Social og sundhedshjælperarbejdet som læringsrum.

Transkript

1 Anne Liveng: Forelæsning i forbindelse med ph.d. forsvar d. 8. februar 2007af afhandlingen Omsorgsarbejde, subjektivitet og læring. Social- og sundhedhjælperelevers orientering mod omsorgsarbejdet og deres møde med arbejdets læringsrum. Indleveret ved Forskerskolen i Livslang Læring, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter. Social og sundhedshjælperarbejdet som læringsrum. Oplægget former sig som et resume, hvor jeg trækker centrale pointer fra afhandlingen op, og afslutter med at beskrive, hvordan jeg mener omsorgsarbejde kan analyseres som læringsrum. I afhandlingen har jeg anlagt hvad jeg kalder et indefra og nedefra perspektiv. Indefra henviser til at jeg forsøger at sætte mig ind i og forstå de interviewede social- og sundhedshjælperelevers perspektiv i forhold til at uddanne sig til et omsorgsjob. Nedefra henviser til, at eleverne befinder sig nederst i det social- og sundhedsfaglige hierarki. OH 1 I afhandlingen beskæftiger jeg mig med to overordnende spørgsmål. Nemlig De livshistoriske forudsætninger for at være social- og sundhedshjælperelev: Hvilke subjektive, livshistorisk tilegenede, orienteringer har kvindelige social- og sundhedshjælperelever i forhold til omsorgsarbejdet, og hvordan kan disse orienteringer forstås? Og Hjælperarbejdet som læringsrum: Hvordan møder social og sundhedshjælperelevernes orienteringer arbejdes indhold og rammer, og hvilke dilemmaer opstår der for hjælperen i dette møde? I det følgende vil jeg skitsere nogle svar på disse to spørgsmål. Spørgsmålene må ses som sammenhængende, idet social- og sundhedshjælperarbejdet indenfor den teoretiske optik, jeg anlægger, ikke kan analyseres som læringsrum uden også at inddrage de betydninger, den enkelte social- og sundhedshjælperelev tillægger arbejdet. 1

2 OH 2 Afhandlingens teoretiske ramme har jeg overordnet beskrevet med begrebet bricolage. Bricolage indebærer en erkendelse af, at det indenfor kvalitativ samfundsforskning ikke er muligt at forstå fænomener udelukkende ud fra én metode, én enkelt teoretisk vinkel eller ud fra ét enkelt perspektiv. Joe Kincheloe, hos hvem jeg henter begrebet, kalder bricolage for en postmoderne indsigt. De store fortællingers tid er slut, hvilket tillader forskeren en større sensitivitet overfor den specifikke forskningsgenstand, hun eller han beskæftiger sig med. Forskeren må, siger Kincheloe, søge teoretiske forståelsesmuligheder på tværs af fagdiscipliner, afhængigt at forskningsspørgsmål og genstand. Samtidig, fremhæver Kincheloe, er en del af den postmoderne indsigt erkendelsen af, at viden er socialt konstrueret, og derfor altid udtryk for en fortolkning. Afhandlingens teorivalg ser jeg som udtryk for en sådan sensitivitet overfor forskningsfeltet. Arbejdet med at forstå empirien ledte til inddragelse af nye teoretiske indfaldsvinkler i forhold til det, der var mit udgangspunkt. Afhandlingen er således endt op med en teoretisk ramme, der inddrager fire teoretiske vinkler. Livshistoriebegrebet, og dermed kritisk teori, primært inspireret af Henning Salling Olesens tekster, Nancy Chodorows objektrelationsteoretiske forståelse af subjektive betydningsdannelser som psyko-biografisk og historisk kulturelt konstituerede. Jette Fogs antagelser af relationen som den grundlæggende enhed og i sammenhæng hermed en ophævelse af dikotomien mellem subjektivt og objektivt. Og Refleksiv etnografi, som den er udformet af Charlotte Aull Davies. Alle teoriretninger bygger på en realistisk ontologi, og en hermeneutisk epistemologi. De pointer, jeg henter i de fire forskellige teoriretninger er meget kort fortalt: I forhold til livshistoriebegrebet antagelsen af, at menneskers strategier og orienteringer i forhold til uddannelse og arbejde er livshistorisk konstituerede. Det vil sige dannet og formet gennem de utallige interaktioner med omverdenen, herunder interaktioner med betydningsfulde andre, som individet har indgået i gennem sit livsforløb. I en kritisk teoretisk forståelse ses disse interaktioner som historisk og samfundsmæssigt indlejrede, hvorved den livshistorisk dannede subjektivitet udtrykker sider af den kultur og det samfund, det individuelle liv er en del af. Chodorow pointerer med sin skelnen mellem psyko-biografisk og historisk-kulturelt, at kulturelle betydningsdannelser aldrig reproduceres en-til-en, men netop får sin særlige udformning gennem individets unikke psyko-biografi. Samtidig optræder de to begreber hos Chodorow altid sammen, hvilket understreger at ingen subjektive betydningsdannelser kan forstås som udelukkende kulturelle eller udelukkende psykobiografiske. Herved påpeger Chodorow, at individet gennem sin subjektive tilegnelse af kulturelle betydninger medierer og er med til at omforme disse. 2

3 Jette Fogs teoretiske overvejelser har informeret de metodemæssige valg, jeg foretager i afhandlingen. Fog ser relationen som den grundlæggende enhed. Det kvalitative forskningsinterview skabes i en relation og dermed betragtes den nedskrevne interviewtekst netop som formet af både interviewer og interviewperson. Sammen med det psykodynamiske begreb om overføring, der blandt andet behandles hos Chodorow, leverer Fog en argumentation for, at forskerens tanker, følelser og associationer via analyse kan være en vej til at forstå den anden, og dermed forskningsfeltet. Forestillingen om objektivitet via en afsondring af forskerens påvirkning, forlades på denne måde til fordel for en indsigt i, at kun gennem analyse af forskerens medskabelse opnås det, Fog betegner en tilnærmelsesvis objektiv viden. Fogs argumentation førte mig i forhold til observationsdelen af det empiriske materiale til at inddrage Charlotte Aull Davies refleksive etnografi, hvori den bevidste inddragelse af forskerens subjektivitet betones. Denne introduktion til den teoretiske ramme leder mig over til afhandlingens empiri: OH 3 Det empiriske materiale består af 17 livshistoriske interviews med social- og sundhedshjælperelever, 12 dages observationer i praktikken med 8 forskellige elever, og 16 dages observationer på tre social- og sundhedsskoler. Skoleobservationerne har primært leveret baggrundsviden omkring uddannelsen og elevgruppen. De har fungeret som en adgangsvej til kontakten med eleverne, men de er ikke i sig selv analyseret. Interviewene har været narrative livshistoriske interviews, hvor det i høj grad har været op til interviewpersonerne, hvad de ville tale om. Jeg har haft forskellige opmærksomhedsområder, såsom barndom, ungdom, uddannelsesvalg og joberfaringer, men indenfor disse områder har det været interviewpersonerne, der afgjorde, hvad og hvor meget, de ville fortælle. Praktikobservationerne har været deltagende observationer, hvor jeg har fulgt eleven i arbejdet, enten på plejecenter eller - for de flestes vedkommende - i hjemmeplejen. I hjemmeplejen har vi cyklet eller kørt rundt til de borgere, eleven skulle besøge, og i det omfang eleven og jeg selv vurderede det var muligt indgik jeg i arbejdet. Undervejs tog jeg enkelte noter, og efterfølgende nedskrev jeg alle de informationer og indtryk, jeg kunne huske fra den pågældende dag. Det vil sige at jeg nedskrev hvad jeg havde hørt og set omkring mig, men også hvad jeg selv gjorde, tænkte og følte i den forbindelse. OH 3 nederst Ud fra det empiriske materiale kan der generaliseres på to forskellige måder, og der kan dermed trækkes pointer op på forskellige niveauer. Etnografen Charlotte Aull Davies taler om henholdsvis Teoretiske induktioner, og Empiriske generaliseringer. 3

4 Med teoretiske induktioner forstår Davies at sociale og kulturelle processer, der kan observeres i individuelle cases, på baggrund af teoretiske forståelser, kan siges at være relevante også i andre kontekster. Med empiriske generaliseringer forstås fremskrivninger af træk og tendenser, der findes som genkommende mønstre i materialet. OH 4 Den teoretiske induktion, der kan udledes af interviewene er, at det specifikke indhold i hver enkelt livshistorie varierer, men at det er generelt, at der i ethvert menneskes liv etableres dynamiske logikker, der får bestemte måder at handle, føle og tænke på til at blive karakteristiske for dette menneske. Som de fire caseanalyser i afhandlingen viser, danner den enkelte gennem sin særlige psykobiografi subjektive betydninger, og disse betydninger har indflydelse på valget af uddannelse og job. Den empiriske generalisering, der kan etableres drejer sig om relationens centrale vigtighed for de kvindelige social- og sundhedshjælperelever. På tværs af alder, tidligere uddannelse og arbejdserfaringer er en gennemgående optagethed af relationen til borgeren karakteristisk for de interviewede kvinder. De elever, der enten havde arbejdet i feltet før som ufaglærte, eller havde været i praktik inden interviewet fortalte om oplevelser med konkrete borgere, de havde arbejdet hos, mens de elever, der endnu ikke havde personlige erfaringer fra arbejdet fortalte om deres forestillinger og idealer for omsorgsrelationen. Et eksempel er Lotte, der ikke havde arbejdet i feltet før hun begyndte på uddannelsen: OH 5 Lotte: Altså jeg overvejede også, altså det er fordi, jeg godt kan lide gamle mennesker, deres historier. Det interesserer mig. Men altså, det jeg så hører jo, det er jo, at man desværre ikke har så meget tid, som man godt kunne tænke sig. Men det er jo nok det der med, at man godt vil hjælpe folk, som ikke selv kan klare sig. Og jeg vil bare, altså jeg vil håbe, at jeg med min, altså jeg ved, der er travlt og sådan noget, men jeg vil da håbe, at jeg med min person og mig som menneske kan give deres hverdag måske et ekstra lille højdepunkt eller et ekstra lille altså gøre mit besøg, så de måske bliver glade eller til en ekstra lille oplevelse eller et eller andet. Med citatet vil jeg ikke antyde, at omsorgsrelationen altid blev positivt beskrevet - tværtimod: Vanskeligheder med at opfylde borgerens behov indenfor de fastsatte regler og tidsgrænser, så vel som oplevelser af ubehag og skræmthed i forbindelse med konfrontationen med alderdom, sygdom og forfald, blev italesat samtidig med, at arbejdets meningsfuldhed og nytte blev prist. 4

5 En illustration af dobbeltheden forekommer i interviewet med Solveig: OH 6 Solveig: jeg har altid sagt at gamle mennesker og døde dyr, det vil jeg simpelthen bare ikke, alt muligt andet ku jeg leve med, men så min søster, hun havde, hvert år havde hun arbejdet på sådan en minkfarm i sæsonen der for at tjene noget ekstra, Men eh, så fik jeg lige hendes tjans der et år, så tænkte jeg det havde jeg godt nok aldrig forestillet mig, så sad jeg og ledte efter et arbejde med computeren bagefter, da det var overstået, og så så jeg de søgte nogle afløsere på et plejehjem, og så tænkte jeg, jamen så kan jeg, hvis jeg kan med døde dyr, så kan jeg vel også med gamle mennesker, sådan Og det var godt nok lige i starten, da syntes jeg godt nok at det var, det var altså ikke lige noget for mig men da der var gået et stykke tid, så syntes jeg faktisk det var helt fantastisk dejligt! Jeg tror det var kontakten med menneskerne der, og sådan, det var spændende, sådan at komme ind i andre menneskers liv og, og det var også afvekslende, jeg er faktisk meget glad for, - nu har jeg det sådan, at det er da det bedste arbejde, jeg nogensinde har haft, det er helt sikkert Solveigs udtalelser peger både på social- og sundhedshjælperarbejdets hierarkiske indlejring det er lavstatus, på linie med at arbejde med døde dyr det rummer ubehaget men det rummer også den meningsfuldhed, der opstår for Solveig ved kontakten med det andet menneske. De to citater drejer sig om arbejdet. Men for nogle af de interviewede kvinders vedkommende var det endda sådan, at ikke bare var de optagede af omsorgsrelationen, når det handlede om det job, de var i færd med at uddanne sig til faktisk kunne hele deres livshistoriske fortælling siges at dreje sig om det at indgå i omsorgsrelationer. Det kunne for eksempel være i form af, at tidligere valg, ønsker eller vendepunkter i tilværelsen blev motiveret af, om de gjorde et muligt at indgå i relationer, hvor man tog sig af andre mennesker, eller i form af, at det at indgå i omsorgsrelationer udgjorde et væsentligt element i fremtidsdrømme og karriereplaner. De subjektive bevæggrunde bag optagetheden af omsorgsrelationen var vidt forskellige, hvilket afhandlingens caseanalyser viser. Bevæggrundene kan forstås ud fra livshistoriske erfaringer, spændende fra hverdagens socialisation, for eksempel som barn at fungere som kvinde i huset til pludseligt opstående traumatiske erfaringer af livets skrøbelighed. Optagetheden indgik, med et begreb hentet hos Jette Fog, i forskellige for personen gennemgående livstemaer, og havde således unikke bagvedliggende psykodynamikker. Men at det at indgå i omsorgsrelationer i rollen som hjælper havde central subjektiv betydning, var trods forskellige baggrunde et eksplicit udtryk for disse psykodynamikker hos flere af kvinderne. 5

6 OH 7 Optagetheden af omsorgsrelationen og den rettethed imod at indgå i omsorgsrelationer, som kom til udtryk i interviewene, ledte mig til at arbejde med et begreb om omsorgsorientering. Begrebet er inspireret af Kari Wærness begreb omsorgsrationalitet, der som et sociologisk begreb beskriver en særlig måde at handle på i relationen til den anden. Her er hensynet til opfyldelsen af den andens behov primært og kommer for eksempel i en arbejdssammenhæng før hensynet til opfyldelsen af arbejdstidsregler. Både i interviews og observationer fandt jeg udtryk for måder at tænke og handle på, der kunne beskrives med begrebet omsorgsrationalitet. Et eksempel herpå kunne være, når Lotte, en af hjælpereleverne jeg følger, bekymrer sig om, hvad der vil ske med den gamle mand hun hjælper, når hun skal på skolen og have ferie, og derfor skal være væk fra ham i flere uger. Eller det kunne være når Lotte først smører mad til den gamle mand på rugbrød, og derefter da hun finder ud af at ham meget bedre kan lide franskbrød bærer maden ud i køkkenet igen og flytter pålægget over på fire skriver franskbrød. Et eksempel kunne også være eleven Ditte, der i interviewet overvejer, hvorvidt hun skal presse sin borger til at tage det ugentlige bad, som visitationen foreskriver, eller om hun skal lade borgeren leve det liv, han altid har levet, ud fra en opmærksomhed på, at her i hans sidste tid som hun siger, har andre ikke ret til at komme og ændre alting, bare fordi han ikke mere kan klare sig selv. OH 8 Ditte: Altså Når jeg er herude, jeg er elev og jeg har mere tid, end de faste har. Øm, men øh, men når vi er på skolen og lærer om kostberegning og sådan noget, jamen når vi kommer ud, hvis jeg skal lave mad til en, jamen så står jeg da ikke og regner ud, hvad bør denne her borger få, jamen, de får det det vil ha! Anne: Ja, ok. Ditte: Jeg står da ikke og siger til Fru Jensen at, jamen du får altså ikke 8 gram margarine på dit rugbrød, du får kun 2 gram på, for du har ikke godt af så meget. Det siger jeg jo ikke. Altså, de borgere som vi kommer hos, er ofte gamle og, den sidste tid de er her, der skal de have lov til at leve som de selv vil, der synes jeg ikke at de skal påduttes at de skal på slankekur, eller hvad de nu skal. Det er deres valg, og de skal have lov til at leve som de altid har levet, fordi der pludselig kommer nogen og skal være med til at, at hjælpe dem i dagligdagen, skal de jo ikke lave fuldstændig om på deres liv. OH 7 Hvor omsorgsrationalitet beskriver en bestemt logik, der optræder i og i forhold til konkrete situationer, ser jeg omsorgsorientering som et begreb, der fanger en rettethed mod at indgå i omsorgsrelationer. Omsorgsorientering indebærer, at det at indgå som omsorgsudøver i denne type relationer i sig selv er subjektivt meningsgivende og derfor noget man aktivt tilstræber og opsøger. I denne forstand kan omsorgsorientering forstås indenfor en psykodynamisk teoriramme, som en særlig måde, hvorpå den enkelte investerer psykisk energi. 6

7 At begreberne ikke dækker det samme og at det derfor er meningsfuldt at arbejde med to begreber kan tydeliggøres via et empirisk eksempel. Det drejer sig om eleven Sussi, der udtrykker en omsorgsorientering i interviewet, men i praksis ikke handler omsorgsrationelt. Sussi havde gennem flere år passet sin kræftsyge mor, der nu var død. At tage sig af syge mennesker fremstod for Sussi som nødvendigt, meningsgivende og som noget hun hidtil havde høstet anerkendelse for, og som hun derfor ønskede at forsætte med også som lønarbejde. Men hos de borgere, jeg fulgte hende hos, handlede Sussi ikke omsorgsrationelt. Jeg tolker dette som at konfrontationen med sygdom og forfald, der også er en del af hjælperens møde med den hjælptrængende, på baggrund af Sussis livshistoriske erfaringer var så angstprovokerende, at hun bogstavelig talt var nødt til at trække sig tilbage fra kontakten med borgeren. Hun afsluttede så hurtigt som muligt sine besøg og kørte tilbage til hjemmeplejens kontorer. Her tilbragte hun megen tid, trods den omsorgsorientering hun verbalt gav udtryk for. Eksemplet kan illustrere forskellen på de to begreber. Det kan også illustrere, at selv om omsorgsrationalitet både ud fra mit materiale og ud fra andre kvalitative og kvantitative undersøgelser kan siges at være en fremherskende logik hos mennesker, der uddanner sig til og arbejder indenfor social- og sundhedshjælperområdet, så er det ikke nødvendigvis alle der handler omsorgsrationelt eller i enhver situation, de gør det. (Hermed vil jeg gerne antyde den fare, der ligger i at bruge begrebet omsorgsrationalitet foreskrivende, (hvilket jeg mener Wærness gør i visse af sine artikler, fx i Wærness 1999, i Bliver omsorgen borte?). Som sociologisk begreb, hvor det fungerer som et alternativ til en instrumentel logik, er begrebet oplysende i forhold til at beskrive måder, hvorpå omsorgsudøvere ofte forholder sig i arbejdet. Men hvis begrebet bliver normativt og dermed foreskriver bestemte måder at tænke og handle på i omsorgsarbejdet kan det risikere at blive endnu en brik i opbygningen af et idealiseret billede af den rigtige omsorgsudøver som en selvopofrende Florence Nightingale. Sker det, forhindres en åben og undersøgende tilgang til omsorgsarbejdets realiteter. ) En væsentlig pointe i afhandlingen er, at ikke bare kan omsorgsrationalitet forstås som en logik omsorgsudøvere i vid udstrækning handler efter, og som står i modsætning til den økonomisk instrumentelle logik, der vinder frem indenfor social- og sundhedshjælperarbejdet. At kunne handle omsorgsrationelt er også i mange tilfælde en nødvendighed for at kunne udøve plejen. Evnen til at kunne sætte sig i den andens sted, og aflæse den andens behov, er central i de tilfælde hvor borgeren er så syg eller svækket, at vedkommende kun vanskeligt selv kan formulere ønsker og krav. OH 9 Dobbeltheden af, at omsorgsrationalitet ofte på en gang er en forudsætning for at kunne udføre de opgaver, der er tættest på den hjælptrængende, for eksempel den personlige pleje hos de mest svækkede borgere og at omsorgsrationaliteten samtidig underkendes af økonomi og arbejdsorganisering i feltet, har fået mig til at tale om social- og sundhedshjælperarbejdet som et double-binded læringsrum. 7

8 Udførelse af arbejdsopgaverne kræver omsorgsrationalitet, mens organiseringen af arbejdet underkender samme rationalitet det vil jeg vende tilbage til. OH trekant I forhold til at forstå social- og sundhedshjælperarbejdet som læringsrum har jeg været inspireret af en model til analyse af arbejdspladsen som læringsmiljø, udviklet af Chr. Helms Jørgensen og Niels Warring. Modellen beskriver en trekant og inddrager dimensionerne: Medarbejdernes læringsforløb, Det teknisk-organisatoriske læringsmiljø og Det sociale læringsmiljø. Inspireret heraf har jeg arbejdet med en model, der beskriver en ruderform. OH 10 ruder Modellen betragter jeg ikke som endelig eller færdig. Den skal ses som et indledende forsøg på at rette en analytisk opmærksomhed mod de dimensioner, der indgår i omsorgsarbejde og som adskiller det fra produktionsarbejde. Her ud over er modellen et forsøg på at inddrage en psykodynamisk menneskeopfattelse i forståelsen af arbejdet som et rum for læring. Afgørende for social- og sundhedshjælperarbejdet er at det er relationelt, og at arbejdets genstand er et andet menneske. Arbejdet kan beskrives som struktureret omkring en række møder mellem et menneske, der behøver hjælp til at klare de elementære livsopretholdende opgaver i hverdagen og et menneske, der har til opgave at tilvejebringe denne hjælp. Mødet mellem omsorgsudøver og borger kan beskrives som et læringsrum, der kan analyseres ud fra mindst fire forskellige dimensioner, hvilket jeg har forsøgt at illustrere med modellen. Mødet er rammesat af dels de økonomiske og organisatoriske betingelser, der er fastlagt for arbejdets udførelse. Det drejer sig for eksempel om tidsstyringen af arbejdsopgaverne og om tiltag som Bestiller-Udfører modellen. Dels er det rammesat af de betydninger arbejdet kulturelt tilskrives herunder af de politiske initiativer, der forsøger at influere på dets kulturelle status. Reformer af uddannelserne til feltet, der forlænger dem og giver mulighed for overgang til videregående uddannelser kan ses som initiativer, der forsøger at opskrive arbejdet kulturelt. Umiddelbart er det måske mere indlysende, at økonomiske og organisatoriske rammer har indflydelse på arbejdet forstået som læringsrum, end at arbejdets kulturelle betydningstilskrivelser har det. Om der er tid til refleksion og afprøve forskellige måder at udføre opgaverne på eller om man tildeles et ansvar, der betyder at man som hjælper reelt kan handle ud fra sine iagttagelser hos borgeren alt det er forhold, der direkte påvirker læringsmulighederne i arbejdet. Men også den anerkendelse og status, som arbejdet samfundsmæssigt er forbundet med har indflydelse. OH 11 8

9 Ifølge Axel Honneths anerkendelsesteori er anerkendelse et alment menneskeligt behov. Som jeg har tematiseret det i afhandlingen, er hjælpereleverne såvel som de uddannede social og sundhedshjælpere i høj grad henvist til at forsøge at opnå anerkendelse for deres arbejdsindsats i det intime rum mellem dem og den borger, de hjælper. Social- og sundhedshjælperarbejdet er, fordi det er såkaldt reproduktivt, kvindeligt konnoteret arbejde, der befinder sig tæt på krop og død, placeret lavest i både et køns-hierarki, et medicinskfagligt og et kropsligt hierarki. Arbejdet falder i den kategori, som Wærness betegner som Den resultatløse omsorg. Succeskriterier i denne kategori er højest at opretholde status quo at forhindre forværring af borgerens tilstand. Samtidig er forværring grundet borgerens alder og tilstand på sigt uundgåelig. Placeringen lavest i et kønnet, et fagligt og et kropsligt hierarki medfører en yderligere vægt på relationen ud over den betydning omsorgsudøverne på forhånd subjektivt tilskriver den. Når anerkendelse kun sparsomt er opnåeligt udenfor relationen påvirker det hjælperens muligheder for også at være opmærksom på egne behov i relationen og dermed begrænses potentielle udviklende læringsmuligheder. Læring kan i denne situation blive lig tilpasning hjælperen kan komme til at fungere som borgerens tyende. OH 10 ruder igen. Modellen retter opmærksomheden mod, at hjælperarbejdet foregår i et felt, der må analyseres ud fra både økonomiske, organisatoriske, politiske og kulturelle dimensioner men at der samtidig indenfor den strukturering, de nævnte dimensioner giver, er tale om et mellemmenneskeligt møde mellem to subjekter med hver deres livshistorie. Livshistorierne indebærer forskellige erfaringer hos hver af parterne, ligesom både hjælper og borger kan have forskellige uddannelses- og klassemæssige baggrunde og har et bestemt køn. Det mellemmenneskelige møde har en psykodynamisk og en eksistentiel dimension. Mødet mellem en hjælper og en borger, der har behov for hjælp, vil altid på nogle områder være et møde mellem ikke-ligeværdige parter. Den, der behøver hjælpen er på nogle områder svag eller skrøbelig; det er derfor at vedkommende har brug for hjælp. Borgeren udtrykker et forfald, fysisk og/eller psykisk, der kan virke mere eller mindre skræmmende på hjælperen: Dette ser jeg som den eksistentielle dimension. At se et gammelt eller sygt menneske tydeliggør, som sociologen Norbert Elias fremhæver det, et eksistentielt vilkår for os alle: som væsener, der er bevidste om vores eget livs forgængelighed. Samtidig vil betydningen af det forfald borgeren udtrykker variere alt efter hjælperens særlige psyko-biografi. Som jeg forsøger at fremhæve med modellen, har social- og sundhedshjælperarbejdet analyseret som læringsrum flere dimensioner, der står i et komplekst forhold til hinanden. Når jeg har betegnet arbejdet som et double-binded læringsrum, skyldes det modsætningen mellem de orienteringer mod omsorgsrelationen, som hjælpereleverne bringer med sig ind i arbejdet og den rationalitet, de ofte handler ud fra på den ene side og på den anden de modsat rettede krav, der stilles til dem via arbejdets indhold og organisering. I denne forstand ville det måske være mere korrekt at tale om et tripple-binded læringsrum! Selv om hjælpereleven var i stand til at lægge sine subjektive orienteringer og omsorgsrationelle handlemåder fra sig, ville arbejdet stadig medføre modsætningsfyldte krav. Men dels er en sådan 9

10 læggen sig selv fra sig når man går på arbejde ikke mulig, dels ville den på ingen måde være hensigtsmæssig hverken i forhold til kvaliteten af plejen og dermed borgerens ve og vel, eller i forhold til hjælperens engagement og læringsmuligheder i arbejdet. Frem for at underkendes må omsorgsorientering ses som en subjektiv drivkraft, der gør det meningsfuldt for den enkelte at søge ind i et arbejdsfelt som social- og sundhedshjælperområdet. I en tid hvor der tales om ældrebyrde og om rekrutteringskrise og fastholdelsesproblemer indenfor omsorgssektoren er en sådan drivkraft en værdi. Det er en drivkraft, der potentielt kan føre til en udvikling af arbejdet til gavn for både hjælper og borger, ligesom omsorgsrationalitet som logik og handlemåde må siges at udgøre en ressource i forhold til at praktisere en kvalitativt god nok omsorg. En sådan konklusion peger på vigtigheden af også at inddrage det subjektive perspektiv i forståelsen af læringsmulighederne i et givet arbejde. Et indefra og nedefra perspektiv som det jeg har anlagt i afhandlingen bibringer nye indsigter i et arbejdsfelt, der af mange regnes som en selvfølgelighed i et velfærdssamfund som det danske. Forskning som den afhandlingen her præsenterer viser, at udviklingen af denne drivkraft i et professionelt øjemed må være et omdrejningspunkt i uddannelsen af fremtidens omsorgsprofessionelle. 10