Faglige udfordringer i Palæstina

Transkript

1 Faglige udfordringer i Palæstina Ole Søborg deltog i maj 2011 i en række møder og konferencer med den palæstinensiske fagbevægelse, Palestine General Federation of Trade Unions (PGFTU), som gæst. Han beretter her om sine oplevelser og den virkelighed, som fagbevægelsen står midt i under den israelske besættelse af Vestbredden. Ole Søborg er tillidsmand og aktiv i fagforeningens internationale udvalg. Der er to veje til Vestbredden: fra Israel eller over Jordan. Men ikke for palæstinensere. De må nemlig ikke rejse via israelske lufthavne. Jeg kom via Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv, og allerede i køen ved paskontrollen oplevede jeg virkningen af misinformation og tegningen af fjendebilleder: To danske familier var kommet i snak om deres forestående ferie i Israel. De havde lejet biler og talte om, at de ikke turde køre ind på Vestbredden i bilerne, men ville tage bussen i stedet. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge, hvorfor de ville udsætte sig for alt det besvær? De svarede, at udlejningsfirmaet havde sagt, at biler med israelske nummerplader blev stenet og menneskene overfaldet, hvis de stoppede. Desuden dækkede forsikringen ikke i de arabiske områder. Måbende måtte jeg fortælle dem, at omkring en tredjedel af bilerne på Vestbredden har israelske nummerplader, ellers kunne de ikke køre uden for Vestbredden. Hvordan skulle nogen stenkastere kunne kende forskel på ven og fjende, når så mange havde den slags nummerplader? Det er misinformation og cementering af israelerne som ofre! Jeg har et særdeles godt forhold til de israelske ind- og udrejsemyndigheder. Sidst, jeg var i Palæstina, ville de snakke meget, meget længe med mig, da jeg skulle hjem. Denne gang ville de gerne snakke med mig på vejen ind. Jeg kunne have gjort kort proces og løjet om formålet med min rejse. Jeg kunne f.eks. have sagt, at jeg skulle på badeferie i Haifa. Men jeg bruger gerne et par timer på at forsvare min ret til at tage til Palæstina og gå til møder med palæstinensisk fagbevægelse i Ramallah. (Synd for fyren, der måtte stå med skilt med 3F på i halvanden time i ankomsthallen. Heldigvis for mig var han vant til situationen, og var ikke bare taget af sted igen.) Ingen arbejdsgiverorganisation Jeg havde to mål med min tur. Det ene var at deltage i en konference i

2 byen Jenin om erfaringerne med at skabe kontakt mellem lokale organisationer i Europa og i Palæstina med henblik på samarbejde og fælles aktiviteter. Det andet var at få tættere kontakt til bygningsarbejderne i Palæstina. Konference i Jenin blev præget af en tysk og en italiensk delegation fra henholdsvis Bielenfeldt i Tyskland og La Speccia i Italien med borgmestre i spidsen. De to byer er venskabsbyer med Jenin. Det fyldte meget, men der blev dog også plads til andet. Bl.a. fik jeg rejst problemet med, at der ikke findes en arbejdsgiverorganisation i Palæstina. Love og regler taler om trepartsforhandlinger, men reelt er der kun to parter: fagforeningerne og de offentlige myndigheder. Det er lidt skævt, at det er fagforeninger, der skal presse arbejdsgiverne til at organisere sig. Det bliver forhåbentlig et punkt, som venskabsbyerne tager op også. Gartnerlærlinge på Vestbredden Konferencen blev afholdt på en agronomskole. Her får landmænd fra hele Vestbredden efteruddannelse, og unge, som bor på skolen, en uddannelse. De unge tager ud og arbejder sammen med de lokale bønder og gartnerier. De har også udenlandske udvekslingsstuderende. Dette var måske et spændende projekt for nogle af vores gartnerlærlinge. Oplysninger om dette kan fås hos de faglige sekretærer på det grønne område i BJMF, Flemming Grønsund og Walter Markusen. Vandtyveri Jenin-området er spisekammeret for Palæstina, og vand og transport er afgørende. Men studerer man Apartheidmurens linjeføring, opdager man pludselige sving og mærkelige lommer. I disse finder man vandboringerne. Muren er visse steder simpelt tyveri. Et andet er, at man hidtil har afregnet vandet med en tidsmåler på pumpen i brønden. Da man ændrede afregningsmåden til vandmålere ude hos landmændene, fik brøndejerne en meget god begrundelse for at forny og reparere deres vandledninger. Det viste sig nemlig, at man mistede 70 procent af vandet på vej fra brønden til de forskellige landbrug og gartnerier, og den blev der lige pludseligt ikke betalt for. Jeg har en række kontaktadresser til foreninger i området, som jeg vil præsentere for lignende foreninger i Danmark. Håbet og erfaringen er, at sådanne kontakter giver gode oplevelser for begge parter, og at det breder sig lidt som ringe i vandet. Fagbevægelsen i Palæstina 3F samarbejder med palæstinensisk fagbevægelse gennem deres LO, som hedder PGFTU. Der har i mange år eksisteret noget som man kaldte fagbevægelse - mest fordi Fatah var medlem af den

3 socialdemokratiske Socialistisk Internationale. Den hed PGFTU, og ledelse var ikke valgt, men udpeget efter et styrkeforhold mellem de forskellige grupper i PLO. Det var begrænset, hvad man arbejdede med, da man ingen repræsentation havde på arbejdspladserne. Med dannelsen af PGFTU har man oparbejdet lokale fagforeninger og repræsentanter på arbejdspladserne (tillidsrepræsentanter). Det er en LO som består af de forskellige forbund. Organisationsprocenten er dog så lille, at der de fleste steder kun PGFTU-kontorer,og ikke kontorer for de enkelte forbund. Det er svært at lave kollektive aftaler, fordi der ikke er en arbejdsgiverorganisation så aftalerne skal laves med hvert enkelt firma. Vi har herhjemme et system med tiltrædelsesoverenskomster, men de ligner de store overenskomster. Systemet fungerer kun fordi, den største del af arbejdsgiverne er organiseret og omfattet af en overenskomst. Bygningsarbejderne Bygningsarbejderne er ikke bedre organiseret end andre faggrupper. I Ramallah (der er regeringsby ) anslås det, at der er omkring i gang på byggepladserne. Ramallah er en by på indbyggere, så det er rigtigt mange. Af dem er de 300 organiserede. Billedet er det samme over hele landet. Det er lidt svært at sige, hvor mange bygningsarbejdere der er, da man kun bliver rubriceret efter sit nuværende arbejde. Så når byggepladsen er færdig, og man er fyret, er man ikke bygningsarbejder mere. Det næste store problem er, at entreprenørerne ikke har ansat almindelige arbejdere. Ingeniører og administrationsfolk har man en del af, men man benytter sig af underentrepnører, så det er fætter/onkelvirksomheder, der huserer på byggepladserne. Sikkerhedsproblemer Mens jeg var dernede skete den fjerde dødsulykke på en byggeplads i Ramallah i år. Det var starten på 2. kvartal, så en almindelig fremskrivning vil give 12 døde bygningsarbejdere i Det er rigtigt mange. Og det er forklaringerne også. Traditionerne for brug af personlige værnemidler er ikke ret store. Faktisk er det sådan, at de billeder jeg har med hjem fra besøg på byggepladser, næsten er arrangerede. Jeg tror ikke, de havde hjelme på ret længe efter, jeg var gået. Jeg måtte insistere på over for formanden for bygningsarbejderne i Ramallah at vi skulle tage hjelm på, når vi gik ind på byggepladserne. Der var en enkelt byggeplads, hvor jeg så en hjelm. Den lå på en af etagerne, ikke på hovedet af en arbejder. De stod til gengæld på jorden og anhuggede jern, og på øverste etageadskillelse modtog de jernet uden hjelm, handsker eller sikkerhedssko. Rækværker, sparkekanter m.m. er ikke noget, der bruges tid på. Det

4 giver et lille sug i maven, når man går og snakker med en person, og lige pludselig står ved kanten, hvor det næste trin er meter ned. Velfærdsforanstaltninger Der var støvet og ingen brugte værnemidler i forhold til deres lunger eller øjne. Om man brugte skærende, huggende eller andre støvproducerende hjælpemidler, så så man ingen værnemidler. Arbejdsgiveren påstod, at de var til rådighed, men arbejderne ikke brugte dem. Jeg fik mine tvivl om rigtigheden af, at de var til stede, da jeg så, hvor svært det var at finde nogle sikkerhedshjelme til os. Spisning og omklædning foregik de steder, hvor man arbejdede. Midt i byggestøvet fandt man sig en siddeplads. Hvis det var koldt, kunne man finde sig en plads i solen. Men støvet skulle man bruge det meste af spisepausen på at komme væk fra, hvis det var det, man ville. Efterhånden som man støbte sig opad i huset, flyttede man en knagerække med op. Denne blev klampet op på væggen i et passende hjørne. Det var så omklædningsrummet. Løn og uddannelse Lønnen varierer efter hvilke kvalifikationer, folk har. Der eksisterer ikke egentlige faglige uddannelser, som vi kender dem. Der er enkelte kortere, faglige kurser, der kan minde en lille smule om vores efteruddannelser. Den almindelige løn for ufaglært arbejde er ca. otte sekel pr. time. En faglært tjener ca. ti sekel pr. time. Til sammenligning koster en liter mælk to sekel og et brød på ca. 150 gram en sekel. Leveomkostningerne er generelt mindre end i Danmark, men en sekel svarer til 1 krone og 80 øre. En bygningsarbejder fra Palæstina kan købe fire liter mælk for sin timeløn. Til sammenligning kan jeg købe over 20 liter her i Danmark for min timeløn. Faglig strategi De her ting er dagsordenen for bygningsarbejdernes faglige organisationer. De er i øjeblikket ved at forberede kongres for deres forbund i juni i år. Jeg deltog i en workshops i byerne Nablus og Ramallah, hvor man arbejdede med strategipapirer til kongressen om sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne, og med organisationsudvikling for deres egne organisationer. Der er et udstrakt samarbejde med Arbejdsministeriet. Men også her savner man en arbejdsgiverorganisation til at lave generelle aftaler med. Det er i Palæstina, som i Danmark, kun fagbevægelsen, som tager kampen op mod ulovligheder/urimeligheder, når man ikke er bundet op på fællesaftaler, men kun aftaler.

5 Det var et syn for guder at se ansigtet på entreprenøren, da jeg fortalte, at i Danmark kunne arbejdsgiveren få ti gange så store en bøde for, at arbejderne ikke overholdt sikkerhedsreglerne, end arbejderne får. Det er deres ansvar. Jeg glemte godt nok at fortælle, hvor sjældent det blev brugt. Det er en spændende tid, for der er mange grundlæggende diskussioner op til sådan en kongres. Når traditionerne hidtil har været at udpege deltagere og ledelse efter et styrkeforhold, er det nyt, lige pludseligt at skulle indkalde til lokale generalforsamlinger og vælge delegerede. Fremtiden og uafhængigheden Det er vigtigt for fagbevægelsen i Palæstina, at den får organiseret væsentligt flere. Den lever på en subsidieøkonomi, og det er 100 procent nødvendigt med støtte udefra, hvis der skal være udadvendte aktiviteter. Som tidligere nævnt er store dele af den palæstinensiske økonomi baseret på støtte udefra. Det er derfor ikke mærkeligt, at også fagbevægelsen er afhængig af tilskud udefra. Men det gør det svært at opbygge en uafhængig fagbevægelse. Hvis det palæstinensiske samfund skal ud af den udbredte korruption og nepotisme, der eksisterer, er der også brug for uafhængige fagforeninger. I øjeblikket er det ofte sådan, at folk får stillinger i centraladministrationen på baggrund af politiske fortjenester, og ikke på grund af evner. Det medfører, at centraladministrationen svulmer op, og samtidig bliver den hamrende ineffektiv. I dag er 30 procent af arbejdsskaren ansat af det offentlige. Det er vel at bemærke administrative eller politiske stillinger, alt manuelt arbejde bliver lavet af private firmaer. Det er en procent af medarbejderskaren, der arbejder administrativt, så selv min DJØF-direktør vil blegne af misundelse. Vores ansvar Der er rigtig mange grunde til at skabe yderligere kontakt og samarbejde med den palæstinensiske fagbevægelse. Civilorganisationer, der fungerer og er aktive medspillere er en af forudsætningerne for et levedygtigt samfund. Og en levedygtig stat er en (ud af mange) forudsætninger for en løsning på den ældste konflikt i området, nemlig det palæstinensisk/israelske problem. Vi skal lægge pres på Israel, for den eneste løsning er et organiseret pres fra Europa. Det er vores ansvar at skabe dette pres. Initiativet kommer ikke fra USA. Det var muligt at gøre Sydafrikas apartheid uacceptabel, det kan også lade sig gøre med den israelske. Det politiske billede har ændret sig, men det har kommunikationsmidlerne også. Se bare på, hvad der sker i Nordafrika

6 og det nære østen (Mellemøsten). Jo før vi accepterer, at det er vores skyld, når israelske raketter/soldater dræber palæstinensere, jo før kan vi komme i gang med at gøre Israel til den umoralske og fundamentalistiske stat den er, og stoppe den. Fakta om Vestbredden (af Jordan-floden): Areal: km2 Befolkning: 2,3 mill., 97 procent med muslimsk baggrund, fortrinsvis Sunni, men med meget varierende overbevisning. Tre procent kristne. 30 procent af befolkningen er af FN kategoriseret som flygtninge. Politik: De dominerende politiske partier er Fatah og Hamas. Fatah er den socialdemokratiske orienterede (og langt den største) del af PLO. Præsident og regering er Fatah. Enkelte byer på Vestbredden og hele Gaza har Hamas ledelse. Hamas er en religiøst funderet bevægelse. Det ser ud som om, at Hamas bliver valgt på grund af, at man vil af med Fatahs korruption, og ikke fordi man er specielt vild med Hamas politik (Ole Søborgs vurdering). Økonomi: Basiserhverv er landbrug (biblens betegnelse: landet der flyder med mælk og honning ), enkelte tekstilvirksomheder og forholdsvis mange marmorbrud. Udviklingen af økonomien hæmmes voldsomt af, at Israel styrer alt eksport og ikke anerkender Palæstina som stat og ikke har interesse i økonomisk vækst i området. Over halvdelen af den faktuelle økonomi udgøres af donorøkonomi, dvs. støttekroner fra f. eks. FN, EU eller enkelte europæiske regeringer. En anden ikke uvæsentlig kilde til økonomi er midler, der sendes fra folk, der arbejder i andre lande (fortrinsvis i Golfområdet).