»1864 I JANUAR REISTE JEG I KRIGEN«

Transkript

1 »1864 I JANUAR REISTE JEG I KRIGEN«Thomas Andersen i den 2den Slesvigske Krig i 1864 Peter Sandbøl

2

3 Indhold Forord Indledning Dannevirke Retræten fra Dannevirke Transporten til Fredericia Ved Kolding Fredericia Bombardementet af Fredericia Militære Strejftog Nord for Limfjorden Fyn Referencer

4

5 Forord I løbet af mange års slægtsforskning er jeg, langsomt men sikkert, kommet til den erkendelse, at man aldrig bliver færdig. Man kan samle til huse i et omfang der gør, at man mister overblikket over mængden af detaljer og relevant information, som man rent faktisk ligger inde med. Eller, selv om man tror, at man har afsøgt alle kilder, så dukker der nye og uventede indfaldsvinkler op og uventet information bliver tilgængelig. I virkeligheden er slægtsforskning en dynamisk proces lige som de fleste andre ting her i livet og følgelig er det hensigtsmæssigt at udnytte dette, dels til glæde for sig selv og dels til glæde for andre. Som konsekvens af denne erkendelse har jeg derfor bl.a. taget initiativ til, at lave en hjemmeside som omhandler slægter fra gården Tubakken i Skæve sogn i Hjørring Amt. I gammel form og daglig tale er dette i Vendsyssel og med den nyere administrative inddeling ligger gården i Region Nordjylland. For mig, er slægtsforskning med tiden blevet en rejse, som foregår på flere planer; men altovervejende er ind i vores fælles historie og den erkendelse, som denne bidrager med. Via hjemmesiden er det muligt at formidle de fundne resultater hen ad vejen og dermed give andre mulighed for at deltage i rejsen og bidrage til processen. Ved at bruge de muligheder, som hjemmesiden giver, kan man samtidig rydde op i og systematisere sine informationer således, at det altid er den nyeste version der er tilgængelig. Man har samtidig alle tiders mulighed for, at lade andre deltage i processen og deltage i det videre forløb, når blot man husker, at vi kun er kommet så langt som vi er i fællesskab. Med udgangspunkt i dette, gør jeg hermed af Thomas Andersen i den 2den Slesvigske Krig i 1864 tilgængelig. Jeg håber, at andre får lyst til, at være med til, at uddybe detaljerne, så der kan laves en opdateret 2den udgave, at den kan danne udgangspunkt for andre slægtsrelaterede undersøgelser og skriverier eller, at den på anden vis kan være til inspiration. Holstebro, Peter Sandbøl 5

6 6

7 Inledning I Thomas sporadiske dagbog står der: 1854 kom jeg til Aalborg at være soldat, og senere: 1864 I Januar reiste jeg i Krigen. Udsnit af Thomas sporadiske dagbog. Med netop det sidste citat som overskrift indleder et oldebarn af Thomas - Bent Græsbøll - et kapitel i sin bog Historiske Krummer Brogede blade af Nordjyllands dagbog. Desværre for mange af Thomas efterkommere, er bogens udgangspunkt Græsbøll slægten; men da meget som titlen antyder - er beskrevet i brede vendinger er den også et stykke lokalhistorie og i øvrigt ganske læseværdig. Nedenstående uddrag fra det relevante afsnit er derfor ment som en appetitvækker, lige som det anvendes som indgangsbøn til mine egne beskrivelser af Thomas deltagelse i Den 2. Slesvigske Krig i Billedet af Thomas formodes at være fra hans tid som værnepligtig i Lad os nu for god ro og ordens skyld starte historien om Thomas Andersen i den 2den Slesvigske Krig i 1864; med et større uddrag af Bent Græsbøll s kapitel fra ovennævnte bog.»1864 I JANUAR REISTE JEG I KRIGEN«7

8 I 1864 skete en række begivenheder, der åbenlyst for alle ikke kunne forklares eller bortforklares som løse rygter, da krigen mod Preussen brød ud. andre nordjyder kom i allerhøjeste grad i ilden under samme krig. Blandt disse var Thomas Andersen-fra Skæve i Vendsyssel,. Som moden mand i sin bedste, men ikke helt unge alder blev han som værnepligtig og fuldt uddannet soldat (Aalborg 1854) sendt til Dannevirke. Inden begivenhederne her og især ved det efterfølgende Sankelmark fristes man til endnu engang at læse, hvad éns yndlingshistoriker, allerede tidligere citeret, fra forrige århundrede har at sige om en jævn og menig soldat som Thomas i fuld mundering formentlig oldefar Thomas :»Hos de ringere Individer kan Langsomheden blive til Træghed og Stivhed. Jyden er i det hele langsom at sætte i Bevægelse, han egner sig mere til Forsvaret end til Angrebet. Det ses bedst hos den nordjydske Soldat. Der er ingen, der som han sejgt kan forsvare en Stilling til det yderste. Se til de jydske Bataljoners Deltagelse i Sankelmark og Dybbøl«. For til en forandring og sammenligning at benytte en helt nutidig kilde kan det være ganske interessant at se, hvorledes denne stiller sig til en sådan tilsyneladende lidt forældet karakteristik. En nyere vurdering end lokalhistorikeren Peter Markussens omtale af træfningen ved Sankelmark, hvor for øvrigt netop Thomas Andersen deltog, d. 6/2 1864, - i Jyllands-Posten, febr , kan vel vanskeligt fremskaffes. Derfor et kortere uddrag heraf:»under tilbagetoget fra Dannevirke blev det den tapre oberst Max Mullers opgave, med sin brigade, der bestod af 1. regiment (københavnere) og 11. regiment (nordjyder), at standse de forfølgende fjender ved Sankelmark. Max Muller var en af den danske hærs dygtigste, højere officerer. Han var den udtalte tilhænger af bajonetangreb. Efter nogen skydefægtning ved Sankelmark beordrede han 1. regiment til angreb. Efter nogen nærkamp begyndte københavnerne at gå tilbage, hvorefter 11. regiment førte et kraftigt stød frem og standsede fjenden. Kampen blev langvarig og hård, jyderne bed sig fast og ville ikke vige. 8

9 »Dem satne ska int ha den fenywels o dryw mæ wos,«sagde de. (De sataner skal ikke have den fornøjelse at jage med os. - Efter dialekten tydeligvis udtalt af en vendelbo). Men i det lange løb var overmagten for stor, Max Muller havde kun ca mand og to kanoner, mod brigaden Nostitz på 5000 mand, otte kanoner og et husarregiment. Da aftenen faldt på, var Sankelmark tabt. Men det var lykkedes Max Muller og hans folk at bremse brigaden Nostitz så eftertrykkeligt, at den i alt fald ikke mere kunne deltage i forfølgelsen af den danske hovedhær, som derved fik mere tid til at fuldføre det sørgelige og vanskelige tilbagetog. Den østrigske general von Nostitz - (Preussen og Østrig var i forbund under denne krig) - bød i øvrigt en parlamentær hilse oberst Max Muller og sige:»min brigade kaldes jernbrigaden, fordi den aldrig er vegen. Den har stået over for franskmænd og italienere, men aldrig har vi lidt så meget som i dag. Jeg beundrer de danske soldaters tapperhed og deres skydning.«- Hvad den beundrende gentleman von Nostitz måske ikke var klar over, var, hvad der var gået forud for træfningen for både 1. og 11. regiment samt hovedstyrken blot få timer forinden. - Man havde da rømmet Dannevirke natten mellem 5. og 6. februar :»Denne vinternat fra Dannevirke mod Dybbøl i det hårdeste vintervejr, storm, der stod lige imod, snefog, isslag der gjorde vejene spejlglatte, så mange soldater faldt, nogle brækkede benene. Det samme skete med mange heste, så karlene måtte trække mange af kanonerne. Disse trætte, forfrosne, sultne soldater, hvoraf nogle måtte gå med deres træsko på, fordi der ikke var støvler til dem. Når der blev gjort holdt, stod de op og sov, lænende mod hinanden, nogle faldt livløse om.«så vidt Peter Markussens beretning, fængslende og levende fortalt. I stærkest mulig kontrast hertil står Thomas Andersens lejlighedsvis førte dagbog. Ovenstående begivenheder har af gode grunde ikke levnet ham som menig tid til nogen form for dramatisk skildring. Alt har han sammenfattet i ordene: 1864 i Januar reiste jeg i Krigen. Og ikke eet ord mere Det var ikke eventyrlyst eller drøm om ære eller berømmelse, der drev ham af sted. Det var pligten. Inden hans afrejse var familien netop flyttet. Hjemme skulle 6 børn i alderen 1-10 år forsørges, nummer 7 kunne fødes når som helst af den overbebyrdede hustru. børneflokken [var] hjemmets eneste rigdom. Man nåede til sidst de 12, da Hans Dusinus med det sigende navn så dagens lys som den sidste. Der var salt til et æg. Jeg véd det. Et fattigt salt»kar«af riflet glas til bordbrug står på en hædersplads i hjemmet til minde om Thomas og Ane. Det var, hvad der tilsammen blev af fædrene og mødrene arv til min bedstefar, én ud af de 12. 9

10 Så vidt Bent Græsbøll s beskrivelse af Thomas og krigen i Selv om Bent med ovenstående giver en ganske spændende og kortfattet beskrivelse af krigens gang, så er der lige en enkelt hage ved historien. Thomas var hvilket Bent i øvrigt heller ikke påstår ikke i 11. Regiment. Han var ifølge sin senere ansøgning om erindringsmedaljen fra krigen, i 19. Regiment og dette deltog ikke i slaget ved Sankelmark. Så med mindre Thomas er faldet bagud eller har været midlertidigt allokeret til et andet Regiment, og Bent har været vidende om dette, så må vi desværre afvise ovenstående gode historie og påstand om, at Thomas deltog i slaget ved Sankelmark, grundet manglende dokumentation. Som det fremgår af nedenstående kopi af denne ansøgning var han helt præcist i 19. Regiment, 2. Bataljon, 1. Kompagni og havde nummer 548. Det kan yderligere ses, at Thomas var på Sygestuen i Fredericia d. 27. Februar og efterfølgende på Sygestuen på Odense Slot fra d. 1. til d. 16. Marts. De nærmere detaljer om dette, er det endnu ikke lykkedes at opdrive. Jeg vil med baggrund i litteraturen (der er rent faktisk skrevet over bøger om krigen) give en første beskrivelse af Thomas deltagelse i krigen Bortset fra dagbøger og biografier, er den trykte kilder sjældent særligt detaljeret, hvis ikke lige det drejer sig om højere officerer samt levende og døde helte. Ergo må vi indtil videre have eventuelle specifikke detaljer til gode. En hurtig indfaldsvinkel burde være en af de publicerede beskrivelser af 19. Regiment, eller 19. Batailon, som det med rette hed både før og efter krigen i Vaupell (1876) skriver bl.a følgende om 19. Bataillon i Den Danske Hærs Historie : I foråret 1851 vendte den tilbage til Nyborg, hvor den blev i ro, til tyskernes indfald på ny kaldte det til Dannevirke. Udvidet til et Regiment på 2 Bataljoner, dannede det og 21de Regiment den 9de Brigade under Oberst Neergaard, der stod i Dannevirkestillingen fra 1ste til 5te Februar. Efter stillingen var rømmet, gik Brigaden til Als og derfra den 9de Februar over Fyn til Nørrejylland, hvor den deltog i Fredericias forsvar. Efter at denne fæstning var rømmet, sendtes Brigaden til Vendsyssel og derfra atter til Fyn. Bataljonen fik sit tidligere garnisionssted, Nyborg og hører fra 1ste Okt til den fynske Brigade. Med godt 5 linier om krigen i 1864, kunne vi stoppe her, hvor det i øvrigt er ganske klart, at 19. Regiment ikke var involveret i slaget ved Sankelmark, slaget om Dybbøl og forsvaret af Als. Dette er måske grunden til, at der generelt ikke er ret mange informationer om 19. Regiment i de trykte kilder. Skulle du - ligesom jeg - være nysgerrig efter at vide, hvad en menig soldat som Thomas Andersen lavede i krigen i 1864, så følger der lidt informationer, der samtidig har udviklet sig til også at beskrive lidt af det scenario, som Thomas var en del af. 10

11 Thomas Andersen s ansøgning om erindringsmedajle for deltagelse i krigen i

12 Dannevirke Optakten til Thomas indtræden på scenen kan vi passende hente fra Storch (1947): I løbet af 1863 blev det tydeligt, at krigen nærmede sig og at Danmark måtte berede sig til kamp mod det tyske forbund. Det var endvidere klart, at man kom til at kæmpe uden hjælp fra andre magter. Man forberedte derfor i september hærens overgang til krigsfod. Umiddelbart herefter blev 19. Bataillon forlagt til Husum og Frederiksstad. Fra 1. december indkaldtes så mange mand, at 19. Bataljon blev til 19. Infanteriregiment (ved Dublering af Kompagnierne). Snart herefter rykkede I/19. Regiment ind i Holsten og II/19. Regiment ind i Skanserne om Frederiksstad. Allerede inden nytår blev styrkerne trukket tilbage fra deres fremskudte stillinger, og 19. Regiment blev således flyttet til Slesvig by. Som allerede nævnt skulle Thomas være en del af 9. Brigade under Oberst Neergaard. 19. Regiment var under kommando af Major Færch, 2. Bataillon under kommando af Major Magius og 1. Kompagni under kommando af Premierløjtnant P.C.S. Harboe. Da Thomas således rejste i krigen har hans endelige destination således været Slesvig ved Dannevirke. Vi ved ikke hvordan Thomas ankom til Slesvig og Dannevirke men antager vi, at han har måttet vandre gennem Slesvig by, så kan vi passende overlade beskrivelsen af byen og vandringen igennem den til en ukendt journalist fra Illustrerede Tidende (Ill Tid, 1864a, b & c): Ved byen Slesvig og dens omegn dvæler i denne tid fortrinsvis det danske folks tanker; thi der ligger kernen af dets kraftige sønner, for øjeblikket kæmpende med savn og kulde, men beredt til med deres blod at besegle deres troskab og kærlighed til konge og fædreland. Den ellers så tavse by er nu opfyldt af våbenlarm og i dens lange gader ses fra morgen til aften en travl færden af militær af alle våbenarter og klasser. Parti af Hestetorvet i Slesvig (Ill Tid 225). En tur gennem Slesvig tager tid. Den langstrakte by består egentlig kun af en eneste gade af næste en mils længde, der snor sig omkrig Slien som en bugtende slange, delt i tre led, Altstadt, Lollfuss og Frederiksberg, mellem hvilke sidste de smukke Gottorp Slot ligger. Til daglig brug må det være en yderst kedsommelig rejse fra den ene ende af byen til den anden, men i denne tid, hvor der er færdsel og liv overalt, kan den tur være ret interessant, når det kun ikke er en alt for bidende kulde og man ikke har frost i fødderne. 12

13 Gottorp Slot er for øjeblikket kaserne for kavaleri. Fra Gottorp går man over dæmningen til Lollfuss hvis man ikke foretrækker at skyde genvej over isen, der passeres overalt. Der... [kan] ikke siges meget om de slesvigske skønheder. Enkelte krinolinerede eksemplarer ses dog stundom på gaderne og vækker da almindelig opsigt. Endog den skikkelige Jens har i denne kulde bevaret sin skønhedssans, og når en hel Bataillon passerer forbi en dame, behøves der ingen kommando se til højre! eller se til venstre! Det er noget, der ganske falder af sig selv. Butikkerne kan heller ikke bringe afveksling, dels fordi de tilfrosne ruder skjuler kostbarhederne, dels fordi der ingen kostbarheder synes at være,. den indkvarterede styrke og alt det, den føre med sig, giver byen sit præg. Alle våbenarter er samlede her, naturligvis mest infanteri, og man kan nok tænke sig, at, når mere end mand tilmed danske, er draget ind i byen og fylder mere end de indfødte, bliver bybilledet helt forskelligt fra det hverdagslige. Dette gælder især i den del af Slesvig, der kaldes Frederiksberg, og som oftest næsten er ufremkommelig. Snart møder man Regimenter, der marcherer der igennem til Øvelser, og det er ikke sådanne Batailloner, som man er vant til at se i København, der kun når fra f.eks. Nygade til Adressekontoret. Nej, de er 8 à 10 gange så store og fylder en net lille strækning. Når de drager ud, ser de unægtelig lidt forfrosne ud og er tavse, hvor glade de end kunne være ved at forlade deres dårlige kvarterer, men når de kommer tilbage, damper de formelig og synger, skønt det ikke kan være ved den glade udsigt at komme under tag. Under tag er for resten fuldkommen korrekt, thi mange har deres luftige kvarterer under taget. Det par hornblæsere, der går foran og gør sig al umage for at få de frosne toner ud af deres instrumenter, liver godt op. Når man i den senere tid færdedes i Slesvig By, mødte man overalt soldater, officerer og militære embedsmænd, med glade og fornøjede ansigter, om end kulden af og til farvede næsespidsen lidt eller fordoblede skridtenes hurtighed. Det er således en by med hektisk aktivitet, som Thomas ankommer til. Efter at have passeret det imponerende Gottorp Slot og videre igennem Frederiksberg er han muligvis kommet frem til de lige så imponerende forsvarsværker ved Dannevirke. Gottorp Slot ved Slesvig (Ill Tid 225) Slesvig og Hedeby set fra skanserne vest for Frederiksberg (Ill Tid 226). 13

14 Lad os vende tilbage til Storch (1947) for, at se, hvad Thomas opgaver som soldat var efter ankomsten til Dannevirke: Herfra bidrog det med en betydelig arbejdsstyrke til Dannevirkestillingens fuldendelse, samtidig med at uddannelsen fortsattes i Brigade, Regiment og Division. I februar flyttedes 19. Regiment til en nyopført Baraklejr i stillingens vestlige afsnit. Parti af Dannevirke med en af de nye skanser, Thyras vold og Valdemarsmuren (Ill Tid 224). Den ovenfor citerede journalist har følgende kommentarer til dette: Snart møder man arbejdskolonner, der skal ud og arbejde i Dannevirkeskanserne. Det er et strengt arbejde i den hårde jord, og det er den tjeneste, der sætter Jensernes tålmodighed på den sværeste prøve. Så kommer der en lang række af vogne med svinglende læs halm. Det er mandskabet sengeklæder, i det mindste underdyner og alene synet deraf bringer lidt varme i blodet.. Så snart man imidlertid gik nogle skridt udenfor byen sydpå, mødte man overalt travl virksomhed og glade arbejdere i hundredvis, der af og til med en lystig vise eller opsang fremskyndede arbejdet til festlig modtagelse af de rigtignok ubudne gæster, men ellers med samme fornøjelse, som føles ved forberedelsen til et muntert høstgilde. Her så man snart skansearbejdere i flokke, snart færdedes man blandt ingeniører og tømmermænd, der byggede hele gader og barakker, hvoraf hvert enkelt hus indrettedes til et halvt hundrede soldater; over har i disse dage opslået deres lune bo i dem Johansen og Nordentoft (1938) beskriver situationen ved Dannevirke som følger: En meget væsentlig årsag til [fæstnings-]arbejdernes forsinkelse [ved Danevirke] var frosten. Fra 30/12-15/1 frøs det gennemsnitlig 7-8 ºC, enkelte dage ºC d. 15/1 var isen på Slien indtil 25 cm tyk d /1 var vejret blevet mildere; men allerede d. 29/1 begyndte frosten igen. Medens indkvarteringen af tropperne ikke ville volde særlige vanskeligheder på Dannevirkestillingens fløje, var forholdene i så henseende meget uheldige for hærens hovedstyrke i centrum.. Et supplement af indkvarteringsområdet var nødvendigt; men ingeniørkorpset havde ikke regnet bygning af baraklejre med til befæstningsarbejderne og havde ingen forberedelser truffet i så henseende. Som følge af forsinkelser var der d. 1. februar kun fuldført 1 regimentslejr (tæt N f St Danevirke) samt en stald ved Hesterbjerg, Ø f Thiergarten. I denne stald, der oprindelig var bestemt for trainet, indkvarteredes 3. DR; af trainhestene blev så halvdelen anbragt i skure o.l. i nærheden, medens resten måtte bivuakere. En lejr ved Husby var så vidt fremme, at den kunne færdiggøres i løbet af 3-4 dage, i en lejr V f Ll Danevirke var en del af hytterne rejs, men uden tag, en lejr V f Frederiksberg var påbegyndt og til en lejr NØ f. Ellingsted var materialet samlet. 14

15 For at værne mandskabet mod kulden i kvartererne havde overkommandoen fra slutningen af december gang på gang rekvireret tæpper fra København. Der blev også efterhånden sendt en del, men dog utilstrækkeligt, og for at overvinde intendanturens betænkeligheder ved at udlevere tæpper underforhold, hvor de unægtelig let kunne gå tabt, udtalte overkommandoen endda, at mandskabet ve udrykning kunne medføre tæpperne sammenrullet på tornystrene, hvilket naturligvis ikke ville fremme afdelingernes bevægelighed. Følgende illustrationer viser lidt af lejrlivet ved Dannevirke: Barakker under bygning ved St. Dannevirke, (Ill Tid 226). Kaffeselskab foran barakkerne ved Store Dannevirke (Ill Tid 228). De danske styrker blev fordelt således, at General Steinmann med 3die Division skulle forsvare Centrum, det vil sige stykket fra Slien til skanse XIII mellem landsbyerne Store og Lille Dannevirke (Liljefalk & Lütken, 1914). Den 31. januar kl var krigen erklæret (Johansen & Nordentoft, 1938) og om aftenen d. 1. februar havde den danske hær besat Dannevirkestillingen på følgende måde: Centrum. Divisionen Steinmann var overdraget forsvaret af strækningen fra Skanse I til Engdraget V. for skanse XII. Dette forsvar var delt mellem: Brigaden Scharffenberg N. I-VII (Alarmplads bag Friedrichsberg og Nr. VIII) Brigaden Max Müller Nr. VII-X samt Bustrup forværk (Alarmplads bag Nr. X) og Brigaden Neergaard resten af strækningen samt Dannevirkes forværk (Alarmplads v. St. Dannevirke. Hver Brigade afgav daglig en Bataillon til forpost; deres øvrige tropper var anbragte i Slesvig med undtagelse af 19. Regiment, der lå i Hyttelejren ved Store Dannevirke. (Jensen, 1900). Thomas Kompagni er således placeret i den baraklejr som det nok selv har været med til at færdiggøre. 15

16 Lejrliv i baraklejren ved Dannevirke (E.M. Bærentzen 1856) Meget tyder således på, at 19. Regiment og Thomas har været blandt de heldige der har kunnet indtage deres lune bo ved krigens udbrud. Det har de dog, som vi efterfølgende skal se, ikke haft glæde af i ret lang tid. De kommende dage skete en række hændelser som ud fra kilderne kan beskrives således (Embree, 2007; Johansen & Nordentoft, 1938; Møller & Mentze, 1963; ): Der var hård frost i de sidste dage af januar, som fortsat herskede d 1. og 2. februar. Overkommandoen havde overvejet at lade 3. Division foretage et udfald fra centrumstilllingen d. 2. februar. Imidlertid meldte General Steinmann at 1. Division ikke havde mandskab til rådighed for et angreb. Også en mindre demonstration blev opgivet, inden den nåede at blive iværksat, idet mørket i mellemtiden indtrådte. Imidlertid havde prøjserne angrebet vor stilling ved Mysunde; men vore tropper havde ydet brav modstand og tilbageviste angrebet. Efter slaget ved Mysunde og de efterfølgende indkomne informationer blev der givet ordre til, at tropperne skulle stille klar til forsvar fra kl 4 d. 3. februar, tre timer før solopgang. Trænet blev sendt til parkpladserne, uden at man sikrede sig, at forplejningen skete fyldest. For 3. Divisions vedkommende søgte General Steinmann dog at råde bod på dette ved at udlevere en ekstra portion. 16

17 I nattens løb slog vejret om fra kulde til tøvejr med regn, så opholdet på alarmpladserne blev meget ubehageligt og trættende. Thomas Andersen i den 2den Slesvigske Krig i 1864 Ordren havde ikke været ledsaget af nogen forklaring og både officerer og mandskabet var overbeviste om, at det drejede sig om et udfald. Om stemningen skriver en dragonløjtnant: Ved alarmeringen var der liv og lystighed blandt folkene ---. Da der blev givet ordre om at sadle op, hilstes denne med et rungende hurra og blev 19 Regiment II Bataillon er markeret med rødt. hurtigt efterkommet under akkompagnement af Den tapre landsoldat. Tropperne beherskedes af en angrebsiver, der ikke var bleven mindre efter den heldige kamp ved Mysunde. De blev imidlertid skuffede i deres forhåbninger, thi kl. 11 blev afdelingerne atter befalet i kvarter. De havde nu stået 7 timer i regnen og grundet denne blev de beordret til ikke at benytte de større veje, for at bevare disse i bedst mulig tilstand; men måtte gå tilbage af mudrede og optrådte stier. De, der skulle afløse forposterne skulle spise, før de rykkede ud. I forbindelse med vagtskifte blev vi angrebet af Østrigerne og efter fægtninger ved Øvre Selk, Kongshøj, Jagel og Bustrup mistede vi forpostterrainet. Fjenden kom derved så tæt ind under volden, at den danske hær altid måtte være kampberedt. Hæren forslog kun lidt til at besætte hele den lange strækning, og den begyndte at svækkes ved mangel på hvile. I løbet af dagen slog regnen om i et kraftigt snevejr. 17

18 Natten mellem 2. og 3. Februar bag Dannevirke (Ill Tid 231). Om morgenen den 4. blev der atter frost, men senere på dagen steg temperaturen over frysepunktet. En øjenvidneskildring af disse dages konstante alarmeringer og ophold på alarmpladserne kan vi låne fra Illustrerede Tidende (1864d): Tirsdag den 2. februar om aftenen sad en del officerer i Skovby ved et gemytligt selskabsspil og tømte indholdet af en flaskekurv, som en af de tilstedeværende havde fået tilsendt fra en klub, da en ordonnans kom farende med ordre til, at vi skulle rykke ud kl. 3 den nat. Vi søgte alle hjem - på nær nogle koldblodige spillere, som havde et par dalere stående på kongen nogle for at sove, andre for at drøfte den kommende dags udsigter. Mandskabet kogte suppe midt om natten, vi fik en bid frokost og gik så til vor alarmplads. Det var just ingen let sag at stille den nat. Det vat så bælgmørk, at man ikke kunne se soldaterne, men de hjalp sig selv tilrette. Værre var det at komme ud af byen. Alle veie var fyldt med trænets vogne, som kørte nordpå. Vi kom forbi lange rækker af kavaleri og artilleri, som holdt inde på marken; lygtebærere rendte frem og tilbage, men blændede mere end de lyste; endelig kom vi ud af byen, og vandrede lydløst i mørket, der var så stærkt, at man ikke kunne kende sin sidemand. Efter lang tids forløb blev der gjort holdt, hvor det var, vidste ingen. Vi formerede Batillonskolonne, tætsluttede stod vi således sammen og ventede på daggry. Det begyndte at øsregne; den frosne jord tøede op og som vi stod den ene lange timer efter den anden, sank vi dybere i mudderet. Det blæste en skarp søndenvind, mandskabet krøb sammen som en flok får og satte ryggen mod uvejret. Endelig havde den fæle nat ende, morgendæmringen kom og vi så, at vi stod på et forkert sted. Afsted gik det atter og snart fandt vi vor rette standplads på en mark vest for Lille Dannevirke. Den mark skal jeg aldrig glemme. Her tilbragte vi resten af morgenen og næste formiddag. Det blev ved 18

19 at øse; alle veje svømmede, alt var mudder og dynd, og på denne plet gik mennesker og drev, tilsyneladende uden den ringeste nytte, Gud ved hvor længe. Om middagen var vi nogle timer hjemme i Skovby, men måtte tilbage kl. 15, og gik så på marken om eftermiddagen, hele natten, næste dag, den påfølgende nat og atter en formiddag, uden mad og uden ly eller læ, så vi af og til næsten fortvivlede. Til vor harme så vi barakkerne stod halvfærdige uden tage eller døre materialet dertil lå i stabler, men hvor var arbejderne? Intendanturen glemte os med føde i to dage, strå var ikke til at opdrive og brændslet utilstrækkeligt og vådt. Ved en del spåner og alle de ledstolper og hegn, der fandtes i nærmeste omegn, fik vi omsider et blussende bål i stand; men dette var også det eneste gode, vi havde i disse dage thi selv marketenderne kom ikke ud til os. Vor største plage var næsten fødderne. Pladsen var jo til sidst så opblødt og æltet af skylregnen og de fødder, at man sank i til ankelen og ved hvert andet skridt blev støvlerne siddende i dyndet. Vi krøb op på baraktagest lægter og sad der som forpjuskede høns, medens de tagløse hytter var fyldt med mennesker, som tyede til det lidt mindre kolde bræddegulv. Natten sneglede imidlertid hen, minut for minut, og vi talte dem alle; det blev bittert koldt oppe på lægterne og jeg krøb ned for at rører mig. I en krog fandt jeg tolv officerer sammenkrøbne i en klump for varme og selskabs skyld. Der var ingen plads og jeg vandrede videre. Midt på marken traf jeg Løjtnant B. ganske forkommen på sin af kulde rystende hest. Endelig brød den længselsfuldt ventede dag frem og man kunne da i det mindste se og finde hinanden. En tør grøftekant på en 500 alens længde blev vor Østergade, og her spadserede vi op og ned fra morgengry til aftendæmring, den ene bagefter den anden, og søgte at få tiden til at gå med passiar og skæmt, da ingen var i dårligt humør, fra det øjeblik solen stod op og sendte sine varmende stråler ned på os alle. Soldaterne satte sig i lange rækker på gærderne og hvem der fandt noget endnu i sin brødpose, spiste sin tarvelige frokost; mangen soldat faldt i søvn med brødet i hånden. Nu begyndte den sædvanlige morgenbøn på Dannevirke, nemlig kanonerne højsang, og højtideligt lyder den især for dem, der endnu intet har set til krigen. Vi stod i reserve for 7de Regiment og glædede os til at optage kampen Skydningen døde imidlertid hen; alt blev roligt og vi tog atter fat på vor promenade. Forventningen om at komme hjem til Skovby for at udhvile og opfriske sig gik ikke i opfyldelse, og om eftermiddagen vandrede vi endnu op og ned ad landevejen. Maden var aldeles sluppet op og jeg havde den frydefulde udsigt, at tilbringe den næste nat på samme måde, Natteleje på lægterne af de halvfærdige barakker ved Ll. Dannevirke (Ill Tid 231). Slikken morgensolskin på et gærde ved Lille Dannevirke (Ill Tid 231). 19

20 Selv om Thomas Regiment måske ikke har stået under identiske forhold i disse dage og at hans Divisionskommandant havde sikret en ekstra madration, så antyder ovenstående dog, at det ikke just har været hverken vinterferie eller kurophold, måske lige bortset fra slankekur. I februar måned stod den danske hær med mand samlet i den udstrakte Dannevirkestilling under kommando af General de Meza, men i Holsten stod en preussisk-østrigsk hær på over mand (Anon, 1894). Retræten fra Dannevirke Den danske overkommando besluttede at rømme stillingen for ikke at sætte hele hæren på spil overfor den overlegne fjende, og natten imellem den 5te og 6te februar begyndte tilbagetoget i al hemmelighed, for at fjenden ikke skulle forfølge. Ved afmarchen stak 9. Brigade ild på baraklejren v St. Danevirke. Det var dog ikke det der gjorde, at fjende opdagede at fuglen var fløjet af reden. Videre skriver Anon (1894): Af 19de Regiment var 2den Bataillon [det er her Thomas hører til] om aftenen d. 5te på forpost og hørte til de afdelinger, der sidst forlod stillingen. I mørket inddroges forposterne, der ved afmarchen kunde høre fjendens Hornsignaler, der syntes at tyde på, at vor tilbagegang alligevel var bleven bemærket. Regimentet trak sig ad kolonne vejene vest om Slesvig By op til chausseen, der fører mod nord til Flensborg. En strengere og hårdere march end 9. Brigade er markeret med rødt. tilbagetoget fra Dannevirke er der sjældent blevet budt soldater. stemningen var i høj grad trykket og mørk thi efterretningen om, at stillingen skulle rømmes, kom uventet for alle. Den menige mand kunne ikke forstå, at han skulde forlade den gamle vold, som fra Arilds tid havde tjent til Danmarks forsvar, og hvor han havde været beredt til at ofre livet for at hindre fjenden i at krænke dansk jord. Ved et af forpostkompagnierne, der især havde haft det anstrengende, begyndte enkelte af folkene at falde af ved Slesvig by. Man foreslog chefen, at tornystrene skulde efterlades.» Jeg vil ikke miste en eneste Mand eller en eneste tornyster, hellere må vi standse og slås, hvis fjenden trænger på «, var hans bestemte svar til kompagniet, og da de svageste af 20

21 folkene kom op på en vogn, holdt resten af kompagniet ligeså trolig ud som den øvrige hær, under den lange, sørgelige march. Soldaterne gik halvt sovende med hinanden min bepakning vejede 54 pund, geværet iberegnet. Christensen (1904). under armen hen ad vejen til Flensborg, medens sneen faldt tæt, og mange vare nærved at segne om af sult og træthed, men overalt var mands tugten god, og kun 1 underofficer og 8 mand af 19de Bataillon faldt usårede i fjendens hænder. Østrigerne forfulgte heldigvis kun svagt. Grundet forsinkelser kunne 2. Division ikke rykke ind på chausseen kl. 23:30 og følgen var, at 3. Division måtte standse op langs vejen og ikke kunne sætte sig i bevægelse igen før kl. 02:30 (Møller og Mentze, 1963). At gennemføre en march på mellem 30 og 60 km længde er i sig selv en ikke ubetydelig anstrengelse men når det skal ske i forlængelse af 4-5 dages store strabadser og fuldstændig utilstrækkelig forplejning, er kravet steget betydeligt (Møller & Mentze, 1963). Ved begyndelsen af marchen var vejene opblødte og bundløse (Anon, 1894). Det var atter blevet frost med -10 grader C, så vejen blev spejlglat, og det blæste en bidende vind fra nordøst, der nu og da slog om til en storm, der piskede islag i øjnene på de retirerende og som gjorde vejene endnu glattere. På grund af den hårde vind har temperaturen reelt føltes som var den minus grader C (Buk-Swienty, 2008). Rytterne måtte sidde af og føre hestene ved hånden og det var kun med den højeste grad af anstrengelse, at man kunne få køretøjerne med (Jensen, 1900). Uagtet hærens train var bleven afsendt ni timer forinden, blev det snart indhentet af Retræten fra Dannevirke 21

22 tropperne, mange heste styrtede og måtte efterlades, så at vejen efter hånden blev spærret af køretøjer, hvilket forårsagede langvarige og pinlige standsninger (Anon, 1894). Infanteristerne marcherede rent automatisk. De udståede anstrengelser og den stærke kulde, som var indtrådt havde påvirket nerverne, så at alle marcherede i en døs, der nu og da frembragte syner (Jensen, 1900) Den samlede afstand ad chausseen fra Slesvig til Flensborg er omkring 35 km. Oprindeligt skulle der have været en afstand mellem 2. Division og 9. Brigade, som var forrest i 3. Division, på 2 km; men på grund af de tidligere nævnte forsinkelser blev dette opgivet. Kolonnelængden for selve 3. Division var omkring 8 km, så da mobiltelefoner og bærbare radioer nok ikke var hvermandseje i 1864, må vi nok antage at der har været en hvis tidsforsinkelse på formidling af beskeder fra arrieregarden til de forreste kompagnier i Divisionen. Kl 10 formiddag blev arrieregarden indhentet af de østrigske fortropper ved Helligbæk Kro og General Steinmann befalede Brigade Scharffenberg skulle tage stilling bag Stenderup Å for, at opholde fjenden (Jensen, 1900; Liljefalk & Lütken, 1914). Dette udviklede sig til slaget ved Sankelmark og Oversø, hvor kampen først døde hen omkring kl 5 eftermiddag. Så kom natten mellem d. 5. og 6. februar. Klokken 12 dundredes der hårdt på vor gadedør: Hæren går tilbage, varm middagsmad til 12 soldater." Overvældende var det uventede budskab, men endnu mere overvældende var den forståelse, som straks fulgte efter: Nu står hærens frelse og dermed hele Danmarks fremtid på spil, kan det farlige tilbagetog lykkes? Jeg kom i et øjeblik i mine Klæder og ned på hovedgaden. Det sneede, og jorden var glat. De arme soldater, som skulde bane sig vej i det vejr og det føre, forvågede og udmattede og med Fjenden i Hælene! Til min forundring var den lange gade både mod nord og syd spærret af en uendelig masse vogne, der holdt ganske stille i tre rækker. Hvorfor i al verden kørte de ikke, nu da det frem for alt galdt om at skynde sig og give plads for soldaterne? Fængselspræsten Pastor V. Muncks optegnelser (Clausen & Rist, 1922). Arrieregarden blev således indhentet godt 13 km fra Schleswig, stillingen ved Stenderup Å var yderligere godt 4 km længere fremme og Oversø / Sankel mark knapt 9 km længere fremme ad vejen. Hvis 3. Divisions kolonne fortsat har haft den samme længde som forventet ved afgangen, så har de forreste kompagnier af 9 Brigade faktisk allerede været på vej ind i Flensborg, da slaget ved Sankelmark foldede sig ud. Ved 3. Division nåede 9. Brigades artilleri og rytteri Flensborg ca. kl. 15:00 og indkvarteredes i byens nordlige del, som 1. division lige havde forladt. Borgerne i Flensborg viste en rørende iver for at sørge for soldaterne. Ikke alene beværtede de og hjalp efter bedste evne dem, der blev indkvarteret, men de rakte også skåle med varm mad til dem, der blot marcherede gennem 22

23 byen, eller som bivuakerede på gaderne. For de tropper, som var så heldige at komme til Flensborg, var forplejningsspørgsmålet således let løst, og enkelte, driftige kompagnichefer sørgede desuden for ved indkøb at få forplejning med for næste dag (Johansen & Nordentoft, 1938). Ved middagstid havde overkommandoen i Flensborg fået melding fra General Steinmann om, at tilbagetoget var opdaget og at det havde udviklet sig til kamp (Jensen, 1900). Lyden fra kampen ved Sankelmark samt de indkomne efterretninger bevirkede at ledelsen i Flensborg besluttede at 9. Brigade sent om aftenen skulle stå tæt syd f Flensborg; men at 19. Regiment forblev på sin alarmplads i Byen. Om aftenen gav Oberst Kaufmann en fælles skriftlig befaling: 3. Division med 7. og 8. Brigade tager opstilling umiddelbart nord for Flensborg kl og 9. Brigade inddrager forposterne kl og afmarcherer gennem byen og ad de vest for samme anlagte kolonneveje 19. Regiment II. Bataillon er markeret med rødt. med så kort ophold som muligt for derpå ad chausseen at fortsætte deres march (Johansen & Nordentoft, 1938). 11. Regiment som deltog i slaget ved Sankelmark, blev efter ankomsten til Flensborg stillet som forposter for natten. (Liljefalk & Lütken, 1914). Hen ad kl indløb melding fra 7. Brigade med melding om udmattelse pga. kampen 23

24 ved Sankelmark og 19. Regiment fik ordre til at afløse på forposten. Regimentet afmarchere ved midnat fra sin alarmplads til byens sydkant. Da det i efter oberst Kaufmann s befaling atter skulle tilbage om 5-6 timer, bestemtes efter en længere diskussion mellem divisionskommandøren, Oberst Neergaard, og souschefen, Kaptajn Tvermoes, at II./19. R., der skulle udstille forposterne, ikke skul-le gå helt frem til det sted, hvor 7. Brig nu var, men nøjes med at bevogte vejene nærmere Flensborg, uanset at der da ingen forbindelse blev i forpostkæden. Træthed, og vel navnlig mangel på søvn, havde om aftenen fremkaldt hallucinationer hos overmåde mange, og et sådant tilfælde indtraf nu også ved II./19. Regiment. Vest for chausseen var kolonnevejen, som førte uden om Flensborg, oplyst ved en række lygter, og mellem kolonnevejen og chausseen gik soldaterne frem og tilbage i 17. Regiments Bivuak. Chefen for II./19. Regiment, Kaptajn Magius, gik sammen med Kaptajn Harboe og Adjudanten i Spidsen af Bataillonen ud mod bomhuset, da for Kaptajn Magius, som ikke havde fået mere end 2 timers søvn i de sidste 3 døgn, lygterne og soldaterne i bivuakken blev til et jernbanetog, der kom fra syd og standsede ved Skovkro, hvor preussiske soldater myldrede ud og ordnede sig i kompagnier og batailloner. Kollegaen Harboe fik samme syn. Bataillonen afløste 7. Brigade kl Endelig begyndte de at komme, trætte og udasede af det strenge vagthold ved Dannevirke og af den yderst besværlige nattemarch, og hele 6. februar drog det ene Regiment efter det andet gennem Flensborgs lange gade. Alle disse tusinder blev rigeligt bespiste, og jeg tror, at ikke en eneste gik sulten fra det rige bord, som danske, og vist også tyske borgere den dag dækkede for de hungrige. Mørket begyndte at komme og med det lyden af kanonskuddene fra kampen ved Sankelmark, som kun ligger en milsvej sønden for Flensborg. Der kæmpedes altså i vor nærhed, og vi måtte være forberedte på, at der om føje tid kunde blive gade-kamp i Flensborg. Fængselspræsten Pastor V. Muncks optegnelser (Clausen & Rist, 1922). 0100, hvor 8 Mand af Brigade er markeret med rødt. Regiment var frosset ihjel i løbet af natten. 24

25 Selvom man gennemskuede meldingen om Jernbanetoget gjorde risikoen for at det falske rygte skulle sprede panik, at generalmarchen blev fremskyndet. Kl 0130 blev der blæst til generalmarch, og regimentet gik straks tilbage til alarmpladsen, hvor mandskabet fik lov til skiftevis at gå ind i husene. Et Kompagni besatte Flensborg Nørre Port. Dette afbrød hvilen for 3. Divisions afdelinger i Flensborg et par timer tidligere end forud bestemt; men befriede dog andre for fortsat bivuakering, som i den kolde vinternat og i snevejr sikkert har været mere ødelæggende end en march (Jensen, 1900; Johansen & Nordentoft, 1938; Liljefalk & Lütken, 1914). Næste morgen, d. 7., brød 19. Regiment atter op og hele kolonnen havde forladt Flensborg by kl og marcherede ad Sønderborg til med 9. Brigade bagerst (Anon, 1894; Johansen & Nordentoft, 1938). Trainko-lonnen var 15 km lang og troppekolonnen 18 km. 3. Division holdt 2 timers hvil fra kl ved Grå-sten og 9. Brigade endda til kl 2000 i den tro, at den skulle forblive der og i Adsbøl for natten (Johansen & Nordentoft, 1938). Ingen-steds kom det til kampe; men der var mange andre vanskeligheder at kæmpe med. Vejret var lige råt og koldt; islaget gjorde det lige vanskeligt at finde fodfæste for mennesker og dyr; styrtede heste og væltede køretøjer standsede afdelinger-nes march; men kræfterne til at overvinde alle disse hindringer var yderligere svækket; med møje slæbte folkene sig frem, ikke få på hosesokker, fordi de våde, frosne støvler gnavede de ømme fødder for hårdt (Jensen, 1900; Liljefalk & Lütken, 1914). I løbet af natten til d. 8. nåede 19. Regiment yderst udmattede frem til Sønderborg (Anon, 1894; Storch, 1947). På gaden var det vanskeligt at komme frem, en urolig menneskevrimmel bølgede frem og tilbage, adskillige Kom-pagnier af vore soldater stod opmarchere-de, rede til at rykke ud; Sent kom vi i seng, snarere for at lytte end for at sove; midt på natten lød der danske hornsignaler, det var 21. Regiment, det sidste som gik gennem byen; det klang så frejdigt og dog så vemodigt. Siden den gang har der aldrig lydt danske signaler i Flensborg, og vi kan ikke glemme dem. Fængselspræsten Pastor V. Muncks optegnelser (Clausen & Rist, 1922). imod aften blev vi indkvarterede i Adsbøl, men straks efter igen udblæste for at gå til Sønderborg, på denne tur blev vore tornystre kørte, da vi var ganske udmattede og næsten ingen søvn havde fået i fem nætter. Oppe i hovedgaden i Sønderborg ankom vi om natten. Jeg faldt om på gaden og sov. En løjtnant sparkede mig med foden idet han sagde: Søn stå op, du kreperer ellers på stedet, og omsider kom vi dog i hus. Christensen (1904). De samlede tab under tilbagetoget var 10 mand døde (vistnok alle frosset ihjel natten til den 7.). Under marchen var det naturligvis ikke lykkedes at få alle med. Mange som blev ladt tilbage, fandt dog senere udvej til atter at slutte sig til hæren, således at de der faldt i fjendens hænder kun beløb sig til 120 mand. 25

26 173 mand deserterede, alle sydslesvigere. Hertil kom tabet af 877 ved 7. og 8. Brigades kampe (Johansen & Nordentoft, 1938). Som tidligere nævnt mistede 19. Regiment kun 1 underofficer og 8 menige, der faldt usårede i fjendens hænder. Transporten til Fredericia Overkommandoen havde bestemt at 3. Division skulle overføres til Fredericia og at lade den rykke frem imod Kongeåen, så snart tropperne var i stand til at tiltræde marchen. 3. Division blev underlagt General Hegermann-Lindencrone, så længe den opererede i forbindelse med 4. Division. 3. Divisionens Afdelinger skulle i tilfælde af angreb retirere til Fredericia. 3. Divivision, 8. og 9. Brigade under kommando af Oberst Neergaard stillede efter ordre d. 9 februar om morgenen kl 0700 ved havnen i Sønderborg for at overføres til Fredericia. Det var en bitter kold morgenstund med skarp østlig vind og fin frostsne, som føg ind overalt; de syv dampskibe til mand, som tilligemed nogle transportbåde til hestene lå ved bolværket; men skulle først indtage nogen proviant; det varede derfor til kl. 11 om formiddagen, før alt var klart til afsejling og tropperne måtte tilbringe de lange ventetimer med at trampe i den frosne jord og slå armene mod skuldrene for at holde lidt varme i kroppen. Der manglede fortsat plads og der måtte skaffes endnu et dampskib og endda efterlades et Kompagni af 19. Regiment, samt trænet, der først afsendtes den 11. og 12. Om bord i damperen stod folkene tæt sammenstuvet både i lasten og på dækket, det blæste op til en halv storm, og sneen skjulte næsten både skibe og land. Søen slog gennem lugerne, som måtte være åbne for at skaffe luft ned i lasten, og øgede søsygens kvaler; kun 3 af de 8 dampere nåede Fredericia om aftenen og fik landsat deres mandskab til dels i både. Dania løb i tusmørket og snetykningen på grund ved Lyngsodde, de andre dampere ankrede allerede ved Assens. Først i løbet af den næste dag var de to brigader samlet og indkvarteret, dygtig medtaget af den strenge Sørejse. Hestebåden blev først En dag og endnu en nat blev vi i Sønderborg, så kom vi med tre dampskibe til Fredericia, og det i stærk snestorm. Jeg krøb ind under et halvdæk foran på dampskibet, og det hoppede i søerne så vandet kom ind gennem ankertovshullerne og overskyllede mig, så jeg måtte ud på dækket. Hen imod aften nåede vi Fredericia, vi løb på grund og kom ikke helt ind til skibsbroen. Jeg var en af de få, der denne aften kom i land, da jeg var vant til at springe i en båd, som mange ikke turde risikere, og de måtte derfor opholde sig noget længere på skibet. Christensen (1904). udskibet d. 11. Divisionen rytteri, artilleri og træn manglede endnu; for at bøde lidt herpå blev den ene halvdel af rytterdivisionens batteri og et halvregiment af 3die dragonregiment afgivet til fodfolket. 26

27 Foreløbig indkvarteredes afdelingerne i Fredericia, men ulempen ved, at trænet ikke var med, føltes stærkt, navnlig var der mangel på brød. Værre var det dog, at ammunitionstrænet var skilt fra afdelingerne, således at disse kun rådede over de patroner, der medførte i taskerne, 60 pr Md. (Johansen og Nordentoft, 1936; Liljefalk & Lütken, 1914). Divisionens eget træn udeblev meget længere end beregnet, da det på grund af storm måtte landsættes i Faaborg. Under marchen herfra til Fredericia standsede det i Assens, hvorom Overkommandoen først fik kundskab den 17. Det fik så ordre til uopholdelig at fortsætte marchen, men nåede først Divisionen efter Kolding var rømmet (Johansen & Nordentoft, 1936) Tirsdag d. 9., Samme dags eftermiddag kom de fø-rste tropper fra Dannevirke, og jeg, som var ene tilbage i hjemmet, fik først en Løjtnant St. med oppasser og dragon i kvarter. Senere på afte-nen fik jeg endvidere 50 menige af 19de og 21de Regiment, som var an-komne søværts hertil. Da pigerne endnu var i huset, kunne der sørges for dem på bedste måde med for-plejning, men til logi, var der ikke mulighed for andet, end at de kunne kommer under tag i det pakhus, hvis indhold var på vejen til Svendborg Udmattede og forkomne, måtte de med våde klæder og fodtøj krybe i halmen. Deres tilstand var ynkvær-dig. Mange havde i 4 uger ikke været af klæderne, og de sidste 5 døgn havde de hverken fået søvn eller husly, idet de dels alarmeredes af fjenden og dels måtte fortsætte til-bagetoget, under hvilket de gik so-vende eller segnede om på landeve-jen, mennesker og heste mellem hverandre, så de hvert øjeblik måtte vækkes for ikke at falde i den sidste søvn. Dertil kom en stærk kulde og isslag, som yderligere besværlig-gjorde marchen. Hvad de stakkels mennesker havde gennemgået, er ubeskriveligt. (Bønnelycke, 1904). Voldgrav ved Fredericia. Fredericia set mod øst fra Oldenborg Bastion i 1861 (efter akvarel af Ivar von Bille). 27

28 Da folkene havde hvilet en dags tid efter den tørn rykkede brigaden Neergaard til Kolding og overtog bevogtningen af grænsen hen til Hvilsted Kro ved Egstrup (Jensen, 1900; Liljefalk & Lütken, 1914). Ved Kolding Den 12. Februar kom Oberst Neergaard med sin kombinerede Brigade til egnen ved Kolding, og 19. Regiment og Espignolerne besatte Kolding (Jensen, 1900). Til forpost udkommanderedes 2 Kompagnier og ½ Eskadron under Kaptajn Darre som forpostkommandør. Som Repli 2 Kompagnier i sydlige del af Kolding, hvor det tillodes mandskabet at søge ly i de nærmeste huse, broen barrikaderedes og besattes med 2 espingoler. Regimentets anden Bataillon befandt sig i stærkt sammentrængt Kolding. (E.M. Bærentzen 1856). kantonnement i det østlige Kolding, nær vejen til Fredericia, rede til hurtig udrykning. Yderligere var der opstillet ¼ Kompagni På Petersbjerggaard som skytsbedækning og et ¼ Kompagni ved Kolding Mølle (Johansen & Nordentoft, 1936). Oberst Neergaard lavede en strategi for Koldings og grænsens forsvar. Ved fjendtligt angreb skulle stillingen ved Kalkovnen og skovbakkerne ved Dyrehavegaard forsvares af 19. Regiments 2. Bataillon. Til forberedelse af tilbagetoget foranledigede Oberst Neergaard, at vejene, der var tilføgede under det stærke snefog den 10. og 11., blev ryddede ved Bøndernes foranstaltning. Oberst Neergaard havde i løbet af d. 16. haft travlt med at ordne forsvaret af grænsen. Til forsvar af Kolding By, 3 Kompagnier af 19 Regiment, et på forpost på bakkerne Syd for byen, et med 2 Espignoler, til forsvar af den stærke barrikade ved Sønderbro, et som reserve på torvet ved enden af Søndergade. I optagestilling på en bakke Nord for byen, Vest for Fredericiavej, 1 Kompagni med 2 Espignoler. For så vidt muligt at skåne Kolding skulle modstand i byen ved en større fjendtlig styrke ikke gennemføres til det ydersted, og alle skulle ved eventuel tilbagegang tage stilling i Dyrehavegaards Skov til flankering af stillingen i Kalkovnen. I Hovedstillingen, hvor der skulle gøres hårdnakket modstand: Venstre Fløj ved Kalkovnen, II/19. Regiment, 2 Kanoner, 2 Espignoler (Reserve: 20. Reg.). Højre Fløj, II/21 samt I/21 og hovedreserve, 9. Regiment ved Gudsø-Passet (Johansen & Nordentoft, 1936) Den 17. Formiddag syntes forholdene med hensyn til fjenden i hovedsagen uforandrede (Johansen og Nordentoft, 1936). Syd for åen stod godt og vel mand, nord for havde general Hegermann af fodfolk kun ca mand; der manglede deres patronvogne, som endnu ikke var kommet fra Als. De to Brigader skulle senere danne besætning i Fredericia; så blev de ødelagt i 28

29 kampen i åben mark var fæstningens skæbne afgjort med det samme. Rytterkorpset talte vel et par tusinde ryttere; men det hele blev næppe en tredjedel af fjendens styrke (Jensen, 1900; Liljefalk & Lütken, 1914) 19. Regiment og nogle af de omtalte stednavne er markeret med rødt. Om eftermiddagen blev det tydeligt, at Fjenden nærmede sig Kolding med store styrker. Oberst Neergaard meldte, at fjenden med fodfolk og rytteri var nået frem til en linie ca 6 km Syd for Kolding. Alt syntes således at tyde på en fremrykning til grænsen ved Kolding Å den 18. Hans rytteri ville næppe kunne sættes samlet ind, da dyb sne gjorde terrænet ret ufremkommeligt udenfor vejene. Oberst Neergaard benyttede dagen til at instruere sine afdelinger og indøve besættelsen af stillingerne, forberedelser der bragte liv i tropperne med den forestående kamp for øje. Om eftermiddagen befaledes alle at være på plads næste morgen kl Om aftenen kl 1000 kom General Hegermann for at konferere med Neergaard. Det besluttedes, at grænsen ikke skulle 29

30 forsvares. Oberst Neergaard kunne ikke give General Hegermann fuldstændigt medhold; men måtte naturligvis rette sig efter hans ønske (Johansen & Nordentoft, 1936). Idet 8. Brigade straks skulle afgå til Fredericia, måtte Oberst Neergaard lade den lagte forsvarsplan falde og kun stræbe mod, at 9. Brigades lange og navnlig på strækningen mellem Gudsø og Fredericia besværlige retræte ikke kunne kompromitteres, og at der ikke bragtes større ofre uden tilsvarende resultat. Han befalede, at i Løbet af natten skulle følgende udføres: I Kolding forblev kun Kompagniet Darre (19 Regiment, II Bataillon, 3. Kompagni) med tynd forpostkæde Syd for byen. Ved Gudsø, 7 Kompagni af 19. Regiment og Halvbatteriet (Jensen, 1900; Johansen & Nordentoft, 1936). I morgentimerne d. 18. sporedes ingen bevægelse hos fjenden. Kompagniet Darre stod meget isoleret, ikke engang Ritmester Bauditz 2 Eskadroner var sendt frem for at støtte dets tilbagegang, og der ville hengå ret lang tid, inden det kunne få sine forposter inddragne. Darre. regnede med, at det ville tage 1 time for ham at nå stillingen ved Kalkovnen ved tilbagegangen. Ca. kl. 10 fik han fra Eskadronen ved Paaby melding om, at Fjenden var i Lejrskov, samt om fremrykningen fra Gelballe Skov. Kl 1100 gav hans patruljer en overdreven melding om, at fjenden rykkede frem, hvorfor han sendte en officer frem for at undersøge sagen, men endnu inden denne var kommen tilbage og havde meldt, at det var blind alarm, kom der fra ritmesteren ved Paaby en forespørgsel, om han måtte trække sig tilbage, og straks efter melding om, at han var gået tilbage mod Viv-Almind. Det kan ikke forbavse, at Kaptajn Darre efter disse meldinger måtte tro, at fjenden var trængt frem med så store styrker, at han var stærkt udsat for at blive afskåret. Han samlede derfor sit Kompagni og afsendte kl 1230 følgende melding til Oberst. Neergaard: Da kavaleriet ved Paaby og Harte har trukket sig tilbage mod Almind overfor en overlegen fjendtlig styrke og min højre flanke således er blottet, ser jeg mig nødsaget til af forlade Kolding. Ved udgangen af byen mødte Kaptajn Darre et Kompagni af 21. Regiment, som Oberst Neergaard havde sendt frem til afløsning under hensyn til de rolige forhold Syd for Kolding, ligesom han også havde befalet afdelingerne, der i den bidende Østenvind havde stået på alarmpladserne fra tidlig morgen, til at gå i kvarter (Johansen & Nordentoft, 1936; Liljefalk & Lütken, 1914). Med de to Kompagni fortsatte Kaptajn Darre til Kalkovnen, hvor han traf Oberst Neergaard, der, da Kolding nu engang var rømmet, befalede ham at slutte sig til Brigaden. Da fjenden opdagede at vi havde forladt Kolding rykkede han straks ind i byen. Husarernes fører, Major von Alvensleben, var med en patrulje redet frem ad vejen mod Fredericia og tæt nord for Kolding stødte han på 2 Eskadron 3 Dragonregiment og standsede til begge husareskadronerne nåede ham. Fra bakkerne ved Petersbjerggaard sås en husarpatrulje i kamp med danske dragoner, men da dragonerne fik øje på de fremsprængende preussiske Eskadroner, red de skyndsomst mod Nørre Bjert, skarpt forfulgt. To Eskadroner af vort 3. Dragonregiment, som stod vest for Nørre Bjært, skulle dække tilbagegangen. Den ene holdt på landevejen, og det var dens 30

31 fremsendte patruljer, som havde tumlet sig med de preussiske husarer på markerne foran; den anden eskadron havde fået lov til at hvile lidt ud i de omliggende gårde efter en streng nattevagt; men den var nu bleven samlet, og begge Eskadroner holdt på vejen, da vor patrulje kom jagende tilbage, forfulgt af husarerne. De to preussiske Husareskadroner var tilsammen over 200 mand, vore ikke stort over 120; men i et chock på landevejen havde vi dog nok stået os med vore kraftigere heste; dertil kom det imidlertid ikke; der blev kommanderet omkring, og tilbage gik det mod Gudsø. Lidt vest for Nørre Bjært nåede de lete husarer dragonernes bagtrop og vekslede hug med dem; men den vile jagt fik snart en ende. Kaptajn Dare havde taget stilling i udkanten af Hulskov, og da preusserne hørte rifeluglerne pibe om ørerne, vendte de hurtigt om. Vi mistede 2 døde og 3 fanger, preusserne havde 1 officer og 4 husarer sårede. Både kaptajn Darre s infanterister og dragonerne nåede uden at forulempes videre til Gudsø, hvor de blev optagen af brigaden Neergaard (Johansen & Nordentoft, 1936; Liljefalk & Lütken, 1914). Da 4. Division nu måtte anses for at være ved Vejle og da fjenden havde overskredet Grænsen, kunne der for Oberst Neergaard ikke længere være nogen grund til at udskyde sin afmarch og uhindret af fjenden nåede han om eftermiddagen bag Gudsø og Elboda-len (Johansen & Nordentoft, 1936). Fredericia den 21. Februar: Min kære, højtelskende Kone! Jeg nu er kommen tilbage til Fredericia efter at have været paa forpost ved Kolding en otte dages tid. Vi var på forpost hveranden dag; men natten imellem onsdag og torsdag blev vi blæst ud og måtte trække os tilbage til en by, som hedder Gudsø, og der måtte vi så tage forpoststilling, og så måtte vi ligge på marken den nat. Det var den tredje nat, at vi havde ligget på marken, dog uden at vi nåede at se dem; men den ene af vores Batailloner kom dog til at skyde på dem, men vi har endnu ikke været i lag med dem, og det er jo også det bedste at være fri for. Brev fra en Underkorporal ved 19. Regiment (Larsen, 1897). Fredericia Da Lunding, som kommandohavende i Fredericia, d 18. februar fik efterretning om, at fjenden havde besat Kolding, blev Brigaden Neergaard d 19. Feb trukken bag Elboafsnittet og indtog med sit ene Regiment en forpoststilling, der støttede sin højre fløj til Randsfjord, medens det andet Regiment dannede reserven med 1 Bataillon i Stovstrup og 1 Bataillon i Fredericia. Den følgende dag blev Brigaden Neergaard afløst af Brigaden Scharffenberg og afløsningen foregik fremdeles hver anden dag. Forpostkommandoen skiftede, således, at kaptajn Beissenherz var forpostkommandør for Neergaards, og Kaptajn Stockfleth for Scharffenbergs Brigade (Jensen, 1900). 31

32 Fæstningsforsvaret var delt i 2 Rayoner, den nordre og den vestre. Den nordre, som tillige omfattede den befæstede lejr, strakte sig fra østre strand til Prinsens Port, og den vestre derfra til den modsatte strand (Oldenborgbastion). Forsvaret af den førstnævnte del var underlagt Oberst Scharffenberg og af den sidstævnte Kommandøren for 21. Regiment Oberstløjtnant G.J.V. Nielsen, der midlertidig havde overaget Brigaden Neergaard, så længe Oberst Neergaard kommanderede Divisionen. Besætningen på hver front bestod af den kommanderendes brigade, og af den besatte det ene Regiment forterrænet med 1 Bataillon og fæstningsvolden med den anden Bataillon, medens det andet Regiment kantonnerede i byen. I tilfælde af alarmering skulle Oberst Scharffenberg afgive 2 Batailloner til den befæstede lejr og til gengæld forstærkes med 1 Bataillon af Oberstløjtnant Nielsen Brigade (Jensen, 1900.) 19. Regiment kom tit på forpost; men hver gang det viste sig, holdt fjenden sig på afstand og Regimentet kom ikke i ilden (Anon, 1894). D. 18 Februar overskred fjenden Kongeåen, og som følge deraf var forvirringen stor over hele byen. Skønt man ikke kan fortænke nogen i først og fremmest at sørge for sit eget under slige omstændigheder, er det dog for en fabriksdrift et føleligt savn, når den i forvejen sparsomme arbejdskraft bliver endnu Bønnelycke (1904)sparsommere derved, at arbejdsfolk forlade byen, blive marketendere eller på anden måde søger at drage sig forholdene til nytte; thi den hjælp man kan få af soldater i deres ledige timer er ikke til at gøre regning på. Bønnelycke (1904) Beskrivelsen af en typisk hverdagsmorgen for soldaterne i fæstningen vil jeg overlade til den nytilkomne aspirant Rist (1989): Hver morgen klokken fire måtte soldaterne ud af halmen, og klokken fem stod hele Fredericias besætning i alarmstilling. Man ventede altid fjendens angreb i dagbrækningen. Det ene kompagni efter det andet kom marcherende til deres bataljons alarmplads. Der blev givet melding, der blev kommanderet rør, og der indtrådte friere bevægelser i geledderne. Folkene satte sig ned på fortovet, på gadedørstrapperne og på stenbroen med ryggen lænet op til husene. De kompagnier, som ikke På forpost ved Fredericia. skulle på forpost, men som efter alarmstillingen gik i kvarter igen, havde ikke tornystrene på. Nogle af folkene 32

33 gav sig til at spise i den tidlige morgen. Det var en vane for dem straks at få madposen frem, når der blev kommanderet rør. Man vidste jo ikke, hvornår der atter kom en lejlighed til at få en bid en tom mave, det er den danske soldats natur imod mange havde desuden heller ikke i de mørke kvarterer og i den søvndrukne hast fået tid til at tage sig et lille morgenmåltid. Andre faldt lidt efter lidt i søvn. Halvfrysende, sammenkrøbne op ad hinanden, indtog de uvilkårligt alle mulige stillinger, brugte hinanden til støtte ryg mod ryg, den enes hoved på den andens mave, benene ind imellem hinanden eller spærret ud til alle sider. Officererne gik op og ned, hvor der var en smule plads, eller satte sig i en lille klynge på det øverste trin af en trappe, hvorfra de kunne overse gaden og folkene. En kold, hvidgrå morgenluft bredte sig over den hele scene. Der var en blanding af hvile og forventning over den. Man vidste, at nu havde forposternes patruljer travlt ude foran fæstningen, at de nu gik langt ud imod fjenden for at se, om han dog ikke denne morgen havde noget i sinde. Og hørte man så en lyd, som af et skud i det fjerne, spidsede man ører, de halvsovende lukkede øjnene op og så sig omkring uden at forandre hovedets stilling, andre rejste sig halvt og lyttede. Men kom en ordonnans travende nede ved enden af gaden, blev der ganske tyst, og alle, der ikke var faldet hen i en altforglemmende søvn, så efter ham, til han forsvandt ned ad en sidegade. Når klokken så nærmede sig syv, kom der uro i blodet; bataljonerne skulle nu enten rykke ud til afløsning af forposterne eller hjem i kvartererne for at have en hviledag. Folkene gjorde sig færdige. Træd an! lød det, og der kom bevægelse i dem alle. Lidt efter marcherede kompagniet af sted, idet soldaterne satte fødderne hårdt i den toppede, hullede stenbro for at holde varmen. Febr. 27. Fra morgenstunden af var byen alarmeret, men det viste sig snart, at det intet havde at betyde (Bønnelycke, 1904) Febr. 22. I dag begravedes på Michaelis Kirkegård 2 jyske dragoner (de første faldne krigere på denne egne), som blev skudt i en forpostfægtning ved Nørre- Bjert i fredags. Bønnelycke (1904) Den 27 februar er Thomas på sygestuen i Fredericia og efterfølgende fra 1-16 marts på sygestuen på Odense Slot. Han har formodentlig befundet sig på landevejen mellem Fredericia og Odense d. 28.februar og tilsvarende i modsat retning d. 17. marts. Omstændighederne kender vi ikke, men skulle de via arkivstudier dukke op, vil de naturligvis blive tilføjet. Mens Thomas således er fraværende fra Fredericia, vil vi alligevel følge hans regiment og livets gang i Fredericia, da deres oplevelser i denne periode også i et eller andet omfang bliver Thomas, når han vender tilbage til Kompagniet. Morgenbesøg hos underlægen (Ill Tid 242). 33

34 Forposterne foran Fredericia var den 8. marts besat af 20. Regiment, ½ Eskadron og 2 kanoner af Batteriet Klein og 2 Kompagnier af 21. Regiment og 6 kanoner af samme batteri stod i Fredericia som Hovedreserve (Jensen, 1900). I løbet af den senere fægtning blev der udsendt en patrulje af 19. Regiment for at afsøge Erritsø og eventuelt rykke frem mod Henneberg for at skaffe Underretning om Kompagniet Daue. Patruljen mødte foran Erritsø en heftig ild og var nødt til at gå tilbage til fæstningen. Kompagniet Daue m.fl af 20. Regiment blev meldt savnet efter episoden; i alt 4 officerer og 188 underofficerer, underkorporaler og menige samt 3 ambulancesoldater af 3. Division. Den udsendte patrulje af 19. Regiment fik 1 underofficer og 3 menige såret (Cohen, 1865). Marts 8. Kl. 10 formiddag blev der blæst alarm, og alt hvad der var i fæstningen af militær kom på benene, så at byen i et øjeblik var som blæst tom for soldater. General Wilster gik under alarmeringen ganske rolig ned ad gaden, kom et øjeblik efter tilbage til hest, og kun en time senere var han såret tilligemed hans stabschef, kaptajn Hoffmann, hvis ene ben desværre måtte amputeres. Der havde nemlig udviklet sig en temmelig betydelig fægtning her udenfor med et for os uheldigt resultat. Marts 9. Med bevidstheden om at være indenfor tyskernes skudvidde tilbragtes natten meget uroligt, og denne dag blev også en sand forstyrrelsesdag. Hvert øjeblik ventedes bombardementet Marts 14. I morges Kl. 10 Alarmering, som dog intet havde at betyde. En stærk storm hele dagen hindrede overfarten til Strib, så at færgen ikke kunne afgå førend kl. 5 eftermiddag. Marts 15. Trinitatis kirke er nu fuldstændig ryddet tom og koret dækket af en bræddevæg, da den skal tages i brug af militæret. Marts 16. Den bonde fra Erritsø, som i søndags nat blev skudt ved forposterne, der antog ham for spion, fordi han ved at køre efter jordemoder havde så stærkt hastværk, at han ikke lod sig standse, er nu død på lazarettet efter hårde lidelser. Hvor beklagelig denne tildragelse end er, var det dog undskyldeligt af den soldat, der skød ham, thi spionernes tal er legio. Marts 17. Atter alarmering. Marts 18. I dag blev der gjort alvor af en ny, større oprømning. Alt tyder på, at bombardementet snart vil begynde. Marts 19. Midt under afskibning af sagerne til Bogense blev der blæst alarm, og soldaterne, som var beskæftigede dermed, måtte bort. Der fandt nemlig en fægtning sted udenfor voldene, i hvilken bl.a. faldt løjtnant Christensen, adjudant ved 21. Regiment, søn af Balthazar Christensen. Som følge af denne alarmering var forstyrrelsen resten af dage på de højeste. Bønnelycke (1904). 34

35 Bombardementet af Fredericia Med Jensen (1900) og Liljefalk & Lütken (1914) som kilder kan bombardementet beskrives således: Natten mellem den 19de og 20de marts havde der jævnligt været vekslet riffelskud med fjendens forposter ved Fredericia og volden havde delvis været besat. Da dagen brød frem Palmesøndag en smuk, klar solskinsmorgen, spejdede vore folk ud over marken for at få øje på fjenden; da lød der en susen over hovedet og snart efter et brag fra byen; en granat var sprungen i et Hus; den efterfulgtes hurtigt af flere, og alle forstod, at Fredericia blev bombarderet. Morgenroen afløstes af larm og forvirring; de tilbageværende indbyggere ilede forskræmte ud i det fri for at søge ly mod de springende granater; mødre med børn på armene, i hast sparsomt påklædt i det kolde martsvejr; gamle mænd, drenge og piger, alle forlod Marts 20., Søndag. Skønt bombardementet hvert øjeblik var ventet, kom det dog temme-lig overraskende, og mindst af alt tænkte vi på, da vi i morges vågnede, at kugler og gra-nater allerede i nogen tid havde spillet lystig omkring os. Det mærkedes straks, at der ikke fyredes med så svært skyts som i det forrige bombardement, men til gengæld var antallet af skud og eksplosioner langt hyppigere og mere fordelt over hele byen, så at der intet steds var sikkert. Bønnelycke (1904) Fredericia s bombardement 2. dag. (V. Rosenstrand). de hjemmene, hvor de sammenstyrtede mure, nedraslende tage og ildens rasen øgede rædslerne ved granaternes sprængning. Vi besvarede ilden; men uden virkning. Fjendens beskydning gjorde dog heller ikke vore fæstningsværker nogen skade af betydning; derimod tændte den ild såvel i lejre, som i byen og i denne udbredte ilden sig mere og mere. Generalalarmen gik i byen, og soldaterne strømmede fra alle Kanter til deres stillingspladser for at være rede til at møde forventede storm. Allerede tidligt den første dag tændte en granat Garnisionssygehuset, hvor der lå omtrent 200 syge og sårede; men Overlæge Collstrup fik dog alle reddet ud af den brændende bygning, og samme formiddag blev de overført til Bogense. Fredericia havde ingen skudsikre rum og soldaterne, som ikke var til volds, søgte derfor dækning så tæt op ad den indre voldskråning som mulig, medens indbyggerne søgte ned til stranden for at blive overført til Fyn. Ved mørkets frembrud sagtnedes skydningen; men den blev, om end svagere, fortsat natten igennem for at holde besætningen i ånde og hindre slukningsarbejderne; ved daggry tog den til i voldsomhed og vedblev til kl. 1300, så blev 35

36 Men nu begyndte noget værre, og det var at tyskerne begyndte at bombardere os i fæstningen, og det fra tre batterier, nemlig Erritsø, Fuglsang og Trælleskoven, og de var så langt ude, at vi ikke kunne nå dem med vores gamle kanoner. En morgen, som jeg stod ved døren foran skrivestuen, blev jeg var, at der blev skudt på Veismølle, som stod på volden, og den blev truffet så godt, at sejlene gik helt i stykker. Jeg gik ind og fortalte det, som de først ikke ville tro, men de fik det herefter bedre at vide, da vi til sidst måtte flygte med skrivestuen ud på kastellet, da husene brændte ved siden af os, og en syg mor som boede sammen med sine døtre lige over for, måtte vi bære ud af huset som brændte. Alle civile folk flygtede nu over til Fyn, da det brændte rundt om i byen, og flere huse blev skudt helt sammen. Mange butikker blev plyndrede af soldaterne, og de brugte sædvanlig det finere udtryk, at de havde reddet det, for at tyskerne ikke skulle få det. Det gik mest ud over tobak, cigarer og andre lækre varer, og de skånede heller ikke piber, stokke, hatte og deslige. En korporal Schau på regimentskrivestuen kom med en stor flaske apoteker hårolie, og vi smurte os alle ind, så vi lugtede så dejligt. Vi kogte ofte chokolade, som vi også havde nok af, men den blev mig alt for tyk. Vi havde også en ko, som vi kunne malke, men da vi ikke havde mere lyst, så lod vi den løbe. Vinduer, døre og andre sager blev slæbt hen bag volden, og her byggedes små huse, hvor soldaterne lå og sov i dækning om natten. Christensen (1904). der på engang stille og kort efter meldte en parlamentær sig ved forposterne med et brev fra feltmaschal Wrangel til General Lunding. Så snart Lundings afslag på overgivelse var returneret begyndte bombardementet igen og varede til mørkets frembrud, så standsede det, og alt var roligt natten igennem. Blandt soldaterne faldt den første dag 16; 1 Officer og 19 mand blev såret. Det var dog ikke kun bombardementet, som voldte dette tab; foran volden kæmpedes mellem forposterne og på Vestfronten gik feltvagterne tilbage bag oversvømmelsen; fjenden mistede 13 mand under disse småkampe. Vort tab den anden dag var 3 døde og 13 sårede. Prinsensgade efter bombardementet (C. Junod). 36

37 Næste dag bombarderede tyskerne endnu lystigt løs, og da jeg stod i Prinsessegade og talte tysk med nogle sydslesvigere, som var ansat ved sprøjterne, fordi de var tysksindede, sprang en granat tæt ved os, og ramte nogle af dem. Da jeg kom tilbage igen, blev jeg beordret hen til major Saabye angående vor Indendant, som gerne ville over til Fyn. Da jeg kom hen, hvor majoren havde boet i Riddergade, var huset udbrændt, og det mærkelige var, at en granat i samme øjeblik slog ned i en flok høns uden at træffe mig Den værste jeg så, var en blikkenslager, der lå afklædt i sin seng med hele hovedet og benet knust. Christensen (1904). I den nordlige bydel var ikke mindre end 35 bygninger nedbrændt og 93 mere eller mindre beskadigede. Navnlig i kvarteret nord for Dan-marksgade mellem Vendersgade og Kongensgade. Det meste af brandkorpset var flygtet til Fyn, så der udkommanderedes soldater til slukningsarbejdet. Foruden de militære tab dræbtes 1 mand og 1 barn samt såredes 3 mænd og 1 kvinde (Jensen, 1900; Liljefalk & Lütken, 1914). Under bombardementet d såredes menig Nr. 501 af 8. Kompagni, 19. Regiment, Rasmus Frederik Christensen, som døde på lazarettet i Bogense d og begravedes på Bogense Kirkegård d (Anon, 1894; Cohen, 1865). En brandtomt i Prinsessegade (Ill Tid 240). Dette er ifølge Cohen (1865) det eneste reelle krigsoffer som 19 Regiment havde i hele krigen. 24 andre soldater døde, hvoraf 1 selvmord. Resten skyldes sygdom og de 15 er døde af tyfus. Soldaterne frøs i den skarpe østenvind, og fik lov til at hente ved fra brandstederne. Det var dog svært at holde fingrene fra de spise- og drikkevarer som de fandt. Vi kan jo lige så godt tage det, som lade det brænde, sagde de, og deri var der noget sandt; men selvtægt var det, og da 4 Marts, 21. Vi havde altså nu forladt vort hjem og taget ophold 3 mil inde i Fyn..Fra Bogense kunne man i agttage hvorledes det brændte i fæstningen, hvor bombardementet altså havde været fortsat i dag. Bønnelycke (1904) menige blev grebet på fersk gerning, ville kommandanten lade dem stille for en standret og skyde, andre til skræk og advarsel. Forinden, gik han dog til feltpræsten, Peter Rørdam fra Lyngby, og talte med ham. Lad mig få fat på de karle, sagde Rørdam, jeg skal nok formane dem og tillige huske på stadigt at foreholde karlene, at de opfører sig ordentligt, hvad fremmed gods angår. Kommandanten og præsten enedes dog om, at mad, øl, vin og brændevin 37

38 samt skjorter og uldtøj, det måtte folkene gerne tage, og det er der mening i, føjer Rørdam til (Liljefalk & Lütken, 1914) Efter at Lunding havde afslået opfordringen om, at overgive fæstningen, forventede han, at bombardementet ville fortsætte d. 22. Da dette ikke skete besluttede han sig for, at sætte fæstningen i den bedst mulige stand og han lod forposterne indtage deres tidligere stilling og fremsende patruljer, som næsten daglig vekslede skud med østrigerne, uden at nogen vandt synderligt derved. 14de, 19de og 21de Regimenter besatte Vestfronten. (Jensen, 1900; Liljefalk & Lütken, 1914)). Et par dage efter bombardement rykkede preusserne videre op i Jylland og overlod fæstningen indeslutning til østrigerne, der dog nøjedes med at holde øje med den i forsigtig afstand (Anon, 1894). Efter bombardementet kom hans Majestæt Kongen sent om aftenen d til Fredericia. Kommandanten havde ventet besøget dagen 22. marts Jeg sidder nu her kjære Kone, tæt udenfor Volden og slikker solskin med Tornystret på Knæet som pult. Vi har gravet nogle Hytter i Volden, hvor vi boer om Natten.. Fra brev af Henrik Nielsen, 21. Regiment (Larsen, 2005). igennem, men da mørket faldt på, troede han det udsat. Da skibet lagde til i havnen, var der derfor ingen til at modtage. Nogle Fredericia borgere fulgte i mørket Kongen og hans følge gennem de granatoppløjede gader til kommandantens bolig, hvor General Lunding blev meget overrasket. Næste dag gik kongen langs voldene. Det ikke tjenestegørende mandskab var ved, at sove ud i hytter, indrettet ved voldenes fod af materialer fra de nedskudte huse. Mandskaber kom hurtigt af halmen, og var end påklædningen lidet parademæssig, var de Hurraer, som fulgte efter et af en kommandersergent udbragt Leve Hans Majestæt Kongen desto kraftigere. Kongen hilste venligt, henvendte et par ord til folkene og gik så videre ad Kongens Port ud i den befæstede lejr, hvor Kongens tilsynekomst også vakte glæde (Johansen & Nordentoft, 1936; Liljefalk & Lütken, 1914). Militære Strejftog For at holde mandskabet i ånde under de rolige forhold, foretoges der mindre strejftog mod fjenden. På basis af flere af kilderne, kan vi opstille følgende beskrivelse af et strejftog foretaget d (Anon, 1894; Eckardt, 1889; Jensen, 1900; Johansen & Nordentoft, 1936; Liljefalk & Lütken, 1914; Stockfleth, 2009). Første Påskedags Aften, den 27de marts, afgik kaptajn Stockfleth af 20de Regiment med 200 mand, dels ½ Kompagni af sine egne, dels ½ Kompagni af 19. Regiment med Kaptajn Harboe og 4 husarer med kanonbåden Schrødersee og en Jerntransportbåd og landede kl i Sandbjerg Vig. Kaptajnen fik her efterretning om, at fjendens forposter stod i egnen omkring Hedensted. 38

39 Efterladende 25 mand til bevogtningen af fartøjerne, marcherede Kommandoet til landsbyen Klakring, hvor beboerne i høj grad blev overraskede ved pludselig at få besøg af danske soldater. Glæden var stor, folkene blev fordelt på gårdene og det bedste huset formåede blev sat på bordet for dem. Ved middagstid stillede landsbyens vogne og kørte kommandoet en halvanden mil in i landet til Hornum. Langs vejen, fortæller en deltager, stod folk i højtidsdragt, det var jo anden Påskedag og ønskede os lykke på rejsen. Bønderne i Hornum tog vel mod de kære gæster, og da forposterne var udstiller, blev der spist og drukket, sungen og danset, som var der fred og ingen fare. Medens mandskabet holdt sig skjult i byen, red Stockfleth ud for at se, om der skulde være noget at gøre og han fik da at vide, at Assendrup ved Daugaard var det nærmeste fjendtlige kantonnement, og at der lå ½ Eskadron preussiske gardehusarer, der kun havde udstillet poster mod nord og som patruljerede mod øst og som endog havde deres heste afsadlede om natten. Kaptajnen bestemte sig derfor til at overrumple dem næste nat. Kanonbåden og transportbåden skulle til den tid gå ind i Vejle Fjord til den skovklædte kyst ved Rosenvold for der at optage Kommandoet. Den gav Kommandoet sig kl på vej i en tæt kolonne med førerne foran. Bagerst kom de 4 husarer og en bereden hornblæser, der skulle vildlede fjenden med signaler, når tiden kom, og til sidst 4 vogne med halm til at medføre mulige sårede. Så stille som muligt bevægede toget sig frem i den mørke nat og nåede kl de nærmeste gårde i Assendrup. Her stødte det på en lille barrikade, der var opført tværs over vejen, og hvor 6 fjendtlige ryttere holdt vagt til fods. Uden at bryde sig om disses anråb og skydning styrtede Kommandoet frem, medens hornblæseren foran og den beredne længere tilbage af alle livsens kræfter blæste»til Angreb«, rendte vagtposterne over ende og omringede tre gårde, hvor både husarerne, der ikke fik tid til at komme i klæderne, og hestene blev taget. Da Harboe med sin afdeling kom til en af de forreste gårde i Assendrup, stod der 2 husarer på post, der råbte:»wer da!«i samme øjeblik sprang Harboe, der var en høj, kraftig mand, ind på dem og slog den ene til jorden; den anden affyrede sin karabin af mod kolonnen, men sårede kun en mand i armen. Kun i en af staldene kom det til kamp, ved hvilken 2 husarer blev sårede og 1 hest dræbt; men da der nu hørtes alarmsignaler rundt omkring, var der ikke mere at gøre, og Kaptajn Stockfleth trak sig derfor tilbage med sit Bytte, 22 Fanger og 23 Heste, og slap d kl i god behold ombord på transportbåden ved Rosenvold og var samme morgen kl tilbage i Fredericia. Vore tab beløb sig til en såret menig. Denne overrumpling blev selvfølgelig ikke uden følge for beboerne i Assendrup. Straks om morgenen var byen fuld af Prøjsere, som var hidkaldte fra Vejle og omliggende landsbyer. De var opbragte, og troede at beboerne havde stået i forbindelse med danske officerer, og så skulde hævnen fuldbyrdes på dem. En Officer trak sin sabel og slog alle vinduerne ind i en af byens gårde, og det sidste slag var så voldsomt, at sablen knækkede ved hæftet, og han tvang en dreng til at tage klingen op. Efter at vinduerne var ituslåede, besluttedes det at stikke ild på gården. En soldat gik ind og sagde til gårdens ejers hustru, som sad og vuggede sin lille pige, at gården skulle brænde nu. Hun tog sit barn på 39

40 armen og gik over i nabogården, og snart stod den nybyggede gård i flammer. Ejeren fik et blødende sabel hug over armen, og han havde i lange tider mén af hugget. De to andre gårde, hvor indkvarteringen var taget til fange, blev også truede med brand, men truslen blev ikke fuldbyrdet. Dog afbrændte Tyskerne senere et stort kornmagasin ved Daugaard Strand. Beboerne blev nu strengt bevogtede. Nogle blev arresterede i kort tid, dels i hovedvagten, dels i Bredal Krolade og dels i Vejle. Værst kom det dog til at gå ud over gårdejer Kristen Brun og etatsråd Eckardt, Ørumgård. De blev begge førte som fanger til Vejle, hvor de var arresteret nogen tid og derefter til Flensborg. Det var et hårdt fangenskab og Tyskerne vilde tvinge dem til at bekende, at de havde stået i forbindelse med kaptajn Stockfleth. Den 28. marts foretog Major Saaby en rekognoscering med 2 Kompagnier af 19. Regiment og 2 Kompagnier af 21. Regiment og forsøgte ved denne lejlighed at opsnappe et fjendtlig fourageringskommando, der ventedes til landsbyen Erritsø, nord for Fredericia. Foretagendet lykkedes ikke, hvorimod man ved Sønderbygård fangede en østrigsk menig (Anon, 1894). Udskibning af Kavalleri ved Strib (Ill Tid 242). Marts, 29. Efter at have fået adskillige ting ordnede, begav jeg mig tilbage til Fyn, men havde førend afrejsen endnu den fornøjelse at se et optog af en snes personer drage forbi, som jeg først antog for en beridertrup, men snart erfarede var røde preussiske husarer, som med deres heste var taget til fange på en ekspedition til Bjerre Herred af et Kompagni af 19. Regiment under Løjtnant Harboe og et Kompagni af 20. under Kaptajn Stockfleth, hvilke 2 officerer nu førte dem til kommandanten (Bønnelycke, 1904). Medens store dele af hæren ligger under prøjsisk bombardement ved Dybbøl, så fortsætter hverdagen i Fredericia, hvor Bønnelycke, der efter behov valfarter mellem Fredericia og Fyn, har følgende passager omfattende 19. Regiment: April, 2. Besøg i Fredericia Jeg var så heldig at komme tilbage til Strib med en båd, som overførte telegrafdirektør Faber, for-fatteren af Den Tapre Landsoldat, og havde, foruden andre, 2 mand af 19. Regiment. med som passagerer på vognen hjemad. De skulle til Harrendrup [Harndrup] og hørte til et detachement, som lå på Strib for at forhindre tyskernes strejfture med både til den fynske kyst. April, 11. Anledningen til, at jeg i dag måtte til Fredericia, var et rygte om, at 19. Regiment i forening med 21. skulle være afgået til Als; thi hvis det var sandt, vilde hus og hjem igen være overladt til sig selv, da H., som styrede 40

41 sagerne derhjemme, jo måtte følge sit Regiment (19.). Det viste sig imidlertid, at 19. og 21. Regimenter ganske rigtigt først havde været bestemt til afgang til Dybbøl, men i sidste øjeblik blev det forandret, således, at det blev 9. og 20., som kom af sted, så H. var der heldigvis endnu. April, 20. I Gribsvad Kro læste jeg telegrammet med de sørgelige efterretninger fra Dybbøl. Tabet er stort også 9. og 20., der fik ordre til at afgå fra Fredericia til Als i stedet for 19. og 21., havde lidt meget. Dybbølstillingen faldt den 18 April, og d. 26. april blev Fredericia rømmet og Garnisonen overført til Fyn (Anon, 1894). April, 27. En efterretning om, at Fredericia nu skal rømmes for alt militær, kom forunderlig overraskende, da man mindst af alt ventede sligt, men der er næsten ikke mere noget, der overrasker. April, 28. Det er nu blevet alvor med Fredericias rømning. Alt militær og materiel, kommandanten og borgmesteren er borte. kun en lille styrke er bleven tilbage som skal hejse parlamentærflag når fjenden viser sig. Bønnelycke (1904) Nord for Limfjorden Brigaden Neergaard, havde ordre til at afgå til Hegermanns Division, og at søge at forurolige fjenden ved at foretage landgangs-forsøg undervejs. Den 29. April ankom brigaden til Baaring Vig og indskibningen begyndte. Så snart Bataillonen Magius af 19. Regiment [II. Bataillon] var indskibet afsejlede den for at foretage landgang i Sandbjerg Vig. Det var aften da Bataillonen afgik, men på grund af en stærk snestorm fra nordvest, nåede den ikke længere en til Endelave. Her måtte der ankres op natten over, men uvejret vedblev og det på skibene stærkt sammenpakkede mandskab led så meget, at det blev nødvendigt den 30. at sejle tilbage til Baaring Vig og udskibe soldaterne, så de atter kunne komme til kræfter. Den 1. maj afsejlede Bataillonen på ny. Denne gang ville den forsøge en landgang ved Ebeltoft på grund af efterretning som man fik under vejs om, at en mindre fjendtlig styrke stod i egnen. Da efterretningen viste sig urigtig, gik Bataillonen direkte til Hals. Her ankom desuden Brigaden Neergaards 3 andre Batailloner i løbet af d 1. og 2. maj (Jensen, 1900). Efter tabet af Dybbøl var også 7.13., og 14. Regimenter kommet under 9. Brigade (Johansen & Nordentoft, 1936) I begyndelsen af Maj fordelte tropperne sig således, at 19 Regiment befandt sig med ½ Komp yderst mod Øst ved Hals og som reserve lå resten af 19 Regiment langs kysten fra Rødslet til Rye Aa (Jensen, 1900; Johansen & Nordentoft, 1936). 41

42 19. Regiments placering er markeret med rødt. Den 10.6 Indledtes offensiv mod fjenden syd for Limfjorden ved at et mindre kommando besatte Løgstør og omliggende terræn, samt at divisionen blev forskudt mod vest. Herved kom 19. Regiment til Bjørnkær Gaard Halager. Samme dag indløb meddelelse fra krigsministeriet om at der fra d. 12 var afsluttet våbenhvile for 1 måned (Johansen & Nordentoft, 1936). Så snart prøjserne havde erobret Als d fik general Gablenz befaling til at gå over Limfjorden, hvor man forventede stærk modstand. Fyn Imidlertid havde Overkommandoen givet ordre om det Nørrejydske Armekorps overførsel til Fyn. Afmarchen til Frederikshavn begyndte d og indskibningen fandt sted d For ikke at få for stort et antal tropper ved Frederikshavn blev en del foreløbig anbragt på Hirtsholmene og Læsø. Den 9.7. afgik de sidste tropper og den 10. var korpset landsat på Fyn. Efter ankomsten til Nyborg blev alle tropper dirigeret til det nordvestlige Fyn for at skabe et så stærkt forsvar som muligt og d stod 3die Division på landtungen ved Hindsgavl og på Fænø ned til det inderste af Gamborg Fjord. Juli, 12. Alle tropperne fra Vendsyssel er nu overført til Fyn og våger hver nat Regiment ligger i Asperup og egnen der omkring. Bønnelycke (1904 Fra den 13. Juli bevogtede Divisionen Honnens strækningen fra ud for Æbelø til Flaskebugten. 42

43 Juli, Regiment har pludselig fået ordre til afmarch, hvorhen vides ikke. Bønnelycke (1904) Fredsforhandlingerne begyndte d. 25 juli i Wien. Der blev afsluttet en våbenstilstand der skulle vare fra d. 2. Aug. til d. 15. Sept. Juli, 31., Søndag. Der må have været en kortere våbenhvile i de sidste dage af Juli thi i min dagbog for i dag står anført, at en sådan er forlænget to dage. Formodentlig var det som følge deraf, at en uafladelig forbimarch af tropper ned mod Middelfart begyndte i morges tidlig. Først kom to batterier, dernæst 4., 19., 21. og 6. Regiment samt 2det Dragon Regiment Bønnelycke (1904) De sidste relevante notater fra Bønnelycke s (1904) dagbog er følgende: August, 3. på grund af våbenhvilen begyndte allerede i morges tidlig tilbagemarchen af tropperne, som kom her igennem i søndags. Først kom 21de Regiment, dernæst 19., senere 4., 6. og 12. Regiment, samt 2. og 3. Eskadron af 4. Dragon Regiment. August, 5. For øjeblikket er 19. Regiment her. August, 8. 19de Regiment afrejste herfra. Efter våbenstilstanden var sluttet blev hæren fordelt til Sjælland og Fyn og flådens skibe kaldtes tilbage, store hjemsendelser fandt sted og alt vidnede om, at regeringen betragtede krigen som endt. Da freden oprandt havde Danmark mistet Slesvig, Holsten og Lauenborg (Jensen, 1900; Johansen og Nordentoft, 1936; Liljefalk & Lütken, 1914). Da det mange år efter krigen blev muligt at ansøge om en erindrings-medajle, gjorde Thomas, som så mange andre dette og fik den, jævnfør den i indledningen viste ansøgning, bevilget. Denne medalje findes i dag hos et af Thomas oldebørn; men en tilsvarende er afbildet i billedet bag på omslaget. 43

44 Referencer: Anon Fortællinger af 19. Bataljons Historie. Soldaterlæsning, nr. 16. Udg. På Krigsministeriets foranstaltning, I. Cohen-s Bogtrykkeri, København. pp. 72. Buk-Swienty, T Slagtebænk Dybbøl. 18. april 1864, Historien om et Slag. Gyldendal. pp Bønnelycke, H.G Minder fra 1864 Øjebliksbilleder. Odense 1904, Milo ske Boghandels Forlag. pp 155. Christensen, C.P Fortegnelser over min soldatertid fra Aaret 1863 til Uddrag fra Claus Peter Christensen, Dalsgård s Dagbog. Var ved 21. Regiment, 2. Bataillon, 7. Kompagni, som Nr. 339 i den 2den Slesvigske Krig i Clausen J. & Rist, P.F Memoirer og Breve XXXVI. Fængselpræsten Pastor Vilhelm Muncks Optegnelser. Nordisk Forlag, København pp Cohen, V Krigen 1864 og de faldnes minde. Forlaget Gad, København. pp Eckardt, C Mit fangenskab i Af Chr. Eckardt, Ørumgaard Afskrift af min i dette aar førte dagbog. Veile, Er fundet på føgende hjemmeside, som sidst er besøgt Embree, M Bismarck s First War. The Campaign of Schleswig and Jutland Helion & Compagny Ltd. pp Ill Tid 1864a. Fra Felten I. Parti af byen Slesvig., Nr. 225, Kjøbenhavn den 17. Januar 1864, side 129. Ill Tid, 1864b. Fra Felten II. I Slesvig., Nr. 226, Kjøbenhavn den 17. Januar 1864, side 140. Ill Tid, 1864c. Derovrefra., Nr. 226, Kjøbenhavn den 17. Januar 1864, side 140. Ill Tid, 1864d. En Soldats Erindringer fra Opholdet ved Danevirke., Nr. 231, Kjøbenhavn den 28. Februar 1864, side 180. Jensen, N.P Den anden slesviske krig Udg. Det Nordiske Forlag, Kbhvn. pp Johansen, J. & Nordentoft, J., Division i Nørrejylland Udg. Generalstaben, Forlaget Tryde. pp

45 Johansen, J. & Nordentoft, J Hæren ved Dannevirke Udg. Generalstaben, Kbh, Forlaget H. Hagerup. pp Larsen, K Under vor sidste krig, samtidige dagbogsoptegnelser og breve fra mænd og kvinder af alle stændersamlede og udgivne af Karl Larsen. Gyldendalske Boghandels Forlag. pp. 536 Larsen, E Tæt på krigen Efter Henrik Nielsens (Nordtorps) breve. Byhornet Kilden angiver at Henrik er i 21 Regiment i Fredericia og i 19. Regiment da disse kommer tilbage til Fyn. Liljefalk, A. & Lütken, O Vor sidste kamp for Sønderjylland. H.Hagerup s Forlag, Kbh. pp Møller, M.F. & Mentze, E et hundredårsminde. Red. M. Friis Møller & Ernst Mentze. Martins Forlag. pp Rist, P.F En rekrut fra 64. Forord og kommentarer af E. Kløvedal Reich. Første udgave i P. Haase & Søns Forlag as. pp Stockfleth, K Frederik Hannibal Eduard Harald Stockfleth, som en del af hjemmesiden Slægtens Historie, Slægten Stockfleth Besøgt Storch, A Spredte træk af 19. Bataljons historie. Dybbøl-Postens Bogtrtykkeri, Sønderborg. pp. 16. Vaupell, O Den danske hærs historie til nutiden og den norske hærs historie indtil Anden dels første afdeling. Forlagt af den Gyldendalske boghandel. pp

46

47

48 Erindringsmedalje for deltagelse i den 2. Slesviske Krig i 1864