogener, så de har altså virkninger, og de har ikke fundet anvendelse i de områder, men i stedet for så finder vi dem faktisk i dag i det, der er hygiejniske og kosmetiske artikler og læbestift og cremer og lignende. Og ikke bare finder vi dem dér. Vi finder dem også, hvis man laver blodprøver i det amerikanske samfund, på halvdelen af blodprøverne, det indgår i det, der hedder body burden, og hvor store mængder af kemiske stoffer har vi i vores legemer løbende, konstant, og hvor stor en del af dem er østrogen? Her har vi altså nogle eksempler, som ikke er med, og hvor man må spørge med en vis ret, i hvilken udstrækning er medicinalindustrien opmærksom på, at de stoffer, som de har kasseret til ét formål, går ud i andre formål, og måske endda med en anprisning, som vedrører den egenskab, der blev afprøvet. Det er akrylamid, vi hørte om i morges, det er reproduktionstoksisk, lige så alvorligt, som det er cancerfremkaldende, og det er formentlig også med i rækken af de stoffer, som ikke er på listen, men som kan indgå i vores diskussion her. Så er der spørgsmålet om farligheden. Det er jo farligheden, vi klassificerer. Når vi klassificerer et stof som farligt, så er det, fordi det har en iboende egenskab, og når vi sammenligner det med risikovurderingen, som jo altså er et udtryk for, om vi så bliver eksponeret for det, så vil jeg i hvert fald godt, og dermed kan vi jo så indlede diskussionen imellem eksperterne, sige, at vi skal handle på farligheden i dag. Vi skal ikke afvente risikovurderinger, og man kan godt sondere(?) for specifikke enkeltstoffer, et begreb, som hedder nulrisiko, nemlig ved at forbyde dem. Det beder jeg alle om at huske, nullet er ikke afskaffet, ud over i debatten. Vi er ikke dækket ind i det, der er vores undersøgelser og testmetoder og de forsøg, vi har på at udvikle vores testmetoder. Vi er ikke dækket ind, fordi vi i dag faktisk kun kigger igennem et vindue, som vi har hørt om det, da Poul Bjerregård redegjorde for, hvordan et kemiske stof virker på en receptor. Så har vi noget reproduktionstoksikologi, som har udviklet sig traditionelt via dyrlægers og lægers virksomhed siden talidomidaffæren for 35 år siden, om der er medfødte misdannelser og lignende, det kan godt i den sammenhæng være tale om hormonforstyrrelser, men vi har heller ikke i særlig effektivt omfang og særlig stort omfang den grundforskning med, som vi i denne her sammenhæng her egentlig kan spørge: I hvilken udstrækning er kemiske stoffer inde i at forstyrre den naturlige produktion af hormoner, som styres af nervesystemet, som styres af binyrerne osv.? Det er den endokrinologiske grundvidenskab. Jeg har siddet ved forskningsevalueringer i Bruxelles flere gange og siddet med kolleger og spurgt efter: Jamen hør, endokrinologien er ikke særlig stærkt repræsenteret her. Og det er et problem. Det er et lille vindue, vi kigger i, når vi skal afgøre, om et stof har de forstyrrende egenskaber, vi har til debat her i dag. Der er en ting, jeg vil bede jer lægge mærke til, når vi snakker klassifikation og farlighed, det er, at hvis man går ind i den liste på 550 stoffer eller i de ekstra stoffer, som er fuldstændig 51

54 uoverskuelige, som hedder siloxanerne, som jeg nævner, så er det jo grupper af stoffer. Vi har allerede været inde på det. Hvorfor kan vi ikke i langt højere grad udnytte det, at kemiske stoffer jo af den kemiske industri er udviklet til at ligne hinanden, fordi det indgår i konkurrencemomentet, og den kemiske industri laver nye stoffer for at konkurrere med sig selv eller med naboen? Det er måden, man udvikler den på. Det er det, Miljøstyrelsen prøver på, når de laver QSAR-undersøgelser, at gå ind i molekylestrukturen og se i hvilken udstrækning, man ud fra strukturen kan forudsige egenskaber. Vi skal ligesom have industrien på banen her og fortælle, hvad det er for principper, de har brugt til at udvikle disse stoffer, fordi de faktisk har udviklet dem i grupper med egenskaber, der er ens. Industrien ved langt mere om, hvilke stoffer der eksisterer i vores kemiske univers og måske oven i købet ude i vores samfund. Langt mere om de stoffer, som har været inde i debatten som potentielle østrogene stoffer, som potentielle hormonlignende stoffer eller lignende. Det er siloxanerne et eksempel på. Må man ikke bede om, at industrien prøver på at være lidt mere ydende, end det jeg med gru en gang imellem oplever, når jeg hører industrirepræsentanter ved møder i Bruxelles sidde og sige: det hverken kan eller vil vi. Når de bliver stillet over for et eller andet krav om at skulle levere data på stoffer i stedet for på Det er oplysninger, vi får. Det er familiesammenføringsprincippet på kemisk, jeg taler om her, når jeg beder om, at grupper af kemiske stoffer bliver klassificeret og bliver bragt sammen på en sådan måde, at vi kan behandle den under et og prøve på at få den vurderet under et. Det er jo ikke menneskerettighederne, der skal beskytte kemiske stoffer. Det er den kemiske industris store mål at forsøge at få det gjort på. Mit sidste punkt, det er: Jeg er ikke i tvivl om, at der skal gøres forskning her. Jeg har personligt været med til i kalenderåret 2001 at fordele 200 mio. kr. til europæiske forskere på dette område. Jeg assisterer EU-kommissionen i dens evaluering af forskningsprojekter. Og jeg har været med til på samme måde at hjælpe den svenske regering i år 2001, da var Poul Bjerregaard også inde, fordele 30 mio. svenske kroner til det område, vi diskuterede her i dag. Jeg vil supplere med, til de spørgsmål og kommentarer der har været, med at spørge: I hvilken udstrækning Danmark ønsker at være med i dette udmærkede og gode selskab i stedet for at dyrke forbruger- og forbrugsfestligheder, som man gør det i øjeblikket? Men det er jo ikke bare forskning, vi skal have. Der skal noget handling til. Og det er egentlig det, det drejer sig om. Hvad skal vi gøre, mens vi venter? Vi kommer til at vente længe. Det er et morads af manglende viden, af manglende forskning, af manglende indsats, vi sidder i i øjeblikket, og det er kun ved at handle, og hvor skal handlingerne ligge? Og det er det punkt, hvor vi her appellerer. Min kollega Poul Harremoës har af og til et udtryk, at forsigtighedsprincippet drejer sig ikke om at være forsigtig. Jeg kan normalt ikke lide paradokser af den art, men i det her tilfælde her, der er der noget, der fascinerer mig, fordi hvad er konsekvensen af det? Konsekvensen er jo, jamen det er ikke forsigtighed, der er brug for her og nu. Det er foranstaltninger, det er handlinger, der er brug for. Det er handlinger, som både betyder, at vi skal have udvidet det univers af hormonforstyrrende stoffer vi taler om på en sådan måde, at vi vil gøre det ved hjælp af de midler, vi 52

55 har, og vi har midler, og vi har også viden, der kan bruges til det. Og så bliver universet større. Og så skal vi for de stoffer, hvor vi har en rimelig mistanke, og det drejer sig om 118 stoffer, som vi har hørt om her tidligere, og så ligger der en stoffer, som er med i de lister, som vi kører, hvor der er mere end et resultat, som viser, at det er et hormonforstyrrende stof. Jamen hvorfor skal vi ikke have dem klassificeret? Hvorfor skal vi ikke have dem reguleret? Og hvorfor skal vi ikke, når vi faktisk er nået dertil, at vi har den viden, gå ind og sige, at vi vil have dem forbudt i vores læbestifter, vi vil have dem forbudt i vores cremer osv. i disse åbne anvendelser, hvor der ikke er kontrol over, hvor de ender? Det er en helt klar førsteindsats, der bør ske, at man går ind og griber de stoffer, hvor vi ved noget. Derefter - og de skal klassificeres, de skal ikke bare gemmes hen under et dække af, at de er jo kræftfremkaldende, og vi gør noget alligevel, de skal klassificeres, sådan at vi ved, hvad det drejer sig om, og så skal vi have lavet en mistankeliste. I kræftfremkaldende stoffers diskussioner, der har en klasse 1 og en klasse 2a og 2b og 2c, og vi skal have det samme her eventuelt bygget op omkring et internationalt WHO-forskningsinstitut, som jeg mener i kræftforskningen har gjort noget, der er utrolig væsentligt. Der er brug for nogle chokvirkninger i denne her sag her, som dengang amerikanerne i 1952 indførte deres krav om: Vi vil ikke have kræftfremkaldende stoffer. Som dengang, vi opdagede hvad dioxin var 20 år senere. Vi har brug for en eller anden form for chokvirkning for at få sat noget i gang her. Tak. Ordstyrer: Tak for de tre fine indlæg. Så er der allerede to, der har meldt sige ovre på politikersiden, Kamal. Kamal Qureshi (SF): Tak for indlæggene. Jeg vil sige, at vi... jeg har da i hvert fald, og jeg tror da også, der er en del fra SF, der længe har været klar over, at læbestifter havde hormonforstyrrende virkning. Problemet er selvfølgelig, at det har hormonforstyrrende virkning for dem, der har det på. Og det er jo så det, vi ligesom på et eller andet plan må forebygge. Det, som jeg så lige må spørge om, det er, fordi jeg er meget glad for at høre, at det, der efterlyses, også er politisk handling og ikke mere viden, fordi så er bolden jo lidt mere ovre der, hvor jeg befinder mig. Det, jeg vil høre, det er: Kan de her stoffer erstattes, uden... eller hvor stort problem er det, jeg kan også forstå, at der er noget af industrien, der også er til stede, kan de erstattes? Og hvor hurtigt kan det gøres? Og det andet spørgsmål er: Er mærkning af stofferne en vej frem? Altså f.eks. det, at man på cremer, hvor man har viden om, at der er indhold i de cremer, som er kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende, at man simpelt hen mærker det på samme måde, som man gør med cigaretter, at det her produkt kan være kræftfremkaldende. Og så lade det være op til forbrugerne at lave den risikovurdering, som man ikke er i stand til at tage, fordi man mener, at forsigtighedsprincippet ikke er tilstrækkelig belyst, jamen så lad det være op til forbrugerne at afgøre, hvorvidt de vælger det ene eller det andet. Kan det være en af vejene frem? 53

56 Ordstyrer: Tak. Der vil jeg lige sige, inden jeg giver ordet videre, at Keld Albrechtsen har meddelt, at han desværre er forhindret i at komme på grund af noget ekstraordinær samråd, så det er ikke af uvilje. Han kan desværre ikke være her, så... så må vi undvære ham. Beklageligvis. Men er der nogle fra panelet derovre, der vil svare? Finn Bro. Finn Bro Rasmussen: Jeg er enig i det med læbestifterne. Man behøver ikke at have østrogene stoffer i læbestifter. Brugen af læbestift må være i sig selv et udtryk for, at østrogenbalancen er i orden. Og dermed er jeg i gang med en del af svaret. Jeg er helt overbevist om, at der er en utrolig bunke af alle de stoffer, vi taler om her, som er unødvendige. Vi kan sagtens leve i vores samfund her uden alle de stoffer. Det har jo vist sig, hver gang man har kastet sig ind og reguleret kraftigt på en række kemiske stoffer, at så lever samfundet jo videre udmærket. Da jeg undersøgte pesticider for Fødevaredirektoratet for 30 år siden, havde vi 300 pesticider i Danmark. I dag har vi 80 tilbage. Og der er ikke nogen, der har fortalt mig, at vi mangler pesticider i Danmark. Det er måden, man kan gribe nogle af tingene an på, hvis man faktisk regulerer dem og kræver data og stiller dem op på liste, at nu kan de altså kun anvendes, hvis de er anvendelige, og det er eftervist, at de er teknologisk nødvendige. Jeg er helt overbevist om, at vi kan reducere med noget, der ligner pct. eller flere procent af de kemiske stoffer, vi taler om her, hvis vi tænkte i de baner. Jeg forlanger ikke, at I skal lave reguleringer af positivlister, men jeg vil meget gerne, at der blev tænkt langt dybere i disse baner, om hvad der er nødvendigt. Mærkning synes jeg er en god idé, og det var egentlig implicit i noget af det, jeg sagde. I det øjeblik, man har stoffer, som vi har en rimelig viden om, så bør de klassificeres og mærkes, og vi bør kunne mærke dem også udi det, der er dem mistænkte. Tak. Jens Jørgen Larsen: I diskussionen om phthalater har det været drøftet, i hvilken udstrækning man så skulle rydde hele butikken, når der var påvist effekt hos nogle phthalater, og den diskussion vil altid være aktuel, at man har en gruppe stoffer, som Finn siger, at et langt stykke hen ad vejen er der sammenlignelighed inden for en gruppe, men ikke nødvendigvis på alle områder. Og da må man jo i sådan et tilfælde diskutere: Er det bedre at fjerne alle phthalaterne? Og hvilken usikkerhed repræsenterer det så med hensyn til, hvad der kommer i stedet? Eller, som jeg ville anbefale, at man i højere grad på en mere målrettet måde siger: Hvor ligger problemet? Og så pille de stoffer ud. Den diskussion vil altid være. Det er kun som et eksempel, det er ikke for at sige noget specifikt om phthalater, men den diskussion har været rejst: På hvilken måde skal vi så håndtere viden inden for et bestemt område? Et andet eksempel, jeg vil give, det er den diskussion, vi havde sidste år med solcreme, hvor det i modsætning til læbestift ikke er et luksusproblem. Jeg vil sige, det er vel ikke den store ulykke, om det er den ene eller den anden læbestift, eller for min skyld så ser kvinder jo sådan normalt dejlige ud uden læbestift, men for solcreme var der altså et problem, fordi der er et behov for beskyttelse mod solen, og hudkræft er et stort problem i sig selv. 54

57 Derfor var der altså en balance imellem, hvordan sikrer vi behovet for nogle stoffer, der beskytter mennesker mod hudkræft i forhold til de skadelige effekter af stofferne, vi diskuterede, så der var diskussionen ikke så enkel, som det er på andre områder. Ordstyrer: Og så skal jeg lige høre her, fordi der er flere, der har markeret, og det må så være til det, der bliver sagt her, fordi Elsebeth Gerner har også markeret, men nu tager vi lige svarene her. Var det Mette Boye? Alright, så tager vi ikke dig nu, men Peter Skov. Peter Skov: Ja, det der kaldte mig frem, var diskussionen om phthalater, og så kan jeg jo sige noget af det, som jeg havde tænkt mig at sige på mine 5 minutter, så kan jeg jo spare lidt tid der. Miljøstyrelsen udgav en rapport for ikke så forfærdelig længe siden, hvor man gennemgik de alternativer, der var til phthalater, og hvis man kigger på konklusionen i den rapport, der er ikke sådan nogen egentlig konklusion, men hvis man kigger på den viden, man samler op om alternativerne, altså så er det her, helt ufortalt diskussionen om hvordan phthalater virker ind og al den slags, ja så kan man se, at der er masser af hvide felter, hvor man simpelt hen ikke ved noget, fordi phthalater er i modsætning til de fleste af alternativerne meget velundersøgte. Det andet, man kan se, det er, at der rent faktisk i nogle stoffer er en række skadelige virkninger. Et af de konkrete eksempler på det, det er, da man i blodbanken i Rigshospitalet skiftede phthalat ud, altså phthalatblødgjorte blodposer ud med citratblødgjorte poser. Der er udgivet en bog for halvandet til to år siden om det her, og nu skal I ikke hænge mig op på antallet, men jeg mener, det var 17 allergitilfælde fra Rigshospitalets blodbank, der er anmeldt til Arbejdstilsynet på grund af allergi som følge af anvendelsen af citratbaserede blødgjorte poser i stedet for phthalatblødgjorte. Den svenske socialstyrelse har sidste år, eller også er det i år, det kan jeg ikke huske, jeg har ikke datoerne her, men der er udsendt en advarsel, hvor man klart siger, at man gerne vil advare imod, at man går ind og begynder at skifte ud inden for det her område, før man har nøje overvejet, hvad det er, man gør. Det var sådan en lille kommentar til, at det som Finn Bro får til at lyde som en dans på roser, det er altså forholdsvis kompliceret i virkelighedens verden... (lydudfald) (??):...ja tak, fra Miljøstyrelsen. Det, der fik mig til at markere, det var fordi, der pludselig blev så meget snak om kosmetik og hygiejneartikler osv., og er det nu dødsensfarligt at bruge læbestift. For det første vil jeg sige, at kosmetik og hygiejneprodukter, de er reguleret af et fælles EU-direktiv, et meget omfattende direktiv og en tilhørende dansk bekendtgørelse på sundhedsområdet. Kosmetikdirektivet regulerer kun sundhedseffekter, og direktivet skal jo så sikre, at kosmetik er sikkert at bruge for mennesker, og det bliver hele tiden udviklet. Det bliver hele tiden bedre, og der bliver hele tiden rettet op i det. Og det betyder, når vi så taler om læbestifter og indhold af hormonforstyrrende stoffer, og det er specielt parabener, der vil jeg så sige, at vi fra Miljøstyrelsens side 55

58 forholder os til bl.a. det, som Poul Bjerregaard også har sagt i sit indlæg, det står også skriftligt her, at parabenerne nedbrydes meget hurtigt i huden og fordøjelseskanalen hos pattedyr inklusiv mennesker, så det er tvivlsomt, at stofferne når at udøve deres østrogene virkning ved almindelig anvendelse i fødevarekosmetik. Så der, hvor indholdet af hormonforstyrrende stoffer i kosmetik kan udgøre et problem, det er, hvis de ryger ud i miljøet og fiskene osv., og det er shampoo, sæbe, men nok ikke læbestift. Der er ikke så meget læbestift, der ender i renseanlæggene, gætter jeg på. Og det er et problem, at kosmetik ikke overhovedet reguleres på miljøsiden, og det er faktisk også noget af det, som Danmark og også den nye minister arbejder for, at den kommende EU-regulering også kommer til at omfatte miljø for kosmetik. Og så lykkedes det Fødevaredirektoratet at få nævnt solcremen. Jeg har også siddet og ventet på, hvornår det bliver sagt, fordi der har vi sådan næsten 1 års jubilæum, og for lige at lave en meget kort status på den, som så måske betyder, at den ikke kommer til at fylde så meget som i Fødevaredirektoratets oplæg, hvor det er nævnt 12 gange - jeg har talt det - men der kan jeg sige, at sagen sidste år jo endte med, at vi fra Miljøstyrelsens side ikke kunne anbefale et af UV-filtrene, det, der på smukt dansk hedder 4-MBC, fordi vi ikke mente, der var sikkerhed nok for, at det ikke kunne rumme en sundhedsrisiko for børn under 12 år. Og der gjorde vi så det sidste år, at vi diskuterede med branchen herunder med detailhandelen, hvad vi skulle gøre ved det, fordi én måde var, at man kunne mærke det med, at det ikke skulle bruges til børn under 12 år, og det ville branchen så ikke, men de sagde så, de i stedet for ville holde de produkter ude fra de danske butikker. Og nu er der så gået et år, og vi gjorde samtidig det, at vi henvendte os til Kommissionen og bad dem om at kigge på det her filter, fordi vi havde en masse ny dokumentation. Vi havde en hel masse spørgsmål, som vi ønskede afklaret, før vi var sikre. Og der har vi så fået tilbagemelding om, at det er man gået i gang med, og man har faktisk besluttet at revurdere det her filter, og det har man besluttet på baggrund af Miljøstyrelsens henvendelse og det materiale, vi har sendt ned. Der er også kommet andre nye undersøgelser, bl.a. en, der bekræfter det meget berømte svejtsiske studie, der blev talt så meget om sidste år. Så derfor er man ved at kigge på det igen og specielt også hudoptageligheden, som sandsynligvis er langt større end det, man troede. Så derfor varer det et stykke tid, inden der er en afklaring, og det har vi diskuteret med branchen, og der har så centrale virksomheder og organisationer i detailhandelen på et møde, vi havde med dem, meddelt, at de så ville fortsætte det frivillige stop af solcremer, indeholdende det her ene konkrete UV-filter. Og i øvrigt fortalte de, at det her UV-filter faktisk ikke længere indgår i alle de nye solprodukter. Så det er så der, hvor sagen står nu, og vi har altså endnu ikke fået en afklaring på de sidste filtre. Slut herfra. Ordstyrer: Tak for den redegørelse fra Miljøstyrelsen, og nu er det jo sådan, at det er branchen, der får ordet. Eller en repræsentant fra branchen, Mogens Werge fra COOP Danmark. 56

59 Mogens Werge: Ja, nu vil jeg jo nok meget nødig sige, jeg er repræsentant for solcremebranchen, men for detailhandelen dog. Den del af det, som tidligere var kendt under navnet FDB. Og det er ikke for at diskutere solcreme specifikt, men mere Kamals spørgsmål, om hvorvidt at mærkning er vejen frem på det her. Og det kommer vi jo til at diskutere mere efter frokost, men meget kort så vil jeg sige, at mærkning er jo selvfølgelig en mulighed for at supplere nogle andre styringsmidler, men at starte med mærkning, det vil jeg sige, at det er den ultimative politiske falliterklæring. Det er fordi, vi ikke kan finde ud af at regulere det, og så overlader man det til forbrugerne...(lydudfald) (??):...læbestift og solcreme etc., og jeg mener, vi skal måske her i denne her debat, vi har, holder os for øje: selvvalgt eksponering og ikke-selvvalgt eksponering. Vi er jo enige om, at læbestift, det kan man vælge fra. Jeg mener også solcreme. For en generations tid holdt man sig i skyggen eller tog en skjorte på eller satte sig under en parasol. Men vi har de stoffer, der akkumuleres, eller man får via fødevarer, og det kan man så ikke kalde for selvvalgt. Så vi må lige holde de ting adskilt, for en mærkning vil et stykke hen ad vejen kunne afhjælpe de selvvalgte stoffer...(lydudfald). Ordstyrer: Ja, jeg tror, at nu runder vi lige det her punkt af, fordi der er to spørgsmål mere, så vi gør det kort. Finn Bro først. Finn Bro-Rasmussen: I det her hus ved man, at det tager 30 år, fra der kommer en idé frem, til man begynder at få den gennemført i praksis i politikken. For 30 år siden undersøgte jeg Snekkersten Havn for TBT. Jeg var glad for at høre i dag, at fiskene var døde, så det blev lagt til side som et toksikologisk løst problem. Til gengæld er vi nu nået frem til, at man med hormonforstyrrelser faktisk får bekræftelse på, at det forbud, som det har taget 30 år at gennemføre, at det faktisk er velbegrundet. Det vil jeg godt lige føje til. Selvfølgelig er det svært at lave positivlister og gribe ind, som Peter Skov siger. Jeg var med til at lave det, der var positivlisten og pesticidreguleringerne for 30 og 40 år siden. Men det er jo også derfor, det er nødvendigt i dag at sige, at kosmetikken er et af de områder, hvor vi virkelig har brug for, at der kommer lidt styr på, hvad der er i. Der er jo mindst, og jeg har set lister over det, mindst menneskeskabte fremmede kemiske stoffer i, hvis virkning vi ikke kender. Må vi ikke bede om, at der fra industriens side i et sådant tilfælde, der er andre, plastindustrien er der også, at de faktisk begynder at lægge data frem, sådan at vi kan finde ud af: Er det her noget af vores selvskabte problemer, som vi kan løse, men vi ikke kan løse uden politisk forståelse? Tak. Ordstyrer: Kamal har en lille kommentar. Kamal Qureshi (SF): 57

60 Den er meget kort. Det er bare sådan en kommentar til Mogens Werge, at det, jeg pointerede, var, at man kunne lave en kombination af eventuel forbud mod det man ved er farligt, og der, hvor man har nogle oplysninger, men hvor man balancerer imellem, hvorvidt man skal lave et forbud eller ej, at man der gik ind med en mærkning, sådan så at man lod noget af den tvivl, hvor man siger: Jamen det er ikke nødvendigt at lave et forbud, fordi så farligt er det ikke, at man så lader den type komme forbrugerne til ører, sådan så de måske den vej rundt kan vælge de produkter fra. Så det var ikke... for mig at se var det ikke et alternativ forbud, men det var et alternativ, der hvor usikkerheden er stor. Ordstyrer: Tak. Så Elsebeth, det bliver så det sidste spørgsmål inden frokost, hvis der også skal nås... ja, du har også markeret, men vi prøver at tage det med. Nu hører vi lige, hvor lang tid, der går her. Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Ja, det er til Finn Bro-Rasmussen. Hvad er forklaringen på, at vi stadig væk ikke screener for hormonlignende effekt? Altså det nye system, der nu er indført i EU, som hedder REACH-metoden, tror jeg, der screener man ikke for hormonlignende effekt, det vil sige, der kommer stadig væk stoffer ud på markedet, som har en hormonlignende effekt. De bliver sådan set kun reguleret af tilfældige grunde, nemlig at de har andre skadelige virkninger. Hvad pokker er forklaringen på det? Pesticider f.eks. har vi fundet ud af at screene for hormonlignende effekter herhjemme i Danmark. Det andet er, at jeg ikke helt forstod det, Miljøstyrelsen sagde om parabener, fordi når man i øvrigt læser det materiale, vi har fået udleveret, så ser det ud for mig, i hvert fald f.eks. i forhold til det Poul Bjerregaard sagde, at det er meget svært at vide, hvad der er værst, om et stof, der når direkte frem til et organ og virker direkte, eller at det bliver nedbrudt undervejs. Så vidt jeg har forstået, så ved man ikke, hvad der er værst. Men noget, man nok ved, er, at selv i små mængder kan et hormonlignende stof virke meget stærkt. Man kan også være i den situation, at selv om der kommer virkelig meget ind, så virker det faktisk ikke. Og det er åbenbart det, der er det lidt tricky ved de hormonlignende stoffer. Og så var det til Jens Jørgen Larsen fra Fødevareministeriet. Jeg vil ærlig indrømme, at jeg måske ikke forstod, hvad du sagde, fordi det var som om, det var sådan en lang filosofisk forklaring på: Ja, det er farligt at leve. Men for lige at koge det ned: Er det ikke sådan, at vi kan operere med to former for risiko? Den, vi selv har indflydelse på, altså f.eks. at ryge og drikke. Jeg ved, at hvis jeg drikker, så kan det gå hen og skade mit foster, eksempelvis det skader min lever. Og i forhold til den type risiko, der har vi som beslutningstagere et meget stort ansvar for at sikre en ordentlig folkeoplysning. Og så er der et andet niveau, nemlig den type risiko, vi ikke selv har indflydelse på. Og det er der, jeg mener, politikerne har deres største ansvar og dermed også det bagland, der hjælper politikerne til at tage de rigtige beslutninger. Og da må det være viden og samfundets økonomi og så politisk vilje, der afgøre, hvilket niveau for risiko, vi vil have. 58

61 Finn Bro-Jørgensen: Ja, jeg kan gøre det første kort. REACH-systemet er ikke indført endnu. Det er en del af det, der bliver den kommende strategi. Det er navnet, som Kommissionen bruger til at sælge sin nye strategi. Vi krydser fingrene for, at det bliver gennemført. Den anden ting, det er: I hvilken udstrækning er det muligt at få indført begrebet hormonforstyrrelse og hormonlignende stoffer som selvstændigt farlighedsområde? Det er det begreb, som jeg er inde på, når jeg siger: Jamen vi skal kunne klassificere det. Der er en dybfølt både bureaukratisk og praktisk vanskelighed ved at få det løftet op. Vanskelighederne, det er alle disse videnskabelige argumenter, vi hører her, men man har jo lagt så meget arbejde igennem 20 år i at få et klassifikationssystem op at stå, at der er stadig væk mange vanskeligheder ved at argumentere sig igennem og sige, at hormonforstyrrelser og hormonforstyrrende stoffer skal optages som selvstændigt klassifikations- og i givet fald mærkningsområde ved siden af kræftfremkaldende, ved siden af mutagene osv. Det er en politisk opgave at være med til at bære den igennem, og jeg vil opfordre jer til - også som en del af formandskabet - at være opmærksom på, at det er ikke nok bare at tale CMR-stofferne, altså cancer, mutagene og reproduktionstoksisk. Vi har brug for også, at hormonforstyrrende og allergene stoffer bliver taget ind til selvstændig klassifikation. WTO kommer ind i billedet også. Jeg er i denne tings sammenhæng egentlig revnende ligeglad, det skal startes et eller andet sted. I kan være med til at starte og kræve, at hormonforstyrrende stoffer bliver en del af klassifikationsbegrebet. Tak. Jens Jørgen Larsen: Tænk, jeg synes ellers, jeg gjorde det så klart og tydeligt, men jeg...det er klart, hvis et kemikalie ikke er til stede, så har Finn ret i, at så kan vi tale om nul risiko. Det, jeg taler om, det er virkelighedens verden, hvor vi eksponeres i en vis udstrækning for stoffer, hvor folk normalt vil afkræve os: Kan vi nu være helt sikre? Er der så slet ikke nogen risiko? Hvor vi både som eksperter og som politikere i fællesskab må tage et medansvar. Det er der, jeg efterlyser politikernes deltagen: Ja, men vi accepterer, at når vi kører ned på det niveau, så er residualen så lille, at den kan vi leve med. F.eks. for kræftfremkaldende stoffer er der jo stoffer, hvor der ikke er en nedre grænse, og så må vi i fællesskab acceptere og åbenlyst for befolkningen sige: Jamen vi erkender, at der er særlige udsatte befolkningsgrupper, som har en eksponering, som gør, at de har en risiko. Og det er det medansvar, jeg appellerede til. Det samme kan man jo sige om alt andet. Der er en risiko ved at stå op om morgenen. Der er en risiko ved at stå i køkkenet. Der er en risiko ved at lege på en legeplads. Og det skal vi jo vænne os til. Det er ikke det samme som at sige: Det skal vi leve med. Vi skal hele tiden begrænse det, men det er det verdensbillede, jeg prøver jeg at sætte de her stoffer ind i. Poul Bjerregaard: En meget kontant kommentar til parabenerne, som i virkeligheden også er et kompliceret paradoks. Parabenerne hører ikke til den type af stoffer, som bliver østrogenlignende ved at blive omsat. De har en meget simpel omsætning i 59

62 kroppen, hvor de bliver udskilt som noget, der formentlig ikke har nogen virkning. Vi har det paradoks, at hos pattedyr ser det ikke ud til, at stofferne har en ret kraftig virkning, hvorimod i reagensglassystemet og også hos fisk har det en forholdsvis kraftig virkning, altså på linje med de kraftigste industrikemikalier, vi faktisk har haft inde. Og det vil sige, at den foreløbige konklusion, selv om der ligger meget lidt materiale på det, må så være, at: Jamen for en almindelig brug hos mennesker, der må vi håbe på, at der ikke er nogen skadevirkninger. Men altså det er nogle komplicerede sammenhænge, når man skal ind og overveje, hvordan stoffer virker før og efter omsætningen. Nogle bliver værre af at blive omsat, og andre bliver ikke. Ordstyrer: Og Mette Boye havde en kort bemærkning, fordi vi slutter lige om 1 sekund. Mette Boye (Det Økologiske Råd): Ja, det er jeg klar over. Mette Boye fra Det Økologiske Råd. Jeg havde dels en kommentar og så et spørgsmål. Jeg venter med spørgsmålet til efter frokost. En kort kommentar, Jens Jørgen Larsen, til din bemærkning omkring, om man skulle kigge på enkeltstoffer i stedet for at tage hele grupper. Jeg vil sige, at det, som er en af de store lektier fra de sidste 30 års fejlslagne kemikaliepolitik på europæisk niveau, det er, at strategien om at tage ét stof ad gangen ikke fungerer og ikke er en måde at håndtere det her kæmpestore problem på. En seneste rapport fra Miljøagenturet, der hedder»late lessons from early warnings«viser også, at det... eller at man kan gå tilbage i historien og se, at første gang man får bevis om en skadelig virkning fra et stof i en større gruppe af stoffer, så senere bliver efterfulgt af flere og flere beviser, der viser, at grupperne af stofferne er problematiske, er også en kraftig indikation på, at vi bliver nødt til at tænke på grupper af stoffer i stedet for enkelte stoffer. Ellers så får vi aldrig nogen sinde løst det her problem. Tak. Ordstyrer: Det var jo godt, så sluttede vi i enighed her. Jens Jørgen Larsen: Hvis det er reguleret ved positivlister, kan man godt gøre det enkeltvis, men ellers ikke. Ordstyrer: Så fortsætter vi høringen. Næste punkt på dagsordenen hedder Mulighederne på internationalt niveau, og det er Inger Bergmann fra Miljøstyrelsen, Peter Skov fra Plastindustrien i Danmark og Mette Boye fra Det Økologiske Råd. Mulighederne på internationalt niveau Inger Bergmann (Miljøstyrelsen) Jeg vil starte med at sige og slå fast, inden jeg begynder at gå i detaljer med EU's strategi for hormonforstyrrende stoffer, at når man taler om de hormonforstyrrende stoffer, så er det vigtigt at være opmærksom på, at det er en mekanisme, vi snakker om, og det er også kommet frem tidligere i dag. 60

63 Den mekanisme kan bl.a. føre til udvikling af kræft, reproduktionsskader og fertilitetsproblemer, og den kan også føre til effekter på nervesystemet eller immunsystemet - og af miljøfarlige egenskaber - så de resulterer altså de her effekter i mange forskellige egenskaber, som vi jo plejer at identificere kemiske stoffer med. En hel del af de stoffer, som i dag er klassificeret for de kendte kræftfremkaldende og reproduktionsskadende effekter f.eks., er derfor i dag underlagt forskellige restriktioner. Men da vi jo, som det også fremgår, ikke er helt sikre på, hvad det egentlig er for nogle endeeffekter, de hormonforstyrrende virkningsmekanismer resulterer i, så er det vigtigt, at der bliver lavet gode testmetoder, for derigennem at skabe en bedre forståelse for mekanismerne til hormonforstyrrende effekter og dermed at kunne komme frem til nogle nærmere kriterier for, hvordan vi skal identificere de hormonforstyrrende stoffer. Det synes jeg er meget vigtigt at holde sig for øje, at det er altså det felt, vi opererer inden for i øjeblikket. EU fremkom med en strategi i december 1999 for hormonforstyrrende stoffer, og i den strategi blev der lagt op til, at der blev lavet nogle handlinger på kort sigt, på mellemlang sigt og på lang sigt. På kort sigt, hvis jeg skal sige det meget kort, så bestod det i at opstille en nærmere defineret, prioriteret liste over hormonforstyrrende stoffer. Den mellemlange indsats var at pege på og udvikle egnede testmetoder, og den langsigtede løsning var at se på den kemikalieregulering, der var og få indarbejdet hormonforstyrrende effekter i relevante direktiver. Der var selvfølgelig også andre indsatser, men det er sådan for at holde billedet for øje. Det blev så behandlet både i Rådet og i Parlamentet, og begge steder fra blev der peget på det vigtige i at bruge forsigtighedsprincippet, når man kiggede henover de hormonforstyrrende stoffer. Hvis jeg så skal gå til selve listen, som jo også har været berørt nogle gange her i dag, så er formålet med listen at prioritere, hvilke stoffer der skal underkastes testning, når der er lavet nogle testmetoder, at se på hvor der allerede er igangsat EU-regulering på de stoffer, og så at identificere nogle specifikke stoffer, som måske er særlig problematiske f.eks. på grund af forbrugereksponeringer. Man har så gennemgået listen og kigget på tonnage, altså højtonnagestoffer, hvor mange er over f.eks t. pr. år, det vi kalde high production volume-stoffer, har set på, hvad der fandtes af data for deres persistens eller generelt set på, hvad der er af viden om hormonforstyrrende effekter lige i øjeblikket. Der har vi så udarbejdet en kandidatliste på 553 stoffer. Den kom sidste år oven i syntetiske eller naturlige hormoner. Ud af dem har man så fundet ud af, at for 118 af de stoffer er der dokumentation for en eller anden form for eller potentiel hormonforstyrrende effekt. Man kan se der, at 109 er allerede begrænset reguleret andre steder, og så har man identificeret 12 stoffer, som ikke er begrænsede nogen steder. Der er Kommissionen nu gået i gang med at undersøge nærmere, hvilke 12 stoffer og hvad der findes af data for dem, og i juni 2002 vil de komme frem med et resultat af den undersøgelse. Så har man identificeret 2 stoffer, som man mener har hormonforstyrrende effekt, som overhovedet ikke er klassificeret i dag, og der er der så en appel til 61

64 medlemslandene om at tage udfordringer og få klassificeret dem. Målet er, at det skulle tage indtil 2 år. For de 435 stoffer, som man så har sagt, de falder altså inden for de her kriterier for selve stoflisten, som man har fundet frem til, der har Kommissionen så iværksat nogle indledende undersøgelser for at komme tættere på, hvad man ved om de stoffer. Den undersøgelse vil være færdig i juni Det, som fra dansk side har været vigtigt her, det har flere gange været fremhævet, at listen ikke er udtømmende, at der findes flere, Finn Bro var også inde på det, stofgrupper, som ikke er nævnt overhovedet. Det har vi også fra dansk side være opmærksomme på, f.eks. har vi nævnt specifikt parabenerne undervejs, men arbejdet hårdt på at det blev en dynamisk liste, og det har Kommissionen sådan set også sagt. Med dynamisk liste menes, at det ikke er nogen endelig liste, det er altså en, der kan udvides og begrænses afhængig af den viden, man nu får. Vi har så hidtil ikke kunnet se nogen eksempler på, at listen rent faktisk er dynamisk, så det udestår selvfølgelig. Men der, hvor Kommissionen er kommet til indtil nu på det sidste stakehold hvor mødet har jo været at sige: Hvordan skal vi nu gribe de her stoffer op, som vi nu en gang har identificeret, og hvordan skal vi arbejde med dem? Når jeg så går til mellemindsatsen, så er det udvikling af testmetoder, hvor der peges på, at det er virkelig et sted, der skal laves en indsats. Det er OECD Test Guideline- programmet, som man, og i hvert fald også fra dansk side og internationalt, her tænker på, at det er der, grundlaget for testmetoder i virkeligheden bliver fastsat, og det er der, hvor hele kemikaliereguleringen hæftes op, det er på OECD Test Guideline-programmet. I den forbindelse vil jeg sige, at fra dansk side har vi så via finanslovsmidler bidraget til den udvikling af testmetoder, bl.a. støtter vi metodeudvikling både på Skakkebæks sædkvalitetskriterier og på Institut for fødevaresikkerhed og ernæring, og så Poul Bjerregård får også. Så jeg vil sige, det, vi har forsøgt her, er at sige, at fra dansk side støtter vi på de tre områder, hvor vi mener, der er rigtig stor viden på det danske felt. Det, vi så har gjort, er også at skabe et netværk, hvor vi en gang imellem vil indkalde de forskergrupper, vi jo så herhjemme kender, for netop at få snakket sammen, hvilket der også blev efterlyst lige før. EU har så i øvrigt også afsat i det femte rammeprogram for forskning og udvikling 20 mio. euro til forskning i øvrigt. Det, som jeg så kan sige, vi i øvrigt gør med hensyn til testmetoder, der vil jeg fremhæve QSAR, som jo er noget, som jo vi har stor erfaring med i Miljøstyrelsen. Det, vi har tænkt os i år, er at starte et projekt, hvor man netop kigger på østrogen, altså receptorniveau, om vi kan bruge QSARcomputermodeller til at sige noget om hormonforstyrrende effekt og der kigge på systematisk, hvordan vi måske kan bruge computermodeller til at identificere hormonforstyrrende effekter. Og det er så receptorniveauet, vi vil kigge på der. Vi har jo i mange år arbejdet på computermodellering på kemikalieområdet og har på forskellige andre effektområder rigtig gode modeller til at forudsige f.eks. kræftfremkaldende effekter og effekter på miljøet. Så er vi også i gang med at kigge nærmere på de resultater, der også er blevet omtalt her i løbet af formiddagen, tvekønnede fisk. I de næste måneder kigger vi på, hvad vi egentlig ved nu om de resultater, der er fundet i Århus Amt og i udlandet for derved at komme nærmere ind på, hvor skal vi måske handle, hvor skal der prioriteres? Fordi der er mange ukendte faktorer og parametre, 62

65 som man kan gå ind og regulere på, og det er væsentlig at finde ud af, hvad er det rigtige sted at sætte ind? Den langsigtede del, som Kommissionens strategi peger på, nemlig kemikaliepolitikken, der vil jeg fremhæve hvidbogen, som kom om den fremtidige kemikaliestrategi, kemikaliepolitik, som der arbejdes på i øjeblikket, og som, hvis Kommissionen holder sine planer, vil komme med udkast til her i sommer. Et af de centrale elementer i den strategi - den såkaldte REACH strategi - er, at der skal laves en godkendelsesprocedure for stærkt problematiske stoffer. Altså det betyder, at myndighederne skal ind og give en specifik tilladelse, for at et særligt problematisk stof kan anvendes til et bestemt formål. Det, som hvidbogen peger på der, det er, at særligt problematiske stoffer er CMR-stoffer, altså kræftfremkaldende mutagene, reproduktionsskadelige stoffer og POP-stoffer, de persistente, organiske forbindelser. Undervejs har vi fra dansk side peget på hormonforstyrrende stoffer, bl.a. også af dem, som burde tages med ind i betragtning, når man kigger på de her meget problematiske stoffer. Det er sådan, at der har været nedsat nogle arbejdsgrupper, hurtigt arbejdende arbejdsgrupper, i Kommissionsregi i forbindelse med at hjælpe dem med at komme frem med det udkast til kemikaliepolitik, der skal komme formodentlig til sommer, og også der har vi været for at arbejde på feltet. Det, man også går ind og kigger på, er de såkaldte PBT-stoffer, altså persistente bioakkumulerbare toksiske stoffer, som også er et problemfelt, vi har peget på skulle med ind under denne her autorisationsordning. Der blev berørt noget om mærkning før, Finn Bro han nævnte, at vi skulle mærke for hormonforstyrrende stoffer, og der vil jeg godt sige, at den hidtidige mærkning, som den er nu, der har traditionen jo været, at man mærker for de effekter, man ser. Vi mærker ikke for mekanismer. Så i virkeligheden er udfordringen at finde ud af, hvordan gør vi det her rigtigst? I hvert fald i det hidtidige koncept har det været sådan, at det er kræften, man mærker for, og rent faktisk er der jo mange af de kræftfremkaldende stoffer, som vi så ved er hormonforstyrrende mekanismer. Peter Skov (Plastindustrien i Danmark) Ja, tak for indbydelsen til at deltage i høringen her i dag. Vi har en miljøpolitik i Plastindustrien, der siger, at vi altid stiller op til debat om miljøpolitiske emner, og nogle gange blander vi os også i det uden at blive bedt om det, så vi var ikke i tvivl om, at vi skulle sige ja. Men jeg synes lige, jeg skal sige her, at vi taler altså om 553 forskellige stoffer - muligvis flere - og jeg kan godt undre mig lidt over, at kemiindustrien f.eks. ikke er til stede her i dag og fortæller lidt om, hvad deres eksperter har at byde på. Det samme kan man måske ligefrem sige om p-pilleindustrien og den slags, men det vil jeg så undlade. Jeg er ikke nogen ekspert, jeg er en organisationsmand, der skal hjælpe en brancheforenings medlemmer med et kompliceret emne og prøve at finde vej rundt i det. Jeg har prøvet at sammenfatte vores synspunkter på det her i nogle punkter i det lille korte papir, jeg har lavet, nemlig at vi er enige, ligesom Dansk Industri er det, i hovedlinjerne i den nye kemikalieregulering, der er trukket op i EU-hvidbogen om kemikaliestrategien, at vi synes, at de punkter, som er præciseret i det papir, der blev udgivet af Kommissionen sidste år som opfølgning på strategien, at det er en relevant og fornuftig måde at håndtere de 63

66 problemstillinger vedrørende hormonforstyrrende stoffer på, som er til debat i dag. Vi følger selv risikovurderingen af de stoffer, de fleste af de stoffer, der har med plastindustri at gøre, er under risikovurdering, og vi følger den vurdering, og vi overvejer også mulige substitutionsalternativer i takt med, vi ser, hvad der kommer ud af arbejdet. Vi vil advare imod, når vi taler om regulering, national enegang. Det vil jeg vende tilbage til. Det løser ikke nogen potentielle problemer på miljøområdet og sundhedsområdet, typisk i hvert fald. Det kan vi også vende tilbage til. Men det vil skade danske producenter. Jeg har sagt det om, at jeg ikke er ekspert. Altså industrien er gennemgående praktiske folk, der gerne vil have klarhed og ønsker sig klarhed. Altså vi ønsker at kunne producere, og industrien bruger jo ikke kemikalier, synes jeg, jeg skal sige her, når nu ingen andre vil, for at genere folk eller for at skade sundhed eller miljø. Vi bruger det, fordi vi har nogle benefits af kemikalier, og de benefits indgår jo i de politiske vurderinger, der skal foretages for, hvordan skal man egentlig håndtere problemer, som vi ser. Når jeg taler forsigtighedsprincipper, når vi taler forsigtighedsprincip, så er det jo noget med at bruge den viden, man har på en fornuftig måde, og inddrage også vurderinger af de benefits, man har af kemikalier, de fordele, man har af at bruge givne kemikalier. Hvis jeg skal nævne nogle af de stoffer, som plastindustrien er engageret i eller er nævnt eller er med på listen, så er det Bisphenol A, det er brommerede flammehæmmere, phthalater osv. Alle disse stoffer nævnte jeg, de er under en risikovurdering, og jeg vil ikke nærmere komme ind på de her vurderinger, men blot konstatere, at det er altså tilfældet. Hvis man så kigger lidt på, hvordan kan man egentlig handle praktisk, for meget af debatten her har jo gået på, hvordan man kan handle, og kan man handle lokalt, eller skal man handle internationalt. Der vil jeg sige, at jeg har i hvert fald svært ved at se det synspunkt, at man skal handle på basis af farligheden, at det er relevant. Jeg synes, man skal over i at kigge på, hvordan man håndterer risiko, altså nogle håndteringsstrategier eller risikostrategier. Og jeg har været inde på eksemplet med substitution omkring phthalat. Der nævnte jeg for jer, at man har haft den her rapport fra Miljøstyrelsen, der viser, at alternativer til phthalater der ved man meget lidt om dem, og i nogle tilfælde kender man skadelige virkninger, at man har haft uheldige erfaringer på Rigshospitalet med allergitilfælde, og at man i den svenske socialstyrelse rent faktisk direkte advarer imod, at man skifter uden at overveje tingene meget nøje. Hvis man vender sig til det næste led, altså hvis man siger, substitution er altså vanskeligt, og det vil jeg ikke gøre mere ved, men vil selvfølgelig gerne diskutere det, så kan man kigge på håndteringen i produktion og i anvendelse, altså man kan lave anvendelsesbegrænsninger, hvor man bruger stofferne. Man kan ændre på processer, og man kan sætte grænseværdier op osv. Man kan tage forskellige tiltag, og det skal man selvfølgelig vurdere, hvilke muligheder man har for at gøre. Jeg synes, når jeg har læst alle de her papirer igennem, vi fik dem jo gudskelov lidt tid inden, vi skulle mødes her i dag - jeg læste dem igennem, og jeg synes, det var spændende og gode papirer. Det, der egentlig slog mig mest, og var det interessanteste, jeg stødte på, det var sådan set det af Henrik Andersen fra Farmaceutisk Højskole, som jeg lige vil nævne, fordi det, man vel 64

67 skal kigge på det her, hvordan man begrænser nogle risici, og det, han jo faktisk siger i sit papir, det er, at mere end 90 pct. af de udledninger af spildevand er en væsentlig faktor i miljøet, når det drejer sig om østrogenlignende stoffer, så er det den væsentligste faktor i miljøet. 90 pct. af de stoffer, der kommer derfra, er naturlige østrogener eller syntetiske østrogener, altså i form af p-piller, og så er der en gruppe af andet. Det meste af det her kan man faktisk gøre noget ved at tilpasse og udvikle måden, vi renser spildevand på. Hvis jeg skulle pege på et initiativ, som man kunne sige, at her var der da et nationalt initiativ, man kunne tage, så synes jeg, man ikke hurtig nok kunne komme i gang med at kigge på, hvordan man kunne udnytte de her muligheder som en forsigtighedsforanstaltning. Jeg har nævnt i mit papir omkring afgifter, phthalaterafgiften specielt, at det har jeg set som et meget dårligt lærestykke i, hvordan man ikke rigtig kan håndtere tingene. Altså vi kan jo konstatere her, at der mangler penge til forskning, selv om der altså kradses 30 mio. kr. ind i phthalatafgift, så er det i hvert fald den første konstatering, man kan gøre. Man lagde afgiften på alle phthalater over en kam, selv om den risikovurdering, der er i gang, viser, der er stor forskel på effekter i miljøet. Man undtog phthalater, der medgik til undervognsbehandling af biler og til tekstiltryk. To ifølge Miljøstyrelsens egne papirer af de væsentligste kilder til phthalater i miljøet, altså ubetinget. Fra gulvbranchen ved vi, at fordi det, der styrer anvendelsen af vinylgulve, i meget høj grad er økonomi i ombygninger. Det er andre ting, så køber folk stadig væk lige så mange vinylgulve, som de hele tiden har gjort. Det er den tredje væsentlige kilde til phthalatudledning til miljøet. Så effekten af afgiften har altså været yderst behersket på de punkter. Vi har også konstateret, at nogle af vores producenter kan se, at der er produkter, der kommer ind i landet, som skulle være afgiftsbelagt, men som ikke bliver berigtiget. De bliver simpelt hen - man kan sige - smuglet ind i landet. Og når vi henvender os til Told og Skat, så er der ikke ret meget, de kan gøre ved det. Så er der så den svaghed til sidst, at mange af de delelementer, der indgår i produkter, slet ikke kan afgiftsbelægges, fordi det vil være teknisk alt for svært for Told og Skat at gøre. Så phthalatafgiften er et eksempel - uden at jeg i øvrigt vil sige at koble det til diskussionen om den skadelige virkning eller ej, så er det en rigtig dårlig måde at regulere noget som helst på. Det var det, jeg havde at sige. Ordstyrer: Tak til Peter Skov. Jeg vil bare lige sige, at nu var der et par stykker, der forlod salen her. De skulle lige hen og stemme i en forespørgselsdebat, så de kommer om et øjeblik igen. Det tager måske 5 minutter. Så får Mette Boye ordet. Mette Boye (Det Økologiske Råd) Ja, og det er jo så lige de 5 minutter, jeg har. Jeg beklager selvfølgelig, at politikerpanelet er kraftigt reduceret, men er jo glad for, der er nogle tilbage. Så er det jo også godt, der er et publikum, det er jeg også glad for. 65

68 Tak for ordet først og fremmest. Det Økologiske Råd er glad for at få mulighed for at udtrykke sin holdning på denne her høring, og vi er glade for, at der er politisk opmærksomhed omkring sagen. I mit indlæg vil jeg fokusere på, hvilke konkrete udspil der er behov for i forhold til reguleringen og strategien for hormonforstyrrende stoffer på europæisk plan, for det er sådan i Danmark, at vi forlader os meget på, hvad det er, der foregår på EU-plan med gode argumenter selvfølgelig. Det er, sådan som vi har hørt det i løbet af dagen sådan, at EU har lavet en stor liste over hormonforstyrrende stoffer eller stoffer, som man regner med, er hormonforstyrrende på 553 stoffer. Det, der så er sket i løbet af de sidste par år, det er, at man har lavet nogle øvelser, der har haft den konsekvens, at listerne er blevet reduceret, er blevet reduceret, er blevet reduceret, sådan så man nu er nede på at skulle se på mellem 2 og 12 stoffer, som man skal undersøge nærmere, eller som der eventuelt skal foretages yderligere test af. Så den her strategi fra EU er altså ikke en strategi, der lægger op til at tage politiske tiltag. Det er en strategi, der lægger op til flere undersøgelser, og det synes jeg skal stå helt klart. For at EU's strategi, som jo selvfølgelig er udtryk for en masse menneskers arbejde og en masse penge, for at den strategi ikke skal fortabe sig i forhalingsøvelser og flere murstenstykke rapporter, så er det helt centralt, at der bliver handlet politisk på nuværende tidspunkt og med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet. Til det vil jeg give tre helt konkrete forslag om, hvordan man gør det. For det første som jeg også har skrevet i mit indlæg i mappen, så er der en liste på 66 stoffer, som Kommissionen selv konkluderer, har hormonforstyrrende effekter. Derudover er det stoffer, der produceres i over tons om året pr. producent. Det er altså de såkaldte high-production-volume-stoffer. For det tredje så vurderes det for 60 af de her stoffer på denne her liste, at både mennesker og miljø i høj grad er udsat for stofferne, de altså bliver eksponeret for dem. På en eller anden måde giver dem miljøeksponeringer eller giver dem f.eks. gennem forbrug af produkter. Det er helt oplagt, at man kigger på den her liste over de her mellem 60 og 66 stoffer og ser på, om der ikke kan foretages forbud eller kraftige begrænsninger lige præcis nu. Redskabet ligger der. Viden er akkumuleret, der er skrevet rapporter osv., osv. Det, der er behov for nu, det er politisk mod og handling i forhold til de her stoffer. Så det, vi vil høre, og som vi også har hørt, det er, at de 66 stoffer jamen de er reguleret. Men det, man skal holde sig for øje i forhold til det argument, det er, at stofferne er reguleret på den måde, at de f.eks. er under risikovurderinger. Det er alt sammen meget godt, men når vi kender risikovurderingernes fart på EU-plan, så er det sådan noget, der kan tage - hvad ved jeg - 10 år endnu, før vi overhovedet når til en eller anden form for konklusion, og så derefter skal der først til at foretages regulering. Så den regulering, der i hvert fald er gældende for nogle af de her 66 stoffer, den er bare ikke god nok. Der skal forbud til. Det er jo også vigtigt at få nævnt, at de her stoffer, der findes på den her liste over de 66 stoffer, er gamle kendinger, som f.eks. phthalater, som Peter Skov har været inde på, det er brommerede flammehæmmere, som viser sig i kvinders brystmælk flere og flere steder rundt omkring i verden. Og det er sådan noget som bisphenol A, som man faktisk har vidst siden 1938 var hormonforstyrrende, men hvor der stadig 66

69 ikke er regulering af stoffet. Det er jo tankevækkende, synes jeg i hvert fald. Det var det ene forslag. Kig på den liste over 66 stoffer, som Kommissionen selv vurderer indeholder stoffer, der er hormonforstyrrende, og sørg for, at de kraftigt bliver begrænsede eller forbudt med det samme. For det andet som en helt konkret ting - Inger Bergmann har også været inde på det - det er vigtigt, at denne her liste eller hele strategien fra EU's side, at det er en åben og fleksibel procedure og proces. Som vi har hørt tidligere, så er sådan noget som parabener og siloksaner ikke inkluderet på listen, og det er vigtigt, at Danmark bliver støttet i, at det skal være en fleksibel proces. Det har Danmark faktisk behov for hjælp til i denne her sammenhæng. For det tredje er det vigtigt, at hormonforstyrrende stoffer bliver inkluderet i den kommende kemikalielovgivning, som bliver fremlagt af Kommissionen her til sommer. Det kan man gøre på to måder, og der er to måder, der er de vigtigste måder at inkludere dem på. For det første skal hormonforstyrrende stoffer gøres en del af godkendelsesproceduren, og det betyder altså, at hormonforstyrrende stoffer skal defineres som skadelige stoffer, og på den baggrund skal brugen af hormonforstyrrende ikke være tilladt, medmindre at industrien - altså en helt ny situation, og det man kalder en omvendt bevisbyrde, at industrien - kan påvise, at brugen, anvendelsen, af et hormonforstyrrende stof er sikker, at der ikke findes alternativer, og det foregår på en måde, sådan så det ikke kommer ud i miljøet. Det er den ene måde, man kan inkludere hormonforstyrrende stoffer i den nye kemikalielovgivning. For det andet er det vigtigt, at hormonforstyrrende stoffer og forbud mod hormonforstyrrende stoffer også gælder deres forekomst i forbrugerprodukter. Det er nemlig sådan nu, hvilket er grotesk, at i hverken den gældende eller den kommende - sådan som vi i hvert fald ser udkastet til den kommende - kemikalielovgivning, så er forbrugerprodukter faktisk ikke inkluderet i politikområdet. Det betyder, at man godt kan lave forbud mod hormonforstyrrende stoffer eller kræftfremkaldende stoffer bare til salg i dunk, hvis du som forbruger har lyst til at gå ned og købe en dunk phthalat i din lokale Matas, men det er ikke forbudt til brug i forbrugerprodukter som regnfrakker osv., osv., osv. Derfor er det vigtigt, at forbrugerprodukter også bliver omfattet af den nye kemikalielovgivning. I forhold til de her tre punkter der har Danmark faktisk en helt oplagt chance for at gøre noget og for at have en klar og tydelig stemme. Det har vi selvfølgelig på grund af formandskabet til efteråret. Det er jo fra regeringens side også blevet udmeldt, at kemikalieområdet har en høj indsats, og så er det her i hvert fald tre konkrete tiltag, man kan tage i forhold til også at føre de fine hensigtserklæringer ud i livet. Til sidst vil jeg sige, at vi har nu både på EU-plan, men også nationalt akkumuleret store mængder viden, og der er blevet brugt masser af penge til forskning, og det skal der selvfølgelig også fortsættes med, men i forhold til hvad der skal ske lige nu, og hvad der er behov for, så er det altså helt klart en politisk beslutning, om man vælger at gøre noget på baggrund af den viden, man har på nuværende tidspunkt. Derfor vil jeg godt lægge op til, at de politikere, der er til stede i det reducerede panel, at de tager det med sig her i dag, at der er altså et grundlag 67

70 for politisk handling, og vi fra Det Økologiske Råd kraftigt opfordrer til, at der bliver taget handling på det område så snart som muligt. Tak. Ordstyrer: Det var så tre indlæg og tak for dem. Så var det Nicolai Wammen, der havde bedt om ordet med et spørgsmål. Men han er her ikke lige nu. Jeg kan se, at Elsebeth gerne vil stille et spørgsmål. Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Ved man noget om, hvilke punkter der er på miljøministerens eller sundhedsministerens rådsmødedagsorden i den periode, vi har formandskabet, som kunne bruges som løftestang til at få gjort noget ved det her, vi diskuterer i dag? (??): Jeg kan ikke udtale mig om sundhedsministeren, og vi har ikke noget udkast endnu på kemikaliepolitikken, så vi ved faktisk ikke, om det er noget, der kan løftes, men det er noget, som der i hvert fald er fokus på er et vigtigt område, så hvis Kommissionen kommer - hvad vi håber - til juni med et forslag, så vil det være noget, som vil blive prioriteret. Niels E. Skakkebæk: Jeg vil lige sige, at da svenskerne havde formandskabet, da tog de selv nogle initiativer f.eks. også på området hormonforstyrrende stoffer, så jeg kan forstå, at der er formentlig muligheder for, at man også kan nationalt fra, når man har formandskabet, gå ind og styre det. Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Ja, det er til Peter Skov: Jeg er enig i, at det er meget klogere at forsøge at gøre noget på europæisk plan frem for at gøre det på nationalt plan. Betyder det så, at vi også kan regne med, at plastindustrien i Danmark vil hjælpe danske politikere med at forsøge med en mere restriktiv indsats over for de hormonlignende stoffer i EU-sammenhæng, eller vil man dér alliere sig med industrien i Europa i kampen mod forbud eller udfasning? Ordstyrer: Det var til plastindustrien. Peter Skov: Ja, nu ved jeg ikke helt - altså jeg ville godt lige først understrege betydningen af det med det internationale, for det fik jeg vist ikke sagt. Hvis jeg har nogle tal, som kan belyse det, hvis man kigger på phthalatholdige produkter, så eksporteres ca. 3/4 af dem, der produceres herhjemme. Nu er det sådan tal fra hukommelsen. Men ca. 3/4 eksporteres ud af landet. Hvis vi kigger på medicoprodukter, så er det faktisk nærmest 98 pct., der eksporteres ud af landet ikke blot til Europa, men også til oversøiske lande. Der er prisen selvfølgelig en vigtig parameter. Da det er phthalat, man bruger, så er prisen lav på phthalat, men på alle andre høj, så derfor som virksomhederne siger, så kan vi godt lave det, men vi kan ikke sælge det. 68

71 Det andet jeg vil sige, det er omkring elektronik. Der er det sådan, at 90 pct. af det elektronik, der laves i Danmark, eksporteres, mens langt det meste elektronik, der bruges i Danmark, kommer fra udlandet, ikke fra EU-området, men fra Østen som bekendt. Det vil jeg også godt lige slå fast for at vise dimensioner i det her, vi taler altså om noget, der virkelig går på tværs af grænserne. Vi taler om varer, som vores borgere vælger i de tilfælde, de gerne efterspørger. Med hensyn til alliancer så er det ikke sådan, at vi leger røvere og soldater, altså vi prøver at holde os orienteret. Vi bruger ca. 1 ½ pct. af det plast, der bruges i Vesteuropa, det bruger man i den danske plastindustri. Nu er det jo ikke sådan, at man stemmer efter, hvor meget man bruger. Selvfølgelig er vi til stede og diskuterer eller prøver også at have den samme fornuftige holdning i de fora, som vi har herhjemme. Men det er klart, at det er jo ikke os, der flytter og afgør et problem eller de her spørgsmål i internationale fora. Herhjemme vil jeg pege på, at vi faktisk støttede i sin tid - det var et initiativ, som Dansk Industri tog, men som vi var med til at stifte, at man støttede faktisk - opstarten af det strategiske forskningsprogram vedrørende østrogenlignende stoffer med brev til forskningsminister og miljøminister formentlig også, eller hvad de nu hed dengang ministrene. Vi har været meget interesserede i den her diskussion og fulgt den. Altså vi har ikke nogen - vi følger det her, og vi prøver at være nuancerede. Men vi er jo praktiske folk, der er nogle maskiner, der ruller, nogle varer, der skal afsættes. Derfor skal vi have nogle svar, vi kan bruge til noget. Så længe vi ikke har nogen svar, vi kan bruge til noget, så må vi sige til politikerne, altså at der er to sider af enhver mønt. Man skal altså kigge på benefit og kemikalier, når man diskuterer kemikaliepolitik, ellers så fører det ingen vegne. Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Ja, det var til Mette Boye: Nu kommer der jo nogle kraftige besparelser på hele informationssiden på miljøområdet. Jeg har ikke fuldt overblik over det. Men når nu besparelserne er gennemført, hvor er det så, at borgerne kan regne med at få viden omkring de her hormonlignende stoffer. Nu har f.eks. Grøn Information og også Det Økologiske Råd med jævne mellemrum udsendt information om, hvordan at vi borgere kan undgå diverse stoffer. Det synes jeg dog er det mindste. Hvis vi ikke kan gå ind og forbyde dem eller mærke dem, så må vi på en eller anden måde gøre det, vi kan for at sikre, at borgerne så kan træffe kloge valg. Men hvad er der tilbage, når besparelserne er gennemført. Du sidder ude i miljøet. Du må have et godt overblik over det. Ordstyrer: Du får ordet, og det Elsebeth Gerner spørger om, det er besparelserne på råd, nævn og puljer ikke - ja, og forskning. Mette Boye: Jeg har ikke tænkt mig at udtale mig generelt om nedskæringerne på råd, nævn og puljer selvfølgelig. Men i forhold til miljøområdet og i forhold til specifik information omkring f.eks. hormonforstyrrende stoffer så kan man sige, at det har selvfølgelig en betydning, at f.eks. miljøorganisationer som Grøn Information 69

72 og Det Økologiske Råd er blevet beskåret i form af, at den Grønne Fond er blevet nedlagt. Men som et konkret eksempel kan man give, og som også - synes jeg - adressere de argumenter og de betænkninger, som Peter Skov fra Plastindustrien har, så kan jeg sige, at vi sammen Det Økologiske Råd og Danmarks Naturfredningsforening og Grøn Information lavede en liste, en såkaldt 0-liste over produkter, der ikke indeholder brommerede flammehæmmere. Brommerede flammehæmmere er også stoffer, der er mistænkt for at have hormonforstyrrende effekter, og derudover har det en lang række andre skadelige effekter. Det, vi gjorde, det var så at henvende os til de forskellige industrier og producenter, og der var faktisk masser af producenter, der var i gang med på elektronikområdet at substituere de her stoffer, fordi de havde hørt om, at der var forbud på vej osv. Så der er jo også progressiv industri, man godt kan bruge til nogle ting. Og vi lavede sådan en liste og har lagt den på nettet, og det er selvfølgelig sådan nogle ting, som vi ikke kan gøre længere, i hvert fald ikke i det regi, som vi har plejet at kunne. Men jeg synes, at det er et meget godt eksempel på, hvordan man også kan bruge de progressive kræfter fra industrien i samarbejde med f.eks. nye organisationer til at skabe information til forbrugerne. Peter Skov: Jamen jeg glæder mig da over, at Mette Boye har opdaget, at der er virksomheder, der er ansvarlige, som tænker sig om og overvejer tingene. Det er jo det generelle billede. Det er jo ikke noget, virksomhederne går og fortæller om. Altså det er meget få virksomheder, der bruger sådan noget her i markedsføring og den slags. De fleste tænker selvfølgelig grundigt over det og samler den viden ind, man har, og ser, hvilke muligheder, der er. Og det kan jo selvfølgelig ærgre mig lidt, at det overrasker dig, at det er sådan, men det er det faktisk. Der er en af vores gamle, nu afdøde, fabrikanter, som producerede toiletsæder ovre i Ry. Han sagde altid, jamen det med miljø, nede på Ry Højskole der snakker de om det, heroppe gør vi noget ved det, sagde han. Niels E. Skakkebæk: Det var også lige det her med samarbejde. Ud over industrien og Grøn Information osv. så vil jeg sige, at et forskningscenter, hvis det kunne blive genetableret, det nedlagte, så vil jeg tro, at det også kunne have en meget vigtig funktion som informationskilde, idet det jo viser sig, at en del af informationerne kan være stærkt overdrevne, og nogle af dem, der er bedst til at vurdere lødigheden af oplysningerne, er jo faktisk forskere, der sidder og laver lignende projekter. Så den bedste garanti for, at man her i landet får en god information, er jo, at man har nogle aktive forskere på de forskellige områder, så man er i stand til at vurdere resultaterne, som kommer til os fra udlandet. Inger Bergmann: Det var kun for at samle lidt op på Skakkebæks spørgsmål om påvirkningen med hormonforstyrrende stoffer og Sverige, og så Mette Boye, der siger, at forbrugerprodukter slet ikke er et område, der bliver løftet. 70

73 Der vil jeg bare sige, at det, der jo bliver et fokus nu, er, at der sker en omsiggribende revision af den nuværende kemikalieregulering med det nye REACH-system, og i det er der elementer af hormonforstyrrende stoffer inde. Og et af de vigtige områder er jo netop produkter, som er et område, som i dag er meget svært at håndtere, og som jo specifikt er blevet udpeget som et område, der skal tages af i hvidbogssammenhænge. Så på den måde forstod jeg ikke helt, hvad det var, du sagde der. I hvert fald, vi har jo ikke set endnu, hvad det er for et udkast, der kommer fra Kommissionen, men det er i hvert fald et problemfelt, som Kommissionen også er opmærksom på. Tak. Nicolai Wammen (S): Nu var Inger Støjberg og jeg nødt til at være henne at stemme, og derfor kan emnet have været berørt, mens vi var væk, og derfor beder jeg om forståelse for, hvis jeg spørger om noget, der har været bragt op. Men vi har EU-formandskabet meget tæt på. Og vi har nu været inde på, at de løsninger, der skal findes på de problematikker, vi har med at gøre her, skal ses ikke mindst i en EU-sammenhæng, hvis de skal have nogen større effekt. Og vi har også hørt, hvilke tiltag der allerede er taget på kommissionsniveau, og de skal selvfølgelig implementeres og gøres præcise. Men jeg vil godt spørge, fordi jeg går ud fra, at man allerede nu i bl.a. ministerium og Miljøstyrelse sidder og forbereder det kommende formandskab, og spørgsmålet er en anelse politisk, så hvis du vælger at sige, at det hører miljøministeren til, så har jeg forståelse for det, på den anden side synes jeg, at det er væsentligt at få oplyst, ikke mindst for det her forum: Er der nogle nye tiltag på vej under det danske formandskab? Har man noget i skuffen fra den danske regering, der kan bringe processen videre? Altså ikke bare arbejde videre med det, der allerede ligger, men nye konkrete tiltag, fordi så går jeg ud fra, at man allerede har det inde i sine tankebaner i forhold til at forberede det kommende EU-formandskab. Og hvis man har, ville det selvfølgelig være dejligt, hvis vi kunne høre det og høre, hvilken prioritet vil spørgsmålet om hormonforstyrrende stoffer have på miljødelen af formandskabet? Inger Bergmann: Altså jeg kan ikke svare mere præcist, end jeg gjorde lige til Elsebeth Gerner. Jeg kan sige, at vi venter på Kommissionens udspil på baggrund af hvidbogen om den nye kemikaliestrategi, og den, håber vi, ligger til sommer. Og miljøministeren lægger vægt på kemikalieområdet... og derfor må vi se, hvad der kommer, og det vil så, afhængigt af hvad der ligger på bordet der, være noget, der vil blive gjort plads til. Nicolai Wammen (S): Men bare for en god ordens skyld: Som det ligger nu, er der ikke noget, men man afventer... Inger Bergmann: Jeg kan ikke svare dig mere præcist. Du spurgte til de hormonforstyrrende stoffer, og de går ind i en del af REACH-systemet. Nicolai Wammen (S): 71

74 Fair nok. Mogens Werge: Det var til Peter Skov. Jeg ville da godt, selv om jeg ikke kender plastindustriens miljøpolitik i detaljer, give dig mulighed for at sige, at I også synes, at forebyggelse er bedre end rensning. Altså jeg er jo enig i, at man skal rense der, hvor man kan, hvis man har mulighed for det, men jeg går ud fra, at I også støtter, at man skal forsøge i virkeligheden at gribe an ved kilden. Den anden ting, jeg vil sige - det er heller ikke et spørgsmål som sådan, men en kommentar - altså jeg deler jo delvis dit synspunkt omkring, at det er international regulering, men jeg synes også, det er meget karakteristisk, at du siger, at det her skal gribes an på EU-plan. Og når du så bliver anholdt på det, så hedder det lige pludselig WTO eller et eller andet, hvad hedder det, på verdensplan i hvert fald. Og jeg synes i hvert fald i den forbindelse, når man taler om alt det her med de relative konkurrencefordele og begrænsningerne, så hører det vel også med, at dansk industri eller danske industrivirksomheder kan opnå nogle fordele ved det her. Det hører vel med i det samlede billede. Peter Skov: For det første går jeg ud fra, at det spørgsmål om forebyggelse kontra rensning bare var for at få sagt, at du har den opfattelse, og det er da sådan set et punkt, hvor vi er fuldstændig enige, det er jeg helt enig i. Men jeg siger på den anden side, ligesom man har gjort i miljøpolitik igennem alle de år, hvor man har ført den, sagt, jamen rensning er altså også noget, der kan være fornuftigt, ikke? Så det ene udelukker ikke det andet. Men det er du formentlig også enig i, Mogens. Det med EU-planet og det, jeg nævnte. Altså jeg kan ikke gøre for, at vi køber radioer og elektronikprodukter fra Øst eller fra Asien; det kan jeg simpelt hen ikke gøre for, Mogens Werge, sådan er det bare. Og det samme, når det gælder medico, så kan jeg ikke sige til de virksomheder, der eksporterer medicoudstyr, at de skal lade være med at eksportere det til Asien og USA og andre lande. Men det, jeg siger, er, at hvis vi skal gøre noget ved det her, så det batter noget, så er det EU-niveauet, vi skal ramme. Vi skal selvfølgelig også ramme et internationalt niveau. Men jeg siger ikke, at det, at vi skal ramme det internationale niveau, gør, at vi ikke skal agere på EU-niveau, fordi det er klart, der er en grænse. Så med den nuance håber jeg, at det er klart, at det ikke var tænkt som en dårlig undskyldning, men som en påpegning af, at det i hvert fald dér vil have nogen effekt. Ordstyrer: Nu er vi ved at nærme os slutningen af det her punkt. Der er tre, der lige har bedt om ordet, dem tager vi så på én gang efter hinanden. Og det er kommentarer eller spørgsmål. Og det er først Jens Jørgen Larsen. Jens Jørgen Larsen: Nu har vi ved flere lejligheder argumenteret for, at det er vigtigt, at forskningen er koordineret og tværgående i en form for centerdannelse. Og der vil jeg endnu en gang fremhæve det EU-projekt, som både Rigshospitalet og vi er på vej ind i i en 4-årig periode, hvor der foruden kravet om forskning stilles krav om information. Og det har jeg også sagt tidligere: Forskning er jo ikke noget værd, 72

75 så længe resultaterne ligger i skuffen. Så det er et krav til centret, at man informeret om det, der foregår. Det er også et krav, at det ikke er en lukket kreds af institutter, men at man knytter satellitinstitutter, så man altså fører en åben politik i den forskning. Og for øvrigt omfatter forskning kombinationer af stoffer; det synes jeg også er et skridt i den rigtige retning. Finn Bro-Rasmussen: To korte bemærkninger. Den ene det er vedrørende spørgsmålet om produkter. Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at produktproblematikken bliver trukket ind. Vi kan ikke klare de problemer, vi diskuterer i dag, alene på en kemikaliepolitik. Og det er skammeligt, at vi har en situation i dag, hvor man kan komme med regler og stille restriktioner op for kemikaliehåndteringen, som ikke kommer igennem i produkterne, sådan at industrien kan fortsætte med at bruge dem. Det er bl.a. derfor, det er nødvendigt at få mærket, sådan at man kan se, at det bliver brugt. Det må være et minimum. Og der vil jeg så glæde mig til, at Peter Skov ikke behøver at skjule sine gode gerninger, og at man kan få dem frem, når vi får det løst, det problem. Den anden bemærkning er spørgsmålet om potens af de virkninger, vi taler om, påvirkninger af mekanismer, vi taler om. Der vil jeg godt advare imod, at man i for høj grad prøver at kigge på og ligesom nedtone betydningen af industrielle kemikalier i denne her sammenhæng, fordi de har en lavere potens end de naturlige østrogener. Man må ikke glemme, at det naturlige østrogen, østrodiol, som findes i organismen, er et stof, som produceres med henblik på at virke i et kort øjeblik, momentant, i en situation, hvor organismen skal reagere, i det her tilfælde med en ægløsning, og så er stoffet væk, så nedbrydes det, så forsvinder det. Industrien har pillet ved det stof og lavet det om til en anden konfiguration, således at det holder sig i 24 timer, sådan at man kun skal tage en pille hver morgen. Og det er et tidsperspektiv, som ligger, og som er utrolig vigtigt, når vi så går over til de industrielle kemikalier, som findes hele tiden, som ikke nedbrydes, som går ind og lægger sig i kroppen, og som vi går rundt med i kroppen. Derfor er potensspørgsmålet ikke bare løst ved at tale om en virkning af et stof i en given mængde og på et givent sted; det er også et spørgsmål om den tid, det har til at virke i. Derfor vil små og store mængder af industrielle kemikalier være helt anderledes oppe i en helt anderledes bedømmelsessituation end det, der gælder for de naturlige østrodioler. Jeg synes, det skal siges, fordi der er blevet refereret til nogle af de bemærkninger heri fra Henrik Andersens papir, og det er helt klart, at sådan, som det i øjeblikket står, uden et tidsperspektiv, så er det, jeg er lige ved at sige, ubrugeligt til en sammenligning. Tak. Niels E. Skakkebæk: Det var lige en kommentar om det med rensning af spildevand. Det er bestemt ikke mit område, men jeg er lidt bange for, at vi kommer herfra med den fornemmelse af, at hvis bare vi rensede spildevandet, så ville vi slippe af med 80 pct. eller 90 pct. Det er vel heller ikke det, I siger, men sådan kunne man godt fornemme det, fordi det, som du og jeg udsættes for i det daglige af hormonforstyrrende stoffer, det er nok mest det, vi får igennem kosten. Det er også pesticider på den frugt, som kommer til os fra udlandet, du var selv inde på, at vi importerer også det ene og det andet. Så der er en masse - det er 73

76 formentlig bare en lille del af det - men selvfølgelig skal man da rense det og gøre det så godt som muligt. Men det, jeg så lige vil komme med til sidst, er industriens forhold til forskning. Det var du selv inde på, at I selv har sendt et brev til ministeren og foreslået, at staten skulle betale nogle penge. Men jeg ved ikke, om I selv har betalt noget. Men den kemiske industri i Europa har jo vist sig velvillig her, og her synes jeg, der er et problem for industrien, når det drejer sig om forskning. Jeg synes, industrifolk skulle sætte sig sammen, plastindustri og kemisk industri, og beslutte sig for at stille nogle forskningsmidler til rådighed på det her punkt. Men vel at mærke sådan, at de blev givet til kvalitetsprojekter. Det, der var galt, da CEFIC - jeg ved ikke, om du kender den organisation - de besluttede sig for at ville give nogle penge til forskning på det her område. Jeg var tæt involveret i det, det skulle gives igennem European Science Foundation, så pengene kunne deles ud uafhængigt til de bedste forskere, til de bedste projekter. I sidste øjeblik satte CEFIC's ledelse sig imod. Man ville selv give pengene ud til de forskere, som man syntes bedst om. Og det er på den måde, at CEFIC støtter i øjeblikket. Så hvis industrien virkelig vil være troværdig på det her område, så kunne I egentlig gøre virkelig meget ved at komme op med nogle penge, give dem til en fuldstændig uafhængig organisation med nogle kvalitetsfolk, som kunne beslutte, hvem der skulle have pengene, enten industrien nu kunne lide forskeren eller ej. Se, så skulle I se, så ville I få noget kvalitetsforskning for jeres penge. Peter Skov: Det vil jeg gerne kommentere. Det første først omkring det med spildevandsrensning. Altså det, jeg brugte det som et eksempel på, det er et initiativ, som man kunne tage nationalt for at komme nogle af de problemer, vi finder i søer og vandløb, til livs. Altså jeg har læst de her papirer rimelig grundigt igennem, og noget af det, der slår mig, er en bekymring for, hvad der sker med fisk og andre dyr i vandløb, og her har vi altså en omkostningseffektiv måde at tage fat på det problem på. Men så er jeg i øvrigt fuldstændig enig med det, som Skakkebæk siger, at man løser jo ikke alt med... ja, nogle løser det med et forbud, og så er det gjort, ikke også? Jo, goddag. Men hvis man vil løse det her differentieret, så er det her et initiativ, man kan tage i Danmark, uden at det i og for sig ville skade nogen som helst, men det ville være et fornuftigt tiltag. Omkring det med forskning. Jamen der er det jo sådan, at det, virksomhederne typisk koncentrerer deres forskning om, det er selvfølgelig, hvor kan man gå ind at lave substitution. Det er jo det, der har med produktion at gøre. Jo mindre virksomheden er, jo tættere på produktionen skal man selvfølgelig være. Men industrien bruger jo mange penge på forskning, også på mere bred forskning, eller hvad du vil kalde det, mere grundforskning. Men det er sværere at hente penge - det siger min erfaring mig - til den type projekter, sådan vil det være. Men i den politiske debat, der har været omkring forskning, er industrien jo gået foran og har støttet og været med til igennem flere politiske aktiviteter at støtte, at man nu skal op på en 3-procents-ramme på sigt til forskning i stedet for de 1,5 eller 2 pct., vi er på i øjeblikket. Altså vi skal op blandt de bedste i Europa, når det drejer sig om det, vi bruger på forskning. Vi skal have mere 74

77 langsigtede forskningsprogrammer, sådan så vi ikke risikerer at komme ud i den situation, vi er i her lidt, at man stopper, om jeg så må sige, en forskning, som man har gang i. Og det sidste, som jeg kan erklære mig helt enig i, det er, at have en mere åben og fordomsfri dialog mellem forskning og industri. Om det sidste vil jeg sige, at jeg ved ikke, hvor fordommene er størst, om det er på industrisiden, eller det er på forskersiden. Men jeg kan i hvert fald konstatere, at de er begge steder, så det er en fælles opgave at prøve at få den kontakt forbedret. Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Ja, det er mere en bemærkning, også for at vi lige skal være helt sikre på, at vi ikke misforstår noget. Det er rigtigt, at man kan rense for nogle af de østrogenlignende stoffer, men fordi man fjerner 90 pct. af udledningen, så er det jo ikke ensbetydende med, at man fjerner 90 pct. af risikoen. Vi ved ikke, hvilke stoffer der er værst. Så det er derfor, man skal passe på ikke at blive fanget i den der kommunikationsfælde, at hvis bare vi renser, så fjerner vi 90 pct. af alt det farlige. Det kan godt være, at vi gør det mængdemæssigt, men ikke effektmæssigt. Ordstyrer: Ja, det er lige før vi slutter nu, så det skal gå hurtigt, for vi skal videre til næste punkt, men skulle vi lige få Henrik Andersen ind? Henrik Andersen: Jeg tror, det er vigtigt at få fastslået, at de 90 pct., der bliver talt om, er 90 pct. af virkningen, det er ikke 90 pct. af stoffet. Det er sammenligning af, hvor meget virkning hvert af stofferne gør, og der siger vi, at 90 pct. af virkningen kommer fra steroidøstrogenerne. Der er måder at måle østrogenvirkningen - den forskellige måde at måle kemisk hvert enkeltstof. Ordstyrer: Så er dette punkt - jeg ved ikke, om det er udtømt - men det er i hvert fald stoppet nu, og vi får et lille sceneskift til Virkemidler på det nationale niveau med Lisbeth Seedorff fra Miljøstyrelsen, Peter Pagh-Rasmussen fra Københavns Universitet, Mogens Werge fra COOP Danmark. Villy Dyhr fra Forbrugerrådet har meddelt mig, at han kommer, så hurtigt han kan. Han er oppe til et samråd i et udvalg her i huset, og vil vende tilbage lige så snart, det er klaret. Det passer jo så fint med, at han er den sidste i rækken. Virkemidler på det nationale niveau Lisbeth Seedorff (Miljøstyrelsen) Nationale virkemidler hedder det, og det vil så sige, hvilke midler kan man tage i brug, hvis man vil nedsætte eller stoppe brugen af hormonforstyrrende stoffer eller udslippet af dem? Det vil sige, nu er vi inde i risikohåndteringsprocessen, risikostyring, risk management, hvor man kigger på, hvad er den eksisterende viden? Hvor stor udbredelse har kemikalier eller alternativer? Er der etiske aspekter? Er der noget med befolkningens accept - åben og i dialog? Ud fra det er det jo i sidste ende i bund og grund en politisk beslutning, om man vil handle eller ikke og hvilke virkemidler, der så skal tages i brug. 75

78 Det mest vidtgående virkemiddel det er forbud, et decideret forbud eller anvendelsesbegrænsning, som vi siger, hvis der er visse områder, der bliver reguleret, men ikke alle. Det kan man så gøre rent nationalt. Det har været nævnt flere gange. Danmark kan beslutte at forbyde det eller det, man skal så bare, hvis ikke det er EU-reguleret i forvejen, så skal man notificere, som det hedder. Man skal sende informationer ned, man skal virkelig kunne dokumentere, at der noget om snakken. Jeg taler af erfaring. Det koster mange, mange ressourcer, men man skal notificere, og så er der sådan forskellige andre spilleregler, som Peter Pagh kan snakke om fra nu af og 3 måneder frem. Den anden type forbud, og det er så dem, vi har mest, det er forbud, der er baseret på EU-beslutninger, og der er det sådan, at der er faktisk rigtig mange på vej - EU-forbud. Det skyldes EU's risikovurderingsprogram for eksisterende stoffer, som er - med rette eller urette - meget udskældt, bl.a. fordi det er langsommeligt. Programmet blev startet i 1993, og det er først nu i 2002, at der virkelig vælter ting ud i den anden ende. Der er utrolig mange stoffer, som er færdig risikovurderet, og hvor konklusionen er: Ja, der er grund til bekymring. Og når der er den konklusion, så skal man lave en risikoreduktionsstrategi, kigge på forskellige virkemidler og komme med forslag til, hvordan man kan reducere anvendelsen, og mange af de strategier ender med at sige, at der er behov for at forbyde - enten totalt eller delvis. Næste fase er så at omsætte det til et direktiv, og så kører det med Råd og Parlament osv. Men der er altså en hel del direktiver, der kører i forskellige stader af processen lige for tiden, herunder også nogle af de stoffer, der er i fokus, når vi taler om hormonforstyrrende stoffer. Der er et forbud på vej mod den første brommerede flammehæmmer - et total forbud, og der er et forbud, der bliver fremlagt meget snart, et totalforbud mod brug nonylphenolethoxylater i alle typer rengøringsmidler. Så der er en hel del på vej. Så kan man også regelbaseret bruge mærkningsordninger. Vi har det på flydende kemikalier, klassificerings- og mærkningsregler. Vi har frivillige ordninger med miljømærker. Men derudover så kunne man jo politisk beslutte sig til at lave andre typer mærkningsordninger, men her skal jeg så også sige, at de skal også notificeres til EU. Andre regler, krav til affaldsprodukter kan også reducere udslip. Krav til renseanlæg som har været oppe. Udbringning af slam. Vi har grænseværdier for nogle af de her stoffers indhold i slam, fordi slammet bruges jo til udbringning på landbrugsjord, og der er en debat om grænseværdier lige for tiden. Man kan selvfølgelig sætte grænseværdierne ned, men det er jo ikke et mål i sig selv, fordi konsekvensen ville være, at vi skulle brænde slammet, målet er jo så at finde kilderne. Hvor kommer stofferne fra, og så få nedbragt eller elimineret udslip. Økonomiske virkemidler har været brugt. Peter Skov talte meget varmt og engageret om afgifterne på phthalater, men det er et virkemiddel som så mange andre, som man kan vælge at bruge eller lade være. Frivillige aftaler det har vi også prøvet med forskelligt resultat. Men vi har én succesaftale med sæbebranchen, SBT(?), den er helt tilbage fra 1987 om, at de ikke ville putte nonylphenolethoxylater i rengøringsmidler. Og der kan jeg så sige, at den fungerer, fordi vi har faktisk været ude og kontrollere, om det nu 76

79 også var rigtigt. Vi har analyseret rengøringsmidlerne, og der er ikke nonylphenolethoxylater i. Så det er et værktøj, man kan bruge, hvis en branche er velorganiseret. De fleste i branchen er medlemmer, så der ikke bliver sådan nogle free riders, som det hedder, sådan nogle, der løber friløb, som ikke er med. Information er også et virkemiddel. I Miljøstyrelsen har vi listen over uønskede stoffer, som jo er en signalliste, en blød signalliste til industrien om, at der er nogle kemikalier, dem arbejder vi med i Danmark, i EU og internationalt. I har efterlyst informationer for ligesom at vide, hvad er der gang i. Her kan I se, hvad det er, der foregår på forskellige niveauer, sådan at I i god tid kan tage det ind i jeres løbende produktudvikling eller lade være, hvis I ikke vil. Det er et fuldstændig frivilligt værktøj. Endelig er der vidensopbygning, hvor vi supplerer Ingers omtale af udviklingen af computerprogrammer. Altså det, der hedder QSAR, hvor man via computere kan forudsige noget om kemikaliers miljø- og sundhedseffekter. Det har vi arbejdet meget med i Miljøstyrelsen, og for mig at se kan det blive et fuldstændig enestående værktøj, fordi det, efterhånden som metoderne bliver bedre og bedre, så faktisk som punkt 1 kan bruges til, at vi ikke skal have alle de plagsomme dyreforsøg, som bliver debatteret så meget lige for tiden. Med tiden burde man kunne reducere brugen af dyr til at afprøve kemikalier væsentligt, der hvor de her modeller er præcise. Den anden ting er, at i det øjeblik modellerne fungerer, jamen så kan industrien jo bruge dem, når de udvikler nye kemikalier, køre dem igennem programmerne og sige, hov det her har tilsyneladende østrogenlignende effekt, eller det er kræftfremkaldende, så det vil jeg slet ikke producere, og så kommer det jo faktisk slet ikke ud på markedet, så for mig at se er det et ekstremt vigtigt værktøj eller virkemiddel. Ja, det var det. Ordstyrer: Så har Villy Dyhr fra Forbrugerrådet fundet sin plads i panelet, så velkommen også til dig. Og den næste det er Peter Pagh. Peter Pagh-Rasmussen (Københavns Universitet) Ja, jeg vil prøve at tage udgangspunkt i det, der står, det er, hvilke handlemuligheder har de nationale aktører, og den mest naturlige måde at starte med at besvare det spørgsmål på, det er jo at sige, hvilke rum er der tilbage i forhold til EU-reglerne, og hvis det skal siges meget kort og med de mange nuancer, som kan tages med, så kan man kort sige, at plantebeskyttelsesmidler der er festen lukket, der er ikke mere at diskutere. For enkelte industrikemikalier er situationen den samme, der har EU udtømmende taget stilling. Det er en relativ beskeden liste, men der kommer flere og flere på. Den gode side af konsekvensen og risikovurderingen er, nu bliver der taget stilling, der bliver gjort noget ved, at man har fundet ud af, at et stof er betænkeligt. Den anden side af det er, at så lukker festen som udgangspunkt også, så er det spørgsmål og det stof nu reguleret af EU, det skal man være klar over, sådan er systemet nu engang. Derudover i relation til, i øvrigt er der så mulighed for restriktioner, ja, grundlæggende kan man sige, at restriktioner i anvendelse, i salg, er tilladt 77

80 generelt inden for rammerne af traktatens regler om frihandel, når man anerkender forsigtighedsprincippet og substitutionsprincippet. Det er ikke nogen fri bane, man skal sagligt kunne begrunde, det skal være velfunderet osv., men det er et rimeligt rum. Der er nogle ting, man ikke kan: Mærkningsregler, altså obligatoriske mærkningsregler for det, der ligger under de farlige stoffer: Festen er lukket, det blev den allerede i EU kan ændre reglerne, men vi kan ikke lave selvstændige nye mærkningskrav, vi kan heller ikke lave selvstændige nye klassificeringsregler, det er EU, der står for dét. Det betyder ikke, at det ikke kan ændres der, og jeg er helt enig i, at det er da meget muligt, at det kan ændres, men det er ligesom rammen, vi har at agere i. Og tilsvarende så tror jeg, at der er én ting, der måske ikke er helt klar, det er i forhold til reglerne om godkendelse, altså kan vi så indføre godkendelsesordninger. Og der må man vel nok sige, at den anmeldelsesordning, der er lavet for industrikemikalier i den forstand er udtømmende. Altså alt, hvad der ligger efter 1981, de skal anmeldes og er i en vis forstand undergivet en godkendelse, hvor man tager stilling til klassificeringen. Alt, der ligger før, det er det, hvor man har sagt, oplysningspligten ligger hos myndighederne, og det er det, der har været problemet, og det, der har forsinket den undersøgelse, som er i gang under risikovurderingsforordningen. Det, som er Kommissionens nye strategi, for at sige det meget enkelt, jeg synes ikke, det er sagt helt klart nok, det er at vende det her om og sige, nu må det her stoppe, vi kan ikke leve med at have så mange stoffer, der ikke er ordentligt undersøgt. Det grundlæggende synspunkt er, de gamle stoffer må være industriens ansvar, vi lukker det hele ned, hvis vi flytter bevisbyrden fra i morgen af, fordi så har vi simpelt hen for meget, der mangler viden om, så derfor er synspunktet, at vi starter med det, man har screenet som det største og den vigtigste mængde, men i sigtet og perspektivet at flytte hele byrden, så det er industrien, der har bevisbyrden. Det er den generelle og principielle konstruktion. Jeg skal vel også så lige sige én ting så til de generelle skøn, der er tilbage omkring forsigtighedsprincippet. Der er skrevet forskellige ting her i papirerne også om forsigtighedsprincippet. Kommissionens opfattelse, og det er formentlig den, man nogenlunde kan regne med vil være den, domstolen vil lægge til grund, når den skal bedømme, om vi går for langt, det er meget kort, at der skal være videnskabelige indicier, ikke dokumentation, men der skal altså være et eller andet, der støtter det sagligt, det tror jeg også nok ligger inden for det samme rum, som både forskere og beslutningstagere her i landet ønsker, altså sådan et helt vilkårligt skud i luften er der ikke nogen, der er interesseret i. Derudover, hvis man griber ind, ja, så er der krav om nye supplerende undersøgelser, og i forhold til Finn Bro-Rasmussens om, at det bare er midlertidigt, ja, det er rigtigt, men deri ligger jo ikke andet, end at man må ikke gennemføre et indgreb, der ikke er klart funderet, uden at det følges op med undersøgelser, indtil disse enten bekræfter eller afkræfter, så det midlertidige kan være noget, der varer meget lang tid, men det afgørende er, at man altså lægger en begrænsning i dette indgreb på den måde, at man simpelt hen stiller nogle krav til yderligere undersøgelser, det synes jeg nu giver en vis god 78

81 mening. Og så er der endelig et krav om, hvor det er muligt, at man foretager cost-benefit afvejninger. Det er den måde, altså det skal så at sige være fremlagt, altså det skal i en eller anden forstand kunne dokumenteres, hvis man på enkelte stoffer, som ikke er EU-regulerede, ønsker at gå enegang. Til spørgsmålet så, vedrører det Folketinget: Grundlæggende set mener jeg, at svaret er nej. Jeg vil mene, at, hvis vi taler klassificering, det er muligt, at det er hensigten, man kan sige, at det politisk er en beslutning, om man ønsker, om vi skal have en yderligere kategori for hormonbehandlende(?) stoffer, det kan man selvfølgelig behandle i Folketinget, men det giver en række afgrænsningsvanskeligheder, som Miljøstyrelsen synes jeg meget rigtigt har påpeget. Det er ikke helt så nemt, jeg mener godt, at man kan politisk antyde vejen, men så længere kan man i virkeligheden ikke gå, for det er ret kompliceret det her. Hvad så angår de øvrige spørgsmål, ja så er der sådan set, kan man lave nogle restriktioner? Ja, det kan man jo godt på nogle stoffer. Men skal vi bruge lovgivning? Næ, det skal vi ikke, der er rigelige hjemler. Jeg vil sige, i 1989, da man var så glad for at få tilstrækkelig hjemmel, og så har man smidt tre ekstra ud, så hvis man faktisk vader rundt i dem, der er et par stykker af dem, det endnu ikke er lykkedes at bruge, så det er jo ikke hjemler, der mangler. Folketinget har givet det mandat, der skal til for at gribe ind i forhold til de her stoffer, hvor man skønner, det er nødvendigt, så der mener jeg, der er festen forbi, eller den er ikke forbi, men der har man sådan set gjort det, man skal gøre, altså der er ingen grund til at gå videre. Så er der de andre spørgsmål: Udledning til vandmiljøet: Det kan jo godt være, at det kan være relevant med rensningskrav. Igen, jamen den bemyndigelse ligger i miljøbeskyttelsesloven. I forhold til affaldshåndtering: Det kan godt være, at det er relevant, den bemyndigelse ligger i lovgivningen. Så er spørgsmålet: Jamen Folketinget skal de ikke høres, når man begynder at stramme rensningskrav eller begynder at forbyde stoffer? Det kan man jo have forskellige opfattelse af. Min opfattelse er, at jeg tror egentlig ikke, at Folketinget, al ære og respekt, men er den mest kyndige forsamling af kemikere, der kan bedømme de mest komplicerede spørgsmål, som forskere tottes om. Jeg mener, at der må man sige, det skal ligge på forskersiden, på sagkundskaben, det skal ligge hos nogle beslutningstagere, og vi har de fornødne bemyndigelser i lovgivningen. Folketingets opgave det må være at sige: Ønsker vi at rykke på de kriterier, men de kriterier, der er kommet til udtryk, og som har begrundet indgreb, dem har man lagt ind og givet de fornødne bemyndigelser, og derfor er det selvfølgelig vældig interessant at diskutere, det er slet ikke det, men det mener jeg er rammen. Ordstyrer: Tak til Peter Pagh. Og så er det Mogens Werge. Mogens Werge (COOP Danmark (FDB)) Ja tak. Jeg er her som repræsentant for detailhandlen, men det er jo nok ikke for hele detailhandlen, fordi vi er i COOP Danmark, altså som vi kender som 79

82 FDB, måske lidt anderledes med hensyn til et punkt som f.eks. forbrugertryghed, men jeg kan overlade til jeres fantasi at sige, hvad for noget af det, jeg siger, som måtte være gældende for alle i detailhandlen, og hvad for noget, der er gældende for os. Jeg kan også tage fat dér, hvor Peter Pagh slap, at det her er for kompliceret et emne i virkeligheden måske for politikere og måske i hvert fald også for forbrugerne til at håndtere. Men hvis vi kigger på, hvad muligheder der trods alt er, altså man kan sige, der er, hvad vi har talt om mange gange her i dag, et direkte styringsmiddel, som hedder forbud, der er en hel masse begrænsninger i dét, men det er dog en mulighed, og det er da en mulighed, som jeg synes, at man skal benytte sig af i videst muligt omfang, det overlader jeg ikke til forbrugerne at gå og finde ud af, hvad der er op og ned på det her, og det overlader jeg ikke til konkurrencen at finde ud af, hvad der er op og ned på det her, det gælder jo i princippet for os alle sammen. At der så er nogle begrænsninger, det lader jeg dem, der har forstand på dét, rode med. Så er der alle de indirekte styringsmidler, og jeg synes, det mest oplagte selvfølgelig det er, eller jeg vil sige, man kan anvende de her indirekte styringsmidler i forskellige ender af problemstillingen. Altså det ene er, at man kan forsøge at få forbrugerne til at købe de rigtige varer, og der er miljømærkning selvfølgelig den mest oplagte måde, vi har at gøre det på, en miljømærkning, hvor vi har en vis sikkerhed for, gennem de kriterier, der er udviklet, at man undgår de her mest ubehagelige kemikalier. Det er bare også nogle begrænsninger i det her, de miljømærkede produkter, det er relativt få, vi har i forretningerne. I en butik med måske varenumre der er der måske 100 af dem, der er miljømærkede, så det er jo en lang vej at gå. Det er ikke miljømærkning, der løser det her problem, men det kan være en del af løsningen. Og der gælder det selvfølgelig om for politikere, og der har man en rolle at spille, at man forsøger at rydde de værste blokeringer for miljømærkning af vejen, eksempelvis ved at gøre det billigere at blive miljømærket i stedet for, at det er det omvendte, at forureneren betaler-princippet, så det mener jeg, der er en opgave dér. I har også en opgave i forhold til en bevilling omkring at gøre miljømærkerne kendte for forbrugerne, altså fordi det er, altså med så få varer, som der i virkeligheden er miljømærkede, jamen så er der brug for, at der bliver støttet op bag informationskampagner i videst muligt omfang, fordi det tilskynder så både detailhandelen og producenterne til at bruge miljømærkerne, for de kan se formålet med dem ude på markedet, og så kommer vi ind, så bliver der flere i den gode cirkel, så bliver der flere varer, der er miljømærkede, og det betyder selvfølgelig, at endnu flere forbrugere kender mærket og efterspørger dem, og så skulle det gerne rulle lidt. Så er der nogle andre indirekte ting. Der er afgifter eksempelvis: Jamen det har ikke ret meget med forbrugerne at gøre. Altså afgifter på de her kemikalier, altså i givet fald så er det jo et signal til producenterne om at bruge mindre af de her stoffer, men altså fordi man putter afgifter på nogle kemikalier, som måske bruges i forbavsende små mængder, det er ikke noget, der flytter forbrugernes valg, det tror jeg simpelt hen ikke på. Og så er der hele diskussionen omkring oplysning, mærkning og alle de her ting. Det er klart, at det kan gøre noget, men som jeg har sagt tidligere i dag, at det er en form for ansvarsforflygtigelse, man skal være opmærksom på. 80

83 Selvfølgelig, når alle andre muligheder er udtømt, eller som supplement til andre muligheder, så kan det da være godt at give forbrugerne noget information, og jeg synes, man skal skelne mellem en mærkning, hvor man altså, som jeg har hørt nogle har foreslået, lidt nærmest en faremærkning, altså at der skulle stå på det her produkt:»lad være at købe mig, jeg er østrogenlignende«eller sådan noget. Det har vi ikke lyst til, fordi vi tror ikke rigtig på, at det er den måde, man sælger varer på. En sådan tvungen mærkning kunne selvfølgelig hjælpe i kraft af, at det kunne nok være, at hvis den var tvunget - det kan jeg så høre på Peter Pagh, at det kan man nok slet ikke lave - men hvis den var tvunget, så ville det jo nok få producenterne til at overveje, om det var den mest kloge ingrediens, de brugte i det her, så på den måde ville det have en betydning, men i forhold til forbrugerne der er det en håbløs ting. Man kan gøre noget andet: Man kan bruge en udvidet varedeklaration selvfølgelig, og det er en hårfin balance, ikke. Man kan sige, det ene er på forsiden, og det andet er på bagsiden, og det gør vi i hvert fald, altså sådan, så folk i det mindste ved, hvad der er i, men jeg synes ikke, det som sådan er den måde, man skal styre det her igennem på. Så er der alle de frivillige aftaler, dem er der også blevet sagt lidt om: Ja, det kan være en god ting. Nogle gange virker de, nogle gange virker de ikke. Det er rigtigt, der er en med SPT, som, nu er vi godt nok ikke medlem af SPT, men som vi selvfølgelig også overholder, men der er jo også eksempler på andre frivillige aftaler, som har lidt under de her ting. Så kan man sige til os: Jamen kan I ikke bare lade være at købe dem, fordi vi er jo heldigvis ikke underlagt de begrænsninger omkring EU, og hvad man må, og hvad man ikke må, for vi bestemmer jo suverænt, hvad der skal være på vores hylder, eller vi siger, forbrugerne bestemmer, hvad der skal være på vores hylder, og det er altså ikke helt så enkelt heller, og det vil jeg godt lige bruge 2 minutter på. Der er, det gør vi selvfølgelig, vi stiller nogle krav, dels til, hvad varer, vi vil forhandle, og dels stiller vi krav til de varer, til de leverandører, vi har, og til de varer, de leverer til os. Grundlæggende er der to forskellige muligheder dér. Det ene det er det, vi kalder vores egne mærker, og det er klart, der bruger vi, i princippet kan man sige, vi bruger forsigtighedsprincippet på dét, den viden, vi har, også selv om det ikke er en fuldstændig cementeret viden, den putter vi så vidt muligt ind i vores egne mærker og kan på den måde stille de krav til de producenter, der laver vores egne mærker, sådan så at vi har ret stor sikkerhed for, at de ting er i orden. Vi har også udviklet et værktøj med støtte fra Rådet for Renere Produkter, som sætter os bedre i stand til at stille de her krav, hvor vi går ud og laver en screening på markedet om, hvad er egentlig status for indhold af forskellige ubehageligheder i de varer, vi måtte have, og dermed bliver vi bedre i stand til at stille krav. Den kan I finde på vores hjemmeside, det værktøj. Men så har vi en anden problemstilling. Det er selvfølgelig de internationale mærkevarer eller de danske mærkevarer, der er vores magt som detailhandelsvirksomhed jo meget mindre. Vi kan bestemme selv, hvad der skal være i vores egne mærker, men hvis vi går til de store multinationale inden for vaske-/rengøringsmidler, for at tage et helt tilfældigt eksempel, jamen så er det meget begrænset, hvor meget, vi kan stille krav om her. 81

84 Vi kan selvfølgelig ultimativt melde produktet ud, og der har vi jo altså igen det her problem, at hvis det er en kendt mærkevare, der intensivt markedsføres via tv-reklamer og i øvrigt kører hos vores konkurrenter, jamen så får miljøet, sundheden får det ikke meget bedre af, at vi melder det ud, men vores konkurrenceevne svækkes, og så er der ikke ret mange, der er blevet lykkeligere andre end vores konkurrenter, så det er ret meget op ad bakke på det dér. Så har vi den mulighed, at vi selvfølgelig kunne gå sammen med vores nationale kollegaer, Dansk Supermarked og købmændene, og stille nogle af de her krav. Det har vi prøvet lidt, det har vi ikke haft stor succes med, det er måske, fordi de ikke har helt samme syn på det her. Vi er blevet her fra 1. januar en del af en nordisk koncern, som er Nordens største, og det er klart - det hedder COOP Norden - hvor vi nu begynder at købe ind sammen med svenskerne og nordmændene, og det er klart, det forbedrer vores krav... eller vores muligheder for at stille sådan nogle krav, men det er stadig væk en ret tung vej. Jeg vil godt slutte med at sige, som jeg også har skrevet i mit papir, at markedet kan en hel masse. Markedet kan først og fremmest supplere de andre styringsmidler, men det eneste, vi ikke må, det er at overlade reguleringen af det her til markedet, fordi det går ikke. Vi kan ikke gøre det alene, det er altså noget, vi skal have politisk hjælp til. Ordstyrer: Ja tak. Det er jo et spændende panel, og vi får klart tilkendegivet rammerne for vores viden og rammerne for, hvad vi ikke skal blande os i, og også defineret, hvad det er, vi skal blande os i. Og det er jo fint. Lad os nu se, om det er det, vi arbejder ud fra, når denne her høring er slut. Villy Dyhr (Forbrugerrådet) Ja, jeg synes, der er brug for jer, hvis jeg skal sige noget som udgangspunkt. Jeg vil sige tre ting eller svare på tre spørgsmål: Hvad kan myndigheder og politikere gøre? Hvad kan erhvervslivet gøre, og hvad kan vi som forbrugere gøre? Og jeg vil selvfølgelig fokusere mest på det sidste. Men lad mig lige slå fast: Der har været sådan en del videnskabelige diskussioner her tidligere på dagen. Altså i Forbrugerrådet mener vi, at vi står over for nogle reelle problemer. Vi har nogle produkter, der indeholder nogle af de her stoffer, som forbrugerne smører på sig af den ene eller den anden grund, eller nogle produkter, som de sætter deres børn til at lege med, eller hvad de nu gør med dem. Så der er nogle problemer her, som skal håndteres. Det kan godt være, lovgivningen er god nok, men så bliver den ikke udnyttet fuldt ud, og det, må jeg så også sige, det er nok også en opgave for politikere at sørge for, at man udnytter de beføjelser, der er. Man kunne selvfølgelig sige - og det er der heldigvis ikke ret mange, der gør her - jamen hvorfor køber forbrugerne så de her farlige produkter. Og det gør forbrugerne jo typisk, fordi forbrugerne ikke har noget valg. Enten fordi der ikke er noget alternativ, eller fordi den information, der er, er utilstrækkelig. Man får simpelt hen ikke at vide, at man løber en risiko eller en potentiel risiko, eller endnu værre: at man får det at vide, men med så små bogstaver og på bagsiden og på en måde, hvor man overhovedet ikke kan forholde sig til det. Det skal jeg da ikke afvise, så derfor det med information er ikke nødvendigvis nok, men det er da altid et skridt på vejen. Men jeg tror også, at forbrugerne gør det her, fordi de fleste danske forbrugere, sådan helt normale 82

85 mennesker, altså alle andre end os, der sidder her i dag, kan simpelt hen ikke forestille sig, at man kan købe noget i danske butikker, som er farligt at bruge eller potentielt farligt at bruge. Det tror jeg simpelt hen, hvis I går ud og spørger folk, de tror ikke på, at det er sådan, det er. De er sikre på, at det har politikerne, det har myndighederne og, ikke mindst, det har det ansvarlige danske og internationale erhvervsliv da taget hånd om. Men sådan er virkeligheden jo desværre ikke. Hvad kan vi så gøre ved det? Ja, vi kan jo forsøge at få de farlige stoffer væk, eller vi kan sørge for at få vurderet de stoffer, der er, og så kun bruge dem det er acceptabelt at bruge. Og der er jo en lang række virkemidler, som vi har talt om: forbud, afgifter, information, aftaler osv., og dem vil jeg lige løbe forbi. I udgangspunktet er det jo ikke særlig svært: Hvis der er noget, der er farligt, så skal man jo forbyde det. Så er problemet så, jamen det kan vi ikke undvære. Jamen så må man jo sætte en ambitiøs korttidsfrist og sige, jamen så får I 3 år til at finde en erstatning. Så kommer man langt, og så fremmer man jo altså også udvikling og konkurrenceevne og innovation i det erhvervsliv, som man henvender sig til, og det er jo også kun en fordel for alle parter. Hvis man så skal laborere lidt på det, det er jo også en anvendelse af forsigtighedsprincippet, fordi jeg tror egentlig, at den sande fadder til forsigtighedsprincippet er A.P. Møller, som jo i sine virksomheder introducerede det begreb, der hedder rettidig omhu. Hvis der er et eller andet ude i horisonten, der måske kan vise sig at være problematisk, så skal vi tage højde for det allerede nu og manøvrere uden om det isbjerg, som vi kun lige aner konturerne af langt ude. Og det er lige præcis det, der er ideen i forsigtighedsprincippet. Så jeg håber da, at erhvervslivet også på det her punkt vil tage ved lære af A.P. Møller, som jo er en ganske veldreven virksomhed på mange måder, og som har nogle sunde principper. Afgifter. Ja, det er jo godt. Afgifter er altid effektivt. Vi i Forbrugerrådet tror på markedet som det mest effektive middel til at få tingene til at fungere, og hvis det er dyrt at gøre noget skidt og billigere at gøre noget godt, så gør langt de fleste noget godt, hvis man sådan skal sige det overordnet. Og vi er også glade for, at man er begyndt at introducere afgiftsinstrumentet på det her område. Der mener jeg nu godt, at man fra politisk side kunne bede myndighederne overveje, om man ikke kunne gøre det lidt flere steder. Så kan man så komme med noget information til forbrugerne, altså sådan noget, der er på forsiden af produktet, som forbrugeren kan forholde sig til. Og der kan man så overveje, hvad er formålet med det. Det ene formål kunne jo være at sige til folk: Verden ser slet ikke ud, sådan som I tror. Og så skulle man selvfølgelig sætte et mærke på alle de produkter, der indeholdt kemikalier og stoffer - og det var jo så hele vejen rundt - som ikke er vurderet. Det tror jeg ikke, der vil være politisk opbakning til. Jeg tror heller ikke, erhvervslivet vil bryde sig om det, og Mogens ville heller ikke sælge en eneste vare, fordi det ville være stort set alle varer i butikkerne, der ville få det her mærke på. Men det ville nok i hvert fald være sådan en lille opkvikker til de fleste forbrugere, der såmænd nok ville gøre, at de ville banke på døren til Christiansborg og sige, nu må I altså gøre noget. Men det gør vi ikke. Vi lader dem leve i uvidenhed, fordi vi ikke rigtig kan håndtere problemet. Det betyder ikke, at vi ikke kan give dem nogen informationer. Man kunne jo godt lave noget:»indeholder stoffer på listen over uønskede stoffer«, f.eks. Sådan ovre i den der»lille faresignal«, jeg tror ikke, den skulle være rød, den skulle være gul eller sådan noget, det lille mærke her. Det kunne man gøre, hvis 83

86 det var sådan, at man ville gøre folk opmærksom på, at hvis de vil løbe en risiko eller ikke vil gøre det. Man kunne også lave tryghedsskabende foranstaltninger og sige: I de her produkter har vi kun stoffer, som er vurderet til ikke at have nogen sundhedsog miljøskadelige effekter. Det ville jo være sådan en god positiv mærkning, og jeg har svært ved at forestille mig, at det ikke er noget, erhvervslivet ville gribe med kyshånd, fordi der er jo alle tiders potentiale i at gå ind og være sådan en first mover og levere den vare, som gør forbrugeren tryg, og som er godt for miljøet også i de kommende generationer. Så altså mærkningsdelen, der er mange muligheder afhængigt af, hvilket formål der er. Og der er også forskellige aktører, der kan gøre det. Frivillige aftaler. Frivillige aftaler kan være et godt instrument under bestemte forudsætninger, og det er, hvis man har med virksomheder eller erhvervsbrancher at gøre, som synes, man har et problem, og som tror, at det faktisk er godt for deres konkurrenceevne eller for deres image at gå ind at lave noget her. Min erfaring siger mig bare, at det er ikke den normale situation, når man laver frivillige aftaler. Og jeg er heller ikke sikker på, at det på det her punkt ville være muligt at gøre det med ret mange brancheorganisationer. Der skulle nok være nogle, der ville gøre det, men måske nogle virksomheder gik ind for tanken. Det andet problem med frivillige aftaler er jo, at det typisk er virksomhederne, der sidder med viden. De har ressourcerne, mens, hvis jeg kommer fra Forbrugerrådet og også lige skal ordne konkurrenceloven i pausen og sådan noget, ja, så har jeg jo ikke den samme viden, og derfor er jeg simpelt hen ikke klædt på til at kunne lave sådan nogle frivillige aftaler. Og der må jeg sige, at det samme gør sig stort set gældende for myndighederne også. Ikke for at diskvalificere Miljøstyrelsen, men der har man jo også begrænsede ressourcer med begrænset viden osv. Så frivillige aftaler er altså en farlig vej. Den kan kun bruges, hvis industrien eller erhvervet har en helt klokkeklar interesse i at nå et resultat. Der er jo eksempler på frivillige aftaler, der er lavet af Miljøstyrelsen, hvor man var stolt over at nå at sige, at om 5 år skal I være derhenne. Og de, der vidste noget om det, vidste godt, at industrien opfyldte sådan set allerede det, man havde aftalt. Den slags aftaler flytter ikke noget. Til sidst: Offentligt grønt indkøb vil jeg lige nævne. Vi skal have masser af miljømærker, og for at trække det marked i gang, må det offentlige simpelt hen gå ind. Og der har politikerne da i hvert fald mulighed for at påvirke det, mere end de har gjort. Så må det offentlige sørge for, at det marked kommer ind, bliver velfungerende og bliver stort nok til, at virksomhederne tør udvikle det - punkt et. Og punkt to: Flere miljømærker, det betyder nok også, at man skal være lidt mere effektiv, når man laver dem. Og der bliver jeg nok uenig med stort set alle sammen her i salen, når jeg siger det, jeg siger nu: at jeg synes, det har været et problem i forhold til miljømærkerne, at man har videnskabeliggjort det. Man sidder og diskuterer på tredje decimal, om det her er farligt eller det her er farligt. Det synes jeg er ligegyldigt. Det, der er interessant ved miljømærker, er at sige: Her har vi nogle produkter; der er ikke de farlige stoffer i, og i øvrigt ligger de sådan cirka i den bedste tredjedel af det, der kan laves. Og så skal man ikke bruge 3 år på at diskutere på tredje decimal. Og det kunne man selvfølgelig også 84

87 fra politisk side sende et signal om, at o.k., vi skal bare have at vide, om det er godt eller dårligt, vi skal ikke ned i detaljerne. Så det, jeg har sagt, hvis jeg skal sige det til sidst, og det skal man altid, for ellers kan folk ikke huske, hvad man har sagt: Ansvaret kan ikke overlades til forbrugeren. Forbrugeren er slet ikke klar over det her problem og har ikke redskaberne til at handle. Erhvervslivet og politikerne skal lytte til A.P. Møller og udvise rettidig omhu. Der er brug for, og der er plads til en national indsats enten for at udfylde de eksisterende hjemler, som så ikke bliver udnyttet godt nok, og/eller for at få nogle nye indsatser, og det er: Forbyde det, der farligt; putte nogle afgifter på noget af det; få nogle flere mærker, nogle, der skaber tryghed, og måske nogle, der skræmmer, hvis vi tager det. Ikke ret mange frivillige aftaler, men en masse grønne indkøb fra det offentlige. Ordstyrer: Tak for alle fire indlæg. Og vi går straks til spørgsmål fra Inger Støjberg som den første. Inger Støjberg: Det er nok primært til Lisbeth Seedorff. Vi har jo fået en masse gode råd og en masse viden i dag. Så kan man godt sidde tilbage som politiker med en fornemmelse af, hvor pokker skal vi egentlig begynde, og hvor skal vi slutte i det her? Så mit spørgsmål er sådan set: Hvor og hvordan får vi den største reduktion for de penge, som vi nu har til rådighed? Så kan der jo så være forskellige meninger om, om der er nok penge til rådighed, eller om der er for få penge til rådighed. Men hvor får vi den største reduktion, og hvordan får vi mest miljø for det? Ordstyrer: Til Lisbeth Seedorff: Hvor får vi mest miljø for pengene? Lisbeth Seedorff: Det, tror jeg ikke, var spørgsmålet. Jeg gik ud fra, at det var reduktion af farlige kemikalier. Ja? Men det kan jeg jo ikke svare entydigt på, fordi det afhænger af, hvad det er for nogle kemikalier, vi kigger på, og hvad for nogle sammenhænge de indgår i. Men hvis man også skal tage ressourcer ind, Eyvind, miljøstyrelsesressourcer, så, som jeg sagde før, koster det mange ressourcer, hvis man kører det hele nationalt. Altså det, vi har gjort f.eks., vi har en handlingsplan for brommerede flammehæmmere, som er fra sidste år, og der er målsætningen, at de værste af de brommerede flammehæmmere skal forbydes på internationalt niveau, fordi de fleste af dem er nogle, vi importerer. Det er det her globale marked, som Peter Skov talte om. Supplerende kan man så tage en række danske initiativer, altså nogle af dem, jeg nævnte. Så kunne man sætte en hel masse andre ting i gang, som gør, at man hurtigere når målet. Fordi der er nogle af de der virkemidler, der fungerer meget godt, som ikke er så dyre. 85

88 Peter Pagh-Rasmussen: Jeg kunne nu ikke lade være. Kemikalielovgivningen har en risikoordning, og det er i hvert fald den, der gælder indtil nu. Det er, at i relation til sundhedsfare er der ikke noget økonomisk hensyn. Der skal altså gribes ind, hvis der er sundhedsfare, og det er det, Miljøstyrelsen er undergivet, mens der i forhold til miljø skal foretages en afvejning. Det er den generelle regel, og det er det grundlag, man griber ind på nuværende tidspunkt. Så der skal altså foretages en cost-benefit afvejning, og når styrelsen reagerede - jeg hører ellers ikke til dem, der normalt vil forsvare styrelsen - men jeg har nu meget svært ved at se andet, end at i det her tilfælde handler Miljøstyrelsen på grundlag af den viden, prøver at bearbejde den så godt, den kan, og har jo anden viden end den, der er præsenteret her, og skal på den baggrund vurdere, hvordan kan man gribe ind. Jeg synes lige, det skal med i det her, at det, vi får her, det er en række forskere, som specielt har studeret det her område og peget på risici. Det er jo ikke overraskende, at de peger på, at det må vi gøre noget mere ved, vi har brug for noget mere viden. Det er der jo sådan set ikke nogen, der bestrider. Men det er jo ikke sikkert, at styrelsen mener, at når de vurderer disse forhold, at det lige er tilstrækkeligt til at gribe ind. Det er mere, fordi tingene ikke altid er helt så enkle. Nicolai Wammen (S): Som formanden antydede for et øjeblik siden, er der jo sket et regeringsskifte i landet. Og det skal vi ikke diskutere voldsomt, men jeg vil bare spørge i forhold til Miljøstyrelsen: Har man planer om at indføre nogle nye virkemidler, eller har man planer om at lade være med at bruge nogle af dem, man har brugt hidtil, i forhold til de strategier, man lægger. Det, synes jeg, kunne være interessant at få en melding på. Jeg har forståelse for, at man i forhold til EU har nogle begrænsninger, man lige vil vente på. Men i forhold til den nationale indsats kunne det være spændende at høre, har man noget nyt i posen, eller er der nogle virkemidler, man har brugt hidtil, som man ikke længere forventer at bruge. Det var det første. Og derefter til panelet bredt: Der kommer mange gode ideer på bordet, og jeg synes, det er velsignet at opleve. Men vi har jo også, som vi har været inde på det igennem dagen, nogle lande omkring os. Er der nogle af de lande, som har nogle virkemidler eller bruger nogle virkemidler, hvor I kan sige, at det har faktisk været en rigtig solstrålehistorie, hvad enten det er Sverige, Holland eller et andet land, som man med fordel kunne overveje at bruge i Danmark? Så synes jeg også, at det kunne være spændende at få et bud på det i dag. Lisbeth Seedorff: Først det ret politiske spørgsmål, hvad for nogle virkemidler, der måske ikke længere bruges. Og det kan jeg så sige, at det har jeg ikke kendskab til. Altså jeg kan da godt sige, at den nye miljøminister faktisk nu lige har sendt udkast ud til et rent nationalt forbud på de kraftige industrielle drivhusgasser, de der kølemidler, hfc osv. Det er jo faktisk et rent nationalt forbud. Så det er jo så et af virkemidlerne, som stadig væk også er i brug. Så jeg kan ikke svare yderligere. Hvad angår andre lande og virkemidler kan jeg ikke lige komme på nogen. Jeg tror faktisk - det lyder sådan lidt pral - men Danmark har arbejdet meget 86

89 med de her ting i forhold til andre lande, herunder specielt med udviklingen af en produktpolitik og produktstrategi. Og det kan vi forstå fra de andre lande, at de først er begyndt selv nogle af vores nabolande, som vi ellers plejer at gå hånd i hånd med. Så jeg kan ikke lige komme på nogle, med mindre der er nogle andre, der kan. Ordstyrer: Ja, tak. Nu var Nicolais spørgsmål jo til panelet, så hvis der er nogen, der har noget, som vil svare, så er der en mulighed. Ja, Mogens Werge. Mogens Werge (COOP Danmark): Det er ikke i virkeligheden noget fra andre lande. Det er opfundet af politiske partier. Altså vi hører, at en af de ting, der er lidt fremme herhjemme, det er jo de her produktpaneler, der har været på tekstiler og også på elektronik og på distribution, tror jeg det er, og der hører vi da rygter om, at man overvejer måske, om det var noget man kunne tage i anvendelse i forhold til også detailhandelen for at se, om det var en måde, man kunne regulere på noget af det her på. Og det vil jeg da bare sige i denne her forbindelse, at det synes jeg lyder som en spændende idé. Altså jeg skal ikke kunne sidde og tilslutte mig det hundrede procent, men ideen med, at man sætter aktørerne sammen på tværs af konkurrencevilkårene og måske også sammen med leverandørerne og der siger, hvad kan vi egentlig gøre, i stedet for at vi venter på, at man laver et politisk indgreb eller Miljøstyrelsen kommer med et eller andet forslag. Det vil jeg godt støtte. Ordstyrer: Tak, vi nærmer os pausen, så det, vi snakker videre nu, det tager vi så fra pausen. Villy Dyhr. Villy Dyhr (Forbrugerrådet): Jamen når jeg får ordet, så har jeg ikke noget imod det. Erfaringer fra andre lande det spørgsmål vil jeg egentlig godt sende videre til Finn Bro-Rasmussen og Mette Boye, som jeg tror kan svare på sådan noget. Jeg vil sige, i forhold til Danmark der synes jeg faktisk, som Lisbeth siger, at der er det værd at fremhæve den produktstrategi, som man har indført, og jeg er helt enig med Mogens Werge i, at det kunne jo være meget interessant at få aktørerne til at sætte sig rundt omkring et bord og snakke sammen, men lige med den lille ting in mente, jeg sagde før om viden, asymmetri. Ressourcer og asymmetri og sådan noget det hører jo med til det. Men der er ingen tvivl om, at produktstrategien og det, at man taler sammen med alle gode kræfter, det er den måde, man flytter noget på. Så det er selvfølgelig enormt vigtigt at gå den vej - og også ud fra en erkendelse af, at man løser ikke alverden miljøproblemer. Dem kan man ikke løse nede i Strandgade 29. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Og det er nødvendigt, at alle aktører bliver ansvarliggjort og gør det, de kan. Og der kan man sige, for forbrugersiden så vil vi da frygteligt gerne have Mogens til at fjerne alle de der varer fra hylderne. Han siger godt nok, at han har nogle problemer med det, og det må jeg så også respektere, at det er der nok, men så vil jeg da gerne snakke med dig om, hvad vi kan gøre for, at du fjerner nogle af dem, og det er sådan noget, man kan gøre i de produktmidler, ligesom 87

90 jeg gerne vil snakke med Peter Skov om, hvordan hans virksomheder kan gøre det. Nå, det var den gamle regering, der sagde det med»lidt bedre«. Hvad er det nu, det hedder nu? Men i hvert fald: gøre det bedre og gøre det på en anden måde. Peter Pagh-Rasmussen (Københavns Universitet): Altså jeg mener, det er rigtigt, hvad Lisbeth siger. Der er ikke nogle andre, der kan konkurrere, måske fordi de har tænkt lidt længere. Hvis man kigger på udlandet, så ser man meget udviklede og virkeligt interessante betragtninger i retning af udvikling og forståelse af producentansvar. Det er sådan mere hovsaløsninger, der er til næste måned, dem bruger vi meget herhjemme. Dem tror jeg ikke vi kan slås med på nogen måde. Men når vi ser på de langsigtede løsninger, der kan håndtere det her på en måde, hvor vi finder en fornuftig fordeling af ansvaret, som rykker til producentansvar, så kan finde ualmindeligt meget teori, og man kan selvfølgelig sige, kun meget beskedent udviklede på nogle specielle områder i udlandet. Men så lige den tilføjelse: Det siger jo lidt om diskussionen, når man har de her komplicerede risikoproblemer, vi har fået forelagt, og så siger Villy Dyhr, I så siger, vi mener afgifter er godt. Mener man seriøst, at afgifter er en kvalificeret måde at håndtere de her risici på? Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Ja, efter at have hørt Peter Pagh, så kan man jo spørge sig selv efter, hvorfor i alverden bruger vi 9 timer på at sidde her i dag? Fordi i virkeligheden så var det, du sagde, at der var givet nogle bemyndigelser, som jo i virkeligheden bare betyder, at politikerne har ikke længere ansvaret. Det har eksperterne. Jeg har ikke noget imod eksperter. Og jeg skal være den sidste til at lægge dem for had. Men forudsætningen for, at den verden, du beskriver, er ideel, det er selvfølgelig også, at der er noget, der hedder objektiv viden, at det er objektiv viden, der ligger til grund for de beslutninger, som eksperterne så tager. Men sådan fungerer verden jo ikke. Verden fungerer på den måde, at industriens interesser, forbrugernes interesser, også politiske interesser vil spille ind. EU vil aldrig kunne forbyde en række stoffer, hvis det ikke er sådan, at man fornemmer, at der faktisk er et politisk flertal for at gøre det i Rådet. Og det er jo netop det, der kendetegner et demokrati, at det kan godt være, at man giver bemyndigelse til nogen, men det samme demokrati har mulighed for at lave bemyndigelsen om, og det samme demokrati har mulighed for at tvinge en minister eller nogle eksperter til at bruge bemyndigelsen. Her i Folketinget hvis en minister f.eks. ikke vil bruge sin bemyndigelse, så laver vi bare et beslutningsforslag, hvor vi tvinger ham til at gøre det. Og det er egentlig meget godt, at det er på den måde, for ellers så ville det være sådan, at når der først var lavet en lov og der var lavet nogle bemyndigelser, så havde Folketinget ikke mere at tage sig af. Med andre ord: Demokratiet havde ikke mere at tage sig til. Ordstyrer: Tak, nu er vi inde i de meget, meget, meget korte svar og korte spørgsmål. Men vi skal lige have dem. Peter Pagh. 88

91 Peter Pagh-Rasmussen: Altså jeg er jo ikke sådan specielt interesseret i at gøre Folketinget arbejdsløs, men jeg mener, det er vigtigt, at Folketinget opfører sig som lovgiver, og jeg kan sagtens se meningsfuldt i, at man holder en seance, et arrangement som det her. Det har jeg ikke noget imod, og det er jo ikke det, jeg gør indsigelse imod. Jeg siger bare: Det skal jo ikke ende med, at Folketinget begynder at tage stilling til de konkrete kemiske stoffer. Der, hvor man kan udtale sig, det er om, hvad skal der lægges vægt på, altså hvad for nogle kriterier, fordi det er det, man kan have en mening om. Det er meget farligt, man bliver trukket ind i, skal vi sige, det meget tekniske sprog, fordi der har man jo ikke som politiker. Det har jeg ikke, jeg er jurist, men jeg forstå det ikke, men jeg tror, I må have nogenlunde de samme problemer, som jeg har. Jørn Dohrmann (DF): Jamen det er til Villy Dyhr. Det er angående det med mærkninger, der sagde du, at du gerne ville have mange mærkninger. Jamen er du ikke ræd for, at det kan blive for mange, så folk ligesom ikke respekterer alle de der mærkninger, der så kommer? Altså jeg mener, det skulle jo helst være få og gode mærkninger. Ordstyrer: Villy Dyhr, det må der kunne svares kort på. Villy Dyhr (Forbrugerrådet): Ja, jeg mener, at man skal overveje, hvad formålet med mærkningen er. Det var det, jeg sagde. Og jeg synes, hvis man vil have sådan nogle tryghedsmærker, så kunne man jo lave et mærke for, her er nogle stoffer i, der er vurderet og ikke er farlige. Og hvis man vil have nogle advarselsmærkninger - jeg tror, man havde behov for begge dele - så skal man nok tydeliggøre, at heri er nogle stoffer, som vi ikke rigtig ved hvordan virker. Og jeg tror godt, de to forskellige mærker kan forbrugeren godt tage stilling til. Og undersøgelser viser for øvrigt, at forbrugeren kan godt - eller det kan I også alle sammen, I er også forbrugere - forholde jer til flere mærker. Men det er klart, altså at hvis der er 100 forskellige mærker og Mogens han laver sit eget og sådan noget, så bliver det nok for meget. Må jeg lige sige noget til formanden? Jeg ville gerne svare for det der med, om der var andre lande, som man kunne lade sig inspirere af, men det kunne jeg ikke. Hvis Mette Boye kunne svare på det for mig, så ville jeg blive rigtig glad. Mette Boye: Tak for det. Superkort: For det første til dit spørgsmål, Inger Støjberg, når du siger, eller når du spørger, om hvor får man mest indflydelse for pengene, kunne man fristes til at sige, men så er det jo noget med, vi har set mange eksempler på, at når man laver nationalt forbud f.eks. mod kemikalier, som der er blevet gjort her i Danmark f.eks. mod bly og cadmium, så har det en spill over-effekt i forhold til internationalt niveau. Så det er faktisk ret effektfuld, at man lægger en masse ressourcer i det på nationalt plan. Men i forhold til nogle konkrete eksempler, så er der sådan noget som nonylfenoler, der er blevet forbudt i Norge i år 2001, og der er lovgivning på vej 89

92 på EU-plan, men det kan godt vare rimelig meget tid, før der kommer noget nyt. Det er et eksempel. Et andet eksempel er, at der lige er blevet indført et forbud mod imbrommerede flammehæmmere i Holland, og imbrommerede flammehæmmere er også et af de stoffer, som vi ved er potentielt hormonforstyrrende. Så det er to eksempler på lande, der har i hvert fald forsøgt at gøre noget på det her område. Ordstyrer: Finn Bro, kort. Finn Bro-Rasmussen (DTU): Ja, det skal jeg nok. Virkemidler i Sverige: Det vigtigste virkemiddel i Sverige, som er bedre end det danske, det er, at de bruger flere penge på deres kemikalieregulering. I Holland der har de et begreb, som korrigerer det risikobegreb, som man sidder og arbejder med, og det er vist nok et af dem, der har været i anvendelse, når man har kunnet gribe tidligere ind over for brommerede flammehæmmere, nemlig at de ud over de risikoforhold, som vi bruger teknisk til at vurdere, om vi bliver udsat for mere end det, vi kan tåle, så bruger hollænderne en sikkerhedsfaktor på 100, og det er en parlamentsbeslutning. Der kan de bruge en sikkerhedsfaktor på 100 for at få ikke den sædvanlige risiko, men en negligeabel risiko. Det synes jeg er vigtigt. Må jeg tilføje til Peter Paghs bemærkning om midlertidigheden: Jeg er helt indforstået med din forklaring på, at forsigtighedsprincippet er meddelt at skulle være midlertidigt, men den midlertidighed, der ligger i det i denne sag, hvor vi er 40 år om at få resultaterne, den kan jeg ikke få til at passe med min normale opfattelse af, hvad der er midlertidigt. 40 år er lang»midlertid«også i min levetid. Tak Ordstyrer: Og så var det Mogens Werge. Det skal være helt kort. Mogens Werge (COOP Danmark): Ja, men jeg vil gerne have ført til referat, at jeg er enig med Dansk Folkeparti i, at man skal passe på med at, altså vi skal ikke have alt for mange mærker. Og jeg er uenig i, det bliver ikke i vores butikker, vi får et tryghedsmærke. Vi har et tryghedsmærke. Det hedder»miljømærket«. Og der er desværre to. Der er et nordisk og et europæisk. Vi skal på langt sigt kun have et. Og det er det. Så er der nogle få andre mærker, vi skal have i en anden sammenhæng. Ordstyrer: Tak. Vi er nu nået til punktet, der hedder Fremtidens strategier overfor hormonforstyrrende stoffer. Der har vi Poul Harremoës fra Danmarks Tekniske Universitet, Jacob Hartmann fra Greenpeace og Rolf Annerberg, kabinetschef i Europa-kommissionen. Poul Harremoës har ordet først. Fremtidens strategier overfor hormonforstyrrende stoffer 90

93 Poul Harremoës (DTU) Ja, tak for lejligheden til at udtale sig her. Grundlaget for, at jeg er til stede, det er den her bog (Late Lessons From Early Warnings: The Precautionary Principle ). Det er en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur, der blev udgivet den 10. januar. Den indeholder ti tilfælde, som man har gennemgået historisk, og de er karakteriseret ved tilfælde, hvor det er gået galt - nogle gange gennem meget lang tid. To af tilfældene omhandler eksplicit hormonforstyrrende stoffer, og det er TVT i bundmaling, og det er DES, som vi hørte om to gange før, nemlig i behandling af aborter i forhold til kvinder, hvor det viser sig, at næste generation og også næste generation får en forøget cancerrisiko. Grunden til, at man har brugt disse 14 tilfælde, var at lære af fortiden. Det er ikke for at bebrejde nogen, hvad der er sket i fortiden, men lære af det med henblik på fremtiden. Og ud af det, er der kommet 12 rekommandationer, som bør indgå i enhver overvejelse, der handler om det her, og lad mig lave sammenligningen: Det svarer sådan nogenlunde til, at man laver en analyse af automobiluheld og på grundlag af dem finder ud af, hvordan folk burde opføre sig for at mindske risikoen for biluheld. Og jeg vil godt fortolke det på tre niveauer. Og det ene er sådan normative regler: Hvad skal vi huske på for at undgå den slags? Og det, der går igennem stort set det alt sammen, er usikkerhed og uvidenhed, som ofte bliver glemt i processen; der ikke bliver taget hensyn til; noget, man ikke rigtig vil være bekendt at kommunikere. Og det primære udsagn er, at sådanne forhold skal op på bordet. Det skal der komme som led i eksperternes udsagn. Det kan eksperter ikke lide at sige: Vi ved det ikke rigtig - men sådan skal det altså være fremover. Og det leder direkte frem til én fortolkning af forsigtighedsprincippet, og det er at reagere på en begrundet mistanke og ikke vente på fuldt videnskabeligt bevis. Det kommer jeg mere til om et øjeblik. Jeg håber, at I forstår, at jeg kan ikke gennemgå alle de her 12 leveregler, men én af dem har vi fået illustreret flere gange i dag, og det er interdisciplinært samarbejde, det er samarbejde mellem institutioner. Der er så mange tilfælde her, der viser, at manglende kommunikation mellem discipliner og institutioner har ført til fejl. MTBE er én af dem. Det var erstatningen for bly i benzinen, hvor det var motorfolk, det var benzinfolk, og det var luftforureningsfolk. Man glemte helt at invitere folk, der havde forstand på vandforurening, og så viste det sig, at det var der, det store problem var, fordi det ikke nedbrydes i grundvandet. En anden er forskning og monitering. Det er en brug af forsigtighedsprincippet at forstærke forskningen på et område, hvor man ikke ved nok. Et eklatant eksempel på det er asbesthistorien. Allerede tidligt i sidst århundrede, 1920'erne, 1930'erne, havde man klare indikationer, som skulle være tilstrækkelig mistanke, og alligevel lavede man ikke ordentlige epidemiologiske undersøgelser, og havde man gjort det, så var asbest forsvundet fra markedet efter Anden Verdenskrig, ville jeg forudsige. Det gjorde man ikke, og det må i dag anses for en væsentlig fejl, som vi helst ikke skal gentage. Til gengæld står der også en anden: Man skal undgå»paralysis by analysis«. Det er ofte set, at det er så meget billigere at undersøge frem for at lave foranstaltninger, så det princip kan altså også nemt misbruges. 91

94 Man skal undersøge alle alternativer inden for den givne funktion, funktionens berettigelse, man skal tage hensyn til alle interessenter, der skal være helt anderledes åbenhed i systemet. Og en af de spændende historier - jeg garanterer, I falder ikke i søvn, hvis I tager bogen med og læser kapitlet om kogalskab, fordi det kan godt holde en vågen, og det er i hvert fald et eklatant eksempel på mangel på transparens og åbenhed i systemet. Løsninger: Man skal i tilfælde af alvorlig risiko holde sig til en diversitet af robuste og adoptive løsninger og undgå irreversibilitet. Og med adoptive har jeg hørt ordet fleksible løsninger. Vi bruger adoptive, det vil sige, at man skal have mulighed for, når man bliver klogere, at tilpasse sine systemer til den forøgede viden. Der var også nogle, der brugte ordet dynamiske. Det er udtryk for det samme. Det var det første af de tre niveauer. Det andet gælder bevisbyrde og bevisniveau. Det væsentlige sammenfald er stort set baseret på, at hvis der ikke er lovgivet om det, så er enhver handling a priori, forudsat at være harmløs, og så er det op til en forbruger eller myndighederne at vise, at det her er skadeligt. Og det kan man jo så diskutere, og grundlaget for at bruge det er, at man skal altså føre videnskabeligt bevis for, at dette er skadeligt, for at komme igennem med det, hvad enten det nu er i en retssag eller i den praksis, man har f.eks. i WTO, World Trade Organization. Og det er jo så spørgsmålet, om det er fair. Er det fair, at man skal føre bevis - videnskabeligt bevis - for at den, der vil fremme et eller andet i samfundet, han er i færd med at gøre noget forkert? Og der foreslår EU i sin kommunikation fra februar 2000, at det er tilstrækkeligt med et rimeligt grundlag for bekymring. Hvis vi ser på den svenske kemikalielovgivning så står der, der skal være et videnskabeligt grundlag for mistanke. Det er jo et væsentligt lavere niveau for en bevisbyrde. Jeg vil godt her henvise til, at det er der lidt skred i, fordi WTO's afgørelse om asbest gik med EU på grundlag af en mindretalsrapport om risikoen ved asbest. En mindretalsrapport, men - som det blev sagt - det var af velrenommerede forskere, og de udfoldede faktisk der en form for forsigtighedsprincip. Det næste punkt, det er risikoen for at tage fejl, og der er der inden for samme læst en tendens til at kræve en producentens risiko som værende lav, mens omgivelsernes risiko er relativt meget højere, den såkaldte falske positive i forhold til falske negative. Og der er det sådan en underforstået standard, at man accepterer 4-5 gange så stor risiko for omgivelserne i miljøet i forhold til producenten af noget. Og det er sådan ud fra en tanke om retssikkerhed, idet man forudsætter, at den, der anklages, det er altså ham, der skal beskyttes. Og det er jo et helt vilkårlig valg. Man kunne jo vælge det modsatte f.eks. Derefter at vende bevisbyrden, det har vi allerede hørt om, nemlig at det er producenten og forhandleren, der skal påvise uskadeligheden, og om det er at sige, at det er jo helt velkendt fra medicinalprodukter, tilsætningsstoffer til fødevarer og for de nye kemikalier. Men der skal vi altså understrege, at det kan man ikke bevise. Nu er vi nede i den rene filosofi, man kan ikke bevise en negation. Man er nødsaget til at opstille sådanne regler, som kræves af producenten for at vise det her, som de har tillid til, at dette er en tilstrækkelig belyst situation. 92

95 Til sidst vil jeg godt nævne, hvad jeg eksplicit kalder for- og imod analyse, for jeg mangler et bedre dansk begreb for det - pro et con. I vil se i rapporten her, at vi har helt slettet ordet cost-benefit, fordi vi var af den opfattelse, at der er altså ting, det er meget svært at opgøre i økonomi til enhver tid, og i øvrigt så er begrebet ofte misbrugt. Det er meget arbejdskrævende og langvarige projekter med ofte meget skjulte forudsætninger for at lave cost-benefit analyser eller for og imod analyse. Det hedder i EU-sproget proportionalitetsprincippet, og på et eller andet tidspunkt så må man forholde sig til overgangen mellem forsigtighedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Og det vil jeg godt illustrere med et eksempel, jeg vil der godt kigge etisk på det. Tale om etik. Der er forsigtighedsprincippet i stor udstrækning en pligtetik: Du skal gøre det rigtige, der er ting, du ikke må. Og det gælder f.eks. at forbyde et stof. Det gælder også BAT - best available technology - den bedste tilgængelige teknologi, eller begreber som ALARP - as low as reasonably possible - du skal gøre det rigtige også i renere teknologi. Og der er ikke nævnt noget som helst om nogen balance. Det er et etisk begreb om, at du skal gøre det rigtige. Og det kommer tit i konflikt med nytteetik, som består i, at vi skal afveje for og imod og opnå en god balance mellem de der to ting. Og der vil jeg godt sige, at i forholdet til at benytte forsigtighedsprincippet, vende bevisbyrden, hvor skal bevisbyrden ligge i det ene og det andet tilfælde, det er etiske spørgsmål. Og det kan man ikke som politikere spørge naturvidenskabelige forskere om eller ingeniører, for det har de overhovedet ikke for. Jeg har stadig det håb, at der er en vis etisk baggrund for politikken. Derfor siger jeg etisk, og det er en politisk afgørelse, og det er jer, der skal på banen med at lægge: Hvor skal det niveau være? Og det er altså ikke havbiologer eller en ingeniør som mig, der kan komme med det udsagn. Det er ikke det, vi er uddannede til, men vi vil gerne give et grundlag, for at der kan træffes sådanne beslutninger. Og om det vil jeg så godt sige, at forsigtighedsprincippet, det er på vej ind. Det har været brugt mange gange i det konkrete. I januar måned var der en konference mellem USA og EU, hvor man konstaterede, at i nogle tilfælde i den praktiske udfoldelse havde USA brugt en slags forsigtighedsprincip, og EU havde det og nogle gange var det lige omvendt. Men der er en tendens til at tro, at Europa har været så langt forud hvad det angår. På det konkrete plan er det ikke korrekt, men vi har princippet indført i lovgivningen, og det er så op til fremtiden at komme forud, hvad det angår. Og af hensyn til det, så mangler vi procedurer og institutioner. Og på kemikalielovgivningen, jeg har lige været 2 dage i Bruxelles, der mener jeg, at det, der er på vej med hensyn til at lave trappetrinsreaktioner og kategorisering, som man bruger til at vende bevisbyrden, når man når det niveau, at nu skal der altså vendes på det. Det er andre, der skal påvise, at det, de gør, er i orden. Undertiden kan jeg godt mene, at vi i Danmark er gået et lille skridt baglæns, og det er aktuelt for mig, fordi jeg har sagt ja til STVF - Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd - til at blive medlem af bestyrelsen for Instituttet for Miljøvurdering. Og der har jeg en vis frygt for, at det bliver det rene cost-benefit analyse, og jeg lover, at jeg skal nok prøve at bringe andre principper ind i konkurrence med det rene økonomi. Tak. 93

96 Ordstyrer: Ja tak for de sidste ord også. Så er det Jacob Hartmann fra Greenpeace. Jacob Hartmann (Greenpeace) Det var nogle betryggende ord, de sidste her. For mig at se så har det været en utrolig interessant dag indtil nu. Vi har et panel af forskere og videnskabsmænd i Danmark, som - synes jeg - meget, meget klart fortæller os, at vi har et problem. Jeg ved ikke så meget, om de fortæller mig det, men de fortæller måske vores politikere det. Vi kommer ret tæt på noget, der ligner konsensus. Der er ikke den store uenighed. Det er ikke, så man sidder og river og flår hinanden i håret om, hvorvidt det er rigtigt eller ej det her. Der er en masse gode forslag på bordet, men uenigheden, den er der egentlig ikke. Jeg skrev i mit oplæg, at jeg godt ville udfordre en kemilobbyist til at sige i dag, at vi ikke har et kemisk problem. Det bliver ikke nødvendigt, for jeg har simpelt hen ikke hørt det sagt. Med den baggrund, vi har efter i dag, så vil jeg godt stille et spørgsmål, om vi skal acceptere den magtesløshed, der egentlig er tilfældet lige nu. Er det rimeligt at acceptere, at vi reelt set står magtesløse politisk set for at gribe hårdt ind over for de her stoffer? Jeg har også i mit oplæg skrevet noget om risikovurderinger, og helt konkret, hvad skal vi gøre lige nu; men jeg synes, der er en ting, som jeg i virkeligheden har savnet i dag og sige: Hvad er målet med alt det her? Og ligesom jeg har lært noget i dag, håber jeg måske på, at jeg kan fortælle noget om generationsmålet, som man for længe siden har vedtaget. Generationsmålet om at bringe udledninger og tab til miljøet af farlige stoffer til ophør inden år Og det er ikke noget, Greenpeace eller Det Økologiske Råd eller sådan noget har siddet og flettet finger og tæer sammen med og er blevet enige om. Det er jo landene omkring Østersøen, omkring Nordsøen, der rent faktisk har vedtaget det her. Så det er altså hele tiden det mål, vi skal holde al vores politiske handlen op imod: Er det effektivt til inden én generation at bringe udledninger af farlige stoffer til miljøet? Så alvorligt er det, og så vidtrækkende er vores politiske fastsatte og bindende mål rent faktisk. Generationsmålet år 2020: Bring udledningerne af farlige stoffer - selvfølgelig også hormonforstyrrende stoffer - til ophør. År 2020 at bringe udledningerne af farlige stoffer til ophør. Det er det, det drejer sig om. Fik jeg gentaget det? Den anden ting, det er, at i og med der er så mange forskere samlet her i dag, så synes jeg også, at forsamlingen, altså vi får lidt et - jeg vil ikke sige fordrejet, for det er slet ikke det, jeg mener - men et biased billede af, at vi mener vi mangler viden. Vi skal have sat en masse nye programmer i gang, og vi skal vente yderligere eller rettere, det, det betyder, hvis vi begynder at sætte en masse programmer i gang, hvis vi læner os op af, at: Bare vi får mere viden, så kan vi handle. Så går der lang tid. Jeg vil virkelig opfordre til, at man ikke læner sig op af og undlader at handle, fordi vi venter på nogle nye forskningsresultater. Det er jo det, vi har været udsat for i meget, meget lang tid. Og vi har set, hvordan de risikovurderinger, som jo er sådan en helt skole for: Hvordan håndterer man kemikalier? Det gør man ved at lave risikovurderinger og risikoanalyser. Hvordan 94

97 det har trukket ud, hvordan det lige præcis ikke har bragt os meningsfulde resultater i forhold til at nedbringe udsættelsen af folk for de her stoffer. Den mest banale sag er jo den gamle sag om babylegetøj med phthalater i, og der har man brugt - jamen altså folk tror jo, det er forbudt, men det er det ikke, der er nogle midlertidige forbud, som man bliver ved med at forny hele tiden. Vi har altså en kemikalielovgivning, som ikke har formået at bringe et endeligt forbud på banen i forhold til phthalater i babylegetøj. Måden, man har undgået at få det her endelige forbud på, det har jo været at sige: Vi er i gang med at lave nogle risikovurderinger, vi har nu fundet en ny metode, som vi tror kan efterligne babyens tyggebevægelser. Og så kommer så en anden kemilobbyist og siger: Jamen det passer ikke helt det der, fordi min baby sutter i hvert fald ikke 3 timer om dagen på en bidering, det er kun 2½ time. Og så skal vi til at starte forfra igen. Da så den diskussion var kørt, så begyndte man at snakke om, hvad med det der, man brugte til at abstrahere de her phthalater med, hvor godt ligner det babyens spyt? Er det godt nok til det? Det endte med, at de selv satte sig til at tygge på det og spytte ud i en kop og måle på det for at se, om de kunne få nogle meningsfulde resultater ud af det. Bundlinjen, den er, at vi ikke fik nogle meningsfulde resultater. Vi har ikke det forbud. Og for mig at se, der må I så angribe mig på det, men jeg synes, det er fuldstændig rimeligt, at vi har nogle produkter til børn, der er fri for stoffer, som vi ved er skadelige. Så simpelt vil jeg jo gerne skære det ud, og det ved jeg godt, det kan være et miljøsynspunkt osv. Men det er dog trods alt et appellerende miljøsynspunkt. Der ligger altså en kæmpemæssig fælde, hvis vi i reguleringen, hvis vi i revisionen af EU's kemikaliepolitik læner os op af risikovurderingerne. Vi er simpelt hen nødt til at sige: Der er allerede en lang række stoffer, som vi ved tilstrækkeligt på og regulerer ikke på baggrund af risikovurderinger, men på grund af farevurderinger i stedet for. Ved vi, at et stof er giftigt, så skal vi egentlig ikke beskæftige os alt for meget med, hvorvidt vi nu også får det i doser, der er tilpas høje til, at det virker giftigt, fordi som vi har hørt i dag, de virker sammen alle de forskellige stoffer. Phthalatafgiften har der været snakket lidt om i dag, og I har en enestående chance for at hive tænderne ud af et af de virkemidler, man rent faktisk har forsøgt med herhjemme. I kunne jo droppe phthalatafgiften og... ikke at jeg foreslår det, nej, nej, slet ikke, endelig ikke - rive tænderne ud af en af de ting, som man rent faktisk har gjort for at forsøge at regulere et kemisk stof uden at lave et forbud. Det er et af virkemidlerne, og jeg siger ikke, det er verdens bedste virkemiddel. Vi har hørt nogle huller i lovgivningen med, at bl.a. undervognsbelægning ikke er medtaget, og T-shirt heller ikke er medtaget. Og det er måske netop sådanne steder, hvor man kunne gå ind og sige: Jamen så skal vi da have stoppet de huller. Vi skal da ikke have sløjfet afgiften som helhed, vi skal ind og have stoppet de huller, hvor den har vist sig uvirksom, eller hvor den slet ikke har været med. Så det er da den vej, man skal gå. Generationsmålet, det er der, vi skal hen. Vi skal stoppe udledningerne af farlige stoffer inden år Og tiden, den løber. Tak. Ordstyrer: Tak til Jacob Hartmann. Og så vil jeg overlade ordet til Rolf Annerberg, kabinetchef i Europa-Kommissionen. 95

98 Rolf Annerberg (kabinetchef, Europa-Kommissionen) TALER SVENSK - IKKE AFSKREVET Ordstyrer: Tak til Rolf Annerberg. Nu har vi så en lille halv time til at debattere, stille spørgsmål. Og jeg vil sige, at Elsebeth Gerner har det første spørgsmål. Elsebeth Gerner Nielsen (RV): Det er til Rolf Annerberg. Jeg vil gerne sige tak, fordi du kunne komme med så kort varsel. Jeg synes også, det er meget opløftende det, du fortæller om arbejdet i europæisk sammenhæng. Et opklarende spørgsmål: Vi ved, at der er omkring 95 pct. af kemikalierne, der ikke har været igennem en godkendelsesprocedure, eller som vi ved meget lidt om. Hvor lang tid tror du, der går, inden at vi har en omvendt bevisbyrde også for de gamle stoffer? Rolf Annerberg: TALER SVENSK. Ordstyrer: Tak, så skal vi høre, om der er nogle eksperter... panel. Ja, Nicolai Wammen. Ja, du var så politiker. Nicolai Wammen (S): Ja, jeg vil ikke påstå at være ekspert, men jeg vil alligevel godt stille et spørgsmål til Rolf Annerberg, der siger, at det er meget vigtigt, at der er et aktivt dansk formandskab i forhold til at få det her i hus. Og jeg vil godt spørge, hvor er det, at det danske formandskab set med dine øjne kan gøre en forskel. Hvad er det for initiativer, du gerne ser, at der kommer fra dansk side? Rolf Annerberg: TALER SVENSK Ordstyrer: Ja, tak. Jeg kan da oplyse, at vi har aftalt et møde med Margot Wallström den 16. maj her i København i Miljø- og Planlægningsudvalget. Så det glæder vi os til, hvor vi kan drøfte videre. Inger Bergmann (Miljøstyrelsen): Tak. Jeg vil godt stille et spørgsmål til Rolf Annerberg. Som jeg sagde i mit oplæg, så har vi fra dansk side lagt meget vægt på, at den liste, EU-liste over hormonforstyrrende stoffer, var dynamisk, fordi at det er vigtigt med yderligere viden, at vi får tilpasset den, så den passer til det videnskabelige niveau. Hvilke planer har Kommissionen med den dynamik? Er der, kan du komme tættere på, hvordan den skal komme til at virke i praksis? Rolf Annerberg: TALER SVENSK 96

99 Lisbeth Seedorff (Miljøstyrelsen): Ja, tak. Det er i virkeligheden til Jacob Jessen, fordi man kunne få det indtryk, da du fortalte om phthalater i legetøj, hvor du blev ved med at tale om det der ulidelige midlertidige forbud i phthalater i bideringe, der vil jeg godt pointere, at i Danmark er det altså forbudt totalt i legetøj til børn under 3 år, og det har det været siden april Det midlertidige forbud det er et, som Kommissionen har besluttet skal gælde i de lande, der ikke har nationale forbud, og at det kun... men i Danmark, der har vi faktisk. Det syntes jeg du glemte at sige. Så det vil jeg lige pointere. Jacob Hartmann (Greenpeace): Til gengæld så glemmer du, at jeg ikke er Jacob Jessen fra den kemiske industri, men Jacob Hartmann fra Greenpeace. Men tak for klarifikationen, og selvfølgelig værdsætter jeg det danske forbud på phthalaterne i babylegetøj. Ordstyrer: Jamen så fik vi jo klaret lidt navneforbistringer her også. Men sagen var vel god nok. Så er det Skakkebæk. Niels E. Skakkebæk (Rigshospitalet, Klinik for Vækst og Reproduktion): Det var i anledning af, hvad det danske formandskab kan gøre. Og Annerberg foreslår, at man kunne have debatmøder af denne her type. Og jeg vil da gerne foreslå vores formand, at man måske kunne foreslå miljøministeren, at man i Danmark i den periode fik lavet et internationalt møde netop om hormonforstyrrende stoffer. Det er der jo grund for. Danmark var jo med tidligt, og der er lidt tradition for det, og det var måske noget, man kunne overveje, hvor man kunne få internationale forskere, også forskere fra USA. Der er jo noget, vi slet ikke har snakket om i dag. Det er kødhormoner. Det er amerikanerne jo meget optaget af, og det er vi jo også - med modsat fortegn. Og det kunne jo være, at der var nogle vigtige ting dér, som man kunne tage op og manifestere sig med. Ordstyrer: Ja, det lyder da som et interessant forslag som en forlængelse af en høring som denne her. Så det vil jeg da bringe videre. Tak. Mette Boye (Det Økologiske Råd): Det er et spørgsmål til Rolf Annerberg. Lige som du også selv sagde i dit oplæg, så er der de her 118 kandidatstoffer, hvor 109 er regulerede, men som du også selv sagde, men bare for at det står helt klart, så er der nogle af dem, der er forbudt, men der er også nogle af dem, der er under eksisterende lovgivning på EU-plan, og det kan altså også betyde, at de f.eks. er klassificerede eller de er under en risikovurdering, som stadig afventer, og som vi har afventet mange år. Så set fra Det Økologiske Råds side så er det bestemt ikke for alle de stoffer, som vi taler om, hvor reguleringen på nuværende tidspunkt er tilfredsstillende. Og der tænkte jeg på i forhold til det, som Europaparlamentet også har bedt om, netop en liste over hormonforstyrrende stoffer på baggrund af det arbejde, som Kommissionen har foretaget, altså stoffer, som der på nuværende tidspunkt kan tages handling i forhold til, kunne man forestille sig, at Kommissionen inden for den nærmeste tid kunne tage initiativ til en liste også baseret på de 97

100 kandidatlister, vi allerede har, som skal tages handling på øjeblikkeligt? Kunne man forestille sig det? Rolf Annerberg: TALER SVENSK Ordstyrer: Ja, tak. Finn Bro. Finn Bro-Rasmussen (DTU): Ja, jeg vil godt lige høre, i hvilken udstrækning der i Kommissionen diskuteres anvendelse af gruppeevaluering af kemiske emner for at komme hurtigere igennem. Det vil kræve, hvis man gør det, at man accepterer resultater af en måske lidt større usikkerhed, en lidt mindre videnskabelig validitet i resultatvurderingen og så derfor samtidig, at man, hvis man skal handle på den, og det er det, der er det afgørende, i hvilken udstrækning man accepterer det som ikke bare et prioriterings- og udvælgelsesprincip, men faktisk til handling. Der vil jeg egentlig have en fornemmelse af, hvad der rører sig i Kommissionen i retning af at acceptere det. Her i Danmark har vi jo et ganske markant arbejde udført fra Miljøstyrelsen, som bør give genlyd i Europa. Tak. Rolf Annerberg: TALER SVENSK Peter Pagh-Rasmussen (Københavns Universitet): Altså jeg kan godt følge Finn Bros forslag med de her gruppevurderinger i den situation, vi er i nu. Men ligesom de kan være en fordel i den nuværende situation, er de faktisk problematiske, hvis vi vender bevisbyrden om. Fordi det, der jo ligger i gruppevurderingen, det er jo så også, at hvis gruppevurderingen viser, at det ikke er problematisk, så ryger man ud, selv om en eller to af stofferne måske er problematiske. Det, som der er fornuftigt i gruppevurderingen, det er, at den kan håndtere den problemstilling, at vi har en mængde stoffer, vi ikke har nok viden om. Det, gruppevurderingen indebærer så, det er, at vi siger, de er forbudt, hvis vi fanger dem ved gruppevurderingen, men hvis der så kommer en og kan dokumentere, at et af disse stoffer alligevel ikke er farligt, ja, så udelukker det jo ikke den dokumentation. Men jeg mener bare, at med den omvendte bevisbyrde, så lader vi den regel gælde for alle i den trinvise ordning, den er tænkt indført. Og derfor kan jeg godt følge gruppevurderingen nu, men jeg mener ikke, at den i tidsperspektivet nødvendigvis giver den størst mulige sikkerhed. Rolf Annerberg: TALER SVENSK (??): Ja, en kort bemærkning til Peter Paghs intervention. Situationen er jo, at hvis man accepterer den større usikkerhed og bruger det konkret, så vil man komme i det, jeg plejer at bruge udtrykket, overklassificering, man sætter sine reguleringer efter en mere restriktiv vurdering af stofferne end det, som måske er berettiget, hvis man laver en fuldstændig undersøgelse. 98

101 Og det er altså nok det, der er den politiske tvangssituation, som jeg et eller andet sted efterspørger over for industrien. Og det betyder så, at hvis man på det grundlag har givet en gruppe stoffer en klassifikation, som er mere restriktiv, end den burde være, så fastholder man jo blot det, at bevisbyrden jo ligger hos industrien for at få frigivet dem enkeltvis og få dem nedvurderet eller nedklassificeret. Det kan jeg, det er muligt, at jeg ikke har forstået det juridiske argument i det, men jeg har svært ved at se, at den tankegang, hvis man i øvrigt går ind og accepterer de konsekvenser, og det er en politisk situation, at så bør det kunne gennemføres, og der bør kunne gives lovregler for det. Tak. Peter Pagh-Rasmussen: Men så bare for at klargøre det: Princippet i den nye strategi, når den er gennemført, hvis det er det, man gennemfører, det er jo, at for de første udvalgte stoffer - nu kan jeg ikke huske, hvor mange det er - der er en frist til at indsende undersøgelsesdatoer, så skal det behandles. Hvis det ikke bliver gjort, så er de forbudt. Så der er ikke så meget at diskutere videre. Og der mener jeg, at der virker den omvendte bevisbyrde med fuld kraft, fordi det, der er synspunktet, det er, at vi siger, vi klassificerer dem efter nogle bestemte kriterier, og hvis de passerer, hvis de altså hører derunder og de sælges i så og så store mængder og vi har de og de grunde, så skal der dokumenteres, at de ikke er farlige og kan håndteres fornuftigt, og ellers så lukker festen. Rolf Annerberg: TALER SVENSK Finn Bro-Rasmussen: Ja, tak. Tak for det svar. Men jeg vil godt lige føje til, at det er jo ikke bare forbud, vi snakker om. Der er jo flere grader af regulering. Jeg brugte jo alene udtrykket klassifikation med de forskellige konsekvenser, en klassifikation kan have. Men princippet som bærende igennem det mener jeg bør kunne stå. Tak. Ordstyrer: Nu er vi vel ved at nå til vejs ende med konferencen her. Der er ikke flere spørgsmål fra eksperterne, og der er ikke flere spørgsmål fra de andre eksperter, politikerne, og svar. Og jeg synes, at det vil være lidt uretfærdigt at lukke op for et enkelt spørgsmål fra salen. Så jeg vil faktisk slutte nu. Og det betyder også, at vi ikke behøver at løbe ud midt i det hele, fordi der er afstemning lige om lidt. Så jeg vil godt på Miljø- og Planlægningsudvalgets vegne sige tak for denne høring. Det har været spændende. Og vil specielt sige tak til Teknologirådet for det store arbejde, der har været med at planlægge det her og få det her til at fungere. Jeg synes, det har været meget, meget spændende og meget lærerigt. Og det var jo også derfor, at vi alle sammen i enighed valgte at holde den her høring. Og jeg lagde jo mærke til, hvad Rolf Annerberg startede med at sige, at vi i Danmark havde en imponerende kundskab til de kemiske stoffer. Og det er jo så det, som nu har vi en imponerende kundskab til det, og nu drejer det sig så selvfølgelig om, at vi kommer videre og får gjort noget ved det. 99

102 Og jeg kunne også høre, at Jacob Hartmann sagde, at han havde ikke set nogen uenighed om at gøre noget ved det, og det kan jeg sådan set heller ikke. Så det er vel egentlig bare at komme i gang. Men jeg vil så samtidig sige, at jeg er så ikke enig i det ord, Jacob Hartmann så senere brugte: magtesløsheden. For jeg mener faktisk, at denne her høring og måske senere høringer, hvor de initiativer, der bliver taget, jo netop er et dementi af magtesløshed, men netop et forsøg på at komme i gang og få gjort noget ved det. Og der er jo mange her i salen, der har arbejdet med det her i mange år og arbejder videre med det, så mon ikke at vi skal få løst eller i hvert fald komme videre. Man får måske ikke løst alle problemerne, men kommer videre for at forbedre tingene. Så det håber jeg, at denne her konference og høring kunne være med til, at vi som politikere også kommer videre også i Miljø- og Planlægningsudvalget. Så tak for i dag. 100

103 Præsentation af oplægsholderne Rolf Annerberg Chef de Cabinet de Mme Margot Wallström, Commissaire européen chargée de l environnement (since 09/1999) Masters of Political Science, Université de Stockholm (1972) Head of Section, Swedish National Audit Office (09/ / 75) Research secretary, Ministry of Finance (12/ / 79) Assistant State Secretary, Head of Section, Ministry of Industry (08/ / 93) State Secretary for Energy, Ministry of Industry (01/ / 86) State Secretary, Ministry of Energy and Environment (01/ / 90) State Secretary for Energy & State-owned enterprises, Ministry of Industry (01/ / 91) Director-General, Swedish Environmental Protection Agency (07/ / 99) Member of the Environment Policy Review Group (DG XI) Henrik Andersen Har siden oktober 1999 lavet Ph.d.-projekt på Danmarks Farmaceutiske Højskole om østrogener og andre hormonforstyrrende stoffers effekter, forekomst og udledning til miljøet. I Ph.d.-forløbet er der påvist østrogeneffekt af en række kemikalier. Der er målt koncentrationer af steroidøstrogener i spildevand, flodvand og slam fra renseanlæg. Desuden er der lavet en profil af absorption og nedbrydning af steroidøstrogener i et renseanlæg. Endelig er der deltaget i et pilotforsøg om fjernelse af østrogener og lægemiddelstoffer fra biologisk renset spildevand ved behandling med ozon. Der arbejdes på en metode til bestemmelse af total østrogenindhold i vand og slam. Kandidat i miljøkemi fra Københavns Universitet i 1998 med speciale om metoder til detektion af hormonforstyrrelser i krebsdyr og metabolisme af teststoffer. Har desuden arbejdet med toksiske effekter af antibiotika i miljøet og med alternativ spildevandsrensning under tropiske forhold. Inger Bergmann Kontorchef for Miljøstyrelsens Biocid- og kemikalievurderingskontor (fra 1999) Sagsbehandler i Miljøstyrelsens erhversaffaldskontor ( ) Sagsbehandler i Miljøstyrelsens kemikaliekontor ( ) Undervisningsassistent i socialfarmaci på Danmarks Farmaceutiske Højskole (1986) Kandidatstipendiat (kortvarigt stipendium) på Danmarks Farmaceutiske Højskole (1985) Cand. Pharm. ved Danmarks Farmaceutiske Højskole (1985) Poul Bjerregaard Professor i økotoksikologi ved Biologisk Institut, Syddansk Universitet i Odense. 20 års forskning og undervisning i miljøfremmede stoffers skadevirkninger i miljøet. De seneste 7-8 års forskning koncentreret om hormonforstyrrende stoffers virkninger i vandmiljøet. Centerleder for Forskningscenter for østrogenlignende stoffer under Det strategiske Miljøforsknings-program

104 Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen Lektor, Institut for Miljø og Arbejdsmedicin (IMA), Aarhus Universitet (AU), Bygning 260, Vennelyst Boulevard 6, 8000 Århus C, Danmark. Uddannelser: 1988, Cand. Scient., hovedfag Molekylær Biologi, og 1992, Ph. D. Det Naturvidenskabelige Fakultet (NAT), Aarhus Universitet. Ansættelser: Institut for Miljø og Arbejdsmedicin, SUN, AU: seniorforsker ; Adjunkt (nov.); Lektor fra 1999 (nov.). Forsket i hormonforstyrrende stoffer (HFS) i ca. 10 år. Supplerende erfaringer: Leder af forskningsgruppen Unit of Environmental Biotechnology ved IMA. (5 VIP, 2 TAP, 2 studerende,); Referee for internationale tidsskrifter; Medlem af den videnskabelige gruppe Human Health, Arctic Monitoring Assessment Programme (AMAP). Medlem af bestyrelsen for IMA og Det Arktiske Center ved AU; Undervisnings og eksaminationserfaring på universitets niveau; publikation af 25 internationalt peer-reviewed artikler hvoraf 13 er direkte relateret til HFS. Mette Boye Det Økologiske Råd, Cand. scient.pol. Speciale: EU's håndtering af hormonforstyrrende stoffer. Har desuden studeret miljøstudier ved York University, Toronto, Canada. Kemikaliemedarbejder for det Økologiske Råd. Har siden 1997 arbejdet med europæisk kemikaliepolitik for forskellige danske og europæiske miljøorganisationer, blandt andre Greenpeace Danmark, European Environment Bureau og Danmarks Naturfredningsforening. Projekt-koordinator for den europæiske miljø- og forbrugerkampagne, Chemical Awareness. Forfatter til flere publikationer om EU's kemikaliepolitik og EU's miljøpolitik generelt, blandt andet Copenhagen Chemicals Charter (2000), og bogen EU's miljøpolitik med fokus på miljøkrav til produkter (2001). Derudover arbejdet som underviser ved Institut for Statskundskab, Kbh. Universitet og som projektleder for OXFAM, Canada. Vibeke Miller Breinholt Seniorforsker, Ph.D, Bachelorgrad i Bromatologi (Levnedsmiddelvidenskab) fra den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole på Frederiksberg i Kombineret Kandidatgrad og Ph.D i Toksikologi fra Oregon State University, U.S.A. i juni Bifag i Biokemi. Seniorforsker på Fødevaredirektoratet, Institut for Fødevaresikkerhed og Ernæring. Juli1994- Vibeke Breinholt har gennem de seneste 12 arbejdet med den kræftforebyggende effekt af forskellige kostrelevante plantestoffer. De seneste 5 år har fokus været på plantestoffer med østrogenlignende egenskaber, specielt i relation til forebyggelse af brystkræft. Undersøgelserne vedrørende plantestoffernes østrogene egenskaber og eventuelle gavnlige/skadelige effekter foretages på cellesystemer eller forsøgsdyr. Plantestofferne kan udover at have en østrogen effekt, virke på flere andre måder i forsøgsdyrene. Derfor undersøges der for en lang række biologiske, biokemiske, molekylærbiologiske og patologiske parametre for at opnå en bred forståelse af plantestoffernes egenskaber. Det overordnede formål er at opnå tilstrækkelig viden om de beskyttende komponenter i vores kost, til at kunne komme med kostanbefalinger, der på længere sigt burde kunne medvirke til at reducere kræftforekomsten i Danmark og den øvrige verden. 102

105 Finn Bro-Rasmussen Professor (emeritus), civiling. (Økologi og Miljølære) Videnskabelig assistent ved Statens Vitamin Laboratorium, København Forstander/forskningschef v. Statens Pesticid Laboratorium, resp. Statens Levnedsmiddelinstitut Professor i Økologi og miljølære ved DTU, Lyngby. FAO/WHO s Joint Meeting of Pesticide Residues in Food, EU-kommissionens Videnskabelige Rådgivningskomite vedr. Toksicitet og Økotoksicitet for kemiske stoffer, Vicepræsident Præsident SECOTOX (International Society for Ecotoxicology & Environmental Safety). Council member fra Præsident fra International rådgivning (Danida, FAO/WHO, OECD, EU) vedr. ernæring, pesticidkontrol og kemikalieregulering Talrige publikationer og rapporter vedr. ernæring, levnedsmiddelkontrol (pesticider & tilsætningsstoffer), kemisk forurening (miljøfarlighed og risiko). Lisette Bachmann Christiansen Cand. Scient i biologi fra Syddansk Universitet, Odense i PhD-grad i 1998 fra samme sted indenfor testning af østrogenlignende stoffers effekter på fisk s forplantningssystem. Havde i denne periode et 3 måneders ophold hos den forskningsgruppe i England, ledet af professor John P. Sumpter, som på nuværende tidspunkt internationalt har rapporteret om de mest alvorlige feminiseringer af ferskvandsfisk. Arbejdede under dette ophold med tvekønnethed hos fisk fra engelske, spildevandsbelastede ferskvandsmiljøer. Har herefter hhv. som forskningsadjunkt ved Syddansk Universitet og biolog ved Århus Amt gennemført undersøgelser af testikelforandringer i ferskvandsfisk fra danske vandløb med spildevandstilførsel. Villy Dyhr Afdelingschef for Politisk Afdeling i Forbrugerrådet Afdelingschef for Miljø- og Sundhedsafdelingen i Forbrugerrådet Medlem af Forbrugerrådets daglige ledelse Afdelingschef for Samfundsafdelingen i Forbrugerrådet Seniorkonsulent, KPMG C. Jespersen Akademisk medarbejder, Miljøstyrelsen Videnskabelig medarbejder, Aarhus Universitet 1999 HD (Organisation og ledelse) 1992 Cand.scient. i geofysik med bifag i matematik og fysik, Aarhus Universitet Poul Harremoës Har været professor ved "Miljø & Ressourcer DTU" siden PH har arbejdet med miljøproblemer med hensyn til vandforurening, specielt håndtering af vand og stoffer i byer samt foranstaltninger til begrænsning af forurening af vandløb, søer og havet. PH har bidraget væsentligt til formulering af koncepter til forbedring af miljøet, senest ved en koncentreret indsats til forståelse af "forsigtighedsprincippet". Det gælder især i forhold til negative effekter af manglende konstruktiv hensyntagen til usikkerhed og uvidenhed i videngrundlaget for miljøbeslutninger. Yderligere information: 103

106 Jens-Jørgen Larsen Matematisk naturvidenskabelig student fra Odense Katedralskole,1964, Cand.med.vet. fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL), 1970, Ph.D. fra KVL, 1978 omfattende farmakologi, almindelig patologi og elektronmikroskopisk cytologi. Efteruddannelse i Farmakologi, toksikologi, statistik, isotopteknik, adfærdsundersøgelser på dyr, ledelse og administration. Ansættelser siden 1970: Ambulatorisk klinik, KVL; Pharmacia, Hillerød; Afdelingen for Farmakologi og Toksikologi, Afdelingen for Normal Anatomi og Patologisk Anatomisk Afdeling, KVL; Lundbeck, København; Levnedsmiddelstyrelsen; Afdelingsforstander i Afd. for Almen Toksikologi, Instituttet for Toksikologi, Fødevaredirektoratet Jørgen H. Olsen Jørgen H. Olsen er 54 år. Han er uddannet læge fra Københavns Universitet. Tog i 1989 doktorgraden på en afhandling om arbejdsbetinget kræft. Er aktuelt forskningschef ved Institut for Epidemiologisk Kræftforskning, som drives af Kræftens Bekæmpelse, samt adjungeret professor ved Århus Universitet indenfor området kræft-epidemiologi. Peter Pagh Blev i oktober 1999 professor i miljøret på Københavns Universitet juridisk fakultet efter i januar 1999 at have forsvaret sin disputats, Miljøansvar - en ret for hvem, der bl.a. handler om, hvornår myndighederne kan kræve erstatning for forureningsskader. Peter Pagh afsluttede i 1990 sin uddannelse som cand.jur. Efter 1½ år som advokatfuld mægtig og manuduktør blev han ansat som seniorstipendiat og siden som lektor ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet. Publikationslisten omfatter over 70 artikler i indenlandske og udenlandske juridiske tidsskrifter, 7 bøger, herunder lærebog i EU-miljøret samt medforfatter til yderligere 5 bøger. En del af de publicerede arbejder omhandler kemikalielovgivningen og senest har Peter Pagh stået for den første større nyere fremstilling af kemikaliereguleringen, som er offentliggjort i Miljøretten bind V, der udkom i februar Herudover har Peter Pagh deltaget i Teknologirådets udredning vedrørende eksport af farlige stoffer samt bidraget med notat til Bichel-udvalgets arbejde. Bo Riemann Forskningschef, Dr. scient., Adjungeret professor på Roskilde Universitet har siden 1973 arbejdet med forskning indenfor produktion, transport og omsætning af organisk materiale i akvatiske miljøer herunder fødekædestrukturer, stofomsætning og økotoksikologi i både søer og marine områder. BR har fungeret som lektor på Københavns Universitet , afdelingsleder og forskningschef på Vandkvalitetsinstitutet samt forskningschef i Afdeling for Havmiljø, Danmarks Miljøundersøgelser. BR har været leder af en lang række internationale (EU projekter) og nationale (bl.a. Centerleder i det Strategiske Miljøforskningsprogram, projektleder for Jordobservationsprogram og projektleder i forskningsrådenes Global Change program). Deltaget i regeringens Wilhjelmudvalg i underudvalget om havet og er medlem af regeringens udvalg om miljøpåvirkninger og fiskeriressourcer. BR er i sit 104

107 nuværende hovedvirke som forskningschef for afdeling for havmiljø ansvarlig for overvågning af det marine overvågningsprogram, herunder miljøpåvirkninger af fiskebestande med tungmetaller og butyltinforbindelser. Endvidere formand for Arbejdsgrupperne for Farvandsmodellen og Målebøjer, Den Marine Styregruppe og medlem af Aftaleudvalget. BR fungerer som referent for det norske forskningsråd indenfor akvatisk miljø og økotoksikologi. Lisbet Seedorff Kontorchef for Miljøstyrelsens Kemikaliekontor (fra 1994) Projektleder og miljøspecialist i ind- og udland hos COWIconsult ( ) Sektorforsker og sagsbehandler i Arbejdstilsynet, Arbejdsmiljøinstituttet og Produktregistret ( ) Videnskabelig assistent og adjunkt på Københavns Universitet, Medicinsk Kemisk Institut ( ) Gymnasielærer i kemi på Akademisk Studenterkursus ( ) Cand. scient. i biokemi ved Københavns Universitet (1972) Niels E. Skakkebæk Graduated Medical School, University of Copenhagen, January Dr. med. thesis, May 1974 at University of Copenhagen (Quantification of Spermatogenesis) Professor and Chairman, University Department of Paediatrics, University of Copenhagen, Hvidovre Hospital, Copenhagen. March Professor and Chairman, University Department of Growth and Reproduction, GR, Rigshospitalet, Copenhagen Chairman of WHO Steering Committee Impact of the Environment on Reproductive Health Secretary, European Academy of Andrology Cooperating Editor, Cell & Tissue Research Member of the Advisory Board of Asian Journal of Andrology Associate editor, Human Reproduction Update Organizer and Co-organizor of International Symposia and Meetings. Bl.a. International Workshop on Hormones and Endocrine Disrupters in Food and Water: Possible Impact on Human Health. Proceedings: APMIS 2001; Supplementum No. 103, Vol. 109, S1-S571. Copenhagen, 2000 More than 350 published papers in international journals. Peter Skov Direktør i Plastindustrien i Danmark 1973 cand. jur. fra Københavns Universitet 1973 til 1986 fuldmægtig i Miljøministeriet i turnus mellem forskellige arbejdssteder samt kontorchef i Miljøstyrelsen og ministeriets departement til 1989 afdelingschef i Dansk Arbejdsgiverforening med ansvar for arbejdsmiljø, miljø, teknologi og samarbejde til 1993 selvstændig konsulent til 1999 afdelingschef, senere underdirektør i Dansk Industri med ansvar for miljø, arbejdsmiljø, energi og fødevarer. Fra 1999 direktør i Plastindustrien i Danmark. 105

108 Jakob Strand 1998: Cand. Scient. i miljøbiologi og kemi, Roskilde Universitetscenter : Forskningsassistent ved Danmarks Miljøundersøgelser : Ph.D studerende ved Danmarks Miljøundersøgelser og Roskilde Universitetscenter. Mogens Werge Cand. Techn. Soc Økonom i ØKOconsult (planlægningsopgaver for Miljøstyrelsen, kommuner og private virksomheder) Miljøkonsulent DSK (Købmandens Miljøhåndbog) Seniorkonsulent LOGISYS A/S (rådgivning af private virksomheder, Miljøstyrelsen) Miljøchef FDB Underdirektør COOP Danmark A/S /tidligere FDB) ansvar for Miljø, Etik og Økologi. Medlem af blandt andet Det Økologiske Fødevareråd og Miljømærkningsnævnet. 106

109 Skriftlige oplæg I programmæssig rækkefølge Fokus på hormonforstyrrende stoffer Af: Poul Bjerregaard, Biologisk Institut, Syddansk Universitet i Odense Hvorfor interessere sig for hormonforstyrrende stoffer? En række sygdomme og forstyrrelser med relation til de mandlige kønsorganer er øget væsentligt i omfang i løbet af det seneste halve århundrede. Dette ses tydeligst på stigningen i forekomsten af testikelkræft, ligesom flere undersøgelser har vist et fald i antallet af sædceller hos mænd. Der er desuden konstateret en stigning i forekomsten af ufuldstændig dannelse af de mandlige, ydre kønsorganer, ligesom problemer med manglede nedstigning af testiklerne i pungen hos drengebørn tilsyneladende forekommer hyppigere nu end det gjorde tidligere. Ud over de fænomener, der er konstateret hos mennesker, er der i naturen gjort observationer, der ligeledes antyder problemer med forplantning og kønsudvikling: Hanfisk feminiseres i visse spildevandsbelastede områder, hvilket ytrer sig ved forekomst af hunlige æggeblommeproteiner i blodet og forstadier til æg i testiklerne. I Apopka-søen i Florida konstaterede man i årene efter et uheld, der medførte en massiv forurening af søen med kemikalier, en mangelfuld udvikling af de ydre kønsorganer hos søens alligatorer. I Californien så man forstyrret parringsadfærd hos kemikaliebelastede hanfugle. Verden over har man set hunsnegle, der udvikler hanlige kønsorganer efter udsættelse for aktive ingredienser i bådmaling med sterilitet og bestandsnedgange til følge. Nogle steder maskuliniseres hunfisk under påvirkning af spildevand fra træ- og papirindustri. Alle disse eksempler bidrager til at tegne et billede af forstyrrelser i forplantning og kønsudvikling, der er eller kan være forårsagede af hormonforstyrrende kemikalier i omgivelserne. Hvad forstår man ved hormonforstyrrende stoffer? Højerestående organismer har to interne kommunikationssystemer. Nervesystemet er specialiseret til den hurtige, kortsigtede kontrol, og hormonsystemet eller det endokrine system anvendes til mere varig regulering af kroppens funktioner så som udvikling, vækst og forplantning. Hormoners produktion og funktion er i en forenklet form følgende: Hormoner dannes i hormonproducerende organer (endokrine kirtler), hvorfra de frigives til blodbanen. I blodet vil hormonerne typisk bindes til bestemte proteiner, hvis opgave det er at transportere hormonerne rundt. I de organer, hvor hormonerne skal udøve deres virkning, optages de i cellerne, hvor de bindes til specifikke proteiner (hormonreceptorer). Denne binding aktiverer bestemte gener, der igen medfører den ønskede ændring af cellens stofskifte. Hormonsystemers funktion kan forstyrres af kemikalier på flere forskellige niveauer: dannelsen af hormoner kan blive forstyrret hormonernes binding til transportproteiner i blodet kan blive påvirket kemikalier kan vekselvirke med hormonreceptorer i cellerne kemikalier kan påvirke kroppens omsætning eller nedbrydning af hormoner 107

110 Kemikaliers vekselvirkning med hormonreceptorer kan medføre både en efterligning af det naturlige hormons funktion (agonisme) eller en hæmning af det naturlige hormons funktion (antagonisme); sidstnævnte optræder, hvis et kemikalie bindes til receptoren, således at det naturlige hormons binding blokeres. Der er ikke fuldstændig enighed om, hvad der præcis skal forstås ved begrebet hormonforstyrrende stof, men en af de oftest citerede definitioner er udfærdiget af den komité - Endocrine Disrupter Screening and Testing Advisory Committee (EDSTAC), der rådgiver USA s kongres om testmetoder indenfor området. Komitéens definition på et hormonforstyrrende stof lyder: Et udefra kommende stof, som ændrer den hormonale funktion og forårsager skadelige virkninger hos organismen, dens afkom og/eller i bestande af organismer. Indledningsvis fokuseredes især på kemikalier, der efterligner det hunlige kønshormon, østrogens, virkninger. Sharpe og Skakkebæk opstillede i 1993 den såkaldte Østrogenhypotese, ifølge hvilken nogle af de ovenfor beskrevne fænomener - i hvert fald delvis - kan tilskrives en påvirkning af de hanlige fostre med kemikalier, der har samme virkning som det kvindelige kønshormon østrogen på et kritisk, tidligt stadium i fosterudviklingen. Det bliver imidlertid i stigende grad klart, at kemikalier kan have andre hormonforstyrrende virkninger end de rent østrogene. Dette kan dreje sig om anti-østrogene virkninger og om forstyrrelser i hanlige kønshormoners funktioner (androgene og anti-androgene virkninger), ligesom visse kemikalier kan forstyrre skjoldbruskkirtelhormonet thyroxins virkning. Hvordan konstaterer man, at et kemikalie har hormonforstyrrende virkning? Der arbejdes i disse år intenst på at udvikle testsystemer, der i laboratoriet kan afsløre kemikaliers hormonforstyrrende virkning. Udviklingen er nået længst for testsystemer for østrogen og til dels androgen virkning, mens egentlige testsystemer for andre typer af hormonforstyrrende virkninger endnu er i deres vorden. I nærværende beskrivelse fokuseres på østrogen virkning. Metoder til påvisning af østrogen virkning Det er indledningsvis nødvendigt at slå fast, at der ikke eksisterer én veldefineret og alment accepteret metode til at påvise kemikaliers østrogene virkning. Da forskellige testsystemer for østrogen virkning ikke nødvendigvis giver identiske resultater, er det ikke muligt at betragte kemikaliers østrogene virkninger løsrevet fra det eller de testsystemer, hvori den østrogene virkning er påvist. Oprindeligt defineredes østrogener som substanser, der forårsager vækst af livmoderen hos pattedyr. Man kan derfor undersøge et kemikalies mulige østrogene virkning ved at indgive stoffet i hunner af pattedyr, der ikke selv producerer østrogen (dyr, der ikke er kønsmodne eller har fået æggestokkene fjernet) og registrere eventuelle ændringer i livmoderens vægt efter 3 dages forløb. Hos fisk kan dannelsen af æggeblommeprotein anvendes som markør for kemikaliers østrogene virkning. Blommeproteiner dannes normalt kun i betydende mængde hos hunfisk i reproduktionsperioden, og dannelsen styres af 108

111 østrogen. Hanfisk kan imidlertid danne æggeblommeprotein, hvis de udsættes for østrogen eller kemikalier, der har samme virkning som østrogen. Hvis man i laboratorieforsøg eller ved undersøgelser i naturen finder æggeblommeproteiner i blodet hos hanfisk i betydende mængder, er det et tegn på at fiskene har været udsat for østrogen eller østrogenlignende kemikalier. Ud over disse testsystemer, hvor hele organismer anvendes, eksisterer forskellige reagensglassystemer, hvor man i cellekulturer kan påvise østrogen virkning. Gærceller, hvori genet for østrogenreceptoren ved gensplejsning er indføjet, kan anvendes til at teste kemikalier. Brystkræftceller vokser hurtigere, når de udsættes for østrogen eller kemikalier med østrogen virkning, og dette princip anvendes til reagensglasundersøgelse af kemikaliers østrogene virkning. Aktiveringen af østrogenfølsomme gener kan ligeledes undersøges i cellekulturer. Hvorfor kan der være forskel på resultater opnået med forskellige testsystemer? Man kan med en lidt grov generalisering fastslå, at reagensglasmetoderne er mere følsomme og kræver færre ressourcer i udførelsen end forsøg med levende fisk og pattedyr. Heldyrstestene har imidlertid den fordel, at hele det intakte dyrs svar på et givet kemikalie undersøges. For at et kemikalies iboende, østrogene virkning kan udøves i en intakt organisme, skal stoffet først optages over de ydre overflader eller fordøjelseskanalen, transporteres med blodet og derefter nå det organ, hvor den østrogene virkning udøves. I blodet kan kemikalierne i større eller mindre grad bindes til specifikke proteiner, hvis opgave det normalt er at binde og transportere kønshormoner. Hvis kemikalierne ikke bindes til disse proteiner, vil en større mængde være til rådighed for optagelse i organerne, og den potentielle østrogene virkning vil øges. De fleste højere organismer besidder forholdsvis effektive enzymsystemer til omsætning eller nedbrydning af organismefremmede kemikalier. Der findes eksempler på, at et kemikalie aldrig når at udøve sin ellers iboende østrogene virkning, fordi organismen ved udsættelse for kemikaliet når at nedbryde eller omsætte dette, inden det når frem til det organ, hvor den østrogene virkning kunne udøves. Omvendt kendes også tilfælde, hvor kemikalier, der i deres oprindelige form ikke besidder østrogen virkning, i organismen bliver omsat til forbindelser, der har østrogen virkning. I de tilfælde, hvor et kemikalie udøver østrogen virkning i et testsystem, men ikke i et andet, skyldes det derfor oftest, at kemikaliet transporteres og omsættes forskelligt i de to testsystemer eller organismer. Kemikalier med hormonforstyrrende - især østrogen - virkning Naturlige østrogener Naturligt dannede hormoner kan naturligvis ikke i den organisme, hvor de dannes og fungerer normalt, siges at have hormonforstyrrende virkning. Det har imidlertid inden for de seneste år vist sig, at østrogener, der udskilles fra mennesker i visse tilfælde kan passere rensningsanlæg. Østrogenerne udskilles ganske vist fra mennesker i en inaktiv form, men østrogenernes aktivitet kan 109

112 gendannes af mikroorganismer i spildevandet. Naturlige østrogener kan derfor findes i spildevandsbelastede ferskvandsmiljøer, hvor de kan udøve en østrogen virkning overfor fisk. Den mængde østrogen, der dagligt udskilles fra en gravid kvinde, er tilstrækkeligt til, at næsten 1 million liter ferskvand opnår en østrogenkoncentration, der er i stand til at feminisere hanørreder. Syntetiske østrogener Der er i den farmaceutiske industri udviklet en række syntetiske østrogener, hvoraf de mest omtalte i denne forbindelse er diethylstilbestrol (DES) og 17αethinyløstradiol; sidstnævnte anvendes i p-piller. Både DES og 17αethinyløstradiol har i nogle testsystemer en kraftigere østrogen virkning end naturlige østrogener. 17α-ethinyløstradiol kan også i visse tilfælde passere rensningsanlæg og udøve østrogen virkning i ferskvandssystemer, hvor hanfisk feminiseres ved udsættelse for ca. 1 milliarddel af et gram pr. liter. Særdeles potente, syntetiske østrogener (bl.a. zeranol) anvendes i visse lande som vækstfremmere - især indenfor kvægopdræt; disse stoffer burde imidlertid ikke give problemer i det danske miljø. Plante- og svampeøstrogener Visse planter og svampe danner stoffer, der har hormonforstyrrende - herunder østrogene - virkninger. Det drejer sig om forskellige stoffer, der bl.a. findes i høje koncentrationer i kløver og soja. Nogle af disse stoffer har vist østrogene virkninger i såvel reagensglassystemer som heldyrssystemer. I nogle reagensglassystemer udviser de mest aktive af disse stoffer en østrogen virkning, der i styrke nærmer sig naturligt østrogens. Alkylphenolpolyethoxylater Alkylphenolpolyethoxylater anvendes i vid udstrækning i dagligdags produkter som vaske- og affedtningsmidler, kosmetik, maling og mange flere. På verdensplan produceres årligt ca t; ca. 80 % er nonylphenolpolyethoxylater, og octylphenolpolyethoxylater udgør hovedparten af de resterende 20 %. Omkring 60 % af de anvendte alkylphenolpolyethoxylater ender i spildevand. Efter passage af et normalt fungerende rensningsanlæg nedbrydes polyethoxylaterne bl.a. til alkylphenoler og andre nedbrydningsprodukter, der har vist sig at være østrogene i reagensglassystemer og i heldyrsforsøg. 4-tertoctylphenol er den mest østrogene af alkylphenolerne, og styrken er omkring gange mindre end naturligt østrogens. Alkylphenoler er i stand til at påvirke kønsudviklingen hos fisk, der i laboratoriet udsættes for stofferne i den periode, hvor kønsdifferentieringen foregår. Udsættelse af japanske risfisk for nonylphenol fra umiddelbart efter klækningen til 3-måneders-alderen medførte en feminisering af hanfiskene, der dannede anlæg til et hunligt kønsorgan ved siden af testiklerne. I lignende forsøg med karper har man ligeledes været i stand til at feminisere genetiske hanner ved at udsætte dem for 4-tert-pentylphenol. Der er i naturen målt koncentrationer af nonylphenol, der er højere end de koncentrationer, der i laboratoriet medfører en feminisering af hanfisk. I visse midtengelske floder tilskrives flodvandets østrogene virkning tilstedeværelsen af nonylphenol. 110

113 Bisphenol A Verdensproduktionen af bisphenol A ligger i størrelsesordenen ½ til 1 mil. tons om året. Mere end 99 % af produktionen anvendes til fremstilling af polycarbonat, epoxy og brandhæmmere. Bisphenol A s østrogene virkning er vist i såvel reagensglas- som heldyrssystemer. Bisphenol A dimetacrylat, der bl.a. har været anvendt i plasttandfyldninger, har ligeledes vist østrogen virkning i både heldyrs- og reagensglassystemer. Bromerede forbindelser, der er afledt af Bisphenol A, anvendes som brandhæmmere i bl.a. computere. Et af disse stoffer - tetrabrombisphenol A - har efter test i fisk vist sig ikke at have østrogen virkning. I reagensglastestsystemer udviser Bisphenol A omtrent samme styrke som 4- tert-octylphenol, mens stoffet i heldyrstests synes at være mindre potent end de mest aktive alkylphenoler. Koncentrationer høje nok til at feminisere fisk er ikke registrerede i naturen. Der er i den videnskabelige litteratur ikke enighed om, hvilke doser det kræver at fremkalde skadevirkninger hos pattedyr. Phthalater Phthalater anvendes som tilsætningsstoffer i plastvarer og i mange andre sammenhænge. Phthalater er nogle af de forurenende stoffer, der forekommer i de højeste koncentrationer i omgivelserne. Af de ca. 35 forskellige phthalater, der produceres kommercielt, har 12 udvist en - om end svag - østrogen virkning i reagensglassystemer. I reagensglassystemerne har dibutylphthalat og butylbenzylphthalat udvist den største evne til at bindes til østrogenreceptoren. Phthalaternes mulige østrogene virkning i hele dyr er stadig ikke helt afklaret. Ingen af de phthalater, der har været afprøvet i standardtesten for pattedyr, har udvist østrogen virkning. Hos fisk er den østrogene virkning ligeledes ganske begrænset; foreløbig er det hos regnbueørreder kun lykkedes at påvise østrogen virkning af én phthalat, nemlig butylbenzylphthalat - og da kun ved injektion af ganske høje doser. Det har ikke været muligt at påvise østrogen virkning af butylbenzylphthalat, når ørreder udsættes for stoffet i vandet eller i føden. Dibutylphthalat har i forholdsvis høje doser hos rotter i et enkelt forsøg medført nogle af de af østrogenhypotesen forudsagte virkninger på afkommet af de behandlede mødre; en anden forskergruppes forsøg på at eftervise disse resultater er imidlertid foreløbig slået fejl. Nyere resultater antyder, at phthalaternes effekter på reproduktionen skyldes stoffernes antiandrogene snarere end østrogene virkning. Parabener Parabener anvendes som konserveringsmidler i kosmetik og fødevarer. Der er parabener i næsten alle hudprodukter, og parabenerne har været anvendt som tilsætningsstoffer i fødevarer i mere end 60 år. Den daglige indtagelse blev i midten af 1980erne estimeret til 1-16 mg/kg hos spædbørn og 4-6 mg/kg for den øvrige befolkning. Methyl-, ethyl-, propyl- og butylparaben udviser alle en svag østrogen virkning i reagensglassystemer. Butylparaben er i rotteforsøg fundet at være østrogent, når det sprøjtes ind under huden på dyrene, men ikke når det indgives i føden. Methylparaben havde ingen virkning i rotteforsøg. Propyl- og butylparaben har i forsøg med regnbueørreder østrogene virkninger, der er sammenlignelige med bisphenol A s virkning, og ethylparaben har en 111

114 ganske svag østrogen virkning, der er af samme størrelsesorden som den, der i regnbueørreder findes for butylbenzylphthalat. Et af parabenernes nedbrydningsprodukter, para-hydroxybenzosyre, har i en undersøgelse udvist østrogen virkning i mus (dog i høje doser). Stoffet har dog hverken udvist østrogen effekt i reagensglassystemer eller i ørreder. Parabenerne nedbrydes forholdsvis hurtigt i huden og i fordøjelseskanalen hos pattedyr, således at det er tvivlsomt, om stofferne når at udøve deres iboende østrogene virkning ved almindelig anvendelse i fødevarer og kosmetik. Chlorerede insekticider En del chlorerede insekticider udøver eller er mistænkt for at udøve østrogen virkning. De fleste af disse insekticider blev anvendt i den vestlige verden fra omkring 1950erne, indtil man i løbet af 1960erne og 1970erne forbød dem på grund af deres øvrige miljøskadelige virkninger. Nogle af stofferne er imidlertid så langsomt nedbrydelige (persistente), at datidens spredning i naturen stadig giver anledning til eksponering af mennesker og dyr. Den fortsatte anvendelse af nogle af stofferne i udviklingslande medfører ligeledes en global spredning. I reagensglassystemer har ortho,para-ddt, para,para-ddt, ortho,para-dde, ortho,para-ddd, para,para-ddd, methoxychlor, dieldrin, endosulfan, toxafen og chlordecon udvist østrogen effekt. I forskellige typer af dyreforsøg har ortho,para-ddt, ortho,para-dde, methoxychlor, dieldrin, toxafen, chlordecon og β-hexachlorcyclohexan (lindan) udvist østrogen effekt. Antiandrogen virkning er også fundet - bl.a. for para,para-dde. En del ef de eksempler på hormonforstyrrende effekter, der er observeret i naturen (bl.a. feminisering af fugle, demaskulinisering af alligatorer), tilskrives virkningen af chlorerede insekticider eller omsætningsprodukter heraf - uden at de nøjagtige mekanismer for virkningen er helt klarlagte. Polychlorerede biphenyler (PCB) PCB produceredes hovedsageligt i perioden fra 2. Verdenskrig frem til 1975 og i en samlet mængde på omkring 1,2 mio. t. Stoffet anvendtes i mange sammenhænge (i transformatorer, kondensatorer, som plastblødgører, i hydrauliske systemer m. fl.), og på grund af stoffets persistens er kun en mindre del af den producerede mængde nedbrudt. PCB-forbindelserne ophobes til høje koncentrationer i toppen af fødekæderne, og da de er spredt globalt, findes de overalt. Kommercielle PCB-produkter består teoretisk af 209 forskellige specifikke, kemiske forbindelser. Godt og vel 100 af disse kan genfindes i naturen. Da de enkelte PCB-forbindelser har forskellige toksikologiske egenskaber, er det problematisk at behandle PCB-forbindelser under et. Der er således vist østrogen, antiøstrogen og antiandrogen virkning af forskellige kemiske bestanddele af kommercielle PCB-blandinger eller deres omsætningsprodukter. Omsætningsprodukter af visse PCB-forbindelser er endvidere i stand til at forstyrre thyroxins normale funktion ved at udkonkurrere hormonets binding til et transportprotein i blodet. Dette er bl.a. set i forsøg med sæler fra Vadehavet. Tilbagegangen i Østersøens og Vadehavets sælbestande i 1960erne og 1970erne menes at være forårsaget af PCB, som disse områder var og til dels stadig er forurenede med. Flere undersøgelser har vist, at den mentale udvikling hos børn født af mødre med en høj indtagelse af fisk fra PCB-forurenede områder (Østersøen, 112

115 Vadehavet, de store amerikanske søer) er påvirket i negativ retning. Thyroxin spiller bl.a. en vigtig rolle for færdigudviklingen af den menneskelige hjerne, og det er sandsynligt, at hjerneudviklingen påvirkes hos børn i fostertilstanden på grund af PCBs indvirkning på thyroxinreguleringen. Chlorerede dioxiner Dioxiner dækker i daglig tale to forskellige grupper af chlorerede forbindelser med 210 specifikke kemikalier. Dioxiner er aldrig fremstillet med industriel brug for øje, men de dannes som sideprodukter i forskellige processer (diverse kemiske synteser, forbrænding, chlorblegning). Visse af dioxinerne har en overordentlig høj giftighed. Dioxiner i ganske lave doser (ned til 0,1 mikrogram/kg/dag) kan skade forplantningen hos forsøgsdyr. Hos rotter er der på det hanlige afkom af mødre behandlet i drægtighedsperioden fundet effekter, der er i overensstemmelse med østrogenhypotesen (lavere sædcelletal, lavere fertilitet, etc.). UV-filtre Det er i løbet af det seneste år vist, at visse af de kemiske UV-filtre, der anvendes i solcreme har østrogen virkning. Dette giver naturligvis især anledning til overvejelser vedrørende de mulige virkninger hos mennesker, men da tyske undersøgelser har vist, at i hvert fald et af disse kemikalier i søer, hvor der bades, ophobes til målelige koncentrationer i fisk, kan eventuelle virkninger i miljøet ikke helt udelukkes. Tributyltin (TBT) TBT har siden 1960erne været anvendt som antibegroningsmidel i skibsmaling. Stoffet hæmmer formentlig dannelsen af østrogen hos snegle. Hunsnegle, der udsættes for TBT, maskuliniseres, hvilket ytrer sig ved at hunsneglene udvikler overlejrede hanlige kønsorganer. Hos nogle sneglearter bliver hunnerne sterile, og markante bestandsnedgange er set. Hos de mest følsomme sneglearter forekommer maskulinisering, hvis hunnerne i kønsdifferentieringsperioden udsættes for mindre end én milliarddel af et gram pr. liter. Vinclozolin Omsætningsprodukter af svampemidlet vinclozolin har antiandrogene effekter. Hvad adskiller hormonforstyrrende stoffer fra andre miljøgifte? Giftstoffers skadevirkning overfor levende organismer beror generelt på stoffernes evne til at påvirke cellers funktion. Nogle giftstoffer kan have en meget specifik virkningsmekanisme, hvor de f.eks. hæmmer et bestemt enzym i cellen, mens andre stoffers virkning kan være mere uspecifik, f.eks. ved en helt generel påvirkning af cellemembranen. Rent principielt kan man sige, at virkningen af hormonforstyrrende stoffer kun adskiller sig lidt fra virkningen af øvrige miljøgifte med en specifik virkning. Det, der er mest bemærkelsesværdigt ved - i hvert fald visse - hormonforstyrrende stoffer, er de kan fremme processer, der i virkeligheden er naturlige; de foregår blot i det forkerte køn. 113

116 Hormonforstyrrende stoffer udmærker sig desuden også ved at: virke ved meget lave doser eller koncentrationer påvirke afkommet (og dets reproduktionsevne) af organismer udsat for stofferne 114

117 Er sædkvaliteten faldet? Af: Niels Jørgensen og Niels E. Skakkebæk, Afdeling for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet I de sidste få år har der været meget fokus på udredning og behandling af barnløshed, som selvsagt kan skyldes årsager hos manden såvel som hos kvinden. Ikke desto mindre var det tidligere oftest kvinden, som kom til udredning og behandling. I de senere år er mandlige årsager til barnløsheden kommet mere i fokus. Dette skyldes blandt andet, at det er muligt at hjælpe flere mænd med dårlig sædkvalitet ved fertilitetsbehandling. Der er forbløffende mange par, der i øjeblikket søger behandling for ufrugtbarhed. Fertilitetslæger har beregnet, at 5% af alle nyfødte i Danmark i 2000 var bragt til verden ved en eller anden form for kunstig befrugtning inklusiv IVF (in vitro fertilisation, reagensglasbefrugtning ), ICSI (intracytoplasmic sperm injection, mikroinsemination ), homolog insemination (anvendelse af sæd fra den mandlige partner med dårlig sædkvalitet) eller insemination med donorsæd. Indikationen for en væsentlig del af disse behandlinger er dårlig sædkvalitet. Men desværre savner vi data om ændringer i evnen til at få børn. Vi har ganske enkelt ikke pålidelige data om udviklingen i befolkningens fertilitetspotentiale. En del af stigningen i antallet af behandlinger for ufrugtbarhed skyldes utvivlsomt de forbedrede behandlingstilbud, og at par er ældre, når de vælger at få børn. Folk ved nu, at der er muligheder, og de henvender sig utvivlsomt oftere. Men er det hele forklaringen? Kunne en del af forklaringen være, at flere mænd er ufrugtbare på grund af nedsat sædkvalitet? Det kan bestemt ikke udelukkes. Det er flere årtier siden, at amerikanske forskere først publicerede data om fald i sædkvaliteten, men deres påstand blev afvist af andre, som dengang var ledende på området. På baggrund af en ny metaanalyse af den tilgængelige litteratur om sædkvalitet hos normale mænd, konkluderede Carlsen mfl. [1] imidlertid i 1992, at der var sket et fald i sædtallet. Denne publikation havde væsentlig betydning, og spørgsmålet om sædkvaliteten har siden været ivrigt debatteret. Nogle undersøgelser, der efterfølgende i forskellige lande har forsøgt at vurdere nationale databaser om sædkvalitet, tydede på, at der var sket et fald i sædtallet [2], mens andre ikke kunne bekræfte det [3]. Når vi og andre har hæftet os ved koncentrationen af sædceller og ikke sædcellernes morfologi (udseende) og motilitet (bevægelighed), har det den enkle forklaring, at bestemmelse af sædtallet er nogenlunde reproducerbart, hvorimod der indgår en betydelig grad af subjektivitet i bedømmelsen af sædcellernes morfologi og motilitet. Som det fremgår af flere nyere artikler er sædtallet da også en ganske god markør for fertiliteten [4, 5]. Hertil kommer, at det gennem mange år har været andrologers (læger med specialviden om mandlig reproduktionsfunktion) erfaring, at infertile mænd med lavt sædtal som regel også havde mange abnormt formede sædceller med dårlig motilitet. Men en dårlig nutidig sædkvalitet er naturligvis ikke nødvendigvis et resultat af, at sædkvaliteten er faldende. Man kunne tænke sig at den altid har været så dårlig, og det derfor er naturligt at have dårlig sædkvalitet. En sådan antagelse kan med vor nuværende viden ikke helt afvises, men den er næppe sandsynlig. 115

118 Der er nemlig også andre forhold, som tyder på, at der i øjeblikket er stigende forekomst af sygelige tilstande i det mandlige reproduktionssystem. I de vestlige, industrialiserede samfund ses således en stigende hyppighed af testikelkræft. Desværre har vi i Danmark verdensrekord med hensyn til hyppighed af denne sygdom; livstidsrisikoen er næsten 1% og er nu cirka 3 gange så hyppig som for år siden. Vi har også en ganske overraskende høj hyppighed af testikelretention (testikler, der ikke er på deres plads i pungen); hos drenge i skolealderen er der således fundet en hyppighed på ca. 5% [6]. Disse høje hyppigheder er tankevækkende i forbindelse med diskussionen om sædkvalitet, fordi både testikelretention og testikelkræft er associeret med dårlig sædkvalitet. Det har således i mange år været veldokumenteret, at infertilitet kunne være en følgetilstand til testikelretention. Hertil kommer, at det for nylig er vist, at testikelkræft ikke optrådte tilfældigt, men var hyppigere blandt en gruppe mænd, som havde nedsat fertilitet [7]. Det er også veldokumenteret, at mænd med testikelkræft generelt har dårlig sædkvalitet på diagnosetidspunktet, meget dårligere end svarende til, at den ene testikel er angrebet af kræft. Vanskelighederne ved at opnå enighed om i hvilken retning, det er gået med sædkvaliteten, skyldes især, at statistikkerne bygger på retrospektive data, som er indsamlet med andre formål for øje. Tallene for udviklingen i hyppigheden af testikelkræft kan derimod ikke på samme måde drages i tvivl. Praktisk taget alle pålidelige internationale registre viser en klar og fortsat stigende hyppighed i denne sygdom. Ikke mindst på baggrund af den biologiske sammenhæng mellem testikelkræft og dårlig spermatogenese (sædcelleproduktion) er der grund til at udtrykke bekymring over det sandsynlige fald i sædkvaliteten. På den anden side har diskussionen om sædkvalitet vist, at der er et stort behov for en bedre (prospektiv) registrering af sædkvalitet. Med henblik på at tilvejebringe ny information om den aktuelle sædkvalitet i den danske befolkning foretog Afdeling for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet, derfor en undersøgelse af sædkvaliteten blandt en gruppe af formodet normale, unge danske mænd fra den københavnske befolkning (sessionsdeltagere) i perioden efteråret 1996 til og med foråret Resultaterne fra den undersøgelse viste et bemærkelsesværdig lavt sædtal [8]. Således havde næsten 23% af mændene en sædcellekoncentration under 20 mio/ml, der nu af WHO betegnes som nedre normalgrænse. Hertil kommer, at et sædtal på 20 mio/ml næppe er optimalt. En nylig dansk undersøgelse har nemlig vist, at frugtbarheden stiger med øget sædcellekoncentration op til omkring 40 mio/mio [4]. Det er således snarere denne grænseværdi (som også tidligere har været anvendt af WHO), der bør anvendes. Lægges denne grænse til grund for en analyse af de danske tal viser det sig, at 35-45% af de undersøgte unge danske mænd havde et suboptimalt sædtal. Opfølgende undersøgelse af ca. 150 af mændene med sædprøver hver 3 måned gennem 4 år viste desværre, at der ikke var tegn til forbedringer i den gennemsnitlige sædcellekoncentration. Undersøgelsen tydede således på, at det er sandsynligt, at over en tredjedel af københavnske mænd kan have nedsat sædkvalitet med fertilitetsproblemer (øget ventetid til graviditet) eller ligefrem ufrugtbarhed til følge. På baggrund af denne første undersøgelse af unge, normale mænd følte vi os tilskyndet til at søge de fundne resultater be- eller afkræftet gennem en ny 116

119 undersøgelse af en lignende gruppe unge mænd. I alt har vi, siden efteråret 1996 og frem til og med foråret 2001, undersøgt 1456 unge mænd, som er inkluderet i vores undersøgelse i forbindelse med deres fremmøde til obligatorisk session. Mændene må anses for at være repræsentative for normalbefolkningen, da alle ikke kronisk syge skal møde til session. Mændene, som var cirka 19 år havde normalt fremtoningspræg med normal, voksen kønsbehåring. Alligevel fik vi bekræftet, at de nye frivillige blandt 19-årige unge mænd havde en gennemsnitlig sædkvalitet i samme lave område. Disse fund danner nu baggrund for en fremadrettet årlig overvågning, som med midler fra Miljøstyrelsen og Sundhedsministeriet er påbegyndt i De første data fra denne overvågning af sædkvaliteten vil blive analyseret i løbet af 2002 og indgå i en rapport, som er planlagt til ultimo Resultaterne fra den danske undersøgelse af normale, unge mænd er også sammenlignet med tilsvarende resultater fra Norge, Estland og Finland. De unge, danske og norske mænd havde et sædtal på et niveau på cirka 75% af det som fandtes hos tilsvarende unge, normale mænd fra Finland og Estland [9]. Bemærkelsesværdigt er risikoen for testikelkræft mindre end 1/3 i den finske og estiske befolkning end den tilsvarende i den danske og norske befolkning. Hyppigheden af testikelkræft er næsten lige så stor blandt norske mænd som blandt danske mænd. Disse resultater indikerer ikke kun eksistensen af en geografisk forskel mellem lande - men kan sammen med den ændrede hyppighed af testikelkræft også indikere forskellig miljømæssig påvirkning, forskellig genetisk baggrund eller måske en kombination af disse to hovedfaktorer som forklaringer på de geografiske forskelle. I diskussionen om ændringer i sædtallet bør det imidlertid ikke glemmes, at sædtallet kun er en markør for reproduktionsevnen. Det afgørende er naturligvis kvaliteten af den enkelte sædcelle, dvs. dens evne til at befrugte et æg. Her er den humane sæd generelt underlødig i forhold til de fleste dyr, som ofte har vældig god sædkvalitet, tæt ved 100% normale sædceller. Dette ses praktisk taget aldrig hos mennesket; mange mænd har mindre end 50% normale sædceller, ja nogle strækker normalitetsbegrebet så langt, at mænd med 5% normale sædceller kategoriseres som havende normal sædkvalitet. Uden anvendelse af svangerskabsforebyggende midler er konceptions/coitus-ratio (antal befrugtninger per samleje) da også langt lavere hos mennesket end hos de fleste dyr, hvor et enkelt coitus ofte resulterer i befrugtning. Hvor om alting er, må vi konstatere, at den humane sæd set i lyset af det biologiske univers - generelt er meget dårlig. Frugtbarhed er en vigtigt barometer for et samfunds sundhedstilstand. Vi er heldigvis blevet gode til at behandle barnløshed, også i de tilfælde hvor årsagen er den mandlige faktor. Men de menneskelige og økonomiske omkostninger ved ufrugtbarhed er store. Om få år vil der i hver skoleklasse i Danmark i gennemsnit være et barn, som er undfanget ved hjælp af kunstig befrugtning. Hertil kommer, at der trods alle fremskridt fortsat vil være en gruppe af par, som ikke kan hjælpes. Ufrugtbarhed er således blevet et generelt samfundsproblem. Skyldes det stress, livsstil, høje niveauer af de såkaldt reactive oxygen species [10] eller de hormonforstyrrende stoffer, som findes i miljøet, inklusive fødevarer [11]? Svaret er ganske kort: Vi ved det ikke! Men de nævnte spørgsmål er indbyggede i hypoteser, som er under afprøvning. Ét 117

120 synes dog sikkert. Det bliver svært at finde årsagen(erne) til de mange reproduktionsproblemer i de industrialiserede lande, ikke mindst de mandlige. Den allernyeste forskning tyder på, at påvirkninger allerede i fostertilværelsen kan spille ind, både når det drejer sig om problemer med sædcelledannelsen og med hensyn til udvikling af testikelkræft. Så fokus retter sig ikke blot mod den ufrugtbare mand, men mere og mere mod den gravide kvinde og det miljø og de livsstilsfaktorer, som hun udsættes for. 118

121 Litteratur Carlsen E, Giwercman A, Keiding N, Skakkebæk NE: Evidence for decreasing quality of semen during past 50 years. British Medical Journal, 1992; 305: Auger J, Kunstmann JM, Czyglik F, Jouannet P: Decline in semen quality among fertile men in Paris during the past 20 years. New England Journal of Medicine, 1995; 332: Fisch H, Goluboff ET, Olson JH, Feldshuh J, Broder SJ, Barad DH: Semen analyses in 1,283 men from the United States over a 25-year period: no decline in quality. Fertility & Sterility, 1996; 65: Bonde JP, Ernst E, Jensen TK, Hjollond NH, Kolstad H, Henriksen TB, Scheike T, Giwercman A, Olsen J and Skakkebæk NE: Relation between semen quality and fertility: a population-based study of 430 first-pregnancy planners. Lancet, 1998; 352: Guzick DS, Overstreet JW, Factor-Litvak P, Brazil CK Nakajima ST, Coutifaris C, Carson SA, Cisneros P, Steinkampf MP, Hill JA, Zu D, Bogel DL: Sperm Morphology, Motility, and Concentration in Fertile and Infertile Men. New England Journal of Medicine, 2001; 345: Blom K: Undescended testis and the time of spontanous descent in 2516 schoolboys. Ugeskrift for Læger, 1984; 146: Møller H, Skakkebæk NE: Risk of testicular cancer in subfertile men: case-control study. British Medical Journal, 1999; 318: Andersen AG, Jensen TK, Carlsen E, Jørgensen N, Andersson AM, Krarup T, Keiding N, Skakkebæk NE: High frequency of sub-optimal semen quality in an unselected population of young men. Human Reproduction, 2000; 15: Jørgensen N, Carlsen E, Nermoen I, Punab M, Suominen J, Andersen AG, Andersson AM, Haugen TB, Horte A, Jensen TK, Magnus Ø, Petersen JH, Vierula M, Toppari J, Skakkebæk NE: East-west gradient in semen quality in the Nordic- Baltic area: a study of men from the general population in Denmark, Norway, Estonia and Finland. Human Reproduction, 2002, in press. Aitken RJ: The amoroso lecture the human spermatozoon - a cell in crisis? Journal of Reproduction and Fertility, 1999; 115: 1-7. Toppari J, Larsen JC, Christiansen P, Giwercman A, Grandjean P, Guillette LJJr, Jégou B, Jensen TK, Jouannet P, Keiding N, Leffers H, McLachlan JA, Meyer O, Müller J, Rajpert-De Meyts E, Scheike T, Sharpe R, Sumpter J, Skakkebæk NE: Male reproductive health and environmental xenoestrogens. Environmental Health Perspectives, 1996, 104: Ovenstående artikel tager udgangspunkt i en leder i Ugeskrift for Læger: Skakkebæk NE: Er sædkvaliteten faldet? Ugeskrift for Læger, 1999; 161:

122 Hormon-relaterede kræftformer Af: Jørgen H. Olsen, Institut for Epidemiologsik Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse Kønshormoner og kræftrisiko: dokumentation Der er indsamlet en betydelig mængde videnskabelig dokumentation for, at kønshormoner spiller en fremtrædende rolle som årsag til flere former for kræft hos mennesket. Dokumentationen stammer fra kliniske undersøgelser, fra epidemiologiske undersøgelser og fra dyreforsøg, og den er på de væsentligste punkter sammenhængende på tværs af forskningsområderne. Dokumentationen for en kræftfremkaldende effekt gælder først og fremmest de naturlige, kvindelige kønshormoner (østrogener og gestagener) og de mandlige kønshormoner (testosteroner), samt det store antal halv- og helsyntetiske efterligninger, som i dag er i klinisk anvendelse. Dokumentationen for det kræftfremkaldende potentiale ligger næsten udelukkende på anvendelsen af disse forbindelser i terapeutiske doser. De kvindelige kønshormoner anvendes primært i form af p-piller og som midler til behandling af gener i kvindens overgangsalder. Anti-østrogener anvendes undertiden i behandlingen af brystkræft; og kvindelige kønshormoner i behandlingen af kræft i prostata. Tabel 1. Hormon-relaterede kræftformer Den videnskabelige dokumentation Organ M/K Sikkerhed for er solid for kræft i brystet, dokumentation livmoderkroppen (endometriet), Bryst 1 K æggestokken (ovariet), prostata Livmoderkrap 1 K (blærehalskirtlen) og testiklen, om Æggestok 1 K end dokumentationerne for en Prostata 1 M sammenhæng med testikelkræft Testikel 1 M hovedsageligt hviler på indirekte Livmoderhals K? mekanismer. Det er disse Lever M/K? kræftformer, der ofte benævnes Skjoldbruskkirtel M/K? hormon-relaterede eller hormonafhængige. Derudover er der en Andre M/K - kræftformer vis, men noget inkonsistent 1 Hormon-relaterede videnskabelig dokumentation for, at kønshormonerne kan have en effekt på risikoen for kræft i livmoderhalsen (cervix), leveren og skjoldbruskkirtlen. De talmæssige forhold Søjlerne i figuren nedenfor viser det årlige antal kræfttilfælde blandt mænd (1998: ) og kvinder (1998: ) i Danmark siden 1940 erne, da Cancerregistret startede. Tallene indeholder alle kræftformer tilsammen (1998: ). Stigningen i kræftforekomsten henover tid er dog knap så markant, som søjlernes vækst lader formode, idet befolkningens alderssammensætning igennem perioden er forskudt mod højere aldersklasser. Justeres kræfttallene for ændringer som skyldes befolkningens aldersforskydning, får man en tilvækst i 120

123 kræftforekomsten (per mænd, hhv. kvinder), som vist med de to grafer. Det er en stigning, som vi må anse for at være et resultat af ændrede miljøforhold og nye livsstilsvaner. Fra 1970 erne til 1990 erne, dvs. over de Samlet antal Mænd Kvinder Mænd Kvinder Antal per sidste 20 år, er antallet af årlige kræfttilfælde steget med i alt 15% blandt mænd og 25% blandt kvinder 'erne 1950'erne 1960'erne 1970'erne 1980'erne 190'erne Bryst Lunge Tyktarm Livmoderkrop Æggestok Modermærke Livmoderhals Endetarm Hjerne Figur 1. Antallet af nye kræfttilfælde per år siden 1940 erne (søjler), og aldersjusteret forekomst (grafer) per mænd, hhv. kvinder. De hormonrelaterede kræftformer Figur 2 (kvinder) og 3 (mænd) viser de mest almindelige kræftformer i Danmark i 1990 erne. Årligt blev således opdaget nye kræfttilfælde i brystet hos kvinder (Figur 2), og knap nye tilfælde i lungen hos mænd (Figur 3). Flere af de hormonrelaterede kræftformer er blandt de 10 hyppigste hos henholdsvis kvinder (bryst, livmoderkrop og æggestok) og mænd (prostata; testikelkræft er længere nede på listen). Figur 2. Kvinder Kræft i Danmark, 1990 erne Blære Lunge Prostata Blære Tyktarm Endetarm Hjerne Lymfom Nyre Modermærke Mavesæk Figur 3. Mænd. Kræft i Danmark, 1990 erne Blandt danske kvinder udgør de hormonrelaterede kræft-former omkring 33% af alle kræfttilfælde, når der ses bort fra de ufarlige former for hudkræft. For hver fjerde kvinde (24%) med kræft sidder svulsten i dag i brystet. Blandt danske mænd udgør de hormonrelaterede kræftformer 17% af alle kræft- 121

124 tilfælde, hvoraf de 14% skyldes prostatakræft. Samlet for mænd og kvinder er det altså 24% af alle kræfttilfælde, som er hormonrelaterede, se også Figur 4. Figur 4. Andelen af alle kræfttilfælde blandt hhv. kvinder og mænd, som er hormon-relaterede ca. år 2000 Kvinder Bryst 24% Mænd Prostata 14% Testikel 3% Livmoderkrop 5% Æggestok 4% Antal per Antal per 'erne Bryst Prostata 'erne 1950'erne 1950'erne 1960'erne 1960'erne 1970'erne 1970'erne 1980'erne 1980'erne 1990'erne 1990'erne Livmoderkrop Æggestok Testikel Figur 5. Nye tilfælde af brystkræft og prostatakræft per år per personer Figur 5 (bryst- og prostat-akræft) og Figur 6 (kræft i livmoderkroppen, æggestokken og testiklen) viser udviklingen i hyppigheden af de hormonrelaterede kræftsygdomme i Danmark fra begyndelsen af 1940 erne til slutningen af 1990 erne. Tallene er justeret for virkninger af ændringer i befolkningens alderssam-mensætning hen over perioden. 6. Nye tilfælde af kræft i livmoderkroppen, æggestokken og testiklen per år per personer Hen over dette halve århundrede er hyppigheden i absolutte tal (eller risikoen) 3- doblet for prostata- og 122

125 testikelkræft og næsten fordoblet for kræft i brystet og livmoderkroppen (Figur 5 og 6). Livstidsrisikoen Tabel 2 viser livstidsrisikoen for at pådrage sig en af de nævnte kræftformer. Tallet angiver i procent den sandsynlighed man som gennemsnitsdansker har for at få brystkræft, prostatakræft osv. inden man fylder 75 år. Tabel 2. Livstidsrisikoen for de hormonrelaterede kræftformer Kræftform (M/K) Livstidsrisiko inden 75 år (%) Bryst (K) 10 Prostata (M) 4 Livmoderkrop (K) 2 Æggestok (K) 1½ Testikelkræft (M) 1 Er de hormonrelaterede kræftformer ved at fortrænge andre kræftformer? Figur 4 viste, at de hormonrelaterede kræftformer udgjorde 33% af kræftmønsteret hos kvinder og 17% hos mænd. Har det altid været sådan, eller er andelen i stigning? Både ja og nej. Tabel 3 viser de hormonrelaterede kræftformers andel af den samlede kræftforekomst i befolkningen i dag, for 20 år siden og for 40 år siden. Tabel 3. Hormonrelaterede kræftformers andel af den samlede kræftforekomst i befolkningen (M/K) Kræftform Andel i % i dag 20 år siden 40 år siden Kvinder Alle hormonrelaterede Bryst Livmoderkrop Æggestok Mænd Alle hormonrelaterede Prostata Testikel Tendensen går altså i retning af, at andelen af hormonrelaterede kræfttilfælde er stigende hos både mænd og kvinder. Men stigningerne har været forholdsvis beskedne. Stigningerne er forklaret ved en stigning i andelen af brystkræfttilfælde fra 20% til 24% i løbet af de sidste 20 år, og en stigning i 123

126 andelen af testikelkræft fra 1% til 3%, samt en initial stigning (fra 1950 erne til 1970 erne) i prostatakræft fra 13% til 17%). Andelen af kræft i livmoderkroppen har været uændret, og andelen af kræft i æggestokken har været dalene. Det kan ikke udelukkes, at forbedrede kliniske undersøgelsesteknikker, samt screening for visse former for kræft helt eller delvist er forklaringen på den let ekspanderede andel af tilfælde af brystkræft og prostatakræft. 124

127 Hormonforstyrrende stoffer i de Arktiske områder Af: Eva B. Jørgensen, Lektor, Institut for Miljø og Arbejdsmedicin Menneskers udsættelse for miljøgifte er global og ikke kun begrænset til de individer der lever i områder hvor stofferne produceres og anvendes eller tæt på risikoaffald indeholdende hormonforstyrrende stoffer (HFS). HFS inkluderer en række miljøgifte, der nedbrydes meget langsomt eller slet ikke i miljøet og optages i dyr og mennesker hovedsagelig igennem føden. Disse stoffer kaldes med en fælles benævnelse for persistent organo-chlorines (POCs) (stabile organiske klorforbindelser) og inkluderer kemiske forbindelse som dioxiner/furaner, polykloredede bifenyler (PCBs) og pesticider. Alle organismer indeholder således i dag POCs, hvor niveauet er afhængig af lokale i) koncentrations forskelle af giftene i miljøet, ii) fysiske og biologiske kilder, iii) kostvaner.. Belastningen af miljøgifte inklusive POC i den arktiske befolkning er blevet overvåget og målt siden etablering af Arctic Monitoring and Assessment Programme (AMAP) fase 1. i 1991, hvor målet var vurdering af såvel kilder samt niveauer af disse stoffer i det Arktiske miljø og økosystem, inklusive mennesker. Konklusionen af AMAP fase 1 (1997, 1998) var, at adskillige befolkningsgrupper i Arktis (inklusive Grønland) har en høj koncentration af disse stoffer i deres organismer. Denne lang-distance transport af miljøgifte, som i de fleste tilfælde aldrig har været benyttet i Arktis, er primært foregået via ophobning igennem havets fødekæder og dermed i havdyr, som er dominerende i den traditionelle kost for den arktiske befolkning (Inuitter). Da stofferne er fedtopløselige er det specielt sæl og hval spæk samt fede fisk og isbjørne som bidrager til en høj belastning. Nogle Inuit befolkningsgrupper, som fx i Østgrønland, har niveauer som langt overskrider etablerede (Canadiske) grænseværdier. Stofferne transporteres uden begrænsning til fostre via moderkagen og til det nyfødte barn via brystmælk. Dette har resulteret i daglig indtagelse for nyfødte på niveauer der er 2 til 10 gange højere end anbefalet tålelig indtagelse af disse miljøgifte, som af WHO er sat til 1-4 pg TEQ (toksiske enheder) per kg kropsvægt. Da fostre og nyfødte, som er under udvikling, er specielt følsomme giver dette årsag til begrundet mistanke om øget risiko for forplantningsskader inklusive effekter på immunforsvar og nervesystem, og dermed den mentale udvikling. Befolkningsundersøgelser i det Arktiske støtter mistanken om at disse miljøgifte påvirker børns mentale udvikling og immunforsvar. AMAP fase 2, som påbegyndtes 1998, bekræftedes de eksponerings niveauer af miljøgifte, som blev målt i pilotprogrammet for AMAP fase 1 samt identificerede de høje miljøgifte i befolkningsgrupper på Østgrønland. I AMAP fase 2 blev der desuden fokuseret på, at få en bedre forståelse for de giftige effekter, som disse stoffer kan have på mennesker og deres afkom. Da kropsbelastninger alene ikke er nok til at vurdere de sundhedsrisici der kan henføres til udsættelse for stofferne, blev der år 2000 i AMAP Human Health 125

128 gruppen etableret et program for bestemmelse af potentielle effekter af disse miljøgifte. Målet med dette effekt program er, at sammenligne belastningen af disse stoffer med befolknings sundhedsundersøgelser og kombinere det med undersøgelser af effekt markører på det celle niveau. Programmet inkluderer udover sygelighedsfrekvenser og dødelighed, studier af genetisk følsomhed, cancer, effekter på fertilitets og forplantningsskader, samt effekter på immunforsvar og neurologisk udvikling. Iværksættelse af effekt programmet, der kombinerer befolknings udsættelsesniveau med undersøgelser på celle niveau, gør det muligt at identificere effekter på et tidligere tidspunkt, og kan bruges som et advarselssystem til at signalere at grænseværdier bør reduceres. Da dette program er blevet etableret for nylig, er der endnu kun sparsomme resultater som integrerer befolkningsundersøgelser med de nye celle effektstudie af humane prøver. Præliminære data fra Grønland, der for nylig har været omtalt i dagspressen, har vist, at det aktuelle belastningsniveau og den aktuelle blanding af forureningsstoffer i blodet hos den undersøgte gruppe Grønlændere kan henføres til påviselige hormoneffekter ved studier på celler i laboratoriet. For at varetage den Grønlandske befolknings sundhedstilstand på forsvarlig vis vil en fortsættelse af dette program være absolut nødvendigt. De belastningsniveauer der er fundet i det Arktiske og de fundne effekt resultater kan også bidrage til at skabe viden om hvilke mulige effekter disse miljøgifte kan have på andre befolkningsgrupper, som fx den danske. Da dioxiner til en vis grad nedbrydes af den atmosfæriske ultraviolette stråling, er PCB og pesticider de dominerende stoffer i den Arktiske befolkning. Derimod gør kildenærhed, at dioxiner er dominerende i den europæiske befolkning inklusive den danske. Det giftige potentiale (toksiske potentiale, TEQ) af disse miljøgifte beregnes ved hjælp af en beregningstabel hvor alle stoffer inklusive PCB sættes i relation til et bestemt dioxin (TCDD). Da dioxiner generelt er mere toksiske end PCB er der ved anvendelse af denne beregningsmodel ikke den store forskel i TEQ imellem den Arktiske og den europæiske befolkning på trods af de meget højere PCB niveauer (op til 10 gange) i fx den Grønlandske befolkning. Selv om der i 2. fase af AMAP blev målt en tendens af et fald af visse POC er observationstiden for kort (siden 1994) til at måle en signifikant forskel i niveauer. Der skal her tages i betragtning, at der samtidig sker en stigning af nye miljøgifte med samme potentielle effekter så som nye pesticider og bromerede flammehæmmere. For de sidst nævnte stoffer er der rapporteret en stor stigning i norsk donor blod siden Effekt studier i det arktiske område Kræft Problemet med befolkningsundersøgelser er, at en række livsfaktorer som rygning, alkohol, alder, kost, køn etc. kan påvirke en given undersøgelse. For den Grønlandske befolkning, som i dag udgør totalt ca , er der yderligere det problem, at der ofte også kræves et stort antal individer for at få et signifikant effekt studie. Hyppigheden af en række hormon relaterede kræftsygdomme som bryst og prostata kræft er steget betydeligt igennem de sidste 10 år i Grønland. Om dette 126

129 kan relateres til en øget risiko ved høje POC belastnings niveauer vides endnu ikke, men analyser af en påbegyndt prøve indsamling fra kvinder med kræft kan måske belyse denne hypotese. Immunforsvar POC kan påvirke immune systemet og effekten er mest udtalt ved eksponering af fostre og den tidlige levealder af børn. Høj eksponering af befolkninger ved uheld som ved fx i Taiwan hvor madolie var blevet forurenet med furaner (dioxin lignende stof) har vist, at børn født af mødre som havde spist olien havde højere hyppighed af infektioner i de øverste luftveje og ører. Der er også studier i det Arktiske område (Canadiske Inuitter) som bekræfter dette sammenhæng imellem høj eksponering til POC og øget frekvens af øre- og luftvejsinfektioner. Neurologiske udvikling Der er undersøgelser der viser at miljøgifte som PCB, dioxiner og furaner kan påvirke de neurologiske egenskaber med en nedsættelse den mentale udvikling hos børn. I det arktiske område er der for en gruppe børn på Færøerne rapporteret en mulig relation imellem hæmning af mentale egenskaber og en kombineret effekt af eksponering til metylkviksølv og PCB. En række af de studier som har undersøgt de neurologiske effekter har også set en tendens til lavere fødselsvægt ved stigende POC. Nye undersøgelser viser at miljøgifte i blodet kan forstyrrer naturlige hormoners funktion. Tidligere har der været en relevant diskussion om hvordan den kombinerede effekt af HFS ville være af de aktuelle stof blandinger som findes i mennesker. Ville de hormon hæmmende og hormon fremmende effekter ophæve hinanden eller resultere i en anden kombineret effekt? Det er nu muligt at måle effekten af de mange POC miljøgifte, som mennesker er forurenet med gennem kosten. Ved brug af nye metoder er det nu vist ved undersøgelser af blod fra 170 Grønlændere, at de aktuelle stofblandinger og niveauer, som forekommer i blodet hos den undersøgte gruppe af Inuitter, har effekt på normale hormoners funktioner ved test i cellekultur systemer i laboratoriet. Metoden til bestemmelse af disse miljøgiftes hormoneffekt er udført i et samarbejde mellem de miljømedicinske institutter ved Aarhus Universitet og Syddansk Universitet, Odense. Fremgangsmåden er, at man fjerner de naturlige kønshormoner fra blodserum og derefter tester forureningsstoffernes aktuelle og isolerede effekt på cellers evne til at modtage og reagere til naturlige hormoner. Fordelen ved den nye metode er, at den giver et samlet og hurtigt mål for giftstoffernes samlede effekt. Tidligere testede man kommercielt købte stoffer enkeltvis eller i begrænsede kombinationer i dyreforsøg eller cellekultur systemer i laboratoriet, hvilket ikke afspejler stoffernes egentlige samlede effekt når de er tilstede i en organisme. I den nye befolkningsundersøgelse, som involverer 170 Grønlændere, blev der målt dioxin aktiviteter i de humane serum prøver og en tydelig og signifikant hæmning af normale hormoners funktion. 127

130 Disse biomarkør effekter kunne relateres til koncentrationen af bestemte PCB er og pesticider i blodet. Dette er den første dokumentation af et hormonforstyrrende potentiale af de aktuelle niveauer og aktuelle blandinger af disse stoffer i en befolkning i det Arktiske. Baseret på erfaringer fra dyr i det fri og studier af laboratoriedyr medfører disse nye biomarkør effektstudie grund til bekymring. Men de egentlige konsekvenser af disse observationer i en human befolkning må betragtes i et perspektiv af flere generationer. Konklusionen af disse resultater, som viser en effekt af miljøgifte på det sub-kliniske niveau må være, at den aktuelle udsættelse af mennesker for disse gifte i de eksisterende niveauer og blandinger i det Arktiske har en negativ påvirkning på human sundhed. Da denne form for biomarkør studier ofte er vanskelig at forklare befolkningen kan disse til en vis grad sammenlignes med langtidsvirkninger af alkohol indtagelse og rygning, som henholdsvis øger risikoen for leverskader og lungekræft. Forslag til forebyggelse og til hvad der skal gøres i fremtiden I betragtning af de potentielle effekter på fremtidige generationer bør der snarest gøres en indsats for at reducere udledningen af disse miljøgifte til naturens økologiske system. Der bør snarest laves en lovgivning for test af nye og gamle stoffer mistænkt (evt. på basis af den kemiske struktur) for hormonlignende aktivitet før de tages i brug og etablering af tydelige beskyttelses foranstaltninger af arbejdseksponeringer for de mennesker som arbejder med stofferne, som fx pesticider. Udvikling og koordinering af nye metoder til integration af befolkningsundersøgelser og bestemmelse af effekter på celle niveau. Da gravide kvinder og deres ufødte børn er specielt sårbar for eksponering til stofferne bør der udarbejdes en kostvejledning hvor indtagelse af fedt fra havpattedyr og isbjørne bør begrænses uden at fjerne den fordelagtige ernæring ved indtagelse af den traditionelle marine kost. Amning bør fortsat anbefales i en kombination med kostvejledning på trods af det forholdsvis høje indhold af miljøgifte, både på grund af den sociale nærhed samt de observerede gunstige effekter på immunforsvar og mentale udvikling. Moniterings programmet for overvågning og måling af HFS bør fortsættes for at fastlægge tids tendens. Foruden bestemmelse af niveauet for pesticider og PCB bør også dioxin-lignende stoffer og nye kemikalier som fx nye pesticider og brommerede flammehammere inkluderes Biomarkør effekt programmet bør udvides til at anvendes geografisk og til at omfatte bestemmelse af genetisk følsomhed overfor eksponering til miljøgifte. 128

131 Omhyggelig og forståelig information til befolkningen om stoffernes mulige sundheds effekter og hvordan man kan begrænse eksponering. Internationale konventioner ratificeres og implementeres af laboratorieprotokoller for at øge sammenligning af data. 129

132 Naturligt-forekommende østrogenlignende plantestoffer Af: Vibeke Miller Breinholt, Seniorforsker, Ph.D, Fødevaredirektoratet. Resumé: Østrogene plantestoffer - indvirker ikke negativt på mænds og dyrs reproduktionsevne og øger ikke forekomsten af hormonafhængige kræftformer ved de koncentrationer, som forekommer i fødevarer. Ved meget høje, ikke-kost relevante koncentrationer, kan de naturlige østrogener, i forsøgsdyr, øge brystkræftrisikoen samt virke reproduktionsforstyrrende. - afgiftes effektivt i kroppen og vævsophobning er således minimal. - giver derimod, i forsøgsdyr, en effektiv beskyttelse overfor kræft, knogleskørhed og hjertekarsygdomme, bl.a. gennem stoffernes østrogene egenskaber. Planteøstrogenerne besidder dog flere andre måder at virke på, som ligeledes menes at bidrage til den observerede beskyttende effekt. - skal underkastes yderligere undersøgelser for nærmere at klarlægge deres potentielt beskyttende effekt overfor bl.a. brystkræft, som er den hyppigste kræftform blandt kvinder i den vestlige verden. Da den viden man har om planteøstrogener i dag hovedsageligt stammer fra dyreforsøg eller fra meget begrænsede undersøgelser i mennesker, er dybdegående undersøgelser vedrørende stoffernes gavnlige såvel som skadelige virkninger på mennesker påkrævet. Konklusion: Et bedre kendskab til planteøstrogenernes og andre lovende kræftforebyggende plantestoffers måde at virke på i mennesker forventes på længere sigt at kunne udmunde i mere specifikke kostanbefalinger. Ændrede kostvaner, vil formentlig kunne bidrage til en reduktion af brystkræftforekomsten i Danmark og i de øvrige vestlige lande. Baggrundsinformation: Indenfor den seneste årrække har der både i den videnskabelige verden og i medierne været meget fokus på forekomsten af østrogene stoffer i vores omgivelser og fødevarer. Forureningsstoffer i vores miljø og mad har været, eller er stadig, beskyldt for at påvirke bl.a. mænds og fritlevende dyrs reproduktionsevne i negativ retning. Den øgede forekomst af brystcancer hos både mænd og kvinder i den industrialiserede verden har ligeledes været kædet sammen med en øget udsættelse for østrogenlignende stoffer. At østrogene stoffer kan virke reproduktionsforstyrrende eller indvirke negativt på kvinders brystkræftrisiko skyldes for flere stoffers vedkommende ikke udelukkende at stofferne besidder østrogene egenskaber. De fleste østrogene stoffer, fysiologiske såvel som miljø- eller planteøstrogener, kan nemlig gribe forstyrrende ind på andre parametre eller processer, der er af betydning i reproduktions- såvel som kræftsammenhæng. De potentielt reproduktionsskadende og/eller kræftfremmende stoffer kan således virke i kraft af deres evne til at 1) efterligne fysiologiske hormoner, hunlige såvel som hanlige 2) modvirke effekten af kroppens egne hormoner (antiøstrogener og antiandrogener 3) ændre produktionen af kroppens egne hormoner (f.eks. ved at hæmme aromatasen, et enzym udtrykt i bl.a. reproduktionsorganerne og brystvævet, der styrer omdannelsen af hanlige kønshormoner (androgener) til 130

133 hunlige kønshormoner (østrogener) eller 4) ændre niveauet eller fordelingen af de proteiner (receptorer) der sørger for at hormonerne udøver deres virkning. Selv om forskere rundt omkring i verden arbejder med flere potentielle virkemåder af de hormonforstyrrende stoffer, har der været fokuseret meget på stoffernes østrogene egenskaber. Dette skyldes både det faktum, at det er relativt let at screene for stoffers østrogene egenskaber men også i særdeleshed at østrogener er kendt for at spille en central rolle i reproduktionen såvel som i kræftudviklingen og således har egenskaber, der kunne medvirke til at forklare de ændrede reproduktionsforhold og den øgede forekomst af hormonafhængige kræftformer. M.h.t. til de østrogene plantestoffer er der på Fødevaredirektoratet foretaget undersøgelser der tyder på at nogle af de østrogene plantestoffer ligeledes kan virke som svage androgener og antiandrogener. Plantestoffernes østrogenicitet er dog langt mere markant, og menes derfor at være den væsentligste parameter at fokusere på i relation til reproduktion og kræft. Fokus for dette indlæg vil derfor være plantestoffers østrogene egenskaber. Selvom det stadig er uvist, hvorvidt miljøkemikaliers østrogene egenskaber overhovedet spiller en rolle i den ændrede mandlige reproduktionsevne og den stigende forekomst af hormonrelaterede kræftformer i den vestlige verden, er der i befolkningen opstået en øget usikkerhed, angst og mistro overfor de naturligt forekommende østrogene plantestoffer. Østrogene plantestoffer findes vidt udbredt i vores levnedsmidler og mængdemæssigt samt med hensyn til østrogen aktivitet overgår de hovedparten af de østrogene forureningsstoffer. De østrogene plantestoffer, også kaldet planteøstrogener eller phytoøstrogener, betegnes som ikke-steroide østrogener. Dvs., at de i struktur minder om kroppens kvindelige kønshormoner (f.eks. østradiol) men alligevel afviger så meget fra de fysiologiske østrogener, at deres østrogene aktivitet oftest er flere tusinde til flere millioner gange svagere end kroppens egne hormoner. Med den viden vi har i dag om østrogene plantestoffer, er der intet, der tyder på, at et levnedsmiddelrelevant indtag af planteøstrogener er skadeligt for helbredet. Hverken med hensyn til reproduktionsforstyrrelser eller kræft. Vores krop har systemer, der effektivt afgifter og udnytter planteøstrogenerne, i modsætning til flere miljøøstrogener, der ikke omdannes og potentielt kan ophobes i kroppen og nå en skadelige koncentration i et givent væv. Indtag af østrogene plantestoffer under graviditeten eller udsætning af spædbørn for planteøstrogener via en soja-baseret modermælkserstatning synes heller ikke at påvirke det hanlige afkoms reproduktionsevne. Et højt indtag af planteøstrogener har heller ikke nogen indvirken på et individs chance for at blive gravid eller fastholde en graviditet. Kroppens produktion af de langt stærkere fysiologiske østrogener gør, at planteøstrogenerne under normale forhold ikke eller kun i meget ringe grad bidrager til den samlede østrogene effekt. Hvis en kvindes egenproduktion af østrogener er lav (f.eks. under postmenopausen eller efter fjernelse af æggestokke/og eller livmoder) kan planteøstrogenerne imidlertid bidrage med at producere en svag østrogen effekt. Postmenopausale problemer, som f.eks. hedeture og nedsat knogledannelse (knogleskørhed) forårsaget af en for lav produktion af fysiologiske østrogener, kan således modvirkes af planteøstrogener ved at de bl.a. efterligner fysiologiske østrogener. I dyreverdenen findes der eksempler på, at en meget ensidig kost, indeholdende planteøstrogener, over længere tid kan nedsætte får og andre dyrs fertilitet. Hos 131

134 Asiatere, der indtager relativt store mængder af soja, er der dog intet der tyder på en negativ effekt på reproduktionen. M.h.t. til kræft har undersøgelser foretaget på forsøgsdyr vist at meget høje koncentrationer af naturlige planteøstrogener kan øge forekomsten af bl.a. tyktarms- og brystkræft. I befolkningsgrupper, hvis kost er karakteriseret ved et relativt højt indtag af planteøstrogener, er der imidlertid ikke tegn på en øget risiko for østrogen-afhængige kræftformer. Tværtimod. I bl.a. Asien, hvor en stor del af kosten består af soja-baserede levnedsmidler, der indeholder store mængder af nogle af de mest østrogene plantestoffer, nemlig isoflavonoider, er forekomsten af både bryst- og prostatakræft markant lavere end i en tilsvarende vestlig befolkningsgruppe. Trods betegnelsen planteøstrogener er stoffernes østrogene egenskaber kun én af mange andre måder, hvorpå plantestofferne kan virke beskyttende overfor f.eks. brystkræft. Eksempelvis stoffernes evne til at virke antioxiderende, hæmme enzymer involveret i kræftprocessen samt øge kroppens immunforsvar. Mange mekanismer kan således potentielt medvirke til de observerede gavnlige effekter af planteøstrogenerne. Hvilken rolle stoffernes østrogen-potentiale spiller m.h.t. stoffernes beskyttende egenskaber, kan man i dag kun gisne om. Da den viden man har i dag om planteøstrogener hovedsageligt stammer fra dyreforsøg eller undersøgelser af meget begrænset omfang i mennesker, er dybdegående undersøgelser vedrørende stoffernes gavnlige såvel som skadelige virkninger på mennesker påkrævet. De mulige potentielle virkningsmekanismer observeret i forsøgsdyr, skal således bekræftes også at være virksomme i mennesker. Et bedre kendskab til danskernes indtag af østrogene plantestoffer vil ligeledes være ønskværdigt. Overordnet forventer vi, at et bedre kendskab til indtaget af planteøstrogener, men også andre lovende kræftforebyggende plantestoffer, samt deres måde at virke på i mennesker, vil kunne udmunde i mere specifikke kostanbefalinger, og at disse på længere sigt vil kunne bidrage til en reduktion af brystkræftforekomsten i Danmark og i de øvrige vestlige lande. 132

135 Brugen af giftige skibsmalinger har medført hormonforstyrrelser i det danske havmiljø Af: Jakob Strand, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Afdeling for Marin Økologi Introduktion Tributyltin (TBT) er et giftstof der i vid udstrækning er blevet anvendt i bundmalinger til skibe for at forhindre at der kommer begroning på skibsskrogene. TBT anses for at være et af de mest giftige stoffer der med fortsæt er tilført havmiljøet. Danske farvande er særligt belastede pga. en intens skibstrafik. CH 3 CH 2 CH 2 CH 2 CH 3 CH 2 CH 2 CH 2 Sn + CH 2 CH 2 CH 2 CH 3 DMU har nu i en årrække haft prioriteret området omkring Tri-n-butyltin (TBT) TBT og de deraf følgende effekter i havmiljøet. Dette har omfattet udvikling af metoder til måle for TBT i miljøprøver samt undersøgelser af hvilke effekter TBT har i miljøet. Laboratoriet er akkrediteret og deltager løbende i internationale præstationsprøvninger. TBT er i dag spredt overalt i det danske havmiljø. De højeste TBT koncentrationer forekommer inde i og i umiddelbar nærhed af havneområder (figur 2), men også i flere fjordområder forekommer der markant forhøjede niveauer. TBT bioakkumuleres og kan i dag måles i levende organismer indsamlet i alle dele af de danske havområder. TBT er i Danmark også fundet i ferskvandsmiljøer, spildevand og slam. TBT (µg Sn/kg tørstof) Trafikhavne Værftshavne Lystbådehavne Åbne farvande Historisk set, blev TBT introduceret i skibsmalinger i 1960 erne. To hændelser satte fokus på problemerne ved TBT. I starten af 1980 erne pludselig indtraf en dramatisk nedgang i den franske produktion af østers i visse fjordområder. Yderligere opdagede man at purpursnegle var forsvundet fra flere områder i England. Disse problemer blev specifikt koblet til brugen af TBT i bundmalinger. Efterføgende er man også blevet opmærksom på andre uforudsete effekter i miljøet. Siden 1991 har der været et dansk forbud mod brug af TBT på lystbåde (< 25 m), men opmærksomheden har efterfølgende også været rettet mod den fortsatte brug på de store skibe, bl.a. indenfor den internationale søfartsorganisation, IMO. Det har nu resulteret i at der er en udfasning af TBT i skibsmalinger på vej gældende fra år 2003 med et endeligt forbud mod TBT på n = 28 n = 12 n = 10 n = 24 Figur 2. Der forekommer høje koncentrationer af TBT i bundmaterialet fra mange danske havne. Angivet som min.- og maks.-værdier omkring middelværdi. Målingerne he stammer fra perioden

136 de ydre overflader af skibsskrogene i år Udfasningen træder i kraft hvis det ratificeres af 25 søfartsnationer og hvis de pågældende nationer udgør 25 % af den samlede handelsflåde i verden. Ratificeringen af forbudet anses som værende næsten sikker. Da TBT er langsomt nedbrydeligt når det har bundet sig i sediment, vil havbunden fungere som en fortsat kilde til TBT. Derfor kan man også forvente at TBT og de deraf følgende effekter forekommer i havmiljøet i en betydelig årrække endnu, selv efter at IMO restriktionerne bliver indført. Hormonforstyrrende effekter i havsnegle TBT kan meget specifikt fremprovokere kønsændringer i ellers normalt særkønnede havsnegle selv ved meget lave koncentrationer (mindre end 1 milliardendel gram per liter). Hos langt de fleste arter af skalbærende havsnegle er kønnene normalt adskilte hele livet og havsneglene adskiller sig derfor fra de fleste landsnegle. De derfor unormale kønsændringer giver sig udslag i synlige forandringer af hunsnegle idet de begynder at udvikle hanlige kønskarakterer (figur 3). Fænomenet kaldes imposex eller intersex. Kønsændringerne sker fordi TBT forrykker balancen mellem hanlige og hunlige kønshormoner, dvs. androgener og østrogener, i en grad at niveauet af det hanlige kønshormon testosteron øges i sneglene. På grund af den maskuliniserende effekt virker TBT anderledes end mange andre kendte hormonforstyrrende stoffer der i de fleste tilfælde virker feminiserende. DMU har påvist imposex eller intersex i 10 danske arter af havsnegle. Der er betydelige artsmæssige forskelle i hvor følsomme de er. Hos visse arter som purpursnegl og rødkonk har størstedelen af hunnerne, hvis ikke alle, udviklet disse kønsændringer, selv i de åbne danske farvande. I de indre danske farvande er der i perioden fra 1997 til 2000 kun fundet én snegl uden tegn på imposex ud af 330 undersøgte hunner af rødkonk. I andre arter som fx almindelig strandsnegl forekommer kønsændringerne kun i nærheden af havneområder. Danske undersøgelser af dværgkonk (figur 4) og alm. strandsnegl har vist tydelige gradienter væk fra havneområder. Omkring havneområder er kønsændringerne også oftest de mest fremskredne og mange steder forekommer der sterile snegle. Andre undersøgelser i de åbne danske farvande af almindelig konk og rødkonk har vist synlige effekter selv på 100 m s dybde i Nordsøen og Skagerrak, men i mildere grad end i de indre danske farvande (figur 5). % imposex Horsens København Figur 3. Imposex i en konksnegl. Penis og sædleder er udviklet i tillæg til hunnens normale kønsorganer Århus Horsens fjord Århus bugt 1999 Limfjoden 1999 Øresund Hevring bugt afstand til større havn (km) Figur 4. Andelen af hunner med imposex i dværgkonk aftager med afstanden til nærmeste større havn i forskellige kystnære områder. 134

137 Høje niveauer af imposex forekommer selv i rødkonk indsamlet i områder hvor TBT-koncentrationen i sediment er mindre end 1 µg/kg (figur 6). % imposex rødkonk alm. konk % imposex rødkonk dværgkonk alm. konk 0 Nordsøen Skagerrak Kattegat Storebælt Øresund TBT-koncentration i sediment (µg Sn/kg tørstof) Figur 5. Andel af hunner med imposex hos rødkonk og alm. konk fra 5 danske farvandsafsnit i år Angivet som min.- og maks.-værdier omkring vægtede middelværdier. Figur 6. Sammenhæng mellem andelen af konksnegle med imposex og TBT-koncentrationen i sediment. Data er kun medtaget hvor både snegle og sediment er indsamlet i samme områder. Imposex er ikke observeret i prætbt-historiske undersøgelser af almindelig konk og rødkonk fra Danmark. Effekter på snegle-populationer må forventes i umiddelbar nærhed af mange danske havneområder hvor der bl.a. forekommer sterile hunsnegle hos almindelig strandsnegl og purpursnegl. TBT har også vist sig at være særdeles giftigt overfor larvestadier af fx muslinger og snegle hvilket er endnu en faktor der kan hæmme rekrutteringen af nye generationer. Da mange arter af snegle ikke har fritsvømmende larvestadier vanskeliggøres rekrutteringen yderligere. En forringet rekruttering kan medføre en skævvridning af populationsstrukturer, hvis ikke sneglene forsvinder helt. Om der forekommer effekter på populationer på afstand af havne er mere usikkert. En undersøgelse udført på Københavns Universitet har vist at der er forandringer i ovarier fra 22 ud af 58 rødkonker indsamlet midt i Øresund idet der i disse forekom ikke frugtbare ægceller. Om dette kan tilknyttes imposex og TBT er uvist. En afklaring af dette kræver dog yderligere undersøgelser. Figur 7. Rødkonken er vores største havsnegl. Den er udbredt i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat, Sund TBT udgør ikke kun en risiko for havsnegle og Bælt på TBT og andre organiske tinforbindelser ophobes i dybder fra 15 alle led af havets fødekæde fx i bløddyr, fisk, fugle 1000 m. og pattedyr, selv i mennesker (figur 8). De højeste koncentrationer er målt i marsvin. TBT optages fortrinsvis gennem føden, men i hvilken grad de enkelte arter er i stand til at nedbryde og udskille disse forbindelser fra kroppen igen, har en stor betydning for hvor høje niveauer de akkumulerer. Både TBT og dets nedbrydningsprodukter er i hvirveldyr og mennesker primært mistænkt for at kunne påvirke immunforsvaret hvilket vil kunne medføre en øget 135

138 sårbarhed over for fx infektionssygdomme. For nyligt har udenlandske laboratorieundersøgelser også fundet effekter af TBT i humane celleprøver på de samme enzymsystemer som er sat i forbindelse med kønsforandringer i havsnegle. Normalt anses det for vanskeligt at sammenligne hormonsystemet i hvirvelløse dyr som fx snegle med hvirveldyr som mennesker tilhører. Alligevel tyder det på at der på visse niveauer er paralleller i hvordan effekter af TBT kommer til udtryk i de to dyregrupper. Organotin (µg Sn/kg vådvægt) Tributyltin (TBT) Dibutyltin Monobutyltin Triphenyltin 10 1 sediment ålegræs blæretang blåmusling konksnegl* krabbe torsk* skrubbe* knopsvane* ederfugl* svartbag* skarv* gråsæl* marsvin* menneske* Figur 8. TBT og andre organiske tinforbindelser ophobes i forskellige led af havets fødekæde. De højeste koncentrationer er målt i marsvin. De her præsenterede data er fra Bælthavet med undtagelse af gråsæler fra svensk Østersø og mennesker fra Fyn.* angiver om prøver af lever er analyseret. Bemærk den logaritmiske skala. Miljø og sundhed Det humane aspekt med hensyn til den udbredte TBT forurening er endnu ikke fuldt belyst. Udenlandske opgørelser har vist at niveauet af organiske tinforbindelser i skaldyr og fisk i visse kystnære områder når op på et betænkeligt niveau set i forhold til anbefalede mængder for et dagligt indtag for mennesker. Der er ikke foretaget nogen kortlægning af dette problem i Danmark. En stikprøve bestående af 18 danske mænd har vist rester af TBT i samtlige undersøgte vævsprøver. Der forekommer også andre kilder til organiske tinforbindelser end de maritime konsumprodukter. Fortrinsvis fra en række plast- og silikoneprodukter hvor dibutyltin (DBT), men ofte med urenheder af TBT, indgår som et tilsætningsstof for at stabilisere materialerne. 136

139 Eksempler på andre typer af TBT effekter i havmiljøet TBT er ikke kun sat i forbindelse med de hidtil nævnte effekter. En påvirkning til TBT kan give sig udslag i et bredt spektre af forskellige typer af langtidseffekter som fx; En påvirkning af cellers basale energiomsætning, idet TBT kan hæmme den vigtige ATP syntese samt ion-transporten over cellemembraner. Dette kan give sig udslag i forskellige typer af følgeeffekter. Effekter på den mikrobielle stofomsætning i miljøet. Hæmmet udvikling og vækst hos yngel af muslinger, krebsdyr og fisk, bl.a. eksempler på misdannelser. Kombinationseffekter sammen med den række af andre miljøgifte der i dag forekommer i havmiljøet. Andre miljøfremmede og potentielt hormonforstyrrende stoffer i havmiljøet Kemiske målinger i det danske havmiljø har vist at der i mange områder forekommer en række miljøfremmede stoffer der er sat i forbindelse med hormonforstyrrelser i dyrelivet deriblandt PCB, brommerede flammehæmmere, alkylphenoler og phthalater. Undersøgelser har vist at de højeste niveauer forekommer kystnært i nærheden af byer og i havne, men selv i de mere åbne farvande er disse forbindelser tilstede. De nævnte forbindelser er primært relaterede til østrogenlignende effekter. Andre hormonalt styrede effekter i havmiljøet Udenlandske undersøgelser har fundet kønsændringer i fisk indsamlet i forurenede fjordområder i bl.a. England og Sverige. Aktuelt har norske undersøgelser vist at spildevand fra olieplatforme kan indeholde høje niveauer af alkylphenoler og i en grad at det kan påvirke fisks kønsudvikling. Disse former for kønsændringer i fisk kan sammenlignes med de effekter der observeret i fisk fanget i østjyske vandløb. I pattedyr er akkumulering af PCB bl.a. blevet sat i forbindelse med påvirkninger på reproduktion, i værste fald sterilisation, hos sæler fra Østersø-området og tegn på kønsændringer hos isbjørne i det arktiske miljø. Konklusioner TBT forekommer i dag i alle led af havets fødekæde. I muslinger og snegle, fisk, fugle og pattedyr. TBT forureningen er størst omkring havne, men TBT er også spredt til de åbne danske farvande. Rester af TBT er også fundet i mennesker. Unaturlige kønsændringer forekommer i en række danske havsnegle både i kystnære og åbne farvande. Dette er specifikt blevet sammenkædet med forureningen med TBT. Dette er et meget konkret eksempel på hvordan hormonforstyrrelser i dyrelivet kan komme til udtryk. TBT-historien er med til at sætte fokus på brugen af forsigtighedsprincippet fx i forhold til vurdering af risici af andre miljøfremmede stoffer. Selvom effekter på hormonsystemet er svære at forudsige, så skal de i høj grad tages med i betragtning. 137

140 Hormonforstyrrelser i det vandige miljø herunder testikelforandringer og andre effekter på forplantningssystemet hos to arter af ferskvandsfisk fra spildevandsbelastede danske vandløb Af: Lisette Bachmann Christiansen, Århus Amt/ Syddansk Universitet I det følgende indlæg gives en opsummering af hormonforstyrrelser, der globalt er set blandt dyr fra ferskvandsmiljøet, og som er blevet relateret til udledninger af stoffer med primært østrogen virkning. Dernæst gives en beskrivelse af en nylig dansk undersøgelse udført for at vurdere, hvorvidt der også er problemer i det danske ferskvandsmiljø med feminisering af ferskvandsfisk. Der findes i dag flere eksempler på forandringer i det hanlige forplantningssystem hos både fisk, krybdyr og fugle, som har kunnet relateres til forurening af det vandige miljø med østrogener eller østrogenlignende stoffer. Blandt terner og måger fra PCB- og DDT-forurenede søer i USA har man set feminisering af hanner i form af skæv kønsfordeling, parringer mellem hunner og unormalt store kuld af æg (1). I 1980 i søen, Lake Apopka i Florida blev et kemisk udslip af stoffet dicofol, DDT og nedbrydningsprodukter af sidstnævnte fulgt af et fald i forplantningssuccesen og markante forandringer i kønsorganerne hos alligatorer. Hanalligatorer havde unormalt små ydre kønsorganer og en forandret testikelstruktur, mens hunnerne havde unormale æggestokke (2). Hos begge køn blev der konstateret unormale niveauer af kønshormoner i blodet. Disse observationer tilsammen formodes at være grunden til et kraftigt fald i alligatorbestanden, som blev observeret i den forurenede sø efter udslippet. PCB og DDT er to stofgrupper, hvoraf nogle stoffer har en dokumenteret østrogen virkning, mens nedbrydningsprodukter af DDT både er kendt for at have østrogen og antiandrogen virkning, dvs. evnen til at blokere den normale kønsudvikling forårsaget af hanlige kønshormoner (androgener) Hormonforstyrrelser i fisk De fleste eksempler på hormonforstyrrelser i miljøet er på nuværende tidspunkt dog set blandt fisk. I England blev der i slutningen af 1990 erne rapporteret om høje forekomster af tvekønnede (intersex) skaller indsamlet fra spildevandsbelastede floder (3). De feminiserede hanner havde forskellige udviklingsstadier af ægceller i testiklerne, og disse kunne i alvorlige tilfælde udgøre mere end 50 % af testiklerne. I flere hanner var der også udviklet den hunlige struktur kaldet ovariehulrummet. Ovariehulrummet er den struktur, hvortil de modne æg frigives, inden de transporteres videre til æggelederen. I nogle tilfælde var sædlederen desuden reduceret bort. Den engelske undersøgelse fandt 4-18 % intersextilfælde blandt hanner fra kontrolstationer og % intersextilfælde blandt hanner nedstrøms spildevandsudledninger. I 5 af 9 floder var intersexfrekvensen over 50 %, og i to af floderne var der feminisering af samtlige undersøgte hanner. Graden af intersex var desuden mere fremskreden hos intersexindivider fra de spildevandsbelastede floder i sammenligning med den, som blev fundet hos intersexindivider fra 138

141 kontrolsteder. Undersøgelsen viste også, at graden af intersex i de undersøgte skallebestande forøgedes med stigende spildevandsbelastning. Hannerne fra de spildevandsbelastede floder havde yderligere et højt niveau i blodet af æggeblommeproteinet, vitellogenin, som er en meget anvendt markør for en østrogen påvirkning. Vitellogenin dannes normalt hos hunner som respons på deres normale produktion af østrogen i æggestokkene og optages i ægcellerne, hvor det anvendes som ernæring for de kommende fiskelarver. Hanner danner normalt ikke vitellogenin men vil begynde at producere proteinet, hvis de udsættes for østrogen eller østrogene stoffer. Tilstedeværelsen af høje niveauer af vitellogenin i blodet hos de engelske hanskaller indikerede altså, at effekterne på skallernes kønsorganer skyldes østrogener og/eller østrogene stoffer i spildevandet. Man formoder, at det er de naturlige kvindelige kønshormoner, østrogen og østron samt det kunstige p-pille-hormon, ethinylestradiol, som har været ansvarlig for disse effekter. Det er derfor husholdningsspildevand, som er blevet antaget for at være den primære kilde til stofferne i denne undersøgelse. I nogle floder kunne større industrielle udledninger af stofgruppen alkylphenoler også være bidragydere til effekterne. Opfølgende undersøgelser af de engelske skaller er nyligt blevet offentliggjort og har afsløret nedsat forplantningsevne blandt de tvekønnede hanner samt effekter på æggestokkene i hunner fra de to kraftigst spildevandsbelastede floder, hvorfra 100 % af hannerne var feminiserede (4). Midt i fiskenes forplantningscyklus var udviklingen af sædceller forsinket i en stor andel af de hanner, der havde udviklet intersex. I de mest alvorligt feminiserede hanner observerede man også en nedsat vækst af testiklerne. Hos spildevandspåvirkede hunner var der en større andel af æg, som blev nedbrudt inden gydningen, og hos såvel intersex-hanner som hos hunner fra de to belastede floder var kønshormonniveauerne unormale. En undersøgelse af fiskene udført umiddelbart omkring gydetidspunktet viste yderligere, at kun ca. 50 % af hannerne fra de to spildevandsbelastede floder ville være i stand til at gyde sammenlignet med 100 % gydemodne hanner fra en ubelastet flod. Blandt de 50 % af intersex-hannerne, som kunne gyde, var der dog en nedsat mængde (volumen) af sæd samt en lavere mængde sædceller i sædvæsken. En manglende evne til at gyde kunne i nogle tilfælde forklares med observationer af, at sædlederen, som skal transportere sæden til fiskens udførselsåbning, var blokeret, eller at den var for kort og stoppede før udførselsåbningen. Der er dermed nu beviser for, at spildevandsbelastning forringer forplantningsevnen hos skaller fra engelske floder. Kontrollerede forsøg med skaller har desuden vist, at jo længere tid fiskene udsættes for spildevand, jo lavere fortyndingsgrad af spildevandet er i stand til at fremkalde effekter som intersex (5) Påvirkning af fisks reproduktionssystem er ikke kun set i England. Induktion af den østrogene markør, vitellogenin, i ferskvandsfisk og dermed en påvisning af østrogen virkning i spildevand er også blevet observeret i en række andre lande i og udenfor Europa. Både i USA (6), Sverige (7), Schweiz (8), og Holland (9) har man set forekomst af forhøjede blodniveauer af vitellogenin i hanfisk fra ferskvandsmiljøer. Blandt saltvandsfisk har man observeret feminisering af hanner dels i form af vitellogeninsyntese hos hanskrubber fra kraftigt industrielt forurenede estuarier (10) og kystnære områder i England og Japan (11) og dels 139

142 ved forekomst af intersex blandt hanskrubberne. Tidligere danske undersøgelser udført indtil nu har generelt påvist ingen eller svag dannelse af blommeproteinet hos spildevandspåvirkede fisk (12;13). Danske undersøgelser af skaller og bækørreder Nylige undersøgelser i Danmark har vist, at der også herhjemme er eksempler på forandringer i fisks forplantningssystem (14). Undersøgelser udført i 2000 og 2001 af skallebestande fra udvalgte vandløb i Århus Amt har vist en generel tendens til højere forekomst af intersexhanner i vandløb, som modtager spildevand. Fem lokaliteter indgik i undersøgelsen heraf 2 kontrolsøer med ingen eller meget lav spildevandstilførsel samt 3 vandløb, som modtog moderat til høj spildevandstilførsel. En baggrundsforekomst af intersex på 5 % blev fundet på formodede rene kontrollokaliteter. Den højeste frekvens af intersex i de tre undersøgte spildevandsbelastede vandløb var 26 % og blev fundet i vandløbet Kristrup Landkanal, som hele året består af minimum 97 % spildevand fra Randers Centralrenseanlæg. Den grad af intersex, som blev observeret blandt de danske skaller, var dog ikke så alvorlig som set i engelske skaller. I en opfølgende undersøgelse af bækørreder fra 8 andre lokaliteter i Århus Amt fordelt på 3 kontrolvandløb og 5 vandløb, som modtog spildevand i minimal til moderat grad, blev en anden forandring af hanfisks testikler observeret. Dette var særlig udtalt blandt hanner fra vandløbet Voel Bæk, som har lav spildevandsbelastning. Blandt hanner fra dette vandløb havde 44 % forandrede testikler. Sædceller gennemgår en udviklingsproces gennem flere stadier, og der var kun de tidligste og mest umodne sædcellestadier i testiklerne hos de mest forstyrrede bækørredhanner. Der var indikationer for, at de øvrige sædcellestadier var nedbrudt. Hvor de mere modne sædceller skulle befinde sig i testiklen, var der i stedet tomme hulrum. Den hæmmede sædcelleudvikling blev også observeret i lav forekomst ( 5 %) hos hanner fra ét kontrolvandløb og hos hanner i yderligere to vandløb med spildevandstilledning (2-2,5 %). Hvilke stoffer, der er ansvarlige for den særlig høje forekomst af fænomenet i Voel Bæk, vides ikke med sikkerhed. Der kan i dette tilfælde både være tale om en hormonel effekt men en ren giftvirkning kan ikke udelukkes. Målinger af tre østrogener, 17ß-estradiol, østron og ethinylestradiol samt et antal østrogene stoffer herunder alkylphenoler og bisphenol A har overvejende vist lave niveauer af alle stoffer i spildevand, som leder til de undersøgte vandløb. En nyere måling har dog vist, at koncentrationen af p-pille hormonet, ethinylestradiol, i en vandprøve fra Voel Bæk nedenfor spildevandsudledningen, var på et niveau, som i laboratorieforsøg har kunne forårsage feminisering og hæmning af sædcelleudvikling hos hanfisk (15;16). Hannerne fra Voel Bæk havde også en signifikant højere koncentration af blommeproteinet vitellogenin i blodet, hvilket indikerer, at fiskene har været udsat for østrogener og/eller østrogenlignende stoffer, og at forstyrrelsen i testikeludviklingen kan være forårsaget af samme stoffer. På basis af de udførte undersøgelser er der ikke mulighed for at fastslå, hvilken betydning effekterne på såvel de danske skallers som bækørreders testikler har for fiskenes evne til at reproducere sig. Yderligere undersøgelser er påkrævet for at klarlægge dette. 140

143 Reference List 1. Fry M. Reproductive effects in birds exposed to pesticides and industrial chemicals. Environ Health Perspect 103: (1995). 2. Guillette LJ, Gross TS, Masson GR, Matter JM, Percival HF, Woodward AR. Developmental Abnormalities of the Gonad and Abnormal Sex Hormone Concentrations in Juvenile Alligators from Contaminated and Control Lakes in Florida. Environ Health Perspect 102: (1994). 3. Jobling S, Nolan M, Tyler CR, Brighty G, Sumpter JP. Widespread sexual disruption in wild fish. Environ Sci Technol 32: (1998). 4. Jobling S, Beresford N, Nolan M, Rodgers-Gray TP, Brighty G, Sumpter JP, Tyler CR. Altered sexual maturation and gamete production in wild roach (Rutilus rutilus) living in rivers that receive treated sewage effluents. Biol Reprod 66: (2002). 5. Rodgers-Gray TP, Jobling S, Kelly C, Morris S, Brighty G, Waldock M, Sumpter JP, Tyler CR. Exposure of juvenile roach (Rutilus rutilus) to treated sewage effluent induces dose-dependent and persistent disruption in gonadal duct development. Environ Sci Technol 35: (2001). 6. Folmar LC, Denslow ND, Kroll K, Orlando EF, Enblom J, Marcino J, Metcalfe CD, Guillette LJ. Altered serum sex steroids and vitellogenin induction in walleye (Stizostedion vitreum) collected near a metropolitan sewage treatment plant. Arch Environ Contam Toxicol 40: (2001). 7. Larsson DGJ, Adolfsson-Erici M, Parkkonen J, Pettersson M, Berg AH, Olsson P-E, Förlin L. Ethinyloestradiol - an undesired fish contraceptive? Aquat Toxicol 45:91-97 (1999). 8. Wahli T, Meier W, Segner H, Burkhardt-Holm P. Immunhistochemical detection of vitellogenin in male brown trout from Swiss rivers. Histochemical Journal 30: (1998). 9. Lahr, J., van Mullem, A., Keijzers, C. M., van den Berg, M., Gerritsen, A. A. M., Giesy, J. P., and Vethaak, A. D. Monitoring vitellogenin levels in blood serum as biomarker of estrogenic effects in flounder and bream. Third SETAC World Congress.Brighton, United Kingdom, May Allen Y, Matthiessen P, Scott AP, Haworth S, Feist S, Thain JE. The extent of oestrogenic contamination in the UK estuarine and marine environments - further surveys of flounder. Sci Tot Environ 2333:5-20 (1999). 11. Hashimoto S, Bessho H, Hara A, Nakamura M, Iguchi T, Fujita K. Elevated serum vitellogenin levels and gonadal abnormalities in wild male flounder (Pleuronectes yokohamae) from Tokyo Bay, Japan. Marine Environ Res 49:37-53 (2000). 12. Rasmussen U, Rosenkilde P, Jacobsen BN, Kristensen BI. Spildevand indeholder østrogene stoffer. Vand og jord 7:68-70 (2000). 13. Bjerregaard P, Korsgaard B, Christiansen LB, Pedersen KL, Christensen LJ, Pedersen SN, Horn P. Monitoring and risk assessment for endocrine disrupters in the aquatic environment: A biomarker approach. Arch Toxicol Suppl 20: (1998). 14. Christiansen LB, Plesner T. Intersex og andre effekter på reproduktionssystemet i skalle og bækørred relationer til østrogener og østrogenlignende stoffer. Århus Amt,

144 15. Metcalfe CD, Metcalfe TL, Kiparissis Y, Koenig BG, Khan C, Hughed RJ, Croley TR, March RE, Potter T. Estrogenic potency of chemicals detected in sewage treatment plant effluents as determined by in vivo assays with japanese medaka (Oryzias latipes). Environ Toxicol Chem 20: (2001). 16. Jobling S, Sheahan D, Osborne JA, Matthiessen P, Sumpter JP. Inhibition of Testicular Growth in Rainbow Trout (Oncorhynchus Mykiss) Exposed to Estrogenic Alkylphenolic Chemicals. Environ Toxicol Chem 15: (1996). 142

145 Renseanlægs bidrag til østrogene stoffer i det danske vandmiljø Af: Henrik Andersen, Ph.d.-stipendiat på Danmarks Farmaceutiske Højskole i samarbejde med Bent Halling-Sørensen, Flemming Ingerslev og Søren Nors Nielsen 1. Indledning Vidensgrundlaget for DFH miljøgruppens forskning i hormonforstyrrende stoffer i miljøet er opbygget ved deltagelse i det strategiske miljøforskningsprograms (SMP) forskningscenter for østrogenlignende stoffer der eksisterede Efter centerets ophør har gruppen arbejdet med en metode til påvisning af østrogeneffekt af kemikalier og kvantificering af østrogenindhold i vandprøver. Desuden har der i samarbejde med det tyske ESWE institut været arbejdet med kemisk analyse af steroidøstrogener i overfladevandsprøver, spildevand, ferskvandssedimenter og slam fra renseanlæg. Miljøkemigruppen på DFH hører til på Institut for Analytisk og Farmaceutisk kemi. Gruppen består af 3 lektorer/professorer, 1 adjunkt, 6 ph.d. studerende og 3 videnskabelige medarbejdere. Gruppens forskning er rettet mod, at vurdere miljøfremmede stoffers tilstedeværelse, skæbne og evt. risiko overfor mennesket og miljøet. I de seneste år har gruppen specielt arbejdet med hormonforstyrrende stoffer og veterinære lægemidler. Gruppen har ved hjælp af avanceret analytisk udstyr, såsom højsensitiv LC-MS-MS, mulighed for at kvantificere stofferne og ikke mindst nedbrydningsprodukter i både vand- og jordprøver. Miljøkemigruppen deltager i både i internationale såvel som nationale forskningsprojekter om biologisk aktive stoffer påvirkning af miljøet. Gruppen er fortiden bl.a. partner i EU projekter og har deltaget i flere SMP projekter i perioden 1996 til 2000, primært om veterinære og humane lægemidlers skæbne og effekter i miljøet. Da enkelte lægemidler har østrogen effekt støtter de to interesseområder hinanden. 2. Definitioner af ord Østrogen betyder et stof, der stimulerer et feminint/hunligt respons i kroppen. Østrogent respons/østrogeneffekt betyder at et kemikalie har en effekt der ligner et østrogen. Steroidøstrogener er en fællesbetegnelse for en gruppe kemiske stoffer, som bl.a. det naturlige østrogene hormon i mennesker og dyr hører til. De vigtigste steroidøstrogener er det naturlige østrogene hormon, østradiol, og et mindre virkningsfuldt naturligt østrogent hormon, østron. Samt den kunstige østrogene komponent i P-piller, ethinyløstradiol. Alkylphenoler dannes når bakterier, især i renseanlæg, nedbryder sæbestoffer der kaldes alkylphenol-ethoxylater. Alkylphenoler har østrogen virkning, men det har alkylphenol-ethoxylater ikke. De vigtigste alkylphenoler er nonylphenol og octylphenol. 3. Hvilke stoffer har østrogen effekt Der kendes en lang række kemiske stoffer som har østrogen virkning og hovedparten af disse kan findes i lave koncentrationer i renseanlægsudløb og dermed potentielt i vandmiljøet. 143

146 I solcreme findes UV-filtre. Cremer og mange fødevarer er konserveret med parabener. Fra plastik udvaskes konstant phthalater, alkylphenol og bisphenol A. Fra sæbe og rengøringsmidler kommer alkylphenol-ethoxylater der nedbrydes til de østrogene alkylphenoler. Fra kemisk industri kommer alkylphenoler, bisphenol A og forskellige andre substituerede phenoler. Fra grønsager kommer pesticider og et stort antal planteøstrogener. Fra P-piller og forskellige behandlinger for symptomer på kvinders overgangsalder (menopause) kommer steroid østrogener. Endelig udskiller mennesker og dyr naturligt steroidøstrogener. Når alle kemiske stoffer der kendes med østrogenvirkning som man ved kan nå frem til vandmiljøet lægges sammen kan man umiddelbart nå frem til omkring 50 kemikalier der kunne være relevante. Imidlertid er kun otte af disse påvist at have østrogen effekt på fisk. Hovedparten af de resterende kemikalier er ikke testet på fisk. Der findes stadig nye kemikalier med østrogenvirkning, så disse tal kan forventes at stige i de kommende år. 4. Hvilke østrogene stoffer og kilder er relevante Man har knyttet effekter på fisk i miljøet sammen med udledning fra renseanlæg af to stofgrupper: Steroidøstrogener og alkylphenoler. Desuden kan man ved sammenligning af målte koncentrationer i spildevandsudløb med effektkoncentrationer for fisk se, at bisphenol A i visse situationer kan forventes at forårsage effekter. Efter at det er blevet kendt, at alkylphenoler har uønskede østrogene effekter, er deres anvendelse blevet reduceret i en række lande herunder Danmark. Således virker det sandsynligt, at den vigtigste kilde til østrogenpåvirkning af fisk er udledning af steroidøstrogener. Det kan man f. eks se ved at sammenligne de målte koncentrationer i de otte renseanlægsudløb, der er målt i forbindelse med fiskeundersøgelsen i Århus amt med koncentrationer der i laboratorieforsøg forårsager østrogeneffekter i fisk som vist i tabel 1. Hvis man vil acceptere forudsætningen at renseanlæg i Tyskland og den tyske befolknings sammensætning og anvendelse af P-piller ligner danske forhold kan man desuden støtte sig til mere dybdegående undersøgelser af tyske spildevandsudløb. F. eks er der en undersøgelse af koncentrationer af et større antal kendte østrogene kemikalier og måling af den totale østrogene effekt i 18 renseanlægsafløb, hvor det er fundet at steroidøstrogener er ansvarlig for mindst 90% af den østrogene effekt som vist i figur 1. Ved behandling af spildevand dannes slam som brændes, deponeres eller udbringes på landbrugsjord. I slam findes ½ til 100 gange så meget steroidøstrogen i et gram slam som der findes i en liter renset spildevand. Canadiske undersøgelser af udvaskning af steroidøstrogener fra landbrugsjord imidlertid vist, at der ikke sker udvaskning til vandmiljøet. Relevansen af disse undersøgelser for danske forhold må anses at være høj, men det kan naturligvis ikke garanteres at udvaskning aldrig vil finde sted. En anden potentiel stor kilde til steroidøstrogener er husdyrproduktionen. Kvæg og grise udskiller naturligt steroidøstrogener i omtrent samme omfang som mennesker og der findes omkring fem gange så mange større husdyr som mennesker i Danmark. Desuden kan æg- og fjerkræproduktion være en betydelig lokal kilde til østrogen, da fugles afføring indeholder højere østrogenmængder end pattedyr, og fjerkræhold i dag er meget intensiv og centraliseret. 144

147 Der findes nogle få amerikanske beskrivelser af, at østrogene stoffer kan måles i drænvandskanaler i områder med intensivt kvægbrug. Ved sammenligning med danske forhold er det vigtigt at huske på, at der i nordamerikansk kødproduktion anvendes østrogene væksthormoner og der i Danmark, modsat USA, er gjort meget ud af at begrænse afstrømningen af husdyrgødning til vandmiljøet for at undgå belastning med fosfat og iltforbrugende stof. Der findes en canadisk undersøgelse af muligheden for at udvaske steroidøstrogener fra landbrugsjord som ikke kunne detektere nogen afstrømning af steroidøstrogener, når husdyrgødning var udbragt på en måde tilsvarende dansk landbrugspraksis. Som en konklusion på spørgsmålet om hvilke stoffer og kilder, der forårsager østrogenvirkning i det danske vandmiljø konkluderes det, at renset spildevand må formodes at være den vigtigste kilde. I renset spildevand er steroidøstrogener af naturlig oprindelse og fra P-piller de vigtigste kemikalier, mens alkylphenoler og bisphenol A er mindre vigtige kemikalier, som i særlige situationer kan have betydning. Husdyr producerer større mængder steroidøstrogen end mennesker, men disse steroidøstrogener forventes hovedsageligt at blive tilbageholdt i landbrugsjord. 5. Måleprogram I det eksisterende NOVA 2003 program måles de relevante alkylphenoler og bisphenol A i renset spildevand. Derudover måles de mest relevante phthalater og visse pesticider og andre substituerede phenoler. Det foreslås, at NOVA måleprogrammet udvides med kemisk analyse af de tre steroidøstrogener, østron, østradiol og ethinyløstradiol. Disse tre er kemisk nært beslægtede og kan måles med samme analysemetode. De tre kemikalier er, som gennemgået ovenfor, i udenlandsk undersøgelser identificeret som hovedkilden til østrogeneffekt i spildevand. I stedet for at måle de andre potentielt relevante østrogene kemikalier, som det er mindre sandsynligt er hovedkilder til de østrogenrelaterede effekter i fisk, foreslås det at måle den totale østrogene potens af renset spildevand og vandprøver fra søer og åer. Alle kendte østrogene kemikalier har visse fælles kemiske egenskaber som gør, at de kan ekstraheres fra en vandprøve. Den østrogene virkning af et sådant ekstrakt kan kvantificeres ved at tilsætte ekstraktet til en cellekultur af østrogenfølsomme celler og måle cellernes østrogenafhængige respons. Den målte totale østrogen effekt er en sum af de østrogene kemikalier, hvor hvert kemikalies bidrag afhænger af kemikaliets østrogene potens og dets koncentration i vandprøven. Denne måling af det totale indhold af østrogener kan efterfølgende sammenlignes med de kemiske målinger og man kan beregne hvor stor del af østrogeneffekten der beskrives af de kemisk målte kemikalier. Fordelene ved en sådan effektmåling er, at det er billigere end at måle et stort antal forskellige kemikalier i hver prøve. Således kan der laves et måleprogram med bedre geografisk og tidsmæssig opløsning. En anden fordel er at det giver sikkerhed for at de vigtige østrogene kemikalier er målt. Hvis særlige danske forhold, som anderledes funktion af renseanlæg eller et andet forbrugsmønster af kemikalier, skulle gøre at andre kemikalier er relevante for det danske miljø, end dem måles ved de kemiske analyser, vil det blive opdaget som en differens mellem den målte effektkoncentration og den effekt der er beregnet udfra de kemisk målte kemikalier. Når en totalmåling af østrogeneffekt er medtaget i måleprogrammet vil der desuden være taget højde for kemikalier, der endnu ikke er identificerede som værende østrogene. Når nye østrogene kemikalier 145

148 bliver identificeret kan deres forekomst udelukkes i alle de vandprøver, hvor den totale østrogeneffekt er forklaret af de stoffer, der i forvejen er målt. 6. Fremtidsperspektiv Hvis den viden, der er opnået i andre europæiske lande og ved undersøgelsen i Århus amt og København, tages i betragtning, er det rimeligt at forudsige, at det billede af forurening af det danske vandmiljø med østrogene stoffer, vi vil have tegnet om nogle år, vil indeholde flere tilfælde af renseanlæg med ringe nedbrydning af steroidøstrogener og andre østrogene kemikalier. Hvis disse renseanlæg udleder vand til mindre åer eller andre typer vandmiljø, hvor fortyndingen er ringe, vil man finde at alle fisk i dette vandmiljø er kraftigt påvirkede. I sådanne tilfælde vil man antageligvis ønske at nedbringe påvirkningen af vandmiljøet. Normalt nedbringes en uønsket belastning af miljøet med et kemikalie ved at forbyde eller begrænse dets anvendelse. Kemikaliets må så substitueres med et andet mindre skadeligt kemikalie, eller samfundet klarer sig uden den funktion kemikaliet har været anvendt til. Det naturlige østrogene hormon fra mennesker kan ikke begrænses, da det er en del af menneskets biologiske funktion. Ligeledes er det ikke muligt at begrænse brugen af P-pille. Den eneste praktiske anvendelige måde, der er findes til at nedbringe af belastning af miljøet, vil derfor være at forøge fjernelsen af østrogene kemikalier i disse renseanlæg. 7. Fjernelse af østrogene kemikalier i renseanlæg I EU-regi findes et program for udvikling og afprøvning af forskellige tekniske løsninger til fjernelse af østrogene kemikalier og en række lægemiddelstoffer fra vand med henblik på anvendelse i Tyskland og andre lande, hvor overfladevand anvendes til drikkevand. Fuldstændig fjernelse af disse kemikalier fra renseanlægsafløb kan opnås ved at tilføje et ekstra rensetrin efter det traditionelle renseanlæg. Der kan anvendes behandling med ultraviolet lys eller ozon eller filtrering med aktivt kul. Sådanne metoder kan købes som standardløsninger og giver en sikker fjernelse af en lang række uønskede kemikalier. Investeringen ved deres anskaffelse er betydelig og medfører en permanent stigning i driftsomkostningerne for renseanlæg. En anden mulighed er at optimere den biologiske nedbrydning af kemikalierne i renseanlæggene. Der findes renseanlæg, som nedbryder steroidøstrogener og alkylphenoler fuldstændigt. Desuden kendes et udenlandsk tilfælde, hvor en ombygning i et større renseanlæg med henblik på at opnå en bedre kvælstoffjernelse medførte, at anlæggets fjernelse af steroidøstrogener ændrede sig fra at være ikke eksisterende til fuldstændig nedbrydning. Denne strategi vil være billigere end de tekniske løsninger, men kræver at betingelserne hvor østrogene kemikalier nedbrydes fuldstændigt i forskellige typer renseanlæg kendes. Hvis betingelserne, hvor østrogene kemikalier nedbrydes fuldstændigt i renseanlæg, blev beskrevet kunne driften af eksisterende renseanlæg antageligvis optimeres mod en forøget nedbrydning af østrogene kemikalier uden væsentlige omkostninger. Desuden ville nedbrydning af østrogene kemikalier kunne indbygges i designet af fremtidige renseanlæg. Dette ville gavne både det danske miljø og de danske virksomheder, som eksporterer knowhow og teknologi til spildevands-rensning. 146

149 Målte koncentrationer Århus København Middel Max Min Max Grænse for effekt på fisk Århus Max målt Effekt på fisk København Nonylphenol (µg/l) Octylphenol (µg/l) <LD <LD 0,29 <LD Ikke målt i denne undersøgelse. 6,1 4,8 0,048 - Ikke målt i denne undersøgelse Bisphenol A (µg/l) <LD 4 5,9 0,68 Østron (ng/l) 1,2 6,1 <LD ,76 7,9 17β-østradiol (ng/l) <LD 2,5 <LD 11 0,5 5, αethinyløstradiol (ng/l) <LD 4,7 4,9 7,0 0, Tabel 1: Sammenligning af målte koncentrationer i spildevandsafløb fra undersøgelsen i Århus amt og i Københavnsområdet med effektkoncentrationer for fisk fra laboratorieforsøg. Det ses at både østron, østradiol og ethinyløstradiol findes i højere koncentration i udløbsvandet end effektgrænsen for fisk. (<LD betyder at metoden ikke kunne måle stoffet i så lave koncentrationer). Figur 1: Undersøgelse af afløb fra tyske renseanlæg. Renseanlæg 1-16 modtager husholdningsspildevand mens 17 og 18 modtager industrispildevand. Tre renseanlægsudløb (markeret med ab) er analyseret før og efter en teknisk ændring. Til venstre repræsenter den hvide søjle den målte østrogeneffekt i renseanlægsafløbene, mens den forventede effekt på baggrund af kemisk analyserede østrogene kemikalier er vist i de sorte søjler. Til højre er vist hvor 147

150 stor del af østrogeneffekten steroidøstrogener bidrager med. Det ses at steroidøstrogener er den vigtigste kilde til østrogeneffekt i alle renseanlægsafløb på nær et afløb (17), der behandler industrispildevand. (Figur fra Körner et al., 2001, Env. Tox. Chem., 20 s ). 148

151 Hormonforstyrrende stoffer og effekter i havmiljøet, status og vidensbehov Af: Bo Riemann, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Afdeling for Marin Økologi Hormonforstyrrende stoffer i havmiljøet Ny viden har vist at et stort antal miljøfremmede stoffer, selv i meget lave koncentrationer, kan forstyrre vitale hormonalt styrede processer i en organisme. Desværre er den tilsvarende viden om forekomsten af de hormonforstyrrende stoffer og deres effekter i miljøet meget begrænset. Det foreløbige resultat af en ekspertvurdering, udført i EU regi i år 2000, viser at 29 stofgrupper, svarende til 60 enkeltstoffer, er hormonforstyrrende og kan udgøre en trussel mod økosystem og mennesker på grund af denne egenskab. Ud af disse er ca. 50 % af de 60 enkeltstoffer fundet i forskellige typer af miljøprøver og ca. 33 % i vandmiljøet. I den marine del af det nationale overvågningsprogram NOVA, indgår målinger af udvalgte hormonforstyrrende stoffer som PCB, HCH, DDT, TBT, nonylphenol og phthalat (bl.a. DEHP) i 14 kyst-og fjordområder i Danmark. Resultaterne af denne overvågning viser at i stort set alle sedimenter finder man samtlige stoffer/stofgrupper og i flere tilfælde i niveauer som giver effekter i miljøet µg/kg tørstof sumpcb TBT Nonylphenol DEHP Fjorde Vadehavet Nordsøen Kattegat Bælthavet Østersøen Forekomsten af forskellige hormonforstyrrende stoffer i sediment i danske farvande. Data fra NOVA 2003 (logaritmisk skala) I DMU/MST regi er der desuden udført enkelte pilotundersøgelser, hvor koncentrationen af andre typer af hormonforstyrrende stoffer er målt i havmiljøet f.eks. af toxaphen, bromerede flammehæmmere og dioxiner/furaner. Resultaterne viser at også disse stoffer forekommer i det danske havmiljø. En mere systematisk viden om disse stoffers udbredelse i tid og rum bør derfor ske. Undersøgelser af udbredelsen af de hormonforstyrrende stoffer i andre dele af fødekæden, end kun i muslinger og fisk, er også yderst relevant i den forbindelse. I det fremtidige overvågningsprogram (NOVANA) indgår der overvejelser om at inddrage målinger i fugle og havpattedyr samt målinger af 149

152 nye typer af hormonforstyrrende stoffer. I sidstnævnte sammenhæng er der et behov for en fortsat vidensopbygning af metoder til prøvetagning og analyser samt vurderinger af effekter. Effekter i havmiljøet En af de største farer ved hormonforstyrrende stoffer er at de kan påvirke processer der styrer rekruttering og reproduktion og som derved ikke alene påvirker det enkelte individ men også udgør en reel fare for en arts overlevelse. Effekter af TBT på marine snegle er et af de få veldokumenterede tilfælde af en hormonforstyrrende effekt fundet i naturen og hvor det har været muligt at finde en direkte sammenhæng mellem påvirkning og effekt (se tidligere oplæg). Et andet eksempel er de høje koncentrationer af PCB og klorerede pesticider (blandt andet DDT) i fisk fra Østersøen i tresserne og i begyndelsen af halvfjerdserne samtidigt med at man kunne konstatere at bestanden af sæler var stærkt truet. For nyligt er der kommet fokus på hormonforstyrrende østrogene stoffer, der udledes via spildevand. Udenlandske undersøgelser har vist at dette har forårsaget begyndende kønsændringer og forskudt sex ratio hos fisk, der lever i de mere forurenede områder af Østersøen og Nordsøen. Dette er samme typer af effekter der er observeret i fisk fra østjyske vandløb. Ovenstående eksempler peger på at det ofte er på et meget sent tidspunkt at vi opdager om et stof udgør en reel risiko for miljøet. Hovedparten af det eksisterende beredskab til at vurdere effekter af problematiske stoffer er baseret på enkeltartstest med laboratoriekulturer. Resultaterne af sådanne test er i bedste fald mangelfulde og i værste fald direkte misvisende til at vurdere effekter i miljøet. For at kunne at forudsige realistiske effekter i havmiljøet er det nødvendigt at etablere en kobling mellem laboratorieforsøg og undersøgelser af målbare effekter i miljøet. Et eksempel på denne problemstilling er taget fra historien om TBT (tributyltin) som siden tresserne primært er tilført havmiljøet fra skibsmaling. IMO (International Maritime Organisation) har nu besluttet at ophøre med brugen af TBT fra Trods en omfattende forskning er det først sent blevet anerkendt, at TBT er hormonforstyrrende og at effekterne er så omfattende, at butyltin i dag forekommer overalt i det danske havmiljø samt i leverprøver fra danskere. En veltilrettelagt undersøgelse af forekomster og direkte effekter i miljøet ville have sparet en masse tid og ressourcer og samtidigt have tilvejebragt det nødvendige overblik over problemets omfang. 150

153 Forskningsniveau på celler på individ Sammenhæng mellem miljøgifte og effekt stærk Økologisk betydning Svag på populationer på samfund på økosystem på havet svag Stærk Det er nødvendigt med flere forskningsniveauer for at opnå den nødvendige viden om koblingen mellem miljøgiftes forekomst og effekter i miljøet. Denne kobling er vigtig for at kunne vurdere hvordan miljøet mest effektivt kan beskyttes. Grundforskning med simple systemer kan give en viden om stoffers virkningsmekanismer, hvor effekter kan forventes på individniveau og udvikling af velegnede metoder til at måle for specifikke effekter. Undersøgelser på celleog individ-niveau, samt kemisk modellering, kan bruges for at få en hurtig vurdering af mange stoffers giftighed uden alt for store omkostninger. Det er oftest kun denne type af standardiserede undersøgelser som er tilgængelige ved risikovurdering hvilket indebærer brugen af store usikkerhedsfaktorer for at vurdere eventuelle miljøeffekter. Undersøgelser på højere niveauer, dvs. populationer, samfund og økosystem, giver et mere reelt billede på effekterne i miljøet, men de er samtidig vanskelige og kostbare at udføre. Havmiljøet udgør et meget kompliceret dynamisk biologisk system som desuden er påvirket af mange miljøfarlige stoffer samtidigt. Undersøgelser i miljøet giver også mulighed for at vurdere andre, måske mere sårbare arter end de der normalt indgår i laboratorieundersøgelser. Derfor bør kontrollerede laboratorieforsøg suppleres med undersøgelser i miljøet. Omvendt kan undersøgelser i miljøet være med til at sætte fokus på behovet for kontrollerede undersøgelser af stoffer som vi endnu ikke har viden om. Forekomsten af effekter i miljøet kan også fungere som en advarsel for en eventuel risiko for mennesker. Fremtidsperspektiver Det er ikke muligt at kunne forudsige effekter, alene på baggrund af stoffers fysisk-kemiske egenskaber og standardiserede tokcisitetsundersøgelser. Det er derfor vigtigt at supplere kemiske målinger med effektundersøgelser i miljøet, også i forbindelse med overvågning. Dette kan bidrage til tidligt at kunne afsløre uforudsete trusler fra stoffer, hvor der endnu ikke foreligger viden om deres forekomst. I miljøet forekommer der også mange andre problematiske stoffer end de rent hormonforstyrrende stoffer. F.eks. tungmetaller og PAH er kan have alvorlige effekter på dyrelivet. Det er derfor vigtigt at have en bred tilgang til området omkring undersøgelser af effekter i miljøet. 151

154 Undersøgelser af effekter kan laves på flere måder f.eks. ved at anvende biomarkører for specifikke stofgrupper, eller biomarkører som afspejler effekter af den samlede mængde giftige stoffer som en organisme er udsat for. I dag indgår der i det nuværende overvågningsprogram af havmiljøet undersøgelser af kønsændringer i snegle som en meget stofspecifik effektmarkør for TBT. I forslaget til det nye overvågningsprogram (NOVANA) indgår der yderligere tre typer af undersøgelser til at vurdere mere generelle effekter. 1) Effekter på reproduktion og abnormiteter i fiskeyngel hos ålekvabber hvilket integrerer effekter af mange stofgrupper og som har et generationsperspektiv. Ålekvabben er en meget velegnet fisk da den er stationær indefor et område og bær levende yngel. Den er blevet brugt til overvågning i Tyskland og Sverige hvor man også kan påvise effekter på reproduktion, deformiteter og kønsfordeling af yngel som er mistænkt for at skyldes miljøgifte. Metoden er anbefalet for overvågning af ICES (International Council for Exploration of the Seas). Figurerne nedenfor viser a) normalt ålekvabbe yngel sammenlignet med b)-d) tre forskellige typer af abnormiteter a) b) c) d) 2) Målinger af aktiviteten af afgiftningsenzymer i fisk (ålekvabber) som et mål for påvirkninger til stofgrupper som PAHer og PCBer. Metoden er også anbefalet af ICES og bruges i overvågning i flere europæiske lande samt Canada. Det svenske overvågningsprogram har brugt denne markør og har gennem de seneste år vist at enzymaktiviteten er øget i fisk fra Østersøen trods at - 152

155 koncentrationerne af kendte miljøfarlige stoffer generelt er blevet lavere. Dette kunne antyde at der er nye stoffer som også giver en effekt. 3) Undersøgelser af celleskader i muslinger. Metoden er også anbefalet af ICES og bruges allerede i forbindelse med overvågning i flere europæiske lande. I det danske overvågningsprogram bliver det derved muligt at koble effekter på muslinger med aktuelle koncentrationer da muslinger er den organisme som bruges i det nuværende overvågningsprogram (NOVA) til at vurdere belastningen af miljøfarlige stoffer i forskellige områder. Denne udvidede overvågning, som kun planlægges gennemført i få områder, giver en bedre mulighed for at vurdere hvis der er generelle effekter af miljøfarlige stoffer. Det er fremover ønskværdigt at kunne inkludere flere markører f.eks. mere specifikke effektmarkører såsom vitellogenin for hormonforstyrrede stoffer og markører for cancerogene stoffer. I første omgang er dog de mere generelle markører valgt for at prøve at belyse den samlede effekt af alle de stoffer som findes i miljøet. Der findes også et behov for større kortlægningsundersøgelser af forskellige effektmarkører i det danske havmiljø kombineret med kemiske målinger, dels for at finde de områder som er mest påvirkede, men også for at have en mulighed at identificere de stoffer eller grupper af stoffer som forårsager effekterne. Behov for indsatsområder Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål om forekomst og effekter af hormonforstyrrende stoffer i havmiljøet. Såfremt den nuværende og fremtidige overvågning af det danske havmiljø skal give bedre muligheder for at vurdere samspillet mellem belastning og effekter samt påvirkninger af havets føderessourcer er det vigtigt at besvare en række spørgsmål om stofferne. Herunder: Hvor udbredt er de nye stoffer? Kortlægning af forekomst og niveauer. Hvor udbredte er effekter af hormonforstyrrende stoffer? Kortlægning af generelle og specifikke effekter. Styrke koblingen mellem forskning på forskellige niveauer (kemi, biologi) og overvågning for at forbedre risikovurderinger. Gennemføre laboratorie- og feltundersøgelser for stoffer og stofgrupper, som særligt mistænkes for effekter. 153

156 Risikostrategier, specielt WHO s plan for risikoanalyse Af: Jens-Jørgen Larsen, Fødevaredirektoratet Medierne og befolkningen i den vestlige verden beskæftiger sig mere og mere med risici. Aktuelle emner i dagens Danmark er farligheden ved udsættelse og indtagelse af genmodificerede planter, kogalskab, højspændingsledninger, sygdomsfremkaldende bakterier i maden, plastblødgørere i fødevareemballage og legetøj og lægemiddelrester i kød. Nogle betegner ligefrem samfundet som risikosamfundet eller taler om en risiko-epidemi. Desværre er der stor forskel på folks forståelse af betydningen af risici, ligesom eksperters og ikke-eksperters vurderinger af en given risiko ofte er meget forskellige. I nogle tilfælde vurderer eksperter, at der ikke er nogen som helst sundhedsrisiko (læs uhyre ringe risiko) ved et bestemt udslip fra en fabrik eller ved en forurening i fødevarer, samtidigt med at dele af befolkningen er meget bekymret og fastholder, at de oplever en risiko, som politikere og embedsmænd forlanges at gøre noget ved. Omvendt leverer eksperter jævnligt overbevisende dokumentation for forhold, som kan forårsage forringet livskvalitet, eller som kan øge risikoen for at få kræft eller andre livstruende sygdomme, uden at politikerne og befolkningen tilsyneladende forstår dette budskab, eller måske forstår det men ikke tager det alvorligt. Samtidigt forveksles risiko ofte med fare. Fare er en egenskab, der er knyttet til et bestemt kemikalie eller et produkt, altså en iboende egenskab. Asbest er farligt, fordi det er kræftfremkaldende, men den konkrete risiko ved asbest er en relativ størrelse, som afhænger af, hvor meget asbest man udsættes for. Jo mere asbest, jo større er risikoen. Tilstedeværelsen af asbest i et hus udgør ikke nogen risiko, så længe det er pakket ind, men det kan blive til en risiko, hvis asbestfibrene frigøres, så de kan indåndes. Ordet asbest er for mange blevet lig med oplevelsen af en risiko. Det er vigtigt at slå fast, at der altid har været, er og altid vil være en risiko ved at leve. Der er en risiko ved at bevæge sig i trafikken, lege på en legeplads, lave mad i et køkken eller gå på arbejde. Der eksisterer ikke nogen nul-risiko for almindelig livsførelse eller for det at blive udsat for kemikalier, herunder hormonforstyrrende stoffer. Fælles for eksperterne og befolkningen er naturligvis en interesse eller bekymring for risikoen for at dø før tiden eller risikoen for en reduceret livskvalitet, men her hører enigheden mange gange op. I et land som Danmark er flere af de hyppigste årsager til tidlig død eller tab af livskvalitet efter eksperternes mening mere eller mindre selvforskyldte på grund af usund levevis. Tilsyneladende gør den videnskabelige bevisførelse ikke tilstrækkeligt indtryk på folk, især når talen er om vores individuelle forhold til farerne ved rusmidler, rygning, alkohol, farlig bilkørsel eller dårlige kostvaner. Der eksisterer mange risici, der ud fra en samfundsmæssig betragtning burde begrænses, men som folk i almindelighed ikke betragter som noget problem eller måske snarere ikke ønsker at ændre. Derimod er mange mennesker optaget af og stiller krav om 154

157 ændring af forhold, hvor man udsættes for en udefra kommende risiko i arbejdsmiljøet eller via fødevarer, som andre har produceret. I de senere år er skellet mellem hvad befolkningen oplever som problemer, og hvad eksperter peger på som risikoområder, blevet større og større som udtryk for, at befolkningen ikke har tillid til eksperters vurderinger og gode råd. På den ene side kræves fuld åbenhed og information om enhver lille risiko, og samtidigt viser det sig, at alene omtalen af en risiko skræmmer mange mennesker, så omtalen i sig selv fremmer en risikooplevelse. Risikokommunikation er vanskelig. En af årsagerne til befolkningens mistro til eksperterne er tydeliggørelsen af videnskabens begrænsninger. Dyreforsøg giver således begrænset indsigt i helbredsrisici hos mennesker, ligesom befolkningsundersøgelser kan være vanskelige at fortolke. Det er næsten altid vanskeligt at afgøre, om en statistisk sandsynlighedsberegning har taget alle relevante forhold i betragtning, og ind imellem kommer der ny viden, som ændrer eksperternes vurdering af en risiko. Derfor kan man ikke med 100% sikkerhed afvise en vis risiko. Blandt andet har WHO beskrevet den proces, der går ud på at bestemme, håndtere og diskutere en risiko for folkesundhed og miljø ved fremstilling, anvendelse eller bortskaffelse af kemiske stoffer og produkter. Formålet med beskrivelsen har været at sikre en sammenhæng og gennemskuelighed i processen. De tre hovedelementer, der indgår i denne samlede risikoanalyse, som beskrevet af WHO, omfatter en risikovurdering, en risikohåndtering og en risikokommunikation. Disse tre elementer skal være koordineret, men samtidigt være udført under uafhængigt ansvar (se figur 1). 1. Risikovurderingen omfatter en farlighedsvurdering, der går ud på at identificere evnen hos et givet kemikalie, f.eks. et solfilter som 4-MBC i solcreme med svag østrogen-lignende virkning, til at kunne forårsage uønskede effekter hos mennesker. Denne viden kan f.eks. opnås gennem befolkningsundersøgelser, dyreforsøg og cellekulturer. Der indgår også data fra undersøgelser af, hvordan stoffet omdannes i kroppen, og hvordan det påvirker kroppen. I farlighedsvurderingen bør også indgå en diskussion af, i hvor høj grad dyreforsøg eller cellekulturer kan sige noget om effekter hos mennesker, om børn eller andre befolkningsgrupper er mere følsomme end voksne, og hvad der skal undersøges yderligere, før datamaterialet er tilstrækkeligt. En farlighedskarakterisering, der handler om at vurdere, om de effekter, der ses hos forsøgsdyr, som har fået store doser af stoffet, har relevans hos mennesker, som typisk kun udsættes for lave koncentrationer af stoffet. Er observerede effekter på skjoldbruskkirtelen hos rotter eksponeret for høje doser 4-MBC relevante for mennesker, når der er tydelig artsforskelle for dette organ? Farligheds-karakteriseringen drejer sig også om sammenhængen mellem doser og effekter, mulige tærskelværdier for de pågældende effekter, samt for kræftfremkaldende stoffer om denne effekt er fremkaldt gennem skader på arveanlæggene. I denne diskussion bør man også se på usikkerheder, som kan have betydning for de sikkerhedsfaktorer, man ofte bruger, og man skal vurdere behovet for specialundersøgelser. Karakteriseringen omfatter udvælgelse af kritiske datasæt og identifikation af den højeste dosis i de gennemførte undersøgelser, som ikke har fremkaldt uønskede effekter (NOAEL (No Obseved 155

158 Adverse Effect Level). Med anvendelse af den valgte sikkerhedsfaktor bestemmes en ADI (Aceptable Daily Intake), TDI (tolerable Daily Intake), PTWI (Provisional Tolerable Weekly Intake), Acute RfD (Acute Reference Dose dvs. indtagelse på én gang ved indtagelse af et måltid) mv. Disse værdier fastsættes til brug for den efterfølgende grænseværdifastsættelse, eller der træffes beslutning om anvendelse af en kvantitativ risikovurdering. En eksponeringsvurdering drejer sig om at bestemme, hvor meget af stoffet mennesker udsættes for gennem kosten, ved indånding på en arbejdsplads eller på en trafikeret gade eller ved påsmøring af solcreme på huden osv. Bestemmelse af eksponeringen gennem kosten omfatter både undersøgelser af kostvaner (hvor meget spiser folk af forskellige fødevarer dagligt/over tid og hvad er maksimum og minimum i den almindelige befolkning og hos udsatte personer) og fødevareanalyser (hvad er der i fødevarerne). For solcremer er der bl.a. af Kræftens Bekæmpelse givet anbefalinger for disse produkters anvendelse for at forebygge udvikling af hudkræft. I eksponeringsvurderingen indgår spørgsmål som: Hvor eksakt skal eksponeringsvurderingen være? Tages der tilstrækkeligt hensyn til børn, som har en relativ større kostindtagelse end voksne? Tilsvarende gælder for andre eksponeringstyper af relevans for arbejdspladser og for vurderingen af solcreme. Eksponeringsvurderingen er ofte det svage led i kæden på grund af utilstrækkelige undersøgelsesresultater, selv om den har samme betydning som de øvrige elementer. En risikokarakterisering, der beskriver sandsynligheden for en sundhedsfare hos mennesker. Den kan gennemføres som en sikkerhedsvurdering baseret på den relevante viden fra farlighedsvurderingen og farlighedskarakteriseringen med de valgte ADI, TDI, PTWI og Acute RfD-værdier samt eksponeringsvurderingen eller som en kvantitativ risikovurdering med anvendelse af matematiske modeller til estimering af risikoen for hele befolkningen eller segmenter heraf. Der foretages bl.a. en kvalitativ og en kvantitativ vurdering af pålideligheden af de opnåede data. I diskussionen indgår spørgsmål som: Hvad er risikoen ved en kortereeller længerevarende overskridelse af den valgte ADI og/eller overskridelse af den fastlagte acute RfD? Anvendes solcreme to gange dagligt hele året eller kun i sommerperioden, og hvad er risikoen for udvikling af hudkræft, hvis solcreme ikke anvendes? Hvilke data mangler, og hvad kan formuleres af konkrete anbefalinger til risikohåndtørerne? 2. Risikohåndteringen har, på basis af risikovurderingen, til formål at beskytte menneskers sundhed, men forhold som økonomi, tekniske muligheder og samfundsmæssige præferencer indgår også. Beslutninger og praksis bør være gennemskuelige og kunne dokumenteres på en systematisk måde. Risikohåndteringen omfatter: En risikoevaluering, der drejer sig om valg af risikovurderingstaktik, altså accept og krav til dyreforsøg og reagensglasforsøg, valg af basale sikkerhedsfaktorer, brug af TDI/ikke brug af TDI til kræftfremkaldende stoffer med virkning på arveanlæggene, brug af temporære ADI er mv. Der eksisterer en række internationale aftaler på dette område. Vurdering af håndteringsmuligheder, altså spørgsmål om accept, forbud, begrænsning, MRL (maksimalt tilladte restkoncentrationer i fødevarer og 156

159 maksimale koncentrationer af solfiltre i solcreme), cost-benefit betragtninger f.eks. over risikoen for udvikling af hudkræft i forhold til risikoen for østrogenpåvirkning osv. Gennemførelse af den valgte fremgangsmåde, herunder kontrol af de valgte procedurer og opfølgning ved opnåelse af ny viden. Monitering og evaluering, der er et spørgsmål om at vurdere effektiviteten af den implementerede håndteringsmåde og kontrollen af håndteringen. For solcremen vil en registrering af hudkræfttilfælde desværre først kunne opnås flere år efter de implementerede håndteringsmåder. 3. Risikokommunikation handler om en interaktiv kommunikation med omverdenen med vægt på åbenhed og gennemskuelighed. Den skal sikre en dialog om risiko og risikobetonet virksomhed mellem beslutningstagerne, eksperterne og den almindelige befolkning, herunder særligt berørte befolkningsgrupper. Foruden gennem mærkning af produkter, dækker risikokommunikationen også over handlinger, der har til formål at inddrage befolkningen og dermed dennes medansvar for risikohåndteringen. Anvendelse af pressemeddelelser, avisartikler, Internet-hjemmesider, Obs-udsendelser i TV, høringer som denne og store kampagner i medierne er eksempler på forskellige elementer i risikokommunikationen. Værdien af de enkelte initiativer diskuteres løbende og er næppe af samme værdi gennem tiderne. Nu om dage udsættes mange mennesker for en stor mængde information, så der også i risikokommunikationen skal kæmpes for at få budskaberne ud til befolkningen. Samtidigt er der mange aktører i form af eksperter og ikkeeksperter, der deltager i den offentlige debat. Fra almindelige forbrugere hører man ofte om, hvor svært det er at finde ud af, hvad man skal mene, når så mange modstridende budskaber fremkommer i medierne. Samtidigt er jævnlige omtaler i aviser, radio og fjernsyn af risikoen ved mange ting, som vi kommer i berøring med, med til at fjerne noget af respekten for de alvorlige advarsler, der fremsættes en gang imellem, og som virkelig skal tages alvorligt. I tilfældet solcreme, faldt salget drastisk af produkter med dokumenteret solbeskyttende effekt efter sidste års omtale af en mulig hormonlignende effekt ved nogle produkters anvendelse, hvorved markedet blev åbnet for nye produkter evt. uden dokumenteret solbeskyttende effekt. Den beskrevne risikoanalyse fra WHO er en idealmodel, som kun undtagelsesvis kan anvendes, først og fremmest på grund af manglende ressourcer og specielt manglende undersøgelser. Der er ikke tilstrækkeligt internationalt fodslag på området, og man ser forskellig terminologi og flere definitioner. I Europa bruges der af myndighederne forskellige begreber på flere reguleringsområder som levnedsmidler, arbejdsmiljø og lægemidler. I USA er der derimod større overensstemmelse mellem de forskellige myndigheders terminologi og definitioner. Alle offentlige myndigheder tager udgangspunkt i den terminologi, som er foreslået af National Academy of Science (NAS). NAS lægger stor vægt på, at begreberne og procedurerne i risikohåndteringen holdes strengt adskilt fra risikovurderingen, fordi risikohåndteringen til enhver tid bestemmes af samfundets værdier og normer og statens fortolkning af disse. I Danmark er der ikke gennemført en adskillelse af risikovurderingen og risikohåndteringen på 157

160 fødevareområdet, og i sagen om solcreme gav uklarheder i ansvarsplaceringen for de tre hovedelementer i risikoanalysen anledning til en drøftelse og bedring heraf. RISIKOANALYSENS STRUKTUR Risikovurdering * Farlighedsvurdering * Farlighedskarakterisering * Eksponeringsvurdering * Risikokarakterisering Risikohåndtering * Risikoevaluering * Vurdering af håndteringsmuligheder * Gennemførelse af den valgte fremgangsmåde * Monitering og evaluering Risikokommunikation Fig

161 Om Gruppeklassifikation og risikohåndtering Af: Professor emer. Finn Bro-Rasmussen, DTU, Lyngby Forsigtighed men kun som midlertidig foranstaltning? Ved Maastricht- og (især) Amsterdam-traktaterne i hhv og 1998 blev Forsigtigheds-princippet stadfæstet som et af de overordnede begreber til brug for styringen af EU s miljø-politik*). Ikke mindst kemikaliepolitik var i fokus. Det blev Kommissionens opgave at udforme dette nærmere. Med kommunikation COM(2000)1 af gav den sin fortolkning af princippet som en struktureret udmøntning af risikoanalysen omfattende risikovurdering, risikohåndtering og risikokommunikation. Princippet blev lagt i hænderne på myndigheder og lovgivere, mens beslutningen om dets brug, resp. ikke-brug blev defineret som et i særlig grad (eng.: eminent) politisk ansvar. Lovgivningsmæssigt har kommissionen ikke fulgt spørgsmålet yderligere op, og forsigtighedsprincippet kan på indeværende tidspunkt hverken siges at være struktureret eller operationelt. Næsten tværtimod. Det er risikobegrebet, der er det centrale, mens forsigtighed forklares negativt, nemlig som værende forskelligt fra den videnskabelige ekstrapolationspraksis. Det anvises at skulle bruges, når den videnskabelige bevisførelse er utilstrækkelig, ikke-overbevisende eller usikker, hvilket kommissionen har uddybet med en række kvalificerende og svækkende overvejelser. F.eks. skal forsigtigheden være proportional med det (politisk?) ønskede beskyttelsesniveau. Den må ikke være diskriminerende ), og den forudsættes at skulle være sammenlignelig i omfang og art med andre tilsvarende forholdsregler. Enhver anvendelse af forsigtighedsprincippet skal underkastes cost-benefit vurdering inden den iværksættes, og der skal ikke mindst ske en regelmæssig revurdering, idet anvendelsen karakteriseres som en midlertidig foranstaltning (eng.:... use as provisional measure...), indtil fuldt videnskabeligt belæg er tilvejebragt. Uden at diskutere, endsige definere hvad en acceptabel risiko er, henviser kommissionen dermed forsigtighedsprincippet til risikohåndteringsfasen (risk management) ud fra den overbevisning, at en tilfredsstillende videnskabelig baggrund normalt kan regnes at være tilgodeset, eller at den kan fremskaffes. Hvis denne tolkning er korrekt og de seneste udviklinger omkring udvælgelse/prioritering af hormonforstyrrende stoffer synes at bekræfte dette så må det være berettiget at spørge, hvorvidt opfattelsen er dækkende for de politiske intentioner, der var baggrunden for forsigtighedsprincippets placering i traktaten. I hvert fald demonstrerer både udviklingen af den generelle kemikaliestrategi (jfr. EU's Hvidbog om Kemikaliepolitisk strategi, (COM(2001)88, feb. 2001) og den aktuelle debat om hormonforstyrrende stoffer, at datamangel, usikkerheder *) Andre principper er: Forureneren betaler, forebyggelse ved kilden & nærhedsprincippet. ) I forklaringerne henvises til: nationale og produktionsmæssige forskelsbehandlinger 159

162 og uvidenhed er så omfattende og dybtgående, at forsigtighedsprincippet er påkrævet langt ud over undtagelsessituationerne. At forsigtighedsprincippets forvaltning således er et både videnskabeligt og politisk ansvar, er søgt illustreret i fig. 1. Der er behov for kendskab til 1) trivielle, statistiske variationer, 2) usikkerheder ved at forudsige fra dyr til menneske, resp. fra laboratorium til det virkelige liv, 3) uvidenheden overfor ukendte effekter, funktioner og sammenhænge, samt naturligvis 4) ubestemtheden, der udspringer af tilfældige, åbne årsagssammenhænge. Begreb Beslutning Karakterisering Videnskabelig VARIATION (omkring mulige effekter) USIKKERHED (Ved at forudsige/ ekstrapolere) UVIDENHED (omkring u-udforskede forhold) UBESTEMTHED (jf. også socio-økomiske usikkerheder) Vi kender odds (systemet er beskrevet. Risiko resp. chancer er kendte) Vi kender ikke odds (systemet kendt, men sandsynlighedsfordeling er ikke) Vi ved ikke, hvad vi ikke ved. (systemet er ikke kendt) Vi ved, at vi ikke ved (Årsagskæde åben) Politisk Figur 1. Alle bidrag til usikkerhed ved analyse og håndtering af risiko må inddrages og bedømmes som basis for anvendelse af Forsigtighedsprincippet. Det må udføres systematisk og som et fælles ansvar, omfattende videnskabelige variationer og usikkerheder, såvel som uvidenhed og politisk-økonomisk ubestemthed. 160

163 Datamangel og industriens data. I EU's Hvidbog oplyses, at 70 % af de kemiske stoffer, der i årene blev anmeldt og registreret som NYE*), viste sig at have farlige (dvs. klassificerbare) egenskaber. Dette er i skærende modsætning til den situation, at kun 3-5 % af alle såkaldt eksisterende kemikalier *) i dag er registreret og listet som Farlige kemiske stoffer. Kommissionen oplyser i den forbindelse, at hovedparten af alle eksisterende kemikalier ikke er klassificeret passende, og at en tilstrækkelig risikostyring ikke kan gennemføres. Det må naturligvis give anledning til eftertanke, at der for nogle år siden på ganske tilsvarende måde, dvs. ved individuel udvælgelse blev opstillet en liste på i alt ca. 550 såkaldte kandidatstoffer til prioriteret undersøgelse for hormonforstyrrende virkning. Skal også dette antal forhøjes 10 gange? Dvs potentielt hormonforstyrrende stoffer i stedet for 550? Det var i hvert fald ikke uventet, at man ved et nyligt møde i Bruxelles kunne stille EU s miljødirektorat overfor en hidtil upåagtet og kemisk uoverskuelig gruppe af stoffer, de såkaldte siloxaner. Om flere af dem oplyser amerikanske databaser, at de anvendes i kosmetik, læbestifter, personal care produkter m.v. De har østrogene virkninger, hvilket især er knyttet til de særligt cykliske molekylkonfigurationer, uden at nogle af disse stoffer dog har hidtil været inddraget i EU s udvælgelses- og prioriteringsovervejelser. Situationen er dermed helt parallelt til Miljøstyrelsens udmelding i efteråret 1991, at ca kemikalier var blevet vurderet ved såkaldt QSAR analyse. Ca. 44 % af disse viste sig at have klassificerbare egenskaber, hvilket var baseret på en teknisk, avanceret modelberegning ud fra de kemiske stoffers kemiske molekyl-strukturer. Emnet har tidligere været diskuteret i Folketinget, nemlig ved fremlæggelsen af Teknologirådets rapport om Uvurderede kemiske stoffer i 1996 og senere ved høringen om Kemikaliestrategi i maj Man benytter sig af, at det ud fra kemikaliers molekylstrukturer og en kemiskbiologisk parallelitet er muligt i nogen grad at slutte sig til væsentlige, herunder også farlige egenskaber (jfr. giftighed, persistens, bioakkumulerbarhed osv.). Med dette som klassificeringsgrundlag vil man kunne begynde en indkredsning af de mange kemikalier, som til stadighed unddrager sig det offentlige og offentlighedens kritiske vurdering. Tabel 1. Eksempler på kemiske stofgrupper (hyppigt med stoffer eller flere pr. gruppe), som alle kan gøres til genstand for systematisk vurdering og regulering på grundlag af kemisk-biologiske ligheder og paralleliteter. I adskillige grupper er der stoffer med ED-egenskaber. *) I 1981 blev i alt Eksisterende kemikalier samlet i EINECS-registret. Alle senere markedsførte kemikalier (gnsn. ca. 150 pr. år) er anmeldt og registreret som Nye kemikalier i EU s ELINCS-register. 161

164 Kemisk gruppebetegnelse Anvendelsesområder Nogle bemærkninger Alkylphenoler Smøreolier/-midler, hjælpestof Flere ED-stoffer*) med brugsbegrænsninger, om end uden formel klassifikation Benzimidazoler Svampemidler Enkelte findes endnu på DK s pesticid-fortegnelse Bromerede flamme- Hæmmere Plast, tekstiler, elektronik POP-lignende stoffer, der bidrager til den humane body-burden Cadmium salte Elektronik, plast, batterier Er alle uønskede Klor-pesticider & andre POP-kemikalier Lineær alkylsulfonat (LAS) Phthalater Landbrug, havebrug, samt industri- & forbrugerformål Vaske- og rengøringsmidler Flere grupper afviklede eller under afvikling Visse begrænsninger, men udenfor formel klassifikation PVC-plast, maling, kosmetik Indikationer for ED *) -virkning. Kun et enkelt stof klassificeret Siloxaner, cykliske Industrielle olier, kosmetik & personal care Uoverskuelig stofgruppe med flere østrogene stoffer (eks. D4, D5 & D6) Triazin herbicider Ukrudtsmidler Grundvandstrussel. Enkelte findes endnu på DK s pesticidfortegnelse En anvendelse af QSAR-beregnede egenskaber og af såkaldte gruppeklassificeringer vil utvivlsomt virke som et incitament til, at kemikalieindustrien styrker indsatsen for at udvikle flere data og fremlægger en allerede eksisterende viden om deres egne produkter. Det er jo værd at erindre, at man ved disse metoder bevæger sig ind på farligheds- og risikovurderingens område på industriens betingelser og præmisser. Det er jo netop de kemiske stoffers molekylopbygning og forudsigelige egenskaber, der har været et af industriens vigtigste værktøjer i den teknisk-videnskabelige udvikling af de tusinder af kemikalier, som i løbet af mere end 50 år har oversvømmet både erhvervs- og forbrugermarkedet. På det praktiske plan er der mange områder, hvor en mere forpligtende udnyttelse af molekylære strukturrelationer, biologiske paralleliteter og kemiske slægtskaber kan bidrage til større forståelse og sikkerhed i omgangen med kemiske stoffer. I tabel 1 er vist nogle eksempler, hvor den kemiske industri målbevidst har udnyttet netop dette til serieudvikling af af enkeltkemikalier. Det vil naturligvis være til gavn for både almenvellet og kemikaliesikkerheden, såfremt de industrielle kemisyndikater mere åbent og villigt ville bidrage aktivt med såvel data som viden. At advare om farlighed at være forsigtig ved risiko. *) ED = Endocrine Disrupter, dvs. hormonforstyrrende stof 162

165 De fundamentale behov vi står overfor i kemikaliesektoren og mere specielt i forhold til hormonforstyrrende stoffer er naturligvis, hvorledes man imødekommer behovet for at advare mod farlige kemikalier og for at udøve forsigtighed overfor uundgåelige risici. Lovgivningsmæssigt eksisterer der allerede præcedens for at anvende såkaldte positivlister, som det kendes f.eks. for levnedsmiddeltilsætningsstoffer, pesticider og biocider. Spørgsmålet er til dels uden for mit emne, men det er væsentligt, at positivlister med godkendelsesordninger og anvendelsesregulering af enkeltstoffer nok er det hidtil kraftigste virkemiddel, vi har til både at reducere antallet af betænkelige kemiske stoffer på bestemte brugsområder og til at skabe større tryghed ved de begrænsede anvendelser, der findes nødvendige. Man må håbe, at det udspil om kemikalieautorisation, som med Hvidbogen er fremlagt af EU-kommissionen kan blive bragt i anvendelse til støtte for nogle af de samme muligheder på trods af kemikalieindustriens hørlige våbenraslen. Her udover er der imidlertid to områder, hvor temaet USIKKERHED FORSIGTIGHED må inddrages under det, jeg kalder fællesansvaret. Det indebærer åben udveksling og beslutningsdygtighed udøvet i samspil mellem videnskab, administration og politikere i forhold til: Farlighedsvurderingen, som gennem klassifikations- og mærkningsregler anvendes til advarsel og vejledning af brugere/forbrugere. Den bør kunne følges op direkte i brugsreguleringen. Den vedrører imidlertid primært markedsføringen af kemikalierne som sådan, dvs. stort set uden indflydelse på brug og forekomst i varer og produkter. og Risikovurderingen, der gennem EU s direktiver på området er sat i fokus, og som er blevet årsag til megen debat og uro på grund af sin kompleksitet og uoverskuelighed, samt ikke mindst den ofte tøvende, nærmest negative inddragelse af usikkerhedsanalyser og operationelle forsigtighedsvejledninger. Klassifikation og forsigtighedsprincip Som allerede nævnt er klassifikationen et forsømt område, idet antallet af klassificerede stoffer burde være langt større end tilfældet er. Omtalen af farlige egenskaber anses at virke som en hæmsko for den frie markedsføring, og det er overordentlig vanskeligt, nærmest umuligt at få ørenlyd for en ellers helt naturlig reaktion: Jamen, dette er da et stof eller et produkt jeg/vi helt burde undgå. I den henseende er de danske miljømyndigheders introduktion af begrebet uønskede stoffer enestående - og den er enkel. Vi mangler blot (!), den lovgivningsmæssige opbakning til, at de udpegede kemikalier mærkes som uønskede også når de markedsføres som indhold i varer og produkter. Desværre er det på det videnskabelige tolkningsniveau, dvs. i forhold til sædvanlig toksikologisk, sundhedsmæssig farlighedsvurdering, svært at få indplaceret et veldefineret og struktureret forsigtighedsprincip baseret på konkrete og regelsatte usikkerhedsvurderinger. I fig 2 er illustreret, hvorledes man ved dyreforsøg normalt bestemmer en Nul-effekt-koncentration, der ved hjælp af en ikke-videnskabelig, men pragmatisk fastlagt usikkerhedsfaktor omsættes til administrativ anvendelse [normalt 10 10, i alt = 100]. Faktoren er ved flere lejligheder forsøgt videnskabeliggjort med det forventelige resultat, at 163

166 industrien fandt, at faktoren burde reduceres til ca [i alt = 12-16], mens man i WHO modsætningsvis mener, at tallene bør være ca [i alt = ]. Basis for dette sidste er, at der er usikkerheder knyttet både til kemikaliernes faktiske effekt, og til deres omsætning til andre stoffer i organismen, hvilket er normalt, men oftest dårligt beskrevet. Det er med den baggrund forklarligt, at man ved vurdering af mindre børns særlige sårbarhed eller f.eks. i forbindelse med særligt følsomme områder, som trusler mod grundvand og drikkevand, i dag har forsøgt at indføre ekstra usikkerhedsfaktorer (modificerende faktor, jfr. MF i fig. 2). Det sker som forsøg på at dække et udefineret gråzonebegreb. Man ved, at et sådant eksisterer, men oftest er der ikke midler til at fastlægge det nøjagtigt. menneske miljø Sikkerhedskrav Kvalitetszone Gråzone Risiko zone Skadelige effekter (måles på flere arter - forskellige effekter) Forsigtighedskrav Nul eksponering konc. (mg/kg) ADI/TDI NOEC MF UF= 10x10 Figur 2. Usikkerheder er knyttet til Nul-effekt-niveauet (NOEC), og ikke mindst til anvendelsen af pragmatiske usikkerhedsfaktorer, når erfaringer skal overføres fra dyreforsøg til Acceptable eller Tolerable niveauer (ADI/TDI) for mennesker og miljø. Forsigtighedsprincippet må imødekomme Gråzone- og/eller Kvalitetskrav under udnyttelse af usikkerhedsfaktorer (UF/MF) eller ved at indføre brugsrestriktioner, der reducerer eksponeringen. Der er utvivlsomt mange andre situationer og måske ikke mindst i forbindelse med hormonforstyrrende stoffer hvor en mere udstrakt anvendelse af ekstra faktorer som forsigtighedsforanstaltning ville være både velvalgt og velbegrundet. Alternativet vil være, at man gennem brugsrestriktioner arbitrært kan reducere den eksponering, som mennesker og miljø kan blive udsat for. Det er på fig. 2 (jfr. pilen fra venstre) markeret som en mulighed, der styres af 164

167 forsigtighedsprincippet. Dette var grundlaget for EU's beslutning i 1980 om praktiske nul-grænseværdier for pesticider i drikkevand mens WHO og det amerikanske samfund til gengæld anvender modellen med forhøjede usikkerhedsfaktorer. Indenfor området hormonforstyrrende stoffer gør mange særligt krævende forhold sig gældende sammenlignet med den sædvanemæssige, toksikologiske kemikalietestning. Iagttagelser af skadelige effekter, der i nogen grad er parallelle i miljøet og hos mennesker, og som har tilknytning til forstyrrelser i hormonalt betingede funktioner og processer, har i stigende grad ført mistanken hen på kemikaliepåvirkning som årsag. Mange af de i dag ud-pegede ED-stoffer er kendt for at kunne fremkalde effekter i laboratoriet, helt svarende til det, der iagttages i naturen, men årsagskæderne er dog stadig ikke fuldt beskrevne. Der er fokus på flere typer effekter end de hyppigst omtalte, uden at man dog har kendskab til de biologiske og fysiologiske mekanismer, som ligger til grund for effekterne (jfr. fig 3). Generelt halter såvel udforskning, som udvikling af testmetoder bagud i forhold til dette kompleks. Dette gælder ikke mindst virkninger, der har meget lang latenstid og/eller kan være knyttet til kemikaliekoncentrationer, der er så lave, at de teknisk er vanskelige at måle! ED - hormonal forstyrrelse K E M I K A L I E R Indirekt Direkte via MFO Thiamin (B 1 ) mangel IDER Ovulation HJERNE BINYRER GONADER RECEPTOR Fosterudvikling differentiering Kønsceller STERO- Reproduktion En do kri no lo gi Tok si ko lo gi Øko tok si ko lo gi Figure 3. Testmetoder for ED-effekter af kemikalier på mennesker og miljø koncentreres om den direkte forstyrrelse af naturlige hormoners virkning på Receptor (grå område), med efterfølgende forstyrrelse af kønsudvikling, reproduktionsproces m.m. (stribet). Sekundære eller indirekte effekter, f.eks. på den overordnede styring af den naturlige hormonproduktion (prikket) kan være af betydning, men udforskes endnu i relativt ringe omfang. 165

168 En vurdering af risikoens fulde omfang og art i disse sammenhænge er i dag ikke mulig. Farligheden af mange beskrevne situationer kan lægelige og biologiske eksperter imidlertid give klare vidneudsagn om. Der kaldes derfor på forskning, der må regnes at være langvarig - og på forsigtighedsforanstaltninger, der endda må forventes ofte at blive af permanent karakter. Derfor: Hvad gør vi, mens vi venter? En gennemgribende og systematisk indsats i forhold til 1) vurderingsusikkerheder, 2) manglen på data og viden, og 3) en utilstrækkelig kontrol med samfundets kemikalie-anvendelse er ikke bare en nærliggende mulighed. Det må i stigende grad være både realistisk og nødvendigt at kræve som oplæg til og forslag om, hvorledes et forsigtigheds-princip kan og bør anvendes. Både midler og metoder til at håndtere dette er til stede, såfremt videnskab, administratorer og politikere i fællesskab vender diskussionen. Forsigtighedsprincippet skal defineres både overordnet og konkret, og det skal operationaliseres specifikt i forhold til kemikaliestrategierne - som alternativ til vores nuværende situation af selvskabte risici. 166

169 EU s strategi for hormonforstyrrende stoffer og danske initiativer Af: Inger Bergmann, Kontorchef i miljøstyrelsen Baggrund EU-kommissionen udsendte i december 1999 en meddelelse om en EU-strategi for hormonforstyrrende stoffer (KOM(1999)706)i til Rådet og Parlamentet. Strategien fokuserer på behovet for yderligere forskning, internationalt samarbejde, oplysning af befolkningen og en politisk indsats. Selve strategien er opdelt i en række tiltag på kort, mellemlang og lang sigt. Meddelelsen blev derefter behandlet i Rådet (Miljø) og Parlamentet. Rådet vedtog en række rådskonklusioner, som bl.a. understreger forsigtighedsprincippet og fremhæver, at der bør udvikles hurtige og effektive risikostyringsstrategier, og at indsatsen bør være i overensstemmelse med den overordnede kemikaliepolitik. Rådet opfordrede desuden Kommissionen til regelmæssigt at aflægge en beretning om udviklingen i arbejdet første gang i Parlamentet vedtog en beslutning om hormonforstyrrende stoffer, hvori forsigtighedsprincippets betydning understreges, og hvor kommissionen opfordres til at opstille en liste over stoffer, overfor hvilke der kræves øjeblikkelig handling. EU-kommissionen udsendte i sommeren 2001 den første tilbagemelding om status for udmøntning af strategien (KOM2001(262))ii. Heri er der med udgangspunkt i en kandidatliste på 553 menneskeskabte stoffer og 9 hormoner udarbejdet en plan for hvordan det fremtidige arbejde med disse stoffer skal gribes an. EU s strategi for hormonforstyrrende stoffer Kommissionens EU-strategi for hormonforstyrrende stoffer er delt op i indsatser på kort, mellemlang og langt sigt Som indsats på kort sigt nævnes bl.a.: Udarbejdelse af en prioriteret liste over kemiske stoffer der skal yderligere undersøges for deres effekter på hormonsystemet Fremskyndelse af risikovurderingen af stoffer på listen Tilskyndelse af EU-klassificering af de prioriterede stoffer som kan være en følge af de hormonforstyrrende effekter, f.eks. klassificering efter gældende regler for reproduktionsskadelige, kræftfremkaldende og miljøfarlige egenskaber Oprettelse af overvågningsprogrammer for at vurdere stoffernes udbredelse i miljøet Identifikation af kritiske forbrugerforhold for de prioriterede stoffer, f.eks. særlig udsættelse af børn i ii 167

170 Fremme af informationsudveksling og international koordinering Information af befolkningen om de løbende aktiviteter Som indsats på mellemlang sigt nævnes fremme af: Udvikling af testsystemer til at identificere stoffer med hormonforstyrrende effekter. Her nævnes EU s bidrag i forbindelse med udvikling af OECDprogrammet om ensartede retningslinier for udførelse af test Forskning og udvikling for at afklare mekanismerne bag de hormonforstyrrende effekter og for at afdække sammenhængen mellem eksponering og effekter i miljøet og i befolkningen Arbejdet med at finde stoffer der kan erstatte anvendelsen og dermed udskiftningen af den industrielle brug af hormonforstyrrende stoffer. Som langsigtet indsats nævnes: Vurdering af styringsinstrumenterne i den eksisterende kemikalieregulering og indarbejdelse af de hormonforstyrrende effekter, bl.a. i direktivet vedrørende klassificering og mærkning af kemiske stoffer, i risikovurderingsforordningen, i reguleringen af bekæmpelsesmidler, i vandrammedirektivet, og det nye drikkevandsdirektiv. Status for EU-arbejdet om hormonforstyrrende stoffer EU-kommissionen udsendte i sommeren 2001 den første status for udmøntning af EU-strategien for hormonforstyrrende stoffer. Status for de kortsigtede arbejdsopgaver: Der er blevet udarbejdet en kandidatliste med 553 kemiske stoffer og 9 syntetiske/naturlige hormoner, som alle vil blive underkastet yderligere vurdering. Kandidatlisten er dynamisk og giver mulighed for at medtage og udelukke stoffer, efterhånden som der indhentes ny viden om stofferne. For 118 af de 553 kandidatstoffer er der dokumentation for hormonforstyrrende effekter eller potentielle hormonforstyrrende effekter. De 9 naturlige hormoner er allerede forbudt som vækstfremmere i husdyrbrug i EU. 109 af de 118 stoffer er allerede forbudt eller begrænset eller underkastet nærmere undersøgelse i medfør af den gældende EU-lovgivning. For de øvrige 9 stoffer, som er vist at have eller er mistænkt for at have hormonforstyrrende effekter, og som hverken er begrænset eller underkastet andre undersøgelser i medfør af den gældende lovgivning, samt 3 hormoner skal der foretages en udførlig vurdering. Kommissionen har igangsat en undersøgelse, som forventes færdig juni af de 118 stoffer er allerede underkastet risikovurdering - for 15 af stofferne vil kommissionen opfordre til at risikovurderingsprocessen fremskyndes, og for de øvrige 31 at risikovurdering og godkendelsesprocessen som plantebeskyttelsesmidler fremskyndes. Dette arbejde ventes at ville vare endnu op til 3 år Endelig opfordres medlemslandene til at klassificere 2 af stofferne, som hverken er underkastet begrænsninger, klassificeret eller underkastet undersøgelser i medfør af gældende EU-lovgivning, på baggrund af de foreliggende data om kræftfremkaldende, reproduktionsskadende og miljøfarlige egenskaber. Dette arbejde skønnes at ville tage 1-2 år. 168

171 For de øvrige 435 stoffer, hvor der var utilstrækkelige data til at bestemme de hormonforstyrrende eller potentielt hormonforstyrrende effekter, har Kommissionen iværksat en indledende undersøgelse, der forventes færdig juni Kommissionen har iværksat en undersøgelse af menneskers eksponering for hormonforstyrrende stoffer gennem drikkevandet. Den vil danne grundlag for opstilling af grænseværdier for kemikalier med hormonforstyrrende effekter i relation til drikkevandsdirektivet. Kommissionen har styrket det internationale samarbejde i WHO og OECD-regi, og der er aftalt samarbejde med de amerikanske miljømyndigheder. Status for tiltag på mellemlang sigt Kommissionen og medlemslandene deltager i OECD s arbejdsgruppe om hormonforstyrrende stoffer (EDTA) med henblik på at udvikle en internationalt harmoniseret teststrategi og samordne og overvåge arbejdet i de grupper, der har til opgave at udvikle nye anerkendte testmetoder. Det forventes, at der i 2002 vil foreligge anerkendte test for sundhedsvirkninger. Det drejer sig om test for stoffers østrogene og antiøstrogene effekter og om test for stoffers androgene og antiandrogene effekter. Sideløbende har 2 andre tests for reproduktionstoksicitet fået tilføjelser, der har betydning for påvisning af kønshormonforstyrrende effekter. Med hensyn til testmetoder for effekter på miljøet er videnniveauet meget forskelligt for de relevante miljøer (fisk, fugle, hvirvelløse dyr og padder), og det er nødvendigt først at få opstillet relevante effekter, der skyldes hormonforstyrrelser, for at kunne få et repræsentativt billede af miljøeffekterne. De første anerkendte metoder forventes at foreligge i 2003 og nogle først i I flere af EU s forskningsprogrammer er der givet støtte til projekter inden for området hormonforstyrrende stoffer, bl.a. indenfor EU s femte rammeprogram for forskning og udvikling. EU har afsat 20 mio. EUR til forskning vedrørende sundheds- og miljøkonsekvenserne af hormonforstyrrende stoffer. Projekterne er netop under godkendelse og vil blive igangsat henover sommeren Status for indsatsen på lang sigt Den udførlige vurdering, som skal udføres på 12 kandidatstoffer, skal også omfatte indkredsning af konkrete tilfælde af forbruger- og/eller økosystemeksponering. I forhold til forbrugereksponering præciserer kommissionen at direktivet om produktsikkerhed (som netop er blevet udvidet) i almindelighed kan bruges som et vigtigt risikostyringsværktøj til hasteforanstaltninger. På listen over prioriterede farlige stoffer i henhold til EU s vandrammedirektiv har 11 ud af de 33 prioriterede stoffer hormonforstyrrende effekter, og der skal indenfor 2 år fremsættes forslag om emissionsbekæmpelse og om kvalitetsstandarder. 169

172 I februar 2001 vedtog kommissionen en hvidbog om en strategi for fremtidig kemikaliepolitik. Et af de centrale elementer i strategien er indførelsen af en godkendelsesprocedure for stærkt problematiske stoffer. Myndighederne skal give en specifik tilladelse, før et sådan stof kan anvendes til et bestemt formål. I hvidbogen er de stærkt problematiske stoffer defineret som CMR-stoffer, dvs. stoffer der er kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionsskadelige, og de persistente organiske forbindelser (POP-stoffer). Mange hormonforstyrrende stoffer har vist sig at være kræftfremkaldende eller skadelige for reproduktionsevnen. Derudover er der påvist sammenhæng mellem hormonforstyr-relser hos dyr og visse af POP-stofferne. Mange hormonforstyrrende stoffer kan derfor ventes at blive underkastet godkendelsesproceduren. Herudover understreger hvidbogen, at der bør gøres en særlig indsats for at udforske de nærmere mekanismer for hormonforstyrrende effekt, bl.a. forskning med henblik på udvikling og validering af in vivo- og in vitroundersøgelsesmetoder samt modelberegning (f.eks. QSAR) og screeningsmetoder, og udforskning af virkningerne af små doser, langtidseksponering og eksponering for kemikalieblandinger. På Rådsmødet (Miljø) i juni 2001 vedtog Rådet en række konklusioner om kemikaliehvidbogen, hvor Rådet bl.a. peger på, at hormonforstyrrende stoffer skal med ind under godkendelsessystemet, når videnskabelige metoder er udviklet og kriterier er blevet etableret. Danske aktiviteter i relation til EU-strategi for hormonforstyrrende stoffer Den danske indsats i relation til EU s strategi for hormonforstyrrende stoffer koncentrerer sig primært om at bidrage til forskningen og udviklingen af testmetoder, så det kan blive muligt at identificere de hormonforstyrrende stoffer. Gode testmetoder og en bedre forståelse for mekanismerne for de hormonforstyrrende effekter er en forudsætning for, at der kan udvikles kriterier, som gør det muligt at identificere hormonforstyr-rende stoffer. Indsatsen sker dels ved at støtte igangværende forskningsmiljøer i Danmark, ved deltagelse i OECD- testmetodeudvikling, i Nordisk regi under Nordisk Ministerråd, gennem påvirkningen af EU s fremtidige kemikaliepolitik og i OSPAR. Hvad angår specifikke danske initiativer overfor hormonforstyrrende stoffer er dette omtalt i Lisbet Seedorff s indlæg om national regulering. Forskning og udvikling i Danmark Under det Strategiske Miljøforskningsprogram blev der f.eks. i perioden 1997 til 2000 oprettet et Forskningscenter for østrogenlignende stoffer, hvor der især blev satset på at udvikle forskellige screeningsmetoder til bestemmelse af disse stoffer. 170

173 På finansloven for 2001 blev der afsat midler til styrkelse af det videnskabelige grundlag for håndteringen af problemerne med de hormonforstyrrende stoffer. Midlerne er anvendt til udvikling af testmetoder for sundhedseffekter og for effekter på miljøet. På begge områder er forskningen relateret til udviklingen af OECD s testguidelineprogram For sundhedseffekterne drejer det sig om støtte til at udvide arbejdet indenfor OECD s-testmetodeprogram for hormonforstyrrende effekter. På nuværende tidspunkt deltager Danmark i arbejdet med at afprøve Uterus-testen, der kan belyse østrogene og anti-østrogene effekter samt Hershberger-testen, der kan belyse androgene og anti-androgene effekter. Endelig deltager Danmark i revideringen af de eksisterende OECD-testmetoder for reproduktionstoksicitet, så disse også belyser evt. hormonforstyrrende effekter. For metoderne til forudsigelse af effekter på miljøet er midlerne anvendt til at udvikle en screeningstest, der kan påvise stoffers hormonforstyrrende effekter på kønsudviklingen hos zebrafisk. For at få bedre viden om miljøeffekterne undersøges zebrafisks følsomhed overfor kendte hormonforstyrrende stoffer og følsomheden sammenlignes med forholdene hos andre fisk. Dette arbejde foregår også i tæt samarbejde med OECD. Derudover er der givet tilskud til et projekt om overvågning af mænds reproduktionsevne. På Finansloven 2002 er der afsat 3 mio. kr. årligt i til videreførsel af disse projekter. Miljøstyrelsen har længe arbejdet med udvikling af avancerede computermodeller (QSAR) til forudsigelse af kemikaliers skadelige effekter på sundheden og miljøet. Miljøstyrelsen vil i løbet af 2002 igangsætte et projekt med henblik på at udvikle metoder til forudsigelse af kemiske stoffers potentielt østrogene og androgene effekter. Målet er i første omgang at kunne anvende QSAR som screening for hormonforstyrrende effekter. Nordisk Ministerråd I regi af Nordisk ministerråd har Miljøstyrelsen taget initiativ til projekter om hormonforstyrrende stoffer under Nordisk Råds kemikaliegruppe. I 2002 igangsættes et indledende projekt vedrørende opstilling af en QSAR-model for forudsigelse af hormonforstyrrende effekter. OSPAR Indenfor havmiljøet arbejder Danmark som lead country for hormonforstyrrende stoffer under OSPAR (Oslo-Paris konventionen, som omfatter det nordøstlige Atlanterhav). I praksis betyder det, at Danmark er ansvarlig for koordination af alt materiale om hormonforstyrrende stoffer. Arbejdet i OSPAR følger i hovedtræk EU s strategi på området. EU Kommissionen har i forbindelse med udvikling af den fremtidige EU kemikalieregulering nedsat arbejdsgrupper til at bistå med arbejdet. I den 171

174 forbindelse har Miljøstyrelsen bidraget til arbejdet med at opstille kriterier for særligt problematiske stoffer, herunder de hormonforstyrrende stoffer. OECD I OECD-regi deltager Danmark i OECD s arbejdsgruppe om hormonforstyrrende stoffer (Endocrine Disrupters Testing and Assessment Task Force (EDTA)), helt i overensstemmelse med EU-strategien. 172

175 Mulighederne på internationalt niveau Af: Peter Skov, direktør i Plastindustrien i Danmark. Plastindustrien i Danmark er enig i hovedlinierne for en ny kemikalieregulering, der er trukket op i EU hvidbogen om Kemikaliestrategien. Plastindustrien mener også, at den række af initiativer, der er opregnet i meddelelsen fra juni sidste år fra Kommissionen, er en fornuftig håndtering af problemstillingen vedrørende hormonforstyrrende stoffer. Plastindustrien følger risikovurderingen af stoffer, der er relevante for plastbranchen og deltager i vurderingen af mulige substitutionsalternativer. Plastindustrien advarer imod national enegang, da det ikke løser potentielle problemer, men ofte vil skade danske producenter. 1. Kemikalieproblemer skal løses i internationalt samarbejde Problemer, der knytter sig til brugen at kemiske stoffer og materialer er efter vores opfattelse grænseoverskridende, og de skal derfor primært løses i internationalt regi. Derfor er der inden for dette område behov for en forstærket international harmonisering. Rene nationale initiativer løser hverken globale eller lokale miljøproblemer, men risikerer blot at forringe danske virksomheders konkurrenceevne. Vi er enige i behovet for større tillid til brugen af kemiske stoffer gennem et mere effektivt europæisk system for registrering og risikostyring af kemiske stoffer. Vi vil som branche organisation informere medlemmerne om udviklingen i viden om kemiske stoffer, der er relevante for industrien og vi vil efter evne deltage aktivt i at finde frem til mulige alternativer til uønskede stoffer. Plastvirksomheder må lige som andre forarbejdende industrivirksomheder principielt lægge til grund, at der ikke er problemer med at anvende klassificerede stoffer i produktionen, forudsat det sker med respekt for de krav, som klassifikationen opstiller. Det forekommer også, at der i enkelte virksomheders miljøpolitik er opstillet yderligere begrænsninger, der gør, at man fravælger visse klassificerede kemikalier på eget initiativ. Plastindustrien har været enig i, at den hidtidige indsats på fællesskabsplan har været for langsom og for måske også for utroværdig. Det har skyldtes for få ressourcer og for tunge regelsæt og procedurer. Derfor støtter Plastindustrien i lighed med Dansk Industri fuldt ud målsætningerne i Kommissionens hvidbog. Kemikaliepolitik bør indrettes således, at den effektivt tager størst mulige hensyn til menneskers sundhed og miljøet, samtidig med at der tages hensyn til funktionen af det Indre Marked. Fra Plastindustriens høringssvar fra marts sidste år til EU's hvidbog om Strategi for en ny Kemikaliepolitik citeres følgende om hovedelementerne: PD kan fuldt ud tilslutte sig forslaget om at oprette et fælles registreringssystem for både nye og eksisterende stoffer, hvor der sættes særlig fokus på de eksisterende stoffer, og hvor effektiviteten af systemet prioriteres højt. Af 173

176 hensyn til befolkningens tillid til det foreslåede REACH-system, og til EUsystemets evner generelt til at sikre en minimums-beskyttelse af dets borgere og miljø over for kemiske stoffer, er det vigtigt, at det nye system viser sig effektivt fra starten af. Derfor bør der hellere satses på et pragmatisk system, som fungerer, og som med tiden altid vil kunne videreudbygges, frem for på et for ambitiøst system, som viser sig ikke at fungere i praksis. Sidstnævnte har vi allerede dårlige erfaringer med. Det er prisværdigt, at man - i første omgang - prioriterer de særligt problematiske stoffer (CMR- og POP-stoffer) højt og lader dem underkaste en godkendelsesprocedure, som tager højde for den specifikke anvendelse af stofferne ved at introducere målrettede risikovurderinger. Samtidig er det positivt, at den skitserede kemikaliestrategi tilgodeser forskning og innovation ved bl.a. at gøre ansøgningsprocedurerne lettere samt ved at lempe vilkårene for dispensation til sådanne anvendelser. I høringssvaret gør vi også opmærksom på, at det ved implementeringen af en ny kemikaliestrategi politisk skal sikres at der indføres effektiv kontrol med stoffer, der indgår som bestanddele af produkter, der importeres til EU, at samarbejdet om vurderingen af eksisterende stoffer bliver omkostningseffektiv for myndigheder, kemikalieproducenter og downstream brugere, at der sker en løbende evaluering af kemikaliepolitikken. I Danmark produceres kun ganske få kemikalier, mens danske industrivirksomheder naturligvis anvender store mængder kemikalier. Vi har altså mange såkaldte down-stream users, der efter oplægget til ny EU kemikalieregulering pålægges et større ansvar. Derfor er derfor af meget stor interesse for Danmark, at få klarlagt præcist, hvilke nye realistiske krav der stilles til disse forbrugere af kemikalier. 2. Hormonforstyrrende stoffer Hormonforstyrrende stoffers effekter på miljøet byder på komplekse problemstillinger, som forskere og myndigheder er enige om kræver internationalt samarbejde. Der findes således ikke på nuværende tidspunkt kriterier, hvorefter man kan klassificere et stof som hormonforstyrrende. Før man kan opstille sådanne kriterier må man have klarlagt et videnskabeligt grundlag for nøjere at kunne identificere problemerne med de hormonforstyrrende stoffer. EU s "Strategi for hormonforstyrrende stoffer, der blev offentliggjort ved en meddelelse i juni sidste år identificerede de potentielt hormonforstyrrende stoffer, og gennemgik status for dem med hensyn til undersøgelse og regulering efter nuværende regler og prioriterede yderligere initiativer med hensyn til undersøgelse af stoffer. En vigtig del af strategien er udvikling af anerkendte testmetoder til at undersøge stoffer for hormonlignende effekter. Målet er at kunne få et billede af, om bestemte stoffer besidder hormonforstyrrende virkninger i forhold til sundhed og miljø. Dette arbejde foregår i tæt samarbejde med OECD. 174

177 Strategien går også ud på at styrke forskningen. Der er i EU-regi iværksat forskningsprojekter som led i det femte rammeprogram for forskning og udvikling, og i 2001 blev en pulje på 20 mio. EURO øremærket til forskning i sundheds- og miljøkonsekvenser af hormonforstyrrende stoffer. Også samarbejdet internationalt om viden udveksling er styrket markant som led i strategien, idet udviklingen af testmetoder i OECD regi støttes af både EU kommissionen og af WHO. Endvidere drøftes emnet hormonforstyrrende stoffer inden for rammerne af EU-USA aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde. Mange af de stoffer, der er identificerede som hormonforstyrrende, vil blive omfattet af godkendelsesproceduren efter den nye EU kemikalieregulering, der er omtalt i afsnit 1. Det skyldes, at mange af de alvorlige sundhedsvirkninger, der hidtil er tilskrevet hormonforstyrrendes stoffer består i forskellige kræftformer samt skader på reproduktionssystemet, der vil blive fanget op af vurderingen af de prioriterede CMR - og POP- stoffer. Herudover understreger Hvidbogen om kemikaliestrategien i øvrigt også forskningsbehovet vedrørende hormonforstyrrelsesmekanismer. 3. Vurdering af EU strategien vedrørende hormonforstyrrende stoffer Den videnskabelige usikkerhed, der råder både med hensyn til hormonforstyrrende effekter og hvordan man tester stoffer herfor, gør det vanskeligt for alle parter at agere hensigtsmæssigt. Overfor de miljø- og sundhedsmæssige mulige negative konsekvenser af fortsat brug af et givet stof står nemlig hensynet til de mange fornuftige formål, som de omhandlede kemikalier anvendes til. Det er vanskelig afvejning, hvor elementerne, der skal indgå, vil skulle udvikles over et længere forløb. Det er Plastindustriens opfattelse, at de omtalte EU strategier er egnede til at finde frem til afpassede risikoforebyggelsesinitiativer. Plastindustrien vil naturligvis følge vurderingen af de stoffer, der er relevante for branchen, og som har fået prædikatet mulig hormonforstyrrende effekt. Det gælder for eksempel phthalaten DEHP, der er ved at være risikovurderet, og som nævnes i EU's meddelelse som et kandidatstof med potentielle hormonforstyrrende effekter. Plastindustrien deltager også i vurderingen af mulige substitutionsstoffer. 4. Advarsel imod national enegang Plastindustrien må klart advare imod isolerede danske reguleringsinitiativer på kemikalieområdet, herunder af de muligt hormonforstyrrende stoffer. Det skader i det væsentlige kun de danske producenter, men gør meget lidt for at løse potentielle problemer, som kemikalierne indebærer. Et eksempel på uhensigtsmæssig national kemikalieregulering var indførelse af afgifter på phthalater: 175

178 For det første pålagde man afgift på alle phthalater over en kam, uanset de igangværende risikovurderinger af 4 forskellige phthalater viser, at der er væsentlig forskel på deres miljø- og sundhedsmæssige virkninger. Af forskellige grunde måtte man endvidere undtage phthalater, der medgik til undervognsbehandling af biler eller til tekstiltryk, der tilsammen bidrager væsentligt til udslip af phthalater til miljøet. Samtidig viser informationer fra de berørte producenter, at for nogle produktgrupper, der er omfattet af afgift har den ingen effekt haft, typisk fordi alternativet er væsentligt dyrere. Det gælder for eksempel vinylgulve og kabler. I andre tilfælde har nogle af vore producenter kunnet konstatere import af phthalatholdige produkter, som man skønner, der umuligt kan have været berigtiget pvc og phthalatafgift af. En indbygget svaghed i afgiften er i øvrigt, at dele af phthalatholdigt PVC, der indgår i industriprodukter som eksempelvis vaskemaskiner, kun undtagelsesvist er belagt med afgift, fordi det er administrativt uoverkommeligt at opkræve den. Fører risikovurderingen af DEHP eller af de øvrige phthalater til, at der af den ene eller anden grund skal tages skridt til at forebygge visse risici, så foreslår Plastindustrien derfor, at afgiften opgives, samtidig med at sådanne skridt tages. Det samme gælder selvsagt i det omfang, der for et eller flere af phthalaterne ikke skal ske nogen risikoforebyggelse. 176

179 Fra forskning til handling på EU-plan Af: Mette Boye, Det Økologiske Råd Problemet med de hormonforstyrrende stoffer er på EU's dagsorden. Siden midten af 1990 erne har EU-kommissionen udsendt meddelelser, afholdt konferencer, givet kontrakter til forskningsrapporter mv. Der forskes, indsamles nye mængder viden, og skrives flere murstenstykke rapporter. Kommissionen kalder det at handle. Men den fortsatte vidensindsamling fungerer også som en måde at udskyde handling på. Og der er ikke kun behov for at indsamle mere viden der er behov for handle politisk. Det vil sige, at der er stoffer, der bør forbydes, udfases eller kraftigt begrænses. Der findes cirka 66 stoffer, som EU selv har stået for undersøgelser af, og hvor konklusionen er, at de må anses for at have hormonforstyrrende effekter, at de produceres i over 1000 tons, og at de bruges på en sådan måde, at både mennesker og miljø i høj grad er udsat for dem. Hvad er svaret på de konklusioner? Indtil videre er Kommissionens svar, at der ud af denne gruppe stoffer skal foretages nærmere undersøgelser af 12 stoffer. Det er ikke godt nok. Det er udtryk for manglende politisk mod. De 66 stoffer bør forbydes. Perspektiverne for de skader, som hormonforstyrrende stoffer kan påføre mennesker og miljø er så omsiggribende og alvorlige, at vi må handle og ikke blot producere mere viden. Baggrund Hormonforstyrrende stoffer er en samlet betegnelse for en gruppe kemikalier kommercielt fremstillede som naturlige - der kan forstyrre mennesker og dyrs hormonfunktioner. Man ved, at mennesker og miljø i stigende grad udsættes for kommercielt fremstillede hormonforstyrrende stoffer. Som mennesker er vi dagligt udsat for hormonforstyrrende stoffer gennem hverdagsprodukter, som sæbe, solcreme og vaskepulver og gennem vores mad. Således er det ikke kun et miljøproblem men i høj grad også et sundhedsproblem vi har med at gøre. Status er i dag, at der hersker stor sikkerhed omkring, at hormonforstyrrende stoffer påvirker mennesker og dyrs hormonelle system. Hvorimod der stadig hersker tvivl om præcis, hvilken påvirkning der er tale om, og hvilke stoffer der er de farligsteiii. I forskningskredse startede mistanken til de hormonforstyrrende stoffer helt tilbage i 1930 erne. Fra 1930 erne og indtil 1971 ordinerede amerikanske læger det østrogenlignende stof diethylstilbestrol (DES) til 4,8 million gravide kvinder, der var i risiko for at abortere. I løbet af 1960 erne blev flere og flere amerikanske læger mistænksomme overfor stoffet, da der viste sig stor overhyppighed af vaginalkræft og forstyrrelser i kønsorganerne hos døtre og sønner af patienterne. Det blev denne alvorlige sundhedsskandale, der satte spørgsmålet om kemikalier med hormonfostyrrende virkninger på forskningsdagsordenen i USA. Det skulle tage flere år, før spørgsmålet fandt sin vej til den politiske dagsorden. Først i midten af 1990 erne begyndte EU at interessere sig for emnet. Interessen var særligt foranlediget af, at der blev peget på en mulig sammenhæmg mellem de hormonforstyrrende stoffer og mænds faldende sædkvalitet. Danske mænds sædkvalitet er faldet med 50% på iii Consensus Statement: Atlantic Coast Workshop

180 50 år, og der er i stigende grad indicier for, at der er en sammenhæng med brugen af hormonforstyrrende stoffer. Derudover havde forskere fundet fisk og pattedyr i Nordamerika, der var blevet deforme efter påvirkning af kemikalier med hormonforstyrrende effekt. Særlige kendetegn Når vi taler om hormonforstyrrende stoffer er der en række særlige kendetegn, man bør være opmærksom på. For det første er problemet omkring de hormonforstyrrende stoffer et eksempel på et miljøproblem, som vi hverken kan lugte, se eller smage, og hvis effekter ofte først viser sig i næste generation. Det er et område præget af tvivl, og manglende præcis viden om årsag-effekt sammenhænge. For det andet er det et område, der grundlæggende udfordrer den traditionelle toksikologiske tankegang - hvor man opererer med grænseværdier for menneskers og miljøs udsættelse for kemikalier. Udfordringen ved hormonforstyrrende stoffer består i, at disse stoffer viser sig at have effekter selv ved en meget lav dosis. Det betyder, at det nærmest er umuligt at sætte en grænseværdi for et hormonforstyrrende stof, da effekten i højere grad er afhængig af tidspunkt end af mængde. Eksempelvis har det vist sig, at fostres udsættelse for et hormonforstyrrende stof på en særlig dag eller periode under graviditeten kan give irreversible effekter. Det er vigtigt at holde sig for øje, at hormonforstyrrende stoffer er en bombe under den traditionelle måde at vurdere og regulere kemiske stoffer. Alene af den grund har kravet om mere proaktiv handling på dette område mødt uforholdsmæssig stor modstand fra industrier, medlemsstater, myndigheder, forskere mv. Kritik af EU's håndtering EU's håndtering af de hormonforstyrrende stoffer har været præget af, at EUkommissionen på den ene side (sammen med industrien) er fortaler for, at det er nødvendigt at fremskaffe mere viden, før der kan handles. Den holdning står i kontrast til Rådet og Europa-Parlamentet, der ved flere lejligheder har opfordret Kommissionen til at gå frem efter forsigtighedsprincippet, og udfase stofferne, selvom den videnskabelige dokumentation ikke er fuldstændig. Med andre ord er det en kamp mellem jagten på fuldstændig sikker viden som grundlag for politisk handling og forsigtighedsprincippet. Kommissionens fremlagde i 1999 en tre-faset strategi, der både på kort, medium og lang sigt har til mål at fremme og vurdere forskning og testning af hormonforstyrrende stoffer. Parlamentet er utilfreds med den holdning, og har senest i en betænkning fra 1999 krævet, at Kommissionen laver en liste over de hormonforstyrrende stoffer, der bør sættes ind over for med det samme. Status er i dag, at efter emnet har været på EU's dagsorden i 7 år, er der produceret tre lister over i alt 553 stoffer, der skal undersøges nærmere. Kommissionens håndtering af hormonforstyrrende stoffer kan illustreres således: 178

181 Ukendt mængde af hormonforstyrrende eller potentielt hormonforstyrrende stoffer 553 kandidatstoffer 118 stoffer hvor der er bevis for hormonforstyrrende effekter. Heraf er 109 reguleret i en eller anden form. 435 stoffer uden tilstrækkelige beviser for hormonforstyrrende effekter. Skal undersøges igen. Heraf 66 stoffer: Produceres i over 1000 tons om iv året Der er bevis for, at de er hormonforstyrrende Meget svært nedbrydelige Heraf skal 12 stoffer (med bevis for at de er hormonforstyrrende og uden regulering) undersøges nærmere. Heraf 2 stoffer der er udtaget til særlige tests (2). Det man skal hæfte sig ved er, at der er en gruppe af 66 stoffer, som Kommissionen selv, på baggrund af undersøgelser, har konkluderet er hormonforstyrrende. Disse stoffer er yderligere kendetegnet ved, at de produceres i over 1000 tons om året (såkaldte High Production Volume stoffer) og er meget svært nedbrydelige hvilket vil sige, at de kan findes i miljøet og i iv De to stoffer er: TBT og PCB - der allerede er forbudt. Til sammenligning er stoffet bisphenol A ikke inkluderet, på trods af at man har vidst siden 1938, at det er østrogenlignende. 179

182 menneskers kroppe i mange år fremover. Denne gruppe af stoffer burde være oplagt at forbyde, udfase eller kraftigt begrænse brugen af. Men Kommissionens svar er, at langt de fleste af disse stoffer allerede er regulerede, og at vi derfor ikke behøver at foretage os mere. Desværre er det svar ikke betryggende. Af tre årsager. For det første er den eksisterende regulering ikke tilstrækkelig. EU's nuværende kemikalieregulering dækker ikke hormonforstyrrende effekter. Det vil sige, at hormonforstyrrende effekter ikke tages med i betragtning, når stoffer klassificeres og vurderes. Derudover er forbrugerprodukters/artiklers indhold af kemikalier ikke dækket af lovgivningen hvilket er særdeles problematisk i betragtning af, at vi til dagligt udsættes for hormonforstyrrende stoffer gennem brug af dagligdagsprodukter, som computere, fjernsyn, regnfrakker, legetøj mv. Kommissionens plan er, at de hormonforstyrrende stoffer skal undergå de traditionelle risikovurderinger, hvor ét enkelt stof vurderes ad gangen. Problemet er, at risikovurderinger er alt for langsommelige. For det andet er hormonforstyrrende stoffer ikke omfattet af det kommende REACH-system. EU er i gang med at revidere den samlede kemikaliepolitik, og har fremlagt et forslag til et system for regulering af kemikalier kaldet REACH-systemetv. En vigtig del af dette system er, at skadelige kemikalier som udgangspunkt er forbudte, og skal opnå autorisation til særlige anvendelser. Hormonforstyrrende stoffer er ikke inkluderet i den gruppe af kemikalier, som Kommissionen definerer som skadelige. Det betyder, at hormonforstyrrende stoffer heller ikke i det kommende REACH-system er tilstrækkelig omfattet. For det tredje er EU's strategi for de hormonforstyrrende stoffer mangelfuld. Gruppen på 66 stoffer er valgt, fordi de produceres i mere end 1000 tons om året. Dette på trods af, at der formentlig ikke er nogen nedre grænse for, hvor lidt af et hormonforstyrrende stof, der skal til for at give en uønsket effekt i miljøet eller i kroppen hos mennesker og dyr. Derudover er Kommissionens udgangspunkt, at der er tale om en lukket liste over de hormonforstyrrende stoffer, hvilket betyder, at det er særdeles vanskeligt at få nye stoffer optaget. Forslag til håndtering Hormonforstyrrende stoffer er et område der stadig er præget af stor usikkerhed omkring årsag-effekt sammenhænge. Men der er i dag produceret en stor mængde viden, og på den baggrund må der træffes foranstaltninger på baggrund af forsigtighedsprincippet uden at afvente yderligere testning og indsamling af viden. Der er tre konkrete skridt, der bør tages. 1. Forbyd de 66 stoffer på listen Der er 66 stoffer, som på baggrund af undersøgelser kan betegnes som hormonforstyrrende, de produceres i mere end 1000 tons årligt, de er meget v R (registration) E (evaluation) A (authorisation) CH (chemicals). 180

183 svært nedbrydelige og for de 64 af stoffernes vedkommende vurderes det, at både mennesker og miljø i høj grad er udsat for stoffernes påvirkning. De fleste af stofferne er reguleret af EU men det er ikke en regulering, der omfatter stoffernes hormonforstyrrende effekter. Det Økologiske Råd mener, at det er oplagt at starte med at forbyde eller udfase disse stoffer på baggrund af deres hormonforstyrrende effekter - og dette skal ske i såvel kemiske produkter som i almindelige forbrugerprodukter. 2. Gør EU's liste over hormonforstyrrende stoffer åben og fleksibel Det skal være muligt at få optaget nye stoffer på listen. Allerede nu er der flere eksempler på, at der er stoffer, der f.eks. i USA vurderes at være hormonforstyrrende, og som ikke er på EU's liste. Det må sikres, at der indføres mekanismer, der sikrer optagelse af nye stoffer. 3. Hormonforstyrrende stoffer skal være en del af autorisationsproceduren under REACH Hormonforstyrrende stoffer bør høre under gruppen af skadelige kemikalier, der som udgangspunkt er forbudte, medmindre industrien kan påvise, at en specifik anvendelse er sikker, samfundsmæssig vigtig, og at der ikke findes alternativer. REACH-systemet skal diskuteres under det danske formandskab til efteråret, og det er afgørende at Danmark kæmper for at inkludere hormonforstyrrende stoffer i gruppen af stoffer, der skal høre under autorisationsproceduren. Afslutning Problemfeltet hormonforstyrrende stoffer er komplekst, præget af stor uenighed omkring brugbare løsninger, og karakteriseret ved manglende og ofte tilfældig viden. Men vi ser i dag en masse signaler, der peger i retning af, at der er en sammenhæng mellem hormonforstyrrende stoffer og en række sundheds- og miljøproblemer. Hvad stiller vi op med disse signaler? Venter vi på det endegyldige bevis på farlighed eller tør vi tage forsigtighedsprincippet i anvendelse, handle på baggrund af allerede eksisterende viden, og minimere risikoen for effekterne af de hormonforstyrrende stoffer? 181

184 Nationale virkemidler Af: Kontorchef Lisbet Seedorff, Miljøstyrelsen Kemiske stoffer i fokus I 1996 udarbejdede Miljøstyrelsen en status for Kemiske stoffer med østrogen/hormonlignende effekt. De kemikalier, der blev omtalt i denne status var: chlorerede pesticider, PCB og dioxiner; alkylphenolforbindelser; visse phthalater og Bisphenol-A. Siden da er der kommet lidt flere kemikalier til herunder ikke mindst TBT (tributyltin) og visse bromerede flammehæmmere. En karakteristisk træk ved langt hovedparten af de nævnte kemikalier er, at de - allerede inden eller parallelt med mistanken om mulig hormonforstyrrende effekt - har været i fokus på grund af andre miljø- og sundhedseffekter. Derfor er mange af dem allerede forbudte, på vej til at blive det eller også er der andre initiativer i gang for at begrænse anvendelsen. I arbejdet med at begrænse belastningen af mennesker og miljø for de nævnte kemikalier anvendes en bred vifte af virkemidler ofte i en kombination som det f.eks. er tilfældet i Handlingsplan for at reducere og afvikle anvendelsen af phthalater i blød plast (juni 1999) og i Handlingsplan for bromerede flammehæmmere (marts 2001). Nationale forbud Nationale regler om forbud eller anvendelsesbegrænsning kan enten være baseret på beslutninger taget i internationale fora herunder især i EU - eller de kan være nationalt baserede. F.eks. har de nævnte chlorerede pesticider (f.eks. DDT) længe været forbudt ikke bare i Danmark, men i alle vestlige lande. Det samme gælder for PCB og for brugen af TBT i bundmalinger til skibe under 25 meter. Da der er tale om kemikalier, der medvirker til grænseoverskridende forurening, er målet om udfasning dog først nået, når hele verden er med. Derfor er det så vigtigt, at der bliver indgået globale aftaler om udfasning af sådanne stoffer. Som et relevant eksempel på et nationalt baseret forbud kan nævnes forbudet fra april 2000 mod brug af phthalater i legetøj til små børn. Da en del EU-lande har indført tilsvarende forbud, arbejdes der for tiden i EU-regi på at finde frem til fælleseuropæiske regler på dette område. I dag anvendes rent nationalt baserede forbud sjældent. Dette skyldes ikke mindst, at der efterhånden pågår rigtig mange aktiviteter på kemikalieområdet i internationalt regi. I EU-regi er der f.eks. direktiver på vej, der forbyder brugen af visse bromerede flammehæmmere samt brugen af nonylphenolforbindelser, ligesom der er ved at blive udarbejdet strategier for begrænsning af risikoen for visse phthalater og Bisphenol-A. 182

185 På globalt plan kan nævnes Stockholmkonventionen (POP-konventionen), som indtil videre omfatter forbud mod produktion og brug 12 miljøgifte (f.eks. DDT) og Antifoulingskonventionen som omfatter forbud mod brug af TBT i skibsmalinger til alle skibe. Mærknings- og emballeringskrav Dette middel har længe været anvendt ved farlige kemikalier. Formåler er at advare brugerne om kemikaliernes farlige egenskaber, så de enten kan fravælge dem, eller bruge og bortskaffe dem korrekt. Effekten af midlet forudsætter således, at informationen om farlighed faktisk får brugerne til at opføre sig fornuftigt. Det er indtrykket at sådanne regler har en vis selvregulerende effekt på industrien, idet mange kemiske produkter sammensættes således, at de ikke skal klassificeres i den skrappe ende.. Andre regler Andre regler om salg, anvendelse eller bortskaffelse medvirker ligeledes til begrænsning af risikoen. Som eksempel kan nævnes forbud mod salg af giftige kemikalier til private samt regler om bortskaffelse af farligt affald som f.eks. PBT-holdige affaldsprodukter. Endvidere findes der reguleringer, der bygger på positiv- og negativlister, der angiver hvilke kemiske stoffer eller produkter, der kun må eller ikke må anvendes. Eksempler på dette er listen over godkendte bekæmpelsesmidler (en positivliste) samt positiv- og negativlisterne i kosmetikreglerne. Også mere procestekniske krav virker risikobegrænsende herunder f.eks. krav til forbrændingsanlægs udledning af dioxiner og krav til renseanlæg og udbringning af slam herunder fastlæggelsen af grænseværdier for slammets indhold af f.eks. phthalater og nonylphenolforbindelser. Afgifter Brugen af afgifter på problematiske kemikalier kan fremme hensigtsmæssig adfærd, såfremt der findes billigere alternative produkter på markedet uden de samme problematiske kemikalier. Som eksempel her kan nævnes afgiften på phthalater i blød PVC, hvor formålet er at øge incitamentet til anvendelse af andre blødgører. Frivillige aftaler Dette middels styrke og svaghed ligger i frivilligheden. På den ene side er det ofte muligt at opnå forståelse og støtte til mere vidtgående miljøtiltag, hvis industrien selv har haft indflydelse på udformningen herunder indbyggede tidsfrister. Omvendt er enkeltfirmaers tilslutning til en brancheaftale helt afgørende for, at den får effekt. Endelig omfatter aftalerne ikke virksomheder eller importører udenfor de organisationer, der har indgået aftalerne. Som eksempel på en vellykket dansk aftale kan nævnes den aftale, der allerede i 1987 blev indgået med brancheorganisationen SPT (Sæbe- og kosmetikindustrien) om udfasning af brugen af nonylphenolethoxylater i rengørings- og vaskemidler. Aftalen har betydet, at disse stoffer stort set ikke 183

186 indgår i produktionen af de rengøringsmidler, der anvendes i Danmark. Et forhold der betyder, at når det kommende EU-forbud træder i kraft, så er stofferne allerede for længst blevet fjernet fra de danske produkter. Et andet parallelt eksempel er aftalen med de danske leverandører af bekæmpelsesmidler om at ophøre med at bruge alkylphenolforbindelser som hjælpestof i bekæmpelsesmidler. Aftalen har betydet, at disse stoffer stort set også er fjernes fra bekæmpelsesmidlerne. Informative virkemidler Som et eksempel på et sådant virkemiddel kan nævnes Miljøstyrelsens Liste over uønskede stoffer. Listen er en signalliste eller en informationsliste til virksomheder, indkøbere og andre professionelle om kemikalier med problematiske kemikalier, hvor brugen på længere sigt bør begrænses eller stoppes. Der er tale om de dynamisk liste, hvor kemikalier løbende bliver fjernet, mens andre tilføjes, hvis ny viden viser, at de er problematiske. F.eks. optræder hovedparten af de i dag anvendte stoffer, der mistænkes for at kunne give hormonforstyrrelser, på den eksisterende liste over uønskede stoffer. Af andre eksempler kan nævnes forbrugernes muligheder for at vælge miljømærkede produkter uden bl.a. problematiske kemikalier. Ordningen indebærer, at kun produkter, der overholder visse nærmere bestemte miljøkrav, er berettigede til at få mærket. Videnopbygning Den mere forskningsprægede indsats og indsatsen for at udvikle egnede undersøgelsesmetoder, der gør det muligt at afsløre stoffer med hormonforstyrrende effekter, er omtalt i Inger Bergmann s indlæg. Derudover skal der peges på tre vigtige initiativer. For at afhjælpe problemet med de mange ikke-undersøgte og dermed ikkevurderede kemikalier har Miljøstyrelsen udviklet avancerede computermodeller (QSAR) til at forudsige virkningerne af kemiske stoffer. Modellerne kan med tiden blive et fantastisk nyt instrument, der kan medvirke til, at man ikke mere alene vil være afhængig af utallige bekostelige og plagsomme dyreforsøg for at kunne forudse virkningerne af kemiske stoffer. På området hormonforstyrrelser arbejder Miljøstyrelsen for tiden med udvikling af modeller, der kan forudsige mulig østrogenlignende effekt. Derudover kan nævnes den forstærkede danske indsats for at få større viden om problematiske kemikaliers forekomst i almindelige forbrugerprodukter. Resultaterne af denne indsats bliver løbende offentliggjort og alle de steder, hvor der findes problematiske kemikalier i forbrugerprodukter, vil denne information straks tilgå EU-kommissionen, så de danske undersøgelser kan indgå i grundlaget for kommende fælles kemikaliereguleringer i EU. F.eks. kan det nævnes, at det overraskende danske fund TBT i en række forbrugerprodukter, har først til, at EU-kommissionen nu har igangsat et udredningsarbejde, der skal danne basis for en mulig kommende EU-regulering. 184

187 Endelig skal nævnes støtteordningen for udvikling af Renere Produkter, hvor der kan ydes støtte til projekter, der kan fremme udskiftningen af problematiske kemikalier med mindre problematiske samt udvikling af alternative teknologier. 185

188 Hormonforstyrrende stoffer - virkemidler på nationalt niveau Af: Professor dr. jur. Peter Pagh, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet Med nedenstående indlæg søges belyst de juridiske aspekter ved regulering af hormonforstyrrende stoffer. Efter en kort indledning med kort omtale af de juridiske problemer ved afgrænsning af begrebet hormonforstyrrende stoffer belyses de gældende regler, der som det vil fremgå overvejende er EU-basseret. Afslutningsvis overvejes, om der er behov for supplerende lovinitiativer samt betydningen af EU-retten. Konklusionen er kort sammenfattet, at der ikke er brug for yderligere bemyndigelser i kemikalieloven - men derimod for ændringer i EU-regi. Forhistorie Det er ikke en ny opdagelse, at stoffer kan have hormonal virkning. Det er ej heller en ny opdagelse, at visse kunstigt fremstillede kemikalier kan påvirke forplantningsevnen hos højere dyrearter, hvormed det er tilstrækkeligt at henvise til DDT og dets virkning på store rovfugle. Selv om den hormonale virkning kan være utilsigtet, er dette ikke nødvendigvis tilfældet. I ikke ubetydelig omfang udvikles og anvendes stoffer netop med henblik på at fremkalde bestemte hormonale virkninger. Dette gælder lægevidenskaben og inden for dyre- og planteavl. For dyreavl kan eksempelvis nævnes vækstfremmere og for planteavl de såkaldte stråforkortningsmidler. I det omfang de industrielt fremstillede hormonbehandlende stoffer optræder i restkoncentrationer i levnedsmidler eller spredes i miljøet, vil dette naturligvis kunne have utilsigtede virkninger på mennesker og på dyre- og planteliv. Den gældende lovgivning søger at tage højde herfor ved at indeholde regler om godkendelse og kontrol med brug af sådanne hormonbehandlende stoffer. Problemet begrænser sig imidlertid ikke til de stoffer, der fremstilles med henblik på hormonbehandling. Erfaringerne med DDT og PCB viste, at også insektbekæmpelsesmidler og de såkaldte industrikemikalier kan have sådanne egenskaber. Hvad forstås ved hormonforstyrrende stoffer? Den omstændighed, at grænsen mellem de tilsigtede og de uønskede hormonale virkninger langt fra er klar, afspejles tydeligt i de arbejdsdefinitioner, som internationalt i IPCS vi er valgt. Ifølge disse er hormonforstyrrende stoffer defineret som: et udefra kommende stof eller sammensætning, der ændrer hormonsystemets funktion eller funktioner og derfor skader sundheden hos en intakt organisme eller dens afkom eller i (under)populationer Potentielt hormonforstyrrende stoffer er defineret som: vi IPCS = International Program for Chemical Safety - omfatter bl.a. WHO, UNEP og ILO. 186

189 et udefra kommende stof eller sammensætning med egenskaber, der kan forventes at medføre forstyrrelser af hormonsystemet i en intakt organisme eller dens afkom eller i (under)populationer Af de anførte definitioner følger uden videre, at hormonforstyrrende stoffer ikke er begrænset til menneskeskabte stoffer, men tillige omfatter naturligt forekommende hormoner, der bl.a. findes i lucernespirer og sojabønner. Hertil kommer, at hormonforstyrrende stoffer også omfatter p-piller og visse foderstoftilsætninger, hvormed begrebet tillige dækker tilsigtede hormonforstyrrelser. Dette har retlig betydning. I det omfang der ønskes en retlig regulering af hormonforstyrrende stoffer som gruppe, kan denne regulering ikke begrænses til industrielt fremstillede stoffer, ligesom den ikke kun omfatte uønskede virkninger - selv om det naturligvis er de uønskede virkninger, som reguleringen sigter til. Med arbejdsdefinitionerne understreges tillige et andet aspekt. Problemstillingen er ikke begrænset til de kendte hormonale virkninger, men omfatter tillige stoffer med mulige hormonale virkninger - og det er formentligt det sidste, der forskningsmæssigt og politisk har påkaldt sig størst opmærksomhed. Inden man beslutter sig for større lovgivningsmæssige initiativer, er det imidlertid nødvendigt at gøre sig klart, i hvilket omfang hormonforstyrrende stoffer er reguleret af den gældende lovgivning. Gældende lovgivning Regler om hormonforstyrrende stoffer findes primært inden for kemikalie-, veterinær-, levnedsmiddel og lægemiddellovgivningen. Den helt overvejende del af denne lovgivning har karakter af implementering af EU-regler, hvor jeg dog må tage det forbehold, at mit kendskab til lægemiddellovgivningen er beskeden. Hvad angår kemikalielovgivningen, er der hverken i EU eller Danmark gennemført særlige regler, der retter sig mod hormonforstyrrende stoffer som gruppe, men den hormonforstyrrende virkning opfanges i et vist omfang af de eksisterende regler. Efter reglerne om klassificering og mærkning af farlige stoffer vii indgår hormonforstyrrende virkning i et vist omfang i de kriterier, som bestemmer om et stof skal klassificeres som farligt. Ganske vist er hormonforstyrrende virkning ikke nævnt i de fareklasser, som medfører, at et stof er farligt, men hormonforstyrrende virkninger indgår ved bedømmelse af, om et stof skal klassificeres som mulig reproduktionstoksisks, hvis dyreforsøg viser reduceret forplantningsevne, ligesom det indirekte indgår ved klassificering af stoffer som kræftfremkaldende og som miljøskadelig. Ved godkendelse af plantebeskyttelsesmidler indgår den hormonforstyrrende virkning blandt de kriterier, som har betydning for, om et middel kan godkendes - omend kriteriet så vidt ses ikke nævnes direkte. viii vii Bygger på EU s direktiv 67/548 om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer med senere ændringer. For dansk ret kan henvises til kemikalielovens kapitel kapitel 3 og 4 samt bekendtgørelser udstedt på grundlag heraf. viii Se direktiv 91/414 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler udbygget med direktiv 97/57 om ensartede kriterier for godkendelse. Gennemført i dansk ret ved kemikalielovens 35, stk

190 Den anførte regulering suppleres af særlige regler om forbud eller restriktioner for anvendelse og salg ix - regler som også har betydning for de hormonforstyrrende stoffer. Af de 118 stoffer, hvor der er dokumenteret hormonforstyrrende virkning, er de 109 enten forbudt eller undergivet stærke restriktioner i de gældende EU-regler - og de ni naturlige hormoner, som ifølge Kommissionens undersøgelse bør undergives begrænsninger, er forbudt som vækstfremmere. x Herudover blev der i EU regi i 1993 ved forordning 793/93 iværksat en prioriteret vurdering af de gamle industrikemikaliers mulige skadevirkninger - og den igangværende vurdering omfatter bl.a. 46 af de mulige hormonforstyrrende stoffer, som Kommissionen har identificeret. At der er voksende fokus på de hormonforstyrrende stoffer understreges også af den seneste ændring af vandrammedirektivet, hvor hormonforstyrrende stoffer nu nævnes som stoffer, der giver anledning til tilsvarende bekymring som de såkaldte PTB-stoffer (persistente, toksiske og bioakkumulerende). xi Af de 32 stoffer på den nye liste, er 11 hormonforstyrrende kandidatstoffer. I det omfang hormonforstyrrende stoffer ender som affald, vil de være omfattet af denne regulering - og formentlig typisk af reglerne om farligt affald, omend hormonforstyrrende ikke er blandt kriterierne for, om affald er farlig. Det sidste retlige aspekt, som skal nævnes, er undersøgelsesproblemet. Et af de største problemer ved de hormonforstyrrende stoffer er, at vi har begrænset viden om, hvilke stoffer der er hormonforstyrrende. Kommissionen har i en meddelelse fra 1999 fastlagt en strategi, der i korthed går ud på at identificere og prioritere indsatsen om de mest problematiske stoffer. xii På grundlag heraf blev iværksat en udredning, der identificerede en kandidatliste med 553 stoffer, som umiddelbart skal underkastes nærmere vurdering i det omfang, dette ikke allerede er sket. På mellemlangt sigt er strategien en udbygget forskningsindsats og på lang sigt er det planen, at indarbejde problemet med de hormonforstyrrende stoffer i EU s ny kemikaliestrategi baseret på Kommissionens hvidbog fra Det sidste må ventes at få betydning for, hvem der på sigt skal pålægges undersøgelsespligten. Efter de gældende regler er det producent eller importør, der skal undersøge mulige virkninger, hvis der er tale om et nyt stof xiii - mens dette ikke gælder for de gamle stoffer, hvor undersøgelsen af virkninger påhviler myndighederne. Ganske vist har producenten eller importøren pligt til at sætte sig ind i de foreliggende oplysninger om stoffets virkning med henblik på korrekt klassificering, men en ix I EU sigtes til direktiv 76/769 om forbud og begrænsning mod anvendelse af farlige stoffer og direktiv 79/117 om forbud og begræsning mod pesticider. For dansk ret: kemikalielovens kapitel 6. x Kilde: EU-Kommissionens meddelelse af 14/ om gennemførelse af EF s strategi for hormonforstyrrende stoffer [KOM(2001)262], p. 5. xi Europa-Parlamentets og Rådets beslutning 2455/2001 om vedtagelse af en liste over prioriterede stoffer inden for vandpolitik og om ændring af vandrammedirektivet 2000/60. xii EU Kommissionens meddelelse af 17/ om en EF strategi for hormonforstyrrende stoffer, KOM(1999)706. xiii Et nyt stof er defineret som et stof, der ikke var markedsført i EU før oktober Før det nye stof kan sælges, skal der foreligge en undersøgelse og anmeldelse til en medlemsstat - men denne har virkning for alle de øvrige medlemsstater baseret på princippet om gensidig anerkendelse. 188

191 selvstændig undersøgelsespligt er der ikke tale om. xiv Med den nye kemikaliestrategi foreslår Kommissionen, at dette ændres, således at producent/importør for prioriterede stoffer pålægges undersøgelsespligten. Dette må ventes at få betydning for de stoffer, som Kommissionen har udpeget som mulige hormonforstyrrende. Er der behov for lovgivningsinitiativer? Lovgivningsinitiativer kan anskues fra to perspektiver: et EU-retligt henholdsvis om der er behov for selvstændig dansk lovgivning. Lad mig starte med det sidste. Nye indgreb over for hormonforstyrrende stoffer kan ske ved forbud, ved anvendelsesbegrænsninger, ved begrænsninger i muligheden for salg, ved regler om forudgående anmeldelse og ved at pålægge producenten/fabrikanten undersøgelsespligten. Hvorvidt sådanne indgreb er ønskelige, er naturligvis en politisk afgørelse. Det jeg vil forsøge at belyse er, om sådanne indgreb kræver lovgivningsinitiativer fra henholdsvis Folketinget eller på EU-niveau - eller om det fornødne lovgrundlag allerede er til stede. Anskues problemstillingen i forhold til Folketinget, er svaret efter min opfattelse benægtende: Der er ikke brug for nye bemyndigelser i kemikalielovgivningen, hvilket kort kan begrundes med følgende. Hvad angår hjemmel til at forbyde eller begrænse stoffer på grund af deres hormonforstyrrende virkning, er der fuld tilstrækkelig hjemmel i kemikalielovens kapitel 6, der i forvejen vrimler med overflødige bemyndigelsesregler. Efter lovens 30 kan ministeren forbyde eller begrænse stoffer, der er til fare for sundheden eller medfører skade på miljøet - og efter 30 c kan det samme ske af hensyn til miljøbeskyttelsen i øvrigt, hvis der kan findes erstatningsstoffer - det såkaldte substitutionsprincip. Når der ikke er anledning til at overveje en udvidet anmeldelsespligt, således at denne kommer til at omfatte alle hormonforstyrrende stoffer, skyldes det, at en sådan regel formentlig vil være i strid med EU-retten, der udtømmende har harmoniseret, hvilke stoffer som skal anmeldes. Samme synspunkt gør sig gældende i relation til undersøgelsespligten, men med den tilføjelse, at hvis Danmark kan gå enegang, er en lovændring ikke nødvendig, da lovens 10 og 38 d faktisk angiver, at producenten/importøren skal skaffe sig de oplysninger, der er nødvendige for at forebygge sundheds- eller miljøskade. Som anført i note 9 hindrer EU-retten formentlig en selvstændig undersøgelsespligt for gamle stoffer, men hvis det ikke er tilfældet, kræves ikke en ny bemyndigelse. I forhold til EU-retten stiller sagen sig derimod noget anderledes. Som nævnt har Kommissionen påbegyndt en ændring af de gældende EU-regler. I første omgang ved at få vurderet særlige risikostoffer og udbygge den forskningsmæssige indsats samt det internationale samarbejde - og siden ved at lade hormonforstyrrende stoffer indgå i den nye kemikaliestrategi. Skal der i forhold til Kommissionens initiativer peges på yderligere relevante tiltag, kunne det være at optage hormonforstyrrende effekt som en selvstændig klassificering under EU s direktiv 67/548 om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer. xiv Se direktiv 67/548 om klassificering artikel 5. Reglen er gennemført i kemikalielovens 10, der dog i ordlyden synes at hjemle en egentlig undersøgelsespligt. Da dette formentlig vil være i strid med EU-retten, er der dog næppe grundlag for en sådan udlægning. Se herom: Pagh, kemikalielovgivningen 2002, p. 101 (Miljøretten bd. V). 189

192 Afslutningsvis vil jeg kort kommentere muligheden for frivillige aftaler, selvregulering og forbrugernes mulighed for at træffe begrundede valg henholdsvis påvirke udviklingen. Efter min opfattelse forekommer disse a-retlige instrumenter mere egnede til politisk eksponering end til at håndtere det foreliggende problem. Hvis et stof anses betænkeligt at anvende grundet dets hormonforstyrrende virkning under hensyn til den foreliggende viden og forsigtighedsprincippet, kan jeg ikke indse, hvorfor det skulle være en frivillig sag, om man alligevel vil anvende stoffet - så frivillige aftaler og selvregulering forekommer alene af den grund uheldig. Hvad angår forbrugerne, spørges i programmet om deres mulighed for at påvirke udviklingen henholdsvis at træffe informerede valg. Hertil må bemærkes, at forbrugernes mulighed for seriøst at kunne bedømme om et stof er hormonforstyrrende - og om det i så fald er farligt - er til at overse. Medmindre der foreligger pålidelige, forståelige og sammenlignelige oplysninger om et stofs farlighed, tror jeg ikke forbrugernes mulige påvirkning har noget at gøre med et informeret valg. Pålidelige, forståelige og sammenlignelige oplysninger kræver imidlertid regler - hvilket netop er meningen med reglerne om klassificering og mærkning af farlige stoffer. Foreligger der ikke en sådan verificeret og kommunikeret viden, kan forbrugerne vanskeligt handle på grundlag af viden - men er henvist til tro. Man kan naturligvis ikke hindre, at medierne udråber et bestemt stof som farligt på et tvivlsomt grundlag - men jeg kan ikke indse, at det skulle være et myndighedsanliggende at medvirke hertil. Om man politisk vil gøre det, må være en smagssag. Jeg finder på denne baggrund ikke, at de a- retlige instrumenter er egnet til at håndtere den foreliggende problemstilling. Der er usikkerhed nok - og hverken sundhed eller miljøet er tjent med at reducere den alvorlige saglige tvivl til religion. 190

193 Købmandskab contra holdning Af: Mogens Werge, Miljø, etik og økologi COOP Danmark A/S En række produkter det kan være såkaldt stærke mærkevarer - indeholder stoffer, som er under mistanke for at have hormonforstyrrende effekt. Miljøstyrelsen betegner disse som uønskede, men kan af forskellige grunde ikke direkte regulere anvendelse af disse eksempelvis fordi at der først skal gennemføres en egentlig risikovurdering i EU eller fordi der trods alt kun er tale om en mistanke mod de pågældende produkter rejst af en pressehungrende NGO. Produkterne bliver intensivt markedsført måske med hjælp af TVreklamer. Forbrugerne er glade for produkterne, køber dem i store mængder, og detailhandelen har god fortjeneste ved at forhandle produkterne. Hvad gør en detailhandelsvirksomhed som har holdninger til miljø og etik? Det er et dilemma, vi ofte er konfronteret med i COOP Danmark. Vi har måske mest lyst til at tage varerne ud af butikken, specielt hvis der findes alternativer, der er mindre miljøbelastende. Men hvis der er tale om en stærk mærkevare, risikerer vi, at kunderne går til andre butikker og køber de pågældende produkter. Så er det eneste vi i COOP Danmark har fået ud af det mindre omsætning og samtidigt styrket vore konkurrenter. Uden at der er opnået nogle fordele for forbrugerne eller miljøet. Et konkret eksempel illustrerer dette: For nogle år siden kom der fra miljømyndighederne en udmelding om, at nogle indholdsstoffer i visse pesticider var under mistanke for at have hormonforstyrrende effekt. I FDB besluttede vi på denne baggrund og under henvisning til forsigtighedsprincippet - at udmelde Toxan af vores sortiment. Vore konkurrenter valgte imidlertid, at fastholde produkterne i deres sortiment og resultatet blev således alene, at salget flyttede fra FDB/COOP Danmark til konkurrerende butikker. Konkurrenterne sælger også i dag produkterne. Eksemplet er ikke enestående og problemerne er især tilstede, hvor vi ikke har et miljømæssigt bedre alternativ til de problematiske produkter. For det er klart, at hvis vi i COOP Danmark umiddelbart kan anvise forbrugerne et andet (og miljø- og sundhedsmæssigt bedre) produkt, så er problemerne langt mindre. I COOP Danmark arbejder vi med en model, der skal ruste os til en sådan situation. En model der har til formål, at sikre at vi på den ene side optimerer vores sortiment ud fra en miljø- og sundhedsmæssig betragtning, og lever op til vores miljøpolitikker og på den anden side gør det muligt at drive forretning i et konkurrencemarked. Kort sagt, en model der gør det muligt at kombinere holdninger med købmandskab. 191

194 Modellen kan illustreres således. Det gode tilvalg Produkter der opfylder særlige krav eksempelvis miljømærkede, eller økologiske produkter. Kan også være produkter der opfylder specifikke krav jvnf. COOP Danmarks vare- og kvalitetspolitikker De sorte produkter Produkter der meldes ud af sortimentet på grund af eksempelvis forsigtighedsprincippet eller fordi de ikke lever op til COOP s politikker Vores strategi er at fremme udbredelsen af de gode tilvalg således at forbrugeren får mulighed for at vælge de ud fra en miljømæssig vurdering rigtige produkter og samtidigt prøver vi at identificere og om muligt fravælge de sorte produkter. Når forbrugeren i vores butikker så vælger et produkt der er miljømærket går mange ting op i en højere enhed miljøbelastningen minimeres, vores indtjeningen fastholdes og vores miljøpolitik fremmes. Kommunikationsmæssigt er der heller ingen problemer, når produktet er miljømærket er det entydigt hvorfor produktet er miljømæssigt bedre og der er uvildig kontrol af at produktet lever op til de givne krav. Langt mere problematisk er det når vi taler om, at fravælge de sorte produkter. Hvad er et sort produkt, hvornår er det sort nok til at vi ikke ønsker at sælge det (er det eksempelvis nok, at en NGO mener produktet/stoffet er problematisk), hvordan markedsfører vi et produkt vi ikke har (det er jo nok tvivlsomt om leverandøren vil betale markedsføringstilskud!) og hvordan sikrer vi at omsætningen ikke bare flyttes til en af vore konkurrenter. Trods disse vanskeligheder arbejder vi med at identificere de problematiske varer og stille de relevante miljømæssige krav. Konkret for de potentielt hormonforstyrrende stoffer stiller vi i COOP Danmark følgende krav 192

195 Kemiske tekniske produkter (som f.eks. vaske- og rengøringsmidler) samt produkter til personlige plejemidler (kosmetik) må ikke indeholder østrogenlignende stoffer, som f.eks. nonylphenolethoxylater (NPEO) og alkylphenolethoxylater (APEO). Kravet gælder for såvel mærkevarer som COOPs egne mærker. Alkohol til såvel vaske- og rengøringsmidler som produkter til personlige plejemidler (kosmetik) må ikke denatureres med phthalat (DEP). Kravet gælder kun for COOP Danmarks egne mærker. Vaske- og rengøringsmidler og produkter til personlige plejemidler (kosmetik)må ikke indeholde butylparaben. Kravet gælder kun for COOP Danmarks egne mærker. Tekstiler og sko, der sælges i COOP Danmark må ikke indeholder phthahaterforbindelserne (DBP, DEHP, DINP, BBP, DNOP, DIDP). Kravet gælder for egne både mærker og mærkevarer. Disse krav kommunikeres til vore leverandører gennem vore vare- og kvalitetskrav og vil således være grundlaget for en samhandel. Det betyder, at vores sortiment vil reflektere disse krav. Anderledes problematisk er det, når et konkret stof eller produkt akut i medier problematiseres der er det, at vi kommer ud i overvejelser hvor købmandskab og holdninger skal afvejes. Der er styrker og svagheder ved at forlade sig på markedet som regulator af miljøbelastningen fra produkter. En styrke er det naturligvis at markedet kan reagere hurtigt, hvis et givent problem opstår. Omvendt kan det være et problem, at netop dét at detailhandelen principielt kan handle hurtigt, kan tilskynde til at der opstå visse hovsa løsninger solcreme-sagen kan på nogle måder siges at være et sådant eksempel. Hvis detailhandelen skal gives de optimale muligheder for at arbejde med at fremme et miljø- og sundhedsmæssigt bedre varevalg, bør der arbejdes mere med at fremme miljømærkningen. Miljømærkerne skal markedsføres, og gebyrerne for at anvende miljømærkerne bør fjernes. Hermed tilskyndes handelen til at få flere miljømærkede produkter. Også samarbejder mellem detailhandelen og miljømyndighederne om at formidle viden til forbrugerne om de rigtige miljøvalg bør fremmes hvis informationen gives så tæt på købebeslutningen som muligt er der de bedste betingelser til stede for at forbrugerne også følger de opstillede miljøråd. Markedet har sin berettigelse også i miljømæssig sammenhæng, men det er afgørende er, at man fra politisk hold aldrig alene baserer sig på markedet. Forbud, aftaler, afgifter og anden direkte regulering vil stadig være en absolut nødvendighed. Markedet kan supplere den nødvendige politiske regulering, men kan aldrig udgøre et alternativ. 193

196 Forsigtighedsprincippet - bedre balance i "for-imod" vurderinger. Af: Poul Harremoës, professor, medlem af Det Europæiske Miljøagentur's videnskabelige komité, formand for redaktionskomitéen for rapporten om forsigtighedsprincippet "Forsigtighedsprincippet" handler ikke om at være forsigtig! Ordet er, ligesom det engelske ord: "The Precautionary Principle", en dårlig oversættelse af det oprindelige tyske ord "Vorsorgeprinzip" fra Det vigtigste element i forsigtighedsprincippet er at forholde sig konstruktivt til usikkerhed og uvidenhed i grundlaget for beslutninger om miljø, herunder risikovurderinger. Der har været tendens til at overse muligheden for, at usikkerhed og uvidenhed kunne føre til helt andre resultater af samfundets aktiviteter end oprindeligt antaget. Ja, der har endda været tendens til at fortrænge opmærksomheden om denne mulighed som et udslag af utilbørlig pessimisme. At være mere årvågen over for muligheden for at tage fejl er i virkeligheden et opgør med "positivismen" - den filosofiske opfattelse, at al udvikling fører til noget godt. I dybeste forstand er det et opgør med et af industrisamfundets dogmer. I januar 2002 udgav Det Europæiske Miljøagentur en rapport: European Environment Agency (2001) "Late lession from early warnings: the precautionary principle , Environmental issue report, No. 22, ISBN Et oplag på 7000 eksemplarer er revet væk, men hele rapporten kan downloades fra internettet: og rapporten udkommer i bogform fra forlaget "Earthscan" i april, Rapporten opregner 14 eksempler på, at det er gået galt i forhold til miljøet. Det er 14 såkaldt "falske negative". Det har været antaget som udgangspunkt, at en aktivitet eller et stof var harmløst (negativt med hensyn til harmfulde effekter), hvilket senere har vist sig at være forkert. Formålet med rapporten har været at opregne, hvad man kan lære fra sådanne fejltagelser, med henblik på at undgå tilsvarende fejltagelser i fremtiden. For hvert eksempel er forhistorien systematisk gennemgået for at identificere, hvornår man vidste hvad, og hvilke beslutninger man traf (eller undlod at træffe) på det foreliggende videngrundlag. Flere af eksemplerne er gennemgået over hele sidste århundrede (asbest fra 1898, benzene og stråling fra 1887). Det har været en væsentlig pointe ikke uforvarende at komme til at fordømme nogen i retrospekt. Blikket er rettet fremad: Hvad kan vi lære af kendsgerningerne i det historiske forløb. Sådanne fejltagelser kan skyldes total uvidenhed, som i tilfældet CFC eller PCB. Det var stoffer, som var "inerte", dvs. at de ikke blev omsat og derfor ikke forventedes at gøre skade. Det viste sig jo senere at være forkert. CFC er årsag til huller i ozon-laget, øget UV-stråling og øget hudkræft. PCB viste sig at skade fugles forplantning og bidrage til dioxin-forurening ved uhensigtsmæssig forbrænding. Begge stoffer er der endnu, for de forsvinder ikke sådan lige med det samme på grund af netop den egenskab, som blev tillagt en positiv betydning, da det blev lanceret i 1920'erne. Det kunne man jo ikke vide, men 194

197 pointen i dag er, at man skal overveje faren ved at belaste miljøet med stoffer, som ikke omsættes. Hvis vi tager fejl, så gør vi det i stor skala og for flere generationer frem i tiden. Lære: Om muligt, undgå irreversibilitet! Fejltagelserne kan også skyldes, hvad der i rapporten betegnes som "scenario usikkerhed". Hermed menes, at vi kender tendensen, men kan ikke vurdere sandsynligheden for at noget går galt. Det aktuelle eksempel er brug af antibiotika i foderstof som vækstfremmere i dyreavlen i landbruget. Risikoen er, at vi gør sygdomsbakterier immune overfor antibiotika. Scenariet er, at vi om føje år ikke har flere anvendelige antibiotika - medmindre vi har en positivistisk tro på, at der nok kan udvikles nogle nye til erstatning for de gamle. Det er ikke svært at forestille sig, hvor galt det kan gå - og et halvt århundredes medicinsk fremskridt er smidt overbord. Vi kender ikke sandsynligheden for at det vil ske; men det er berettiget at stille spørgsmålet om fordelene i landbrugsproduktionen står mål med en ukendt risiko for en stor, potentielt uoprettelig skade. En engelsk komité (The Swann Committee) foreslog forbud i 1969, men blev nedgjort politisk. Sverige forbød brugen i EU er på vej med indgreb. Risiko i form af statistisk usikkerhed er velkendt. Eksemplet i bogen er asbest. Man kan forudsige sandsynlighederne for syge og døde som følge af eksponering til asbest. I Europa forventes i dette århundrede dødsfald på grund af lungekræft baseret på eksponering til asbest i sidste århundrede. Der har været mange advarsler undervejs, faktisk i 100 år, før man skred ind. De centrale spørgsmål er: Hvorfor blev der ikke indledt ordentlige undersøgelser baseret på begrundede mistanker på et tidligt tidspunkt? Hvornår er en "videnskabeligt motiveret mistanke" tilstrækkeligt? Ordene: "videnskabeligt motiveret mistanke" er taget fra Svensk kemikalielovgivning fra EU benytter ordene: "fornuftigt grundlag for bekymring" i sin kommunikation fra januar 2000 om forsigtighedsprincippet. Valg af sikkerhedsniveau er ikke afgjort på grundlag af videnskab, men på grundlag af etiske betragtninger - og er til syvende og sidst en politisk afgørelse. Selve afgørelsen vil forhåbentlig være baseret på gode videnskabelige informationer, med tilsvarende god information om den usikkerhed, som de videnskabelige udsagn er behæftet med. Eksperter ønsker ikke at indrømme usikkerheden i deres udsagn - og politikere/administratorer er ikke glade for udsagn, som ikke er klare. Begge parter har noget at lære om kommunikation af usikkerhed, som et nødvendigt og selvfølgeligt tilbehør til videnskabelige/tekniske udsagn. Hvem skal bære risikoen for eventuelle fejltagelser? Der er en lang tradition for, at man som udgangspunkt anser nye aktiviteter som ufarlige. Derpå er det op til den, som mener at aktiviteten er farlig, at bevise det. Det er utroligt svært; ikke mindst fordi traditionen er, at der skal føres "videnskabeligt" bevis for farligheden. Er det rimeligt i en situation, hvor det er hele befolkningen og naturen, der er de mulige ofre. Var det ikke rimeligere i visse situationer at vende problemstillingen: Som udgangspunkt anses nye aktiviteter for farlige og der er op til forslagsstilleren at demonstrere et rimeligt niveau af ufarlighed. Dette er veletableret for såvidt angår f. Eks. medicin, nye kemikalier og radioaktiv stråling. Der vil komme nye grænser for hvilke situationer, der motiverer omvendt bevisbyrde; især på kemikalieområdet. 195

198 Den aktuelle sag er hormoner i amerikanske bøffer. EU nægter import af amerikansk bøfkøb på grund af hormonindhold, men kan ikke videnskabeligt bevise, at hormonerne er skadelige. Det skal man efter WTO's regler for tekniske handelshindringer. EU påberåber sig forsigtighedsprincippet, men det vil hverken USA eller WTO anerkende, som et internationalt princip. Denne sag kører på de høje nagler - både akademisk og praktisk. Der er dog på det seneste gjort indhug i den strikte WTO fortolkning. I 2001 blev en appel af en Canadisk protest over for et EU forbud mod import af asbest afslået med den interessante fortolkning, at "lande kan basere deres sundheds-, miljø-, dyrevelfærd på kvalificerede og respekterede videnskabelige opfattelser udtrykt af et mindretal af forskere". Den tilsvarende sag fra 1997, USA-Canada mod EU om hormoner i bøffer, faldt ikke ud til fordel for EU. Ved første erkendelse af muligheden for fejl skal der indledes forskning, undersøgelser og startes monitering. Det er ofte hørt, at der ikke er registreret nogen skade; men så viser det sig, at der ikke er nogen, der har gjort sig nogen anstrengelser for at undersøge sagen. Ikke konstateret skade, er ikke bevis på "ikke skade", hvis der ikke findes nogen konstatering. Det har for eksempel været påberåbt i MTBE-sagen (anti-banke middel i benzin til erstatning for bly) af en række andre Europæiske lande; men så viser det sig, at de slet ikke har nogen undersøgelser! Til gengæld er ønsket om undersøgelser ikke en god undskyldning for ikke at foretage sig noget. Det er ellers ofte set, fordi undersøgelser gennemgående er billigere end selve indgrebet. Undersøgelser bør omfatte muligheder for alternative løsninger. F.eks.: Automobil- og benzinindustrien er ved at løbe tør for nye egnede benzintyper på grund af luftforurening. Alternativet er "brændselsceller" - og det er på vej. Tilsætningsstoffer i benzinen er blot en mellemløsning. Forsigtighedsprincippet kan være innovationsfremmende! Det er en traditionel positivistisk opfattelse, at der var en klar skillelinie mellem, hvad vi ved og hvad vi ikke ved. Forskeren arbejder heroisk på at udbrede viden og mindske uvidenhed. Det er en unuanceret opfattelse. Der er en grå zone mellem, hvad vi ved og hvad vi ikke ved. Det er i den grå zone, hvor vi taler om innovation. Det er baseret lige så meget på inspiration, ideer og intuition som på videnskabelige principper. De videnskabelige principper kommer først i spil, når vi har formuleret en hypotese og skal dokumentere den eksperimentelt. Det er i samme grå zone vi finder de eventuelle fejltagelser. Dem kan vi opdage, forvente, have bestyrket mistanke om eller blot formodning om - eller slet ikke vide noget om. Det er ligeledes baseret inspiration, ideer og intuition, eventuelt suppleret med videnskabelige observationer. I den grå zone taler vi om chancer, hvis det går godt, og om risiko, hvis det går skidt. Der er en ubalance mellem opfattelsen i værdi af innovation og værdi af mistanke. Innovation er positivt, mistanke er negativt. Denne skævvridning fører til en tilsvarende skæv fordeling af fordele ved innovation og risikoen ved fejl. Der trænges til en konstruktiv erkendelse af muligheden for at tage fejl og en bevidst afvejning af potentielle fordele mod eventuelle skader, farlighed, ulemper. Hvor skal bevisbyrden ligge og på hvilket niveau skal man kræve bevis eller blot sandsynliggørelse? 196

199 Rapporten opstiller kun en række forhold, som det tilrådes at tage i betragtning. Den vil blive fulgt op af en mindre rapport fra EEA, som opregner tre niveauer af fortolkning: Huskeliste, som beskrevet i den fulde rapport; den snævre fortolkning, som opstiller forslag til placering af niveau for bevisbyrde og for hvem der skal føre beviset; den brede fortolkning, hvor der skal opstilles "forimod" analyse og inddrages folkelige elementer i afgørelsen. "for-imod" analyse skal ses som en udvidelse af "cost-benefit" analyse, som ofte fortolkes som rent kvantificeret økonomisk afvejning, mens "for-imod" analyse eksplicit omfatter alle erkendte forhold, som bør tages i betragtning; herunder pligt-etiske betragninger, om hvad man kan tillade sig eller ikke kan tillade sig - hvad man skal eller ikke må. I tilfælde af begrundet mistanke om store potentielle skader bør der lægges vægt på en diversitet af robuste løsninger, som kan tilpasses ny erkendelse. Faglige discipliner for håndtering af sådanne nye hensyn er under udvikling, bl.a. phd-projekt på E&R, DTU. Forsigtighedsprincippet betyder ikke, at vi skal være forsigtige; men det betyder at vi skal forholde os konstruktivt opsøgende og analyserende til muligheden for at tage fejl og vælge løsninger som tilgodeser denne erkendelse af potentiel usikkerhed og uvidenhed - både på "for" og "imod" siden. De tider er forbi, hvor håndteringen af den grå zone af usikkerhed og uvidenhed foretages i ekspertudvalg. Det er ellers traditionen. Der skal være større åbenhed i processerne omkring stillingtagen til usikkerhed og uvidenhed - og dertil knyttede chancer og risici. Befolkningen har ofte en helt anden opfattelse af chancer og risici end eksperterne. Der skal udvikles helt nye processer for inddragelse af interessenter i vurderinger og beslutninger i relation til betydningsfulde nye aktiviteter, hvad enten det drejer sig om Femern-bælt broen, salmonella i madvarer eller lyskryds i nabolaget. Bag rapporten ligger 2½ års udfordrende indsats i et europæisk redaktionsudvalg bestående af en filosof, en sociolog, en politolog, en biolog, en kemi- og en miljøingeniør. Der er ikke nogen, som kommer ud af et sådant samarbejde med identiske meninger før og efter. Det har også været en organisatorisk udfordring at holde styr på alle de forskere, som har bidraget med de 14 "case studies". De skulle holdes fast på den ramme, der holdt klart rede på hvad man vidste hvornår; samt hvilke beslutninger der blev eller ikke blev truffet på det vidensgrundlag, som forelå på et givet tidspunkt i historien. Det har ikke været helt nemt, men det er også det, som gør bogen unik. Og så har det været tydeligt, at vi bevægede os i et politisk minefelt, hvor vi blev beskyldt for både det ene og det andet af interessenter i sagen. Vi har været beskyldt for både inkompetence, uvederhæftighed, politiseren, og for at have en skjult dagsorden. Efter offentliggørelsen af rapporten er der straks kommet udenlandske modrapporter, som udtrykker, at forsigtighedsprincippet er skadeligt for verdens udvikling ved at lægge helt unødig vægt på det negative. De sidste ord er ikke sagt om forsigtighedsprincippet. 197

200 Program Høring om hormonforstyrrende stoffer Torsdag den 25. april 2002 Kl Kl Velkomst v/ ordstyrer Eyvind Vesselbo (V), formand for Miljø- og Planlægningsudvalget Fokus på hormonforstyrrende stoffer Mange hundrede kemiske stoffer har en forstyrrende effekt på kroppens hormonbalance. I denne blok belyses en række spørgsmål om de hormonforstyrrende stoffer: Hvad forstår vi ved hormonforstyrrende stoffer? Hvilke stoffer er der tale om? Hvad adskiller dem fra andre miljøgifte? Poul Bjerregård, Syddansk Universitet, Odense. Kl Effekter på mennesker I denne blok gøres status på viden om effekter af hormonforstyrrende stoffer for den menneskelig sundhed. Hvordan påvirker stofferne meget udsatte grupper såsom fostre og børn? Hvordan er deres effekt på forplantningsevnen? Har stofferne en kræftfremkaldende effekt? Kl Pause Niels E. Skakkebæk, Rigshospitalet, m. bisidder Niels Jørgensen, Rigshospitalet Jørgen H. Olsen, Kræftens Bekæmpelse. Eva Bonefeld-Jørgensen, Århus Universitet. Vibeke Breinholt, Fødevareministeriet. Kl Effekter på miljøet Denne blok omhandler hormonforstyrrende stoffers udbredelse i miljøet. Der gøres status på viden om hormonforstyrrende stoffers effekter på naturen, herunder vandmiljøet i havet, åer og bække. Jakob Strand, Danmarks Miljøundersøgelser. Lisette Backmann Christiansen, Århus Amt/Syddansk Universitet. Henrik Andersen, Danmarks Farmaceutiske Højskole. Kl Viden og usikkerhed I denne blok belyses hvordan bedre viden om hormonforstyrrende stoffer kan skabes, og hvordan situationer med usikker viden håndteres? Hvilke forskningsfelter er de mest nødvendige for at forbedre handlingsmulighederne 198

201 Kl Frokost overfor hormonforstyrrende stoffer? Hvordan håndteres risiko mest effektivt? Bo Riemann, Danmarks Miljøundersøgelser. Jens Jørgen Larsen, Fødevareministeriet. Finn Bro Rasmussen, Danmarks Tekniske Universitetet. Kl Mulighederne på internationalt niveau Denne blok omhandler EU s kemikaliestrategi og hvordan Danmark bidrager til denne. Forskellige aktørers syn på EU s strategi omkring hormonforstyrrende stoffer præsenteres. Inger Bergmann, Miljøstyrelsen. Peter Skov, Plastindustrien i Danmark. Mette Boye, Det Økologiske Råd. Kl Virkemidler på det nationale niveau Denne blok belyser handlemulighederne for de nationale aktører. Hvad kan der lovgives om, og hvordan? Hvilke muligheder og problemer er der i frivillige aftaler og selvregulering? Hvilke muligheder har forbrugerne for at påvirke udviklingen og træffe informerede valg? Kl Pause Lisbeth Seedorff, Miljøstyrelsen. Peter Pagh-Rasmussen, Københavns Universitet. Mogens Werge, COOP Danmark, (FDB). Villy Dyhr, Forbrugerrådet. Kl Fremtidens strategier overfor hormonforstyrrende stoffer Oplæg til debat med hele ekspertgruppen. Poul Harremoës, Danmarks Tekniske Universitet. Jacob Hartmann, Greenpeace. Rolf Annerberg, kabinetchef, Europa-Kommission. Kl Afslutning v/ ordstyrer Eyvind Vesselbo, (V) formand for Miljø- og Planlægningsudvalget 199

202 Teknologirådets udgivelser Teknologirådets rapporter: Universiteter og erhvervsliv. Resumé og redigeret udskrift af høring i Folketinget den 25. april Teknologirådets rapporter 2002/9 Alternativ behandling. Resumé og redigeret udskrift af høring i Folketinget den 19. marts Teknologirådets rapporter 2002/8 Test af vores gener. Konsensuskonference afholdt af Teknologirådet. Teknologirådets rapporter 2002/7 Patenter på Software. Resumé og redigeret udskrift af seminar i Folketinget den 20. februar Teknologirådets rapporter 2002/6 Små teknologier. Rapport om teknologiske løsninger til små samfund. Teknologirådets rapporter 2002/5 Anbragte børn. Teknologirådets rapporter 2002/4 Borgernes Idékatalog. Resultater fra tre borgerhøringer om Bæredygtig vækst hvordan Teknologirådets rapporter 2002/3 Fremtidens undervisning i et IT-perspektiv. Om scenarieværksteder og konference afholdt over sommeren Teknologirådets rapporter 2001/1. Det aldrende samfund behov for ændringer på arbejdsmarkedet. Resumé og redigeret udskrift af høring i Folketinget den 26. oktober Teknologirådets rapporter 2001/9. Overvågning Resumé og redigeret udskrift af høring i Folketinget den 24 oktober Teknologirådets rapporter 2001/8. Beriget mad - mulighed eller trussel? Resumé og ekspertindlæg fra konference på Christiansborg den 13. september Teknologirådets rapporter 2001/7. Det aldrende samfund grund til bekymring? Resumé og redigeret udskrift af høring i Folketinget den 20. april Teknologirådets rapporter 2001/6. Biobrændsel og transportsektoren. Resumé og redigeret udskrift af høring for Folketinget 2. maj Teknologirådets rapporter 2001/5. Trafik og kørselsafgifter. Konsensuskonference afholdt af Teknologirådet i samarbejde med Transportrådet. Teknologirådets rapporter 2001/4. Erfaringer fra statslige IT-projekter hvordan gør man det bedre? Rapport og anbefalinger fra en arbejdsgruppe under Teknologirådet. Teknologirådets rapporter 2001/3. Unge og Rusmidler. Resumé og redigeret udskrift af høring for Folketinget den 24. januar Teknologirådets rapporter 2001/2. Kloning til behandling. Resumé og redigeret udskrift af høring for Folketinget den 22. november Teknologirådets rapporter 2001/1. Andre udgivelser: Anvendelse og udvikling af Open Source software Teknologirådet og Patent-og Varemærkestyrelsen. Oktober Findes kun i elektronisk udgave på Minutes from the workshop - Communication and GMP Resumé af workshop holdt i Teknologrådet april Findes kun i elektronisk udgave på PÅ TVÆRS AF FREMSKRIDTET - små og store fortællinger om teknologi og værdier. Undervisningsbog. Teknologirådet 2001 Nyhedsbrevet Fra rådet til tinget : Nr /02: Hormonforstyrrelser Nr /02: Råd til gentest Nr /02: Virker alternativ behandling? Nr /02: IT i skolen ikke et mål i sig selv Nr /02: Fremtidens ældre Nr /02: Digital ophavsret Nr /02: Universiteter og Erhvervsliv Nr /02: Grønland savner teknologi Nr /02: Er en teknologipolitik mulig? Nr /02: Total kontrol på internettet Nr /02: En naturlig udvikling? Nr /01: Stejl debat om beriget mad Nr /01: Udstøder teknologien ældre? Nr /01: Kroppen som identifikation Nr /01: Open Source Software er ikke slået igennem Nr /01: Styr på medicinsk udstyr? Nr /01: Dyr biobrændsel til transport Nr /01: Betal med mobiltelefonen Nr /01: GMO-debat i krydsild Nr /01: Mening med road pricing? Nr /01: Fare for nye IT-fiaskoer Nr /01: Kemi: Stop fodslæberi Nr /01: Huse med eget elværk Nr /01: Behov for stamcelle-politik Nr /01: Vækst, Gener og Open Source BIOSAM Informerer: Nr. 7 05/02: Brug af genetiske test Nr. 6 12/01: Sædelighed og bioteknologi Nr. 5 06/01: Fire års debat om kloning TeknologiDebat Fokusartikler: TD 1/2002 Tanker om Teknologi/Årsberetning 2001 TD 4/2001 Bæredygtigt forbrug? TD 3/2001 Ernæringsberiget mad TD 2/2001 Fremtidens undervisning TD 1/2001 Digitale dialoger/årsberetning 2000 Alle Teknologirådets udgivelser kan læses og hentes gratis fra Rådets hjemmeside, Gratis nyhedstjenester: Abonner på Teknologirådets elektroniske nyhedsbrev TeknoNyt, der orienterer om hvad der sker i Teknologirådet og i teknologiens verden. Send en mail til [email protected] Abonner på Teknologirådets nyhedsbrev til Folketinget Fra rådet til tinget ved at sende en mail til [email protected] 200

203

204 Rapport: Hormonforstyrrende stoffer Høring den 25 april 2002