»1864 I JANUAR REISTE JEG I KRIGEN«

Transkript

1 »1864 I JANUAR REISTE JEG I KRIGEN«Thomas Andersen i den 2den Slesvigske Krig i 1864 Peter Sandbøl

2

3 Indhold Forord Indledning Dannevirke Retræten fra Dannevirke Transporten til Fredericia Ved Kolding Fredericia Bombardementet af Fredericia Militære Strejftog Nord for Limfjorden Fyn Referencer

4

5 Forord I løbet af mange års slægtsforskning er jeg, langsomt men sikkert, kommet til den erkendelse, at man aldrig bliver færdig. Man kan samle til huse i et omfang der gør, at man mister overblikket over mængden af detaljer og relevant information, som man rent faktisk ligger inde med. Eller, selv om man tror, at man har afsøgt alle kilder, så dukker der nye og uventede indfaldsvinkler op og uventet information bliver tilgængelig. I virkeligheden er slægtsforskning en dynamisk proces lige som de fleste andre ting her i livet og følgelig er det hensigtsmæssigt at udnytte dette, dels til glæde for sig selv og dels til glæde for andre. Som konsekvens af denne erkendelse har jeg derfor bl.a. taget initiativ til, at lave en hjemmeside som omhandler slægter fra gården Tubakken i Skæve sogn i Hjørring Amt. I gammel form og daglig tale er dette i Vendsyssel og med den nyere administrative inddeling ligger gården i Region Nordjylland. For mig, er slægtsforskning med tiden blevet en rejse, som foregår på flere planer; men altovervejende er ind i vores fælles historie og den erkendelse, som denne bidrager med. Via hjemmesiden er det muligt at formidle de fundne resultater hen ad vejen og dermed give andre mulighed for at deltage i rejsen og bidrage til processen. Ved at bruge de muligheder, som hjemmesiden giver, kan man samtidig rydde op i og systematisere sine informationer således, at det altid er den nyeste version der er tilgængelig. Man har samtidig alle tiders mulighed for, at lade andre deltage i processen og deltage i det videre forløb, når blot man husker, at vi kun er kommet så langt som vi er i fællesskab. Med udgangspunkt i dette, gør jeg hermed af Thomas Andersen i den 2den Slesvigske Krig i 1864 tilgængelig. Jeg håber, at andre får lyst til, at være med til, at uddybe detaljerne, så der kan laves en opdateret 2den udgave, at den kan danne udgangspunkt for andre slægtsrelaterede undersøgelser og skriverier eller, at den på anden vis kan være til inspiration. Holstebro, Peter Sandbøl 5

6 6

7 Inledning I Thomas sporadiske dagbog står der: 1854 kom jeg til Aalborg at være soldat, og senere: 1864 I Januar reiste jeg i Krigen. Udsnit af Thomas sporadiske dagbog. Med netop det sidste citat som overskrift indleder et oldebarn af Thomas - Bent Græsbøll - et kapitel i sin bog Historiske Krummer Brogede blade af Nordjyllands dagbog. Desværre for mange af Thomas efterkommere, er bogens udgangspunkt Græsbøll slægten; men da meget som titlen antyder - er beskrevet i brede vendinger er den også et stykke lokalhistorie og i øvrigt ganske læseværdig. Nedenstående uddrag fra det relevante afsnit er derfor ment som en appetitvækker, lige som det anvendes som indgangsbøn til mine egne beskrivelser af Thomas deltagelse i Den 2. Slesvigske Krig i Billedet af Thomas formodes at være fra hans tid som værnepligtig i Lad os nu for god ro og ordens skyld starte historien om Thomas Andersen i den 2den Slesvigske Krig i 1864; med et større uddrag af Bent Græsbøll s kapitel fra ovennævnte bog.»1864 I JANUAR REISTE JEG I KRIGEN«7

8 I 1864 skete en række begivenheder, der åbenlyst for alle ikke kunne forklares eller bortforklares som løse rygter, da krigen mod Preussen brød ud. andre nordjyder kom i allerhøjeste grad i ilden under samme krig. Blandt disse var Thomas Andersen-fra Skæve i Vendsyssel,. Som moden mand i sin bedste, men ikke helt unge alder blev han som værnepligtig og fuldt uddannet soldat (Aalborg 1854) sendt til Dannevirke. Inden begivenhederne her og især ved det efterfølgende Sankelmark fristes man til endnu engang at læse, hvad éns yndlingshistoriker, allerede tidligere citeret, fra forrige århundrede har at sige om en jævn og menig soldat som Thomas i fuld mundering formentlig oldefar Thomas :»Hos de ringere Individer kan Langsomheden blive til Træghed og Stivhed. Jyden er i det hele langsom at sætte i Bevægelse, han egner sig mere til Forsvaret end til Angrebet. Det ses bedst hos den nordjydske Soldat. Der er ingen, der som han sejgt kan forsvare en Stilling til det yderste. Se til de jydske Bataljoners Deltagelse i Sankelmark og Dybbøl«. For til en forandring og sammenligning at benytte en helt nutidig kilde kan det være ganske interessant at se, hvorledes denne stiller sig til en sådan tilsyneladende lidt forældet karakteristik. En nyere vurdering end lokalhistorikeren Peter Markussens omtale af træfningen ved Sankelmark, hvor for øvrigt netop Thomas Andersen deltog, d. 6/2 1864, - i Jyllands-Posten, febr , kan vel vanskeligt fremskaffes. Derfor et kortere uddrag heraf:»under tilbagetoget fra Dannevirke blev det den tapre oberst Max Mullers opgave, med sin brigade, der bestod af 1. regiment (københavnere) og 11. regiment (nordjyder), at standse de forfølgende fjender ved Sankelmark. Max Muller var en af den danske hærs dygtigste, højere officerer. Han var den udtalte tilhænger af bajonetangreb. Efter nogen skydefægtning ved Sankelmark beordrede han 1. regiment til angreb. Efter nogen nærkamp begyndte københavnerne at gå tilbage, hvorefter 11. regiment førte et kraftigt stød frem og standsede fjenden. Kampen blev langvarig og hård, jyderne bed sig fast og ville ikke vige. 8

9 »Dem satne ska int ha den fenywels o dryw mæ wos,«sagde de. (De sataner skal ikke have den fornøjelse at jage med os. - Efter dialekten tydeligvis udtalt af en vendelbo). Men i det lange løb var overmagten for stor, Max Muller havde kun ca mand og to kanoner, mod brigaden Nostitz på 5000 mand, otte kanoner og et husarregiment. Da aftenen faldt på, var Sankelmark tabt. Men det var lykkedes Max Muller og hans folk at bremse brigaden Nostitz så eftertrykkeligt, at den i alt fald ikke mere kunne deltage i forfølgelsen af den danske hovedhær, som derved fik mere tid til at fuldføre det sørgelige og vanskelige tilbagetog. Den østrigske general von Nostitz - (Preussen og Østrig var i forbund under denne krig) - bød i øvrigt en parlamentær hilse oberst Max Muller og sige:»min brigade kaldes jernbrigaden, fordi den aldrig er vegen. Den har stået over for franskmænd og italienere, men aldrig har vi lidt så meget som i dag. Jeg beundrer de danske soldaters tapperhed og deres skydning.«- Hvad den beundrende gentleman von Nostitz måske ikke var klar over, var, hvad der var gået forud for træfningen for både 1. og 11. regiment samt hovedstyrken blot få timer forinden. - Man havde da rømmet Dannevirke natten mellem 5. og 6. februar :»Denne vinternat fra Dannevirke mod Dybbøl i det hårdeste vintervejr, storm, der stod lige imod, snefog, isslag der gjorde vejene spejlglatte, så mange soldater faldt, nogle brækkede benene. Det samme skete med mange heste, så karlene måtte trække mange af kanonerne. Disse trætte, forfrosne, sultne soldater, hvoraf nogle måtte gå med deres træsko på, fordi der ikke var støvler til dem. Når der blev gjort holdt, stod de op og sov, lænende mod hinanden, nogle faldt livløse om.«så vidt Peter Markussens beretning, fængslende og levende fortalt. I stærkest mulig kontrast hertil står Thomas Andersens lejlighedsvis førte dagbog. Ovenstående begivenheder har af gode grunde ikke levnet ham som menig tid til nogen form for dramatisk skildring. Alt har han sammenfattet i ordene: 1864 i Januar reiste jeg i Krigen. Og ikke eet ord mere Det var ikke eventyrlyst eller drøm om ære eller berømmelse, der drev ham af sted. Det var pligten. Inden hans afrejse var familien netop flyttet. Hjemme skulle 6 børn i alderen 1-10 år forsørges, nummer 7 kunne fødes når som helst af den overbebyrdede hustru. børneflokken [var] hjemmets eneste rigdom. Man nåede til sidst de 12, da Hans Dusinus med det sigende navn så dagens lys som den sidste. Der var salt til et æg. Jeg véd det. Et fattigt salt»kar«af riflet glas til bordbrug står på en hædersplads i hjemmet til minde om Thomas og Ane. Det var, hvad der tilsammen blev af fædrene og mødrene arv til min bedstefar, én ud af de 12. 9

10 Så vidt Bent Græsbøll s beskrivelse af Thomas og krigen i Selv om Bent med ovenstående giver en ganske spændende og kortfattet beskrivelse af krigens gang, så er der lige en enkelt hage ved historien. Thomas var hvilket Bent i øvrigt heller ikke påstår ikke i 11. Regiment. Han var ifølge sin senere ansøgning om erindringsmedaljen fra krigen, i 19. Regiment og dette deltog ikke i slaget ved Sankelmark. Så med mindre Thomas er faldet bagud eller har været midlertidigt allokeret til et andet Regiment, og Bent har været vidende om dette, så må vi desværre afvise ovenstående gode historie og påstand om, at Thomas deltog i slaget ved Sankelmark, grundet manglende dokumentation. Som det fremgår af nedenstående kopi af denne ansøgning var han helt præcist i 19. Regiment, 2. Bataljon, 1. Kompagni og havde nummer 548. Det kan yderligere ses, at Thomas var på Sygestuen i Fredericia d. 27. Februar og efterfølgende på Sygestuen på Odense Slot fra d. 1. til d. 16. Marts. De nærmere detaljer om dette, er det endnu ikke lykkedes at opdrive. Jeg vil med baggrund i litteraturen (der er rent faktisk skrevet over bøger om krigen) give en første beskrivelse af Thomas deltagelse i krigen Bortset fra dagbøger og biografier, er den trykte kilder sjældent særligt detaljeret, hvis ikke lige det drejer sig om højere officerer samt levende og døde helte. Ergo må vi indtil videre have eventuelle specifikke detaljer til gode. En hurtig indfaldsvinkel burde være en af de publicerede beskrivelser af 19. Regiment, eller 19. Batailon, som det med rette hed både før og efter krigen i Vaupell (1876) skriver bl.a følgende om 19. Bataillon i Den Danske Hærs Historie : I foråret 1851 vendte den tilbage til Nyborg, hvor den blev i ro, til tyskernes indfald på ny kaldte det til Dannevirke. Udvidet til et Regiment på 2 Bataljoner, dannede det og 21de Regiment den 9de Brigade under Oberst Neergaard, der stod i Dannevirkestillingen fra 1ste til 5te Februar. Efter stillingen var rømmet, gik Brigaden til Als og derfra den 9de Februar over Fyn til Nørrejylland, hvor den deltog i Fredericias forsvar. Efter at denne fæstning var rømmet, sendtes Brigaden til Vendsyssel og derfra atter til Fyn. Bataljonen fik sit tidligere garnisionssted, Nyborg og hører fra 1ste Okt til den fynske Brigade. Med godt 5 linier om krigen i 1864, kunne vi stoppe her, hvor det i øvrigt er ganske klart, at 19. Regiment ikke var involveret i slaget ved Sankelmark, slaget om Dybbøl og forsvaret af Als. Dette er måske grunden til, at der generelt ikke er ret mange informationer om 19. Regiment i de trykte kilder. Skulle du - ligesom jeg - være nysgerrig efter at vide, hvad en menig soldat som Thomas Andersen lavede i krigen i 1864, så følger der lidt informationer, der samtidig har udviklet sig til også at beskrive lidt af det scenario, som Thomas var en del af. 10

11 Thomas Andersen s ansøgning om erindringsmedajle for deltagelse i krigen i

12 Dannevirke Optakten til Thomas indtræden på scenen kan vi passende hente fra Storch (1947): I løbet af 1863 blev det tydeligt, at krigen nærmede sig og at Danmark måtte berede sig til kamp mod det tyske forbund. Det var endvidere klart, at man kom til at kæmpe uden hjælp fra andre magter. Man forberedte derfor i september hærens overgang til krigsfod. Umiddelbart herefter blev 19. Bataillon forlagt til Husum og Frederiksstad. Fra 1. december indkaldtes så mange mand, at 19. Bataljon blev til 19. Infanteriregiment (ved Dublering af Kompagnierne). Snart herefter rykkede I/19. Regiment ind i Holsten og II/19. Regiment ind i Skanserne om Frederiksstad. Allerede inden nytår blev styrkerne trukket tilbage fra deres fremskudte stillinger, og 19. Regiment blev således flyttet til Slesvig by. Som allerede nævnt skulle Thomas være en del af 9. Brigade under Oberst Neergaard. 19. Regiment var under kommando af Major Færch, 2. Bataillon under kommando af Major Magius og 1. Kompagni under kommando af Premierløjtnant P.C.S. Harboe. Da Thomas således rejste i krigen har hans endelige destination således været Slesvig ved Dannevirke. Vi ved ikke hvordan Thomas ankom til Slesvig og Dannevirke men antager vi, at han har måttet vandre gennem Slesvig by, så kan vi passende overlade beskrivelsen af byen og vandringen igennem den til en ukendt journalist fra Illustrerede Tidende (Ill Tid, 1864a, b & c): Ved byen Slesvig og dens omegn dvæler i denne tid fortrinsvis det danske folks tanker; thi der ligger kernen af dets kraftige sønner, for øjeblikket kæmpende med savn og kulde, men beredt til med deres blod at besegle deres troskab og kærlighed til konge og fædreland. Den ellers så tavse by er nu opfyldt af våbenlarm og i dens lange gader ses fra morgen til aften en travl færden af militær af alle våbenarter og klasser. Parti af Hestetorvet i Slesvig (Ill Tid 225). En tur gennem Slesvig tager tid. Den langstrakte by består egentlig kun af en eneste gade af næste en mils længde, der snor sig omkrig Slien som en bugtende slange, delt i tre led, Altstadt, Lollfuss og Frederiksberg, mellem hvilke sidste de smukke Gottorp Slot ligger. Til daglig brug må det være en yderst kedsommelig rejse fra den ene ende af byen til den anden, men i denne tid, hvor der er færdsel og liv overalt, kan den tur være ret interessant, når det kun ikke er en alt for bidende kulde og man ikke har frost i fødderne. 12

13 Gottorp Slot er for øjeblikket kaserne for kavaleri. Fra Gottorp går man over dæmningen til Lollfuss hvis man ikke foretrækker at skyde genvej over isen, der passeres overalt. Der... [kan] ikke siges meget om de slesvigske skønheder. Enkelte krinolinerede eksemplarer ses dog stundom på gaderne og vækker da almindelig opsigt. Endog den skikkelige Jens har i denne kulde bevaret sin skønhedssans, og når en hel Bataillon passerer forbi en dame, behøves der ingen kommando se til højre! eller se til venstre! Det er noget, der ganske falder af sig selv. Butikkerne kan heller ikke bringe afveksling, dels fordi de tilfrosne ruder skjuler kostbarhederne, dels fordi der ingen kostbarheder synes at være,. den indkvarterede styrke og alt det, den føre med sig, giver byen sit præg. Alle våbenarter er samlede her, naturligvis mest infanteri, og man kan nok tænke sig, at, når mere end mand tilmed danske, er draget ind i byen og fylder mere end de indfødte, bliver bybilledet helt forskelligt fra det hverdagslige. Dette gælder især i den del af Slesvig, der kaldes Frederiksberg, og som oftest næsten er ufremkommelig. Snart møder man Regimenter, der marcherer der igennem til Øvelser, og det er ikke sådanne Batailloner, som man er vant til at se i København, der kun når fra f.eks. Nygade til Adressekontoret. Nej, de er 8 à 10 gange så store og fylder en net lille strækning. Når de drager ud, ser de unægtelig lidt forfrosne ud og er tavse, hvor glade de end kunne være ved at forlade deres dårlige kvarterer, men når de kommer tilbage, damper de formelig og synger, skønt det ikke kan være ved den glade udsigt at komme under tag. Under tag er for resten fuldkommen korrekt, thi mange har deres luftige kvarterer under taget. Det par hornblæsere, der går foran og gør sig al umage for at få de frosne toner ud af deres instrumenter, liver godt op. Når man i den senere tid færdedes i Slesvig By, mødte man overalt soldater, officerer og militære embedsmænd, med glade og fornøjede ansigter, om end kulden af og til farvede næsespidsen lidt eller fordoblede skridtenes hurtighed. Det er således en by med hektisk aktivitet, som Thomas ankommer til. Efter at have passeret det imponerende Gottorp Slot og videre igennem Frederiksberg er han muligvis kommet frem til de lige så imponerende forsvarsværker ved Dannevirke. Gottorp Slot ved Slesvig (Ill Tid 225) Slesvig og Hedeby set fra skanserne vest for Frederiksberg (Ill Tid 226). 13

14 Lad os vende tilbage til Storch (1947) for, at se, hvad Thomas opgaver som soldat var efter ankomsten til Dannevirke: Herfra bidrog det med en betydelig arbejdsstyrke til Dannevirkestillingens fuldendelse, samtidig med at uddannelsen fortsattes i Brigade, Regiment og Division. I februar flyttedes 19. Regiment til en nyopført Baraklejr i stillingens vestlige afsnit. Parti af Dannevirke med en af de nye skanser, Thyras vold og Valdemarsmuren (Ill Tid 224). Den ovenfor citerede journalist har følgende kommentarer til dette: Snart møder man arbejdskolonner, der skal ud og arbejde i Dannevirkeskanserne. Det er et strengt arbejde i den hårde jord, og det er den tjeneste, der sætter Jensernes tålmodighed på den sværeste prøve. Så kommer der en lang række af vogne med svinglende læs halm. Det er mandskabet sengeklæder, i det mindste underdyner og alene synet deraf bringer lidt varme i blodet.. Så snart man imidlertid gik nogle skridt udenfor byen sydpå, mødte man overalt travl virksomhed og glade arbejdere i hundredvis, der af og til med en lystig vise eller opsang fremskyndede arbejdet til festlig modtagelse af de rigtignok ubudne gæster, men ellers med samme fornøjelse, som føles ved forberedelsen til et muntert høstgilde. Her så man snart skansearbejdere i flokke, snart færdedes man blandt ingeniører og tømmermænd, der byggede hele gader og barakker, hvoraf hvert enkelt hus indrettedes til et halvt hundrede soldater; over har i disse dage opslået deres lune bo i dem Johansen og Nordentoft (1938) beskriver situationen ved Dannevirke som følger: En meget væsentlig årsag til [fæstnings-]arbejdernes forsinkelse [ved Danevirke] var frosten. Fra 30/12-15/1 frøs det gennemsnitlig 7-8 ºC, enkelte dage ºC d. 15/1 var isen på Slien indtil 25 cm tyk d /1 var vejret blevet mildere; men allerede d. 29/1 begyndte frosten igen. Medens indkvarteringen af tropperne ikke ville volde særlige vanskeligheder på Dannevirkestillingens fløje, var forholdene i så henseende meget uheldige for hærens hovedstyrke i centrum.. Et supplement af indkvarteringsområdet var nødvendigt; men ingeniørkorpset havde ikke regnet bygning af baraklejre med til befæstningsarbejderne og havde ingen forberedelser truffet i så henseende. Som følge af forsinkelser var der d. 1. februar kun fuldført 1 regimentslejr (tæt N f St Danevirke) samt en stald ved Hesterbjerg, Ø f Thiergarten. I denne stald, der oprindelig var bestemt for trainet, indkvarteredes 3. DR; af trainhestene blev så halvdelen anbragt i skure o.l. i nærheden, medens resten måtte bivuakere. En lejr ved Husby var så vidt fremme, at den kunne færdiggøres i løbet af 3-4 dage, i en lejr V f Ll Danevirke var en del af hytterne rejs, men uden tag, en lejr V f Frederiksberg var påbegyndt og til en lejr NØ f. Ellingsted var materialet samlet. 14

15 For at værne mandskabet mod kulden i kvartererne havde overkommandoen fra slutningen af december gang på gang rekvireret tæpper fra København. Der blev også efterhånden sendt en del, men dog utilstrækkeligt, og for at overvinde intendanturens betænkeligheder ved at udlevere tæpper underforhold, hvor de unægtelig let kunne gå tabt, udtalte overkommandoen endda, at mandskabet ve udrykning kunne medføre tæpperne sammenrullet på tornystrene, hvilket naturligvis ikke ville fremme afdelingernes bevægelighed. Følgende illustrationer viser lidt af lejrlivet ved Dannevirke: Barakker under bygning ved St. Dannevirke, (Ill Tid 226). Kaffeselskab foran barakkerne ved Store Dannevirke (Ill Tid 228). De danske styrker blev fordelt således, at General Steinmann med 3die Division skulle forsvare Centrum, det vil sige stykket fra Slien til skanse XIII mellem landsbyerne Store og Lille Dannevirke (Liljefalk & Lütken, 1914). Den 31. januar kl var krigen erklæret (Johansen & Nordentoft, 1938) og om aftenen d. 1. februar havde den danske hær besat Dannevirkestillingen på følgende måde: Centrum. Divisionen Steinmann var overdraget forsvaret af strækningen fra Skanse I til Engdraget V. for skanse XII. Dette forsvar var delt mellem: Brigaden Scharffenberg N. I-VII (Alarmplads bag Friedrichsberg og Nr. VIII) Brigaden Max Müller Nr. VII-X samt Bustrup forværk (Alarmplads bag Nr. X) og Brigaden Neergaard resten af strækningen samt Dannevirkes forværk (Alarmplads v. St. Dannevirke. Hver Brigade afgav daglig en Bataillon til forpost; deres øvrige tropper var anbragte i Slesvig med undtagelse af 19. Regiment, der lå i Hyttelejren ved Store Dannevirke. (Jensen, 1900). Thomas Kompagni er således placeret i den baraklejr som det nok selv har været med til at færdiggøre. 15

16 Lejrliv i baraklejren ved Dannevirke (E.M. Bærentzen 1856) Meget tyder således på, at 19. Regiment og Thomas har været blandt de heldige der har kunnet indtage deres lune bo ved krigens udbrud. Det har de dog, som vi efterfølgende skal se, ikke haft glæde af i ret lang tid. De kommende dage skete en række hændelser som ud fra kilderne kan beskrives således (Embree, 2007; Johansen & Nordentoft, 1938; Møller & Mentze, 1963; ): Der var hård frost i de sidste dage af januar, som fortsat herskede d 1. og 2. februar. Overkommandoen havde overvejet at lade 3. Division foretage et udfald fra centrumstilllingen d. 2. februar. Imidlertid meldte General Steinmann at 1. Division ikke havde mandskab til rådighed for et angreb. Også en mindre demonstration blev opgivet, inden den nåede at blive iværksat, idet mørket i mellemtiden indtrådte. Imidlertid havde prøjserne angrebet vor stilling ved Mysunde; men vore tropper havde ydet brav modstand og tilbageviste angrebet. Efter slaget ved Mysunde og de efterfølgende indkomne informationer blev der givet ordre til, at tropperne skulle stille klar til forsvar fra kl 4 d. 3. februar, tre timer før solopgang. Trænet blev sendt til parkpladserne, uden at man sikrede sig, at forplejningen skete fyldest. For 3. Divisions vedkommende søgte General Steinmann dog at råde bod på dette ved at udlevere en ekstra portion. 16

17 I nattens løb slog vejret om fra kulde til tøvejr med regn, så opholdet på alarmpladserne blev meget ubehageligt og trættende. Thomas Andersen i den 2den Slesvigske Krig i 1864 Ordren havde ikke været ledsaget af nogen forklaring og både officerer og mandskabet var overbeviste om, at det drejede sig om et udfald. Om stemningen skriver en dragonløjtnant: Ved alarmeringen var der liv og lystighed blandt folkene ---. Da der blev givet ordre om at sadle op, hilstes denne med et rungende hurra og blev 19 Regiment II Bataillon er markeret med rødt. hurtigt efterkommet under akkompagnement af Den tapre landsoldat. Tropperne beherskedes af en angrebsiver, der ikke var bleven mindre efter den heldige kamp ved Mysunde. De blev imidlertid skuffede i deres forhåbninger, thi kl. 11 blev afdelingerne atter befalet i kvarter. De havde nu stået 7 timer i regnen og grundet denne blev de beordret til ikke at benytte de større veje, for at bevare disse i bedst mulig tilstand; men måtte gå tilbage af mudrede og optrådte stier. De, der skulle afløse forposterne skulle spise, før de rykkede ud. I forbindelse med vagtskifte blev vi angrebet af Østrigerne og efter fægtninger ved Øvre Selk, Kongshøj, Jagel og Bustrup mistede vi forpostterrainet. Fjenden kom derved så tæt ind under volden, at den danske hær altid måtte være kampberedt. Hæren forslog kun lidt til at besætte hele den lange strækning, og den begyndte at svækkes ved mangel på hvile. I løbet af dagen slog regnen om i et kraftigt snevejr. 17

18 Natten mellem 2. og 3. Februar bag Dannevirke (Ill Tid 231). Om morgenen den 4. blev der atter frost, men senere på dagen steg temperaturen over frysepunktet. En øjenvidneskildring af disse dages konstante alarmeringer og ophold på alarmpladserne kan vi låne fra Illustrerede Tidende (1864d): Tirsdag den 2. februar om aftenen sad en del officerer i Skovby ved et gemytligt selskabsspil og tømte indholdet af en flaskekurv, som en af de tilstedeværende havde fået tilsendt fra en klub, da en ordonnans kom farende med ordre til, at vi skulle rykke ud kl. 3 den nat. Vi søgte alle hjem - på nær nogle koldblodige spillere, som havde et par dalere stående på kongen nogle for at sove, andre for at drøfte den kommende dags udsigter. Mandskabet kogte suppe midt om natten, vi fik en bid frokost og gik så til vor alarmplads. Det var just ingen let sag at stille den nat. Det vat så bælgmørk, at man ikke kunne se soldaterne, men de hjalp sig selv tilrette. Værre var det at komme ud af byen. Alle veie var fyldt med trænets vogne, som kørte nordpå. Vi kom forbi lange rækker af kavaleri og artilleri, som holdt inde på marken; lygtebærere rendte frem og tilbage, men blændede mere end de lyste; endelig kom vi ud af byen, og vandrede lydløst i mørket, der var så stærkt, at man ikke kunne kende sin sidemand. Efter lang tids forløb blev der gjort holdt, hvor det var, vidste ingen. Vi formerede Batillonskolonne, tætsluttede stod vi således sammen og ventede på daggry. Det begyndte at øsregne; den frosne jord tøede op og som vi stod den ene lange timer efter den anden, sank vi dybere i mudderet. Det blæste en skarp søndenvind, mandskabet krøb sammen som en flok får og satte ryggen mod uvejret. Endelig havde den fæle nat ende, morgendæmringen kom og vi så, at vi stod på et forkert sted. Afsted gik det atter og snart fandt vi vor rette standplads på en mark vest for Lille Dannevirke. Den mark skal jeg aldrig glemme. Her tilbragte vi resten af morgenen og næste formiddag. Det blev ved 18

19 at øse; alle veje svømmede, alt var mudder og dynd, og på denne plet gik mennesker og drev, tilsyneladende uden den ringeste nytte, Gud ved hvor længe. Om middagen var vi nogle timer hjemme i Skovby, men måtte tilbage kl. 15, og gik så på marken om eftermiddagen, hele natten, næste dag, den påfølgende nat og atter en formiddag, uden mad og uden ly eller læ, så vi af og til næsten fortvivlede. Til vor harme så vi barakkerne stod halvfærdige uden tage eller døre materialet dertil lå i stabler, men hvor var arbejderne? Intendanturen glemte os med føde i to dage, strå var ikke til at opdrive og brændslet utilstrækkeligt og vådt. Ved en del spåner og alle de ledstolper og hegn, der fandtes i nærmeste omegn, fik vi omsider et blussende bål i stand; men dette var også det eneste gode, vi havde i disse dage thi selv marketenderne kom ikke ud til os. Vor største plage var næsten fødderne. Pladsen var jo til sidst så opblødt og æltet af skylregnen og de fødder, at man sank i til ankelen og ved hvert andet skridt blev støvlerne siddende i dyndet. Vi krøb op på baraktagest lægter og sad der som forpjuskede høns, medens de tagløse hytter var fyldt med mennesker, som tyede til det lidt mindre kolde bræddegulv. Natten sneglede imidlertid hen, minut for minut, og vi talte dem alle; det blev bittert koldt oppe på lægterne og jeg krøb ned for at rører mig. I en krog fandt jeg tolv officerer sammenkrøbne i en klump for varme og selskabs skyld. Der var ingen plads og jeg vandrede videre. Midt på marken traf jeg Løjtnant B. ganske forkommen på sin af kulde rystende hest. Endelig brød den længselsfuldt ventede dag frem og man kunne da i det mindste se og finde hinanden. En tør grøftekant på en 500 alens længde blev vor Østergade, og her spadserede vi op og ned fra morgengry til aftendæmring, den ene bagefter den anden, og søgte at få tiden til at gå med passiar og skæmt, da ingen var i dårligt humør, fra det øjeblik solen stod op og sendte sine varmende stråler ned på os alle. Soldaterne satte sig i lange rækker på gærderne og hvem der fandt noget endnu i sin brødpose, spiste sin tarvelige frokost; mangen soldat faldt i søvn med brødet i hånden. Nu begyndte den sædvanlige morgenbøn på Dannevirke, nemlig kanonerne højsang, og højtideligt lyder den især for dem, der endnu intet har set til krigen. Vi stod i reserve for 7de Regiment og glædede os til at optage kampen Skydningen døde imidlertid hen; alt blev roligt og vi tog atter fat på vor promenade. Forventningen om at komme hjem til Skovby for at udhvile og opfriske sig gik ikke i opfyldelse, og om eftermiddagen vandrede vi endnu op og ned ad landevejen. Maden var aldeles sluppet op og jeg havde den frydefulde udsigt, at tilbringe den næste nat på samme måde, Natteleje på lægterne af de halvfærdige barakker ved Ll. Dannevirke (Ill Tid 231). Slikken morgensolskin på et gærde ved Lille Dannevirke (Ill Tid 231). 19

20 Selv om Thomas Regiment måske ikke har stået under identiske forhold i disse dage og at hans Divisionskommandant havde sikret en ekstra madration, så antyder ovenstående dog, at det ikke just har været hverken vinterferie eller kurophold, måske lige bortset fra slankekur. I februar måned stod den danske hær med mand samlet i den udstrakte Dannevirkestilling under kommando af General de Meza, men i Holsten stod en preussisk-østrigsk hær på over mand (Anon, 1894). Retræten fra Dannevirke Den danske overkommando besluttede at rømme stillingen for ikke at sætte hele hæren på spil overfor den overlegne fjende, og natten imellem den 5te og 6te februar begyndte tilbagetoget i al hemmelighed, for at fjenden ikke skulle forfølge. Ved afmarchen stak 9. Brigade ild på baraklejren v St. Danevirke. Det var dog ikke det der gjorde, at fjende opdagede at fuglen var fløjet af reden. Videre skriver Anon (1894): Af 19de Regiment var 2den Bataillon [det er her Thomas hører til] om aftenen d. 5te på forpost og hørte til de afdelinger, der sidst forlod stillingen. I mørket inddroges forposterne, der ved afmarchen kunde høre fjendens Hornsignaler, der syntes at tyde på, at vor tilbagegang alligevel var bleven bemærket. Regimentet trak sig ad kolonne vejene vest om Slesvig By op til chausseen, der fører mod nord til Flensborg. En strengere og hårdere march end 9. Brigade er markeret med rødt. tilbagetoget fra Dannevirke er der sjældent blevet budt soldater. stemningen var i høj grad trykket og mørk thi efterretningen om, at stillingen skulle rømmes, kom uventet for alle. Den menige mand kunne ikke forstå, at han skulde forlade den gamle vold, som fra Arilds tid havde tjent til Danmarks forsvar, og hvor han havde været beredt til at ofre livet for at hindre fjenden i at krænke dansk jord. Ved et af forpostkompagnierne, der især havde haft det anstrengende, begyndte enkelte af folkene at falde af ved Slesvig by. Man foreslog chefen, at tornystrene skulde efterlades.» Jeg vil ikke miste en eneste Mand eller en eneste tornyster, hellere må vi standse og slås, hvis fjenden trænger på «, var hans bestemte svar til kompagniet, og da de svageste af 20

21 folkene kom op på en vogn, holdt resten af kompagniet ligeså trolig ud som den øvrige hær, under den lange, sørgelige march. Soldaterne gik halvt sovende med hinanden min bepakning vejede 54 pund, geværet iberegnet. Christensen (1904). under armen hen ad vejen til Flensborg, medens sneen faldt tæt, og mange vare nærved at segne om af sult og træthed, men overalt var mands tugten god, og kun 1 underofficer og 8 mand af 19de Bataillon faldt usårede i fjendens hænder. Østrigerne forfulgte heldigvis kun svagt. Grundet forsinkelser kunne 2. Division ikke rykke ind på chausseen kl. 23:30 og følgen var, at 3. Division måtte standse op langs vejen og ikke kunne sætte sig i bevægelse igen før kl. 02:30 (Møller og Mentze, 1963). At gennemføre en march på mellem 30 og 60 km længde er i sig selv en ikke ubetydelig anstrengelse men når det skal ske i forlængelse af 4-5 dages store strabadser og fuldstændig utilstrækkelig forplejning, er kravet steget betydeligt (Møller & Mentze, 1963). Ved begyndelsen af marchen var vejene opblødte og bundløse (Anon, 1894). Det var atter blevet frost med -10 grader C, så vejen blev spejlglat, og det blæste en bidende vind fra nordøst, der nu og da slog om til en storm, der piskede islag i øjnene på de retirerende og som gjorde vejene endnu glattere. På grund af den hårde vind har temperaturen reelt føltes som var den minus grader C (Buk-Swienty, 2008). Rytterne måtte sidde af og føre hestene ved hånden og det var kun med den højeste grad af anstrengelse, at man kunne få køretøjerne med (Jensen, 1900). Uagtet hærens train var bleven afsendt ni timer forinden, blev det snart indhentet af Retræten fra Dannevirke 21

22 tropperne, mange heste styrtede og måtte efterlades, så at vejen efter hånden blev spærret af køretøjer, hvilket forårsagede langvarige og pinlige standsninger (Anon, 1894). Infanteristerne marcherede rent automatisk. De udståede anstrengelser og den stærke kulde, som var indtrådt havde påvirket nerverne, så at alle marcherede i en døs, der nu og da frembragte syner (Jensen, 1900) Den samlede afstand ad chausseen fra Slesvig til Flensborg er omkring 35 km. Oprindeligt skulle der have været en afstand mellem 2. Division og 9. Brigade, som var forrest i 3. Division, på 2 km; men på grund af de tidligere nævnte forsinkelser blev dette opgivet. Kolonnelængden for selve 3. Division var omkring 8 km, så da mobiltelefoner og bærbare radioer nok ikke var hvermandseje i 1864, må vi nok antage at der har været en hvis tidsforsinkelse på formidling af beskeder fra arrieregarden til de forreste kompagnier i Divisionen. Kl 10 formiddag blev arrieregarden indhentet af de østrigske fortropper ved Helligbæk Kro og General Steinmann befalede Brigade Scharffenberg skulle tage stilling bag Stenderup Å for, at opholde fjenden (Jensen, 1900; Liljefalk & Lütken, 1914). Dette udviklede sig til slaget ved Sankelmark og Oversø, hvor kampen først døde hen omkring kl 5 eftermiddag. Så kom natten mellem d. 5. og 6. februar. Klokken 12 dundredes der hårdt på vor gadedør: Hæren går tilbage, varm middagsmad til 12 soldater." Overvældende var det uventede budskab, men endnu mere overvældende var den forståelse, som straks fulgte efter: Nu står hærens frelse og dermed hele Danmarks fremtid på spil, kan det farlige tilbagetog lykkes? Jeg kom i et øjeblik i mine Klæder og ned på hovedgaden. Det sneede, og jorden var glat. De arme soldater, som skulde bane sig vej i det vejr og det føre, forvågede og udmattede og med Fjenden i Hælene! Til min forundring var den lange gade både mod nord og syd spærret af en uendelig masse vogne, der holdt ganske stille i tre rækker. Hvorfor i al verden kørte de ikke, nu da det frem for alt galdt om at skynde sig og give plads for soldaterne? Fængselspræsten Pastor V. Muncks optegnelser (Clausen & Rist, 1922). Arrieregarden blev således indhentet godt 13 km fra Schleswig, stillingen ved Stenderup Å var yderligere godt 4 km længere fremme og Oversø / Sankel mark knapt 9 km længere fremme ad vejen. Hvis 3. Divisions kolonne fortsat har haft den samme længde som forventet ved afgangen, så har de forreste kompagnier af 9 Brigade faktisk allerede været på vej ind i Flensborg, da slaget ved Sankelmark foldede sig ud. Ved 3. Division nåede 9. Brigades artilleri og rytteri Flensborg ca. kl. 15:00 og indkvarteredes i byens nordlige del, som 1. division lige havde forladt. Borgerne i Flensborg viste en rørende iver for at sørge for soldaterne. Ikke alene beværtede de og hjalp efter bedste evne dem, der blev indkvarteret, men de rakte også skåle med varm mad til dem, der blot marcherede gennem 22

23 byen, eller som bivuakerede på gaderne. For de tropper, som var så heldige at komme til Flensborg, var forplejningsspørgsmålet således let løst, og enkelte, driftige kompagnichefer sørgede desuden for ved indkøb at få forplejning med for næste dag (Johansen & Nordentoft, 1938). Ved middagstid havde overkommandoen i Flensborg fået melding fra General Steinmann om, at tilbagetoget var opdaget og at det havde udviklet sig til kamp (Jensen, 1900). Lyden fra kampen ved Sankelmark samt de indkomne efterretninger bevirkede at ledelsen i Flensborg besluttede at 9. Brigade sent om aftenen skulle stå tæt syd f Flensborg; men at 19. Regiment forblev på sin alarmplads i Byen. Om aftenen gav Oberst Kaufmann en fælles skriftlig befaling: 3. Division med 7. og 8. Brigade tager opstilling umiddelbart nord for Flensborg kl og 9. Brigade inddrager forposterne kl og afmarcherer gennem byen og ad de vest for samme anlagte kolonneveje 19. Regiment II. Bataillon er markeret med rødt. med så kort ophold som muligt for derpå ad chausseen at fortsætte deres march (Johansen & Nordentoft, 1938). 11. Regiment som deltog i slaget ved Sankelmark, blev efter ankomsten til Flensborg stillet som forposter for natten. (Liljefalk & Lütken, 1914). Hen ad kl indløb melding fra 7. Brigade med melding om udmattelse pga. kampen 23

24 ved Sankelmark og 19. Regiment fik ordre til at afløse på forposten. Regimentet afmarchere ved midnat fra sin alarmplads til byens sydkant. Da det i efter oberst Kaufmann s befaling atter skulle tilbage om 5-6 timer, bestemtes efter en længere diskussion mellem divisionskommandøren, Oberst Neergaard, og souschefen, Kaptajn Tvermoes, at II./19. R., der skulle udstille forposterne, ikke skul-le gå helt frem til det sted, hvor 7. Brig nu var, men nøjes med at bevogte vejene nærmere Flensborg, uanset at der da ingen forbindelse blev i forpostkæden. Træthed, og vel navnlig mangel på søvn, havde om aftenen fremkaldt hallucinationer hos overmåde mange, og et sådant tilfælde indtraf nu også ved II./19. Regiment. Vest for chausseen var kolonnevejen, som førte uden om Flensborg, oplyst ved en række lygter, og mellem kolonnevejen og chausseen gik soldaterne frem og tilbage i 17. Regiments Bivuak. Chefen for II./19. Regiment, Kaptajn Magius, gik sammen med Kaptajn Harboe og Adjudanten i Spidsen af Bataillonen ud mod bomhuset, da for Kaptajn Magius, som ikke havde fået mere end 2 timers søvn i de sidste 3 døgn, lygterne og soldaterne i bivuakken blev til et jernbanetog, der kom fra syd og standsede ved Skovkro, hvor preussiske soldater myldrede ud og ordnede sig i kompagnier og batailloner. Kollegaen Harboe fik samme syn. Bataillonen afløste 7. Brigade kl Endelig begyndte de at komme, trætte og udasede af det strenge vagthold ved Dannevirke og af den yderst besværlige nattemarch, og hele 6. februar drog det ene Regiment efter det andet gennem Flensborgs lange gade. Alle disse tusinder blev rigeligt bespiste, og jeg tror, at ikke en eneste gik sulten fra det rige bord, som danske, og vist også tyske borgere den dag dækkede for de hungrige. Mørket begyndte at komme og med det lyden af kanonskuddene fra kampen ved Sankelmark, som kun ligger en milsvej sønden for Flensborg. Der kæmpedes altså i vor nærhed, og vi måtte være forberedte på, at der om føje tid kunde blive gade-kamp i Flensborg. Fængselspræsten Pastor V. Muncks optegnelser (Clausen & Rist, 1922). 0100, hvor 8 Mand af Brigade er markeret med rødt. Regiment var frosset ihjel i løbet af natten. 24

25 Selvom man gennemskuede meldingen om Jernbanetoget gjorde risikoen for at det falske rygte skulle sprede panik, at generalmarchen blev fremskyndet. Kl 0130 blev der blæst til generalmarch, og regimentet gik straks tilbage til alarmpladsen, hvor mandskabet fik lov til skiftevis at gå ind i husene. Et Kompagni besatte Flensborg Nørre Port. Dette afbrød hvilen for 3. Divisions afdelinger i Flensborg et par timer tidligere end forud bestemt; men befriede dog andre for fortsat bivuakering, som i den kolde vinternat og i snevejr sikkert har været mere ødelæggende end en march (Jensen, 1900; Johansen & Nordentoft, 1938; Liljefalk & Lütken, 1914). Næste morgen, d. 7., brød 19. Regiment atter op og hele kolonnen havde forladt Flensborg by kl og marcherede ad Sønderborg til med 9. Brigade bagerst (Anon, 1894; Johansen & Nordentoft, 1938). Trainko-lonnen var 15 km lang og troppekolonnen 18 km. 3. Division holdt 2 timers hvil fra kl ved Grå-sten og 9. Brigade endda til kl 2000 i den tro, at den skulle forblive der og i Adsbøl for natten (Johansen & Nordentoft, 1938). Ingen-steds kom det til kampe; men der var mange andre vanskeligheder at kæmpe med. Vejret var lige råt og koldt; islaget gjorde det lige vanskeligt at finde fodfæste for mennesker og dyr; styrtede heste og væltede køretøjer standsede afdelinger-nes march; men kræfterne til at overvinde alle disse hindringer var yderligere svækket; med møje slæbte folkene sig frem, ikke få på hosesokker, fordi de våde, frosne støvler gnavede de ømme fødder for hårdt (Jensen, 1900; Liljefalk & Lütken, 1914). I løbet af natten til d. 8. nåede 19. Regiment yderst udmattede frem til Sønderborg (Anon, 1894; Storch, 1947). På gaden var det vanskeligt at komme frem, en urolig menneskevrimmel bølgede frem og tilbage, adskillige Kom-pagnier af vore soldater stod opmarchere-de, rede til at rykke ud; Sent kom vi i seng, snarere for at lytte end for at sove; midt på natten lød der danske hornsignaler, det var 21. Regiment, det sidste som gik gennem byen; det klang så frejdigt og dog så vemodigt. Siden den gang har der aldrig lydt danske signaler i Flensborg, og vi kan ikke glemme dem. Fængselspræsten Pastor V. Muncks optegnelser (Clausen & Rist, 1922). imod aften blev vi indkvarterede i Adsbøl, men straks efter igen udblæste for at gå til Sønderborg, på denne tur blev vore tornystre kørte, da vi var ganske udmattede og næsten ingen søvn havde fået i fem nætter. Oppe i hovedgaden i Sønderborg ankom vi om natten. Jeg faldt om på gaden og sov. En løjtnant sparkede mig med foden idet han sagde: Søn stå op, du kreperer ellers på stedet, og omsider kom vi dog i hus. Christensen (1904). De samlede tab under tilbagetoget var 10 mand døde (vistnok alle frosset ihjel natten til den 7.). Under marchen var det naturligvis ikke lykkedes at få alle med. Mange som blev ladt tilbage, fandt dog senere udvej til atter at slutte sig til hæren, således at de der faldt i fjendens hænder kun beløb sig til 120 mand. 25

26 173 mand deserterede, alle sydslesvigere. Hertil kom tabet af 877 ved 7. og 8. Brigades kampe (Johansen & Nordentoft, 1938). Som tidligere nævnt mistede 19. Regiment kun 1 underofficer og 8 menige, der faldt usårede i fjendens hænder. Transporten til Fredericia Overkommandoen havde bestemt at 3. Division skulle overføres til Fredericia og at lade den rykke frem imod Kongeåen, så snart tropperne var i stand til at tiltræde marchen. 3. Division blev underlagt General Hegermann-Lindencrone, så længe den opererede i forbindelse med 4. Division. 3. Divisionens Afdelinger skulle i tilfælde af angreb retirere til Fredericia. 3. Divivision, 8. og 9. Brigade under kommando af Oberst Neergaard stillede efter ordre d. 9 februar om morgenen kl 0700 ved havnen i Sønderborg for at overføres til Fredericia. Det var en bitter kold morgenstund med skarp østlig vind og fin frostsne, som føg ind overalt; de syv dampskibe til mand, som tilligemed nogle transportbåde til hestene lå ved bolværket; men skulle først indtage nogen proviant; det varede derfor til kl. 11 om formiddagen, før alt var klart til afsejling og tropperne måtte tilbringe de lange ventetimer med at trampe i den frosne jord og slå armene mod skuldrene for at holde lidt varme i kroppen. Der manglede fortsat plads og der måtte skaffes endnu et dampskib og endda efterlades et Kompagni af 19. Regiment, samt trænet, der først afsendtes den 11. og 12. Om bord i damperen stod folkene tæt sammenstuvet både i lasten og på dækket, det blæste op til en halv storm, og sneen skjulte næsten både skibe og land. Søen slog gennem lugerne, som måtte være åbne for at skaffe luft ned i lasten, og øgede søsygens kvaler; kun 3 af de 8 dampere nåede Fredericia om aftenen og fik landsat deres mandskab til dels i både. Dania løb i tusmørket og snetykningen på grund ved Lyngsodde, de andre dampere ankrede allerede ved Assens. Først i løbet af den næste dag var de to brigader samlet og indkvarteret, dygtig medtaget af den strenge Sørejse. Hestebåden blev først En dag og endnu en nat blev vi i Sønderborg, så kom vi med tre dampskibe til Fredericia, og det i stærk snestorm. Jeg krøb ind under et halvdæk foran på dampskibet, og det hoppede i søerne så vandet kom ind gennem ankertovshullerne og overskyllede mig, så jeg måtte ud på dækket. Hen imod aften nåede vi Fredericia, vi løb på grund og kom ikke helt ind til skibsbroen. Jeg var en af de få, der denne aften kom i land, da jeg var vant til at springe i en båd, som mange ikke turde risikere, og de måtte derfor opholde sig noget længere på skibet. Christensen (1904). udskibet d. 11. Divisionen rytteri, artilleri og træn manglede endnu; for at bøde lidt herpå blev den ene halvdel af rytterdivisionens batteri og et halvregiment af 3die dragonregiment afgivet til fodfolket. 26

27 Foreløbig indkvarteredes afdelingerne i Fredericia, men ulempen ved, at trænet ikke var med, føltes stærkt, navnlig var der mangel på brød. Værre var det dog, at ammunitionstrænet var skilt fra afdelingerne, således at disse kun rådede over de patroner, der medførte i taskerne, 60 pr Md. (Johansen og Nordentoft, 1936; Liljefalk & Lütken, 1914). Divisionens eget træn udeblev meget længere end beregnet, da det på grund af storm måtte landsættes i Faaborg. Under marchen herfra til Fredericia standsede det i Assens, hvorom Overkommandoen først fik kundskab den 17. Det fik så ordre til uopholdelig at fortsætte marchen, men nåede først Divisionen efter Kolding var rømmet (Johansen & Nordentoft, 1936) Tirsdag d. 9., Samme dags eftermiddag kom de fø-rste tropper fra Dannevirke, og jeg, som var ene tilbage i hjemmet, fik først en Løjtnant St. med oppasser og dragon i kvarter. Senere på afte-nen fik jeg endvidere 50 menige af 19de og 21de Regiment, som var an-komne søværts hertil. Da pigerne endnu var i huset, kunne der sørges for dem på bedste måde med for-plejning, men til logi, var der ikke mulighed for andet, end at de kunne kommer under tag i det pakhus, hvis indhold var på vejen til Svendborg Udmattede og forkomne, måtte de med våde klæder og fodtøj krybe i halmen. Deres tilstand var ynkvær-dig. Mange havde i 4 uger ikke været af klæderne, og de sidste 5 døgn havde de hverken fået søvn eller husly, idet de dels alarmeredes af fjenden og dels måtte fortsætte til-bagetoget, under hvilket de gik so-vende eller segnede om på landeve-jen, mennesker og heste mellem hverandre, så de hvert øjeblik måtte vækkes for ikke at falde i den sidste søvn. Dertil kom en stærk kulde og isslag, som yderligere besværlig-gjorde marchen. Hvad de stakkels mennesker havde gennemgået, er ubeskriveligt. (Bønnelycke, 1904). Voldgrav ved Fredericia. Fredericia set mod øst fra Oldenborg Bastion i 1861 (efter akvarel af Ivar von Bille). 27

28 Da folkene havde hvilet en dags tid efter den tørn rykkede brigaden Neergaard til Kolding og overtog bevogtningen af grænsen hen til Hvilsted Kro ved Egstrup (Jensen, 1900; Liljefalk & Lütken, 1914). Ved Kolding Den 12. Februar kom Oberst Neergaard med sin kombinerede Brigade til egnen ved Kolding, og 19. Regiment og Espignolerne besatte Kolding (Jensen, 1900). Til forpost udkommanderedes 2 Kompagnier og ½ Eskadron under Kaptajn Darre som forpostkommandør. Som Repli 2 Kompagnier i sydlige del af Kolding, hvor det tillodes mandskabet at søge ly i de nærmeste huse, broen barrikaderedes og besattes med 2 espingoler. Regimentets anden Bataillon befandt sig i stærkt sammentrængt Kolding. (E.M. Bærentzen 1856). kantonnement i det østlige Kolding, nær vejen til Fredericia, rede til hurtig udrykning. Yderligere var der opstillet ¼ Kompagni På Petersbjerggaard som skytsbedækning og et ¼ Kompagni ved Kolding Mølle (Johansen & Nordentoft, 1936). Oberst Neergaard lavede en strategi for Koldings og grænsens forsvar. Ved fjendtligt angreb skulle stillingen ved Kalkovnen og skovbakkerne ved Dyrehavegaard forsvares af 19. Regiments 2. Bataillon. Til forberedelse af tilbagetoget foranledigede Oberst Neergaard, at vejene, der var tilføgede under det stærke snefog den 10. og 11., blev ryddede ved Bøndernes foranstaltning. Oberst Neergaard havde i løbet af d. 16. haft travlt med at ordne forsvaret af grænsen. Til forsvar af Kolding By, 3 Kompagnier af 19 Regiment, et på forpost på bakkerne Syd for byen, et med 2 Espignoler, til forsvar af den stærke barrikade ved Sønderbro, et som reserve på torvet ved enden af Søndergade. I optagestilling på en bakke Nord for byen, Vest for Fredericiavej, 1 Kompagni med 2 Espignoler. For så vidt muligt at skåne Kolding skulle modstand i byen ved en større fjendtlig styrke ikke gennemføres til det ydersted, og alle skulle ved eventuel tilbagegang tage stilling i Dyrehavegaards Skov til flankering af stillingen i Kalkovnen. I Hovedstillingen, hvor der skulle gøres hårdnakket modstand: Venstre Fløj ved Kalkovnen, II/19. Regiment, 2 Kanoner, 2 Espignoler (Reserve: 20. Reg.). Højre Fløj, II/21 samt I/21 og hovedreserve, 9. Regiment ved Gudsø-Passet (Johansen & Nordentoft, 1936) Den 17. Formiddag syntes forholdene med hensyn til fjenden i hovedsagen uforandrede (Johansen og Nordentoft, 1936). Syd for åen stod godt og vel mand, nord for havde general Hegermann af fodfolk kun ca mand; der manglede deres patronvogne, som endnu ikke var kommet fra Als. De to Brigader skulle senere danne besætning i Fredericia; så blev de ødelagt i 28

29 kampen i åben mark var fæstningens skæbne afgjort med det samme. Rytterkorpset talte vel et par tusinde ryttere; men det hele blev næppe en tredjedel af fjendens styrke (Jensen, 1900; Liljefalk & Lütken, 1914) 19. Regiment og nogle af de omtalte stednavne er markeret med rødt. Om eftermiddagen blev det tydeligt, at Fjenden nærmede sig Kolding med store styrker. Oberst Neergaard meldte, at fjenden med fodfolk og rytteri var nået frem til en linie ca 6 km Syd for Kolding. Alt syntes således at tyde på en fremrykning til grænsen ved Kolding Å den 18. Hans rytteri ville næppe kunne sættes samlet ind, da dyb sne gjorde terrænet ret ufremkommeligt udenfor vejene. Oberst Neergaard benyttede dagen til at instruere sine afdelinger og indøve besættelsen af stillingerne, forberedelser der bragte liv i tropperne med den forestående kamp for øje. Om eftermiddagen befaledes alle at være på plads næste morgen kl Om aftenen kl 1000 kom General Hegermann for at konferere med Neergaard. Det besluttedes, at grænsen ikke skulle 29