HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 18. marts 2014

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 18. marts 2014 Sag 231/2011 (2. afdeling) A, B, C, D og E (advokat Casper Andreasen for alle) mod TV2 Danmark A/S (advokat Henrik Schütze) Biintervenienter til støtte for appellanterne: Dansk Komponist Forening, Danske Populærautorer, Danske Jazz Beat og Folk Autorer og Dansk Musikforlæggerforening (advokat Erik Nyborg for alle) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 5. afdeling den 10. juni I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Søgaard, Jon Stokholm, Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs og Lars Apostoli. Påstande Parterne har gentaget deres påstande.

2 - 2 - Supplerende sagsfremstilling For Højesteret har parterne under hovedforhandlingen forevist en række eksempler på programtrailere og tv-reklamer. For Højesteret er endvidere fremlagt et brev af 2. september 2011 fra DR til TV 2 s advokat, hvori bl.a. er anført følgende: DR indhenter efter fast praksis ikke individuelle tilladelser til brug af musikværker i tv-programtrailere i henhold til ophavsretslovens 3, stk. 3, jf. 3, stk. 2, 2. led, ligesom der efter fast praksis ikke krediteres i tv-programtrailere. Al brug af musikværker i tv-programtrailere anses for omfattet af DR s aftale med KODA, og det anses for god skik ikke at kreditere i tv-programtrailere. Dette har ifølge DR s juridiske afdelings oplysninger altid været fast, anerkendt praksis inden for tv i Danmark. Advokat Casper Andreasen har på vegne af organisationen DJBFA i rejst krav i et par konkrete sager mod DR ud fra en argumentation om, at denne praksis skulle være i strid med ophavsretslovens 3. DR har afvist ethvert krav. Der er trods trusler om sagsanlæg ikke sket videre i sagerne, formentlig fordi man afventer udfaldet af TV 2 s Vild med dans -sag. Herudover har DR i et brev af 10. december 2012 til TV 2 s advokat givet nogle oplysninger om to af de programtrailere, der har været forevist under hovedforhandlingen. I brevet er bl.a. anført følgende: Under henvisning til jeres brev af 7. december 2012 skal DR hermed bekræfte, at DR i overensstemmelse med fast praksis på området ikke har indhentet individuelle tilladelser fra rettighedshaverne til brug af musikken i de to programtrailere for henholdsvis VM i 2002 og OL i Forklaringer Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af Anne Sophie Schrøder, der har forklaret, at hun i godt 4½ år har været chefkonsulent i KODA. Hun rådgiver internt og eksternt om rettigheder. KODA er en medlemsorganisation, som varetager rettigheder for ca medlemmer, bl.a. komponister og tekstforfattere. KODA varetager også rettigheder på vegne af internationale søsterorganisationer. KODA varetager retten til offentlig fremførelse og kopiering af værker. KODA har indgået aftale herom med bl.a. DR og TV 2. KODA indgår sådanne aftaler hele tiden på daglig basis

3 - 3 - men DR og TV 2 er helt særlige kunder og de indgåede aftaler er resultat af længere forhandlingsforløb. Rettighederne til kopiering er lagt til forvaltning i NCB. Efter aftalen med TV 2 får denne ret til mod betaling offentligt at fremføre de musikværker, som KODA forvalter. KODA kan give ret til at fremføre musikken i en reklame. KODA kan ikke give ret til alt muligt andet. Hvis en producent, herunder TV 2, ønsker at bruge et stykke musik i en reklame, skal denne kontakte de direkte rettighedshavere. KODA får mange henvendelser om tilladelse til at anvende musik i reklamer. KODA meddeler i så fald, at det kan de ikke give tilladelse til. KODA er derimod behjælpelig med at formilde kontakt til de direkte rettighedshavere. De åbenlyse tilfælde er, hvor et stykke musik skal bruges til markedsføring af et produkt eller en vare. Tilsvarende er det også nærliggende for KODA at rette henvendelse til en producent, hvis KODA bliver opmærksom på en meget intensiv udnyttelse af et musikværk, hvor værket kobles stærkt til et produkt eller til en afsender. Ved indmeldelse i KODA underskriver den pågældende en medlemserklæring, hvorved rettighederne til offentlig fremførelse og eksemplarfremstilling overdrages til eksklusiv forvaltning hos KODA. Retten til at sætte musik til en reklame overdrages ikke. Det er alene retten til den offentlige fremførelse. Den underliggende aftale om at sætte musik til en reklame er et mellemværende mellem brugeren og den enkelte komponist eller forlaget. KODA forvalter rettigheder efter ophavsretslovens 2, men ikke rettigheder efter 3. KODA kan heller ikke påtale krænkelser heraf. Aftalen mellem KODA og TV 2 handler altså om retten til offentlig fremførelse. Hvis en kunde henvender sig med ønske om tilladelse til at fremføre et værk offentligt, skal den underliggende aftale om anvendelse være på plads. Det afhænger af den konkrete anvendelse, hvilken aftale der skal være indgået med de direkte rettighedshavere. Der kan være tale om anvendelse, som berører rettigheder efter ophavsretslovens 3. Der kan for eksempel være tale om anvendelse i kommercielt eller politisk øjemed. Retsgrundlaget I ophavsretslovens 3, stk. 1 og 2, hedder det:

4 Ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket som når dette gøres tilgængeligt for almenheden. Stk. 2. Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 395 af 14. juni 1995 om ophavsret. Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen svarer til 3 i den dagældende ophavsretslov, jf. Folketingstidende , tillæg A, side i den dagældende ophavsretslov blev indsat ved lov nr. 158 af 31. maj 1961 om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker. I forarbejderne til det oprindelige lovforslag hedder det bl.a., jf. Folketingstidende , tillæg A, spalte : 3, stk. 1 handler om ophavsmandens ret til at hævde sit navn i forbindelse med værket (droit à la paternité). I lov 1933 siges det, at ophavsmanden bevarer retten til at hævde sit forfatternavn eller kunstnernavn i forbindelse med værket. Efter den foreslåede nye tekst har han krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver. At ophavsmanden har en væsentlig, både personlig og økonomisk interesse i, at hans navn angives i forbindelse med fremstillingen af eksemplarer af værket, eller når dette gøres tilgængeligt for almenheden, behøver næppe nogen særlig påvisning, og også almenhedens interesser går i den retning. Imidlertid forekommer der lejligheder, hvor kravet om navngivelse må fremtræde som urimeligt, eller hvor det er vanskeligt eller måske umuligt at opfylde kravet. Som eksempel på det første kan nævnes udførelsen af et beskyttet musikværk i forbindelse med en gudstjeneste. En sådan udførelse falder ind under de former for offentliggørelse, som frit kan finde sted uanset lovens almindelige eneretsbestemmelser, jfr. undtagelsesbestemmelserne i nærværende forslags 20, men uanset dette skal droit moral respekteres. Dog ville det næppe være på sin plads ved en lejlighed som den angivne at kræve bekendtgjort i forbindelse med fremførelsen, hvem der har komponeret det pågældende værk. Ved fremstillingen af visse kunstindustrielle frembringelser, f.eks. glasvarer, vil det endvidere undertiden være så godt som umuligt eller i det mindste ødelæggende for værkets udseende, hvis navnet skulle påføres den fremstillede genstand Det er de her fremhævede problemer, man har søgt at løse gennem bestemmelsen om, at navnangivelsen skal ske i overensstemmelse med, hvad god skik kræver. Heri ligger, at navnet skal anføres eller oplyses, når dette efter en almindelig opfattelse må anses for stemmende med rimelig eller hæderlig handlemåde. Den omstændighed, at der på et givet område ikke findes nogen almindelig fulgt sædvane, gående ud på, at ophavsmanden skal nævnes, udelukker derfor ikke, at ophavsmanden kan have krav på navngivelse efter 3. I den gældende danske lov siges det direkte, at det er forfatternavnet eller kunstnernavnet, der skal angives, hvilket må antages at involvere, at såfremt værket er frem-

5 - 5 - kommet under pseudonym, er det dette, der skal oplyses, og såfremt det er fremkommet uden angivelse af noget navn, altså anonymt, skal anonymiteten bevares. Også i den nu valgte formulering må reglen opfattes på denne måde. 3, stk. 2, giver reglen om ophavsmandens droit au respect. Efter lov 1933 har ophavsmanden beskyttelse imod enhver forvanskning eller beskæring eller anden ændring, der må anses at være en væsentlig forringelse af hans værk. Den foreslåede bestemmelse i 3, 2. stk., udtrykker i virkeligheden to forskellige regler: 1) Værket må ikke ændres på en måde, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart, 2) Værket må ikke gøres tilgængeligt for almenheden på en måde, der er krænkede for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Regel 1 svarer i sit indhold til den nugældende danske lovbestemmelse, selv om den er anderledes udtrykt. Som det vil ses af den gældende lovbestemmelse, er det alene ændringer, denne tager sigte på, og kun de ændringer, der betyder en væsentlig forringelse af værket. Bernerkonventionen af 1928 har i art. 6 bis givet beskyttelse imod de ændringer, der vil kunne skade ophavsmandens ære eller anseelse. Det er altså mere direkte end i den gældende danske lov understreget, at det er ophavsmandens interesser, der beskyttes, og man har anset det for rimeligt, på dette punkt at tilvejebringe overensstemmelse mellem konventionens synspunkter og loven. Man har blot i stedet for de almindelige udtryk ophavsmandens ære eller anseelse valgt udtrykkene ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart som det mest adækvate udtryk for, hvad det i denne henseende gælder om at værne. Det må betones, at også for så vidt angår droit au respect er almenhedens interesser sideløbende med ophavsmandens. Endvidere, at selv om man som angivet har valgt en formulering, der mere direkte end den nugældende udtrykker, at man tilsigter at værne ophavsmandens interesser, er det dog ikke hans egne synspunkter i denne henseende, det kommer an på. Det afgørende for, om fremstilling af eksemplarer af værker med ændringer, betyder en krænkelse af ophavsmandens droit moral, må være, om disse ændringer efter en objektiv bedømmelse må siges at krænke ophavsmandens anseelse eller egenart. Det bør fremhæves, at bestemmelsen ikke vil være til hinder for fremførelsen eller udgivelsen af parodier eller travestier, idet der for disses tilladelighed må siges at være fast tradition. Regel 2 betyder en afgørende nyhed i forhold til den eksisterende retstilstand, der som anført alene beskæftiger sig med ændringer. Reglen retter sig mod værkets anbringelse i uværdige omgivelser. Et værk kan i uændret skikkelse optages i omgivelser, hvor det ikke hører hjemme, en kendt, alvorlig melodi kan afsynges i forbindelse med ord, der ganske profanerer den, et klassisk værk kan blive udgivet med et omslag, der helt strider mod værkets ånd, eller et kunstværk kan blive udstillet eller gengivet under forhold, som må siges at være krænkende. Heller ikke her kommer det an på, hvad den pågældende ophavsmand selv anser som krænkende, men på hvad der efter en objektiv dom går ud over, hvad han bør finde sig i. Regel 2 udgør et meget vigtigt og stærkt savnet supplement til regel 1. Den kan bringes i anvendelse overalt, hvor værket gøres tilgængeligt for almenheden, hvad enten dette sker ved hjælp af eksemplarer af værket, eller det sker direkte ved fremførelse, oplæsning, udførelse, opførelse o.s.v.

6 - 6 - Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår et tv-indslag med foromtale (programtrailer) af programserien Vild med dans. Programtraileren varer ca. 46 sekunder. I begyndelsen af traileren spilles et uddrag på ca. 15 sekunder af visen Glemmer du i originalversionen med Liva Weel som sanger. Traileren, som er nærmere beskrevet i landsrettens dom, handler primært om glæde ved at danse og bevæge sig til rytmisk musik. Sagens hovedspørgsmål er, om det var i strid med god skik, at TV 2 ikke nævnte komponisten Kai Normann Andersens navn i forbindelse med traileren, jf. ophavsretslovens 3, stk. 1, og om melodien til Glemmer du i traileren blev brugt på en måde, der var krænkende for Kai Normann Andersens kunstneriske anseelse eller egenart, jf. ophavsretslovens 3, stk. 2. Indledningsvis bemærker Højesteret, at appellanternes eventuelle krav ikke er ophørt ved passivitet, idet de ikke har givet TV 2 grundlag for at antage, at de havde opgivet sagen. Efter ophavsretslovens 3, stk. 1, har ophavsmanden til et værk krav på at blive navngivet (krediteret) i overensstemmelse med, hvad god skik kræver. Heri ligger efter forarbejderne, at navnet skal anføres eller oplyses, når dette efter en almindelig opfattelse må anses for stemmende med rimelig og hæderlig handlemåde. Den omstændighed, at der på et givet område ikke findes nogen almindelig fulgt sædvane gående ud på, at ophavsmanden skal nævnes, udelukker derfor ikke, at ophavsmanden kan have krav på navnangivelse efter 3. Efter bevisførelsen lægger Højesteret til grund, at det er sædvanlig praksis ikke at foretage kreditering af de medvirkende i korte programtrailere i tv, herunder af komponisterne til anvendte musikværker. I det foreliggende tilfælde er brugen af visen Glemmer du begrænset til et kort uddrag, som ikke er et fremtrædende element i traileren. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at den manglende kreditering af Kai Normann Andersen i forbindelse med programtraileren om Vild med dans ikke er i strid med god skik. Den manglende kreditering indebærer derfor ikke en overtrædelse af ophavsretslovens 3, stk. 1. Efter ophavsretslovens 3, stk. 2, har ophavsmanden til et værk bl.a. krav på, at det ikke gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for hans litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Det fremgår af bestemmelsens for-

7 - 7 - arbejder, at der med denne regel sigtes til ophavsmandens ære eller anseelse, og at reglen retter sig imod værkets anbringelse i uværdige omgivelser. Værket må således bl.a. ikke anvendes i en sammenhæng, hvor det ikke hører hjemme, eller under forhold, som efter en objektiv vurdering må siges at være krænkende. Højesteret finder, at anvendelsen i den foreliggende programtrailer af et kort uddrag af visen Glemmer du i originalversionen efter en objektiv bedømmelse ikke krænker Kai Normann Andersens ære eller anseelse som komponist. Den omstændighed, at programtraileren har en vis lighed med tv-reklamer, kan ikke føre til en anden bedømmelse. Anvendelsen af Kai Normann Andersens melodi i programtraileren indebærer derfor ikke en overtrædelse af ophavsretslovens 3, stk. 2. Højesteret stadfæster herefter dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal A, B, C, D og E solidarisk betale kr. til TV 2 Danmark A/S. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.