UDSKRIFT AF HØJESTERETS DOMBOG HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 7. april 2011 Lukkede døre Sag 207/2010 (1. afdeling) A (advokat Steen Marslew) mod B (advokat Kirsten Lund Jørgensen) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten på Frederiksberg den 8. januar 2010 og af Østre Landsrets 7. afdeling den 25. marts 2010. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Niels Grubbe, Poul Dahl Jensen, Jens Peter Christensen, Henrik Waaben og Hanne Schmidt. Påstande Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, B, skal hente og bringe fællesbarnet, C, til og fra samvær og bære de fulde omkostninger i forbindelse hermed, subsidiært at transportomkostningerne skal deles mellem parterne efter rettens skøn. B har påstået stadfæstelse af landsrettens dom. Retsgrundlag Ifølge 21, stk. 3, i forældreansvarsloven kan der træffes bestemmelse om transport af barnet i forbindelse med samvær og om afholdelse af udgifter hertil, og efter 42, nr. 2, kan der ved bekendtgørelse fastsættes regler herom.
- 2 - I de almindelige bemærkninger til lovforslaget til forældreansvarsloven, lov nr. 499 af 6. juni 2007 (Folketingstidende 2006-07, tillæg A, L 133, side 4450 f.) hedder det bl.a.: 4.3. Transport af barnet i forbindelse med samvær 4.3.1. Gældende ret Det mest almindelige vilkår er, at samværsforælderen skal hente og bringe barnet til samvær og afholde omkostningerne til det. Ifølge praksis er det i dag sådan, at det som udgangspunkt er den samværsberettigede, der skal afhente og aflevere barnet på det sted, hvor barnet bor. I særlige tilfælde kan den af forældrene, der har barnet boende, dog pålægges at sørge for en del af transporten ved at bringe barnet en kortere del af vejen, f.eks. til en station, havn eller lufthavn. 4.3.2. Udvalget om Forældremyndighed og Samværs overvejelser Udvalget har fundet, at der er umiddelbart fordele ved en model, hvor samværsforælderen sørger for afhentning af barnet i forbindelse med starten af samværet, og hvor bopælsforælderen sørger for afhentning af barnet i forbindelse med afslutningen af samværet. Denne model udgør et simpelt og gennemskueligt princip og understreger, at et velfungerende samvær er begge forældres ansvar. Hver forælder betaler for den del af transporten - herunder til transport af både barnet og en evt. ledsager - den pågældende er ansvarlig for. Udgangspunktet vil efter modellen kunne fraviges i en række særlige situationer, hvor der er meget stor forskel på forældrenes økonomiske forhold, meget stor geografisk afstand mellem forældrene, alternative afhentningssteder skønnes hensigtsmæssige eller nødvendige, eller der foreligger chikanøs adfærd. Udvalget mener endvidere, at en sådan ordning i højere grad end den nuværende praksis sikrer, at begge forældre - i forbindelse med en flytning - overvejer, hvordan samværet kan komme til at fungere i praksis. Udvalget finder imidlertid ikke at kunne foreslå denne løsning, idet et sådant forslag i visse konstellationer kan indebære en uforholdsmæssig økonomisk belastning af bopælsforælderen og omvendt, at samværsforælderen lettes. Et forslag om en mere ligelig fordeling af transportudgifter forbundet med samvær forudsætter således efter udvalgets opfattelse nærmere og grundige overvejelser af, hvilke konsekvenser dette ville have for den husstand, som barnet til daglig opholder sig i, og hvilke konsekvenser en omfordeling ville få for aftaler om barnets samvær. På denne baggrund afstår udvalget fra at komme med forslag til ændring af de bestående regler og praksis om transportudgifter og samvær, idet dette vil omfatte et større udredningsarbejde, som udvalget ikke mener ligger inden for rammerne af kommissoriet. Udvalget mener endvidere, at spørgsmålet om transportudgifter og samvær bør ses i sammenhæng med børns forsørgelse generelt. Udvalget mener dog godt, at der inden for rammerne af den nuværende lovgivning kan ske en vis lempelse af praksis, således at en bopælsforælder efter en konkret skønsmæssig vurdering i højere grad, end det er tilfældet i dag, kan pålægges at sørge for en del af barnets transport og afholde udgifterne forbundet med dette. I den forbindelse kan for-
- 3 - ældrenes forsørgelsesgrundlag, arbejdsforhold, transportmuligheder mv. indgå i skønnet. 4.3.3. Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders overvejelser Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender finder, at den nuværende praksis for transport i forbindelse med samvær kan forekomme ufleksibel og uhensigtsmæssig. For at understrege, at begge forældre har et ansvar for, at barnets samvær er velfungerende og kan praktiseres, finder ministeriet, at det må være udgangspunktet, at forældrene begge deltager i og afholder udgifter til transporten af barnet i forbindelse med samværet. Ministeriet finder således, at den af udvalget skitserede model, hvorefter samværsforælderen sørger for afhentningen af barnet ved samværets start, og bopælsforælderen sørger for afhentningen i forbindelse med afslutningen af samværet, udgør et simpelt og gennemskueligt princip, som er med til at understrege, at begge forældre er ansvarlige for, at samværet kan praktiseres og virkeliggøres. Begge forældre afholder udgifterne til den del af transporten, som den pågældende er ansvarlig for, herunder transport af både barnet og en eventuel ledsager. Der kan dog være forhold i sagen, der gør, at dette udgangspunkt må fraviges. En meget stor forskel i forældrenes økonomi kan således føre til, at udgangspunktet fraviges. I tilfælde, hvor den ene af forældrene vælger at flytte, og den geografiske afstand mellem forældrene er med til at vanskeliggøre samværet, kan dette få betydning, således at den forælder, der vælger at flytte, efter omstændighederne kan pålægges at stå for den overvejende del af transporten, herunder udgifterne hertil. Endelig kan der være praktiske forhold, der gør det uforholdsmæssigt besværligt eller umuligt for den ene af forældrene at deltage i transporten, eller det kan være nødvendigt eller hensigtsmæssigt at fastsætte alternative afhentningssteder, hvilket også kan føre til en anden fordeling af transporten. Ministeriet finder desuden, at det bør være muligt for statsforvaltningen i særlige tilfælde, hvor dette efter en konkret vurdering er nødvendigt for at tilrettelægge afhentningen og afleveringen af barnet på den mest hensigtsmæssige måde, at lade den ene af forældrene betale den anden forælders udgifter til f.eks. ledsagelse af barnet eller lignende. Dette gælder både for samværs- og bopælsforælderens udgifter. I de specielle bemærkninger i lovforslaget vedrørende 21 (Folketingstidende 2006-07, tillæg A, L 133, side 4496) hedder det bl.a.: Efter bestemmelsens stk. 3 kan statsforvaltningen træffe afgørelse om transport af barnet i forbindelse med samvær og om afholdelse af udgifter hertil. Statsforvaltningen skal almindeligvis tage stilling til, hvem af forældrene der skal hente og bringe barnet til samvær og afholde omkostningerne dertil. Efter bestemmelsen ændres gældende praksis, således at det fremover er udgangspunktet, at samværsforælderen sørger for afhentningen af barnet ved samværets start, og bopælsforælderen sørger for afhentningen i forbindelse med afslutningen af samværet. Begge forældre afholder udgifterne til den del af transporten, som den pågældende er ansvarlig for, herunder transport af både barnet og eventuel ledsager. Der kan dog være forhold i sagen, der medfører, at dette udgangspunkt må fraviges, f.eks. en meget stor forskel i forældrenes økonomi. I tilfælde, hvor den ene af forældrene vælger at flytte, således at den geografiske afstand mellem forældrene - og transporttiden - øges væsentligt, og denne øgede afstand er med til at vanskeliggøre samværet, kan dette tillægges betydning, således at den forælder, der
- 4 - vælger at flytte, efter omstændighederne kan pålægges at bære den overvejende del af ansvaret for transporten, herunder udgifterne hertil. Endelig kan der være praktiske forhold, der gør det uforholdsmæssigt besværligt eller umuligt for den ene af forældrene at deltage i transporten, eller det kan være nødvendigt eller hensigtsmæssigt at fastsætte alternative afhentningssteder, hvilket også kan føre til en anden fordeling af ansvaret for transporten. Efter bestemmelsen er det desuden muligt for statsforvaltningen i særlige tilfælde, hvor dette efter en konkret vurdering er nødvendigt for at tilrettelægge afhentningen og afleveringen af barnet på den mest hensigtsmæssige måde, at lade den ene forælder betale den anden forælders udgifter til f.eks. ledsagelse af barnet eller lignende. Dette gælder både for samværs- og bopælsforælderens udgifter. Det er hensigten med bestemmelsen, at det nævnte udgangspunkt vil medvirke til at fastholde forældrenes ansvar for, at samværet kommer til at fungere, samtidig med at begge forældre i forbindelse med flytning i højere grad vil overveje, hvordan samværet vil kunne fungere i praksis efter flytningen. Der henvises til lovforslagets 19, stk. 1, hvorefter begge forældre har et ansvar for, at samværet kan virkeliggøres og praktiseres. 14, stk. 1-3, i bekendtgørelse nr. 1071 af 6. september 2007 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær mv., der er udstedt i medfør af forældreansvarslovens 42, nr. 2, er sålydende: 14. Samværsforælderen sørger for afhentningen af barnet ved samværets begyndelse, og bopælsforælderen sørger for afhentningen af barnet ved afslutningen af samværet. Hver forælder afholder udgifterne til den del af transporten, som den pågældende er ansvarlig for, herunder udgifterne til transport af en eventuel ledsager til barnet. Stk.2. Statsforvaltningen kan efter anmodning fravige udgangspunktet i stk. 1 i følgende situationer: 1) Ansøgeren har en meget lav indkomst, den anden forælders indkomst er væsentligt højere end ansøgerens indkomst, og der er tale om transportudgifter, der ikke kan anses for ubetydelige. 2) Den ene af forældrene flytter, og flytningen gør transporten i forbindelse med samværet væsentligt mere besværlig eller bekostelig. 3) Praktiske forhold gør det umuligt eller uforholdsmæssigt besværligt for den ene af forældrene at deltage i transporten. 4) Der foreligger andre særlige omstændigheder. Stk.3. Ved afgørelser efter stk. 2, nr. 1, tages der hensyn til forældrenes indkomstforhold. Vurderingen af forældrenes indkomstforhold foretages som udgangspunkt på baggrund af deres indtægter før skat og arbejdsmarkedsbidrag. I Familiestyrelsens vejledning nr. 9860 af 6. september 2007 om samvær hedder det bl.a.: 6.1.1. Fravigelse af udgangspunktet om ligedeling af transporten af barnet 6.1.1.1. Meget stor forskel i forældrenes indkomst
- 5 - Hel eller delvis fritagelse for at deltage i betalingen af udgifterne til transporten meddeles som udgangspunkt kun, når følgende tre betingelser er opfyldt: - Ansøgeren har en meget lav indkomst. Der lægges herved vægt på, om ansøgeren økonomisk ville blive stillet urimeligt ringe ved at skulle afholde udgifter til transporten af barnet til eller fra samvær. Efter Familiestyrelsens opfattelse er dette normalt kun opfyldt ved en indkomst under ca. 200.000 kr. om året (2007-niveau). Dette beløb reguleres, se www.familiestyrelsen.dk. - Den anden forælders indkomst er væsentligt højere end ansøgerens indkomst. Efter Familiestyrelsens opfattelse er dette normalt kun opfyldt, når forskellen i forældrenes indkomst er på mindst 300.000 kr. 400.000 kr. om året (2007-niveau). Dette beløb reguleres, se www.familiestyrelsen.dk. - Der er tale om transportudgifter, der ikke kan anses for ubetydelige. I Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9694 af 21. december 2010 om vejledende indtægtsgrænser til brug for afgørelser om transport hedder det bl.a.: Når der ved afgørelser om transport i forbindelse med samvær skal tages stilling til, om der er meget stor forskel i forældrenes indkomst, skal der i 2011 tages udgangspunkt i følgende vejledende indtægtsgrænser: - Meget lav indkomst vil være ca. 220.000 kr. - Forskel i indkomsten vil være ca. 340.000 kr. - 450.000 kr.... De nævnte beløb reguleres årligt med udgangspunkt i satsreguleringsprocenten. Supplerende sagsfremstilling A s bruttomånedsløn eksklusive pensionsbidrag udgjorde i februar 2011 41.999 kr. (fuld tid). B s bruttomånedsløn eksklusive pensionsbidrag udgjorde i oktober 2010 61.103 kr., heraf løn 28.964 kr. og udetillæg 32.139 kr. Udetillægget omfattede bl.a. daglig husholdning, medhjælp, transport, ferie, børnetillæg (vedrørende ny ægtefælles to hjemmeboende børn), beklædning og budgetmargin. Han havde endvidere indtægt fra udlejningsejendom på ca. 42.000 kr. årligt efter fradrag af renteudgifter og inklusive kapitalafkast. Forklaringerne fra byretten B og A har under sagens behandling i byretten afgivet forklaring således: B har forklaret, at han bor i Bruxelles. Han er udsendt af Transportministeriet til Danmarks faste repræsentantskab i EU. Han blev udsendt i 2007. Kontrakten udløber i juni 2012. Han har siden august måned 2009 boet sammen med sin kæreste D på 42 år. D har to børn på 11 og 14 år. D er også ansat i EU. Han mødte A i 1998. De flyttede
- 6 - sammen i 2001 i en andelsbolig på Amager. Han læste dengang til Statskundskab på KU. A læste også på KU. De boede 4-5 år på Amager, hvorefter de flyttede til hans barndomshjem i Køge. C blev født, da de flyttede til Køge. På det tidspunkt arbejdede han i Lauritz.com auktionshus. A arbejdede på Nørre Gymnasium. A havde barselsorlov efter, at C blev født i april 2006. Han selv havde 14 dages orlov. Når han kom hjem fra arbejde, tog han del i pasningen på lige fod med A. Hans forældre boede på samme grund, som han og A havde hus. De hjalp med at hente, bringe og passe C. C kom i dagpleje, da han var 9 måneder. De skiftedes til at hente og bringe ham. A begyndte at arbejde igen. De deltes om forældrerollen. I november 2006 blev han ansat i Transportministeriet. Den 1. juli 2007 flyttede de til Bruxelles. Han fik et job som attache. Han og A var enige om beslutningen. Efter flytningen til Bruxelles gik A hjemme. C kom i institution med det samme. A læste HD i Bruxelles. Han havde rigtig meget arbejde i det første år. Han afleverede C om morgenen. Da han arbejdede så meget, som han gjorde, var det mest A, der lagde C i seng. Forholdet begyndte at gå dårligt. Det havde ikke noget med C at gøre. A rejste hjem til Danmark med C i påsken 2008. Han rejste herefter hjem til Danmark hver weekend, hvor de var sammen. De flyttede endeligt fra hinanden i september-oktober 2008. C fortsatte i institutionen i Bruxelles 1 uge om måneden. Derudover har han selv været hjemme i Danmark hver anden weekend. C har selvfølgelig savnet at have dem sammen, men han er et lille barn og er glad for at være begge steder. C kom i institution i Køge, da A flyttede hjem i påsken 2008. Han var glad for institutionen, der er en integreret institution. Han gik i institutionen frem til 11. januar 2009, hvorefter A fik ham i en institution på Frederiksberg. Derudover har C fortsat i institutionen i Bruxelles 1 uge hver måned. Det er en engelsk børnehave fortrinsvis for udsendte familiers børn. Der bliver talt engelsk i institutionen. Man kan gå i institutionen frem til man er 4 år. Der er omkring 18-20 børn og 5-6 pædagoger. De fleste børn er omkring 2-2½ år. Der er også børn på C s alder. C tilhører den ældste gruppe. C skal senest til sommer i en anden institution i Bruxelles. C er en velfungerende dreng. Han er social. Han er ikke voldsom vild, men glad for at være ude og lege med andre. Han leger både med større og mindre børn. C fungerer også godt efter samlivsophøret. Han taler om mor, men han er ikke ked af det. Han er glad for at se sin mor, men han er også glad for at være sammen med ham. C har det godt med D og hendes 2 børn. Den uge hvor C er hos ham i Bruxelles, tilrettelægger han arbejdet således, at han typisk arbejder fra 9.00/9.30 til omkring kl. 16.00. Baggrunden for, at han har indbragt sagen var, at A gav udtryk for, at C ikke havde det godt. Han finder det derfor nødvendigt, at han reagerer, når han kan se, at C har det godt, når han er hos ham. Han og A blev i foråret 2009 uenige om, hvor længe C skulle fortsætte i institutionen i Bruxelles. A mener nu åbenbart, at institutionen i Bruxelles ikke længere er et godt tilbud til C og har givet udtryk, for at C ikke fungerer så godt i Danmark. Han har selv taget kontakt både til institutionen i Danmark og Bruxelles. Begge institutioner har givet udtryk for, at C er velfungerende, men måske en lidt forsigtig dreng. Han kan slet ikke genkende beskrivelsen af C i udtalelsen fra børnehaven fra Frederiksberg. Han kan i det hele taget ikke genkende A s beskrivelse af C som værende en svag dreng, med oplysning om, at C græder meget om natten, og at han søger ind til hende. Det oplever han slet ikke. Han kan selvfølgelig godt opleve, at C komme til at græde, hvis han ikke får sin vilje. Han tror, at C kan være påvirket af A s tilstand efter samlivsophævelsen. A har været meget ked af det og deprimeret. Det kan godt have haft en indvirkning på C. Han ønsker, at C skal bo hos ham, da han mener, at det er bedst for ham. Han mener også, at C har godt af at være sammen med sin mor, så meget det kan lade sig gøre, hvilket er baggrunden for samværspåstanden. Han syntes, at det var lidt, at de kun var sammen hver anden weekend. Hvis C skal blive i Danmark, ønsker han samvær som nu. Hans arbejde gør det ikke muligt at tage fri
- 7 - fredag og mandage. Det gælder i hvert fald ikke begge dage. Når C skal i skole, skal han i skole i Danmark. Det ligger klart. Hans plan er at komme tilbage til Danmark, når hans kontrakt udløber i 2012. Hans og A s samarbejde var godt og fornuftigt indtil sommeren 2009. Han ville gerne have, at han og A fortsat kunne foretage sig ting sammen med C. Det er korrekt, at han ikke nåede at informere A om sit nye forhold til D, før A selv fandt ud af det. A har forklaret, at hun er 36 år. Hun bor nu på Frederiksberg og arbejder i fødevareministeriet som fuldmægtig. Hun kan erklære sig enig i B s forklaring om, hvordan de deltes om opgaverne, inden de rejste til Bruxelles samt oplysninger om barselsorlov. Hun sagde til B, at det ikke var den bedste løsning, at rejse til udlandet på det tidspunkt. Hun havde lige fået job i fødevareministeriet. B mente, at det var afgørende for hans karriere. Hun valgte derfor at bakke ham op. Hun flyttede til Bruxelles cirka 2 måneder efter, at B var flyttet. C var hjemme hos hende. De havde stort set intet familieliv i det år, hvor hun var i Bruxelles. B arbejdede til langt ud på aftenen. Hun hentede C i institutionen omkring kl. 14.30. Oftest kom B først hjem hen mod midnat. Han arbejdede også i weekenderne. Det var en hel vild arbejdsmængde. Forholdet gik dårligt helt fra starten af opholdet i Bruxelles. Hun valgte at tage hjem. B havde alligevel ingen kontakt med hende og C, bortset fra weekenderne. Da hun meddelte sin beslutning til B, syntes han, at det var en vældig god ide. B var herefter hjemme stort set hver weekend. De ophævede deres forhold i efteråret 2008. Hun opfordrede B til at komme hjem. Da hun fandt ud af, at han havde et forhold til en anden kvinde, valgte hun at søge skilsmisse. Siden det tidspunkt har C været i Bruxelles 1 uge hver 4. uge. Det har ikke ligget helt fast, hvilken uge det var. Det afhang af B arbejdsskema. Hun indrettede sig efter B s arbejde. Udgangspunktet var, at C skulle være i Bruxelles 1 uge ad gangen, så længe han gik i vuggestuen. Det vil sige, indtil han fyldte 3 år. Indtil da mente hun også, at C var så lille, at han ikke mærkede skiftet. Da B begynde at tale om, at han skulle fortsætte i institutionen, og nævnte, at C kunne være 14 dage hos hver, syntes hun, at det var for voldsomt. Hun havde mærket, at C reagerede på at skulle frem og tilbage. C græd 2-3 dage efter, at han kom tilbage fra Bruxelles. Han ville ikke have, at hun gik. Reaktionerne har tiltaget siden. I Bruxelles bliver C lagt til at sove til middag, sammen med de andre børn. Det er en vuggestue, som han går i. Den institution som hun har fået ham ind på, på Frederiksberg, Planeten, er en integreret institution. Det er meget anderledes pædagogik, der udøves i forhold til institutionen i Bruxelles. Hun kan genkende beskrivelsen fra institutionen om, at C mest leger med de mindre børn og trækker sig fra legen med jævnaldrene. Pædagogerne giver også udtryk for, at det er meget tydeligt, når han kommer tilbage fra Bruxelles. C er ellers en glad dreng og en social dreng. Men i den periode hvor han kommer tilbage fra Bruxelles, har han nogle kraftige reaktioner. Samarbejdet mellem hende og B er nu ekstremt dårligt. Samarbejdet blev også forværret i sommer, hvor hun fik af vide af en bekendt, at B var flyttet ind hos den kvinde, som han havde mødt. Hun fik slet ikke mulighed for at forberede og tale med C om dette. Hvis hun ikke passer ind efter B, får hun af vide, at hun ikke er samarbejdsvillig. Hendes hverdag med C er sådan, at hun står op omkring kl. 6.00. C bliver afleveret i institutionen omkring kl. 8.00-8.30, hvorefter hun henter ham omkring kl. 16.00. En dag om ugen er det hans reserve bedstemor, der henter C tidligere og spiser sammen med dem. Hun har også kontakt til B s forældre, som C har et godt forhold til. Hun vil ikke være bekymret over en deleordning, hvis B boede her i landet, men den nuværende situation er dårlig for C. Hun ville være meget bekymret, hvis C fik bopæl i Bruxelles. Det er hende, der har været den primære omsorgsperson for C. Det er korrekt, at hun fik en stressreaktion efter samlivsophævelsen og fik professionel hjælp, men hun har det godt igen. Hun var sygemeldt i 6-7 uger fra januar 2009. Hun forklarede endeligt, at hun
- 8 - og B blev gift den 6. juli 2004. De blev separeret den 4. november 2008 og skilt ved bevilling 31. juli 2009. Anbringender A har anført, at der efter 14, stk. 2, nr. 1, 3 og 4 samt en analogi af nr. 2, i bekendtgørelsen om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær mv. er grundlag for at fravige hovedreglen i stk. 1 og pålægge B at stå for transporten ved samvær med fællesbarnet samt at bære de fulde transportomkostninger. Der er således i bekendtgørelsens 14, stk. 2, nr. 1, grundlag for at fravige hovedreglen i stk. 1, idet B har en væsentligt højere indtægt end hende. Han har i kraft af et stort skattefrit udetillæg en højere lønindtægt, positiv nettoindtægt af udleje af bolig i Danmark samt fri bolig i Bruxelles. Herudover får han tilskud til forplejning ved fællesbarnets ophold og tre årlige frirejser til Danmark. Der er i det foreliggende tilfælde også hjemmel for en fravigelse i bekendtgørelsens 14, stk. 2, nr. 2 og 3, idet parterne reelt havde deres fælles bopæl i Danmark på weekendbasis ved samlivsophævelsen. Det er således B, der må anses for at være flyttet til Bruxelles, da han ved samlivsophævelsen valgte at forblive udstationeret der. Desuden havde hun selv ingen anden tilknytning til Bruxelles end B s arbejde der, og det var derfor naturligt for hende og fællesbarnet at forblive i Danmark ved samlivsophævelsen. Herudover er der grundlag for at fravige udgangspunktet om ligedeling af transporten ved samvær i bekendtgørelsens 14, stk. 2, nr. 4, idet B har forlænget sin udstationering ud over det, der oprindelig var aftalt mellem dem. B har anført, at der ikke er grundlag for at fravige udgangspunktet i 14, stk. 1, i bekendtgørelsen om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær mv. Betingelserne for fravigelse i bekendtgørelsens 14, stk. 2, nr. 1, er ikke opfyldt, da A ikke har en sådan lav indkomst, som er en forudsætning for at anvende bestemmelsen. Hertil kommer, at hans skattepligtige indkomst er lavere end hendes. Desuden skal der ved vurderingen af hans indtægt ikke tages hensyn til hans skattefri udetillæg, idet dette dækker hans merudgifter ved udstationeringen. Han får heller ikke tilskud til fællesbarnet, men kun til sin ny ægtefælles to børn.
- 9 - Der er heller ikke grundlag for en fravigelse efter 14, stk. 2, nr. 2 og 3, idet parterne var enige om at flytte til Bruxelles, og det var A, der i forbindelse med skilsmissen valgte at flytte tilbage til Danmark. Hans accept af at fortsætte i stillingen i Bruxelles kan derfor ikke sidestilles med en flytning. De økonomiske og tidsmæssige konsekvenser ved transporten er desuden ikke mere belastende, end hvis parterne boede i hver sin ende af Danmark. Samværet blev ændret i landsretten på foranledning af A og fastsat i overensstemmelse med hendes ønske. Begge parter har fuldtidsansættelse. På denne baggrund er heller ikke betingelserne i bekendtgørelsens 14, stk. 2, nr. 4, for at fravige udgangspunktet om ligedeling opfyldt. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår for Højesteret alene spørgsmålet om transport i forbindelse med samvær og betaling herfor. Ifølge 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1071 af 6. september 2007 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær mv. sørger samværsforælderen for afhentningen af barnet ved samværets begyndelse, og bopælsforælderen sørger for afhentningen af barnet ved afslutningen af samværet. Hver af forældrene afholder udgiften til den del af transporten, som den pågældende er ansvarlig for, herunder udgiften til transport af en eventuel ledsager til barnet. Dette udgangspunkt kan efter anmodning fra en af forældrene fraviges i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2. Ifølge stk. 2, nr. 1, kan udgangspunktet fraviges, når ansøgeren har en meget lav indkomst, den anden forælders indkomst er væsentligt højere end ansøgerens indkomst, og der er tale om transportudgifter, der ikke kan anses for ubetydelige. Ifølge 14, stk. 3, tages der ved afgørelser efter denne bestemmelse hensyn til forældrenes indkomstforhold, idet vurderingen som udgangspunkt foretages på baggrund af deres indtægter før skat og arbejdsmarkedsbidrag. A har en årlig indkomst på ca. 500.000 kr. B s årlige lønindtægt er ca. 350.000 kr., hvortil kommer overskuddet ved udlejning ca. 42.000 kr., i alt knap 400.000 kr. Der er herefter ikke grundlag for en ændret fordeling af ansvar og udgift for transport som følge af størrelsen af A s lønindtægt og forskellen mellem hendes og B s lønindtægter. Det bemærkes, at B s udetillæg til bl.a. daglig husholdning, medhjælp, transport, ferie, børnetillæg, beklædning
- 10 - og budgetmargin, der ydes til dækning af merudgifter ved hans udstationering i Bruxelles, ikke skal indgå ved bedømmelsen af hans indtægtsforhold. Ifølge bekendtgørelsens 14, stk. 2, nr. 2, kan hovedreglen i 14, stk. 1, endvidere fraviges, når den ene af forældrene flytter, og flytningen gør transporten i forbindelse med samværet væsentligt mere besværlig eller bekostelig. A og B flyttede sammen med fællesbarnet, C, i juli 2007 fra deres fælles bopæl i Danmark til en ny fælles bopæl i Bruxelles. I foråret 2008 tog A og fællesbarnet ophold i Danmark, mens B forblev boende i Bruxelles. I perioden fra marts til september 2008 rejste B hver weekend til Danmark, hvor de var sammen. Herefter flyttede de endeligt fra hinanden og blev separeret i november 2008. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at B ikke kan anses for at være flyttet, jf. 14, stk. 2, nr. 2, eller denne bestemmelses analogi. Heller ikke det forhold, at B senere har forlænget sin udstationering i Bruxelles, kan efter Højesterets opfattelse begrunde en fravigelse af udgangspunktet i 14. Efter 14, stk. 2, nr. 3, er der mulighed for fravigelse, når praktiske forhold gør det umuligt eller uforholdsmæssigt besværligt for den ene af forældrene at deltage i transporten. Den fastsatte ordning med hensyn til transport af fællesbarnet til og fra samvær findes ikke at være mere besværlig for A end for B, og Højesteret finder derfor, at heller ikke 14, stk. 2, nr. 3, giver grundlag for at fravige udgangspunktet i 14, stk. 1. Endelig finder Højesteret, at der ikke foreligger oplysninger om andre særlige omstændigheder, jf. bekendtgørelsens 14, stk. 2, nr. 4, der kan begrunde en fravigelse af ligedelingen af transporten og udgifterne hertil. Med denne begrundelse stadfæster Højesteret dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part. --oo0oo--
- 11 - Udskriftens rigtighed bekræftes. Højesteret, den 7. april 2011 Lisbeth Primdahl Simonsen kontorfuldmægtig