Replique, 5. årgang Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov, Mikael Brorson.

Transkript

1

2 Replique, 5. årgang 2015 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov, Mikael Brorson. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen ISSN: Munch & Lorenzen

3 NATIONALBEVIDSTHED Fandtes der nationalbevidsthed i middelalderen, eller er det nationale en rent moderne konstruktion? Det spørgsmål har afgørende indflydelse, ikke mindst på dagsaktuelle emner om kultur- og landegrænser, og er temaet i Adam Wagners bog "Danskhed i middelalderen" der her anmeldes af Jon Gissel. Jon A.P. Gissel Historikeren Adam Wagners bog Danskhed i Middelalderen er god, grundig og gedigen. Den har et smukt ydre, er et helstøbt bind, og forfatteren skriver et smukt dansk. Der er usædvanlig få sprogfejl. Han er ikke bange for at udtrykke en sammenhæng i en sætning af en vis længde. Et betydeligt antal ord fremhæves ved kursiv, noget ikke alle vil bryde sig om. Wagner tænker i helhed, han søger sammenhæng, og hans bog indeholder et velkomment opgør med konstruktionstanken. Forestillingen i dag om konstruktion hænger meget sammen med den ligeledes nutidige tanke om identitet; her gælder det, om Saxo eller romantikerne har lavet en dansk identitet af politiske eller andre suspekte grunde. I hvert fald sådan at dansk kulturs indre sammenhæng ikke er noget, der forpligter. Konstruktionstankegangen gør Danmark som nation og dansk nationalfølelse til en opfindelse fra o og de middelalderlige fællesskaber til myter. Bogen er en indsigelse mod en bestemt tendens i nutidens historieskrivning, f.eks. hos historikeren Uffe Østergård, der går godt i spand med ønsker om at fremhæve det globale på den nationale kulturs bekostning. TEORIER OG KILDER Saxos Danernes Bedrifter er Middelalderens litterære hovedværk i Danmark og dansk historieskrivnings hovedværk, og det virker helt rimeligt, at det fylder meget i Wagners bog, 207 af 322 sider. Bogen er dermed et væsentligt bidrag til forståelsen af Saxo, der altså også er både bogens hovedemne og dens hovedkilde. Da dette værk er på svært latin, må oversættelse være et vigtigt tema, og Adam Wagner har valgt at bruge Peter Zeebergs nylige oversættelse, men kommer dog med en del bemærkninger om, at man kunne lægge sig tættere på grundteksten. For en historiker er kilder vigtige; det er dem, teorierne skal måles imod. Det viser sig hos Adam Wagner ved, at han kritiserer nyere teoretikere som Benedict Anderson og Eric Hobsbawn ved at påvise, at deres teorier ikke stemmer med det samlede billede, som han tegner på grundlag af Saxo og andre kilder til den danske Middelalders historie. Hans uenighed med begge går især på, at de samstemmende anser nation og nationalfølelse for at være moderne fænomener, i betydningen, at de ikke forekommer før 1700-tallet. Wagner redegør i sin indledning for, hvordan der ofte henvises til disse synspunkter, uden at grundlaget undersøges. Sprogets betydning for folkeslag mener de heller ikke forekommer for dette tidspunkt. Striden går altså bl.a. på moderniteten; hvor forskellig var den egentlig fra det, der gik forud? Wagner peger også på nyere forfattere som Susan Side 101

4 Reynolds og Anthony Smith, den første som en der selv har søgt at trænge ned i Middelalderens verden og præsenterer billedet af tankefællesskaber som handlende enheder, den anden som en teoretiker, som har søgt at nuancere det synspunkt, at nationen alene skulle være moderne. Wagners undersøgelse af Saxo især, men også Roskildekrøniken, foregår i en stadig stillingtagen til disse to hovedsynspunkter. Her er hans standpunkt, at Andersons og Hobsbawns teorier nok er teoretisk begrundede, men ikke kildemæssigt underbyggede. Dokumentationen mangler, undersøgelsen af kilder før deres skel i slutningen af 1700-tallet mangler. For Wagner er det vigtigt, at man har kunnet tale om nationer i Middelalderen, at der altså har været en nationalbevidsthed. Hans store kildeundersøgelse går altså på bevidstheden, sindet, den åndelige atmosfære, som rummes i et historieværk som Saxo, og det gør han i høj grad ved at gå ind på bestemte begreber, ikke mindst patria - fædreland i Saxos latinske værk, samt gens = folk. Det er altså åndshistorien, som er bogens emne: Middelalderens tankeverden og virkelighedsopfattelse. Men han er også interesseret i, hvorvidt Saxos opfattelse med rimelighed kan siges at være dækkende for bredere kredse, for en almindelig danskhedsopfattelse. Han når dels til det resultat, at der findes en sammenhængende følelse af danskhed hos Saxo, dels at værket kan bruges som kilde til mere udbredte forestillinger (om det nu er samtidens eller Saxos standsfæller og evt. hoffet, s. 255). Undersøgelsen kan derfor kaldes åndshistorisk; det handler ikke om, hvad Saxo beretter som historiske begivenheder, men emnet er en samlet beskrivelse af en bestemt del af hans tankegang. Wagner gør også op med fremstillinger af dansk identitet, som rummer samme tendens til først at se nationalfølelse fra slutningen af 1700-tallet, således Dansk Identitetshistorie fra , der udelukker Middelalderen fra beskrivelsen. Han stiller en række spørgsmål til kilderne, om der findes en opfattelse af dansk enhed over for andre, om kongemagtens større eller mindre betydning for Danmark og det danske folk, og hvad brugen af ordet vi kan fortælle om forfatterens tankegang. Selv hvis Saxo har lagt ord i munden på en af sine personer, er den nationale holdning dog udtryk for et ideal (s. 301). Det er usædvanligt i Wagners bog, at han inddrager en kilde uden for hovedkilden, men han har lejlighed til at gøre det, når det gælder Esbern Snares holdning, og da går han ind på den sjældent omtalte krønike om Danernes færd til det hellige Land (s. 302f). Men også indre forhold i Saxos tekst giver Wagner anledning til at fastslå en national tendens. Resultatet bliver altså, at kilderne, den middelalderlige historieskrivning, samlet viser et andet billede end Hobsbawns og Andersons teorier. Dette resultat, at fædrelandsfølelse og følelse af tilknytning til et folk fandtes i Middelalderen, virker overbevisende. Det kan endda forstærkes ved at se på den mellemliggende periode, således Thomas Kingos og andres klare holdning til fordel for det danske sprog i 1600-tallet. En sådan national holdning findes altså klart før slutningen af 1700-tallet. Side 102

5 Bogen har også konsekvenser ud over sit emne: Hvad var det, der skete i tallet, hvis det ikke var, at nationaliteten blev opfundet? Her vil jeg pege på forfatteren og journalisten Peter Hansens udtryk den nationale Vækkelse ; en vækkelse er en fornyet bevidsthed om noget, som var der i forvejen. Endvidere vil det være vigtigt for mange emner, hvis konstruktionstankegangen viser sig at være problematisk: Det gælder f.eks. de mange angreb på troværdigheden af Bibelens beretninger. En god bog altså, men visse ting savner jeg: Det historiografiske perspektiv kunne med fordel være uddybet. Det er tænkeligt, at Adam af Bremen havde kunnet belyse de danske historiskriveres opfattelse af danskhed, men vi får ikke at vide, hvorfor forfatteren helt har fravalgt at omtale ham. Det havde været en fordel, hvis bogen havde haft et register, som havde gjort en tematisk søgning mulig. De ældre oversættelser af Saxo havde han godt kunnet fortælle kort om. Adam Wagner nævner Jørgen Olrik og Vilhelm la Cour som eksempler på dem, der var opmærksomme på værkets nationale tendens i begyndelsen af 1900-tallet, men ikke Johannes Steenstrup, og det er en mangel, men dog ikke nogen fejl. Steenstrup må være relevant i flere henseender. Steenstrup har i så mange ord talt om Saxos glødende Kærlighed til Landets Fortid, Beundring for de Danskes Historie, Samfølelse med Folket, og at denne kærlighed til fædrelandet præger andre Skrifter fra denne Tid (Danmarks Riges Historie I s. 709), og Adam Wagners samlede bog hævder den samme opfattelse mod mellemliggende anderledes vurderinger. Steenstrup ville sige, at et folk er noget, som udvikler sig gradvis, selvgroet, og altså ikke en konstruktion. Han skriver i sit 90-årsskrift fra 1934, at vi i historien staar overfor Individualiteter, saaledes som de fremtræder i Folkeslags, Samfunds eller Personligheders Skikkelse. Adam Wagners tema om folkeslagene i Saxos tankegang som handlende enheder med en kollektiv karakter, et navngivent fællesskab, nationen som personificeret ( personer i anførselstegn s. 117), et afstamningsfællesskab, fædrelandet som et legeme (s. 164), som en person, der kan vise følelser, begå uret og angre (s. 165) kommer meget nær ved dette syn på folk som individualiteter. Individualitet kunne godt være et alternativ til modeordet identitet. Endelig er der en overvejelse om læsningen og tolkningen af middelalderlige tekster, som jeg synes, man bør gøre sig: Det er godt og rimeligt, at Wagner nærstuderer Saxos brug af begreber som patria - fædreland, og udbyttet virker slående. Men hvordan tænker Saxo i begreber? Tænker han modsætningsvis, at hvis det er det ene (patria), er det ikke det andet (regnum - kongerige)? Det fremgår af Adam Wagners analyse, at de to begreber ikke er udskiftelige - en konge kan have et rige, der er større end fædrelandet - men også at de i konkrete situationer ikke sjældent falder sammen. Har Saxo tænkt, at de supplerer hinanden? Ser han begreberne som modsætninger eller som en tankemæssig helhed? Ligger vægten på forskellen eller på nuancer inden for et større mønster? Hvor begrebsanalytisk er Saxo egentlig? Ord og begreber er heller ikke matematiske enheder; sprog er ikke Side 103

6 logiske størrelser. Det kunne tænkes, at begreberne hos Saxo har en kerne af betydning, men at nuancer også er mulige. KONGEDØMMET Hvad betyder kongeslægten hos Saxo? Hvad er forholdet mellem fædrelandets personificering og kongen? Om kongedømmets betydning skriver Wagner, at Saxos værk fremhæver nødvendigheden af en stærk kongemagt. Men Wagner understreger, at kongens herredømme ikke bestemmer nationens grænse (s. 62f.). Dette bliver et gennemgående tema i bogen. Saxo ser Danmark som en fast enhed af bestemte landsdele. Wagner nævner s. 141 i forbifarten, at Gesta Danorum begynder med kongeslægtens ankomst til Danmark, ikke med folkets, men dette kommer ikke til at spille nogen rolle for hans analyse. Her bør det indskydes, at Saxo efter sin fortale fortæller, at danerne stammer fra Dan og Angel, men også at folket valgte dem til fyrster. Derefter bliver Humble konge, senere Skjold. Uden at forholdet virker meget klart, begynder fortællingen med kongeslægten, som også siges at være folkets oprindelse. Wagner understreger i stedet for at gå nærmere ind på dette, at folket handler politisk, folkeslagene opfattes af Saxo som historiens aktører. Gode eksempler fremføres også på dette. Men pointen s. 173, at Danmark vil miste sin frihed, hvis kongen aflægger lensed til kejseren, kunne også ses som et tegn på kongemagtens afgørende betydning for nationen. Kongedømmet og kongens handlinger kunne ud fra dette forstås som konstituerende for landet. Det samme gælder s. 176, at ethvert folkeslag anses kun for frit, hvis det har sin egen konge. I begge disse tilfælde handler det om landets frihed. Er holdningen hos Saxo mon, at kongen har en særlig betydning for landes frihed? Hvis en dårlig handling af en konge kan blive en skamplet på fædrelandet (s. 213), må det pege på den nøje sammenhæng mellem konge og fædreland og på kongens betydning for fædrelandet, men Wagner er tilbageholdende med at drage denne konklusion. Det virker helt overbevisende, at Saxo ikke anser folket som defineret af kongemagten (s. 228). Wagner betoner dette som en indsigelse mod tidligere forskning. Men det kan godt være, at forholdet har flere nuancer, end hans udtryk lader ane. Måske findes der nogle muligheder imellem dette, og så at kongen alene er fællesskabets repræsentant (s. 310). Wagner peger på et tekststed, der antyder, at Saxo ønskede en kongemagt uden kejserlig autoritet som noget, der bør undersøges nærmere (s. 240), og til dette kan jeg varmt slutte mig og tilføje, at det gælder Saxos samlede opfattelse af kongemagten. For fuldt ud at kunne bedømme, om Adam Wagner har ret i sin karakteristik af forholdet mellem danskhed og kongedømme, måtte man gennemarbejde hele Saxos værk med henblik på, hvordan kongedømmet beskrives. Saxos måde at indlede sin fortælling på, med kongeslægtens fremkomst, og at den er folkets oprindelse, må pege i retning af kongedømmet som konstituerende for Danmark som danernes fædreland. Det bør undersøges, om denne betragtning af Saxos holdning får Wagners mange glimrende eksempler til at falde på plads på en anden måde end i hans argumentation. Wagner betoner forskellen mellem Side 104

7 fædreland og kongedømme i modsætning til den tidligere forskning, men hvad nu hvis Saxos værk som helhed peger på, at den nationale bevidsthed, historien i egentlig forstand, begynder med kongeslægten? Efter læsningen er man overbevist om, at Adam Wagner har ret i, at gå imod Hal Koch, som hævdede, at for Saxo var fædrelandet ensbetydende med kongemagten, men det kunne godt være, at Wagner ikke helt har set kongemagtens betydning for nationen. Adam Wagners bog er vigtig for historien og for nutiden: For historien, fordi det vil gøre en stor forskel for skildringen og vurderingen af hele Danmarks historie, hvis man mener, at en egentlig nationalfølelse fandtes i Middelalderen. For nutiden, fordi dette resultat vil ændre perspektivet på nationalbevidsthed i nutiden, hvis det ikke er noget, man kun har haft i en kortere periode, siden slutningen af 1700-tallet, men så langt tilbage, som vi kan følge skriftlige kilder til Danmarks historie. I så fald er nationaliteten i langt højere grad noget givet, noget naturligt, end postmodernismen har været villig til at indrømme. Adam Wagner har haft modet til at bryde med en modestrømning, som har villet benægte, at dansk sind og bevidsthed fandtes længere tilbage. Også for dette fortjener han tak. Jon A.P. Gissel er dr.phil. i historie og har bl.a. udgivet bogen Konservatisme og Kulturkamp på forlaget Munch & Lorenzen. Side 105